Udgivet Kirkens af Kirkelig Ja og Nej Samling om Bibel og Bekendelse

Transkript

1 K S BB NR ÅRGANG ISSN Kirkelig Kirkelig Information INDHOLD: ET ÅR EFTER GROSBØLL 1 GROSBØLL ET ÅR EFTER 2 FRISINDET KIRKEMINISTER 6 TO BREVE 7 PAVESTATEN 10 KIRKELIG NEDRUSTNING 11 NELA - PROGRAM 13 FRA NORGE 17 ABORTSPØRGSMÅLET 18 LÆST 19 GRUNDTVIGFOREDRAG 21 ÅRSSTÆVNEPROGRAM 27 ABONNEMENT: Kirkelig Information udkommer 4-6 gange årligt. Prisen for 2004 er 90 kr. Studerende og pensionister 60 kr. Abonnement bestilles hos redaktion eller ekspedition og løber indtil afbestilling. I Danmark og på Færøerne melder abonnenter flytning til posthuset, som sender meddelelse til ekspeditionen. Abonnenter i udlandet melder flytning til ekspeditionen. Et år efter Grosbøll Hartvig Wagner I anledning af, at der nu er gået et år, siden pastor Thorkild Grosbøll i Tårbæk vakte opsigt ved til Weekendavisen ( ) at erklære, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller evigt liv, ønsker Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse at udtale følgende: 1. Det er yderst beklageligt, at der efter den voldsomme blæst, der straks rejste sig efter Grosbølls udmelding, så hurtigt blev stilhed, skønt intet afgørende endnu er sket i sagen, så Grosbøll frejdigt vedblivende kan fremture, sidst med at udtale: Vi må pinedød omdefinere Gud! (Kristeligt Dagblad ). Sagen har samme indhold og alvor, som for et år siden. 2. At 130 ud af 200 præster ifølge Kristeligt Dagblad mener, at sagen ikke har fået en tilfredsstillende afslutning med Helsingørs biskops håndtering, kan være en interessant oplysning. Men om så alle 2100 præster havde været af samme mening, må sagen ikke hænges op og til sidst afgøres på meningsmålinger eller underskrifter. Alene sandhedsspørgsmålet er afgørende. Og hvad der er sand kristendom, afgøres ikke ved meningstilkendegivelser eller folkeafstemning. 3. En endelig afgørelse i Grosbøllsagen bør heller ikke afvente yderligere dyberegående teologisk refleksion. Enhver som er forankret i Kirkens tro grundet på Bibel og bekendelse kan uden videre se, at Grosbølls synspunkter og forkyndelse er i direkte modstrid med sand kristendom. 4. Vi vægrer os ved at tro, at Helsingørs biskop ikke skulle kunne se det. At hun så ikke for længst har rejst en Udgivet Kirkens af Kirkelig Ja og Nej Samling om Bibel og Bekendelse 1

2 afskedigelsessag mod Grosbøll, må derfor have en anden årsag. Uanset årsagen, bærer hun det primære ansvar for, at Grosbølls fortsatte virke som præst i folkekirken dag for dag gør det sværere og sværere for flere og flere at betragte folkekirken som det, den efter sin bestemmelse er: Guds Kirke i vort danske folk (. 1964). 5. Vi opfordrer derfor Grosbølls biskop til snarest og klart for alle at leve op til sit ansvar som sandhedens vogter i vor kirke, så den ikke mister sin troværdighed i Guds og menneskers øjne. Frustrationerne må bringes til ophør. Sagen er jo i sig selv soleklar og fordrer en lige så klar afgørelse. 6. Vi forventer biskoppens svar på denne opfordring. HANS OLAV OKKELS GROSBØLL ET ÅR EFTER 2 På Kirkelig Samlings vegne: Hartvig Wagner Pastor emer. Herning Grosbøllsagen et år efter - fra debatten inden den nye suspension. I slutningen af maj var det et år efter, at Grosbølls bog En sten i skoen gav anledning til en sag med midlertidig suspension. Som det vil være læserne bekendt, er Grosbøl på ny blevet suspenderet. Men forud gik der en debat, som måske kan forekomme mindre aktuel nu efter den nye suspension, men som indeholder så mange principielle betragtninger, at vi alligevel bringer et uddrag. Her skal nævnes følgende indlæg. Den 22/5 beskæftiger Kristeligt Dagblad sig med sagen i en leder, hvor det bl.a. hedder: Grosbølls undsigelse af troen på en skabende Gud, opstandelsen og det evige liv er hele vejen igennem blevet håndteret så dårligt af biskop Lise Lotte Rebel, at den har skadet folkekirkens troværdighed og omdømme betydeligt. Som omtalt i dagens avis mener et flertal af landets præster det samme. Det år, der er gået, siden sagen eksploderede i hænderne på biskoppen, har i folkekirken blandt andet været præget af en retssag mod et menigt folkekirkemedlem, kirketjener Steen Ribers fra Københavns Stift, der tror på reincarnation. Han blev for nylig smidt ud af folkekirken, fordi retten fandt, at hans tro ikke er i overesstemmelse med de folkekirkelige bekendelsesskrifter. Spørgsmålet er derfor: Hvorfor kan Tårbæk-præsten fortsat bekende troen på en treenig Gud om søndagen, men uden for kirkerummet fornægte samme tro?... hvis menigheden ikke kan regne med, at biskopper, provster og præster står bag den institution, de repræsenterer, og tror på kernen i det kristne budskab, undergraves tilliden til kirken. Derfor må landets biskopper indse, at de i disse helt overordnede, helt centrale spørgsmål om kristendommen, må lægge en linje. Langsommelige, svage og i bedste fald tvetydige udmeldinger, som dem vi har hørt fra Helsingør i det forgangne år, påkalder sig ikke respekt. Tårbæksagen efterlader folkekirken endnu mere sårbar end tidligere over for den diffuse religiøsitet, der i stigende grad præger danskernes tro.

