Adoption af rumænske børn indsats over for børn og forældre

Transkript

1 29. april 2005 L:\TEKST\FORLAG\JM\Adoption\Adoption af rumænske børn.doc/jp Adoption af rumænske børn indsats over for børn og forældre af Jill Mehlbye akf forlaget april

2 2

3 Forord Den foreliggende undersøgelse er iværksat på foranledning af Civilretsdirektoratet (nu Familiestyrelsen) og er finansieret ved satspuljemidlerne. Undersøgelsens formål er at kortlægge problemerne omkring de børn, der adopteredes i perioden 1990 til år 2000 fra Rumænien, hvilken hjælp børn og forældre har modtaget under barnets opvækst, og tilfredsheden hermed samt at afdække forældres og børns behov for støtte i adoptionsprocessen og i løbet af barnets opvækst med henblik på at komme med forslag til, hvordan hjælpen og støtten til adoptivforældre og deres børn kan styrkes, når særlige problemer omkring barnet gør sig gældende. I forbindelse med undersøgelsen er der nedsat en følgegruppe bestående af repræsentanter fra Familiestyrelsen, fra Adoptionsnævnet, fra amter og kommuner. Følgegruppen takkes for dens bidrag til undersøgelsen i form af kommentarer og hjælp til undersøgelsens gennemførelse. Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af de forældre, der adopterede et barn fra Rumænien i 1990 erne, samt kvalitative interview med et mindre udvalg af forældrene og deres børn. De deltagende forældre og børn takkes for deres bidrag til undersøgelsen, uden dem havde undersøgelsen ikke kunnet gennemføres. Undersøgelsen er gennemført af docent, cand.psych. Jill Mehlbye (leder af undersøgelsen), forsker, cand.mag. Ulla Højmark Jensen og forskningsassistent, cand.scient.soc. Gitte Schimmell. Studentermedarbejder stud.scient.soc. Louise Scheel Thomasen har medvirket ved litteraturstudi- 3

4 er, og stud.scient.soc. Katrine Weiland har gennemført databearbejdning på edb. Rapporten er udarbejdet af Jill Mehlbye med bidrag fra Ulla Højmark Jensen og Gitte Schimmell. Jill Mehlbye april

5 Indhold 1 Sammenfatning og konklusion Formål, datagrundlag og baggrund Sammenfatning Konklusion Baggrund, problemstillinger, formål, metoder og datagrundlag Formål med undersøgelsen Baggrund for undersøgelsen Problemstillinger Metode og dataindsamling Etik Datagrundlag International adoption Adoptionsproceduren i 1990 erne Adoptionsproceduren efter år Orlov ved adoption Støtten til forældre der adopterer Børnene og deres familier Børnenes baggrund Børnenes situation under opvæksten Børnenes og de unges situation i dag Fremtiden Beskrivelse af tre grupper af børn Hvad børnene selv fortæller

6 3.7 Sammenfatning Adoptionen og konsekvenserne for familierne Forældrenes motivation for at adoptere Adoptionsprocessen Børnenes situation ved adoptionen Børnenes første tid i familien Konsekvenser af adoptionen på kort sigt Konsekvenser af adoptionen på længere sigt Sammenfatning Hjælpen fra det offentlige og erfaringerne hermed Hvilken betydning har hjælpen fra det offentlige? Det første år Efter det første år Hjælpen fra det offentlige belyst ud fra interview med 15 familier Sammenfatning Hjælpen fra de private netværk Hvilken betydning har de private netværk i dag? Det første år Efter det første år Støtten fra det private netværk belyst ved interviewundersøgelsen Sammenfatning Familiernes behov for støtte og imødekommelse af disse behov Behov for oplysninger og viden inden adoptionen Behov for støtte efter modtagelsen af barnet Behov for støtte til at håndtere følelser og oplevelser Behov for sociale netværk og praktisk aflastning Behov for faglig vejledning Børnenes behov for støtte omkring deres egen situation som adopterede Sammenfatning

7 8 Hvilken hjælp kan og bør ydes familierne? Familiernes behov for støtte og hjælp Forældrenes egne forslag til nye tiltag Aktuelle tilbud til adoptionsfamilier Fremtidige perspektiver Sammenfatning Bilag 1 Bilagstabeller Litteraturliste English Summary Noter

8 8

9 1 Sammenfatning og konklusion 1.1 Formål, datagrundlag og baggrund Projektets formål er at kortlægge problemerne omkring de børn, der adopteredes i perioden 1990 til år 2000 fra Rumænien, hvilken hjælp børn og forældre har modtaget under barnets opvækst og tilfredsheden hermed, samt at afdække forældres og børns behov for støtte i adoptionsprocessen og i løbet af barnets opvækst. I undersøgelsen analyseres det hvilke problemer familierne har haft under børnenes opvækst hvordan støtten fra det offentlige har fungeret set fra familiernes side. Målet er at vurdere, hvordan hjælpen kan styrkes i de tilfælde, hvor der er behov for en særlig indsats for at sikre, at familien kan magte opgaven omkring opdragelsen og omsorgen for adoptivbarnet, og for at forebygge, at barnet udvikler alvorligere problemer under opvæksten. Der er foretaget følgende dataindsamlinger i gennemførelsen af undersøgelsen: Telefoninterview med nøglepersoner i adoptionssekretariaterne i alle landets amter med henblik på en kortlægning af de nuværende tilbud i amterne til adoptivforældre efter adoptionen. Telefoninterview med private adoptionsorganisationer og rådgivninger med henblik på at afdække adoptivbørns muligheder for at hente støtte og rådgivning. 9

