Kapitel 14 - Frafaldet i Kirtland i

Transkript

1 Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 14 - Frafaldet i Kirtland i Tidslinie Dato Juli-aug Betydningsfuld begivenhed Mission til New York og Salem, Massachusetts, på jagt efter midler 2. jan 1837 Kirtland Spareforening åbner Maj 1837 Juli 1837 Aug Panikken i 1837 rammer Ohio De første missionærer prædiker evangeliet i Storbritannien "Old Standard"-frafaldne afbryder et møde i templet i Kirtland 12. jan Joseph Smith flygter fra sine fjender Juli-okt Kirtlandlejren rejser til Missouri Indledning Den 6. juli 1838 bevægede et 1½ km langt vogntog sig langsomt sydpå langs den gamle Chilicothe Road i det nordlige Ohio. Over fem hundrede mismodige hellige forlod deres hjem, forretninger og et smukt tempel for at begive sig ud på en vanskelig rejse for at slutte sig til profeten og de hellige i det nordlige Missouri. En af de hellige erindrede: "Vi drejede nøglen om og låste døren til vores hjem, efterlod alle vores ejendele og alt hvad, vi ejede i hænderne på fjender og fremmede, og vi modtog aldrig så meget som en øre for vores ejendele."1 Det var kun to år efter templet i Kirtlands indvielse, og de hellige havde nydt godt af store åndelige velsignelser og havde set frem til en lys fremtid. Hvad knuste disse håb og tvang de hellige til at forlade Kirtland? Leve med fattigdom Indsamlingen af nyomvendte til Kirtlandområdet fortsatte utrætteligt efter indvielsen af templet i marts De fleste af de hellige var hårdtarbejdende, loyale mennesker, men som Benjamin F. Johnson observerede, de fleste kom fra de "fattigere samfundslag".2 Desværre ankom en del til Kirtland med håbet om at kunne opnå finansiel støtte fra Kirken eller medlemmerne. Det stigende antal mormoner, der levede i fattigdom, bekymrede Kirtlands oprindelige indbyggere, som gik sammen allerede i 1835 og advarede de fattige om at forlade byen. Profeten, som indså problemet, rådede grenene til ikke at sende fattige til Kirtland. "De hellige har forsømt de nødvendige forberedelser... de rige er generelt blevet tilbage og har holdt fast på deres penge, mens de fattige er taget afsted med det samme og uden penge. Hvad kunne man forvente andet under disse omstændigheder end den forfærdelige situation, der nu viser sig"?3 En del af det, der bidrog til denne situation, var de mange små og dårligt byggede huse, som medlemmerne hastigt byggede langs Chagrin River syd for templet. På trods af disse problemer bredte en optimistisk følelse sig i Kirtland efter indvielsen af templet, i takt med ambitiøse medlemmers arbejdsindsats for at afhjælpe de elendige Side 1 af 10

2 omstændigheder. Den hurtige tilflytning til Kirtland skabte dog et stigende behov for ejendomme, hjem og varer. Warren Cowdery noterede i Messenger and Advocate, at "larmen og tumulten fra vogne med træ, mursten, sten, kalk eller købmandsvarer kunne høres fra tidlig morgen til sen aften... opførelsen, som var det et trylleri, af bygninger i alle retninger omkring os, var et tegn på et brændende håb, levende forventning, og fast overbevisning om, at tiden med knaphed var forbi, at tiden, hvor Herren ville velsigne Zion, var kommet."4 Skønt de helliges lykke begyndte at stige var Kirken stadig i dyb gæld. Kapital, som guld og sølv, var til stadighed en mangelvare. Yderligere var det nødvendigt med midler til at købe ejendom til de helliges beboelse i Kirtland og i det nordlige Missouri. Kirkens ledere prøvede utålmodigt at finde udveje for, at Kirkens gæld kunne afhjælpes og forøge mængden af gangbar mønt. I juli 1836 ankom bror William Burgess til Kirtland og fortalte Joseph Smith, at han vidste, at der var en stor sum penge gemt i en kælder i et hus i Salem, Massachusetts. Han påstod, at han var den eneste, der kendte til pengene og stedet. Salem var en fremgangsrig havneby med handel på verdensplan, så det var muligt, at der kunne være en skat på stedet. Det at lede efter svundne skatte, især efterladt af spanske pirater, var