3 Dagen før havde rektor ved DBI Jens Ole Christensen et indlæg under overskriften Folkekirkens 11. September, hvor han blandt andet skrev: Hvis man kan kræve af en matematiklærer, at han forbinder noget med tal, må minimum være, at en præst ikke betragter trosbekendelsen som abracadabra. Man skal være ret teologisk oven i hovedet for at afvise den logik. Anstændighed er også lighed for loven: Snedstedsagen i 1999 handlede bare om, hvorvidt Bent Feldbæk Nielsen var i overensstemmelse med den lutherske bekendelse. Tårbæk-sagen handler om, hvorvidt Grosbøll er i overensstemmelse med den fælles kristne bekendelse. Den første blev ramt. Den sidste gik fri. Morale: Hvis du vil forlade kirkens bekendelse, slipper du billigst, hvis du fornægter noget virkelig centralt. Hermed er vi ved den tredje vinkel: Kirkens håndtering af sagen. Hvis målet er kirkelig ro, begik Lise-Lotte Rebel vist en fodfejl ved at suspendere Grosbøll i begyndelsen af juni. Havde hun ladet ham fortsætte i embedet, men bare holdt ham beskæftiget med samtaler og skriftlige redegørelser, var forløbet nok blevet mindre dramatisk. Hun placerede sig i stedet i en situation, hvor hun måtte genindsætte ham eller indlede en sag ved præsteretten. At hun ikke havde lyst til det sidste, forstår jeg godt Den ret er en sær blanding af juridisk og teologisk kompetence. Og man resikerer bare, at de teologiske dommere er folk, der er lige så langt fra bekendelsen som Grosbøll. Henrik Højlund knytter i KD 25/ til ved overskriften Folkekirkens 11. September. Han klager over, at efter det første chok har der bredt sig en vis apati, hvor man slår sig til ro, for nu taler alle igen om Gud og teologi. Højlund fortsætter: Apati er slemt. Den gør os ligeglade med fællesskabet, med forpligtelsen på de store sammenhænge og sandheder. Vi isolerer os på hver sin ø med hver sin lille sandhed. Efter at have omtalt kirkens indre forfald, fortsætter Højlund: Men selvfølgelig, alt mens det indre forfald bekæmpes, skal der også handles overfor en Grosbøll. Det hænger i øvrigt sammen. Mere kontant afregning med Grosbøll vil kunne få nogle til at vejre muligheden af en begyndende indre fornyelse. Her er forbindelsen mellem åndelig kamp og åndelig fornyelse erkendt. Man kan også sige, at her er forbindelsen mellem Kirkens Ja og Kirkens Nej erkendt. Det er ikke kun i Kristeligt Dagblad, at der har været indlæg om Grosbøllsagen. I Morgenavisen Jyllands-Posten skrev cand. teol. Katrine Winkel Holm 30/4-04 bl.a. følgende: Med sin suspension af Grosbøll trådte Helsingør-biskoppen Lise-Lotte Rebel i karakter som tilsynsmand. Hun viste, at hun tog Grosbølls udtalelser alvorligt, så alvorligt, at Grosbøll måtte suspenderes, mens en undersøgelse af sagen stod på. Så meget mere skuffende var resultatet af hendes undersøgelser. For i sin konklusion tager hun ikke stilling til, om Grosbølls lære er sand kristendom eller ej, men henviser kun til, at Grosbøll placerer sig inden for den antimetafysiske, afmytologiserende tradition, som siden det tidlige Tidehvervs dage har vundet hævd som en retning inden for det folkekirkelige teologiske spektrum. Og så er hans teologi åbenbart acceptabel. 3

4 Forsøget på at lægge sig i læ af det tidlige Tidehverv og af den den tyske teolog Rudolf Bultmann bygger efter min mening på en hel fundamental misforståelse. Men endnu mere foruroligende er det, at hun bare henviser til hævdprincippet og ikke tager teologisk stilling til, om det, der har vundet hævd, er kristendom. For hvis det er hævdprincippet, der er det afgørende, må konklusionen være, at Grosbølls lære nu har vundet hævd. En ny Grosbøll-retning inden for det folkekirkelige teologiske spektrum er nu blevet lyst i kuld og køn af Helsingør-biskoppen. Og så har folkekirken et problem. For Grosbølls lære er ikke kristendom. Hans bog er nemlig ikke kun et opgør med et forældet verdensbillede og med en svunden tids mytologiske forestillinger. I sin bog tager han afsked med den kristne Gud, fordi har ifølge Grosbøll er så gammeldags, at det undrer mig, at moderne mennesker overhovedet kan tro, at han eksisterer. Han tager afsked med trosbekendelsen, som rubriceres som ren abracadabra. Og endelig affærdiger han foragteligt gudstjenesten som et museum. Søren E. Jensen hævder, at en sådan mand da sagtens kan passe sin dont som præst i folkekirken, men det er jo netop det, han ikke gør. For præstens arbejde er at tjene Gud ved at forkynde ham. Ved Grosbølls gudstjenester forkyndes der ingen Gud, for Gud er ifølge ham faldet til jorden som en punkteret ballon. Moderniteten har afsløret, at Gud er død, og det er om dette lig, man samles i Tårbæk kirke. Derfor er det logisk nok, at Grosbøll anvender det støvede udtryk museum om gudstjenesten. Ligesom det er logisk, at troen ifølge Grosbøll ikke retter sig mod Gud, men mod menneskelivet. Havde Grosbøll et minimum af selvrespekt, havde han for længst fundet andet arbejde. Og havde Rebel taget sin tilsynsgerning alvorligt, havde hun enten stævnet Grosbøll eller i det mindste erklæret, at hun ikke med god samvittighed kunne stå inde for en sådan præst. Alle de tre citerede indlæg kan jeg tilslutte mig. Med rette understreger Katrine Winkel Holm det uholdbare i at undskylde Grosbøll med hævdprincippet. Afladshandlen havde også vundet hævd på Luthers tid. Han angreb den alligevel. Grosbøll må modsiges, og en kirke, som tolererer hans forkyndelse (men ikke Bent Feldbæk Nielsen) giver sig selv et image som en kirke, der er mere optaget af at være ceremonianstalt end af at være kirke. Og det kan ikke undre, om mange søgende, opgiver at søge i en så selvmodsigende kirke, men vender sig andetsteds hen. Hvis kirken ikke kan sætte en grænse her, så er den blevet utroværdig. HOO Efter suspensionen. Biskoppen i Helsingør, Lise Lotte Rebel har jo så på ny suspenderet pastor Grosbøll, hvilket har givet anledning til en del debat. De fleste præster har fundet det rigtigt af biskoppen at skride ind, mens nogle yderliggående har taget Grosbøll i forsvar. Nu er det i ministeriets hænder at afgøre, om der skal nedsættes en præsterret, eller om sagen skal afgøres som disciplinærsag. I Morgenavisen Jyllands-Posten skriver Hans Hauge under overskriften Gud og Valgkamp 12/6-04 bl.a.: Når præsterne og deres fagforening er nervøse over sagen om Thorkild Grosbøll, så er forklaringen bl.a., at omkring 25% af alle præster er enige med ham. Sognepræst 4

