»En gave i en virkelig grim indpakning«

Transkript

1 »En gave i en virkelig grim indpakning«hiv er i dag ikke en sygdom, man dør af, men den er fuld af tabu og skam. Den er stadig præget af uvidenhed, der gør det til en kamp at leve med hiv. Mads Damgaard var 22 år, da han blev testet positiv for hiv, og hans liv har ikke været det sammen siden. Af Jane Grønning Johansen Det er d. 23. oktober Tre dage før Mads Damgaards 23- års fødselsdag. Han er lige gået fra sin kæreste gennem tre år. Han bor stadig i deres fælles lejlighed. Selvom ekskæresten er flyttet ud, så kommer han ofte forbi for at hente ting, han mangler. Han skulle bare ringe først. Mobiltelefonen vibrerer, og ringetonen fylder rummet. Mads kigger og konstaterer, at det er ham. Hans ekskæreste. Samtalen mellem Mads og hans ekskæreste er anderledes end normalt. I første omgang tror Mads, at ekskæresten har fortrudt bruddet at de skal finde sammen igen. Men det er ikke derfor, han ringer. Ekskæresten har fundet en ny kæreste og har derfor været ved lægen for at få lavet en hiv- test. Det er derfor, han ringer. Testen var positiv. Mads går til lægen for at få taget blod- prøven, der skal afsløre, om han er hiv- smittet. Han er overbevist om, at den er positiv. De havde jo været kærester i tre år. Og han har ret. Testen er positiv.»nå, så skal jeg da ikke gå og være bange for at få hiv,«lyder den første tanke i Mads hoved, men tanken afløses hurtigt af en rullende frygt, der sætter sig i ma- ven. Og den vil ikke forsvinde.»hej, jeg hedder Mads, og jeg har hiv.«han siger sætningen i sit hoved, mens knuden i maven vokser sig større. Arkivbillede fra Flickr.com

2 Frygten vokser. Frygten for aldrig at finde en, der vil elske ham. Frygten for hvad hans mor vil sige. Frygten for hvordan folk vil reagere, når han fortæller dem, han er smittet med hiv. Virussen, der siden 1981 har dræbt 25 millioner mennesker på verdensplan. Virussen, der fik folk til at dø som fluer i 80 erne og 90 erne.»nu skal jeg dø,«tænker Mads, selvom sygeplejersken på Herning Centralsygehus forsøger at forklare ham, at det virkelig ikke er så slemt at være hiv- smittet. Men Mads tror ikke på hende. Han lytter ikke til, hvad hun siger, for hans mavefornemmelse siger noget andet. Som homoseksuel kan han jo godt huske, hvordan de snakkede om dem, der var hiv- smittet. Han husker tydeligt naboen fra sine barndomsår, der døde af aids. Chokket fra den positive test sidder dybt i Mads. Alting flyder sammen for ham, og ingenting fungerer. Han kan ikke engang passe sit job. Han skal væk. Væk fra det hele. Frygten sender ham på flugt. De næste tre dage frem mod sin 23- års fødselsdag bruger Mads på at finde en ny lejlighed i Aarhus, pakke sine ting ned og søge nyt job. Den 27. oktober, dagen hvor Mads bliver 23 år, er ingen festdag. Det er dagen, hvor han flytter ind i sin nye lejlighed i Aarhus. Ungegruppen I Aarhus bliver Mads koblet til Skejby Sygehus, hvor hiv- rådgiver Tinne Laursen skal vejlede og rådgive ham, så han kan få styr på sit liv igen. Da Tinne Laursen møder Mads, ser hun en ung, forskræmt mand. En ung mand, der er ked af det og bundulykkelig over den situation, han står i. Tinne informerer Mads om hiv- sygdommen og de behandlingsmuligheder, der er i dag. Det beroliger ham, og giver ham styrke. Som ny hiv- smittet føles det som om, at hele verden falder sammen omkring en. Sådan havde Mads det også. Alt i hans liv skulle revurderes. Han skulle tage stilling til alt på ny. Men ét problem fyldte mere end alle de andre. Et problem, Mads søgte hjælp til hos Tinne. Spørgsmålene»hvem skal vide det her?«og»hvordan siger man det til dem, der skal vide det.«det var noget af det, Tinne kunne hjælpe med.

