idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / løsninger / holdninger / innovation / udfordringer

Transkript

1 03/ NR./ÅRG. 03/2012 idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / løsninger / holdninger / innovation / udfordringer TEMA: DEN DANSKE MODEL Den danske arbejdsmarkedsmodel er under pres: fagforbundene mister medlemmer og oplever hård konkurrence fra de gule fagforbund. De borgerlige partier har planer om at gennemføre lovgivning, der vil begrænse konfliktretten Læs også: Interview med Harald Børsting. LO og FTF laver fælles kampagne om overenskomsterne. Et fællesskab, der går mod fusion. Sammen sætter de afsender på overenskomsterne jobs. Cevea analyse viser, at løntilbageholdenhed i overenskomstforhandlinger har reddet 7000 danske stillinger. I EU hylder de den danske arbejdsmarkedsmodel. Mens de borgerlige i Danmark gør, hvad de kan for at nedbryde den danske model, forsøger man i resten af Europa at efterligne den

2 2 03/2012 LEDER Man kan godt drive politik i en lavkonjunktur Den danske model er under pres. Senest har de borgerlige partier foreslået lovgivning, der drastisk vil begrænse konfliktretten Foto: Jonas Ruban Agersnap Danmark har haft en rød regering i lidt mere end et år. Udfordringerne er mange. Ingen kan forvente, at regeringen for alvor kan vende dansk økonomi, når fugerne i eurosamarbejdet knager, og den globale økonomi fortsat ligger underdrejet. Det står stadigt mere klart, at nedturen bliver langstrakt. Der bliver ikke tale om en kortvarig krisestyring med kickstart og derefter tilbagevenden til 2000 ernes normaltilstand, hvor politikerne har råd til at uddele talrige gaver ud til vælgerne ved hvert folketingsvalg. Men man kan godt drive politik i en lavkonjunktur. Når tiderne er dårlige, er det vanskeligt at finde finansiering til nye politiske initiativer. Det har i hvert fald den fordel, at det nødvendiggør de knivskarpe prioriteringer af de knappe ressourcer, som man i bedre tider ofte forsømmer at foretage. Derfor vokser der gradvist en underskov af udgifter frem, som alle kan være fornuftige i sig selv, men måske ikke ligeså fornuftige som at bruge midlerne på kernevelfærden. Det må også være ledemotivet for den røde regering: at opprioritere velfærdssamfundets hjørnestene, sundhed og uddannelse for alle, og finde andre udgifter, der er mindre vigtige. Men der findes mange vigtige politiske dagsordner, som ikke kun handler om økonomi og budgetter. Man behøver blot tænke på Anders Fogh Rasmussens kulturkamp og opgør med smagsdommerne for at se, i hvor høj grad politikere kan sætte en samfundsomformende dagsorden. Værdipolitikken er blevet gemt af vejen på grund af krisen. Men politik, også økonomisk politik, må nødvendigvis tage udgangspunkt i værdier for, hvordan et det gode samfund ser ud. Centrumvenstres måske mest afgørende udgangspunkt er en insisteren på et samfund, der stræber efter social retfærdighed, i stedet for alene at følge hvad brutale markedskræfter dikterer. Det er værd at huske på i en tid, hvor finanssek- toren har bragt verdensøkonomien i knæ, hvor de solidariske fagforbund presses stadigt mere af løntrykkeri og gule fagbevægelser, og hvor en for lemfældig omgang med forbrugerbeskyttelse og miljø kan sende store regninger videre til kommende generationer. Det handler ikke om at bruge flere penge på nye initiativer i en tid, hvor sådanne nye midler vanskeligt lader sig finde, men om at komme med progressive svar på disse udfordringer. Vision på nettet Følg med i debatten om den danske arbejdsmarkedsmodel. Søg på Tidsskriftet VISION" Vision er et idépolitisk tidsskrift, der bliver udgivet af centrumvenstre tænketanken Cevea. Indlæg i Vision er ikke udtryk for Ceveas holdninger, med mindre dette tydeligt fremgår af artiklen. Abonnementsadministration: abonnement@cevea.dk Tlf

3 INDEKS 03/ TEMA: DEN DANSKE ARBEJDSMARKEDSMODEL Den danske arbejdsmarkedsmodel står over for et paradoks. På den ene side er modellen dybt berømmet og misundet i resten af Europa, hvor man forsøger at efterligne den. På den anden side er modellen under et stort pres herhjemme, hvor fagbevægelserne mister medlemmer, udfordres af de gule fagforbund og borgerlige politikere, der drømmer om at indføre lovgivning som mere eller mindre vil fjerne konfliktretten Fagbevægelsen. Dansk Metals nyvalgte formand Claus Jensen fortæller om, hvordan han vil vende udviklingen og sikre, at fagbevægelsen bevarer sin rolle på det 21. århundredes arbejdsmarked Vejlegården. Sommerens varmeste politiske emne var konflikten på restaurant Vejlegården. Læs om, hvad fagbevægelsen bør lære af sagen, og hvordan man kan ruste sig bedre til fremtidige konflikter på arbejdsmarkedsmarkedet Politisk kommentator Sigge Winther Nielsen og Ceveas analysechef Jens Jonatan Steen forholder sig til den meget omdiskuterede kronik af bl.a. Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen, der i august forsøgte at skitsere et socialdemokratisk projekt anno VISION stiller spørgsmålet, om dette forehavende er lykkedes LO vil op i værdikæden Engelske og tyske fagbevægelser: kom ud på arbejdspladserne Løntilbageholdenheden har reddet 7000 jobs Hvordan virker det danske arbejdsmarked Dansk Metals formand: medlemskrisen er primært vores eget ansvar Faglige klar til kamp for rimelige overenskomster 3F eren versus den uorganiserede En stærk fagbevægelse skaber fair muligheder Lokale afdelingsformænd: medlemsflugt forværres af finansiel krise Fagbevægelsens udfordringer kampen mod uvidenheden Erhvervsledere elsker dansk arbejdsmarkedsfleksibilitet DA og LO: styrkerne ved den danske model S: Vejlegårdskonflikten er et borgerligt spark bagi Lektien fra Vejlegårdssagen: moderne lønkamp kræver nye våben Al forandring giver anledning til smerte Hvorfor den danske model er så populær i EU LO fagbevægelsens udfordringer og en løsningsmodel Alternativer til de planlagte dagpengeforringelser UDENFOR TEMA Demokrati er ikke et téselskab Tavshed er svigt Projekt: at redde kapitalismen fra sig selv Idépolitikkens mulige genfødsel Vi spiller bowling alene EU mellem sammenbrud og superstat Finanspagten vil gøre ondt værre Smartphones for the win Cevea takker LO for støtte til denne udgivelse Cevea takker EU-nævnet for støtte til dette nummer Chefredaktører: Jonas Agersnap og Malthe Munkøe; Redaktion: Morten Kamp Thomsen, Theis Holtz Hansen, Jeppe Mariegaard Reng, Jens Rønn, Sine Mainz, Maria Vedel Korrektur: Jonas Agersnap og Malthe Munkøe; Grafik og Layout: Michael Sørensen og Jesper Urup Ruban

4 4 03/2012 INTERVIEW LO vil op i værdikæden LO starter toårig kampagne om overenskomstsystemet. Det gør de i samarbejde med den anden store hovedorganisation FTF. Et stigende samarbejde, der ifølge formand for LO, Harald Børsting går mod en fusion. Sammen vil de stoppe medlemskrisen i fagbevægelsen. Harald Børsting vil have afsender på overenskomsterne. Foto: Jonas Ruban Agersnap. Jens Rønn og Jonas Ruban Agersnap, henholdsvis skribent og chefredaktør for VISION Formand for LO, Harald Børsting mener ikke folk ved nok fagbevægelsens rolle i overenskomstsystemet. Sammen med FTF laver LO en stor kampagne, som klæder folk på til at vælge en overenskomstbærende fagforening. Når folk taler om overenskomsterne, så tænker de ikke på de fagforeninger, der tegner dem. Den sammenhæng er ikke i folks hoveder, siger Harald Børsting. Den varslede kampagne bliver lavet sammen med FTF. De har siden 2003 arbejdet sammen om på flere områder. Harald Børsting fortæller, at en fusion mellem de to hovedorganisationer ligger lige til. Jeg tror ikke, der går mere end ti år. Jeg tror også godt, man kunne håbe på, at det blev før, siger Harald Børsting om fusionen mellem FTF og LO. Han siger videre, at det afgørende ikke er at slå de to organisationer sammen bare for at slå dem sammen. Det afgørende er, om der kan skaffes enighed om et grundlag, der gør at sådan en hovedorganisation bliver tilstrækkelig stærk og dermed interessant at være medlem af. LO i retræten Og medlemmer er der brug for. Fra 1985 er forbundene i LO gået fra at dække to tredjedele af de organiserede lønmodtagere til i dag at dække lidt under halvdelen. Det viser en analyse fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet. Den viser også, at den negative medlemsudvikling dels sker fordi lønmodtagerne dropper medlemsskabet af fagforeninger og dels fordi de vælger de billige gule organisationer. Fra 1985 er de gule organisationers andel vokset fra 1 procent til i dag at have 12 procent af markedet. Jeg har meget svært ved at se det for mig. Fordi de gule forretninger, som jeg kalder dem, ikke har noget med en fagforening at gøre Når medlemsandelen hos LO falder til fordel for de gule organisationer, mister lønmodtagerens repræsentant styrke ved forhandlinger med arbejdsgiverne. Alligevel afviser Harald Børsting at gå i dialog med de gule organisationer om at modernisere den danske model. Jeg har meget svært ved at se det for mig. Fordi de gule forretninger, som jeg kalder dem, ikke har noget med en fagforening at gøre, siger Harald Børsting og uddyber: De er grundlæggende imod to ting, som er helt centrale for os. Det ene er konfliktmuligheden. Det andet er, at de ikke respekterer, at man organiserer arbejdsmarkedet i brancheopdelte overenskomster. De to ting mener jeg, er helt afgørende for, at man kan fastholde den danske model. Afsender på overenskomsterne Frem for at gå i dialog med de gule konkurrenter er LO s strategi at informere om overenskomsterne. Sammen med FTF starter de en kampagne, der skal gøre det tydeligt, at det er fagbevægelsen, hovedsageligt står bag overenskomsterne. Ved LO s sidste kongres lavede de en undersøgelse, der viste, at 70% af befolkningen troede, at lønnen var bestemt ved lov og netop ikke via overenskomsten. LO vil i deres kampagne især sætte fokus på de årige, da gruppen har en markant lavere