5 Lars Tjalve har netop udtalt det, og han selv mener det samme. Præsterne frygter altså dominoeffekten. Hvem er den næste? Fagforeningen vil have Grosbøll stillet for en præsteret. Det forstår man godt. Grunden er, at i en sådan er det universitetsteologer, der er bisiddere, og de fleste af dem har allerede udtalt, at de støtter Grosbøll. De er så ganske vist inhabile, men det findes der vel løsninger på. En præsteret vil føre til frifindelse. Derfor har bispen klogelig valgt en tjenestemandssag. Sidste gang, præsteretten dømte en præst, var det fordi han var indremissionsk. Han mente ikke, man kom i himlen, blot fordi man var døbt. Det var for meget for de skriftkloge. Så fortsætter Hauge med at redegøre for, at Grosbøllsagen har med partipolitik at gøre på den måde, at kredse, som vil skade regeringen og kirkeministeren og Dansk Folkeparti, mener, at de kan bruge Grosbøll. f.eks. har Politikken aftrykt en af hans prædikener. Jeg skal ikke kommentere, hvad Hauge skriver herom, ej heller hans noget forenklede henvisning til Bent Feldbæk-sagen. Derimod kan man frygte, at mange universitetsteologer vil støtte Grosbøll. Hertil er at sige, at de teologiske fakulteter ikke længere vil være konfessionelt bundet til evangelisk-luthersk kristendom. Det er fakulteternes valg. Men så må det have til følge, at Den danske Kirke heller ikke kan betragte universitetsteologerne som sagkyndige og uvildige dommere i læresager. Nu er listen over teologer, som kan dømme i læresager, såvidt jeg ved, ikke begrænset til universitetsteologer, men Hans Hauge peger på et reelt problem. Tidligere rektor for præstehøjskolen i Løgumkloster, Niels Thomsen, hævder det traditionelle grundtvigske frihedssyn. Skønt meget uenig med Grosbøll ytrer han betænkeligheder ved at afskedige ham. I Kristeligt Dagblad skriver han bl.a. den 11. juni 2004: Hvordan finder man ud af, om det er forbudt en folkekirkepræst at mene og at sige det at Gud har abdiceret og at der kun er det gudsrige, der lykkes ved os og mellem os. Det finder Lise-Lotte Rebel klart uforeneligt med folkekirkens bekendelse, men selv jeg, der langt fra er fan af Thorkold Grosbøll, kan snildt finde tolkninger, der gør udsagnet harmløst. Hvem er kompetent til at afgøre det? Det vil være vilkårligt, som det var i Snedstedsagen, hvordan teologerne vurderer, og de arme jurister vil være på Herrens mark, hvad de ikke er uddannet til. I næsten hundrede år indtil Snedstedsagen var ingen blevet afskediget i folkekirken for falsk lære. Det var ikke, fordi der ikke har været kættere, der afveg fra bekendelsen, men fordi der var for mange, og fordi man havde indset, at omkostningerne ved kætterjagt er større end udbyttet. I stedet havde man skabt en række ventiler, så der blev plads til afvigere: Valgmenigheder, hvor sære præster kunne trives, og muligheden for sognebåndsløsning for menighedsmedlemmer, der ikke havde tillid til deres præst, eller tilkaldepræster. Læg dertil den kirkelige debat, hvor læg og lærd kan spørge en Grosbøll, der erklærer, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud, hvordan han så søndag efter søndag kan bekende troen på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber. Enhver, der opvokset i et grundtvigsk hjem og mindes, hvordan Grundtvig blev dømt, mens rationalister blev frifundet, vil have en vis forståelse for Niels Thomsens 5

6 synspunkt. Men i vor tid, hvor fremmede religioner og frikirker trænger ind fra mange sider, må man spørge, om ikke det er vigtigt, at folkekirken besinder sig på 1. Kor 14.8 Men hvis trompeten giver uklar lyd, hvem vil så samle sig til kamp? - Det kan være, at en læresag fører til, at Grosbøll frifindes, men at en sådan frifindelse netop vil vække folk op til at se, at folkekirken ikke længere tager sit eget bekendelsesgrundlag alvorligt, og en sådan indsigt kan føre til vækkelse. Jeg savner forståelse for, at Grosbøll med flere er okkupanter, som har besat en kristen kirke for i deres embede at fornægte og bekæmpe den tro, som de har lovet at forkynde. Der er brug for en frihedskamp! HOO SVEND ERIK LARSEN FRISINDET KIRKEMINISTER Kirkeminister Tove Fergo er som bekendt genstand for en voldsom kritik efter min mening almindeligvis med rette. Den måde, hun håndterer forskellige problemer på, er og bliver kritisabel. Og dertil kommer, at det er længe siden, vi har set så tydelige statskirkelige tendenser hos en kirkeminister. Det kan naturligvis delvist i hvert fald være et udtryk for regeringens politik. Men hvordan det end hænger sammen, er det en kendsgerning, at folkekirken administreres som det offentliges statens religiøse væsen. Regeringens skattestop gælder således også for kirkeskattens vedkommende, selv om der i virkeligheden slet ikke er tale om en skat, men derimod om det medlemskontingent, folkekirkens medlemmer betaler. Jeg kan ikke se, hvad det har med regeringens skattepolitik at gøre, men det handler måske også først fremmest om at sikre sig magten over folkekirken?! I hvert fald er det jo en kendsgerning, at man har magten, hvis man sidder på kassen! Men netop på dén baggrund er det da værd at notere sig, at der også er noget positivt at sige, fordi ministeren har udvist frisind! Sidst på året 2003 fortalte NORDJYSKE STIFTSTIDENDE om, at kirkeminister Tove Fergo havde medvirket ved et debatmøde i Løgstør om emnet Folkekirken folkets kirke eller? Det skete under overskriften Ministeren smed kjolen i Løgstør. Det viste sig at handle om præstekjolen, som hun nu slet ikke havde haft på og derfor heller ikke kunne smide. Sagen var, at Tove Fergo var blevet bedt om at prædike ved en gudstjeneste forud for debatmødet. I forbindelse hermed havde sognepræst Torben Haahr, der er medlem af Indre Missions hovedbestyrelse, gjort ministeren opmærksom på, at der i menigheden var modstandere af kvindelige præster, som næppe kom, hvis hun mødte i præstekjole. Det valgte hun så ikke at gøre, hvad menighedsrådets formand iflg. avisen fandt fornuftigt! På Christiansborg fik hun til gengæld af flere kirkeordførere knubbede ord. Der var tale om et utidigt knæfald for et menneskesyn, der agter kvinder ringere end mænd. Og Margrethe Auken fandt, at hun er tolerant over for intolerancen. Socialdemokraternes ordfører Karen Klint mente, at det er et tilbageslag for os kvinder, at hun bøjer sig for en mandsdomineret del af kirken, og det skal vi piger ikke finde os i. Adspurgt giver endelig stiftets biskop Karsten Nissen udtryk for den almindelige 6

