KAPITEL 1: INDLEDNING... 3

Transkript

1 KAPITEL 1: INDLEDNING... 3 PROBLEMFORMULERING... 5 HVORDAN BESVARER VI PROBLEMFORMULERINGEN?... 5 IDENTIFIKATION AF EKSPERTGRUPPEN... 7 HVORNÅR ER MAN EKSPERT EN DEFINITION AF BEGREBET... 7 HVEM ER EKSPERTERNE PÅ OMRÅDET?... 7 EKSPERTER I AVISER OG DAGBLADE... 8 HAR FORSKERE HOLDNINGER? KODNING AF UDTALELSER KAPITEL 2: TEORETISK RAMME FELTET SOM MODEL FOR SOCIAL DIFFERENTIERING KAPITAL SYMBOLSK KAPITAL HABITUS KONSTRUKTION AF FELTET VED HJÆLP AF KORRESPONDANCEANALYSE SLÆGTSKABET MELLEM FELTTEORIEN OG KORRESPONDANCEANALYSEN HVORFOR BENYTTER VI KORRESPONDANCEANALYSEN? FAKTABOKS: DEN MULTIPLE KORRESPONDANCEANALYSE KORRESPONDANCEANALYSEN SOM ET INDUKTIVT OG EKSPLORATIVT VÆRKTØJ OPSAMLING OG VIDERE OPERATIONALISERING KAPITEL 3: RUMMET AF SAMFUNDSVIDENSKABELIGE POSITIONER OG STRATEGIER DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FELT FORSKERE I KOMMISSIONER OG RÅD DET ØKONOMISKE RÅD FORSKERE I MEDIERNE DEN SYNLIGE FORSKER DET JOURNALISTISKE FELT SOM EKSTERNT MARKED OPERATIONALISERING INDLEDENDE SKRIDT TIL EN GRAFISK KONSTRUKTION MODALITETER AKADEMISK KAPITAL SOCIAL KAPITAL INDIKATORER PÅ POLITISK INDFLYDELSE INDIKATORER PÅ SYNLIGHED I MEDIERNE AFGRÆNSNING AF VARIABLE KAPITEL 4: ANALYSE VURDERING AF VARIABLE OG MODALITETER EN LØBENDE TOLKNINGSPROCES INDLEDENDE SKRIDT I TOLKNINGEN FØRSTE AKSE INSTITUTIONEL PRESTIGE HOMOLOGT RUM AF EPISTEMOLOGISK STIL ANDEN AKSE SYNLIGHED BEGGE AKSER DE FORSKELLIGE RUM OG STRATEGIER

2 RUMMET AF INSTITUTIONER AKADEMISKE STRATEGIER INTERNATIONAL STRATEGI BØGER OG ARTIKLER RUMMET AF AVISER RUMMET AF DISPOSITIONER ET POLARISERET RUM JOURNALISTISK BRUG AF EKSPERTER KARAKTERISTIK AF DE FIRE KVADRANTER DISKUSSION KONKLUSION LITTERATURLISTEN

3 Kapitel 1: Indledning Forsker: Efterløn ryger før eller siden. Forsker: Efterlønnere for nedslidte til at arbejde. Forskere støtter ide om nyt dagpengesystem. Sådan lyder nogle af de avisoverskrifter, som man har kunnet læse i forbindelse med mediernes dækning af to af de senere års væsentligste arbejdsmarkedsreformer, nemlig tilbagetrækningsreformen (bedre kendt som efterlønsreformen) fra 2011 og dagpengereformen fra Avisernes dækning af de to arbejdsmarkedsreformer har generelt set været karakteriseret ved en flittig brug af eksperter fra landets universiteter. Der er som sådan ikke noget nyt i, at medierne anvender eksperter i stort omfang. Flere undersøgelser har tidligere peget på, at der inden for de seneste årtier er sket en markant stigning i mediernes brug af forskere (se fx Togeby el al 2004; Brink Lund 2002). Når det kommer til politiske spørgsmål, og herunder spørgsmål om reformer, har Togeby et al (2004) peget på, at den øgede brug af forskere som eksperter kan resultere i at spørgsmålene ekspertliggøres, dvs. at de fremstår som om de kan afgøres på grundlag af særlig faglig indsigt (Togeby et al 2004: 63). Fra flere sider er der peget på, at netop spørgsmål om reformpolitikken har været genstand for denne ekspertliggørelse (se fx Jensen 2011; Dandanell 2012). Forskerne har, forstår man på kritikken, bidraget til, at der er tegnet et billede af, at reformer af dagpenge og efterløn er videnskabelige snarere end politiske spørgsmål. Særligt økonomerne er blevet kritiseret for at fremstille bestemte forhold som værende objektivt nødvendige og i processen sløret for debatter om politiske prioriteringer (Jensen 2011, Jespersen 2011). Man kan med rimelighed argumentere for, at forskerne har præget den politiske debat om dagpenge- og tilbagetrækningsreformen i en videnskabelig retning. Nogle vil ligefrem mene, at debatten er kommet til at foregå på deres præmisser netop i kraft af, at aktiv stillingtagen til spørgsmålene langt hen af vejen fordrer en høj grad af faglig indsigt i komplicerede arbejdsmarkedsstrukturelle forhold. Udgangspunktet for denne opgave er, at de forskere, som udtaler sig som eksperter i medierne om disse spørgsmål, kan forstås som værende i stand til, på forskellige måder, at mobilisere akademiske ressourcer og herigennem gøre deres indflydelse gældende i den løbende politiske debat. Hvad betyder så det? Det skal ikke læses i en polemisk retning, som et postulat om, at forskere optræder politiserende og uden begreber om saglighed og objektivitet. Det skal heller ikke læses som, at samfundsforskere rundt om på landets universiteter aktivt spekulerer i at øge deres politi- 3

