Tale til Jan Hansen 11. maj 2006

Transkript

1 Tale til Jan Hansen 11. maj 2006 Kære Jan, I dag modtager du Dansk Oversætterforbunds Ærespris og det er både fortjent og glædeligt. Prisen var i lang tid den eneste oversætterpris i Danmark, den blev stiftet i 1945, og selv om der heldigvis da er kommet flere til, så står der stadig en særlig aura om netop denne pris. Den skal gives til citat en oversætter, som ved fremragende gengivelse af et eller flere betydelige værker har beriget dansk litteratur. I dit tilfælde kan man vist roligt tale om flere betydelige værker og ikke kun ét. Du daterer selv begyndelsen af din oversætterløbebane til 1984, altså samme år som du blev cand. mag. i engelsk og russisk fra Københavns Universitet. Og siden da er det blevet til godt over 100 titler, hvilket i sig selv er imponerende, men kvantitet er ikke nok i hædersprisernes ophøjede verden, der skal også kvalitet til. Kvaliteten er da også mærkbart til stede i dit oversætterskab, og det skal jeg komme nærmere ind på om lidt. Som oversætter har du frem for alt gået på to ben et engelsk og et russisk. At du også har oversat noget fra norsk og fransk og tysk, bl.a. Petra Morsbachs lille romanbagatel på 620 sider, Pludselig er det aften, det går vi let hen over. Det engelske og det russiske ben har sikret dig en lang og livlig gang på jorden, og det har indtil nu været en ganske afvekslende vandring. Tit er det jo sådan, at engelsksprogede titler ankommer på dansk i en sky af bestsellerhype og forudgående berømmelse, mens russiske titler møder frem til en rungende undren og uforberedthed blandt danske læsere og anmeldere. Blandt de mest hypede af dine engelske og amerikanske forfattere har været navne som Nick Hornby, med Fodboldfeber og Langt nede og flere andre titler, og Jonathan Safran Foer med Ekstremt højt og utrolig tæt på ; den sidste, hvis hovedperson er den gammelkloge og mere end snurrige drengefortæller Oskar Schell, kræver en krøllet hjerne for at følge med de mere eller mindre besynderlige påhit, der ledsager den i øvrigt dybt alvorlige historie om drengen, hvis far er omkommet i World Trade Center under terrorangrebet den 11. september Men du har også slået et slag for en amerikansk forfatter som Cormac McCarthy, der aldrig rigtig har fået nogen opmærksomhed i Danmark, selv om en litteraturguru som Harold Bloom med stor begejstring kalder ham en værdig arvtager af traditionen fra både Melville og Faulkner.

2 2 Tre McCarthy-romaner har du oversat, blandt andet Alle de smukke heste. Lad os også lige huske kvalitetsnavne som John Irving, Graham Swift, Ian McEwan, Ethan Canin og Jonathan Coe, som alle er blevet fordansket af dig med en eller flere bøger. Og lad os så lægge vægten over på det russiske ben. Den allerførste af dine oversættelser, som jeg fik i hænderne, var en roman der hed Egernet. Den udkom i 1987 originaludgaven er fra 84 og skrevet af Anatolij Kim, en interessant forfatter, født i Kazachstan af koreanske forældre og senere bosat i Moskva, en af repræsentanterne for den såkaldte Moskva-skole, hvilket i de onde gamle sovjetiske dage betød litteratur der var mere underfundig og mangetydig end den systemtro realisme, som boghandlerne ellers var tapetseret med. Jeg var meget optaget af bogen, af dens besynderlige synsvinkelspring og dens mærkelige sammenvævninger af natur og kultur og der var en helt distinkt tone i den, en på én gang patetisk og resigneret tone, som holdt fra første til sidste side. Det fik mig til at spidse ører, og det skulle ikke blive sidste gang, jeg konstaterede din evne til at indfange en bogs specielle tone. Siden kom der yderligere to romaner af Kim i din oversættelse. Jeg ved faktisk ikke, om Kim var en forfatter, du selv havde opdaget, eller om det var på opfordring, at du oversatte ham. Men jeg ved, at du på flere måder har gjort dit til at introducere forfatterskaber, som var opmærksomhed værd. Også i 1987 skrev du en monografi om de russiske landsbyforfattere, der var i vælten dengang, og du oversatte et par bøger af en af de mest fremtrædende af dem, nemlig Fjodor Abramov. Uden for det skønlitterære felt i hvert fald i bogstavelig forstand har du oversat Mikhail Bakhtins Karneval og latterkultur og dermed givet danske læsere et indblik i tankegangen hos en af det 20. århundredes vigtigste litteraturteoretikere. Beskæftigelsen med Bakhtin er voksende, men du var tidligt ude med antennerne. Gennem dig har danske læsere også kunnet få syn for sagn, når det gælder en vigtig perestrojka-roman som Jurij Trifonovs Forsvinden, en kontroversiel miljøskildrer som Ljudmila Ulitskaja (med Medea og hendes børn ) eller et virkeligt insider-tip som emigrantforfatteren Sasja Sokolov, hvis speedsnakkende nyklassiker Dåreskolen udkom på russisk i USA i 1976, men først kunne udgives i Rusland i På dansk fik vi den i 1994, og du havde forsynet den med et efterord, hvor du ikke bare gav læserne nogle nødvendige ordforklaringer, men også fortalte lidt om hvordan du havde tilstræbt at få dét med, som Sokolov kalder skrivningens dunkende, indvendige metronom. Der har vi tonen igen. Tonen og de nødvendige forklaringer er også konsekvent gennemført i din oversættelse af Andrej Kurkovs lille genistreg Døden og en pingvin, der udkom for to år siden.

