Arbejdsløshed og jobsøgning i Danmark. Tor Eriksson, Peter Jensen og Peder J. Pedersen

Transkript

1 Arbejdsløshed og jobsøgning i Danmark Tor Eriksson, Peter Jensen og Peder J. Pedersen Rapport 9901 December 1999

2 Published by Centre for Labour Market and Social Research Universitetsparken, Building Aarhus C, Denmark Editor: Peder J. Pedersen Copyrights: Tor Eriksson, Peter Jensen and Peder J. Pedersen ISSN

3 Arbejdsløshed og jobsøgning i Danmark af Tor Eriksson *, Peter Jensen ** og Peder J. Pedersen ** Centre for Labour Market and Social Research (CLS), and Departments of Economics the Aarhus School of Business * and University of Aarhus ** National rapport. December 1999 Undersøgelsen har modtaget støtte fra Nordisk Ministerråd og fra Arbejdsministeriet. Den udgør en del af en fælles nordisk undersøgelse, hvor afrapporteringen består af nationale rapporter som den foreliggende for Finland, Norge og Sverige og af en fælles nordisk rapport, som behandler en række tværgående temaer og problemer. Undersøgelsens danske del er udarbejdet ved CLS. Vi har haft effektiv forskningsassistance fra doktorand studerende Andreas Jonsson, Lunds Universitet. Desuden har Troels K. Nielsen og Lasse Bork bistået som studentermedhjælpere på projektet. 1

4 Kapitel 1: Indledning Blandt de nordiske lande har Danmark den mest omfattende erfaring med høj arbejdsløshed. Den internationale konjunkturnedgang i forbindelse med olieprisstigningen i midten af 1970erne ramte dansk økonomi i en sårbar situation. Samtidig var den økonomiskpolitiske reaktion meget uhensigtsmæssig. Resultatet var en kraftig stigning i arbejdsløsheden fulgt i de næste 25 år af svingninger omkring et i store dele af perioden stigende niveau. Massearbejdsløshed i de andre nordiske lande begyndte først omkring 1990, hvor Danmark allerede i 15 år havde levet med dette problem. Arbejdsmarkedspolitisk fulgte Danmark i den første fase med høj arbejdsløshed en passiv kontantlinie med en maximal dagpengeperiode på 2,5 år. Den kraftige stigning i langtidsarbejdsløsheden førte til en såkaldt moratorieordning, hvor varighedsbegrænsningen for dagpengene blev suspenderet. Kombineret med forskellige jobtilbudsordninger opstod et arbejdsmarkedspolitisk regime, hvor mennesker nærmest ubegrænset længe kunne bevæge sig imellem passive dagpengeperioder afbrudt af jobtilbud, som reetablerede dagpengeretten. Samtidig søgte man set i tilbageblik uden held at holde arbejdsløsheden nede gennem udbudsbegrænsende foranstaltninger. Den mest markante var indførelsen af efterlønsordningen i 1979 for folk i aldersgruppen 6066 år med en stabil arbejdsmarkedstilknytning. Men hertil kom ferieforlængelse og reduktion af den ugentlige arbejdstid. Igennem 1980erne skete et skift i vægtfordelingen mellem passive og aktive elementer i arbejdsmarkedspolitikken med større vægt på aktive foranstaltninger. Dette policy skift er forstærket igennem 1990erne, hvor der er indført en effektiv varighedsbegrænsning i dagpengesystemet samtidig med en markant fremrykning af det tidspunkt i et forløb, hvor en arbejdsløs får tilbudt en mere aktiv foranstaltning. Policy skiftet har sammenhæng med en kraftig beskæftigelsesstigning i årene siden Det forhold, i sammenhæng med erkendelsen af konsekvenserne af mere langsigtede demografiske ændringer, har ført til det umiddelbart paradoksale, at fokus i diskussioner af de mere langsigtede problemer på arbejdsmarkedet er at undgå mangel på arbejdskraft i fremtiden. Arbejdsmarkedets struktur og funktionsmåde er samfundsøkonomisk af stor betydning uanset, om fremtiden bliver præget af fortsat høj arbejdsløshed eller af mangel på arbejdskraft. Strukturen og funktionsmåden hænger sammen med adfærd og holdninger på 2

