Hjemløse Polakker hjælpes side 3. Det nytter noget! Sundhedsfremme blandt socialt udsatte i Aalborg side 4. Fattige i Europa deler erfaringer side 7

Transkript

1 Oktober 2008 Hjemløse Polakker hjælpes side 3 Det nytter noget! Sundhedsfremme blandt socialt udsatte i Aalborg side 4 Fattige i Europa deler erfaringer side 7

2 fot o: Jens Aage Bjørkøe Forstander siden sidst Kun med Hjertet vinder pris I seneste nummer af Kofoeds Avis omtalte vi Ulla Boyes film, Kun med Hjertet, som handler om nuværende og tidligere elever på Kofoeds Skole. Allerede inden premieren blev filmen modtaget med meget fine anmeldelser og som vinder af prisen som bedste dokumentarfilm på Odense Filmfestival. Fredag d. 5. september havde Kun med Hjertet så premiere i Filmhuset, og elever og medarbejdere fra skolen mødte talstærkt op. For dem, der ikke nåede at få billet til filmen, blev der arrangeret end særforestilling i Multihallen, så alle havde mulighed for at se Kun med Hjertet inden den fik premiere på DR2. e Kommer initiativet til en revurdering imidlertid fra folk selv, fordi de på Kofoeds Skole eller andre steder har opdaget nye eller andre ressourcer hos sig selv, er situationen en anden. Så er folk selv aktive medspillere og parate til atter at sætte sig i førersædet på deres eget liv. Det moderne arbejdsmarked stiller store krav til effektivitet og kompetencer. Det er primært de dygtige, hurtige og effektive, der spørges efter. Men for øjeblikket har vi et gyldent øjeblik: Der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft på det hjemlige arbejdsmarked, også efter de knap så produktive. Derfor skal alle, der kan, selvfølgelig have chancen og støttes og motiveres til at komme over tærsklen til arbejdsmarked og selvforsørgelse. Den frugtbare metode består i at få guleroden til at blive synlig og dominerende i billedet. Pisken: mistænkeliggørelsen og tvangen giver alt for ofte bagslag. Det er en kunst at dosere midler og metoder rigtigt. Det gælder både menneskeligt og i forhold til at nedbryde de forhindringer, der er, på vejen til arbejdsmarkedet. ol En revurdering vil få nogle førtidspensionister til at opleve deres ydelse som en almisse, de skal gøre sig fortjent til ved at have det dårligt. Sandsynligvis vil nogle i forbindelse med deres revurdering føle sig fristet til at gøre deres situation dårligere, end den reelt er, af frygt for at miste det, de har. Revurderingen vil således blive en ydmygende situation, som bestemt ikke vil bringe særligt mange tættere på arbejdsmarkedet. ed Sk Det diskuteres i øjeblikket, hvorvidt førtidspensionister især de unge skal have revurderet deres situation med 3-5 års mellemrum, for at se om de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Set ud fra Kofoeds Skoles værdier og traditioner er det glædeligt, at mennesker på passiv forsørgelse betragtes som en ressource, der er behov for. Omkring en tredjedel af de elever, som dagligt kommer på Kofoeds Skole, er førtidspensionister. Vi har også elever i aktivering og arbejdsprøvning. Nogle finder herigennem deres vej til arbejdsmarkedet, mens andre må give op og søge førtidspension. Tilkendelse af førtidspension er i sig selv en tve tydig ting. På den ene side er tildelingen af førtidspension en afklaring af livssituationen, som fjerner den usikkerhed, som hele forløbet op til førtidspensioneringen er fyldt med. Tilkendelsen indebærer en sikring af fremtidig forsørgelse. Altså en god og tryg begivenhed. På den anden side: En elev fortalte mig engang, at det føltes som at få en dom, da hun fik brevet med meddelelsen om, at hun nu var førtidspensionist. Det var en hård erkendelse at komme til. Når man i dag bliver førtidspensionist, er dommen på livstid. Man har altså en fast livslang ydelse, men også en livssituation og et selvbillede, som de fleste vil glæde sig over om muligt at få ændret. Det er imidlertid svært at gennemføre en eventuel ændringsproces med revurdering, så den får de positive energier frem. Processen kommer meget let til at blive oplevet som mistænkeliggørelse og tvang. Det ligner problematikken med pisk og gulerod. LEDER fo s Førtidspensionister i arbejde? Ko Ewa Sadowska, Dagmara Walczyk og Zbigniew Sciana arbejder med base i Kofoeds Kælder på Kultorvet i København Hjælp til polske hjemløse Socialarbejdere fra Kofoeds Skoles søsterskole Barka i Polen er på gaden i København. De er her for at hjælpe hjemløse landsmænd tilbage til Polen. reportage Af Karen Pedersen Foto: Karen Pedersen Zbigniew Sciana har kun været i Danmark i to døgn, men har allerede travet København tynd. Den første dag