10 Kvalitative interview med sagsbehandlere i tre udvalgte amter og en kommune, hvor man har specialiseret sig i at rådgive og støtte adoptivfamilierne. Spørgeskemaundersøgelse stilet til alle de familier, der har modtaget et rumænsk adoptivbarn i 1990 erne (160 familier med samlet 201 børn, idet flere familier har adopteret mere end et barn fra Rumænien). 75% af forældrene besvarede spørgeskemaet. En dybtgående kvalitativ uddybende interviewundersøgelse med 15 af adoptivforældrene og 9 af børnene og de unge, som på interviewtidspunktet var i alderen 11 til 15 år. Litteraturstudier af relevante undersøgelser om adoptioner af udenlandske børn. Det empiriske datamateriale er hovedsagelig baseret på forældrenes oplysninger (spørgeskema og interview). Den foreliggende rapport tager således udgangspunkt i forældrenes synspunkter og erfaringer. Der skal indledningsvis gøres opmærksom på, at der i gruppen af børn, der adopteredes fra Rumænien, og som danner grundlag for undersøgelsen, var langt flere børn med alvorlige psykiske og fysiske handicap end normalt for gruppen af børn, der adopteres. En undersøgelse gennemført af Civilretsdirektoratet 1 af oplysningsgrundlaget for adoptionerne viste således, at der i en række tilfælde var alvorlige uoverensstemmelser mellem de lægelige oplysninger i de rumænske dokumenter og barnets psykiske og motoriske udvikling ved ankomsten til Danmark. Det var meget belastende for flere af adoptivforældrene, der modtog et barn med alvorlige psykiske og/eller fysiske handicap, og ikke et normalt barn, som de havde forventet og havde fået oplyst. 1.2 Sammenfatning Beskrivelse af de adopterede børn Spørgeskemaundersøgelsen viser, at omkring to tredjedele af de adopterede børn var drenge. Børnene var typisk i alderen to til fire år ved adoptionen. Omkring to tredjedele af børnene havde problemer, da de ankom til Danmark. En tredjedel af børnene udviste ingen problemer. 10

11 I dag 5-15 år senere har ca. to tredjedele af børnene og de unge (fortsat) problemer. Det gælder især de børn og unge, der blev adopteret i en sen alder og de ældste af børnene og de unge. Under opvæksten har de børn, der har udvist problemer især haft indlæringsmæssige og faglige problemer i skolen samt sociale problemer i kontakten med jævnaldrende børn. Desuden har en del af børnene været ukritiske i deres valg af kontakt med børn og voksne. I dag klarer omkring halvdelen af skolebørnene sig i skolen uden behov for særlige støtteforanstaltninger, mens den anden halvdel har støtte i skolen i større eller mindre grad. Knap en tiendedel af børnene modtager specialundervisning i den almindelige skole (og skoleklasse), mens omkring to femtedele af børnene har så store problemer, at de går i specialklasse/specialskole/på heldagsskole, eller er anbragt uden for hjemmet på specialinstitution (fire børn). Omkring halvdelen af børnenes og de unges forældre vurderer, at deres barn også fremover (som unge og voksne) vil have behov for støtte fra den offentlige forvaltning i form af særlige beskæftigelses- og uddannelsestilbud samt boligtilbud, fx ungdomskollektiv med særligt tilsyn. Det er på basis af undersøgelsen svært at sige noget om, i hvor vid udstrækning problemerne omkring børnene og de unge alene skyldes medfødte handicap og børnenes tidligste opvækst på et børnehjem, eller om eventuelle problemer også relaterer sig til børnenes situation som adopterede med de særlige problemer, der kan følge heraf såsom identitetskriser, overvejelser omkring eget ophav og splittelsen mellem to sæt forældre (hvor de er stort set uvidende om egne biologiske forældre). I undersøgelsen, hvor børnene primært beskrives gennem forældrene, er det især deres særlige psykiske og fysiske problemer og handicap, der er fremtrædende. Problemer, der af forældrene i interviewundersøgelsen og i kommentarerne til spørgeskemaerne relateres til børnenes tidligste opvækst på et børnehjem eller til medfødte handicap. De børn og unge, der blev interviewet, og som ikke var præget af store problemer, gav udtryk for, at deres særlige situation som adopterede ikke fyldte meget i deres hverdag, og at de ikke ønskede at føle sig anderledes end andre børn. Men omvendt gav de også udtryk for, at det var rart at 11

12 tale med andre børn og unge, der var adopterede. Udsagn, som nogle af forældrene også støttede i interviewene med dem. Adoptionen og dens konsekvenser for familien Interviewundersøgelsen med de 15 familier viser, at adoptivforældrenes baggrund for at adoptere hovedsagelig er, at de ikke selv har kunnet få børn. Årsager til, at de valgte et barn fra Rumænien var, dels at de ønskede, at deres barn skulle se dansk ud, dels at Rumænien lå geografisk tæt på, og at det var relativt billigt og hurtigt at adoptere fra Rumænien. Nogle forældre oplyser, at de fik vejledning fra amtet i forbindelse med, at de fik barnet stillet i forslag til adoption, mens andre ingen vejledning fik. Den vejledning, der blev givet, bestod hovedsageligt i, at børnelæger uddybede og forklarede de lægelige beskrivelser, der fra rumænsk side var blevet givet af barnet, eller i, at psykologer orienterede de kommende forældre om, at de kunne risikere at modtage et følelsesmæssigt skadet barn. Eventuelle knap så positive oplysninger om barnets trivsel og udvikling afskrækkede dog ikke de kommende forældre i at takke ja til barnet, idet en del forældre var overbeviste om, at barnets eventuelle problemer kunne løses med omsorg og kærlighed. Derfor var det ikke alle forældre, der havde et realistisk billede af, hvilke konsekvenser barnets tidligere baggrund og opvækst kunne få for barnets og deres eget fremtidige liv. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at to tredjedele af forældrene modtog et barn med større eller mindre psykiske og/eller fysiske vanskeligheder, men at kun 10% af disse forældre på forhånd havde fået alle oplysningerne om deres barns situation. Det betyder, at for de øvrige 81 forældre til børn med psykiske og/eller fysiske vanskeligheder var uforberedte på, at de skulle adoptere et barn med vanskeligheder. Det var inden for det første år, at det langsomt gik op for nogle forældre, at deres barn ikke var helt normalt, hvor de i starten tolkede evt. problemer som barnets tilpasningsproblemer til et nyt liv. Interviewundersøgelsen med de 15 familier viser, at børnene reagerede meget forskelligt i den første tid i Danmark. Nogle børn integreredes hurtigt i familien og lærte dansk hurtigt, andre børn har haft svært ved at lære et nyt sprog og at knytte sig til deres nye familie. 12