3 3 Hovedpersonen er en forfatter, der lever i Kijev, i den temmelig absurde, post-sovjetiske, ukrainske virkelighed. Men tonen i bogen er nærmest snusfornuftig, og der gøres ikke noget specielt væsen ud af at forfatterens husdyr er en melankolsk pingvin med hjertefejl, et dyr, hvis øjne ser ud som om de kan se tværs igennem forfatteren med al en gammel kommunistisk partifunktionærs livsklogskab og erfaring. Der har sikkert stået et indforstået polit-jargon-ord på russisk, som du så har foldet ud til en gammel kommunistisk partifunktionær, men den indbyggede forklaring forhøjer faktisk den komiske effekt, og det er jo lykkeligt, når det kan ske. Nok om pingviner. Der er en anden bog på din værkliste, som jeg gerne vil fremhæve specielt fordi den er et virkelig betydeligt værk, selvfølgelig, men også af den lidt egoistiske grund, at jeg var en smule involveret i dens lange og vanskelige vej til et dansk publikum. Det er den georgiske forfatter Otar Chiladzes roman Jernteatret. Du havde fortalt mig om din begejstring for Chiladze, som du havde læst i russiske oversættelser, og jeg fik fat i Jernteatret på tysk og læste den; og de gode viljer forenedes faktisk i udarbejdelsen af en forlagskontrakt med et lille, modigt dansk forlag. Jeg havde kontrakten med, da jeg i anden anledning rejste til Georgien i 1990, og jeg fik kontakt med Chiladze og så til med stor tilfredshed, da han lånte min pen og prentede sit uforståelige, smukke, georgiske navnetræk på kontrakten. Så kunne jeg rejse hjem med denne vigtige forudsætning i orden men bogmarkedet er lunefuldt, romanen er på næsten fem hundrede tættrykte sider, udsigten til gevinst var minimal, og det tog seks år, før romanen omsider forelå i en dansk udgave på et andet lille modigt forlag. Den fik fremragende anmeldelser, solgte meget dårligt og slumrer nu på bibliotekernes hylder og i et og andet antikvariat. Det er smadder uretfærdigt. Du brændte for bogen, du oversatte den con amore, inden der var nogen sikkerhed for noget som helst, og jeg ved endda, at du lærte dig lidt georgisk for at gøre det, selv om det primære forlæg var den russiske oversættelse. Normalt bør man jo oversætte direkte fra kildesproget, men i dette tilfælde ville bogen aldrig være blevet oversat, hvis dét krav skulle håndhæves. Mig bekendt er der ingen professionelle oversættere, der mestrer kombinationen georgisk-dansk. Jernteatret er en stor roman, der foregår i den periode, hvor Georgien var indlemmet i det russiske imperium. Og den er skrevet i den periode, hvor Georgien var indlemmet i det sovjetiske imperium. Historien og nationalbevidstheden spiller bestemt en rolle, både for bogens handling og for dens berømmelse andre steder end i Danmark, men det besættende ved den er en egentlig ganske grundmenneskelig handling, der bæres af sted af en utrolig, bredt strømmende flod af ord med mange krusninger og sindige hvirvler. Tonen igen. Det er ikke en bog for folk med hang til hurtig action og lave lixtal, det er en hængekøjebog til lange sommerferier. Men jeg kan ikke