5 03/ forståelse af overenskomster og fagforeninger end dem over 50 år. Hvis det lykkes med oplysningsindsatsen, at få folk til virkelig at forstå, hvad det er, de har fået af vores overenskomster, så tror jeg også, villigheden til at være med vil forbedres. Det vil rykke op i folks værdikæde og folk vil se ideen i at være med i en overenskomstbærende fagforening, siger Harald Børsting. Kampagen vil have fem temaer: Løn, uddannelse, ferie, pension og barsel. Det er alle overenskomstområder, som fagbevægelsen har forhandlet sig frem til. De fem ting er skabt af aftaler. Det at du for eksempel har ret til en pension, det skyldes udelukkende, at du har en overenskomst. Hvis du går ud og arbejder et sted, hvor der ikke er en overenskomst og du ikke individuelt sørger for at få lavet nogle aftaler, så har du ikke ret til pension, siger Harald Børsting. Han sætter sin lid til, at fagbevægelsens kamp for lønmodtagernes rettigheder vil manifestere sig i folks bevidsthed. Der skal sættes tydelig afsender på de overenskomster, der sikrer lønmodtagernes løn- og arbejdsvilkår. Jeg tror, at det vil flytte en hel del i folks hoveder, at få fremmanet de ting overenskomsterne har gjort. For det er klart, at når folk ikke ved det, så tror de, at det kan være lige meget, om de er med her eller der. For det er jo samme vilkår. Men de vilkår kommer jo fra et sted og de skal vedligeholdes, siger Harald Børsting han med en indirekte henvisning til de lønmodtagere, der ikke er medlem af fagbevægelsen, men alligevel går på en overenskomst, som er tegnet af fagbevægelsen. Det er et centralt budskab og jeg føler mig temmelig sikker på at vi rammer rigtig med det, siger Harald Børsting og tilføjer Det er ikke nogen lille indsats - og så er det problem løst. Vi planlægger at kører kampagnen hele den her kongresperiode, altså frem til Når folk taler om overenskomsterne, så tænker de ikke på de fagforeninger, der tegner dem. Den sammenhæng er ikke i folks hoveder Med Vejlegården i Arbejdsretten Men uvidenheden om den danske model stopper ifølge Harald Børsting ikke ved overenskomsterne. Den i pressen meget omtalte arbejdsretslige sag mellem 3F og restauratør Amin Skov, restaurant Vejlegården i Vejle bærer præg af samme uvidenhed. I den offentlige debat er der ikke ret mange, der forstår ordet blokade i dets rette betydning. Når folk læser, at der er blokade, så tror de, at det er en fysisk blokade. Men det må man rent faktisk ikke. Og efter vores overbevisning har der ikke været fysisk blokade, siger Harald Børsting. I skrivende stund er der endnu ikke faldet dom, men Harald Børsting er ikke bekymret for Arbejdsrettens afgørelse, da han ikke mener, at den vil få generel betydning for fagbevægelsens konfliktret. Skulle den dom gå os imod, så er jeg ret sikker på, at den vil have nogle præmisser, der gør, at man ikke bare kan brede den ud. Dommen tager ikke konkret stilling til, om blokaden er lovlig eller ulovlig. Det den tager stilling til er, om der er dele af det, der er foregået, som er gået over stregen, siger Harald Børsting. Det vil rykke op i folks værdikæde og folk vil se ideen i at være med i en overenskomstbærende fagforening Udover spørgsmålet om fysisk blokade tager Arbejdsretten også stilling til, om 3F s konflikt har været for omfattende i forhold til det 3F vil opnå. Det er det, der kaldes proportionalprincippet. I forhold til det medgiver han, at der kan være områder, hvor de er gået for langt. Jeg er helt sikker på, at vi er indenfor skiven. Men der kan være nogle enkelte situationer indenfor forløbet, hvor man kan sige, at der gik I over stregen, udtaler Harald Børsting.

6 6 03/2012 Engelske og tyske fagbevægelser: kom ud på arbejdspladserne Opsøgende kommunikation i øjenhøjde og inklusion er ifølge engelsk og tysk fagforening løsningen på faldende medlemstal. Engelsk undersøgelse viser, at den nye strategi også gør medlemmerne gladere for deres fagforening. Af Morten Kamp Thomsen, VISION-skribent Humøret er højt, da vi taler med Tony Murphy, National Officer i Unite the Union, der er en engelske pendant til Dansk Metal. De har med stor succes lagt strategien om og opsøgt potentielle medlemmer på arbejdspladserne. Medlemsflugten er afværget. Men det er ikke kun Tony Murphy, der har fået humøret tilbage. Medlemmernes tilfredshed er også øget markant. Det lykkedes i midten af 1990erne ud fra en model, de kalder organizer. Den gør ifølge Tony Murphy fagforeningen mere opsøgende på deres målgruppe. Når vi organizer, går vi efter de nemmeste mål først, f.eks. store virksomheder. Vi undersøger, hvor i virksomheden folk uden fagforening er - og så tager vi ud og snakker med dem. Folk har måske Forholdene i Tyskland er efterhånden nogle steder så dårlige, at det kan være svært for danskere at forstå Hans Gerhard Leu, fællestillidsmand i IG Metal fået nyt job og er derfor ikke blevet meldt ind igen. Det har vi ikke før holdt øje med. Det er et kæmpe problem, men det er vi heldigvis blevet meget bedre til, fortæller Tony Murphy flere medlemmer Efter at have gennemgået en historisk stor modstand under Margret Thatcher-regeringen op igennem 1980 erne og gentagende år med faldende medlemstal var behovet for nytænkning akut. Den kom i midten af 1990erne med organizer-modellen. Kort fortalt handler det om at komme væk fra skrivebordene og i stedet bruge tiden ude på arbejdspladserne. Organizere fra fagforeningen tager ud på virksomhederne og prøver at få valgt tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter. Den nære kontakt med medlemmerne bliver dermed vægtet højere, og man prøver i det hele taget at inddrage folk mere aktiv i fagforeningens arbejde. Tony Murphy er ikke blank for at indrømme, at omstillingen til den nye strategi har været lang og kræver mange ressourcer, men det har allerede nu båret frugt. Den engelske og tyske pedant til Dansk Metal mener, at vejen til stigende medlemstal går gennem organizer modellen. Foto: Jonas Ruban Agersnap.

7 03/ er blevet rekrutteret gennem organizerstrategien, og vi tager det meget alvorligt i forbundet og afsætter faste beløb hvert år, som udelukkende må bruges på organizing, forklarer han. Tony Murphy har netop været med til at gennemføre et stort organizer-projekt på en af Hondas store virksomheder i den Engelske by Swindon, som gik over al forventning: På Honda fabrikken fik vi 1500 nye medlemmer, hvilket endte i en konflikt som vi vandt. Det var kun var til vores fordel. Det fik nemlig endnu flere til at melde sig ind, nu kunne de nemlig se, med deres egne øjne, at det rent faktisk kan betale sig at være medlem, fortæller Tony Murphy. Medlemmernes tilfredshed med fagbevægelsens arbejde er også vokset markant i takt med, at organizer-tilgangen har vundet udbredelse. Det viser et større forskningsprojekt fra National Institute of Economic and Social Research i London. Men hvad er der sket? Folk mærker krisen på deres egen krop og stoler ikke længere på politikerne. I krisetider har folk behov for støtte, og fagforeningen er den eneste, som er villig til at give denne støtte. F.eks. er vi netop begyndt at oprettet community sections, som tager sig af arbejdsløse, studerende osv. Fagforeningen er faktisk i disse dage med til at udføre statens job, udfylde et hul, især i lokalsamfundene. Det er i sig selv er lidt skræmmende, siger Tony Murphy Folk mærker krisen på deres egen krop og stoler ikke længere på politikerne. I krisetider har folk behov for støtte, og fagforeningen er den eneste, som er villig til at give denne støtte. Tony Murphy, National Officer i Unite the Union Forholdene er så dårlige, at det kan være svært for danskere at forstå I det tyske metalforbund er organizer-strategien ikke slået igennem i samme grad som i England, men man er i høj grad inspireret af idéen. Vi har talt med Hans Gerhard Leu, fællestillidsmand på Flensborg Skibsværft, der er organiseret i det tyske metalforbund, IG Metall. Vi er blevet bedre til at rette vores aktiviteter mod unge, som især har været flittige til at vælge fagbevægelsen fra, gennem events, være til stede på festivaler og fodboldkampe mv. Det er vigtigt, at vi hele tiden forklarer, og bliver bedre til at forklare hvorfor, det er så vigtigt at være medlem i en fagforening. Derudover er der inde for flere sektorer blevet besluttet, at Metall mindst en gang om året skal snakke med alle medlemmerne - også dem, der ikke er specielt aktive, fortæller Hans Gerhard Leu. De tyske forbund oplever dog, at det er op ad bakke. Forholdene i Tyskland er efterhånden nogle steder så dårlige, at det kan være svært for danskere at forstå, fastslår Hans Gerhard Leu og fortsætter Der er stort behov for, at fagbevægelsen finder en måde at genvinde sin styrke og indflydelse på arbejdsmarkedet. Måske kan organizer-tilgangen være løsningen?. LO vil hellere informere Indtil videre er organizer-modellen ikke for alvor slået igennem i Danmark. Mindre forbund har gennemført forsøgsprojekter med organizer-modellen. Men det er ikke en fast del af LO s strategi for at fastholde og rekruttere medlemmer. Formand for LO, Harald Børsting mener ikke, organizer-modellen kan overføres direkte til den danske fagbevægelse. Det er de for forskellige til. Tanken om, at det foregår på arbejdspladsen, minder meget om vores tilgang, men vi er lidt forskellige i de ting, vi går efter. De går meget efter at få en overenskomst og at få medlemmer. Vi går mere efter at få oplyst om overenskomsten og at få skabt forbindelsen mellem de gode associationer og de konkrete ting, overenskomsterne giver folk, så bliver opmærksomme og får lyst til at stå sammen om det, siger Harald Børsting med en henvisning til den nye oplysningskampagne, som LO og FTF starter i november.

