Burma. Burma. Drømmen om. Drømmen om. Drømmen om Burma. Sai Ku er født i Shan-staten i Burma. Det kommer han i hvert

Transkript

1 Burma Drømmen om Børnenes U-landskalender Drømmen om Burma Børnenes U-landskalender fald til at sige nogle gange, selv om han i virkeligheden lå inde i sin mors mave, da hun og hans far flygtede til Thailand. Han har et billede fra sit land; landet han aldrig har set med sine egne øjne. Det er et postkort fra bedstemor med en stupa af guld. Han tager det frem, hver gang han drømmer. Intet sted er der så smukt som derhjemme. Der er ikke langt til Burma. Floden er grænsen. Man kan gå til bedstemor på tre dage, det ved han fra far. Det er nat, men Sai Ku kan ikke sove. Han lister ud af hytten. Månen står fuld og rund og skinner inde over Burma. Lige under den skal han hen. I et træ hænger et net med ISBN Undervisningssæt : ISBN )3". mandariner. Han tager nettet, og så løber han... TEKST K ÅRE BLUITGEN. FOTOS JØRGEN SCHYT TE Sai Ku er født i Shan-staten i Burma. Det kommer han i hvert TEKST K ÅRE BLUITGEN. FOTOS JØRGEN SCHYT TE Burma Drømmen om

2 Mandalay Burma Rangoon Fang Thailand

3 Børnenes U-landskalender T E K S T K Å R E B L U I T G E N. F O T O S J Ø R G E N S C H Y T T E Burma Drømmen om

4 Børnenes U-landskalender Indhold En verden af guld 6 Beskyldningen 14 Nattens ånder 18 Mod bjergene i vest 20 Omringet af smil 24 Tusind skridt og tusind til 28 Den tomme lomme 4 Blandt elefanter og bitre mandariner 8 Et godt tilbud? 46 Hjem 4

5

6 Børnenes U-landskalender En verden af Det er en dag som alle andre. Ikke fordi, der er noget i vejen med det, det er hverken varmere eller køligere end normalt, og endnu er der en måned til regntiden. Det er bare en dag som alle andre, og det er både rart og lidt kedeligt. Sai Ku hopper ud af skolebussen sammen med sin lillesøster Nang Law. De har kun kørt med den det sidste stykke, for de bor så langt væk, at de først måtte cykle hen til der, hvor bussen gør holdt. Dagen begynder, som den plejer. Sai Ku hilser på sine kammerater, der straks går i gang med at spille fodbold. De griner og vil have ham til at være med, men han siger nej og står bare og kikker. Der står en kø af elever henne ved slikboden. De kan næsten ikke vælge mellem alt det farvestrålende, der ligesom ligger og hvisker i munden på hinanden i håb om at blive købt. Sai Ku knuger om sedlen i sin lomme, han har lige spist to skåle ris med fiskesovs og vil vente, til de har fået den varme mad til frokost. Så vil han købe for sedlen og dele med Nang Law. De små piger leger hanekamp. De sidder på hug over for hinanden og kaster først det ene ben, så det andet, ud til siden. Så gælder det om at kunne holde længst ud. Nogle af drengene øver karatespark på hinanden, men bliver afbrudt, da der skal synges morgensang. Alle kender sin plads i rækken, og da Sai Ku er en af de ældste, står han bagerst og holder øje med de små i rækken foran. Først synger de Thailands nationalsang, for det er i Thailand Sai Ku og hans lillesøster og hans far og mor bor. Hver dag takker de Thailand, fordi de må bo her og gå i skole og arbejde.

7 guld

8 Børnenes U-landskalender En verden af guld Men så synger de Shan-statens nationalsang. For det er der, de kommer fra. Og nu synger Sai Ku højere end før, og som alle andre morgener føler han de små hår på armene rejse sig. Han står med lukkede øjne, og i de sekunder er han i Shan-staten, i Burma. Så går de ind i det store, åbne klasseværelse og beder foran buddhaerne. Men i Burma er figurerne af Buddha af guld, ved Sai Ku. Der er tagene på templerne og kuplerne på stupaerne også af guld. Og Sai Ku drømmer om en verden af guld, mens de beder. Han rejser sig først, da munken prikker til ham med sin pegepind. Det sker også hver morgen, og munken spørger ham, hvad det er, han går og tænker på. Sai Ku siger ikke noget. Han siger heller ikke så meget i timerne. Nogle gange hører han knap nok, at munken spørger ham om noget. Sai Ku er født i Shan-staten i Burma. Det kommer han i hvert fald til at sige nogle gange, i virkeligheden lå han inde i sin mors mave, da hun og hans far flygtede. Han er født her i Thailand ligesom sin søster. Han har aldrig været i Burma. Men det er der, hans far og mor kommer fra. Og hans bedstemor, selvfølgelig. Så har han også lov at sige, at han ikke er thailænder, men burmeser. Eller shan, som de siger, for der er mange forskellige folk i Burma. Han har et billede fra sit land; landet, han aldrig har set med sine egne øjne. Det er et postkort fra bedstemor. Hun har næppe skrevet det selv, for hun er meget gammel. Og mange gamle i Burma har ikke gået i skole. Han kan det udenad, men han har det

9

10 Børnenes U-landskalender En verden af guld

11 altid på sig alligevel, og han tager det frem hver gang, han drømmer. Eller også er det omvendt, han drømmer, og så finder han det frem. Han ved det ikke. Munken prikker ham på skulderen med pegepinden, og det er meget virkeligt, for han gør det hårdt. Den lille skolebus kører dem tilbage til der, hvor Sai Ku har sin cykel stående. Der er heldigvis ingen bakker på vejen hjem. De kører gennem marker med bønner, ris og chili. Det er som at cykle gennem en kæmpe tallerken fuld af mad. Mangotræerne står og lokker med deres søde frugter. Hans lillesøster sidder bagpå. Hvis han ikke kan undgå hullerne i vejen, så råber han lige inden, han rammer de største af dem. Nogle gange drømmer han, at han cykler hele vejen ind i Burma, for det er bare lige ud, ved han. Og han drømmer, at han først stopper ved stupaen af guld og bedstemors hus. Det er mange huller, han ville skulle udenom. Det første han gør, når han kommer hjem, er at hoppe på hovedet i vandet. Den lille kanal får sit vand inde fra Burma. Tænk, engang har dette vand rejst inde i Burma. Det kommer hjemmefra. Det smager også lidt af hjemmefra, synes Sai Ku. Det siger han ikke til Nang Law. Det ville være svært at forklare. Men lige så meget, som Sai Ku elsker at bade, lige så lidt bryder han sig om at plukke mandariner. Hans far og mor gør det en stor del af dagen. Hver dag bortset fra, når træerne skal sprøjtes. Alle 11

