Prædiken til temagudstjeneste ved lystræets indvielse i Sct. Bendts Kirke 8. marts 2009

Transkript

1 Prædiken til temagudstjeneste ved lystræets indvielse i Sct. Bendts Kirke 8. marts 2009 Livets træ gror i tiderne I tidernes morgen, da verden var rullet ud af Guds ord, plantede Gud en have. Midt i den enorme verden, - som kan tage pusten fra enhver, der tænker over, hvor stort det hele egentlig er, - ja, dér sørgede Gud for et trygt sted. Et trygt, skærmet, vederkvægende sted til det sidste skud på stammen. Og så skabte Gud mennesket, i sit eget billede, - altså anderledes end resten af verden, og dog så lig verden, for af jorden blev mennesket taget. Og dér lå mennesket - som en sandfigur på stranden, indtil Gud bøjede sig ned og blæste sin livsånde ind i menneskets næsebor. Og så vågnede mennesket, en mand og en kvinde, og åbnede for første gang deres øjne og kiggede på hinanden og rundt på alt det vidunderlige. Et himmelsk liv, midt i verden, i den bedste tænkelige kontakt med både krop og sind, den bedst tænkelige kontakt med hinanden. Ja, den bedst tænkelige kontakt med Gud, for Gud kom i haven og var hos sine mennesker. Ja, godt var det. Og dog, for nok fortælller Bibelens første sider os mangt og meget om vores eksistensvilkår som mennesker, men mange spørgsmål rejser sig også. For hvorfor var der en slange i paradiset? Hvorfor var der et kundskabens træ? Hvorfor faldt mennesket for fristelsen? Og hvad var det med det der livets træ? Nuvel, et livets træ var der altså også i paradiset med frugter, der gav evigt liv til den, der spiste af dem. Og af barmhjertighed, - for det var af barmhjertighed, at Gud gjorde det, viste Gud Adam og Eva ud af paradiset, for at de ikke også skulle række hånden ud mod livets træ og derved leve evigt. Leve evigt i den tilstand, som de pådrog sig selv og verden, da de spiste af kundskabens træ. Det ville være forfærdeligt, og derfor satte Gud keruberne, himmelske væsener med lynende flammesværd, til at vogte indgangen til paradiset.

2 Men nu havde tiden og historiens malmstrøm taget sin begyndelse og menneskene havde nok at gøre med at finde ud af at leve, og overleve, i en verden, som de nok kendte, men som var blevet så anderledes. Dog glemte menneskene aldrig livets træ, ejheller glemte de deres herkomst, og erindringen fandt nedslag i de kulturer og religioner, der opstod gennem tiderne. For mennesket har altid søgt svar på den længsel som det bærer i sig. Søgt svar på sin oprindelse. Søgt mening og sammenhæng netop fordi det er et menneske. Ja, erindringerne blev givet videre ned gennem slægterne, og længselen fandt i mange kulturer og religioner udtryk i tilbedelsen af jordklodens vidunderlige træer. For træet forbinder netop jord og himmel. Det gælder også de germanske og nordiske religioner, og vi kender alle træet Yggdrasil. Det kolossale, eviggrønne asketræ i den nordiske mytologi, som står midt i verden, med enorme rødder, der når ind i de forskellige verdener, og grene, der strækker sig ind i himlen. Da kristendommen med sine hellige skrifter, inspireret af Gud, nedskrevet af mennesker, nåede til norden, var det derfor kun naturligt, at nordboerne tog Livets træ fra paradiset til sig. Yggdrasil kom hjem så at sige. Og Livets træ var et yndet motiv i kirkekunsten, da den begyndte at udfolde sig i vores del af verden, og fordi så meget af den er bevaret indtil vores tid, så kan vi se Livets træ gengivet på mange forskellige måder: som vinranker, pinjekogler, søjler. Kalkmalerierne her i Sct. Bendts kirke, som er nogle af Danmarks ældste, er ingen undtagelse, for alle de grene med blade og og blomster og frugter, der snor sig rundt og ud og ind, blev ikke bare malet i sin tid, fordi det er smukt, men fordi de er grene fra Livets træ. Og så har vi endelig den lille fine hvide trekant, - derovre, i den nordre korsarm - malet før branden i Der er også et billede af det i folderen. Det ligner et lille fint træ med smukke hjerteformede blade, men det er et topskud, og det har siddet på toppen af Jesu kors, der har været malet nedenunder. Men hvorfor skyder der kviste og blade ud af korset? Det giver en gammel legende svaret på: Det fortælles, at da Adam var blevet en gammel mand, forstod han, at døden nærmede sig, og han talte endnu engang med sine sønner om Livets træ, der stod midt i Guds have. Hvis bare vi havde træet hos os, så skulle ingen af os dø, sukkede Adam. Seth sprang op. Du skal ikke dø, far. Jeg vil hente en frugt fra Livets træ. Han begyndte at gå og nåede langt om længe til Paradisets port, hvor der stod en engel på vagt. Seth fortalte, hvorfor han var kommet. Englen rystede på hovedet. Her kan ingen dødelig komme ind. Det er umuligt.

