FUGLE DANMARKS FAUNA ANDEFUGLE OG HØNSEFUGLE MED 82 AFBILDNINGER DANSK NATURHISTORISK FORENING R. HØRRING G. E. C. GADS FORLAG - KØBENHAVN

Transkript

1 DANMARKS FAUNA ILLUSTREREDE HAANDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVNE AF DANSK NATURHISTORISK FORENING R. HØRRING FUGLE. ANDEFUGLE OG HØNSEFUGLE MED 82 AFBILDNINGER G. E. C. GADS FORLAG - KØBENHAVN 1919

2 Tl Udgvelsen af det forelggende Arbejde har Drektør Chr. D. Lunk vdet Understøttelse. KØBENHAVN - BIANCO LUNOS BOGTRYKKEBI

3 40568 Fuglene (Aves). Fuglene er fjer- og skælklædte, varmblodede Hvrveldyr, der aander ved Lunger; Hjertet delt 4 Rum, 2 For- og 2 helt adsklte Hjertekamre. Kæberne formede som et hornklædt, hos Nutdens Fugle tandløst, Næb. Hovedskallen staar med 1 Ledknude Forbndelse med Rygraden og ved et Ledben paa hver Sde med Underkæben, der er sammensat af 9 (10) Knogler. De lægger befrugtede Æg, som udruges; Ægget omgvet af en haard Kalkskal. Fosteret med Fosterhnder. I Nutden danner Fuglene en stor, særdeles vel afgrænset, naturlg Klasse, der ndenfor sne Rammer vser en paafaldende Overensstemmelse og Ensartethed alle vgtgere ndre og ydre Bygnngsforhold, hovedsagelg fremkaldt af den fælles særlg fremtrædende og prægende bologske Faktor, Flyveevnen, medens de talrge andre særlge Forhold, derefterhaanden udformer Ordener og Famler, saasom forskellg Levevs, Føde, Opholdssted o. s. v. kun forholdsvs rngere Grad har formaaet at udspalte Fuglene afvgende Typer; hvor f. Eks. Flyveevnen er opgvet eller Hovedvægten er lagt paa Dyknng eller andet, kan mndre betydende, kke synderlg dybtgaaende, Afvgelser Legemsbygnngen fremkomme, men den almndelge Fugletype forlades aldrg og lader sg altd ved første Øjekast erkende; Næbbet, Fjerklædnngen og den hele Legemsform holder sg altd som aldrg svgtende Kendemærker. Ingen anden Hvrveldyrklasse vser en saadan Ensartethed, hvad der kke rnge Grad vanskelggør Inddelngen R. Hørrng: Fugle I. 1

4 af Jordens mange Fugleformer og talrge Arter og fører tl, at Klassfcerngen af Fuglene Ordener, Famler og Slægter maa ske efter Bygnngsejendommelgheder, der og for sg kke er af synderlg gennemgrbende Art og altfald langtfra altd Vgtghed svarer tl de Inddelngsgrunde, hvorefter de anderledes stærkt udformede Padder, Krybdyr og Pattedyr er grupperede. Fuglene slutter sg langt de fleste væsentlgere Bygnngsforhod nærmest tl Krybdyrene, tl hvlke en Del uddøde Former, som man kender gennem velbevarede Forstennger, danner en umskendelg Overgang; Krybdyr og Fugle sammenfattes derfor ofte under Navnet Sauropsder. Hvad der særlg prægede Fuglenes Forfædre blandt Krybdyrene og efterhaanden førte dem bort fra den almndelge Krybdyrtype, var skkert deres Lyst og stgende Evne tl, under Jagten paa Insekter Træernes Kroner, at bevæge sg først Hop mellem Træernes Grene, derpaa længere, frere og mere svævende Sprng, det de med udsplede Forlemmer søgte at afbøde Nedsprngets Voldsomhed; endelg halvt svævende, halvt flyvendesprng, det de stræbte at holde sg oppe Luften ved at baske med Armene; herunder udvkledes Forlemmerne og dsses Muskulatur baade Størrelse og Styrke; Armen blev bredere og fladere, Hudfolder fremkom mellem Over- og Underarmens Forkanter samt Armhulerne,og navnlg omformedes Skællene tl fjerlgnende Dannelser og endelg tl vrkelge Fjer, blandt hvlke Skælfjerene paa Forlemmernes Bagkant og Halens Sder naaede den vdeste Udvklng, saaledes at de mægtgt forøgede Fuglenes Evne l at svæve og yde Tryk mod Luften. Da Forlemmernes Muskulatur o» Svngfjerene, Forbndelse med mangfoldge formaalstjenlge Forandrnger det øvrge Legeme, havde naaet den Grad af Styrke og Fuldkommenhed, at en vrkelg selvstændg Flugt gennem Luften, betnget af Fuglens egen Energ, var mulg, var det første væsentlge Skrdt paa Vejen tl Fugletypen tlbagelagt. Under den vdere Udformnng op gennem Tderne vste Krybdyrtænderne sg overflødge; de vantrvedes og forsvandt ganske. Forlemmernes, særlg Haandens Benbygnng omformedes, det Fngrenes særlge Brug overflødggjordes, og de traadte Tjeneste blot som Støtte for Svngfjerene. Kroppen blev kort

5 og sammentrængt, saaledes at Vngerne sad fæstede ved Legemets Tyngdepunkt; Baglemmerne overtog ene Tjenesten som Bærere af Legemet under Gangen, fk kraftg Laarmuskulatur, men omformedes øvrgt kke saa ndgrbende, blot blev Tæerne forlængede og vdt udsplede for at danne en større Støtteflade, eller uddannedes som kraftge Grberedskaber tl Brug Træerne; den oprndelge Skælklædnng bbeholdtes kun paa Fødderne; Kroppens Skæl, ogsaa de der kke drekte anvendtes under Flyvnngen, omdannedes tl løstlggende Fjer, der som daarlge Varmeledere tjente tl at dæmpe Afkølngen og holde Legemet paa den høje Temperatur, der var en nødvendg Følge af de stærkt forøgede Fordrnger tl Stofskftet under den anstrængende Flyvnng; den lange Øglehale med Fjer paa Sderne forkortedes, og Halens Vrksomhed som Styreredskab overtoges næsten helt af de lange Halefjer; luftfyldte Rum udvklede sg stor Maalestok mellem Indvoldene, Knoglerne og Fjerene, og Nutdens Fugletype naaedes efterhaanden. Blandt Overgangsformerne maa særlg fremhæves den ældste kendte, den tandbærende Oldfugl (Archæopteryx lthographca H. v. Meyer) fra Juratdens Lag, af hvlken smukt bevarede Rester er fundne den fne lthographske Skfer ved Solenhofen og Echstått Bayern; dens Forlemmer havde endnu fr, veludvklede, klobærende Fortæer, samtdgt med at de bærer vrkelge store Svngfjer, tjenlge tl Svæveflugt eller maaske tl vrkelg Flyvnng; Rbbenene var smalle og krybdyragtge, Bækkenet kke udformet som hos Fuglene, og Halen meget lang og øgleagtg med ca. 20 fre Hvrvler og en Række store vfteformet udbredte Fjer ned ad hver Sde. Fra Krdttden kendes endel tandbærende Fugle, der mdlertd deres øvrge Bygnng staar Nutdens ret nær. Tl Oplysnng om Nutdsfuglenes Legemsbygnng, hvorunder særlg er taget Hensyn tl vore nordske Fugle, maa følgende tjene: Skelettets Knogler er meget faste, haarde og glatte, men paafaldende lette; Flugten Luften gør det nødvendgt at undgaa al overflødg Vægt; saa godt som alle er de nemlg hule, kun Overfladerne er haarde og stærke, dannende en Skal, der er fast afstvet ved talrge tynde Benbroer og