7 opfattelse, at når præsten prædiker i kirken, bør præsten naturligvis have kjolen på. Alt andet lyder sært. Kirkeministeren karakteriserer selv kort og velgørende klart kritikken som: Vrøvl! En cadeau til kirkeminister Tove Fergo for udvist frisind!! TO BREVE Svend Erik Larsen Som bekendt har Missionsprovinsen i Sverige søgt hjælp hos den lutherske biskop i Kenya for at få teologiske kandidater, som Svenska Kyrkan nægter præstevielse, ordineret, ligesom man ønsker at få bispeviet nogle, som fremover kan ordinere. Dette har givet anledning til brevveksling mellem ærkebiskop Hammar i Uppsala og biskop Obare i Kenya, hvilket her gengives i dansk oversættelse. Først ærkebiskop Hammars brev: Uppsala d. 2. Marts 2004 Biskop Walther E. Obare Omwanza Den Evangelisk Lutherske Kirke i Kenya P.O. Box 874 KISII Kære Biskop Obare! Den Evangelisk Lutherske Kirke i Kenya (ELCK) og Svenska Kyrkan er begge to gamle og engagerede medlemmer af det Lutherske Verdensforbund (LWF). LWF er den sammenhæng, hvor vi har arbejdet side ved side med det formål at både fordybe og styrke engagementet for LWF som et fællesskab af lutherske kirker. Vi deler alle visionen om at være i et fællesskab, hvori vi lever og deler vor tro med hinanden som medlemmerne i en familie. En vigtig forpligtelse, som vi alle bærer som medlemmer af LWF, er åbenheden overfor hinanden i mellemkirkelige spørgsmål. Som en del heraf indgår det at informere hinanden, når tiltag overvejes, som kunne påvirke andre kirker. Eftersom man i vore nyhedsmedier omtaler Dem i relation til den nyligt stiftede Missionsprovins, skriver jeg dette brev for at gøre Dem fuldt ud klar over, hvordan dette opfattes indenfor Svenska Kyrkan. Indenfor Svenska Kyrkan er der mange kirkelige bevægelser med forskellige standpunkter. I dag eksisterer de side om side, forenet af et ønske om at forblive sammen, selvom der er mange forskellige meninger vedrørende disse standpunkter. Det lader til, at vi har nået den smertefulde situation, hvor dette ønske om at forblive sammen for nogle ikke længere er så stærkt som behovet for at markere sit eget standpunkt. Kirkeordningen er meget klar: ordination af præster eller bispevielser uden for Svenska Kyrkans anerkendte regler vil lede til udelukkelse fra embedet for de involverede. Hvis dette skulle ske i forbindelse med Missionsprovinsen, ville de blive betragtet som en kirke. For mig at se ville det være problematisk, hvis De som biskop i en kirke 7

8 tilknyttet LWF på nogen måde ville vælge at være en del af en sådan udvikling, som den medierne peger på. Grundet alvoren i den forhåndenværende situation, anmoder jeg stærkt om, at De overvejer disse konsekvenser, før De tager noget skridt, og i hvert fald at De holder mig informeret om enhver udvikling i denne sag. I Kristus KG Hammar Ærkebiskop Cc Generalsekretær Ishmael Noko, LWF Man kunne få det indtryk af ærkebiskoppens brev, at det er Missionsprovinsens folk, som vil bryde med Svenska Kyrkan, men sandheden er, at man fra Svenska Kyrkans side nægter at ordinere teologiske kandidater, som fastholder Kirkens gamle ordning med ikke at ordinere kvinder. Her følger så biskop Obares brev af 16/ I vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Navn Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig. 1 Kor 12,26. Årsagen til at jeg skriver dette svar på Deres brev, Højærværdige Primas for Den Svenske Kirke er ømfindtlig og alvorlig. Jeg gør det kun efter alvorlige overvejelser og bønner. Lutheranere såvel som andre kristne bliver - både i voksende antal og i forskellige dele af verden mere og mere bevidste om den unormale situation i nuværende eller tidligere lutherske statskirker i Skandinavien og Tyskland. Med denne sørgelige og unormale situation mener jeg det faktum, at klassisk kristendom, beskrevet særligt i de lutherske bekendelser, udsættes for undertrykkelse og endda forfølgelse i disse historisk forankrede lutherske kirker. Gennem år, ja, gennem årtier er mænd, kaldet af Gud og kvalificerede ved theologiske studier, blevet nægtet ordination og fuld deltagelse i kirkens tjeneste og liv. Bag disse unge mænd står den kristne menighed, som lider sammen med dem. Samtidigt med denne form for undertrykkelse og forfølgelse vidner hele verden om, hvordan målt med enhver religiøs, kulturel og sociologisk målestok historisk protestantisme hastigt smuldrer i disse lande. Anledningen til at ty til denne form for extreme disciplinære tiltag lader til ikke først og fremmest at være bibelsk og bekendelsesmæssig, men politisk. Dog, som Dr. Martin Luther foran kejseren i Worms viser det, og som de lutherske bekendelsers krystalklare belæringer enstemmigt bekræfter det: den eneste gyldige kilde for autoriteten til med myndighed at disciplinere nogen i kirken med guddommelig ret (iure divino) er Guds Ord. Alt andet falder i en kategori af adiafora under menneskelig ret (iure humane). 8

9 Min kære broder og berømte kollega i embedets tjeneste, hvor er disse legitime guddommelige ordninger i Svenska Kyrkan? Eller bevidner vi, som jeg frygter det med mange andre lutherske kolleger, opkomsten af en sækular, intolerant, bureaukratisk fundamentalisme, som er fjendtlig mod Guds Ord og kendt fra forskellige kirkekampe mod totalitære ideologier gennem det 20. århundrede? Det er et velkendt faktum, at grunden til at nægte ordination er disse mænds afvisning af at anerkende og efterleve en novitet vedrørende det guddommeligt indstiftede embede, nemlig ordinationen af kvinder. Men de hellige skrifter, såvel som flertallet af kristne deler virkelig den samme, bibelske tro som disse mænd, og bag dem den kristne menighed. Ordinationen af kvinder er en novitet, kendt gennem historien kun fra forskellige gnostiske heretiske kirker, ikke fra den katholske, orthodoxe tidlige kirke, som den internationalt anerkendte biskop i Lund, Prof. Dr. Anders Nygren, pointerede i Sverige Denne gnostiske nydannelse kræver nu åbenbart, ikke blot enevælde i kirken, men også tyranni, eftersom den ikke kan tolerere selv den mindste samexistens med klassisk kristendom, særligt fremsat i de lutherske bekendelser. Det er på ingen måde min hensigt at belære Dem i disse forhold, som De turde kende meget bedre selv, men kun at motivere, at jeg skriver til Dem. I dag ved vi meget bedre end tidligere, at ordination af kvinder ikke er et afgrænset spørgsmål om køn og ligestilling i kirken. Det er intimt forbundet med de hellige skrifter, med theologi og antropologi. Manglende lydighed mod vor almægtige Herre og frelsers Jesu Kristi Ord ( 1 Kor 14,33b-38 m.f.) i dette spørgsmål har revet sluserne vidt åbne imod Guds Ord og mod klassisk kristendom. Måske husker De vort alvorlige ordskifte på podiet ved det Lutherske Verdensforbunds 10. generalforsamling i Winnipeg sidste år (2003) vedrørende forsvaret for homosexualitet. Vi ved, hvordan sådan debat har rystet det anglikanske fællesskab, og hvor de afrikanske og asiatiske kirker står. Det er meget vanskeligt og smertefuldt for mig at forestille mig, hvordan en samvittighedsfuld kirkeledelse kan stille sig mod Guds Ord og de lutherske bekendelser, selvom politiske myndigheder og mediehertuger af forskellig slags midlertidigt støtter eller truer dem. Alle eksempler fra kirkehistorien burde advare os mod at følge denne form for bibeltroskab, sådan, som det skete i de skandinaviske lande under de lutherske folkevækkelser i 1800-tallet. Vi burde have lagt denne form for erastianisme (statskirkelighed, oversætterens kommentar) og obligatorisk statskirkemedlemsskab bag os for længe siden. Endvidere burde Deres kirke have en bedre udgangsposition end dem i Danmark og Norge, eftersom I endelig har rystet statskirkens byrder af: Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker. Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på stormænd... (Ps 118,8-9)... Den lutherske lære i bekendelsesskrifterne og Dr. Martin Luthers skrifter er faktisk meget klar på dette punkt. Hvor de kirkelige myndigheder nægter ordinationen med begrundelser, der ikke er gyldige i lyset af Guds Ord, dér er en sådan afvisning ikke kanonisk gyldig. Den giver blot retten til at reformere kirken (ius reformandi) og retten til at ordinere (ius ordinandi) til dem, som er rede til at adlyde Guds Ord snarere end mennesker. 9