stadig meget udbredt blandt amerikanerne i området. Efter at være blevet overtalt af Burgess forlod profeten sammen med Sidney Rigdon, Hyrum Smith og Oliver Cowdery Kirtland sent i juli med New York som mål. Efter ankomsten talte de i fire dage med kreditorer om deres gæld. Oliver Cowdery forespurgte om trykning af pengesedler til en bank støttet af Kirken. Fra New York sejlede gruppen til Boston og rejste derfra med tog til Salem for at møde Burgess for at finde ud af mere om de gemte penge i byen. Dette var ikke Joseph Smiths første besøg til Salem. Da han var syv år gammel, opholdt han sig der med sin onkel Jesse for at komme til kræfter efter en alvorlig benoperation. Men selv med hjælp fra Burgess, ledte de forgæves efter huset med den formodede skat. Burgess forlod hurtigt stedet, og forklarede, at Salem var så forandret, siden han sidst havde været der, at han ikke kunne finde huset. Brødrene insisterede dog på at lede videre. Til sidst lejede de et hus, som passede til Burgess' beskrivelse, men de fandt ingen skat.5 I en åbenbaring givet i Salem den 6. august 1836, sagde Herren: "Jeg, Herren jeres Gud, er ikke misfornøjet med, at I har foretaget denne rejse, uagtet jeres dårskab" (L&P 111:1). Herren fortalte derudover brødrene, at i Salem "har (jeg) mange skatte... og mange mennesker i denne by, som jeg vil samle og i rette tid føre ud ved jeres formidling til gavn for Zion" (vers 2). Fem år senere i Philadelphia gav Hyrum Smith ældsterne Erastus Snow og Benjamin Winchester en kopi af åbenbaringen og bad dem tage til Salem for at udføre arbejdet.6 Først var ældste Snow noget betænkelig, fordi han var ivrig efter at vende hjem, men han bad om vejledning og modtog en forsikring om, at han skulle tage afsted. Benjamin Winchester tog også afsted, men blev der kun i kort tid. Skønt fremgangen var svag i starten, organiserede ældste Snow i 1842 en gren i Salem med 120 medlemmer. Efter at have tilbragt over et år der, forlod han Salem i februar Erastus Snow opfyldte derved løftet om, at mange mennesker ville blive samlet i den by.7 Kirtlands Spareforening Antallet af banker8 i USA blev næsten fordoblet i 1830'erne i takt med, at behovet for kredit og penge steg. Bankerne udstedte lån, trykte papirpenge, som gav mulighed for betaling, og fungerede som et sikkert sted for opbevaring af penge. I Kirtland fulgte Side 2 af 10

3 Joseph Smith og andre kirkeledere op på ideen om at oprette en bank. Med juridisk assistance blev kontrakten udfærdiget for at registrere en bank i Kirtland, som skulle kaldes Kirtlands Spareforening. I november 1836 tog Orson Hyde til Ohios hovedstad med en anmodning til lovgiverne om at lade banken blive indregistreret. På samme tid tog Oliver Cowdery til Philadelphia for at købe klicheer til brug ved trykning af penge. Det lykkedes ham, men Orson vendte tilbage fra Colombus med dårlige nyheder. Tidspunktet for anmodningen om tilladelsen var dårlig. Efter at have hørt på anmodningen, afviste lovgiverne at udstede koncession til den ønskede bank. Demokrater, som var tilhængere af en bevarelse af metalpenge, og som var imod en udvidelse af antallet af banker i Ohio, havde opnået kontrol med lovgivningskammeret og afviste næsten alle anmodninger om bankkoncessioner. Brødrene var skuffede, men de besluttede sig for at danne et privat selskab, som skulle kaldes Kirtlands Spareforenings Anti-bank selskab. Eftersom andre ikke koncessionerede eller ikke-autoriserede banker blev organiseret i Ohio, antog brødrene, at de havde ret til at danne et privat selskab, som var involveret i bankaktiviteter. Mange mennesker i det nordøstlige Ohio, både medlemmer og ikke-medlemmer, støttede i starten dannelsen af foreningen med Joseph Smith som kasserer og Sidney Rigdon som sekretær. Kirtland Spareforening åbnede officielt den 2. januar Alvorlige problemer opstod hurtigt, hvilket underminerede bankens succes. Mange af de andre banker afviste at acceptere Spareforeningens penge, som værende