Bilag 2: Interview med Liv

Transkript

1 Bilag 2: Interview med Liv år ældre end mig, og så har min far to børn med hans øh.. kone, og så jeg har også en bror på 23 og en søster på 21. I: Ja. Vi kommer fra Roskilde Universitet, hvor vi er igang med vores første semester og første projekt, hvor vi skriver om omsorgssvigt i forhold til anbragte børn, og vi vil gerne undersøge, hvordan et tidligere anbragt barn oplever tiden før, under og efter en anbringelse, og vi vil undersøge, hvilke faktorer, der er medvirkende til personens videre livsforløb, og de spørgsmål, vi gerne vil stille dig, det omhandler din opvækst som omsorgssvigtet barn, og hvad der har været med til at hjælpe dig videre. Vi stiller dig spørgsmålene på baggrund af debatten i Politiken. Du er anonym under interviwewet, og dit navn vil ikke blive nævnt i vores ogpave, og du kan til enhver tid sige fra, hvis der er nogle af spørgsmålene, du ikke vil svare på, eller hvis du ikke vil fortsætte interviewet, og det er primært mig, der stiller spørgsmålene, og Martina og Tanja vil så observere og eventuelt stille løbende spørgsmål undervejs. Inden vi går igang, vil jeg høre, om du har nogle spørgsmål? IP: Mmh. Nej. I: Så har jeg lige nogle indledende spørgsmål til at starte med. Hvor er du vokset op? IP: Jeg er vokset op i Esbjerg, så jeg er vokset op I Esbjerg Kommune, og der har jeg boet, frem til jeg var 21, hvor jeg flyttede til Århus og begyndte at læse. I: Okay. Hvad er din civilstatus? IP: Øh.. Ugift. Ja.. I: Har du børn? IP: Nej. I: Har du søskende? IP: Ja. Dem har jeg fire af. Øhm.. Min mor har været gift fire gange og fik et.. øhm.. barn med tre af mændene. Så det vil sige, jeg har en storebror, der er 17 år ældre end mig og en søster, der er 10! 1! I: Kan du fortælle om din opvækst hjemme hos dine forældre? IP: Ja. Øhm.. Ja, eller hjemme hos mine forældre.. Mine forældre var jo gift, til jeg var fem, øh.. og der boede jeg sammen med min mor og min far og så mine to stedsøskende.. kan man jo kalde dem. Og så flyttede.. Så blev de skilt, og jeg flyttede.. Jeg havde jo, som jeg også forklarede igår på.. øh.. til debataften, at jeg havde sådan set en god opvækst, indtil jeg var fem. Øh.. og det er også derfor, at jeg tror, jeg er så velfungerende, som jeg er, fordi der har faktisk været nogle, der har taget sig rigtig godt af mig indtil da. Og så øh, blev mine forældre skilt, og så kommer jeg hjem til.. eller min far, han får forældremyndigheden, og min mor kommer, hun kommer jo på psykiatrisk afdeling, og min storesøster kommer på døgninstitution, og min storebror kommer i militæret, og så får min far forældremyndigheden, og jeg flytter så med ham og hans kone. Og det var så der, det sværeste omsorgssvigt det ligesom startede.. Hun brød sig virkelig ikke om mig. Så hun kunne både være voldelig, og jeg blev også ekskluderet fra fællesskabet. Jeg måtte f.eks. ikke se fjernsyn og da.. Jamen jeg var ikke med til hyggeaften, jeg fik klippet mit hår af, og jeg havde ingen kjoler at tage på, og jeg gjorde rent og ryddede op og vaskede tøj og skiftede ble og gik med hund og gjorde en hel masse ting. Øhm.. og øh.. Ja, der var i hvert fald ingen kærlighed i det hjem. Overhovedet ikke. Øh.. så havde jeg nogle weekender, hvor jeg så var hos min mor, men hun var jo psykisk syg, så enten så sov hun eller drak. Så da jeg var 10, så flyttede jeg hjem til min mor. Øh.. og hun var jo psykisk syg og alkoholiseret, så hende boede jeg hos til jeg var.. ja.. fjorten år, og så blev jeg anbragt. Øhm.. Og hos min mor var det jo selvfølgelig omsorgssvigt i forhold til, det var mig, der tog mig af hende. Hun var også meget voldelig og drak rigtig meget, så øh.. Så på den måde, ja, men det var et mere kærligt hjem, end det var hjemme hos min far. Altså, der fik man aldrig knus, det gjorde man hjemme hos mor, og det var også min mor, der har givet mig en god opdragelse til trods for, at det var så vanvittigt som det var. I: Okay. Har jeg ret i, at du kom hjem og boede ved din moster? IP: Ja, ja det gjorde jeg. Øh, lige omkring det tidspunkt, mine forældre, de bliver skilt, så er min mor rigtig rigtig syg, og der er en masse ballade, de slåsser meget, og der sker en masse ting, og min mor hun.. det er også det som der egentlig står i Politikens artikel, at det kulminerer den nat, hvor min mor, hun forsøger at slå min far ihjel, så der tager min far så og pakker alle mine ting sammen og mig, og så kører han indtil.. Vi bor i Ribe på det tidspunkt faktisk.. Vi havde lige en! 2!

2 kort årgang, hvor vi boede i Ribe. Øhm.. og flytter til Esbjerg med mig.. Eller tager mig med til Esbjerg og så kører vi ud i sådan et ghettokvarter, der hedder Stengårdsvej, og der boede min moster ude. Hun er også død i dag.. af druk, og det er så faktisk både.. begge min mors søstre er døde af druk. Men det var så hende, jeg blev kørt ud til, og der var jeg i mange måneder, og der var jeg jo egentlig holdt under jorden derude. Øh, kom ikke ud, og der var møgbeskidt og rodet, og de drak.. De havde to.. Min moster og hendes mand drak rigtig meget, de gik rundt i nattøj og så.. Ja.. Det var sådan. I: Kan du uddybe sådan en specielt dårlig oplevelse, da du boede hos din stedmor og din far? IP: Hmm.. Ja.. Øhm.. Jeg kan f.eks. huske at.. øhm.. den første jul, jeg skulle holde.. Den blev ikke holdt. Øh, den anden jul, jeg har været omkring de der 7 eller 8, der øh.. Der var min stedmor og min far, de var rigtig meget oppe og skændes og øh.. Min far, han skulle Han var eller er havnearbejder og skulle på arbejde juleaften og hun ville ikke have mig med, der hvor hun skulle hen med hendes børn, så der skete en hel masse ting i løbet af den der aften. Øh.. der er så nogen, jeg kan ikke selv huske, at jeg er blevet hentet på et senere tidspunkt, men jeg er i hvert fald gået glip af den jul, og det kan jeg huske.. at jeg.. da jeg.. Jeg har jo ikke været ret gammel.. at det var jo ganske forfærdeligt, men jeg har også været.. Altså, jeg vil sige, det at hun slog mig rigtig meget, det var.. Der er mange situationer, og det var også.. Det var rigtig hårdt. I: Var det din egen beslutning, at du flyttede hjem til din mor som 10-årig? IP: Ja. Ja, det var det. Det var simpelthen fordi.. øh.. og det var en situation, hvor hun øh.. Øhm.. Ja, det var som regel sådan, at jeg måtte ikke få mad, selvom hendes to.. Hun lavede mad til hendes to børn og øh.. Så kommer jeg ud i køkkenet og skal øh.. Det er en længere historie, men jeg skal prøve at korte den ned. Jeg fik så undtagelsesvis lov til at spise med, og vi skulle spise sådan nogle nøgleben. Ved I, hvad det er? Nej.. Men det sådan nogle, nej.. Det er sådan noget fattigmandsføde. Dem kunne man købe ved slagteren, og man koger så de her ben, og så sidder der noget kød på.. så kan man spise det. Og det fik jeg så x antal minutter til at spise, eller sekunder til at spise, og det gjorde.. og det nåede jeg ikke, og så slog hun mig i baghovedet sådan at ja, at mit hovede altså.. jeg fik min mund ned i den der store knogle, og så brækkede jeg en tand, og dét kan jeg huske.. Dét var simpelthen