5 arbejdsmarkedet. Specielt hænger muligheden for at fastholde en lav strukturarbejdsløshed sammen med, at der udvises aktiv søgning og fleksibilitet under arbejdsløshed. Det væsentligste formål med den foreliggende undersøgelse er med det udgangspunkt at se på, hvordan søgeaktivitet, søgeintensitet og holdninger hos en stikprøve af arbejdsløse hænger sammen med deres personlige baggrund og med deres placering i forhold til dagpengesystemet og til de arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger. Der er en særlig interesse knyttet til udformningen af undersøgelsen, hvor samme batteri af spørgsmål er brugt i 4 lande med forskellige baggrundshistorier med hensyn til arbejdsløshed og med forskelle i opbygningen af institutionerne på arbejdsmarkedet. I det følgende indeholder kapitel 2 en summarisk oversigt over dansk empiri på området. Kapitlet indeholder desuden en kort introduktion til den empiriske udformning af den danske del af den foreliggende undersøgelse. Kapitel 3 indeholder en oversigt over regelgrundlaget for dagpengesystemet i Danmark med særlig vægt på de væsenligste ændringer i de senere år. Kapitel 4 rapporterer resultater fra den danske surveyundersøgelse. 3

6 Kapitel 2: Empiriske undersøgelser En oversigt 2.1 Indledning Den traditionelle opfattelse af ledigheden som en relativt fast bestand af personer, der ikke kan få et job, holder ikke stik. Ledighedens natur er dynamisk; bestanden af ledige forandrer sig hele tiden ved, at personer bevæger sig ud af og ind i ledighed. I løbet af et år berøres mellem 25 og 30 procent af den danske arbejdstyrke af ledighed, så den samlede ledighed er spredt ud på mange flere personer, end det antal der på et givet tidspunkt er ledige. Dette har naturligt ført til en stor interesse for at analysere bevægelserne til og fra ledighed, for herigennem at opnå en viden omkring disse dynamiske aspekter af ledigheden. Gennem de seneste 2025 år er denne tilgangsvinkel til ledigheden blevet den fremherskende, samtidigt med og inspireret af den voksende interesse for at finde et mikrofundament for alle dele af den økonomiske teori samt af fremkomsten af relevante datagrundlag. Analyser af ledighedens dynamik kan bidrage med viden om, hvilke personer der bliver ramt af ledighed, af hvilke årsager de bliver ledige, hvordan deres adfærd er under ledigheden, hvor længe de er ledige, og hvordan de forlader ledigheden. Disse spørgsmål er typisk søgt besvaret empirisk ved mikroøkonometriske analyser af individuelle ledighedsperioder. De individuelle ledighedsperioder kan dekomponeres i tre dele: bevægelsen ind i ledighed, opholdet i ledighedstilstanden, og bevægelsen ud af ledighed. Denne dekomponering af ledighedsperioderne i de dynamiske komponenter er motiveret af betragtninger om, at det er forskellige faktorer, der påvirker de enkelte komponenter. Det er således ønskeligt at 'dissekere' ledigheden for ad den vej at tilvejebringe et grundlag for en forståelse af 'ledighedens anatomi', hvilket er nødvendigt, hvis man skal pege på muligheder for at reducere ledighedsproblemet. Ud over at betragte de individuelle ledighedsperioder er det også muligt at anlægge et længere tidsperspektiv og undersøge, hvorledes koncentrationen af ledigheden på individer er, med hovedvægten på hvorvidt det er de samme personer, der igen og igen bliver ramt af ledighed. Man kan se på såvel antallet af ledighedsperioder som på den samlede ledighed over en længere årrække. Desuden kan man for at få et mere fuldstændigt billede af arbejdsmarkedet betragte bevægelser mellem alle de forskellige tilstande på arbejdsmarkedet, hvilket også vil omfatte bevægelser mellem forskellige jobs. Generelt vil man derved kunne opnå en langt bedre viden om de dynamiske tilpasningsmekanismer på arbejdsmarkedet. 4