gangbar betaling, og de anti-mormonske dagblade stemplede pengene som værdiløse. Derudover var en del af bankens midler bundet hovedsageligt i jord; den havde ikke megen møntet metal ("hård valuta", så som guld og sølv) til at tilfredsstille de store krav om tilbagekøb af papirpenge. Kirkens fjender skaffede sig papirpengene til at starte en pludselig forespørgsel efter veksling af sedler til mønter, og de tvang derved foreningen til at indstille betalingen i mønter til kunderne få uger efter, at de første sedler var blevet trykt. Manglen på koncessionen var tillige en hindring af bankens troværdighed. Og som resultat blev Joseph Smith og Sidney Rigdon anklaget for at have brudt Ohios banklov og blev fremstillet i retten. I foråret 1837 faldt de helliges økonomiske problemer sammen med den panik (senere kendt som 1837-panikken), der spredte sig fra New York ind i andre dele af landet. I maj var der en generel suspensionen af betaling i mønt i alle banker i Ohio. Penge var der få af under panikken, og mange kreditorer var ikke i stand til at forlænge kreditten eller udsætte tidspunktet, hvor en gæld forfaldt. Joseph Smith gjorde alt, hvad han kunne, for at overtale investorerne til at investere i banken, men måtte til sidst overgive banken til anden side. Dette løste imidlertid ikke problemet, ledelsen var uegnet og rygter om underslæb af foreningens midler huserede. En stigende spekulationstendens i Kirtland forværrede Kirkens økonomiske problemer. Med adgangen til de formodede penge, som de lånte fra banken, kom mange mennesker i gæld via deres opkøb af jord med videresalg for øje. Warren Cowdery skrev i Messenger and Advocate, at ikke få medlemmer havde gjort sig "skyldige i vilde spekulationer og verdslig storhed, som om guld og sølv var deres guder, og huse, gårde og varer den eneste lyksalighed eller nøglen til opnåelse af samme."9 I efteråret 1836 vendte Heber C. Kimball tilbage fra sin mission og var overrasket over resultaterne af disse spekulationer. Han skrev: "Da jeg tog afsted fra Kirtland, havde en grund i byen en værdi af $150; men da jeg kom tilbage kostede den samme grund fra $500 til $1000 afhængig af placering; og nogle mænd, som knapt havde haft til dagen og vejen, da jeg tog afsted, væltede sig Side 3 af 10

4 ved min hjemkomst i en formodet rigdom; alt syntes at flytte sig hen imod stor verdslig fremgang; og alle syntes besluttet på at blive rige."10 Eftersom Kirtlands Spareforening strakte sig for vidt, var banken nødt til at lukke dørene i november De to hundrede mennesker, der havde investeret i banken, tabte næsten alt rub og stub. Joseph Smiths egne tab fra den fejlslagne bank var de største. Mens han havde prøvet at få banken til at lykkes, og samtidig havde opkøbt jord i Kirtland og varer til sin forretning, havde han oparbejdet en gæld på næsten et hundrede tusinde dollars. Skønt han havde værdier i jord og varer af større værdi end hans gæld, var det ham ikke muligt på stedet at omdanne disse aktiver til noget, som kunne bruges til at betale hans kreditorer. Profeten måtte gennem 17 sager ved retten i 1837 i Geauga County på basis af gældskrav for over tredive tusinde dollars. Uheldigvis forstod kun få mennesker den egentlige årsag til deres økonomiske problemer. Mange hellige udtalte sig imod profeten og anklagede ham for at være ansvarlig for deres problemer. Frafaldet tager til Mange medlemmer af Kirken faldt fra i denne mørke periode med økonomiske problemer. Eliza R. Snow bemærkede, at efter tempelindvielsen i 1836 havde et antal medlemmer følt at "velstand var på vej til dem... og at mange, som havde været ydmyge og trofaste blev hovmodige i væremåde og opblæste af stolthed i deres hjerter. I takt med at de hellige drak af verdens kærlighed og ånd, forsvandt Herrens ånd fra deres hjerter, og de fyldtes med stolthed og had mod dem, der forblev retskafne."11 Wilford Woodruff erindrede tillige, at medlemmerne var blevet advaret af deres ledere om, at medmindre de ydmygede