^ - STJERNE. v MSN dansae. SICfW. É(Hmi. iar- kj % ' Ui*»**j ****k< lp-- Nummer 6. c# '% 4 % Juni årgang. Jk.il.. fs»* Tfr^l* <«***.

Transkript

1 "»" is. i ', 1 4 % %,J * SICfW ^ - kj % ' É(Hmi * '^JBHM^i c# '% v MSN dansae. STJERNE Juni årgang Nummer 6 -y.^.flbhi Tfr^l* lp-- ÉÉ Ir *<* J Ui*»**j ****k< Jk.il.. fs»* iar- <«***.

2 Nummer 1839 STJERNE Organ for JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE Juni årgang 6 Det øverste Præsidentskab Spencer W. Kimball N. Eldon Tanner Marion G. Romney De Tolvs råd Ezra Taft Benson Thomas S. Monson Mark E. Petersen Boyd K. Packer Delbert L. Stapley Marvin J. Ashton LeGrand Richards Bruce R. McConkie Howard W. Hunter L. Tom Perry Gordon B. Hinckley David B. Haight Rådgivende komité Howard W. Hunter Robert D. Hales L. Tom Perry O. Leslie Stone Redaktør af kirkens magasiner Dean L. Larsen International Magazines redaktion Larry A. Hiller, chefredaktør Carol Larsen, medredaktør Roger Gylling, designer Den danske Stjernes redaktion Jørgen Ljungstrøm, Translation Services Vodroffsvej 7, DK 1900 København V Kurt Voss, Smedevangen 9, DK Lynge Harry Bohler, layout Tryk Paul Giese KG, Offenbach/Main Korrespondenter Københavns Stav: Den danske Mission: INDHOLDSFORTEGNELSE Gud er ikke langt fra os. Præsident Marion G. Romney... 1 Provokér ikke jeres børn. F. Enzio Busche 2 John Lloyd Stephens og Mayaerne. James A. Packer 6 Finansmanden og biskoppen. William Hartley 8 En appel til vordende ældster. Ældste Boyd K. Packer 10 Børnestjernen Helte fra Mormons Bog 13 Modige øjeblikke. Keith Christensen 14 Fra ven til ven. Vaughn J. Featherstone 16 En søndags-kasse. Virginia H. Pearce og Kathleen H. Barnes 18 Bare for sjov 20 Abonnement Tegnes gennem wards/grensrepræsentanten: 12 numre dkr. 42,00 Nævnte priser er incl. moms og porto. Betaling over giro til Distributions Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. United States and Canada: $ 8.00 (surface mail) 1977 by the Corporation of the President of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints. All rights reserved. Slå på stålet". B. Lloyd Poelman 21 Englene vil måske citere derfra". Præsident Spencer W. Kimball 24 Frelserens eksempel for lærere. Theo E. McKean 26 Eksemplets magt. Delbert L. Stapley 28 Et vidnesbyrd. K. Holmboe, Esbjerg 31 Et vidnesbyrd. K. Å. Gram.. 31 På omslagets for- og bagside ses nogle af de ruiner, der blev udforsket af John Lloyd Stephens i 41. Se artiklen inde i bladet.

3 Berea Athen Budskab fra Det øverste Præsidentskab Gud er ikke langt fra os AF PRÆSIDENT MARION G. ROMNEY Anden rådgiver i Det øverste Præsidentskab Efter sin flugt fra forfølgelse blandt tessalonikerne og beboerne i ventede Paulus i på Silas og Timoteus. Mens han var dér, oprørtes hans ånd, da han så, hvor byen var fuld af afgudsbilleder" (Ap.Ger. 17:16). Som I husker havde Paulus gennem en storslået oplevelse, opnået kundskab om, at Herren ikke var en upersonlig materie, men snarere en personlighed, der var så nær, at han virkelig kunne tale til Paulus og give instruktioner om, hvad der var bedst for Paulus at gøre. (Se Ap.Ger. 9) Det var denne viden, som fik Paulus' ånd til at oprøres, da han blev vidne til byens ugudelighed. Ikke blot oprørtes hans ånd over dette, men det gav ham også ønske om og styrke til at gøre, hvad han kunne, for at oplyse menneskene i Athen. Han benyttede enhver lejlighed til at forkynde evangeliet om Jesus og om opstandelsen" (Ap.Ger. 17:18). Nogle kaldte ham et snakkehoved". Andre sagde, at han synes at være en, som forkynder fremmede guddomme". (Ap.Ger. 17:18) Så megen opmærksomhed vakte han, at mange mennesker samledes om ham for at høre, hvad han havde på hjerte. Da trådte Paulus frem midt på Areopagus og sagde: Athenere! Jeg ser, at I i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse.

4 således morgen oprigtig denne ensomhedens dag. verden bevidstheden så Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt andet et alter med den indskrift:,for en ukendt Gud'. Det, som I dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder. Han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra et menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os, thi i ham lever og røres og er vi, sådan som nogle af jeres digtere har sagt: 'Thi vi er også af hans slægt.' Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde." (Ap.Ger. 17:22-29; fremhævelser tilføjet) Denne prædiken af Paulus blev holdt for omkring nitten hundrede år siden, men den har stadig bud til os. Rigtig nok I disse usikre tider kan man finde trøst og styrke i at vide, at Gud ikke er et udefinerbart eller abstrakt begreb, som ligger os fjernt, men en kærlig og forstående far, der er os så nær, at vi dagligt kan kommunikere med ham har de mellemliggende år bragt store forandringer i alle forhold, især med hensyn til videnskab og industri. Men med hensyn til emnet for Paulus' prædiken, så er verden i dag omtrent ligesom dengang. For mange er Gud stadig en ukendt Gud" og derfor dyrkes han i uvidenhed. Måske anses han ikke for at være lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde". Men alligevel hører overtro afgudsdyrkeri på mange måder stadig til dagens orden. Nogle fornægter selve Guds eksistens. Andre definerer ham som værende kosmisk energi", som om han kunne være en elektrisk strøm. Man har talt om ham som værende den første store årsag" og den universelle samvittighed". Gud ville ikke blive omtalt i vage vendinger, hvis menneskene havde haft den kundskab om ham, som Paulus havde. Imidlertid er der nogle mennesker i i dag, der ligesom på Paulus' tid, ved, at Gud er deres Fader, og at han ikke er langt fra dem. Hvis de skulle tale om det emne, ville de fortælle jer, at af alle deres ejendele er den viden deres kæreste eje. Fra den får de magt til at modstå fristelse, mod farens stund, følgeskab i time og trøst i sorgen. Denne kundskab om Gud giver dem tro på og håb om, at i vil blive bedre end i Den er et anker for deres sjæl, som giver livet et formål, selvom alt og alle omkring dem er forvirring og kaos. De ved, at sådanne forhold eksisterer, fordi menneskene mangler denne viden og derfor ikke bliver ledet af Gud. Mit budskab til jer i dag er, at ethvert menneske kan komme til at eje denne kostelige kundskab og kan glæde sig over de velsignelser, som den bringer. For som Paulus siger, er vi Guds afkom, og han nærer ikke personsanseelse, men vil at alle mennesker skal komme til ham. Det var ham, der sagde: Kom til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let." (Matt. 11:28-30) Prisen for at få denne kundskab er at påtage sig Kristi åg", der betyder at følge den vej, han har afmærket. Porten til den vej er et ønske om at kende Gud, levendegjort ved en beslutning om at ville gøre det, der er nødvendigt for at opnå den kundskab. For at få den er der meget, der må gøres. Det kan ikke altsammen omtales her, men indstillingen må være at bede. Ingen har nogensinde påkaldt Gud forgæves, hvis han beder i tro. Den sande og visse kundskab om Gud blev gengivet til jorden i tid gennem den unge profet Joseph Smith som resultat af bøn. I disse urolige tider med frygtelig spænding og megen tragedie er der trøst og styrke at hente i om, at G (ud er vor himmelske Fader, at han ikke er noget fjernt, udefinerbart og abstrakt, men en kærlig og forstående Fader, der er så nær, at vi kan have daglig kommunikation med ham. Han kan nå enhver af os med sin styrkende og beskyttende kraft. At vi må have ønsket og modet og ydmygheden til at opnå den kundskab og kunne glæde os over frugterne deraf, er min ydmyge bøn.