4 ske forståelse. Snarere skal det forstås således, at de, i kraft af deres position som forskere, og den status, der knytter sig hertil, på forskellige måder og i forskellige grader er i stand til aktivt at bidrage til at definere den politiske virkelighed. Det er en vigtig pointe, at der ikke er én, men flere forskellige måder, hvorpå forskerne kan indgå. I denne opgave opererer vi med begrebet strategi til at betegne de forskellige veje af hvilke forskerne sættes i stand til at deltage i kampen om at definere den politiske virkelighed. Strategier refererer hos Pierre Bourdieu ( ) netop til en proces, hvor sociale agenter (i dette tilfælde forskere) kan benytte personlige ressourcer fra et område (det akademiske) til at gøre sig gældende på et andet (det politiske) (Broady 1991: 179). Ud fra denne relativt brede definition kan der peges forskellige eksempler på strategier. Eksempler kan således være forskere, som ytrer synspunkter gennem deltagelse i kommissioner og råd, eller via udgivelser af bøger eller deltagelse i radio- og tv programmer. Når forskere så ytrer sig om politiske forhold har de ikke overraskende forskellige holdninger. Ser man på dækningen af tilbagetræknings- og dagpengereformen i landets aviser og dagblade, kan de forskellige synspunkter opsummeres som i tabel 1. Positiv Kritisk Tilbagetrækningsreform Demografiske ændringer og øget pres på de offentlige finanser nødvendiggør reformen. Det er ikke rimeligt, at raske danskere går på efterløn. Det er tvivlsomt, om efterlønnere kommer i job. Dagpengereform Reformen øger incitamentet til at søge arbejde. Reformen er socialt skæv Reformen truer flexicuritymodellen. Manglen på fremtidig arbejdskraft er overdrevet. Tabel 1: Oversigt over ekspertholdninger til de to reformer Der er ikke job til dem, der falder ud af dagpengesystemet. Forskerne er, som man kan se, splittede omkring reformspørgsmålene. Mens nogle roser tilbagetrækningsreformen på baggrund af demografiske og makroøkonomiske fremskrivninger, er andre mere optagede af aktuelle arbejdsløshedsproblemer. Og mens nogle hæfter sig ved, at dagpengereformen øger incitamentet til at søge job for de personer, der står til at ryge ud af dagpengesystemet, er atter andre bekymrede for virkningerne på flexicurity-modellen. 4

5 I denne opgave er vi interesserede i at se nærmere på den gruppe af forskere som har ytret sig om tilbagetræknings og dagpengereformen i aviser og dagblade. Vi er interesserede i at undersøge, for det første, om der internt i gruppen af forskere kan spores forskellige strategier? Sagt på en anden måde, om der kan spores forskelle i måderne hvorpå forskerne benytter deres akademiske ressourcer til at deltage i den politiske (reform)debat? Målet for undersøgelsen er dernæst at analysere om der er en sammenhæng forskelle i strategier og de forskelle i holdninger, som er illustreret ovenfor. Problemformulering Hvad er sammenhængen mellem forskernes strategier og deres vurderinger af tilbagetræknings- og dagpengereformen? Hvordan besvarer vi problemformuleringen? Opgaven er bygget op i fire overordnede af afsnit. I Indledningen gennemgår vi, hvordan vi har identificeret den relevante gruppe af forskere. Der lægges vægt på, at vi gennem en grundig søgning på universiteternes hjemmeside har identificeret de forskere som ud fra bred betragtning forsker i arbejdsmarkedsforhold ud fra et politologisk-, sociologisk- eller økonomisk perspektiv. Desuden beskriver vi, hvordan vi derefter har fundet eksperternes synspunkter via søgninger i Infomedias artikeldatabase. I kapitel 2, En teoretisk ramme, gennemgår vi, hvorfor Bourdieus begreber felt, kapital og habitus tilsammen udgør en teoretisk ramme, inden for hvilken vores spørgsmål kan undersøges. Styrken ved begreberne er, at de netop peger på, at der findes systematiske positionelle forskelle (i strategier) inden for sociale rum (af eksperter), som kan forstås i relation til dispositionelle forskelle (i synpunkter). I dette kapitel beskrives det også, hvordan vi afbilder forskellene i strategier og forskellene i synspunkter (samt sammenhængen i mellem dem) i et geometrisk kort ved hjælp af den multiple korrespondanceanalyse (MCA). Vi illustrerer endvidere den tætte sammenhæng, som findes mellem Bourdieus teoriapparat og MCA. Kapitel 3, Et rum af strategier og positioner har to dele, som knytter sig tæt til hinanden. I første del skitserer vi de forskellige konkrete strategier, som forskere kan følge 5

6 for der i gennem at gøre sig gældende i en politisk debat om arbejdsmarkedspolitiske reformer. I anden del illustrerer vi, hvordan vi har undersøgt, hvilke strategier vores gruppe af forskere følger. Det gør vi ved at beskrive, hvilke konkrete karrieremæssige forhold der kan siges at udgøre enkeltdelene til forskellige strategi. Vi beskriver også, at disse karrieremæssige forhold (fx uddannelse, titel og lign.) udgør variablene i korrespondanceanalysen. De karrieremæssige forhold kalder vi desuden for positioner. I det sidste kapitel, Analyserer vi sammenhængen mellem forskernes strategier og deres vurderinger af tilbagetræknings- og dagpengereformen. På baggrund af MCA og de kort den producerer, starter vi med at vise, hvordan de enkelte positioner på kortet lægger sig tæt på hinanden grafisk og dermed kan tolkes som udgørende en strategi. Vi illustrerer herefter, hvordan de enkelte strategier placerer sig i forhold til de forskellige synspunkter. Analysen består derefter i at præsentere en række teoretiske bud på, hvorfor sammenhængen kommer til udtryk på de måder vi ser. 6

7 Identifikation af ekspertgruppen Når genstandsfeltet udgøres af en gruppe af forskere, er det i sagens natur helt centralt at præcisere, hvilke personer det omfatter. Hvem er med og hvem er ikke med? Og hvordan finder vi frem til lige netop de forskere, som i aviser og dagblade har ytret sig om dagpenge- og tilbagetrækningsreformen? Hvornår er man ekspert en definition af begrebet Det første man må gøre sig klart, når man undersøger eksperter i en reformdebat, er, at ekspertrollen ikke er reserveret forskere fra landets højere læreranstalter. Udover forskere citerer medierne en bred vifte af personer (herunder også forskere) fra bank- og finansverdenen, fagforeninger, interesseorganisationer mv. Når vi i denne opgave begrænser os til kun at se på forskere fra landets universiteter, lægger vi os op ad en klassisk og snæver ekspertdefinition, som falder i to dele (Togeby et al 2004: 63). For det første defineres eksperter som sagkyndige, hvis virke baserer sig på deres faglige viden og kunnen, og hvis referencepunkt er deres fags videnskabelige standarder ( ) (ibid.: 63). For det andet, og det er centralt, er eksperter defineret ved at virke under såkaldt institutionel uafhængighed (ibid.). Hvor sagkyndige fra de ovennævnte institutioner (i de fleste tilfælde) opfylder kravet om faglig viden og kunnen, opfylder de ikke kravet om uafhængighed, da de som ansatte i de pågældende organisation kan pålægges at indtage bestemte synspunkter (ibid.: 25). Ved kun at se på forskere fra universiteterne operationaliserer vi i denne opgave den snævre definition.1 Hvem er eksperterne på området? Hvordan går man så frem når, man skal spore sig ind på gruppen? Hvor og på hvilke universiteter finder man de relevante forskere? Første skridt i vores undersøgelse har været en afgrænsning af de fakulteter og institutter ved hvilke der forskes i forhold, der har med de to reformer at gøre. Næste spørgsmål presser sig hurtigt på. Hvilket fagområde er vi så inden for? Her har vi afgrænset os til samfundsvidenskaben og dermed de samfundsvidenskabelige fakulteter (institutter på CBS og RUC). Inden for de samfundsvidenskabelige fakulteter har vi afgrænset til fag, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedspolitiske problemstillinger i en dansk kontekst ud fra et sociologisk, politologisk eller økonomisk perspektiv. Det gav os liste med følgende institutter: 1 Når vi i den resterende del af opgaven taler om forskere refererer vi altså til forskere ansat ved landets universiteter. 7