sig og omvendte sig fra deres stolthed ville en plage, som det skete for de fordums nephiter, komme over dem.12 Kirtlandavisen Messenger and Advocate rapporterede, at nogle skruppelløse brødre udnyttede tilflyttere ved at beskrive usædvanligt gode investeringsmuligheder for dem, og så tage deres penge og derefter svigte dem.13 Bagvaskelse af Joseph Smith var almindelig i foråret og sommeren 1837 i Kirtland, især når han var væk på forretningsrejse eller på mission. Visse mænd på betroede poster i Kirken afviste hans lederskab og erklærede, at han ikke længere var en rigtig profet. Da ældste Parley P. Pratt vendte hjem fra sin mission i Canada, var frafaldet godt i gang. Han blev ganske kort involveret i disse besværligheder og skrev en åbenhjertig rapport om sin indblanding. "Der var derudover løgne, misundelse, stridigheder og splittelse, som skabte megen bekymring og sorg. Jeg blev også anklaget, fremstillet urigtigt og udnyttet af disse personer. På et tidspunkt blev jeg høj grad overvældet af den samme ånd, -- det syntes, som var det mørkets magters krig mod de hellige, som overvældede mig. Men Herren kendte min tro, min glød, min integritet og han ledte mig til sejr. Jeg gik grædende hen til Joseph Smith, og med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd tilstod jeg, hvor jeg havde fejlet i ånden, og havde beklaget mig eller på anden vis handlet urigtigt. Han tilgav mig blankt, bad for mig og velsignede mig. Derfor har jeg via egen erfaring lært mere klart at skelne de to ånder fra hinanden, og modstå den ene og holde mig til den anden."14 Ved mange lejligheder forsvarede de stærke i troen, som Brigham Young og Heber C. Kimball, profeten ved adskillige møder, skønt de udsatte sig for fare. I februar 1837 indkaldte adskillige ældster til møde i templet for alle dem, som mente, at Joseph Smith Side 4 af 10

5 var en falden profet. De agtede at udnævne David Whitmer til ny leder af Kirken. Brigham Young, Heber C. Kimball og andre trofaste medlemmer deltog i mødet. Efter at have lyttet til argumenterne imod Joseph Smith, rejste Brigham Young sig og vidnede: "Joseph var en profet, og jeg vidste det, og selv om de kunne udskælde og bagvaske ham så meget, de havde lyst til, kunne de ikke ødelægge Guds udnævnelse af profeten, de kunne blot underminere deres egen autoritet, skære trådene over til det, der bandt dem til profeten og til Gud, og synke ned i helvede."15 Den 19. februar talte profeten i templet i Kirtland i flere timer med Guds kraft. Kritikerne blev bragt til tavshed, og de hellige blev styrket i deres støtte af Herrens udvalgte tjener.16 Mission til Storbritannien I den periode med alvorlig krise åbenbarede Herren til Joseph Smith, at "der skulle gøres noget nyt for frelsen af Herrens kirke."17 Søndag den 4. juni 1837 henvendte profeten sig hviskende til Heber C. Kimball: "Broder Heber, Herrens ånd har hvisket til mig, lad min tjener Heber tage til England og proklamere evangeliet og åbne døren til frelse for det land." Heber var overvældet af denne kaldelse til England, fordi han manglede uddannelse og dannelse. Han bad næsten dagligt i det øvre værelse i templet om beskyttelse og kraft til at fuldføre denne ærefulde mission. Hans familie var fattigdommen nær; dog var han fast besluttet på at tjene. Han sagde: "Jeg følte, at sandheden i Kristi evangelium opvejede alle betænkeligheder."18 Heber C. Kimball ønskede sin nære ven og apostel Brigham Young som kammerat, men profeten havde brug for Brigham til at løse problemerne i Kirtland. Mens Heber blev indsat, trådte Orson Hyde ind i rummet. Da han hørte, hvad der var i gang, omvendte han sig; han havde nemlig været blandt de af Kirkens ledere, der havde været blandet ind i spekulationstrangen og i kritik af Joseph Smith. Han vedkendte sig sine fejl, bad om tilgivelse og tilbød at tage med Heber på mission. Profeten accepterede hans omvendelse og indsatte også ham til at tage på mission til England.19 Yderligere fem blev indsat