5 Provokér ikke jeres børn AFF. ENZIO BUSCHE

6 I I fædre! dyreverdenen, dette smarte en færd hjemmet, verden, i en Hver gang min kone og jeg spekulerer over vore mange ansvar i liv og prøver at ordne dem ind efter betydning, tænker vi altid først på vore børn. Den ældste, Markus, er netop blevet nitten og er i med at berede sig til en mission. Matthias er sytten og har begyndt sin uddannelse til et håndværk. Maja, vores eneste datter, er seksten. Daniel, den yngste, er tolv og har lige modtaget Det aronske Præstedømme. Vi holder forfærdelig meget af vore børn og er meget taknemmelige over for vor himmelske Fader, fordi han har overladt dem til vor omsorg. Vi synes, at den største glæde vi kunne opleve, ville være at se alle vore fire børn udvikle sig til lykkelige mennesker, som klarer deres forvaltning i til åndelig og moralsk udvikling. Som følge deraf mener vi, fuldstændig harmoni med Guds bud. Men vi er fuldstændigt klare over den menneskelige sjæls delikate væsen - især de små børns. Når et nyt liv begynder i er det udstyret med næsten alt, hvad det behøver, og instinktet tilføjer de små manglende dele. Med mennesket er det anderledes. Ikke blot kræver et menneskebarn mere fysisk næring og omhu, men det er også fuldstændig afhængigt af dets forældre med hensyn at det er uomgængelig nødvendigt, at børnene præsenteres for livet naturligvis over en længere årrække i en atmosfære af glæde og kærlighed i eller, som apostlen Paulus sagde, i atmosfære af kærligheden, som er det fuldkomne bånd" (Kol. 3:14). Vi kan lide den måde, Paulus yderligere beskriver det ideelle forhold i hjemmet: I hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem. I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt. lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte." (Kol. 3:18-24) Næsten alle forældre ønsker at gøre deres yderste for deres børn, at hjælpe dem til at klare sig i at opdrage dem til det højest mulige og opnåelige stade, at undlade at opirre" eller provokere dem til bitterhed eller en tilstand af meningsløs protest. Ikke desto mindre har Satan stor magt på jorden, og han har anbragt mange anstødssten for mennesker med reelle hensigter. I skoler og de forskellige nyhedsmedier præsenteres materialismens lærdomme, had, uærlighed, uværdighed, umoralitet og bedrøvelighed altsammen indpakket i og intellektuelle fraser. Falske religioner og filosofier findes i overflod, og der er meget, Derfor binder et stærkt taknemmelighedens bånd os til de ukendte forældre til de missionærer, som kom til os tidligt vort ægteskab med budskabet om genoprettelsen. Det er én ting, som adskiller medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fra hele resten af verden den sikre vished om, hvem vi er, hvorfra vi kom, hvorfor vi er her, og hvor vi skal hen herfra, og selvfølgelig den kraft, som vil bringe os derhen. Den viden giver mening i alle vore familieforhold og bevarer først og fremmest vor kærlnghed til og ansvar for vore børn. Ligesom vore mormonpionér-forfædre var tvunget til at flygte over de uendelige prærier for at opbygge en civilisation i en ørken, sådan har vi også en følelse af et leve i åndelig ørken med ansvar for at opbygge en levende nation ud fra den oase, som kirkesamfundet repræsenterer. Uden præstedømmets kraft og uden hjælpeorganisationerne og andre programmer, som f.eks. seminaret, ville vi forældre være fortabt og alene. Vi skælver ved tanken om at skulle klare vores opgaver og vort ansvar i uvidenhed om evangeliets frelsende principper. At være far og mor betyder at lære og tænke ud fra prioritering. Børn har mangler, somme tider så store, at vi er lamslåede, så vi er fristet til at handle på måder, der ville provokere dem til vrede". Men at gøre det kan måske få dem til at vende sig bort fra deres endemål, det evige liv. Hvad gør vi så med vore børns fejltagelser, mangler og fejl? Jeg mener, at det er det afgørende punkt. Som hjem- der distraherer os til at spilde megen tid og energi, når vi forsøger at forbedre vore ydre leveforhold og gøre livet behageligt og enkelt alt imens vi forbliver uden kendskab til vore virkelige behov. Selvom alle mennesker til en vis grad er oplyste af Kristi Ånd og har en grad af kundskab om, hvad der er godt og rigtigt, har de fleste alligevel intet håb om et helliggjort familieliv, for de mangler den fulde kundskab, der blev muliggjort ved gengivelsen af Jesu Kristi evangelium gennem profeten Joseph Smith. Min kone og jeg befandt os også engang i den tilstand.