8 Roskilde Universitet (RUC) Københavns Universitet (KU), Syddansk Universitet (SDU) og Aarhus Universitet (AU) Aalborg Universitet (AAU) Copenhagen Business School (CBS) Tabel 2: Oversigt over relevante institutter Institut for Samfund og Globalisering Institut for Statskundskab Institut for Økonomi Institut for Sociologi Institut for Sociologi og Socialt Arbejde Institut for Økonomi og Ledelse Institut for Statskundskab Institut for Ledelse, Politik og Filosofi Institut for Økonomi Institut for Finansiering Department of Business and Politics Derefter har vi gennemgået listerne over videnskabeligt personale på de enkelte institutter med henblik på at identificere de personer, som beskæftiger sig med arbejdsmarkedet. Med henblik på ikke at overse forskere har vi opereret med en bred forståelse af arbejdsmarkedsforhold som videnskabeligt forskningsområde. Alt fra makroøkonomer til arbejdsmarkedssociologer blev således udtaget. På baggrund af denne (tidskrævende) gennemgang af institutterne fremkom en bruttoliste med knap 60 forskere fra CBS, RUC, AAU, KU, AU og SDU. Eksperter i aviser og dagblade Ud af denne bruttoliste har næste skridt været at identificere de af forskerne, som har ytret sig om tilbagetræknings- og dagpengereformen i aviser og dagblade. Vi har fravalgt radio- og tv-omtale som følge af tids- og omfangsmæssige begrænsninger. Som redskab til at identificere forskerne har vi benyttet Infomedias artikeldatabase. Fordelen ved at benytte Infomedias database er, at dens kildeunivers rummer samtlige landsdækkende og regionale dagblade, lokale ugeaviser samt fagblade/magasiner. Igennem søgningen vil man således opfange alle udtalelser i populære medier. At gennemføre en søgning på synspunkter i forhold til reformer er ikke helt uproblematisk. Det første man må gøre sig bevidst er, at forskernes holdninger til de to reformer ikke kan forstås uafhængigt af de konjunkturmæssige og politiske forhold, som er gældende, da reformerne vedtages. Sagt på en anden måde, vil mange forskerne fx kunne være tilhængere af principperne bag dagpengereformen, mens færre vil være det under de omstændigheder, som gør sig gældende i Danmark i disse år. Som professor Svend E. Hougaard Jensen fra CBS for nylig skrev i Politiken: Finanspolitik handler om timing (Hougaard Jensen 2012). Det lyder muligvis banalt, men har alligevel afgørende betydning for de søgekriterier, vi har anvendt. For at sikre os at forskerne forholder sig til re- 8

9 formerne under de givne forudsætninger, har vi på Infomedia filtreret søgningen på de følgende måder: Søgning efter kommentarer til tilbagetrækningsreformen er blev afgrænset til perioden 1/ / , mens søgning efter kommentarer til dagpengereformen blev afgrænset til perioden 1/ / Den nøjagtige længde af søgeperioden vil man kunne være mere eller mindre enig i, og nogle vil muligvis pege på, at perioden er for lang, og at konjunkturer og økonomiske udsigter ændrer sig så mange gange i løbet af et år, at en kortere periode vil være mere rimelig. Omvendt har vi også måttet tage hensyn til, at en tilstrækkelig stor populationsstørrelse er vigtig for den videre analyse. Vores søgning har givet os en gruppe på 33 forskere fra de seks forskellige universiteter. Det drejer sig om de følgende: Universitet CBS KU RUC SDU AAU AU 9 Forskere Jan Rose Skaksen Niels Blomgren Hansen Michael Møller Niels Christian Nielsen Svend E. Hougaard Jensen Hans Jørgen Whitta Jacobsen Peter Birch Sørensen Carl Johan Dalgaard Peter Nedergaard Peter Kurrild Klitgaard Claus Thustrup Kreiner Jesper Jespersen Bent Greve Christen Sørensen Jørn Henrik Petersen Nikolaj Malchow Møller Peter Sandholt Jensen Bengt-Åke Lundvall Flemming Ibsen Poul Thøis Madsen Henning Jørgensen Thomas Bredgaard Per Kongshøj Madsen Per H. Jensen Jørgen Goul Andersen Mads Peter Klindt Torben M. Andersen Nina Smith Michael Rosholm

10 Peder J. Pedersen Michael Svarer Bo Sandemann Rasmussen Tabel 3: Oversigt over eksperter i aviser og dagblade (kilde: Infomedia) Har forskere holdninger? Oversigten over forskernes synspunkter, som fremgik af tabel 1, er vores kategorisering af de enkelte omtaler, som vi har kunnet læse os til via Infomedia. Det er derfor vigtigt at klarlægge med hvilke briller, vi har læst udtalelserne. Kan man overhovedet tale om, at uafhængige forskere har en holdning? Her er det vigtigt at slå fast, at udgangspunktet for denne opgave er de synspunkter, som forskerne citeres for i aviser og dagblade, og ikke de vurderinger de måtte udtrykke i forskningsartikler og på videnskabelige konferencer. Er der så forskel på de to? Fejlciterer medierne forskerne, så de tages til indtægt for synspunkter de i virkeligheden ikke har? Nej, men i medierne bliver forskerne (til tider ufrivilligt) afkrævet personlige synspunkter. Som lektor Jørn Vestergaard fra KU udtrykker det: Journalister ringer uhæmmet rundt på må og få for at få en udtalelse fra en uafhængig ekspert ( ), allerhelst med egne holdninger (Togeby et al 2004: 10). Medierne, forstår man, politiserer i stigende grad forskernes udtalelser. Lignende problem peger professor Michael Svarer fra AU på: Det bliver meget skingert nu (..) hver gang man siger noget, vil det blive udlagt som support for den ene eller anden side (politisk red.) (Fredericia Dagblad, 25/8 2011). Det bør således understreges, at de holdninger vi finder i nogle tilfælde vil være udtryk for journalistisk framing og udeladelse af forbehold. Synspunkterne skal derfor ikke læses som rent forskningsmæssige betragtninger. Kodning af udtalelser Når vi har kategoriseret synspunkterne i fire overordnede synspunkter på hhv. tilbagetrækningsreformen og dagpengereformen, er det på baggrund af en grundig gennemlæsning af de enkelte artikler, hvor i forskerne står citeret. Kodningsprocessen er forløbet således, at forskerens udtalelse først er blevet læst, hvorefter de vigtigste pointer og keywords er skrevet ind i et regneark. Til slut af dette regneark blevet sorteret således, at felter med samme grundlæggende pointer og key words er lagt sammen i en kategori, som derefter har fået en rammende betegnelse. I tabel 4 er processen eksemplificeret: Udtalelse Et andet problem er, at der ikke er nogen dokumentation for, hvor mange, der skal på 10