6 Pller, der gaa paa kryds og tværs gennem Knoglernes hule Indre. Meget ofte er Knoglerne endyderlgere luftfyldte, det deres Hulrum Stedet for af Marv udfyldes større eller mndre Grad af Luftsække, hvs yderst tynde Vægge beklæder Knoglens Indervægge ud de mndste Kroge; dsse Luftbeholdere staar da ved Kanaler gennem Huller Knoglens VæggQ Forbndelse med Aandedrætsorganerne. Hovedskallens Knogler faar deres Luft fra Næse- og Trommehulen, Kroppens og Lemmernes Knogler fra Lungerne og de med dem Forbndelse staaende Luftsække. Luftfyldte er saaledes som Regel altfald Hvrvlerne, Ravnenæbsbenene, Brystbenet, Overarmene og Laarknoglerne samt den største Del af Hovedskallens Knogler, de øvrge kan være mere eller mndre marvfyldte, hvlket hos Ungerne er Tlfældet med alle Knoglerne; først med Alderen trænger Luftkanalsystemet ud dsse og fortrænger Marven; dels herpaa og dels paa Knogleoverfladens porøse og svampede Bygnng kan paa Skelettet Ungfuglen skelnes fra den voksne. Knoglernes Luftholdghed (Pneumatctet) fndes udvklet højst ulge Grad hos de forskellge Fuglegrupper; mest fuldkommen og smukkest ses den f. Eks. hos Sulen og Natravnen samt hos mange Rovfugle, hvor endog Taaleddene er meget pneumatske; mndst luftfyldte er Knoglerne hos mange dykkende Fugle, men helt drekte synes Pneumatcteten dog kke at staa Forhold tl Flyveevnen; udmærkede Flyvere, som Maager og Mursejlere, har saaledes stort Omfang marvfyldte Knogler, medens t. Eks. Strudsenes kan være meget luftfyldte. Angaaende de vgtgste Knoglers Stllng og Sæde Skelettet henvses tl hosstaaende Fg. 1.

7 Fg. 1. Skelet af Rovfugl. (Efter Rechenow). 1. Hovedskal. 2. Halshvrvler. 3. Ryghvrvler. 4. Bækken. 5. Halehvrvler 6. Haleben (bestaaende af sammenvoksede Halehvrvler). 7. Rbben. 8. Brystben. 9. Gaffelben. 10. Ravnenæbsben. 11. Skulderblad. 12. Overarmsben. 13. Albueben. 14. Spoleben. 15. Haandrodsben. 16. Mellemhaandsben. 17. Tommel den Fnger dje Fnger. 20. Laarben. 21. Sknneog Lægben. 22. Mellemfod (Tarse). 23. Bagtaa. 24. Indertaa. 25. Mellemtaa. 26. Ydertaa.

8 6 Hovedskallen (cranum) er sammensat af mange Knogler, der for en stor Del vokser helt sammen med Alderen, som Regel saa fuldstændgt, at kke engang Rester af Sømmene kan ses hos de udvoksede Indvder; Fuglene naar allerede Løbet af deres første halve Leveaar, eller for Smaafuglenes Vedkommende allerede Løbet af nogle Maaneder, deres fulde Størrelse, saaledes at de enkelte Knoglers Vækst er afsluttet og Sømmene, hvor Forøgelsen særlg sker, dermed er overflødge. Hos mange Hønsefugle vokser dog f. Eks. Ansgtsknoglerne Fg. 2. Hovedskal af en And, set ovenfra og nedenfra. 1. Mellemkæben. 2. Aabnng nd tl Næsehulen. 3. Overkæben. 4. Ganeaabnngen. 5. Næseben. 6. Taareben. 7. Kndbue. 8. Tndngepladen. 8 a. Forreste Tndngebensfremsprng. 9. Pandeben. 10. Isseben. 11. Over-Nakkeben. 12. Overkæbens Ganeudvækst. 13. Ganeben. 14. Plovskærben. 15. Vngeben. 16. Ledben. 17. Bag-Kleben. 18. Undér-Nakkeben med Nakkeledknuden. 19. Sde-Nakkeben. 20. Nakkehullet. (Efter Marshall).

9 sent eller aldrg sammen. Øjenhulerne er meget store, som Regel aabne nedadtl, dog har f. Eks. Snepper og Bekkasner helt lukket Øjenrng; de Dele af Hjernekassen, der lgger mellem Øjenhulerne, er stærkt sammentrykte tl en tynd Øjenhuleplade, oftest gennembrudt af hndeklædte Vnduer. Hjernekassen er snart næsten helt afrundet og glat uden synderlg fremtrædende Muskelkamme (Ænder, Skrgefugle, Rovfugle, Spurvefugle og mange Vadefugle o. a.), snart har den mægtge Tværkamme for Tygge- og Nakkemuskler (Skarve, Alke- og Maagefugle, Lommer o. m.a.); Hulrummet for Hjernen er, sammenlgnet med andre Hvrveldyrs, overordentlg stort. De enkelte Knogler, hvs Grænser altsaa lettest erkendes hos de ganske unge Fugle, ses paa hosstaaende Fg. 2. Overnæbbet bestaar for den største Del af de to allerede meget tdlgt tl en Knogle sammenvoksede Mellem kæbeben (ntermaxllara), der danner hele Yderdelen af Næbbet og ofte saa godt som hele Næbkanten; bagtl sender Mellemkæben foroven en lang smal, oftest kløftet, Gren op mellem Næsebenene tl Pandebenene. Overkæbebenene (maxllara) er betydelg mndre, ofte endog, som hos Hønsefuglene, ganske smaa, og lgger paa hver Sde bag Mellemkæbebenet; ved en opstgende Gren vokser de sammen med Næsebenene, med en bagudrettet Gren staar de Forbndelse med den tynde Kndbue. Næsebenene (nasala), der er- meget store og brede, omfatter Næseborene bagtl; en fremadrettet Gren vokser sammen med Mellemkæben, en nedadrettet med Overkæben, medens brede, flade Plader bagtl skyder sg op paa Pandebenene. Taarebenene (lacrymala) er ofte ret store og hjælper tl at afgrænse og beskytte Øjenhulen fortl; de fæster sg paa Sden af Næsebenene, vokser som Regel kke fast, men danner en fr Knogle; hos Rovfuglene dækker en bagudrettet flad Gren, hvortl ofte yderlgere

10 s er fæstet en Benplade, hen over Øjet og tjener som Støtte for dsse Fugles ejendommelge Øjenbryn; hos Spurvefuglene er de dermod smaa og lgger ret skjulte. Pandebenene (frontala) er store og danner den største Del af Hjernekassens Oversde; bag dem danner Issebenene (paretala) dens øvre Bagvæg. Tndngepladen (squamosum) paa Hjernekassens Sde er ret stor, bærer nedadtl Ledfladen for Ledbenet og gaar fremadtl ud en fremadragende Spds, der større eller mndre Grad lukker og skærmer Øjenhulen bagtl og nedadtl. Nakkehullet (foramen magnum) er stort, begrænses opadtl af Over-Nakkebenet (supraoccptale), paa Sderne af Sde-Nakkebenene (exoccptala) og paa Hovedskallens Undersde af Under-Nakkebenet (basoccpfale), som bærer Nakkeledknuden (condylus delvs dannes af Sde- occptals), der mdlertd ogsaa Nakkebenene. Hjernekassens Undersde dannes væsentlgst af det store, sammensatte og uregelmæssgt formede Bag-Klebens Grunddel (bassphenodeum); dets opstgende Vnger (alsphenodea) danner Øjenhulens Bagvæg, og dets fremadrettede kølformede Spds danner Underkanten af Skllevæggen mellem Øjenhulerne, hvorpaa Vngebenenes Ledflader glder. For-Klebenet (præsphenodeum) danner sammen med det foran og ovenover lggende Sben (ethmodeum), der støder op tl Næsehulen, den øvrge Del af Skllevæggen mellem Øjenhulerne, men alle dsse Knogler vokser tdlgt sammen og lader sg vanskelgt erkende uden just paa Ungerne. Mundhulens Loft dannes fortl af Overnæbbet, længere tlbage dermod hovedsagelg af de parrede, elastske Gane ben (palatna), der hos Fuglene har en yderst forskellg Form og derfor udstrakt Grad har haft Betydnng ved Klassens systematske Inddelng; fortl er de sammenvoksede med Overnæbbets Overkæbeben, bagtl er de fre, men støtter sg og glder paa Øjeskllevæggens Underkant; mellem Ganebenene lgger det lange, smalle,

