UNDERVISNINGS MINISTERIET. Dansk A. Højere forberedelseseksamen. Hæfte 1. Tirsdag den 24. maj 2011 kl hf111-DAN/A

Transkript

1 UNDERVISNINGS MINISTERIET Dansk A Højere forberedelseseksamen Hæfte 1 Kl hf111-DAN/A Tirsdag den 24. maj 2011 kl

2

3 Prøvemateriale Hæfte 1 Side Tema Opgaveformuleringer Fællestekster udleveres kl. 9.00: 1. Stefan Iversen og Henrik Skov Nielsen: Jegfortælling Robert Zola Christensen: Den alvidende fortæller Berit Riis Langdal, Mimi Olsen og Pia Quist: Fortællende journalistik Morten Sabroe: Manden der var et billede Søren Flott, Thomas Laursen og Ole Sønnichsen: Som om Solen kom for tæt på Billeder: Side 12: Reinhoud d Haese: Eventyrfortælleren (skulptur, 1972, messing. KUNSTEN, Museum of Modern Art, Aalborg) Side 13: Bill Watterson: Steen & Stoffer (tegneserie, 2002) Hæfte 2 Særtekster udleveres kl : 6. Novelle af Jan Sonnergaard 7. Uddrag af roman af Hans Kirk 8. Artikel af Morten Sabroe Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet. 3

4 Tema: Fortælleren Temaet for hæfte 1 og 2 er fortælleren. Tekster og billeder giver eksempler på og forholder sig til forskellige måder at fortælle på i litteratur og journalistik. Opgaveformuleringer Du skal besvare én af opgaverne 1-3. Anfør opgavens nummer, og formuler en overskrift som led i din besvarelse. Opgave 1 Skriv et analyserende oplæg til et HF-hold om, hvordan forfattere kan bruge jegfortællere. Som en del af oplægget skal du analysere og fortolke Jan Sonnergaards novelle (tekst 6). Du skal desuden inddrage dele af materialet fra hæfte 1. Opgave 2 Skriv til et almenkulturelt tidsskrift en introducerende artikel om forskellige måder at fortælle på i litteratur og journalistik. Som en del af artiklen skal du undersøge brugen af synsvinkler i uddraget af Hans Kirks roman (tekst 7). Du skal desuden inddrage dele af materialet fra hæfte 1. Opgave 3 Skriv til avisen en argumenterende artikel om fortælleformer i fortællende journalistik. Som en del af artiklen skal du gøre rede for og diskutere synspunkterne i tekst 8. Desuden skal du perspektivere synspunkterne, idet du inddrager dele af materialet fra hæfte 1. Materialet i hæfte 1 og 2 forudsættes ikke kendt af dine læsere 4

5 Stefan Iversen og Henrik Skov Nielsen: Jegfortælling Teksten er fra Litteratur og fortælling (2003). Stefan Iversen og Henrik Skov Nielsen er litteraturforskere ved Aarhus Universitet. Uden for litteraturen, i virkeligheden, når vi hører nogen tale, så er den person, som fortæller, hele tiden til stede. Vi kan iagttage den talende uafhængigt af hans ord og uafhængigt af fortællingen. Sådan er det ikke i litteraturen. I litteraturen læser vi en fortælling, men vi kan ikke, som i virkeligheden, høre, se eller lugte den, der fortæller. I virkeligheden kan vi altid danne os et indtryk af den fortællende; et indtryk, som er uafhængigt af det, som fortælles. Det gør vi faktisk hele tiden: Det kan godt være du siger, du er ædru, men sådan som du dingler, får du altså ikke lov til at låne bilen. Eller: Hvis det er rigtigt, at du ikke har været sammen med hende, hvorfor kan du så ikke engang se mig i øjnene?. Vi kan via iagttagelser af den fortællende få noget at vide, som måske er det modsatte af, hvad han eller hun fortæller. I litteraturen derimod er fortælleren ikke til stede som andet end noget, der beskrives i teksten. Vores forestilling om det fortællende jeg gør vi os altså på baggrund af det fortalte. Bortset fra selve sprogbrugen kan vi i litteraturen kun få noget at vide om den fortællende, hvis vi netop fortælles det, og i så fald er der tale om noget fortalt. Det er baggrunden for, at vi må ende med den lidt paradoksale situation, at man kun kan finde et fortællende jeg, hvis det eksplicit omtales i teksten og dermed bliver til et fortalt jeg. Men hvad kan man så bruge det til i analysen af jegfortællinger? Til ganske meget faktisk. F.eks. til analysen af fortællerens troværdighed. Spørgsmålet om troværdighed er et helt centralt element i analysen af, hvordan jegfortællingen er fortalt. Dvs., at det er vigtigt at undersøge, om vi kan stole på det, som jeget fortæller. I den forbindelse er det nyttigt at se efter, om og hvordan fortællingen etablerer en fortællesituation. Og man kan være opmærksom på, om der er spændinger eller modsigelser enten mellem det fortalte og den måde, der fortælles på, eller i det fortalte. Man kan således skelne mellem to forskellige former for spørgsmål til fortællerens troværdighed. 1) Er der overensstemmelse mellem den måde, der fortælles på, og det, der fortælles om? 2) Er der overensstemmelse mellem det, som jeget fortæller, og det billede, vi kan danne os af ham ud fra det fortalte? Med det første spørgsmål ser man efter eventuelle uoverensstemmelser mellem det fortalte og måden, som jeget fortæller på. Med det andet ser man efter uoverensstemmelser i det fortalte. 5

6 I Om lidt 1 af Svend Åge Madsen 2 er den måde, der fortælles på, og det, der fortælles, i uoverensstemmelse med hinanden: 40 Jeg staver vældi got. Dette er ikke midt egen syn på spørgsmålet. Jeg har fået det at hvide flere gange af flere forskellige. Og så er jeg også stilistisk, sådan siger man vidst, temmelig god. Jeg er hvist temmelig god til at finde på. I Det forræderiske Hjerte af Edgar Allan Poe 3 er der uoverensstemmelser i det fortalte: Javel, det er sandt... nervøs, ja... meget, overmaade meget, frygteligt nervøs har jeg været... og jeg er det endnu. Men hvorfor vil De absolut paastaa, at jeg er forrykt? Sygdommen har bare skærpet mine Sanser ikke ødelagt eller forvirret dem. Fremfor alt var det min Høresans. Min Evne til at høre skarpt. Jeg hørte alle Ting i Himlen og paa Jorden. Jeg kunde ogsaa høre mange Ting i Helvede. Hvorfor falder De saa paa, at jeg skulde være gal? Og længere henne i fortællingen tilsvarende: 55 Hvis De stadig tror, at jeg er gal, saa vil De høre op med at mene det, naar jeg beskriver, hvor forsigtigt jeg bar mig ad for at skjule Liget. Natten blegnede, og jeg arbejdede hurtigt, men ganske stille. Først af alt skar jeg Liget itu. Jeg snittede Hovedet af og Armene og Benene. 1 Om lidt : en del af romanen Tilføjelser (1967) af Svend Åge Madsen 2 Svend Åge Madsen: dansk forfatter (f. 1939) 3 Edgar Allan Poe: amerikansk forfatter ( ) 6

