Mavesår hos heste. - et stress og ernæringsproblem. Bachelorprojekt af Christina Kryder Pedersen L10621

Transkript

1 Mavesår hos heste - et stress og ernæringsproblem Bachelorprojekt af Christina Kryder Pedersen L10621 Vejleder: Lektor Adrian Paul Harrison Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab/ Veterinær Fysiologi & Biokemi. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole August 2006

2 Forord Dette projekt er skrevet som led i min bacheloruddannelse, som agronom. Da jeg selv har haft hest i mange år og går meget op i sundhed og velfærd, har jeg med min egen hest, en hoppe på 5 år, deltaget i en videnskabelig undersøgelse udført af Nanna Luthersson omkring mavesår hos heste. Det viste sig, at hun havde en mindre læsion i den nonglandulære region, hvilket fik mig til at overveje, hvad jeg gjorde forkert i forbindelse med management og fodring. Hun havde ingen kliniske tegn på mavesår, men fodringsrutinerne, hvor hun stod opstaldet, havde længere perioder af faste mellem måltiderne, som efter min mening kan have ført til udvikling af læsionerne. Dette førte til, at jeg efter anbefaling af Nanna Luthersson tog kontakt til Eva Søndergaard fra Foulum, hvor jeg blev inspireret til at skrive et litteraturstudie om mavesår hos heste. Jeg har efterfølgende ændret drastisk i min hests fodring og fodringsrutiner ved større tildeling af grovfoder og hyppigere fodringsintervaller. Derudover har hun har nu adgang til en stor græsfold, hvor det førhen var jordfold. Ser jeg tilbage kan jeg godt se, at min hest efterfølgende har ændret adfærd og er mindre aggressiv i forbindelse med fodring og på fold. Mit umiddelbare indtryk er, at der eksisterer en ligegyldighed eller uvidenhed omkring mavesår hos heste, da der sjældent er kliniske tegn på læsionerne før de er meget fremskredne. Da jeg anser mavesår for et alvorligt problem hos heste, som der er alt for lidt fokus på, håber jeg at dette projekt kan være en hjælp til at informere om problemet. Projektet er et litteraturstudie, der griber anatomien og fysiologien i hestens ventrikel, patogenesen og de ætiologiske faktorer an, hvilket gør det til et meget større og omfattende projekt end først forventet. Da der kun foreligger meget lidt litteratur om mavesår hos heste på dansk, henvender projektet sig til alle med hestehold og med interesse for emnet samt agronomer og veterinærer i forbindelse med deres arbejde. Gennem udarbejdelsen af projektet har jeg modtaget meget støtte, imødekommenhed og inspiration og jeg vil gerne i den forbindelse takke min vejleder, Lektor Adrian Paul Harrison, Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab/Veterinær fysiologi & biokemi, KVL. 1

3 Jeg vil også gerne rette en tak til Forsker Eva Søndergaard, afdeling for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring, Forskningscenter Foulum, for inspiration, valg og afgrænsning af emnet samt Cand. Med. Vet. Nanna Luthersson, Højelse Dyreklinik ApS, Lille Skensved, for imødekommenhed og billeder brugt i projektet. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole August 2006 Christina Kryder Pedersen L

4 Resumé Mavesår hos heste er en samlet betegnelse for mucosalebeskadigelser i den nederste del af oesophagus, hele ventriklens mucosa samt den første del af duodenums mucosa. Dette projekt er begrænset til mavesår i ventriklen. Mavesår er et stort problem hos fuldblods væddeløbsheste og forsøg har vist, at problemet også eksisterer hos ride og konkurrenceheste af andre racer. Projektet er et litteraturstudie, der griber anatomien og fysiologien i hestens ventrikel, patogenesen og de ætiologiske faktorer an. Mavesår er en multifaktoriel betinget lidelse, som opstår på grund af ubalance mellem beskyttende og aggressive faktorer i hestens ventrikel. De primære aggressive faktorer er HCl, pepsin og reflux af galde fra duodenum, hvor de beskyttende faktorer er bikarbonatog mucussekretion, prostaglandin E 2 og mucosaens blodgennemstrømning samt epithelets hurtige regenerering. Der er ingen sekretion af mucus eller bikarbonat i den nonglandulære region, derfor afhænger den mucosale beskyttelse af det flerlagede forhornede pladeepithel samt hurtig regeneration. Læsioner ses ofte i den nonglandulære region hos heste i nærheden af margo plicatus. I den glandulære region er der sekretion af både mucus og bikarbonat og der ses også en lavere prævalens af mavesår i denne region hos heste. Hvis læsioner dannes i denne region er det ofte i forbindelse med en anden klinisk sygdom også kaldet sygdomsrelateret stress eller i forbindelse med behandling med nonsteroide antiinflammatoriske stoffer. De ætiologiske faktorer i forbindelse med udvikling af mavesår kan være stresspåvirkninger såsom fysiologisk stress, sygdomsrelateret stress, metabolisk stress og psykisk stress f.eks. i forbindelse med management. Faktorer i forbindelse med fodring er også medvirkende til udviklingen, disse kan være fodring med fintformalet/pelleteret letfordøjeligt og energirigt kraftfoder, som øger koncentrationen af fedtsyrer og sænker ph en i ventriklen. Faste og kolik og en efterfølgende behandling med nonsteroide antiflammatoriske stoffer, er også vigtige faktorer i udviklingen af mavesår. 3

5 Abstract Gastric ulcers are a general description of damage in the lower part of the oesophagus, the gastric mucosa and the proximal part of the small intestines. This project is limited to lesions in the gastric mucosa. Gastric ulcers are a big problem in Thoroughbred racehorses and experiments have shown that the problem also exists in riding- and competition horses of other breeds. This project is a literary study in which you will find documented information on the anatomy and physiology of the stomach, pathogenesis and aetiology of gastric ulcers in horses. Gastric ulcers are a multi-factorial disease which occur because of an imbalance between protective and aggressive factors in the stomach of the horse. The primary aggressive factors are HCl, pepsin and reflux of bile from the small intestines. The protective factors are bicarbonate- and mucus secretion, prostaglandin E 2, mucosal blood flow and restitution of the epithelium. There is no secretion of bicarbonate or mucus in the nonglandular region and the only protection of the stratified squamous mucosa is the cornified layer and quick cellular restitution. Lesions are often observed in the nonglandular region adjacent to the margo plicatus. In the glandular region there are both bicarbonate and mucus secretions and prevalence of gastric ulcers are much less frequent here. If lesions are formed in this region it is due to other clinical diseases, stress, or horses that have been treated with non-steroidal anti-inflammatory drugs. The aetiological factors causing gastric ulcers are physiological stress, stress related to disease, metabolic stress and mental stress related to management. Feeding is also an important factor in the development of ulcers. Finely ground or pelleted concentrated feeds increase the fatty acid concentration and decrease the ph in the stomach. Feed deprivation and colic followed by treatment of non-steroidal anti-inflammatory drugs are also important factors in the development of gastric ulcers in horses. 4