11 sammentrykte Plovskærben (vomer). Ved deres Bagender staar de Ledforbndelse med de parrede, helt fre Vngeben (pterygodea), stavformede Knogler, der atter bagtl er ndleddede paa Ledbenene (sml. Fg. 2). Vngebenene kan hos adskllge Fugle (Duer, Høns, Ænder o. a.) have en tydelg Ledflade mod Øjeskllevæggen. Ledbenene (quadrata), der paa Undersden bærer en stor Ledflade for Underkæben, er korte, kraftge, uregelmæssgt formede, fre Knogler, der deres øverste Ende er ndleddede paa Hjernekassens Undersde og saaledes danner et ndskudt Element mellem Kæbe og Hjernekasse. Paa hvert Ledbens Indersde er, som nævnt, et Vngeben ndleddet, og paa Ydersden staar det endelg ved et tapformet Led Forbndelse med den tynde og stve Kndbue; hvert Ledben staar saaledes ved to Benbroer Kndbuen og Vnge-Ganebenene Forbndelse med Overnæbbets underste Bagkant. Ved hele denne Konstrukton faar Mundloftets Knogler en meget betydelg Bevægelghed, der kommer Fuglen tl Nytte, naar Munden aabnes; det nemlg Underkæben ved Muskelkraft aabnes, vugges Ledbenenes nederste Ende fremad; denne Bevægelse forplantes gennem de to Benbroer tl Overnæbbets underste Bagrand, der skubbes fremad, hvorved Overnæbbets Spds løftes Vejret og altsaa tllader Fuglen at gabe betydelg højere. Denne Opadbøjnng af Overnæbbet er endelg mulg, ford Næsebenene og Mellemkæbegrenen er tynde og bøjelge efter en Tværlne ved Næbroden. Ledbenenes Bevægelghed udad tl Sderne tllader hos mange Fugle en betydelg Udvdelse af Svælget under Synknng af større Genstande. Underkæben bestaar af mange, kke altd helt sammenvoksede, Knogler; hver Næbsde saaledes af 5, hvoraf det forreste (dentale) er langt det største og danner det egentlge Undernæb, det det allerede meget tdlgt smelter fast sammen med det tlsvarende den anden Kæbehalvdel tl en stor V-formet, uparret Knogle; en af Knog-

12 10 lerne (artculare) bærer Ledfladen mod Ledbenet, en anden (angulare) danner det bageste Hjørne af Underkæben. Tungebenet (hyodeum) er meget forskellgt formet; det falder et længdestllet Mdtpart, delt 2 eller 3 Stykker; et forreste bredere, ofte pl- Fg. 3. Tungeben af Høne. g, b, u. Forreste, mellemste og bageste Tungebensknogle. c. Forreste Tungebenshorn. t. Bageste Tungebenshorn. (Efter Lutken). formet, med et Par bagudrettede Spdser (forreste Tungebenshorn), bærer den egentlge Tunge, et mellemste stavformet, der bærer et Par lange 2- eller 3-leddede bageste Tungebenshorn, og et bageste lge Stykke, ofte ganske llle. Tungebenet er kke, som hos Pattedyrene, ndleddet paa Hovedskallen, men de lange Horn strækker sg, fæstede en Muskelskede, op om Hovedskallens Bagsde; hos Fugle, der kan strække Tungen særlg langt ud, som f. Eks. Vendehals og Spetter, er Tungebenshornene umaadelg lange og tynde og strækker sg hen over Issen lge tl Næbroden eller endog ud paa Næbbet. Hvrvelsøjlen bestaar hos Fuglene af et meget vekslende Antal Hvrvler, størst hos de langhalsede Former, saaledes har Svanerne ndll 56 eller flere, mndst hos de smaa Spurvefugle, hvor Tallet kan synke tl ca. 35; heraf udgør Halshvrvlerne hcs de nævnte Grupper henholdsvs fra 25 tl 18, men deres Tal er kke synderlg konstant, end kke hos Indvder af samme Art; ved saddelformede Ledflader faar Halsen en ganske overordentlg Smdghed og Bevægelghed alle Retnnger. Halshvrvlerne bærer smaa, fastvoksede, bagudrettede Rbben, størst paa de bageste, hvorved Grænsen mellem Hals- og Brysthvrvler blver udflydende og vlkaarlg; tl Halshvrvlerne henregner man gerne saadanne, hvs Rbben

13 11 kke er ledforbundne med Brystbenet. En lgnende stærk Varaton Tallet gør sg ogsaa gældende de andre Hvrvelafsnt. Brysthvrvlerne, hvs Tal veksler mellem 3 (Suler, Skarve, Natravn) og 8 (Alke, Rkse), bærer alle Rbben og er mere eller mndre nderlgt forbundne ved de brede Torn- og Tværtappe, der staar Forbndelse med hverandre og danner Længdelster; ofte er de helt sammenvoksede ndbyrdes og med de mange Hvrvler, der ndgaar det store, stærkt forbenede Bækkenpart; dette omfatter foruden alle Lændehvrvlerne og de ægte Bækkenhvrvler ogsaa en stor Del af de forreste Halehvrvler, saaledes at det lange Bækken ndeholder Hvrvler. Den fre Del af Halen er kort men ret bevægelg, Spdsen gerne opadbøjet, tlsyneladende bestaaende af 5 8 Hvrvler, af hvlke dog den yderste, der danner en stor sammentrykt Plade, Halebenet (pygostylus), ved nøjere Undersøgelse vser sg at bestaa af ndtl!0 sammensmeltede Hvrvler, et Forhold der let erkendes hos Fosteret, hvor de endnu ses adsklte. Rbbenene (costæ) deles ægte og uægte, eftersom de staar Forbndelse med Brystbenet eller kke, og er fæstede tl Hvrvlerne ved 2 Ledhoveder; de er som Regel ret brede og flade og bestaar af 2 ved Led forbundne Dele, der møder hnanden en bagudrettet spds Vnkel; de bærer hver paa deres øverste Del en bagudrettet flad Skraatap, der hvler udenpaa det bagvedlggende Rbben, hvorved Brystkassen faar større Fasthed mod Tryk udefra; hos Ungerne vser den sg som en særlg Knogle, adsklt fra Rbbenet ved en Søm, der forsvnder med Alderen. Meget lange Rbben, der lgger knæbøjede helt ned ad Bughulens Sder, fndes hos mange dykkende Fugle (Alke, Dykænder). Rbbenenes stærke Vnkelbøjnng har Betydnng for Fuglenes kraftge, dybe Aandedræt, der fordrer en meget betydelg Udvdelse af Brystkassen under Indaandngen. De ægte Rbbens Tal veksler mellem 2 og 9; Fugle med lang Krop, f. Eks. Lommer og Svaner, har flest, almndelgst fndes 4 6.

14 12 Bækkenet, der som Regel er rummelgt, stort og bredt, sjældnere langt og smalt (Lommer, Alke o. a.), er altd helt aabent nedadtl og bestaar som hos de andre højere Hvrveldyr af 3 Knogler paa hver Sde. Langt den største af dsse er Hoftebenet (lum), der som en lang, bred, flad og ret tynd Knogle lgger øverst paa hver Sde af Rygraden og er sammenvokset og helt sammensmeltet med Bækkenhvrvlernes Tværtap-Spdser, saaledes at en Række Huller mellem Tværtappene ofte lades aabne; Forenden er som Regel konkav paa sn Oversde, skyder sg ofte op over Hvrvlerne og mødes næsten med Hoftebenet fra den anden Sde. Bagenden er hvælvet om den som Regel meget rummelge Bækkenhule. I sn Underkant bærer det Ledskaalen for Laarknoglens Ledhoved; denne Ledskaal støder det sammen med det bagudrettede store, brede Sædeben (schum) og det derunder sddende, lgeledes bagudrettede, lange smalle Skamben (pubs), der snart rager lge bagud, snart bagtl bøjer sg ndad og med sn Bagende næsten mødes med det andet Skamben; alle dsse 3 Knogler deltager altsaa Dannelsen af Hofteskaalen. Medens Sædebenet er mere eller mndre sammenvokset sn Overkant med Hoftebenet, er Skambenet næsten altd omtrent frt hele sn Længde, ofte blot helt (Rovfugle) eller bagtl forbundet med Sædebenet ved en Søm (Ænder, Spurvefugle o. m. a.). Mellem de sammenvoksede Bækkenben lades altd større eller mndre hndedækkede Vnduer aabne. Brystbenet (sternum) bestaar af kun 1 kraftg forbenet, skjoldformet hvælvet Knogle, der er meget stor og dækker hele Brysthulen og ofte ogsaa en stor Del af Bughulen. Ned ad sn Mdtlne bærer det en større eller mndre, meget kraftg Benkam, højest sn forreste, lavere sn bageste Del; denne Brystbenskam (crsta stern) tjener høj Grad tl at forøge Brystbenets Overflade, hvortl en meget stor Del af de mægtge Flyvemuskler fæster sg; størst og kraftgst er den derfor hos de gode og udholdende Flyvere og mangler kun hos For-

