Klagen til Miljøministeriet. Sagsnr K Cpr. Nr. Dato Navn Sagsbehandler Dorthe Brinck Lillelund. Miljøministeriets afgørelse

Transkript

1 Sagsnr K Cpr. Nr. Dato Navn Sagsbehandler Dorthe Brinck Lillelund Miljøministeriets afgørelse Afgørelse i sag om klage over Kystdirektoratets afgørelse om tilladelse til bevarelse af forstærket kystbeskyttelse ud for Strandvej 30 og 31, Enø, Næstved Kommune Miljøministeriet, Departementet har truffet afgørelse efter 16, i lov om kystbeskyttelse (lovbekendtgørelse nr. 267 af 11. marts 2009 om kystbeskyttelse). Miljøministeriet har ikke givet medhold i klagen. Afgørelsen er truffet i medfør af 9, i bekendtgørelse nr. 580 af 29. maj 2013 om Kystdirektoratets opgaver og beføjelser (delegationsbekendtgørelsen). Miljøministeriets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Afgørelsen kan indbringes for domstolene. Klagen til Miljøministeriet Kystdirektoratets afgørelse af 29. maj 2012 er påklaget til transportministeren af Næstved Kommune ved brev af 22. juni Kommunen har uddybet klagen i brev af 30. juli Klager anfører navnlig, at Kystdirektoratets tilladelse ikke indeholder vilkår om sikring af offentlighedens adgang langs kysten og at naturbeskyttelseslovens 22, stk. 3, ikke giver mulighed for tilsidesættelse af offentlighedens adgang. Kommunen bemærker bl.a., at der i en tidligere tilladelse til kystbeskyttelse fra 1986 for Strandvej 30 og 31 er stillet vilkår om offentlig adgang på kystbeskyttelsesanlægget ved etablering af en sti. Kommunen finder ikke, at det forhold, at der 200m længere mod syd på kysten (ud for husene på Gerbredgårdsvej 1A-4) er begrænset færdselsmuligheder - som følge af anden, ikke lovligt etableret kystbeskyttelse - kan tillægges nogen betydning i sagen. Kommunen mener endvidere, at det forhold, at der via en trappe er muligheder for at gå på en sti oven for på klinten ved de 2 ejendomme ikke har betydning, da der ikke i naturbeskyttelseslovens forstand er tale om færdsel langs strandbredden og anden kyststrækning. Kommunen har overvejet en løsning med et skilt på lågen til Strandvej 30 og på modsatte side af Strandvej 31, med teksten: Privat. Færdsel til fods tilladt, når adgang langs med kysten ikke er mulig. Vis hensyn. Det er kommunens vurdering, at en skilteløsning ikke er acceptabel for lodsejerne, hvorfor der i forhold til lovgivningen tilbagestår et krav om at sikre offentlig adgang til kystsikringsanlægget under en eller anden form. Side 1 af 7

2 Sagens oplysninger Forhistorien Kystinspektorat meddelte den 30.oktober 1986 lovliggørende tilladelse til kystsikring af to - på daværende tidspunkt lejede - sommerhuse på Strandvej 30 og 31, Enø i Karrebæksminde i Næstved Kommune. Efterfølgende meddelte Fredningsnævnet i Storstrøms Amts Nordlige Fredningskreds dispensation fra naturfredningslovs 46 (nu naturbeskyttelseslovens 15), om strandbeskyttelseslinjen. Det fremgår bl.a. af dispensationen at, Forstærkningsarbejderne må ikke forringe offentlighedens adgang. Det fremgår videre, at påtaleretten i forhold til dette vilkår tilkommer fredningsnævnet. Vilkåret blev ved deklaration tinglyst på ejendommen ved retten i Næstved den 27. juli Efter henvendelse fra Næstved Kommune foretog Kystdirektoratet den 11. august 2009 besigtigelse af ejendommene Strandvejen 30 og 31. Kystdirektoratet konstaterede ved besigtigelsen, at der ikke er fri passage langs hele kysten på strækningen, men kun ca. 200m efter nr. 31, der er etableret en trappe før nr. 30, som fører til en sti, der løber kystnært langs klinten bag sommerhusene, kystanlægget foran begge huse er renoveret i en sådan grad, at det kræver tilladelse, der ikke er passagemulighed, og at der er behov for kystbeskyttelse. Den 3. februar 2010 meddelte