så traumatiserende for mig, og jeg vidste, at min far.. han.. han.. han gik forbi vinduet og så det. Så øh.. det var rigtig traumatisernede. Det var derfor, jeg besluttede mig for at.. Jeg fandt jo ud af, at ved at min far så det, og han ikke gjorde noget ved det, så har han jo vidst hele tiden, at jeg var udsat for de ting, så der besluttede jeg så at flytte hjem til min mor.! 3! I: Okay. Hvordan var din skolegang? IP: Øh.. Rædselsfuld.. Heh.. Jeg har gået på seks skoler. Jeg har gået på fem forskellige, men jeg har gået på seks skoler, så det er alle de skoleskift, jeg har haft. Øh.. og fordi jeg var meget udadrettet og larmende og sikkert opmærksomhedskrævende, og hvad jeg ellers har været, så har jeg jo tilbragt hele min folkeskoletid uden for døren. Så jeg er altid blevet skældt ud, og jeg er altid blevet smidt udenfor, og jeg har altid været meget op og slås faktisk i folkeskolen i de mindre klasser. Øhm og.. Ja, også fordi jeg.. På det tidspunkt der i fjerde klasse, da jeg er færdig med fjerde, så blev jeg flyttet fra en skole til en meget bedre skole, og der skal jeg jo have ekstraundervisning i det hele. Øh, og det var.. Det kan jeg huske, det var rigtig frygteligt, fordi det blev jeg selvfølgelig mobbet med. Øh og igen blev jeg meget meget udadrettet, så det har ikke været nogen sjov skolegang. Overhovedet ikke. I: Hvornår og hvor blev du anbragt? IP: Jeg blev anbragt i Øhm.. Jeg er fjorten, men bliver femten og øh.. Det gør jeg simpelthen.. Min.. min.. Jeg bor på Lolland Falster i halvdelen af ottende klasse med min storebror og vil.. Og der bliver jeg så smidt ud fra den skole. Øh.. Og jeg skal hjem i sommerferien, og jeg ved.. Det eneste jeg ved er, at min mor, hun ville sende mig tilbage. Så min storesøster har jo i et halvt år underrettet og underrettet og underrettet kommunen, og de har ikke gjort noget, så det eneste jeg kan komme i tanke om, at jeg kan gøre, sammen med min veninde og hendes forældre, det er, at jeg skal blive væk en helt nat, altså fordi.. Sådan at jeg ikke kommer hjem, og så ringer de efter.. Min mor efter polititet, og så sidder vi jo og venter nede ved min venindes forældre, og der giver jeg så.. Gør jeg politiet opmærksom på, hvad der foregår, og så bliver jeg tvangsfjernet med det samme. I: Okay, og hvor var det, du blev anbragt? IP: Øhm.. Det var noget, der hed Stormgade 6 i Esbjerg. I: Okay.! 4!

3 IP: Ja.. Det er sådan et stort.. Sådan en akut døgnanbringelse, hvor der er.. Hvor alle børn, der bliver fjernet hjemmefra, de kommer derind først, og så skal de observeres over en tre-måneders periode, og så finder man ud af, hvad har de behov for. I: Okay. Hvordan hjalp institutionen dig med at komme videre? Havde de nogle specielle behandlingsfomer? selvmord. Øh.. og i forbindelse med det så fik jeg jo selvfølgelig tilbudt en psykolog, og jeg talte også med ham et par gange. Øhm.. Men der var sgu egentlig ikke så meget at gøre egentlig, tænker jeg. De gjorde, hvad de kunne. De var der jo, og de var også sådan en slags forældre for én, så de.. Så jeg vil ikke klantre dem for noget. I: Hvad skete der med dine søskende? Blev de også tvangsfjernet eller? IP: Nej, overhovedet ikke faktisk. Den første, man kan sige, det er jo sådan en akutanbringelse, hvor der også nogen gange kunne komme nogle børn ind og sove om natten, fordi mor og far havde været fulde og havde slåsset, og så kom børnene ind, og så blev de sendt hjem dagen efter. Så det var.. Og man kan så sige, det var sådan en igen med otte døre ned ad den ene gang og otte døre ned ad den anden gange, så der var jo rigtig mange børn, der havde det rigtig, rigtig slemt. Og det var egentlig ikke sådan et sted, hvor man skulle sige, at de skulle behandle, men altså selvfølgelig De støttede op om det, om børnene, men når de havde fundet ud af, hvad var der galt, eller hvad var det for nogle udfordringer de havde, så blev de selvfølgelig sendt videre i systemet. I forhold til mig, der fik jeg faktisk lidt en dobbeltdom, kan man sige, fordi jeg var så vant til façade, så jeg opførte mig jo bare pænt og kørte i skole hver dag, og der var ikke noget, og det kunne man jo godt selvfølgelig regne ud med den historie, der var, så var der selvfølgelig mere i rygsækken. Så jeg var der lige lidt længere tid, og så havde jeg sådan en to-måneders periode, hvor jeg.. Det ligger.. Den institution lå inde midt i Esbjerg by, så stak jeg af hele tiden og gik i byen og drak mig fuld og gjorde ved. Øhm.. Men de havde så.. Det var nok for at teste dem jo, ikke? Jeg var jo sikker på, så blev man smidt ud. Jeg var jo vant til at blive smidt ud.. Hele tiden. Så det var jeg.. Det tror jeg, det har været sådan en test, jeg har kørt på dem. Øh.. og så kommer de så frem til, at jeg faktisk er egnet til at komme på en ungdomspension, og det var det, jeg allerhelst ville. Sådan en stor patrciervilla, der lå inde i Esbjerg, og der boede kun fire andre unge, og der var.. Altså.. der var selvfølgelig døgnbemanding, men det var kun én pædagog af gangen, så det var mindre slemt og mindre institutionsagtigt. IP: Øh.. altså min øh.. Der er jo dels situationen hjemme hos min mor og dels den hjemme hos min far, men for.. Min storesøster blev tvangsanbragt, ti år før jeg blev tvangsanbragt. Det var lige sådan, da mine forældre blev skilt. Så røg hun derind til Esbjerg. Øh.. og min storebror, han var gammel nok til at komme i militæret, så han kom til Lolland Falster, eller faktisk til Sjælland, og han har været der lige siden, så det er jo så mange år siden. Øh.. og min lillebror og min lillesøster, de har jo levet en fuldstændig etableret tilværelse med ingen mangler og med, ja.. Boet i stort hus og fået bil og kørekort og, ja.. Alt hvad de kunne pege på, så de har ikke været anfægtet af det, overhovedet ikke, eller påvirket af det. I: Okay. Havde du kontakt med dine forældre, imens du var anbragt? IP: Nej. I: Følte du nogen vrede overfor dem? Dengang? IP: Øh.. Hvad følte jeg? I: Nogen vrede? IP: Nej, det gjorde jeg først, da jeg blev voksen. I: Okay, og der var der heller ikke nogen speciel hjælp? I: Okay. IP: Altså, jeg vil sige, min mor begik jo selvmord.. Øhm.. da det blev besluttet, at jeg skal flytte fra den ene institution til den anden, så øh.. skal vi jo til møde med statsamtet, hed det dengang, og pædagoger og psykolgoer og alt muligt, øh, for ligesom at indstille mig til den her næste anbringelse, og min mor, hun kommer for sent til mødet og er vred, og hun vil have mig hjem, og det siger de selvfølgelig, det er jeg ikke interesseret i, og så kører hun faktisk hjem og begår! 5! IP: Altså, jeg vil sige, øhm.. Den regning, den brugte jeg tre år på. For en periode siden blev jeg færdig med den der periode på tre år, som egentlig.. Hvor det gik op for mig, mens jeg var advokatfuldmægtig, at øh.. Det var.. Jeg gik fra en kæreste og opdagede, at min far, han var overhovedet ikke interesseret i at hjælpe mig. Øh.. og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var blevet så stresset over alting. Øh Og så begyndte det sådan at komme frem med min barndom. Og så! 6!

