JAKOB AAHAUGE R O S E N KI LDE

Transkript

1 JAKOB AAHAUGE O G P E LLE S C H I E R U P E N I NTE R V I E W B O G R O S E N KI LDE

2 KELD MOLIN FRYGTENS PSYKOLOGI Terrorangreb er ofte kendetegnet ved, at de rammer et forholdsvis lille antal mennesker, men alligevel får en betragtelig effekt. Hvad er det for nogle processer, der bliver sat i gang ved et terrorangreb? Målet med terrorisme er at skræmme befolkningen, skabe usikkerhed, utryghed, sprede frygt og rædsel og derved destabilisere samfundet og underminere befolkningens tillid til regering og myndigheder. Dermed er det også sagt, at terrorisme er psykologisk krigsførelse. Terrorisme sætter en række psykologiske og sociale reaktioner og processer i gang, både på det individuelle og det kollektive plan. Store og spektakulære angreb som 11. september har selvfølgelig en anderledes kvantitativ effekt end mindre angreb, og de kollektive reaktioner bliver mere dominerende. Folk reagerer ikke kun ud fra deres egne oplevelser, men opfører sig som en masse. Det er en hel befolkning, der er under angreb, og derfor kan man også se reaktioner, både hos de mennesker, der har været direkte berørt og hos folk, der bliver indirekte ramt. Skadevirkningerne efter et terrorangreb er ligesom et isbjerg; det er kun en tiendedel, der er synlige. De fleste skader er et resultat af frygtbaserede reaktioner, og de kan opstå hos folk, der befinder sig langt væk fra selve det sted, der er blevet udsat for et angreb. Det, vi ved, der sker efter et terrorangreb, er, at mange mennesker bliver traumatiserede, og en del udvikler symptomer på PTSD, post-traumatisk stress syndrom. PTSD består af tre symptomkategorier. Det første er, at man oplever at blive invaderet af den traumatiserende hændelse. Man kan f.eks. få flashbacks, hvor man ufrivilligt kommer til at tænke på, hvad der er passeret, og man kan få mareridt. Man genoplever selve terrorangrebet igen og igen, hvilket er meget ubehageligt. Det andet er, at man mentalt prøver at lægge afstand til det skete og glemme. Nogle begynder at drikke alkohol for at glemme, mens andre forsøger at gøre noget helt andet, end de plejer og kaster sig ud i noget, der optager dem, eller kræver noget af dem, så man slipper for at forholde sig til det, man har været udsat for. I USA efter 11. september så man bl.a., at mange tog på storindkøb, så indkøbscentrene var fyldt med mennesker, der købte ting og sa-

3 ger, og underholdte sig med musik og videoer for at beskæftige sig med noget andet, og de aktiviteter har til hensigt at holde den traumatiserende hændelse på afstand. Den tredje symptomkategori er opfarenhed, hvor man har et forhøjet beredskab og er mere på vagt end ellers. Det er egentlig et psykologisk symptom, men det fungerer i høj grad på det kropslige plan. Kroppen kører i et helt andet gear, og man er meget sensitiv og farer let op, blot man hører en lille lyd. Det betyder også, at man meget hurtigt bliver irritabel og lettere bliver vred. En af de ting, der også sker i forbindelse med et terrorangreb, er, at vores sårbarhed generelt bliver aktiveret. Vi mennesker har en illusion om usårlighed, men i sådan en situation bliver vi opmærksomme på vores egen sårbarhed, og så bliver den illusion ødelagt. Man bliver revet ud af det almindelige mønster og bliver klar over, at det kunne være gået ud over en selv, og det kan sætte gang i en række psykiske reaktioner. Ikke nødvendigvis PTSD, men angst og stress og kropslige symptomer, som man også ser hos dem, der har været direkte udsat for angreb. Man prøver så at undertrykke de smertefulde tanker om ens egen sårbarhed gennem forskellige former for distraktion. Nogle enkelte udvikler en ligegyldighed, og kaster sig ud i risikofyldt adfærd, som kan handle om alt lige fra øget alkoholforbrug, eksperimenter med stoffer, trafikadfærd til at dyrke usikker sex. Efter 11. september var der også et større salg af våben i USA, selv om det i den her situation var helt hen i vejret. Det er klart, at man ikke kan beskytte sig mod terrorister i kaprede fly med håndvåben, men det skal ses som en form for tryghedsskabende adfærd. Hvis man ser tilbage på 11. september, som er det største terrorangreb, vi endnu har set, hvor mange kommer så til at lide af PTSD og andre symptomer? Der er lavet en række forskellige undersøgelser i tiden efter 11. september, der kommer frem til forskellige resultater, fordi de bruger forskellige parametre, og det er forskellige grupper, der er taget med. Én undersøgelse viser, at 11,2 pct. af befolkningen i New York led af PTSD i en til to måneder efter 11. september. For beboerne på Manhattan, der naturligvis var i en højrisikogruppe, var tallet 18,5 pct. Det er klart, at de mennesker, der har været tættest på begivenhederne, bliver mest påvirkede, men det betyder ikke, at man behøver at have set det med egne øjne eller få støv i ansigtet fra de sammenstyrtende tårne. Det at bo i en by, der er under angreb, forhøjer risikoen for at udvikle symptomer, ligesom det øger risikoen at bo i den samme delstat eller i det samme land. Faktisk kunne