11 førtidspension, dagpenge eller andre ydelser ( ) det afhænger af beskæftigelsen Nøgleord Beskæftigelsen, Andre ydelser, Ikke nogen dokumentation Kategorisering Tvivlsomt om efterlønnere kommer i job Tabel 4: Illustration af kodningsproces I gennem denne kodningsproces har vi som skrevet identificeret i alt otte overordnede holdninger til de to reformer. Her er det vigtigt at nævne, at kodningen i sin natur er overfladisk i den forstand, at vi ikke dykker længere ned i det konkrete synspunkt eller sammenstiller det med forskerens forskningspraksis. Ligeledes tages der heller ikke højde for om forskeren der er citeret for en holdning også vil kunne tilslutte sig andre af vores kategoriseringer, hvilket i flere tilfælde er plausibelt. Dette skyldes, at vi ikke (i denne sammenhæng) interesserer os for andet end de synspunkter forskerne citeres for i pressen. Ud fra ovenstående proces har vi identificeret gruppen af forskere, som har ytret sig om tilbagetræknings og dagpengereform. Spørgsmålet er så, hvordan vi kan undersøge sammenhængen mellem disse forskeres synspunkter og deres positionelle karakteristika (stilling, fagområde, uddannelse osv.) Næste kapitel har til hensigt at opstille en teoretisk ramme, inden for hvilken det er muligt at undersøge netop denne type af spørgsmål. 11

12 Kapitel 2: Teoretisk ramme Når forskere, i aviser og dagblade ytrer sig om tilbagetræknings- og dagpengereformen, kan man argumentere for, at de træder ud af et snævert akademisk miljø og indskriver sig i en bredere offentlig debat om reformpolitikken i Danmark. Hvor der inden for den akademiske verden findes et bestemt sæt af konventioner og logikker, er spillereglerne anderledes i den debat, som udspiller sig i aviser og dagblade. Når vi i denne opgave ser på forskere i medierne, bevæger vi os så at sige i mellem to forskellige felter. Ligeså vel som der er centrale og åbenlyse forskelle imellem academia og politik, er der dog også, og det står centralt i denne opgave, væsentlige overlap i mellem de to områder. Det kan illustreres ved to eksempler: For det første er samfundsvidenskaben, inden for hvilken forskerne opererer, forbundet til det politiske felt af den åbenlyse årsag, at samfundsforskerens genstandsfelt er forbundet med politiske interesser. Der er ikke nødvendigvis tale om politisk engagement hos den enkelte forsker, men blot det faktum, at samfundsvidenskaben er uløseligt forbundet med politiske interesser (Bourdieu 2005b: 39f; Bourdieu 2005a: 137ff). Når forskerne optræder i medierne er det netop denne faglige indsigt, der trækkes på (Togeby et al 2004: 9ff). For det andet har samfundsvidenskabernes historie fra 1950 erne været tæt knyttet til velfærdsstatens dannelse, idet samfundsvidenskaberne ikke kun har studeret den, men også har været medproducenter af den. Man kan tale om en institutionel afhængighed imellem samfundsvidenskaberne og staten, idet staten er en vigtig aftager af samfundsvidenskabelig ekspertise, hvilket bl.a. kommer til udtryk i at forskere ofte sidder med i politisk nedsatte råd og kommissioner (Kropp 2011a: 18; 58f). Forskerne besidder altså en samfundsfaglig indsigt, som potentielt set giver dem en privilegeret status eller position i kampen om at definere og forme den politiske dagsorden. Det er så at sige tale om en faglig indsigt, der kan veksles til politisk indflydelse. Dette forhold mellem på den ene side en række videnskabelige kendetegn og på den anden side bestemte holdninger til (reform)politiske spørgsmål er det centrale omdrejningspunkt for opgaven. Med det in mente læner vi os teoretisk op af Pierre Bourdieu og hans begreber felt, kapital og habitus. Disse begreber danner således en teoretisk ramme, inden for hvilken det er muligt at analysere sammenhængen mellem forskellene i forskernes holdninger og forskernes positioner. I det følgende skal vi forsøge at beskrive, hvordan Bourdieus begrebsapparat lægger op til at forstå de positionelle forskelle forskerne imel- 12

13 lem som udtryk for forskellige strategier til at bringe akademiske ressourcer i spil i en kamp om at definere den politiske virkelighed. Feltet som model for social differentiering Bourdieus feltteoretiske paradigme er i vores øjne en god indgang til analysen af forholdet mellem på den ene side forskernes holdning til de to reformer og på den anden side deres prosopografiske karakteristika (se side 21). Det hænger sammen med, at en hovedidé i Bourdieus sociologi er forbindelsen mellem agenters positioner i det sociale rum og deres stillingtagen (Järvinen 2007: 353). Agenternes position og stillingtagen skal hos Bourdieu forstås i lyset af strukturerne i de sociale rum inden for hvilke de finder sted (Kropp 2011: 33) Disse sociale rum kaldes også felter og defineres som et netværk eller en konfiguration af objektive relationer mellem forskellige positioner. (Bourdieu & Wacquant 1996: 84). Hvis det skal tydeliggøres, hvordan forestillingen om felter finder relevans i vores undersøgelse, bør begrebet i det følgende udfoldes yderligere. Et felt er et socialt rum, som ikke blot udgør en ramme om relationer, men også konstitueres af disse. Feltbegrebet antager ikke andet om forskningsobjektet end nogle overordnede sociale mekanismer, og derfor konstrueres feltet i forskningsprocessen igennem empirisk undersøgelse af relationer og ikke spontant igennem de kategorier, vi til hverdag bruger til at forstå den sociale verden (Arnholtz & Hammerslev 2009: 19f). Selvom feltet konstitueres af magtrelationer, forskel og konflikt, har det også en vis sammenhængskraft, som holder det sammen og adskiller det fra andre felter. Aktørerne i feltet har modsatrettede interesser og der foregår derfor en kamp. Samtidig har aktørerne en fælles interesse i at indgå i kampen. Det vil sige, at der er enighed illusio om, at kampen er meningsfuld (Kropp 2011a: 34). Det er altså relevant at spørge til på den ene side, hvad der kæmpes om og på den anden side, hvilke interesser aktørerne har til fælles. Det kan altså siges, at felter dermed er arenaer for en interessekamp mellem konkret handlende mennesker og institutioner, der i ulige grad er udstyret med specifik kapital (altså specifikke ressourcer eller adækvate våben til at erobre magten over det specifikke felt) Et andet fælles kendetegn ved felter er den kendsgerning, at disse kampe forudsætter en enighed om, hvad kampen drejer sig om (illusio), osv. (Bourdieu 2005: 106). Feltbegrebet kan således bruges til at beskrive de forskellige sociale sammenhænge, som forskerne kan siges at befinde sig i, når de ytrer sig om reformerne i aviser og dagblade. 13