4 blev jeg vred, så blev jeg rigtig rigtig vred, og jeg ville gerne konfrontere ham, men han ville ikke sætte sig ned. Øh.. og så endte det faktisk ud i, på et senere tidspunkt her nytårsaften, sidste.. sidste nytårsaften, at jeg sendte et brev ud, der hed Sandheden i seksten breveksemplarer til hele min familie, hvor jeg forklarede, hvad der var sket i min opvækst. I: Okay. I: Om dine søskende har kontakt til din far i dag? IP: Ja.. Jamen det har de, det har de. Øhm.. Mine to storesøskende, de havde.. Fra den dag de blev forladt, hvor min mor.. Hvor min mor forsøgte at slå min far ihjel, og jeg har været omkring de der fem. Der så vi ham aldrig siden. Så de har ikke haft noget med ham at gøre.. Min mor og far var alligevel gift i ti år, så han er jo i stand til det. Bare at cutte forbindelsen uden det betyder så meget. IP: Ja.. Så vreden, den kom første senere. I: Har du haft mange forskellige tilknytningspersoner? I: Hvordan reagerede din far på det? IP: Han nægtede.. Det er simpelthen derfor, jeg har cuttet kontakten med ham i dag, fordi han ved jo godt, hvad der skete, og jeg vil gerne øh.. forholde ham de ting, fordi, som jeg forklarede, så er jeg ved at gå ned med stress, og det viser sig åbenbart, at det handler om min barndom. Øh.. Og som jeg forstår det, så er vi nødt til at sætte os ned, for jeg kan ikke konfrontere ham med det, og det ville han bare ikke. Det ville han simpelthen ikke og samtidig, som jeg også skriver i mit brev Sandheden, øh, så det var jo et ekstra stort svigt, der gjorde mig vred, for han var jo far for min bror og søster. Øh.. Og de kunne altid komme ud og spise og få vasket tøj, og selvom de var flyttet hjemmefra og blev jo forkælet, og jeg har altid skånet dem fra egentlig at vide, hvad der foregik. Så.. Så på den måde blev jeg rigtig, rigtig vred, og jeg vil sige.. Jeg vil helst gerne sige, at jeg ikke er vred på ham fortsat, men det er jeg selvfølgelig. Fordi.. Det var nok nemmere, hvis man kunne sige, at han kunne slet ikke kunne finde ud af at være far, det kunne min mor jo ikke. Altså, hun ville virkelig gerne, men det kunne hun ikke. Øh.. Og det er meget nemmere at tilgive, fordi hun har været psykisk syg og har haft så mange problemer selv, men min far, han kunne jo godt føre et familieliv, så på den måde synes jeg, at det har været et stort svigt at blive så forskelsbehandlet. I: Ja. Har dine søskende kontakt til din far den dag i dag? IP: Øhm.. Ja ja, de har jo altid.. Det er jo deres mor og far. Ja.. Så de har meget vrede mod mig. De forstår jo ikke.. De forstår jo ingenting, altså.. Øh.. Også fordi, jeg tænker lidt, at jeg har jo skånet dem for, hvad der egentlig.. De har altid forstået, hvorfor jeg boede på døgninstitution, men jeg har jo fået.. fundet ud af på et senere tidspunkt, at det har min far jo ligesom været nødt til at deducere under, at jeg var adfærdsvanskelig, og at jeg boede på et ad.. et hjem for adfærdsvanskelige børn. Så.. Så øhm.. Jeg kan ikke en gang huske.. Hvad var spørgsmålet? IP: Ja. Ikke under min anbringelse, der var jeg meget alene, men jeg havde en barndomsveninde som altid.. Og hun kommer også fra et meget udsat hjem. Det var egentlig et meget kærligt hjem, men hendes var narkoman, og der kom mange narkomaner hjemme i det hjem. Men øh.. Men hendes mor var simpelthen så god ved os, og det betød ikke så meget, om.. Og så kunne man sige.. Hun turde godt tage mig med hjem, og jeg turde tage hende med hjem, fordi så kunne man jo se.. Altså.. Det betød jo ikke så meget, det der foregik. Øh.. Og hun har altid været der, og så har jeg jo, fra jeg var omkring de femten, altid haft en kæreste, men jeg har altid haft en kæreste. Ja. I: Hvad med lærere og pædagoger? Har der været nogle bestemt dér? IP: Øh.. Først da jeg kom i niende klasse, var der den her meget kortvarige periode, hvor jeg egentlig lige pludselig fik trettentaller. Det har jeg jo aldrig fået før. Jeg tilbragte min tid uden for døren, og det var en vikar. Hun var rigtig, rigtig sød. Øhm.. Det er den eneste frem til niende klasse og så i tiende klasse, der får jeg en rigtig god lærer. Det er ham, jeg er ude og holde oplæg med i dag, men han er også uddannet både som terapeut og pædagog, og så er han lærer samtidig med. Så han øjnede jo mig med det samme, kunne godt se, at jeg havde det svært. Så jeg vil sige, der var, det har virkelig, virkelig været dårligt i forhold til den indsats, som de lærere har gjort. For jeg tænker i dag, at alle tegn var tydelige. Så i stedet for at smide mig ud hele tiden, så kunne man jo prøve at undersøge, hvad der foregik. I: Fik du slet ikke tilbudt nogen støtte fra det offentlige i form af psykologhjælp eller andet? IP: Nej. Nej. I: Du nævner i artiklen, at folkeskolelæreren var det, der fik dig til at tro på dig selv?! 7!! 8!