4 4 lade være med at tænke på, at hvis du nu havde været svensker, så havde Chiladze måske været en af de forfattere, man hvert år hører nævnt som mere eller mindre sandsynlige kandidater til Nobelprisen. Det er et lidt overset faktum, at langt de fleste af de forfattere, der har fået Nobelprisen i de sidste mange år, også de for os meget eksotiske og ukendte, har været oversat til svensk inden de fik prisen. Jovist har oversættelser magt, men de virker i det skjulte! Så er der én ting til, som ubetinget skal nævnes. Inden for oversætteriet findes der en særlig disciplin, nemlig klassikeroversættelserne. Det er noget af det vanskeligste, fordi oversætteren ikke bare skal bygge bro over en afstand i sprog, kultur og vaner, men også i tid, og fordi en nyoversættelse af en klassiker uvægerligt vil blive læst gennem et prisme af tidligere oversættelser og vedtagne holdninger til værket. Men selv om hovedvægten i dit oversætterskab ligger på det 20. århundredes litteratur, har du også givet dig i kast med klassikere som Dostojevskij og Gogol. Gogols roman Døde sjæle hører til mine yndlingsbøger og i 2002 udkom din nyoversættelse af den. Bogens handling vil jeg ikke sige ret meget om historien om den belevne plattenslager Tjitjikov, der rejser rundt i Rusland og opkøber døde bønder for en slik, er sikkert kendt af mange. Jeg vil zoome direkte ind på en af de mest berømte passager i den, fordi man dér kan finde et præmieeksempel på, hvad god oversættelse vil sige. Det er den højstemte, prosalyriske slutning på romanens første del, jeg har i tankerne passagen, hvor Gogol sammenligner Rusland med en vogn med trespand, en trojka, der stormer fremad i vild fart. Gogol var ikke bare satiriker og en næsten surrealistisk fabulant, han var faktisk også af temperament en stor patetiker, og det skal man have læst ham for at begribe. Passagen er notorisk meget svær at oversætte, der er sætninger der umærkeligt skifter subjekt midt i det hele, der er formuleringer som kun er mulige, fordi russisk i kraft af sine mange bøjningsformer kan lade et udeladt ord være underforstået og først og fremmest er den båret af en næsten tungetale-agtig digterisk rus. Det er vanskeligt nok i sig selv at gengive, men en oversætter skal også have mod til at oversætte hvad der vitterligt står, og viden til at begribe hvilke forudsætninger der rumsterer nede under teksten. Denne trojka, som Gogol sammenligner Rusland med, er ikke sindrig, står der, ikke sat sammen med skruer og bolte, men hugget ud på ingen tid med kun økse og mejsel, samlet af en fingerfærdig landsbyhåndværker fra Jaroslavl. Og dog jager den af sted: Hvad skal denne rædselsindgydende fart betyde? Og i den allersidste sætning i passagen står der så, at andre folkeslag og nationer træder til side og lader Rusland komme forbi Men hvordan træder de til side? Gogol tilføjer det lille ord, af verbet, der betyder skele eller se skævt til.

5 5 Der ligger en verden af mening i det lille ord hele det russiske underlegenhedskompleks over for det mere civiliserede, mere teknologiske, muligvis højerestående Vesten (eller Europa, som russerne selv kalder det). På Gogols tid var det et hedt emne skismaet mellem de vestligt orienterede zapadnikker og de slavisk orienterede slavofiler kunne få sindene i kog i litterære og filosofiske kredse. Og selv i dag er skismaet ikke helt udryddet. Nu vil jeg citere, hvad din forgænger som oversætter af Døde sjæle, Georg Sarauw, har fået ud af den sidste sætning: Med underfuld klang synger trojkaklokken, luften kløves, buldrer og rejser sig i storm; men du, du flyver forbi alt, hvad der lever og ånder på jorden; og med bævende blikke viger alverdens folkeslag og riger til side, og din vej er åben. Sarauws oversættelse har mange gode sider, men lige her lader han sig forføre af den digteriske flugt til at overse hvad det lille ord har at sige. Med bævende blikke, skriver han. Du når et spadestik dybere i din analyse: Med en forunderlig klang klirrer vognens bjælder; luften kløves, flænges og rejser sig i storm; men du flyver forbi, forbi alt på Jorden, og mistroiske træder alverdens andre folkeslag og nationer til side og lader dig komme forbi. Det er lige i øret. Mistro i stedet for bævende respekt. Den lille dissonans i det store tonebrus. Godt hørt. Jeg kunne have nævnt meget mere, men det må række. Nu konstaterer jeg bare, at du i dag for en imponerende indsats for berigelse af den danske litteratur modtager Dansk Oversætterforbunds Ærespris og et rigtig stort og hjerteligt tillykke.