8 8 03/2012 ANALYSE Løntilbageholdenhed har reddet 7000 jobs Fagbevægelsen har med løntilbageholdenhed i overenskomstforhandlinger reddet 7000 danske stillinger. Det viser en analyse fra Cevea. Af Ceveas analyseenhed Kollektive overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsgiver og arbejdstagersiden er centrale for det danske arbejdsmarked og dansk økonomi. Ved at udvise løntilbageholdenhed siden krisens begyndelse har fagbevægelsen været med til at redde jobs i den private sektor Fagbevægelsen står derfor i et svært dilemma hver gang der skal forhandles overenskomst på den ene side vil man gerne opnå lønstigninger for medlemmerne, på den anden side vil man også gerne sikre, at en branches konkurrenceevne ikke bliver ramponeret, så det indebærer massefyringer eller udflytning af arbejdspladser. I perioden med økonomisk optur fik den samlede løn på det danske arbejdsmarked lov til at stige betydeligt, men siden 2008 har der i stedet været smalhals. Denne løntilbageholdenhed siden krisen ramte har været et markant bidrag til at holde hånden under dansk økonomi. Den danske fagbevægelse har naturligvis haft en afgørende rolle i forhold til at udvise ansvarlighed i en krisetid. I perioden steg lønnen i den private sektor årligt i gennemsnit med 3,5 pct. I perioden efter, fra , er det samlede lønniveau steget med 2,4 pct., altså en årlig stigning der har været 1,1 pct. lavere. Det bør her erindres, at lønstigningerne skal ses i lyset af de generelle prisstigninger, inflationen, i samfundet, som typisk ligger på den anden side af 2 pct. årligt. Jobeffekt: private jobs Hvilken jobeffekt svarer dette til? En analyse lavet af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i oktober 2012 viste en relation mellem lønstigningstakten i perioden og beskæftigelsen i den efterfølgende periode Ud fra data for alle europæiske OECD-lande fandt DA en lineær sammenhæng. Lægger man den samme relation mellem gennemsnitlig årlig lønstigning og effekt på beskæftigelsen til grund for lønudviklingen i , kan man beregne en jobeffekt af løntilbageholdenheden. Dette kan ikke gøres uproblematisk, da det ikke er givet at denne sammenhæng ikke vil variere over tid afhængig af andre forhold i økonomien, ligesom den generelle sammenhæng kan variere mellem hvert land. Omvendt virker det ikke urimeligt som beregningsantagelse - med den betydelige usikkerhed, der i sagens natur knytter sig til det. En gennemsnitlig lønstigning på 3,5 pct. årligt over 7 år svarer til en samlet stigning på ca. 27 pct. over de syv år. DA s tal viser, at en lønstigning på 3,5 pct. årligt eller altså i alt 27 pct. alt andet lige vil føre til et fald i beskæftigelsen på ca. 2,4 pct. Denne sammenhæng mellem lønstigning og efterfølgende beskæftigelseseffekt kan anvendes til at belyse effekterne af løntilbageholdenhed siden Den gennemsnitlige årlige lønstigning i den private sektor var som nævnt 2,4 pct. i perioden Det svarer til en samlet lønstigning på ca. 7 pct. Havde lønstigningstakten fortsat været på 3,5 pct. årligt, det have givet en samlet stigning på ca. 11 pct. Denne forskel kan sammenholdes med DA s tal. Det kan beregnes, at det indebærer et samlet fald i beskæftigelsen på 0,36 pct. fra 2008 til I 2008 var der beskæftigede i den private sektor. Et fald på 0,36 pct. svarer derved til, at der mistes knap jobs. I den forstand kan man konkludere, at løntilbageholdenheden har holdt hånden under jobs i den private sektor. Det svarer til en jobeffekt, der udgør omtrent halvdelen af regeringens kickstart efter planen skulle give med jobs i 2012 og ligeså mange i Fagbevægelsens løntilbageholdenhed har efter alt at dømme ydet et markant bidrag til at bringe Danmark ind på en økonomisk kurs, der er holdbar ovenpå finanskrise og konjunkturen. Jo længere tid, der udvises løntilbageholdenhed fra arbejdstagersiden, jo større ansvar påtager man sig selvsagt for den økonomiske genopretning. Usikkerheder i beregningerne Det er klart, at dette estimat skal tages med væsentlige forbehold. Som nævnt er DA s tal en alt-andetlige betragtning baseret på data for en længere tidsperiode og alle europæiske OECD-lande. Mere fundamentalt må det nævnes, at konkurrenceevne må forstås relativt hvis danske lønmodtagere Analyse fra Cevea viser, at overenskomsterne har reddet 7000 jobs. Foto Jonas Ruban Agersnap får en lav lønstigning fx på 2,0 pct. vil det normalt styrke konkurrenceevnen betydeligt, men hvis de lande vi normalt konkurrerer med får en lønstigning på 1,5 pct. vil Danmarks konkurrenceevne alligevel blive dårligere. Derfor er det i princippet uhensigtsmæssigt at se isoleret på effekterne af lønstigningerne i ét land. Det endelige estimat på jobs skal selvfølgelig ses i lyset af disse forbehold. Endelig fastsætter fagbevægelsen i øvrigt som bekendt ikke lønudviklingen i forhandling med arbejdsgiversiden. Derfor kan man sige, at det måske er en tilnærmelse alene at tilskrive fagbevægelsens ansvarlighed at have reddet jobs det kan også handle om, hvad der reelt er forhandlingsmæssigt muligt at opnå af indrømmelse fra arbejdsgiverne i en given konjunktursituation. Kilder Ceveas beregninger ud fra Danmarks Statistik og DA s Agenda

9 BAGGRUND Hvordan virker det danske arbejdsmarked Måske er en af de største udfordringer for fagbevægelsen, at danskerne ikke forstår, hvordan arbejdsmarkedet virker og hvorfor den danske model er så velfungerende, at det er værd at værne om. VISION har set nærmere på de centrale principper for det danske arbejdsmarked. 03/ Den faglige konflikt ved restaurant Vejlegården har startet en større debat om den danske forhandlingsmodel. Foto: 3F. Af Malthe Munkøe, chefredaktør Den danske arbejdsmarkedsmodel er kendetegnet ved, at arbejdsmarkedets parter arbejdsgiver- og arbejdstagersiden forhandler direkte med hinanden om alle forhold, der berører arbejdsmarkedet. Igennem mere end hundrede år er der blevet dannet et system som regulerer arbejdsmarkedet, og fungerer uden om domstole og lovgivning. Fundamentet blev lagt i Hovedaftalen fra 1899, hvor arbejdsmarkedets parter efter en langvarig strejke og lockout gensidigt accepterede hinanden som legitime interessenter: arbejdsgiveren har ret til at lede og fordele arbejdet, og fagbevægelsen har ret til at organisere arbejdstagerne. Det fastlægges at kollektive overenskomster forhandlet mellem de to parter skal være det overordnede princip, og hvis ikke det lykkes at tegne en overenskomst for en virksomhed eller branche har begge sider ret til at gå i konflikt. Til gengæld gælder princippet om fredspligt, når der er tegnet overenskomst. Det vil sige, at det ikke er tilladt at lave strejke eller lockout, når der er en overenskomst på plads. Arbejdsmarkedets arkitektur Den danske arbejdsmarkedsmodel fungerer ved, at arbejdsgiver- og arbejdstagersiden forhandler over for hinanden. Der er opstået en række institutioner uden om lovgivning og domstole, der regulerer dette system og kan træffe beslutninger i tilfælde af uenigheder. Dermed fungerer arbejdsmarkedet selvregulerende og uden politisk indblanding eller lange sager ved domstolene. Sager omkring overtrædelser eller fortolkninger af Hovedaftalen, lovlighed af konflikter og spørgsmål vedrørende forligsmændenes kompetence indbringes for Arbejdsretten. Denne tager altså stilling til de mere overordnede og principielle spørgsmål og sager på arbejdsmarkedet. Dommeren udpeges af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra relevante lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer og offentlige myndigheder. Der er ikke mulighed for at appellere afgørelser, da det er afgørende for både arbejdsgiver- og tager at beslutninger træffes hurtigt, og der i øvrigt ikke findes andre domstole med kompetence på området. Arbejdsretten har mulighed for at pålægge bod (bøde) i sine beslutninger. Sager vedrørende fortolkningen af indgåede overenskomster og afskedigelse af tillidsmænd indbringes for en faglig voldgift. Formår parterne i sagen ikke på egen hånd at nå til enighed, nedsætter de enten selv en neutral opmand, eller også vælger Arbejdsretten en sådan. Denne vil forsøge at få parterne forhandlet frem til en løsning, men har kompetence til at træffe beslutning om fortolkningen, hvis det ikke lykkedes. Hvis overenskomstforhandlinger går i hårdknude, vil Forligsinstitutionen i daglig tale Forligsen gå ind i sagen. Forligsinstitutionen består af tre forligsmænd og et antal mæglingsmænd udpeget

10 10 03/2012 af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsretten. Deres opgave er at forsøge at få forhandlingerne til at skride frem, så man kan nå til enighed. Forligsinstitutionen kan indkalde parterne til forhandlinger, evt. igennem bilaterale sonderinger, og tvinge dem til at genoptage forhandlinger. Desuden kan man udsætte en varslet konflikt i op til 2 gange 2 uger, anden gang dog kun hvis en konflikt vil have væsentlige samfundsmæssige konsekvenser. Endvidere kan forligsmændene fremkomme med et mæglingsforslag, som parterne skal sende til afstemning. Hvis arbejdsmarkedets parter trods Forligsinstitutionens medieren ikke når frem til en overenskomstfornyelse, vil der ofte komme et regeringsindgreb for at undgå de samfundsmæssige konsekvenser ved større konflikter på arbejdsmarkedet. Typisk vil en regering enten gøre forligsmandens mæglingsskitse til lov, eller forlænge de gældende overenskomster for en ny periode. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet, at en regering vælger en sådan løsning. Ved den sidste storkonflikt i 1998 valgte den socialdemokratiske regering at tage udgangspunkt i forligsmandens mæglingsforslag, men at indlægge et par yderligere omsorgsdage til lønmodtagerne. Dagpengene De danske lønmodtagere accepterer generelt kontrakter, der giver temmelig begrænset beskyttelse mod fyring i forhold til de fleste andre lande i Europa. Et opsigelsesvarsel på et par uger er meget normalt på store dele af arbejdsmarkedet, og sjældent oplever man længere varsler end de tre måneder, funktionærer kan få. I mange andre lande er det normalt, at arbejdstagere har lange opsigelsesvarsler, så det bliver særdeles dyrt for arbejdsgiveren at skride til fyringer. Til gengæld kan danske lønmodtagere, hvis de bliver fyret, kan få relativt generøse ydelser i form af dagpengene. Det forudsætter, at man har været medlem af en a-kasse i et år med tilknytning til arbejdsmarkedet. I udgangspunktet udgør dagpengene 90 pct. af den hidtidige løn, men med et loft udgjort af den maksimale dagpengesats, der for langt de fleste lønmodtagere er betydeligt under et sådant 90 pct. niveau. Den maksimale dagpengesats ligger på 788 kr.. Dette skal dog ses i lyset af, at der ikke betales det 8 pct. arbejdsmarkedsbidrag, som går fra en normal lønindkomst. Beregninger fra Arbejdsmarkedsstyrelsen har anslået, at kompensationsgraden ligger på ca. 70 pct., hvilket vil sige at lønmodtagere som en gennemsnitsbetragtning vil få 70 pct. af den løn de tidligere fik, mens de er på dagpenge men naturligvis med stor variation afhængig af det lønniveau, man tidligere var ansat til. Kompensationsgraden falder gradvist, eftersom den reguleres med lønindkomsten i samfundet (satsregulering) minus 0,3 pct., der i stedet overføres til satspuljen. Denne pulje anvendes til generelle formål, som gavner overførselsmodtagere og svage grupper. Med den seneste og meget omdiskuterede reform af dagpengesystemet kan lønmodtagere nu kun modtage dagpenge i 2 år, mod tidligere 4 år og før Nyrup Rasmussen-regeringens arbejdsmarkedsreformer 7 år. Efter denne periode bortfalder dagpengene. Herefter vil folk ryge over i kontanthjælpssystemet, der er en væsentligt lavere ydelse, og som man i øvrigt ikke er berettiget til såfremt ægtefælle eller samlever har mulighed for at forsørge en, eller man har formue. Derfor er dagpengene afgørende for at forhindre, at man populært sagt tvinges til at gå fra hus og hjem i tilfælde af afskedigelse. Efter at have været på dagpenge og igen have fundet beskæftigelse, kan en arbejdstager genoptjene dagpengeretten i tilfælde af endnu en fyring. Det kræver, at man er i ordinær beskæftigelse i minimum 52 uger. Det er ligeledes hævet fra tidligere 26 uger i den seneste arbejdsmarkedsreform. Som fagbevægelsen ikke har været sen til at påpege, så er der grænser for hvor meget dagpengene kan forringes, uden at man vil se nødsaget til at forlange længere opsigelsesvarsler eller lignende lønmodtagerbeskyttelse. Det kan sætte vores særdeles høje grad af fleksibilitet og jobmobilitet på arbejdsmarkedet over styr. Trepartsforhandlinger Udover de faste institutioner har arbejdsmarkedets parter ofte forhandlet direkte og med regeringen som vigtig spiller i såkaldte trepartsdrøftelser. Herigennem har det ofte været muligt at finde fælles fodslag om at træffe svære, men nødvendige beslutninger. Det seneste markante eksempel var, da overenskomstforhandlingerne i 1987 endte med lønstigninger, som alle kunne se var uholdbare i den vanskelige økonomiske situation. Herefter enedes man igennem en trepartsforhandling om at give hinanden håndslag på, at holde lønstigningerne på et meget beskedent niveau de kommende år for at genoprette konkurrenceevne. Spørgsmålet er, om trepartsforhandlingerne fortsat vil være en vigtig institution i dansk politik. Som bekendt slog Thorning-Schmidt regeringens forsøg på at gennemføre en større reform, hvor arbejdsmarkedets parter skulle gennemføre en reform der kunne yde et markant bidrag til at styrke dansk økonomi, fejl. Efterfølgende udtalte Venstres Claus Hjort Frederiksen, at han ikke kunne se at trepartsforhandlingerne ville have en fremtid under en ny Venstre-regering, da fagbevægelsen efter hans opfattelse manglede den nødvendige styrke til at være en relevant forhandlingspartner. Kilder Politiken, 9. Juli Venstre: Ingen trepartsforhandlinger i ny regering Thomas Mølsted Jørgensen. Arbejdsmarkedspolitik. København: Djøfs Forlag, 8. udgave 2009 Mikkel Mailand, FAOS Trepartsforhandlinger gennem tiderne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen. Politiken/FAOS notat, d. 22. marts Konflikt. Politikerne står klar i kulissen