5 IP: Ja, men det var det egentlig. Altså. Det kan man også se, ham John han har optaget noget, vi skulle stå til foran kameraet, og der skulle vi forklare, hvad vi var mest stolte af. Og det var, jeg var mest stolt af mit skolearbejde. Så jeg tror fra 9. klasse, hvor jeg bare begyndte at blive rigtig god i skolen, så kunne jeg se, at der var en vej ud af det, øhm Og så var man ligesom dygtig til noget. Og det betød rigtig meget for mig. Så det har været, ja, meget afgørende, tænker jeg lidt. I: Hvordan opfattede du det offentliges ageren? Kunne de have gjort noget anderledes? IP: Ja. Ja, og det er nok også måske et eller andet sted det, derfor den der retfærdighedsfølelse, det er også derfor, jeg har skrevet dobbeltspeciale om Barnets Reform. Fordi de skulle jo have sat ind mange år før. For det første fordi, da jeg gik i de mindre klasser, og boede hos min far, kom jeg beskidt i skole, jeg havde ingen tøj Jeg havde ikke fået mad, min opførsel og det, at jeg havde så mange pligter, jeg var jo stresset allerede dengang. Øh.. Og der har der ingen indsats været. Og i forhold til da jeg så endelig blev tvangsanbragt, jeg fik jo kun en anbringelse i halvandet år, så var jeg ude igen. Og jeg havde virkelig brug for den der anbringelse. Men fordi jeg klarede mig rigtig godt i skolen, og de havde lavet observationsrapporter, hvor der stod, at jeg passede mit efterskolearbejde og de ting, så lavede min sagsbehandler lige pludselig en afgørelse, der hed, at jeg skulle hjemgives. Og det blev selvfølgelig ændret, fordi en hjemgivelse kræver accept for begge. Fra både mig og min far. Og min far ville ikke have mig, og jeg ville ikke hjem. Så den lavede man om, og altså, jeg har masser, talrige af skrivelser øhm fra, hvor jeg, som jeg selv har skrevet til min sagsbehandler, og som min far har skrevet, og som pædagogerne har skrevet, som simpelthen ikke er blevet efterkommet. Så det der var, det var, at hvis ikke jeg ville hjem til min far, så blev jeg bare udskrevet. Så Da jeg blev 17 år, så boede jeg for mig selv. I: Kan du mærke at, nu ved jeg godt, at du har nævnt en masse med din skolegang, men ellers, at omsorgssvigtet har påvirket dig på nogen måde? IP: Ja da! Selvfølgelig. Jeg har troet Jeg har løbet alt, hvad jeg kunne. Taget uddannelser. Haft det godt. Jeg har jo haft mange gode venner og kommer fra en by, hvor man sådan, altså et eller andet sted, passer meget godt på hinanden, så jeg har egentlig ikke følt mig ensom på den måde, men øh, jeg har også fundet ud af som voksen, og det fandt jeg faktisk ud af, da jeg læste Lisbeth Zornigs bog. Og jeg kunne se, hvordan hun var som voksen, at de udfald, jeg har, det er nøjagtig det samme. Så det er jo ikke bare fordi, jeg er mærkelig, men fordi man er blevet brændt. Og det er det, man kalder brændte børn, altså man er brændt. Og det skal hele tiden være, det, det i mit tilfælde kan det f.eks. være at presse dig selv hele tiden. Så det skal jeg hele tiden være opmærksom på, at! 9! jeg ikke presser mig selv, fordi der er forventninger her, så behøver jeg ikke at skulle leve op til noget, der er her. Så, så det På den måde, og så er der selvfølgelig også, at når man er blevet svigtet så meget, så lærer man jo også, at man Jeg holder.. Elsker mine mennesker, det gør jeg virkelig, men jeg kan også sagtens leve selv. Sagtens. Det er ikke noget problem. I: Har du haft problemer med dit selvværd eller din selvtillid? IP: Ja, kontinuerligt. Altid. Og det er nok det, jeg er allermest vred på min far over, det er, at det at jeg finder ud af som voksen, at uanset hvor meget jeg kæmper, eller uanset om jeg klipper forbindelsen Så dét han har gjort ved ikke at ville være min far Altså min mor har jeg aldrig været i tvivl om, hvor meget hun elskede mig, men min far havde jo to andre børn, så i min opvækst har det jo hele tiden været at løbe efter den her anerkendelse. Og når ingen af dine forældre vil elske dig, og du er anbragt, så tror man hele tiden, at man skal gøre sig fortjent til folks kærlighed. Og det er nok det, jeg er allermest vred på ham over, for det er også det, der gør, at jeg presser mig selv hele tiden. Så det kan jeg bare mærke, at lige meget hvad jeg gør, så, det kommer jeg aldrig af med. Aldrig. I: Hvad med sådan noget som at stole på andre? Har det været svært? IP: Nej, det har det faktisk ikke i mit tilfælde, og det er også det, jeg tænker, at jeg bliver ved med at blive skuffet hele mit liv, fordi at min indstilling er, at jeg tror på det bedste i folk, øh, og jeg har også mødt noget af det smukkeste i mennesker, så det tror jeg på, og jeg bliver også i mit arbejde som advokat skuffet indimellem, fordi jeg har troet, jeg tror rigtig meget på det, jeg går ind i. Men sådan er jeg, og jeg kan heller ikke leve med, at jeg altid skal komme med en forudindtaget tvivl om folk. Så må det modsatte bevises, og så må jeg blive skuffet, og så må det være sådan. I: Føler du nogen gange, at du har haft svært ved at knytte dig følelsesmæssigt til andre? IP: Altså, jeg er et ekstremt følsomt menneske. Så nej. Øhm, jeg tror, I vil få nogle andre svar ved nogle af de andre. Jeg tror måske faktisk ikke, det er så normalt. Jeg vil sige, når min, jeg har en stor omgangskreds, og jeg er rigtig meget ven for mine venner og har også været alt for meget ven for mine venner, ikke, jeg vil gå hele vejen for dem. Det viser sig jo indimellem, at det vil de jo ikke. I hvert fald ikke i den udstrækning jeg vil. Det gør de for deres familie. Mine venner bliver min familie. Øhm.. Hvad var det nu spørgsmålet var?! 10!

6 I: Om du har svært ved at knytte dig følelsesmæssigt til andre? IP: Ja. Øhm. Jeg tænker, at normalt ville der komme tilknytningsproblemer, men nok fordi, og hvorfor det ikke er helt smadret for mig, det tænker jeg, igen, er fordi, at de første mange år, de første tre år i hvert fald, var der ro omkring mig, og jeg fik masser af kærlighed. Så det er ikke ødelagt. Så det tænker jeg, så kunne man nok godt forestille sig, at når man går igennem så mange ting, at så vil man få, og det er det, jeg plejer at sige til folk, at det, jeg er allermest taknemmelig for, det er, at jeg elsker, det gør jeg. Jeg har ingen problemer med det, og jeg vil sige, at jeg passer faktisk måske ikke engang særlig godt på mig selv i den forbindelse, fordi jeg holder meget af mennesker. Og det er også det, igen, der gør, at man kan blive skuffet, fordi man tænker, det er bare løgn altså. I: Har du oplevet, at det har givet bagslag mange gange? IP: Ja, massevis af gange! Men det er det, jeg har valgt at sige, men okay. Så må jeg fortsætte med at blive skuffet. Fordi at jeg vil ikke ødelægge den der tilgang, for det har jo også vist sig, altså jeg.. Hvis man kan sige, at der er nogen udfald, men der er også lige så mange mennesker, som giver dig kærlighed. Og det kan jeg også se i mit arbejde, og det er også derfor, at mine klienter elsker mig, for de kan godt mærke, at jeg giver mig selv fuldstændig. Så jeg lever mig ind i det, men det er også klart, at der er mange, der er bange for, at jeg bliver brændt ud, fordi at jeg giver så meget af mig selv. Men jeg tror måske bare, at det er min personlighed. Jeg, jeg, jeg har i hvert fald svært ved at skulle lade være med, altså at passe på mig selv på den måde, det gør jeg sgu nok ikke. Men igen, omvendt, dem som har svigtet mig, dem cutter jeg sådan der, og det er lige meget. Så tænker jeg aldrig på dem igen. Jeg tænker på dem, men jeg savner dem ikke. Ligesom med min familie, jeg har cuttet forbindelsen. Fuldstændig ligeglad med. Hvis der er nogen, der træder mig over tæerne, og det kan man også læse i Lisbeths bog, og det er også hvor hun måske kigger tilbage på sit liv og tænker Okay, der var jo nok nogen, jeg cuttede lidt for hurtigt. Men det er det der med, igen, at udgangspunktet er, at de er gode mennesker, indtil det modsatte er bevist. Ligeså snart det er bevist, at de svigter, så gider jeg dem ikke, ud med jer, vel, farvel, ikke. Altså. Så, så på den måde. I: Har du nogensinde følt skyldfølelse i forbindelse med omsorgssvigt? IP: Ja. Ja, rigtig mange gange selvfølgelig. Øhm. Hvis jeg går helt tilbage, så Jeg har jo troet altid, fordi min stedmor var meget dominerende, eller er meget dominerende, og er meget temperamentsfuld og altså. En dame med virkelig, hendes holdninger og hendes meninger meget! 