Mens tid er... Konfliktløsning mellem børn og forældre

Transkript

1

2 Mens tid er... Konfliktløsning mellem børn og forældre

3 Marion Thorning Mens tid er... Konfliktløsning mellem børn og forældre Frydenlund

4 Mens tid er... Konfliktløsning mellem børn og forældre 1. udgave, 1. oplag, 2005 Forfatteren og Frydenlund grafisk ISBN Med illustrationer af Claus Seidel Grafisk tilrettelæggelse: Marianne Burkhardt Grafisk produktion: Pozkal, Polen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Tak til: Min mand Ole Nordland, min søster, pædagog Pia Storm og konsulent og sundhedsplejerske Berit Hertz for kærlig og konstruktiv kritik ved gennemlæsning af manuskriptet Frydenlund Hyskenstræde 10 DK-1207 København K. Tlf Fax frydenlund@frydenlund.dk

5 Indhold Forord af Per Schultz Jørgensen 7 Indledning 11 Hvad er god konfliktløsning? 15 Åbne eller lukkede konflikter 17 Forældre som konfliktløsere forskellige kulturer mødes 19 Barnets selvbestemmelse 21 Mad 21 Søvn 22 Renlighed 25 Flugt, tilpasning og omsorg 26 Flugt 26 Tilpasning 27 Angreb 30 Langsomtid og hurtigtid børnetid og voksentid 33 Ros, selvtillid og selvværd 36 Ros 36 Selvtillid 38 Selvværd 38 Sprogets muligheder 42 Bliv på din egen banehalvdel 44 At blive vred på sin egen banehalvdel 45 Det kan være svært at udtrykke følelser 47 Empati og anerkendelse 50 Meningen er god nok 53»Og«i stedet for»men«56 Ja først 57 Plageri 57 Fra nej til ja 60 Det er ikke min skyld 62 Vinder taber 63 At gå efter bolden 64 En etiket på barnet 64 Konflikttrappen 66 Skældud 70 Hvis ikke så 73 Noget vi er fælles om 74 Vrede 76 Bliv vred på din egen banehalvdel 78 Hvordan tackler man sit barns vrede? 79 Må man så aldrig bruge magt? 81 5

6 At sige undskyld! 82 Med ærlighed kommer man længst 83 Motivation og flow 86 Kan vi ikke bare grine af det? 88 Det er bare noget, du tror 91 De intelligente følelser 95 Den personlige intelligens 95 Den sociale intelligens 96 Sådan har jeg det 98 Hvordan mon den anden har det? 100 Mine følelser er o.k. 103 At stille spørgsmål 104 Barnet skal kunne passe på sig selv 105 Forældres følelser og behov 107 Hvad med dine egne behov? 108 Adskil dine og dit barns behov 110 Hvordan stoler man på sin intuition? 112 At være i tvivl 115 Sæt fantasien i gang 118 Jeg har sagt det 100 gange! 120 Du lyver! 122 Har vi mon husket det hele? 124 Har vi husket det hele? 125 Vaner kan ændres 126 Det nonverbale sprog 128 Blikket 128 Mimikken 129 Tonefaldet 130 Kropssproget 130 Kan man ændre det nonverbale udtryk? 131 Velkommen til aftensmaden 132 Historien om vores barn 134 En vanskelig start 136 Hvor blev søskendekærligheden af? 138 Skal man blande sig? 138 Dommens dilemma 140 Bøddel og offer 141 Mor og far som mæglere 142 Positiv reformulering 142 Vær den mindstes stemme 143 Konflikt med legekammerater 146 Den voksnes egen svære ændringsproces 148 Lad børnene støtte dig 150 Skal forældre være enige? 153 Afslutning 154 Litteratur 157 6