6 Indholdsfortegnelse 1 Indledning Baggrund Problemformulering Afgrænsning Metode Fysiologi og anatomi Nonglandulære del Glandulære del Sekretion Spytsekretionen Ventrikel-sekretionen Regulering af ventrikel-sekretionen Beskyttelse af ventriklen Mavesår Patogenese Nonglandulære del Glandulære del Kliniske syndromer af mavesår hos føl og voksne heste Føl Voksne heste Ætiologi Stress Generelt om stress og stresshormoner Sygdomsrelateret stress Management Træning Fodring Den praktiske fodring af heste Tyggetid Passagehastighed Faste Ædeadfærd og fodringsrutiner Partikelstørrelse, formalingsgrad og stivelsesindhold Tørstofindhold Calciums indflydelse på ventrikel ph Proteiner Organsiske syrer Fedt/olie Påvirkning af gastrin Påvirkning af pepsin Nonsteroidal anti-inflammatory drugs (NSAID) Kolik Andre faktorer Diskussion

7 6 Konklusion Perspektivering Litteraturliste

8 1 Indledning 1.1 Baggrund Erosion og ulceration af ventriklens mucosa, også kaldet Equine gastric ulcer syndrome EGUS, er et stort problem hos præstationsheste i dag. Ifølge forskellige forfattere er udbredelsen af mavesår hos fuldblodsheste på mellem % og hos varmblodsheste på op til 70 %, hvilket tyder på at mere nervøse eller varme heste har signifikant flere mavesår. Selvom ætiologien af denne sygdom ikke er fastlagt endnu er stress dog anset, at være en vigtig faktor. Stressfaktorer inkluderer stress ved fysisk aktivitet, metabolisk stress, stress i forbindelse med management og sygdomsrelateret stress. Mange heste har mavesår uden at have kliniske tegn, men sværere mavesår hos heste resulterer i nedsat ydeevne, præstation og foderindtag og dermed nedsat velfærd. (Murray et al. 1989; Vatistas et al. 1994;Bezdékova et al. 2005) Signifikansen af Helicobacter pylori infektion i ventriklens antrum, er specielt diskuteret i human medicin. Denne bakterie menes at være den primære årsag til mavesår, men bakterien er hverken be- eller afkræftet ved undersøgelser hos heste endnu. Hos hesten kaldes overgangen mellem den nonglandulære og den glandulære del af ventriklen margo plicatus. Denne grænse er analog til den gastro-oesophagale grænse hos mennesker og det er her de fleste mavesår hos heste ses. Ætiologien af denne lidelse er multifaktoriel og inkluderer bl.a. syre eller pepsinbeskadigelse af mucosaen samt reflux af galdesyre fra duodenum. Da heste modsat mennesker udskiller mavesyre kontinuerligt, er dette af stor betydning for udvikling af mavesår (Andrews and Nadeau 1999;Bezdékova et al. 2005) 1.2 Problemformulering Hvordan opstår mavesår og hvad er årsagen til at heste får mavesår? Mavesår er et stigende problem specielt blandt præstationsheste, som f.eks. væddeløbsheste. Kan mavesår hos heste relateres til stress? Eller er det udelukkende et ernærings problem? 7

9 Kan mavesår være en konsekvens af management som f.eks. opstaldning i bokse sammenlignet med fold? Kan mavesår relateres til andre kliniske sygdomme, som f.eks. kolik? 1.3 Afgrænsning Dette litteraturstudie omhandler dannelsen af mavesår hos heste set ud fra en videnskabelig synsvinkel. Af hensyn til projektets omfang er der i det første afsnit ikke gået i dybden med andet end ventriklens anatomi og fysiologi. Opgaven omhandler ikke behandling af mavesår, den økonomiske side af problemet set ud fra ejerens synspunkt, eller mavesårets betydning for hesten. Den er udelukkende beskuet fra en forebyggende synsvinkel. Afsnit 3 omhandler sygdomsudviklingen, som overordnet beskriver sygdommens patogenese. Der er i dette afsnit ikke gået i dybden med de forskellige faktorer, der påvirker udviklingen af mavesår, da det bliver uddybet i næste afsnit om ætiologi. Afsnit 4 om ætiologien er her vægten af opgaven ligger og derfor er dette afsnit noget længere end de foregående. Derudover omhandler opgaven ikke forskellige behandlingsmetoder, men problemet anskues udelukkende fra fodringsmæssige aspekter, primære stresspåvirkninger samt management. 1.4 Metode Opgaven er udelukkende et litteraturstudie og er skrevet ud fra videnskabelige artikler, for at give læseren en god forståelse for problematikken. Kapitel 4 omkring ætiologi og de forskellige faktorers betydning for udvikling af mavesår hos heste, vægtes højt i denne opgave, da mavesårs problematikken ikke beskrives ud fra et behandlings synspunkt, men ud fra en forebyggende, hvilket også fremgår af problemformuleringen. Da der ikke er ret meget litteratur omkring mavesår hos heste består det valgte litteratur primært af videnskabelige artikler, som i de fleste tilfælde omhandler forsøg med forskellige fodrings eller behandlingsmetoder. De giver ikke et endeligt svar på problemet, men en beskrivelse af de observationer forfatteren har gjort sig. 8

10 2 Fysiologi og anatomi Hesten ventrikel er forholdsvis lille i forhold til dyrets størrelse. Den har en kapacitet, der varierer fra 8-20 liter afhængig af tid på dagen, og er indrettet til hyppig foderoptagelse i små mængder(falk-rønne et al. 2002). Hos en voksen hest angives kapaciteten at være 18 liter, hvilket svarer til 8,5 % af den totale voumenkapacitet i hele fordøjelseskanalen(pfeiffer and MacPherson 1990). Når hesten er på græs, æder den små mængder ad gangen og foderet opholders sig kort tid i maven, typisk mellem min. Ventriklen er en forstørret del af fordøjelseskanalen, som er specielt designet til at påbegynde enzymatisk og hydrolytisk nedbrydning af næringsstoffer(falk-rønne et al. 2002). Den har en klar kurvet J-form, hvor den højre del er meget kortere end den venstre. Oesophagus udmunder i ventriklen og lukkes af den cardiae lukkemuskel(getty 1975). Ventrikelvæggen er opbygget på samme måde, som andre hulorganer. Tunica mucosa, Tela submucosa, tunica muscularis og tunica adventitia. Tunica mucosa består af 3 regioner, lamina epithelialis, lamina propria og lamina muscularis mucosae. Tunica muscularis består af stratum circulare og stratum longitudinale(jvf. Figur 2.1)(Nielsen 2001). Figur 2.1 Tværsnit ulorganers opbygning 1.tunica mucosa, 2. tela submucosa, 3 tunica muscularis 4. tunica adventitia,5.str. longitudinale, 6. str.circulare, 7.Mukøse kirtler,8. lamina muscularis mucosae, 9. lamina propria, 10. lamina epithelialis(nielsen 2001). 9