7 værdighed i forhold til, hvor meget børnene tager del i planlægning i kirken, de melærer hørte jeg engang en ung mand sige i overværelse af sine forældre, at han aldrig fik nogen ros. Hans fars svar lød: Jeg ville gladeligt have rost dig, hvis du nogensinde havde gjort noget rosværdigt." Jeg var chokeret. Hvilke følelser ville en sådan udtalelse ikke vække hos et barn? Hvor hurtige er vi ikke til at se noget, som ikke er helt rigtigt, at se alt det, som er forkert? Hvor langsomme er vi ikke til at se mennesker, som de virkelig er, eller som de kunne blive, hvis de blev ledet på rette måde nemlig Guds børn, udstyret med alle de kostelige kendetegn på guddommelig renhed og guddommelig dyd. Ingen lider mere ved ufuldkommenhed end den, som er behæftet dermed, inkluderende børn. De kender deres fejl; de kender deres svagheder. Men hvordan kan de få mod til at omvende sig, mod til at være anderledes, hvis det nødvendige mod ikke kommer fra forældrene? Min kone og jeg er enige om, at i den åndelige modningsproces har børnene så at sige ret til at gøre fejl, at have mangler, at gøre noget forkert, selv efter at de er blevet rettede ti gange. Og vi mener, at det er forældrenes pligt at forstå, at stå fast og at tilgive, så de ikke bliver skuffede". Så er vi bogstavelig talt blevet detektiver, der udsøger de begravede talenter eller evner hos vore børn, for at deres mindste spirer hen mod opdyrkelse af positive gaver kan blive opdaget, omtalt og beundret. Hvor dejligt er det ikke at sidde ved en familiehjemmeaften og tænke på og fremhæve hinandens gode egenskaber og evner. Hver enkelt af os har hårdt brug for nogen til at styrke vore gode intentioner, dele vore sorger når vi fejler, hjælpe os med at udforme mål, der kan rette vore sind mod det, der har evig værdi. Vi prøver at lede vore børn til selvrespekt og selvtillid og lader dem for det meste dømme sig selv. Vi har erfaring for, at man ikke er så god en lærer, når man finder og afslører fejl, som når man hjælper barnet til selv at finde ud af, at det gør noget forkert. Når et barn selv kan forstå sine fejl, er det første skridt til at rette dem allerede taget. Jeg husker engang vi bad vores søn, som havde overtrådt, om selv at vælge sin straf. Han bestemte, at han ikke måtte have lov til at se TV en måned. Det forekom os at være alt for streng en straf, men hvor glade var vi ikke da hans bedstemor fortalte, at han under et besøg, insisterede på, at det var forkert af hende at opfordre ham til at se et bestemt tv- program, selv om hans forældre ikke ville få det at vide. Jeg tror ikke, man kan opleve en større glæde som forældre end at se et barn klare sig så godt i en vanskelig situation. Det er først og fremmest voksne, som bringer menneskeheden i fare og tilintetgør den nogle gennem deres dårlige eksempel eller deres hykleriske eller kyniske filosofier. Hvilket herligt bevis på menneskets guddommelige oprindelse er det ikke at se rene, uskyldige børn; hvilken skuffelse, når vi oplever, hvor ufølsomme og ukærlige nogle forældre kan være over for dem. Når man ser rigtigt på det, kan man så ikke sammenligne pligten til at udøve en retfærdig forvaltning over sine børn, med en daglig kamp med os selv for at blive så åndelige, rene, fulde af hengivenhed og kærlighed, at vi kan blive eksempler og partnere? Jo mere vi som forældre samvittighedsfuldt lærer at lytte uden at afbryde og at absorbere, hvad der siges, des lettere vil det blive at belære. Jeg har hørt om en leder i som hver gang han gik ind i sit hjem bad en stille bøn for at få styrke til retskaffent at udføre sine pligter som far og ægtemand. Det er ikke let at hæve sig over alle hverdagslivets små irritationer i og harmoni, og vi har opdaget, at det er næsten umuligt at overvinde dette problem, med mindre vi har den daglige vane at studere skrifterne og lærer at lade os lede af Helligånden, selv i mindste afgørelser. På samme måde har vi oplevet særlige familiehjemmeaftener, som er blevet helt anderledes end planlagt, bare fordi den øjeblikkelige situation krævede det. Hvor farligt er det ikke at betragte familiehjemmeaftenen blot som et program, der nu engang skal udføres. Vi har opdaget, at det er en god ting at skifte værelse og sted, at forandre rækkefølgen af begivenheder, at arrangere overraskelser og kun have ét mål for øje: at give de deltagende større kærlighed, større håb og større tro. Det er vor erfaring, at familiens åndelighed vokser i kvalitet og forberedelse. Vi har lært, at familieråd er et glimrende middel til at skabe organisation og orden. Ved en bestemt lejlighed sad vi alle i et familieråd og anstrengte os for at finde ud af, hvordan vi kunne forbedre vort familieliv, uddybe vores kærlighed til hinanden og forøge vores lykke. Vi var enige om, at vores familie-morgenbøn var et særligt problem, fordi den, selvom vi var fulde af kærlighed og hengivenhed, syntes at lide under, at vi øjensynligt altid gennemførte den halvt i søvne, uforberedte og ude af stand til at koncentrere os. Sammen besluttede vi, at vi ville stå op et kvarter tidligere, end det ellers var nødvendigt. Vi skulle så sidde sammen, synge en salme og sammen læse i skrifterne eller fra en tale af en generalautoritet, før vi knælede bøn. Denne fremgangsmåde har, styrket ved at vore børn selv var med til at bestemme den, været en kilde til stor glæde for os, for efter at vore ånder har modtaget næring og styrke fra det levende vands kilde, knæler vi ned for at tænke, at fornemme og blive modtagelige for alt det, der er vigtigt og ikke må glemmes. Hvilken velsignelse er det ikke at blive ledet til det bønnens stade, hvor Ånden leder os og giver os kraft til med held at imødegå hver enkelt dags udfordringer. Hvor stolt og taknemmelig er jeg ikke, når vores yngste søn, uden at hans mor har bedt ham om det, giver mig et godnat-kys og siger: Jeg elsker dig." Eller når vores datters smil viser os, at hun er lykkelig; eller når udtrykket i vores syttenåriges ansigt fortæller os: I er gode nok!" eller når vores ældste søn fortæller os noget, som viser, at han har fuldstændig tillid til os. Vi oplever som forældre de største velsignelser at være partnere med Gud, partnere i nyt liv og nyt håb. skabelsen og udviklingen af F. Enzio Busche præsident for forlag og trykke-virksomheden i Tyskland, virker som regionalrepræsentant for De Tolv. Han bor i Dortmund ward, Dusseldorf stav i Tyskland.

8 fe London Honduras og '- p:--,-.,... i.y-i i " John Lloyd Stephens og Mayaerne AF JAMES S. PACKER Forkortet af Norbert og Brenda Bench John Lloyd Stephens, advokat i New York, og Joseph Smith traf aldrig hinanden, og der er heller ikke noget bevis for, at Stephens nogensinde læste Mormons Bog. Og alligevel kom Stephens' vigtigste bedrift senere til at stå som et fysisk vidnesbyrd om dette åndsværk, der blev oversat af en anden New York-borger, Joseph Smith. Denne bedrift begyndte i jungle en varm, fugtig, hed novemberdag i 1839, da John Stephens og hans indfødte hjælpere gravede en statue op af skovbunden. Francisco fandt fødderne og benene, og Bruno en del af kroppen," skrev Stephens, og følgerne var fantastiske." Victor W. von Hagen skrev om den dag: En ny verden, en ny videnskab - den amerikanske arkæologi var blevet født." John Lloyd Stephens var dens grundlægger. Ikke ukendt med rejselivet eller berømmelse havde Stephens allerede strejfet rundt i skrevet om Europa, Det nære Østen, Ægypten, Arabien og Det hellige Land. Men stadig kriblede det i ham med forestillinger om fortiden og han havde endnu ikke forstået, hvad hans egentlige mål var. Under et besøg i faldt Stephens bogstavelig talt over sin fremtid, idet han fandt en bog: Descriptions of an Ancient City" (Beskrivelse af en fordums by), skrevet af en kaptajn Del Rio, som havde besøgt en mærkelig ruinby i Mexico ved navn Palenque. Senere hørte han om en anden øde mexicansk by, Uxmal. I 1835 fik han endelig fat på en professionel beskrivelse af en ruinby i Honduras, Copan. Palenque, Copan, Uxmal. For sit indre blik så han nu klart billeder af hidtil ukendte, gamle civilisationer i Mellemamerika. Forbløffende nok syntes han at være den eneste, der var interesseret. I stedet for at fængsle folk," skrev han, vakte artiklen (om Copan) næsten ingen opmærksomhed." Ikke desto mindre offentliggjorde han sin hensigt om at ville udforske disse forsvundne byer. Nonsens!" hævdede videnskabsmænd og offentligheden samstemmende. Indianerne havde aldrig nået at hæve sig op til et kultiveret stade. Amerikanere på den tid kunne tro på så godt som alting, bare ikke på en indianer-civilisation", til trods for beviserne fra den første koloniseringstid. Sådane beviser blev enten ignoreret eller nedvurderet som spansk praleri. Historikere og andre lærde holdt fast ved deres forældede standpunkter og gjorde nar ad Stephens anstrengelser. Der var, sandt at sige, kun få dokumentariske beviser, der modsagde de lærdes opfattelse. Joseph Smiths angribere tænkte for eksempel ikke på at beskylde ham for at plagiere, for man kendte ikke noget, han kunne have plagieret. Selv 1839 havde den velkendte - og rige - John Stephens stor vanskelighed ved at skaffe virkelige beviser på, at der fandtes en gammel amerikansk kultur. Hans få henvisninger var fattige på detaljer. Og på Joseph Smiths tid var optegnelserne endnu dårligere eller eksisterede slet ikke. Mangelen på oplysninger gjorde selv den ukuelige Stephens en smule skeptisk, men han bevarede håbet. Sammen med en spirende åndsperson og dygtig kunstner Frederic Catherwood, satte han kursen mod Mellemamerika. Deres første mål, Copan, var en hensygnende landsby, bestående af lerklinede hytter. Men opdagelsen lurede nærved. En indfødt fører ledede dem gennem junglen til en flodbred. Overfor løftede sig en 30 meter høj stenmur mjm'i.. ø~i'l "" ; " ''éf ^ÉÆ=MÉ.;' Kai T --<- --< S Pfjr -': y i'æi, *$# mø^** *'*"'" '