13 Omkring halvdelen af alle forældre oplyser i spørgeskemaundersøgelsen, at adoptionen af et barn betød større ændringer i deres personlige situation. Det gjaldt især deres beskæftigelsessituation og deres familiesituation, og i mindre omfang deres boligsituation. Forældrenes beskæftigelsessituation påvirkedes, ifølge spørgeskemaundersøgelsen og interviewundersøgelsen, ved, at en af forældrene enten gik ned i arbejdstid, tog et mindre krævende job eller helt holdt op med at arbejde. De familiemæssige påvirkninger skete i form af pres på forældrenes parforhold, reduceret kontakt til familie og venner, voldsom jalousi fra større søskendes side og skilsmisse grundet det stærke følelsesmæssige og praktiske pres, der især blev lagt på de familier, der havde adopteret et barn med fysiske og/eller psykiske vanskeligheder. Familiernes erfaringer med hjælpen fra det offentlige Spørgeskemaundersøgelsen viser, at langt de fleste børn og forældre, nemlig tre fjerdedele af børnene og deres forældre, har modtaget flere hjælpetilbud fra det offentlige hjælpesystem under barnets opvækst. Samlet set har de fleste forældre»i høj grad«eller»i nogen grad«fået udbytte af hjælpen. Imidlertid viser spørgeskema- og interviewundersøgelsen også, at selv om forældre og børn har fået hjælp, og selv om de i større eller mindre grad føler sig hjulpet, mener alle ikke, at kvaliteten og indholdet af hjælpen har været tilstrækkelig god. Forældre har oplevet, at de under deres barns opvækst er stødt på fagfolk, der ikke har vidst, hvad de skulle stille op med barnets problemer, og at de selv som forældre har måttet kæmpe for at få deres barns behov for kvalificeret hjælp og støtte tilgodeset. Det er især forældre til børn med store vanskeligheder, dvs. børn i specialtilbud (specialklasse m.m.), som ikke er særlig tilfredse med skolens tilbud og med den viden, de professionelle har om netop deres barns handicap og problemer. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at det i det første år efter adoptionen især er sundhedsplejersken og familiens praktiserende læge, som familierne modtager hjælp fra. Forældrenes vurderinger af den modtagne hjælp i det første år viser imidlertid, at det især er hjælpen fra speciallæger, som forældrene mener har været en hjælp. 13

14 Gennem børnenes opvækst har over halvdelen af forældre og børn modtaget hjælp og støtte fra familiens praktiserende læge, PPR, lærerne i barnets skole og pædagoger fra barnets dagpasning (SFO eller daginstitution). De personer, som, ifølge forældrene, har hjulpet dem mest op gennem barnets opvækst er familiens praktiserende læge og den fysioterapeutiske bistand. I interviewene med forældrene og i kommentarerne til spørgeskemaet oplyser forældrene i øvrigt, at de har haft svært ved at finde rundt i det offentlige hjælpesystems tilbud, og har haft svært ved at finde frem til relevante tilbud for deres barn. En opgave, de synes, de selv har måttet varetage, fordi der ikke var andre, der varetog den koordinerende opgave omkring hjælpen til deres barn. Hjælpen fra det private netværk Undersøgelsen giver et billede af, at der overvejende er tale om ressourcestærke familier, der har et godt netværk af familie, venner og andre adoptivforældre omkring sig. Omkring halvdelen af forældrene svarer således i spørgeskemaundersøgelsen, at de i høj grad har haft gavn af hjælpen fra familie, venner og andre adoptivforældre i perioden efter det første år. Samværet med andre adoptivfamilier har især givet inspiration og erfaringer med, hvordan man kan håndtere forskellige problemer og kriser, der er relateret til børnenes specifikke problemer og de deraf betingede forhold for familiens fælles liv. I perioder har det dog været svært for mange af familierne at opretholde og benytte sig af deres netværk (ud over familien og de nærmeste venner), fordi de oplever, at det har været så krævende bare at klare dagen og vejen med et barn med fysiske og/eller psykiske vanskeligheder, at der ikke har været overskud til meget andet. Forældres og børns behov for hjælp Undersøgelsen peger i retning af, at der især er behov for en generel større åbenhed og oplysning fra amternes og kommunernes side om adoptanternes muligheder og rettigheder til at få hjælp til deres barn og sig selv, især når børnene udviser svære problemer og handicap. 14

15 Undersøgelsen af forældrenes oplevelser i forbindelse med adoptionen viser, at der er behov for, at forældrene tilbydes hjælp til at håndtere deres følelse af afmagt og sorg i de tilfælde, hvor de ventet eller uventet har adopteret et barn med svære vanskeligheder, samt supervision i forhold til, hvordan de skal håndtere barnets adfærd og reaktioner. Nogle forældre påpeger selv, at der er et stort behov for, at familierne hjælpes på et meget tidligere tidspunkt end hidtil. Det kan fx ske ved opfølgende besøg under hele barnets opvækst fra sagsbehandler, konsulent i amt eller kommune eller anden kontaktperson, så der hurtigt kan iværksættes hjælp til barn og forældre, når der er behov herfor. Nogle forældre efterlyser således en større lydhørhed over for deres problemer fra amt og kommune, herunder PPR s side, en tættere opfølgning af familien efter hjemtagelsen af barnet og en mere faglig kvalificeret vejledning fra kompetente fagfolk i forhold til de problemer familien og barnet står overfor. Nogle forældre udtrykker desuden behov for, at der etableres forældrenetværk, erfaringsudvekslingsgrupper e.l., hvor adoptivforældre, der har fælles problemer, kan udveksle erfaringer og kan få vejledning enten af kompetente fagpersoner og/eller af erfarne adoptanter. Familier med børn med svære vanskeligheder kan ligeledes ifølge forældrene have god gavn af at få tilbud om aflastning enten uden for hjemmet eller i hjemmet, idet det kan være en hjælp i forhold til, at de øvrige søskende får opmærksomhed, og i forhold til at forældrene kan få tid til hinanden. Hvad angår støtten og hjælpen målrettet børnene og de unge, der er adopteret, afslører interviewene med disse ikke umiddelbart, at de skulle have særlige behov for støtte og hjælp i forbindelse med adoptionsproblematikken. Dog viser interviewene også, at de gør sig tanker om det at være adopteret og synes, at det er rart at snakke med andre børn og unge, der også er adopteret, så det kan ikke udelukkes, at de på et tidspunkt får et øget behov for at drøfte deres særlige situation som adopteret. En antagelse, der understøttes af internationale undersøgelser af unge adopteredes øgede risiko i forhold til andre unge for at udvikle alvorlige personlige og sociale problemer. 15