gik vi så meget, at jeg stadig er helt øm i benene, smiler han. Sammen med to kolleger fra Kofoeds Skoles søsterskole Barka i Poznan i Polen er Zbigniew i København for at hjælpe landsmænd, som er strandet på gaden her, tilbage til Polen. Kofoeds Skole kontaktede os, fordi de var bekymrede. Situa tionen med mange østeuropæere på gaden var ved at komme ud af kontrol. Der var stort behov for hjælp, fortæller Ewa Sadowska, som er leder af Barkas projekt Østeuropæiske migranter på gaden. De polske socialarbejdere skønner, at der er ca. 90 polske gadehjemløse i København. Dem vil de nu prøve at få kontakt til og hjælpe tilbage til Polen. I Poznan støtter Barka med behandling for et eventuelt misbrug og med hjælp til at blive integreret i samfundet igen via et socialt hjælpeprogram. De polakker, som har mulighed for at klare sig i Danmark, vil få hjælp til at finde arbejde og et sted at bo. Alarm fra storbyerne Med i kufferten har socialarbejderne erfaringer fra en lignende indsats i London og Dublin. Flere europæiske storbyer slår nemlig alarm over de mange østeuropæere, der strømmer til. Hjem løse og fattige fra de nye EU-lande i øst fylder i gadebilledet mange steder. En del ender på gaden som hjemløse og misbrugere. Uden ret til socialhjælp i det nye land. Indtil videre har de polske socialarbejdere hjulpet ca. 200 polakker fra London tilbage til Polen. Omkring halvdelen er blevet genforenet med deres familier, den anden halvdel får hjælp via Barka. Det handler om tillid De næste tre måneder er socialarbejderne så i København. Meget af arbejdet foregår på gaden, og her er Zbigniew i front, fortæller Ewa Sadowska: Det vigtigste er at vinde folks tillid. Det kan Zbigniew. Han kan dele sine erfaringer og fortælle om, hvordan han selv har været i en svær livssituation, er kommet videre og nu står for et projekt under Barka. Zbigniew uddyber: For 17 år siden fik jeg hjælp fra Barka til at komme ud at mit alkoholmisbrug. Det har ændret mit liv. I dag driver jeg et økologisk kooperativ sammen med 14 andre. Men de næste tre måneder er Zbigniew altså i København. På de første to dage har han knyttet kontakt til tre hjemløse landsmænd. Arbejdet er finansieret af Kofoeds Skole. Gennem projektet håber skolen også at få mere viden om østeuropæernes vilkår i Danmark.

3 På Kofoeds Skole lærte jeg at at belønne mig selv med noget godt. - Førhen skulle det altid være hårdt. fortæller Christel Mayland. Op igen For 11 år siden overlevede Christel Mayland at styrte ned fra fjerde sals højde. Efter en lang og sej kamp for at komme tilbage både fysisk og mentalt er hun nu i gang med en uddannelse. Dette er historien om Christels vej op igen. interview Af Thomas Pedersen Foto: Thomas Pedersen Hvert eneste lille skridt jeg tager med min fod, tænker jeg: Hvorfor kan jeg ikke gå lige nu? Jeg kan ikke forstå det. For Christel Mayland var mandag den 19. maj 1997 en ganske særlig dag. Det var dagen, hvor hun efter fem dages fest ved det københavnske karneval blev inviteret op i en lejlighed hos en mand, hun ikke kendte. Jeg husker, at jeg kom op i lejligheden hvor vi røg et eller andet, og så har jeg et blackout. Først efter 5 dage vågner jeg, og ser op i min mors ansigt, fortæller Christel. Handicappet I dag, 11 år efter ulykken, ved Christel stadig ikke præcist hvad der skete den 2. pinsedag i Kun at hun røg ud af et vindue i lejligheden, og styrtede ned på gaden fra fjerde sals højde og overlevede. Da jeg vågnede op kunne jeg huske hvem jeg var og hvem min familie var. Så tænkte jeg: Hvad er der sket her? Jeg skal stå fadder til en barnedåb, jeg kan ikke ligge her! Så gik det op for mig, at jeg var blevet handicappet og ikke længere var den der håndboldspiller. Heste og håndbold Christel voksede op i stalden på en gård i Klampenborg med masser af heste. Forældrene var professionelle jockey er og trænere inden for galopsporten. Hun red og dyrkede gymnastik, men i sidste ende trak håndboldsporten mere end heste og gymnastikredskaber. På et tidspunkt flyttede familien til Jylland, og Christel var med til at spille håndboldklubben Bording KFUM op gennem rækkerne. Efter en sammenslutning med klubben i nabobyen Ikast, hedder klubben nu Ikast-Bording, og er blandt de dominerende klubber i dansk kvindehåndbold. Christel har sine aktier i dén succeshistorie. Men ulykken satte en brat stopper for det aktive liv. På landsholdet om to år Nu lå Christel i en hospitalsseng med en brækket ryg. Hendes første reaktion var, at nægte at acceptere sin nye situation. Jeg sagde til mig selv, at det her går ikke, jeg skal videre. Nu skal du