10 Af denne årsag skriver jeg denne alvorlige og dybfølte appel til Dem, min højst ærede og kendte kollega! Ud af kristen kærlighed gør jeg det i den dybeste ydmyghed. Men eftersom bibelsk og luthersk sandhed kræver det, vil jeg være så ligefrem og oprigtig som nødvendigt. Således beder jeg Dem om at gøre det, som må betragtes som et absolut minimum i en kirke, nemlig at beskytte dem, som trofast adlyder de hellige skrifter og de lutherske bekendelser for Kristi skyld; jeg appellerer alvorligt til Dem om, at De fjerner alle hindringer, som er lagt for de ovennævnte ordinationer og at gøre dette ved Deres eget eksempel som en ordinerende biskop og som en sand hyrde og modig primas for Deres kirke. Ellers må jeg med andre lutherske bisper påtage mig den tunge og historiske byrde at imødekomme råbet fra undertrykt lutherdom i Deres kirke og at ordinere biskopper og præster i Svenska Kyrkan på grundlag af den nødret, som er fremsat i de lutherske bekendelser. Som lutheranere må vi desuden forstå, at et sådant råb kommer fra Kirkens hoved selv. Hvem tør undlade at adlyde ham? I spændt venten på modtagelsen af Deres positive svar Walther Obare Omwanza Biskop i Den Evangelisk-Lutherske kirke i Kenya. Det er glædeligt, at der endnu er lutherske biskopper, som er i stand til at skrive sådanne breve, som afslører det forfald, som de gamle lutherske nationalkirker befinder sig i. HOO HANS OLAV OKKELS PAVESTATEN Under denne overskrift beskæftiger Kristeligt Dagblad 26/4-04 sig i en ledende artikel med Vatikanets indblanding i den amerikanske valgkamp. Det hedder således: VATIKANET ANERKENDER ikke reformationens adskillelse af stat og kirke. Hvis nogen var i tvivl om rigtigheden af den påstand, så kom beviset i fredags, da en af Vatikanets topkardinaler, Fracis Arinze, bekendtgjorde, at katolske præster bør nægte enhver katolsk politiker, der ikke utvetydigt tager afstand fra abort, nadveren. Meldingen fra Vatikanet er et slag i ansigtet på USA s demokratiske præsidentkandidat John Kerry, der netop er katolik og personlig modstander af abort. Kerry vil nemlig ikke lovgive om emnet, men lade det være op til den enkeltes samvittighed. Videre hedder det: Meldingen fra Vatikanet er fra et protestantisk synspunkt en utidig indblanding i den amerikanske valgkamp. Vatikanets indblanding afslører en meget dyb kløft mellem katolsk og protestantisk tænkning, både politisk, teologisk og kirkeligt eller ekklesiologisk, dvs. specifikt i forståelsen af kirken og dens rolle i verden. Politisk er det problematisk, at kirken forsøger at underminere John Kerry som kandidat, fordi han ikke følger Vatikanets dogmatiske linje. Det kan drive nogle katolske 10

11 Kirkelig Information vælgere i armene på Bush, som jo støtter dødsstraf. Fra et katolsk synspunkt er dødsstraf åbenbart bedre end abort. Teologisk er det problematisk, at man ikke kan anerkende nuancer i abortdebatten. Der står ikke et eneste ord om abort i Bibelen Der står, at man ikke må slå ihjel, og det kan man naturligvis godt fortolke som et forbud mod abort, men det er og bliver en fortolkning, der som alle fortolkninger kan diskuteres. Kirkeligt er det sidst, men ikke mindst dybt problematisk, at den katolske kirke mener at have ret til at nægte noget menneske nadver. Nadveren er både i den katolske og de protestantiske kirker et sakramente, altså en nådegave fra Gud indstiftet af Kristus som en hjælp til det enkelte menneske. Den katolske kirke har derfor intet ejerskab til nadveren, og fra protestantisk synspunkt er det ganske enkelt et misbrug af sakramentet, i denne situation oven i købet i politisk øjemed. I disse betragtninger er rigtigt og forkert blandet sammen på en forvirrende måde. 1. Det er rigtigt, at vi som lutherske kristne går ind for to-regimentlæren og en adskillelse mellem kirke og stat (andre protestanter f.eks. calvinisterne er mere til at sammenblande de to regimenter end katolikkerne). Men det betyder ikke, at kirken ikke har et ord at sige til staten eller, at den som Qvisling udtrykte det, skal nøjes med at tage sig af det evighedsmæssige. Vi stiller ikke krav om, at staten skal være kristelig, men at den skal være en retsstat- og det er jo, hvad kardinal Arinze også gør. Den skal værne menneskelivet herunder det ufødte. Derfor kan katolikker komme i en situation, hvor de foretrækker en metodist, som vil værne ufødt liv fremfor en katolik, som vil prisgive det. 2. Lederskribenten sondrer mellem det, der står nævnt i Bibelen og fortolkninger deraf. Men man må blot ikke ende i subjektivistisk vilkårlighed. At vi skal tolke de ti bud er en forpligtelse ikke en ret til vilkårlige løsninger. 3. Lederskribenten synes øjensynligt, at det er hævet over diskussion, at dødsstraf er værre end provokeret abort. Men uanset, om man går ind for dødsstraf eller ej, så må det dog hævdes, at provokeret abort rammer et barn, som endnu hverken har gjort godt eller ondt. 4. Lederskribenten synes ikke at give agt på, at heller ikke den lutherske kirke har afskaffet enhver form for kirketugt omkring nadverforvaltningen just fordi kirken ikke har ejerskab til nadveren, men må forvalte den i troskab mod Skriften. HOO HANS OLAV OKKELS KIRKELIG NEDRUSTNING På Djursland har en præst fået tilladelse til kun at holde én gudstjeneste, selvom der er to kirker i pastoratet. Som grund anføres, at der kun kommer få til gudstjenesten, og at præsten derfor kan møde sin menighed i andre sammenhænge. I Morgenavisen Jyllands- Posten tager sognepræst Katrine Winkel Holm sagen op 13/ Hun skriver: Man må håbe, hun er fejlciteret. Men den er sikkert god nok, når sognepræsten i Gjerrild, Karen Marianne Kristensen, opfordrer til aflysning af gudstjenester for i stedet at søge tilbage til kilderne. (JP 8/6) Og kilderne er stilhed og fordybelse. Tilbage til kilderne lød slagordet også for snart 500 år siden under 11

