Jeg må indledningsvis konstatere, at det har været et begivenhedsrigt og på mange måder historisk år for os.

Transkript

1 Mundtlig beretning 2014 Jeg må indledningsvis konstatere, at det har været et begivenhedsrigt og på mange måder historisk år for os. Jeg tror ikke, der var nogen, der i deres vildeste fantasi havde kunnet forestille sig, hvad der ventede os, da vi forlod den ordinære generalforsamling sidste år. En total lockout af alle lærere i hele landet En afskaffelse af vores arbejdstidsaftaler En skolereform, som helt grundlæggende ændrer folkeskolen En Aarhusaftale, der brød dødvandet omkring arbejdstid Og netop nu planlægges et nyt skoleår, der på mange måder bliver anderledes På 12 måneder Men for at kunne se frem ad, er vi nødt til først at kigge bagud også selvom ikke alt har været lige sjovt. Én ting var, at arbejdsgiverne ønskede en forandring det er deres legale ret. Noget helt andet er, at vi i dag kan konstatere, at arbejdsgiverne her regeringen og KL under hele forløbet havde et mål. En endegyldig sejr over det største dyr på savannen Danmarks Lærerforening. Derfor blev forårets forløb også en ulige og uskøn kamp, hvor der på intet tidspunkt var tale om reelle forhandlinger. Derfor blev medlemmerne af Danmarks Lærerforening de første ofre for en politik, hvor al argumentation sker med udgangspunkt i kan vi få mere for pengene! Det virker som om, at de på Christiansborg og hos KL helt har glemt at spørge sig selv om, hvad det er for en virksomhed de driver. Det er ikke en pølsefabrik eller en cykelsmed. Det er en velfærdsstat! Senest har produktivitetskommissionen, der er nedsat af Bjarne Corydon, barslet med ideen om, at flere af de store velfærdsområder skal konkurrenceudsættes, med mulighed for at uddrive profit. Men den er jo helt gal, for hvor gemmer spørgsmålet sig, som lyder - hvad er det for en opgave, vi som samfund gerne vil have løst? Vil formålet med at drive en profitskole være at lave den bedste skole? Vil formålet være en lærernormering, der sikrer kvalitet i undervisningen? Vil formålet være at sikre en lokal skole, der kontinuerligt og langsigtet arbejder med distriktets børn og unge? Nej, formålet vil være at gøre det billigst muligt. 1

2 Vil en sådan profitskole kunne se det som en af sine fornemste opgaver, at leve op til den del af folkeskolens formålsparagraf, der slutter: Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati? Jeg tvivler! Desværre har hele konflikten omkring vores arbejdstid været præget af en mistillidsdagsorden, der ofte er formidlet gennem medierne. Allerede år tilbage gik KL så langt, at man ansatte en kommunikationschef, der som en vigtig opgave havde at skade lærernes image i befolkningen. En sådan opførsel som arbejdsgiver er ikke bare usmagelig, den er også direkte dum for hvis der er noget, der medfører manglende motivation og engagement, så er det, når man ikke føler sig værdsat. Så meget for den produktivitetsdagsorden. Der er for mig ingen tvivl om, at Finansminister Bjarne Corydon og Moderniseringsstyrelsen har spillet en væsentlig rolle før, under og efter konflikten. Ved regeringens fremlæggelse af deres reformforslag Gør en god skole bedre var der heller ikke nogen skjulte hensigter. Lærernes overenskomst skulle være den væsentligste finasiering af reformen, lød det fra Hr. Corydon. Her i Aarhus betyder det, at reformen er vurderet til at koste 274 millioner kroner. For at få det til at hænge sammen, skal lærerne undervise for mindst 144 millioner kroner mere, svarende til at hver lærer skal undervise knap 3 timer mere. Det kan dog hurtigt vise sig, at de 144 millioner ikke slår til, og at lærerne vil opleve at skulle undervise endnu mere. Det gælder fx det faktum, at det store kompetenceløft, som regeringen