Kystdirektoratet tilladelse til bevarelse af forstærket kystbeskyttelse, idet direktoratet blandt andet vurderede, at den forstærkede kystbeskyttelse er en forudsætning for, at sommerhusene fortsat kan bestå, det er en følge af stenkastningen, at stranden foran denne borteroderes og passagemuligheden foran stenkastningen med tiden vil forsvinde, behovet for at beskytte sommerhusene bør vægtes tungere i den konkrete sag end opretholdelse af færdsel langs stranden, der umiddelbart før sommerhuset i nr. 30 går en trappe op til toppen af skrænten bag husene på Strandvej nr. 30 og nr. 31 og denne skrænt løber langs med stranden, og at passagen efter sommerhuset ved nr. 31 kun er mulig på en relativ kort strækning, hvorefter anden kystbeskyttelse forhindrer den videre færdsel. Som vilkår for tilladelsen er blandt andet fastsat følgende:. 4. Tilladelsen kan ikke udnyttes, såfremt Fredningsnævnet for Sydsjælland vurderer, at anlægget i dets nuværende udformning er i strid med en på ejendommen tinglyst deklaration med Fredningsnævnet som påtaleberettiget om offentlighedens adgangsmuligheder. 5. Nuværende adgangsforhold må ikke forringes som følge af anlægget.. Kystdirektoratet lagde ved afgørelsen blandt andet til grund, at Strandvej 30 og 31, som oplyst af Miljøcenter Nykøbing F i brev af 4. august 2009, ikke er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Næstved Kommune påklagede den 26. februar 2010 Kystdirektoratets afgørelse til Transportministeriet.

3 Transportministeriet traf den 21. september 2011 afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår bl.a.: Da kommunen er tilsynsmyndighed i forhold til spørgsmål om passageret langs kysten jf. naturbeskyttelseslovens 22, og da Fredningsnævnet i af 18. december 2009 skriver, at nævnet ingen kompetence har i sagen uanset deklarationens ordlyd, finder Transportministeriets departement ikke grundlag for at stille vilkår 4, i tilladelse til at forstærke kystbeskyttelse af 3. februar Kystdirektoratet kan i stedet vurdere, om der er grundlag for at betinge tilladelsen af, at Næstved Kommune finder kystbeskyttelsesforanstaltningen og passageretten forenelig på stedet. 4 På den baggrund hjemviste Transportministeriets departement afgørelsen til fornyet behandling i Kystdirektoratet. Kystdirektoratets afgørelse af 29. maj 2012 Kystdirektoratet meddelte den 29. maj 2012 på ny tilladelse til bevarelse af den forstærkede kystbeskyttelse ud for de to sommerhuse på Strandvej 30 og 31, Enø i Karrebæksminde. Det fremgår af Kystdirektoratets afgørelse af 29. maj 2012, at det er uanfægtet at der er behov for kystbeskyttelse af de omhandlede ejendomme. Om forholdet til naturbeskyttelseslovens 22, stk. 3 (strandgangsretten) fremgår følgende af afgørelsen: Naturbeskyttelseslovens 22, stk. 3 indeholder en generel bestemmelse om, at offentlighedens adgang langs kysten ikke må forhindres eller vanskeliggøres. Næstved Kommune har derfor stillet forslag om etablering af sti i forbindelse med anlægget. Dette vilkår blev også stillet i anlæggets oprindelige tilladelse fra 1986, men er på baggrund af sagens oplysninger aldrig blevet efterlevet. Næstved Kommune erkender, at en sådan løsning kan være ganske bekostelig og stiller derfor som alternativt forslag, at der kan placeres et skilt, der tilkendegiver, at når færdsel ikke er mulig foran stenkastningen, vil passage oven for stenkastningen, på grunden ud for sommerhusene, være tilladt. Grundejerne har hertil bemærket, at der løber en sti langs toppen af stranden, hvor der er trappe opgang umiddelbart før, nr. Strandvejen 30, som kan benyttes og i tilstrækkelig grad vil sikre offentlighedens adgang. Man finder, at et skilt med den foreslåede tekst, vil give anledning til forvirring