11 Ventriklen er opdelt i to udpræget anatomisk forskellige regioner. Den dorsale nonglandulære del og den ventrale glandulære del. Disse regioner har forskellige funktioner og forskellig følsomhed for skade påført af syre og pepsin. Den nonglandulære del udgør ca. en tredjedel af hestens ventrikel og er dækket af et lag af skællet epithel, der minder om det i oesophagus. Derudover har den ingen sekretions eller absorptions funktioner og fungerer bl.a. som et reservoir for det foder hesten har spist(jvf. figur 2.2)(Murray 1992a;Andrews and Nadeau 1999). Den glandulære del udgør de sidste to-tredjedele af hestens mave og indeholder tre regioner cardia regionen, fundus regionen og pylorus regionen, indeholdende kirtler der udskiller hydrogenklorid (HCl), pepsin, bicarbonat og mucus (slim). Der er en meget tydelig grænse, der opdeler den nonglandulære del og den glandulære del. Denne grænse kaldes margo plicatus. Udgangen af ventriklen til duodenum lukkes af den pyloriske lukkemuskel(jvf. figur 2.2)(Andrews and Nadeau 1999). Epithellagene i hestens ventrikel er forskellige i den nonglandulære del og den glandulære del, hvor den i den nonglandulære del består af flerlaget pladeepithel, består den af enlaget cylinderepithel i den glandulære del(dellmann 1998). Figur 2.2 Tværsnit af hestens ventrikel med overblik over de forskellige regioner(getty 1975). 10

12 2.1 Nonglandulære del Den nonglandulære del også kaldet den hvide del eller proventrikulære del, ligner i anatomien oesophagus. Den strækker sig fra oesophagus til margo plicatus og består af keratiniseret flerlaget pladeepithel, lamina propria og lamina muscularis(jvf. figur 2.3). Hos neonatale føl findes, der kun få pladeepithel (1-2 cellelag), men efter et par uger kan cellelaget være så meget som 20 cellelag tykke(murray 1992a). Funktionen af den nonglandulære del af ventriklen vides ikke med sikkerhed, men der sker muligvis en vis forgæring i denne del af ventriklen. Fordi der kun er lidt blandings aktivitet i den nonglandulære del, bliver foderet ikke påvirket af syresekretionen i den glandulære del af ventriklen. Syrerne der udskilles dræber bakterierne og forhindrer derved forgæringen. De kortkædede fedtsyrer der dannes ved forgæringen bliver ikke absorberet i denne del af ventriklen, da der ingen absorptions eller sekretions funktioner er(andrews and Nadeau 1999;Murray 1992a). Figur 2.3 Histologisk tværsnit af det flerlagede pladeepithel i hestens nonglandulære region. Cellerne er arrangeret i lag, og overfladecellerne er keratiniserede. Der er ikke noget mucuslag der dækker denne mucosa(murray and Scott 2001) 11

13 2.2 Glandulære del Den glandulære del er både histologisk og fysiske mere kompleks end den nonglandulære del. Både placering og fordeling af forskellige celletyper er anderledes end den nonglandulære del(murray 1992a). På overfladen består den af enlaget cylinderepithel med rørformede epithelindsænkninger, mavegruberne, foveolae gastricae. Der indeholder mucus secernerende celler, hvilket gør slimoverfladen meget betydelig(nielsen 2001). Den glandulære del af ventriklen er delt ind i tre regioner: Cardia mucosaen, parietal mucosaen (fundus) og pylorus mucosaen. Disse regioner indeholder kirtler af ens struktur men med forskellige typer af sekretioner. På overfladen af mucosaen findes der mukøse epithelceller, som producerer en tyk slim som er meget vigtig for beskyttelsen af mave epithelet i det sure miljø, og når disse celler ødelægges udvikles mavesår. Hver region har kirtler med karakteristiske celletyper(cunningham 2002). Cardia kirtel regionen er placeret som en smal stribe lige under margo plicatus. Cellerne i cardia regionen udskiller kun basisk slim og er beskyttende for den nærliggende nonglandulære mucosa. Denne basiske slim består primært af bicarbonat. Derudover findes der somatostatin immunoreaktive celler i denne region(merrit 1999). Parietal eller fundusregionen dækker det største område af den glandulære del og udgør bunden af ventriklen langs den store kurvatur og op til hvor cardia regionen starter(jvf. figur 2.2). I den parietale region er der parietalceller, som udskiller hydrochlorid (HCl). Fordelt mellem parietalcellerne er der en anden type celler, der hedder mukøse halsceller. Cellerne udskiller en tynd slim, som bl.a. indeholder bicarbonat til beskyttelse af mucosaen mod syre og pepsin. For enden af de gastriske kirtler findes en tredje type celler, hovedceller. Disse celler udskiller pepsinogen, som er en forløber for fordøjelsesenzymet pepsin, der nedbryder proteiner, og aktiveres af det sure miljø i lumen. Derudover er der D-celler, der udskiller somatostatin, mastceller der udskiller histamin, og enterochromaffin-like (ECL) celler, som er en gruppe af histologisk ens celler der udskiller histamin og andre mellemled såsom serotonin. Histamin bindes til histamin type 2 receptorer på parietalcellernes overflade og stimulerer cellerne til at 12

14 udskille syre. Serotonin er medvirkende til kontrol af den gastriske blodcirkulation og sekretion(jvf. figur 2.4)(Andrews and Nadeau 1999;Merritt 1999;Murray 1992a). Figur 2.4 Skematisk gengivelse af celletyper i og opbygning af en hovedkirtel i den glandulære region(crone et al. 1990). Pylorus regionen dækker over ventriklens antrum. Cellerne i pylorus regionen har ingen parietal celler, men er hovedkilden til det syrestimulerende gastrin produceret af G celler. Regionen indeholder også somatostatinproducerende D-celler og serotonin producerende ECL celler, men størstedelen af cellerne i denne region er mucus producerende celler. Blandt andre funktioner har somatostatin en vigtig rolle i den endogene kontrol af mavesyre sekretionen gennem ph og gastrin udskillelse(murray 1992a;Merrit 1999). 13

15 Figur 2.5 Histologisk tværsnit af det glandulære epithel i hestens glandulære region. Cellerne er arrangeret i parallelle kirtler og overfladecellerne er dækket af et mucuslag(murray and Scott 2001). Figur 2.6 Histologisk tværsnit af det glandulære epithel i hestens ventrikel. Hvor der vises de forskellige celletyper i den glandulære mucosa(murray and Scott 2001). 14

