Dragen er landet. Skiftet i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika i det 21. århundrede. Speciale i Statskundskab Marts 2010 Aarhus Universitet

Transkript

1 Dragen er landet Skiftet i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika i det 21. århundrede Speciale i Statskundskab Marts 2010 Aarhus Universitet Michael Clausen: Vejleder: Clemens Stubbe Østergaard Antal ord:

2 Abstract The Dragon has Landed The Shift in China s Foreign Policy towards Latin America in the 21st Century The dramatic rise of China has been one of the most important developments in international relations over the last 10 to 15 years. As China is growing stronger, the Middle Kingdom is beginning to assert its influence all over the world. This thesis sets out to explain a recent intriguing development in Chinese foreign policy. Since the turn of the 21st century a significant shift in China s foreign policy towards Latin America has been evident. Historically, Latin America has played only a peripheral role in Chinese foreign policy. Yet, over the last decade China has engaged this geographically and culturally distant region of the world in political, diplomatic, economic, military, technological, and cultural terms. The explicit objective is to identify the factors that can account for the shift in Chinese foreign policy towards Latin America by applying a theoretical framework to explain foreign policy shifts based on the role of external factors, domestic factors, background historical and cultural factors, and factors within the policymaking process. Several important findings emerge from the analysis. The external security environment has had a facilitating effect on China s ability to pursue a new foreign policy towards Latin America rather than being an explanatory factor in its own right. In contrast, domestic factors such as internal threats and economic conditions within China prove to be the factors with the most explanatory power along with historical and cultural factors. On the basis of the analysis, four main Chinese objectives in Latin America emerge: access to natural resources, access to new markets for exports, increased international status, and the diplomatic isolation of Taiwan. The encompassing nature and ever increasing intensity of China s engagement in the region indicate that China intends to stay in Latin America the backyard of the United States for the long haul. This will likely have serious implications for the future of the Western hemisphere. 2

3 Indholdsfortegnelse Kapitel 1. Indledning Baggrund: Kinas relationer mellem Latinamerika i historisk perspektiv Paradokset Problemformulering Specialets opbygning 12 Kapitel 2. Metodologi Forskningsdesign Litteratur: Kildetriangulering og kildekritik Afgrænsninger og begrænsninger 16 Kapitel 3. Teori International politik og udenrigspolitik Ydre teoretisk ramme: Neoklassisk realisme Grundlæggende mål for staters udenrigspolitik Kal Holstis teoretiske model over skift i udenrigspolitik 25 Kapitel 4. Analyse Afhængig variabel: Skiftet i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika Politiske og diplomatiske relationer Økonomiske relationer Militære og teknologiske relationer Kulturelle relationer Opsamling: Skiftet i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika i det 21. århundrede Forklaringer på Kinas udenrigspolitiske skift over for Latinamerika: Eksterne faktorer Militære trusler 46 Regionale begrænsninger 47 Globale begrænsninger Andre eksterne faktorer Delkonklusion: Eksterne faktorer 52 3

4 4.3 Forklaringer på Kinas udenrigspolitiske skift over for Latinamerika: Indenrigspolitiske faktorer Interne trusler Økonomiske forhold 57 Kinas efterspørgsel på naturressourcer 57 Kinas efterspørgsel på landbrugsprodukter og andre fødevarer Politisk fraktionsdannelse Delkonklusion: Indenrigspolitiske faktorer Forklaringer på Kinas udenrigspolitiske skift over for Latinamerika: Baggrundsmæssige historiske og kulturelle faktorer 66 Den kinesiske identitet 67 Genrejsning af Kinas internationale status 68 Modvirkelse af Taiwans løsrivelsespolitik Delkonklusion: Baggrundsmæssige historiske og kulturelle faktorer Forklaringer på Kinas udenrigspolitiske skift over for Latinamerika: Mellemkommende faktorer Delkonklusion: Mellemkommende faktorer 75 Kapitel 5. Konklusion Konklusion: Forklarende faktorer Metodisk kritik: Holstis models muligheder og begrænsninger Kinas fremtidige engagement i Latinamerika En drage i baghaven: Implikationer i forhold til USA 84 Litteratur 87 4

5 Kapitel 1 Indledning Distance can never separate true friendship. The relations between China and Latin America have never been as close as today and tomorrow both sides will surely come even closer. Let s join hands and seize the historical opportunities to open new fronts in the friendly cooperative relations between China and Latin America, bring about benefits to both peoples and enhance the lofty cause of promoting world peace and development. (Hu Jintao, 2004) 1 I april 2001 begav Kinas daværende præsident Jiang Zemin sig ud på en historisk rejse. Turen gik til Latinamerika, der ellers traditionelt har indtaget en perifer position i kinesisk udenrigspolitik. Det var ikke kun destinationen, der var bemærkelsesværdig. Også omfanget af Jiangs besøg i Latinamerika var hidtil uset, idet han på tolv dage besøgte ikke færre end seks lande i regionen i form af Argentina, Brasilien, Chile, Cuba, Uruguay og Venezuela. Besøget er blevet kaldt det indtil da mest ambitiøse besøg i Latinamerika af en kinesisk leder nogensinde (Kurlantzick, 2006: 34). Dette skyldes snarere den massive symbolske værdi af besøget i form af erklærede intentioner og målsætninger - end konkrete resultater, idet besøget var præget af relativt uhåndgribelige mål om at skabe gensidig tillid samt at styrke såvel politiske som økonomiske relationer. Der hersker imidlertid ingen tvivl om, at besøget var afgørende i åbningen af forholdet mellem Kina og Latinamerika. Jiangs besøg på det fjerne kontinent i vest var den første store indikation på, at Latinamerika ikke længere var ubetydelig i Kinas udenrigspolitiske optik. Kineserne havde med andre ord fået øjnene op for det kinesisk-latinamerikanske forholds potentiale og ønskede nu at indlede et tæt samarbejde på højeste politiske og økonomiske niveau. Hvor Jiang Zemins rejse til Latinamerika i 2001 markerede begyndelsen på en ny æra i det kinesisk-latinamerikanske forhold, var præsident Hu Jintaos ligeledes tolv dage lange besøg i november 2004, hvor han lagde vejen forbi Argentina, Brasilien, Chile og Cuba, en videreførelse og intensivering heraf (Kurlantzick, 2006: 33). Hus besøg udviklede sig til ét stort triumftog. 1 Joining Hands to Enhance Friendship between China and Latin America, Hu Jintaos store tale til det brasilianske parlament under sit tolv dage lange besøg i Latinamerika i november