14 Mens forskerne i deres daglige forskningspraksis befinder sig i et akademisk felt struktureret omkring striden om evnen til at udsige legitime videnskabelige udsagn (Kropp 2011a: 34), deltager de i det politiske felt, når de deltager i den offentlige (reform)debat. Her handler striden (i dette tilfælde) om retten til at definere de arbejdsmarkedspolitiske problemstillinger og tilhørende løsninger. Når de udtaler sig til aviser og dagblade, navigerer forskerne samtidig også i et journalistisk felt, hvor deres synspunkter og holdninger indlejres i feltets logikker og praksisformer. Bourdieus feltbegreb, som vi her udfolder, bør ikke forstås alene som en teori, men i højere grad som et metodisk værktøj. I en konkret undersøgelse af et socialt fænomen bruges Bourdieus begreber ikke til så meget til at forklare fænomenet, som til at stille relevante spørgsmål til fænomenet. I en sociologisk undersøgelse lægger feltbegrebet således op til at sætte fokus på de forhold og processer som skaber forskelle og ligheder inden for et socialt rum (ibid.: 32ff). I en konkret undersøgelse af gruppen af forskere må vi således spørge ind til, hvordan fagretninger, ansættelsesforhold, strategier osv. varierer internt i gruppen og endvidere, hvordan disse strategier er tæt og systematisk knyttet til varierende holdninger til tilbagetræknings- og dagpengereformen. Det centrale i feltbegrebet er altså forestillingen om det relationelle og forestillingen om felterne som værende strukturer af forskelle (ibid.: 35). For at få bedre greb om dem, kan disse forskelle ( ) konceptualiseres med begrebet kapital (ibid.). Kort fortalt kan kapital forstås som en slags ressource, som på forskellige måder kan bringes i anvendelse i et felt. Kapitalbegrebet er interessant i vores undersøgelse, da det giver os et værktøj til at begrebsliggøre de forskellige strategier i gruppen af forskere. Hvad ligger der så mere præcist begrebet? Det skal vi se nærmere på i det følgende. Kapital Kapitalbegrebet bruges til at beskrive de objektive magtrelationer, som konstituerer feltet. Kapital dækker over specifikke egenskaber, som giver en aktør magt i et bestemt felt. Bourdieu opererer med fire primære former for kapital: økonomisk, social, kulturel og symbolsk. Den økonomiske kapital er primært penge, men også materielle ressourcer. Social kapital er det sociale netværk, som aktører kan trække på. Den kulturelle kapital er primært viden, som man har opbygget gennem uddannelse. Kulturel kapital er også udtrykt ved at kunne tolke kulturens referencesystem, det vil sige, at vide hvordan man skal agere i en bestemt situation. I dette projekt anvendes underkategorien akademisk kapital, som er en art kulturel kapital. (Järvinen 2007: 252f; 352) 14

15 Symbolsk kapital Den symbolske kapital adskiller sig i forhold til de tre førstenævnte kapitalformer. Denne fjerde kapitalform er en form for ry eller prestige, som man besidder afhængigt af den kontekst, man befinder sig i. De egenskaber, der giver magt, afhænger af, hvilket felt aktøren befinder sig i. Hvis det ikke var fordi feltet konstituerede egenskaberne som gyldige, ville de i princippet være meningsløse (Arnholtz & Hammerslev 2009: 21). På den måde kan man sige, at den symbolske kapital først får værdi, når den bliver alment kendt og anerkendt. Den symbolske kapital er altså afhængig af, at sociale agenter kender til, handler efter og anerkender kapitalformen i praksis (Bourdieu 1998b: 85). Bourdieu præciserer: Symbolic capital is capital with a cognitive base, which rests on cognition and recognition (Bourdieu 1998b: 47; 85). Symbolsk kapital er altså den kapitalform, der inden for en given relation får værdi som den gældende, hvorfor det, når man konstruerer et felt, er afgørende at spørge, hvilke egenskaber der fungerer som kapital i netop det konstruerede felt. Den symbolske kapital kan tage form som hvilken som helst form for kapital (økonomisk, kulturel etc.), hvis den anskues som betydningsfuld i relation til et givent område (Järvinen 2007: 252f). På den måde kræver forandring inden for feltet, at ens kapital bliver anerkendt som symbolsk kapital. Til at beskrive sammenhængen mellem position og disposition, eller struktur og aktør, bruger Bourdieu begrebet habitus. Habitus Begrebet habitus beskriver en persons kropsliggjorte erfaringer, som former personens perceptionskategorier og får disse til at fremstå som naturlige (Kropp 2011a: 36). Habitusbegrebet er Bourdieus forsøg på at overkomme dikotomien imellem aktør og struktur. Bourdieu tænker det sociale som to homologe rum: et rum af objektive sociale positioner (magtforhold) og rum af subjektive mentale dispositioner (forståelseskategorier, præferencer etc.). Forholdet mellem rummet af positioner og rummet af positioneringer er ikke resultat af en mekanisk spejling. Rummet af positioner indvirker kun indirekte på 15