til at assistere de to apostle: Williard Richards, som kun havde været medlem i seks måneder; Joseph Fielding, en englænder fra Bedfordshire, England, som var immigreret til Canada i 1832, og tre andre canadiere, John Goodson, Isaac Russell og John Sniders, som alle havde slægtninge og venner i England, som de havde kontakt med. Disse fire sidstnævnte var blevet omvendt til Kirken på samme tid som John Taylor -- under Parley P. Pratts mission i Canada året før. Joseph Fieldings bror James, en uafhængig præst (tidligere metodist) i Preston, England, skrev til sin bror i Canada og inviterede ham til at komme og tale om sin tro i hans kirke. Så da de ankom til England, tog missionærerne til Preston, 48 kilometer nord for havnebyen Liverpool for at tale til James Fieldings forsamling. Visse mennesker i forsamlingen havde udøvet så stor tro og mange bønner, at de havde set disse amerikanske missionærer i drømme, før de ankom til England. Den 23. juli begyndte brødrene at tale til tre ekstramøder i pastor Fieldings kirke, Vauxhall Chapel. Men da sognebørnene ønskede at blive døbt, ønskede Fielding ikke længere, at brødrene anvendte hans kirke. Han beklagede sig senere: "Kimball borede hullerne, Goodson hamrede naglerne ind, og Clyde vegnede dem."20 Ufortrødent fortsatte ældsterne med at tiltrække publikum i private hjem, som var blevet godkendt til offentlige møder, og de talte på gadehjørner. Med fattigdommen og analfabetismen blandt de fleste af deres tilhørere i mente, talte missionærerne til publikum på deres niveau, de opførte sig som almindelige mennesker, klædte sig i almindeligt tøj og underviste ikke for penge. De udstrakte med det samme hænderne i Side 5 af 10

6 venskab og broderskab og fik alle til at føle sig lige for Herren. Missionærernes åbenlyse oprigtighed var en dramatisk kontrast til den overlegne holdning, engelske gejstlige havde i de dage. Snart ønskede mange mennesker at blive døbt. Den 30. juli om morgenen, den dag de første skulle døbes, blev missionærerne angrebet af Satan og hans følge. Ældste Russell kom til ældste Kimball med ønske om af blive befriet for de onde ånders plage. Da ældsterne Hyde og Kimball lagde deres hænder på hans hoved for at velsigne ham, blev ældste Kimball slået bevidstløs af en usynlig magt. Da han kom til bevidsthed, så han sine brødre bede for ham. [Heber skrev:] "Så rejste jeg mig op og satte mig på sengen, og da blev et syn åbnet for vores sind, og vi kunne tydeligt se de onde ånder, som frådede og skar tænder af os. Vi stirrede på dem i 1½ time... jeg vil aldrig glemme den hævngerrige ondskab, der var afspejlet i deres ansigter, da de kiggede mig ind i øjnene; og ethvert forsøg på at beskrive denne scene eller deres ondskabsfuldhed og fjendskab, ville være forgæves... År senere, da Heber fortalte profeten Joseph om oplevelsen den forfærdelige morgen, spurgte Heber ham... hvorvidt der var noget galt med ham, når han kunne få et sådant syn. 'Nej, bror Heber,' svarede han. 'På det tidspunkt var du nær Herren; der var kun et slør mellem dig og Herren, men du kunne ikke se ham. Da jeg hørte om det, gav det mig stor glæde, for jeg viste da, at Guds værk havde slået rod i det land. Dette var årsagen til, at djævlen søgte at slå dig ihjel.... Jo nærmere en person kommer til Herren, jo større kraft vil der blive udvist af modstanderen for at hindre fuldførelsen af Herrens hensigter.'"21 På trods af den rædsel Satan og hans følge frembød, fandt dåbene sted i River Ribble som planlagt. George D. Watt vandt et kapløb til floden, hvilket gav ham æren at blive den første, der blev døbt i England. Disse dåb var begyndelsen på en strøm af engelske omvendelser. Missionærerne fortsatte til byerne Chatburn og Downham, cirka 30 km nordøst for Preston i Ribble Valley. I Chatburn døbte Heber 25 mennesker den første aften, han prædikede der. I løbet af de næste fem dage døbte Heber, med assistance fra sin kammerat, Joseph Fielding, omkring et hundrede og ti mennesker