Fra de engelske havnearbejderes historie

Transkript

1 Fra de engelske havnearbejderes historie I 1800-tallet var England verdens førende industri-nation, verdenshandelens absolutte nummer 1 og havde en handelsflåde langt større end nogen anden nation. England er en ø. Al vareudveksling med udlandet gik gennem en havn. Og indtil vejtransporten begyndte at tage over for år siden foregik en meget stor del af godstransporten mellem landsdele og byer også ad vandvejen. Havnene var centrale i landets økonomiske udvikling. Men det afspejlede sig ikke i havnearbejdernes løn- og arbejdsforhold. De hørte til de fattigste i samfundet, daglejere uden garanti for arbejde i morgen. Når arbejdere i andre fag blev arbejdsløse søgte de ned på stillingspladserne i havnen. I konkurrence med de allerede for mange havnearbejdere forsøgte de at skaffe sig penge til et måltid mad. Med den stærkt stigende industrialisering af samfundet og fremvæksten af fabrikker fulgte arbejdernes modsvar: slutningen af 1800-tallet blev den store organiseringsperiode for den fremvoksende fagbevægelse. Det skete også for havnearbejderne og en af de første fagforeninger blandt havnens folk blev Labour Protection League. Blue Union Når et skib skulle ud på en lang og farlig sørejse var det ikke lige meget, hvordan godset var stuvet i lastrummene. Der skulle være balance i skibet. Godset måtte ikke forskubbe sig eller komme i bevægelse i uvejr. Måske skulle godset losses af flere omgange i forskellige havne. Når den første del var losset, skulle skibet stadig være i balance og godset ligge fast. Det krævede større kunnen og færdighed at laste skibet end at losse det. I London havn udviklede der sig en særlig gruppe af havnearbejdere med speciale i stuvning, de såkaldte stevedores. De arbejdede direkte for skibet, mens losningen blev foretaget at et havnefirma, der så ansatte den nødvendige arbejdskraft. Stevedorerne fik mere i løn end andre havnearbejdere og betragtedes som faglærte. I 1871 dannede stevedorerne Labour Protection League. Gennem årene var stevedorernes fagforening udsat for splittelser og sammenlægninger indtil den som National Amalgamated Stevedores and Dockers Union (NASD) i 1982 blev sammenlagt med Transport and General Workers Union (TGWU). NASD fik senere tilnavnet Blue Union, fordi deres medlemskort var blå. TGWU havde hvide medlemskort og var derfor the White Union. Blue Union var egentlig et London fænomen, men kom til at spille en meget vigtig rolle i Liverpool-kollegaernes historie. Ligesom den blå fagforening spillede en meget vigtig rolle i en af de mest berømte strejker i havnearbejdernes samlede historie: Den store Havnestrejke i Inspirationen Journalisten Annie Besant skabte i slutningen af 1880 erne offentlig opmærksomhed om de slavelignende forhold pigerne i tændstik-industrien arbejdede under. Da fabrikken reagerede med at fyre de 3 piger, som havde været Annie Besants kilder, gik de uorganiserede match-girls i strejke i protest. Der blev dannet fagforening og efter 3 uger havde pigerne vundet. En sejr der gav genlyd: selv de nederste i arbejderklassen kunne rejse sig. Og havnearbejderne hørte til blandt de allernederste. 1

2 31. marts 1889 havde nogle gasarbejdere taget initiativ til et stormøde med henblik på at danne en fagforening. 2 uger senere havde National Union of Gas Workers and General Labourers over medlemmer. Fagforeningens første generalforsamling afsendte resolutioner til arbejdsgiverne med krav om indførelse af 8 timers arbejdsdag. Da der var gået uger uden svar fra arbejdsgiverne var stemningen blandt gasarbejderne på kanten af oprør. Så kom svaret: Gasarbejderne havde vundet 8-timers dagen. Endnu en gruppe af ufaglærte havde sejret. The Docker s Tanner Havnearbejderne var blandt de dårligst stillede og mest ringeagtede arbejdere i Londons East End. I midten af august 1889 opstod en lokal konflikt om betalingen for losning af et skib. Det var gnisten. På Eleanor Marx, Karl Marx's datter, var kort tid spredte strejken sig til hele havnen. meget aktiv i både tændstikpigernes og Stevedorernes fagforening erklærede hurtigt sympati havnearbejdernes strejke. Hun strejke med deres dårligere stillede kollegaer, hvilket fungerede som en slags sekretær for strejkelederne. var med til at slå strejken fast som en uomgængelig realitet. I løbet af den måned strejken varede kom alle mulige arbejdergrupper ud i strejke enten i sympati med havnearbejderne eller for deres egne krav. På højdepunktet har over arbejdere været i strejke. Havnearbejdernes strejkekomite måtte opfordre andre arbejdergrupper om at forblive i arbejde. For de strejkende skulle jo også brødfødes. Sympatien i befolkningen var stor og der blev samlet mange penge ind. Men ikke nok til de mange, mange familier, der skulle have mad. Men på et kritisk tidspunkt under strejken begyndte det at strømme ind med indsamlede penge fra Australien. Arbejdsgiverne forsøgte sig selvfølgelig med skruebrækkere, blacklegs. Og lidt arbejde blev der da også udført. Men et effektivt korps af blokadevagter holdt skruebrækkeriet nede på et minimum. Mere end ti tusinde deltog daglig i blokader. Havnearbejderne havde opstillet en række krav for at genoptage arbejdet. Et af disse var en lønforhøjelse fra 5 d. i timen til 6. di. Sådan en six-pence havde øgenavnet en tanner ii, og kravet om the dockers tanner blev det mest kendte fra konflikten. Efterhånden blev rederne trætte af at have Massemøde under 1889 strejken deres skibe liggende uvirksomme på Themsen og det gav anledning til at den katolske kardinal kunne mægle. Mange af havnearbejderne var af katolsk, irsk afstamning. 2