9 middelalderens den Copan kunst I en ørkenen en grænselinien mellem det gamle Copan og en ny æra i historien. Efter hurtigt at have sat over floden og klatret op over bjerrgskrænten, befandt de sig midt blandt de sammenstyrtede minder om en glemt civilisation. Idet vi arbejdede os gennem den tætte skov," berettede Stephens, kom vi til en kvadratisk stensøjle, omkring 4 meter høj... med udhuggede figurer på alle fire sider storartede kunstværker lige så gode som de bedste monumenter i Ægypten. Amerika var (sagde historikerne i 1830'erne) befolket af vilde; men vilde indfødte har aldrig kunnet bygge sådanne værker og har aldrig kunnet udhugge disse sten. Da vi spurgte indianerne, om de vidste, hvem der havde lavet dem, var deres tvetydige svar kun Quién sabe?" (Hvem ved?)" Historikere og andre lærde i den vestlige verden kunne ikke have svaret bedre. Indbyggerne i og mayaerne hævede sig op til deres høje stade i og kultur, mens Europa nedsank i mørke. De overvandt jungler og byggede deres byer overalt på Yucatan-halvøen som glitrende juveler på et kostbart halssmykke. Men for den gamle verden var deres dåd og deres historie ligeså tavs som den tavse jungle, de boede i. På et tidspunkt før 900 år efter Kristus forsvandt mayaerne imidlertid pludseligt og mystisk fra historiens scene. I tusinde år lå Copan begravet i tætte Hondura-jungle, indtil dens tornerosesøvn blev forstyrret i 1839 af Atephens og Catherwood. Parret kunne ikke se det hele junglen var for tæt. De koncentrerede sig om de ikke tildækkede afgudsbilleder" eller steler", gravmæler eller mindesten. Det var svære, tredive tons monolitter (mindesmærker udhygget i én sten. O. a.) De var fyldt med et usandsynligt virvar af figurer, blomster og dyr. Rejst på bestemte dage for at mindes begivenheder, der er ukendte for os, betegner de højdepunktter for maya-folkets genius. Gennem en to-års periode opdagede Stephens og Catherwood Copan, Palenque, Ucmal, Chichén, Itzå og fyrretyve andre af maya-folkets ruinbyer. Mysteriet blev stedse større, og Stephens' reaktioner var begejstring. I Palenque sagde han: Her var minderne om et kultiveret, forfinet og udvalgt folk, der havde gennemgået alle stader af et folks opståen og forfald; det nåede sit højdepunkt og forsvandt fuldstændig ukendt. De bånd, der forbandt dem med den menneskelige familie, blev overskåret og forsvandt, og disse (ruiner) er de eneste minder om deres gang på jorden... I hele denne verdens romantiske historie var der intet, der gjorde så stærkt et indtryk på mig, som synet af denne engang så store og smukke by, sammenstyrtet, øde og tabt; fundet ved et tilfælde, overvokset af træer, midt i urskov og uden selv et navn til at kendetegne sig." Den opofrelse, disse to opdagere udviste for afsløre disse mysterier, imponerede vor tids mennesker. tid, hvor de fine" blev hjemme, led disse to sult, malaria, angreb fra titusinder af insekter, overvældende fysiske anstrengelser og ofte direkte livsfare. For at opnå hvad? Historien bedømmer Stephens som en af de store. Hans bidrag sammenlignes med den franske ægyptolog, Jean Francois Champollion ( ), der fandt en sten med en indskrift på tre sprog, hvorved man kunne decifrere de ægyptiske skrifttegn, og hans Rosette-sten, og med den tyske arkæolog, Heinrich Schliemann ( ) og hans Troja. Den officielle videnskab havde hidtil antaget Schliemann for et digterisk fantasifoster. Fra vort synspunkt er Stephens betydning formidabel: John Lloyd Stephens og Joseph Smith traf aldrig hinanden, men Mormons Bogs råb i blev nu forstærket, da Stephens fysiske vidnesbyrd om Lehis folk blev kendt overalt i verden. Disse usædvanligt detaljerede tegninger blev udført af den engelske kunstner Frederick Catherwood, som ledsagede John Lloyd Stephens ved undersøgelserne af maya-ruinbyerne i Mellemamerika, Chiapas og Yucaten.

10 i i Finansmanden og biskoppen AF WILLIAM HARTLEY Husk nu, kun fem minutter," advarede sekretæren, idet han førte en forretningsmand fra Salt Lake City, Nephi L. Morris, ind i det fornemt udstyrede kontor, hvor den store finansmand Thomas N. Cauley, residerede. Efter at have givet matadoren den besøgendes visitkort, stillede sekretæren sig ved døren for at sikre, at de bevilgede fem minutter ikke blev overskredet. Fra Salt Lake City, kan jeg se," sagde den travle forretningsmand. Tag plads, mr Morris. Da De nu er fra Utah, vil jeg fortælle Dem noget, jeg oplevede for nogle år siden Deres del af verden." Uden at vente på at finde ud af, hvad bror Morris' ærinde var, tilsidesatte mr McCauley sine andre aftaler for dagen og overså ganske sin sekretærs ophidsede miner. I en hel time fortalte han sin gæst om en enkelt kær erindring. Mr McCauley forklarede, at mens han endnu var ganske ung, havde han før århundredeskiftet samlet sig en formue de østlige af USA's stater. Men forretningslivets hårde anstrengelser havge tilsidst nedbrudt ham fysisk. Hans læge fortalte ham, at det eneste håb om helbredelse var at tilbringe mellem et halvt og et helt år ude i vesten og leve der i det fri. Efter nogen betænkningstid fulgte mr McCauley