12 Børnenes U-landskalender En verden af guld de, der plukker, er shan. Og Sai Ku kender de fleste, de er hans fars og mors venner. Sai Ku tager en mandarin fra spanden med dem, som ikke kan sælges, fordi der er gået hul på dem, eller de er blevet stødt. Han tænker på, hvordan mandarinerne smager hjemme i Burma. De er sikkert større og mere søde end dem, som ejeren af plantagen her kører bort i store kasser. Den smager ikke godt, mandarinen, så han smider den ud i kanalen. Langsomt sejler den bort. Han står og stirrer efter den, indtil den til sidst bliver væk på sin ensomme rejse. Hvad laver du? spørger Nang Law. Pas dine blade, svarer Sai Ku. Nang Law er nemlig ved at rense de blade, de plukkede i går, og som de skal have kogt til aftensmaden. Du står og drømmer, siger hun. Så får hun sit drillende udtryk i øjnene. Du er forelsket, griner hun så. Han tager fat om hende og prøver at løfte hende hen til kanalen, og hun skriger og beder om nåde for ikke at blive kastet i. Og som sædvanlig, når de slås for sjov, er de begge ved at dø af grin. Der er heldigvis høne i suppen med blade og nudler. Det er der ikke hver dag. Men det allerbedste kommer efter aftensmaden, lige inden de skal sove. Det er, når far fortæller om Burma. Sai Ku kan historierne udenad. Han kan også mærke, når det er en af de aftener, hvor far ikke vil fortælle historien om dengang, de flygtede. Dengang Sai Ku lå inde i mors mave og kun må have været til besvær, selv om hverken mor eller far nogensinde har nævnt det. Dengang soldaterne kom og overtog deres landsby, og der blev skudt og skreget. Når Sai Ku får historien fortalt, kan han høre grisene skrige og se hønerne løbe omkring og lede efter deres kyllinger. Men han kan ikke se sin far og mor for sig. Men alt andet står så levende for ham. Far er god til at fortælle. Intet sted er der så smukt som derhjemme. Liggende i mørket kan Sai Ku se naboerne, og han kender navnet på hver eneste af dem. Ganske tydeligt ser han vaskestedet, rismarkerne, bananpalmerne. Bedstemors hytte. Og på bakketoppen ved siden af klosteret: Stupaen med kuppel af guld. Han kan dufte blomsterne, der er strøet ud på templets gulv. Fars fortælling lyder svagere og svagere, men til sidst træder Sai Ku ind midt blandt alle disse herligheder. Og her bliver han, til mor næste morgen vækker ham, og han kan lugte røgen fra bålet til morgenmadens ris.

13 13

14 Børnenes U-landskalender Beskyldningen

15 Næste dag er som i går. Det er den samme pegepind, der vækker ham, og det er de samme huller, han rammer, så Nang Law er ved at ryge af og skriger af fryd. Til sidst rammer han med vilje et hul så stort, at de vælter. Så ligger de og ler. Oppe i himlen driver skyerne af sted. De kommer også inde fra Burma. Sai Ku snuser luften ind gennem næsen. Pludselig stikker Nang Law sit hoved ind over hans. Du er forelsket, siger hun. Så stikker hun af i løb, og Sai Ku får fat på cyklen og sætter efter hende. Men han lader hende komme hjem først. Han har en mærkelig fornemmelse i sig. Han kikker efter i tasken for at se, om bedstemors postkort er blevet bøjet, da de væltede. Det er det ikke. Ikke så meget som et støvgran har sat sig på det. Han lægger det på plads og cykler hjem til et dejligt, køligt bad. Tit, når far er vred, bliver historierne om Burma bedre. Så er det, som kommer der endnu flere og stærkere farver på fortællingen. Mere ris på markerne og mere høne i gryden. I dag, da Sai Ku ser far komme hjem, er han så gal, at fortællingen om gamle dage i Burma burde blive den bedste nogensinde. Men så kommer Sai Ku i tvivl. For far er så rasende, at han slet ikke kan få et ord frem. Han går straks ind i hytten. Sai Ku skynder sig at tage en dukkert mere. Og han bruger lang tid på at børste tænder. Måske hans far også trænger til en dukkert. Men han tør ikke spørge. Det er Nang Law, der fortæller det. Hun hvisker det, mens Sai Ku tørrer sig. 15

16 Børnenes U-landskalender Beskyldningen De siger, at far har taget mandariner med hjem fra de kasser, der skal til markedet. Sai Ku hører det udmærket, alligevel stirrer han på Nang Law, som om hun talte et helt andet sprog. Han kan ikke forstå det. Selvfølgelig har far ikke gjort det. Hvorfor skulle han gøre det? Han kan bare tage fra spanden med de halvrådne; de spiser jo bare det, der er godt. Der er masser af mandariner. Og det koster fem hundrede bath at hugge fra de kasser, der skal til markedet. Det har han ikke gjort, siger Sai Ku så. Det ved jeg godt, siger Nang Law. Der er hønsekød tilbage fra i går, men Sai Ku kan næsten ikke spise noget. Der er heller ingen, der siger noget under aftensmaden. Heller ikke selv om hans fætter er på besøg. Far spiser slet ikke noget. Hvor skulle de få fem hundrede bath fra? Og hvorfor skulle de betale? Sai Ku tør kun lige lade sit blik strejfe fars ansigt. Men han kan tydeligt se, at far er rasende. Man har beskyldt ham for noget, han ikke har gjort. Hans vrede smitter Sai Ku. Det er et rigtigt dårligt land, de er flygtet til. Ejeren af plantagen er thailænder. De er altid efter dem, bare fordi de er flygtninge. Sai Ku behøver slet ikke tage bedstemors postkort frem. Han kan se det for sig. Han kommer fra et land af guld; der er ikke nogen her, der behøver at hjælpe dem. Eller sige grimme ting om dem. De kan klare sig selv. Han kan klare sig selv.

17 17

18 Børnenes U-landskalender Nattens ånder I nat kan Sai Ku ikke træde ind mellem rismarker og bananpalmer. Han kan slet ikke falde i søvn. Det kan hans far heller ikke, han kan høre det på hans åndedræt. Det er ved at blive mørkt. Måske sover Nang Law heller ikke. Mor gør i hvert fald næppe. Der trænger lidt lys ind gennem sprækkerne i hyttens vægge. Månen er ved at være oppe. Ånderne er også derude. Sai Ku rejser sig for at gå ud og tisse. Sådan må de andre i hvert fald tænke, hvis de er vågne. Det er helt mørkt i hytten, men han ved nøjagtig, hvor i skoletasken postkortet ligger, og han får det hurtigt fisket op. Meget andet når han ikke at tænke på at tage med sig. Det er køligt udenfor. Græsset er vådt, kan han mærke på sine bare fødder i sandalerne. Månen står fuld og rund som solen og skinner inde over Burma. Lige under den skal han hen. I et træ hænger et net med mandariner. Det må være dem, de påstår, hans far har stjålet. På en og samme gang føler Sai Ku sig både vred og lettet. Han tager nettet, og så løber han. Månen står stadig på himlen langt væk, da han forpustet stopper. Han kikker sig omkring. Det er mørkt mellem træerne. Gekkoerne kvækker. Det rasler i noget buskads. Hvis han havde taget cyklen, var det gået hurtigere. Hurtigere end ånderne ville kunne følge med. Men nu kan han ikke gå tilbage. Og han ville også bare være faldet i alle hullerne. Burma er ligeud. Og der er ikke langt. Han ved det. Han har tit stået og stirret den vej. Men det var i dagslys. Han går hurtigt. Når han går forbi en hytte, gør hunden ad ham. Når der er helt stille omkring ham, snakker han lavt med sig selv. Man kan gå til bedstemor; man kan gå hjem på tre dage. Han ved det fra far, for han har spurgt ham. Sai Ku begynder at løbe. Måske han kan løbe hele vejen på to dage. Der er i hvert fald mandariner nok til to dage. Også selv om han stopper foran et lille alter og lægger en af de bløde frugter på det. Så er der lidt til stedets ånd, og Sai Ku kan slappe af. Med den gave kan han gå i sikkerhed, så længe han er på åndens område. Da en ganske smal stribe lys skiller jorden fra himlen bag ham, begynder han at le. Nu kommer morgenen, og han er på vej hjem. Han småløber og gør ind imellem nogle små hop af glæde.