15 13 mer med reducerede Vnger (Strudsene). Brystbenets Form er meget vekslende hos de forskellge Fuglegrupper, snart kort og bredt (Stormfugle), snart langt og smalt (Alkefugle); dets Bagkant bærer ofte 2 eller 4 hndedækkede Udsnt, der nu og da er lukkede bagtl og danner Vnduer eller hos andre (Høns, Rkser) er meget store og dybe, næsten spaltende hele Brystbenets Sdedel. Paa Sdekanterne fndes en Række smaa Ledflader, hvortl Rbbenene er fæstede; Forkanten bærer to lange, smalle tværstllede Ledflader, en for hvert Ravnenæbsben (coracodeum); dsse to kraftge, lge Knogler støtter med deres modsatte Ender Skulderleddene, der yderlgere holdes Stllng og ude fra hnanden ved det mellem Ravnenæbsbenene lggende Gaffelben (furcula); denne V- eller U-formede Knogle, der er sammensat af de to sammenvoksede Nøgleben, er med sne to øvre Ender fæstet tl Skulderleddene, medens dens nedadvendte Vnkelspds ved Senebaand er fæstet tl Brystbenskammens Forkant; hos Suler og Skarve danner der sg her. Ledforbndelse, eller Knoglerne vokser endog sammen paa dette Sted. Skulderbladet (scapula), der som den tredje Knogle støtter Skulderleddet, er langt, smalt og sabelformet, uden Kam og lgger rettet bagud, parallelt med Rygraden, fastheftet ved Muskler tl Brystkassens Oversde. Fuglenes Uddannelse som Flyvere vser sg naturlgvs tydelgst Forlemmernes Omdannelse tl Vnger. Overarmsknoglen (humerus), der ved en meget stor, afrundet Ledflade er fæstet tl det aabne Skulderled, er som Regel ret langstrakt og bærer nær sn kropnærmeste Ende en kraftg Udvækst eller Køl tl Hefte for Brystmusklerne; en særlg kort, tyk Overarm fndes hos Fugle, hvor Vngens Længde er frembragt ved særlg Udvklng af Haanden (Mursejlere). Af Underarmens to lange Knogler er Albuebenet (ulna) langt det kraftgste og bærer paa Oversden en Række smaa Benknuder, Mærker efter Armsvngfjerenes Fæste. Spolebenet (radus) er tyndt og spnkelt, frt hele sn Længde. Haandroden

16 14 bestaar hos den voksne Fugl kun af 2 fre Knogler (ulnare og radale); de øvrge, der er anlagte hos Fosteret, smelter sammen med Mellemhaandsknoglerne. Haanden er lang og smal, dannet af de meget omformede Rester af 1ste, 2den og 3dje Fnger, altsaa af Tommel- Pege- og Langfngeren, samt af deres sammenvoksede Mellemhaandsben (sml. Fg. 1); af dsse er Tommelens meget kort, de andre lange og kun sammenvoksede dåres Yder- og Inderende, dannende en ofte affladet Knogle. Den korte Tommel er fr, Pegefngeren ret lang, kraftg og bred, 2- eller 3-leddet; Langfngeren ganske kort og llle, oftest kun 1-leddet, og lægger sg op tl Pegefngeren, med hvlken den er ubevægelgt forbunden. Tommel- og Pegefnger bærer kke helt sjældent en llle Klo, oftest tydelgst hos Ungerne. I Hvle lægges Haanden ned langs Underarmen, saaledes at Haandens Inderkant med Tommelen vender udad, bort fra Albuebenet. Benet bestaar af et forholdsvs kort fremadrettet Laarben (fem.ur), dybt ndleddet med et Kugleled Hofteskaalen; af Underbenets Knogler er Sknnebenet (tba) langt det største og tykkeste, forsynet med kraftge Muskelkamme, Lægbenet (fbula) dermod spnkelt, navnlg sn nederste Ende reduceret tl en tynd Splnt, sammenvokset med Sknnebenets Ydersde. En Knæskal er tlstede. Fodrodsknogler fndes tlsyneladende kke hos den voksne Fugl; Forholdet er, at af Fodrodsknoglerne, der let kan erkendes hos den ganske llle Unge, smelter den øverste Række helt sammen med Sknnebenet, den nedre med Mellemfodsknoglen, og de danner saaledes Ledfladerne mellem dsse to Knogler. Foden har en ejendommelg Bygnng, det de lange Mellemfodsben, hørende tl 2den, 3dje og 4de Taa, er sammenvoksede tl en som Regel lang og ret slank Knogle (tarso metatarsus), hvor altsaa ogsaa, som nævnt, den nederste Række Fodrodsben ndgaar; denne meget sammensatte Del af Foden kaldes hos Fuglene almndelgt Tarsen; hos Fosteret (sml. Fg. 4) ses alle de nævnte

17 15 Dele endnu adsklte, endog Anlæg tl en 5te Taa kan spores, men hos de voksne kan Tarsens Oprndelse oftest kun erkendes paa de 3 veladsklte Ledflader for Fortæerne; lste Taas Fodrodsknogle er kort og fæster sg paa Tarsens Bagsde. Af Tæerne mangler altd den yderste (5te); lste Taa er oftest kort og 2-leddet, som Regel bagudvendt, de 3 andre er fremadvendte (Fortæer); 2den (Indertaaen) er 3-leddet, 3dje (Mellemtaaen), der som Regel er den længste, 4-leddet, og 4de (Ydertaaen), der er af meget vekslende Længde, 5-leddet; alle Tæernes yderste Led er klobærende. Muskulaturen er overordentlg kraftgt udvklet, særlg de Muskler, der staar Flyvnngens Tjeneste; ogsaa Fg. 4. Fod af Fuglefoster, Bagbenenes Muskulatur er stærkt udvklet, særlg hos de Arter, der er v. Nederste Ende af gode Laarben. x. Sknneben, y. Lægben. Løbere, Svømmere eller, som Rovfuglene, bruger Baglemmerne som z. Fangst- øvre og nedrerække redskaber. De svære Muskler er det sammensmeltede hele, saa vdt mulgt, samlede paa Kroppen og de nderste Dele af Lemmerne, medens lange, stærke Sener, der glder Skeder og over Ledflader, gaar ud Fodrodsknogler. a. De endnu adsklte Mellemfodsknogler. (Her efter Lutken). Vnger og Fødder. Af de 3 store Brystmuskler, der under Flyvnngen bevæger Vngen op og ned, udsprnger den største (musculus pectorals major) fra Gaffelbenet, den ydre Del af Brystbenskammen samt den ydre og bagre Del af Brystbenspladen og fæster sg med sn anden Ende ved en yderst kraftg, kort Sene paa Undersden af Overarmens store Kam; denne Muskel tvnger Vngen nedad under Flugten; her bstaas den af en langt mndre Muskel, der udsprnger fra den forreste Del af Brystbenet og Ravnenæbsbenet. Vngens Løftnng foregaar kke, som f. Eks. hos Flagermusene, ved Muskler