7 Forord af Per Schultz Jørgensen Denne bog handler om konflikter mellem børn og forældre. Alt det, vi under et kan tale om som opdragelsesproblemer. Her har den meget at give til sin læser. Men den giver en gave mere. Den vedrører de konflikter, der alt for let opstår mellem forældrene indbyrdes midt i problemerne med opdragelsen. Det er der, hvor de ikke kan blive enige, hvor den ene er eftergivende, mens den anden er ubøjelig, eller hvor den ene mener at have den absolut rigtige metode, mens alt det, den anden gør, har en negativ effekt på barnet. Forældrekonflikter, som er kendt i næsten enhver familie. Bogen behandler ikke direkte disse forældrekonflikter. Den fokuserer på voksen-børn-problemerne. Men når man takler disse spørgsmål mere hensigtsmæssigt, er risikoen for indbyrdes voksenkonflikter blevet mindsket betragteligt. Derfor er det denne ekstra gave, som bogen giver. At give gode råd i opdragelsesspørgsmål er en kompliceret opgave. Det er det alene af den grund, at hvad der er godt og rigtigt for én forælder, det er ved siden af og føles måske forkert for den anden. Vi har mere eller mindre vores egen indgroede måde at opdrage på. Det er ofte en arv fra den opdragelse, vi selv har været udsat for. Og hvad der var godt for mig og så videre. Og se selv: Jeg har jo ikke taget skade! Derfor skal der et særligt talent til for at slippe godt af sted med at give gode råd til andre forældre. Hvorfor og hvordan kan det lyk- 7

8 kes at formidle noget godt og konstruktivt videre til andre forældre? En del af forklaringen er at tale uden omsvøb og at bygge på egne erfaringer. Det gør Marion Thorning, og det gør bogen og dens overvejelser troværdige. Og så en ting mere: Hun har en tilgang til hele spørgsmålet om opdragelse, der forener et voksenansvar med et konstruktivt børnesyn. Nogle gange er det vigtigt, at du siger klart og tydeligt, hvordan det skal være det er også at varetage barnets tarv. Moderne opdragelse er ikke som i gamle dage. Og gamle dage ligger ikke mere end omkring 50 år tilbage. Her var opdragelse noget med at blive»draget op«til fuldstændig uantastede værdier og normer. De handlede et langt stykke ad vejen om pligt, arbejde, renlighed, sparsommelighed, opførsel. Altså de gamle dyder, som også var vigtige, fordi de var med til at sikre et godt liv som voksen. Hvis man ikke var i besiddelse af disse dyder, faldt man igennem, blev ikke anset for et ordentligt menneske, og følgelig ville man med stor sandsynlighed have svært ved at klare sig. Dyderne kunne åbne døre, og en korrekt opførsel var den halve sejr. Sådan er det ikke mere. I dag bliver børn ikke»draget op«, de bliver»draget ind«. De bliver inddraget i et fællesskab med mor og far, med bedsteforældre, med lærere og pædagoger. Her er der ikke tale om at skulle leve op til værdier, der ikke er til fals. Her skal man inddrages for at kunne forhandle. Der skal overvejes, begrundes, forklares, argumenteres og sluttelig nås frem til det punkt, hvor der kan træffes en aftale. Og selvfølgelig helst en aftale, der bringer orden i alle muligheder og synkroniserer et hverdagsliv, der flagrer i alle retninger. Aftaler skal holdes, de forpligter, og de børn, der lærer det, de vil klare sig godt her ligger i vores verden den halve sejr. Det bliver børn, der er til at stole på og regne med, de får social kompetence. Det er en form for opdragelse, der henter sin begrundelse i den 8