19 19

20 Børnenes U-landskalender Mod bjergene i Solen varmer allerede, da Sai Ku sidder på en sten med ansigtet begravet i hænderne. Nu er de stået op derhjemme. Måske græder Nang Law. Han skulle have sagt til hende, at han ville løbe hjem. Hjem til bedstemor og Burma. Nu har far fået endnu mere at tænke på. Og mor. Sai Ku overvejer at vende om. Men far kender ham så godt. De har tit stået sammen og kikket ud ad vejen mod Burma. Og mor ved, at postkortet er det af alle hans ting, han holder mest af. De må vide, hvor han er på vej hen. Og når han når til bedstemor, vil han sende dem et postkort som det første. I overmorgen, hvis alt går vel. For der er et problem. Vejen er ikke længere. Ikke i Thailand. Den fortsætter ganske vist, men der er en bom, og lige før, da han kom gående, kunne han skimte flere soldater inde i hytten. Han kan ikke bare gå over grænsen. Man skal have et pas, ved han, og det har han ikke. Og på den anden side, i Burma, er de soldater, der jog hans far og mor på flugt. Der var meget, han skulle have tænkt på. Han skulle have planlagt det. Men nu er han her, og i Burma bliver alting bedre. Bare han tænker på den anden side af grænsen, kan han mærke de små hår på armene rejse sig. Han må derover. Han er gået væk fra vejen. Floden er grænsen. Han står og kikker over på Burma, over i Shan-staten. Der er shan-bambus. Shan-palmer. En shan-fugl letter og skriger ud over vandet. Hvor er det et smukt syn. Han går ud på en af de store sten i floden. Nu er han endnu nærmere. Så kommer han i tanke om soldaterne, der kan se ham, og han glider ned i vandet. Strømmen er stærk. Han træder et par skridt længere ud og kan mærke, hvordan vandet griber fat i hans skjorte og vil trække ham med. Han tager endnu et par skridt. Sandet er løst under hans fødder, og bliver han stående for længe samme sted, synker han ned. Vandet har godt fat i ham nu. Han holder til gengæld godt fast i nettet med mandarinerne, de har lyst til at lade sig gribe af strømmen og drive bort. Sai Ku vender om. Han kommer ikke over her. Han kan se Burma, men han kan ikke nå det. Han sætter sig i skjul af nogle buske. Solen står så højt, at det må være tiden, hvor de er ved at lave frokost på skolen. Han kan næsten dufte suppen og risene, der står og koger i de store gryder, inden de bliver båret ind til eleverne. Han tager en enkelt mandarin og bider udenom der, hvor den er ved at rådne. Alle frugterne i nettet er gået i stykker. Hans far har ikke taget af de forkerte mandariner.

21 vest 21

22 Børnenes U-landskalender Mod bjergene i vest

23 Nu må det være omkring den tid, da skolebussen kommer efter hans søster, tænker Sai Ku, mens han går op langs floden. Og så er det, han ser båden. Og manden. Forsigtigt går Sai Ku nærmere. Manden smiler til ham, da han opdager ham. Kan du sejle mig over? spørger Sai Ku. Til Burma? griner manden. Han taler shan, og Sai Ku bliver tryg ved at høre det. Er du alene? spørger manden så. Sai Ku nikker. Det koster tredive bath, siger manden, og nu smiler han ikke mere. Sai Ku stikker hånden ned i sin lomme. Der ligger den seddel, han skulle have brugt til slik til ham og Nang Law til de næste dage. Men det er selvfølgelig ikke en halvtredser. Så stor en seddel har han aldrig haft. Det er en tyver. Manden har forstået hans tavshed. Han sukker og siger så: Dit net med mandariner. Du kan komme over for det. Sai Ku tænker sig om et øjeblik. Så nikker han. Men hvad vil du egentlig derovre? fortsætter manden. Alle vil den anden vej. Alle vil til Thailand. Og den vej koster det tres bath. Husk det, når du skal hjem. Sai Ku siger ikke noget, han kravler bare om bord. Han skal ikke tilbage. Han skal bo i bedstemors hytte med udsigt til stupaen af guld. Manden sejler ikke bare over til landingsstedet på den anden side. Det er, som om han har forstået, at Sai Ku gerne vil sættes af et øde sted. At han gerne vil undgå soldaterne. Sai Ku viser ham sit postkort og spørger: Ved du, hvor det her er? Manden nikker. Jeg sætter dig af ved en lille sti. Følg den, til du når op på landevejen. Der skal du gå mod de grønne bjerge i vest. Ved du, hvor vest er? Der, hvor solen går ned, svarer Sai Ku. Manden nikker. Han ser ud, som om han har lyst til at spørge om noget mere, men han forbliver tavs. Lige inden han støder sin lille båd op på bredden, siger han dog: Pas på dig selv, dreng. Du går fra slemt til værre. Sai Ku forstår ikke, hvad han mener. Han putter postkortet tilbage på sin plads på brystet inde under skjorten. Og kort efter er han i løb på vej op ad den lille sti efter at have spist den ene mandarin, manden med båden gav ham med. Og under hans fødder, for hvert eneste skridt, mærker han Burma. 23

24 Børnenes U-landskalender Omringet Selv i Burma bliver man sulten. Endda så sulten, at man får ondt i maven. Det har Sai Ku ikke prøvet før. Og aldrig før har han sådan haft blikket rettet mod hvert eneste frugttræ, der kunne tænkes af have moden frugt. Men han finder ikke nogen, så han nøjes med at plukke nogle nyudsprungne, lyserøde blade, som han ved, man kan spise kogt. Nu spiser han dem rå. De er bitre. Han når frem til en vej, der bugter sig op og ned gennem små bjerge. Piger luger i markerne, og drenge på hans egen alder passer vandbøfler. Han kan mærke en vabel på sin venstre fod, men han beslutter, at den ikke er der. Så gør den lidt mindre ondt. Vejen snor sig, og snart er solen til venstre for ham, snart til højre. Snart er den væk bag en bjergtop. Han begynder at komme i tvivl om, at han er på rette vej. Han havde altid forestillet sig, at vejen hjemme fra hytten i Thailand bare gik lige ud og ind i Burma og hen til bedstemor og kuplen af guld, der skinnede i solen. Der var ikke særligt langt, når han i drømme fulgte den lige vej. Og bedstemor tog imod ham med dybstegte bananer og bambusrør fyldt med sukret ris. Han vil ikke tænke på, at han måske går den gale vej. Han vil heller ikke tænke på, om Nang Law og far og mor nu sidder omkring gryden med de sidste rester af hønen. Om de er tavse, fordi der mangler én. Om de er ude at lede efter ham.