3 Arkivbillede fra Flickr.com Efter kort tid tilbyder Tinne Mads at blive en del af Ungegruppen en gruppe for unge mennesker i samme situation som ham. Unge hiv- smittede. Ungegruppen er en støttegruppe. Et frirum, hvor de unge kan få luft fra hverdagen og få talt om de ting, de ikke kan snakke med andre om. Det er Tinne Laursen, der står i spidsen for Ungegruppen sammen med en kollega, Lotte Rodkjær. Hvert år i oktober måned tager Tinne og Lotte de unge med på det, de kalder en ungetur. En hel weekend, hvor der er plads til at tale, plads til at hygge sig, plads til at lære hinanden at kende og plads til at komme væk fra hverdagen og få bearbejdet nogle af de ting, der gør det svært at være ung og hiv- smittet. Tinne ville have Mads med, fordi hun var overbevist om, at det ville være godt for ham at møde unge mennesker som ham selv. Unge med hiv. Mads var ikke meget for det. Han var tøvende, og syntes det lød stygt.»hvad nu hvis der er nogle, man kender,«tænkte Mads,»hvis der er nogle, som vil fortælle videre, at han er hiv- smittet.«nej, han var ikke begejstret. Måske var det bedst at blive hjemme og holde på hemmeligheden.»prøv at hør,«sagde Tinne til ham.»dem, der er der, de har det ligesom dig. De har været igennem det samme.«

4 Tinne pressede på. Mads tog mod til sig og tog med på ungeturen. En beslutning han aldrig har fortrudt. Ungegruppen blev et frirum for ham. Et sted, hvor han fandt fodfæste. Et sted, hvor han kunne være Mads. Det var et sted, hvor han kunne få lov til at udvikle sig, som han ville. Hiv er en gave I 2010 bliver Mads tilbudt at tage en mini- coachuddannelse i Ungegruppen, så han kan hjælpe med at rådgive de nye, der kommer til gruppen. Det er et tilbud, Mads takker ja til. Ungegruppen er det bedste, der er sket for ham. Han føler, han skylder gruppen noget at han skal give noget igen. Men han takker også ja, fordi han snart bliver 25, og dermed er for gammel til at være en del af Ungegruppen. Ved at blive coach kan han fortsætte i Ungegruppen. Det er den fransk- canadiske indianer Hawk of the Yellow Wind, som skal undervise de tolv unge i coachforløbet. I virkeligheden hedder han Marc Drouin, og har i årevis holdt kurser om kommunikation og livet, og om hvordan man bryder sine grænser og tackler sine svagheder. Det er også det, han skal undervise Mads og de andre elleve fra Ungegruppen i. De skal lære at tackle deres egne problemer, så de kan fungere som coaches og rådgivere for nye hiv- smittede, der kommer til Ungegruppen. Mads sidder i en rundkreds sammen med de andre, som deltager i coachforløbet.»hiv er en gave i en virkelig grim indpakning.«ordene kommer fra Hawk of the Yellow Wind.»Han er jo syg i skallen,«tænker Mads, mens tankestrømmen forsætter sit togt.»hvordan er det nogensinde en gave at blive smittet med hiv?«han tror næsten ikke sine egne ører, men han hørte rigtigt. Hawk of the Yellow Wind fortæller, at de skal lære at se deres egne dæmoner i øjnene at de skal tage stilling til, om de vil være kriger eller offer i deres eget liv. Det foregår ved, at de hver især får taletid til at snakke om det, de går og kæmper med. Mads fortæller, at hans største problem ved at være hiv- smittet, er alle de masker, han føler, han skal bære. Alle løgnene som følger med sygdommen, fordi han er bange for at fortælle sandheden af frygt for, hvordan folk vil reagere.

5 Han kalder selv hiv for løgnens sygdom, og det er ikke uden grund. Selv har han hemmeligholdt hiv- sygdommen for venner og familie den første tid, efter han blev smittet. I starten var det kun små hvide løgne, men med tiden fyldte løgnene mere og mere. De satte sig i maven. De satte spor i hans krop. Spor, der vidnede om, at det ikke var nemt for Mads at lyve. Coachforløbet lærte Mads, at han altid skal holde sig så tæt på sandheden som muligt. Et nyt perspektiv I sommeren 2010 fik Mads muligheden for at tage til Wien sammen med en fra gruppen og de to rådgivere Tinne Laursen og Lotte Rodkjær. De skulle på en international konference om aids. En konference, der ændrede kursen for Mads liv. Mads opdagede for første gang, at han virkelig ikke var alene med hiv- sygdommen mennesker stod bag ham. Mennesker, som alle havde en aktie i sygdommen, enten fordi de selv var smittede, fordi de var læger, sygeplejersker eller psykosociale medarbejdere. På konferencen var der mange unge mennesker fra andre lande. De stod i samme situation som Mads, men de havde langt fra de samme gode vilkår. Mange af dem var fra lande i Europa, hvor de ikke havde penge til medicin. Uden medicin får hiv- sygdommen lov til at udvikle sig til aids, og de hiv- smittede bliver for alvor syge og udsætter deres partnere for høj smitterisiko. Mads mødte mange tragiske skæbner på konferencen i Wien. Skæbner, som fik ham til at tænke over, at hans egen situation måske ikke var så slem, som han selv gik og troede. Da han kom hjem fra Wien, var han ikke længere flov over at være hiv- smittet.»nej mor, jeg skal ikke dø«efter konferencen i Wien tager Mads liv en ny kurs. I takt med coachforløbet er det gået op for ham, at løgnene ikke skal styre hans liv. Løgnene, der tidligere har dækket over hans hemmelighed. Men han er ikke længere flov over at være hiv- smittet. Det har haft sin pris at holde det hemmeligt. Han har taget afstand til sin familie for at undgå de obligatoriske»hvordan har du det?«spørgsmål, hvortil han svarede»jeg har det fint,«selvom han på ingen måde havde det fint. Det var nemmere at holde sig væk end at tage en ny maske på, hver gang han skulle besøge sin familie.