6 Under massiv lokal mediedækning blev den kinesiske præsident modtaget på fornem vis over alt på sin vej, ligesom latinamerikanske politikere og erhvervsledere kappedes om Hus opmærksomhed. Hu havde mere konkrete og vidtrækkende politiske og økonomiske løfter med i bagagen, end Jiang havde haft tre år forinden. Euforien blandt de latinamerikanske politikere og erhvervsledere var ikke til at tage fejl af, da lokale medier rapporterede, at Hu i en tale i Argentina skulle have lovet, at Kina ville investere $100 mia. i Latinamerika over de efterfølgende ti år. 2 Ud over omfattende investeringsaftaler, hvoraf mange er rettet mod at sikre optimal kinesisk adgang til naturressourcer i Latinamerika, opgraderede Hu bl.a. Kinas forhold til Brasilien til et strategisk partnerskab uden forbehold, ligesom der blev underskrevet over 400 aftaler med latinamerikanske lande på en bred vifte af områder. Få måneder efter Hus besøg var vicepræsident Zeng Quinghong i Latinamerika, hvor han ledsaget af en række kinesiske erhvervsledere underskrev nye, store olie- og gasaftaler, bl.a. med Venezuela (Kurlantzick, 2006:33). Disse er sidenhen blevet efterfulgt af en perlerække af aftaler af forskellig karakter mellem Kina og Latinamerika, først og fremmest i olie-, gas- og kobberindustrien samt infrastrukturprojekter. Den dramatiske udvikling i forholdet mellem Kina og Latinamerika kan aflæses i det faktum, at den kinesiske regering i 2008 for første gang nogensinde offentliggjorde en officiel Latinamerika-strategi, den såkaldte China's Policy Paper on Latin America and the Caribbean 3 (GoC, 2008a). Den markante ændring i Kinas udenrigspolitiske strategi over for Latinamerika er en del af en større global aktivisme fra kinesisk side. Omdrejningspunktet for dette speciale er at forklare, hvad der ligger bag Kinas satsning på netop Latinamerika, en region der historisk har spillet en nærmest usynlig rolle i Kinas udenrigspolitik. Gennem en dybdegående analyse af de faktorer, der motiverer Kinas nye og for mange overraskende engagement i Latinamerika er hensigten samtidig at kunne forklare, hvordan det var muligt, og hvorfor det var nødvendigt for kineserne at lave en så radikal kursændring i udenrigspolitikken. 2 Det viste sig efterfølgende, at Hu var blevet fejlciteret af de latinamerikanske aviser. Godt nok lovede Hu yderligere kinesiske investeringer i Latinamerika, men for et beløb i omegnen af $30 mia. Beløbet på $100 mia. henviste i stedet til Kinas mål for omfanget af bilateral handel mellem Kina og Latinamerika inden år Dette mål blev nået allerede i 2007 (Jiang, 2008: 39). 3 I 2006 fremlagde Kina for første gang en lignende strategi for Afrika, China s African Policy, en anden vigtig region af udviklingslande for Kina, ( 6

7 1.1 Baggrund: Kinas relationer med Latinamerika i historisk perspektiv Et historisk tilbageblik viser, at Kina ikke er nogen ny aktør i Latinamerika. Faktisk kan de første relationer mellem Kina og Latinamerika spores tilbage til 1570 erne, hvor handel mellem de to tværs over Stillehavet begyndte at blomstre (Song, 2004: 1-2). Her eksporterede Kina silke, porcelæn, krudt og bomuldsgarn til de latinamerikanske stillehavslande i bytte for bl.a. guld og sølv. På trods af disse tidlige handelsfremstød har Kina og Latinamerika dog historisk set ikke haft et tæt forhold. Politisk kontakt af betydning har i mange år implicit været blokeret af Monroe-doktrinen fra 1823, opkaldt efter den daværende amerikanske præsident James Monroe. Ifølge doktrinen betragtede USA hele den vestlige hemisfære som sin interessesfære, hvorfor europæiske stormagter, og senere andre stormagter verden over, ifølge amerikanerne skulle afholde sig fra at søge indflydelse i Latinamerika (Tremblay, 2004: ). Således er Latinamerika i mange år dels pga. Monroe-doktrinen, dels pga. geografiske forhold blevet betragtet som USA s baghave. Stormagter har derfor været bevidste om, at det ville være en betydelig provokation mod USA at engagere sig for meget i regionen. En anden form for kontakt mellem Kina og Latinamerika opstod imidlertid fra midten af det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede. I løbet af disse hundrede år fandt flere migrationsbølger sted, hvor kinesere emigrerede fra et kriseramt og ustabilt Kina i jagten på et nyt liv i Latinamerika (Song, 2004: 2). Som en konsekvens af dette har flere latinamerikanske lande i dag relativt store befolkningsgrupper af kinesisk herkomst, heriblandt Brasilien, Venezuela og Peru. For eksempel har en rapport estimeret, at omkring fire millioner peruvianere, dvs. ca. 15 % af befolkningen, er af kinesisk afstamning (Ellis, 2009: 149). Da Mao Zedong etablerede den Kinesiske Folkerepublik i 1949, valgte de latinamerikanske lande under pres fra USA at anerkende og etablere diplomatiske relationer med Chiang Kai-sheks Kinesiske Republik med hovedsæde i Taiwan frem for med Maos kommunistiske styre. Maos forsøg på at ændre dette billede var forgæves indtil Fidel Castros kommunistiske revolution i Cuba i I 1960 etablerede Cuba således som det første latinamerikanske land diplomatiske relationer med Maos Kinesiske Folkerepublik (Song, 2004: 3). Den kinesiske succes i Latinamerika blev imidlertid kortvarig. I takt med at forholdet mellem Sovjetunionen og Kina forværredes i løbet af 1960 erne, stod det efterhånden klart, at der kun var plads til én kommunistisk stormagt i Latinamerika til at tage den ideologiske kamp op mod USA, og at Kina her havde trukket det korteste strå (Johnson, 1970). I modsætning til 7