7 Formålet med dette afsnit er at give en oversigt over forskellige dynamiske aspekter af ledigheden på det danske arbejdsmarked 1. Der er primært tale om en oversigt, hvor nyere forskningsresultater om ledighedens dynamik præsenteres og diskuteres. Fokus vil være på de individuelle aspekter af ledighed og ikke på aggregerede aspekter. Analyser af ledighedens dynamik kræver longitudinelle data, hvor personerne følges over længere tid. I Danmark findes der gode muligheder for at lave denne type analyser, da der eksisterer registerdata om ledigheden på individniveau (CRAMregistret). Efter en kort indledning i afsnit 2.2 om strukturen og fordelingen af ledigheden i Danmark følger en række afsnit om de dynamiske aspekter af den individuelle ledighed. Først gives i afsnit 2.3 et overordnet billede af dynamikken i den danske ledighed ved at se på dekomponeringen i indstrømning og varighed. Afsnit 2.4 beskriver nogle aspekter af søgeadfærden hos de ledige, og i afsnit 2.5 betragtes spørgsmålet om varighedsafhængighed og anden historieafhængighed. Dernæst fokuseres i afsnit 2.6 og 2.7 på to specifikke aspekter af ledighedens dynamik, nemlig påvirkningen fra konjunkturerne og fra arbejdsløshedsdagpengene. Endelig beskrives i afsnit 2.8 nogle resultater omkring effekterne af arbejdsmarkedspolitik og uddannelse, inden der gives nogle afsluttende bemærkninger i afsnit Ledighedens struktur og fordeling Ledighedens udvikling og dens fordeling på forskellige grupper har været genstand for mange beskrivelser. En forholdsvis udtømmende beskrivelse af situationen op til og med 1992 er givet af Jensen (1996). Et af de karakteristiske træk ved det danske arbejdsmarked er en meget høj og vedvarende ledighed op igennem 1980erne og de første år af 1990erne. Der har været konjunkturmæssige svingninger i ledighedsniveauet, men det har vedvarende befundet sig på et højt niveau. Ledigheden er meget ulige fordelt på forskellige grupper, når man betragter opdelinger efter køn, alder, arbejdsstilling og uddannelse. Kvinder, unge, ufaglærte og personer med kun lidt eller slet ingen erhvervsuddannelse har højere ledighedsprocenter end andre grupper. Også regionalt er der store forskelle i ledighedsprocenter. Den skjulte ledighed må ligeledes 1 Der findes en række tidligere oversigter over både internationale og danske resultater, jf. bl.a. Devine & Kiefer (1991) og Pedersen & WestergårdNielsen (1993). 5

8 antages at være betragtelig, da både efterlønsordningen og forskellige orlovsordninger har medvirket til at bringe ledige ud af ledighedsstatistikken 2. En opdeling af ledigheden efter type eller efter dens årsager er ikke umiddelbart muligt ud fra den offentliggjorte ledighedsstatistik. Det er dog i et vist omfang muligt at få et overblik over karakteren af ledigheden ud fra den eksisterende statistik og de eksisterende undersøgelser af det danske arbejdsmarked. Jensen og WestergårdNielsen (1990) har beregnet, at ca. 16 procent af den totale ledighed og ca. 40 procent af alle ledighedsperioder var midlertidig hjemsendelsesledighed i perioden Munch (1996) bekræfter dette omfang baseret på nyere data for perioden Det fundne omfang af midlertidig hjemsendelsesledighed for Danmark svarer i mange henseender til det, som er konstateret i USA. I europæisk og nordisk sammenhæng er der imidlertid tale om et forholdsvist stort omfang af midlertidig hjemsendelsesledighed (se Jensen (1996) for nærmere detaljer). Socialkommissionen (1992) har også undersøgt fordelingen af ledighedsperioderne på forskellige typer og finder, at ca. 30 procent af ledighedsperioderne er midlertidige hjemsendelser og deltidsledighed, ca. 30 procent er kortvarige ledighedsperioder (under 3 uger) i forbindelse med jobskifte, indtræden på eller udtræden fra arbejdsmarkedet, og ca. 40 procent er ledighedsperioder, der skyldes andre årsager end de allerede nævnte. Pedersen og Smith (1995) har på basis af survey data for 1994 undersøgt årsagerne til, at de ledige har mistet deres tidligere job. De rapporterer, at i under halvdelen af tilfældene (46 procent) er årsagen til ledigheden den traditionelle, at personen er blevet afskediget fra sit tidligere job. Den næstvigtigste årsag (34 procent) er, at det tidligere job var midlertidigt. Omkring 8 procent af de ledige har selv sagt op. Desuden viser undersøgelsen, at der er store forskelle mellem mænd og kvinder med hensyn til årsagerne til ledighed. For kvinder er det bemærkelsesværdigt, at den vigtigste årsag til ledighed er, at det tidligere job var midlertidigt, og at næsten 10 procent er blevet ledige på grund af familiemæssige, helbredsmæssige eller uddannelsesmæssige årsager. I en opfølgningsanalyse med samme panel 2 år senere finder Jensen & Pedersen (1998), at andelen, som er afskediget fra et tidligere job, er faldet yderligere til et niveau på 39 procent af de ledige i stikprøven. Andelen, som selv har sagt op, og andelen som angiver at være ledige af familiemæssige eller helbredsmæssige årsager er tilsvarende steget fra 1994 til Se f.eks. Rasmussen & WestergårdNielsen (1996) for en oversigt over udviklingen i aktive og passive arbejdsmarkedsforanstaltninger i perioden