16 aktørernes positioneringer i rummet. Processen foregår nemlig via habitus. (Bourdieu 2005a: 100f) Individuel handlen positioneringer sker således altid på baggrund af en habitus, som er resultat af individets sociale baggrund og position. På samme måde er positioner udtryk for realisering af en bestemt habitus. Relationen imellem de to strukturer er således dialektisk snarere end kausal (Kropp 2011a: 191). Rent metodisk lægger Bourdieus feltteoretiske paradigme altså op til konstruktionen af sociale rum. Når vi i denne opgave konstruerer et socialt rum af forskere i aviser, benytter vi os af den multiple korrespondance analyse (MCA). I det følgende skal vi se nærmere på, hvad denne teknik indebærer og hvordan den er beslægtet med begreberne felt, kapital og habitus. Konstruktion af feltet ved hjælp af korrespondanceanalyse I vores analyse af datamaterialet om forskerne har vi benyttet os af den multiple korrespondance analyse (MCA). MCA er en geometrisk teknik der kan hjælpe med at (skabe) overblik over relationerne ( ) i et stort datamateriale (Schultz Larsen: 2009: 42). MCA giver dette overblik ved sammenfatte variationen i et datamateriale i en række akser, hvor første akse repræsenterer mest information, anden akse næstmest og så fremdeles ( Kropp 2010: 187). Der gives altså en grafisk fremstilling af information fra krydstabeller (Schultz Larsen 2009: 44). Denne fremgangsmåde er på mange måder atypisk, og den stiller derfor krav om en nærmere gennemgang af metodens konkrete fremgangspunkt. Inden vi når så langt, skal vi dog beskrive, hvorfor vi mener at netop MCA udgør en fornuftig metode til at undersøge netop vores problemstilling. Slægtskabet mellem feltteorien og korrespondanceanalysen Korrespondanceanalysen er uløseligt forbundet til Bourdieu og det feltanalytiske paradigme, som vi har forsøgt at skitsere i det foregående (Kropp 2011: 186). Siden midten af 1970 erne, og i værker som Distinction (1979), State Nobilty (1998) og Homo Academicus (1984), har Bourdieu anvendt forskellige varianter af korrespondanceanalysen i konstruktionen af sociale felter (Hammerslev et al., 2009: 30). Når Bourdieu anvender netop korrespondanceanalysen, skal det forstås i lyset af hans kritik af traditionel statistik. Her anvendes statistiske test, ifølge Bourdieu, til automatisk at verificere resultaternes validitet og (samtidig gøre) kritiske refleksioner overflødige (Bourdieu 1994 i Hammerslev et al. 2009: 30). Til forskel herfra ønskede Bourdieu statistiske modeller, som var i stand til at indfange de komplekse strukturelle relationer, som tilsammen udgør den egentlige 16

17 drivkræft bag de effekter, som kan opfanges i korrelationer (Le Roux & Rouanet 2010: 4, egen oversættelse). Om valget af korrespondance analysen frem for andre statistiske teknikker skriver Bourdieu selv: Når jeg ofte benytter mig af korrespondanceanalyse frem for f.eks. multivariat regression, er det, fordi korrespondanceanalysen er en relationel analyseteknik, hvis grundlæggede filosofi er fuldstændig i overensstemmelse med mit syn på den sociale verden. Det er en teknik, der tænker i relationer, ligesom jeg forsøger at gøre det med feltbegrebet (Bourdieu & Wacquant i Hammerslev et al. 2009: 30). I et feltanalytisk perspektiv er korrespondanceanalysen altså først og fremmest et nyttigt redskab i kraft af, at den til forskel fra eksempelvis regressionsanalysen fokuserer på relationerne mellem mange variable og ikke på specifikke årsagssammenhænge mellem enkelte variable. Teknikken understøtter med andre ord Bourdieus understregning af, at det er relationerne, eller mere præcist afstandene mellem elementerne, der er centrale, og ikke elementerne i sig selv (Schultz Larsen 2009: 43). Udover det relationelle fokus peger Hammerslev et al. (2009) på yderligere to væsentlige elementer i slægtskabet mellem feltog korrespondanceanalysen. For det første formår korrespondanceanalysen at inkorporere den i feltanalysen så centrale forestilling om kapitalkonfiguration. Ved at illustrere sammenhængen mellem variable på flere dimensioner, bliver det muligt at undersøge sammensætningen af kapitalformer inden for et socialt felt (ibid.). For det andet producerer teknikken en geometrisk afbildning af undersøgelsesfeltet. Udover at lette tolkningsarbejdet, viser en sådan helhedsafbildning, hvordan de enkelte agenter placerer sig i forhold til hinanden og tilsammen bidrager til den konfliktfyldte strukturering af rummet, som feltanalysen forsøger at indfange. Der findes forskellige varianter af korrespondanceanalysen, som dog alle er eksempler på det, der med en samlet betegnelse kaldes geometrisk dataanalyse (Kropp 2011: 187). Udover den multiple korrespondance analyse (MCA) og den nært beslægtede specifikke multiple korrespondance analyse (smca) findes også korrespondance analysen (CA), den sammensatte korrespondanceanalyse (JCA) samt den principale korrespondanceanalyse (PCA) (Høyen 2010: 46; Le Roux & Rouanet 2010: 2). I denne opgave benytter vi den multiple korrespondanceanalyse, og derfor undlader vi at komme nærmere ind på de øvrige varianter i resten af opgaven. 17

18 De spørgsmål som på nuværende tidspunkt begynder at presse sig på er selvfølgelig, hvorfor vi dog anvender netop denne teknik, og desuden hvad MCA mere præcist indebærer. Det skylder vi naturligvis svar på, og derfor starter vi med det første. Hvorfor benytter vi korrespondanceanalysen? Udover de klare fordele, der er i at kunne præsentere komplekse data bestående af kategorivariable fra adskillige krydstabeller i et todimensionelt geometrisk plan, vil vi pege på to primære grunde til, at MCA finder anvendelse i vores undersøgelse af de danske arbejdsmarkedseksperter. For det første rummer MCA muligheden for at benytte såkaldt supplementære variable, hvilket giver mulighed for at foretage en strukturel dataanalyse (Kropp 2011: 187; Le Roux & Rouanet 2010: 68). Supplementære variable, som også betegnes illustrative variable, er variable, som kan indgå i korrespondanceanalysen, uden at de dog bidrager til beregningen af aksernes placering eller til kortets inerti (Høyen 2004: 137) (se faktaboks på side 18). Når de aktive variable har konstrueret rummet, kan disse variable altså projiceres ind, uden at bidrage til selve konstruktionen af rummet (Kropp 2011: 137; La Roux & Rouanet 2010: 58ff). Muligheden for at benytte supplementære variable har, i vores øjne, to klare analytiske fordele. For det første styrker det vores tolkning af sammenhængen mellem forskernes strategier og deres vurderinger af tilbagetræknings- og dagpengereformen. Hvis de to reformvariable benyttes som aktive variable, vil der være en risiko for at disse variable overskygger positionsvariablene. Det kan illustreres ved formlen for de enkelte modaliteters absolutte bidragsværdi (ctr): Ctr k = (f k /Q (y k ) 2 / varians Af formlen fremgår det, at kategoriens vægt f k, altså antallet af respondenter, samt afstanden (y k ) til barrycenteret, vil øge den absolutte bidragsværdi, og dermed kunne resultere i at akserne struktures af kategorien. Da vi opererer med kategorier af en betydelig vægt inden for reformvariablene, vil konsekvensen kunne være at akserne er struktureret af forskellene i holdninger. Da vi i stedet har til hensigt at vise, hvordan forskernes holdninger placeres i forhold til feltets objektive positioner, er det en fordel teknisk at kunne kategorisere reformvariablene som supplementære variable. For det andet er brugen af supplementære variable en god ven i det løbende arbejde med at styrke validiteten (i litteraturen betegnet som den interne stabilitet) af korrespon- 18