om, hvornår man må færdes over grunden. Blandt de hensyn, som skal vægtes jf. kystbeskyttelseslovens formålsparagraf 1, stk. 1 nr. 7 sikring af den eksisterende adgang langs kysten. Kystdirektoratet finder, at det af Næstved Kommune foreslåede skilt kan være med til at sikre, at dette hensyn varetages. Det skal bemærkes, at man i kystzonen og særligt henset til at de to huse er beliggende på selve strandplanet må acceptere en vis offentlig færdsel på sin ejendom. Imidlertid finder Kystdirektoratet, at der ikke i det konkrete tilfælde kan tildeles dette hensyn i kystbeskyttelsesloven så afgørende vægt, at en sådan skiltning kan stilles som et vilkår for tilladelsen. Dette skyldes, at der, som refereret af sommerhusejerne og som konstateret på Kystdirektoratets besigtigelse på strækningen i 2009, løber en sti på skrænten umiddelbart oven for sommerhusene. Endvidere er passage på stranden kun muligt på en relativ kort strækning efter sommerhusene på Strandvejen 30 og 31, hvorefter anden kystbeskyttelse forhindrer videre færdsel. Disse forhold taget i betragtning finder Kystdirektoratet, at der ikke kan stilles yderligere vilkår om sikring af færdsel på stranden i forbindelse med stenkastningen. Et vilkår for denne tilladelse var som refereret herover etablering af en sti eller trædesten til brug for passage på anlægget. Dette er efter det oplyste aldrig blevet etableret. Da dette forhold har ligget upåtalt hen siden anlæggets etablering i 1987, finder Kystdirektoratet ikke grundlag for at kræve en ombygning af konstruktionen, således der etableres sti eller trædesten på selve anlægget, da dette formentlig vil kræve ombygning af anlægget og dermed medføre en væsentlig udgift for sommerhusejerne.

4 Kystdirektoratet finder dog, at det er en forudsætning, at eksisterende passagemuligheden på strækningen ikke må forringes som følge af anlægget, hvilket derfor er et vilkår for denne tilladelse. Det skal tilføjes som svar på det sidste afsnit i Næstved Kommunes udtalelse, at idet færdsel i forbindelse med kystbeskyttelse er direkte reguleret i kystbeskyttelsesloven, vil dette ud fra det såkaldte lex specialis princip efter Kystdirektoratets vurdering formentlig medføre, at naturbeskyttelseslovens generelle regler om færdselsadgang langs stranden må vige for de specielle regler herom i kystbeskyttelsesloven. Dette er dog ikke en forudsætning for afgørelsen, idet Kystdirektoratet har lagt kystbeskyttelseslovens regler til grund for denne, og en endelig afgørelse af dette spørgsmål vil høre under domstolene. Det fremgår videre af Kystdirektoratets afgørelse, at direktoratet ikke kan vurdere hvorvidt den tinglyste deklaration på ejendommen om offentlighedens adgangsmuligheder, kan være i konflikt med direktoratets tilladelse og at det falder udenfor direktoratets kompetence at vurdere dette forhold. Kystdirektoratets tilladelse er meddelt blandt andet på følgende vilkår: Der må ikke uden kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelse eller ændringer af det godkendte anlæg. 4. Nuværende adgangsforhold må ikke forringes som følge af anlægget. I forbindelse med Kystdirektoratets fornyede behandling af sagen, afgav Næstved Kommune den 8. maj 2012 en udtalelse, om offentlighedens adgang til strandbredden ud for Strandvej nr. 30 og 31. Af kommunens udtalelse fremgår bl.a., at der på møde i Teknisk udvalg den 7. maj 2012 var enighed om at udtale, at en tilladelse til kystsikring bør indeholde et vilkår om færdselsmulighed for almenheden i lighed med den oprindelige tilladelse. Nye oplysninger under klagesagsbehandlingen Efter indsendelse af Næstved Kommunes klage har ejeren af Strandvej nr. 30 v/advokat Nils Byskov-Ottosen i brev af 22. august 2012 kommenteret Kystdirektoratets