9 2.3 Ledighedens dynamik: indstrømning og varighed Det er som nævnt karakteristisk for den danske ledighed, at den er fordelt på et meget stort antal personer. Hvert år berøres op til 30 procent af arbejdsstyrken af ledighed. Når dette sammenholdes med, at ledighedsprocenten, beregnet som antal fuldtidsledige på årsbasis i forhold til arbejdsstyrken, er væsentlig lavere i de senere år på et niveau omkring 6 7 procent er det en indikation af, at der foregår en relativ stor bevægelse ud og ind af den gruppe, der er registreret som ledige. På trods af at en meget stor del af arbejdsstyrken (2530 procent) således hvert år er med til at bære ledighedsbyrden, så er de fleste af disse personer kun berørt af en enkelt eller nogle få kortvarige ledighedsperioder i løbet af året, hvorimod størstedelen af ledigheden bæres af en meget mindre gruppe, der udgør ledighedens 'hårde kerne'. Betragtes ledighedens fordeling på enkeltpersoner set samlet over en længere årrække, tegner der sig en meget klart billede af det, som i den danske debat er blevet benævnt A og Bholdsfænomenet: En meget stor gruppe af arbejdsstyrken berøres aldrig af ledighed, mens en anden og mindre gruppe i årevis befinder sig i kategorien af ledige eller bevæger sig hyppigt ind og ud af denne kategori. Den normale ledighedsprocent dækker over vigtig information omkring de dynamiske aspekter af ledigheden. Under betingelser omkring dynamisk ligevægt ('steadystate') kan man dekomponere ledighedsprocenten i en indstrømningsrate til ledighed og en gennemsnitlig varighed af ledighedsperioder. Den officielle danske ledighedsstatistik (fra Danmarks Statistik) tillader imidlertid ikke en sådan dekomponering, men i stedet kan man foretage en dekomponering i risikoen for at blive berørt af ledighed og det gennemsnitlige omfang af ledighed i løbet af et kalenderår. Den sædvanlige 'steadystate' dekomponering ville være u=i*d, hvor u er ledighedsprocenten, i er indstrømningsraten til ledighed, og d er den gennemsnitlige varighed af en ledighedsperiode. Den tilsvarende dekomponering, som tillader, at nogle personer har flere ledighedsperioder i løbet af året, ville være u=p*n*d, hvor p er risikoen for at blive berørt af ledighed for den enkelte person i arbejdsstyrken og n er det gennemsnitlige antal ledighedsperioder per berørt person. I den danske ledighedsstatistik kan man lave dekomponeringen u=p*nd (med nd=n*d). 7