bare i gang med genoptræning og så er du på landsholdet om to år. Færdig! Sådan kom det ikke til at gå, og Christel får sandsynligvis aldrig sin fulde førlighed tilbage igen. Ulykken fik også psykiske følger. Hun har blandt andet skulle lære, at kanalisere sin energi ud på andre måder, end gennem fysisk udfoldelse. På håndboldbanen var jeg både aggressiv og defensiv. Jeg ville både være først oppe og først hjemme. Jeg har skullet lære at tackle tingene mere defensivt mere diplomatisk, fortæller hun. Handicappet I dag bruger Christel sin energi på at engagere sig i miljø, økologi og foreningsarbejde, og gør det med liv og sjæl. Men under genoptræningen forelskede hun sig i en mand, som både havde problemer med alkohol og hårde stoffer. Forholdet betød, at Christel udskød håndteringen af sine egne problemer. Jeg skulle jo pludselig hjælpe ham i stedet for mig selv, og i nogle år, så sked vi det hele et stykke. Vi drak og var på kontanthjælp. De kunne jo ikke gøre mig noget jeg var jo handicappet. Påskeøl med Øyvind Ambitionerne om at få kæresten ud af misbruget holdt ikke, og da han samtidig viste sig at være voldelig, besluttede Christel i 2003 at gøre en ende på forholdet, og flyttede hjem i sin egen lejlighed tæt på Kofoeds Skole. Her havde hun en nabo, der hed Øyvind, som var elev på skolen. En dag inviterede han hende ind på en påskeøl. Først tænkte jeg, at jeg lige var kommet af med én kæreste, og bestemt ikke skulle rode mig ud i noget nyt forhold. Men så tænkte jeg, at han ville mig et eller andet, at der var en mening med det, fortæller Christel. Påskeøllen med Øyvind blev et vendepunkt i Christels nye liv. Besøg på Kofoeds Skole Øyvind lagde ikke an på Christel, men foreslog hende at komme med over på Kofoeds Skole og se sig om. Det var helt fantastisk at møde stedet, menneskerne og alle mulighederne. Jeg begyndte at komme i Det Åbne Værksted, og fik hurtigt lagt et fuldt program for mig selv: Mandag: syning, tirsdag keramik, onsdag tager jeg maling, torsdag Qi Gong og fredag var jeg i eventyrværkstedet. Det var helt uden kommunal indblanding i starten, og da jeg fortalt min sagsbehandler om det, sagde han, at det var helt fantastisk, fortæller hun. Vejen tilbage I de næste fire år var Christel elev på Kofoeds Skole på fuld tid. Jeg fandt ud af, at jeg kunne belønne mig selv med noget godt. Førhen skulle det altid være hårdt. Jeg skulle slå mig selv billedligt talt. Christel prøvede kræfter med de fleste værksteder på skolen, og udviklede med tiden både forkærlighed og talent for at arbejde med sine hænder i syværk stedet. Med tiden begyndte reglerne og rammerne på skolen dog at virke snævre. Skolen kunne ikke imødekomme hendes ønske om kun at beskæftige sig med syning. Jeg begyndte at stille krav og kræve særbehandling og følte i det hele taget, at det var blevet svært at indordne sig under skolens regler. Så jeg begyndte at se mig om efter noget andet. Dér fik jeg både hjælp og støtte af lærerne og studievejlederne. Jeg cyklede rundt i byen og så på hvilke tilbud og muligheder der var andre steder. Håndarbejdets Fremmes Seminarium En af cykelturene endte foran Håndarbejdets Fremmes Seminarium. Her kan man tage uddannelsen til professionsbachelor i tekstile fag og formidling, som er rettet mod et arbejde som håndarbejdslærer. Christel ansøgte kommunen om at komme i revalidering. Ansøgningen blev godkendt, og i august 2007 startede Christel på uddannelsen, hvor hun nu er i gang med sit andet studieår. I skrivende stund arbejder hun sammen med de andre studerende på at lave kjoler i samme stil, som de blev lavet i 1920 erne og -30 erne. Kjolerne skal bruges til et arrangement på Arbejdermuseet i København i forbindelse med Kulturnatten den 10. oktober. Økologisk tøj Lige nu er det Christels ambition at lave sit eget tøjfirma med økologisk tøj. Mange går meget op i at spise økologisk, og at de cremer man smører på sin krop skal være fri for gifte. Men hvad med tøjet, som vi jo også har på kroppen hver dag? Det kunne jeg godt tænke mig at arbejde med, men jeg ved jo ikke hvad det hele ender med. Jeg ved kun, at fremtiden er spændende, og at jeg gerne vil være et ansigt her, siger Christel, som stadig kommer jævnligt på Kofoeds Skole. Nu er det bare for at mødes med sine venner, tidligere lærere og vejledere, og høre hvordan de har det. Jeg savner morgenhyggen i kantinen sammen med mine tidligere medkursister. Jeg synes virkelig, at det er synd, at kantinen nu er lukket om morgenen. Det har jeg faktisk tænkt mig at klage over, slutter Christel. Det ser ud til, at hun er kommet op igen.