11 I månedsvis tilbragte de to mænd tiden i en stærke værelset Nevada, meget de Nevada-ørkenen, Utah 1943, rådet, overdrog arbejdet med sine virksomheder til sine medarbejdere og drog mod vest, ledsaget af lægen. overdækket vogn, mens de i ro og mag gennemrejste egnene ved Rocky Mountains. Men på et tidspunkt, da den endelige helbredelse syntes nær, pådrog McCauley sig pludselig en sygdom, der gav sig udslag i høj feber skiftevis med alvorlige kuldeanfald. Lægen, der var bange for sin patients liv, bragte skyndsomst vognen til nærmeste beboelse, der var Bunkerville i en lille mormon-koloni nær det sydvestlige hjørne af Utah. Til trods for sin dybe foragt for mormonerne bad lægen om hjælp hos den første den bedste landmand, Edward Bunker jr., som viste sig at være koloniens biskop og søn af den mand, som havde givet kolonien navn. De fremmede vidste ikke, at denne mands hjem ofte tjente som hospital eller hotel for folk, som kom gennem disse øde egne. I sin tid som biskop, fra 1883 til 1908, tjente bror Bunker også som lokal læge og satte i den tid omkring 40 brækkede ben sammen, amputerede sår og syede engang en drengs fod på, efter at den var blevet skåret af i en maskine. I henhold til hvad man sagde der på egnen, spiste familien Bunker sjældent alene, da den gode biskop var kendt for sin gæstfrihed. Husordenen i Bunkers hjem sagde at rejsende kunne blive hos familien så længe de havde lyst, men de blev altid behandlet som hørende til familien, og de fik ikke lov til at bryde husordenen. Gæsterne fra øst blev hurtigt budt velkommen og alt, hvad det lille samfund kunne byde på, blev lovet dem. Der blev taget vare på vogn og hest. Levnedsmidler blev bragt til veje. Der blev sørget for sengetøj og hvad der ellers behøvedes, og dagligstuen blev lavet om til en midlertidig hospitalsstue. Dag efter dag passede lægen og familien Bunker omhyggeligt den kritisk syge patient. Ugerne gik, og patienten gjorde kun langsomme fremskridt. Lægen tilbragte sin tid hos den syge mand ellers gik han alene omkring. Bundet som McCauley var til sin seng, var han imidlertid i en glimrende position til at lægge mærke til de daglige aktiviteter i denne jævne sidste dages hellige familie. Somme tider stod dagligstuedøren åben, og McCauley kunne se ind i ved siden af, hvor familien efter em dags hårdt slid på gården velsignede og derpå spiste deres aftensmåltid. Ofte så McCauley dem ved aftenstid knæle til familiebøn, hvor biskoppen selv ikke sjældent båd højt. Langt om længe var patientens tilstand sådan, at lægen tillod dem at fortsætte rejsen. Den morgen, de skulle rejse, stod Bunker-familien tidligt op, som de plejede. Uden at vide af det, var de kommet til at vække deres gæster, som ikke kunne undgå at høre den særlige familiebøn, der blev bedt for dem. Familien samledes i spisetuen, hvor den kraftige biskop, knælende ved siden af sine børn og lige så ydmyg som dem, ærbødigt udøste sin sjæl i bøn. Blandt andet takkede han i vendinger Gud for, at han havde velsignet deres gæst med så hurtig genvinding af sine kræfter og bad ydmygt om en snarlig og fuldstændig helbredelse. Under bønnen lagde McCauley mærke til, at hans læge-ven stille listede sig ud af stuen med tårerne løbende ned ad Kinderne. McCauley, der forstod, at tro blev udøvet til hans fordel, kunne næsten ikke holde tårerne tilbage, da en dyb følelse af teknemmelighed vældede op fra hans indre. Som han sagde, da han så mange år senere fortalte historien til bror Morris: Jeg har aldrig i hele mit liv hørt en sådan bøn." Efter at have rejst sig fra bønnen fortsatte familien deres daglige gøremål, mens biskop Bunker kom ind i dagligstuen for at byde sine gæster farvel. Idet han trykkede McCauleys hånd, udtrykte han sin glæde over at have haft det privilegium at kunne yde en håndsrækning," hvorpå han ønskede ham og lægen en god rejse. Jeg står i stor gæld til Dem, biskop Bunker", sagde McCauley, og jeg ønsker retteligt at gøre gengæld for Deres barmhjertige venlighed og omsorg for derved at have reddet mit liv. Jeg har tilstrækkelige midler, og at belønne Dem rigeligt vil være en stor glæde for mig." Da han var klar over, at Bunkers tilværelse var hård, og at familien manglede mange materielle goder, blev han forbløffet, da biskoppen nægtede at modtage hans tilbud. Nej," sagde mormonen, jeg kan ikke tage imod noget fra Dem. Jeg har kun gjort, hvad enhver bør gøre for sin bror." Men jeg må gøre noget for at kompensere for, hvad De har givet mig. Jeg kan ikke lade Dem forblive ubetalt. Vær så rar at fortælle mig, hvad jeg kan gøre for dem, enten i penge eller på anden måde." På denne anmodning svarede den gæstfrie biskop: Jeg er allerede rigeligt belønnet for min hjælp til Dem. Den eneste måde De kan betale mig på, er ved at yde en anden, med et lignende behov den samme hjælp, som jeg med glæde har ydet Dem." Og der sluttede det, for så vidt angår biskop Bunker. Men Mc Cauley glemte aldrig den gæld, han syntes han var i, og i følgende år tilbagebetalte han den for det meste ved at hjælpe sidste dages hellige. Da der blev samlet ind for at rejse at monument i for Brigham Young, stod McCauleys navn øverst på listen med et bidrag på 1000 dollars. Da kampen om senator Reed Smoots medlemskab af senatet stod på, gjorde den store pengemand personligt sin indflydelse gældende overfor USA's vicepræsident William Howard Taft til forsvar for mormonerne. Han tilbød økonomiske muligheder til forskellige Utah- og kirke-ledere. Da to prominente mormoner led svære økonomiske tab under en depression i 1907, tilbagegav McCauley dem deres veksler og annullerede deres forpligtelser overfor ham. Og når som helst lejlighed bød sig, følte finansmanden sig forpligtet, selvom det betød at han skulle forandre et femminutters interview til en times samtale, for at fortælle Utahborgerne, som det var tilfældet med bror Morris, om sin kamp med døden i hvor en mormon-biskop, som han ikke tidligere havde set og aldrig siden traf, havde udøvet sin tro på Gud for at hjælpe en fremmed til helbredelse. Det var noget, sagde McCauley, som al hans rigdom og magt ikke kunne gøre. Historien gjorde et så stærkt indtryk på brpr Morris, at han straks nedskrev den. Tyve år senere, i skrev han til biskop Bunkers efterladte og berettede historien for dem, en historie, som for dem nu er en kilde til familiestolthed og inspiration.