11 INTERVIEW Dansk Metals formand: Medlemskrisen er primært vores eget ansvar Danskerne ved for lidt om fagbevægelsens samfundsbetydning. Det er ifølge Metals forbundsformand, Claus Jensen katalysatoren bag fagbevægelsens krise: Vi har simpelthen ikke været dygtige nok. 03/ Af Jonas Ruban Agersnap, chefredaktør Facaden på Dansk Metals forbundshus prydes af store rustne metalplader. Men Metals udfordringer er dybere end rust i facaden. Flere vælger Metal fra for at stå enten uden eller i en gul fagforening. Metals nyvalgte forbundsformand, Claus Jensen mener, at det hele bunder i uvidenhed. Fagbevægelsens kommunikation har fejlet. Vi skal i den grad være bedre i formidlingen. Det er der slet ingen tvivl om. Vi har da et stort ansvar for den måde, det her er foregået på, siger Claus Jensen. Han mener ikke, at befolkningen forstår fagbevægelsens funktion i samfundet. Her fremhæver han Metals arbejde indenfor den danske model. En model, der betyder, at fagforbundet laver aftaler med virksomhederne om løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne. Når jeg snakker med unge mennesker, så bliver de helt sorte i øjnene. De aner ingen ting om den danske model. Vi har taget nogle ting for givet, siger Claus Jensen. Gul konkurrence Det kræver en større fortælling at formidle fagbevægelsens rolle i den danske arbejdsmarkedsmodel. En fortælling, der er svær at presse ned i en let fordøjelig annonce. Claus Jensen mener derfor, at de gule organisationer har nemmere ved at kommunikere deres, ifølge ham, noget enklere budskab. Hvis du læser deres annoncer, hvad er det så med de gule forretninger? De er billigere, og du får det samme. Ja, det gør du jo, fordi du går på vores overenskomster. Så det er jo ikke løgn. Men de siger ikke, at man får det samme fordi, Metal laver overenskomsterne for jer, siger Claus Jensen. Fagbevægelsen tager læsset Claus Jensens irritation over de gule organisationer går dybere end det hårde konkurrenceforhold. Arbejdsfordelingen mellem de gule og fagbevægelsen er langt fra lige delt. Et sted mellem 95 og 98 procent af deres medlemmer går på vores overenskomster. Så hver gang vi laver overenskomster, kan de læne sig lidt tilbage og sige: Nå, det var rart. Nu går Claus i gang med arbejdet for os, siger Claus Jensen. Det er fagbevægelsen, der i det store hele, er årsag til, at de danske lønmodtagere er dækket af overenskomster. Inden for dansk arbejdsmarkedsforskning betegner man de gule organisationer for free ridere. Det gør man ud fra det forhold, at man igennem deres organisation får adgang til de overenskomster, som fagbevægelsen forhandler sig frem til med arbejdsgiverforeningerne. Claus Jensen mener derfor, at der er for stor forskel på fagbevægelsen og de gule organisationer til, at man kan betegne dem som et alternativ. Jeg gider ikke høre på det der med, at de gule er et alternativ. For det er jo det samme som at diskutere, om jorden er flad. Hvad er det for en pseudodiskussion, vi har fået gang i?, spørger Claus Jensen retorisk. Pressen mangler indsigt Claus Jensen erkender, at deres kommunikation har fejlet. Men han mener ikke, at fagbevægelsen er alene om at bære ansvaret for, at danskerne ikke forstår fagbevægelsens rolle i samfundet. Her fremhæver han pressens dækning af Vejlegårdskonflikten. Dansk Metals nyvalgte formand Claus Jensen, Foto: Dansk Metal

12 12 03/2012 VOXPOP Den mest citerede ovre fra Vejlegården var restaurationschefen. En køn lyshåret pige og det indrømmer jeg. Men okay, var hun så medarbejder, eller var hun Amin Skovs forlængede arm? Hun var restaurationschef, siger Claus Jensen med en henvisning til pressens valg af kilder. Han mener, at journalisternes valg af kilder kommer af en større tendens i journaliststaben. De ved Helt inde i min sorte sjæl, så tror jeg ikke på, at man kan føre en løgn videre i evighed ikke nok om den danske model. Jeg håber, at journalisterne også begynder at dække det her ud fra en sandfærdig indgangsvinkel. Det er ikke os, der fortæller løgnehistorien her. Det er faktisk dem, der har succes, der formår at fortælle en historie, der er usand, siger Claus Jensen. Sidste år tog Claus Jensen konsekvensen af journalisternes uvidenhed om fagbevægelsen og den danske forhandlingsmodel. Han skrev til Journalisthøjskolen i Aarhus og spurgte, om han måtte lave et oplæg for de kommende journalistspirer. Jeg havde igen snakket med en journalist, der for, jeg ved ikke hvor mange gange, ikke anede noget som helst om det. Så tog jeg der op og holdt et to timers indlæg om den danske model. De var rigtig glade for det. Flere af eleverne var nede og sige, at det havde de ikke lært om før, fortæller Claus Jensen. Løn- og arbejdsvilkår er truede Når Claus Jensen tager til Aarhus og holder oplæg om den danske model og overenskomstsystemet er det ikke kun fordi han kan lide at fortælle om sit arbejde. Han ser uvidenheden som en trussel for overenskomstsystemet og derved almindelige danskeres løn- og arbejdsvilkår. Jeg er opmærksom på, at der er rigtig mange meningsdannere i Danmark, der benytter folks uvidenhed om konsekvensen af at overenskomstsystemet falder sammen til at hæve nogle af de her alternative forretninger op på et niveau de slet ikke kan komme op, siger Claus Jensen. Men Claus Jensen står ikke alene med sin frygt. En ny analyse fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet (FOAS) peger på, at frygten kan være begrundet. Trækker man medlemmerne af gule organisationer fra var over 70 procent af lønmodtagerne i 1995 medlemmer af en fagforening. I dag er knap 60 procent af lønmodtagere medlemmer i en af de overenskomstbærende fagforening. Analysen påpeger derfor, at hvis den negative medlemsudvikling i fagbevægelsen ikke stopper, kan det udgøre en trussel mod det aftalesystem, der sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår for almindelige danskere. Jo færre medlemmer fagbevægelsen repræsenterer, jo svagere bliver deres stemme ved forhandlingsbordret. Helt inde i min sorte sjæl, så tror jeg ikke på, at man kan føre en løgn videre i evighed. Alt det her, det bygger på en usand historie, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det bygger også på noget som danskerne i virkeligheden ikke ønsker, siger Claus Jensen med en henvisning til Tyskland, hvor en svækket fagbevægelse gjorde at overenskomstsystemet brød sammen. I Tyskland er der over otte millioner tyskere, der arbejder for under 70 kroner i timen. Det er en femtedel af arbejdsstyrken. Det svarer til at vi skulle have over danskere, der arbejdede for under 70 kroner i timen. Det ønsker vi ikke i Danmark, siger Claus Jensen. Faglige klar til kamp for rimelige overenskomster VISION har talt med tre kommende kursister ved Cevea og LO s uddannelse for faglige meningsdannere. Læs her deres syn på overenskomstsystemet. Emil Postelman, 25 år, medlem af Dansk Metal Camilla Pedersen, 21 år, medlem af FOA Morten Søndergaard, 37 år, medlem af 3F Hvad er fagbevægelsen største udfordring? Udfordringen er, at mobilisere medlemmer og at styrke fællesskabet. Fagbevægelsens største udfordring i dag er, at den skal lære at sælge sig selv. Man har i fagbevægelsen været vant til, at det ikke var nødvendigt, men nu begynder folk at vælge fagbevægelsen fra. Både fordi der er langt flere alternativer, men også fordi man er mindre bevidst om, hvad fagforeningerne tilbyder og står for. De interne strukturdiskussioner fylder for meget. Et andet problem er, at man i kampen om de uorganiserede glemmer de medlemmer man allerede har. Der er for lidt udvikling. Det hedder en fagbevægelse, men vi står stille. Kender du og dine kolleger nok til overenskomstsystemet? Nej, overhovedet ikke. Jeg tror generelt, vi er for dårlige til at italesætte overenskomstsystemet. Vi taler om løn, barsel, ferie osv., men vi glemmer at sige, at det i virkeligheden handler om overenskomster. Jeg søger selv viden om overenskomstsystemet, men jeg er opmærksom på, at langt fra alle ved hvad det går ud på. Jeg tror, at mange tænker, at de som medlemmer af fagforeninger ikke behøver at tage stilling til det, og at det er noget, de kan lade deres fagforening ordne. Både og. Jeg er selv nørd, og sidder i forhandlingsudvalget for Post Danmark, og jeg vil sige, at de fleste af mine kolleger forstår indholdet i grove træk. Men jeg har også oplevet det modsatte. Jeg tror, at man typisk får større indsigt i det, jo ældre man er. Kender du folk, som har prøvet at arbejde et sted uden overenskomst? Ja, men det var ikke noget vi talte om, hvilket helt klart var en del af problemet. Ja. Jeg har indtryk af, at der især er meget stor forskel på arbejdspladser med og uden overenskomst, når det kom til fyringer og nedskæringer. Ja det gør jeg. Jeg har bl.a. en kammerat, som arbejdede for et transportfirma uden overenskomst. Han skulle selv lægge både feriepenge og pension til side, og selv betale for brændstof til sin bil (ved arbejdskørsel red.)