11! udadrettet og aggressiv. Øh, og jeg troede de første mange år, at min far var et offer for hende også, ligesom jeg var. Fordi han blev altid domineret meget af hende. Øh, og det, på en eller anden måde, så ved jeg ikke, hvorfor jeg havde skyldfølelse over, at jeg følte på en eller anden måde, at jeg havde bragt min far i situationen. Øhm. Så havde jeg selvfølgelig skyldfølelse, da jeg flyttede hjem til min mor, når hun faldt i hendes mange drukhuller, fordi jeg var jo også blevet teenager, altså de der år, og kunne ikke leve med at være i fængsel længere, altså kunne ikke leve med, at jeg skulle alle de der ting. Så der har selvfølgelig også været nogle diskussions-situationer, som har gjort at min mor var faldet i druk og har taget ud og drikke i flere dage. Hvor jeg har tænkt, at det er hundrede procent min skyld. Den mærkeligste ting er, at de fleste tror, at fordi min mor kørte hjem og begik selvmord, også min storebror har, tror jeg, lidt antiparti overfor mig i forhold til lige det, at hun kørte hjem og begik selvmord. Fordi det var jo lige efter et møde, og altså, hun havde mistet alt, og nu havde hun også mistet mig, og nu kørte hun hjem og begik selvmord. Men den har jeg faktisk ikke haft den At det kan godt være den har været inde i mig, men jeg har altid været fornuftig nok til at vide, at det kunne jeg ikke presse min mor udover. Altså udover kanten. Hun har forsøgt at begå selvmord mange gange, hvor mine søskende har fundet hende. Så det har jeg, selvom de satte en psykolog på med det samme, der startede med at sige, at det er ikke din skyld, det er ikke din skyld, det ved jeg sgu godt, det ikke er. Så på den måde. Men igen, så får man jo, man har jo altid meget, man reflekterer altid meget over sig selv, når man har en parallelkørende familie, som egentlig bare ikke vil invitere dig ind. Øh, jeg har jo så levet mit liv med altid at være inviteret ind i andres familier, men det og ikke at kunne forstå, hvad er det, jeg har gjort, hvad har jeg gjort? Det bruger man lang tid på, mange ressourcer på, at tænke over. I: Hvad med skam? Har du nogensinde skammet dig over din familien eller over dig selv? IP: Øh. Jamen hele tiden. Skam var jo også det at komme fra sådan et hjem. Jeg brugte rigtig mange ressourcer på at pudse facade hele tiden. Det var, det var, jeg skammede mig som barn, jeg var jo, igen, jeg var et meget forfængeligt barn, og min mor var jo frisør, så jeg var vant til at sætte rottehaler og tage fint tøj på, øh, så det at min stedmor, hun tog alle mine kjoler og smed i skraldespanden og klippede mit hår af, det var, det var fuld af skam. Det gjorde faktisk, at jeg, og det blev jeg også mobbet meget med, det tøj jeg havde på, og at jeg havde træsko på og sådan noget. Og det skammede jeg mig rigtig meget over. Jeg tror, det var derfor, jeg blev så umulig også. Øh, som barn. Og så selvfølgelig skam over at det var ens mor, i det lille samfund hvor vi boede, der var det jo tydeligt for enhver, at hun drak. Hun væltede ud af taxaen, hun væltede... Der var to bodegaer, det var altid dem hun kom ud fra. Det skammede man sig i hvert fald over.! 12!

7 I: Så det var mest da du var barn og teenager, at du følte den skam? I: Heller ikke din søster? G: Ja. Altså frem til faktisk det andet anbringelsessted jeg kom, var så dejligt et sted, og da havde jeg, igen, jeg gik i skole, jeg havde ordentlig tøj på, jeg havde efter skole -arbejde, jeg havde en kæreste, der kom ud af en god familie, så jeg synes ligesom, at der var styr på dét. Men, men øh, og der var jeg sådan, da var jeg ikke længere flov over de ting, der var sket. Der talte jeg meget, har egentlig talt meget åbent om det, men øh, da jeg boede på den første døgninstitution, det skammede jeg mig meget over, fordi alle i Esbjerg ved, hvad Stormgade 6 er, og Stormgade 6 s unger, det var bare umulige unger. Øhm Og det er klart, at selvom jeg altid har gjort meget ud af at fortælle Det er altså et hjem for børn med adfærdsvanskelige forældre. Så var det jo også bare det, børn bliver jo adfærdsvanskelige af at være de ting igennem, så det var kendt som et sted, hvor der boede adfærdsvanskelige børn. Og det skammede jeg mig over, og så var der jo ikke ordentlig tøj heller ikke, altså der var jo ikke ret mange penge til tøj, så jeg fik tit nogle af de andre drenge, der var anbragt også, til at gå ned og stjæle tøj, så jeg kunne se ordentlig ud, når jeg kom i skole. I: Hvordan kan det være, du kan tale så åbent om det i dag, tror du? IP: Øhm. Jamen fordi jeg nok har skabt mig en tilværelse, hvor der ikke er noget for mig at være flov over. For der er aldrig nogen, der tror, og der er aldrig nogen, der tænker, og det er selvfølgelig, det er også derfor, jeg taler meget om det egentlig, det har lidt været stressende i mine yngre år at tale så meget om det, men det følte jeg, at jeg blev nødt til, fordi jeg ellers blev mødt med fordomme. Fordi jeg jo sørgede for ikke at mangle noget, da jeg blev voksen. Og det har så gjort, at alle mennesker har troet, at jeg er blevet båret igennem tilværelsen. Det har jeg haft behov for at fortælle, at det er jeg bestemt ikke. Og nogle gange har jeg tænkt hold da op, nu har jeg lige psykologisk voldtaget en igen ved at fortælle nogle ting, men fordi jeg synes, at det har været så anstrengende, at når man først har kæmpet sig ud af den der barndom, og så når du har kæmpet dig ud af den, og du er kommet ud af den, så bliver du mødt med fordomme hver eneste dag, jo. Og det er måske noget, andre de lægger mærke til. Jeg kan også huske hele min tid på studiet, på jurastudiet, følte jeg mig meget fremmedgjort, fordi de var nogle børn fra helt andre miljøer. Øhm. Ja. Så det var et pres. I: Har du kontakt med noget familie i dag? IP: Nej. Min storebror har kontaktet mig efter brevet om sandheden, ja.! 13! IP: Min søster er meget vred på mig. Meget, meget vred. Min storesøster er meget ødelagt.. Hun har slet ikke hele delen hjemme ved min far med jo. Øh. Hun har hele delen med min mor, og så blev hun anbragt. Men øh, min søster er, og hun har et rigtig, rigtig godt job, hun er fagligt vanvittigt dygtig, hun bor i Sydtyskland og flyttede derned for mange, mange år siden, men rent socialt har hun store problemer med vores barndom, hun kan ikke tale om det og er meget vred og meget bitter, og det fremgår også meget af hendes personlighed. Så på den måde er vi to vidt forskellige personer, fordi jeg er jo styret igennem min barndom ved at være en pleaser hele tiden, ved ikke at være vred og ved at være sød, og ved at behandle folk ordentligt og ved at opfylde alle de voksnes behov hele tiden, så når man havde gjort det, så fik man jo ikke sanktioner. Så når du også har en søster, der hele tiden er udadrettet, vred og gal, så bliver jeg stresset af at være sammen med hende. Fordi jeg ved ikke, hvordan skal jeg gøre dig glad. Og det har skabt nogle kæmpe konflikter mellem hende og mig. Øhm. Og sidst var det jo så, at jeg havde haft det rigtig svært i den periode, hvor det egentlig kom.. gik op for mig, at