12 reformationen. Men dengang var kilderne Guds ord, i dag er de - i hvert fald på Djursland vort eget indre. For hvad er det, vi skal fordybe os i? Tilbage til kilderne er i pastor Kristensens mund tydeligvis en anden måde at sige: Fri os fra Guds ord, så vi kan få fred til at fordybe os i os selv. Hvorfor ellers stillegudstjenester? Med pædagogisk klarhed får hun frem, at den fornyelse, hun gør sig til talsmand for, ikke bare er et spørgsmål om form. Den er et spørgsmål om, hvad det er, vi som kirke samles om. Hvad det er, klokkerne ringer for. - Siden kirkens tidligste tid samledes menigheden om ordet om Kristus, der døde og opstod for os. Gudstjenesten var der før Ny Testamente, ja, de tre ældste evangelier er sandsynligvis samlinger af prædiketekster. I begyndelsen var prædikenen. Fra sin fødsel var kirken bygget op omkring gudstjenesten med bøn, salmer og forkyndelse. I snart 2000 år har kirken tjent Gud ved at prise ham, og den har tjent ham ved at lytte til hans ord. Helt uden diskussion har gudstjenesten på ugedagen for Kristi opstandelse ligget fast. Det er derfor, det bimler og bamler søndag efter søndag. Det er det, klokkerne ringer for. Eller gjorde; for nu er gudstjenesten åbenbart yt. Biskopper, menighedsråds- og præsteforening i samlet trop mener, præsterne kan bruge deres tid bedre. I flersognspastorater skal hver anden gudstjeneste væk, så præsten kan bruge sin tid på noget bedre. Til disse betragtninger vil jeg gerne knytte følgende kommentar. 1. Præsterne bør ikke lade sig smitte af mange folkekirkemedlemmers forsømmelse af gudstjenesten og måske foragt for den. Gudstjenesten skal ikke hente sin motivering fra, hvor mange deltagere, der er til stede, men fra Jesu løfte om at være midt iblandt os, når to eller tre er forsamlet i hans navn. 2. Som kirke og præster må vi frimodigt fejre gudstjenesten og glæde os over ord og sakramenter, hvorigennem Guds tilgivelse rækkes os. 3. I visse meget ukirkelige egne, må det overvejes, om vi skal erklære dem for missionsområder, som Børge Riisgaard i sin tid foreslog. HOO 12

13 Hvordan skal vi da leve - om skapelsen, loven og etikken NELA 2004 Konferanse i Nord-europeisk Luther-akademi Oslo august Holtekilen - Oslo Vandrerhjem 13

14 TORSDAG 12. AUGUST PROGRAM Velkomst The Ethics in the Sermon on the Mount. Reinhard Slenczka så vær også dere hellige i all deres ferd. Det nye testamentes etikk som etikk for et hellig Guds folk. Gunnar Johnstad Den eskatologiske depravasjonen. Georg Adamsen Middag Kveldsbønn FREDAG 13. AUGUST Frokost Morgenbønn Ireneus og etikken: Om å leve i lys av Guds siktemål for det skapte. Svein Rise Katekismen. Oddvar Jensen Lunsj The Two Governments. Kurt Marquart Tur Middag The Natural Knowledge of God and His Law - What this Knowledge Means and does not Mean. Daniel Preus Kveldsbønn LØRDAG 14. AUGUST Frokost Morgenbønn The Christian s Delight in Torah: The Place of Law in the Christian Life. Dean O. Wenthe Lovens plass og betydning i luthersk teologi. Knut Alfsvåg Lunsj Triplex usus legis: Reflexionen über den Gebrauch des Gesetzes bei Johann Gerhard im Spiegel des Naturgesetzes und der islamischen Scharia. Martti Vaahtoranta. 14

15 14.00 Fritid Kaffe Det naturliga och Guds lag i Bonhoeffers teologi. Halvar Sandell Människan mellan determinism och ansvarighet i det postmoderna samhället. Fredrik Brosché NELAs årsmøte Middag Kveldsbønn SØNDAG 15. AUGUST Frokost Gudstjeneste på Ryenberget, Oslo menighet av DELK Lunsj Naturlig och uppenbarad lag. Rune Söderlund * * * * * OM FOREDRAGSHOLDERNE: Georg Adamsen: Knut Alfsvåg: Fredrik Brosché: Oddvar J. Jensen: Gunnar Johnstad: Kurt Marquart: Daniel Preus: Svein Rise: Halvar Sandell: Reinhard Slenczka: Rune Söderlund: Martti Vaahtoranta: Dean O. Wenthe: Prof. dr. theol. ved dansk MF i Århus. Førstelektor. dr. theol. ved Misjonshøgskolen i Stavanger. Docent 1. amanuensis dr. theol. ved NLA i Bergen 1. amanuensis ved NLA i Bergen Prof. dr. theol. ved Concordia Theological Seminary FW 1. vice president i LCMS (Missourisynoden). Prof. dr. theol. ved NLA i Bergen Prest i Helsingfors og Bonhoefer-forsker. Prof. dr. theol. i Erlangen, p.t. emeritus i Litauen. Docent ved universitet I Lund Dr. theol. v. fritt fakultet i Tyskland Prof. dr. theol. og director ved Concordia Theological Seminary FW 15

16 Sted: Konferansen avholdes på Holtekilen like syd for Oslo, som drives som Oslo Vandrerhjem om sommeren, og er baptistenes Folkehøgskole om vinteren. Adressen er: Michelets vei 55, N-1320 Stabekk; tlf En kommer dit ved å ta lokaltog til Stabekk stasjon, eller med bil ved å ta av fra E 18 ved Strand (mellom Oslo og Sandvika) se kartet. KONFERANSEAVGIFT: 500,- NOK PRISER (OVERNATTING): Enkeltrom: 280,- pr. pers. pr. natt. Dobbeltrom: 230,- pr. pers. pr. natt. 3- eller 4-sengsrom 180,- pr. pers. pr. natt. 5-sengsrom m. bad: 280,- pr. pers. pr. natt. PRISER (MÅLTIDER): Lunsj/kvelds: 55,- (Tillegg for varmrett: 20,-) Middag (hovedrett + dessert): 120,- Kaffe m/ påfyll u/ kake: 20,- Kaffe m/ påfyll m/ kake: 45,- PÅMELDING: Sendes skriftlig eller pr. mail til: Jan Bygstad, Odinsvei 33a, N-5221 Nesttun (jaby@tiscali.no) eller: Knut Alfsvåg, Nedre Stokkavei 13, N-4023 Stavanger (knut.alfsvaag@mhs.no) Helst innen 30. juni 16