4 Fattige i Europa deler erfaringer Selvom der er forskel på at være fattig i Rumænien og i Danmark, er det godt at mødes og udveksle erfaringer. Gitte og Jeanine fra Kofoeds Skole var med, da fattige i Europa tidligere i år mødtes i Bruxelles. interview Af Karen Pedersen Foto: Thomas Pedersen / EAPN Danmark er et af de få lande i EU, der ikke har en minimumgrænse for fattigdom. Det synes jeg er for dårligt. Jeg kunne godt tænke mig at invitere nogle poli tikere ud på Kofoeds Skole og diskutere det! Sådan siger 42-årige Gitte Künkels, som er elev på Kofoeds Skole. Sammen med Jeanine Davies, 57, var hun tidligere i år en tur i Bruxelles på EAPNs (Det europæiske netværk mod fattigdom) årlige konference netop for at diskutere fattigdom. Politikerne herhjemme tøver med at fastsætte en økonomisk grænse for fattigdom, men fattigdom i sig selv kender ingen grænser. Med EU har vi fået åbne markeder. Mennesker flytter sig på tværs af lande ofte drevet af drømmen om en bedre tilværelse. Fattige fra lande uden socialt sikkerhedsnet søger til mere velhavende lande som Danmark. Og jo, der er forskel på at være fattig i fx Rumænien eller Slovakiet og i Danmark, men allige vel giver det god mening at mødes og udveksle erfaringer på europæisk plan, mener Jeanine og Gitte. Også for forhåbentlig at sende nogle signaler videre til politikerne! Ingen minimumsgrænse i Danmark Jeanine: Det var meget interessant at være med. Jeg vidste godt, at de østeuropæiske lande har det svært. Men det var meget værre, end jeg troede. I Slovakiet bliver folk med børn fx bare smidt på gaden, sådan er det trods alt ikke i Danmark. I de lande, hvor der er Kofoeds Skoler, er det virkelig en god hjælp. Gitte: Det kan være svært at diskutere fattigdom, når man diskuterer med nogen, der ikke engang har råd til at købe mad! Nogle af de andre synes jo, vi er rige. Men det hører med, at vi har høje priser på boliger og madvarer, høje skatter osv. Fattigdomseksperter: Gitte Künkels og Jeanine Davies (th) fra Kofoeds Skole repræsenterede Danmark sammen med to deltagere fra de hjemløses landsorganisation SAND. Det var en oplevelse at være med og komme så tæt på det politiske system. Jeg fik indsigt i nogle forhold. Men jeg troede, at vi havde mere fokus på fattigdom i Danmark. Det undrer mig meget, at vi ikke har en grænse for minimumsindkomst. Banken sætter et minimum for, hvad man skal have at leve for om måneden, ca kr. for en enlig. Masser af kontanthjælpsmodtagere har ikke tilnærmelsesvis det beløb. Og hvis man er syg eller stresset, bliver man altså ikke motiveret til at komme ud at arbejde, hvis man hele tiden er presset på økonomien, siger Gitte. Hun har arbejdet i mange år i en a-kasse, men for fire år siden fik hun konstateret en psykisk sygdom, som gør at hun ikke kan passe et fuldtidsjob. Nu kommer hun i Natur- og Miljøværkstedet på Kofoeds Skole for at holde sig i gang og møde nogle mennesker. Det går ud over børnene Den europæiske konference, som Gitte Künkels og Jeanine Davies deltog i, er for mennesker, der selv har erfaringer med at leve som fattige. De rigtige fattigdomseksperter. Og så ligger spørgsmålet jo lige for: Er I fattige? Njaaa, Jeanine tøver lidt. Hun er i jobtræning i Tøjdepotet og får løn, der svarer til dagpenge kr. er der tilbage >> Fattigdom hvor går grænsen? I Danmark har vi ikke en officiel fattigdomsgrænse. Det har politikerne ikke ønsket. Men der er flere bud på en fattigdomsgrænse: Det Økonomiske Råd bruger i deres rapport fra efteråret 2006 en fattigdomsgrænse på 50 pct. af medianindkomsten (en gennemsnitlig danskers indkomst). Det vil sige, at man er fattig, hvis man tjener under kr. om året eller har højst kr. at leve for om måneden. Ifølge de økonomiske vismænd var voksne danskere fattige i Københavns Kommune har sat fattigdomsgrænsen til kr. i disponibel indkomst, svarende til kr. om måneden. Gennemsnitsdanskeren mener, at man er fattig, hvis man tjener mindre end kr. om måneden før skat, og har mindre end kr. til bolig, mad, tøj mv. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Ugebrevet A4 gennemførte i juni i år. EU s statistiske kontor Eurostat opererer med en fattigdomsgrænse på 60 pct. af medianindkomsten. Kilder: Fattigdom i København (Københavns Kommune, 2008) og Ugebrevet A4 nr. 22, 2008.