jeg, at med den her barndom, jeg brugte meget lang tid på egentlig at bearbejde de her ting. Samtidig gik jeg fra den her kæreste, som jeg havde været sammen med i 13 år, øh. Så det var rigtig svært for mig, og der manglede jeg min storesøster helt vildt. Øh. Og hun, øh, sad jo i Sydtyskland, og der var mange gange, hvor hun ringede til mig, hvor jeg havde det dårligt, og så blev hun faktisk vred på mig, fordi jeg altid havde det, hun synes altid, at jeg havde det dårligt, når jeg ringede, men det havde jeg jo også. Øh, så, så vi havde, vi blev uvenner, så vi talte faktisk ikke sammen i en lang periode, indtil jeg sendte brevet Sandheden, og så tænkte jeg, at nu forstår hun sikkert. Men øh, men hun forstod slet ikke det brev. Så det er der, den står i dag, at vi vi har ikke nogen kommunikation, det kommer vi formegentlig til, men, men øh, jeg har det sådan, at jeg er ti år yngre end hende, og jeg kan ikke hjælpe hende med de problemer, som hun har. Fordi hun er så vred og gal igen, at der går lang tid, hvis det nogensinde kommer dertil, at hun kan tilgive fortiden og forstå, at og det handler igen om, at hun er meget omsorgssvigtet. Meget! Altså været udsat for meget vold fra min mors side. Øh, og det at jeg har tilgivet min mor, det har hun det også lidt svært ved, tror jeg. I: Hvordan har din bror reageret på det her brev om sandheden, du skrev til ham? IP: Ja, han ringede til mig tre dage efter, det var modtaget. Den 3. januar. Og så siger han, eller jeg spurgte ham, om han havde læst brevet om sandheden, og så sagde han ja. Og jeg spurgte ham, hvordan han forholdt sig til brevet, øh, og han er jo ødipuskompleks, altså forstået på den måde at! 14!

8 han kan.. Han mener slet ikke, at vi har været igennem noget grimt. Slet ikke. Han elsker sin mor, og øhm, synes der var nogle, ja man kan sige, han korrigerede mig med nogle faktuelle ting. Det kunne f.eks. være, at han Hvor gammel var jeg præcist, da jeg flyttede fra en bopæl til en anden. Det er jo underordnet. Jeg har boet på 33 adresser. Så det prøvede han at pille lidt ved. Øh, og så synes han også, at han skulle forklare mig rigtig meget om, at min mor jo også havde været god. Øh, og det forklarer jeg ham jo, prøver også at forklare, at i forhold til brevet har jeg slet ikke omtalt min mor, fordi det egentlig er et farvel til min far og min stedmor, øh, og så det at min far er brugtvognsforhandler, løj rigtig meget om, hvad der egentlig er sket, og hvorfor han ingen kontakt havde med mig, og så tænkte jeg, at så kvitterer jeg med sandheden. Så der står egentlig ikke ret meget om min mor. Men det er klart, at man læser med de briller, man har på. Og for ham har han jo bare, i forhold til de to, de har forsøgt altid at lægge det væk. Så har jeg jo på en eller anden måde psykologisk voldtaget folk ved at sende brevet ud og beskrevet de ting, som der er sket. Øh, og det har de det rigtig svært ved. Både min storebror og min storesøster. Det har, de har det rigtig svært med, at jeg har skrevet det i avisen. Min storebror har jeg haft lange samtaler med, han forstår godt, at det er fordi, jeg skal ud at redde nogle børn. Han er selv far til fire, han siger, at så ligeså længe du kan redde en masse børn fra nogle af de ting, som vi har været igennem, så kan jeg støtte op om det. Min storesøsters mand har skrevet mig en mail om, at han kan se på min facebook, at der er stor tilslutning til både artiklen og dét, at jeg har været i tv med de ting, og at jeg, han synes, at han gerne vil fortælle mig, at det har min storesøster det virkelig svært med. Så det er klart, at jeg kommer til at træde på nogen, men jeg har vurderet, at når jeg gør det her, så, det gør jeg simpelthen fordi, vi er nødt til at få lavet det om, og det betyder, at jeg er nødt til at fortælle min historie, og jeg kan jo ikke udelade enkeltdele, jeg har udeladt rigtig mange grimme ting. Øhm. Men det skitserede hændelsesforløb det er jo, som det er. Så det må jeg tage med, og det må jeg jo så bare bære, at det er der nogen, der bliver trådt over tæerne. I: Hvem føler du dig tæt knyttet til i dag? IP: (Sidder tavs i 4 sekunder og ser betænkende ud i luften). Ja.. Mine venner og min, øhhh, dem Altså jeg vil sige det sådan, at de venner, jeg har fået i dag Jeg har nok, øh, været rigtig god til dengang, jeg var yngre Og jeg havde en omgangskreds på et tidspunkt, som var nok lidt de der lidt, øh, de slags, nogle slagsbrødre. Nogle lidt hårde typer i Esbjerg. Øh, og det har jeg gjort, fordi jeg selv har fået rigtig mange bank. Så det har jeg fundet ud af senere, ikke. Hvorfor valgte jeg lige dem? For det første så er det, øh, også en udsat gruppe. Mange af dem er sammenfaldende, at de også har haft nogle svigt i deres barndom, ellers bliver man jo ikke sådan. Øhm Og dét at det er sådan nogle venner vil gøre alt for dig, det, det jo, de vil gå igennem ild og vand for dig, og så mener de det kraftedme! Derfor blev jeg venner med sådan nogle, for de kunne beskytte mig, og de! 15! var der altid. Og over årene er de jo alle sammen kommet ud af det meget ældre end mig, og, og det er blevet sådan en virkelig, virkelig, virkelig sammentømret omgangskreds, som følger mig over alt, og som ønsker mig altid det bedste. Øhm.. Men altså, jo. Det er dem, og det er det, der er sammenfaldende for alle de mennesker, er at 95 % af dem, det er mænd. Øhhh, kvinder har jeg Øh, også i forhold til veninder, nok også haft mange problemer med, fordi jeg er blevet meget, meget fejlfortolket. Øhm.. Der er mange piger, der har synes Hvis jeg har klaret mig godt i skolen, så var de lede ved mig. Eller hvis de synes, jeg var en pæn pige, så var de lede ved mig. Øh, og det har jeg jo bare taget afstand fra og ikke følt mig forstået. Så derfor så har jeg faktisk haft lidt problemer med kvinder. Også fordi det der med venskaber, at øhm Jeg skal sgu vide, de er der! Det skal ikke være sådan, at jeg kommer til at træde dem over tæerne, og så er vi for resten en hønsegård igen i morgen. Det har jeg ikke gidet, og jeg gider det fortsat ikke! Så, så, det, det, er øhm Dem jeg har været knyttet til Jeg har været rigtig god til at håndplukke rigtig gode mennesker, der er omkring mig. I: Hvad med institutionen? Har du nogen forbindelse til dem i dag? IP: Ja, det har jeg. Jeg er med i Tænke-, Lisbeth Zornings, Tænketank. Og der er en af mine pædagoger, som var, øh Hun er forstander for noget, som hedder Himmelblå i dag. Øh, og hun har Hende har jeg haft sådan Jeg har faktisk altid haft behov for sådan lidt at komme tilbage. Nogle har behov for at komme tilbage, fordi de ikke har noget netværk. Så søger de tilbage til institutionen. Og jeg De er altid kommet til sådan noget julearrangementer, det er jeg for eksempel ikke. Men har haft brug for sådan med to - tre års mellemrum og gå ned og kig, hvordan de har det, øh Og øhm, så skrev jeg mit speciale der i 2007 og vendte tilbage til begge institutioner, og der havde jeg et stort samarbejde med dem, for der var det jo, øh, at de skulle fortælle mig, hvordan var situationen i dag, og hvordan den var, situationen, da jeg var anbragt. Så dem har jeg kontakt med. I: Okay. Men det er ikke kun af arbejdsmæssige årsager, at du har kontakt? IP: Jo, for mit vedkommende, ja. Ja, fordi igen, så har jeg haft meget dårlig samvittighed over, jeg ikke har haft Hvorfor jeg ikke har deltaget i det der julearrangement, hvorfor jeg ikke har dit og dat og for eksempel min, min barndomsvenindes, øh, barndomshjem, hvor jeg altid er kommet meget, pludselig blev voksen, og så gad jeg ikke komme der. Og de har gjort rigtig meget for mig, de der forældre. Men jeg tror, jeg har haft MEGET brug for at distancere mig. Altså komme væk fra! 16!