19 danceanalysens kort. Udgangspunktet for en (intern) stabil analyse er, at den samme grundlæggende struktur, faktorer og system af relationer optræder, selv om man fjerner visse variable, eventuelt redundante, eller lægger visse variable til (Munk & Thomsen 2005: 3). I arbejdet med at beskrive de strukturerende forskelle inden for feltet af arbejdsmarkedseksperter er det vigtigt at sikre sig at identificerede forskelle mellem f.eks. bestemte institutioner eller uddannelsesretninger ikke blot er udtryk for outliers.. Her er det værd at nævne, at den specifikke multiple korrespondance analyse (smca) rummer muligheden for at gøre enkelte variable passive (svarende til illustrativ), og at denne teknik af den grund har sine styrker i forhold til MCA. Af praktiske grunde har vi desværre ikke haft adgang til smca. 19

20 Faktaboks: Den multiple korrespondanceanalyse Korrespondanceanalysen som et induktivt og eksplorativt værktøj Det særlige kendetegn ved MCA er som sagt de pædagogiske kort, som den producerer, og som hjælper med at skabe overblik i strukturerne i et datamateriale. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan dette kort så produceres? Udgangspunktet for MCA er klassiske krydstabeller med kategoriske variable, som er gensidigt udelukkende (Høyen 2010: 13). MCA bygger på de samme principper, som ligger til grund for den simple korrespondanceanalyse (CA). Da metoden for CA kan præsenteres ved hjælp af en simpel krydstabel eksemplificerer vi her principperne bag MCA på baggrund af CA. Første skridt er at omregne de absolutte tal i tabellens kolonner til såkaldte kolonneprofiler og tallene i rækker til rækkeprofiler. Kolonne- og rækkeprofiler fås ved at omsætte tallene i de enkelte kolonner til andele af totalen (1) (Høyen 2004: 93). I praksis udregnes oftest kolonneprofiler. Profilerne er eksempler på matematiske vektorer, som svarer til en størrelse, som definerer et punkt i et (flerdimensionelt) rum (ibid.: 95). En vektor, og dermed de enkelte rækker og profiler, er altså en slags koordinater. Vektorer danner tilsammen en sky af punkter rummet. Hver profil tildeles en vægt, som svarer til antallet af respondenter divideret med det samlede antal respondenter. Herved fås rækkemasserne (ibid.: 96). Rækkemasserne vægtes forskelligt i selve analyse med henblik på at sikre, at hver respondents svar bidrager lige meget til ( ) profilpunktet (ibid.:97). For at kunne tegne selve korrespondanceanalysekortet er det nødvendigt at kunne fastlægge, hvordan punkterne ligger i forhold til hinanden (ibid.: 97). Hertil beregnes de såkaldte chi 2 - afstande. Uden at vi her skal gå i detaljer med beregningerne, skal det nævnes at beregningerne sørger for, at de kategorier, som optræder ofte bidrager mere til beregningerne af afstanden mellem punkterne end kategorier, som optræder sjældent (ibid.: 99). Et objekts inerti udtrykkes som en kombination af et objekts masse, og hvor tæt eller langt det fra denne masse ligger i forhold til midtpunktet: Jo længere en masse er fra centrum, desto højere inerti (ibid.). Den samlede inerti udgøres af summen af inertibidrag fra alle rækkeprofiler tilsammen. Efter at have konstrueret punktskyen i det flerdimensionelle rum består næste trin i at reducere dimensionaliteten, indtil der nås et antal akser som kan afbildes og som samtidig repræsenterer en tilstrækkelig stor del af den samlede inerti i rummet. Det analytiske arbejde består her i at finde det plan som er det, der ligger tættest på alle punkterne (ibid.: 108). Når dimensionaliteten på denne måde reduceres øges inertien. Hvor den totale inerti udgøres af summen af inertibidrag fra alle profiler skal hertil lægges den residuale inerti, som udgøres af den information, som nødvendigvis går tabt når man reducer dimensionaliteten. Den samlede inerti er altså den totale inerti + den residuale inerti (ibid.). Den multiple korrespondanceanalyse kan udføres en i lang række programmer her iblandt SAS, SPSS, R og XLSTAT. Vi har anvendt sidstnævnte. 20

21 Det centrale i denne opgave er, at vi illustrerer sammenhængen mellem forskernes strategier og deres holdninger grafisk ved hjælp af den multiple korrespondanceanalyse. Som vi beskriver nærmere senere i opgaven, handler teknikken kort fortalt om grafisk at illustrere sammenhænge i kategoriske datavariable fra krydstabeller. I de fleste analyser, hvor metoden anvendes, er der tale om meget store datamængder. Her er teknikken særdeles brugbar i kraft af dens evne til at opfange og illustrere systematiske strukturerende forhold. Til forskel fra disse analyser opererer vi med et meget mindre datamateriale. I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at vi primært bruger teknikken til at illustrere mønstre, som vi så senere forsøger at give nogle sociologiske begrundelser for. Vi forsøger altså ikke at opstille en statistisk model, som beskriver kausale sammenhænge eller beregner sandsynligheder. Vi bruger derimod korrespondanceanalysen induktivt og eksplorativt og indskriver os således i højere grad i en kvalitativt orienteret tradition end i de gængse kvantitative. Opsamling og videre operationalisering I det ovenstående har vi forsøgt at skitsere begreberne felt, kapital og habitus samt den multiple korrespondanceanalyse med det formål at tydeliggøre, hvordan de finder anvendelse i denne undersøgelse. Spørgsmålet er så, hvordan dette begrebslige apparat er strukturerende for den videre opgave? Feltbegrebet åbner for en forståelse af gruppen af forskere som værende placeret i et krydsfelt inden for hvilket det akademiske-, det politiske- og det journalistiske felts logikker på forskellige måder og i forskellige grader er gældende. Gruppen af forskere kan samtidig siges at befinde sig i et socialt rum, inden for hvilket de ved at trække på forskellige kapital eller ressourcer (det vi også har kaldt strategier) forsøger at gøre sig gældende i den politiske debat om tilbagetræknings- og dagpengereformen. Målet for den resterende del af opgaven er at sætte fokus på netop de forskellige strategier og deres sammenhæng med forskernes holdninger. Strategierne kan have forskellig karakter. Nogle forskere gør sig gældende i politiske kommissioner og råd, andre fokuserer på at være særligt synlige i medierne, mens andre har en helt tredje strategi. Som det udfoldes hos Bourdieu igennem begreberne felt, kapital og habitus, er det dog kun særlige strategier, som accepteres som legitime i specifikke felter. Hvordan afgør man så rent analytisk, hvilke strategier der er legitime? I det følgende kapitel skal vi forsøge at gøre dette ved at skitsere de måder, hvorpå vi rent konkret kan iagttage at forskere gør sig gældende i det politiske felt. 21