16 2.3 Sekretion Spytsekretionen Tanken, lugten, smagen, tygning og tilstedeværelsen af foder i hestens mund stimulerer gennem det sympatiske 1 og parasympatiske 2 nervesystem sekretionen af spyt(despopoulos and Silbernagl 2001). Heste der fodres normalt sekrerer omkring liter om dagen. Der er ikke specifikke fordøjelses enzymer i spyttet, men dets slimende effekt er et godt smøremiddel til halsen, så hesten ikke kvæles, når den æder. Spyttet indeholder ca. 50 meq/l, bicarbonat, men indholdet er meget afhængig af hvilken type foder, hesten æder. Spyttet indeholder også natriumklorid og koncentrationen er direkte proportional med hastigheden af spytsekretionen og virker, som buffer for foderet nede i ventriklen. Den vedvarende sekretion af spyt, når hesten æder buffer indholdet af foder i den første del af maven og tillader derved en vis mikrobiel forgæring og produktion af laktat(frape 2004) Ventrikel-sekretionen Hestens ventrikel udskiller kontinuerligt varierende mængder af HCl i løbet af dagen og natten. Syre sekretionen sker også uden tilstedeværelsen af foder i maven. Føl udskiller mavesyre så tidligt som 2 dage efter fødslen og ph kan variere mellem 1 og 7. Denne lave ph kan relateres til koncentrationen af gastrin i plasma. Den voksne hest udskiller ca. 1,5 liter mavesaft i timen med et syreindhold på mellem 4-60 mmol HCl i timen. Derudover er ph en mellem 1,5 og 7 afhængig af hvilken region af ventriklen den er målt i. En mere neutral/basisk ph er fundet i den nonglandulære del af ventriklen og i nærheden af margo plicatus (3,0-6,0) og en mere sur ph findes i den glandulære del(1,5-4). Der udskilles både basisk og surt sekret i ventriklen, men da syresekretionen reguleres af forskellige faktorer afhænger ventriklens ph af det foder hesten indtager(murray 1992a;Andrews and Nadeau 1999). 15

17 2.3.3 Regulering af ventrikel-sekretionen Mave-tarm systemet reguleres gennem det centrale nervesystem (CNS) og endokrine systemer, der fungerer på samme måde som andre organer. Derudover har mavetarmsystemet sit eget unikke system (det enteriske nervesystem), der også består af nerver og endokrine systemer, men som regulerer mave-tarm funktionerne baseret på forhold såsom mængde og type af foder, der er i ventriklen. Mavesyresekretionen stimuleres gennem CNS, ved tanken eller forventningen om at spise, samt tilstedeværelsen af ikke fordøjet foder i ventriklen(cunningham 2002). Mavesyresekretionen er påvirket af mange faktorer nogle har en direkte stimulerende eller en hæmmende effekt, mens andre påvirker sekretionen gennem et mellemled. Tre direkte påvirkninger af parietalcelle syresekretionen er gastrin, histamin, samt acetylcholine (ACh). Ved stimulering af vagusnerven udskilles ACh, der bl.a. er en neurotransmitter i det parasympatiske nervesystem. Vagusnerven stimuleres ved sanseindtryk såsom tanken om foder og indtagelse af foder. Dette sker gennem celleimpulser i det enteriske nervesystem, hvor ACh udskilles i nærheden af G celler og parietalceller. ACh receptorer på disse G celler og parietalceller stimulerer dermed sekretionen af gastrin og HCl (Jvf. figur 2.7)(Kirchhoff and Geibel 2006;Murray 1992a). 16

18 Figur 2.7 Oversigt over den gastriske syre regulering 1. Stimulering af Vagusnerve 2. Fundus regionen og sekretion af HCl, 3. Antrum viser Faktorer, der hæmmer syresekretionen gennem negativ feedback (Despopoulos and Silbernagl 2001) Cellerne i de gastriske kirtler ligger i nærheden af hinanden med let interaktion af parakrine nerveceller mellem dem(murray 1992a). Når de gastriske kirtler stimuleres udskilles en HCl opløsning, der har en ph på mindre end 1. Både H + og Cl - -udskilles af parietalcellerne, men af forskellige cellulære mekanismer. H + ioner er udskilt af en H +, K + -ATPase (adenosin triphosphatase) pumpe, der er lokaliseret i den luminale overflade af cellen. Dette enzym bytter H + for K + ved at pumpe en K + ind i cellen for hver H +, der udskilles til lumen. De K + er, der ophobes inde i cellen frigives til lumen igen sammen med Cl - -ioner. H + -kilden er endnu ukendt, men er formentlig resultatet af H 2 O-ionisering. Overskuddet af OH - forenes med CO 2 produceret ved glukoseoxidationen under medvirken af enzymet kulsyreanhydrase. Det dannede HCO 3 transporteres bort over den basolaterale membran som led i et HCO - 3 /Cl - exchange system(jvf. figur 2.8)(Kirchhoff and Geibel 2006;Murray 1992a). 17

19 Figur 2.8 HCl-sekretion af parietalceller(despopoulos and Silbernagl 2001). For at aktivere parietalcellerne til at udskille HCl kræves en øget intracellulær calcium koncentration og camp, og en ca. 10 gange forøgelse af ATP, der fungerer som energi til proton pumpen. I inaktiv tilstand er protonpumpen lokaliseret i cytoplasmiske vesikler og bliver transporteret til den ydre membran, som følge af øget cytosolsk calcium. Denne aktivering af protonpumpen fører til øget intracellulært camp. camp aktiverer intracellulære proteinkinaser til fosforylering af specifikke proteiner, som medvirker til syresekretionen(kirchhoff and Geibel 2006;Murray 1992a). Gastrin udskilles til blodet af gastriske G celler og cirkulerer og finder vej til gastrinreceptorer på parietalcellerne, hvilket fører til øget HCl sekretion. Foderet i ventriklen virker, som buffer for syren og får ph til at stige. Høj ph øger gastrinsekretionen og dermed HCl-sekretionen. Hvis ph bliver for lav (ph<2) hæmmes gastrin og HCl-sekretionen(Cunningham 2002). Histamin spiller en rolle, som forstærkende substans i HCl-sekretionen. Parietalcellerne har både receptorer for ACh, gastrin og histamin. Cellerne er stimuleret maksimalt, når alle receptorer er mættet. Histamin udskilles af mastceller og ECL celler i parietal mucosaen og stimuleres til at udskille histamin gennem gastrin og ACh udskillelsen. Effekten af gastrin og ACh på HCl-sekretionen er forstærket gennem histaminsekretionen(cunningham 2002). Histamin bindes til H 2 -receptorer og dette 18