afgørelse. Det anføres bl.a. i udtalelsen, at det ikke fremgår af den tinglyste deklaration, at der skal være adgang på stenkastningen for gående færdsel eller at der i forbindelse med anlægget skal etableres en sti og endvidere, at der aldrig har været indgået aftale eller været stillet vilkår om etablering af en sti i forbindelse med anlægget, men alene været stillet vilkår om, at offentligheden skulle have fri passage på sandstranden foran anlægget. Kystdirektoratet besvarede den 17. september 2012 henvendelsen fra ejeren Strandvej nr. 30, v/advokat Nils Byskov-Ottosen og anførte i den forbindelse følgende: For så vidt angår spm. vedr. den i afgørelsen nævnte sti hedder det i skrivelse fra Fredningsnævnet af 10. april 1987, at anlægget skal udføres i overensstemmelse med beskrivelser samt tegningsmateriale fra rådgiveren på projektet, M.S. Rosbæk. På en af disse tegninger (som tidligere fremsendt i 4. august 2009) fremgår tydeligt en sti som en del af stenkastningskonstruktionen. Ligeledes har Kystdirektoratet ikke fundet anledning til at sætte spørgsmålstegn ved Næstved Kommunes høringssvar, af hvilke det fremgår, at der tidligere har været stillet vilkår om sti/trædesten i konstruktionen. Kystdirektoratet har dog ikke fundet anledning til at stille sådant et vilkår i forbindelse med den netop afsluttede sagsbehandling, uanset om der tidligere måtte have været stillet sådant et vilkår eller ikke. Næstved Kommune har i brev af 13. november 2012 til Transportministeriet i forlængelse af klagen bl.a. anført, at

5 kommunen alene anbefaler offentlig adgang til kystbeskyttelsesanlægget ikke andre løsninger som Transportministeriet ikke er ansvarlig for, og at offentlig adgang til kystbeskyttelsesanlægget står mål med udgiften hertil, offentlighedens adgang langs kysten ikke skal vige for mere specielle bestemmelser i kystbeskyttelsesloven, der ikke er sket ændringer i tilstanden eller lovgivning, som berettiger til at der træffes en ændret beslutning i forhold til den oprindelige afgørelse truffet af Kystdirektoratet, og som gav offentligheden adgang til kystbeskyttelsesanlægget, og at kommunen ikke finder at argumentet om manglende passagemulighed længere nede ad kysten kan bruges i denne sammenhæng. Kystdirektoratet har fastholdt afgørelsen af 29. maj 2012 af de grunde, som er anført i afgørelsen. I forbindelse med en ressortomlægning mellem Transportministeriet og Miljøministeriet blev sagen den 3. februar 2014 overført til miljøministeren, der træffer afgørelse i klagesagen. Miljøministeriets departement har i den anledning indhentet en række dokumenter hos Kystdirektoratet, der indgik i den sag, hvor Transportministeriet den 2. september 2011 traf afgørelse om at hjemvise Kystdirektoratet (første) afgørelse 3. februar Miljøministeriets bemærkninger og afgørelse Efter 11 i bekendtgørelse nr. 580 af 29. maj 2013 om Kystdirektoratets opgaver og beføjelser (delegationsbekendtgørelsen), kan Kystdirektoratets afgørelser efter 16 i kystbeskyttelsesloven, påklages til transportministeren for så vidt angår retlige forhold. De er et retligt spørgsmål, om Kystdirektoratets tilladelse af 29. maj 2012 til forstærkelse af kystsikringen på Strandvejen 30 og 31, Enø i Karrebæksminde, lider af retlige mangler og om afgørelsen er gyldig. Det er derimod ikke et retligt, men et skønsmæssigt spørgsmål, om offentlighedens ret til adgang langs strandbredden efter naturbeskyttelseslovens 22 mest hensigtsmæssigt sikres ved, at der anlægges en sti på kystsikringsanlægget eller ved at en eventuel anden mulig passage benyttes. Dette spørgsmål kan ikke påklages til Miljøministeriet. Efter kystbeskyttelseslovens 1, er formålet med kystbeskyttelse at beskytte mennesker mod oversvømmelser