3 Men englen så Seths skuffelse og sagde så: måske kan du få fat i en frugt, hvis du går rundt om haven. Livets træ er meget stort, og der er et sted, hvor det rækker sine grene ud over muren. Hvis du kan nå en af frugterne, må du tage den med dig. Seth begyndte at gå. Efter mange dages vandring fandt han det sted, hvor Livets træ rakte en lang gylden gren ud over muren. Der var ingen frugter på grenen, men det lykkedes for Seth at plukke en ganske lille kvist. Da han kom hjem var Adam allerede død. Seth sørgede og plantede sin lille kvist på faderens grav. Årene gik. Kvisten slog rod, men den voksede så langsomt, at folk til sidst glemte, hvor den kom fra. Da kong Salomon, mange hundrede år senere, begyndte at bygge sit tempel, sendte han nogle håndværkere ud for at finde en træstamme, der kunne bruges som tagbjælke. De fik øje på Livets træ, der nu var blevet et stort flot træ. De fældede det og tog det med sig. Men om natten drømte dronningen af Saba, at netop det træ engang ville blive årsag til stor lidelse og smerte. Det fortalte hun til Salomon, og han befalede sine tjenere at grave et dybt hul og smide træet ned i det. Tjenerne begravede træet ved Kedrons bæk, og der lå det i flere hundrede år, men vandet i bækken skyllede sandet væk, og lidt efter lidt blev stammen gravet fri, og flød ned til vandet i Bethesda Dam. Her lå den, den dag, nogle tømrere havde fået til opgave at lave et kors til en korsfæstelse på Golgatha. De fik øje på den. Og lidt senere, lød hammerens slag derude på bakken, og op kom den uskyldige. Op og hænge på planker fra livets træ. Det vidste ingen, men påskemorgen, da det umulige skete ovre i gravhaven, mærkede korsets træ det i sig, og måtte skyde med kviste og blade. Så vidt legenden. Og ja, selvfølgelig måtte træet sætte kviste og blade, for den død, som Adam - som det første menneske havde bragt ind i verden, var nu blevet overvundet. Overvundet ved den anden Adam, Guds egen søn, der opstod påskemorgen. Overvundet ved ham, der i sig selv er livets træ med frugt til evigt liv for alle, der vil komme til ham. Og at komme til Vorherre fratager os ikke spørgsmålene, heller ikke vores kampe for at leve og overleve, men se livstræet breder hernede, Gudsrigets glæde, lysfyldt til stede i tro og håb. Amen Vi er på den grønne gren Ja, Jesus tog den kamp op, som Adam tabte. Og den opstandne vandt. Påskemorgen skød livet frem af graven, og i samme øjeblik begyndte korset at skyde. Og så stærkt var livet, at det trodsede alle naturlove. Men Golgatha er ikke det sidste sted vi møder Livets træ. For engang, når Gud lader fortid, nutid og fremtid flyde sammen i evig tid, så vil Livets træ være til stede, midt i det hele. Som der står på Bibelens allersidste sider, hvor Johannes beretter om sine syner:

4 Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone. I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene. Og der skal ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone skal stå i byen, og hans tjenere skal tilbede ham, og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande. Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder. Ja, vi har noget at se frem til. Men endnu er vi i den jordiske tid, og her vokser træerne som bekendt ikke ind i himlen. Dog vi har Kristus og vi har hinanden, og nu har vi vores fine Livets træ her i kirken. Og se så: hver en kvist, hvert et blad, og hver en fin lysholder, der ligner frugter, eller er det skåle, der åbner sig håbefulde op mod himlen, - det er os, der sidder på træet, sammen med alle kristne udover hele jordkloden. Men hvad betyder det? At vi er på den grønne gren. Har det konsekvenser for vores liv? Selvfølgelig har det det. Lad os se på træet. Hvad det er vi er med på. Forneden har vi det fantastiske rodsystem. Kraftige og hårde, ubrydelige rødder, der står godt og solidt i jorden. Det er vores bibel, med dybe rødder tilbage i det jødiske folks åbenbaring. En lille en af rødderne kunne nu godt være vores salmebog, med gamle og nye salmer og en god bønnebog til hverdagen og alle livets situationer, enestående af sin art i verden. Så kommer stammen, slank og stærk. Det er oldkirken. Og som tiden gik, og den kristne tro bredte sig ud i verden, ud i kulturerne, blev stammen delt i store hovedgrene og mange forskellige kirkesamfund. Også vores kom til - den lutherske kirke, som sidder på den protestantiske hovedgren. Eller lad os se på træet på en anden måde. Hvis træet er Kristus selv, og vi sidder på det et eller andet sted i den fine krone, så kom vi til at sidde på det, da vi blev døbt, for da blev vi podet ind påkristus, ind i hans liv, hans død og opstandelse. Og sidder vi dér, ja, så løber hans liv i os. Ja, så løber det evige liv i os, og vi får et fantastisk perspektiv på vores liv og vores død. Så behøver vi ikke bekymre os, bekymre os, behøver vi slet ikke, for vi står i Guds løfterige fremtid, også når vor egen livshorisont lukkes til, - eller som Jesus mere prosaisk sagde det: enhver dag har nok i sin plage, så lad være med at bekymre jer for dagen i morgen. Nej, søg først Guds rige og så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så - er jeg på den grønne gren, så må mit fokus være livet her på jorden. Livet og forbundetheden med alle andre. Vi hører sammen, hvad enten vi vil det eller ej, og vi har ansvar for hinanden. Ansvar for at bringe lys og glæde, legende og modtagende liv, ind i hinandens liv. Ansvar for at kæmpe og blive ved med at kæmpe for fred og retfærdighed og skaberværkets bevarelse.

5 Og det kan vi gøre fortrøstningsfuldt, for træet, som vi er podet ind på, det lader sig ikke lige vælte omkuld, når stormene blæser over det. Og når tiderne er tørre og trange og udmattende, så henter rødderne dybt nede liv fra usynlige kilder, og sender det op i resten af træet, - i hver og en af os, så vi får udholdenhed, livsglæde og livsmod og kampvilje. Ja, så vi kan lege i livstræets krone, føle at livet er stort, skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port. Så tak, tak til Gitte Christensen for det meget fine træ, som du har lavet til Sct. Bendts Kirke. Det vil stå her i kirken og vidne om det sande livstræ, som vi er podet ind på. Og smukt er det så smukt at enhver i verden uvilkårligt må tænke dér vil jeg også være med. Amen