10 For 1998 giver denne dekomponering følgende resultat: ledigheden for året var på 6,6 procent af arbejdsstyrken (u), mens den berørte del af arbejdstyrken var på 23,7 procent (p) og den gennemsnitlige ledighedsgrad var på 0,278 (nd), hvilket er lig med 14,5 uger. Angivet i antal personer var årsledigheden på personer, mens antallet af berørte personer var Betragtet over en længere periode nåede antallet af ledighedsberørte over , da det var højest i Dette niveau blev nået efter en langvarig lavkonjunktur, som satte ind fra Siden 1993 er alle komponenterne i ledighedsudviklingen gået ned, ikke mindst gælder dette det gennemsnitlige ledighedsomfang for de berørte. Imidlertid skal det bemærkes, at det gennemsnitlige årlige omfang af ledighed på 14,5 uger for de ledighedsberørte kan bestå af en eller flere ledighedsperioder for den enkelte person. Dermed bliver den gennemsnitlige varighed af en ledighedsperiode typisk kortere end det gennemsnitlige antal ledige uger per år. En undersøgelse af Jensen, Mikkelsen og WestergårdNielsen (1992) for årene fandt, at det gennemsnitlige antal ledighedsperioder per berørt person per år (n) var på 1,6 (svarende til et totalt antal ledighedsperioder på 1,3 mio. om året). Dette betyder, at den gennemsnitlige varighed af en ledighedsperiode var på ca. 12 uger i disse år. Det er temmelig svært at foretage internationale sammenligninger baseret på disse tal, da tilsvarende oplysninger sædvanligvis ikke findes for andre lande. Björklund (1996) og Jensen (1996) foretager dog sammenligninger mellem Danmark, Sverige og USA med det resultat, at den gennemsnitlige varighed af en ledighedsperiode er tilnærmelsesvis ens i de tre lande. Årsagen til, at Danmark i disse år havde en højere ledighedsprocent, skal således findes i, at en større del af arbejdsstyrken rammes af ledighed. I visse udenlandske undersøgelser (f.eks. Layard et al. (1991)) er Danmark, fejlagtigt, blevet klassificeret som et land med en lav indstrømning til ledighed og en lang varighed. En korrekt klassifikation er som et land med en høj indstrømning til ledighed og en kort varighed. Hvis Danmark sammenlignes med andre europæiske lande med en tilsvarende høj ledighedsprocent, er ledighedsperioderne kortere og indstrømningen tilsvarende høj. Umiddelbart ville en høj indstrømning (eller incidens) og en kort gennemsnitlig varighed indikere, at ledighedsbyrden bæres af et stort antal personer. En lav indstrømning og en lang varighed ville omvendt indikere, at arbejdsmarkedet er mere eller mindre opdelt mellem 'insidere' med stabile jobs og 'outsidere', som næsten permanent er ledige. Dette billede skal imidlertid modificeres for Danmarks vedkommende, da en meget stor del af de mange ledighedsperioder er helt korte. Dette skyldes i overvejende grad, at midlertidig 8

11 hjemsendelse er et udbredt fænomen på det danske arbejdsmarked. Der føjes hermed en ny dimension til opdelingen på arbejdsmarkedet i A og Bhold, eller insiders og outsiders. Dekomponeringen af ledigheden i de to komponenter (indstrømning og varighed) er motiveret af en betragtning om, at det er forskellige faktorer, der påvirker henholdsvis indstrømning og varighed. Dette leder også naturligt til at foretage mikroøkonometriske analyser af disse faktorers betydning. En af de vigtigste metoder til dette er varighedsanalyse af de individuelle ledighedsperioder. I de følgende afsnit vil nogle resultater fra sådanne analyser blive præsenteret. Selve metoderne vil ikke blive nærmere omtalt her, da det falder uden for rammerne af denne oversigt, men en kortfattet beskrivelse af de økonometriske modeller og estimationsmetoder kan bl.a. ses hos Jensen og Verner (1996). 2.4 Søgeadfærden hos de ledige Den vigtigste teoretiske basis for det meste af forskningen omkring ledighedens dynamik er søgeteorien, jf. kapitel 2 i den Nordiske rapport vedrørende nærværende undersøgelse. Søgeteorien kan forklare, hvorfor en arbejdssøgende bevidst kan være længe om at vælge det rigtige job, og hvordan søgeintensiteten og den hastighed, hvormed den arbejdssøgende stilles over for jobtilbud, medvirker til at bestemme varigheden af ledighedsperioderne. Nedenfor gives en kort præsentation af hovedideerne i søgeteorien. Grundlæggende bygger søgning efter job på arbejdsmarkedet på heterogenitet i arbejdsgivernes løntilbud over for arbejdsudbyderne. De arbejdssøgende foretager en omkostningskrævende søgning efter et (bedre) job under hensyntagen til søgeomkostning, søgegevinst, jobtilbuddenes ankomstintensitet og en løntilbudsfordeling. Jobtilbud karakteriseres ved deres tilknyttede løn, som fra den arbejdssøgendes synsvinkel betragtes som en stokastisk variabel med en kendt fordelingsfunktion. Parametrenes indbyrdes variation bestemmer, hvorvidt den arbejdssøgendes overgangsrate til beskæftigelse afhænger af, hvor lang tid vedkommende har været ledig (varighedsafhængighed), og retningen af denne eventuelle afhængighed. Den arbejdssøgendes beslutningsproblem består herefter i at vælge netop det jobtilbud, som maksimerer nutidsværdien af den fremtidige indkomststrøm. Den optimale søgestrategi vil (under visse antagelser) være at fastsætte en reservationsløn, som forventes at give den største søgegevinst, og derefter vælge det første jobtilbud med mindst denne aflønning. 9