8 situationen i Afrika under Den Kolde Krig, hvor Kina spillede en forholdsvis aktiv rolle i form af støtte til ideologiske allierede i en række lande, spillede Kina ingen væsentlig rolle i Latinamerika. Afslutningen på Den Kolde Krig i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 varslede nye tider i det internationale system. Samtidig videreførte Kina i 1990 erne den økonomiske åbning mod verden, der var påbegyndt under den kinesiske leder Deng Xiaoping i slutningen af 1970 erne. Politiske og økonomiske relationer mellem Kina og Latinamerika forblev imidlertid særdeles begrænsede. Det var ikke før omkring årtusindeskiftet, at Kina for alvor rettede fokus mod Latinamerika. Selvom Kinas relationer med Latinamerika går mere end 400 år tilbage, har forholdet således historisk set været fjernt og afspejlet de store geografiske og kulturelle forskelle mellem parterne. Desuden er Monroe-doktrinen og supermagternes ideologiske kapløb i Latinamerika under Den Kolde Krig kommet i vejen. Sammenlignet med Kinas historiske rolle i Afrika en anden region bestående af udviklingslande, som Kina i de senere år har engageret sig kraftigt i har landet traditionelt set spillet en mere perifer rolle i Latinamerika. Set i dette historiske lys er de seneste års udvikling, hvor de kinesisk-latinamerikanske relationer er øget dramatisk i såvel omfang som intensitet, tankevækkende og interessant. 1.2 Paradokset Formålet med dette speciale er at forklare Kinas markant voksende engagement i Latinamerika siden årtusindskiftet. Det dramatiske skift i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika som inkluderer politiske, diplomatiske, økonomiske, militære, teknologiske og kulturelle dimensioner af hidtil uset omfang 4 - repræsenterer på flere måder et paradoks. Det er den generelle konsensus, at udgangspunktet for kinesisk udenrigspolitik i perioden efter Maos død har været en klar realpolitisk tankegang 5, hvor det internationale anarki og den westphalske forståelse af statssuverænitet udgør hjørnestenene (Christensen, Johnston & Ross, 2006: 381; Christensen, 1996). Det er ikke åbenbart, at Kinas satsning på Latinamerika udelukkende eller overvejende skulle være motiveret af realpolitik - i hvert fald hverken på kort eller mellemlangt sigt. Godt nok er Kinas engagement i Latinamerika i vid udstrækning motiveret af adgang til naturressourcer, men på den anden side er omfanget af import af naturressourcer fra Latinamerika stadig på så 4 Karakteren og omfanget af Kinas nye relationer med Latinamerika vil blive behandlet mere indgående senere i opgaven. 5 Den realpolitiske tankegang, der uden at inddrage overordnede værdier og ideologiske holdninger søger at nå helt konkrete, håndgribelige mål ud fra egne interesser og under hensyn til modpartens interesser, har en lang historie i Kina. Alastair Iain Johnston argumenterer således i bogen Cultural Realism: Strategic Culture and Grand Strategy in Chinese History (1998) for, at den realpolitiske verdensanskuelse i kinesisk udenrigspolitik har rødder helt tilbage til Ming-dynasiet ( ) og dermed hviler på ideationelle og kulturelle faktorer snarere end strategisk tænkning. 8

9 beskedent et niveau, at det ikke umiddelbart vil sikre Kina væsentlig mere energisikkerhed, selvom dette naturligvis kan ændre sig med tiden. 6 Ikke alene kan den nye politik over for Latinamerika betragtes som et brud med den hidtidige realpolitiske linje i kinesisk udenrigspolitik. Kinas nye udenrigspolitik er også et paradoks med tanke på de omkostninger og risici, der er forbundet med det øgede engagement i Latinamerika. For det første medfører den store geografiske afstand, at handel parterne imellem som udgangspunkt vil være relativ dyr og besværlig på grund af høje transportudgifter. Eksempelvis tager det mellem 45 og 50 dage at transportere olie fra Venezuela via Panama til Kina mod typisk blot fem dage fra Venezuela til den amerikanske Golfkyst (Nersesian, 2005: 2-4). Dette bevirker, at det er cirka fem gange så dyrt at transportere olie fra Venezuela til Kina end fra Venezuela til den amerikanske Golfkyst. Sammenlignet med USA indebærer det altså betydeligt større omkostninger for Kina at handle med Latinamerika. Logistisk er handel med latinamerikanske lande som Argentina og Brasilien, der ligger ud til Atlanterhavet og ikke har umiddelbar adgang til Panama-kanalen, en endnu større udfordring. 7 På samme måde er tæt politisk kontakt mere krævende grundet store afstande og heraffølgende lange rejsetider. For det andet indebærer Kinas nye udenrigspolitiske satsning på Latinamerika en grad af usikkerhed og risiko, som ikke er til stede i samme omfang ved interaktion med lande i Kinas baghave i Asien. Som beskrevet ovenfor har Kina historisk set haft begrænset kontakt med Latinamerika. Denne manglende erfaring med at interagere med hinanden bevirker, at der er en række sproglige, kulturelle og forretningsmæssige barrierer, som kræver tid og ressourcer at overkomme (Brannigan, 2009). Samtidig skal der opbygges en gensidig tillid fra bunden, som kan mindske opfattelsen af usikkerhed, når Kina for eksempel for første gang investerer i store og kostbare projekter i et latinamerikansk land. For det tredje risikerer Kina med sit engagement i Latinamerika at skade det vitale forhold til verdens supermagt, USA. Det sidste Kina ønsker er, at USA for alvor begynder at føle sig truet af den kinesiske tilstedeværelse i Latinamerika og vil finde det nødvendigt at balancere Kinas indflydelse i regionen, som nogle tænketanke og politikere på den amerikanske højrefløj allerede har agiteret for (Johnson, 2005: 1). 6 I 2006 stod Latinamerika således kun for 7 % af Kinas samlede olieimport. I sammenligning kom 38 % fra Mellemøsten, mens Afrika tegnede sig for godt 20% (Palacios, 2008: 173). 7 Flere storstilede projekter, der skal forbinde Argentina og specielt Brasilien med Stillehavet og dermed lette eksporten til Kina, er på tegnebrættet. Det mest ambitiøse af disse er etableringen af en interoceanisk korridor bestående af både motorvejs- og togforbindelser mellem havnebyen Manaus i det nordlige Brasilien og den ecuadorianske havneby Manta. Projektet vil koste $800 mio. alene i indledende investeringer (Ellis, 2009: 55). 9