18 16 fæstede tl Skulderbladet og Ryggen, men dermod ved en stor Muskel (m. supracoracodeus), der er fæstet paa Brystbenspladens ndre Del og Kammens Roddel, altsaa under den store Bøjemuskel, og derfra løber fremad og ved en Sene, der ledes over en Knoglekant gennem en Benkanal, fæster sg tl Oversden af Overarmens Kam; denne Muskel har ofte en anden, oftest lysere, Farve end Bøjemusklerne, hvlket forøvrgt tydelgst ses paa en stegt Fugl. Brystmusklernes Omfang er kke et lgefremt Udtryk for Fuglens Flyveevne; størst er de hos Fugle med smaa Vnger, der bevæges hurtgt, relatvt mndst hos store Fugle med svævende, gldende Flugt. Nervesystemet er ejendommelgt ved den kolossale Udvklng af Hjernen, særlg af Forhjernen,der navnlg hos Smaafugle er ganske uforholdsmæssg stor; Baghjernen, der ogsaa Fg. 5. Hjerne af Due. er stor, er paa sn mdterste, Set fra oven. f. Forhjerne, langstrakte Del tværfuret; Mdtm. Mdthjerne b. Baghjernen har 2 store, sdestllede hjerne, k. Kongelen. 1. Lugtekolbe, r. Rygmarv. (Efter Lapper. Boas). Særlg fn Følelse haves ofte Næbhuden, hvor denne, som f. Eks. hos Ænder og mange Vadefugle, navnlg hos Snepper og Bekkasner, er blød, det Nerverne her ender smaa, komplceret byggede Følelegemer, der er meget fntmærkende overfor Tryk og er Fuglen tl Hjælp, naar den søger sn Føde Dynd og Sand. Øjnene er stærkt udvklede, særlg hos Smaafugle udmærkende sg ved mægtg Størrelse; Synet er derfor altd fortrnlgt, og Fuglene formaar at se skarpt selv paa lange Afstande. Øjnene sdder som Regel vendte ud tl Sderne og er oftest ret fremstaaende; hos Ugler er de dermod drejede stærkt fremad, og dsse Dyr bruger

19 17 derfor altd begge Øjnene samtdgt, naar de betragter en Genstand. Øjeæblet er som Regel næsten rundt, dog er den ydre Del mere eller mndre stumpt kegleformet fremhvælvet; det er omgvet af en tyk og sejg Senehnde, der fortl er delvs forbenet, det et meget vekslende Antal smaa, flade Knogler (10 17) sdder en Krans og danner en støttende Benfng om Hornhnden. Pupllen er altd rund, omgvet af en Regnbuehnde (Irs), der almndelgst er brunlg, men ofte, altfald hos de voksne Fugle, er pragtfuldt farvet, gul, grøn, rød, hvd, blaalg o. s. v. Lnsen er snart ret Fg. 6. Øje af Ugle. 1. Hornhnden. 2. Lnsen. 3. Grænsen for Nethnden. 4. Kammen. 5. Synsnerven. 6. Senehndens forbenede Øjerng, uden dog nogensnde at Gennemsnt. (Her være kuglerund; paa Øjets efter Brehm). ndre Bagvæg, der er dækket af Nethnden, sdder ved det Sted, hvor Synsnerven træder nd Øjet, en ejendommelg, fremstaaende Fold eller Kam (pecten), der rager langt nd Glaslegemet henmod Lnsen; den er mørk eller sortfarvet, stærkt foldet, med 3 30 Længdefolder; den angves bl. a. at ernære Glaslegemet gennem st rge Aarenet. Af Øjelaagene er særlg det nedre stærkt udvklet og kan løftes op foran Øjet; det er snart helt nøgent, snart fnt dunet og bærer ofte børsteagtge Øjenhaarsfjer. Fra forreste Øjekrog kan en ejendommelg tynd, gennemsgtg Blnkhnde ved en særlg Muskel drages tlbage hen over Øjet; smukkest er dette udvklet hos Uglerne. Taa re krtel fndes altd som et llle rundt, rødt Legeme sddende bagtl Øjenhulen, mundende ud bageste Øjekrog; ogsaa Øjets ndre (forreste) Krog munder en noget lgnende, større, R. Hørrng: Fugle I. 2

20 18 uregelmæssgt formet, gullg Krtel (Harderske Krtel), der aabner sg under Blnkhnden og afsondrer en tynd Slm. Lugtesansen synes som Regel kke synderlg udvklet, omend en Gradsforskel Næsehulens og Lugtekolbernes Udvklng ofte vser sg; saaledes er dsse særlg store og veludvklede hos Stormfuglene. Næseborene sdder Regelen nær Næbbets Grund eller, som hos Ænderne, ud mod Næbbets Mdte; ydre Næsebor mangler helt hos Skarve og Suler. Skllevæggen mellem Næseborene er fuldstændg og helt lukket hos mange Fugle f. Eks. hos Rovfugle, Stormfugle, Hønsefugle, Duer o. m. a.; gennembrudt, saaledes at der er Adgang fra det ene Næsebor tl det andet, er Skllevæggen hos mange andre f. Eks. hos Andefugle, Lommer, Hejrer, Vadefugle, Maager. Ofte er Næseborene dækkede af stve Børster, der hndrer Fremmedlegemer at trænge nd Næsehulen. Paa den ndre Næsehules ydre Væg fndes en fremsprngende, ofte spralformet oprullet Fold (Næsemuslng). Ind Næsehulen munder Udførselsgangene fra de ejendommelge Næsekrtler, der, naar de er stærkt udvklede, som Tlfældet er hos Fugle, der færdes meget og ved Vand, strækker sg helt op paa Pandebenene og hen over Øjenhulerne (Maager, Alke, Lommer, Ænder o. m. a.); hos Spurvefuglene er de som Regel ganske smaa og lgger skjulte bag Næsehulen, ldt større er de dog f. Eks. hos Vandstæren. Heller kke Smagsevnen vdes at være særlg stærkt udvklet; dog mangler Smagsorganer kke, men fndes paa Bagtungen og Svælget. Tungen er oftest paa sn forreste Del mere eller mndre hornklædt, paa sn bagerste Del dækket med bagudrettede Hornpapller, Frynser og Vorter, meget varerende Form og Størrelse hos de forskellge Grupper; mest kødfuld og bred er den hos Andefuglene. Langnæbbede Fugle har jævnlg ganske kort Tunge, saaledes er Storkens og Pelkanens ganske ubetydelg.

21 19 Øret er som Regel blot en smpel, ret stor, rund Aabnng, dækket af smaa, bagudrettede, løse Fjer, Øredækfjerene; hos Uglerne fndes dermod en stor, fjerbremmet Hudfold foran Øret, dannende en stor Klap, der, naar Fuglen vl lytte, løftes og derved blotter hele den mægtg store, ydre Øreaabnng. Øregangen er kort, Trommehnden stor, næsten rund; fra denne gaar en enkelt lang, tynd, stavformet Øreknogle (stapes) nd tl Labyrnten; sn ndre Ende bærer den en Plade, der fæster sg paa Labyrntens ovale Vndue; denne har 3 store Buegange, der lgger fast ndkapslede Hovedskallens omgvende Knogler. Fra Trommehulerne tl Mund- hulen gaar de eustachske Rør, der forener sg, før de aabner sg Mundhulens Loft bag de ndre Næsebor. At regne efter Ørets Udvklng maa Fuglene Almndelghed have en god Hørelse, hvlket øvrgt deres Opførsel ude Naturen ofte bekræfter; Uglernes Hørelse er aabenbart ganske overordentlg fn. Som hos andre Hvrveldyr synes Buegangene at have særlg Betydnng for Balanceforholdene, og beskadges det ndre Øre, mster Fuglen sn Lgevægt, særlg under Flugten. Aaresystemet er kraftgt udvklet; Hjærtet, særlg hos Smaafuglene, uforholdsmæssgt stort og muskuløst. Aorta, Hovedarteren, der fører Blodet fra Hjertet og afgver Grene tl de forskellge Dele af Legemet, gaar fra venstre Hjertekammer en Bue tlhøjre. Kredsløbet er fuldstændgt, uden Blandng af ltet og kke ltet Blod, saaledes at det ltede (arterelle) Blod fra Lungerne gaar nd venstre Forkammer, derfra nd venstre Hjertekammer, hvorfra det pumpes gennem Aorta ud Legemet; som afltet (venøst) Blod føres det fra Legemet nd højre Forkammer, derfra nd højre Hjertekammer og fra dette atter ud Lungerne tl Iltnng. Blodlegemerne er ovale, flade med tykkere Kanter og en tydelg Kærne Mdten; de er størst hos Strudsene, mndst hos Kolbrerne, gennemgaaende er de langt større end Pattedyrenes. 2*