har lovet i forbindelse med folkeskolereformen, ikke har finansiering med sig. Jo, der er finasiering til at blive opkvalificeret kursusafgift osv. Men der er langt fra afsat midler nok til, at de lærere, der skal afsted på uddannelse, kan blive erstattet hjemme på egen skole af fx vikarer. Hvem skal så løse opgaven de resterende lærere? I en artikel på Altinget.dk den 5. marts svarer næsten hver anden borgmester i en rundspørge, at der ikke følger nok penge med til at gennemføre folkeskolereformen, og at det kan føre til skrabede løsninger. Heri ligger en klar advarsel til jer ansvarlige byrådspolitikere. Hvis I sammen med os lærere vil lave en skole, der kan leve op til sine egne succeskriterier. En skole, som forældrene ikke opfatter som skrabet. En skole, hvor lærerne har den fornødne tid til kvalificeret at forberede undervisningen. Så er I nød til at tale med tunge stemmer i forhold til regeringen, når I senere på året skal forhandle kommuneaftaler. Det er tvingende nødvendigt, hvis vi igen skal rette blikket ud af forruden og tale om skolens fremtid. Ved flere lejligheder er det af finansministeren og KL blevet sagt, at tiden hvor Danmarks Lærerforening havde vetoret er forbi. Men hvad er det for en ret, regeringen som arbejdsgiver benytter sig af, når man helt og aldeles ser bort fra ligeværdige forhandlinger og i stedet tromler en gruppe ansatte på den måde, vi oplevede det fire kolde uger i april måned 2013? Hvad er det for en tilgang til samarbejde? 2

3 Og hvordan kan man være så historieforladt, at man ikke kender til det faktum, at den danske velfærdsmodel ikke er skabt på trods af fagforeningerne, men på grund af fagforeningerne. Tilmed gentog man igen og igen, at det ikke var lærerne man var i konflikt med, men derimod deres fagforening. Men kære Corydon, Ziegler og andre med lignende holdninger Danmarks Lærerforening er Lærerne. Vi organiserer, hvad der i europæisk sammenhæng er helt unikt, godt 97% af alle danske lærere - måske vi skulle overveje at kalde vores forening Danmarks Lærere? Vi Danmarks Lærere leverede i foråret en fornem opvisning i, hvordan man gennem koordinerede og sobre aktioner og kreative indslag, kan fremstå som vindere i en kamp, der var tabt på forhånd. Det er sagt før, men det tåler gentagelse: Det engagement, den opfindsomhed og ikke mindst den opbakning vi i Århus Lærerforening oplevede de kolde uger i april det var mageløst. Der skal ikke herske tvivl om, at lockouten og måden arbejdsgiver italesatte lærerne og deres arbejde på, stadig fylder hos mange lærere. At blive udelukket fra sit arbejde. Ikke at modtage sin løn. At føle sig bespottet på sin faglighed - det gør ondt, og det giver ar. Men som det tydeligt fremgår af bladet SKOLENs lockout-særnummer, så viste lockouten, at vi som medlemmer af Århus Lærerforening betyder noget for hinanden. De mange billeder fra lockoutdagene fortæller mig, at sammenhold, solidaritet og engagement ikke er glemt i fagbevægelsen nej den er vores livsnerve. Da lockoten sluttede den 25. april trådte ledende ministre frem og bekendtgjorde, nu var lærerkonflikten løst. Lærerkonflikten løst!!! En løsning ville have krævet, at alle parter i konflikten kunne se sig ind i denne løsning. At der på en eller anden måde var blevet rakt en hånd ud til forsoning. I stedet gennemtrumfede regeringen et lovindgreb, der betød, at det ikke længere var en arbejdstidsaftale, der regulerer Danmarks Lærerforenings medlemmers arbejde, men en lov. En lov, der ikke sætter en øvre grænse for, hvor mange timer den enkelte lærer kan undervise, eller kan anvende til forberedelse. En lov, der indeholdt muligheden for at indgå lokale aftaler om lærernes arbejdstid. Der var dog ikke tale om en reel mulighed. Nej, tværtimod modtog kommunerne flere skrivelser såkaldte borgmesterbreve hvori der direkte stod, at det IKKE kunne anbefales at lave aftaler med de lokale lærerkredse. Her har vi noget af det mest besynderlige, jeg længe har oplevet. En lov, som lovgiver direkte anbefaler, man ikke udnytter hvor blev demokratiet af? Hvor blev med Lov skal land bygges af? Direktør i Dansk Industri, Lars Goldschmidt, har ved flere lejligheder sagt, at civil ulydighed altså at gøre det, der skal til, og ikke kun det man skal er en af de vigtigste forudsætninger for, at Danmark har den 3