9 det. Fordi jeg kæmpede jo med alt andet for ikke at se sådan ud eller fremgå som om, jeg var institutionsanbragt. Så jeg tror bare, jeg havde meget behov for, øh, lige at distancere mig, ja. I: Så hvor lang tid gik der, efter du havde boet der, til du tog kontakt til dem? IP: Jamen, øh, jeg var jo rigtig vred på systemet, fordi jeg blev jo, øh, udskrevet lang tid før jeg Jeg troede, jeg måtte blive der, indtil jeg var atten. Og de der pædagoger, de gjorde virkelig meget for at, øh, rette op på det De havde jo skyldfølelse, fordi de havde skrevet gode observationsrapporter og, øh, så var det lige som om, de følte, det var deres skyld. Øh Og, øh Den sidste del af min anbringelse var sådan ret, øh, ret frustrerende for os alle sammen. Fordi jeg var ikke klar til at flytte ud, og de var ikke klar til at slippe mig. Så På den måde, så.. Og jeg, jeg fik så efter den blev anket, og jeg kom igennem disse instanser, så besluttede man, jeg måtte få et efterværn. Og et efterværn var, man gik ned i noget der hed Ungdomsbutikken og så lejede man en pædagog, der kunne komme og besøge mig en gang imellem. Øhm, men jeg var så vred, at jeg takkede nej til alt, fordi hvis det ikke kunne blive mine pædagoger, så kunne det ikke blive noget. Så jeg tror, at der gik øhm Jamen første gang, der er nok gået en tre-fire år faktisk, før jeg er kommet derned første gang, ja. I: Okay. Nu kan man jo i hvert fald i den grad sige, at du har brudt den negative sociale arv. Hvad tror du, der har været med til, at det er andrlede for dig, at det er lykkedes for dig at bryde denne i forhold til andre? IP: Ja, altså øhm Det har jeg reflekteret meget over og tænkt meget over, og hvad skal man snart sige? For det første har jeg gjort meget ud af overfor Tarek Omar, som er redaktør for Politiken, at det nytter ikke noget, at vi gør mig, Lisbeth og de andre specielle, fordi så, så, så er det lige som, som om Altså så er der jo ikke noget at gøre, altså? Hvis man skulle være speciel, hvad skulle man så sætte ind overfor de andre børn? Øhm, men jeg er også nødt til at sige at i forhold til alle de andre, jeg var anbragt sammen med, så er det rigtig, rigtig svært at være et, øh For eksempel et overvægtigt barn, som, øh, ikke er særlig kommunikativ, som bliver gemt bagerst nede i klassen, som er døgnanbragt, som ikke har nogle venner. DE er rigtig udsatte. Så jeg tænker at i forhold til min personlighed, har det været godt, jeg har været så åben og, og en, en glad pige egentlig, selvom jeg har været de frygtelige ting igennem, som har gjort, når jeg er det, så har jeg også kunne komme i mange kredse, jeg har altid, som sagt, haft en kæreste, og jeg har altid haft nogle svigerforældre, der holdte meget af mig, jeg har altid haft nogle venner, der har holdt meget af mig, øhm Og jeg er jo trænet i at være pleaser, og det er også det, der har gjort, jeg har haft ALT for mange venner,! 17! som ikke var mine venner, fordi jeg havde bare kæmpe stor berøringsflade, ik. Men det kunne man jo, fordi man var den der, der kunne gøre alle glade hele tiden. Der er jeg blevet meget bedre til og, øh, sige fra og, og, og vide, hvem er gode mennesker for mig og hvem er ikke. I: Så det har ikke været lærere eller pædagoger? IP: Jo, så er der selvfølgelig de der enkelte elle elementer. Og det er også det, hvis man gik Man går på socialrådgiver- øh -uddannelsen, så er det jo det der med resiliensprocesser, hedder det, i dag. Øh, fordi negativ social arv, jamen.. Det er rigtig nok, at før i tiden så hvis man kom fra en arbejderfamilie, så blev man sikkert også en arbejder, og kom du ud af en akademiker familie, blev du sikkert også akademiker. Og i dag er der sådan lidt nemmere muligheder for og egentlig at bryde den sociale arv. Men når vi taler den negative sociale arv, og resiliensprocesser, så er det lidt mere det, hvad var det så for nogle faktorer, der fik mig til at styre igennem? Og der, der vil jeg sige, igen, hvis jeg skal nævne noget, der er ret vigtigt for jeres speciale, så er det Øhm, de første tre år af mit liv, hvor jeg har fået masser af kærlighed, så der er ingen knæk dér overhovedet. Øh, og så har det været, at jeg havde, øhm, nogle enkelte venner i klassen, som jeg, lige meget hvad for en skole jeg har gået på, som jeg kunne betro mig til. Øhm, de voksne har jeg, som det hed ik, de voksne har jeg aldrig haft tillid til, fordi det er alle de voksne, der har svigtet mig. Altid! Så, så, det har, øh.. Det har sådan set, øh.. Det har også gjort, at, at jeg har, på en eller anden måde, har tænkt, det var været nemt for lærerne at være trætte af mig. Øh Og der, derfor hjalp de mig ikke. Øhm, der kom jo så ham læren der i tiende klasse, han var i hvert fald en stor del af det at løfte mig ud af, øh I forhold til skolen og så videre på handelsskolen og få en uddannelse. Være i gang! Fordi de andre, jeg var anbragt med, de var jo ikke i gang. Så det gjorde, at de havde alt for meget tid til at være kriminelle eller ryge hash og gøre alle de der ting. I: Så det allersidste spørgsmål fra mig i hvert fald. Kunne du tænke dig selv at få børn? IP: Ja, helt sikkert! Ja. Men, øh, jeg og jeg Det sjove af det hele er, jeg igennem mine ungdomsår, så har alle altid vurderet, jeg var den første til at få børn, fordi jeg altid har elsket børn helt vildt. Og jeg forstår børn, og børn forstår mig. Der er mange børn, de, på en eller anden måde, når jeg taler med dem Jeg har en tidligere lille eller en tidligere nevø, kalder jeg det. Eller Det er min tidligere kærestes nevø. Lasse på fem år. Han plejede altid og sige, når vi sad ved mine tidligere svigerforældre, mens vi sad og spiste, at ham og mig skulle gå ind og lege, mens de voksne spiser. Børn har altid opfattet det, som var jeg på lige trin med dem. Det er sådan jeg taler med dem. Øh, kalder det for eksempel aldrig en muh-ko eller en øf-gris eller sådan noget. Man skal behandle! 18!