22 20 Aandedrætsorganerne og de Forbndelse med dem staaende Luftrum og Luftkanalsystemer er særlg veludvklede hos Fuglene, hvlket jo er forstaaelgt, naar Hensyn tages tl det stærke Stofskfte, særlg under Flyvnngen. I en Længdespalte ved Tungens Grund munder Luftrøret (trachea), der kke sjældent er endel længere end Halsen og derfor Fg. 7. Luftrør og Lunger af Due. 1. Kro. 2. Spserør. 3. Tværsnt af Brystbenets forreste Sdedel. 4. Hvrvelsøjle. 5. Luftrør. 6. Nedre Strubehoved. 7. Luftrørsgren. 8. Lunger. 9. Mundnger ud Luftsækkene. 10. Muskel fra Luftrøret tl Brystbenet. 11. Sangmuskel. (Efter Røseler og Lamprecht). lgger Bugter og Slynger^ før det træder nd Brysthulen; hos nogle langhalsede Former, som vsse Svaner og Traner, gaar saadanne meget store Slynger dybt nd den hule Brystbenskam. For at hndre Sammentryknng er Luftrørets Vægge styrkede ved talrge,, tætlggende, flade, forbenede Bruskrnge, hvs Tal hos langhalsede Fugle kan naa op tl ca. 350; Udvdelser paa Luftrøret er kke sjældne,, fndes f. Eks. hos Andefuglenes Hanner. Luftrørets nedre Ende delersg forrest Brysthulen 2 Grene, en tl hver Lunge; ved Delngsstedet lgger det saakaldte Nedre Strubehoved (syrnx), der ofte er meget komplceret bygget og som lydgvende Organ overtager det egentlge Strubehoveds Funkton, det dette er llle og smpelt bygget, uden Stemmebaand. Naar Fuglenstøder Luften ud af Lungerne, frembrnges Lyden ved Vbreren af Hnder, der paa forskellg Vs er udspændte mellem de omformede Benrnge ved Delngsstedet; ved

23 21 Sangmuskler, der gaar fra Luftrøret tl Hndernes Rammer, strammes eller slappes Hnderne, hvorved de forskellge Toner fremkommer. De fleste Fugle har kun et Par, de ægte Sangfugle dog op tl 7 Par Sangmuskler (m. broncho tracheales), andre mangler dem helt. Meget stor Varaton er det nedre Strubehoveds Bygnng underkastet hos de forskellge Fugle; Storke mangler det helt;! hos Andefuglenes Hanner fndes paa Sderne af Stemmeapparatet ejendommelge Bentrommer med et eller flere hndedækkede Vnduer. Almndelg kendt er det, hvor forskellg og mangeartet Fuglenes Stemme er, faa eller ngen er ganske stumme. Lungerne, en paa hver Sde, er meget tyndvæggede og svampede, kke synderlg store og aldrg delte Lapper som hos Pattedyrene; de lgger tæt og fast op ad Brysthulens Rygvæg, skydende sg ud Rummene mellem Rbbenshovederne. Hovedgrenen (bronchus) fra Luftrøret fortsætter sg omtrent lge Lne gennem hele Lungen, det dens Bruskrnge stadg blver svagere, og fra den udgaar mange mndre Grene, Broncherne, der atter bærer en Mængde smaa Sdegrene, hvorfra de fne Luftkapllærer udgaar, hvor det egentlge Stofskfte, Blodets Iltnng, foregaar. Aandedrættet foregaar hos Fuglene, der mangler et veludvklet Mellemgulv, ved at Brystbenet løftes, hvorved Brysthulen forstørres saaledes, at Lungerne udvdes og ndsuge Luften. Hovedluftrørsgrenene og nogle af de større Broncher aabner sg deres Ender gennem store, runde Huller ud de store, ejendommelge Luftsække, der hos Fuglene er meget stærkt udvklede og vser sg som yderst tyndvæggede, næsten blot hndeklædte, store Hulrum, der, fyldte med Luft fra Lungerne, hovedsagelg lgger Krophulen mellem Kropvæggen og Indvoldene, skydende sg nd mellem dsse, ud mellem Musklerne og endog ud under Overhuden. Der fndes som Regel 9 større Luftsække; de ses allerede hos Fosteret som smaa Udposnnger eller Blærer, udgaaende fra Lungerne, og de vokser stadg under Dyrets Vækst,

24 22 skydende sg ud mellem de andre Organer; nu og da bærer de en svag Muskulatur, der ved sn Sammentræknng hjælper tl at tømme Luften ud. Luftsækkene er stærkt vekslende Form, jævnlg delvs sammensmeltede,. ofte delte flere mndre Rum Fg. 8. Lunger og Luftsække af Due. 1. Luftrør. 2. Forreste Luftsæk. 3. Luftrum Overarmen. 4. Luftsæk mellem Brystmusklerne. 5 og 6. Forreste og bagerste Brystluftsæk. 7. Bughuleluftsæk. (Her efter Brehm). Lge under Huden lgger forrest Brysthulen, mellem Gaffelbenets Grene og udenom Luftrøret en oftest uparret Luftsæk, der sender Grene nd Brystbenets Forende; ved en Kanal paa hver Sde staar den Forbndelse med de to Sække, der paa hver Sde lgger ned ad Brystbenet mellem den store og; llle Vngemuskel; fra dsse Sække gaar Kanaler tl Vngens Lufthuler, altsaa særlg Overarmens. Paa hver Sde lgger gerne en Luftsæk op ad Halsen. Fra Lungerne udsprnger yderlgere 3 Par Luftsække, af hvlke de to forreste, mndre, lgger under Lungerne og Leveren og delvs gaar ned Bughulen; det bagerste Par, der er langt det største, lgger paa hver Sde af hele Bughulen og skyder sg nd mellem Tarmene; fra dette Par gaar Grene nd Bækkenets og Baglemmernes Knogler. Luftsækkene, hvs Luft efterhaanden skftes under Aandedrættet, synes nærmest at staa dettes Tjeneste,, det de særlg under Flyvnngen tllader en rgelgere Lufttlførsel tl Lungerne og jævnere Crkulaton og Lufttræk gennem dsse; under Dyknng kan de vel ogsaa

25 23 tjene somluftreservorer. Kun meget rnge Grad gør de, Forbndelse med hele Legemets Pneumatctet, Dyrets Rumfang større Forhold tl Vægten, hvlket næppe spller nogen synderlg Rolle for Flugtens Lethed, men mulg medfører bedre Balanceforhold under Flyvnngen, det Indvoldsmassen trænges nd Legemets Mdtlne. Dette udvklede Luftsæksystem forklarer, at anskudte Fugle delvs kan trække Vejret gennem en større brækket Knogle, f. Eks. en splntret Overarm, selv om man søger at kvæle dem ved at sammentrykke Luftrøret.«Fordøjelsesorganerne er stærkt prægede af Fuglenes Mangel paa Tænder. Føden sluges Reglen hel, flænses det højeste store Stykker (Rovfugle); Spytkrtler er, da Tyknng kke fnder Sted, som Regel ret svagt udvklede, særlg hos Sump- og Vandfugle; mere udvklede fndes de f. Eks. hos Hønsefugle, Spetter o. a. Svælg og Spserør (oesophagus) er meget udvdelge, stærkest hos mange Fg. 9. Lever, Mave og første Tarmslynge af Due. 1 og 2. Venstre og højre Leverlap, a. Indtryk Leveren efter Kraasen, der er bøjet ned fra sn naturlge Stllng, b d. Indtryksfurer efter Tyndtarmen Galdegange. 5. Krtelmaven. 6. Krtelmavens Mundng nd Kraasen. 7. Kraasen. 8. Maveporten ud Tyndtarmen. 9. Første Tyndtarmsslynge. 10. Bugspytkrtlen. 11,12, 13.1ndmundngsstederne Tyndtarmen for Bugspytkrtlens Udførselsgange. (Efter Roseler og Lamprecht). fskeslugende Fugle (Skarve, Suler, Skalleslugere o. m. a.). Sp serøret bærer hos mange Fugle ^en mere eller mndre skarpt afsat Udvdelse,