22 22

23 Kapitel 3: Rummet af samfundsvidenskabelige positioner og strategier I indeværende kapitel skal vi derfor forsøge at skitsere, hvordan (samfunds)forskere reelt set har gjort sig gældende og deltaget i det (arbejdsmarkeds)politiske felt. Vi skitserer, hvordan to strategier grundlæggende set gør sig gældende. Deltagelse i kommissioner og råd, samt deltagelse gennem markant synlighed i medier. Inden vi når så langt skal vi dog først dvæle en smule ved koblingen mellem samfundsvidenskaben og det politiske felt. For at forstå udgangspunktet for de forskellige strategier, som vi senere beskriver, er det nødvendigt at udfolde dette mere grundigt. Det samfundsvidenskabelige felt Hos Bourdieu forstås videnskaben som et felt. Derfor forstås forskerne som en gruppe, der på den ene side har nogle ting til fælles, som holder dem sammen som gruppe og adskiller dem fra andre grupper, men samtidig er splittet i forskellige undergrupperinger af egne interesser, som kæmper om herredømme. Den fælles kultur, som oparbejdes hos den enkelte forsker igennem tilstedeværelse i feltet, er på én gang forskerens adgangsbillet til et fællesskab og dennes våben i kampen om dominans i feltet (Bourdieu 2005a: 81). På den ene side bryder feltbegrebet med en forståelse af videnskaben som ren, hvor forskeren tilsidesætter personlige interesser i jagten på sandheden. På den anden side bryder det med ideen om forskning som ren egennyttig handlen, hvor videnskabelige værktøjer blot bliver et middel i jagten på prestige (Bourdieu 2005a: 80f). Frem for at vælge et af de nævnte yderpunkter kan man sige, at det fælles ideal om sandhed strukturer den interessekamp, som er imellem forskellige forskere, forskningsgrupper etc. Idealet om uegennytte fungerer som feltets illusio en spilleregel eller ramme, indenfor hvilken magtkampene udspiller sig, og som alle deltagere underkaster sig (Bourdieu 2005a: 89). Da idealets gyldighed er uanfægteligt kommer det til at kunne betale sig for den enkelte at tilstræbe det (Bourdieu 2005a: 91) og dikotomien mellem egennytte og uegennytte bliver meningsløs. 23

24 I det videnskabelige felt står kampen om at definere, hvad der skal gælde som gyldig viden (Kropp 2011a: 47) og således også om autoriteten til at udsige legitime videnskabelige udsagn (ibid: 34). Samfundsvidenskaberne er i særlig grad præget af, at deres genstandsområde er forbundet med politiske interesser (Bourdieu 2005a: 137ff). Samtidig har samfundsvidenskabernes historie fra 1950 erne været tæt knyttet til velfærdsstatens dannelse, idet samfundsvidenskaberne ikke kun har studeret den men også har været medproducenter af den. I kraft af at samfundsvidenskaberne også lever af at uddanne og kvalificere folk til jobs i statsadministrationen, kan man tale om en institutionel afhængighed imellem samfundsvidenskaberne og staten. Forskellige dele af samfundsvidenskaben henvender sig til forskellige statslige institutioner. Valget af metoder præges således ikke kun af rent videnskabelige epistemologiske fejder om forskellige metoders gyldighed men også af hensynet til metodernes praktiske anvendelighed i de institutioner, man ønsker at få adgang til (Kropp 2011a: 18; 58f). Inden for samfundsvidenskaberne kan der tales om et rum af dispositioner, hvor der eksempelvis kan skelnes mellem positivistiske og konstruktivistiske forskningspraksisser og mellem teoretiske og empiristiske forskningspraksisser eller forskelle i valg af genstandsfelt (ibid: ). Disse dispositioner hænger sammen med et rum af positioner idet de reproduceres igennem konkrete videnskabelige institutioner som fx institutter og videnskabelige discipliner (ibid: 205). Vi vender nu igen blikket mod strategierne. For at forstå samfundsforskernes måde at bruge deres akademiske ressourcer i den politiske debat benytter vi os (som nævnt indledningsvist) af Bourdieus begreb strategi, som beskrives godt af den svenske sociolog Donald Broady: Sociala stategier utgör ofta koverteringsstrategier ( ) som avser möjligheterna att utnyttja en viss art av kapital för att skaffa sig en annan mer räntabel eller legitim art av kapital. (Broady 1991: 179) Der er altså tale om at visse kapitaler her akademiske bliver vekslet til andre kapitalformer, med henblik på at få indflydelse i andre sammenhænge her den politiske debat om reformer. En strategi vi nu skal forsøge at skitsere handler om forskerenes deltagelse i politisk nedsatte kommissioner og råd. 24

25 Forskere i kommissioner og råd Historisk set har forskere indgået som en fast del af kommissioner. Bourdieu nævner kommissionsarbejde som en position, der giver en indikation på, at en forsker besidder en politisk eller økonomisk magtkapital (Bourdieu 1988: 239). Seniorforsker, arkivar og ph.d. i jura, Karl Peder Pedersen, har gennemgået kommissionernes historie (Pedersen 2002). En definition på en kommission, kan hentes flere steder, og kan dermed ses som både: eller én eller flere personer, der i kraft af en særlig og udtrykkelig ordre, er blevet bemyndiget til at løse en stillet opgave på en nærmere angivet måde. Opgaven udføres på mandatgiverens vegne, og afgørelsen forlenes med dennes autoritet (ibid.) en ministerielt nedsat gruppe, hvis medlemmer for flertallets vedkommende ikke er ministerielle embedsmænd. Gruppen kulegraver med udgangspunkt i et kommissorium fra regeringen en bestemt politik [ ] (Grønnegaard Christensen et al 2009: 25). Der kan skelnes mellem to typer af kommissioner, hvoraf den ene er mere operativ end den anden. Mest operativt er et forhandlingsudvalg, som typisk nedsættes med det formål at komme med konkrete løsningsforslag til en på forhånd udpeget problemstilling (ibid.: 25f). I de tilfælde, hvor opgaven i stedet er at kulegrave og udrede et bestemt politisk område, nedsættes et såkaldt udredningsudvalg (ibid.). Ikke overraskende vil forskere, i den udstrækning de udpeges, typisk være at finde i udredningsudvalg. Fra omkring år 1750 har faglig ekspertise været en vigtig del af nedsatte kommissioner. En del af de nedsatte kommissioner arbejdede med forslag til ny lovgivning, hvilket forudsatte en hvis juridisk kapital. Det springende punkt ved kommissionsarbejdet var løsningen af arbejdsopgaven, hvorimod det var mindre vigtigt hvor lang tid det tog (Pedersen 2002). Som jurist Micahel Gøtze formulerer det er grundighed en klassisk juridisk dyd, og det er en velkendt refleks hos mange jurister, ikke mindst dommere, at de kan blive ekstra grundige og særligt juridisk detaljeorienteret, hvis de konfronteres med en politisk sag. (Gøtze 2012). 25