12 deres. havde sidste gør En appel til vordende ældster AF ÆLDSTE BOYD K. PACKER De tolvs Råd 10 Hvis i vil komme tilbage, vil det snart være, som om I aldrig har været borte. Jeg ved, mine brødre og søstre, at præsident Kimball vil afslutte dette møde. Forud for mødet fortalte jeg ham, at jeg havde udarbejdet tre taler af forskellig længde. Under sangen fik jeg for et øjeblik siden en seddel fra ham med anmodning om at holde den længste af dem. Det minder mig om en oplevelse, vi havde i Colorado, hvor vi var ved at organisere en stav. Mødet var næsten forbi; der var omkring ti minutter tilbage, og ingen af os havde endnu talt. Stavspræsidenten bekendtgjorde, at jeg skulle tale. Præsident Kimball lænede sig over mod mig og sagde: Vær så venlig at bruge al tiden." Jeg bar mit et-minuts vidnesbyrd og vendte tilbage til min plads. Mens stavspræsidenten annoncerede præsident Kimball, så jeg, at præsidenten skrev en seddel. Da han rejste sig, rakte han mig den. På den stod fem ord: Lydighed er bedre end offer". Derfor fortsætter jeg lydigt min tale. (Se 1. Samuelsborg 15:22) Når vi nu nærmer os afslutningen af endnu en storslået konference, mine brødre og søstre, er vore hjerter blevet rørt af prædikenerne, vort sind blevet oprørt, og bestandigt er vore tanker blevet rettet mod dem, som ikke i deres tilværelse har nogen åndelig indflydelse af betydning. Blandt dem er der en hel del mænd i kirken, som har mistet nogle af de åndelige forfremmelser, som har så stor betydning i liv, mænd, som betegnes vordende ældster. Embedet som ældste er en kaldelse til værdighed og ære, åndelig myndighed og magt. Betegnelsen vordende" indbefatter håb og optimisme og mulighed. Nu vil jeg i dag tale til dem, idet jeg er klar over, at der måske er mange andre, som dette budskab vil tale til. Har jeg ret, når jeg siger, at lejlighedsvis længes I inderst inde efter at være en del af kirken? I er ikke helt klar over, hvordan I skal få begyndt, og måske siger I, når I rigtigt tænker over det, til jer selv: Hvis bare jeg ikke var kommet ud af vanen." Hvis jeg bare havde haft en mulighed, da jeg var yngre." Jeg er gået glip af for meget." Det er for sent for mig." Jeg har spildt alt for megen tid." I vil gerne være med, men I ikke noget ved det, fordi I føler og tænker: jamen, det er for vanskeligt, og jeg har ikke noget at begynde med." Jeg har oplevet noget, som lærte mig noget vigtigt, jeg burde have lært meget før. Jeg genoplevede denne oplevelse i uge, da vi var i Japan, og jeg besluttede mig til at ville tale om den ved denne konference. Under den anden verdenskrig var jeg pilot i flyvevåbnet. Efter at have gjort teneste på Stillehavsøerne tilbragte jeg et år i Japan med besættelsestropperne. Det var selvfølgelig praktisk at lære nogle få japanske ord. Vi var i hvert fald nødt til at kunne spørge om vej og at bede om noget at spise. Jeg lærte de almindelige hilsener og nogle få tal og andre almindelige ord, og som så mange andre medlemmer af kirken, tilbragte jeg al min fritid med missionærarbejde blandt japanerne. Og jeg lærte af dem nogle få ord af noget, som jeg anså for at være et meget vanskeligt sprog. I juli 1946 fandt de første dåbshandlinger sted i Osaka. Bror og søster Tatsui Sato blev døbt. Og selvom de for det meste var blevet undervist af andre, jeg glæden af at døbe søster Sato. Selv om vi slet ikke var ulykkelige i Japan, havde vi i virkeligheden kun én ting i tankerne, og det var at komme hjem! Jeg havde været væk i næsten fire år. Krigen var forbi, og jeg ønskede at komme hjem. Da dagen endelig kom, var det meningen, at jeg aldrig mere skulle tilbage til Japan. Jeg havde afsluttet det kapitel. De følgende år fik jeg travlt med at få en uddannelse og stifte min ege familie. Jeg så ikke noget til japanere og havde ingen lejlighed til at bruge de få ord, jeg havde lært. De var efterladt i den utydelige og meget fjerne fortid,

13 i i stenen.. men. Japan mente 26 I og udviskedes af 26 års glemsel borte, som jeg troede, for altid. Og så kom en kaldelse til Japan. Morgenen efter min ankomst til Tokyo, forlod jeg missionshjemmet sammen med præsident Abo, da en japansk ældste talte til ham på japansk. Præsident Abp sagde, at sagen var vigtig og undskyldte forsinkelsen. Han gennemgik nogle papirer sammen med ældsten og diskuterede dem på japansk. Derpå tog han et af brevene og, idet han pegede på en sætning, sagde han: Korewa..." Og før han kunne fuldføre sætningen, havde jeg i tankerne gjort den færdig. Korewa nan desuka." Jeg vidste, hvad det betød. Jeg vidste hvad han spurgte ældsten om. Korewa nan desuka" betyder Hvad er dette?" Efter at have været borte fra Japan i år, var en sætning kommet tilbage i tankerne. Korewa nan desuka" Hvad er dette?" Jeg havde ikke brugt de ord i år. Jeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde igen skulle bruge dem. men de var ikke forsvundet. Jeg tilbragte ti dage i og afsluttede min tur i Fakuoka. Den morgen, jeg skulle rejse, kørte vi til lufthavnen med bror og søster Watanabe. Jeg sad bagi bilen med deres bom og øvede mig på mine forlængst glemte japanske ord, mens de begejstrede lærte mig nogle nye. Og så genkaldte jeg mig en lille sang, som jeg havde lært engang for 26 år siden, og jeg sang den for børnene: Momotaro-san, Momotaro-san Okoshi ni tsuketa kibi dango Hitotsu watashi ni kudassai na Jeg tror nok, den måde, jeg sang den. på, ville have givet bror Gerald (dirigent for Tabernakelkoret) kuldegydninger. Søster Watanabe sagde: Jeg kender den sang." Og så sang vi den sammen for de små børn, og hun fortalte mig dens betydning, som nu vendte tilbage min erindring. Den handler om et barnløst japansk ægtepar, som havde bedt om at blive velsignet med en søn. En dag fandt de af en stor fersken en lille dreng, som de kaldte Momotaro. Sangen fortæller om hans heltedød ved at redde sit folk fra et skrækkeligt uhyre. Jeg havde kendt den sang i år, men jeg vidste ikke, at jeg kendte den. Jeg havde aldrig sunget den for mine egne børn. Jeg havde aldrig fortalt dem historien om den. Den var blevet glemt under byrden af andre ting, som skulle passes. Jeg har tænkt over dette som en meget betydningsfuld oplevelse og forstår nu endelig, at intet godt nogensinde går tabt. Da jeg igen vendte tilbage til det folk, som talte sproget, kom alt det, jeg havde lært, omgående tilbage, og nu fandt jeg det tilmed lettere at føje nye ord til mit ordforråd. Jeg mener naturligvis ikke, at denne oplevelse var resultat af en særlig god hukommelse eller hurtig opfattelse. Det var bare noget der viste et livsprincip, der gælder for os allesammen. Det gælder for jer, mine brødre blandt de vordende ældster, og for andre i lignende situationer. Hvis I vil vende tilbage til de omgivelser, hvor åndelige sandheder udtales, vil alt det, som I var tabt, komme tilbage til jer. Det, som var forsvundet på grund af mange års manglende brug og passivitet, vil dukke op. Jeres evner til at forstå disse sandheder vil hurtigt blive genoplivet. ved nok, at ideen med at blive genoplivet bruges ofte i skrifterne. Hvis I vil foretage jeres pligrimsgang tilbage til de hellige, vil I endnu engang blive i stand til at forstå inspirationens sprog. Og hurtigere end I tror det, vil det være, som om I aldrig havde været borte. Og det er meget vigtigt for jer at forstå, at hvis I vil vende tilbage, kan forholdene blive, som om I aldrig havde været borte. Da jeg præsiderede over New England Missionen, deltog jeg i en zonekonference og da vi kom ind i det værelse, hvor de unge ældster var samlede, så jeg en høj, ældre mand, som sad på den bageste række: Jeg blev døbt for et par dage siden," sagde han til mig. Jeg er 74 år, og først nu har jeg fundet evangeliet." Med bedende stemme spurgte han, om han måtte have lov til at overvære mødet. Jeg vil så gerne være her for at lære," sagde han. Jeg sidder her bagved, og jeg skal ikke forstyrre." Og så, næsten i tårer, udøste han af sit fortrydelige sind. Hvorfor fandt jeg det dog ikke før? Mit liv er forbi. Mine børn er allesammen voksne og rejst hjemmefra, og det er alt for sent for mig at lære evangeliet rigtigt at kende." Hvor var det dejligt at kunne forklare ham om et af de store mirakler, der hænder igen og igen, nemlig den forandring, der sker med dem, der slutter sig til kirken. (Eller jeg kan sige, dem, som igen slutter sig til kirken.) De er i verden, og de er af verden, og så finder missionærerne dem. Skønt de derefter stadig er / verden, er de ikke af verden. Meget hurtigt bliver deres tanker, følelser og handlinger, som om de havde været medlemmer af kirken hele deres liv. Det er et af dette værks store mirakler. Herren har en bestemt måde at kompensere og velsigne. Han er ikke begrænset af den trælsomme kommunikationsproces, og han er ikke begrænset til japansk eller engelsk. Der er en hellig proces, hvorved ren intelligens kan tilføres vort indre, hvorved vi øjeblikkeligt kan komme til at kende det, som ellers ville kræve lang 11