og dannede grene i Downham, Chatburn, Waddington og Clitheroe. En dag da Heber gik hen ad gaderne i Chatburn, gik børnene foran ham og "sang Zions sange, mens deres forældre så på det med glæde, velsignede os og priste himmelens Gud, fordi han havde sendt os til dem for at belære dem om sandhedens principper og frelsesplanen."22 Heber forklarede: "Jeg gik gennem gaderne i den by med en følelse, jeg aldrig tidligere har følt i mit liv. Hårene rejste sig på mit hoved, da jeg gik der, og jeg vidste ikke, hvad der var i vejen med mig. Jeg tog min hat af, og havde lyst til at tage mine sko af, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle mene om den følelse. Da jeg kom tilbage, fortalte jeg hændelsen til broder Joseph, som sagde:... 'Nogle af de gamle profeter rejste omkring og velsignede dette land [England], og deres velsignelser faldt på dig.'"23 Inden for otte måneder havde to tusinde mennesker sluttet sig til Kirken og 26 grene var blevet organiseret. Heber C. Kimball huskede, at da han var blevet indsat, var han blevet lovet, "at Gud ville gøre mig stor i det land ved at vinde sjæle til ham; engle ville følge mig Side 6 af 10

7 og bære mig, at mine fødder aldrig ville snuble; at jeg skulle blive overordentlig velsignet og virke som kilden til frelse for tusinder, ikke blot i England, men også i Amerika."24 Denne første mission til England åbnede vejen til stadig større bestræbelser i årene fra De Tolvs Kvorum og for fortsat missionærhøst på De Britiske Øer i det meste af det nittende århundrede. Den britiske succes tjente som en vigtig modvægt til frafaldet i Ohio og forfølgelsen i Missouri. De tusinder af britiske nyomvendte, der immigrerede til Amerika, styrkede Kirken væsentligt i en meget vigtig periode. I 1850'erne og 1860'erne udgjorde britiske familier flertallet af familier i Utah. Et "stort frafald" I takt med at den britiske mission voksede i antal og styrke, fortsatte frafaldet med at svække Kirken i Kirtland. Caroline Barnes Crosby bemærkede trist: "Mange af vore nærmeste venner var blandt de frafaldne.... De var vore nærmeste naboer og venner. Vi havde modtaget rådgivning sammen og gik i kirke sammen som venner"25 I august 1837 da Joseph Smith og De Tolv Apostles Kvorum var på mission, ledte Warren Parrish, en tidligere skriver for profeten og funktionær i Kirtland Spareforening, sammen med John Boynton, et medlem af De Tolv, en bevæbnet gruppe med pistoler og bowie-knive i et forsøg på at erobre templet. I panik og skræk sprang adskillige mennesker ud af tempelvinduerne. Det lykkes politiet at knuse forsøget og smide mændene ud. Da profeten vendte tilbage, blev disse mænd udelukket af fællesskabet for deres handlinger. De, som udviste oprigtig anger, blev optaget i fællesskabet igen. Problemerne begyndte dog igen om efteråret, da Joseph Smith og Sidney Rigdon tog afsted til Missouri. Warren Parrish, John Boynton, Luke Johnson og tredive andre førende borgere organiserede en gruppe, de kaldte The Old Standard (Den Gamle Standard) eller The Church of Christ (Kristi Kirke). De så sig selv som reformatorer og insisterede på, at Joseph Smith var en falden profet, som, sammen med andre kirkeautoriteter, var afveget fra den sande tro. Denne gruppe søgte at overtage Kirken, templet og stadig undervise i de fleste af Kirkens læresætninger, mens de afviste Mormons Bog og miskrediterede Joseph Smith og præstedømmet. De mødte modstand fra Martin Harris, som, trods sit eget frafaldne stade, bar vidnesbyrd om, at Mormons Bog var sand, og at de, som afviste dette, ville blive forbandet. Som resultat af dette frafald, blev 50 medlemmer udelukket under Joseph Smiths vejledning, men problemerne fortsatte med at nage. Adskillige frafaldne plagede trofaste medlemmer med retssager og truede med tab af ejendomme. Anti-mormonerne tilføjede for deres del boykot, chikane og nægtede at ansætte dem, som var trofaste over for profeten og Kirken. Hepzibah Richards, søster til Willard Richards, skrev