3 Det blev en mægling til fordel for havnearbejderne, de fik deres tanner og fik de fleste andre krav opfyldt. Havnearbejdernes sejr gav stødet til en hastig udbredelse af fagforeninger blandt de ufaglærte i England. TGWU Havnearbejdernes sejr i 1889 lagde også grunden til havnearbejdernes fagforening Dock, Wharf, Riverside & General Labourers Union. Denne fagforening var, sammen med National Union of Dock Labourers, hvor Liverpool havnearbejderne var organiseret, en af initiativtagerne til sammenslutningen af 50 fagforeninger til Transport and General Workers Union i Ved dannelsen blev TGWU verdens største fagforbund. TGWU var og er det forbund, der organiserer flertallet af havnearbejderne i Storbritannien. Men som jeg skal vende tilbage til, har utilfredshed med TGWU givet konkurrence fra andre forbund. Havnearbejdet reguleres Løsarbejder systemet var op igennem årerne et stadigt klagepunkt for havnearbejderne: Den store usikkerhed i indtjeningsforholdene, muligheden for at blive gennemsigtig ved mønstringen for den havnearbejder, der lidt for ofte stod på sin ret og konkurrencen fra arbejdsløse, der også trængte til en dagløn. Skønt problemet blev anerkendt også i samfundets højere luftlag, skete der intet før efter 2. verdenskrig. Krigsindsatsen havde krævet en vis regulering på havnene, og efter krigen indførte den nyvalgte arbejder-regering i 1947 The National Dock Labour Scheme (NDLS). Det omfattede alle havne, der på daværende tidspunkt var af betydning. (Det var f.eks. Felixstowe dengang ikke, men som bekendt voksede den senere til at være Englands betydeligste containerhavn.) NDLS betød, at alle der arbejdede med losning og lastning skulle være registrerede, både arbejdsgivere og havnearbejdere. Arbejdsstyrken på mønstringspladserne blev nu begrænset til de registrerede havnearbejdere. Der kunne ikke komme nye til, uden de var godkendt af det lokale Dock Labour Board. Det var en lokal komité med lige mange repræsentanter fra arbejder- og arbejdsgiverside. Afskedigelser og ansættelser skulle godkendes af dette Dock Labour Board. Dette sikrede, at der blev større overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft og det gav en langt større sikkerhed for havnearbejdernes indtjening. Lønmodtagersiden accepterede ikke en udvidelse af styrken af registrerede havnearbejdere før der med sikkerhed var brug for flere. Det betød også at havnearbejdernes gennemsnitsalder voksede. Der kom ikke mange nye ind i den branche, for i de næste årtier begyndte den store rationalisering på alverdens havne med indførelse af enhedsgods i form af palletter, trailere og containere. Brud med TGWU Det var TGWU, der udpegede lønmodtagersidens repræsentanter i de nye Labour Boards. Disse Boards skulle også tage sig af disciplinær sager og det kunne give anledning til konflikter med manden på gulvet. Der var ikke noget tillidmands-system på havnene, formodentlig fordi det store flertal var løsarbejdere. Og når dertil kommer, at TGWU s fagforeningsrepræsentanter ofte var udpeget oppefra og ikke valgt direkte af medlemmerne, er det forståeligt, hvis the rank and file, de menige medlemmer, følte stor afstand til fagforeningen. 3

4 Under enhver konflikt og dem var der mange af i de år, ikke mindst i de nordlige havne Hull, Birkenheadiii og Liverpool blev der etableret en strejkekomité, en rank-and-file committee. Det var ofte de samme aktive kollegaer, der deltog fra komité til komité, og denne kunne derfor også have et vist uformelt liv i rolige perioder. I Birkenhead udgav komiteen endog et regelmæssigt blad. Umiddelbart efter krigens afslutning udbrød der spontant strejker på havnene med krav om lønforhøjelse. Hele det officielle England vendte sig mod strejken, også TGWU og selv kommunist-partiet, som så den som vendt mod den nyvalgte Labour regering. En ny, uofficiel, lønstrejke i Merseyiv området i 1951 resulterede i, at 7 havnearbejdere blev slæbt for retten efter en ny lov, der netop skulle begrænse de uofficielle strejker. Et par af TGWU lederne vidnede mod de 7. Havnearbejderne nedlagde arbejdet, når retten var sat, og afholdt demonstrationer uden for retsbygningen. De 7 strejkeledere blev løsladt. I august 1954 udbrød endnu en havnestrejke havnearbejdere i Hull nedlagde arbejdet i protest mod en særlig farlig måde at losse korn på. De lokale TGWU ledere var i mod strejken og som sædvanlig blev der dannet en strejkekomité. Der havde længe været aktive havnearbejdere, der ønskede et brud med TGWU, især koncentreret omkring komiteen i Birkenhead. Og nu var anledningen der. Få dage ind i strejken blev det foreslået på et massemøde i Hull, at de samlet skulle søge medlemskab i det mere demokratiske NASD, The Blue Union. Det var ikke første gang at medlemmers konflikt med ledelsen i TGWU havde fået disse medlemmer til at skifte fagforening. I 1923 i protest mod forbundets accept af en lønnedgang havde havnearbejdere meldt sig over i Den Blå. Det store flertal af disse vendte tilbage til TGWU. I 1932 havde havnearbejdere i Skotland brudt med TGWU og skabt et skotsk TGWU for at få ret til selv at vælge deres repræsentanter. The Blue Union II NASD var et rent London fænomen med omkring medlemmer i De havde deres egen kontrovers kørende med Londons Dock Labour Board og hermed også delvis med TGWU, som jo sad i Dock Labour Board - omkring tvungen overarbejde. Så måske har det passet NASD ledelsen rigtig godt på netop det tidspunkt at overtage en stor gruppe medlemmer fra TGWU. I hvert fald fik havnearbejderne i Hull og omkring Mersey ja til at melde sig ind. Otte måneder senere havde havnearbejdere i Hull, Birkenhead, Liverpool og Manchester meldt sig ind i The Blue Union. Som ovenfor fortalt skulle havnearbejdere efter 1947 være registrerede for at kunne arbejde. Denne registrering blev fornyet 2 gange om året. For at få fornyet sin registrering skulle en havnearbejder fremvise en TGWU medlemsbog, der var betalt op. I april 1955 havde det lokale Labour Board nægtet at forny registreringen for NASD medlemmerne. De kunne jo ikke fremvise en TGWU medlemsbog. To dages strejke ændrede dette. (Men det åbnede på længere sigt op for at en del af arbejdsstyrken var helt uorganiseret.) Nu tilbagestod kun at få NASD anerkendt af arbejdsgiverne i de nordlige havne. En officiel strejke for anerkendelse blev iværksat. Den blev støttet også af tilbageværende TGWU medlemmer. NASD var også en lidt konservativ fagforening. Flertallet i London var stevedorer, der havde bevaret nogle af deres gamle privilegier. Og ledelsen i London var udsat for et meget stort pres fra den etablerede fagbevægelse. Engelsk LO (TUC) bakkede TGWU op i deres krav om at NASD skulle give slip på deres nye medlemmer og holde sig til deres historiske område i London. TUC betragtede det som strandhugst og som et brud på forbundenes vedtagne spilleregler omkring grænsekonflikter. NASD blev suspenderet fra 4

5 TUC. Inden længe forelagde ledelsen i NASD en resolution om tilbagevenden til arbejdet på stormøder i de berørte havne. Alle steder blev ledelsen stemt ned og strejken fortsatte i 6 uger. Men med modstand i egen ledelse og med TUC og TGWU imod sig, måtte de strejkende give op. Hvis NASD ville tilbage i TUC måtte de følge vedtagne spilleregler. Det betød, at ledelsen af NASD måtte smide medlemmerne i Hull, Liverpool, Birkenhead og Manchester ud. Men disse ville ikke aflevere deres blå medlemskort og anlagde retssag for retten til at forblive medlemmer af NASD og vandt. Så NASD levede videre i de nævnte havne med lokale ledelser. Havnearbejderne i nord havde sikret sig retten til at være medlem af NASD, men havde måttet opgive at få fagforeningen anerkendt af modparten. TGWU prøvede flere gange at få svækket NASD ved at bruge Dock Labour Board, hvor de jo sad, til at komme af med nogle af de blå. Men hver gang måtte de give op, for svaret var prompte en strejke med deltagelse af deres egne TGWU-medlemmer. Sammenholdet på gulvet kunne ikke brydes. Alt dette betød alligevel at medlemmer sivede tilbage til TGWU eller helt ud af fagforeningerne. Ifølge nogen vurderinger var der efter 6 år under medlemmer tilbage i NASD i de nordlige havne. Det må til gengæld have været nogle af de mest aktive havnearbejdere, der forblev, for The Blue Union s nordlige area committees fortsatte med spille en rolle i de næste årtiers begivenheder. Fastansættelse Indførelsen af The National Dock Labour Scheme i 1947 havde sikret de registrerede havnearbejdere mod de værste urimeligheder og vilkårligheder som løsarbejdere. Men de var stadig løsarbejdere og kravet om en fuldstændig afskaffelse af løsarbejdersystemet kunne stadig høres. Arbejdsgiverne ville efterhånden godt være med til at fastansætte havnearbejderne men på deres betingelser. Containeriseringen begyndte for alvor at vinde frem og vise sig som morgendagens transportform. En containerhavn kræver andre arbejdsformer og færre folk end de gamle stykgodsbåde. Arbejdsgiverne ville af med alle havnearbejdernes irriterende regler og kutymer om bemandingsstørrelser, retten til eget skib osv. Nu skulle havnene moderniseres og rationaliseres, og så kunne de tilbageværende havnearbejdere da godt blive fastansat. Det ville også skabe en større loyalitet overfor den enkelte arbejdsgiver i stedet for løsarbejdersystemet, hvor de skiftende arbejdsgivere og dermed følgende tilnærmelsesvis ens arbejdsvilkår for alle havnearbejdere, fremmede loyalitet overfor kollegaen. Regeringen nedsatte kommisioner og udvalg, der skulle komme med forslag til, hvordan man kunne få skik på Englands strejkeplagede havne, og få havnene bragt ind i en ny tid. De mislykkedes indtil den såkaldte Devlin kommission fik inddraget både TGWU- og NASD-ledere i forhandlingerne. Midt i september 1967 trådte forslagene fra Devlin kommissionen i kraft. Havnearbejderne skulle fastansættes, men til gengæld var alle havnearbejdernes restriktive regler afskaffet. De menige medlemmer frygtede, at det ville betyde en voldsom reducering af antallet af havnearbejdere. I en branche, hvor det var typisk at sønnerne gik i fars fodspor, var en sådan trussel særlig voldsom.v The Blue Union s area committee i Mersey-side indkaldte til stormøde. Det blev vedtaget at strejke mod Devlin forslagene. En strejke-komité bestående af både NASD- og TGWU medlemmer blev valgt. Det viste sig at ingen andre havne fulgte med. (London kom ud i 5

6 strejke et par uger senere over det specifikke krav, at en havnearbejder ikke skulle kunne flyttes fra påbegyndt skib/luge til andet arbejde.) Alligevel forblev Liverpool og Birkenhead i strejke i 6 uger. Til sidst måtte lederen af den siddende Labour regering Wilson selv tage til Liverpool: Devlin blev ikke skrottet, men de strejkende fik tilbudt både mærkbar lønforhøjelse og forbedrede velfærds- og sociale foranstaltninger. På den baggrund, og vel vidende at de stod alene, anbefalede strejkekomiteen at genoptage arbejdet. Det gjorde de så, kollegerne fra Mersey-side, men først efter at have stemt anbefalingen ned én gang og strejket nogle dage længere. En del af Devlin pakken var indførelse af shop stewards. Disse kunne nu tilkaldes, når der opstod konkrete uenigheder på bådene, og de kunne forhandle ved lugekarmen. Og selvom Devlin forslagene ikke blev væltet, oplevede mange havnearbejdere alligevel strejkens resultat som en sejr. Med dette rygstød og med de nye tillidsmænd tilkæmpede havnearbejderne sig de næste år pæne lønforbedringer. Aftrædelsesgodtgørelse Arbejdsstyrken på havnene skulle reduceres og til det brug indførtes severance money, aftrædelsesgodtgørelse: En havnearbejder, der frivilligt forlod havnen, modtog en sum penge. I begyndelsen af 70 erne var det et beløb på Da National Dock Labour Scheme ophørte i 1989, var det beløb steget til I løbet af de første 10 år efter indførelsen af Devlin pakken blev antallet af registrerede havnearbejdere halveret. Men alligevel forblev NDLS en irritation for arbejdsgiverne. De ville gerne af med flere havnearbejdere, men NDLS beskyttede havnearbejderne mod fyring. antal registrerede havnearbejdere år nationalt Liverpool Pentonville 5 Wilson s Labour regering blev afløst af Heath s konservative. Der blev indført en ny lovgivning og en arbejdsret, der skulle begrænse antallet af strejker. Året er Antallet og størrelsen af uregistrerede havne voksede. I disse havne gjaldt som oftest dårligere løn- og arbejdsvilkår end i dem, der var omfattet af National Dock Labour Scheme, og de kunne derfor tage arbejde fra de registrerede havnearbejdere. Og containeriseringen tog fart. Ikke bare betød det en rationalisering af arbejdet; men det betød også at en del af arbejdet ind- og udpakning af containerne - blev flyttet ud af havnen. Væk fra de dyre, besværlige registrerede havnearbejdere. Det skete i stigende omfang og til sidst tog det forholdsvis nydannede National Shop Stewards Committee initiativ til en landsdækkende en-dags strejke havnearbejdere nedlagde arbejdet den dag og begyndte at blokere containerdepoter, transportfirmaer og pakhuse, der pakkede containere eller transporterede containere, der ikke var pakket af registrerede havnearbejdere. Blokaderne fortsatte og i Liverpool blev den lokale TGWU indstævnet for den nye arbejdsret. Fagforeningen mødte ikke op og blev idømt pund. Da blokaderne fortsatte idømtes fagforeningen TGWU opfordrede derefter til at indstille blokaderne, men de fortsatte. 6

7 Det lykkedes et af de blokaderamte firmaer at indstævne 5 navngivne havnearbejdere for arbejdsretten. Blokaderne fortsatte alligevel og de 5 blev idømt fængsel for foragt for retten. De blev indsat i Pentonville fængsel og omtales derefter som the Pentonville Five. Kort efter var havnearbejdere i strejke. Snart efter lå næsten alle havne i hele England stille. Strejkerne bredte sig: stålarbejdere, minearbejdere, lastbilchauffører i tusindvis nedlagde arbejdet. Aviser holdt op med at udkomme. Bevægelsen var så stærk, at britisk LO, TUC, vedtog en en-dags generalstrejke første gang siden Det blev ikke nødvendigt. Regeringen fandt en bag-udgang, og de 5 blev løsladt. Ovenpå den succes vedtog en havnearbejderkonference i TGWU at gå i strejke. Kravene var blandt andre, at al ind- og udpakning af containere skulle udføres af registrerede havnearbejdere, og at alle havne skulle ind under registret. Havnearbejderne blev tilbudt en forhøjelse af aftrædelsesgodtgørelsen til de og opfyldelse af andre krav, som yderligere garanti mod fyringer. Var der et havnefirma, der lukkede, måtte andre under det samme Dock Labour Board overtage de ledige. Havnearbejderne havde et job for life, som det hed i den borgerlige presse. Men de 2 centrale krav blev ikke imødekommet. Trods nogen modstand blev det besluttet, at tage imod tilbuddet og genoptage arbejdet. Drengene fra Mersey-side dog først efter, at alle andre havne var i gang igen. Minearbejder-strejken Margaret Thatcher ledede en særdeles arbejderfjendsk regering. En tidligere konservativ regeringsleder, Heath, var blevet væltet af en minearbejderstrejke, og nu skulle der lukkes miner. I 1984 var minearbejderne igen i en langvarig landsdækkende strejkevi. Der blev mangel på kul i England og f.eks. stålværkerne skulle bruge store mængder kul, som de forsøgte at skaffe sig fra udlandet. Havnearbejderne nægtede at losse, hvad de betragtede som strejkeramt gods. Der blev gjort forsøg på at losse kulskibene med brug af stålarbejdere. Det betragtede havnearbejderne som et alvorligt brud på National Dock Labour Scheme og dettes krav om brug af registrerede havnearbejdere. Efter endnu et sådant tilfælde kaldte TGWU samtlige havne, også non-scheme havne som Felixstowe, ud i strejke. Havnestrejken var total og Thatcher var i knæ. En forenet front af minearbejdere og havnearbejdere rystede den konservative regering Fra fagbevægelsens top var der ikke vilje eller ikke mod nok til at udnytte situationen til at blive af med Thatcher. Havnearbejderne blev garanteret, at registret gjaldt, og at reglerne ville blive fulgt. Arbejdet blev genoptaget. Alligevel lossede arbejdsgiverne endnu engang uden brug af registrerede havnearbejdere. Resultatet udeblev ikke. Havnene lå igen stille. Men denne gang ikke alle. Under den første konflikt måneden før var arbejdet blevet genoptaget efter garantier, som sikrede NDLS. Men de efterhånden meget store havne Felixstowe og Dover var ikke omfattet af registret. Hvilken interesse skulle havnearbejderne dér have i at kæmpe for registret? Ledelsen af TGWU havde lavet aftaler med stålværkerne om import af tilstrækkelig mængde kul til, at stålværkerne kunne holdes kørende. Nu foreslog de nye forhandlinger om sådanne kul-kvotaer. Måske har noget sådant været med til at skabe usikkerhed om, hvad der var formålet med at strejke? 7

8 6. april: Arbejdsministeren annoncerer, at National Dock Labour Scheme skal afskaffes. Det resulterer i spontane arbejdsnedlæggelser i havnene. 7. april: Lovforslag om afskaffelse af NDLS forelægges i det engelske Underhus. 10. april: Ron Todd, formand for Transport and General Workers Union, forsøger at overtale TGWU s bestyrelse for havnebranchen til at udsætte afstemning om strejke og i stedet søge forhandling med arbejdsgiverne. Forgæves. Branchebestyrelsen stemmer 22-0 for at iværksætte afstemningen. 14. april: Hovedbestyrelsen for TGWU bakker op om Todd og beslutter at udsætte afstemningen om strejke til der har været forhandlet med arbejdsgiverne. 18. april: Forhandlingerne bryder sammen. 19. april: TGWU prøver at få mæglingsinstitutionen Acas til at blande sig. Det bliver fuldstændig afvist af arbejdsgiverne. 20. april: Første afstemning om havnearbejderstrejke bliver påbegyndt. 18. maj: arbejdsgiverne starter retssag i forsøg på at få en eventuel havnestrejke erklæret ulovlig. I Thatchers England er det forbudt at strejke mod en parlamentsvedtagelse. Strejken udsættes til retssagen er færdig. 19. maj: TGWU offentliggør afstemningsresultatet. En stemmeprocent på 90 og 3-1 for en for national havnestrejke. Efter afstemningsresultatet foreligger har forbundet højst 28 dage til at påbegynde strejken. 24. maj: Ron Todd er i retten og argumenterer for at strejken er rettet mod arbejdsgiverne i forsøg på at få en ny landsdækkende aftale. Strejken er ikke et forsøg på at påvirke parlamentet. 28. maj: Dommeren giver TGWU medhold. En strejke vil være lovlig. Men samtidig erklærer dommeren, at arbejdsgivernes anke til en højere instans har opsættende virkning. 7. juni: Appelretten giver arbejdsgiverne medhold. TGWU anker til højeste instans, Overhuset. 8. juni: Appelrettens dom til fordel for arbejdsgiverne fremprovokerer for anden gang vilde strejker blandt havnearbejderne. Nogle havne bliver ude i 10 dage før arbejdet genoptages. 20. juni: Overhuset giver TGWU medhold. En strejke mod arbejdsgiverne vil være lovlig. Men der er gået mere end 28 dage siden afstemningsresultatet forelå. Der må afholdes en ny. 22. juni: Ny strejkeafstemning iværksættes. 26. juni: Ron Todd lover 6 måneders strejke, hvis der fyres havnearbejdere på grund af strejken. 3. juli: Loven om afskaffelse af National Dock Labour Scheme får Dronningens underskrift. Strejkende havnearbejdere kan nu fyres. 7. juli: TGWU offentliggør afstemningsresultatet, igen stort flertal for en national havnestrejke. 11. juli: Strejken er en realitet. I hvert fald var strejken ikke så solid som tidligere. Selv på Tilbury Containerterminal var der havnearbejdere, der genoptog arbejdet. TGWU forhandlede en ny højere kvota til stålværkerne og fik nye garantier for at NDLS s paragraf om, at der kun måtte bruges registrerede havnearbejdere blev overholdt. Og strejken blev afblæst. Minearbejderne tabte til sidst kampen mod privatiseringer og minelukninger. Og havnearbejderne havde undervejs vist sprækker i sammenholdet. Vejen lå åben for det endelige angreb på den beskyttelse, havnearbejderne havde i det 40 år gamle Dock Labour Scheme. NDLS afskaffes Den samme Nicholas Ridley, transportminister, som under minearbejderstrejken havde garanteret havnearbejderne, at regeringen ikke ville afskaffe National Dock Labour Scheme (NDLS), havde udarbejdet en plan for at komme havnearbejderne til livs. En af det konservative partis store økonomiske sponsorer, den daværende chef for P&Ovii, havde sammen med mange andre lobbyet for at komme af med The Scheme. I 1989 vedtog det engelske parlament at ophæve loven om NDLS. Allerede ved førstebehandlingen af lovforslaget havde der været kortvarige arbejdsnedlæggelser i nogle havne. Men TGWU foretog sig ingenting før loven var vedtaget. Det skal erindres, at Thatcher havde fået gennemført meget skrappe fagforenings-love. De betød, at en ulovlig strejke kunne ruinere TGWU, og det gjorde ledelsen ganske forsigtig. De følte, at de ikke kunne risikere hele forbundet på en lille gruppes vegne. En strejke mod en parlamentsvedtagelse ville være en politisk strejke, en sådan var forbudt og kunne medføre at forbundets 76 mio store formue blev konfiskeret. 8

9 TGWU ledelsen valgte derfor en strategi, hvor havnearbejderne skulle kræve en national aftale med arbejdsgiverne, som erstatning for det ophævede Scheme. Det ville arbejdsgiverne selvfølgelig ikke være med til. Nu var de lige sluppet af med dette irriterende Scheme. De ville kun indgå lokale aftaler. Hvis de overhovedet ville indgå en aftale. En strejke for en national overenskomst skulle først til skriftlig afstemning blandt de berørte registrerede havnearbejdere. Klubben af 1980 orienløbende om den Det tog TGWU fire uger at gennemføre en sådan afstemning og terede engelske havnekonflikt få et ja til strejken. Arbejdsgiverne slæbte TGWU i retten med påstand om at strejken var ulovlig. Strejken blev udsat til spørgsmålet om dens lovlighed havde slæbt sig igennem alle rets-instanser til House of Lords. Inden Overhuset havde udtalt sig til fordel for TGWU var strejke-mandatet udløbet. Et sådant holder iflg. Thatcher-lovgivningen kun i 28 dage. Endnu en afstemning viste overraskende stort flertal for strejke, og den 11. juli var strejken en realitet. Men som Financial Times skrev i en kommentar: Udsættelsen af strejken tog dampen ud af konflikten. Arbejdsgiverne udnyttede fordelen af de 3 måneders stilstand.. Havnearbejderne tabte Overfor forbundets tøven og med andre store arbejdergruppers nederlag op igennem firserne i frisk erindring begyndte nogle havne at forhandle lokalt. Havnearbejdere rundt omkring begyndte at tage imod de i aftrædelsesgodtgørelse. Hvis de sagde nej til at gå frivilligt og alligevel efter en tabt strejke blev fyret, fik de ikke noget. Undervejs i strejken trådte loven om ophævelse af NDLS i kraft. Havnearbejderne kunne nu afskediges. London havn med den store containerterminal i Tilbury sendte brev til 40 af de mest aktive havnearbejdere med en check på de og en fyreseddel. Blandt de fyrede var alle 16 shop stewards. De andre havnearbejdere fik også brev. De kunne vælge mellem at underskrive en ny arbejdskontrakt med ringere arbejdsforhold, tage imod aftrædelsesgodtgørelsen eller selvfølgelig blive fyret. Efter 1½ måneds strejke, den 1. august, smed bestyrelsen for TGWU håndklædet i ringen og afblæste strejken. Financial Times opgjorde på det tidspunkt antallet af strejkende til 2.745, mens havde genoptaget arbejdet og havde havde taget imod skrub-af-pengene og frivilligt forladt havnene. Men who have been sent contracts have been told that they have to sign them by today. They then have to immediately return to work. If they do not, they will be liable to immediate dismissal, with no financial compensation. It is a really terrible dilemma for the individuals involved. Imagine yourself in their position, what would you do? Would you refuse to sign the contract and respect the picket line? That would mean leaving yourself open to instant dismissal with no money (and remember any of these guys could have volunteered by phone last week and got a cheque by emergency post: the PLA gave money to anyone who applied). And would you be doing that for at strike that everyone knows is going down the tubes. Or would you decide that you had to go to work and break an official strike? That will mean working without the protection of a trade union and agreeing to terrible conditions. Can you imagine a more heart-rending choice for men who have been dockers and trade unionists all their working lives?.. Brev fra Bob Light, London docker 9

10 Igen vil jeg lade Financial Times komme til orde: Afslutningen på strejken baner vej for en radikal omstrukturering af arbejdet på havnene på linie med den ændring af stål, kul og grafisk industri, som fulgte bitre strejkekampe i firserne. I een havn gik havnearbejderne ikke i arbejde samtidig med de andre. Ja, du gættede rigtigt: I Liverpool holdt de sammen på tropperne og de forblev i strejke til de kunne gå tilbage på arbejde med fagforeningsanerkendelse og tillidsmandssystem intakt. Men de var nu med den overdrivelse der fremmer forståelsen en ø i et uorganiseret hav. Liverpool I slutningen af september 1995 bragede det så sammen i Liverpool. I hurtig rækkefølge bliver: 5 havnearbejdere fyret. Deres 75 kollegaer strejker med krav om genansættelse - og bliver fyret. Disse 80 havnearbejdere opretter blokade picket line - foran containerterminalen. De andre havnearbejdere respekterer denne picket line og møder derfor ikke på arbejde og bliver fyret. Det er den 29. september 1995 og den mere end 2 år lange konflikt er i gang og slutter først 28 måneder senere, da de konfliktende havnearbejdere på et stormøde den 26. januar 1998 stopper konflikten. Jeg tror det er svært at sætte sig ind i hvad det vil sige at være i konflikt i mere end 2 år. De af kollegaerne i Frihavnen, der har været med i de ugelange strejker i begyndelsen af 80 erne sukkerstrejken og dagpengestrejken - kan måske ane, hvor hårdt det må være. Liverpool konflikten var så lang og indeholdt så mange begivenheder og aspekter, at det er umuligt i et arbejde som dette at komme ind på dem alle. Det kan kun blive en amputeret fortælling. Forspillet Ophævelsen af National Dock Labour Scheme og den efterfølgende strejke havde været et totalt nederlag for havnearbejderne i England. Konkurrencen mellem havnene i England blev skærpet. Havnene stjal gods fra hinanden ved at underbyde konkurrentene. De følte sig derfor pressede til at trykke prisen på arbejdskraften og det kunne de nu, ovenpå havnearbejdernes nederlag. Det betød løsarbejdets genopståen, brugen af labour supply firmaer (vikar-bureauer), skiftehold og krav om øget fleksibilitet af de fastansatte havnearbejdere. Liverpool gik ikke fri. I begyndelsen af 90 erne blev Torside Ltd startet som et selvstændigt stevedorefirma. Her blev antaget unge, nye havnearbejdere til en væsentlig mindre løn end, hvad de gamle, tidligere registrerede havnearbejdere fik hos den store arbejdsgiver, havne-ejeren Mersey Docks and Harbour Company (MDHC). MDHC begyndte at leje havnearbejdere hos Torside og efterhånden overtog Torside det meste af arbejdet på stykgods og med trælast. De gamle havnearbejdere blev rykket sammen på Seaforth Containerterminal, en del af MDHC s imperium. Presset af de nye tider accepterede havnearbejderne på Seaforth, med et lille flertal for, fra januar 1994 at arbejde efter nye meget fleksible arbejdstider: 12 timers skift baseret på 114 eller 117 timer, afhængig af jobfunktion, over 3 uger, med fleksibelt starttidspunkt og arbejdstider der blev ændret fra dag til dag ved en telefonopringning til hjemmet. Torside folkene blev ligeledes pressede. De var i forvejen godt trætte af at gå til ringere løn end de andre havnearbejdere. Så da en formand en aften stik mod gældende kutyme afviste 10

11 at garantere for mindst to timers arbejde ved mønstringen til overarbejde, nægtede 5 mand at arbejde over. De blev fyret på stedet. Alle 80 Torside havnearbejdere nægtede at arbejde før de 5 mand var genansat. Den 27. september blev Torside erklæret bankerot, nedlagt, og alle 80 havnearbejdere var fyret. Næste dag etablerede de 80 mand en blokade foran Seaforth Containerterminal. Af MDHC s ca 1200 ansatte nægtede 329 havnearbejderne - at gå igennem blokaden. Samme dag blev der sendt brev til de 329 mand med en advarsel om, at de, der ikke mødte på arbejde den følgende dag, ville blive fyret. Havnearbejderne mødte ikke og de blev fyret. Nye breve blev sendt ud med en ny dead-line, den 2. oktober. Men denne gang kun til 200 mand. De fagligt aktive og de uduelige fik ikke noget tilbud. Kun ganske få tog imod tilbuddet. Hvad fik Liverpool havnearbejderne til at stå fast trods fyring fra en havn de elskede? Jeg tror der skal nævnes 3 grunde. 1) Utilfredsheden med de stærkt forringede arbejdsforhold. 2) De gamle fagforeningstraditioner, der sad på rygmarven. For mangen en Mersey- side docker ville det være ærekrænkende at gå igennem en faglig blokade you never cross a picket line. 3) Mange af de fyrede Torside havnearbejdere var sønner eller på anden måde i familie med de gamle Også under Liverpool konflikten holdt Klub havnearbejdere a docker is a dockers son. Og 1980 kollegaerne orienterede Torside havnearbejderne var ikke omfattet af tilbuddet om genansættelse. Drake International MDHC skaffede ny arbejdskraft gennem annoncer i den lokale presse og ved at hyre labour supply firmaet Drake International. Mange mener, at Drake International var blevet forberedt og stod klar i kulissen med folk, der var blevet oplært i havnearbejde. Skibene blev igen ekspederet, nu af nye uerfarne folk, men til langt lavere løn. Alligevel var konflikten belastende for Liverpool Havn og de ville gerne af med den. Over de næste 28 måneder fulgte gentagne forhandlinger mellem TGWU og MDHC og afstemninger blandt de konfliktende om tilbud fra MDHC. Så langt henne i konflikten som i oktober 1997 tvang TGWU havnearbejderne til en officiel urafstemning om et tilbud på i aftrædelse til de tidligere registrerede havnearbejdere. Med en stemmedeltagelse på 91% stemte 69% NEJ. Men tilbuddet gjaldt også den enkelte. I forvejen var der enkelte der var sivet og lidt flere faldt nu fra. Den stærke tillidsmandsgruppe, der havde ledet konflikten, måtte samtidig indse at de nødvendige solidaritetsaktioner, der kunne presse Liverpool havn, ikke længere var realistiske. I begyndelsen af 1998 anbefalede de stormødet at acceptere tilbuddet og stoppe konflikten. International solidaritet TGWU var (og er) som tidligere omtalt underlagt meget skrappe restriktioner og de turde ikke støtte Liverpool havnearbejderne af frygt for repressalier. 11

12 De andre havne i England var lagt ned og de, der ikke var (Felixstowe), ville ikke gøre noget uden om TGWU. På samme måde var også de fleste andre faggrupper og forbund forsigtige, når havnearbejdernes eget forbund var det. Liverpool havnearbejderne følte sig svigtet af TGWU. Da der ikke var udsigt til støtte i England gik Liverpool havnearbejderne udenlands. De indkaldte til internationale havnearbejdermøder og der blev afholdt flere af disse i løbet af konfliktens 2 år. Der var deltagelse fra mange havne og mange lande.viii De internationale møder opfordrede til aktioner mod skibe og rederier, der blev ekspederet af skruebrækkere i Liverpool, og de tog initiativ til internationale fælles aktionsdage. Vinteren nåede konflikten sit højdepunkt. I december 96 var en lille gruppe Liverpool havnearbejdere fløjet til Baltimore på USA s Østkyst. 3 mand etablerede i snestorm en blokade på skibet Atlantic Companion fra Atlantic Container Line. Baltimore s longshoremen havnearbejdere fik tilbudt 4 gange den normale On the picket line takst for at trodse blokaden og udføre arbejdet. Men det havde de ikke lyst til, og de blev bakket op af deres forbund, ILA.ix Skibet sejlede til Norfolk, hvor det blev forsinket af en arbejd-langsomt aktion. Så fulgte 4 dage i Newark, før der blev arbejdet. Det lykkedes også for de udsendte fra Liverpool at indhente stor og nødvendig økonomisk støtte. Dernæst fulgte en international aktionsdag til støtte for Liverpool den 20. januar, hvor blandt andet det meste af USA s Vestkyst lå stille. Også København var med sammen med andre danske havne. I deres opsummering af dagen hævder internet-siden at 105 havne i en eller andre grad var berørt af aktionsdagen. Et af de rederier, der blev mest ramt på aktionsdagen, var Atlantic Container Line, ACL. Det blev fulgt op af havnearbejderne i Göteborg, der besluttede at give rederiet en karensperiode og dermed forsinke ekspeditionen med mange timer, hver gang de lagde til kaj. ACL forlod Liverpool for at få fred. MDHC s aktiekurs faldt. Neptun Jade Men aktionerne blev ikke udvidet, og ILA trak følehornene til sig, efter at MDHC anlagde sag i USA mod både ILA og forbundets gamle formand, Jim Bowers, personligt med krav om erstatning. Efter nogen tid vendte Atlantic Container Line tilbage til Merseyside. Endnu en international aktionsdag den 8. september blev en succes, som også havnearbejdere i København bakkede op om. Aktionsdagen blev efterfulgt af en blokade af skibet Neptun Jade i Oakland havn, Californien. Skibet var ikke lastet i Liverpool, men nogle af containerne var kommet ombord i en anden engelsk havn opkøbt af MDHC. Neptun Jade forlod Oakland med 160 ulossede containere og 32 timer forsinket. I Vancouver gik det ikke bedre og heller 12

13 ikke i de japanske havne Yokohoma og Kobe ville havnearbejderne røre de sidste 7 containere fra England. Efter aktionen i Oakland blev der anlagt sag mod nogle af de deltagende, blandt andet en faglig sekretær, Jack Heymanx, fra havnearbejdernes fagforening i San Francisco. Efter lokal mobilisering blev sagen opgivet. Formand for Liverpool tillidsmændene, Jim Nolan. Internationalt møde i anledning af 10-årsdagen for konflikten International Dockers Council TGWU s tøvende opbakning var også et problem i det internationale arbejde. Det er TGWU, som er medlem af Internationalt Transportarbejder Forbund, ITF, ikke havnearbejderne i Liverpool. Når TGWU ikke ville bede ITF om støtte til Liverpool havnearbejderne eller ligefrem talte imod så blev støtten fra ITF også halvhjertet, og nogen mener tvetunget. Især de mere forsigtige forbund i f.eks. Tyskland og Belgien ville ikke deltage, når ikke TGWU ville. Blandt de havnearbejdere, der løbende deltog i internationale møder og aktiviteter til støtte for Liverpool var der frustration over ITF s manglende indsats. Det var ikke alle de havnearbejdere, der støttede Liverpool, der var tilknyttet ITF. Af forskellige historiske årsager står f.eks. det spanske Coordinadora, franske havnearbejdere og Svensk Hamnarbetarforbund udenfor. Især disse grupper følte et stærkt behov for øget international koordinering. Efter konflikten fandt mange af Liverpools støtter sammen og dannede den 27. juni 2000 IDC, International Dockers Council, Som et udtryk for erfaringen fra Liverpool blev det under overskriften: we ll never walk alone again, vi skal aldrig mere stå alene. IDC kan ses som både et alternativ og et supplement til 1LWU delegation til demosntration mod EU direktivet i ITF. Flere organisationer og Rotterdam havne er tilsluttet både ITF og IDC. Den største af disse organisationer med dobbelt-medlemskab er International Longshore and Warehouse Union, ILWU, på den amerikanske vestkyst. IDC hævder i dag at repræsentere mere end havnearbejdere og har sammen med ITF været meget aktive i kampen mod EU s havnedirektiv.xi san 13

14 Må tages med forbehold for fejl, som kan være opstået dels p.g.a. misforståelser og sjusk, dels fordi jeg bruger et begrænset antal kilder. Desuden er historien langt mere kompliceret og nuanceret end her beskrevet. Jeg bygger historien på: Terry McCarthy: The Great Dock Strike 1889 Bill Hunter: They knew why they fought Bob Pennington: Docks: Breakaway and Unofficial Movements Bob Lights løbende orienteringer om strejken i 1989 Web-siden san 14

15 i Pence forkortes d. efter den romerske mønt denarius. Før en pengereform i England i 1971 gik der 12 pence på en shilling og 20 shilling på et pund. ii Iflg. Ordbogen en garver. iii Birkenhead: havneby i V-England ved Merseys munding, over for Liverpool; indb. Forbundet med Liverpool ved to tunneler under Mersey. Store skibsværfter, moderne dokanlæg. Lademanns leksikon iv Mersey: flod i England; 110 km lang. Udspringer i Penninske Bjerge SØ for Manchester og udmunder i Irske Hav ved Liverpool. En tunnel under floden, åbnet 1930, forbinder Liverpool med Birkenhead. Lademanns leksikon v As I left Transport House that day, one of the stewards from London docks came up to me. He was holding his little son by the hand. what about my future? he asked. you have got a permanent job as a result of this agreement I replied. Ah he said but what about the boy. Tidligere formand for TGWU, Jack Jones selvbiografi. vi Der blev samlet penge ind til minearbejderne i mange lande. Også havnearbejderne i København deltog. Op til jul lastede kollegaerne i Frihavnen gratis et skib med julegaver til minearbejdernes børn. Skibet var hyret af Sømændenes Forbund. vii P&O s container-rederi blev senere slået sammen med Nedlloyd, og denne sammenslutning er nyeligen solgt til Mærsk. Felixstowe, dengang ejet af P&O blev solgt til verdens største ejer af container-terminaler, Hong-Kong firmaet Hutchinson. viii Havnearbejdernes Klub af 1980 sendte hver gang repræsentanter til disse møder. Jeg tror vores repræsentanter på skift har været Ernst Pedersen, Bjørn Larsen, Morten Rolsted, Lasse Petersen og Søren Nyegaard. ix International Longshoremen s Association organiserer havnearbejdere på hele USA s Østkyst, langs den Meksikanske Golf og på Canada s Østkyst. Deres afdeling i Charleston blev senere involveret i en konflikt med et dansk rederi. Havnearbejdernes Klub af 1980 deltog ved John Poulsen i en stor støttedemonstration over there. Da spanske havnearbejdere meddelte, at de ikke ville ekspedere ruten i den anden ende før forholdene var i orden, vandt havnearbejderne. En udløber af konflikten var en anklage mod 5 havnearbejdere for optøjer. Den anklage blev frafaldet og de slap med en lille bøde. x Jack Heyman havde været ITF inspektør på USA s Vestkyst men nedlagde sit hverv 1. oktober 1996 på grund af, hvad han opfattede som ITF s tvetungede optræden undervejs i Liverpool konflikten. xi Havnearbejdernes Klub af 1980 deltog i dannelsen af IDC og forblev medlem i en årrække som de eneste i Danmark og som den mindste medlemsorganisation i IDC. Klubbens perspektiv har været dels at samarbejde med de aktive havnearbejdere i IDC, dels at arbejde for dialog og samarbejde mellem IDC og ITF. Forringelsen af klubbens økonomi gjorde det vanskeligt at deltage i fuld udstrækning i internationale møder med den megen rejseaktivitet, det kræver. Havnearbejdernes Klub af 1980 har derfor forladt IDC, men bevarer kontakt og et godt forhold til organisationen.