4 man efter 11. september se et forhøjet niveau af PTSD over hele USA. Statistisk set kunne man lave en model med koncentriske cirkler, hvor centrum er Manhattan: Jo længere væk man kommer, jo mindre er chancen for at udvikle PTSD. Men derfor kan en, der bor km væk godt blive mere påvirket end en, der bor 10 km væk. Efter 11. september så man også, at mange i Danmark blev påvirket. Ikke sådan, at de udviklede en behandlingskrævende lidelse, men man kan godt måle, at folk er blevet mere utrygge. Vi har oplevet det samme på tv, som de har på den amerikanske vestkyst, men forskellen er, at vi ikke oplevede, at det var vores land, der blev angrebet. På den anden side kunne vi se, at det var den vestlige verden, som vi er en del af, der blev ramt. På den måde, er vi også under angreb, og det betyder, at man kan blive påvirket over lange afstande. Hvem det er, der bliver mest påvirkede og udvikler PTSD-symptomer, er svært at sige. Generelt er de mennesker, der er sårbare i forvejen, mere tilbøjelige til at udvikle PTSD, ligesom man reagerer stærkere, hvis man har kendskab til nogen, der er blevet ramt af angrebet. Er det de samme symptomer man ser i samfund, der permanent er udsat for trusler om terror? Som følge af gentagende terrorangreb er der her et generelt forøget niveau af utryghed og PTSD, men samtidig sker der en form for tilvænning til situationen. Man kan ikke vænne sig helt til terrorisme, men man kan lære at leve med det. Mennesker, der lever under en konstant trussel, vil generelt være mere på vagt og årvågne, og det kan påvirke ens adfærd, f.eks. ved at man holder sig væk fra visse steder. I Israel er der bestemte buslinjer, der har været udsat for flere angreb, og derfor er der selvfølgelig mange, der holder sig væk fra dem. Man så det samme i USA efter 11. september, hvor mange holdt sig væk fra steder, hvor der var mange mennesker. Det knuste verdensbillede Hvordan fjerner man den følelse af sårbarhed, som opstår efter et terrorangreb? Mange reagerer ved at forsøge at fastholde og styrke deres verdensbillede. Ens verdensbillede og selvagtelse er til en vis grad faldet fra hinanden, fordi man har været udsat for et angreb, som man ikke har været i stand til at forhindre. Derfor prøver man at genopbygge sin selvagtelse og styrke det verdensbillede, som terroristernes angreb har ødelagt.