5 EAPN EAPN European Anti Poverty Network er et netværk af ikke offentlige organisationer (NGO er), der arbejder med at bekæmpe fattigdom og social udstødelse i EU-landene. Der er nationale EAPN-netværk i 24 lande. EAPN-netværket i Danmark arbejder med at formidle viden, skabe debat og bidrage til politikker mod fattigdom og social udstødelse. Lige nu forbereder de bl.a. Det europæiske fattigdomsår Kofoeds Skole er medlem af EAPN og det danske netværk. Læse mere på og >> at leve for, når huslejen mv. er betalt, og det kan godt løbe rundt, når hun kun er sig selv. Gitte bor alene med to børn på 10 og 15 år og hun er ikke i tvivl: JA, jeg er fattig! Min økonomi slår ikke til. Jeg er på kontanthjælp og får boligsikring og børnepenge. Når husleje, faste udgifter og pante brevet i banken er betalt, er der kr. tilbage. Hvis ikke jeg bruger børnepengene til mad, hænger det ikke sammen. Det betyder fx, at der ikke er råd til at tage på ferie, til så meget nyt tøj eller til at leve sundt. Salat og grønsager er det første, der ryger, når jeg er ude at købe ind, fortæller Gitte, som er mest ked af, at den dårlige økonomi går ud over hendes børn. Min søn har fx svært ved at tage kammerater med hjem. Han er utryg, hvis han skal have venner til at spise: Hvad bliver der serveret? Vi har heller ikke de samme ting, som hjemme hos mange af kammeraterne. Det har jeg det da skidt med. Fat i politikerne Fattigdomskonferencen satte en masse tanker i gang hos de to. Gitte: Da jeg kom hjem fra Bruxelles, havde jeg bare lyst til at komme i gang og få det bredt ud. Desværre har jeg ikke rigtig haft kræfter til det. Men det ville være oplagt at danne en gruppe på Kofoeds Skole; vi kunne komme med oplæg til en diskussion og input til politikerne. Hvis vi skal have ændret noget, skal vi have fat i politikerne. Der var en enkelt politiker med i vores gruppe på fattigmandskonferencen. Og han blev noget over rasket over det, han hørte. Én ting er, at for ældrene er påvirket af fattigdom, men vores børn bliver jo også udstødte. Det kan komme til at følge dem resten af livet. Grøn leguan i Nyrnberggade Hele verden kommer på Kofoeds Skole, er en vending, som ofte bliver brugt til at beskrive den mangfoldighed, som udspiller sig i hverdagen på skolen. Alligevel havde skolen i august besøg af en usædvanlig gæst. Gæsten hedder Pixi, og er en grøn og meget tam - leguan, som har sit naturlige levested i de sydamerikanske regnskove. I Sydamerika er Pixis artsfæller yndede delikatesser, der skulle smage lidt som kylling. Men Pixis far, Martin, som er elev i Håndværker huset, skal nok sørge for, at gryden ikke bliver Pixis skæbne. Pixi er 7 år gammel og 1,15 meter lang. Grønne leguaner bliver op til 25 år, så man kan vel sige, at Pixi er ved at være i teenagealderen. Pixi elsker at komme med Martin på Kofoeds Skole. Her spreder hun almindelig begejstring, ikke mindst fordi hun ikke er genert, men lader alle komme i nærheden. Også selvom hun er i gang med at æde en tallerkenfuld grøntsager, som Café Himmelblå har sponseret. På trods af sit farlige udseende, lever Pixi mest af grøntsager, men napper dog en sjælden gang en flue, eller en edderkop. Grønt er jo som bekendt godt for huden, og i Pixis tilfælde giver det sig udslag i et vælg af flotte farver, som netop afspejler den mangfoldighed som er på skolen. Og når man hedder Pixi, kan man jo næsten kun gøre sig godt på billeder! - thop. Frokost i Neriusaag. Sund kost er blevet populær blandt eleverne på Kofoeds Skole i Aalborg. Det nytter noget! Sundhedstilstanden blandt socialt udsatte i Danmark er markant dårligere, end hos borgerne på den sikre side af det sociale sikkerhedsnet. I Aalborg har Kofoeds Skole siden 2006 arbejdet med at styrke sundheden blandt byens socialt udsatte grønlændere. Der er små, men positive tegn på, at indsatsen hjælper. reportage Af Thomas Pedersen Foto: Thomas Pedersen I sidste nummer af Kofoeds Avis omtalte vi SOSYudsat rapporten fra Rådet for Socialt Udsatte. En af rapportens hovedkonklusioner er, at socialt udsatte danskere ligger uforholdsmæssigt meget under normalbefolkningen, når man ser på den almene sundhedstilstand, levealder osv. Men hvorfor i det hele taget beskæftige sig med sundhed i forbindelse med socialt udsatte? Nytter det i det hele taget noget? Misbrug og sundhed Ása Martinsdóttir, som