26 24 Kroen; den tjener tl Opsamlngssted for Føden, der først efterhaanden gaar ned Maven; enten er den blot en jævn Udvdelse mdt paa Spserøret, og da gerne trængt ud paa Halsens højre Sde (Vadefugle, Rovfugle, Lunder o. a.), eller ogsaa en stor sdestllet Sæk, der munder nd Spserøret, gærne dettes nederste Del, saaledes at den fyldte Kro hvler Gaffelbenshulen, som f. Eks. hos mange Hønsefugle og mange frøædende der blød- Spurvefugle; dens Vægge afsondrer da Stoffer, gør Føden og letter den senere Fordøjelse; hos Duerne er den dobbeltsdg og afsondrer et osteagtgt Sekret, hvormed Ungerne mades. Hos de fleste Fugle, navnlg de nsektædende, mangler Kroen helt. Maven falder 2 Afsnt, af hvlke det første, Krtelmaven (proventrculus) er en drekte, ldt udvdet Fortsættelse af Spserøret, blot med fortykkede, krtelrge Vægge, størst hos de Fugle, der har lden eller ngen Kro; her afsondres dels en fordøjende Vædske, særlg dens øverste Del, dels en Slm, der danner et segt Overtræk paa Mavevæggen. Det andet Afsnt, Kraasen (ventrculus) er meget forskellgt; hos kød- og fskeædende (Rovfugle, Vadefugle, Skarve o. a.) samt hos frugt- og nsektædende Fugle er den en stor, rummelg og ret tyndvægget Sæk, uden skarp Grænse mod Krtelmaven; hos andre, særlg de frøædende Fugle (Hønsefugle, Duer, mange Spurvefugle og tllge hos Andefugle) er den dermod skarpt afsat, meget tykvægget og muskuløs, men har ret rnge Hulrum; begge Sderne dannes af Seneskver, hvortl Muskulaturen hefter sg; Væggene fndes ngen fordøjende Krtler, men kun fne, rørformede Krtler, der afsondrer en haard Skal, som beklæder denne Mavedels Indre, særlg tyk paa de to muskuløse Sdedele. Ved denne ejendommelge Bygnng danner Kraasen hos dsse Fugle et Slags Tyggeorgan, der maler og knuser de faste Bestanddele af den nedslugte Føde, det de to muskuløse Dele med stor Styrke gndes mod hnanden; næsten altd ndeholder Kraasen nedslugte

27 25 Smaasten og Grus, hvlket letter Maven dens sønderdelende Arbejde. 'Alle mulge Overgange mellem dsse to Kraaseformer fndes. Hos endel Fugle, særlg hos dem med blød Kraase {Rovfugle, navnlg Ugler, Storke, Sejlere, Isfugle, men ogsaa Kragefugle o. m. a.), tømmes denne for ufordøjelge Dele, saasom Fjer, Haar, Knogler, haard Insekthud o. L, det dsse opgylpes eller opbrækkes Form af Boller (Gylp), der ofte fndes ved dsse Fugles Natopholdssteder. Tyndtarmen, der udgaar fra Kraasen, nær ved Krtelmaven, er af meget vekslende Længde; kortest hos frugt- og nsektædende Fugle, længst hos de kød-, planteog frøædende; den lgger oprullet Slynger, meget forskellgt hos de forskellge Fuglegrupper, snart Længdeslynger, snart Tværslynger, snart Spraler o. s. v.; den er meget krtelrg, særlg er Slmkrtler stærkt udvklede. Paa Grænsen mellem Tyndtarmen og den korte Endetarm sdder som Regel 2 Blndtarme (sjeldnere 1) af meget vekslende Størrelse, lange hos Ænder, Høns, Vadefugle, Ugler o. a., korte eller næsten manglende hos Kødæderne f. Eks. Hejrer, Maager, Rovfugle samt hos de fleste Spurvefugle; hos Spetter og endel Skrgefugle mangler de helt. Leveren er forholdsvs meget stor, mørkerødbrun, delt 2 Lapper, hvoraf den højre er størst; den lgger over og omkrng Mavesækken; 2, sjældent 3, Galdegange fører Galden ud Tyndtarmens første Slynge. Galdeblære fndes som Regel. Bugspytkrtlen (pancreas) er stor, langstrakt, ofte flerlappet, af gulrød Farve, lgger den første Tyndtarmslynge, hvor dens 1 tl 3 Udførselsgange aabner sg (sml. Fg. 9). Den korte Endetarm aabner sg en rummelg Hule, Kloaken, hvor Ekskrementerne samles, og hvor tllge Udførselsgangene fra Nyrer og Kønsorganer munder (sml. Fg. 10 og 11); bagtl er den lukket ved en Snøremuskel, der

28 26 fndes en lgger Gataabnngens Rand; dens Bagvæg ejendommelg Udposnng, bursa fabrc. Nyrerne er store, langstrakte, mørkerøde og ved dybe Furer delte flere Afsnt, hver Nyre saaledes ofte 3 Lapper (sml. Fg. 10); de lgger fast ndlejrede Bækkenets Hulheder. Foran Nyrerne, der fremad omtrent naar tl Lungerne, lgger de to, smaa, gullge Bnyrer, en paa hver Sde. Urnen, der er hvd og tykflydende, føres gennem de to Urnledere tl Kloaken, hvor den opsamles og Reglen udgydes sammen med det noget fastere, mørkere Tarmndhold. Urnblære mangler. Kønsorganerne (gentala) lgger paa Nyrernes Undersde, fæstede paa dsse nd mod Bughulen. Undersøgelsen af en Fugls Køn gøres lettest ved at aabne Dyret med et langt Snt venstre Sde, hvorpaa Tarmen løftes op fra Nyrerne, saaledes at Kønsorganerne lgger blottede. Hannens Testkler (testes) er langagtge Legemer, snart omtrent ægformede, snart mere langstrakte og næsten pølseformede; de lgger omtrent ved Nyrernes forreste Ende, en paa hver Sde, noget fra Mdtlnen; jævnlg er den venstre større end den højre. Deres fra Omgvelserne afvgende Farve gør dem som Regel let kendelge; oftest er de saaledes hvdgule; hos endel Fugle, særlg hos Ungerne og om Vnteren, mere eller mndre sortfarvede. Testklernes Størrelse er meget vekslende; saaledes er de meget store og opsvulmede Parrngstden, smaa Hvleperoderne; hos vor Husspurv er de f. Eks. om Vnteren kun af et Knappenaalshoveds Størrelse, Aprl dermod saa store som smaa Hasselnødder; mndst er de hos de unge, kke kønsmodne Hanner. Fra hver Testkel fører en tynd, fnt bugtet Sædleder, der lgger paa Nyrernes Undersde, tl Kloaken; en Udvdelse paa Sædlederen fndes hos endel Fugle, f. Eks. hos Høns og Spurvefugle, tjenende som Sædblære. Et Køn s em, sddende Kloaken paa dens Undervæg, fndes hos endel Fugle f. Eks. hos Ænderne; hos dsse er

29 27 4- ft 6 Fg. 10. Urn- og Kønsorganer af en Handue; nederst Kloaken, spaltet sn Undersde og aabnet. 1. Endetarmen. 2, 2 a, 2 b. Højre Nyres tre Afsnt. 3. Højre Urnleder. 4. Sammes Mundng Kloaken. 5. Venstre Urnleder. 6. Sammes Mundng. 7. Højre Testkel. 8. Højre Sædleder. 9. Sammes Mundng Kloaken. 10, 11, 12. De tlsvarende Dele paa venstre Sde. 13. Bnyrerne. 14. Aabnngen nd tl bursa fabrc. (Efter Røseler og Lamprecht). Fg. 1 1 Urn- og Kønsorganer. af en Hundue ; nederst Kloaken, opspaltet sn Undersde. 1. Endetarm (x Blndtarme) Som paa Fg Rester af højre, vantrevne Æggeleder. 8. Sammes Mundng Kloaken. 9. Æggestokken. 10. Æggelederen Æggelederens Mundng Kloaken. 12. Bursa fabrc. 13. Tragtens Mundng ud Bughulen. (Efter Roseler og Lamprecht). det et ret langt, spralformet Legeme med en Rende ned ad Sden, hvorgennem Sæden under Parrngen flyder ud; øvrgt fuldbyrdes Parrngen ved, at de udkrængede Kloaker trykkes mod hnanden.