9 åbne verden, vi lever i. Der er ikke mere de faste traditioner og de nagelfaste normer for, hvad der er rigtigt og forkert. Det er op til den enkelte, her skal man selv navigere. Tidligere skulle man lære at følge forskrifterne. I dag skal man lære at tage bestik af situationen, kunne gå ind i den og få et resultat ud af det. Altså opnå social kompetence. Og familien er heller ikke mere, som den var i den gamle verden af i går. Forældrene er på arbejde, og vi arbejder meget i børnefamilien. Danske småbørnsmødre har sammen med svenske verdensrekord i tilknytning til arbejdsmarkedet. Man kan tale om en»aftalefamilie«, og hvis den skal hænge sammen i en ofte lidt stresset hverdag, så skal den have børnene inddraget i aftalerne. De skal forpligtes og være i stand til også at tage et ansvar. Det sker i en»forhandlingsopdragelse«. Vi har hver vores måde at forhandle på. Nogen er af natur eftergivende her bliver det let til alt for mange halve kompromiser. Andre vil bare have det til at fungere uden alt for mange konflikter her bruges mere en form for afledning. Atter andre bruger belønninger, fordi de går ind på afpresningen. Andre er straffende, de skælder ud, og så er der dem, der mere eller mindre er stået af. Men der er andre veje. Det er dem, der skrives om i denne bog. Et grundprincip i bogen er at blive på sin egen banehalvdel. Hvad er det nemlig, der sker, hvis man ikke gør det? Så tramper man på den anden part, man er bedrevidende, man umyndiggør. Hvis man bliver på sin egen banehalvdel og anerkender, at barnet har sin halvdel, så respekterer man barnet, man accepterer, at barnet har sine meninger og sine gode grunde til at have dem. Her er der tale om gensidighed. Og på det grundlag er det muligt både at få barnet til at forstå også det overordnede voksensyn, og ikke mindst er det muligt at få barnet med i en dialog, der trækker på ansvar fra begge sider. Det er her pointen ligger i den gode opdragelse. 9

10 En bog som denne kan ikke fortælle dig, hvordan lige netop du skal gøre. Det er der ikke nogen bog eller person, der kan. Men vi har alle brug for det, der med moderne sprog hedder sparring eller coaching også i opdragelsen af vore børn. Det er lige netop det, bogen kan bruges til. Den skal ikke bare læses, den skal indgå i den fællessnak, vi som forældre har med hinanden om vores børn og vores opdragelse af dem. Det er her vi bliver klogere og får den fælles ekstra gave. 10

11 Indledning Jeg har gennem efterhånden mange år arbejdet med konfliktløsning og holdt adskillige kurser i, hvordan man forebygger og nedtrapper konflikter på arbejdspladser. Og på hvert eneste kursus er der deltagere, der vender blikket hjemad og overvejer, hvordan de løser konflikter med deres børn, og hvordan samværet er i familien. Principperne for god konfliktløsning er de samme, hvad enten det drejer sig om børn eller voksne. Det handler om at skabe en værdig måde at være sammen på, hvor respekt for individet og respekt for fællesskabet går hånd i hånd. Jeg er overbevist om, og det er også min erfaring, at hvis begge parter oplever sig godt behandlet, også selv om man ikke får sin vilje eller får ret, så har man håndteret konflikten godt. Her er kommunikationen af stor betydning. Det er sproget, der giver os mulighed for at fortælle om vore følelser og hjælpe os med at udtrykke ønsker og behov. Og hvis man kan fortælle, hvad man gerne vil, er der en stor chance for, at man kan få det opfyldt. Og det er sproget, der giver os mulighed for at udtrykke vores anerkendelse eller ønsker til den anden. Den måde, vi bruger sproget på, og de ord vi bruger, er afgørende for, hvordan vi har det med hinanden. Derfor er det af stor betydning, hvordan man taler til og om hinanden i familien. 11