arbejder på Kofoeds Skole i Aalborg, er mange gange blevet spurgt, om det giver mening at arbejde med sundhed med mennesker, som ofte fylder sig med alkohol og stoffer. Der er mange der sætter spørgsmålstegn, men jeg mener, at lige meget hvor medtaget en krop er, så har den altid godt af at spise sundt og motionere, siger Ása Martinsdóttir, med fast overbevisning i stemmen. Ása er i køkkenet, hvor hun sætter eleverne Pavia og Elisa i gang med at tilberede frokost til de elever, som har skrevet sig på listen til at spise med kl Menuen står på farsbrød med ris, kogte grøntsager og tomatsauce. Tidligere på dagen har Ása og eleverne været på indkøb på det lille grønttorv, der ligger lige rundt om hjørnet. Eleverne Pavia og Elisa skærer grøntsager ud og rører fars, mens Ása rører en dej sammen, der skal blive til hjemmebagte boller til næste dags morgenmad. Det hele menneske Siden 2006 har Kofoeds Skole i Aalborg arbejdet med et sundhedsprojekt i samarbejde med Aalborg Kommunes Sundhedscenter. Her har Ása Martinsdóttir og hendes kollega, Helle Rønn, sammen med eleverne hentet inspiration og teoretisk viden om kost, motion og kreativitet som ballast for at binde an med nye, sundhedsopbyggende aktiviteter. Vi valgte at se på sundhed som en del af det hele menneske som en kombination af kreativitet, kost og fysik. Derfor har vi både haft kostvejledere og fysioterapeuter herude. Vi har også lavet eventyrrejser, hvor eleverne har skullet fantasere sig hen til steder, hvor det er godt at være, og bagefter brugt deres kreative evner til at male billeder ud fra deres oplevelser. Da fysioterapeuten var her, ryddede vi hele stuen og

6 Æbletræet i Gården ved Kofoeds Skole i Aalborg. Àsa Martinsdottír sammen med Eleonora (tv), Elisa og Pavia. fór rundt og spillede hockey alle sammen, fortæller Helle Rønn. Kofoeds Skole i Aalborg ser altså på sundhed som en personlig udviklingsproces, og ikke kun et spørgsmål om at tabe sig eller at kunne løbe hurtigere. Vi omsætter den teori, som vi får fra Aalborg Kommunes Sundhedscenter, til vores egen pædagogiske praksis. Vi sætter gang i lege og aktiviteter, hvor indlæringen foregår i naturlig forlængelse. For eksempel er det oplagt, at forklare hvorfor sukker og fedt er usundt samtidig med at eleverne er i gang i køkkenet. Liflige dufte Fra køkkenet er liflige dufte begyndt at brede sig. Farsbrødet er sat i ovnen, og Elisa steger frikadeller ved komfuret. Af og til kommer eleverne ind og ser hvor langt madprojektet er nået maverne er begyndt at fortælle, at det er spisetid. Ása Martinsdóttir er gået i gang med opvasken, og får hjælp af Eleonora, som egentlig skulle have været med til at lave mad, men forsvandt efter turen til grønttorvet. Pavia og Elisa mener selv, at de spiser rimelig sundt, også hjemme hos dem selv. Pavias livret er hvalbøf med bløde løg og kartofler. Han kan godt lide grønlandske specialiteter fra provianten på havnen, Det sker jo engang imellem, at jeg laver god mad, men det er ikke så tit. Nogle gange laver jeg lammesteg og torsk og sådan noget, siger Pavia. Ind med det grove En af de ting, eleverne har skullet vænne sig til i forbindelse med sundhedsprojektet er groft, hjemmebagt brød til morgenmaden. Det var ikke så populært i starten, og mange savnede det hvide toastbrød, som førhen var på bordet. Pavia er én af dem, som af og til savner toastbrødet, og da han siger det, er Ása Martinsdóttir der med det samme. Du ved godt, at hvidt brød kun består af luft, og det kan man kun leve af, hvis man er nyforelsket. Din krop fortjener noget mere end alt det luft der, siger Ása. Jah, jeg ved godt at vi skal have fibre især fordi vi drikker så meget øl her i Aalborg, svarer Pavia, der ikke lyder helt overbevist om det med fibrene, og stadig køber franskbrød, når han køber ind til sig selv. I mellemtiden har Eleonora og Elisa sørget for at der er blevet dækket op, og at maden er kommet på bordet. Snart er alle, der har meldt sig til at spise med, samlet, og der bliver hurtigt gjort indhug på fadene. Der bliver spist op med stor tilfredshed. Efter maden begynder eleverne så småt at forlade skolen for den dag. Der er ikke statistiske beviser for at sundhedsprojektet virker. Alligevel mener Helle Rønn, at det har flyttet noget i elevernes liv, at holde fokus på sundheden på skolen. Det vi kan se er for