12 Jobtilbuddenes ankomstintensitet kan føres tilbage til en efterspørgselseffekt stammende fra varemarkedet. Man kan forestille sig en model, hvor arbejdsgiverne rangordner arbejdsudbyderne i en kø med de bedst kvalificerede længst fremme og de mindst kvalificerede bagest. Herefter tilbyder arbejdsgiverne det antal jobs, som konjunkturen tillader, ned gennem rangordenen. Som konsekvens heraf vil en mindre kvalificeret arbejdssøgende ved konjunktursvingninger have en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet end en højere kvalificeret arbejdssøgende. Et tidligt studium af de lediges søgeadfærd i Danmark findes hos Bach (1984), mens Pedersen og Smith (1995) præsenterer nyere viden omkring dette emne. De har undersøgt en række aspekter af søgeadfærden, såsom søgeintensiteten, søgemetoder, og reservationslønnen. Blandt de vigtigste resultater vedrørende søgeadfærden er, at ledige kvinder nedsætter søgeaktiviteten efter et nyt job med stigende alder og jo flere børn, de har. Tilsvarende giver et lavt uddannelsesniveau en formindsket søgeaktivitet hos mænd. Det er klart, at disse resultater ikke umiddelbart giver nogen indikation af årsagen til den nedsatte søgeaktivitet for personer med de nævnte karakteristika. Der kan være tale om såvel 'discouragement' som et ønske om at forblive ledig og modtage dagpenge. Resultaterne i Pedersen & Smith (1995) vedrører en stikprøve, som blev geninterviewet i 1996, jf. Jensen & Pedersen (1998). I anden runde af dette panelinterview blev der spurgt mere explicit vedrørende søgeintensitet, målt ved antallet af direkte henvendelser til arbejdsgivere, og ved antal timer anvendt på søgeaktivitet, samt direkte kontante søgeomkostninger inden for den seneste måned. De arbejdsløse blev desuden spurgt, om de henvendte sig flere eller færre gange til arbejdsgivere nu, end de gjorde i den første fase af deres ledighed. Aggregeret var der en svagt stigende profil i søgeintensiteten målt ved antal direkte henvendelser til arbejdsgivere men det dækker over en markant adfærdsforskel mellem kvinder og mænd. For kvindernes vedkommende blev der fundet en kraftig stigning i søgeintensiteten med stigende varighed, mens der for mænd blev fundet den modsatte sammenhæng. I en statistisk analyse af sammenhængen mellem søgeintensitet målt ved antallet af direkte henvendelser til arbejdsgivere og baggrundsvariable var resultatet, at kvinder havde signifikant færre henvendelser, at brugen af direkte henvendelser var stigende med uddannelsesbaggrunden, og at den var aftagende med varigheden af arbejdsløsheden. Tilsvarende statistiske analyser blev gennemført i forhold til antal timer og til direkte omkostninger anvendt på søgeaktivitet. Den eneste variabel, som var signifikant positiv i forhold til alle tre søgeindikatorer, var den løn, som den arbejdsløse forventede at få i et eventuelt fremtidigt job. 10