samt ejendom mod oversvømmelser og nedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet. Dette formål varetages ved en afvejning af en række hensyn, herunder bl.a. hensynet til kystbeskyttelse, rekreativ udnyttelse af kysten og sikring af adgang til kysten. Kystbeskyttelseslovens 16, stk. 1, bestemmer at der på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 fra, hvor denne vegetation begynder, kun med tilladelse fra transportministeren (efter delegation Kystdirektoratet) må udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger og andre faste anlæg, som også etableres på søterritoriet. Efter kystbeskyttelseslovens 17, stk. 1, kan transportministeren (nu miljøministeren) udfærdige regler om begrænsning i færdsel og brug af forstranden, strandbredder og kystbeskyttelsesanlæg. Der er ikke udstedt regler i medfør af kystbeskyttelseslovens 17, stk. 1, der begrænser strandgangsretten efter naturbeskyttelsesloven 22, stk. 3. Naturbeskyttelseslovens 22, stk. 1, bestemmer at strandbredder og andre kyststrækninger er åbne for færdsel til fods, kortvarigt ophold og badning på arealer mellem daglig lavvandslinje og den sammenhængenden landvegetation, der ikke domineret af salttålende

6 planter eller anden strandvegetation. I lovens 22, stk. 3, bestemmes at offentlighedens adgang ikke må forhindres eller vanskeliggøres. Bekendtgørelse nr af 21. december 2011, om bygge- og beskyttelseslinjer, der er udstedt af miljøministeren med hjemmel i naturbeskyttelsesloven, bestemmer i lighed hermed i 1, stk. 2: Stk. 2. Etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger og af bade- og bådebroer, jf. stk. 1, nr. 3, må ikke hindre eller vanskeliggøre offentlighedens adgang til naturen, jf. lovens 22, stk. 3. Naturklagenævnet har i afgørelse den 22. september 1999 (optrykt i Miljøretlige Afgørelser og Domme ), om forholdet mellem kystbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven, udtalt: Kystbeskyttelsesbestemmelserne sætter ikke naturbeskyttelseslovens bestemmelser ud af kraft, jf. bekendtgørelse om bygge- og beskyttelseslinjer samt den af trafikministeren ikke udnyttede mulighed for at træffe beslutning om begrænsning i adgangsretten. Lodsejerne har derfor pligt til at sørge for, at offentligheden kan passere kyststrækningen. Det fremgår af Vejledning til lov om kystbeskyttelse (Kystdirektoratet 2009), om passagemulighed i forbindelse med udbygning af kystbeskyttelsesanlæg: Det skal altid vurderes, om etablering eller udbygning af et kystbeskyttelsesanlæg vil kunne komme i konflikt med naturbeskyttelseslovens 22 om offentlighedens passagemulighed langs kysten. I forbindelse med udformningen af anlægget bør det derfor nøje overvejes, hvordan passage fremover vil være mulig. Dette gælder især for erosionskyster, hvor det, afhængigt af anlægstype, kan forudses, at stranden på langt sigt måske vil forsvinde. Passagemulighed kan opnås på flere måder f.eks. ved anlæg af ramper, banketter, åbninger eller ved ikke at gøre anlægget større end absolut nødvendigt. Desuden kan passagen sikres ved at tillade færdsel bagom eller på konstruktionen. Med passage menes, at det skal være muligt at færdes på strækningen, ikke nødvendigvis at passagemuligheden skal forbedres i forbindelse med udførelsen af kystbeskyttelse. Som hovedregel skal passagen sikres. Imidlertid vil der opstå situationer, hvor bygninger som følge af havets erosion står overfor umiddelbart at falde i havet. Her må kravet til etableringen af passage lempes eller helt bortfalde til fordel for beskyttelsen af bygningen. Dette bør især gælde i de situationer, hvor det i praksis er umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige store omkostninger at sikre passagen. Der kan også være situationer, hvor