eksempel, at de folk, som ind imellem har madpakker med, kommer med groft brød. Og når de skal ud og købe ind til frokosten, er der ikke længere nogen, der vrisser over at de også skal købe grøntsager. Så vi kan se, der sker en udvikling med de folk, der kommer her, slutter Helle Rønn, som er i fuld gang med at dele Kofoeds Skoles erfaringer med folkene fra Aalborg Kommunes Sundhedscenter og andre organisationer, der hjælper de socialt udsatte i Aalborg. Kofoeds Skole Aalborg Neriusaag Kofoeds Skole i Aalborg ligger centralt i byen. Skolen er et 2-etagers baghus i en gård i en beboelsesejendom. Der er flere værksteder i huset, hvor der blandt andet arbejdes med træ, syning, fremstilling af figurer i ben og fedtsten og en masse andre sysler. Det meste af stue-etagen består af et køkken- og fællesrum, hvor elever og lærere samles til morgenmad, frokost og møder. Skolen har åben fra kl og eleverne skal melde deres tilstedeværelse inden kl. 9.00, hvis de ønsker at spise med den dag. Skolen er ikke et værested, men et aktivitetssted, og det er et krav, at eleverne deltager i husets aktiviteter, for at spise med. Aalborg har en stor havn, som har meget skibstrafik til og fra Grønland. Blandt andet derfor har byen en forholdsvis stor grønlandsk befolkning. Skolen har kontakt til ca. 200 grønlændere i byen, som bruger skolen på forskellige tidspunkter. Det daglige elevtal ligger mellem 15 og 25 personer. Der er 5 ansatte, hvor nogle er ansat på deltid. Man skyder da juletræsfødder Julen er en særlig tid på Kofoeds Skole. Vi starter årets julefest allerede nu, med en historie fra Håndværkerhuset Woody, hvor produktionen af juletræsfødder startede den 1. august. Hvordan bliver de til, hvem laver dem egentlig og hvorfor? reportage Af Thomas Pedersen Foto: Thomas Pedersen Det er varmt her i starten af august, og udover duften af træ, er luften i Håndværkerhuset fyldt med radioens højlydte transmission fra Håndboldlandsholdets kvartfinale ved de Olympiske Lege. Andesteg, decembermørke og temperaturer omkring frysepunktet virker langt væk. Men Johnny Pharsen, der er 52 år gammel og førtidspensionist, er i fuld gang med forberedelserne til den store højtid. Han går i et hjørne af værkstedet og laver juletræsfødder. Eller rettere, skyder dem sammen med en sømpistol. Otte skud til én fod Vi får træet ind i længder på tre til fem meter, som vi skærer op i forskellige størrelser. Så sætter vi de lange brædder ind i en skabelon, så de sidder tværs af hinanden, inden vi sømmer dem, fortæller Johnny, og lægger to brædder på plads i skabelonen. Han griber sømpistolen, og efter fire høje smæld er brædderne samlet med varmforzinkede søm. Så skal der klodser på undersiden af det øverste bræt, så juletræsfoden står lige og stabilt på gulvet. Igen smælder sømpistolen fire gange, og endnu en juletræsfod er blevet klar. Vi laver juletræsfødderne i fire forskellige størrelser, så der er da lidt afveksling i løbet af dagen, siger Johnny med et glimt i øjet, og griner. Sæsonvare Sidste år solgte han juletræsfødder for i omegnen af kr. Det er mest skovbrug og juletræsforhandlere, som køber hos os, og de første bestillinger tikker som regel ind lige efter efterårsferien, fortæller Finn Carlsen, der er daglig leder i Håndværkerhuset. Som regel er det to skovejere fra Nordsjælland, som konkurrerer om at bestille først. Men vi skal starte her omkring 1. august, ellers kan det godt blive lidt stresset. Men netop det, at det er en sæsonvare gør, at de elever, som producerer juletræsfødderne, går op i det med liv og sjæl, siger han. Gode mennesker Johnny Pharsen startede med at lave juletræsfødder for et par år siden. Og selvom mange vil sige, at det er et kedeligt og ensformigt arbejde, har han det fint med sit arbejde. Jeg kan godt lide at stå i min egen verden. Det er også noget jeg har problemer med uden for skolen. Jeg har heldigvis nogle gode høretelefoner, så jeg kan lytte til musik. Og nu, når der er olympiade, passer det mig ganske udmærket. Skolen er et godt sted at være for sådan en som mig, så jeg er enormt glad for at kunne være her, og få dagen til at gå med nogen gode mennesker, siger Johnny, som også drejer træskåle og går til hånde på skolen med forskellige vedligeholdelsesopgaver. Johnny Pharsen igang med at lave juletræsfødder i håndværkerhuset. Hjælp til selvhjælp