20 aktiverer membranbundet adenylatcyklase, hvilket fører til øget camp. H 2 -receptorantagonister hæmmer histaminvirkningen på syresekretionen ved at bindes til histaminets H 2 -receptorer. Disse antagonister er f.eks. cimetidin og ranitidin og er brugt som behandling af mavesår hos både mennesker og dyr(furr and Murray 1989;Kitchen et al. 1998;Orsini and Spencer 2001). Pepsinogen er en forløber for enzymet pepsin og aktiveres ved lav ph i lumen eller af pepsin selv. De primære stimuli til pepsinogen sekretion er ACh, histamin og sekretin. Pepsin er som enzym usædvanligt ved at have ph-optimum mellem 1,0 og 3,0 og tilhører gruppen af såkaldt sure proteaser og katalyserer et bredt spektrum af proteolytiske reaktioner(murray 1992a). Somatostatin er et hormon der udskilles af D cellerne, når ph falder og virker hæmmende på HCl sekretionen gennem negativt feedback på gastrinsekretionen(murray 1992a). Somatostatin hæmmes selv kraftigt af vagusaktivitet via cholinerge mekanismer; et bortfald af somatostatinbetinget hæmning af parietalcellesekretionen kan derfor medvirke til den vagus-inducerede stigning i syresekretionen( Despopoulos and Silbernagl 2001). Katekolaminer (adrenalin og noradrenalin) og cortisol udskilles i stress situationer og påvirker ventrikelsekretionen gennem parasympatisk regulering af adrenocorticotrope hormon (ACTH) og ACh, hvilket stimulerer HCl-sekretionen(Jvf. afsnit 4.1) (Despopoulos and Silbernagl 2001). 2.4 Beskyttelse af ventriklen Da den nonglandulære del af ventriklen minder meget om oesophagus i anatomien, er det antaget, at de har fælles mekanismer for beskyttelse mod syre. Den nonglandulære del har ikke et mucuslag, der beskytter overfladen af epithelet og udskiller ikke bicarbonat. De mekanismer, der beskytter oesophagus samt den nonglandulære del af ventriklen mod syre og pepsinskade, er intercellulære tight-junctions, intercellulær buffering af H + af bicarbonat og intracellulær buffering af H +. Forsøg har vist, at udsættes den non glandulære mucosa for syreskade kan denne bliver tykkere(murray 1992a). 19

21 Den glandulære mucosa beskyttes af prostaglandiner, som øger blodgennemstrømningen samt mucus og bicarbonat-sekretionen. Blodgennemstrømningen er antaget det vigtigste element i beskyttelse af mucosaen, da den er essentiel i supplering af næringsstoffer og oxygen til epithelet, samt bortskaffelse af hydrogenioner og skadelige stoffer, der kan trænge igennem mucosaen(murray 1992a). Mucus og bicarbonat beskyttelsen består af et tyndt lag af slim (ca. 200µm), der har en hydrofobisk karakter, hvori bicarbonationen udskilles. Phospholipider i slimen frastøder det vandopløselige HCl, og der dannes en ph gradient, mellem lumen af ventriklen og det yderste epithellag af bicarbonaten, der er indkapslet i slimlaget. Disse egenskaber skaber en tyk barriere, der stopper diffusion af HCl(Murray 1992a). Skulle det ske, at der er et hul i mucuslaget og dette bliver beskadiget kan den blottede mucosa reparere sig selv gennem aktivt epithelvæv(argenzio 1999). 20

22 3 Mavesår 3.1 Patogenese Generelt siges det, at EGUS hos føl og voksne heste er et resultat af en ubalance mellem mucosale aggressive faktorer og beskyttende faktorer. De primære aggressive faktorer er HCl, pepsin og galdesyre, og de beskyttende faktorer er hovedsagelig mucus, bicarbonat, prostaglandin E 2 (PGE 2 ), mucosal blodgennemstrømning, cellulær regenerering samt vækst faktorer, der fremmer angiogenese 3 og mucosal celledeling. Gastrik motilitet er også vigtig, da langsom tømning af ventriklen og dermed forøgelse af gastriske koncentrationer, fremmer patogenesen af mavesår. Mucosal beskyttelse af duodenum beror på en basisk eller neutral ph, med faktorer så som PGE 2 og mucosal blod gennemstrømning. (Becht and Byars 1986;Murray 1997; Andrews and Nadeau 1999; Murray 1999;Orsini and Spencer 2001;Roy et al. 2005) Da de beskyttende faktorer er mere udviklet i den glandulære del end i den non glandulære del, er det derfor forskellige mekanismer, der fører til mavesår i de forskellige regioner. De tidligste endoskopiske ændringer i begge mucosaer er en rødmen af epithelet, som histologisk er karakteriseret som en blodtilstrømning i kapilærerne i lamina propria og epithelet. Den nonglandulære mucosa mangler et mucus-bicarbonat lag og har dermed minimal beskyttelse mod HCl. Den glandulære mucosa indeholder mange forskellige celletyper og funktioner, og har derfor mange forskellige mekanismer til beskyttelse af mucosaen. (Murray 1997;Andrews and Nadeau 1999; Murray 1999) Ulcerationer i den nonglandulære mucosa skyldes syre eller pepsinskade og da heste udskiller syre kontinuerligt gennem døgnet kan ph komme ned på 2 hurtigt efter hesten er færdig med at æde(murray 1997). Pepsin aktiveres når ph kommer under 4, og øger sammen med galdesalte permeabiliteten af den nonglandulære mucosa til hydrogenioner og fremmer derved ulceration(andrews and Nadeau 1999;Becht and Byars 1986). Ifølge Murray og Schusser (1993) er ph højere hos heste der fodres med hø ad libitum (3,1) sammenlignet med heste, der fastes (1,6). Derudover har forsøg vist, at heste med perioder uden foder kan fremme dannelsen af mavesår i den nonglandulære mucosa inden for få dage(murray and Eichorn 1996). 21

23 3.1.1 Nonglandulære del Mavesår i den nonglandulære del er primært på grund af HCl, pepsin og galdesyre, der flyder tilbage fra duodenum ved faste. Mavesår der opstår i denne del af ventriklen ligner Gastro-oesophageal reflux disease syndrome (GERDS) hos mennesker, da denne region mangler veludviklede mucosale beskyttende faktorer, såvel som i oesophagus. Sværhedsgraden af de mavesår der opstår i den nonglandulære del afhænger af, hvor lang tid mucosaen udsættes for syre. Mucosaen i nærheden af margo plicatus er uafbrudt udsat for syre, og mavesår er ofte fundet i denne del af ventriklen hos føl og voksne heste(jvf. figur 3.1 og bilag 2)(Argenzio and Eisemann 1996;Murray and Eichorn 1996;Murray and Grodinsky 1989;Andrews and Nadeau 1999). Figur 3.1 Billede af læsioner ved margo plicatus grad II(Luthersson 2006). Hvis den nonglandulære mucosa udsættes for HCl i længere tid, resulterer dette i tab af overfladiske epithellag. Hvis tabet af epithelceller rækker så langt, som til de basale epithelceller, kaldes dette en erosion, og er tabet af epithelceller nået ind til lamina propria, kaldes dette en ulceration. Sværhedsgraden af ulcerationen afhænger af, hvor lang tid mucosaen har været udsat for syre. De fleste ulcerationer bevæger sig ikke ud over muscularis mucosaen, men de der gør er oftest associeret med fibrinopurulent 4 ekssudat 5 (Murray 1999). 22