13 03/ Støt de gode idéer! Viden kræver handling Den nye regering har haft en hård start. Og højrefløjen sidder stadig på det meste af den offentlige meningsdannelse. Der er brug for udvikling af idéer og politiske forslag på centrum-venstrefløjen, hvis den skal føre Danmark ud af krisen. I Cevea gør vi netop det. Igennem analyse og debat skaber vi ny viden samt konkrete politiske forslag til indretningen af et mere retfærdigt samfund. Og vi styrker den politiske deltagelse igennem uddannelse i meningsdannelse, centreret om viden og idéudvikling, så flere kan deltage i debatten om Danmark. Vil du støtte de gode idéer? Så meld dig ind i dag. Som medlem får du: Indflydelse, Indsigt & Inspiration Helt konkret får du som medlem: Tidsskrift VISION 4 gange årligt Invitationer til debatmøder, konferencer og andre aktiviteter Stemmeret på Ceveas årsmøde Ny viden og indsigt i politiske løsninger Medlemskab koster årligt 500 kr. og 300 kr. for studerende Læs mere og bliv medlem ved at gå ind på eller udfyld nedenstående slip og send den til os. Tænketanken Cevea Vesterbrogade 124B, 3tv 1620 København V Navn Adresse Telefonnummer Studentermedlemskab: Ja og Nej Hvad hvis vores mest magtfulde våben var idéer?

14 14 03/2012 VOXPOP 3F eren versus den uorganiserede Nogle er organiseret i en fagforening, andre er ikke. Vision har lavet et portræt af Brian Drastrup, der er 3F er og tillidsmand, samt et portræt af Lea Nørholm, som aldrig har været organiseret i en fagforening. Alle vil have det så billigt som muligt, men hvad nu hvis chefen også lige pludselig vil have det så billigt som muligt Tillidsmand i 3F Industri, Brian Drastrup projekt. Derfor mener Brian Drastrup også, at alle bør være med af én fælles fagforening, Brian Drastrup, tillidsmand i 3F Industri Af Sine Mainz, VISION-skribent 3F eren Brian Drastrup er oprindelig elektronikmekaniker, men blev senere ansat som operatør på skiftehold i en industrivirksomhed i Aarhus. I dag bærer han hvervet som tillidsmand i fagforeningen 3F Industri. Hvorfor er du 3F er? Da jeg startede på mit job som operatør, var fagforeningen bare en del af jobbet, fortæller Brian Drastrup. Han beskriver fagforeningen som en integreret del af det fællesskab, som fandtes på arbejdspladsen. Samtidigt skabte 3F også rum for debat på et område, som ideologisk ligger Brian Drastrup meget nært. Det var især hans store diskussionslyst, der senere drev Brian Drastrup mod posten som tillidsmand. Dette erhverv giver ifølge ham mulighed for at sikre bedre arbejdsforhold i kampen med arbejdsgiveren. Det giver også mulighed for at sikre, at industriarbejderens vilkår er garanteret under en fælles overenskomst. Det giver derfor mening for Brian Drastrup at være en del af 3F s fagforening. Hvordan fornemmer du kampen mod de gule fagforeninger? Når snakken handler om de gule fagforeninger, mener Brian Drastrup ikke der er en fair kamp på hans egen arbejdsplads. Her er der indtil videre ikke grund til den store bekymring, idet alle melder sig ind i 3F, når de får jobbet, fortæller Brian Drastrup. Det er derimod udenfor industriområdets store metalport, at Brian Drastrup oplever skepsis overfor de gamle røde fagforeninger. Posten som tillidsmand var før i tiden associeret med respekt ja, nærmest ærefrygt. I dag ser det helt anderledes ud, pointerer Brian Drastrup. Det er et hverv, der ofte beskrives som spild af penge. Alle vil have det så billigt som muligt, men hvad nu hvis chefen også lige pludselig vil have det så billigt som muligt, citerer han en kollega. Det er ifølge Brian Drastrup der, problemet opstår, og her er det vigtigt, at fællesskabet er i orden. Det er afgørende at være del af overenskomsten, og det er vigtigt at stå sammen om det fælles Hvad kan du som tillidsmand gøre for at bevare 3F som fagforening på din arbejdsplads? De største udfordringer for 3F er, ifølge Brian Drastrup, den manglende viden om den betydning, som fagforeningen har. Det er hans opfattelse at de fleste vælger fagforening ud fra prisen, og at de færreste sætter sig ind i fordele og ulemper ved de forskellige fagforeningstyper. Derfor skal der mere oplysning til, om hvorfor det er vigtigt at stå stærkt samlet, således det ikke bare bliver et spørgsmål om penge, udtaler han. Brian Drastrup ser konflikten med Vejlegården som en gave til den røde fagforening. Det er en mulighed for at sætte fokus på spørgsmålet omkring fagforeningsvalg og solidaritet. Det er kun 17 år siden, at fagforeningerne var på sit højeste, hvilket ikke er længe siden. Det er stadig muligt, at bevare det stærke fællesskab i 3F, og stadig muligt at sikre fremtidens solidariske arbejdsmarkedsmodel, siger Brian Drastrup. Den uorganiserede Lea Nørholm er 20 år, og student fra HHX i Aarhus. Hun har netop taget hul på sit andet sabbatår, hvor hun for tiden arbejder ved kassen i et supermarked. Hun har aldrig været organiseret i en fagforening. Hvorfor er du ikke organiseret i en fagforening? Jeg har slet ikke overvejet at melde mig ind i en fagforening, lyder det fra Lea Nørholm. Hun begrunder fravalget af fagforening med, at hun i sine sabbatår kun arbejder relativt korte tidsperioder af gangen, da hun lejlighedsvis rejser til alverdens lande. Det kan derfor ikke betale sig at melde sig ind, da jeg ikke kan bruge en fagforening til noget, når jeg er ude at rejse, pointerer Lea Nørholm og uddyber: Det er i høj grad et spørgsmål om penge. En fagforening er dyr, når man er ung og gerne vil opleve hele verden. Hvordan påvirker det dig, at du ikke er organiseret i en fagforening? Lea Nørholm fortæller, at hun kan mærke konsekvenserne af ikke at være i fagforening. I sit nuværende job, som servicemedarbejder i et supermarked, oplever hun jævnligt, at reglerne overtrædes. Hun nævner, at det ofte sker, at hun søndag aften ikke kender sit arbejdsskema for den følgende uge. Det har den konsekvens, at hun aldrig kan planlægge sin tid ordentligt, hvilket hun beskriver som enormt frustrerende. Lea Nørholm, ervicemedarbejder i et supermarked Det er også tit, at jeg skal arbejde 14 timer om dagen, og da jeg selv skal betale mine pauser, er det ofte at jeg dropper dem så er 14 timer lang tid, forklarer Lea Nørholm. De 14 timers lange arbejdsdage er dog ikke det værste, mener hun, da hun gerne vil tjene så mange penge som muligt til sine rejser. Det, som går hende på, er, at hun officielt er blevet fuldtidsansat, men ofte får en vagtplan svarende til en deltidsansat. Det er virkelig træls ikke at kunne være sikker på en fast indkomst. En fagforening kunne måske have hjulpet mig, konkluderer hun. Hvad overvejer du i fremtiden, vil du stadig være uorganiseret? Når jeg er færdig med mine sabbatår eller måske endda først når jeg er færdiguddannet, vil jeg melde mig ind i en fagforening, fortæller Lea Nørholm. Efter at have arbejdet i supermarkedet er Lea Nørholm blevet klar over, hvor vigtig og behjælpelig en fagforening kan være. Eller det er hvad hun forestiller sig. Det er i høj grad et spørgsmål om penge. En fagforening er dyr, når man er ung og gerne vil opleve hele verden. Servicemedarbejder, Lea Nørholm For faktisk ved jeg ikke så meget om fagforeninger, indrømmer hun. Lea Nørholm afviser, at de gamle paroler om fællesskab og solidaritet spiller en rolle. Hun opfatter fagforeningen som noget, der kan hjælpe med det, som er uretfærdigt på arbejdspladsen. Det er derfor, Lea Nørholm overvejer, at melde sig ind i en fagforening engang i fremtiden. På trods af flere forespørgsler til Krifa har det ikke været muligt at lave interview med et af deres medlemmer.