12 Denne bog handler om at løse konflikter sammen med børn. Derfor handler det om, hvordan du selv forholder dig i konflikter. Og hvis du skal lære dine børn at løse konflikter, må du nødvendigvis vise barnet, hvordan man gør. Derfor vil bogen handle om, hvad du kan gøre for at håndtere vanskelighederne bedre. Du kan kun ændre dig selv, ikke dit barn. Omdrejningspunktet er, hvordan man kan få et respektfuldt forhold i familien, og hvordan man med nogle af forslagene kan skabe en god stemning. Her er hverken pisk eller gulerod, men forslag til en samværsform, der tilgodeser både børns og forældres behov. Ord som grænser og konsekvens har derfor ikke fået nogen særlig plads, fordi de ikke er bygget på anerkendelse, og fordi jeg tager afstand fra negative midler og forestillinger om børn. Det er det, der er tankegangen i denne bog. Fremstillingen er fyldt med ideer til, hvad forældre kan gøre, så de kan påvirke deres børn på en hensigtsmæssig måde. Det er således forældrene, der må tage stilling til, om de ønsker at gøre noget andet, og bedre, selv. Det er et valg, du som forælder må tage. Her er ingen råd om, hvordan man kan lave børn om. Vi skal passe godt på vores børn, når vi skal vejlede dem i, hvordan de skal lære de store mængder af regler, roller og færdigheder, som skaber et godt liv. Det er min overbevisning, at anerkendelse af barnet og empatisk kommunikation, dvs. at vise sin forståelse for barnet, er en farbar og ligeværdig vej. Jeg tror, at alle mennesker ønsker at have det godt med sig selv og sine medmennesker. Og vi forsøger at få opfyldt vore små som store behov. At vores intention, ønsker og behov, altid er positive. Men det kan ske, at vi kommer til at handle forkert, når vi vil noget eller vil undgå noget. Og kikker man ordentligt efter bag de uhensigtsmæssige handlinger, viser det sig, at de er forståelige nok. 12

13 Forældre har også behov, som de gerne vil have dækket i forhold til deres børn. Man kan have et ønske om venlige og hjælpsomme børn, man kan have behov for fred og ro, eller man kunne godt tænke sig, at barnet viser taknemmelighed. Disse ønsker og behov kan man prøve at få dækket på mange forskellige måder. Man kan true sig til det (hvis ikke du opfører dig ordentligt, kommer du ikke med til farmor og farfar), man kan satse på medlidenhed (hvorfor er du altid så umulig, når jeg er træt?), eller man kan bede om det, man gerne vil have (jeg har brug for hjælp, fordi jeg er træt, vil du give en hånd?). Den måde, vi har lært at få vores behov dækket på, stammer for det meste fra vores egen tidlige barndom. Hvis du er blevet imødekommet på de behov, du har, vil du være grundlæggende sikker på, at andre mennesker vil dig det godt. Hvis du er blevet negligeret, vil du være i en situation, hvor du ikke har nogen grundlæggende tillid til, at dine behov bliver set og opfyldt. Man har lært, at man ikke er betydningsfuld i hvert fald ikke så meget, at ens behov er vigtige. Og man lærer at true, snyde eller pive sig til at få det, man har behov for. I konflikter handler det om, at begge parter ønsker deres behov opfyldt, og for det meste kan de ikke se, at modpartens behov er vigtigt, i hvert fald ikke så vigtigt som ens eget behov! Og det er den anden, der forhindrer mig i at få det, jeg gerne vil. Det er den andens skyld! Hvis ikke det var for den anden, så ville min lykke være gjort. Derfor må jeg prøve at ændre eller bekæmpe den anden. På den måde vedligeholder man konflikten eller endnu værre, man optrapper den. Man mener, at den anden har skylden og er fjenden. I debatter om børn og opdragelse skinner denne tankegang ofte igennem. Det er børnene, der er»umulige«eller»uopdragne«eller»forkælede«. Så derfor er man berettiget til at irettesætte eller beordre barnet til en bedre adfærd. Jeg vil gerne beskrive en alternativ måde at se på barnet på. Som en medspiller, der reagerer på det, den voksne gør. Eller ikke gør. Hvis den voksne gør noget andet, noget hensigtsmæssigt, vil 13

14 man nå barnet på en ny måde. Det vil i de fleste tilfælde betyde en ændret adfærd hos barnet. Og især hvis man er anerkendende og kommunikerer empatisk, altså med forståelse for barnet, kan det være et mirakel i en familie. Jeg tror på mirakler, men indimellem kræver det noget arbejde. 14