14 i deres I har I denne vingården? tiden, hen I Herrens hans kan kirken. erindringen er kan hans kirken, Jesu aldrig tid at telegne sig. Herren kan formidle inspiration til vore sind, især når vi er ydmyge og søgende. Når vi, kirkens generalautoriteter, rejser omkring og mødes med stavspræsidenter og andre kirkeledere, må vi beundre dem for deres kendskab til kirkens procedurer og principper. Ofte forbavses vi over at finde ud af, at der tilværelse har været perioder af passivitet somme tider meget lange perioder eller at opdage, at de kun meget kort tid har været medlemmer af kirken. De år tilbage i som vi ofte synes har været spildte, er ofte rige på erfaringer, nogle meget dyrekøbte, som får betydning, når inspirationens lys skinner på dem. måske aldrig læst lignelsen om arbejderne i Jeg vil gerne have lov til at læse den for jer. Thi med Himmeriget er det som med en husbond, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Og da han var blevet enig med arbejderne om en denar om dagen, sendte han dem hen til sin vingård. Og han gik ud ved den tredje time og så nogle andre stå ledige på torvet. Til dem sagde han:,gå også I i min vingård, så skal jeg give jer, hvad ret er; De gik da derhen. Ved den sjette og den niende time gik han igen ud og gjorde ligeså. Og ved den ellevte time gik han ud og fandt endnu nogle stående der, og han spørger dem:, Hvorfor står I her ledige hele dagen?' De svarer ham:, Fordi ingen har lejet os.' Da siger han til dem:,gå også I hen i min vingård!' Men da det var blevet aften, siger vingårdsejeren til sin forvalter:,kald arbejderne og udbetal dem deres løn, sådan at du begynder med de sidste og ender med de første!' De, som var lejet ved den ellevte time, kom så og fik hver en denar. Der er nok betaling en denar som dengang til enhver, som begynder tidligt, og jeg takker Herren for dem, som kommer til senere. Der er ikke mangel på plads i Det celestiale Rige. Der er plads til alle. tilværelse står vi bestandigt 12 overfor en konkurrencens ånd. Grupper kæmper mod hinanden i en fjendskabens ånd, for at den ene kan blive vinder. Vi kommer let til at tro, at hver gang der er en vinder, må der også være en taber. Men at tro det er at være vildledt. øjne kan enhver vinde. Det er selvfølgelig rigtigt, at vi må gøre os fortjent til det. Men hvis der findes konkurrence i værk, er det ikke med en anden sjæl det er med vores eget tidligere jeg. Jeg siger ikke, at det er let. Jeg taler ikke om muligvis at forandre sig. Jeg taler om virkeligt at forandre sig. Jeg siger ikke, det er let. Jeg siger, at det er muligt og at det er muligt at gøre det hurtigt. Jeg læste ikke hele lignelsen. Der hører mere til. Den sidste del. forekommer mig, at være rettet mod dem af os, som er aktive i Lad mig gentage et par vers og så fortsætte. Men da det var blevet aften, siger vingårdsejeren til sin forvalter:,kald på arbejderne og udbetal dem deres løn, sådan at du begynder med de sidste og ender med de første!' De, som var lejet ved den ellevte time, kom så og fik hver en denar. Da de første kom, mente de, at de ville få mere; men de fik også hver en denar. Da de fik den, knurrede de mod husbonden og sagde:,de sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, som har båret dagens byrde og hede.' Men han svarede og sagde til en af dem:,min ven! jeg gør dig ikke uret; blev du ikke enig med mig om en denar? Tag, hvad der er dit, og gå! Men jeg vil nu give den sidste dér lige så meget som dig. Har jeg ikke lov til at gøre, som jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?' Sådan skal de sidste blive de første og de første de sidste." Jeg ville ønske, at I brødre, der er vordende ældster, vidste, hvor hårdt vi arbejder på jeres forløsning. Hvor ivrigt vi beder om, at I vende tilbage til kirken og til Guds rige og igen tale inspirationens sprog efter 26 år eller et helt liv. Og jeg gentager: det kan hurtigt blive, som om I havde været borte. Der er noget andet i på samme måde også vil jeres fortid, som I begynde at huske. Vi ved fra åbenbaringerne, at vi har levet, før vi kom til denne verden. Vi har erfaringer at kunne trække på fra før vor tid her på jorden. Vi er Guds børn. Vi levede sammen med ham, før vi blev født. Vi er kommet fra hans nærvær for at modtage et jordisk legeme og for at blive prøvet. Nogle af os er kommet langt bort fra hans indflydelse, og vi synes at vi har glemt ham. Somme tider synes vi også, at han har glemt os. Men ligesom de få japanske ord kunne genkaldes i efter 26 års forløb, således vil også de retfærdighedsprincipper, I lærte som børn, igen vende tilbage til jer. Og noget af det, som I har lært i hans nærvær, vil vende tilbage i øjeblikke med tilskyndet inspiration, når I forstår og føler, at I ved at lære noget, I allerede kender. Denne nye kejtede følelse, ved at foretage en sådan forandring i tilværelsen, vil snart forsvinde og I vil hurtigt føle jer fuldstændige og tilstrækkelige i hans kirke og i rige. Derpå vil I forstå, hvor meget vi har brug for jer her, og hvor kraftigt jeres erfarenhedsstemme kan lyde til gavn for andres forløsning. Jeg bærer vidnesbyrd for jer, mine brødre, I, der er vordende ældster og jer i lignende situationer, at Jesu Kristi evangelieum er sandt. Vi elsker jer, og de tusinde stemmer stemmerne, der tilhører præstedømmets hjemmelærere, hjælpeforeningssøstrene, biskopperne, stavspræsidenterne, kvorumslederne alle, der taler gennem hans inspiration deres stemmer, der er kaldet som ledere i kalder på jer, ligesom David kaldte på sin vildfarne søn, Absalon: Kom tilbage, min søn, min søn!" Gud give, at I, som er fædre, som lever inden for jeres hjems og jeres families inspiration, kan vende tilbage og endnu engang efter jeres rejse i ørkenen tale med inspirationens ånd. Gud give at også I bære vidnesbyrd om, at han lever. I Amen. Kristi navn.