15 ANALYSE 03/ En stærk fagbevægelse skaber fair muligheder for de mange Af Jens Jonatan Steen og Camilla Bech Madsen, henholdsvis analysechef og analysepraktikant i Cevea Danske arbejdstageres forhandlingsstyrke bliver svækket betydeligt i fremtiden, hvis både højrefløjen og liberalisterne får held i deres kamp mod den danske arbejdsmarkedsmodel. Men en svækkelse af den danske arbejdsmarkedsmodel vil ikke kun koste de danske lønmodtagere dyrt i form af forringede ansættelsesforhold og mere lønkonkurrence, men vil også gøre arbejdmarkedet mindre fleksibelt. En svækkelse af den danske arbejdsmarkedsmodel vil derfor skade både arbejdsgivere, arbejdstagere og den generelle samfundsøkonomi. Den danske model er ikke historisk berettiget, har ikke sikret en høj løn i Danmark og skaber bestemt ikke ro på det danske arbejdsmarked. Det forholder sig snarere modsat Just Pedersen, folketingskandidat Liberal Alliance Enhver sund borgerlig vil, som konsekvens heraf, selvfølgelig gerne ønske den såkaldte danske model derhen hvor pebret gror, langt væk! Modellen er en syg marxistisk konstruktion, der fuldstændig er ude af trit med den tid vi lever i af os. Men der er også en klar sammenhæng mellem høj faglig organisering og de sociale målsætninger, de fleste af os har for samfundet. Historien viser nemlig, at almindelige lønmodtagere har stået stærkest, når de har forstået at alliere og organisere sig. Det giver en stærk forhandlingsposition, der har givet dem mulighed for at sikre sig gode ansættelsesforhold, ordentlige lønninger, forsikring mod arbejdsløshed og uarbejdsdygtighed, lav lønspredning på arbejdsmarkedet, anstændige forhold for samfundets svageste grupper samt høj social mobilitet. Denne vigtige rolle for fagbevægelsen, underbygges af utallige internationale undersøgelser. Eksempelvis har briterne Richard Wilkinson og Kate Pickett påvist, at graden af økonomisk lighed påvirker borgernes livskvalitet på tværs af indkomstgrupper. Graden af økonomisk lighed hænger altså direkte sammen med omfanget af sociale problemer. Studier viser da også, at lande med høj økonomisk ulighed og store indkomstforskelle generelt set har højere drabsprocenter, ringere sundhedstilstand, lavere levealder, flere indsatte i fængslerne, flere teenagefødsler og svagere social mobilitet. Enhver sund borgerlig vil, som konsekvens heraf, selvfølgelig gerne ønske den såkaldte danske model derhen hvor pebret gror, langt væk! Modellen er en syg marxistisk konstruktion, der fuldstændig er ude af trit med den tid vi lever i Søren Hviid Pedersen, lektor og debattør Ulighed og økonomiske kriser Selv økonomer i den Internationale Valutafond (IMF) har haft blik for betydningen af den faglige organisering. De har påpeget sammenhængen mellem stigende økonomisk ulighed og en højere forekomst af økonomiske kriser, og har derfor konkluderet, at mindre ulighed og mindre koncentration af magt og økonomisk kapital hos små eliter vil kunne medvirke til at undgå fremtidige finanskriser. På vanlig IMF diplomatsprog lyder det således: Genopretningen af forhandlingsstyrken blandt fattige og mellemindkomstgrupper kan være meget effektivt redskab, der leder til en varig reduktion af gearing [hvor meget banker lånefinansierer investeringer, red], der kan reducere sandsynligheden for fremtidige kriser. (Inequality, Leverage and Crises, IMF 2010). En solid forhandlingsstyrke blandt almindelige lønmodtagere, sikret institutionelt gennem fagforeninger, er netop det vi herhjemme ser som grundstenen i den danske model. I USA er der også, ikke mindst i forbindelse med præsidentvalget, fokus på den faglige organisering. En ny undersøgelse fra den amerikanske tænketank Center for American Progress har således vist, at stater med høj organisationsgrad har højere social mobilitet også når der kontrolleres for andre faktorer som uddannelse, indkomstniveau, ulighed og arbejdsløshed. Fagforeningerne i disse stater understøtter den sociale mobilitet, bl.a. fordi de via deres forhandlingsstyrke sikrer bedre arbejdsvilkår, bidrager til opkvalificering og efteruddannelse og endelig øger folks politiske engagement uden for arbejdspladsen. Undersøgelsen konkluderer således, at de ti amerikanske stater med lavest social mobilitet alle, med en enkelt undtagelse, har lavere organiseringsgrader og en lovgivning, der direkte forhindrer fagbevægelsen i at agere frit. Søren Hviid Pedersen, lektor og debattør Udtrykket den dansk model bruges ofte om anakronismer, vi ikke længere kan forklare, men som vi føler os trygge ved, fordi vi ikke kender andet. Mange danske modeller er selvforherligende myter, som skal give indtryk af, at vi danskere kan noget ganske særligt. En af myterne er, at fagbevægelsen er hovedårsagen til danske lønmodtageres relative velstand Robert Spliid, debattør og investeringsrådgiver Nordea Fagbevægelsen under angreb Som citaterne ovenfor er tydelig udtryk for, har den danske arbejdsmarkedsmodel været under massivt angreb de seneste måneder. Debatten der udsprang af sommerens Vejlegårdssag har ikke skortet på unuancerede opråb og radikale lovforslag. Særligt højrefløjen har stået i kø for at miskreditere de kollektive aftaler, der er blevet udviklet siden Hovedaftalen i Det hævdes at den institutionelle indretning af det danske arbejdsmarked er en hæmsko for økonomisk vækst og jobskabelse samt at de danske succeser er opstået på trods af den danske model snarere end på grund af den. Men de, der taler dunder mod faglig organiserings positive indflydelse på økonomien, taler samtidig mod bedrevidende. Velfærd og færre sociale problemer Fagbevægelsen har spillet en essentiel rolle i velfærdsstatens opbygning. Fagbevægelsen har dermed været garant for den tryghed og de konkrete velfærdsgoder velfærdsstaten i dag tilbyder de fleste Økonomisk ulighed Sammenligner man graden af faglig organisering med niveauet for indkomstulighed, viser det sig, som det kan ses i figuren nedenfor, at de mest lige lande i Europa skal findes i Skandinavien efterfulgt af bl.a. østeuropæiske lande som Tjekkiet og Slovakiet. De to sidstnævnte udmærker sig ved lav ulighed, men har samtidig et ganske lavt velstandsniveau, mens der i Skandinavien desuden har et højt velstandsniveau. Ser man på de lande, der har et højt velstandsniveau, gælder det ligeledes at de skandinaviske lande har en høj grad af lighed med lave gini-koefficienter, mans man i andre rige lande har væsentlig større ulighed, fx i Tyskland, Holland og navnlig i Storbritannien. En væsentlig forklaring på disse forskelle er lønmodtagerenes forhandlingsstyrke. For de skandinaviske lande ligger organisationsgraden mellem pct. (som andel af den samlede befolkning), mens den i de øvrige tre lande ligger på blot 9-12 pct. Empirisk set er landene med de højeste organiseringsgrader altså dem, der er bedste til at sikre kombinationen af lav ulighed og høj velstand. At organisering og ulighed hænger sammen bliver bakket op i OECD s rapport Divided We Stand: Why Inequality Keeps Rising, fra Her observerede man sammenhængen mellem nedgang i faglige organisering og stigning i lønspredningen. Fagbevægelsens forhandlingsstyrke er altså bestemmende for, hvor store forskelle der er på den løn der gives til journalisten, funktionæren, håndværkeren og sygeplejersken, sammenlignet med den der gives til bankdirektører, rederichefer og direktøren på privathospitalet. En ansvarlig spiller på det danske arbejdsmarked I Danmark har den stærke fagbevægelse styrket dansk økonomi. Fagbevægelsen har dækket de fleste arbejdstagere på arbejdsmarkedet, og dette store ansvar har man båret og forvaltet på en hensigtsmæssig måde. Man har spændt livremmen ind, prioriteret jobfest fremfor lønfest og accepteret løntilbageholdenhed, når det har været nødvendigt. Ligesom man er gået til kamp for at skaffe de danske lønmodtagere højere løn, sikrere ansættelser, bedre barselsordninger, længere ferier, færre arbejdsulykker på arbejdspladserne, bedre psykisk arbejdsmiljø osv., når der har været luft i økonomien. Det er heller ikke uden betydning for det danske arbejdsmarked, at vi har valgt at satse på fleksibilitet frem for kontraktmæssige bindinger. Det betyder, at Danmark, som utallige undersøgelser bekræfter, har verdens højeste jobmobilitet. Vi er altså det land, hvor folk oftest skifter job. Høj jobmobilitet er godt for den enkelte, da det giver mulighed for at skifte arbejdsplads og branche, uden at man oplever betydelige privatøkonomiske tab. Man mister ikke sine rettigheder i form af f.eks. pensioner og optjent ferie, som er tilfældet i nogle lande, der har mange kontraktmæssige bindinger og lav fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Men jobmobilitet er også en stor fordel for virksomhedsledere, der hurtigt kan ansætte nye medarbejdere når ordrebogen bugner, uden at skulle bære tunge omkostninger, når medarbejderstaben reduceres senere hen. Den danske fagbevægelse har sikret almindelige lønmodtagere en god forsikring mod ledighed, i

16 16 03/2012 form af dagpengesystemet. Og denne forsikring gør, at virksomheder kan tilpasse deres medarbejderstab hurtigt og billigt, hvilket gør det danske arbejdsmarked dynamisk og omstillingsparat. På samme vis har den danske fagbevægelse været med til at fremtidssikre dansk økonomi. Det er sket med indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne, med den store prioritering af efteruddannelse og med globaliseringsaftalerne i midten af 00 erne. Her har fagbevægelsen prioriteret fremtiden for alle danske lønmodtagere over umiddelbare gevinster for en mere snæver gruppe af fagforeningsmedlemmer. Think again! Neoklassiske økonomer, blå politikere og liberalistiske debattører tegner ofte et billede af at massive skattelettelser, minimalstat og en mindre fagbevægelse vil skabe tocifrede vækstrater i en ruf. De baserer dette på teoretiske hypoteser om at frie markedskræfter mest effektivt sikrer høj økonomisk vækst. Denne hypotese har en vis empirisk opbakning den danske arbejdsmarkedsmodel er trods alt ikke den eneste arbejdsmarkedsmodel, der kan fremvise pæne økonomiske resultater. Imidlertid er prisen for friere markedskræfter og en svækket fagbevægelse et mere råt og usikkert arbejdsmarked for de mange, flere projektansættelser og deltidsansættelser, flere uretmæssige fyringer, en hårdere lønkonkurrence, mere uretmæssigt overarbejde, flere arbejdsulykker, flere lavt lønsområder, flere working poor osv. for os alle. Derfor bør man rent samfundsøkonomisk tænke sig ekstra om, før man blæser til yderligere angreb på den danske arbejdsmarkeds model. Udtrykket "den dansk model" bruges ofte om anakronismer, vi ikke længere kan forklare, men som vi føler os trygge ved, fordi vi ikke kender andet. Mange "danske modeller" er selvforherligende myter, som skal give indtryk af, at vi danskere kan noget ganske særligt. En af myterne er, at fagbevægelsen er hovedårsagen til danske lønmodtageres relative velstand Robert Spliid, debattør og investeringsrådgiver Nordea Figur 1: Sammenhængen mellem andel af befolkningen, der er i fagforening, og bruttonationalprodukt Udvikling i medlemstal i tusinde og organisationsgrad, i tusinde Land Andel i fagbevægelse BNP pr. indbygger Gini koefficienten Estland ,8 Frankrig 7, ,7 Spanien ,7 Polen 15, ,5 Ungarn 16, ,9 Slovakiet 17, ,8 Tjekkiet 17, ,4 Holland 18, ,9 Tyskland 19, ,3 Portugal 20, ,5 Grækenland ,4 UK 27, Slovenien 28, ,4 Østrig 29, ,1 Irland 32, ,3 Italien 33, Belgien 51, Finland 67, ,9 Danmark 67, ,7 Sverige 68, Figur 2: Sammenhængen mellem andel af befolkningen, der er i fagforening, og ginikoefficient