13 Der findes forholdsvis få forsøg på at undersøge reservationslønnen direkte, både internationalt og for det danske arbejdsmarked. Et af de få studier af reservationslønninger præsenteres af Pedersen og Smith (1995), som finder, at nogle ledige har en reservationsløn, der er for høj relativt til den lønstruktur, som gælder for de beskæftigede. Der er her tale om survey data, hvor de ledige er blevet spurgt om, hvor stor deres reservationsløn er. Desuden finder de, at reservationslønnen er lavere, jo højere ledighed personen selv har oplevet, samt at reservationslønnen alt andet lige er lavere for kvinder end for mænd. Stikprøven fra denne undersøgelse blev som nævnt reinterviewet i I analyser af reservationslønnen blandt de arbejdsløse i 1996 viser det sig, at den individuelle laggede ledighed nu ikke længere har nogen signifikant dæmpende effekt på reservationslønnen. Eftersom perioden imellem de to interviews er præget af en stærk konjunkturopgang, er det tænkeligt, at effekter på forventninger og krav hos den enkelte udspringer af det selvoplevede arbejdsmarkedsforløb set i forhold til den aggregerede udvikling. Et andet interessant resultat fra reinterviewingen var muligheden for at sammenkoble forholdet mellem forventet løn og reservationsløn hos de arbejdsløse i 1994 med deres arbejdsmarkedsstatus i Jo lavere reservationslønnen ligger i forhold til den løn, en arbejdsløs forventer, jo flere jobtilbud vil være acceptable med deraf følgende større sandsynlighed for at komme i job. Denne forventning blev bekræftet af en tydelig sammenhæng mellem forholdet reservationsløn/forventet løn i 1994 og hyppigheden af at være i job i 1996, jf. Jensen & Pedersen (1998). 2.5 Varighedsafhængighed og anden historieafhængighed Analyser af varigheden af individuelle ledighedsperioder kan vise hvilke baggrundsfaktorer, der påvirker ledighedsperiodernes længde, påvirkningens retning og de enkelte faktorers styrke. Desuden kan varighedsanalyser også vise, hvordan længden af ledighedsperioden påvirker overgangsraten fra ledighed til beskæftigelse (eller blot ud af ledighed). I den forbindelse taler man om den såkaldte varighedsafhængighed, der angiver, hvorledes overgangsraten afhænger af varigheden. Tidlige undersøgelser på danske data, f.eks. Jensen (1987), finder negativ varighedsafhængighed fra ledighed til beskæftigelse, hvilket vil sige, at overgangsraten falder desto længere tid, personen har været ledig. I takt med at datagrundlaget og de økonometriske metoder er blevet bedre, er det blevet klart, at denne negative varighedsafhængighed er et 11