15 ørkenen. Alma mørke. Ether I Mormon Børnestjernen Helte fra Mormons Bog Mormons Bog indeholder mange historier om mænd, som havde stor tro på Herren, Jesus Kristus. Somme tider kom disse mænd ud for stor fare. De fik vanskelige opgaver at udføre. Prøv om du kan huske navnet på lederne i disse historier: (1) Denne mand levede lige efter syndfloden under bygningen af Babelstårnet. Han fik af Herren befaling til at bygge skibe, der kunne transportere hans familie og nogle af deres venner til et forjættet land. Efter at skibene var blevet bygget, havde de brug for noget, der kunne oplyse bådene, så de ikke var nødt til at sejle over havet i Denne mand lagde 16 små sten frem for Herren og bad ham berøre stenene, så de kunne skinne og lyse på deres vej. Han så Guds finger, da Herren berørte stenene. Derefter åbenbarede Herren selv sig for denne mand. Var denne mand en bror til Jared, Hagoth eller Lamoni? Kontrollér dit svar i 3:6. (2) Denne mand var leder af 2000 unge mænd, som kæmpede tappert for nephittemes frihed. Disse 2000 mænd var blevet belært af deres mødre om, at hvis de ikke tvivlede, ville Gude lade dem gå uskadt gennem krigen. Og selvom de blev såret mange gange i slaget, så mistede ikke en eneste af dem livet under slaget mod lamanitterne. Hvem er den leder af de 2000 unge? Find svaret i 53: (3) Denne mand fik af Herren ordre til at tage sin familie og bringe dem ud af Jerusalem, for at de ikke skulle tilintetgøres. Han rejste med sin familie i otte år i De satte derpå over havet og kom til Amerika. Hvem var den mand? Du kan finde svaret i 1. Nephi 2:1-2. (4) Da han var ti år gammel fik denne dreng besøg af profeten Ammaron, som fortalte drengen, at når han blev 24, skulle han gå til en høj, der kaldtes Shim, hvor han ville finde det nephittiske folks optegnelser. Han skulle skrive nephittemes historie på Nephis plader. Når denne dreng var voksen, skulle han forkorte mange af de nephittiske optegnelser til det, der i dag er Mormons Bog. Var hans navn Moroni, Coriantumr eller Mormon? Kontrollér dit svar i 1 :2-4 (5) Denne lamanittiske profet besøgte det nephittiske folk og prædikede omvendelse til dem. Folk blev vrede og kastede ham ud af byen. Da han vendte til sit eget land, talte Herren til ham og befalede ham at vende tilbage til byen, hvor han skulle profetere om det, som Herren ville befale ham at sige. Da han ikke kunne komme tilbage og ind i byen, klatrede han op på den høje mur omkring byen og prædikede derfra for folket. De prøvede at stene ham. De skød pile efter ham. Men Herrens ånd var med ham, og de kunne ikke ramme ham. Efter at han havde afleveret sit budskab, som Herren havde givet ham, sprang denne profet ned fra muren og vendte tilbage til sit eget land. Hans navn var enten Ammon, Samuel eller Korihor. Hvem var han? Helaman 13:2-4; 16:1-7 kan du finde det rigtige svar. 13

16 Modige øjeblikke SKREVET OG ILLUSTRERET AF KEITt+«HRISTENSEN 14

17 15

18 -1 : - :, ' t > c LU O) o T3 > O C cd O C E E o o E E épg> g,_ Q cd» S. i* "U >l E =3 X: cd >- -o O CO E C O -d O s- > cd sz.. "O 2 ffi > CO E > i- C <» tj i- -C W ^ "O "O -C "O ro LL i C > js Q ro c : cd > O o C ta -1 - O. O i_ O > co O.c ro. c c E iij S - cd cd.c.* *- æ cd +j ro * CO O) +" -o I" i Is 3 CL O njw 5»ro "S z te Jr Cd S E.. cd > cd c z: ^ o. CO (O C - O) Q E ""O CO Q Q =3 CO XI co»- æ^ co!2 cd E cd o > to o o ro ~ > O 5 S. ro ^_, +- "D ro ^ E o -o co c cd -5? -S _ g. 5 E CO o CO i_ Q) E c 5. - cd ^ > ro r >ro "* c " S s Si' Q d) ro " i- "D E 5 O +-" - > E T3 cd". -o i- -1-.? E i- r- ffi "C D) o Q C O = o CO X2 C TO K II «CO»ro t^ Z3 c? o = > >. TO is I S» o Q o 2 ø O "cd cd CO > -c co s-e O CC "Q cd O) - = i_ C CO c > -c cd O & CO I -* JD co o c "S > Q «to tr: D O o ^> 8 C Q. co c = Q - ro cd - 2 Q = 'co SZ.* ø =cd CO j- 7^ *. -o Q. i- r C <D E g - co l cd b to cd ) CO > "O E = OT * > O) XT E > sz -o cd - cd -c; ^ 2 - -S Q) T3 g^ L (S C i E»- S 8 o E O E Q T3 o u-c «cd E Q -Q o- 2 T3.»- - CO CO O) O CO Q 8 S & E E CO o' w ^ c: XI CO LL 3 4 c o i_ CO = J= 1_ "»- > > C > gi -Q o > g> o c 't-j m "ro Et: s E 3 " ro.c»- co 4_ "O ro S» D) ro =5 *= E E o O) co h-t Tg - i- cd V -o "C* E c J= ^ a c Q "C ra E Q E o.s "O O 5 C to S E co C ^ «S c C ^ 8^ xj "a c ^ I -2 = S ro.ir > ø E cd cd i: CO ^ e "D CO x: si CO E E o o IQ i xj I! E * wt C "~ cd cd c. rj Q = a *- ^ ^ f Si cd fd C O.» 5 1 ^ 1 > Q C "O C ro >- i E ro fe "O c! ^ q J= C ro ^ *- i_ a C C. i- c = - O "= - C ro to C CO XI Q s s CO BHM fo u 0> t_ c: - 4 0) Q Q c E-e i- ^ c ro ro j co ^ T O Z : S C - o o *>- x: c ^ ^.. CO O) o SZ 1 c g c CT 7 CO = c:

19

20 En søndags-kasse AF VIRGINIA H. PEARCE OG KATHLEEN H. BARNES 18