passagemuligheden i praksis ikke findes på grund af eksisterende anlæg på den omhandlede ejendom eller på naboejendommene. Kystdirektoratet vurderer i hver enkelt sag, om passagemuligheden skal genskabes ved en renovering af anlægget. Efter naturbeskyttelseslovens 73, stk. 1, fører kommunalbestyrelsen tilsyn med overholdelse af naturbeskyttelseslovens 22. Miljøministeriet skal udtale: Det areal udfor ejendommene Strandvej 30 og 31, hvor kystbeskyttelsesanlægget er placeret, er omfattet af naturbeskyttelseslovens 22. Der ikke er fastsat regler efter kystbeskyttelseslovens 17, der begrænser offentlighedens færdsel og brug af stranden og det følger umiddelbart af naturbeskyttelseslovens 22, stk. 3, at offentlighedens adgang på strandbredden mv. ikke må forhindres eller vanskeliggøres. Miljøministeriet lægger til grund, som oplyst af kommunen, at den sti der løber på skrænten ovenfor sommerhusene, som har forbindelse med en trappe nede fra strandbredden ud for

7 Strandvejen nr. 30, ikke udgør en del af strandbredden eller anden kyststrækning. Stien kan således ikke tillægges betydning i vurderingen af, om kystbeskyttelsesanlægget hindrer offentlighedens færdsel på strandbredden i strid med naturbeskyttelseslovens Det lægges endvidere til grund, at det ikke aktuelt er muligt at benytte passagen mellem sommerhusene på Strandvejen 30 og 31 og kystsikringsanlægget, men at der ved passende skiltning kan skabes mulighed herfor. Næstved Kommune fører tilsyn i kommunen med, at offentligheden har adgang til strandbredden mv. i henhold til naturbeskyttelseslovens 22. Det er således kommunen, der afgør om kystbeskyttelsesanlægget - uden en anlagt sti/trædesten i konstruktionen er en hindring for offentlighedens færdsel på strandbredden og om offentlighedens færdsel på kystrækningen eventuelt kan sikres ved, at gående benytter passagen mellem sommerhusene på Strandvejen 30 og 31 og kystsikringsanlægget. Kommunen tager som tilsynsmyndighed også stilling til, om kystbeskyttelsesanlægget har været en hindring for offentlighedens adgang i en længere årrække og om det eventuelt medfører, at forholdet ikke længere kan kræves lovliggjort (indrettelseshensyn mv). Der ses ikke at foreligge nogen afgørelse fra Næstved Kommune som tilsynsmyndighed efter naturbeskyttelsesloven, hvor kommunen tager stilling til disse forhold. Næstved Kommunes afgørelse vil, når denne måtte foreligge, efter nævnspraksis kunne påklages til Natur- og Miljøklagenævnet for så vidt angår forståelsen af lovgrundlaget. Miljøministeriet finder på det foreliggende grundlag ikke, at der er grundlag for at fastslå, at Kystdirektoratets lovliggørende tilladelse til kystsikringsanlægget - uden et vilkår om at der skal anlægges en sti/trædesten eller lignende på anlægget - lider af retlige mangler, der medfører at direktoratets afgørelse er ugyldig. Næstved Kommune har i klagen anført, at det ikke er en acceptabel løsning for klagerne, at der skal være passage mellem sommerhusene og kystbeskyttelsesanlægget. Miljøministeriet forstår det således, at det er kommunens opfattelse, at offentlighedens adgang til strandbredden mv. bør sikres ved, at Kystdirektoratet stiller vilkår om, at der skal anlægges en sti/trædesten på kystsikringsanlægget fremfor, at gående skal kunne benytte passagen mellem sommerhusene og kystsikringsanlægget. Spørgsmålet, om offentlighedens adgang til strandbredden mv. mest hensigtsmæssigt sikres på den ene måde fremfor den anden, beror efter Miljøministeriets opfattelse på et skøn. Der er ikke tale om et retligt spørgsmål efter kystbeskyttelsesloven, der kan påklages til Miljøministeriet. Miljøministeriet kan således ikke give medhold i klagen. Med venlig hilsen Per Schou Christiansen Chefkonsulent