4 velstand, som vi har. Måske det var det, der gjorde, at vi på ægte aarhusiansk, gjorde det vi ikke måtte, men som vi alle var enige om var nødvendigt nemlig at forsøge at lave en lokal arbejdstidsaftale her i Aarhus. Her er det på sin plads at rose Aarhusaftalens parter. Det kræver mod, at være de første. Det kræver mod, at gå mod strømmen, og det kræver sammenhold, når trygheden ikke findes hos ens egne. Jeg er derfor stolt og glad for, at Aarhus Kommune som de første gik direkte op mod de anbefalinger, som regering og KL kom med. Jeg er derfor stolt og glad for, at den lokale skolelederforening som de første gik direkte op mod de anbefalinger, skolelederforeningen centralt kom med. Jeg er stolt og glad for, at FOA og BUPL bakkede op om ideen, at lave en fælles aftale for det pædagogiske personale. Og jeg er stolt og glad for, at vi som Århus Lærerforening turde sige ja til en aftale, på trods af den forståelige frustration og vrede, som rigtigt mange medlemmer havde efter forårets konflikt. Aarhusaftalen er dog ikke blot skabt ud fra mod og afmagt. Den bygger på viden om, hvordan man udvikler et skolevæsen til gavn for eleverne og deres undervisning. En viden, der burde være kendt for de fleste politikkere og embedsfolk, der arbejder med skoleudvikling. Hørt blot her, hvad OECD og Education International siger, er grundlaget for de bedst præsterende skolevæsener: 1. En national samling om folkeskolen med en seriøs debat om, hvad eleverne skal lære i det 21. århundrede og om, hvad vi forstår ved faglighed i folkeskolen. 2. En stor tillid til lærerne og lærerarbejdet som en respekteret profession, der blandt andet betyder, at lærerne har stor autonomi og dermed ansvar for kvaliteten i undervisningen. 3. En bevidst indsats for at styrke lærerarbejdets prestige og forståelse for betydningen af kvalitet i undervisningen samt en forståelse for, at skolen ses som en vigtig og nødvendig investering. 4. Gode forudsætninger for samarbejde, vidensdeling og supervision lærerne imellem. 5. Lærere der har mulighed for at forberede en differentieret undervisning med udgangspunkt i elevernes forskellige forudsætninger og ikke blot gennemfører en standardundervisning. 6. Et tæt samarbejde med lærerne og lærernes organisation om ønskede reformer. Ja, mange af punkterne lader meget tilbage at ønske! Men aftalen kom jo ikke ud af det bare ingenting. Styrelsen har gennem hele forløbet fra de første uofficielle sonderinger mellem parterne, til den endelige underskrivning af aftalen været inddraget. Der har været præsenteret en plan for, hvordan medlemmerne skulle inddrages, og der har været afholdt en ekstraordinær GF med det formål at få medlemmernes opbakning til at gå efter en aftale. Aftalen hedder som bekendt Aarhusaftalen, men er sidenhen blevet kaldt mange andre navne. 4

5 Først kom jeg vist til at kalde den en fredsaftale. Ordvalget var måske ikke det allerbedste, da det signalerede, at der havde været krig. Men grunden til, at jeg kaldte det fredsaftalen var, at jeg i en paneldiskussion med Undervisningsminister Christine Antorini og KL s Sine Sunesen, konstant blev mødt af udsagn, der bedst mindede om retorik hentet fra en krigszone i Mellemøsten. Mit ærinde var blot at gøre opmærksom på, at forsoning eller håndsrækning var den eneste vej videre. Dernæst kaldte Anders Bondo aftalen for en forventningsaftale. Forstået på den måde, at for at kunne yde et kvalificeret stykke arbejde, er man som lærer nød til at vide, hvad forventes der af mig som lærer. Så kaldte Formanden for Danmarks Lærerforenings Overenskomstudvalg Gordon Ørskov Madsen den en planlægningsaftale, fordi aftalens sigte er at skabe overblik over den enkelte lærers opgaver. Et overblik, som det påhviler skolens ledelse at give, herunder at anvise tid til forberedelse. Senere er Aarhusaftalen blevet kaldt en implementeringsaftale. Set i lyset af, at ingen kan sige ret meget fornuftigt om, hvordan reformen og Aarhusaftalen vil påvirke skolen, elever og personale de kommende år. Parterne bag aftalen er derfor enige om, at der løbende skal finde en tilpasning af aftalen sted. Det betyder, at selv om aftalen er underskrevet og derfor naturligvis gælder, så forsøger vi hele tiden at blive tydeligere omkring aftalens indhold, ligesom vi via løbende evaluering vil tilpasse aftalen. Sidst men ikke mindst, så er aftalen blevet kaldt en værdibaseret aftale. En aftale, hvor arbejdsgiver og medarbejder er gensidigt forpligtede i forhold til de værdier, som er indskrevet i aftalen. Aarhusaftalen indeholder ikke så mange regler og bestemmelser omkring arbejdstid, som vi som lærere har været vant til. Lidt poppet kan man sige: Regler giver svar, værdier skaber ansvar! Aftalen lægger rammen, nu skal dialog og samarbejde på skolerne udfylde den. Og der ligger en stor opgave foran os. For aftalen skal udmøntes i en situation, hvor rigtig mange af jer i forvejen er pressede på trivslen. Da trivselsundersøgelserne så dagens lys i slutningen af året, var vi nok mange, der forventede, at lærernes trivsel var faldet. Men at der var tale om så blodrøde trivselsmålinger, det kom bag på de fleste. Men en entydig henvisning til lockouten som en ydre omstændighed, der kunne forklare det markante fald i lærernes trivsel, holder simpelthen ikke. Alene den forholdsvis store variation skolerne imellem viser, at andre og mere lokale forhold har bevirket, at lærernes trivsel er faldet markant. Resultaterne i efterårets trivselsundersøgelser bekræftede desværre også den tendens, vi selv har oplevet i Århus Lærerforening. Som det fremgår af beretningen, har vi fra 2012 til 2013 oplevet en stigning på næsten 30 procent i antallet af samtaler med medlemmer i krise. Her udgør stress og arbejdspres langt hovedparten. I er pressede i hverdagen - og har været det længe. For upåagtet af skolereform, lockout, Aarhusaftale og skiftende politiske vinde, så er jeres virkelighed, at I skal stå i klasselokalet hver morgen og levere en 5

6 undervisning, der motiverer, der skaber begejstring og der giver lyst til at lære hos hvert enkelt barn. Den opgave er ikke ændret. Den opgave kræver engagement og arbejdsglæde. De seneste år er mængden af opgaver, den enkelte lærer forventes at løse, kun gået i en retning - op. Flere elever i klasserne. Lokaler der hverken modsvarer opgaven eller det øgede antal af elever. Mindre forberedelsestid. Højere faglige krav gennem individuelt tilpasset undervisning til hver enkelt elev. Inklusion af børn med diagnoser. Og sidst men ikke mindst flere børn i klasserne, som ikke er undervisningsparate, eller som har socialt grænseoverskridende adfærd. Alt sammen opgaver, som er lagt ind i klasseværelset til den enkelte lærer uden ressourcer og med eget ansvar for at løse opgaven. Det er ikke rimeligt - og det er ikke klogt. Hverken menneskeligt eller økonomisk. I Århus Lærerforening oplever vi desværre for ofte, at stress og arbejdspres gøres til den enkeltes eget problem. Men det er og