Produktionen og salget af juletræer i Håndværkerhuset er hjælp til selvhjælp i en nøddeskal, mener Johnny. Jeg ser sådan på det, at jeg hjælper skolen, samtidig med at jeg hjælper mig selv, og får tiden til at gå med noget fornuftigt, siger han, og Finn Carlsen bakker helt op om dét synspunkt. Det giver altid god mening at lave noget, der kan bruges af nogen. Det er en aktivitet, som passer godt til nogle elever, og derfor gør de brug af det. For mange er alternativet at sidde derhjemme og kukkelure eller at drikke på en bænk. Så er det bedre at komme herud og få brugt de ressourcer man har, og være sammen med andre, slutter Finn Carlsen. Der kommer meget mere om Julen i næste nummer af Kofoeds Avis, og står du og har brug for nogle juletræsfødder, så kontakt Finn Carlsen på tlf eller på finnc@kofoedsskole.dk

7 Vejen fra Hjertet i TV Med sommeren vel overstået rinder 80-års jubilæumsåret så småt mod sin afslutning. Og jubilæet må siges, at være blevet markeret med manér. Der har været festligheder, som har sat sit præg på København, og skolen har markeret sig med busreklamer og et kampagne korps af medarbejdere, som har lavet opsøgende arbejde på gader og stræder. To bogudgivelser er det også blevet til, så jubilæumsåret bliver også synligt på landets biblioteker. Seneste skud på stammen er Jens Aage Bjørkøes Vejen fra Hjertet. Som tidligere omtalt på disse sider, lå Vejen fra Hjertet færdig fra trykken i juni, og blev lanceret med et pressearrangement i augustmed måned. ken i juni, og blev lanceret et Ipressearrangement forbindelse med lanceringen blev i august måned. Vejen fra Hjertet andet omtalt I forbindelse medblandt lanceringen blev ivejen TV2 fra Lorry. Vi har lagt et linkomtalt til Hjertet blandt andet i indslaget Nyheder TV2 Lorry.under Se indslaget vedpå at klikke forsiden af vores hjemmeside, ind på thop. hvor der er et link. - thop. Støttekredsen informerer: Er Kofoeds Skoles Støttekreds har mere end medlemmer. Det er privatpersoner, fonde og virksomheder, som financerer store dele af vores aktiviteter. Vi sætter stor pris på både store og små beløb, og ikke mindst den opbakning til vores arbejde med at yde hjælp til selvhjælp, som her igennem kommer til os fra hele landet. Hvorfor modtager jeg Kofoeds Avis? Har du undret dig over at du modtager denne avis - eller over at modtage flere eksemplarer end du plejer? Så er svaret her: Kofoeds Skole har besluttet at husstandsomdele Kofoeds Avis i udvalgte områder. I denne omgang er avisen blevet lagt i postkassen hos alle i Dragør nummer at 2791.????. Vi med håberpost selvfølgelig Vi håberafselvfølgelig at mange af vores nye synes så godt om avisen, mange vores nye læsere synes så godt omlæsere avisen, at bekendtskabet at bekendtskabet af længere du fortsat at få avisen bliver af længere bliver varighed. Ønskervarighed. du fortsatønsker at få avisen tilsendt eller at tilsendt at tegne et støttemedlemsskab, så kontakt støttekredsen. tegne eteller støttemedlemsskab, så kontakt støttekredsen. Husk at oplyse dit cpr-nummer Fra og med 2008 har organisationer, der modtager støtte fra private, fået pligt til at oplyse bidragenes størrelse til skattevæsenet. Bidrag indtil kr ,- kan trækkes fra i skat. Fremover vil Kofoeds Skole indsende oplysninger om beløbsstørrelser på bidragene til SKAT, men det kræver, at vi har cpr-nummeret på vores bidragsydere. Kontakt Støttekredsen kan kontaktes ved henvendelse til Charlotte Frølund på tlf. tlf eller 80 eller på charlottef@kofoedsskole.dk. - thop - thop på charlottef@kofoedsskole.dk. Skriv til redaktionen: kommunikation@kofoedsskole.dk Få Kofoeds Avis tilsendt: Kontakt Kofoeds Skole eller ks@kofoedsskole.dk Maskinel magasinpost ID nr.: Afsender: Kofoeds Skole Nyrnberggade København S. REDAKTION: Thomas Pedersen (Ansvar), Karen Pedersen, Ole Meldgaard, Malene Alexandersson, Jane Fogedby, Marianne Bjørkøe og Henrik Juhl. LAYOUT: Rikke Saabye forsidefoto: Thomas Pedersen TRYK: Kailow Graphics. Oplag: Eftertryk tilladt med kildeangivelse ISSN: Næste blad udkommer 1. december 2008 Red. sluttet d. 5. september 2008 Kofoeds Skole er en selvejende institution, der yder hjælp til selvhjælp til mennesker i sociale vanskeligheder. Skolen arbejder på et kristent og folkeligt grundlag. Kontakt Nyrnberggade 1, 2300 København S Tlf.: Fax: ks@kofoedsskole.dk Postgiro: