SAMFUNDSLIVET KØBENHAVN GYLDBNDALSKB BOGHANDELS FORLAG N. JUEL-HANSEN SAMFUNDETS ØKONOMISKE LIV OG UDVIKLING FORTID OG NUTID BAGGES BOGTRYKKERI

Transkript

1 BRIEF HC

2

3 N. JUEL-HANSEN SAMFUNDSLIVET SKILDRINGER AF SAMFUNDETS ØKONOMISKE LIV OG UDVIKLING I FORTID OG NUTID #'*«F-.' KØBENHAVN GYLDBNDALSKB BOGHANDELS FORLAG FR. BAGGES BOGTRYKKERI 1895

4 Gyldendalske Boghandels Forlåg. GUSTAV F. STEFFEN: FRA DET MODERNE ENGLAND. I dansk Bearbejdelse ved Alfred Ipsen. Med 267 Illustrationer af engelske Kunstnere og efter Fotografier. 9 Kr. ; eleg. indb. i el dertil komponeret Bind 12 Kr. 50 Øre. Nationaltidende : Til Julen foreligger nu complet paa den Gyldendalske Boghandels Forlag Hr. Alfred Ipsens danske Bearbejdelse af Gustav F. Steffen's Fra det moderne England" med talrige Illustrationer af engelske Kunstnere. Vi have allerede tidligere henledet vore Læseres Opmærksomhed paa dette hirjst interessante Værk, i hvilket man under den behageligste og mest flydende Form bliver fortrolig med alle de Ejendommeligheder, hvorpaa England er saa rigt, og vi kunne derfor her indskrænke os til at gentage, at Læseren ved den skarpt og intelligent iagttagende Forfatters Haand fores rundt til alle mulige Omraader af det engelske Liv. Vi færdes her blandt Elge og Fattige, paa Gader og i Boutikeme, gjæste John BuU i hans Hjem, mode i Retssalen og i Parlamentet, see Englænderen drive sin Sport, kigge ind bag Coulisserne i Klubberne, lære Forfattere, Skuespillere og Politikere at kjende og præsenteres ogsaa for de Excentriciteter, af hvilke England huser saa mange. Føier man hertil, at de mange Illustrationer ere ligesaa interessante som kunstnerisk godt udførte, vil det forstaaes, at man har haade Glæde og virkeligt Udbytte af at læse denne Bog." Dannebrog : en særlig rig, baade indholdsrig og lærerig, Festgave. Ikke mindre end 267 Illustrationer af engelske Kunstnere eller efter Originalfotografier, ledsager Værket, og alene for Billedstoffets Vedkommende indtager Fra det moderne England" en ganske særlig fremskudt Plads i vor Literatur. Vi henleder saaledes bl. m. a. Opmærksomheden paa de talrige Billeder af Englands kjendte Personligheder i det offentlige Liv, fra Politikens ikke mindre end fra Literaturens Omraader. Men ogsaa de mange karakteristiske Typer, Gjengivelserne fra Londons brogede Gadefærdsel m. m. m. giver A'ærket en speciel Tiltrækning. Te.xten, der tidligere er omtalt her i Blader, er i hej Grad instruktiv, og Fremstillingen lige saa underholdende som paalidelig. Enhver, der ønsker at se et stort Kulturfolk paa nærmere Hold, skal tilegne sig denne nyttige og gode Bog." ALFR. RAMBAUD: RUSLANDS HISTORIE FRA DEN ÆLDSTE TID INDTIL NUTIDEN. I Oversættelse og Udtog ved Alex. TJiorsøe. 10 Kr.

5

6

7 SAMFUNDSLIVET

8

9 N. JUEL-HANSEN ^ SAMFUNDSLIVET SKILDRINGER AF SAMFUNDETS ØKONOMISKE LIV OG UDVIKLING I FORTID OG NUTID KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (f. HEGEL & SØn) FR. BA G GES BOGTRYKKERI 1895

10 041373

11 FORORD JJenne Bog indeholder Skildringer af Samfundets økonomiske Liv og Udvikling i P'ortid og Nutid. Den er skreven ud fra det Grundsyn, som en omhyggelig Betragtning af den historiske Udvikling maa paanøde enhver uhildet: at Tyngdepunktet i Folkenes Liv ikke ligger i deres politiske men i deres sociale Tilstande. Den henvender sig til alle dem, som have Samfundsfølelse og Samfundsbevidsthed, men savne Kundskab om Samfundsliv. Kildeskrifterne ere valgte mellem dem, der anses for de bedste. Schciffle, Brentano, Burkle, Jevons og Menger nævnes som de ved Udarbejdelsen af Bogen mest benyttede Forfattere. Skildringen af de primitive, forhistoriske Udviklingsstadier er, hvad den maa være, en Konstruktion over det, man ved om de nulevende mest primitive Folkeslag. Af de mange, der paa forskellig Maade have ydet mig Bistand ved Udarbejdelsen af Bogen, bringer jeg d' Herrer Professor, Dr. phil. Kronuin, Kontorchef Schovelin og cand. jur., Fuldmægtig./. Berendsen en særlig Tak. J.-H.

12 i

13 Indholdsfortegnelse. Første Afsnit. A. Slægternes Udvikling. Side 1 I. Det primitive II. Horden. Stadium. Gruppen Stammen. Hyrde- og Nomadefolk. Husindustri Grænsemarked. Byttehandel. Ejendomsret 10 III, Klasseforskel. Rige og fattige. Trælle 15 IV. Agerdyrkning. Voksende Klasseforskel. Haandværk. Middelalderens Byer 18 V. Teknik. Kunst. Lav. Fri Konkurrence 22 B. Naturens Indflydelse paa Samfundsordenen og paa Individernes Karakter I. Klima. Jordbundens Beskaffenhed. Næringsmidler 26 n. Formuens Fordeling. - Fødemidler i koldt og varmt Klima. Naturlove for Arbejdslønnens Størrelse 30 C. Naturomgivelsernes Indflydelse paa Menneskene D. Samfund. Folk. Stat. Love. Retsorden. E. Statssamfundet. Privilegier 42 I. Ret 45 II. Formueret. Politiske og økonomiske Revolutioner.. 48 III. Lovgiverens Opgave 51 IV. Det nye Samfundslag 62

14 Andet Afsnit. Nationaløkonomi. Side I. Økonomiske Goder 68 II. Nytte 72 III. Frembringelse af Formue (Produktion) 79 IV. Hvorledes geres Arbejdet mest indbringende? 83 V. Arbejdets Deling 86 VI. Kapital 93 VII. Fast og flydende Kapital 94 \'III. Formuens Fordeling Løn Jordrente og Rente Driftsherregevinst 110 IX. Skatter. Statsindtægter og Statsudgifter 112 X. Beskyttelse og Frihandel 121 XI. Jord 126 XII. Om Bytning og Handel 134 XIII. Hvorledes bestemmes Markedsprisen? 140 XIV. Hvorvidt paavirke Produktionsomkostningerne Varens Værdi? 142 XV. Byttehandel. Penge 143 XVI. Kreditvæsen 152 XVII. Bankvæsen 155 XVIII. Særegne Bankforretninger og Bankformer. Kreditforeninger. Sparekasser 162 XIX. Seddelbanker 165 XX. Bevægelse i Forretningslivet 169 XXI. Statsiaan 174 Tredje Afsnit. Kommunisme og Socialisme i Almindelighed. I. Kommunisme 1 76 II. Socialisme 183

15 Side III. Socialisme og Socialdemokrati 188 IV. De sociale Spørgsmaal i Almindelighed 194 V. De sociale Spørgsmaals indre Historie 196 a. Retten til det fulde Arbejdsudbytte 202 b. Retten til Eksistens 203, c. Retten til Arbejde Fourier Robert Malthus Charles Hall Henri Saint-Simon Proudhon Rodbertus Carl Marx Louis Blanc Ferd. Lassalle 242 VI. Vurdering af den socialistiske Lære. Kapitalens Overgang til Staten Individets Selvstyre Produktion, Handel og Kapital Kredit, Forpagtning, Leje o. s. v Afskaffelse af Varehandel, Varemarked 259 o. s. v Afskaffelse af Penge som Byttemiddel og Værdimaaler. Hvad Socialismen vil sætte i deres Sted Indkomster og deres Brug. Ægteskab, Familieliv. Ideelle Goder 268 VII. Socialdemokratiet 270 Vni. Nihilisme. Anarkisme 291 Fjerde Afsnit. Arbejderspørgsmaal. I. Fagforeninger 304 II. Normal-Arbejdsdag 309 in. Forhøjelse af Len 313

16 Side IV. Strejker og Lock-outs 315 V. Maskiner og Haandkraft 319 VI. Arbejdsretter og Enighedskamre 322 Vn. Andelsforetagender 324 Agrarspørgsmaal. I. Jordreformatorer 328 n. Stuart Mill. H. George. A. R. Wallace 332 III. Rodbertus 336 rv. Schåffles Projekt til Inkorporation" af Hj^pothek- Kredit 341 V. Jordbrugets Krav ude og hjemme 345

17 FØRSTE AFSNIT A. Slægternes Udvikling. I. Det primitive Stadium. G^-uppen. Fordum, længe før Slægternes Historie begyndte, søgte Menneskene Værn mod ondt Vejr og vilde Dyr i Grotter og under fremspringende Klipper. Nu bygge de Paladser af Marmor, Glas og Metal. Fordum levede de af vildtvoksende Planter og Rødder og af Skaldyrene, de fandt ved Havets og Flodernes Bredder. Nu forsyner Verdensmarkedet hver den, som har Købeevne, med tusinde Produkter, frembragte af Natur og Kunst i Forening og samlede fra alle Jordens Himmelstrøg. Fordum bævede Menneskene for Naturen. De troede paa den som paa en Afgud, Molok, Ødelæggeren, der fordrede saa meget og gav saa lidt, der pinte sine Skabninger og lagde dem øde, medens disse i deres Angst stræbte at mildne ham ved til hans Ære selv at ødelægge. Naar Dampen af Ofrets varme Blod steg til Vejrs og, som de troede, indsugedes af hans Næsebor, haabede de for en kort Tid at have mættet ham med den øde-

18 læggelse, hans Væsen trængte til, saa han lod dem i Fred, ikke slyngede Lynet efter dem, ikke hidsede Vilddyr paa dem, ikke lod Sandstormen begrave dem, ikke slog dem med Sot og Syge. Da raadede Molokken, den vilde Natur, over Menneskene. Nu raade de over ham vel ikke helt, men trælbunden er han bleven. Lynet splitte de, og Sandet binde de med Planterødder, saa Stormen ikke kan rejse det, og selve den mægtige Naturgud have de tvunget til at arbejde for sig. Han maa stille Damp, Elektricitet, Vind og Vand og andre af sine Kræfter til deres Raadighed. Raastoffet til de Redskaber, gennem hvilke hine Kræfter skulle virke, hente de op af Jordens eget Skød, de udsmelte Metallerne af Bjærgenes raa Malm; Bregnernes Kæmpeskove, som den gamle Molok havde knust under uh3te Jord- og Stenmasser og forvandlet til Kul, dem grave de op igen, frigøre gennem Forbrændingen den Solvarme, der er bunden i dem, og lade den sætte Maskinerne i Mellem disse to Stadier ligger utalte Aartusinders Udvikling. Gang. Mennesket er i Tidens Løb bleven perfektibelt, det har faaet Evnen til at udvikle og fuldkommengøre sig. Ræven graver sagtens sin Hule nu som i Tidernes Morgen, Tigeren gaar paa Jagt nu som da. Der er Dyr, som ere udrustede med en helt vidunderlig Kunstdrift, men den ligger i alt Fald ikke i nogen kendelig Udvikling; som den nu er, har den været gennem alle de Aarhundreder, h\or den er bleven iagttaget. Kun i ganske enkelte Tilfælde mener man at have bemærket en yderst ringe og meget langsom Perfektibilitet. Mellem Mennesket og Dyret ligger Hovedforskellen i denne Perfektibilitet, og den blev fra første Færd sat i

19 Bevægelse under Nødvendighedens Tryk, af Trangen til at faa Livsfornødenhederne tilfredsstillede. Det var ogsaa den Trang, der bragte Menneskene til at slutte sig sammen i Samfund. For Aartusinder siden vandrede da vor Civilisations Fædre om i de store Skove, der dækkede Landene. De slukkede deres Tørst i Kildernes Vand, spiste Urter og Bær, samlede Skaldyr, fangede Fisk, fortærede Kødet af de Vilddyr, de med deres simple Vaaben kunde fælde, klædte sig i Huderne og søgte Ly i en Grotte, under et Træ eller en fremspringende Klippeblok. Der var ikke Tale om noget Hjem i Dag her, i Morgen der, og Tiden gik med at skaffe Dagens nødvendige Føde. Fortiden havde ikke afsat nogen Erindring hos dem; og paa Fremtiden tænkte de ikke de havde ingen Historie. Man kender lidet eller intet til dem. Men man formoder, deres Levevis i det væsentlige har lignet den, vi endnu kunne iagttage hos de lavest staaende vilde Folkeslag. Selv de frugtbareste Egne maa have været yderst tyndt befolkede. Der voksede vel Planter alle Vegne, men de, der kunde tjene Menneskene til Føde, vare stærkt spredte og tit nok vanskelige at finde. Der var hverken Folk eller Stat. Menneskene flakkede om, som det kunde træffe sig, snart alene, snart i Grupper. Naar Manden, som er ene, træffer en Kvinde, bemægtiger han sig hende. Hun bliver hans Kone. Men det er ikke et Ægteskab, som vi nu kende det; han har aldrig bejlet til hendes Kærlighed det, der fik ham til at tage hende, var ganske simpelt Trangen til at faa Hjælp i sin Dagsgerning. Og hun maatte følge ham, fordi hun var den svage. Mulig fik han Godhed

20 for hende, men hvad han altid i første Række søgte at opnaa og opnaaede ved sit Ægteskab", var at skaffe sig et andet Menneske, som han kunde lade trælle for sig. I det primitive Menneskes øjne er Kvinden ikke andet end et svagt Væsen, hvis Kræfter han kan bruge efter Behag. For saa vidt staar han lavere end Dyrene. Jagt og Kamp er det eneste, Manden giver sig af med alt det øvrige overlader han til Konen. Hun maa passe hans Ild og tillave hans Mad, og mens han med en Ulvs Graadighed fylder sig med Føde, maa hun ydmygt tage Plads bag ved ham. Er han i godt Humør, og kan han ikke selv spise det hele, kaster han Levningerne til hende. Hyppig maa hun ikke blot tillave Maden, men ogsaa skaffe den opgrave spiselige Rødder, dykke efter Muslinger, Krebsdyr og Alger og hente Vand og Brænde ; hun tør ikke tænke paa Hvile eller paa at stille sin Sult, før Manden er mæt. Og til Tak for de Tjenester, hun yder ham som Lastdyr og til Dels som Forsørger, behandler han hende med yderste Raahed; naar hun bliver gammel, og Arbejdsevnen begynder at svinde, har han ikke mere Brug for hende; og da jager han hende bort saa koldblodigt, som man skiller sig af med en gammel Hest. Mandens Ret over Konen og Børnene var ubegrænset; han brugte og misbrugte den ganske efter Behag. Gennem denne uindskrænkede Raadighed er det første Ejendomsinstinkt spiret frem et Instinkt, som i Tidens Løb rettede sig paa Løsøre: Vaaben, Redskaber, Husdyr o. s. v. og endelig langt senere paa Jord. Ejendomsretten har sagtens begyndt som et Slags Fælleseje. Individets Privatejendomsret i moderne Betyd-

21 ning opstaar først gennem en langvarig social Udvikling. Men ogsaa i Fællesejet er der noget, enhver kalder sit. Som Menneskenes Levevis er, saaledes blive deres Sæder, deres Moral. I hin, den fjerneste. Oldtid, da Individerne i den lille Samfundsgruppe trængte saa stærkt til hverandre, maatte der udvikle sig visse Sædvaner og Instinkter, hvorefter man, i alt Fald i Erhvervsspørgsmaalet og udad til, stod Last og Brast med hverandre. Det var ingen Uret at tage, men det var en Uret ikke at give og ikke at tillade andre at tage. Endnu den Dag i Dag staar et Slags Fælleseje, en Kommunisme ved Magt blandt Grønlands Eskimoer og er undergivet ejendommelige moralske Regler. Denne Kommunisme giver sagtens et nogenlunde rigtigt Billede af hine fjerne Tiders Fællesskab. Naar saaledes en Mand har laant et Vaaben eller Redskab af en anden, og han taber eller beskadiger det, skal han ingen Erstatning give thi man udlaaner kun det, hvoraf man har Overflod. Paa hvad Maade en Hval, en Hvalros, en Bjørn eller et andet stort Dyr end er bleven fanget, betragtes dette som Fælleseje; thi eet Menneske vil som Regel ikke kunne bemægtige sig det. Alt, hvad der ikke benyttes, betragtes som herreløst, og enhver, der har mere end tre Kajakker, skal laane een af dem til en Slægtning eller Fælle. Et Stykke Tømmer, som findes ved Strandbredden, tilhører kun Finderen, hvis han er stærk nok til ved egne Kræfter at slæbe det op over den højeste Vandstand. Af enhver Sæl, der er fanget paa en Vinterstation, uddeles Stykker, skaarne saaledes, at de indeholde baade Kød og Spæk, for at ingen af Fællerne skal mangle Fødemidler eller Tran til Lampen. Et Tyveri ophører at være en dadelværdig Handling, naar Ejermanden ikke mærker,

22 at den stjaalne Genstand er forsvunden, m. a. O. naar man kun har taget af hans Overflod. Til Gengæld har ingen i Fællesskabet Ret til at være doven eller spise af Sælen uden at have gjort Jagt paa den. Vil man intet give og intet modtage, maa man træde ud af Fællesskabet og forlade det Omraade, det jager paa og hævder som sit. Individet kan da paa egen Risiko erhverve sig Privatejendommens Luksus. Kærlighed til Børnene, denne Urfølelse, der er saa nødvendig for Slægtens Bestaaen, kan lige saa lidt have manglet hos det primitive Menneske som hos Dyret. Undertiden spiste Forældrene vel Børnene, ofte slog de dem uden mindste Betænkelighed ihjel, men dette hindrede ikke, at i alt Fald Moderen elskede de Børn, der bleve skaanede, med Hundyrets Instinkt. Men Forældrene havde næppe nogen Følelse af det rent legemlige Enhedsforhold mellem dem og Børnene; de vidste ikke, at disse vare Kød af deres Kød og Ben af deres Ben, og at Søskende havde samme Blod, fordi del var strømmet af en fælles Kilde. Urmenneskene vide^ at Moderen føder Barnet, men at det bliver hendes paa mere end rent udvortes Maade, næsten som hendes Ejendom, havde de næppe nogen Tanke om. Paa det primitive Stadium kan der da heller ikke være Tale om nogen Familie i den Forstand, hvori vi nu tage Ordet. Thi der var intet bevidst Blodslægtskab. I god Overensstemmelse hermed er det, at hvad der i det primitive Menneskes øjne gør en Mand til et Barns Fader, ingenlunde er den Omstændighed, at han har avlet det, men at dets Moder er hans Kone. Manden vil af rent egenkærlige Grunde gærne have Børn; naar hans Hustru blot føder dem, blive de hans Ejendom, og saa ligger der ikke stor Vægt paa, hvem der har avlet dem.

23 Et lignende Forhold finder Sted for Konens Vedkommende. Vi kende det fra det gamle Testamente. Sarah blev Moder, da Hagar fødte Abraham en Søn, og Lea og Rachel betragtede de Børn, deres Slavinder fødte, _ som deres egne, naar blot Jakob var deres Fader. Det primitive Menneske færdes i den fri Natur, og han er fortrolig med den saa at sige fra sin Fødsel. Ikke blot ved han, naar Skoven springer ud, naar Frugterne modnes, og naar Løvet falder; han kender ogsaa Vilddyrenes Levevis, han ved, hvorledes han skal opspore, forfølge og dræbe dem. Sjældent overraskes han af en Fare. Han ligesom vejrer den i Forvejen, og overfor alt fremmed, alt nyt, er han øjeklikkelig paa sin Post, rede til Kamp eller til Flugt. Dette er ikke blot et Resultat af egne Oplevelser det er i lige saa høj Grad Udslaget af et Slags medfødt Instinkt, der er bleven arveligt ligesom Raceejendommelighederne hos vore Husdyr. Det er noget, han har tilfælles ikke blot med Dyrene, men ogsaa, om end mindre iøjnefaldende, med sine civiliserede Efterkommere. Sagen er følgende: Enhver Oplevelse, enhver Erfaring, der een Gang har ytret sig med tilstrækkelig Styrke, sætter i Hjernen et Præg, efterlader et Minde, der let vækkes. Ingen nogenlunde stærk Sjælsakt udslettes fuldstændigt, hver af dem ligesom præparerer en Hjerne- eller Nervecelle til øjeblikkelig at træde i Virksomhed og sætte Bevidsthedslivet i Bevægelse, saa snart det Indtryk, der fremkaldte den første Sjælsakt, gentager sig. Og naar de forskellige Indtryk og Erfaringer gennem hyppige Gentagelser ere blevne tilstrækkelig fæstnede, organisere de sig i Hjernecellerne, og saa kunne de blive arvelige.

24 paalidelige 8 Dette er en bekendt Sag og Resultatet af fuldt ud Iagttagelser. Lettest iagttages det maaske hos D^Tene. Første Gang et Menneske betræder en ubeboet 0, hvor der ikke lever Rovdyr, har øens Dyreverden ingen Erfaring om Skabninger, der ere absolut farlige for den. Fuglene sætte sig paa hans Hoved saa trygt, som Stæren tager Plads paa Rj'ggen af en Ko, Hjorten stirrer nysgerrigt, men ganske uden Frygt, paa Bøsseløbet, der er rettet imod den. Men snart erfare de, at Mennesket giver dem Døden. Dette Indtryk, stærkt, som det er, aflejrer sig under Gentagelsen i Hjernecellerne og gaar i Arv til Afkommet. Saa snart Hjortekalven eller den flyvefærdige Fugleunge første Gang i deres Liv faa Øje paa et Menneske, tage de Flugten. Trækfuglen, der er fangen som Unge og aldrig har gjort Rejsen til fremmed Strand, flyver mod Burgitret og vil ud, naar Tiden for Vandringen kommer, og Kyllingen, der er udruget paa Maskine, opklækket af Menneskehaand og aldrig var i utrygge Forhold, bliver ude af sig selv af Angst, naar den hører et Glenteskrig. Saaledes gaar det ogsaa med det primitive Menneske. Møder han en Person, han ikke kender, er han straks paa sin Post og bereder sig paa hellere at dræbe ham end selv at blive dræbt. Han ved af egen eller gennem nedarvet Erfaring, at det ukendte, ikke mindst det ukendte Menneske, kan være farligt. Men maaske løber Mødet fredeligt af og gentages nogle Gange. Saa kender man hinanden, og Bekendtskabet leder naturligt og let til en Sammenslutning, fordi denne giver en højst ønskelig Styrke og Modstandsevne, Flere slutte sig til, og der dannes en Gruppe, en Klan, bestaaende af nogle Mænd med deres Koner og Børnene.

25 Det er det første Samfund. Gruppen danner en fast Enhed under Anførsel at en Høvding, baade overfor omstrejfende Enkeltindivider og overfor andre Grupper. Og Enheden, Samfundet, dannes ikke paa Grundlag af Blodslægtskab, men fordi der i Gruppen fremvokser en Række Sædvaner og Skikke, en Maade at være og virke paa, der ej blot præger Gruppen i dens Helhed i Modsætning til andre Grupper, men ogsaa dens enkelte Individer. Og disse Sædvaner, denne Ret, der er bleven til ligesom af sig selv ved Selvinteressernes og Forholdenes Magt, vedblive at bestaa, følgende Interesserne og Forholdene i deres Udvikling og Forandringer, indtil de Aartusinder efter glide over i den skrevne Ret, hvis Grundlag og Kilde de ere. Noget, der kunde kaldes Familieliv eller Slægtskabsfølelse, udvikler sig ikke under disse Forhold. Det hele Liv er saa simpelt i sine Former; der er Plads nok og Føde nok i Skoven for alle Gruppens Medlemmer, de enkeltes Interesser have intet Særpræg og tørne derfor ikke sammen. Dette har til Følge, at Gruppen, ikke Familien, bliver bestemmende for Individets Udvikling. Blodets Baand" vinder først Styrke langt senere, under helt andre Forhold, naar der inden for Gruppen begynder at danne sig forskellige Klasser, hver repræsenterende sine Privatinteresser ved Siden af dem, der have Livsmagt i Gruppen som saadan.

26 10 II. Horden. Stammen. Hyrde- og Nomadefolk. Husindustri. Grænsemarked. Byttehandel. Ejendomsret. Saa vid Plads der end var i Skovene og paa Sletterne, undgik Grupperne dog ikke blodige Sammenstød med hverandre paa deres aldrig standsede Vandringer. Et fældet Dyr, en Kano eller en Hule var Stridens Genstand, eller det var en gammel Tvist, der skulde afgøres, en gammel Uret, der skulde hævnes. Og den stærkeste fik Ret, fordi han havde Magt. Det var da naturligt, den svage søgte at bøde paa sin Afmagt, at ogsaa han kunde faa Ret"; derfor sluttede han og hans sig sammen med andre Grupper, der ogsaa havde ligget under i en Strid. Denne Sammenslutning af flere Grupper dannede Horden og Stammen. Den tapreste blev Hordens Høvding, og var der nogen Forskel i de sammensmeltede Gruppers Sædvaneret, udjævnedes den under den daglige Omgang. Deres Liv var endnu som Dyrenes. De fødtes, spiste sig mætte eller sultede og døde. Det var deres Levnedsløb. Op næppe kunde man vel kalde de Enstavelsesord eller Lyd, hvormed de betegnede deres faa Begreber eller Forestillinger, for et Sprog. Men de havde Udviklingsevnen i sig, de vare perfektible. Jægerfolkene holdt op at dræbe Nyttedyrene ; de fangede og tæmmede dem, og saa forlod de Skovene, hvor der var saa lidt Græs, og hvor det faldt saa vanskeligt at værne de tæmmede Dyr mod Rovdyrene. Ud paa de

27 11 store Stepper maatte de, hvor der var Græs nok og fri Udsigt til alle Sider. De bleve Hyrde- og Nomadefolk. Endnu var deres Liv et Vandreliv. Kun drog de ikke som tidligere om snart hist, snart her, hvor Tilfældet førte dem, eller en Kilde lokkede dem. Hver Hordeeller Stamme af Nomader valgte efterhaanden en bestemt Landstrækning, hæv^dede den som sin Ejendom overfor andre Horder og lod Aar efter Aar sine Hjorder græsse paa den. Her vandrede Fædrene, her søgte ogsaa Sønnerne Føde for deres Dyr og dermed for sig selv. Milepælene paa denne Vandring vare Kilderne og. Brøndene, og skønt der hverken er Vej eller Sti paa Steppen, skønt dens Natur er saa ens, at det ene Sted ganske ligner det andet, fandt dog hver Stamme eller Horde med Lethed sine Veje og undgik at komme paa andres. Retten til at lade Dyrene græsse paa visse Strækninger nedarves fra Slægt til Slægt. Saa snart Sneen er smeltet om Foraaret, og det tørste Grønt spirer op af Jorden, pakke Nomaderne deres Telte paa Karrer eller paa Kamelens Ryg og begynde deres Vandringer, mod Nord eller Syd, mod øst eller Vest, men altid den samme Vej, deres Fædre havde taget paa denne Aarstid. Og Mændene røgte Hjorden, mens Kvinderne afskære det højtvoksede Græs, tørre det og pakke det sammen til Vinterforraad, sørge for Maden, malke Moderdyrene, klippe Faarene og lave Ulden til Filttæpper eller spinde og væve Tøj til Klædningsstykker. Naar saa Efteraaret begynder at gulne Blade og Græs, vandrer Stammen tilbage til sin Vinterlejr. Stammen og Horden ere fra Begyndelsen ordnede som Gruppen. Paa deres Vandringer leve de strengt

28 12 afsondrede for sig og stræbe at undgaa Berøring med andre Stammer ; thi de ere fremmede, og enhver fremmed er en Fjende. Kommer det til Berøring mellem to Stammer, og har den ene krænket den anden i dens Rettigheder, kende de kun een Form for Tvistens Afgørelse Kamp. Og den stærkeste faar atter Ret, fordi han har Magt. Følgen af denne Afsluttethed er, at Stammen selv maa sørge for Tilfredsstillelsen af alle sine For- Jiødenheder, den kan ikke forøge dem ud over, hvad den selv formaar at producere, og dens simple økonomiske Liv: Produktionen og Fordelingen ordnes ogsaa her efter nedarvet Skik, efter Tradition, efter sædvansmæssig Ret. Under disse Forhold udvikles Husindustrien. Men nu kan det hænde. Begivenheder indtræffe, som gør det ønskeligt for to Stammer, der ellers betragte hinanden som fremmede, altsaa som Fjender, at træde i fredelig Berøring med hinanden. Grunden kan saa være Ønsket om Sammenslutning mod en fælles Fjende, Udveksling af Fanger eller noget lignende. Mødestedet vælges ganske naturligt paa Grænsen af eller helt uden for deres Territorier. Det første Møde drager flere efter -sig, og lidt efter lidt vænner man sig til at betragte Mødestedet som neutral Grund, hvor Medlemmer af forskellige Stammer kunne mødes væbnede, men med fredelige Hensigter. Hermed er den enkelte Stammes strenge Afsluttethed brudt; og ganske naturligt opstaar der en økonomisk Vekselvirkning, et Grænsemarked, hvor Stammerne eller deres enkelte Medlemmer udveksle deres Produkter gennem Byttehandel. Dette fører et P'remskridt med sig. I den enkelte, strengt afsluttede Stamme er der liden

29 13 eller ingen Udvikling; nnan lever paa det nedarvede ogtilvante. Men naar Grænsemarkedet er aabnet, begynde- Stammerne at lære af hverandre. Omsætningen, Byttehandelen, vækker nj^e Lyster, nye Fornødenheder; de kunne kun tilfredsstilles, naar man har noget at give i Bytte, og dette ansporer til Flid og Opfindsomhed. Gruppen er kommunistisk, den ene maa hjælpe den anden. Det er en Livsnødvendighed. En Jæger fælder meget Vildt paa en Dag, medens en anden kommer tomhændet hjem fra Jagten. Skulle de alle leve, maa den, der har noget, dele med den, der intet har. Deri bringer Hordens Nomadeliv en Forandring. Dels har nemlig Nomaden en ganske anderledes sikret Adgang til Fornødenhedernes Tilfredsstillelse end Jægeren og behøver som Regel ikke at ty til de andres Hjælp i Ernæringsspørgsmaalet, dels er Horden anderledes sammensat end Gruppen. I denne var Familien" endnu ikke bleven til, den var sammensat af hidivider. Men i Horden og Stammen træffe vi Sammenslutningen efter Blodsbaandet, Familien. Og hver Familie danner en Enhed for sig med sine Særinteresser, sin udprægede Særret overfor andre Familier til udelukkende Brug og Forbrug af bestemte Løsøregenstande. Det er Familiekommunismen i Modsætning til Gruppekommunismen og Familieejendomsret i Modsætning til Gruppeejendomsret. Nu begynder Byttehandelen paa Grænsemarkedet. Saa kan det hænde, at et Individ kommer i Besiddelseaf en Genstand, han og de andre finder attraaværdig, men som hverken har Betydning for Stammen eller for Familien som Helhed en smuk Muslingeskal, en sjælden Sten eller en anden Luksusgenstand. Den nye Besidder bruger den som Pynt, lapser sig med den og

30 14 er stolt af den. Og saa snart en anden, ligegyldigt hvem, vil tilegne sig den eller blot laane den, sætter dens Besidder sig med største Iver imod det og hævder sin udelukkende Ret til at raade over Smykket. Saa viser det sig, at Besiddelsen af denne lille ubetydelige Genstand har bragt noget nyt ind i Familien og Stammen nemlig den bevidste Privatejendomsret. Ejendomsrettens Udvikling kan da antages at have været saaledes: først Gruppeejendom, saa Familieejendom og endelig Indi vidualejendom. Med rivende Fart optræder Bevidstheden om at eje som Lyst til at eje og Lyst til at nyde. Hermed er Kommunismen til Dels brudt, thi den er uforenelig med Egenn3'tten, og den fri Konkurrence, der senere vokser sig stor og stærk, er født født paa Grænsemarkedet som et lille forkrøblet Væsen. Grænsemarkedet gør ogsaa Fejderne mellem Stammerne sjældnere, i det mindste for en Tid, indtil nye Former for Egennytten komme til Verden. En fremmed er jo ikke mere det samme som en Fjende, og det er dog altid fordelagtigere at udnytte hinanden gennem Handelen end at ødelægge hinanden gennem Krigen. Hyrde- og Nomadefolkenes vigtigste Ernæringsvirksomhed er altsaa Kvægavl. Ogsaa disse Folk ere ligesom Jægeren stærkt afhængige af Naturen. Men de begj'nde dog saa smaat at tage den i deres Tjeneste. Thi de tæmme DjTene, og K\-æghjorden fornj-er sig selv, medens det dræbte Vilddyr kun yder Tjeneste een Gang for alle. Jægeren er en fattig Mand, Hx'rden er Kapitalist. Fremskridtet fra Jæger til Nomade bliver da det, at det rummer den første Bestræbelse efter at tvinge Naturen

31 15 til at arbejde for sig, saa der kan samles Kapital, hvilket har til Følge, at man kan leve i Overflod i Dag uden at bryde sig om de Dage, der komme. Men naar Nomaden saaledes kan leve sit Liv uden Næringssorger og endda har en Del tilovers, faar han Lj'st til Livets Behageligheder, og han ønsker at omgive sig med en vis Luksus. Gennem denne Lyst udvikles Byttehandelen yderligere, og Husindustriens Opgave indskrænkes ikke mere til at fremstille det ligefrem nødvendige, den kommer til ogsaa at omfatte det behagelige og p3^ntelige. III. Klasseforskel. Bige og fattige. Trælle. Held og Uheld, Dygtighed og Udygtighed, Erhvervsevne og Ikke-Erhvervsevne virke blandt Hyrder og Nomader som i alle andre Livsforhold. Nogle blive rige, andre gaa til Grunde og maa tjene til Livsopholdet ved at arbejde for de rige. Dette bidrager til at udvikle Kapitalistens Begreb om Ejendomsret. Han bliver sig den økonomiske Forskel mellem sig selv og de besiddelsesløse bevidst, og ud af den vokser en social Forskel. Den besiddelsesløse er i hans Brød og arbejder for ham. Dette afføder nødvendigt el Afhængigheds- og Lydighedsforhold. Hertil kommer saa, at den rige og den fattige leve under forskellige Livsforhold deres Interesser ere til Dels forskellige, og deres Børn opdrages under uens Forudsætninger. Sligt præger baade Individer og Slægter, og der udvikler sig mellem besiddende og besiddelsesløse en Klasseforskel, hvis Grundlag er den økonomiske Ulighed.

32 16 Trods alle Grænsemarkeder undgaar Nomaden ikke Kampe med fremmede Stammer og omstrejfende Bander. Gør han Fanger i Kampen, har han, saaledes er Tidens Aloral, Ret til at slagte og spise dem eller ofre dem til sine Guder, ganske som det behager ham. Den Ret indbefatter alle andre, ogsaa Retten til at lade Fangen leve og gøre ham til sin Ejendom, sin Slave, sin Hund. Og Vindesygen lægger tidlig en Dæmper paa Grumheden. Man skaaner Fangens Liv for at udnytte hans Arbejdskraft ved selv at bruge ham eller sælge ham til andre. Slaven har i Begyndelsen kun Pligter. F>a Menneske forvandles han til Husdyr. Saaledes har det været hele Jorden over. Alle Vegne have Sejrherrens Rettigheder over den besejrede fra første Færd været ubegrænsede. Det var dog maaske kun Krigsfangerne og dem, der vare solgte som Slaver til Straf for begaaede Forbrydelser, eller fordi de ikke kunde betale deres Gæld, der saaledes stod uden for al Ret, vare givne deres Herrers Vilkaarlighed i Vold og kun betragtedes som en Formuegenstand. Den fødte Slave derimod udgjorde paa en Maade en Del af Familien. Hans Skæbne var forholdsvis god. Han kunde sælges, men Skik og Vedtægt forbød at sælge ham udenfor Stammen. Vedvarende Underkastelse knuser i Tidens Løb al Selvagtelse og Moralitet. Trællen kan blive som Hunden, hvis ydmyge Lader han antager, han kryber og slesker for sin Herres Luner. Først af Frygt, maaske med indvendig Trods og Forbitrelse. Men lidt efter lidt faar han mindre Besvær med at ydmyge og nedværdige sig, og allerede i andet eller tredje Slægtled kan Trællen have faaet Trællesjæl; saa finder han Glæde og Stolthed i sin Ned-