bliver et fælles ansvar, at få indrettet en arbejdsplads, hvor man som medarbejder ikke bliver syg af at gå på arbejde. Hvor tiden modsvarer opgaven, og hvor den fælles trivsel står højst på dagsordenen. Trivselsundersøgelserne og Århus Lærerforenings egne tal for trivsel blandt medlemmerne er dybt bekymrende. Og det er bydende nødvendigt, at både forvaltning og skoleledere tager vores trivsel alvorligt. For det er os, der i sidste ende skal gøre skolereformen til en succes. Det er os, der i sidste ende er forudsætningen for, at reformens målsætninger nås. Den opgave kan vi kun løse, hvis vi har det godt. Derfor har Århus Lærerforening bl.a. med afsæt i Aarhusaftalen taget initiativ til, at Børn og Unge iværksætter en såkaldt håndholdt indsats til de skoler, der er mest presset i forhold til dårlig trivsel. Som lærernes fagforening skal vi insistere på, at vi oplever et samarbejde med skoleledere, forvaltning og politikere, der tager udgangspunkt i dialog, tillid og retfærdighed. Det skal fremover vise sig i, at lærernes trivsel i Aarhus forbedres. Der har de sidste uger i medierne været sat fokus på inklusion i folkeskolen. Og jeg vil gerne lige kort knytte et par kommentarer til den debat. 6

7 Jeg er slet ikke i tvivl om, at folkeskolen på bedste vis kan inkludere en lang række af børn med diagnoser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at med den rette efteruddannelse, lokaler der understøtter opgaven og tilstrækkeligt voksne i undervisningen, så kan opgaven løftes. Men hvis inklusion i folkeskolen skal lykkes, må det ikke blive en spareøvelse. Hvis inklusion alene bliver at flytte et barn fra et specialtilbud med 2-3 voksne til 7 børn og ind som elev nummer 28 i en almindelig folkeskoleklasse, er opgaven ikke forstået. Og så står der kun tabere tilbage i enden af den øvelse. Når det er sagt, så må inklusionen aldrig blive en undskyldning for ikke at handle, når der er børn, som sprænger rammerne for, hvad folkeskolen kan og skal rumme. Det kalder på ledelse, og det kalder på ansvar, når grænserne skal trækkes. I tillid og dialog - og med respekt for fagligheden. Og nu vi er ved ledelse! Med skolereformen er ledelse for alvor blevet sat på dagsordenen. Og god ledelse bliver helt afgørende for, om reformen lykkes. Derfor skal skoleledernes færdighed i fag og undervisningsmetode sættes i højsædet. Jo bedre lederen kan vejlede læreren om disse forhold, jo mere lederen kan involvere lærerne og jo mere lederen forstår at understøtte, lighedsorientere og motivere, des bedre lærer eleverne. Det forudsætter ledere, der har indblik i undervisningen, og som understøtter den enkelte lærer i sit ansvar gennem deltagelse, dialog og sparring med lærerne. Dette gælder uanset hvilken ledelsesmæssig organisering, man påtænker at lave. Rå ledelsesmagt står i skærende kontrast til principperne om social kapital, hvor ledelse er baseret på tillid, retfærdighed og anerkendelse. Det forventer og tror jeg, skolelederne i Aarhus vil huske, når de skal udfylde det udvidede ledelsesrum. For vi ved fra forskning, at lærerne er den vigtigste faktor, når vi skal styrke elevernes udbytte af undervisningen. Vi skal styrke den professionelle lærers mulighed for at levere undervisning af høj kvalitet. Hvis skolen skal ruste eleverne til fremtiden, kræver det opbakning og tillid fra hele samfundet. Både fra politikere, erhvervsliv, det øvrige uddannelsessystem og ikke mindst fra forældrene. Den fælles folkeskole er et spejl af samfundet. Et samfunds valg af skoleform er afgørende for, hvilket samfund man vil udvikle. I dag står det danske samfund overfor en række udfordringer og nye muligheder. Det gælder øget internationalt samarbejde, arbejdsdeling og konkurrence. Folkeskolen udgør her en helt central aktør i at styrke samfundets mulighed for at møde disse udfordringer. Vi skal udruste den enkelte elev med de bedste forudsætninger for at få en god tilværelse. De lande, der klarer sig godt, er de, der formår at kvalificere alle elever, så de kan bruge deres viden og færdigheder i en nytænkende, kreativ og innovativ sammenhæng. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen modsætning mellem faglighed og kreativitet. Tværtimod er en høj faglighed og kreativitet 7