17 03/ Lokale afdelingsformænd: Medlemsflugt forværres af finansiel krise Det er primært den finansielle krise, der er skyld i lokale LO-fagforeningers medlemsflugt. Det mener afdelingsformændene for henholdsvis HK MidtVest, 3F Holstebro og FOA Holstebro. Især unge mennesker vælger ikke at organisere sig. Af Jeppe Mariegaard Reng, VISION-skribent De traditionelle LO-fagforeninger oplever i øjeblikket betydelig medlemstilbagegang, og de alternative gule fagforeninger vinder frem. Det ene sker dog ikke på bekostning af det andet. Faktisk vælger et stigende antal medlemmer i Midt- og Vestjylland i stedet at stå helt uden for fagforeningsregi. Jeg synes ikke, vi har styrtende mange, der melder sig over i gule fagforeninger. Vi har nogen i hver måned, men modsat har vi også nogen, der kommer tilbage hver måned, fortæller 3F s afdelingsformand Flemming Sørensen. Samme tendens gør sig gældende for de to andre adspurgte fagforeninger. Ifølge Statistisk Årbog er medlemstallet for traditionelle LO-fagforeninger faldet stødt siden Mange har i denne periode valgt at overgå til alternative gule fagforeninger, men inden for de seneste år har de gule fagforeninger kun oplevet beskeden fremgang. Den største medlemsbevægelse ser tværtimod ud til at ske inden for LO og ikke til alternative gule fagforeninger. Det angiver både FOA Holstebro og HK MidtVest. For tiden er der ikke mange af vores medlemmer, der er overgået til gule forretninger. Bevægelsen sker mere inden for de andre fagforbund i LO, og det er resultat af, de er blevet ledige, og derefter har fundet job inden for f.eks. 3F eller FOA, siger afdelingsformand i HK MidtVest Karin Østerby. Svære økonomiske betingelser Baggrunden for medlemstilbagegangen er ifølge de tre afdelinger nærmere et udslag af de magre økonomiske tider. Mange medlemmer vælger i højere grad at spare fagforeningskontingentet væk eller i mindre grad at overgå til de billigere gule fagforeninger. Det er meget sjældent at vi får en begrundelse om, at vi er for politiske eller andet. Mellem pct. siger, at det er ren og skær økonomi og ikke andet, siger Flemming Sørensen. Det Faglige Hus har været meget bedre til at tage nye ting i brug mobiltelefon, apps og sociale medier 3F s afdelingsformand, Flemming Sørensen. Også i FOA Holstebro og HK MidtVest nævner man økonomi som den hyppigste årsag til medlemmernes udmeldelse. Mister man f.eks. sit arbejde, er ens fagforeningskontingent i mange tilfælde det første offer for sparekniven. Derfor forsøger de lokale fagforeninger også med tiltag, som kan hjælpe de økonomisk trængte medlemmer. Hvis folk ikke kan betale deres kontingent, så kan vi aftale med dem, om de vil låne pengene i afdelingen og så afdrage dem henover en periode. Ellers kan vi spørge om, de har prøvet nogle andre banker, hvor de kan få kigget deres økonomi igennem. Men det er jo en stakket frist, hvis folk ikke har nogle penge, siger afdelingsformanden for FOA Holstebro Carsten Haglund. Vælger medlemmer helt at stå uden for en fagforening eller at overgå til gule fagforeninger, ringer både den lokale afdeling i FOA, 3F og HK til vedkommende og spørger ind til årsagen. Oftest er udmeldelsen som sagt økonomisk betinget. HK MidtVest, 3F Holstebro og FOA Holstebro HK MidtVest dækker ni Midt- og Vestjyske kommuner og er med ca medlemmer et af områdets største fagforbund. HK er delt op i fire faglige sektorer og organiserer primært funktionærer i private virksomheder samt i centraladministrationen, regioner og kommuner. 3F Holstebro dækker Struer og Holstebro kommuner og derudover tømrermurersvende i hele det gamle Ringkøbing Amt. Afdelingen har ca medlemmer, som fordeler sig på områder inden for industri, transport, det offentlige, byggebranchen, den grønne branche og privat-, service-, hotel- og restaurationsbranchen. FOA Holstebro dækker tre kommuner og har ca medlemmer. Størstedelen er primært ansat på kommunale eller regions arbejdspladser og en mindre del er privat ansatte. Især unge mennesker forsvinder Det er især i gruppen af unge mennesker, at de lokale LO-fagforeninger oplever den største tilbagegang i medlemsantal. Oftest er de unges medlemskab betinget af de økonomiske gevinster, de får ved et medlemskab såsom bogtilskud, studierabat osv. Det er dermed ikke et ønske om at bevare formålet med den danske arbejdsmarkedsmodel, som driver de unge ind i fagbevægelsen. En udlægning, som man kan genkende i 3F Holstebro. Jeg tror de fleste melder sig ind, fordi at de kan købe bøgerne billigere. Nogle melder sig ud, når de har købt bøgerne, og det er ikke dem, som melder sig over i de gule fagforeninger. Det er simpelthen ren og skær udmeldelse. De føler ikke de kan bruge os til noget, siger Carsten Haglund. Samme tendens ses hos HK MidtVest og 3F Holstebro, selvom man hos 3F også har medlemmer inden for de faglige fag, som bliver i fagforeningen efter endt studiegang. Mere offensiv dagsorden Ifølge både HK MidtVest og 3F hænger den store udmeldelsesprocent også sammen med, at fagforeningerne har været for dårligere til at formidle deres virkelige formål til de unge mennesker. Altså de unge siger: What s in it for me?. Og det er klart, at det er vores egen skyld, for der skal vi ud og fortælle de unge hvorfor vi er vigtige og hvad forskellen er på os og de andre. Når vi så kommer ud til de unge, så oplever vi faktisk, at de er utrolig positive, fortæller Karin Østerby. Samtidig har de gule fagforeninger været mere udfarende og langt bedre til at tage nye medier brug, som i højere grad kan indfange unge mennesker. Der må vi rose de gule fagforeninger. Det Faglige Hus (gul fagforening, red.) har været meget bedre til at tage nye ting i brug mobiltelefon, apps og sociale medier, siger Flemming Sørensen. Fabriksarbejdere forlader den nu lukkede vindmøllefabrik i Rudkøbing. De lokale fagforeningsafdelinger fortæller, at krisen også bider i medlemstallet. Foto: Jonas Ruban Agersnap.

18 18 03/2012 BAGGRUND Fagbevægelsens udfordringer kampen mod uvidenheden Befolkningen ved ikke ret meget om, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, og mangler forståelse for at rimelige løn- og arbejdsvilkår ikke kommer af sig selv. Måske er den største udfordring, fagbevægelsen står over for, uvidenheden? viser forskningscenteret FAOS tillidsrepræsentantundersøgelse fra Derfor gav fradragsloftet de gule fagbevægelser et boost. Sarah Richardt Schoop, Analysepraktikant hos Tænketanken Cevea Hvad er den danske model? Står svaret på dette spørgsmål heller ikke lysende klart for dig, så er du bestemt ikke alene. For godt nok fik Vejlegårdssagen den pressede danske model på alle medier og politikeres læber. Men fagbevægelsen har blæst til kamp for en arbejdsmarkedsmodel, hvis betydning står hen i det uvisse for en stor del af danskerne. Vi har glemt, at rimelige løn- og arbejdsvilkår ikke kommer af sig selv Jesper Due, professor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet, karakteriserer danskerne som foruroligende historieløse, når det kommer til arbejdsmarkedets organisering. Vi har glemt, at rimelige løn- og arbejdsvilkår ikke er naturgivne, men resultatet af hundrede års kamp. Og viden om, hvordan forholdene på det danske arbejdsmarked reguleres, er en mangelvare. Eksempelvis peger undersøgelser på, at flertallet af befolkningen tror, at vi i Danmark har en mindsteløn fastsat ved lov. Det bliver opfattet som noget, der kommer af sig selv ligesom årstidernes skifte, at jeg får en ordentlig løn, barselspenge eller sygedagpenge. Der mangler en grundlæggende forståelse af, at hele det system er oppebåret af frivillige organisationer, hvor man ikke betaler via skattebilletten, men via medlemskab i en organisation, siger Søren Kaj Andersen, lektor og centerleder for FAOS. Og det er netop denne uvidenhed som de gule spiller på. Derfor har fagbevægelsen et behov for at genskabe og genfortælle sine sejrer, lyder det fra Søren Kaj Andersen. Særligt de unge er uvidende om den danske model og overenskomsters betydning, pointerer han. Udfordringen fra de gule En af fagbevægelsens udfordringer er, at konkurrenterne fra de gule fagbevægelser, der ikke forhandler overenskomster eller vil bruge strejker som middel, vinder frem. De er billige, men det er ifølge Jesper Due kun en halv sandhed, at de konkurrerer på prisen. Det de gule konkurrerer på er uvidenhed. De Befolkningen ved for lidt om den danske model. Foto: Jonas Ruban Agersnap benytter sig af et marked, der er uvidende om, hvordan tingene foregår på det danske arbejdsmarked lyder det. En konkurrence på pris ville dreje sig om at tilbyde samme vare billigere. Men faktum er, at de gule ikke har samme varer på hylderne som de traditionelle fagforeninger pointerer Due. De gule bilder folk ind, at man får det samme hos dem som hos de overenskomstbærende fagforeninger. Og hvis man tror, at varerne i Irma og Lidl er identiske, hvorfor skulle man så gå i Irma forklarer han. Fordi de gule ikke forhandler overenskomster og ikke tager del i det omfattende arbejdsretlige system, kan de tilbyde konkurrencedygtige priser. Den danske arbejdsmarkedsmodel er baseret på, at arbejdsgiver- og arbejdstagersiden forhandler direkte og har opbygget et omfattende system, der håndterer konflikter: voldgift, hvor fortolkningen af kollektive overenskomster klarlægges ved uoverensstemmelser, Arbejdsretten, der tager stilling til om arbejdsstandsninger er overenskomststridige, og forligsinstitutionen, der fungerer som mægler og sikrer et tilfredsstillende forløb ved overenskomstforhandlinger. Men det selvregulerende arbejdsmarkeds legitimitet afhænger af en høj organisationsgrad, repræsentative organisationer og deraf følgende høj overenskomstdækning. Systemet trues derfor af, at stadig flere lønmodtagere enten står uden for fagbevægelsen eller melder sig ind hos de gule. Hvis fagbevægelsen ikke har nok medlemmer til at kunne repræsentere og derved forhandle på vegne af arbejdstagerne inden for en branche, går systemet i stykker. Det på trods indførte VK-regeringen i 2011 et fradragsloft på fagforeningsmedlemskab på kr. årligt. Dermed kunne de overenskomstbærende fagforbunds medlemmer ikke længere trække hele deres fagforeningskontingent fra i skat. Mens de gule fortsat var fuldt fradragsberettigede, da de tilbyder medlemskab billigere. Sådanne initiativer piller ved noget af grundvolden i den danske model. De blev bare aldrig lanceret som frontalangreb på modellen, men kom igennem som var det praktisk fornuft siger Søren Kaj Andersen. Prisen angives som den væsentligste årsag til fagforeningsskift, Fra frihed via fællesskabet til frihed fra fællesskabet Fagbevægelsen er ifølge de to arbejdsmarkedsforskere også udfordret af det image, den har fået blandt befolkningen. Fagbevægelsen ses som et forsikringsselskab i stedet for et fællesskab. Kollektiv organisering er kommet til at fremstå som en tvang af individet. Men forudsætningen for det kollektive er jo, at den enkelte opnår en fordel og styrkes gennem kollektivet. Det er basis for, at man organiserer sig, siger Due. Denne forståelse mangler i dag. Søren Kaj Andersen bemærker, hvordan det kan være, at man i en situation som Vejlegården, hvor 3F kæmper for, at de ansatte ikke skal overgå til en overenskomst, der på 41 ud af 46 punkter forringer deres løn- og arbejdsvilkår, ender med at blive den onde spiller, der gør livet surt for den stakkels restauratør?. Kampen for frihed via fællesskabet er blevet til en kamp for frihed fra fællesskabet. Polakker er ikke småidioter Den danske model står altså overfor talrige interne udfordringer. Men presset mod systemet strømmer bogstavligt talt også ind over grænserne. For EU s indre marked med fri bevægelighed på arbejdsmarkedet har åbnet op for en tilstrømning af billig østeuropæisk arbejdskraft. De røde lamper, der signalerer fare for løndumping, er tændt. Men samtidig har fagbevægelsen, ifølge Jesper Due, erkendt, at den ikke kan forhindre udenlandsk arbejdskraft i at komme hertili et åbent EU. Hvad fagbevægelsen kan sikre er derimod, at det sker på ordentlige vilkår og at vi ikke konkurrerer på løn. Vi skal ikke indgå i en konkurrence på laveste fællesnævner, siger han. Og her spiller viden og oplysning igen en central rolle i forhold til at modgå socialdumping. Man skal jo ikke have en forestilling om, at polakker der kommer til landet er småidioter. Når de hører og lærer om, at der er nogle overenskomster, der kan sikre dem mere end 50 kr. i timen, så vil de jo lade sig organisere lyder det fra Due. Lovgivning er mindre effektiv Det er på mange måder paradoksalt, at den danske arbejdsmarkedsmodel er under pres, for den leverer resultater. Der er ingen tvivl om, at den danske model og flexicurity-systemet har leveret positivt. Det har været en succesfuld historie konstaterer Søren Kaj Andersen. Han understreger, at den danske model har leveret for arbejdstagere såvel som arbejdsgivere. Når Dansk Arbejdsgiverforening går ud og siger, at de ikke synes man skal pille ved konfliktretten, som Dansk Folkeparti og Venstre foreslår, så er det jo fordi arbejdsgiverne kan se en konkurrencemæssig fordel og effektivitet i det system vi har siger han. Den danske arbejdsmarkedsmodel kombinerer fleksibilitet på arbejdsmarkedet med sikkerhed for lønmodtagerne i form af offentlig forsørgelse og aktiv arbejdsmarkedspolitik. Men fleksibilitet og sikkerhed skal gå hånd i hånd. For ligesom en linedanser er mere tryg ved at bevæge sig over et sikkerhedsnet, så er et stærkt sikkerhedsnet også forudsætningen for, at lønmodtagerne accepterer, at det er ligeså let at fyre som at hyre. I dette lys