7 Robert Zola Christensen: Den alvidende fortæller Teksten er fra Manual til skrivekunsten (2005). Robert Zola Christensen (f. 1964), dansk forfatter. Den alvidende fortæller er en olympisk 1 stemme, som står uden for selve det fortalte univers, og som kan beskrive begivenhederne i fugleperspektiv, frøperspektiv, bevæge sig frit i tid og rum og ved alting. Et eksempel er fortællerinstansen i Martin Andersen Nexøs 2 Ditte Menneskebarn ( ), der har et indgående kendskab til historien, geografien og folket: For godt halvhundrede år siden, inden nordkysten endnu var opdaget af landliggere, bestod lejet 3 fremdeles af en klynge skrutryggede, jordslåede hytter. (...) Et kvarters gang fra lejet, ude på næsset, boede Søren Mand. Han havde faret på langfart i sine unge dage som alle andre, og siden nedsat sig som fisker. Du kan se den alvidende fortæller som et udtryk for, at epikken har sit udspring i en mundtlig tradition, hvor en meddeler sidder foran sine tilhørere og suverænt er herre over sin beretning. Det er f.eks. fuldt muligt at gå ind og sætte handlingen i stå og gå i dialog med publikum, se f.eks. Henry Fieldings 4 Tom Jones (1749): Læser, jeg finder det på sin plads, før vi går et skridt videre sammen, at gøre dig bekendt med, at jeg har til hensigt gennem hele denne historie at lave svinkeærinder 5 så ofte, jeg finder anledning dertil, hvilket jeg er meget bedre til at dømme om end en hvilken som helst ynkelig kritiker. Den alvidende fortæller knytter sig ikke kun til én person, men fremstiller i reglen tingene oppefra i referat og kan så fra tid til anden dykke ned i personerne og gengive, hvordan de oplever begivenhederne. (...) Der er tale om en klassisk, gammelmodig 6 beretterpraksis, og Karen Blixen 7 er en af de sidste forfattere, der for alvor får noget ud af den. Hendes tanke med teknikken var at demonstrere, at historien var større end de personer, der var sat til at bebo den. Personerne var ikke selvstændige personer, men aktører, der var underlagt fortællerens (læs: skæbnens) luner. 1 olympisk (her): som svæver over tekstens verden med et overblik, personerne ikke har 2 Martin Andersen Nexø: dansk forfatter ( ) 3 lejet: fiskerlejet 4 Henry Fielding: engelsk forfatter ( ) 5 svinkeærinder: omveje 6 gammelmodig: gammeldags 7 Karen Blixen: dansk forfatter ( ) 7

8 Berit Riis Langdal, Mimi Olsen og Pia Quist: Fortællende journalistik Teksten er fra Krydsfelt (2010). Berit Riis Langdal og Mimi Olsen er gymnasielærere, Pia Quist er sprogforsker. Fortællende journalistik De journalistiske fortællinger bryder med informationsgenrernes saglige tilgang til virkeligheden, og journalisten bruger inden for denne genre løs af filmens og litteraturens virkemidler for at holde fast på læserne. Der arbejdes på ikke blot at tale til læsernes fornuft, men (også) at tale til deres følelser og i nogle af genrerne på at indskrive og placere journalisten helt centralt i fortællingen. Væsentlige genrer og stilretninger inden for den fortællende journalistik er feature, new journalism og gonzo-journalistik. Grænserne imellem dem er dog hårfine og kan i praksis være svære at afgøre. Featuren vil give læseren oplevelsen af at være til stede i den historie fra virkeligheden, der fortælles. Der arbejdes derfor meget med at skabe indlevelse ved hjælp af dramaturgiske og sproglige værktøjer fra litteratur og film. Disse fiktionskoder 1 kan have en impressionistisk og scenisk stil, hvor der skiftes mellem forskellige personer og steder på samme måde som der klippes i en film. Nyhedstrekanten 2 er på stand by, for her gælder det om at gemme på konklusionen, så spændingen øges, og læseren får lyst til at fortsætte sin læsning til sidste linje. Sprogligt arbejdes der med beskrivelser af konkrete detaljer og sanseindtryk (som lugte og lyde), der levendegør en begivenhed eller en situation for læseren. Sloganet er show it, don't tell it. Featuren ligger i forlængelse af reportagen, men benytter i højere grad fiktionens virkemidler. New journalism er en skrivestil, som brød frem i USA i 1960 erne. Selvom navnet antyder, at stilen er ny, har den meget tilfælles med den reportageform, som allerede Herman Bang 3 dyrkede herhjemme i 1890 erne. Som i featuren gælder det om at skabe den levende, spændingsopbyggende og læserinddragende beskrivelse. Den amerikanske journalist Tom Wolfe (født 1931), der regnes for at være retningens frontfigur, har opregnet skrivestilens fire karakteristiske træk: (1) den sceniske fremstillingsform, hvor journalisten skal skrive i scener, (2) gengivelse af dialog med sproglig nøjagtighed, (3) point of view-teknik, hvor journalisten skal tage en anden persons synsvinkel, og (4) den talende detalje som er med til at konkretisere og visualisere det, der skrives om, for læseren. I new journalism gælder det altså om at skrive, så læseren kan se en situation for sig. Et kendetegn er også, at teksterne tit inddrager den skrivende journalist. Et træk der for alvor rendyrkes i gonzo-journalistikken. Gonzo-journalistikken er nøje forbundet med dens skaber, den amerikanske journalist og forfatter Hunter S. Thompson ( ). Det er en skrivestil, som bruger trækkene fra new journalism, men til dem føjer synliggørelsen af den skrivende journalist og hans projekt. Gonzo-journalistikken er altså typisk jeg-fortællinger med journalisten som subjekt. Den journalistiske akkuratesse er sat til side for den subjektive og ofte crazy og maniske skildring af stemninger, følelser og oplevelser. Der bruges gerne ironi og humor. Den form for journalistik, hvor selve jagten på den gode historie eller arbejdet under skriveprocessen er omdrejningspunktet, kan også kaldes for metajournalistik 4. 1 fiktionskoder: virkemidler inspireret af og typiske i fiktionslitteratur 2 nyhedstrekanten: typisk opbygning af nyhedshistorier: det vigtigste fortælles først 3 Herman Bang: dansk forfatter og journalist ( ) 4 metajournalistik: journalistik, der kommenterer selve skriveprocessen 8