8 hinandens forudsætninger. Kreativitet er en del af fagligheden. Her har vi igen og igen fået bekræftet, at de danske elever har en særlig styrke, som vi skal passe på ikke svækkes med et snævert faglighedsbegreb. Det er en kæmpe opgave, der ligger foran os. Men vi skal turde tage styringen. Vi skal turde tage ansvar for skolens udvikling og fremtid. Det kommer til at kræve nye løsninger at udfylde rammen og at få enderne til at nå sammen. Uanset om man er for eller imod folkeskolereformen, bliver den snart til virkelighed, så hvordan hjælper vi hinanden bedst videre? Ved at finde ind til vores egen læreridentitet og ved at tage medejerskab på forandringerne, siger Hafdís Ingvarsdottir i forbindelse med Danmarks Lærerforenings relancering af professionsidealet. Og videre siger hun. "Forskningen viser, at den mest effektive reform kommer indefra. Hvis en reform ikke tager hensyn til lærerens identitet, så ignoreres den af lærerne, eller også finder de deres egen vej udenom". Lærernes medejerskab er en forudsætning for succes. Med skolereformen skal der undervises mere med mindre forberedelse, der er et øget fokus på elevernes resultater, og undervisningen forventes gjort sjov, spændende og anderledes der er kort sagt meget høje forventninger til, hvad reformen kan udrette. Hvis disse mål tilnærmelsesvis skal kunne indfries, giver det sig selv, at der skal tænkes kreativt. Derfor kan man i dagens JP læse, at vi i Århus Lærerforening foreslår hele Aarhus byder sig til. Hvis vi som lærere skal leve op til reformens mål, giver det sig selv, at der er brug for at tænke nyt nye samarbejdsmåder, nye lektionsformer og anderledes undervisningsforløb. Nogle forandringer vil sandsynligvis tage sin tid. Men en af måderne at øge elevernes udbytte af undervisningen, er ved at koble undervisningen op på oplevelser. Men med mindre tid til forberedelse, kan dette kun lade sige gøre, hvis der etableres et reelt og administrativt let tilbud, som læreren ud fra sine didaktiske overvejelser, kan anvende i deres undervisning. Her kunne Aarhus gå forrest fx ved at lade de gule bybusser stå gratis til skolernes afbenyttelse. Aarhus er fuld af oplevelser og tilbud i naturen, i byrummet, hos erhvervslivet, på museer, Universitetet, i idrætsforeninger osv. Alle de oplevelser og læringsrum ligger i busafstand. Vi åbner byen op og skaber løsninger, der understøtter undervisningen og får enderne til at nå sammen. Så kære politikere, der er til stede her i dag. Vi håber, I tager forslaget med tilbage i byrådet og behandler det godt. Vi er rigtig glade for, at I kom, og jeg håber, at det I tager med jer herfra er en forståelse for, at det har været et hårdt år. Men at lærerne har rejst sig og til stadighed hver dag gør deres ypperste for at indfri de mål, I sætter op. 8

9 Og til alle os andre! Nu står vi så her! På tærsklen til en ny skole og med en hel del i bagagen. Men jeg bliver stolt og glad, når så mange vælger at møde op i dag. Når så mange vælger at trodse fredagsbar, x-factor og en lille blunder på sofaen. For det vidner om et stærkt sammenhold og en stærk fagforening. Og det giver mig tro på fremtiden. Den opgave der venter, er enorm og udfordringerne er mange. Men jeg tror, og jeg ved, at vi sammen kan gøre det. Tak for ordet. 9