30 28 Hunnens Æggestokke (ovara) lgger paa samme Sted som Hannens Testkler; sædvanlg er kun den venstre udvklet, den højre vantrves og forsvnder, men kan fndes f. Eks. hos endel Rovfugle. Æggestokken lgner hos den voksne, kønsmodne Hun en llle, gullg Drueklase, det Æggene, store og smaa, træder frem paa dens Overflade; hos unge, kke kønsmodne, Hunner syner den kun ldet, bestaar ofte kun af et aflangt, tyndt, næsten gennemsgtgt Legeme, saa godt som uden synlge Æg. Ogsaa Æggestokkenes Størrelse er perodsk vekslende; størst er den naturlgvs Parrngstden, da Æggene svulmer op og naar Modenheden. Æggelederen (ovductus), der munder Kloaken, lgger paa venstre Sde henad Nyrens Undersde; dens forreste, aabne Ende, Tragten, er ved sn Ydersde fæstet med et fnt Baand tl et Rbben ved venstre Nyres Forkant. Hos unge, jomfruelge Hunner er Æggelederen tynd og lgger næsten ganske lge, uden Bugter; hos voksne, kønsmodne Hunner, der har lagt Æg, er den ret tyk og bred samt meget længere, saaledes at den lgger opbugtet sn nedre Ende ved Kloaken (nedsunken). Herved kan man altsaa som Regel faa nogen Oplysnng om Fuglens Alder, da man kan gaa ud fra, at nylg kønsmodne Hunner yngler ved først mulge Lejlghed, saaledes at Hunner med jomfruelge Kønsorganer ogsaa er unge Fugle. Aarlg, henmod Yngletden vokser Æggelederen ganske overordentlg baade Længde og Tykkelse og danner en stor, hvdlg, tarmlgnende Masse, for efter Æglægnngen, medens Fuglen ruger, atter at svnde meget stærkt nd, dog, som nævnt, uden nogen Snde at faa sn ungdommelge, tynde, rette Skkkelse gen. Af højre Ægleder kan jævnlg fndes en llle vantreven Rest, sml. Fg. 11. Naar et Æg (Blommen) er modent og har naaet sn mægtge, fulde Størrelse, sprænges Æggestokkens Væg, hvorved Ægget træder ud Bughulen, efterladende et ejendommelgt stlket, skaalformet Ar, der først langsomt

31 29 svnder bort; ved Undersøgelse af dsse Ar kan man Yngletden afgøre, hvor mange Æg Fuglen har lagt. Ægget opfanges derpaa af Æggelederens forreste, hndeagtge, tragtformede Del og ledes derfra ned dennes lange, rørformede første Afsnt; her omgves det af Æggehvden, der afsondres af de krtelrge Vægge; ved Sammentræknnger af Muskelvæv Æggelederen føres Ægget ned det andet korte Afsnt, Børen (uterus), der er rummelgere og mere tykvægget; her omgves det endelg af den haarde, jævne Kalkskal, der dannes om det af de kalkafsondrende Krtler Børvæggen. De forskellge Tegnnger og Farver, der ofte pryder Æggeskallen, afsondres og paatrykkes lgeledes af Krtler Børens Vægge. Naar Ægget er færdgdannet tl Lægnng, presses det ved Bugtryk og Sammentræknnger af Musklerne Børen ud gennem en kort Skede og forlader derpaa Legemet. Fuglenes Ydre er, foruden af Legemsformen, aldeles overvejende Grad karakterseret af deres Fjerklædnng, dernæst af Næbbets og Føddernes Bygnng. Huden er paafaldende tynd, næsten gennemsgtg og meget skrøbelg, altfald overalt hvor den, som paa hele Kroppen, er dækket af Fjer; kun hvor den hos enkelte Fugle, særlg paa Hals og Hoved, er nøgen, er den tykkere og sejgere og da tllge ofte kraftgt farvet, egnet tl at beskytte Organsmen, en Vrksomhed, der ellers hovedsagelg overtages af Fjerene. De nøgne Dele af Næb og Fødder er tykhudede, dækkede af Hornplader og Skæl. Hudkrtler fndes saa godt som kke. Svedkrtler mangler saaledes helt; kun paa Halens Oversde sdder tæt sammen et Par meget store Talgkrtler, oftest mere eller mndre sammensmeltede tl et stærkt fremhvælvet, hjerteformet, hvdgult Legeme, Gumpekrtlen (glandula uropygals). Denne er en sammensat Rørkrtel, hvs enkelte Smaakrtler aabner sg Samlegange, der munder mange eller blot 2 Udførselsaabnnger, som ofte sdder paa en fremtrædende, fjerkranset Vorte eller PapL

32 30 Gumpekrtlen afsondrer et fedtet, oleagtgt Sekret, hvormed Fuglen ved Næbbets Hjælp ndgnder Fjerene, saaledes at dsse blver mere vandskyende; stærkest udvklede er de derfor hos de Fugle, der færdes og ved Vand (Ænder o. a.). Fjerene er forhornede, stærkt luftfyldte Overhudsdannelser, der ganske svarer tl Krybdyrenes Skæl, hvlket Fg. 12. Fjerbedene hos en Gøg; Prkkerne angver Fjersækkene. (Her efter Rechenow). deres Anlæg og første Udvklng tydelgt vser; hver Fjer, selv den største Svngfjer, maa altsaa opfattes som et kæmpemæssgt, fnt forgrenet og komplceret bygget Skæl. Fjeren anlægges hos Fosteret som en llle Hudvorte eller Papl, der snart sænker sg skraat ned Huden en Fordybnng eller Grube, som senere udformes tl den store Fjersæk, hvor Fjeren sdder fastheftet. Vorten vokser tl en stor, blød, karrg, foldet Fjerkm, hvs Overhudslag fortykkes og forhornes og efterhaanden danner Fjeren, der under Væksten stadg øges ved st Fæste paa Fjerkmen og skyder sg op af Fjersækken, omgven af et Hornhylster, som efterhaanden smulrer hen og

33 31 lader Fjeren udfolde sg. Den fuldt udvklede Fjer maa betragtes som et dødt Hudvedhæng, det den afslutter sn Vækst og afbryder Forbndelsen med Fjerkmen, der skrumper nd. Efter Fjerenes Form, Størrelse og Stllng deles de de store, højest udvklede, farvede Dækfjer, der med deres Flader danner det dækkende Yderlag af Fjerklædnngen, og de mndre, blødere og løsere Dunfjer, oftest hvde eller der kke kommer graa, frem Dagen, men danner et varmende Lag nærmere ved Huden. Fjerene sdder som Regel fæstede Huden paa regelmæssgmaade, ofte f. Eks. saaledes at Fg. 13. en Dunfjer sdder ndordnet en Femkant Part af en Fjer. Sk. Skaft. St. Straale. Bst. Bstraahvoraf nogle bære Hager. (Efter med 4 Dækfjer; ofte ler. ndtræder flere Dunfjer Schmel). denne Ordnng, lgesom Dunfjer ogsaa kan sdde afsondrede fra Dækfjerene, løvrgt sdder Fjerene ordnede regelmæssge store Fjerbede (pterylæ) af meget forskellg Form og Udstræknng, adsklte ved blot dunede eller omtrent helt fjerløse Stræknnger, Gangene, sml. Fg. 12; Bedene er hovedsagelg længdestllede, saaledes at 2 eller 3 løber ned ad Halsen, 1 eller 2 mdt ned ad Ryggen, 1 ned over hver Skulder og Laar, ned ad Brystsderne o. s. v.; smukkest ses Fjerbedene f. Eks. hos Spurve- og Hønsefugle, hvor Gangene er saa godt som som fjerløse. De nøgne Gange dækkes fuldkomment af de Bedene sddende Fjer, der lægger sg ud over dem. En fuldt udvklet Dækfjer bestaar af et langt, stft, omtrent frkantet Skaft (rhachs), der nedadtl gaar jævnt Sk. Skematsk Fremstllng af et