10 børn med respekt (slår markerende i bordet med sine negle). De forstår sgu godt ting! Øhm.. Men i forhold til det at få børn så blev det sådan, dengang jeg blev voksen og meget mere bevidst om alle de ting, der skete, hvad et barn har behov for, og hvor frygteligt det har været at stå i så mange situationer, hvor du bare ikke havde nogen, og hvor du var bange og angst. Altså det meste af min barndom har virkelig været præget af angst. Altså jeg var bange hele tiden for at gøre noget forkert, bange for at blive forladt, bange for at blive smidt ud. Jeg blev smidt ud hele tiden. Øh, og når man har fået formuleret alle de behov, det gør man jo ikke, når man har en god opvækst, hvordan skulle du vide hvad behov, de De er jo dækket. De er aldrig formuleret, og alle de behov, der er formuleret for mig, det kan gøre mig stresset ved tanken om at skulle have et barn. Så det er nok derfor, jeg har skubbet den og skubbet den, fordi jeg kan ikke acceptere at have den her karriere, hvor jeg giver mig selv og så have et barn, der venter derhjemme. Men jeg er heller ikke rede til at opgive min karriere, hvor jeg skal redde de andres børn for at få mit eget barn. Så der kommer nok til at gå noget tid endnu. I: Har I andre nogle spørgsmål? I (2): I starten af interviewet der uddybede du en dårlig oplevelse hos din far og din stedmor. Har du også en god en, hvor du på et tidspunkt ikke har kunne mærke det der svigt? IP: (Ser meget betænksom ud) Øhm I (2): Om der er en eller anden speciel erindering, du har oplevet? IP: (Tavshed. Hun lænser sig tilbage i stolen og ser fortsat betænksom ud). Jeg kommer faktisk lige til at tænke på nogle af de dårlige også, som jeg egentlig glemte at tænke over. Også i går. huske, jeg var meget, meget, øh, stolt af, hun havde gjort noget ud af det min stedmor. Fordi det var den 24. december, og jeg fik en cykel. Og det hun havde gjort ud af det var, at fra mit værelse og igennem huset der var der en snor, jeg skulle følge, og for at der For enden af snoren, øh, ude på terassen, der stod der så en cykel. Og dét kan jeg huske, det var jeg meget stolt over, ja (lille erindrende smil på læben). I: Så læste vi også i artiklen i Politiken, at din sagsbehandler, som du også har nævnt i interviewet, var meget fraværende. Kunne du tænke dig at uddybe hvordan? På hvilken måde var sagsbehandleren fraværende? IP: Ja, jeg kan endda give jer et eksempel! (Rejser sig og går over imod sit skrivebord). Altså fraværende på den måde at der var underretninger fra min storesøster i et halvt år, hvor hun ikke ville reagere. Øhm Under min anbringelse der, øh, der kunne det for eksempel være, at jeg fik en skrivelse, at hun havde hørt ude i byen, at jeg havde fået et job, øh, efter skole, og det jeg bare skulle vide, det var, at hun træk mig i lommepenge. Det var en måde at sanktionere, at man faktisk gerne ville prøve at klare sig selv. Øhm (Hun leder i en bunke af papirer efter det konkrete eksempel). Så har der været Så har der været, øh Da hun besluttede sig for, at jeg skulle hjemgives, der kunne det for eksempel være sådan lange skrivelser her til hende, jeg har skrevet, ik (viser en kopi af et fire siders langt håndskrevet brev, hun dengang sendte sin sagsbehandler). Hvor der står fuldstændig formuleret, hvad jeg har haft behov for, hvad jeg godt kunne tænke mig. Dem har der været et utal af. Fuldstændig overhørt. Udskrevet. Fuldstændig! Så, så på den Og det er også det, der har gjort mig vred, ik. Det er også derfor, jeg skal hjem til Esbjerg og konfrontere hende. Fordi dét fatter jeg simpelthen ikke! Hvor mange gange har man kunne have tabt mig på gulvet dér? Det, det er jo vanvittigt. Så, så ja! Hun var fraværende. Hun havde simpelthen ikke.. Hun gjorde ikke sit arbejde ordentligt. I (2): Dem må du også meget gerne fortælle os om. IP: Det kunne for eksempel være, at øh Alle ferier Jeg har aldrig været med på en ferie! Jeg er blevet sendt på feriekoloni fem gange. Om sommeren hvor min bror og søster, de altid var med. De havde en lystyacht min far og min stedmor. De var altid med ude og sejle, og de var De tager altid en måned til, til Thailand og har gjort det i mange år. Øh, på charterrejser og sådan nogle ting. Og julekalender til jul faktisk kan jeg også huske, de fik julekalender, og jeg gjorde ikke. Så det kan du lige føje til det frygtelige, alt imens jeg sidder og tænker på, hvad fanden har det gode været? (Et øjebliks betænksomhed). JO! Jeg fik sgu en gang til jul, kan jeg huske En Øh, og jeg kan! 19! I: Og så det sidste spørgsmål: Da du valgte at uddanne dig til advokat, og læse jura, vidste du allerede dér, at dit speciale skulle være inde for udsatte børn? IP: (afbrydende) Nej! I: Eller er det noget, du har fundet ud af efterfølgende? IP: Ja! Jeg har, igen, bare løbet hele livet for at komme væk fra det der. Øhm, og øh Gik jo også i skol- (retter sig selv) på studie med meget dygtige mennesker. Altså det Øhm 83 %! 20!

11 dumpede og røg ud det år, jeg gik, altså på den årgang jeg startede. Øh, og jeg De sidste, jeg sådan gik i skole med, det var jo virkelig de dygtigste. Og det eneste det gik ud på, det absolut sejeste man kunne, det var erhverv- og selskabsret. Så det skulle jeg jo. Øh, og det, det var egentlig så, fordi jeg Hvad kan man sige? Jeg ville have skrevet speciale om noget helt andet. Og så var der en, en lektor på universitetet, som jeg havde haft i noget, der hed konfliktmægling Et fag. Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet ind på overfor hende, at jeg havde været an-anbragt, men øh Hun kunne da i hvert fald fortælle, at i 2006, året inde jeg skulle skrive speciale, at der var kommet den der anbringelsesreform. Så jeg konverterede faktisk et helt fag, så jeg kunne skrive dobbeltspeciale. Og så tænkte jeg okay, men det er jo oplagt så, øh Trække min egen sag ind i det. Dels var det lettere at skrive om så, øh, og det var et stort speciale, ik. Og så kunne jeg få aktindsigt i min egen sag. Så det, det gjorde jeg. Jeg sad en hel uge og gik igennem alle mine agter. Jaaah. I: Ja, så er vi vidst igennem det hele. IP: Ja! (Hun smiler) I: Har du noget, du vil tilføje, eller uddybe, her til sidst? IP: Næ.! 21!