5 I USA så man, at folk blev mere troende og gik mere i kirke, og de deltog i det hele taget mere i det religiøse liv. Der blev solgt bibler og religiøse bøger en masse. Samtidig kom nationale værdier i højsædet, og befolkningen rykkede tættere sammen. Præsident George W. Bush fik den højeste opbakning en amerikansk præsident nogensinde har fået, og det er et resultat af, at folket står sammen i krisetider. En anden reaktion, man så efter angrebene den 11. september, var altruisme. Mange amerikanere gjorde, hvad de kunne for at hjælpe ofrene og tage sig af dem, der var blevet påvirket af situationen. Under selve terrorangrebet kunne man ikke gøre noget, men efterfølgende kan man hjælpe dem, der har det svært, og det er samtidig med til at opbygge ens selvagtelse og reducere sårbarhedsfølelsen. Man er blevet rystet i sin grundvold, fordi man har været udsat for noget, som man ikke havde nogen kontrol over, men efterfølgende kan man gøre noget man har kontrol over, samtidig med at man prøver at gøre noget godt for andre mennesker. Der er også en ubehagelig side af det her, og det er, at folk bliver mere fordomsfulde og snæversynede og begynder at dele folk op i kasser som dem og os, amerikanere og terrorister. Det førte til, at der var nogen, der blev rubriceret i den forkerte kasse, og der var adskillige eksempler på, at mørklødede mennesker blev udsat for overgreb. Når man er under pres udefra, har man ikke overskud til at være så rummelig og nuanceret som normalt. Nye våben nye trusler Den største frygt er, at terrorister på et tidspunkt vil bruge masseødelæggelsesvåben i form af kemiske, biologiske eller måske nukleare våben. Får den trussel os til at udvikle reaktionsmønstre, der er anderledes end dem man ser ved almindelige angreb? Absolut. Man vil se nogle meget stærke kollektive reaktioner, specielt under selve angrebet og lige efter. Ved et angreb med masseødelæggelsesvåben, eller det man kalder CBRN-våben, kemiske, biologiske, radioaktive og nukleare våben, vil det ofte være svært at vurdere, om man rent faktisk er blevet ramt. Under 11. september var man ikke i tvivl om, hvorvidt man var blevet ramt eller ej, men ved et angreb med CBRN-våben ved man sjældent, om man er ramt af noget, der er smittefarligt eller giftigt. Der er ofte en betydelig inkubationstid og tanken om, at man er smittet med noget, der kan slå en ihjel i løbet af et par timer eller et par dage, kan sætte nogle meget stærke reaktioner i gang hos de mennesker, der tror de er ramt. Selv om der ikke er blevet brugt CBRN-våben, kan frygten alene få folk til at udvikle symptomer, der minder om dem, som kemiske og biologiske våben

6 forårsager. Det så man bl.a. ved Aum Shinrikyo-sektens sarin-angreb på Tokyos undergrundsbane, hvor mange mennesker, der ikke havde været udsat for gassen, styrtede af sted til sygehusene for at blive undersøgt og behandlet. CBRN-våben har potentialet til at dræbe tusindvis af mennesker, men frygten for dem kan overraskende nok være lige så farlig. Da Irak under den første golfkrig i 1991 angreb Israel med Scud-missiler, var der en frygt for, at de medbragte kemiske våben, og derfor så man en lang række frygtbaserede reaktioner. De fleste, der henvendte sig på skadestuen, havde ikke fået skader af selve missilnedslaget, men var blevet syge af frygt eller var kommet til skade på andre måder, der ikke havde noget med selve angrebet at gøre. Nogle kom til skade, mens de prøvede at flygte, nogle fik hjertestop og der var endda syv mennesker, der døde, fordi de blev kvalt i deres gasmasker. Der var faktisk mange som troede, at de havde været udsat for nervegas og derfor tog modgift mod det, og som så blev forgiftet af modgiften. Masseødelæggelsesvåben sætter nogle helt nye ting i gang, som vi ikke har set før med almindelige terrorangreb. Problemet er, at kemiske og biologiske våben giver en række uspecifikke symptomer, og mange af de symptomer minder om dem, man oplever ved akut stress. Derfor kan det være meget vanskeligt for det sundhedspersonale, der tager imod ofrene for terrorangreb at vurdere, om de har været udsat for f.eks. nervegas eller om det er angst og stress, der er årsagen til symptomerne. CBRN-våben er i deres natur mere angstfremkaldende end konventionelle våben, og derfor ville konsekvenserne af et angreb også være større end noget, vi har set før. Ved et konventionelt angreb ved man, hvem der er blevet ramt, men ved angreb med kemiske eller biologiske våben er der ingen synlige skader. Tanken om, at der er noget usynligt og dødsensfarligt i luften, er skræmmende, og samtidig er det næsten umuligt at danne sig et overblik over, hvem og hvor mange, det har ramt. Det samme ville til en vis grad gøre sig gældende ved et angreb med atomvåben. I det tilfælde ville der selvfølgelig være voldsomme synlige skader, men oveni det kommer radioaktiviteten, der kan slå folk ihjel i årevis, efter de har været udsat for stråling. Det, der er den afgørende forskel, er, at hændelsen ikke bliver afsluttet. Ved angrebet 11. september var det forbi, da tårnene styrtede sammen, men det ville ikke være tilfældet med angreb med ikke-konventionelle våben. Hvis man har fået stråleskader, er det meget vanskeligt at vurdere om, man er ramt eller ej, fordi man kan udvikle kræft senere i livet. Man kan opleve at have fået implanteret en bombe under huden, som kan sprænge, når det skal være, og det kan hensætte en i en længerevarende stressreaktion.