17 FRA NORGE I den såkaldte Lofotkatedral, som er den største kirke på Lofoten, ville man fejre Hålogaland bispedømmes 200-årsjubilæum med en fjernsynstransmitteret gudstjeneste pinsedag. Nu er det sådan, at netop i den kirke har man tilladt sig at hænge en såkaldt homofilifane op i kirken, ligesom Åpen Kirkegruppe markerede støtte til homofile og lesbiske i forbindelse med gudstjenesten. Det var baggrunden for, at to præster fra Strandebarm provsti, Per Kørner og Ludvig Nessa dukkede op ved gudstjenesten med slagord på præstekappen nemlig Jesu ord Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort det til en røverkule. De blev standset af fjernsynsfolkene, og blev derfor stående ved udgangen. Da de ville gå frem til nadveren, blev de igen standset af en repræsentant for Den norske Radio, hvorefter politiet trak dem ud. Episoden har givet anledning til, at Dagen i en ledende artikel 3/ skrev følgende under overskriften Pinsefest i Vågan: Under ledelse af de to homofililiberale biskopper i Sør- og Nord-Hålogaland fejrede et tusinde kirkeudsendinge i pinsehøjtiden tohundredeårsjubilæum for Hålogaland bispedømme. Men under festgudstjenesten i Kabelvåg fik man præsterne Ludvig Nessa og Per Kørner pågrebet af politiet, mens den homofililiberale Åpen Kirkegruppe derimod frit fik lov at aktionere før og under gudstjenesten. Alligevel var det Nessa og Kørner, som forkyndte Guds ord sandt og ret i Vågan-katedralen Pinsedag. Beretningerne om det, som skete med Nessa og Kørner, minder adskilligt om det, som profeten Amos skildrer i Amos 7,10 ff. Ypperstepræsten Amasja i Betel (som lå i Nordriget) sagde til Herrens profet Amos: Gå din vej, du seer! Fly til Juda land og spis dit brød der. Der kan du profetere. Men i Betel må du ikke længere profetere. For det er en kongelig helligdom og et rigstempel. Amasja indklagede også Amos for kongen og sagde: Landet kan ikke tåle det Amos siger. På samme måde nægtede altså NRKs folk (NRK= Norsk Riks Kringkastning) (Og formodentlig også de kirkeligt ansvarlige i Kabelvåg?) Nessa og Kørner at deltage i nadveren i den TV-transmitterede gudstjeneste. I stedet tilkaldte de politiet og fik dem fjernet med magt. Det er som at høre Amasja: Gå jeres vej, Nessa og Kørner. For trækirkekatedralen i Kabelsvåg er en rigshelligdom. Og gudstjenesten er en TVgudstjeneste... Nessa og Kørner gik i præsteklæder. Yderst bar de hver sin messehagel, som tilsammen havde følgende skriftord som rygindskrift: Mit hus skal kaldes et bedehus,...men I har gjort det til en røverkule. Dette ord af Heren Jesus selv er altså nu blevet utåleligt i Vågan-katedralen.Homofiliaktivisternes regnbueflag var derimod allerede kommet tilbage på plads igen i kirken blot timer efter, at pinsehøjmessen var ovre. Heldigvis rev Nessa og Kørner det skammelige symbol ned igen og gemte det, en symbolhandling, som mange medier har dækket. Det var alt i alt tung bibelsk åndskampfylde i det, som skete i Vågan-katedralen pinsedag. De to homofililiberale biskopper gør vanhellig bispetjeneste for en ugudelig samlivsform. De har deres høje gejstlige embeder urokket i behold. Talsmændene for Guds eget bud mod homoseksuelt samliv var derimod to ringeagtede afskedigede præster, som i årevis har måttet tåle spot, foragt og fornedrelse for deres bibeltro 17

18 vidnesbyrds skyld. Pinsedag måtte de tåle at blive brutalt grebet af politifolk, som antagelig krænkede deres egen tjenesteinstruks under pågribelsen. Og som bagefter rettede usande anklager imod dem for højrøstethed. Det er et velkendt fænomen i både gammeltestamentlig og nytestamentlig tid, at Guds ords talsmænd kan blive udsat for sådanne ting. Herren selv bad os glæde os, når de håner og spotter os i sådanne situationer. Derfor skylder alle, som i sand gudsfrygt kender Guds hellige bud, både Kørner og Nessa stor tak for de tunge byrder, de bærer. De to biskopper bør få at høre, at det ikke er dem(eller NRK eller Våganpolitiet) som har al magt i himmel og på jord. Men det er det bibelske homofiliforbudets Gud, som har det. I Dagen skriver Anne-Marie Bergan 12/6-2004: Bibelen fortæller, at mennesket er skapt i Guds billede til mand og kvinde (1 Mosebog 1,27). Videre står der, at Gud gav mennesket til opgave at føre slægen videre. Det 6. bud tilkendegiver, at det livslange monogame ægteskab er en gudvillet ramme om sexuelt samliv. I forhold til alle uægteskabelige forhold, også samboerskab. Homofil driftsorientering er blandt mange forstyrrelser i Guds skaberværk efter syndefaldet. Homofil adfærd er synd ifølge Bibelen (jfr Romerbrevet kap.1). Respekt for mennesker kan ikke betyde aksept af ethvert mellemmenneskeligt forhold. Bibelen formaner til at være sandheden tro i kærlighed (Ef 4,15) Jesus siger i Joh 14,21 Den som har mine bud og holder dem, han er den, som elsker mig. Derfor er er det respektløst og krænkende både mod Guds skaberorden og mod menneskeværdet, når der er hængt et homoflag op i Vågan og Svolvær kirkers våbenhus af præster og menighedsråd for at markere aksept af homofilt samliv. Anne Marie Bergan fortsætter: Vi trænger ikke til en kirke, som retter sig efter folkets meninger, hvad de end måtte være til enhver tid. En folkekirke med andre ord. Vi trænger til en bekendelseskirke. HOO HANS OLAV OKKELS OMRING ABORTSPØRGSMÅLET Ifølge Kristelig Dagblad 20/ har en familieplanlægningsgruppe i USA ansat en præst, som skal fungere som organisationens talsmand for teologisk retfærdiggørelse af retten til abort. Det er lykkedes at få ansat en metodistpræst til dette arbejde. Men også på andet hold sker der uhyggelige ting vedrørende abort. Således kan Dagen 25/ meddele, at Amnesty International angiber anti-abortpolitik. Man hævder, at en kvindes ret til at kontrollere sin krop, medregnet sin seksualitet og reproduktion er en grundlæggende menneskerettighed. Ganske vist tager Amnesty ikke stilling til, om kvinder har en ret til at vælge at afbryde uønsket svangerskab, men man angriber ikke desto mindre præsident Bush for ikke at ville give penge til internationale organisationer, som fremmer eller udfører abort. Dette giver anledning til, at Dagen i en ledende artikkel 28/ bl.a. skriver følgende: Menneskeretsorganisationen Amnesty International er begyndt at engagere sig i abortsagen. Det viser de sidste dages artikler i Dagen. Men denne halvt abortliberale 18