25 af smil Han vil ikke tænke på det, og han tørrer en tåre væk fra øjenkrogen. Han vil ikke, og han lægger vægten i skridtene over på sin venstre fod, så det gør rigtig ondt i vablen. Så kan han tænke på den. Han kom forbi hytter, inden det blev mørkt. Han kunne være gået ind og have spurgt, om han måtte overnatte der. Eller bare lige uden for døren, hvis der ikke var plads derinde. Men stadig så tæt på andre mennesker, at ånderne ikke ville komme til ham. Nattens ånder. Men nu er det mørkt. Og det er ikke shan-folk, han er iblandt. Der er ingen, der lægger særlig mærke til ham, men han er fremmed. Hans mave knurrer, men han kan ikke få sig selv til at bede nogen om noget. Han er i Burma, tænker han, og så bliver han så glad, at det kilder op ad armene og helt op i nakken. Og han er sulten, minder maven ham om i næste øjeblik. Et sted blafrer en flamme i natten. Sai Ku stopper op. Så går han nærmere. Han har ikke noget at tilbyde stedets ånder. Han kan mærke, at de omringer ham. Han vil ikke være bange. Det er heller ikke sikkert, at de vil ham noget ondt. Slet ikke. Måske er de bare nysgerrige. Hvem er du? Hører du til her? Skal vi hjælpe dig? Det er et forladt bål. Sai Ku sætter sig på hug og stirrer ind i flammerne. Der ligger små pinde i græsset, 25

26 Børnenes U-landskalender Omringet af smil nogen har ristet små kødstykker over ilden. Sai Ku lugter til pindene. De dufter af grillet kød. De lugter helt utroligt dejligt. Pludselig hører han musik i skoven. Måske er det ånderne, der spiller? Når han vender blikket fra den lyse flamme og kikker sig omkring, er alt buldrende sort. Men lyden er der. Det er et klokkespil, hører han så. Måske er han i nærheden af et kloster. Bare tanken om andre mennesker gør ham helt varm. Han springer op og går i retning af lyden. Han løfter fødderne højt for ikke at falde over noget, og snart kan han se lys. Og høre bøn. Små levende lys brænder overalt i templet. En håndfuld drenge på hans egen alder ligger på knæ i bøn. De beder, og Sai Ku kan bønnen, så hans læber begynder at bevæge sig, og kort efter knæler han også. Bagefter stimler drengene sammen om ham og smiler til ham. Og Sai Ku smiler igen. Ikke mindst, da de bringer ham en skål fuld af dampende ris.

27 27

28 Børnenes U-landskalender Tusind skridt

29 og tusind til Det er en lykkelig morgen. Og det er rigtigt, farverne er stærkere i Burma. Aldrig før har han set så røde dragehoveder på noget tempel som på det, han har overnattet i. Han ligger og betragter novicerne, drengene på hans alder, der for en tid lever som munke. Deres orange klæder lyser næsten så stærkt som solen, der er ved at stå op. Hvor kommer du fra? spørger en af drengene og sætter sig ved siden af ham. Sai Ku fortæller, som om han har kendt drengen hele sit liv. De andre drenge kommer også over og sætter sig. Det er, som har han allerede fået en masse nye kammerater. Og Sai Ku fortæller sin fars historier om, hvordan de måtte flygte. Men drengene vil hellere høre om, hvordan der er i Thailand. De vil høre om skolen. Og da Sai Ku fortæller om slikboden og den varme frokost og cykelturen hjem, er det, som om de ikke helt tror på deres nye kammerat. Har du en cykel? spørger én af dem. Sai Ku nikker og griner og fortæller, hvordan han for sjov væltede med sin lillesøster i forgårs. Drengene kikker på ham uden at grine. Og Sai Ku kommer sådan til at tænke på Nang Law, bare fordi han sagde hendes navn. De voksne munke kommer med ris, og Sai Ku synes, at den smager næsten lige så vidunderligt som i går aftes. Men han kan ikke lide at spørge efter fiskesovsen. De andre drenge spiser bare risen uden noget til. De har masser af tid, novicerne. Sai Kus far og mor vil også gerne have, at han bliver novice en dag. Snart, for han er gammel nok. Han behøver bare være det i nogle måneder, måske. For at lære om Buddha. Men så kan han ikke hjælpe med at plukke mandariner i den tid. Så endnu snakker far og mor kun om det. Drengene bliver ved med at spørge om Thailand. Men Sai Ku vil hellere vide noget om Burma. Selv om de er lige gamle, er det, som om hans nye kammerater er langt forud. De ved så meget om hans land, som han ikke gør. Og han vil vide alt. De slentrer rundt ude på tempelpladsen, da han stopper op og peger på taget. Solens genskin er så stærkt, at han må knibe øjnene sammen. Er det af guld? spørger han. De er ved at dø af grin. Nej, det er malet, svarer en af dem så. Troede du virkelig, at det var af guld? Nej, nej, smågriner Sai Ku. De er også malede i Thailand. Sai Ku føler, at han kunne være blevet i klosteret meget længere. Formiddagen går stille og roligt. Der er små træbure med fugle i. Dem kan de fromme så komme og købe fri. Så åbnes lågen, og de kan vende hjem til deres rede. Eller bygge sig en ny. Men han må videre. Han må til bedstemor og få sendt 29

30 Børnenes U-landskalender Tusind skridt og tusind til

31 31

32 Børnenes U-landskalender Tusind skridt og tusind til et postkort hjem. Burma er et vidunderligt land. Det ved far og mor naturligvis, men han ønsker, de var her nu. Han savner dem. Og Nang Law, selvfølgelig. Det er nok ensomt at cykle alene til skolebussen. Sai Ku spørger nogle af drengene, om de kender det tempel, der er på postkortet. Og om de ved, hvor det ligger. Det siger de alle, de gør, men de er ikke enige om, hvor det ligger. Heller ikke, om det er langt væk. Så spørger Sai Ku en af de voksne munke. Du er gammel nok til at være novice, siger han. Er det derfor, du skal derhen? spørger han. Nej, siger Sai Ku bare. Pludselig kan han ikke forklare den følelse, han har i sig. Han vil bare hjem. Hjem til sit rigtige hjem. Altså der, hvor han kommer fra. Inden han blev født. Han får ikke sagt mere end sit nej. Munken følger ham et stykke på vej. Så peger han op ad en vej, der fører op i nogle små bjerge. To dage, siger han. Hvis du går hurtigt. Sai Ku har ikke gået mange skridt, før han bliver overvældet af en ny følelse. Af at være forladt. Af at være det eneste menneske i verden. Han vender sig om og kikker efter munken, der allerede er ved at være ude af syne. Sai Ku fortsætter. Han går hele tiden ude i grøftekanten, så han hurtigt kan smutte ud på markerne eller ind i

33 skoven, hvis soldaterne skulle komme. Men han har ikke set en eneste. Heller ingen politifolk. Faktisk er her temmelig øde. I løbet af dagen kommer han gennem flere små landsbyer. Det er ikke shan, der bor her. Han kender kun stammefolkene fra, når de kommer ned fra bjergene i Thailand for at handle på markedet. Nu er det omvendt. Nu er han i bjergene og den, som alle kikker efter. Selv om han turde snakke med nogle af dem, ville han ikke kunne. Medmindre de også kan tale shan. Indimellem tæller han sine skridt. Fra et til hundrede. Så begynder han forfra. Når han har taget tusind skridt, tænker han på, at han er tusind skridt nærmere hjemme. Men da han ikke ved, hvor mange tusinde skridt der er i alt, holder han til sidst op med den leg. Han går bare. Og går. 33

34 Børnenes U-landskalender Den tomme Ud på eftermiddagen kommer Sai Ku til en mindre by. Han halter lidt, for nu har han mere end én vabel. Men det er rart at kunne gå omkring, uden at alle kikker efter én. Her ligner han bare én, der hører hjemme her. Det gør han også. Han kommer forbi en skole, hvor eleverne har fået fri. Der er ikke noget mere tomt end en skole uden elever. Den ser helt død ud. Eller måske sover den bare oven på al skrigeriet og højtlæsningen og bønnerne. Hviler ud til i morgen, til endnu en dag som alle andre. Lige nu kunne Sai Ku godt bruge en dag som alle andre, tænker han. Med skolebussen og munkens prikken og Nang Laws hvin bag på cyklen. Så skyder han tanken fra sig. Han går rundt i sin drøm, og denne gang er det ikke bare en drøm. Skolen foran ham er en shanskole. Han kan se det på tavlen, hvor der står, hvad de har for til i morgen. Det er en slidt tavle. Utallige lektier har været skrevet op her. Hele bygningen er også nedslidt. Den ser træt ud. Malingen hænger i skaller, og der er revner i væggene. Det er faktisk en ussel skole i forhold til hans egen. Men derfor kan de vel godt lære noget alligevel. Om deres eget land. Om Shan-staten. Her ville han gerne gå i skole. Også selv om de ikke får varm mad til frokost. Og der sikkert ikke er nogen slikbod. Men det er Burma. På markedet køber han ti stegte risboller. Han får ti bath tilbage på sin tyver. Han gemmer nogle af bollerne i lommen, så han har til senere. En tigger rækker sin hånd frem mod ham. Han må altså ligne én, der har penge, men han ryster afvisende på hovedet. Tiggeren

35 lomme stikker hånden helt ind i maven på ham, måske for at vise, at han er tykkere end ham og godt kan undvære en bolle. Sai Ku skynder sig videre. Han går fra den ene bod til den anden. Et sted sælges der myreæg. Et andet sted bøffelhjerner. Og overalt dufter der af karry eller forårsruller eller ris. Sai Ku bliver sulten af duftene. Uden at han lægger mærke til det, dykker hans hånd igen og igen i lommen. Pludselig er den tom. Så køber han ti boller til. For sin sidste mønt. Denne gang vil han gemme dem. Han skal bare lige have en enkelt, for de mætter ikke meget. To, tager han, det kan han godt tillade sig. Han er fremme i morgen. Der er ikke nær så meget mad at få på markedet som i Thailand. Men det ser lækkert ud, og han kan næsten ikke komme videre. Især ikke, da hans lomme er tom igen. Måske har han stået længe og kikket på de grillede kødstykker på pinde. I hvert fald bliver damen pludselig sur. Hun siger, han skal gå væk. Jeg er også shan, siger Sai Ku og smiler. Jeg kommer også herfra. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor du kommer fra. Bare du forsvinder nu, siger damen. De handlende i naboboderne kikker også på ham. De stirrer på en måde, som om de tror, at han kunne finde på at stjæle noget. Jeg... udbryder Sai Ku, men mere bliver det ikke til. Han mærker, hvordan vreden vælter frem i ham, og han bliver lige så tavs som hans far, da han kom hjem forleden dag. Gå hjem med dig! næsten råber damen. Sai Ku spekulerer på, hvad der er værst. At folk er vrede på ham, eller at de er ligeglade med ham. Han kommer hele tiden til at tænke på de vrede ansigter på markedet. Og dernæst på alle dem, han har mødt, inden det blev mørkt. Der var ingen, der spurgte, hvor han kom fra. Eller hvor han skulle hen. Eller hvor han skulle sove. Så nu må han sove alene. I skoven, i mørket. Han kan ikke få sig selv til at bede nogen om at lukke ham ind. Måske melder de ham til soldaterne. Eller måske siger de bare, at han skal skrubbe af. Så er det bedre at klare sig selv. Det kan han også sagtens. Det er den sidste nat 35

36 Børnenes U-landskalender Den tomme lomme

37 under åben himmel. I morgen er han hos bedstemor. Bare en sidste nat blandt hundreder af myg og larmende gekkoer. Og ånder. Sai Ku har samlet nogle bananblade, som han vil lægge sig på. Han er gået lidt væk fra vejen, så han ikke bliver opdaget. Men han går ikke for langt ind i skoven. Ikke længere, end han føler, at han kan nå at flygte ud på vejen, hvis der skulle komme nogen. Det gør der selvfølgelig ikke. Men bare hvis. Der er en mærkelig lugt i natten. Burma skulle dufte af ris og blomster, men her lugter snarere af et vildt dyr. Der findes tigre i Burma. Men de er meget sjældne, siger far. Sai Ku spreder sine blade. Så lægger han sig og lytter. Der er mange lyde både oppe i træerne og længere inde i skoven. Der er ikke nogen tiger, siger han til sig selv. Men måske en tiger er lydløs? Men der er ikke nogen tiger. Lydløs, når den sniger sig nærmere? Selvfølgelig er der ikke nogen tiger, tænker Sai Ku og ligger helt stille. Og hvis han græder lidt, så er det forbi i morgen. I morgen skal blive en dag vidt forskellig fra alle andre. I morgen vil han nå hjem. Helt hjem. 37

38 Børnenes U-landskalender Blandt elefanter og Da Sai Ku vågner, er han stiv af kulde. Han synes, han hørte et drøn i sine drømme. Det er endnu tidlig morgen. Så lyder der igen en trompeteren. Det er lyden fra hans drøm, men den kommer fra et sted lige bag ham. Han farer op og stirrer. Da han hører lyden igen, ved han, hvad det er. Elefanter. Det er også dem, her lugter af. Sai Ku går mod lyden, og snart ser han de store dyr. De bader i en flod. Hver af dem har en oppasser, som sprøjter vand på dem. De overdænger også sig selv med vand ved at bruge snablen som en brandslange. Sai Ku kommer til at le ved synet. Han går ned til floden, men han tør ikke gå tæt på. Dette er Burma. Smukke Burma, smukke Shan. I Thailand har han kun set store maskiner arbejde i skovene. Kort efter er elefanterne på vej til arbejde. I en lang række begiver de sig ind i skoven ad den sti, han står lige ved siden af. Først tænker han på at løbe. Så griner han ad sin egen dumhed. Elefantpasserne skal han ikke være bange for. De er ikke soldater. Og han kan ikke blive ved med at være bange for alle. For han er sulten. Meget sulten. Langsomt passerer elefanterne ham med deres oppasser siddende på nakken af dem. Sai Ku er trådt nogle skridt tilbage, men så er der en af oppasserne, der smiler til ham. Sai Ku tager mod til sig og råber: Kan jeg hjælpe med noget? Manden ler mod ham. Er du sulten? råber han tilbage.

39 bitre mandariner 39

40 Børnenes U-landskalender Blandt elefanter og bitre mandariner

41 De er søde. Både elefanterne med deres lange øjenvipper og vuggende snabler, og så mændene, der lader ham sidde med i rundkredsen og spise af deres ris. Der er ellers ikke for mange ris. Sai Ku bliver helt flov over, hvor meget han har taget, da han pludselig opdager, at skålen er tom. Og han er stadig sulten. Elefanterne flytter træstammer. Sai Ku flytter elefantgødning. Han går rundt i deres indhegning, mens de arbejder længere inde i skoven. Med hænderne fylder han spanden igen og igen og bærer det over i en bunke. Først går det let. Men snart finder han ud af, at det er hårdt arbejde. Op ad formiddagen bliver hullet i hans mave større. Han er rigtig sulten nu. Hans arm er begyndt at ryste, når han bærer den fyldte spand væk. Det smerter i fingrene. Men han vil ikke give op. Han får en dagløn, hvis han arbejder til solnedgang, og oveni har de lovet at give ham lidt frugt med, når han tager videre. Men Sai Ku vil ikke arbejde, til det bliver mørkt. Når de har fået frokost, vil han have en halv dagløn og så finde en bus, der kører ham direkte til hans postkorttempel. Han løber med den fyldte spand, selv om han flere gange snubler af udmattelse. Det bløder fra der, hvor en af hans vabler er sprunget. Men han vil vise dem, at han har gjort sig fortjent til sin løn. Han kan sagtens arbejde. Han er vant til at arbejde. Det er bare så hårdt. Og spanden er så tung. Han har ikke renset hele indhegningen, da mændene vender tilbage til frokost. Desværre kommer de også lige netop i det øjeblik, han for første gang har sat sig ned for at holde pause. Men de griner bare til ham. Og så finder de frokosten frem. Ris. En plasticpose med ris, som de tømmer ud på et fad. Så går de i gang efter at have inviteret ham til at spise med. Denne gang holder Sai Ku sig lidt tilbage. Men kun i begyndelsen. Han er så sulten, at han snart langer til fadet i samme tempo som de voksne. De sidste riskorn piller han op fra fadet, efter at elefantpasserne har lagt sig på jorden for at slappe af et øjeblik. Da han sutter dem af fingeren, smager de lidt af elefantgødning. Han havde lyst til at lægge sig ved siden af mændene og 41

42 Børnenes U-landskalender Blandt elefanter og bitre mandariner

43 sove bare et øjeblik. Hans højre arm føles brændende; så meget har han slæbt. Men han har et helt bundt pengesedler i lommen. Han tør ikke give slip på det, det ligger inde i hans knyttede hånd, som han holder helt nede i bunden af lommen. Et helt bundt! Og ægte burmesiske penge. Han kunne købe en elefant og ride hjem på den, tænker han og ler inde i sig selv. Der går lang tid, inden bussen kommer. Mændene sagde, at der var to busser om dagen. Sai Ku sætter sig ned. Han har stadig hånden i bukselommen. Han er træt, men alene hans angst for at falde i søvn holder ham vågen. Med bussen kan han være fremme i aften. Så bliver han nervøs. Venter han nu på den rigtige side af vejen? I Burma kører bilerne i den modsatte side af i Thailand. Men mændene havde fortalt ham, hvor han skulle vente. De var nu ikke helt enige om, hvor templet på postkortet lå. Men de fleste sagde, at han skulle gøre, som han nu har gjort. Men hvorfor kommer bussen ikke? Det gør den også. Da er det desværre allerede så småt ved at blive mørkt. Han vinker og stiller sig halvt ud på vejen for at være sikker på, at den stopper. Damen i døren tager mod penge fra de andre passagerer, der er kommet til i løbet af eftermiddagen. Sai Ku rækker hende hele sit pengebundt, så hun selv kan tage for billetten. Hun løber det igennem med fingrene og spørger: Hvor langt skal du? 43

44 Børnenes U-landskalender Blandt elefanter og bitre mandariner Han fortæller hende det med postkortet i hånden. Hun smiler og ryster på hovedet. Du kan komme med hen om hjørnet for de her, siger hun. Sai Ku stirrer efter bussen, til den forsvinder i sin egen støvsky. Han ville også gerne selv forsvinde i en støvsky. Bare blive væk. For altid. Så ingen kunne finde ham. Han kan mærke, at tårerne presser sig på bag hans øjne. Han har arbejdet en halv dag for en løn, han ikke engang kan købe en busbillet for. Han har tjent mindre, end han havde med i skolen til slik. Så bliver han vred. Elefantpasserne har snydt ham. Så tror han alligevel ikke, at de har snydt ham. De hjalp ham. De ville også gerne høre om Thailand. Han sagde ikke noget om, at han havde en cykel. Han sagde bare, at der brugte de maskiner til arbejdet i skovene. Mændene havde nikket. Og ikke spurgt om mere. Det er nogle dårlige mandariner, han har fået med. Små og bitre. Men det var ikke, fordi elefantpasserne udvalgte de dårligste til ham. De tog bare af deres bunke og gav ham som lovet. Men mandariner er vel mandariner. De kan da ikke være dårligere i Burma end i Thailand? Sai Ku spiser dem hver og en. De mætter ikke meget. Han går samme vej, som bussen kørte. Han tænker hele tiden på, hvor langt den er nået. Måske står bedstemor hver gang, bussen kommer, og

45 venter på, at han skal stige ud. Hendes barnebarn, som hun kun har hørt om. Måske er han hendes drøm, ligesom han har set hende hundreder af gange i sine drømme. Måske er hun død. Sai Ku står og stirrer. Han er kommet til et sted, hvor man brænder lig. Skorstenen når højt op i vejret. Lidt væk er der mange rækker bænke, hvor den dødes familie kan sidde og overvære brændingen. Men her er ikke et øje. Det er ikke et sted, man kommer uden at skulle sige farvel til en død. Her hersker ånderne. Sai Ku beder en hurtig bøn, og så haster han videre. Han når ikke langt, før han møder mennesker. Mange mennesker. Et kæmpe bål lyser op i den tidlige aften. Et ligbål i det fri. Et helt lille tempel af træ er ved at gå op i røg. Der står munke overalt omkring ham. Det må være en højtstående munk, der er død. Pludselig vender vinden, og røgen indhyller Sai Ku. Han hoster og spytter og løber væk. Han vil ikke have den døde i næsen, han vil ikke have ham ned i lungerne. Han vil slet ikke have al den død. Han løber og løber og løber. Hvorfor kommer hans bedstemor ikke og redder ham? Hvorfor kommer Nang Law ikke på cyklen og kører ham hjem? Hvorfor er han her? Det er mørkt, og natteduggen gør hans tøj fugtigt. Et eller andet sted over ham i mørket kan han høre en helikopter. Den har ikke lys på, han kan bare høre, når den er tæt på, og når den fjerner sig igen. Han kommer ikke til at sove meget i nat. 45

46 Børnenes U-landskalender Et godt tilbud? Enten er det sveden, da han løb, eller også er det nattefugten. Hans postkort er blevet bøjet. Guldet er blevet lidt blegt. Sai Ku er forvirret. Solen står selvfølgelig op i øst, men hvor han egentlig er, ved han ikke. Han går først lidt med solen i ryggen, men så stopper han op. Måske skal han mere mod nord. Han kan ikke kende den vej, han går ad. Den ligner ikke vejen fra i går. Da han når et sving, dukker en flod op. Den får med det samme tørsten frem i ham. Han klatrer ud mellem breddens sten og drikker af vandet. Burmas vand. Han burde kaste en mandarin ud i strømmen. Måske ville den i morgen sejle forbi Nang Law, hvis hun sidder ved kanalen og længes efter at blive truet med at blive smidt i. Han savner at løfte hende op og prøve at bære hende helt hen til kanten. Han savner hendes frydefulde skrig. Men han har ingen mandariner. Og dem, der vokser her, er så små og mørke, at hun måske slet ikke ville opdage den. En fisker kaster sit net ud i floden. Da han trækker det op, er der to ganske små, skinnende fisk i det. Han lægger dem i sin taske og kaster igen. Sai Ku går hen mod ham. Måske han kan hjælpe manden. Måske han kan få lov til at kaste nettet og fange en fisk til sig selv. Hvis han bare må låne det et øjeblik. Er det svært? spørger Sai Ku. Ikke, hvis man har lært det, svarer manden og smiler. Vil du prøve? Sai Ku nikker, men han tør ikke spørge, om han må beholde de fisk, han fanger. Manden ler, da Sai Ku kaster første gang. Og det bliver ikke meget bedre de næste gange, selv om han får fortalt, hvordan man gør. Heller ikke, da manden viser ham det ved at holde om hans hænder, mens han kaster. Man skal lære alting, ler manden til sidst. Det tager lang tid. Så ser han lidt op og ned ad Sai Ku og siger: Du kunne godt ligne en, der går i skole. Gør du det? Sai Ku ved ikke, hvad han skal svare. Hvorfor siger han det? Og hvordan kan han se det? Børn går vel også i skole i Burma? Eller gør de ikke? Jeg har gået i skole, siger Sai Ku så. I Thailand. Åh, siger fiskeren, og så sætter han hænderne op foran ansigtet og hilser med et lille buk. Sai Ku forstår det ikke. Som om han var en fornem person, fordi han har gået i skole. Og på en måde næsten gør det endnu. Selv munken med den prikkende pegepind savner ham vel. Han hilser den voksne mand på samme måde. Så skynder han sig videre.

47 47

48 Børnenes U-landskalender Et godt tilbud?

49 Solen er ikke nået højt på himlen, da skoven pludselig åbner sig, og han står foran en kæmpe mark. Overalt går der folk og høster hvidløg. De er godt pakket ind mod solen, de skal sikkert arbejde her, til den går ned. Sai Ku tøver ikke. Han er så sulten, at han går direkte hen til den første og spørger, om han kan arbejde mod at få lidt mad. Kvinden, han spørger, ved åbenbart ikke rigtig, hvad hun skal svare. Hun ser på ham, og så kikker hun sig omkring. Du må hellere snakke med bossen, siger hun. Hvor er han? spørger Sai Ku. Hun ser sig om igen. Jeg ved det ikke. Men... Sai Ku kan mærke, at hans stemme ryster lidt. Jeg er sulten. Du kan begynde at samle de her sammen i bundter, siger hun så. Men jeg kan ikke love dig noget. Jeg er ked af det, men jeg har kun mad nok med til mig selv. Sai Ku begynder straks at samle hvidløg. De har en stærk lugt, der næsten får det til at gøre endnu mere ondt i maven. Han samler og samler, men hver gang han rejser sig op, bliver han svimmel. Sveden og solen får det til at svide i øjnene. Det begynder også at blive svært at følge de voksnes tempo. De kan bare blive ved og ved. Tavse samler de det ene bundt efter det andet. Bossen er ikke kommet, da arbejderne i små grupper pakker deres madpakker op. Sai Ku sætter sig lidt for sig selv i skyggen af et træ. Han har ondt i hovedet. Han får lidt vand af en af arbejderne. Men mad er der åbenbart ingen, der kan dele med ham. De taler stort set ikke sammen, arbejderne. Nogle bruger pausen til at sove. Da arbejderne rejser sig igen, kan Sai Ku næsten ikke komme på benene. Han har en stærk smag af hvidløg i munden efter dem, han spiste, mens ingen så det. Hans mave knurrer ad dem. Uden på maven, under trøjen, har han et par bundter. Dem vil han prøve at sælge. For bossen er stadig ikke dukket op. 49

50 Børnenes U-landskalender Et godt tilbud? Denne gang spørger Sai Ku ikke nogen om vej. Hans bulede postkort bliver inde på brystet. Han går bare. Ud ad en skovsti, hen langs en vej. Det er ikke alle blade, man kan spise. Sai Ku spytter dem ud, han har plukket. Han bliver helt tør i munden af bare at prøve at tygge på dem. Og hans mave vil slet ikke være med til at synke dem. Han kommer forbi et af de små altre langs vejen. Nogen har ofret en mango, den ligger som en gave til stedets ånd. Den er meget gul. Og den ser meget saftig ud. Helt utrolig saftig. Sai Ku beder en lille bøn om tilgivelse, da han går videre. Den var helt utrolig saftig. Så pludselig mærker han en bil, der kører ganske langsomt bag ham. Han fortsætter med at gå, mens han drejer hovedet. Han kan ikke se ind gennem ruderne. Bilen kører tæt op på siden af ham og stopper. Sai Ku stopper også. Hans hjerte banker hårdt, da ruden bliver rullet lidt ned. Det er da dig, de fortalte om. Har du samlet hvidløg her i formiddags? Nej, hvisker Sai Ku. Han kan ikke se mandens øjne bag solbrillerne. Selvfølgelig er det dig. Jeg har et godt tilbud til dig. Du kan arbejde for mig. Jeg skal hjem til min bedstemor, siger Sai Ku. Igen er hans stemme nærmest hviskende. Jeg har brug for dig her, mens vi høster. Kom nu. Nej. Hør, sig mig... du er da vist ikke her fra området. Hvis du er her ulovligt...

51 51

52 Børnenes U-landskalender Et godt tilbud? Sai Ku hører ikke mere. Han stormer ind gennem majsmarken bag ham og bliver slået i hovedet af de kraftige stængler. Han må væk. Han skal væk, bare væk. Han løsner sin trøje og smider hvidløgene. Han kan mærke ånderne overalt omkring sig, de er efter ham. Manden med solbrillerne råber et sted bag ham, måske har han hunde med, han slipper løs. Sai Ku falder udmattet omkuld. Han griber en af de umodne majs og flår den op. Æder den forpustet. Så opdager han det tydelige spor, han har lavet gennem majsmarken. Og ser alle de planter, han har ødelagt. Så kommer han op og løber igen. Han er på flugt nu. Han sniger sig frem som en eftersøgt forbryder. Men han ledte bare efter landet under fuldmånen badet i dens gyldne lys. Hans hjem. Nogle små børn opdager ham, men stopper kun legen et øjeblik. En hund gør ad ham, og igen må han sætte i løb. Han holder sig ude i grøftekanterne. Når en bil kører forbi, kaster han sig ned i græsset. Det er, mens han ligger i skjul, at han ser hønen. Den krydser vejen, mens den leder efter noget spiseligt. Hvor ville det være vidunderligt med en varm suppe nu. Så stopper den op og klukker. En hel række af kyllinger piler hen til den. Så ser hønen sig omkring, og pludselig skræpper den op og styrter af sted med sine kyllinger efter sig. I det øjeblik får Sai Ku øje på dem. Soldaterne. De står længere henne ad vejen, og et par af dem kikker hen mod der, hvor han ligger i skjul. Sai Ku presser sig ned i græsset, næsten helt ned i jorden. Da han endelig tør se op, har de drejet hovederne. Lynhurtigt kravler Sai Ku baglæns, dybt ind i et buskads. Der ligger han og græder, til han ikke har flere tårer. Så rejser han sig og går. Går og går; et eller andet sted hen eller ingen steder. Det gør ikke noget mere.