7 Den intentionelle ondskab Hvordan adskiller de psykologiske reaktionsmønstre hos mennesker, der har været udsat for terrorangreb sig, fra mønstre hos folk, der har oplevet f.eks. naturkatastrofer? Man kan se statistisk, at folk reagerer stærkere på terrorisme, og det handler primært om, at der er nogen, der bevidst prøver at gøre en ondt. Man kan til nød acceptere, at der sker naturkatastrofer, det er hændelige uheld. Men oplevelsen af, at der er nogen, der bevidst og intentionelt forsøger at skade en, det er noget helt andet. Det sætter en større indignation, vrede og afmagt i gang, at der er nogle mennesker, der gør det med vilje, og det gør det sværere at forstå. Tanken om, at det er intentionel menneskelig ondskab, der står bag, gør, at alle følelser bliver skruet et par grader op. Samtidig er der en frygt for, at det kan gentage sig, for hvis terrorister først har gennemført ét angreb, er der en risiko for, at de vil slå til igen. Det kan komme om ti minutter, men det kan også komme om to dage eller to år, eller måske aldrig igen. Reaktionerne adskiller sig jo også fra vold og overfald, der statistisk set rammer flere mennesker end terror. Hvad er det, der gør terrorisme så effektfuld? Det handler meget om, hvad der er kendt og ukendt. Voldelige overfald er et kendt og udbredt fænomen, og det er til en vis grad muligt at gardere sig mod at blive involveret. Hvis man ser på de snigskyttemord, der fandt sted i nærheden af Washington i 2002, så var de langt mere skræmmende end gadevold, fordi man ikke havde nogen form for kontrol over situationen. Der var ingen, der vidste, hvordan snigskytten så ud eller hvor og hvornår, han ville slå til. Kontrolaspektet er meget vigtigt, fordi situationer, som vi ikke har kontrol over, kan gøre os langt mere angste. Vi reagerer meget stærkere på de ting, der er ukendte og uvante. Erfaringer fra Israel viser også, at befolkningerne i Jerusalem og Tel Aviv har lært at leve med selvmordsangreb. Efterhånden som det bliver et kendt fænomen, mister det en del af sin effekt. Det giver terroristerne et problem, og derfor bliver de nødt til at finde nye og mere spektakulære måder at udføre deres angreb på. Hvis vi oplevede et angreb som den 11. september en gang til, så ville det have en mindre effekt, fordi det er noget, vi har set før. Terroristerne er tvunget til at finde på noget nyt, hvis de vil sikre, at effekten bliver den samme, og derfor kan man frygte, at de en dag ville bruge CBRN-våben, hvis de fik mulighed for det.

8 Myndighedernes ansvar Hvad er myndighedernes ansvar i sådan en situation, og hvad kan de gøre for at begrænse de skadelige virkninger? Myndighederne plejer i første omgang at forholde sig til de fysiske skadevirkninger, men det er vigtigt, at man også varetager befolkningens informationsbehov. Udover at slukke brande og hjælpe mennesker, der er kommet til skade, er det essentielt, at myndighederne kan modsvare befolkningens behov for information. I sådan en situation er der brug for, at myndighederne signalerer, at de har kontrol over situationen, og at de iværksætter de nødvendige initiativer for at få normaliseret situationen. Det er utroligt vigtigt, at befolkningen får opfattelsen af, at myndighederne har styr på situationen, og ved hvad der skal gøres. Folk har f.eks. behov for at få at vide, om de er i fare, og et informationsgrundlag, som de kan bruge til at beslutte, hvorledes de bedst og sikrest handler i situationen. Men sådan som det danske beredskab fungerer, er det endnu ikke gearet til at kunne levere den slags konkrete informationer i en situation, hvor der er sket et angreb. De danske myndigheder har hidtil fokuseret på de fysiske ødelæggelser, og ikke på det der sker på den anden side af skadestedet, hvor de psykiske reaktioner og den menneskelige adfærd gør sig gældende, og hvor frygten gør, at man handler uhensigtsmæssigt. Hvis en katastrofe bliver tacklet uhensigtsmæssigt kan det lede til en sekundær traumatisering, der kan være endnu værre end den første. Det spekulerer terrorister også i. De vil gerne lave aktioner, der udstiller samfundets magtesløshed og viser, at myndighederne ikke kan håndtere situationen, fordi det vil forværre oplevelsen for befolkningen mange gange. Befolkningen vil opleve det som en kædereaktion af katastrofer, og på den måde får man enorme konsekvenser ud af en forholdsvis lille årsag. Interviewet er et uddrag af bogen Terrorens Anatomi, Jacob Aahauge, Pelle Schierup og Forlaget Rosenkilde 2007 Alle rettigheder forbeholdes.