10 Hvis kinesisk udenrigspolitik grundlæggende er realpolitisk af karakter, som mange forskere og iagttagere af Kina mener, er det vanskeligt at forklare Kinas markante satsning i Latinamerika. Der er betydelige naturressourcer i Latinamerika, der utvivlsomt er af stor interesse for Kina, men disse er endnu på et forholdsvis beskedent niveau. Derudover er det kinesiske engagement i regionen så dybt og bredt, at det overstiger de umiddelbare sikkerhedsinteresser i form af energisikkerhed, som Latinamerika kan opfylde. Slutteligt er der betydelige omkostninger og risici ved Kinas satsning på Latinamerika, ikke mindst i forhold til relationen til USA. Disse elementer udgør sammen med den historisk set lave intensitet i relationen lidt af et paradoks, der gør Kinas udenrigspolitiske skift over for Latinamerika i det 21. århundrede ganske bemærkelsesværdigt. Dette danner baggrunden for nærværende speciales problemstilling. 1.3 Problemformulering Som det fremgår af ovenstående udgør Kinas nye engagement i Latinamerika på flere måder et paradoks. Nærværende speciale kredser om dette paradoks, idet dets målsætning er at forklare, hvorfor Kina i de senere år har engageret sig så kraftigt i Latinamerika. Opgavens problemformulering bliver således følgende: Hvad forklarer skiftet i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika i det 21. århundrede?" Problemformuleringen sigter på at forklare baggrunden for en observeret udvikling i form af Kinas stigende engagement i Latinamerika. I den forbindelse gøres tre antagelser. For det første er det en grundlæggende antagelse, at Kinas satsning på Latinamerika er en bevidst strategi fra kinesernes side, dvs. at det ikke er tilfældigheder, der ligger bag det stigende fokus på Latinamerika. For det andet antages det endvidere, at der ligger rationelle overvejelser bag skiftet i Kinas udenrigspolitik, således at det er muligt at udlede motiverne bag det udenrigspolitiske skift. For det tredje er det en central antagelse, at udenrigspolitik føres med henblik på at forfølge konkrete interesser, hvorfor en sammenhæng mellem mål og midler kan identificeres og analyseres. Staters udenrigspolitik er oftere kendetegnet ved kontinuitet eller inkrementelle ændringer end hurtige og omfattende skift, idet der typisk er større omkostninger og risici forbundet med forandring end kontinuitet. Alligevel er der mange historiske eksempler på stater, der har foretaget et markant skift i deres udenrigspolitik. Den akademiske litteratur om skift i udenrigspolitik så imidlertid først for alvor dagens lys i 1980 erne (Rosati, Sampson III & Hagan, 10

11 1994: 7). Denne litteratur udgør nærværende speciales teoretiske fundament. Skiftet 8 i kinesisk udenrigspolitik over for Latinamerika sigter mod to ting. For det første er formålet at forklare, hvilke faktorer, der har gjort det muligt, at Kina overhovedet har kunnet foretage et udenrigspolitisk skift. Her vil fokus primært være på fravær af begrænsninger. For det andet og det er specialets hovedfokus er det ambitionen at forklare, hvilke motiver der ligger bag Kinas engagement i Latinamerika. Som det vil fremgå i løbet af opgaven, vil forklaringen på det udenrigspolitiske skift inddrage både interne og eksterne faktorer i forsøget på at opnå en så komplet forklaring som mulig. Problemstillingen sigter på at identificere de variable, der plausibelt kan vurderes at have forklaringskraft i forklaringen af skiftet i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika. Det er min klare forventning, at flere forhold spiller ind i forklaringen af det stigende, kinesiske engagement i Latinamerika, hvorfor en række variable vil blive inddraget i analysen. I den forbindelse kan man forvente, at nogle variable vil have større relevans og forklaringskraft end andre. For at skærpe analysens relevans vil det være nødvendigt at foretage en vurdering af, hvor stor forklaringskraft hver enkelt variabel har relativt set. Variablen kan have tre mulige effekter. For det første kan den have en motiverende effekt, dvs. at den har tilskyndet Kina at engagere sig i Latinamerika. For det andet kan den have den modsatte effekt, dvs. at den virker begrænsende på kinesisk adfærd i Latinamerika. Slutteligt kan det vise sig, at variablen har en meget ringe eller slet ingen effekt og dermed ikke er relevant som forklaringsfaktor. I visse tilfælde kan en sådan variabel betragtes som fravær af begrænsning uden dog i sig selv at være motiverende. Det ideelle ville være at måle de forskellige variables effekter efter en fælles målestok for på den måde at få en nøjagtig forståelse af, præcist hvor vigtig hver enkelt faktor er i forklaringen af Kinas engagement i Latinamerika. Grundet dette speciales kvalitative karakter lader dette sig imidlertid ikke umiddelbart gøre, idet det ikke er muligt at operationalisere et mål, der uden tvivl vil kunne fastslå, hvilken specifik faktor der har været den afgørende bag skiftet i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika. Sådanne konklusioner må i stedet drages på baggrund af en analytisk vurdering baseret på styrken i den teoretiske kausalsammenhæng og på den empiriske forklaringskraft (Yin, 1994: 35). Som indikeret i ovenstående afsnit vil besvarelsen tage udgangspunkt i en bred forståelse af de rammer, som en stats udenrigspolitik udspiller sig indenfor, idet det anerkendes at variable på alle tre niveauer i studiet af international politik, det strukturelle, mellemstatslige og nationale niveau, potentielt har relevans og betydning for beslutningen om at foretage et skift i en givet stats udenrigspolitik. 8 Opgavens definition af begrebet skift i udenrigspolitik vil blive givet i kapitel 3 om teori. 11

12 1.4 Specialets opbygning Nærværende speciale består af fem kapitler. Kapitel 1 består af nærværende indledning, som hermed afsluttes med en beskrivelse af specialets videre opbygning. Kapitel 2 vil omhandle metodologiske spørgsmål i forbindelse med udarbejdelsen af specialet, herunder teoretiske og empiriske overvejelser, afgrænsninger og begrænsninger samt kildekritik. Kapitel 3 vil behandle det teoretiske fundament for opgaven. Dels vil specialets ydre teoretiske ramme og implikationerne af denne blive præciseret. Dels vil opgavens applicerede teori, Kal Holstis teoretiske model over skift i udenrigspolitik, blive præsenteret og diskuteret. Selve analysen påbegyndes i kapitel 4. Her vil problemstillingen søges besvaret ved hjælp af Holsti teoretiske model over skift i udenrigspolitik. Hver enkelt variabel i modellen vil blive nøje analyseret med henblik på at forklare det kinesiske engagement i Latinamerika. Den afhængige variabel skift i udenrigspolitik vil blive analyseret først, eftersom den er den centrale præmis for analysen. Det vil her blive dokumenteret, at Kina rent faktisk har foretaget et skift i sin udenrigspolitik over for Latinamerika i det 21. århundrede. Dernæst vil de uafhængige og mellemkommende variable i Holstis model blive analyseret i et forsøg på at vurdere, hvilke variable der har størst forklaringskraft i forhold til problemstillingen. Specialet afsluttes med kapitel 5, der vil bestå af en konklusion, som vil sammenfatte og diskutere resultaterne i analysen. Konklusionen vil desuden indeholde en perspektivering omhandlende Kinas fremtidige rolle i Latinamerika samt en diskussion af implikationerne af Kinas øgede engagement i Latinamerika for USA. 12

13 Kapitel 2 Metodologi Dette kapitel omhandler metodologiske overvejelser i forbindelse med udarbejdelse af nærværende speciale og består af tre afsnit. Det første afsnit vil beskæftige sig med overvejelser vedrørende specialets forskningsdesign. Overvejelser over specialets empiriske fundament vil blive uddybet i det andet afsnit. I det tredje afsnit vil opgavens afgrænsning i omfang og tid fastsættes, ligesom specialets begrænsninger vi blive diskuteret. 2.1 Forskningsdesign Nærværende speciale har karakter af et case-studie, som undersøges ved hjælp af kvalitativ metode. Formålet er at få belyst, hvilke faktorer der har været afgørende for, at Kina i det 21. århundrede har foretaget et skift i sin udenrigspolitik over for Latinamerika, således at regionen nu spiller en historisk set ekstraordinær stor rolle for Kina. Her er den kvalitative analyse velegnet, idet den giver mulighed for gennem dybdegående og intensiv analyse at opnå en dyb og nuanceret forståelse af hver enkelt variabel. Dette kan bane vejen for større forståelse af en kompleks problemstilling som eksempelvis Kinas engagement i Latinamerika. Den grundige behandling af hver enkelt variabel kan endvidere bidrage til at undersøge en givet kausalsammenhæng, dvs. hvorvidt udvalgte faktorer har forklaringskraft i forhold til en observeret udvikling. Det er således formålet at undersøge den forventede kausalsammenhæng mellem den afhængige variabel (Y), dvs. skiftet i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika, og en række uafhængige variable (X 1, X 2, X 3 osv.) og mellemkommende variable (Z 1, Z 2, Z 3 osv.). Kausalsammenhængen skal være såvel logisk som empirisk forskellig fra den effekt, den forsøger at forklare. Der må med andre ord ikke forekomme endogenitet mellem den afhængige og de uafhængige og mellemkommende variable (King, Keohane & Verba: ). Derudover er det vitalt, at de uafhængige variable tidsmæssigt ligger før den afhængige variabel (Bartolini, 1993: 144; 162). Holstis teoretiske model over skift i udenrigspolitik tager højde for disse ovennævnte betingelser for kausalitet (Holsti, 1982: 14). De uafhængige variable 9 i modellen, der deler sig i tre hovedgrupper i form af eksterne, indenrigspolitiske og baggrundsmæssige 9 De uafhængige og mellemkommende variable vil blive præsenteret og behandlet mere indgående senere i opgaven. 13

14 faktorer, er logisk og empirisk forskellige fra den effekt, i dette tilfælde skift i udenrigspolitik, som de forsøger at forklare. En forenklet version af kausalsammenhængen er illustreret nedenfor i Figur 1. Uafhængige variable Eksterne faktorer X1 X2 X3 Indenrigspolitiske faktorer X4 X5 X6 Mellemkommende variable Z1 Z2 Z3 Z4 Afhængig variabel Y Baggrundsmæssige historiske og kulturelle faktorer X7 Figur 1. Variable og kausalsammenhænge. 2.2 Litteratur: Kildetriangulering og kildekritik Kildetriangulering gavner enhver analytisk fremstilling. Forskellige, uafhængige og konsistente kilder kan berige analysen og skabe en mere nuanceret og reliabel forståelse af en given problemstilling. Dette er særlig nyttigt i vurderingen af hver enkelt variabel og undersøgelsen af, om en given kausalsammenhæng eksisterer. Robert Yin argumenterer således for, at konvergerende resultater på baggrund af flere forskellige kilder kan bidrage til et projekts validitet (Yin, 1994: 92). Nærværende opgaves analyse bygger derfor på en bred vifte af kilder af både kvalitativ og kvantitativ karakter med klar hovedvægt på førstnævnte. Den kvalitative empiri fordeler sig på et bredt spektrum og består af både primære og sekundære kilder. Blandt de vigtigste primære kilder skal nævnes officielle rapporter udarbejdet af regeringer, taler samt udtalelser fra relevante aktører. De sekundære kilder inkluderer bøger, akademiske artikler, rapporter fra internationale organisationer, avisartikler samt artikler fra internationalt anerkendte nyhedsmagasiner. Eftersom Kinas engagement i Latinamerika er en dynamisk proces, der i høj grad stadig er i gang, har det været ønskeligt at inddrage sidstnævnte aktuelle kilder så som aviser og nyhedsmagasiner. Den kvantitative empiri består fortrinsvis af eksisterende statistisk materiale som eksempelvis data over Kinas økonomiske udvikling, samhandel med de latinamerikanske lande og import af naturressourcer. Det bidrager yderligere til målet om metodetriangulering, at der i nærværende speciale ikke blot benyttes kilder på engelsk, men også på de to store sprog i Latinamerika, spansk og portugisisk. Kinas indtog i Latinamerika har nydt stor interesse fra både latinamerikanske akademikere og 14

15 medier, hvilket åbner op for en ekstra mængde relevant litteratur om emnet, der ikke er tilgængelig på engelsk. Yin påpeger, at sikring af validitet og reliabilitet er særlig vital i et studie som dette, hvor kausalsammenhængen ikke er direkte observerbar, og hvor konklusioner derfor bygger på en logisk følgeslutning foretaget af forfatteren (Yin, 1994: 35). I spørgsmålet om empiriens pålidelighed springer flere potentielle problemstillinger i øjnene. Den første drejer sig om den primære empiri, der anvendes i opgaven. Primære kilder er nyttige, fordi de kan bidrage med vigtig information om en givet aktørs målsætninger, motivationer og overvejelser i en given situation. Når man som det er tilfældet i nærværende opgave analyserer udenrigs- og sikkerhedspolitik, er det imidlertid nødvendigt at være opmærksom på, at aktørerne kan have incitamenter til at skjule deres reelle motiver. Derfor er bevidst vildledelse i form af misinformation ikke utænkelig, specielt ikke i et land som Kina, der har tradition for en betydelig lukkethed i spørgsmål af udenrigs- og sikkerhedspolitisk karakter (Shambaugh, 2000: 53). Som et resultat heraf vil kvalitative primære kilder, hvor det er muligt at undgå, ikke stå alene som kildemateriale til understøttelse af væsentlige argumenter eller konklusioner om aktørers motiver, men i stedet blive suppleret med eller erstattet af sekundære kilder. Samme påpasselighed skal udvises over for kvantitative kilder, der stammer fra de involverede aktører. Kinas stigende rolle i Latinamerika er et højst politiseret emne, hvor mange og store interesser er på spil. Et land som Kina kunne eksempelvis have en interesse i at underspille omfanget af sit militære engagement i Latinamerika af hensyn til den regionale og globale stabilitet. Omvendt kunne visse tænketanke og politikere i USA have incitamenter til at overdrive Kinas engagement i Latinamerika med henblik på at skabe et skræmmebillede af Kina, der på sigt kan bremse kinesernes stigende globale rolle. Dette metodiske problem imødekommes ved anvendelsen af kvantitative data fra internationalt anerkendte og uafhængige kilder som OECD, Verdensbanken, FN og WTO i tilfælde, hvor aktørerne kan mistænkes at have incitament til at misinformere. Emnets politiserede natur bevirker også, at det forsøges undgået at drage alt for håndfaste konklusioner på baggrund af blot en enkelt eller få kvalitative sekundærkilder, idet disse kan bære præg af en forskningsmæssig bias. Problemet søges imødekommet dels ved at være opmærksom på eventuel forskningsmæssig bias i udvælgelsen af kilder, dels ved metodetriangulering, således at postulater og konklusioner underbygges med flere forskellige og uafhængige kilder. 15

16 2.3 Afgrænsninger og begrænsninger Specialets afgrænsning har både en omfangsmæssig og en tidsmæssig dimension. I forhold til det omfangsmæssige er det vigtigt at have for øje, at Kinas engagement i Latinamerika er en del af en større kinesisk satsning på global aktivisme som vejen til at sikre fortsættelsen af landets enorme udvikling uden at sprede frygt og uro i det internationale system (Saunders, 2006: 1-2;). Denne globale aktivisme har bl.a. medført et betydeligt kinesisk engagement i andre udviklingsregioner som Mellemøsten og specielt Afrika. Kinas satsning på Latinamerika er således ikke noget isoleret projekt. Det er derfor umuligt at forstå Kinas engagement i Latinamerika til fulde uden samtidig at være bevidst om, at det er en del af en større global strategi. Som en konsekvens heraf vil Kinas engagement i andre udviklingsregioner, primært Afrika men også Mellemøsten og Sydøstasien, momentvis blive inddraget, hvor det vurderes at kunne tydeliggøre eller bidrage til forståelsen af et argument i forklaringen af Kinas nye rolle i Latinamerika. Der vil imidlertid ikke blive foretaget nogen form for eksplicit komparativ analyse af f.eks. Kinas engagement i hhv. Latinamerika og Afrika. Også i forhold til USA er der foretaget en afgrænsning. Der hersker næppe tvivl om, at forholdet til USA er den vigtigste bilaterale relation af alle for såvel Kina som for langt størstedelen af de latinamerikanske lande. Samtidig vil Latinamerika af geografiske og strategiske årsager altid være en region af betydning for USA. Forholdet mellem Kina og Latinamerika vil naturligt nok direkte eller indirekte bære præg af disse forhold. Indtil videre har den amerikanske påvirkning været af indirekte karakter, idet USA ikke direkte har reageret på det stadig varmere forhold mellem Kina og Latinamerika. Den amerikanske tilstedeværelse i kulissen har vist sig at påvirke de latinamerikanske lande på to forskellige måder i deres samarbejde med Kina. På den ene side har det dårlige forhold til USA tilskyndet lande som Venezuela yderligere til at indlede et tættere samarbejde med Kina. Præsident Hugo Chávez ser Kina som en mulighed for at gøre sig mindre afhængig af olieeksport til USA, samtidig med at han gerne ser Kina som en politisk modvægt til USA i regionen (Ellis, 2009: 109). På den anden side har eksempelvis Colombia været tilbageholdende i forhold til at udvikle et samarbejde med Kina af hensyn til landets tætte forhold til USA (Ellis, 2009: 167). Sådanne forhold har naturligvis haft betydning for Kinas muligheder for at samarbejde med hvert enkelt land i Latinamerika, men de vil ikke blive direkte behandlet i analysen. I stedet vil behandlingen af USA i selve analysen begrænse sig til vurderingen af, hvordan landets rolle i det internationale system og positur over for Latinamerika har indvirket på Kinas muligheder for at foretage et skift i udenrigspolitikken over for 16

17 Latinamerika og øge engagementet i regionen. Derudover vil den eksplicitte behandling af USA s rolle i Kinas nye engagement i Latinamerika blive begrænset til perspektiveringen sidst i specialet. På samme vis vil behandlingen af de enkelte latinamerikanske lande og deres incitamenter til at tage imod Kinas udstrakte hånd være begrænset til enkelte eksempler. I forhold til den tidsmæssige afgrænsning er det som tidligere nævnt formålet med specialet at forklare Kinas nye engagement i Latinamerika i det 21. århundrede. Analysen af den afhængige variabel, skiftet i Kinas udenrigspolitik, vil således starte fra omkring år Det seneste årtis markante udvikling i Kinas engagement i Latinamerika kan ikke siges at være skudt i gang af en enkelt begivenhed eller episode men har snarere været en processuel udvikling, der har taget til i styrke som årtiet er skredet frem. Selvom Kinas engagement så småt begyndte i løbet af 1990 erne, var det først med den kinesiske regerings tiende 5-års plan for årene , der fokuserede på Latinamerika sammen med Nordafrika og Centralasien som tre udviklingsregioner af strategisk betydning for Kina, samt Jiang Zemins lange Latinamerika-rejse i 2001, at der for alvor blev sat skub i udviklingen (Kurlantzick, 2007: 91). De uafhængige og mellemkommende variable vil blive analyseret længere tilbage i tid end år 2000, idet det netop undersøges, hvorvidt de har forklaringskraft i tilblivelsen af skiftet i Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika fra omkring år Dette betyder imidlertid ikke, at analysen af de uafhængige og mellemkommende variable stopper ved år 2000, eftersom skiftet betragtes som en processuel udvikling, der konstant stimuleres af en række interne og eksterne faktorer. Specialet lider under visse indbyggede begrænsninger. Den første begrænsning er af sproglig karakter. Manglende kinesiskkundskaber bevirker, at der ikke er anvendt litteratur af kinesiske forskere på originalsproget. Mange kinesiske publikationer bliver ikke oversat til engelsk, og det har derfor ikke været muligt at drage nytte af disse i specialet. Problematikken er søgt imødekommet ved at anvende en stor mænge sekundær litteratur af kinesiske forfattere, der er oversat til engelsk. Dette er imidlertid ikke helt problemfrit. Det er typisk vestlige forlag, der udvælger, hvilke kinesiske publikationer, der oversættes til engelsk, og sådan udvælgelse kan indeholde en bias. I forhold til primære kilder som officielle dokumenter kan selve oversættelsen i visse tilfælde være problematisk, idet disse ofte bliver oversat, således at potentielle kilder til diplomatisk konflikt tilsløres. Dette kan sløre aktørernes reelle intentioner og dermed skade analysens validitet. En anden begrænsning er, at analysen er et single case-studie, der pga. casens høje kompleksitet undersøges ved hjælp af kvalitativ metode. Dette bevirker, at det bliver 17

18 vanskeligere at generalisere ud fra analysens resultater end ved et studie baseret på kvantitativ metode, idet inferens ud over den enkelte case vil have ringe validitet. Slutteligt byder studiets hovedsagligt kvalitative karakter på en sidste begrænsning. Analysens resultater er i vid udstrækning baseret på undertegnedes egen fortolkning, hvilket kan skabe en forskningsmæssig bias, idet jeg som undersøger bliver instrumentel i forskningsprocessen. Dette skaber risiko for en bias i fortolkningen, der kan kollidere med målsætningen om objektivitet i forskningen. 18

19 Kapitel 3 Teori Dette kapitel omhandler det teoretiske grundlag for specialet. Først vil det blive diskuteret, hvordan nærværende opgaves problemstilling placerer sig i spændingsfeltet mellem to beslægtede, men forskellige, teoretiske fagområder, international politik og udenrigspolitik. Herefter vil den ydre teoretiske ramme for opgaven, neoklassisk realisme, blive præsenteret og diskuteret. Slutteligt vil den applicerede teori i analysen af Kinas nye engagement i Latinamerika, Kal Holstis teoretiske model over skift i udenrigspolitik, blive introduceret og diskuteret. 3.1 International politik og udenrigspolitik Problemstillingens overordnede emne, kinesisk udenrigspolitik, placerer sig i spændingsfeltet mellem international politik og udenrigspolitik, der er to beslægtede, men også forskellige, teoretiske fagområder. Det har i årenes løb været genstand for intens debat, hvorvidt studier af udenrigspolitik overhovedet hører hjemme inden for det empiriske domæne kaldet international politik, eller om det snarere placerer sig mere naturligt inden for paraplyen med teoretiske tilgange til studier af offentlig politik (Carlsnaes, 2002: 331). Der er imidlertid vigtige fællestræk mellem teorier om international politik og udenrigspolitik, idet de begge forsøger at forklare adfærd i det internationale system. Den afgørende forskel mellem de to grupper af teorier skal findes i analyseniveauet. På den ene side bevæger teorier om international politik sig hovedsaglig på systemniveauet, idet det antages, at systemiske faktorer som relativ militær og økonomisk magt er afgørende for en stats placering i det internationale system, hvilket igen bestemmer, hvilke muligheder stater har for at agere over for andre stater. På den anden side fokuserer teorier om udenrigspolitik på udformningen af udenrigspolitik inden for den enkelte stat, således at udgangspunktet bliver indenrigspolitiske karakteristikas betydning for staters muligheder for at føre udenrigspolitik. Begge grupper af teorier byder på muligheder og begrænsninger i forklaringen af staters adfærd i det internationale system. Det er bevidstheden om disse muligheder og begrænsninger, der vil danne baggrunden for den senere teoriudvælgelse for specialet. Teorier om international politik opererer som nævnt på det strukturelle niveau. Helt centralt for teorier baseret på et strukturelt perspektiv er, at egenskaber ved det internationale system har afgørende betydning for staters adfærd. De afgørende uafhængige variable i enhver analyse af 19

20 staters udenrigspolitik vil i denne optik være eksterne faktorer, snarere end indenrigspolitiske faktorer. Af disse teorier på det strukturelle niveau står realismen i alle dens mange varianter som den mest prominente (Carlsnaes, 2002: 332). Realismen bygger grundlæggende på tre centrale antagelser om det internationale system og dets aktører: at aktørerne i det internationale system udgøres af stater, at det internationale system er anarkisk af natur samt at staters primære mål er at sikre deres egen overlevelse (Holsti, 1995: 5). Den mest centrale af de realistiske tilgange er neorealismen, der tillægger strukturer i det internationale system en direkte deterministisk rolle i staters udenrigspolitik, (Waltz, 1979: 117). På den måde bliver indenrigspolitiske faktorer og politiske eliters karakteristika og perceptioner underordnede. I stedet bestemmes staters muligheder for ageren i det internationale system af deres position i dette system, en position der bestemmes af deres relative militære og økonomiske kapabiliteter (Jackson & Sørensen, 2003: 85). Særligt siden Kenneth N. Waltz store neorealistiske værk fra 1979, Theory of International Politics, har realismen i almindelighed og neorealismen i særdeleshed positioneret sig som et referencepunkt for diskussioner om studiet af international politik (Rose, 1998: 144; Taliaferro, 2000: 131). Dette skyldes især Waltz enkle og stramme antagelser om staters adfærd samt hans positivistisk baserede, videnskabelige idealer om at opstille objektivt målbare forklaringsfaktorer, der har universel gyldighed. Netop Waltz teoris enkle natur har gjort den til et yndet mål for kritikere, der bl.a. påpeger, at neorealismen ikke kan forklare, hvordan to forskellige stater positioneret på samme niveau i det internationale system kan føre to vidt forskellige former for udenrigspolitik. Et af mange kritikpunkter mod neorealismen og lignende strukturfikserede teorier er, at deres antagelser er for simple, idet samspillet mellem indenrigspolitik og udenrigspolitik ignoreres (Zakaria, 1992: 178). Fælles for teorier om udenrigspolitik er, at de søger efter forklaringer på udenrigspolitik ved at se ind i selve staten gennem åbningen af den såkaldte sorte boks, som neorealisterne tager for givet (Rose, 1998: 148). Der findes et utal af forskellige teoretiske tilgange til studiet af udenrigspolitik, der hver især fokuserer på forskellige variable på enten nationalstats- eller individniveau. Et af de mest betydelige bidrag er Graham Allisons tre modeller i Essence of Decision: Explaining the Cuban Missile Crisis, der repræsenterer tre forskellige tilgange til studiet af udenrigspolitik (Allison & Zellikow, 1999); henholdsvis Rational Actor Model, hvor udenrigspolitiske beslutninger analyseres som et resultat af en stat eller regerings mål og efterfølgende rationelle nyttemaksimering; Organizational Process Model, hvor en stat eller regerings udenrigspolitiske adfærd, snarere end at bygge på en bevidst handling eller intention, 20

21 betragtes som et outcome af bureaukratiske rutiner; og Governmental Politics Model, hvor udenrigspolitikken ses som et produkt af politiske forhandlinger og skakspil mellem et stort antal politikere og andre aktører som lobbyister og lignende. Andre teorier om udenrigspolitik inkluderer kognitive og psykologiske tilgange, der opererer på individniveauet (Carlsnaes, 2002: ). Groupthink er et eksempel på en sådan kognitiv tilgang (Janis, 1971). Baggrunden for Groupthink er, at gruppedynamikker potentielt kan være afgørende for, hvilke udenrigspolitiske beslutninger en regering eller en gruppe politiske ledere træffer. Fælles for disse tilgange til udenrigspolitik er, at de alle lægger op til mere nuancerede og komplekse forklaringer af udenrigspolitisk adfærd end neorealismen og andre teorier på strukturniveau. På den måde kan disse teorier sige mere om hvordan, og hvorfor stater agerer, som de gør, end neorealismen. Samtidig er der dog en del mangler ved disse tilgange. For det første forudsætter en test af teorierne en relativ stor og detaljerig mængde empiri, der kan være svær at tilvejebringe ikke mindst inden for sensitive politikområder som udenrigs- og sikkerhedspolitik. For det andet er teorierne blevet klandret for at mangle en klar konceptualisering og intern logik, således at de bliver unødigt komplekse og forudsigelser om udenrigspolitisk adfærd som følge heraf vanskeliggøres (Carlsnaes, 2002: 339). Sidst men ikke mindst overser teorier om udenrigspolitik ofte det internationale systems strukturer og de begrænsninger, der følger heraf. Såvel teorier om international politik som teorier om udenrigspolitik har vist sig at have visse styrker og begrænsninger. Derudover står det klart, at der både er forskelle og ligheder mellem de to grupper af tilgange. Udvælgelsen af nærværende speciales ydre teoretiske ramme afspejler ovenstående diskussion. Udgangspunktet er, at tilgangene trods alt ikke er så forskellige endda: [I]f there is anything which all foreign policy analysts today can and do agree on (and there is not much else), it is that they belong squarely to the scholarly domain of International Relations (IR) rather than to any of the policy sciences (Carlsnaes, 2002: 331). Den ydre teoretiske ramme for specialet vil være af en sådan karakter, at den med udgangspunkt i strukturers betydning også kan inkorporere indenrigspolitiske faktorer samt personorienterede faktorer på individniveau, idet det vurderes, at forklarende faktorer på blot ét af de tre niveauer vil være utilstrækkelige til at besvare opgavens problemstilling på fyldestgørende vis. 21

22 3.2 Ydre teoretisk ramme: Neoklassisk realisme Neoklassisk realisme danner den ydre teoretiske ramme for specialet. Den er som udgangspunkt en strukturelt baseret teori, men den er en væsentlig blødere variant af realismen end neorealismen. I stedet for som neorealismen at tillægge den systemiske kontekst deterministisk betydning i forklaringen af udenrigspolitisk adfærd, anerkender neoklassisk realisme betydningen af indenrigspolitiske variable. I det følgende vil neoklassisk realisme som ramme blive præsenteret og diskuteret samt afgrænset i forhold til neorealismen. Neoklassisk realisme bygger som andre teorier inden for den realistiske skole på tre antagelser: at aktørerne i det internationale system udgøres af stater, at det internationale system er anarkisk af natur samt at staters primære mål er at sikre deres egen overlevelse. Ydermere er udgangspunktet for den neoklassiske realisme ligesom for neorealismen, at der findes en objektiv og for de neoklassiske realister en til dels målbar virkelighed i form af strukturer og magtforhold i det internationale system. Derudover er et sidste fællestræk mellem den neoklassiske realisme og neorealismen opfattelsen af, at staters udenrigspolitik hovedsaglig er formet af deres placering i det internationale system og deres relative magt i form af materielle kapabiliteter (Carlsnaes, 2002: 336). Her hører enigheden mellem neoklassisk realisme og neorealisme imidlertid op. Den måske mest grundlæggende forskel på de to er, at de opererer med to forskellige afhængige variable (Lobell, Ripsman & Taliaferro, 2009: 19-21). Neorealismen søger at identificere og forklare tilbagevendende mønstre af outcomes i det internationale system, defineret som paletten af sandsynlige udfald som følge af interaktion mellem to eller flere stater i et internationalt anarki. Neoklassisk realisme forsøger derimod at forklare variation i den samme stats udenrigspolitik over tid eller variation i udenrigspolitik på tværs af forskellige stater, der lider under de samme eksterne begrænsninger. Derudover ser den neoklassiske realisme modsat neorealismen ikke noget modsætningsforhold mellem realisme og inkorporeringen af indenrigspolitiske variable. Tværtimod mener eksempelvis neoklassiske realister som Jennifer Sterling-Folker, at teorier inden for realismen som udgangspunkt er mere akkomoderende over for integration af indenrigspolitiske variable og teoretisering på indenrigspolitisk niveau end teorier med base i liberalismen (Sterling-Folker, 1997: 1). De neoklassiske realister er således modsat neorealisterne af den opfattelse, at ikke-strukturelle faktorer grundlæggende også er væsentlige, for, som Aaron L. Friedberg udtrykker det: "[N]eorealists are probably right that, all other things being equal, multipolar systems are intrinsically unstable. In the real world, however, everything 22