6 Mads mor kunne fornemme, at noget var galt. Hendes søn havde trukket sig tilbage. Han havde lukket sig inde i sig selv. Han så endda en anelse syg ud ikke på grund af hiv- virussen, men på grund af løgnene, der fyldte alt for stor en del i hans liv.»mads, har du Aids?«spørger Mads mor, inden Mads selv når at fortælle det.»nej, jeg har hiv,«siger Mads, mens tårerne triller ned ad hans mors kinder. Hun er meget oprevet og ked af det og siger til Mads, at nu skal han dø.»nej mor, det skal jeg altså ikke,«fortæller Mads. Han er ked af det, fordi hun er ked af det. Selvom han meget overbevisende fortæller hende, at han ikke skal dø, og at han nok skal putte hende i jorden, så er det som om, hun ikke tror ham. Gråden fortsætter. Noget rumsterer og Mads ni år yngre lillebror, Mikkel, kommer til syne.»hvad sker der her?,«spørger han, mens deres mor fortsat græder.»mikkel, det er fordi, jeg har fået konstateret hiv,«fortæller Mads.»Nå, men skal du så ikke bare æde nogle piller?,«spørger Mikkel helt cool og lidt negligerende. Mads trækker på smilebåndet. Han kan ikke holde latteren tilbage. Han er lettet over, at hans lillebror tager det så let. Lillebrorens negligerende kommentar vender fuldstændig situationen på hovedet. Hans mor græder stadig utrøsteligt. Mads er også ked af det, men han er ikke ked af, at han har hiv. Ikke længere. Et liv med hiv Da Mads var yngre og dating fyldte en hel del i kampen om at finde en, der ville være kæreste med en hiv- smittet, troede han lidt på, at der nok skulle komme en at redde ham fra hans tilværelse med hiv. Men redningen kom aldrig. Mads var nødt til at tage sagen i egen hånd. Med hjælp fra Ungegruppen, venner og familie fik han kæmpet sig tilbage til et liv, der er værd at leve. Han fik reddet sig selv. Når alt kommer til alt har bearbejdelsen af hiv- smitten været personlig kamp, Mads skulle tage med sig selv. Det har været en lang kamp. Hans liv var som en tallerken tabt på gulvet smadret til atomer. Mads var nødt til at sætte sig ned på knæene og samle skårene op. Vende dem. Dreje dem. Undersøge dem nærmere i dybden, før han kunne finde ud af, hvilke skår der passede sammen.

7 Hans liv var som et puslespil. Mads var nødt til at vende alle brikkerne, før han kunne samle puslespillet. I Mads situation var det hele hans liv, der skulle samles på en ny måde. Kampen med sig selv har betydet, at han har fået stor selvindsigt. Han ved, hvordan han reagerer i forskellige situationer. Han ved, hvad han vil, og hvad han ikke vil. Og han er blevet god til at begrunde sine valg. Han har fundet ud af, hvad der betyder noget i livet, og hvad der ikke gør. Mads har reddet sig selv. Og nu hvor han står på den anden side af kampen, vil han aldrig have været foruden at have fået hiv. Han vil ikke have undværet at møde Ungegruppen. Først nu ser Mads, at Hawk of the Yellow Wind havde ret dengang i Hiv er en gave i en virkelig grim indpakning. Arkivbillede fra Flickr.com I 2012 møder Mads sin drømmemand. I starten var det ikke meningen, det skulle være andet end et seksuelt forhold. Men efter et halvt års tid mærker Mads, at han ikke kan undvære ham. Deres seksuelle forhold blev til et kærlighedsforhold, som senere blev til et ægteskab. Noget, Mads aldrig havde turde håbe på. Stilheden har sænket sig over hans liv. Mads har fundet en ro, som ikke har været der før. Alle bekymringerne har fået en ende. Puslespillet er samlet.