følgende: "I de sidste tre måneder er folk blevet kastet rundt i stormen, og til tider har bølgerne næsten overvældet os... En frygtelig ånd har regeret i hjerterne på dem, som var imod Kirken. De føler sig hævet over loven og er under det, der er prisværdigt. Deres hovedmål synes at være at overtage alle Kirkens ejendomme for en lille sum eller for ingenting og at drive de hellige ud."26 "I perioden mellem november 1837 og juni 1838 meldte omtrent to eller tre hundrede medlemmer sig ud af Kirken, de udgjorde 10-15% af medlemsskaren i Kirtland."27 Det "store frafald" foregik også til en vis grad i Missouri. Over en ni måneders periode forlod Side 7 af 10

8 de tre vidner, et medlem af Det Første Præsidentskab og adskillige medlemmer af De Halvfjerds' Første Kvorum Kirken. Brigham Young blev truet og tvunget til at flygte på hest til Missouri, fordi han forsvarede profeten. I januar 1838 advarede Luke Johnson, en frafalden, men stadig sympatisk stemt over for Joseph Smith, profeten om et mordkomplot. Den nat flygtede Joseph og Sidney Rigdon mod vest på hesteryg. Deres fjender forfulgte dem over 300 kilometer, og var til tider så tæt på, at brødrene kunne høre deres forbandelser og trusler i et tilstødende værelse. Emma Smith og børnene sluttede sig til Joseph på vejen, og efter en meget svær tur blev de budt hjertelig velkommen af de hellige i Missouri i marts Sidney Rigdon ankom et par dage senere, efter at have rejst alene fra Dublin, Indiana. Kirtlandlejren I den samme måned, som Joseph Smith flygtede fra Kirtland, blev medlemmerne af højrådet også truet på livet, og de fleste trofaste fulgte efter deres leder til Missouri. Hepzibah Richards skrev dette om den alvorlige situation: "Alle vore venner har besluttet sig for at rejse, så snart som det er muligt... Den gennemgående følelse synes at være, at Kirtland for en tid skal trædes ned af de onde... adskillige hundrede familier vil sikkert flytte inden for få uger."28 Men før de mest trofaste kunne forlade Kirtland, begyndte fjenderne at plyndre de helliges hjem og startede brande i kældre. Tidligt i marts begyndte halvfjerdserne at planlægge måder, hvorpå de fattigste kunne flytte til Missouri. En af kvorummets præsidenter, James Foster, fik et syn, hvori han så et ordnet kompagni på fem hundrede hellige på vej til Missouri, med ophold undervejs. Under ledelse af Hyrum Smith udfærdigede halvfjerdsernes præsidenter en lov for en sådan lejr i henhold til syner og profeti. De dannede Kirtlandlejren for dem, som var villige til at følge denne lov og udvalgte derpå ledere til at præsidere over kompagnierne i lejren. Kaptajner skulle opfordre deres kompagnier til at overholde budene og visdomsordet. Rejsen blev forsinket med adskillige uger, da de hellige kæmpede for at betale deres gæld, sælge deres ejendomme, købe vogne, trækdyr og udstyr. De forlod endelig Kirtland den 6. juli 1838 med over fem hundrede hellige, 27 telte, 59 vogne, 97 heste, 22 okser, 69 køer og en tyr.29 Benjamin Johnson skrev: "Alle midler til afholdelsen af udgifterne blev samlet, så alle rejste på lige fod, så længe de forblev i lejren."30 Dette til trods måtte de rejsende tage ophold undervejs for at tjene penge til forsyninger og udstyr. Kirtlandlejren var desuden plaget af forfølgelse undervejs på turen. Mange mennesker var mistroiske over for de ynkelige rejsende, som rejste igennem landsbyer og byer. "Når vi rejste ad vejene om morgenen uden at genere nogen, blev dele af kompagniet hilst velkommen ved, at nogle bøller smed æg på dem."31 Latterliggørelse var til tider kombineret med voldstrusler. I et af amterne i Missouri havde indbyggerne placeret "artilleri" på gaden for at hindre kompagniets passage. De blev kun tilladt gennemgang, da det lykkedes en af de halvfjerds at berolige indbyggerne, og selv da blev en del af lederne fængslet natten over. Mange forskellige kræfter bidrog til lidelser i Kirtlandlejren. "Uheld og sygdom plagede konstant pionererne. Nogle blev knust under vognhjul, andre bukkede under for sygdom... de svedte om dagen og sov i kolde og til tider fugtige områder om natten. De forcerede vandløb, gik op og ned af skråninger, fulgte furede veje og spor, konstant svækket af træthed, mager og vekslende kost samt forurenet vand. Side 8 af 10

