Hvad vil du da svare? Hvad svarer du, hvis nogen spørger dig: Hvem er du?

Transkript

1 Forestil dig, at du møder en person, som intet kender til dig. Forestil dig, at den person spørger dig, hvem du er. Hvad vil du da svare? Hvad svarer du, hvis nogen spørger dig: Hvem er du? Fortæller du, hvilket arbejde du har eller har haft, eller fortæller du, at du ikke har noget arbejde? Fortæller du, hvem du er gift med, eller at du bor alene? Fortæller du, hvem du er forælder til eller barn af? Fortæller du om dine karaktertræk og din personlighed? Vi oplever det af og til ved middagsselskaber, hvor vi kan komme til at sidde ved siden af nogen, der ikke aner, hvem vi er. Der kan vi begynde med at fortælle, hvordan vores forbindelse er til den, vi er til fest hos, men hvad siger vi så mere for at forklare, hvem vi er? De fleste af os fortæller nok, hvilket arbejde vi har. Det er derfor mange arbejdsløse prøver at undgå 1

2 selskaber, fordi de næsten altid bliver nødt til at fortælle, at de er uden arbejde. Mange af os definerer næsten os selv ud fra vores job. Selv dem, der er pensionerede, fortæller gerne om, hvilket arbejde de havde, før de gjorde sig fortjent til pensionen. Andre vil måske fortælle om deres familie, om deres spændende fritidsinteresser, det frivillige arbejde de udfører, eller de rejser, de tager på. Når vi skal forklare hvem vi er, tager de fleste af os udgangspunkt i os selv, eller i den familie, vi er en del af. Johannes Døberen gør noget helt andet. Han bliver stillet det samme spørgsmål. Hvem er du? Når han svarer på det, fortæller han ikke ret meget om, hvem han selv er. Han siger ikke, hvordan han er nået dertil, hvor han er, eller hvordan han har det med det, han laver, og han nævner ikke med et ord, hvad han laver i sin fritid. Han tager udgangspunkt i en anden, når han skal svare på, hvem han er. Centrum i hans tilværelse ligger uden for ham selv. Derfor 2

3 svarer han: Jeg er ikke Kristus. Jeg er den, der råber: Ban vejen for Kristus! For Johannes er det vigtige ikke, hvad han selv rummer. Det vigtige er ikke, at han får opfyldt sine egne dybeste behov og får realiseret sine potentialer. Det vigtige finder han ikke ved at være selvcentreret. Målet for Johannes er ikke at realisere sig selv, men at realisere en anden. Johannes centrum ligger uden for ham selv. Johannes ved, hvem han er, fordi han ved, hvem Jesus er. Det vigtigste, der er at sige om Johannes, er, hvad han er i forhold til Jesus. Tænk engang, hvis vi på samme måde definerede os ud fra Gud. Forestil dig, at din bordherre til selskabet spørger dig: Hvem er du? og du svarer: Jeg er et Guds barn. Vil du lige række mig rødbederne. Det er vist de færreste, der gør det. Men vi afslører, hvad vi mener der er det vigtigste, der er at sige om os, når vi med få ord skal fortælle, hvem vi er. Det gør 3

4 en stor forskel om vi mener vi har vores værdi i, hvordan har gjort os fortjent til vores pension, eller om vi mener vi er værdifulde, fordi vi er børn af Gud. Hvis vi skal helt ind til kernen af, hvem vi er, så skal vi tale om Gud. Ligesom Johannes ved, hvem han er, fordi han ved, hvem Jesus er, lige sådan ved vi, hvem vi er, når vi ved, hvem Gud er. Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele. Sådan skrev den engelske digter John Donne i Og det er sandt. Vi lever i relation til Gud og til andre mennesker. Vi lever som en del af et hele, som en betydningsfuld del, men ikke med større betydning end andre. For når vi tror på, at vi er skabt af Gud, og at han har skabt den verden, vi lever i, så betyder det også, at alle andre mennesker må være skabt af Gud, og dermed må have stor værdi. Det grundlæggende, der ligger fast og aldrig kan rokkes, er, at vi er en del af et større hele, som Gud har skabt. 4

5 Hvis vi tror på, at Gud stadig virker i verden og virker i os, så forstår vi, hvad kernen i os er. Naturligvis har det indflydelse på os, hvilken opvækst og hvilke gener, vi har med os, og selvfølgelig siger det meget om os, hvilket arbejde vi har eller ikke har, hvem vi er i familie med og venner med, men vi er mere end det. Heldigvis. Vi er de mennesker, vi er, også hvis vi mister vores arbejde eller vores familie. Vi er noget i os selv, i og med, at vi er gudsskabte mennesker. Det vigtigste, der er at sige om os, er, at vi har et centrum uden for os selv. Det er ikke fordi det ikke er interessant at høre, hvad folk har bedrevet i deres liv, og hvordan de har tacklet de muligheder, de fik. Det kan være vældig spændende at høre om. Men vi gør os selv for små, hvis vi bilder os selv ind, at vi kun er defineret af de jobmuligheder, der bød sig til, de hobbies, vi var optaget af, eller den familie, vi er født i eller har giftet os ind i. Der er noget meget større, som vi er en del af. 5

6 Det hele drejer sig ikke om os. Vi er ikke centrum. Centrum er Gud, og hvad der kommer fra ham. Det er ham, der har sat os i verden. Det er ham, der har taget imod os i dåben, som hans børn. Det er ham, vi møder i det lille Jesus-barn, vi skal høre om i kirken her til jul. Det er ham, der gennem sin søn har vist os, hvad han vil, at vi skal gøre. Det er ham, der har rejst Jesus op fra de døde og givet os håbet om, at det samme vil ske for os en dag. Det er ham, der sendte os sin hellige ånd til at vejlede og trøste os. Det er ham, der har givet os befaling om at fortælle om alt det, vi har hørt om Gud og Jesus og Helligånden, så andre må komme til tro. Det er egentlig ham, der er vores centrum. Når vi indser det, kan vi i sandhed glæde os over det gode budskab, som kom med Jesus. Et budskab, der forkynder fred og frelse for alle. Da kan vi gøre, som Paulus opfordrer os til, når han siger: Glæd jer i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold 6

7 jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. Vi har grund til at glæde os i Herren. Dengang vi blev døbt, blev det understreget, hvem vi er. Vi fik måske vores navn, da vi blev døbt, men det navn siger nok mere om vores forældre, der valgte navnet, end det siger om os. Der sker noget meget større ved dåben, noget meget mere grundlæggende for vores identitet. Det store, der sker for den lille, som bliver båret til døbefonten, sker, selv om den lille ikke har gjort noget for det. Det er ikke vores meritter, der gør, at vi får del i dåben. Vi bliver taget imod, døbt og velsignet, alene fordi vi er gudsskabte mennesker, og det er det allervigtigste, der er at sige om os. Det at være et menneske er så stort og så værdifuldt, at vi ikke behøver præstere mere for at få Guds velsignelse. Hvem vi er, bliver sagt allerede når vi er 7

8 ganske små, ved dåben, hvor det bliver sagt højt, at vi er Guds børn. Vores identitet er, at vi er Guds elskede børn. Så når vi bliver spurgt: Hvem er du?, så var det måske ikke helt tosset at svare: Jeg er et Guds barn. For det vigtigste er ikke, om vi er store eller små i andres øjne. Vi er noget stort i kraft af Gud. Amen. 8