53 53

54 Børnenes U-landskalender Hjem Hun kunne godt ligne hans bedstemor. Er det ikke de øjne, han har set i sine drømme? Hun har heller ingen fortænder, og hendes hår er gråt og viltert. Hun giver ham rissuppe. Han skammer sig ikke, da hun fylder den op anden gang. Og tredje. Nu har jeg ikke mere, siger hun så. På shan, på hans eget sprog. Han takker og kikker hende i øjnene. Ved ikke, hvad han skal gøre. Eller sige. Du ligner en dreng, der skal hjem, siger hun så. Sai Ku bryder ud i gråd. Han kan slet ikke holde op. Kvinden klapper ham på hovedet, og han prøver virkelig at holde op med at græde, men der går lang tid, inden hans stemme falder til ro. Så fortæller han sin historie. Den kommer ikke helt i den rigtige rækkefølge, for han blander alt, hvad der er sket de sidste dage, sammen. Men hun lytter. Han fortæller det hele; selv om hullet i vejen, han cyklede ned i, og så kommer han til at græde igen. Den gamle ler. Du kommer hjem, siger hun så. Du er hjemme, inden solen går ned. Sai Ku holder næsten op med at trække vejret. Hvad er det, hun siger? Du bor jo næsten lige omme på den anden side af grænsen. Min søn kommer forbi i eftermiddag. Han kører lastbil frem og tilbage over grænsen. Han skal nok tage dig med. Hvis du bare kan ligne en sæk trækul.

55 55

56 Børnenes U-landskalender Hjem

57 Sai Ku kommer til at grine. Han tørrer sig over øjnene. Selvfølgelig kan han ligne en sæk trækul. Han kunne ligne hvad som helst. Bare han kommer hjem. Hendes søn er flink. Da han hører, hvorfor der ikke er rissuppe til ham i dag, smiler han bare til Sai Ku. Så kan vi jo lige så godt køre med det samme, siger han og inviterer Sai Ku med op i førerhuset. Markerne flyver af sted ude til siden. Sai Ku tænker på, hvor lang tid det ville have taget at gå. Hvor mange skridt. Hvor mange vabler. Du og din far og mor og din lillesøster bor i Thailand, siger chaufføren og nikker for sig selv. Han ligesom samler Sai Kus historie for at få styr på den. Og du går i skole. Så nikker han igen og slår et lille klik med tungen. Men nu er du her? Sai Ku har ikke mere at føje til sin fortælling. Han kikker på vejen foran ham, der bliver trukket ind under dem som ét langt tæppe af grus. Hullerne mærkes kun som små bump. Han vil ikke spørge chaufføren, om han har børn. Om de går i skole. Om de nu og da får høne i suppen. Det er, som om chaufføren har læst hans tanker. Jeg har en dreng på din alder, siger han. Og to mindre piger. Jeg er en af dem, der har tilladelse til at krydse grænsen, og jeg har tit tænkt på at blive derovre. Men det kan jeg ikke, kan du nok forstå. Sai Ku nikker. Så vil chaufføren gerne høre, om Sai Ku kan læse og skrive. Og regne. Og meget mere. Da Sai Ku fortæller ham om munken, der hver dag må prikke ham ud af hans drøm, griner chaufføren. Men frem til kort før grænsen siger han ikke mere. Sai Ku må ud og gemme sig omme på ladet. Først bliver han bange for, at han skal ned i en af de støvede kulsække, men chaufføren viser ham, hvor han kan ligge i skjul mellem de fyldte sække. Han laver en lille hule til ham. Nu siger du ikke et ord, befaler han. Ikke før vi er ovre, og jeg kommer og lukker dig ud. Der sker ikke noget, de plejer aldrig at undersøge min lastbil. Husk det nu, ikke et ord, heller ikke, når vi holder stille. Sai Ku kunne holde mund resten af livet, bare alt vil gå godt. Gennem en smal sprække kan han kort efter se grænsen. Det er en bro over en flod. Der er burmesiske flag og thailandske. Det er en underlig fornemmelse at se dem side om side. Lastbilen holder længe stille. Han kan høre chaufføren 57

58 Børnenes U-landskalender Hjem tale med den ene soldat efter den anden. Sai Ku frygter, at de skal bruge deres geværer som pegepinde og begynde at prikke ind mellem sækkene. Så endelig kører de. Over broen, over floden. Ind i Thailand. Sai Ku er tilbage i førerhuset ved siden af chaufføren. Han kører en omvej for ham. Han kører ham hjem ad den vej, han så mange gange har stået og stirret ud ad, når han drømte ved højlys dag. Solen står lavt, og lastbilen kaster en lang skygge foran sig. Han bliver sat af, så han bare lige skal gå ned ad stien til hytten. Chaufføren dytter, da han kører. Det sidste stykke i lastbilen sad Sai Ku og forestillede sig, at han ville styrte af sted og kaste sig i armene på dem alle tre. Men nu går han bare med tøvende skridt. Han stopper helt op, da han ser Nang Law. Hun sidder ikke og drømmer ved kanalen; hun er i gang med at plukke en høne. Hidsigt flår hun fjerene af, hun har sved på panden. Hun får et chok, da hun ser Sai Ku. Så breder et smil sig på hendes ansigt. Lidt generte går de hinanden i møde. Da hun er tæt på, stikker hun pludselig en fjer op i Sai Kus ene næsebor. Han fnyser og griner og slår ud efter hende. Fandt du din kæreste? spørger hun og ler. Sai Ku truer med at smide hende i kanalen. Så går de hen mod hytten. Far og mor plukker, til det bliver mørkt i dag, siger hun. Hvad med... De skal nok blive betalt. Vi skal nok klare det. Men du skal ikke spørge far om det. Vi begynder på en frisk. Og du kan jo hjælpe lidt mere til, end du plejer. I stedet for at gå og drømme. Jeg drømmer ikke, siger Sai Ku. Og uden Nang Law ser det, lægger han det bulede postkort ind i en af sine skolebøger. Hvis dagene fremover nogensinde skulle begynde at ligne hinanden for meget, kan han altid finde det frem. Nang Law er atter i gang med hønen. Jeg går over i plantagen til far og mor, siger Sai Ku. Nang Law ler mod ham og nikker. Så løber Sai Ku.