19 måde at flirte med abortspørgsmålet på, kan hurtigt blive en farlig vej at gå for Amnesty. For et fosterdrab er jo et drab på et menneske, som har krav på hundrede procent menneskeværd lige fra undfangelsesøjeblikket. En kvindes ret til at kontrollere sin krop, medregnet sin sexualitet og reproduktion er en grundlæggende menneskerettighed, hedder det i en Amnesty-rapport. Men slagordet kontrol over egen krop er meget ofte blevet brugt til at fratage det ufødte barn retten til at leve. Fosterets ret til liv er en rettighed, som Amnesty bør være mindst lige så meget optaget af som voksne menneskers ret til liv. Hvis ikke undergraver Amnesty sin egen eksistensberettigelse. Vi kan kun være enige i denne indsigelse mod tendenser i Amnesty Internationals stigende radikalisering. HOO LÆST Jørgen Bækgaard Thomsen: Bønnens Velsignelse. Lohses Forlag 89 sider. Umiddelbart forekommer det svært at skrive en læseværdig bog om bøn, dels fordi det vedrører noget meget personligt, og dels fordi emnet er behandlet ofte. Men det er virkelig lykkedes for Jørgen Bækgaard Thomsen at skænke os en udmærket fremstilling af emnet bøn. Der peges som titlen antyder på, hvilken gave og velsignelse det er, at Gud har givet os lov til at komme frem for Ham med alt. - I afsnittet om bønnens grundlag, kommer forfatteren ind på, at det ikke er en selvfølge, at vi må bede til Gud. Der anføres profetord fra Esajas, der viser, at vore overtrædelser skiller os fra Gud. Men så understreges det, at Ny Testamentes mange løfter om bønhørelse er knyttet til troen på Jesus og den retfærdighed, som han vil skænke syndere. Det understreges, at bønnens mål ikke er opfyldelse af vore ønsker, men at vi får det, som vi trænger til. I afsnittet Bønhørelse og Bønneskuffelse slås det fast, at forjættelsen om bønhørelse ikke betyder, at vi får magt over Gud. Bøn er udtryk for afhængighed og magtesløshed men en tillidsfuld magtesløshed. (s 28). Bogen kommer også ind på, hvad der ligger i bøn i Jesu navn. Naturligvis rummer bogen også en gennemgang af Fadervor. Emner som frie bønner faste bønner og bedetider behandles med indsigt og åbenhed for berettigelsen af forskellige fromhedstraditioner. I afsnittet om bønnebøger minder forfatteren os om, hvilken velsignelse der ligger gemt i salmerne: Mange har oplevet, at det var salmelinier, der i svære tider gav lys og håb, samtidig med, at de gav ord til smerten og frygten (side 6). I den forbindelse fremhæves også Salmernes bog i Gamle Testamente, som forfatteren i øvrigt har skrevet kommentar til (Credo forlag). Også Jesusbønnen - kendt fra de ortodoxe kirker bliver omtalt. Og det er en bøn, som er til stor hjælp for mange. Den citeres (s 64): Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig. Også tungetale og meditation omtales, ligesom der er et afsnit om kroppen i bøn, hvor forskellige ydre udtryk for ærbødighed over for Gud omtales. Det omtales også, at korstegnet ikke er forbeholdt katolikkerne, men blev anbefalet af Luther. Jeg vil anbefale bogen, men læs den langsomt, så er udbyttet af den størst. HOO 19

20 LÆST Peter Halldorf: Drik dybt af Ånden 333 sider kr 248. Forlaget Boedal, Falkevej 12, 3200 Helsinge. Oversat fra svensk af Carsten Dalsgaard. Både i Norge og Sverige er der en vis kontakt mellem højkirkelige kredse og de mere karismatisk prægede Oasebevægelser- måske ud fra en fornemmelse af, at de to bevægelser kan virke befrugtende ind på hinanden og hjælpe hinanden til ikke at komme på afveje og ende i henholdsvis ritualisme og sværmeri. For den, som både ser nogle farer i det karismatiske og samtidig fornemmer, at der også findes noget værdifuldt, er Peter Halldorfs bog en meget interessant og læseværdig bog. Peter Halldorf selv er præst i den svenske pinsebevægelse, men tillige retræteleder på et refugium i Östergötland. Han er klar over, at mennesker kan føle sig krænket af en karismatisk åndelighed, der med tvivlsomme metoder har forsøgt at trænge sig ind i et menneskes inderste (side 9). Med rette gør forlaget opmærksom på, at forfatteren ikke henter sin inspiration i moderne amerikanske supermenigheder, men i kirkens ældste vidnesbyrd. Der ligger grundige skriftstudier bag Halldorfs bog. Og ikke mindst forbavses man over det store kendskab han har til kirkefædrenes forhold til det, som ofte benævnes som åndsdåb. For Peter Halldorf er der dog en nær forbindelse og sammenhæng mellem vanddåben og åndsdåben, så den sidste følger den første. På side 137 nævnes, hvordan biskoppen ifølge Hippolyt skal lægge sin hånd på de nydøbte og bede sådan: Herre Gud, du, som har ladet dem få syndernes forladelse i genfødelsens bad, lad dem blive fyldt af Helligånden, og send din nåde over dem, så de tjener dig efter din vilje. Bogen skildrer kirkefædrenes karismatiske liv. Og Halldorf har beskæftiget sig meget med såvel østligt ortodoxe fædre som med romersk-katolske fædre. Naturligvis skildres også personligheder inden for hans egen tradition i Pinsebevægelsen. Forfatteren ser med stor veneration på den ortodoxe kirke. På side 208 hedder det: En pinsemenighed står i sit forhold til nadveren, netop på grund af sin åndelighed, betydeligt nærmere den holdning, der findes i den ortodokse tradition, end den, der findes i den reformerte strømning, som man af historiske årsager ofte teologisk har stillet sig i. Og på den følgende side hedder det: På samme måde som kirker med en liturgisk gudstjeneste har brug for at åbne sig for den karismatiske dimension, er der i dag stadig flere af de nyere karismatiske menigheder, som generobrer en sakramental indstilling til gudstjenestens ydre form. Han er klar over værdien i en fast liturgi og ser en fare i spontaniteten: Den modernistiske idé om, at fraværet af orden og forberedelse er det, der bedst befordrer Åndens frihed, afspejler kun den sækularisering, som har skabt et frihedsideal, som ender i anarki (side 210). Disse smagsprøver må være tilstrækkelige til at skabe interesse for bogen. Selvfølgelig kan der også være ting i bogen, som man må forholde sig spørgende og kritisk over for. Halldorf kommer ikke ind på Luther eller de gamle lutherske fædre, hvilket i og for sig kunne være relevant. 20