24 Der er intet bevis på, at forøget syresekretion er den primære årsag til mavesår hos heste. Forsøg med svin har vist, at en kombination af galdesalte og syre, er signifikant mere skadelig for den nonglandulære mucosa end syre alene. Selvom hestens nonglandulære region er større og tykkere end hos svin, er ligheden så stor, at det antages at være samme patofysiologiske mekanismer, der sker. Kombinationen af galdesalte og syre øger elektrolyttransporten over membranen i den nonglandulære region, og fremmer derved erosioner og ulcerationer(berschneider et al. 1999). Organiske syrer kan påvirke mucosaen på samme måde som HCl og dermed spille en betydelig rolle i patogenesen af mavesår hos heste. Flygtige fedtsyrer eller volatile fatty acids (VFA) og kortkædede fedtsyrer eller short chain fatty acids (SCFA) er biprodukter fra forgæring af kulhydrater i den nonglandulære region, og har vist sig at fremme syreskade til den gastro-oesophageale mucosa hos svin. VFA og SCFA er meget fedtopløselige, og kan nemt absorberes af den nonglandulære mucosa ved lav ph.(andrews and Nadeau 1999) Ved ph der går fra 4,5 til 3,5 ændrer forholdet mellem ikkespaltede og spaltede syrer fra 1:1 til 10:1, som resulterer i højere hastighed af absorption.(argenzio 1999) Fedtsyrerne absorberes af epithelcellerne og forårsager et surt miljø, cellehævelse, betændelse og ulceration. Da ca. en tredjedel af hestens ventrikel består af nonglandulært mucosa, som i svinets gastro-oesophageale mucosa er det derfor antaget at VFA og SCFA spiller en stor rolle i mavesårs patogenesen hos heste. Derudover fodres heste med høje koncentrationer af kraftfoder. Absorptionen af organiske syrer fører til acidifikation i de inderste lag og hæmmer natriums funktion til at opretholde cellens vandbalance, hvilket fører til cellehævelse og sprængning(argenzio and Eisemann 1996;Andrews and Nadeau 1999;Nadeau et al. 2000). Histologiske undersøgelser af mavesår i den nonglandulære mucosa, der er opstået ved faste viser, at celledeling og angiogenese i lamina propria sker næsten samtidigt med pepsinskaden. Der er derfor en dynamisk interaktion mellem peptiske mavesår og 23

25 healing, som fremmes ved undertrykkelse af syre(murray et al. 1997) Spontan healing af mavesår opstår uden årsagen vides med sikkerhed og fremmes af forskellige faktorer. I et forsøg med føl udført af Murray et al (1989) havde de fleste af mavesårene helet efter 2 til 3 måneder af sig selv. Hvorimod hos fuldblodsheste i træning blev mavesårene i den nonglandulære mucosa kun værre med tiden(murray et al. 1997). I et forsøg udført af Murray and Eichorn (1996) med 8 heste, startede alle hestene med normal gastrisk mucosa(jvf. figur 3.2). Efter 48 timers faste havde alle hestene erosioner i den nonglandulære mucosa, hvor 3 af dem havde dybe ulcerationer. Efter 96 timers faste virkede alle læsioner dybere, tydeligere og den omkringliggende epithel virkede tykkere end efter 48 timer. Hver hest havde mindst en moderat til svær ulceration i den nonglandulære mucosa efter 96 timers faste. De var værst i nærheden af margo plicatus, men ingen ulcerationer var observeret i den glandulære mucosa. Forsøget blev fortsat med administrering af ranitidine, som er en histamin type 2 receptor antagonist, og med denne behandling var der to heste med normal mucosa, en med mild hyperkeratose 6 (jvf. figur 3.3 og bilag 2)i den nonglandulære mucosa, fire heste havde små læsioner og en havde moderat ulceration af den nonglandulære mucosa. Hos alle hestene var læsionerne mindre end, da ranitidine ikke blev givet. 24

26 Figur 3.2 Billede af normalt udseende mucosa i den nonglandulære region (Luthersson 2006). Figur 3.3 Billede af hyperkeratose i den nonglandulære region (Luthersson 2006) Glandulære del Mavesår i den glandulære del er primært forårsaget af afbrydelse af blod gennemstrømning og nedsat mucus og bicarbonat sekretion. Dette resulterer i tilbage diffusion af H + og dermed skade af den underliggende submucosa(murray 1999). Hæmning af prostaglandiner spiller også en rolle i udviklingen af mavesår. Dette gælder primært PGE 2, I og A. Når disse prostaglandiner hæmmes nedsættes blodgennemstrømningen i den glandulære mucosa, HCl-sekretion stimuleres og 25

27 bicarbonatsekretion hæmmes. Prostaglandiner hjælper også til, at vedligeholde både den nonglandulære og den glandulære mucosa ved, at stimulere produktion af overflade aktive beskyttende phospholipider og fremme mucosal reparation, samt forhindre cellehævelse ved, at stimulere natrium transport. Derudover kan stress fremme udskillelsen af corticosteroider, hvilket også hæmmer prostaglandinsyntese, og dermed fører til mavesår hos både føl og voksne heste(becht and Byars 1986;Andrews and Nadeau 1999; Murray 1999). Hvor den nonglandulære mucosa har flere lag og sværhedsgraden af skaden er afhængig af hvor dybt i lagene skaden når, har den glandulære mucosa arrangeret de glandulære afsnit parallelt med hinanden. Overfladiske skader påvirker de overfladiske epithelceller og mukøse halsceller, hvor de dybere skader påvirker parietal og hovedceller. Ved svære peptiske skader, når ulcerationen ind til submucosaen, og der går betændelse i såret. Ved milde til moderate læsioner er der observeret individuelle og grupper af kirtler, der er skadet, hvor de omkringliggende kirtler ikke er skadet. Neutrofiler akkumulerer omkring de skadede kirtler og derfor antages det, at mild eller tidlig peptisk skade er begrænset til enkelte glandulære enheder inde i mucosaen(murray 1999). Figur 3.4 Billede af læsioner i pylorusregionen grad III (Luthersson 2006). 26

28 Figur 3.5 Billede af en blødende læsion i fundusregionen Fundushæmorrhagi(Luthersson 2006). 3.2 Kliniske syndromer af mavesår hos føl og voksne heste Føl EQUS hos føl forekommer oftest fra den er 2 dage gammel til den er 9 måneder, men det ses at ca. 50 % af mavesårene forekommer, indenfor føllets første måned. De fleste læsioner opstår i den nonglandulære mucosa i nærheden af margo plicatus, men der ses flere glandulære læsioner hos føl end hos ældre heste. Dette antages, at skyldes umodent gastrisk syrebeskyttelse(andrews and Nadeau 1999;Murray et al. 1990). Ifølge Murray (1997) ses, at så mange som 40 % af føllene, udvikler glandulære erosioner indenfor de første tre uger af deres liv. Når føllene bliver 2 til 3 måneder gamle falder forekomsten af læsioner, men til gengæld er de mere alvorlige og er som regel associeret med kliniske tegn. Der beskrives hos føl fire kliniske syndromer og disse indbefatter subkliniske mavesår, kliniske mavesår, betændte mavesår der fører til bughindebetændelse, og pylorisk sammensnøring fra healede mavesår, som kan føre til at tømning af ventriklen hindres. Subkliniske mavesår forekommer oftest hos føl og her er ingen kliniske tegn på at føllet har mavesår. Disse mavesår er oftest fundet i den nonglandulære del af ventriklen lige ved grænsen til den glandulære del, margo plicatus. Denne slags subkliniske mavesår ses normalt ikke i den glandulære del, men oftest i føl yngre end 4 måneder. Hvis der er subkliniske mavesår i den glandulære del ses det i sammenhæng 27

29 med et andet medicinsk problem. Glandulære mavesår siges, at være stressinduceret og kan give alvorlige kliniske tegn (jvf. afsnit 4.1)(Murray 1997;Andrews and Nadeau 1999). Kliniske mavesår er mavesår, hvor føllet udviser kliniske tegn herpå, og forekommer oftest hos føl, der er ældre end 9 måneder. Disse mavesår opstår primært i den nonglandulære del i nærheden af margo plicatus(jvf. figur 3.1 og bilag 2), eller i den glandulære del(jvf. figur 3.4 og bilag 2). Dette sker når de subkliniske mavesår bliver større og dermed får føllet også kliniske tegn. Diarré og dårlig appetit er ofte de kliniske tegn, der observeres hos disse føl, men dårlig vækst, rug pels, udspilet mave, kraftig savlen og kolik er også kliniske tegn på mavesår. Hvis mavesårene ikke behandles kan de udvikle sig til bughindebetændelse, fordi mavesårene bliver betændte og betændelsen bevæger sig igennem ventrikel væggen og ud i bughulen. Denne tilstand er næsten altid dødelig. Føllet er som oftest uden kliniske tegn indtil, der går hul på betændelsen, men derefter viser den tydelige tegn på depression, mave kramper, kolik og med døden tilfølge. Pyloriske eller duodenale ulcerationer(jvf. figur 3.5 og bilag 2) ses sjældent hos føl, men kan opstå fra føllet er 2 dage til omkring 1 år gammel. De ses oftest hos føl mellem 3 og 5 måneder. Der observeres som regel ingen kliniske tegn.(murray 1997;Andrews and Nadeau 1999) Voksne heste Voksne heste af alle racer og brug, udvikler erosioner og ulcerationer i den nonglandulære mucosa. I de fleste tilfælde starter healende processer samtidigt med de nedbrydende, således at skaden ikke udvikles til et klinisk problem. Som hos føl, er der hos voksne heste både subkliniske og kliniske mavesår, og de subkliniske er ligeledes svære at opdage. Sammensnøringer og ulcerationer i duodenum, samt betændelse i bughulen pga. mavesår forekommer sjældent. I begge disse syndromer forekommer mavesårene primært i den nonglandulære del af ventriklen i nærheden af margo plicatus. Glandulære mavesår forekommer sjældent hos ældre heste, men hvis de forekommer, er det oftest i forbindelse med brug af non-steroidal anti-inflammatory drugs (NSAIDs). NSAIDs er ofte brugt i forbindelse med behandling af gigt og det forringer 28

30 blodgennemstrømningen i mucosaen og mucus-bicarbonat barrieren, samt fremmer tilstedeværelsen af neutrofiler i den gastriske mucosa, der nedsætter mucosal sammensmeltning og udskillelse af skadelige stoffer.(murray 1997;Andrews and Nadeau 1999;Murray 1999) Kliniske tegn inkluderer dårlig appetit, dårlig foderstand, mild til svær kolik, humørændring og nedsat ydeevne. De kliniske tegn inkluderer ikke diarré hos voksne heste, som de gør hos føl. Faktorer, der virker prædisponerende til gastriske læsioner, inkluderer æde og udfodringsvaner, intensitet af træning og sygdom. Heste i en fysiologisk stress situation, som f.eks. intensiv træning har en meget høj prævalens af læsioner (op til 90 %) og sværhedsgraden af læsionerne kan blive værre efterhånden, som træningen forløber. (Murray 1997;Andrews and Nadeau 1999) 29

31 4 Ætiologi Mavesår hos heste beskrives, som en multifaktoriel lidelse, hvor faktorer som stress, fodring, NSAID og sygdom er de primære årsager til udvikling af mavesår.(becht and Byars 1986;Berschneider et al. 1999;Murray et al. 1996;Sandin et al. 1999) 4.1 Stress Der findes mange forskellige definitioner på stress. Metabolisk stress f.eks. fodring med kraftfoder(andrews and Nadeau 1999;Nadeau et al. 2000; Métayer et al. 2004). Smerte generelt, men også i forbindelse med sygdom, så som kolik(morris et al. 1989; Murray et al. 1989). Management Psykisk stress i forbindelse med opstaldning i bokse eller fold samt transport(mcclure et al. 2005; Murray and Eichorn 1996). Træning Fysisk stress i forbindelse med intensiteten af træningen(hammond et al. 1986; Murray et al. 1989; Murray et al. 1996) Generelt om stress og stresshormoner Stress indbefatter fysiske og miljømæssige, neurale og hormonelle påvirkninger, der er medvirkende til en ubalance mellem de beskyttende og aggressive faktorer i ventriklens mucosa, førerende til mavesår(despopoulos and Silbernagl 2001; Sandin et al. 1999). Når organismen udsættes for belastende påvirkninger af fysisk eller psykisk art, stimuleres sekretionen af adrenocorticotrope hormon (ACTH) og følgelig også sekretionen af glukokortikoider. I en sådan situation aktiveres endvidere det sympatiske nervesystem plus binyremarven, og der frigøres katekolaminer til blodbanen. Små mængder glukokortikoider er nødvendige for, at katekolaminerne kan udøve deres blodtryksstimulerende effekt på kredsløbet og lipolytiske effekt på fedtomsætningen(warberg 1998). En forøgelse af den sympatiske aktivitet kan forårsages af fysisk aktivitet, smerte, fald i blodtryk, iltunderskud, kulde, lavt blodsukker, frygt eller 30