15 Hvad er god konfliktløsning? Jeg blev for et stykke tid siden spurgt, om jeg ikke lige hurtigt kunne fortælle om, hvad min bog»lær at løse konflikter«handlede om. Det var et svært spørgsmål, fordi jeg syntes, at alle de mange vinkler hver især var rigtig vigtige. Men det lykkedes alligevel at besvare det kort: God konfliktløsning er at reagere på sine følelser og handle med sit hoved. Følelserne siger os, at der er noget i gære. Det kan være positive følelser, eller følelser der fortæller, at noget ikke er, som det skal være, f.eks. at vi er kede af det eller vrede. Og dem skal vi reagere på, så vi ikke brænder inde med problemer og måske sætter forholdet til en anden over styr. Så følelserne er rigtig gode i en konflikt. Men de er ikke gode til at skabe ordentlige løsninger. Vi reagerer ofte på en følelsesladet måde og sætter automatpiloten til. Den pilot, som viste vejen, dengang vi levede hjemme hos mor og far. Men det er sjældent, man møder fremmede mennesker, der synes, at ens barnlige reaktioner er særlig charmerende. Og særlig børn bryder sig ikke om voksne, der er alt for følelsesoversvømmede eller opfører sig som børn. Det giver utryghed, når voksne lader deres temperament løbe af med sig. Det giver også utryghed, hvis den voksne stikker halen mellem benene og ikke tør tage fat i problemerne. Så følelserne skal»kun«fortælle, at her må handles, her må gøres noget. Vores fornuft derimod skal fortælle os, hvad vi så skal gøre. Her skal vi have lidt is i maven og fødderne i koldt vand. Her skal man 15

16 tænke sig om og dermed sikre, at løsningen, og det man siger, bliver bedst mulig. Det er selvfølgelig en ideel situation, som ingen kan leve op til hele tiden. Men hvis bare én ud af 10 konflikter bliver løst ud fra det princip, så er man nået langt. Og der er jo ingen, der forhindrer en i at øve sig og forsøge at blive den bedst mulige konfliktløser. Især ikke når man ved, at børn trives rigtig dårligt i konfliktfyldt farvand. Børn hader skældud og voksne, der råber højt. Og de mistrives også med en forælder, der går og ser lidende ud, eller som bliver bitter eller tavs. En god konfliktløsning er også, at begge parter i konflikten går ud som vindere. Det skal forstås således, at begge føler sig ordentligt behandlet, og at løsningen på konflikten er god for begge parter. Selv små børn forstår, at det ikke er rart selv at vinde, når de mærker, at den anden taber. 16

17 Åbne eller lukkede konflikter En konflikt kan enten være åben eller lukket eller en blanding af begge dele. Den åbne konflikt er kendetegnende ved, at der ingen tvivl er, om at der er en konflikt. Der tales højlydt eller råbes og argumenteres. Man kan se på deltagerne, at de er vrede eller frustrerede, og som oftest overskrider parterne hinandens banehalvdele (se»bliv på din egen banehalvdel«). Der er en meget hørlig og synlig konflikt. Den lukkede er modsat præget af usagte budskaber. Man går hver til sit, ser forurettet ud eller vender ryggen til hinanden. Her er det mest det nonverbale sprog, der bruges (se»det nonverbale sprog«). Det er en tavs, synlig konflikt. Men af og til kan den være så lukket, at kun den forurettede part er klar over, at der overhovedet er en konflikt. Den anden part er uvidende om uoverensstemmelsen. Den blandede konflikt er der, hvor der skiftevis råbes op og med tavse perioder, hvor man vender hinanden ryggen. Alle tre former kan vare fra få minutter og til måneder eller år. Uafsluttede konflikter kan ligge og mudre meget længe, og der vil stort set altid være en form for betaling for en uafsluttet konflikt. Det sker i form af hævn på forskellige planer, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med selve konflikten. Børn, der føler sig uretfærdigt behandlet, kan reagere ved at begynde at stjæle fra forældrene, snyde sig fra opgaver, få vanskeligheder i skolen, blive indadvendte eller opgivende osv. 17