19 03/ kan reduktionen af dagpengeperioden fra fire til to år og forlængelsen af genoptjeningsperioden give anledning til bekymring for arbejdsmarkedsmodellens levedygtighed. Pilles der ved sikkerhedsdelen, åbner man op for, at folk ikke bakker op om systemet, og det kan forstærke tendensen til, at det eroderer, og at vi får mere lovgivning siger Jesper Due. Mere lovgivning på arbejdsmarkedsområdet vil, mener Due, gøre systemet mindre effektivt. Fordelen ved overenskomster fremfor lovgivning er, at de er fleksible og smidige. Samtidig kræver lovgivning kontrolinstanser. For en ting er, at man får en individuel ret, men hvem skal retshåndhæve den?. Andersen er enig i denne betragtning. Det er interessant at overveje, hvad det vil koste det danske samfund, hvis de fagretlige sager skulle gå inden om det civilretlige system. Ikke bare i kroner og ører, men også i langsommelighed og ineffektivitet. Her leverer aktører udenfor staten virkelig noget, og det begrunder også en vis økonomisk kompensation, fx i form af fradragsretten. Den danske arbejdsmarkedsmodel har i over hundrede år hvilet på, at arbejdsgiver og arbejdstager har kunnet regulere arbejdsmarkedet på tilfredsstillende vis uden statslig indblanding. Problemet er, at folk ikke er klar over, hvorfor den danske arbejdsmarkedsmodel er så central for et velfungerende arbejdsmarked. Udvikling i medlemstal i tusinde og organisationsgrad, i tusinde Tabel 4 Mænd Kvinder LO FTF AC De gule Uorganiserede Organisationsgrad 73,1% 67,4% Organisationsgrad ekskl. de gule 71,0% 59,1% Kilde: FAOS, Due et al De gule De gule fagforeninger er Det Faglige Hus, Kristelig Fagforening (Krifa), Frie Funktionærer, Jobtryghed Har stort set ingen overenskomster Frasiger sig strejkeretten Organiserer på tværs af fag annonce: En billig fagforening koster dig kassen Hvem vil du vælge til at forhandle din løn? (...og hvem tror du, din chef foreslår?) SMS 3f jatak til 1919, så ringer vi dig op Læs mere om rigtige overenskomster på 3f.dk En tjener med 3F-overenskomst er garanteret 140,-i timeløn* 37 timer om ugen, derefter overtidsbetaling 2 fridage hver uge En tjener hos KRIFA er kun garanteret 110,-i timen* KRIFA op til 45 timer om ugen uden overtidsbetaling ingen regler om ugentlige fridage SMS-servicen koster 0 kr. + trafiktakst. *En tjener på fastløn under 3F-Horesta overenskomst *En tjener på fastløn under Krifa-KA overenskomst

20 20 03/2012 Erhvervsledere elsker dansk arbejdsmarkedsfleksibilitet Indretningen af arbejdsmarkedet er en af Danmarks største konkurrencefordele. Det scorer topkarakterer i internationale målinger og værdsættes af danske og udenlandske virksomheder. Af Redaktionen I sommeren 2012 kunne man, hvis man bare læste overskrifter i aviserne, få det indtryk, at den danske arbejdsmarkedsmodel havde overlevet sig selv og snart stod overfor en pensionering. Men der er meget, der tyder på, at det alene var agurketiden og sensationshungrende højrefløjspolitikere, der skabte det billede. For erhvervslivet i Danmark lever ikke bare med indretningen af det danske arbejdsmarked, de knuselsker det. Da en af dansk erhvervslivs øverste interessevaretagere, administrerende direktør i DI, Karsten Dybvad, skulle kommentere på udviklingen lød det således sådan her: Vi har skabt den danske model, der bygger på samarbejde mellem virksomhedsledere og medarbejdere. En model, som ved den seneste overenskomstfornyelse igen beviste, at man kan skabe ansvarlige løsninger sammen. Og en model, der sikrer langt mere fleksibilitet og stabilitet end central lovgivning vil kunne gøre. I de internationale ranglister over konkurrencedygtighed, der laves hvert år af organisationer som World Economic Forum, Verdensbanken, Businessskolen IMD og lignende, scorer Danmark da også topkarakterer, når det kommer til arbejdsmarkedet. I IMD s opgørelser for 2010 og 2011 er Danmark det land i Europa, der har får den højeste karakter, når det drejer sig om arbejdsmarkedslovgivningen og mulighederne for at hyre og fyre. Det samme er tilfældet i World Economic Forums Global Competitiveness Report for , hvor vurderingen opsummeres således: Danmark fortsætter med at udmærke sig ved at have et de mest effektive arbejdsmarkeder internationalt, med mere fleksibilitet i lønfastsættelsen, i afskedigelser, og derfor i at hyre medarbejdere end i de andre nordiske lande og i de fleste europæiske lande generelt. Tiltrækker udenlandske arbejdsgivere Det danske arbejdsmarked og de danske lønmodtagere fremhæves ofte af virksomheder, der vælger at investere i Danmark og enten lægge produktion, distribution eller administration her i landet. Da vi skulle beslutte hvor vores europæiske hovedkvarter skulle ligge, var Danmark et oplagt valg på grund af dets stærke biotek traditioner og den særlige danske arbejdstilgang; kombinationen af dedikation, fleksibilitet og selvstændighed, har Peter Halkjaer-Knudsen, direktør i det kinesiske Shanghai ChemPartner Co. Ltd., udtalt. Og han bakkes op af den landeansvarlige fra endnu et kinesisk firma, Jason Lan fra elektronikgiganten Huawei: I Danmark er det nemt for os at få kompetente medarbejdere, som vi kan lære af, men som også er åbne for vores ideer. Selvom lønningerne i Danmark er forholdsvis høje, er det ikke noget der skræmmer alle udenlandske arbejdsgivere. Ikke mindst fordi, kombinationen af dygtige medarbejdere og offentlige velfærdsydelser gør, at lønnen stadig er konkurrencedygtig. En vigtig grund til, at Siemens vil fortsætte med at være i Danmark er, at vi ser fordelene i danskernes høje produktivitet og talent. I Danmark har vi altid mulighed for at rekruttere ressourcestærke folk med stor viden, har Jens-Peter Saul, øverste chef for Siemens Wind Power, udtalt. Lederen af computerfirmaet Dell i Danmark, Guy Anger, udtrykte det på samme vis, da Dell etablerede sig her i landet. Danmark har en masse fordele for et firma som vores: Unge, dynamiske ansatte med en god uddannelse, fantastiske sprogkompetencer og en arbejdsmoral, der er højere end hvad man normalt vil forvente. På trods af det høje lønniveau er det danske velfærdssamfund organiseret på en måde, så lønningerne stadig er mere end konkurrencedygtige. Fleksibilitet overkommer kriser Mange eksperter har påpeget, at det indretningen af det danske arbejdsmarked gør det nemmere at tilpasse sig kriser. Når Dansk Arbejdsgiverforening (DA) skal fortælle om de danske traditioner til udenlandske kolleger, er det da også noget af det, der bliver lagt vægt på. I krisetid har flexicurity vist sig at være ufravigeligt. I Danmark og andre lande, der har implementeret flexicurity, har det været et enestående element i håndteringen af konsekvenserne af den finansielle og økonomiske krise på arbejdsmarkedet, og det har gjort det nemmere at foretage de nødvendige justeringer. Arbejdsløsheden, langtidsarbejdsløsheden og ungdomsarbejdsløsheden er da også mindre i Danmark end gennemsnittet i EU, pointerer DA på den engelsksprogede del af sin hjemmeside. Medico-virksomheden Coloplast, med ansatte, har i flere sammenhænge fremhævet det positive i at have muligheden for at kunne ansætte og afskedige uden alt for mange komplikationer. Men virksomheden satser dog mest af alt på at give sine medarbejdere en følelse af tryghed, for at skabe større arbejdsglæde og motivation. Arbejdsglæden er helt afgørende for Coloplast. Det er den, der gør, at virksomhedens medarbejdere på alle niveauer hele tiden arbejder på at gøre produkterne og arbejdsprocesserne endnu bedre, hvorfor fyring også er sidste udvej. Så det fleksible arbejdsmarked i Danmark er en god ramme at fungere inden for, men samtidig en ramme vi gør alt, hvad vi kan, for ikke at benytte - når det gælder fyringer - da det skader arbejdskulturen på virksomheden., lyder det fra koncerndirektør Lars Rasmussen. Erhvervslivet nyder godt af det fleksible arbejdsmarked. Foto: Jonas Ruban Agersnap