32 ophidselse, der alle kan betegnes, som fysiske eller psykiske stresspåvirkninger (Despopoulos and Silbernagl 2001). Forsøg på hunde har vist, at injektion af katekolaminer i gastriske arterier producerede læsioner, som kunne relateres til vasokonstriktion 7 og iskæmi 8 (Hammond et al. 1986;Sandin et al. 1999;). Serum-cortisol er hos mennesker en indikator for fysiologisk stress og er ligeledes blevet brugt, som indikator hos heste. Forsøg har vist, at serum-cortisol forøges hos heste under transport, bedøvelse, miljøskift, sygdom og tvang(irvine and Alexander 1994;Vatistas et al. 1999b) Stress hos føl og stress ved intensiv træning samt opstaldning hos voksne heste, kan øge udskillelsen af glukokortikoider, som hæmmer prostaglandinsyntesen. En nedgang af prostaglandiner fører til nedsat mucosal beskyttelse gennem utilstrækkelig blodgennemstrømning, hvilket øger risikoen for mavesår(andrews and Nadeau 1999). Forsøg har vist, at stressinducerede mavesår er et resultat af midlertidig nedsat mucosalbeskyttelse og ikke øget syre og pepsinudskillelse, og vil derfor heles hurtigt, når normale forsvarsmekanismer genoprettes(campbell-thompson and Merrit 1987) Sygdomsrelateret stress Hos mennesker ses det, at mavesår opstår i forbindelse med andre sygdomme. Derfor anses stress som følge af sygdom, som medvirkende til patofysiologien af mavesår(furr et al. 1992; Murray 1989) Dette stemmer godt overens med forsøg udført af Murray (1989), hvor der blev fundet læsioner i den glandulære region med højere frekvens hos føl med en klinisk sygdom, end hos klinisk raske føl af alle aldre (27 % mod 3 %). Fordelingen af læsionerne er også anderledes hos klinisk syge føl sammenlignet med klinisk raske føl. Hos de raske føl under 85 dage, blev der hos 61 % observeret læsioner i den nonglandulære del og nærheden af margo plicatus og kun 5 % i den glandulære del. Hos de klinisk syge føl var der 67 %, der havde læsioner i den nonglandulære region, hvilket ikke afviger meget fra de klinisk raske føl. Dette kan betyde at kliniske sygdomme ikke påvirker dannelse af mavesår i den nonglandulære del. Hos de klinisk syge føl under 85 dage var der 30 % der havde læsioner i den glandulære region. (jvf. tabel 4.1) Samme blev også observeret hos de ældre føl(murray 1989). 31

33 Tabel 4.1 Læsioner i ventriklen hos føl 1-85 dage gammel og dage gammel med og uden kliniske tegn på sygdom(murray 1989). Andre undersøgelser har vist at prævalensen og sværhedsgraden af læsionerne i den nonglandulære mucosa hos heste med ringe appetit, dårlig foderstand og mavesmerter var signifikant større end hos heste uden kliniske tegn(murray et al. 1989; Vatistas et al. 1994) Management Hos svin er det vist at nye former for management, overbelægning, miljøforandringer og transport er med til at fremme udvikling af mavesår(hammond et al. 1986) Dette er også tilfældet i et forsøg med heste udført af McClure et al. (2005), hvor der indgik 20 heste, som til at starte med ingen læsioner havde. Der var 10 kontrolheste, som mens forsøget stod på ikke undergik forandringer i management. 10 heste blev transporteret via trailer i 4 timer på dag 0 til en anden stald og opstaldet i individuelle bokse, fodret 2 gange dagligt og motioneret 2 gange dagligt, i ialt 3 dage. På dag 4 blev de transporteret tilbage til det oprindelige sted igen via trailer i 4 timer, og på dag 5 blev alle hestene undersøgt for mavesår igen. Der var signifikant højere frekvens hos de heste, der havde været opstaldet ude sammenlignet med kontrolhestene. Der var kun 2 af kontrolhestene, der havde udviklet hyperkeratose og rødmen af mucosaen, hvor der i den anden gruppe var 7 ud af 10, der havde forandringer. En kombination af transport og opstaldning i ikke kendte omgivelser samt let træning resulterede i en øget dannelse af læsioner på meget 32

34 kort tid. Ingen af disse faktorer alene, som hestene var udsat for, anses for at være fremmende for mavesår og kun i et forsøg udført af Murray and Eichorn (1996) er opstaldning blevet undersøgt, hvor det viste sig at opstaldning i bokse gav højere prævalens af læsioner end heste på fold. I dette forsøg blev stressfaktoren udgjort ved ændret ædeadfærd i forbindelse med opstaldning. Heste der er i kendte omgivelser har en fast rytme af cortisolkoncentration, som bliver afbrudt og forøget, når hesten tages ud af sine kendte omgivelser. Undersøgelser har dog vist, at værdierne falder til normale niveauer, når hestene er akklimatiserede. Hos mennesker har serum cortisolkoncentrationen vist sig at blive forøget ved fysiologisk stress og serum-cortisol hos heste er blevet brugt, som en indikator for stress. Serum cortisolkoncentrationerne hos fuldblodsheste i træning og på fold har umiddelbart vist sig at være de samme, men flyttes heste der er vant til at gå på fold til stald stiger serumcortisol inden for 48 timer(irvine and Alexander 1994; Vatistas et al. 1999b). Hos føl ses forhøjet serum-cortisol ved transport, bedøvelse, miljøskift, sygdom og pludselig fravænning(vatistas et al. 1999b) Ved fravænning bliver føllet stresset pga. den pludselige øgede kontakt til mennesker og evt. opstaldning i bokse, hvilket er en mulig årsag til mavesår(sandin et al. 1999). I forsøg af Sandin et al. (1999) viste det sig også at prævalensen af mavesår hos føl var størst i løbet af efteråret(jvf. afsnit 4.2.5) Træning Mavesår er meget udbredt hos fuldblods væddeløbsheste og forsøg har vist, at der er en højere frekvens og sværhedsgrad hos denne type heste med høj intensitet af træning sammenlignet med andre racer(hammond et al. 1986; Murray et al. 1989; Murray et al. 1996). Forskellige forsøg med væddeløbsheste har vist meget høje frekvenser af mavesår lige fra 82 % og til 100 %(Murray et al. 1996;Vatistas et al. 1994; Vatistas et al. 1999a) Forsøg udført af Murray et al. (1996) med 67 fuldblodsheste, nogle i træning og nogle lige kommet ud af et træningsforløb, viste at 93 % af væddeløbshestene havde mavesår. 100 % af de heste, der var i træning havde mavesår. 91 % af de heste, der havde mavesår ved første undersøgelse havde også ved anden undersøgelse, og de fleste viste sig at være 33