9 "I alle deres lidelser og prøvelser vendte de sig til Herren for hjælp. På rejsen salvede ældsterne de syge og de tilskadekomne; og dagbogsførere skrev, at gennem præstedømmes magt blev mange plagede helbredt med det samme."32 Da lejren nåede Missisippi-floden i september, fik de at vide, "blev de advaret om, at der var brudt en krig ud i det vestlige Missouri mellem de hellige og ikke-mormonerne, og at alle mormoner ville blive drevet ud af staten, og at hvis de fortsatte deres rejse, ville de blive angrebet og lide samme skæbne."33 Adskillige medlemmer nægtede at gå ind i Missouri på grund af dette. Men de fleste fortsatte og sluttede sig til profeten i Far West, Missouri den 2. oktober To dage senere ankom de til Adam-ondi-Ahman, hvor de slog sig ned.34 De skulle snart erfare, at deres problemer ikke var blevet tilbage i Ohio. Inden for blot nogle uger skulle de stå ansigt til ansigt med den værste forfølgelse i Missouri. Slutnoter 1. Stella Cahoon Shurtleff og Brent Farrigton Cahoon, saml. Reynolds Cahoon and His Stalwart Sons, (n.p.: Stella Cahoon Shurtleff, 1960), s Benjamin F. Johnson, My Life's Review, (Independence, Mo.: Zions printing and Publishing Co., 1947), s Latter-Day Saints Messenger and Advocate, Sep. 1836, s Messenger and Advocate, jun. 1837, s Foregående tre afsnit er taget fra Robert L. Miller og Kent P. Jackson, red., Studies in Scripture: Volume One, the Doctrines and Covenants, (Sandy, Utah: Randall Book Co., 1984), s Taget fra Millet og Jackson, Studies in Scripture: Volume One, s Se Andrew Karl Lawson, Erastus Snow: The Life of a Missionary and Pioneer for the early Mormon Church (Salt Lake City: University of Utah Press, 1971), s Afsnit taget fra Milton V. Backman jun., The Heavens Resound: A History of the Latter-day Saints in Ohio, , (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1983), s Messenger and Advocate, juni 1837, s I Orson F. Whitney, Life of Heber C. Kimball, 3d ed. (Salt Lake City: Bookcraft 1967), s. 99; se også Ronald K. Esplin, "The Emergence of Brigham Young and the Twelve to Mormon Leadership, ", Ph.D. disp., Brigham Young University, 1981, s Eliza R. Snow, red., Biography and Family Records of Lorenzo Snow (Salt Lake City: Deseret News Co., 1884), s Wilford Woodruff Journals, 17. jan. 1837, LDS Historical Department, Salt Lake City. 13. Messenger and Advocate, maj 1837, s ; to foregående afsnit taget fra Backman, Heavens Resound, s Parley P. Pratt ed, Autobiography of Parley P. Pratt, Classics in Mormon Literature Series (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1985), s "History of Brigham Young, "Deseret News, 10. feb. 1958, s Dean C. Jesse, "The Kirtland Diary af Wilford Woodruff," Brigham Young University Studies, sommeren 1972), s History of the Church, 2: I Whitney, Life of Heber C. Kimball, s Se History of the Church, 2: I Whitney, Life of Heber C. Kimball, s I Whitney, Life of Heber C. Kimball, s Side 9 af 10

10 22. Whitney, Life of Heber C. Kimball, s Heber C. Kimball, in Journey of Discourses, 5:22; se også Whitney, Life of Heber C. Kimball, s I Whitney, Life of Heber C. Kimball, s I Kenneth W. Godfery, Audrey M. Godfrey, og Jill Mulvay Derr, Women's Voices (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1983), s I Godfery, Godfrey og Derr, Women's Voices, s Backman, Heavens Resound, s Maskinskrevet brev fra Hepzibah Richards til Willard Richards, 22. jan. 1838, LDS Historical Department, Salt Lake City. 29. Backman, Heavens Resound, s Johnson, My Life's Reveiw, s History of the Church, 3: Backman, Heavens Resound, s Backman, Heavens Resound, s Se James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 115). Side 10 af 10