9 Morten Sabroe: Manden der var et billede Teksten er et uddrag af en artikel i Information 10. april Morten Sabroe (f. 1947), dansk journalist og forfatter. Every Picture Tells a Story 1 Poul Nyrup Rasmussen 2 fortæller én om angsten på bagsiden af velfærdssamfundet. Jeg var ude i partiforeningshuset i Geislersgade på Amager en aften for tre uger siden. Inde i den lave, røde murstensbygning sad omkring to hundrede mennesker. De fleste var gamle. Der var varmt som i helvede i lokalet. Oppe på scenen stod der et bord. I loftet over bordet i en lille ribbe hang tre kunstige spegepølser. Der var en stemning af bankospil i luften. Hvis ikke TV2's hold havde været der, ville jeg have spurgt, hvor man fik udleveret sin spilleplade. Men TV2 var der, og når tv-kameraet er der, er man midt i orkanens øje. Ind i det øje trådte den høje mand med det hår, hans mor er så begejstret for, klædt i koksgråt jakkesæt, lyseblå skjorte og blåt blomstret slips, og mens han som en moderne management-prædikant talte om det nye ansvarssamfund og lederfiguren og om det demokratiske kampvalg i partiet og den nye tid, det skal ind i, og som hverken han, tilhørerne, Svend Auken eller Gud aner, hvordan ser ud, sad jeg bag Birte Weiss 3 og skrev på min blok: Jeg keder mig ad helvede til. Jeg ved ikke, om det var det, der fik hende til at rejse sig fra gulvet og sætte sig på stolen ved siden af mig, i hvert fald skrev jeg på blokken: Birte Weiss har sat sig ved siden af mig, jeg keder mig ad helvede til. Og mens Poul Nyrup Rasmussen oppe på scenen skiftevis foldede hænderne på maven, og, når det blev alvorligt og dybfølt, stødte fingerspidserne sammen og dannede en katedral mellem håndfladerne, hvor der var plads til både erhvervslivet og de arbejdsløse, men næppe til socialismen og næppe heller til Svend Auken, så jeg rundt i salen og fik øje på en ældre kvinde, hvis hoved langsomt faldt ned mod brystet, og hvis øjenlåg gik tungt i og udslettede billedet af manden på scenen. Manden på scenen. Han er et billede på det troværdige, men han er nok i endnu højere grad, som forfatteren Carsten Jensen 4 sagde til mig to uger senere, alene Svend Aukens modbillede: Han er den fuldstændige negation af Auken. Han skal bare være alt det, Auken ikke er. Uden Auken ville han intet være. Manden, der intet ville være uden Auken, er netop derfor blevet nødt til at fylde jakkesættet og munden med vældige ord som moral, ansvar og selvtillid, ord, der alle er gribende, men som hverken er til at gribe eller begribe, når de kommer fossende i en monoton stemmestrøm, båret af jovialitet 5 og venlig omklamring. Så er de ord ingenting. Så vender de sig imod manden, der siger dem igen og igen. De står foran ham og fortæller ham en anden historie end den gode historie, han så gerne vil fortælle. De siger: Den, der siger os igen og igen, i den hører vi ikke til. De siger nøjagtig det samme som kærligheden, erotikken og det væsentlige. I det øjeblik, du taler om os, er vi der ikke. Kort fortalt, den, der igen og igen fremstiller sig som troværdig, tillidsvækkende, ansvarsfuld og moralsk, er det ikke. 1 Every Picture Tells a Story: Ethvert billede fortæller en historie 2 Poul Nyrup Rasmussen: statsminister (f. 1943). I 1992 blev han formand for Socialdemokratiet efter et kampvalg mod den tidligere formand, Svend Auken 3 Birte Weiss: tidligere socialdemokratisk politiker og minister (f. 1941) 4 Carsten Jensen: dansk forfatter og journalist (f. 1952) 5 jovialitet: evnen til at sprede en god stemning 9

10 5. Søren Flott, Thomas Laursen og Ole Sønnichsen: Som om Solen kom for tæt på Teksten er et uddrag af en artikel i Jyllands-Posten 5. november Søren Flott, Thomas Laursen og Ole Sønnichsen er journalister. Brandfolk har mistet en kollega. To børn mangler deres far. En hustru sin mand mennesker venter stadig på at få lov til at komme hjem, hvis der overhovedet er noget hjem at komme hjem til. Dette er historien om den værste brandkatastrofe i Danmark i nyere tid årige Anna Bindzus Petersens hjerte bankede så højt, at hun kunne høre det. Hun havde lagt fysikopgaven fra sig, da de første svage rystelser onsdag omkring kl fik fjernbetjeningen til at falde på gulvet, og nu forsøgte hun at greje, hvad det var, der foregik ude på Lerbjergvej. Sirenerne, der ellers skulle advare hende, blev overdøvet af larmen udenfor. Det lød, som når styrtregn falder på et 10 halvtag, og den gjorde Anna forvirret. Skulle hun gå derud, eller skulle hun blive i stuen? Så gik døren op, og hendes mor kom ind. Skynd dig! Kom med hurtigt, sagde hun til Anna og hev efter vejret. Anna tog familiens hund op i sin favn. Den sprællede og ville ned, men hun gav ikke slip. Udenfor mødtes de med Annas far og lillebror og satte kursen op mod nogle af familiens venner i sikker afstand fra 15 branden. Der lugtede udenfor. Det var som om, der stod en hel flok rygere og pustede cigaretrøg lige ind i hovedet på hende. Højt over hende glimtede himlen i grønne, røde og gule farver, mens de blå lys på brandbilerne blinkede på jorden. Ved en ambulance så hun en brandmand. Hans ene arm var helt smurt ind i blod, og det så bare ud til at gøre ondt. Længere oppe ad vejen så hun, hvordan folk, hun 20 ikke kendte, begyndte at stimle sammen. En mor med en lille dreng på armen knipsede løs med sit kamera. Kim Halle havde kun ét i tankerne: Løb! Rundt om ham kunne han se, hvordan politibetjente og brandmænd smed sig til jorden, men hans ben fortsatte med at spæne væk, væk, væk fra ilden, varmen og eksplosionerne. Højt over ham svulmede røgen sig op i form som en paddehat. Så kom trykbølgen. Den slyngede ham 25 ind i et plankeværk, der bøjede sig, som om det var lavet af gummi. Han tænkte på sin kone og lille datter, der var i sikkerhed hos svigerfamilien, men han var ikke sikker på, at han selv ville slippe levende fra infernoet. Da han genvandt balancen, fik han øje på et par drenge, der spurtede ned ad vejen. Vent! råbte han efter 30 dem, der var kridhvide i hovederne af skræk. Han satte efter dem og greb fat i dem. I løber den forkerte vej. Det dér er ned mod fabrikken, prustede han. Det første blik, der mødte politiassistent Preben Degn var ild og spruttende raketter. Det virkede ikke farligt. Blot spektakulært. Nogle minutter senere virkede det endda, som om lysglimtene tog af i styrke. 35 Kollegerne og brandfolkene er nok ved at få kontrol over situationen, tænkte han for sig selv. I næste øjeblik blev store metaldele flænset op i luften med et brag, der mere lød som et kort knald end en egentlig eksplosion. Metaldelene dalede stille ned fra himlen og landede hårdt på marker og huse omkring fyrværkerifabrikken. Preben mærkede trykket de 500 meter væk på Bakkeskolen. Overra- 10