16 1.3 Konklusion Forældres og børns behov for hjælp og støtte kan ifølge den foreliggende undersøgelse, opsummeres på følgende måde: Grundig forberedelse af forældrene inden adoptionen. Sikring af, at der foreligger fyldestgørende oplysninger om barnet inden adoptionen, så forældrene ved, hvad de går ind til. Tidlig indsats ved opsøgende virksomhed fra kompetente fagfolk, som følger barn og familie i længere tid, evt. under hele barnets opvækst. Hjælp til sorg- og krisebearbejdning især til de forældre, der har adopteret et barn med handicap eller svære psykiske vanskeligheder. Hjælp og støtte til forældrene med hensyn til at finde rundt i det offentlige hjælpesystem. Oplysning til forældrene om, hvilke konkrete hjælpetilbud der eksisterer Praktisk og psykisk aflastning, hvis forældrene har adopteret et meget krævende barn, som ikke er let for andre i familien at passe. Faglig kompetent vejledning til forældre, barnet, lærere og pædagoger, der omgås barnet, fra folk, der har en særlig ekspertise om børn med særlige handicap. Mulighed for støtte til børn og unge med henblik på bearbejdning af deres særlige situation som adopterede. Undersøgelsen har vist, at nogle af de ønsker til forbedringer, som forældrene har udtrykt i spørgeskemaundersøgelsen og interviewundersøgelsen, allerede er imødekommet med ændringerne i adoptionslovgivningen. Dette gælder fx de adoptionsforberedende kurser til kommende adoptanter, den bedre beskrivelse af barnets helbredsmæssige situation i matchningsfasen samt den mulighed, der er i dag for, at kommende adoptivforældre kan rådføre sig med de børnelæger, der er tilknyttet de formidlende organisationer og Adoptionsnævnet. Disse tiltag vil uden tvivl komme fremtidige adoptanter til gode. Derudover har telefoninterviewene med amterne vist, at der er store forskelle med hensyn til, hvor stor vægt adoptionsområdet tillægges i de enkelte amter, og at det derfor kan være en fordel at følge erfaringerne fra de amter, der lægger særlig vægt på adoptionsområdet. Fx vil amters og evt. kommuners særlige adoptionsenheder, som er åbne for henvendelser 16

17 fra adoptivfamilierne i forbindelse med barnets opvækst, formodentlig kunne imødekomme mange forældres ønske om at have kontakt til kompetente fagpersoner med erfaring om adoptionsområdet og de problemstillinger, som forældre med adopterede børn oplever. Nogle amter og private organisationer imødekommer forældrenes behov for erfaringsudveksling med ligestillede forældre igennem oprettelsen af forældregrupper eventuelt med psykologer tilknyttet. Erfaringerne fra amterne og de private organisationer med disse tilbud er da også, at forældrene er glade for tilbuddene og i høj grad anvender dem. Dermed bliver nogle forældres behov for støtte og hjælp allerede i høj grad imødekommet. Hvad angår støtten og hjælpen direkte målrettet børnene og de unge er denne tilsyneladende mere sparsom. De adspurgte private organisationer har ingen samtalegrupper e.l. målrettet børn og unge, hvor de kan drøfte deres eventuelle problemer som adopterede. For at skabe en optimal indsats i fremtiden og dermed imødekomme mange af familiernes behov for støtte og hjælp, kunne det være relevant at etablere adoptionsenheder med rådgivningsfunktioner i de kommende statsforvaltninger, der etableres i 2007 som en følge af strukturreformen. Disse enheder kunne rådgive og vejlede adoptionsansøgere, adoptanter, adopterede og professionelle, som til dagligt har med adoption og adopterede at gøre, og kunne ligeledes henvise forældre, lærere og pædagoger til relevante fagfolk samt koordinere og formidle viden på området. I indsatsen over for familier, der har adopteret et barn med handicap, viser undersøgelsen, at det er svært at skelne mellem problemer, der kan opstå, fordi barnet er adopteret, og problemer, der skyldes barnets handicap. Under alle omstændigheder er der i disse familier (som i andre familier med et barn med handicap) tillige behov for særlig specialrådgivning såvel til forældre som til de professionelle (lærere og pædagoger), der dagligt omgås barnet. En opkvalificering eller bibeholdelse af specialviden på handicapområdet er således vigtig for at kunne give forældre og lærere, psykologer m.m. supervision og støtte i deres arbejde med adopterede børn (og andre børn) med handicap. Dette behov vil formodentligt kunne imødekommes ved den kommende VISO (en national viden- og rådgivningsfunktion med 17

18 et landsdækkende netværk af viden- og rådgivningscentre), der etableres i forbindelse med den kommende kommunalreform. Undersøgelsen viser, at adoption af et barn kan være helt problemfrit, men adoption af et barn kan også betyde store omvæltninger og alvorlige problemer, som forældrene er mere eller mindre forberedt på. Det er især sidstnævnte gruppe, der har behov for særlig hjælp, og som er i fokus i den foreliggende undersøgelse. 18

19 2 Baggrund, problemstillinger, formål, metoder og datagrundlag 2.1 Formål med undersøgelsen Projektets overordnede formål er dels at kortlægge samspillet mellem adoptivforældre og det offentliges tilbud om støtte og vejledning, dels at komme med forslag til, hvordan hjælpen og støtten til adoptivforældre og deres børn generelt kan styrkes, når særlige problemer omkring barnet gør sig gældende. I den foreliggende undersøgelse gennemføres en analyse af forholdene omkring danske adoptioner af udenlandske børn med særlig fokus på det offentliges støtte til børn og adoptivforældre efter adoptionen. Undersøgelsen tager udgangspunkt i de rumænske børn, der blev adopteret af danske forældre i perioden , og hvor der i flere tilfælde viste sig at være en del uventede problemer. De problemer, disse adoptivforældre havde og fortsat har, antages at kunne bruges til videnopsamling om adoptionsforløb, som viser sig mere problematiske end først antaget, fordi barnet har svære psykiske og fysiske handicap. I undersøgelsen analyseres det, hvordan støtten fungerer i dag set fra familiernes side, og hvordan den kan styrkes i de tilfælde, hvor der er behov for en særlig indsats med henblik på dels at sikre, at familien kan magte opgaven omkring opdragelsen og omsorgen for adoptivbarnet, dels at sikre, at barnet får et godt voksenliv. 19