14 nettoresultat af et underliggende, langt mere nuanceret billede. Den negative varighedsafhængig i overgangen fra ledighed til beskæftigelse er primært et resultat af de mange korte ledighedsperioder, der i stort omfang skyldes midlertidig hjemsendelse. Jensen og WestergårdNielsen (1990) finder således, at når der skelnes mellem overgange fra ledighed til beskæftigelse hos den tidligere arbejdsgiver (midlertidig hjemsendelse) og til beskæftigelse hos en ny arbejdsgiver, så findes der kun negativ varighedsafhængighed i den første type overgang, mens den anden type ikke udviser nogen varighedsafhængighed eller endda i visse tilfælde en svag positiv varighedsafhængighed. Dette resultat forekommer at være ganske robust, da det også genfindes i en række andre bidrag omkring dette emne (se f.eks. Munch (1996), Jensen og Verner (1996) og Rosholm (1996)). Selv hvis der anvendes meget fleksible modelspecifikationer, ændres det overordnede resultat ikke (se Jensen og Verner (1996)). Derimod finder man en yderligere påvirkning af overgangsraten fra ledighed til beskæftigelse hos en ny arbejdsgiver, som kan tilskrives den førte arbejdsmarkedspolitik. Der findes nemlig en stigning omkring det tidspunkt, hvor det med den arbejdsmarkedspolitik, som blev ført i perioden blev tilstræbt at give den ledige et jobtilbud. Stigningen i overgangsraten ved denne varighed kan således være en direkte effekt af, at ledige personer modtager jobtilbud, men kan også være en indirekte effekt som følge af, at den ledige selv søger mere effektivt at komme ud af ledigheden omkring dette tidspunkt i forløbet. Jensen (1993) betragter en mere generel form for varighedsafhængighed, hvor det tillades at lade varighedsafhængigheden være en funktion af en række forklarende variable. Resultatet med denne mere tilfredsstillende tilgang er, at overgangsraten fra ledighed til ny beskæftigelse udviser stigende positiv varighedsafhængighed med alderen. Der er således tale om, at de ældre ledige har en overgangsrate med mere positiv varighedsafhængighed end de yngre. Når man betragter længere individuelle arbejdsmarkedsforløb fremfor de enkelte ledighedsperioder, finder man en meget udtalt historieafhængighed, således at ledighed på ét tidspunkt medfører en væsentlig højere sandsynlighed for, at man også i fremtiden rammes af ledighed. Denne kraftige historieafhængighed er bl.a. fundet af Ploug (1990) og af Socialkommissionen (1992) 3. Et andet aspekt, som er relateret til dette, er betydningen af arbejdsmarkedssituationen i det år, hvor en person træder ind på arbejdsmarkedet. Er man så 3 Spørgsmålet om historieafhængighed er tæt knyttet til det generelle spørgsmål om marginalisering, som vi ikke går nærmere ind på i nærværende sammenhæng. 12

15 uheldig at starte sin arbejdsmarkedskarriere i et år, hvor der er høj ledighed, så vil man være udsat for en forøget risiko for initialt at blive berørt af ledighed, hvilket vil have langsigtede negative konsekvenser. Jensen og Reib (1992) har foretaget en empirisk analyse af langtidsledighed, hvor både langtidsledighedens incidens og dens varighed blev undersøgt. Der er afdækket en række væsentlige faktorer bag langtidsledighed, såsom erhvervsmæssigt tilhørsforhold og betydningen af manglende uddannelse. Forudgående ledighed er en vigtig faktor, der medfører en forøget risiko for langtidsledighed. Det observeres, at det primært er de grupper, der i forvejen er svage på arbejdsmarkedet, som rammes af langtidsledighed. Som et generelt resultat understøttes en konklusion om, at det med enkelte undtagelser er de samme faktorer, som påvirker længden af ledighedsperioderne og risikoen for langtidsledighed. Langtidledighed kan antage karakter af social udstødning eller marginalisering. Hvornår en person i et langvarigt ledighedsforløb overskrider en kritisk grænse, som indebærer egentlig marginalisering, kan vanskeligt afgøres à priori. Ingerslev & Pedersen (1996) analyserer marginaliseringen under lavkonjunkturen i årene med forskellige udgangspunkter, bl.a. i forhold til de kriterier for marginalisering, som blev anvendt i analyser i Socialkommissionen, Velfærdskommissionen og Finansministeriet. Det er principielt kompliceret at ville vurdere, hvor meget den efterfølgende konjunkturopgang har brudt tendenser til marginalisering. Et stort problem i den sammenhæng er, at langtidsledigheden som forventeligt gik ned efter 1993/94, men samtidig var der indtil primo 1996 en ekstraordinær mulighed for førtidig afgang fra arbejdsmarkedet for personer mellem 50 og 59 år med langvarig ledighed. 2.6 Konjunkturernes betydning De dynamiske aspekter af ledigheden er konjunkturfølsomme. Den dekomponering af ledighedsprocenten, der blev beskrevet i afsnit 2.3, kan betragtes over en årrække for at se, hvorledes høj og lavkonjunkturer påvirker de enkelte elementer, jf. Jensen (1996) for detaljer. Hvis man betragter andelen berørt af ledighed og den gennemsnitlige ledighedsgrad i året, så varierer de begge sammen med ledighedsprocenten: jo større ledighed, jo flere rammes, og jo mere rammes den enkelte. Der har dog specielt i slutningen af 1980erne været en tendens til, at den gennemsnitlige ledighedsgrad varierer mere end andelen berørt af 13