11 skelsen over det voldsomme brag lagde sig hurtigt. Klokken nærmede sig Bakkeskolen var tømt for evakuerede. De var i stedet flyttet ind til Aalykkeskolen, der ligger længere væk fra de stadigt tiltagende flammer. Preben stod tilbage sammen med to ansatte fra skolen bag en betonmur. De stirrede alle mod flammehavet. Pludselig steg en kæmpe ildkugle højt, højt op i luften og lyste den sorte aftenhimmel op i et klart lys. I det næste nu rullede et enormt dumpt brag hen over himlen. Politiassistenten kastede sig mod jorden og trykkede sig ind mod betonvæggen. Jeg skal helt ned at ligge. Helt ind til muren. Nu kommer der noget susende, nåede han at tænke. Hvad der egentlig ramte først braget eller trykbølgen er han stadig ikke sikker på. Men til alt held faldt ingen vragdele ned over betjenten, der følte stor afmagt over situationen. Vi har ikke længere styr på tingene. ( ) På Falckstationen på havnen i Kolding brugte områdechef Heino Svenningsen torsdag aften til at få et overblik over situationen hos de mere end 400 brandmænd, der arbejdede med at slukke branden. 180 brandfolk havde været igennem krisehjælp, og flere var endnu indlagt på sygehuset til observation for røgforgiftning. Alle er meget rystede. Vi har mistet en kollega, og det fylder folk med afmagt, forklarede han kort efter en køretur gennem det hærgede kvarter i Koldings sydlige del. Det er som at køre rundt i en krigszone, noget man kun har set på tv. Store elementer fra bygninger er flyttet flere hundrede meter, og mere end 10 brandkøretøjer og ambulancer er brændt helt ud og står efterladt derinde, sagde han. Rundt omkring i Kolding gik flagene torsdag på halv. Knaldene fra fyrværkerifabrikken, der stadig står i flammer, bølger i varierende styrke ud over byen. 11

12 Reinhoud d Haese 1 : Eventyrfortælleren (skulptur 1972, messing. KUNSTEN, Museum of Modern Art, Aalborg. 1 Reinhoud d Haese: belgisk skulptør ( ) 12

13 Bill Watterson: Steen & Stoffer (2002) 13!"##$"%&'(()))!+ ##*"+*!!)))!!%#,

14 UNDERVISNINGS MINISTERIET Dansk A Højere forberedelseseksamen Hæfte 2 Kl hf111-DAN/A Tirsdag den 24. maj 2011 kl

15 Prøvemateriale Hæfte 2 Særtekster udleveres kl : Side 6. Jan Sonnergaard: Sex Hans Kirk: Fiskerne Morten Sabroe: Den anden Nyrup... 8 Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet. 2

16 6. Jan Sonnergaard: Sex Teksten er fra novellesamlingen Radiator, Jan Sonnergaard (f. 1963), dansk forfatter Selvfølgelig kunne jeg ikke få lov til at være i fred og gå hjem alene, og der kom en eller anden hen til mig igen, fordi hun så, at jeg var alene nu og et let offer. Det var tæt på sidste omgang, og de fleste andre fyre var væk. Hej, sagde hun glad, og jeg faldt og faldt, og det var som om jeg mistede det hele. Jeg smilede til hende, og tingene forskød sig, og jeg hadede mig selv, fordi jeg var holdt op med at hade de andre, og jeg hadede tanken om at hade de andre, samtidig med at jeg også hadede hadet til mig selv, og jeg hadede også tanken om i det hele taget at tænke over, hvorfor jeg hadede så mange ting, i stedet for bare at gøre det. Efter ti minutter blev det uudholdeligt, og jeg ville gå, men hun insisterede på, at jeg blev lidt længere sammen med hende, og mit immunforsvar var svækket af al sprutten siden i formiddags og dagen før. Så jeg blev hængende. Hun blev ved og ved med at tale, og jeg tænkte: Holder hun dog ikke snart kæft, men så følte jeg med et, at her var koldt, og jeg måtte gøre noget, og jeg faldt tilbage til de gamle roller og gav mig til at give hende øl, og hun var lige lovlig slank, men alligevel ganske køn, og denne gang hed hun Signe eller Stine, eller hvad det nu var, og jeg glemte det i samme øjeblik hun fortalte det. For det måtte stoppe nu. Jeg havde kvalme, og det snurrede i fingrene og fødderne. Jeg var fyldt helt op, og hvis jeg havde lyst til noget som helst med hende, så var det at stoppe en håndgranat op i fissen, detonere, og: Kapow! Og så stå dér og grine, mens det rikochetterede i lokalet med små, behårede kødstumper. Eller købe en ligkiste, lægge mig på ryggen, folde hænderne på maven og lukke øjnene. Derhjemme. Alene. Sove. Jeg kom til at smile, for det ville være skønt at lukke et univers, hendes eller mit eget, men så smilede hun tilbage igen, rakte glasset frem og sagde: Skål... Uden rigtigt at ville det trådte jeg ind i spillet og svarede og begyndte at benytte mig af en fidel 1 fuldemandshøflighed, for jeg fik den fikse idé, at jeg måtte gøre et godt indtryk inden jeg forsvandt ud af hendes liv. Men hun misforstod. Og så må et eller andet skjult spritdepot i min krop være begyndt at virke, for jeg blev varm om hjertet og sagde pæne ting og købte flere øl. 35 Og man måtte i det mindste indrømme, at hun havde en køn latter. Jeg kunne også godt se, at hun ikke var grim. Hun var ikke engang utiltrækkende. Hun så op på mig med klare, blå øjne, der ville have gjort mig meget forelsket, hvis jeg havde mødt hende for ti år siden. Men jeg er ikke mig selv længere, og der kom kun en lille, fad 2 stimulering af hormonerne, og jeg syntes, hun var sød. Så døde det. Men jeg huskede hele tiden at være velopdragen, og jeg lo konstant, selvom det eneste jeg tænkte var: 1 fidel: indsmigrende 2 fad: mat 3

17 Hvor er jeg dog bare træt, og da jeg forsøgte at forklare det, skammede jeg mig over mig selv, og tænkte, at det er en forbandelse at udsætte sig selv for så meget styrtdruk, at man ikke engang bliver smigret, når en køn pige er interesseret i én. Men hun misforstod igen og tog det som en opfordring, og fortalte at: Jeg er også lidt træt, og hendes hånd strejfede min, og øjeblikket efter spurgte hun, om jeg ikke ville danse med hende inden vi gik. Og jeg gik igen hjem med et fremmed menneske, og hun greb min hånd, og håndfladen var en lille smule klam og nervøs. Hun appellerede hele tiden, og hun spurgte om vi ikke skulle gå hjem til hende, for hun boede lige i nærheden. Jeg ville sige nej, men så trykkede hun sig ind til mig, som om hun frøs, og hverken da, før eller senere var jeg i tvivl om, at hun var en af dem, der er meget ensomme og har så mange problemer, at alt kan hjælpe. Og hele tiden standsede vi op og kyssede, i opgange eller porte eller bag parkerede biler, og jeg fik hånden op under hendes trøje og rørte ved en alt for mager krop og små bløde bryster, som jeg manipulerede indtil hun begyndte at stønne. Og hun fortalte mig, at hun havde holdt øje med os hele aftenen, og at hun syntes jeg og mine venner havde været så sympatiske og sjove, og jeg tænkte igen Bullshit, for det var en absurd tanke, at nogen som helst skulle synes om de idioter. Hun prøvede at smigre mig og forklarede, at hun syntes, vi havde stil. Tror du, de kunne lide mig? spurgte hun pludselig, og det troede jeg faktisk ikke. Stammen er tendentielt incestuøs og principielt fjendtligt indstillet over for fremmede, svarede jeg. Det rystede på hende, og hun blev nervøs og hektisk og begyndte igen at give mig komplimenter, og til sidst virkede al hendes smiger, selvom jeg jo udmærket var klar over, at hun var på grænsen af tåbestadiet, og jeg virkelig havde skrabet bunden denne gang. Hun låste os ind i en ejendom, der var alt for flot til sådan et lille fjols, og vi gik ind i en stor og nydelig lejlighed, og hun bad mig gøre lige hvad du har lyst til, og jeg tænkte, ja, det har jeg da virkelig også tænkt mig. Men så væltede trætheden igen indover, og jeg var lige ved at besvime. Hun opdagede det ikke, selvom det var åbenlyst. Hun kom tilbage med en flaske hvidvin og to glas, og hun var ikke så nervøs nu, i vante omgivelser, og hun skænkede op og bad mig føle mig hjemme. Hun satte en eller anden compilation cd 1 på, og da stuen blev oversvømmet af den allermest udtrådte hitlistemusik, betroede hun mig, at hun virkelig var glad for at være fri nu, og nu kunne hun gøre lige, hvad der passede hende. Mente jeg ikke også, at der var noget specielt ved den nye svenske musik? Hendes eksfyr kunne ikke fordrage den, sagde hun, og da jeg affabelt 2 svarede, at så var det da sørme godt hun var sluppet af med ham, lo hun indforstået til mig, som om vi havde været venner i mange år. Meddelelsen var nået igennem. Der var en person derude, som havde elsket hende. Hun skyndte sig at understrege, at nu skulle der gå lang tid inden hun bandt sig igen. Lige nu havde hun virkelig behov for at komme sent hjem fra byen, uden 1 compilation cd: cd med numre fra forskellige bands 2 affabelt: med overfladisk overdreven venlighed 4

18 bagefter at blive afkrævet forklaringer og få dårlig samvittighed. Det var bare lækkert at være fri. At kunne bestemme selv Og det var så let. Selvfølgelig var hun ikke glad for at være alene. Hvad fanden skulle jeg ellers hér? Og jeg tænkte, at nu jeg var her, kunne jeg lige så godt tage de fordele der måtte byde sig, for et hul er et hul, om det så sidder i røven på en anorektisk neurotiker, og derfor tog jeg fat og væltede hende om på futonen og tog tøjet af hende, og vi bollede. Bagefter udførte vi efterspil, og jeg spurgte, hvad hun havde lavet før i tiden, og hvad hun lavede nu, og jeg lod hende tale for det var dét, hun i virkeligheden ville, troede jeg. Og hver gang jeg var ved at få fod på det hele, blev jeg forvirret, og der kom sådan en mærkelig form for skam, og jeg følte, at jeg havde forpligtelser og var nødt til at takke pænt for knaldet. Det var så tydeligt. Hun var ulykkelig, og selvom hun ikke sagde det direkte, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hendes liv var én lang række af nederlag og kuldsejlede projekter og ekstremt kortvarige forhold, og det var slet ikke utænkeligt, at denne her fyr var et rent fantasifoster. Men selvom det var så sørgeligt, at det nærmest var grinagtigt, så syntes jeg alligevel hun var sød, og det var ikke godt, det her, og da hun spurgte, hvad jeg lavede opfandt jeg en pæn historie, så hun ikke ville skamme sig, når tømmermændene indfandt sig i morgen tidlig. Jeg løj hende lige op i ansigtet, og så opfordrede jeg hende til at fortælle noget mere om sig selv. Og det var stadig meget forudsigeligt, og jeg hørte kun efter med det halve øre, og når hun holdt pauser i monologerne, sad jeg og væddede med mig selv om, hvad fortsættelsen ville blive. Jeg trøstede hende for alt muligt, og jeg roste hende for hendes store, fine lejlighed, for dét lagde hun hele tiden op til, og som en betænksom og kærlig ung mand påstod jeg, at jeg også havde siddet og kigget efter hende hele aftenen. Tilsyneladende fik hun ikke mange komplimenter, for hun blev meget glad, hun fik sådan en skæg lille trækning om skuldrene, og så pillede jeg lidt mere ved hende, og vi bollede. Bagefter prøvede hun at få mig til at fortælle mere om mig selv, og jeg kunne mærke, at hun godt var klar over, jeg ikke på noget tidspunkt havde svaret ærligt, så jeg fortalte hende et par ting, som sådan set var rigtige nok. Eller de kunne være det. Men inden det blev alt for intimt foreslog jeg, at vi sov nu. Der er også en dag i morgen. Skal du noget? spurgte hun, og jeg sagde naturligvis nej, og så sagde hun et eller andet om, at vi kunne gå en tur ned til søerne eller i biografen. Da hun endelig faldt i søvn, var jeg blevet overtræt. Jeg lå vågen i både en og to timer og indimellem rørte jeg ved hende, og egentlig var hun køn. Hvis man så på det på dén måde, var hun faktisk sød. Og det var ikke godt. Jeg blev ked af det, for det var rent lort i forvejen, og det ville blive værre, meget værre, hvis det så viste sig, at jeg oven i købet godt kunne lide hende. Det kørte rundt i hovedet på mig, og jeg så billeder af alle de andre, jeg har været sammen med, og så tog kroppen over og bevægede mig musestille ud af sengen og iførte mig sokker, sko, og masser af tøj, og den tænkte: Jeg skrider før du vågner! 5

19 Hans Kirk: Fiskerne Teksten er et uddrag af romanen Fiskerne, Romanen skildrer nogle indremissionske fiskerfamilier, der flytter fra kysten til et mindre barsk sted. Her er præsten grundtvigianer. Hans Kirk ( ), dansk forfatter. Uge efter uge gik i kogende varme med uforanderlig dyb himmel og blændende sol. Det var en stege 1. Børnene tumlede sig på fjorden, et mylder af nøgne, plaskende unger. I skuret, hvor Anton Knopper sled i det, var der lystige dage. Anton sad i døren med sine garn og talte med alle, der kom forbi. Anton var frelst af hele sit hjerte, men en selskabsmand og et snakkehoved. Han kendte allerede hele sognet og vidste hvem der var gift med hvem, og om en karl havde penge eller var barnefar. Der var snart ikke en dreng i byen, som ikke var ven med Anton Knopper. Han var fuld af spøg og larm, et drengehjerte på fyrretyve somre. Men overfor kvinderne var Anton bly 2 og tilbageholdende og vidste ikke, hvad han skulle sige. Der var mange hemmeligheder ved kvindekønnet. Nu hotellets pige, som hver dag gik til bageren efter brød og nikkede til ham i forbifarten. Var hun en letsindig tøjte? Eller havde hun et venligt sind? Hun var en stor, kraftig tøs, stridhåret og bredbarmet, det ydre var der ikke fejl ved. Anton gøs ved den formastelige 3 tanke. Arbejdet med ruserne var ikke nemt for Jens Røn. Hans redskaber var gamle og udslidte, det var nærmest som at stoppe en hullet strømpe. Alligevel var han ved godt mod. Næste år ville han koste 4 nye ruser, om lykken kom i hans hånd. Gud svigtede aldrig sine børn. Det var trættende at sidde bøjet altfor længe, og lidt gigt havde han samlet på det kolde hav. Men så kom han til at tænke på de strenge tider, når fiskeriet slog fejl, og han måtte tage arbejde ved dæmningen. Det gik i et forrygende tempo, arbejderne var mest unge karle, som hidsede hinanden op. Jens Røn sukkede tilfreds. Herren havde vist sin godhed ved at henflytte ham til bedre egne. I fjorden var fiskeriet kun legeværk. En dag gjorde præsten besøg hos Laust Sand, og Adolfine hentede stedfaderen ind fra udhuset. Præsten var ung og venlig, med et frejdigt ansigt og dyb, velklingende røst. Han satte sig på bænken og snakkede om fiskeriet og viste, at han kendte det nøje. Laust Sand vovede knap at hæve sine forpinte øjne fra gulvet, og Adolfine stod bleg i en krog. Pastor Brink gjorde den iagttagelse, at det var forkomne almuefolk 5, og blev endnu mere værdig og faderlig. Og det er Deres datter, sagde han. Nej, nej, sagde Laust Sand. Ikke min datter, men min kones. Hun er død, og hendes første mand kom af dage på havet. Det er sandelig en lykke, at De har en medhjælp, sagde præsten. Det er ikke let med fremmede i huset. Laust Sand mumlede et svar og så ned i jorden. Ja, ja, sluttede præsten og rejste sig. Jeg er kommen her, fordi jeg er jeres præst og skal være jer til støtte, hvor jeg kan. Kære Laust Sand, skulle der være noget, som trykker Dem engang, så kom De trøstig til mig. Måske kan jeg hjælpe Dem. Tea havde set præsten komme og nåede lige at få et rent forklæde på. Hun tog rød og forlegen imod ham, for en præst var en præst, selv om han nærmest var en hedning. Pastor Brink tog plads og så sig om. 1 stege (her): hedebølge 2 bly: genert, undselig 3 formastelig: dumdristig, overmodig 4 koste (her): købe 5 almuefolk: jævne mennesker fra landet 6

20 Så pænt I bor her, sagde han. Man kan se, det er anderledes pæne folk end dem, der var her sidst. Det var en frydefuld tale, og Tea kunne ikke dy sig, men fortalte, hvor moget 1 der rent ud sagt havde været, da de flyttede ind. Om præsten ikke ville drikke en kop kaffe. Pastor Brink havde lige drukket, før han gik hjemmefra, men han bad så mindeligt om et glas mælk. Og manden, hvor var han henne? Ja, det var så uheldigt, at han var på fjorden for at røgte en torskeruse. I er jo gode kristne, I folk vestfra, sagde præsten. Og flinke kirkegængere. Her skulle Tea jo have åbnet munden og sagt sin mening. Det havde været hendes sande kristenpligt. Hun kunne have mælet et ord om skalke 2 og øjentjenere 3 og ugudelige farisæere 4. Det havde været et vidnesbyrd! Men Tea måtte siden med anger indrømme for sig selv, at hun sveg 5 sin frelser som Simon Peter 6, mens hanen gol 7. Hun tog præstens hånd til farvel og sagde oven i købet tak, fordi han var kommet indenom. Hun kunne ligeså godt takke antikristen 8, og det havde hun siden at sone. Pastor Brink gik videre i solskinnet og følte sig rolig og veltilpas. I haverne stod æbletræerne med frugt, og hønsene badede i det varme sand. Verden var god og menneskene en velbehagelighed. Det var skønt at vandre her i den Højestes 9 gerning. Præsten fandt selv ud i skuret, hvor Thomas Jensen sad ved sit arbejde. Da han trådte ind, stod Anton Knopper med hænderne i lommen og så til. Thomas Jensen rejste sig. Det er præsten kan æ 10 se, sagde han. Jeg kigger blot ind i forbigående, forklarede præsten. Her sidder De godt ved Deres arbejde. Og Anton Knopper holder Dem med selskab. Et herligt vejr i dag bare det varer ved. Ja, sagde Thomas Jensen fraværende. Det er et skønne vejr. Om det nu blot må vare ved, gentog præsten og følte sig inderlig utilpas. Luften i skuret var tung og ram af tjære og gammelt tovværk. De to mænds åsyn var halvvejs skjult af mørke skygger. Gennem døren slog solskinnet ind med en blændende brutalitet. Æ vil sige Dem, nu De er kommet, pastor Brink, sagde Thomas Jensen lavmælt. Det er ikke Guds ord, De forkynder! Det gav et sæt i Anton Knopper. Det var strenge ord, selv om de var sande. Præsten stod tavs. Anton fik næsten ondt af ham, da Thomas Jensen fortsatte: Hvordan har De det med Jesus, pastor Brink? Jeg er jo præst, svarede præsten. De kan vel forstå, at jeg har overtænkt den sag for lang tid siden. Enhver har sit lønkammer 11, hvor han er alene med Gud. De kan være rolig, jeg stoler fuldt og fast på vor frelser. Men vi to tilhører forskellige kirkeretninger. Han tørrede lidt nervøs sveden af sin pande. Der er ikke noget, som hedder retninger, sagde fiskeren. Der er kun dem, som elsker Jesus og har fundet nåden, og dem, som er imod ham. Nåden og omvendelsen kommer vi ikke udenom det ved æ fra mig selv. 1 moget: beskidt 2 skalke: slyngler 3 øjentjener: person, der gør tjenester for andre for at fremme egne interesser 4 farisæer: en selvretfærdig person. 5 sveg: ældre datidsform af at svigte 6 Simon Peter: En af Jesu disciple, der nåede at svigte Jesus tre gange, inden hanen galede 7 gol: ældre datidsform af at gale 8 antikristen: Satan 9 den Højeste: Gud 10 æ: jeg (jysk dialekt) 11 lønkammer: værelse, hvor man kan være alene og uforstyrret 7

21 Morten Sabroe: Den anden Nyrup Teksten er et uddrag af en artikel offentliggjort på hjemmesiden for Center for journalistisk efteruddannelse I artiklen forholder Morten Sabroe sig til de reaktioner, han fik på Manden der var et billede (1992) om Poul Nyrup Rasmussen (tekst 4). Morten Sabroe, (f. 1947), dansk journalist og forfatter. - Du må aldrig, og jeg gentager ALDRIG, begynde en artikel med Jeg! Journalisten end ikke bøjer hovedet, men ser lige frem med et blik så fast, som sandheden må formodes at være. Hvor har de alle sammen ret redaktørerne, underviserne, kollegerne og hvor er jeg heldig at være kaldet til dette fag! Giv mig min fakkel, og jeg skal oplyse verden med sandhed! Oh, at være journalist! En journalist er enestående blandt mennesker ved ikke at have et jeg, men at bebo en krop, der kan se og høre og derved foretage observationer, der er lige så nøgterne, som dem et kamera foretager. I den fuldkomne journalist glimrer både jeg et og personligheden ved sit fravær. Hverken opdragelse eller personlig dannelse lægger sig mellem journalisten og det, journalisten ser. Journalisten viderebringer den nøgne sandhed akkurat som kameraet. Problemet med kameraet er, at det er dødt. Det kan ikke selv tage billeder, ikke selv trykke på udløseren. Der skal et menneske til. Er der tale om alle andre mennesker end en journalist, bliver kameraet brugt som en forlængelse af personligheden. Det registrerer det, som mennesket ønsker at registrere. Er der derimod tale om en journalist, forventes det at kameraet registrerer noget andet, nemlig det, der præcis sker, den objektive sandhed. Kan nogen forestille sig, at der findes et menneske, som kan det? At der findes en lille udvalgt skare af menneskeheden, som er så renset for personlighed og personlig overbevisning, at den kan finde Sandheden? Bedraget om den objektive Sandhed Som de fleste af mine kolleger har jeg stået i verdens brændpunkter og set hvordan kameraet, hvadenten det var et par øjne eller et tv-kamera, blev brugt. Stået på en gade i Jerusalem og set det blive rettet mod et overordentligt lille udsnit af det fulde billede, og bagefter i nyhedsudsendelser set, hvordan dette lille udsnit blev sendt verden rundt, som var det det fulde billede. Der findes ikke én journalist, som ikke ved det: En journalistisk historie SKAL være en god historie. En god historie er ikke bare en god historie, den er en vare, der skal i konkurrence med andre, den skal kunne sælge. Den skal have en særlig vinkel, der sælger. Den skal være spektakulær, så sensationel som muligt. Der findes ikke nogen journalist, som ikke forsøger at sælge sin historie. Der findes ikke nogen journalist, som ikke ved, at den historie han sælger, er en anden end den han så. Den har altid fået mere. Journalisten ved det. Men eftersom han ikke bruger sit jeg, men skriver eller filmer, som var der tale om noget objektivt, 8

22 så fremstår det også som sådan. Brugte han sit jeg, ville enhver kunne forstå, at det var ham, der havde set det, at det var hans fortolkning, og også at det var ham, der havde pumpet begivenheden op. Bedraget om den objektive sandhed ville være afsløret, artiklen ville fremstå som det nærmeste en sandhed man kan komme, nemlig journalistens. Jeg et der blev et vi Den slags er børnelærdom i vore dage. Man kan derfor undre sig over branchens hysteriske klamren sig til den gamle ærefulde selvfremstilling: Der findes ikke noget jeg, thi vi repræsenterer ikke os selv. Nej, det ved enhver, men det havde dog være mere ærefuldt at repræsentere sig selv end en money-making machine, hvis eksistens er betinget af sensationer, af at vride det meste ud af led. Jeg kender ikke nogen journalist, som ikke siger vi om dem selv og den avis eller det medie, de arbejder på. Den journalist, der ikke er en del af et vi, er ikke en populær journalist, det til trods for at journalistens uafhængighed altid hyldes i festtaler. Den journalist, der bruger sit jeg, er heller ikke populær, men det værste journalistikken kender: subjektiv. Til trods for at der på denne klode ikke eksisterer en journalist, som ikke er det. Hvorfor bruge et jeg? Fordi det er mig eller et af mine mange jeg er, som jeg er, der oplever denne historie. Det er mig, der er nysgerrig efter at finde ud af den, efter at rejse ind i den. Det er mig og ikke en automat, der undersøger den. Hvadenten jeg bruger et jeg eller et meget personligt sprog, så er og bliver jeg den, der undersøger og formidler den. Jeg kan gøre det på et utal af måder, men ligegyldig hvor mange, så har de den samme synsvinkel, den samme tone, som er min, thi jeg er ikke en maskine. Jeg opfatter en stor del af mine journalistiske opgaver som opdagelsesrejser. Motoren er nysgerrighed. Drivkraften er besvarelsen af det samme spørgsmål: Hvad foregår der her? Uden den, ingen læseværdig historie. Uden en nysgerrig journalist, ingen nysgerrig læser. Gælder opdagelsesrejsen et emne, en politisk konflikt etc., er der ingen grænse for, hvor langt ind man kan trænge, gælder den et menneske er der masser. Man sætter dem ikke kun selv, det menneske man vil skildre sætter dem i lige så høj grad. Skal man tegne et portræt af et andet menneske, må man respektere dets grænser. Journalistik er ikke psykoanalyse. Journalisten er ikke privatdetektiv. Journalisten går ikke efter det private, men efter det personlige og almene. Historien fortæller om man kan bruge et jeg Jeg var ude i partihuset i Geislersgade på Amager for tre uger siden... Kan man begynde et portrætinterview med et andet menneske, med Poul Nyrup Rasmussen, med at skrive jeg? Til det er der ikke andet at sige end: Det ser ud til det. Artiklen er trykt, den begynder sådan. Thi det er journalisten, der er taget derud på Amager, det er hans rejse læseren skal ud på. Der er ikke andet at gøre end at følge den eller blade videre til næste side. Men det er altafgørende, når man skriver sådan: Det skal være en rejse, der er værd at følge. Den skal være skrevet, så den fremstår lige så medrivende for læse- 9

23 ren som for skribenten. Den skal indeholde mindst lige så mange og helst flere informationer som en såkaldt objektiv reportage. Den skal være researchet overordentligt grundigt, før man kan tillade sig den slags selvfølgelige indledninger. Hvis en så personlig skriveform ikke holder vand, ender den med at blive en parodi på sig selv, og skribenten som en parodi på en journalist. Jeg spekulerer aldrig på, om jeg kan bruge et jeg i mine historier. Det giver sig selv. Historien fortæller selv om det er muligt. Jeg et er en god identifikator. Læseren kan gå ind gennem det som ad en dør, der fører ind i historien. Men: Det er afgørende at jeg et optræder som et alment jeg. Det, som det er nysgerrigt efter, må være det samme læseren er nysgerrig efter. Jeg et skal være alment, er det privat, braser hele historien sammen. ( ) En pil af gift Artiklen sårede ham [Poul Nyrup Rasmussen, red.] dybt. Den satte sig som en pil af gift lige dér, hvor den måtte sætte sig: I den bevidsthed om egen falskhed, han ikke kunne undgå at have. Jeg mødte ham siden, og han var kold som is. Først og fremmest såret, men også bitter. Jeg er sikker på, at han mente, at jeg havde brudt hans fortrolighed, men hvordan overhovedet have sådan én til et menneske, der ikke er der, som den han må være, men alene er den glatte rene overflade, som et billede har, og som han ønsker at være? Jeg ved, hvornår jeg i mit arbejde har overskredet mine egne grænser, hvad angår behandlingen af andre mennesker. Jeg kan måle det på den skam, jeg føler, når jeg møder dem igen. Med Nyrup har jeg ikke haft det sådan. Jeg har skrevet min egen sandhed, men jeg har også skrevet det alle kunne se. Den store gåde er for mig stadig, at han ikke selv har kunnet se det. 10

24 Oplysninger til brug for Copydan Stefan Iversen og Henrik Skov Nielsen: Jegfortælling. Litteratur og fortælling. Systime Robert Zola Christensen: Den alvidende fortæller. Manual til skrivekunsten. Gyldendal Berit Riis Langdal, Mimi Olsen og Pia Quist: Fortællende journalistik. Krydsfelt. Gyldendal Morten Sabroe: Manden der var et billede. Information 10. april Søren Flott, Thomas Laursen, Ole Sønnichsen: Som om Solen kom for tæt på. Jyllands-Posten 5. november Jan Sonnergaard: Sex: Radiator. Gyldendal Hans Kirk: Fiskerne. Gyldendal Morten Sabroe: Den anden Nyrup marts Billeder: Reinhoud d Haese: Eventyrfortælleren 1972, KUNSTEN, Museum of Modern Art, Aalborg. Bill Watterson: Steen & Stoffer, fra: Steen & Stoffer søndagssider , udvalgt og kommenteret af Bill Watterson. Dansk oversættelse ved Niels Søndergaard. Carlsen Comics

25 BILAG 1!"#$%$&'()*%+,-'(#$%+&,-'(#,.#/'(+()#(#)(,0#('%1(#(&2, Oversigten indeholder gode råd til, hvad man som kursist skal være opmærksom på, når man skriver i de tre opgavegenrer. Der står fx Brug ikke noteapparat. Noteapparat hører nemlig ikke hjemme i genrerne og er derfor ikke hensigtsmæssigt i den form for faglig formidling, der er tale om i skriftlig dansk modsat fx i større skriftlige opgaver Analyserende oplæg Introducerende artikel Argumenterende artikel Hvad skal du især gøre? Hvad skal du altid gøre? Du må desuden gerne Typiske opgaveformuleringer Afsender Analysere og fortolke Skabe interesse for Redegøre for og sammenligne Anvende fortolkningen til at emnet synspunkter og evt. argumentationsform belyse emnet Præsentere og skabe overblik over emnet Debattere synspunkterne og med særtekst som perspektivere dem hovedeksempel Indføre læseren i emnet Behandle særtekst og fællestekst(er) (fx analysere, fortolke, karakterisere, debattere, sammenligne m.m.) Anvende tekstlæsningen til at belyse emnet Supplere med andre tekster i hæfterne 1 eller 2, med tekster fra undervisningen eller egen læsning Supplere med egen viden og egne erfaringer 1. Skriv et analyserende oplæg 1. Skriv en artikel i en avis eller et tidsskrift om [et til et HF-hold om [et emne] emne] 2. Som en del af besvarelsen skal du [behandle] en 2. Som en del af besvarelsen særtekst og inddrage fællesmateriale skal du [behandle] en særtekst og inddrage fællesmateriale En HF-kursist på A-niveau i En danskfagligt velfunderet og alment orienteret skribent dansk Modtager Et HF-hold En almenkulturelt interesseret læser Modtagerforudsætninger Materialet i hæfte 1 og 2 forudsættes ikke kendt af dine læsere Opgavenummer Anfør altid nummer, men citér ikke opgaveformulering 26

26 Henvisninger til tekster i opgavehæfterne Henvisninger til tekster uden for opgavehæfterne Linjetal ved citater Noteapparat Rubrik (overskrift) Underrubrik eller manchet Mellemrubrikker Layout (billeder, spalter, farver...) Faktaboks Nævn forfatter, titel, årstal, avisnavn og dato. Henvis ikke til teksternes numre Nævn så vidt muligt forfatter og titel m.m. Brug citater, men undlad linjetal Brug ikke Formuler selv en fængende og informativ rubrik Brug gerne Brug gerne Brug eventuelt indgår ikke i bedømmelsen Brug eventuelt Karakteristiske formuleringsformer i de tre genrer Analyserende oplæg Introducerende artikel Argumenterende artikel Et typisk eksempel på genren er teksten X. Her kan Vi har alle været ude for Der er to modstridende synspunkter i debatten vi se hvordan.. Dette fascinerende eksempel Argumentationen bygger Er det meningen at vi skal er på mange måder på stole på denne fortæller? typisk... Det vigtigste argument er Digtets brug af billedsprog Her rejser der sig nogle Dette synspunkt kan uddybes viser dets indbyggede værdier meget påtrængende og forestillinger om spørgsmål... Der er for mig ingen tvivl verden. Det er således karakteristisk om Denne fortolkning kan perspektiveres til for hele dette emne Set i et andet perspektiv kan man sige Konklusionen er, at 27