20 2.2 Baggrund for undersøgelsen Baggrunden for den foreliggende undersøgelse er en tidligere undersøgelse gennemført af Civilretsdirektoratet om oplysningsgrundlaget for adoptioner i en række familier, der i 1990 erne har adopteret rumænske børn (Civilretsdirektoratet 2000). Denne undersøgelse viste, at der i en række tilfælde kunne konstateres alvorlige uoverensstemmelser mellem de lægelige oplysninger i de rumænske dokumenter og barnets psykiske og motoriske udvikling ved ankomsten til Danmark. Dette betød, at nogle forældre helt uforberedt modtog et barn med alvorlige psykiske og/eller fysiske handicap i stedet for et»normalt barn«2. Blandt disse familier var der flere, der pegede på, at de syntes, at de har haft svært ved at opnå den nødvendige støtte og hjælp fra det offentlige. Desuden havde det været uigennemsigtigt, hvilke behandlings- og rådgivningstilbud der kunne tilbydes forældre og børn fra amters og kommuners side. Det betød en alvorlig belastning af familien. Den foreliggende undersøgelse er gennemført på foranledning af Civilretsdirektoratet (nu Familiestyrelsen), der ønsker støtten og vejledningen til adoptionsforældre efter modtagelsen af barnet undersøgt nærmere. Det gælder især de mere problemfyldte forløb, hvor barnet har alvorlige psykiske eller fysiske handicap. 2.3 Problemstillinger I undersøgelsen af, hvilke tilbud adoptionsfamilier modtager og har modtaget under barnets opvækst, og hvilket udbytte de mener, de har af hjælpen, tages udgangspunkt i amternes og kommunernes organisering af arbejdet med adoptivfamilier og deres tilbud til børn og unge med fysiske og psykiske problemer og handicap. I undersøgelsen fokuseres på de rent faktiske tilbud om hjælp og på, hvilke erfaringer adoptivfamilierne har med denne hjælp. Denne problematik beskrives og analyseres i lyset af, hvilke behov for hjælp adoptivforældrene oplever, at de har. 20

21 Det er vigtigt at understrege, at der omkring de enkelte adoptionsforløb alene tages udgangspunkt i forældrenes erfaringer. Problemstillinger i undersøgelsen 1. Er der særlige tilbud i amter og kommuner til forældre, der har adopteret et barn, og i bekræftende fald hvilke? 2. Hvilke problemer frembyder adoptivbørnene set ud fra forældrenes perspektiv, og hvordan reagerer adoptivforældrene på disse? 3. Hvilke problemer oplever familierne selv, at de har som følge af, at de har adopteret et barn? 4. Hvilke typer af tilbud har familien modtaget, hvad karakteriserer disse tilbud, hvilke erfaringer har familierne med disse, og hvad er afgørende for, at familien synes, at de har fået hjælp? 5. Hvad er afgørende for kvaliteten af og omfanget af hjælp fra amter og kommuner set fra forældrenes side? 6. Hvordan kunne man forestille sig en fremtidig organisering af og indhold i hjælpen til adoptivfamilier? 2.4 Metode og dataindsamling Telefoninterview med sagsbehandlere og konsulenter, der er ansvarlige for adoptionsområdet i landets amter. Denne undersøgelse involverer alle landets amter, hvor det typisk er en børne- ungekonsulent i amtet, der har medvirket i telefoninterviewet. Denne undersøgelse gennemførtes med henblik på en kortlægning af de aktuelle tilbud i amterne til adoptivforældre efter adoptionen. Denne undersøgelse belyser således de nuværende tilbud og ikke de tilbud, som blev tilbudt i 1990 erne, hvor de rumænske børn adopteredes. Kvalitative interview med sagsbehandlere i tre udvalgte amter og en kommune, hvor man har specialiseret sig i at rådgive og støtte adoptivfamilierne med henblik på at indhente disse amter og kommunens erfaringer med støtten og hjælpen til adoptivfamilierne. Udvælgelsen af disse foretoges på basis af ovenstående telefoninterviewundersøgelse. I analysen af udvalgte tilbud ses der således især på hjælpens organisering og indhold i amt og kommune, herunder den opsøgende indsats i 21

22 forhold til familierne samt erfaringer med arbejdet med adoptivfamilierne. Spørgeskemaundersøgelse stilet til alle de familier, der har modtaget et rumænsk adoptivbarn i 1990 erne (160 familier med samlet 201 børn, idet flere familier har adopteret mere end et barn fra Rumænien) med henblik på at få et billede af, hvilken betydning adoptionen har haft for barnets familie. Herunder hvilke problemer der har været omkring barnet, hvilken hjælp familien har modtaget, og hvilke erfaringer de har med denne hjælp? Endelig indeholdt spørgeskemaundersøgelsen også et spørgsmål om, hvilke ønsker og forslag de har om hjælp til familier, der adopterer et barn. En dybtgående kvalitativ interviewundersøgelse med 15 adoptivforældre og ni børn i alderen 11 til 15 år. To tredjedele af forældrene havde ved besvarelsen i ovennævnte spørgeskemaundersøgelse svaret bekræftende på, at de gerne ville deltage i et interview. Forældrene interviewedes om deres erfaringer med adoptionsprocessen, deres barns eventuelle problemer under opvæksten, hvilke problemer de som forældre har haft, hvilken hjælp de har modtaget, og hvilke ønsker de kunne have haft til hjælp under barnets opvækst. Familierne til interview udvalgtes på basis af spørgeskemaundersøgelsen. I det omfang det var muligt, deltog børnene også i et interview, dvs. afhængigt af børnenes evne og mulighed for at indgå i et interview samt forældres og børns accept af dette. Telefoninterview med otte private adoptionsorganisationer og-rådgivninger med henblik på at afdække adoptivbørns muligheder for at få hjælp og rådgivning omkring deres særlige situation som adoptivbørn. Litteraturstudier primært af undersøgelser om adopterede børn fra Rumænien. Metodemæssigt lægger undersøgelsens problemstilling op til et design, hvor der indgår både en kvantitativ tilgang i form af en spørgeskemaundersøgelse og en kvalitativ tilgang i form af interview. Oplysningerne fra spørgeskemaerne er behandlet statistisk. Rapporten er forsøgt gjort læsevenlig og forståelig for alle uanset kendskab til statistiske analyser. Der er i den statistiske bearbejdning anvendt chi 2 -test med et 22

23 signifikansniveau på 0,05 (angivet som P værdi), hvilket angiver, at der er mindre end 5% sandsynlighed for, at en sammenhæng er tilfældig. Når der fx under en tabel står P=0,01 vil det sige, at der er under 1% sandsynlighed for, at en funden sammenhæng er tilfældig. Bogstavet»N«i tabellerne viser antallet af forældre, der har besvaret det pågældende spørgsmål, idet ikke alle forældre har besvaret alle spørgsmål. 2.5 Etik Alle interview med de unge/børnene og deres forældre er blevet optaget på bånd, og disse er efterfølgende udskrevet. Båndene og interviewudskrifterne vil (jf. datatilsynets standardregler) efter undersøgelsens afslutning blive slettet. De interviewede er blevet gjort opmærksomme på, at deres deltagelse er frivillig, at deres oplysninger og erfaringer vil blive behandlet som fortrolige oplysninger af forskerteamet, og at alle oplysninger anonymiseres i den afsluttende rapport om undersøgelsens resultater. 2.6 Datagrundlag Telefoninterview med amterne Der foretoges telefoninterview med sagsbehandlere og konsulenter, der er ansvarlige for adoptionsområdet, i alle landets amter samt Frederiksberg og Københavns Kommuner. Kvalitative interview med udvalgte amter og en kommune de gode eksempler Der er efterfølgende udvalgt tre amter og en kommune, som bemærker sig ved at have en særlig høj grad af specialisering inden for adoptionsrådgivningsarbejdet med henblik på en uddybende undersøgelse af rådgivningsarbejdet. Undersøgelsen tager form af kvalitative interview. Kontakt til private organisationer og rådgivninger Der etableredes kontakt til følgende private adoptionsorganisationer og 23

24 rådgivninger: Adoption & Samfund, Adoption & Samfund adoptionslinjen, Danadopt, A.C. Børnehjælp, Landsforeningen STAMTRÆET, Koreaklubben, Foreningen for adopterede og Børns Vilkår børnetelefonen. Spørgeskemaundersøgelsen blandt forældrene Der udsendtes spørgeskema til 160 familier med samlet 201 børn. Hver familie blev bedt om at udfylde et skema. I de tilfælde, hvor forældrene var skilt, blev skemaet udfyldt af den forælder, barnet boede hos. Der indkom spørgeskemaer fra 121 familier med samlet 150 børn. Det giver en svarprocent på 75%. Der udsendtes én rykker. I forbindelse med bortfaldsanalysen udsendtes et brev til de 43 familier, som ikke ved de to første henvendelser havde indsendt et besvaret spørgeskema med henblik på en uddybning af, hvorfor de ikke havde ønsket at deltage i undersøgelsen. Heraf svarede 17 familier på, hvorfor de ikke havde reageret på undersøgelsen. Familierne angav bl.a. følgende årsager til, at de ikke havde reageret: Spørgeskemaet passede ikke til deres erfaringer, spørgsmålene fokuserede alene på den negative side af historien omkring adoptionen, familien havde ingen problemer og syntes derfor ikke, at der var nogen grund til, at de svarede, familien ønskede ikke at rippe op i ubehagelige minder. Henvendelsen resulterede i, at yderligere syv spørgeskemaer kom retur i udfyldt stand (plus tre skemaer, der indkom for sent til at kunne indgå i undersøgelsen). To breve kom retur med påskriften»ubekendt på adressen«. To skrev, at de ikke ønskede at deltage. Den ene fordi der ingen særlige problemer var omkring barnet, og den anden fordi de frygtede, at undersøgelsen (yderligere) ville stemple de børn, der blev adopteret i 1990 erne fra Rumænien, negativt. De resterende 26 familier reagerede ikke på henvendelsen. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at denne gruppe skulle adskille sig fra dem, der har svaret. Undersøgelsen med de 150 børn betragtes derfor som repræsentativ for gruppen af adopterede børn. Resultatet blev, at 89 drenge og 60 piger (1 uoplyst) indgår i undersøgelsen. Børnenes alder ved adoptionen er centreret omkring alderen 2-4 år. 24

25 Interviewundersøgelsen I den kvalitative interviewmetode indgår der relativt få men dybdegående interview. Det er foretaget en strategisk udvælgelse af interviewpersoner, for at få flest mulige aspekter belyst. Interviewfamilierne repræsenterer den samlede populations bredde hvad angår hjemkommune omfanget af problemer omkring børnene og familiens brug af offentlige ydelser med en særlig vægtning af familier, hvor der har været forholdsvis mange problemer omkring børnene med deraf følgende øget behov for hjælp udefra spredning i familieformer således, at der er udvalgt såvel familier med et barn som familier med flere børn. I interviewene indgår 15 familier med samlet 20 børn (jf. tabel 2.1). Syv piger og 13 drenge, som ved adoptionen var i alderen et til syv år med en koncentration af børn, der blev adopteret som tre- og fire-årige. På interviewtidspunktet var børnene i alderen 9 til 17 år. Det besluttedes, af hensyn til børnene, at kun børn i alderen 12 år og derover skulle spørges, hvorvidt de ville interviewes. I alt ni børn og unge indgik i interviewene. Tabel 2.1 Barnets alder ved adoption fordelt på børn i spørgeskemaundersøgelsen og interviewundersøgelsen Alder ved adoption Antal i spørgeskemaundersøgelsen Antal i interviewundersøgelsen Uoplyst 5 - I alt

26 Forældrenes reaktion på undersøgelsen Udsendelsen af spørgeskemaet medførte usædvanligt mange positive henvendelser fra forældrene. En del henvendelser handlede om afklaring af spørgsmål i spørgeskemaet eller anmodning om flere spørgeskemaer. En del af disse henvendelser endte med at blive længere samtaler om forholdene i familien og forældrens oplevelser i forbindelse med adoptionen, som illustrerede de mange og store problemer, flere af familierne har haft under børnenes opvækst. Flere forældre har også ringet for at fortælle om deres situation og behovet for vejledning og støtte. Dette kan tolkes som et signal om, at der er et udækket behov blandt nogle forældre for at tale om deres barns situation, at få drøftet alle de oplevelser, de har haft fra adoptionsforløbet, og søgen efter personer, der kan hjælpe med at finde frem til, hvordan de skal løse de problemer, de står overfor her og nu og i fremtiden. Dette billede bekræftes også i spørgeskemabesvarelserne, hvor to tredjedele af forældrene oplyser, at de gerne vil deltage i et interview. Alle de forældre, der har henvendt sig, har givet udtryk for, at de er meget glade for udsigten til, at der med denne undersøgelse sker en erfaringsopsamling i forhold til de adopterede børn fra Rumænien og deres særlige situation. Hertil kommer, at der har været en del henvendelser fra forældre, der meget gerne ville bidrage, men som ikke synes, at de har haft tid og overskud til at udfylde et spørgeskema. Dette har bl.a. resulteret i, at et af spørgeskemaerne blev udfyldt som telefoninterview, og at andre forældre fik skubbet afleveringstidspunktet for spørgeskemaet helt frem til rapportskrivningstidspunktet. Der var ingen af dem, der blev bedt om at deltage i interviewundersøgelsen, der sagde nej til at deltage. Forældrene blev anmodet om, at de begge samt deres børn var til stede ved interviewet. Bortset fra to interview, som foregik i den ene forælders egen private virksomhed, foregik interviewene i familiernes hjem, hvor børnene i de fleste tilfælde også var til stede. Børnene blev enten interviewet alene på deres værelse, eller i familiens stue, hvor hele familien var samlet, og hvor interviewet foregik som en almindelig samtalesituation. 26

27 2.7 International adoption At adoptere et barn internationalt kræver, at der er indgået et samarbejde mellem giverlandet og modtagerlandet, og adoptionsprocessen involverer en række myndigheder, institutioner og organisationer m.v. i begge lande. Lidt forsimplet kan man sige, at modtagerlandet skal sikre sig, at forældre, der ønsker at adoptere, er velegnede til det, mens giverlandet skal sikre sig, at børn, der bortadopteres, er frigivet til international adoption. Den vigtigste internationale konvention på adoptionsområdet er Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Haagerkonventionen forpligter bl.a. giverlandet til, at det før frigivelsen af et barn til adoption undersøges, om barnet vil kunne få et hjem hos sin biologiske familie. Kan dette ikke lade sig gøre, skal myndighederne prøve at finde en familie i barnets hjemland. Kun hvis dette mislykkes, kan international adoption blive en mulighed. Formidlingen af adoptivbørn fra Rumænien til Danmark blev påbegyndt i 1990 og fortsatte frem til slutningen af 1990 erne, hvor alle adoptioner fra Rumænien blev stoppet. Haagerkonventionen trådte i kraft i Rumænien den 1. maj 1995 og i Danmark den 1. november Haagerkonventionen har således kun været i anvendelse i forhold til de sager vedrørende rumænske børn, hvor adoptanterne har indgivet ansøgning om godkendelse som adoptant efter den 1. november 1997 (Civilretsdirektoratet 2000). 2.8 Adoptionsproceduren i 1990 erne Det grundlæggende princip i forbindelse med godkendelsen af adoptanter er, at hensynet til barnets bedste kommer i første række. Ansøgeren har dermed ikke et retskrav på at kunne adoptere et barn, og afgørelser om godkendelse skal altid afgøres i forhold til, hvad der er bedst for barnet. I dette afsnit beskrives kort adoptionsproceduren, som den var i 1990 erne, og i afsnit 2.10 omtales ændringen af adoptionsloven i

28 Adoptionsproceduren faldt i 1990 som i dag i to faser: Godkendelsesfasen og formidlingsfasen (matchningfasen) (se fx Civilretsdirektoratet 2000). Godkendelsesfasen Afgørelsen om godkendelse blev truffet af det amtskommunale samråd 3 med klagemulighed til Adoptionsnævnet. I godkendelsesfasen søgte adoptanterne i første omgang det amtskommunale adoptionssamråd om en»abstrakt godkendelse«, dvs. om at blive godkendt til at adoptere et ikke nærmere specificeret adoptivbarn. Normalt blev der søgt om en»almen godkendelse«til et barn i alderen 0-36 måneder uden væsentlige kendte fysiske og psykiske problemer, men der kunne søges om en»udvidet godkendelse«, hvis adoptanterne ønskede mulighed for at adoptere et ældre barn, søskende eller et barn med særlige helbredsmæssige problemer. Med hensyn til alder gjaldt det også dengang (ligesom i dag), at der højst måtte være 40 år mellem den ældste af adoptanterne og det adopterede barn. Formidlingsfasen Opgaven med at formidle kontakten mellem det enkelte barn og den enkelte adoptionsansøger blev varetaget af de formidlende organisationer, der af justitsministeren (Civilretsdirektoratet) var godkendt til at varetage denne opgave. Det afhang af den enkelte organisations kontakter i udlandet, hvilke lande der kunne formidles børn fra, ligesom der kunne være forskel på priser og forretningsgange. I 1990 erne eksisterede der tre formidlende organisationer, hvoraf to Terre des Hommes og DanAdopt i starten af 1990 erne etablerede formidlingskontakter i Rumænien. I 1991 kom de første rumænske adoptivbørn til Danmark, og i løbet af 1990 erne blev der adopteret omkring 200 børn fra Rumænien langt de fleste gennem organisationen Terre des Hommes. Når den formidlende organisation og myndighederne i giverlandet havde fundet frem til et passende match mellem et barn, der ønskedes bort- 28

29 adopteret, og en familie, der var godkendt til at adoptere, blev barnet stillet i forslag til familien. Dette forslag skulle godkendes af det amtskommunale adoptionssamråd, der ud fra de lægelige og sociale oplysninger om barnet tog stilling til, om barnet lå inden for ansøgernes godkendelse, og afgjorde, om forslaget kunne tiltrædes. Når familien havde hentet et udenlandsk barn til landet, gjaldt det som hovedregel, at der først efter tre måneder kunne søges om adoptionsbevilling. I de tre måneder den såkaldte»mellemperiode«opholdt barnet sig hos ansøgerne som et plejebarn. Denne praksis var bl.a. begrundet i giverlandenes krav om en observationsperiode, hvor adoptionsforløbet kunne vurderes, før der blev udstedt dansk bevilling. I 1997 blev adoptionsloven ændret, således at»mellemperioden«blev afskaffet, for så vidt angår adoptioner omfattet af Haagerkonventionen. 4 For disse adoptioner gjaldt herefter, at den danske bevilling skulle udfærdiges hurtigst muligt efter hjemtagelsen af barnet, og at bevillingen blev tillagt virkning fra barnets ankomst til Danmark. Efter hjemtagelsen af barnet skulle amtet forestå et antal opfølgningsbesøg, som skulle danne baggrund for en afrapportering omkring bl.a. barnets fysiske og mentale udvikling, tilpasning i hjem og omgivende samfund samt omgivelsernes accept af barnet. Denne afrapportering skulle sendes til myndighederne i giverlandet, som også bestemte, hvor mange besøg der skulle ligge til grund for afrapporteringen. De fleste giverlande krævede minimum et opfølgningsbesøg efter tre måneder (dette var tilfældet for de rumænske børn i 1990 erne), og enkelte lande krævede, at barnet fulgtes helt op til skolealderen. Inden hjemtagelsen af barnet skrev forældrene under på, at de var indforstået med, at myndighederne (amterne) forestod det givne antal opfølgningsbesøg. 2.9 Adoptionsproceduren efter år 2000 I 1999 vedtog Folketinget ved lov nr. 358 af 2. juni 1999 en række ændringer i adoptionsloven. Disse ændringer trådte i kraft henholdsvis 1. januar og 1. april 2000 og gælder derfor ikke for de adoptioner, der indgår i indeværende undersøgelse. 29

30 Lovændringerne, der byggede på de anbefalinger, som Justitsministeriets Adoptionsudvalg fremkom med i betænkning nr. 1338/1997, tilstræbte at gøre reglerne om undersøgelse og godkendelse af kommende adoptanter mere smidige og tidssvarende, ligesom det var hensigten at styrke tilsynet med adoptionssamrådene og de formidlende organisationer. Godkendelsesfasen Den overordnede beskrivelse af godkendelsesfasen (i afsnit 2.8) er også dækkende for godkendelsesproceduren efter lovændringen i Den nærmere procedure i forbindelse med godkendelsen er imidlertid nu som konsekvens af lovændringen tilrettelagt således, at adoptionsansøgerne fremover får mere medbestemmelse og medansvar i forbindelse med adoptionen, mens myndighedernes kontrolfunktion er nedtonet i forhold til tidligere. En ændring er fx, at alle førstegangsadoptanter til udenlandske børn nu skal igennem et adoptionsforberedende kursus, der skal give adoptionsansøgerne kendskab til nogle af de problemstillinger og forhold, der gør sig gældende, når man adopterer et barn fra et andet land. Formålet med kurserne er at sikre, at ansøgerne bliver bedre forberedte på at modtage et udenlandsk adoptivbarn og er kvalificerede til at yde omsorg for barnet. Myndighederne har i forbindelse med den nye godkendelsesfase i høj grad en rådgivende rolle, hvor det er op til familierne selv at vurdere, om de har de nødvendige ressourcer til at adoptere et udenlandsk barn. Adoptionssamrådene har mulighed for at pålægge tidligere adoptanter, der ønsker at adoptere et barn mere, at de skal på et adoptionsforberedende kursus forud for godkendelsen til endnu en adoption. Formidlingsfasen I formidlingsfasen har adoptanterne ligeledes fået mere medbestemmelse, idet adoptionssamrådet ikke længere skal godkende matchningforslag, der ligger inden for ansøgernes godkendelse. Det er i første omgang den formidlende organisation, der skal vurdere, om forslaget ligger inden for godkendelsen, og der er i den forbindelse stillet krav om, at organisationen bl.a. skal have sagkyndige børnelæger til rådighed. Hvis den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt matchningforslaget ligger inden 30

31 for ansøgernes godkendelse, eller hvis organisationen vurderer, at forslaget falder uden for godkendelsen, skal sagen forelægges adoptionssamrådet. Ansøgerne har i forbindelse med deres stillingtagen til et matchningforslag mulighed for at søge rådgivning hos fx de læger, der er tilknyttet de formidlende organisationer, eller Adoptionsnævnet eller hos ansøgernes egen læge. Hvis adoptionssamrådet har været inddraget i sagen, kan ansøgerne tillige søge rådgivning hos amtskommunens lægelige sagkundskab. Lovændringen i 2000 indebar, at»mellemperioden«blev endeligt afskaffet også for sager, der ikke var omfattet af Haagerkonventionen. Det kom således til at gælde for alle adoptioner fra udlandet, at bevillingen om adoption skal udfærdiges hurtigst muligt efter hjemtagelsen af barnet, og at bevillingen har virkning fra barnets ankomst til Danmark. For enkelte landes vedkommende gælder det dog fortsat, at det ikke er muligt straks efter hjemtagelsen af barnet at udstede en dansk bevilling. Det bemærkes, at adoptionsloven senest er ændret i 2004, således at udenlandske adoptionsafgørelser i en række nærmere bestemte giverlande anerkendes umiddelbart i Danmark. Dette betyder, at der ikke udfærdiges dansk bevilling, og at adoptionens retsvirkninger også i Danmark indtræder ved udstedelse af den udenlandske adoptionsafgørelse. Ud over ændringerne i godkendelses- og formidlingsfasen indebar lovændringen i 2000 en styrkelse af tilsynet med de formidlende organisationer, og en del af tilsynet blev i den forbindelse overført fra Civilretsdirektoratet til Adoptionsnævnet. Civilretsdirektoratet varetager således efter lovændringen det overordnede tilsyn med organisationernes organisatoriske og økonomiske forhold, og Adoptionsnævnet varetager tilsynet med organisationernes behandling af matchningforslag og deres virksomhed i udlandet Orlov ved adoption En adoptionsansøger har i forbindelse med adoption ret til orlov i samme omfang, som ansøgeren har ret til dagpenge, jf. lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov mv. 7, stk

32 Efter dagpengelovens 14, stk. 1, er der ret til dagpenge i op til 46 uger efter modtagelsen af barnet, hvis adoptionsmyndighederne bestemmer, at ansøgeren eller den ene af to ansøgere, der adopterer sammen, skal være i hjemmet i en periode efter modtagelsen af barnet. Afgørelsen om, at der skal holdes orlov, træffes af amtskommunen, og det vil i praksis normalt være et krav for at blive godkendt som adoptant, at man er indstillet på at holde orlov i forbindelse med hjemtagelsen af barnet Støtten til forældre der adopterer I Danmark er amtet den primære instans både omkring adoptionsforløbet (godkendelse, udarbejdelse af social rapport m.m.) og i det efterfølgende forløb efter hjemtagelsen af barnet (besøg, udarbejdelse af opfølgningsrapporter m.m.). Adoptivforældrenes hjemkommune spiller især en vigtig rolle efter adoptionen, både i forhold til støtten til hele familien bl.a. omkring rådgivning af familien, og i støtten til det enkelte barn samt barnets ophold i skole og fritidsforanstaltninger. Adoptivfamilier vil således på lige fod med alle andre børnefamilier også kunne opnå hjælp og støtte fra det almindelige, offentlige hjælpesystem, hvis deres barn har problemer. Det gælder amtets rådgivningsenheder (specialrådgivningen og børn og unge/familierådgivningen), amtets sygehuse (typisk de pædiatriske og psykiatriske afdelinger), dagtilbud (fx ved placering på daginstitution for fysisk og psykisk handicappede børn), ved døgninstitutionsanbringelse på en af amtets døgninstitutioner, og ved iværksættelse af vidtgående specialundervisning m.m. Det gælder kommunernes familieafdelinger (jf. servicelovens 29 og 40), og PPR (pædagogiske og psykologiske rådgivninger) ved psykologiske undersøgelser og bistand samt ved visitation til almindelig eller udvidet specialundervisning (folkeskolelovens 20.1 og 20.2). Det betyder, at der er mange forskellige offentlige instanser, der kan være involveret og relevant for en familie med et barn med psykiske og/eller fysiske vanskeligheder. 32