Valgkampen 2001: Vælgernes politiske dagsorden

Transkript

1 Valgkampen : Vælgernes politiske dagsorden af Jørgen Goul Andersen Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning Aalborg Universitet Fibigerstræde Aalborg Ø Marts 2002 ARBEJDSPAPIR NO. 12 FRA DET DANSKE VALGPROJEKT ISSN

2 Valgkampen : Vælgernes politiske dagsorden af Jørgen Goul Andersen

3

4 Resumé Nærværende rapport præsenterer resultaterne fra den første af to surveyundersøgelser foretaget af forfatteren i samarbejde med Ugebrevet Mandag Morgen og ACNIelsen AIM i valgkampen forud for folketingsvalget den 20. november. Undersøgelsen her er foretaget i dagene 2-7. november, altså i slutningen af 1. og begyndelsen af 2.uge af valgkampen. Der er adspurgt et repræsentativt udsnit på 826 vælgere over 18 år. Undersøgelsen måler vælgernes politiske dagsorden ud det fra samme spørgsmål, som har været benyttet i de danske valgundersøgelser siden 1971, nemlig spørgsmålet om, hvilke problemer, de anser for de vigtigste, som politikerne skulle tage sig af. Resultaterne viser, at velfærdsspørgsmål har en prioritet på vælgernes dagsorden som aldrig før, ikke mindst hos den temmelig store gruppe af tidligere socialdemokratiske vælgere, som endnu ikke på undersøgelsestidspunktet har bestemt sig for, hvad de vil stemme - eller om de vil stemme. Undersøgelsen af vælgernes dagsorden viser, at terrorbekæmpelse og udenrigspolitik gled hurtigt ud af vælgernes interesseområde, mens indvandrerspørgsmål forudsigeligt nok har fået en endnu større vægt end tidligere. Interessen for økonomiske spørgsmål, herunder skattespørgsmål, er den laveste i mange år, og nærmest helt fraværende blandt de vælgere, der er i tvivl om, hvor krydset skal sættes. Arbejdsløshed, der gennem to årtier lå i top, er nu gledet helt ud af vælgernes politiske dagsorden., og miljøspørgsmål har også den laveste prioritering i mands minde. 1

5 1. Vælgernes politiske dagsorden i første uge af valgkampen Vælgernes politiske dagsorden blev radikalt ændret i sidste halvdel af 1990'erne, sammenlignet med 1970'erne og 1980'erne, hvor først arbejdsløsheden og siden de andre økonomiske balanceproblemer stod i centrum. Fra midten af 1990'erne gled de økonomiske problemer ud, og i stedet blev det velfærdsproblemer og indvandrerspørgsmål, der optog vælgerne. Selv om en særdeles kraftig mediekampagne i slutningen af 2000 og begyndelsen af (startende den 20. november 2000 med en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten) fik næsten alle partier - mange af dem overrumplede - til at udarbejde forslag til skattelettelser, har det ikke kunnet fænge vælgernes interesse. Kun 8 pct. af vælgerne - eller 4 pct. af svarene - henviser til skatter som vigtigt problem, og heraf er det i øvrigt kun halvdelen, der nævner skattelettelser. Det er en krank skæbne for det, mange i foråret havde regnet med, ville blive et hovedspørgsmål i valgkampen (se også indeværende serie, arbejdspapir no. 11). Andre aktuelle emner, som var på dagsordenen før valgkampen, er også helt gledet ud. Det gælder barselsorlov/forældreorlov o.l. (nævnt af 1 pct - svarende til ½ pct. af svarene), valgfrihed i den offentlige service (under ½ pct.) og arbejdstid (slet ikke nævnt). Det er øjensynligt mere omfanget af den offentlige service - herunder også ventelister mv. - der optager vælgerne. Arbejdsløshed, økonomi og skatter tegner sig nu tilsammen for under 10 pct. af vælgernes svar på, hvilke problemer, der er vigtige. Fra midten af 1970'erne til første halvdel af 1990'erne var tallet næsten 80 pct., og endnu i 1994 var det knap 50 pct. Jvf. Tabel 1. 1 Også miljøspørgsmål ligger meget lavt - 4 pct. af svarene, hvilket er det laveste siden 1.halvdel af 1980'erne. Velfærdsspørgsmål topper listen med 55 pct. af svarene - det højste siden valgundersøgelsernes start for 30 år siden. Og så har indvandrerspørgsmål bidt sig fast som højt prioriteret problem. Men ikke højere end normalt - 23 pct. af svarene vedrører indvandrerspørgsmål. Det svarer til, at 41 pct. af svarpersonerne har nævnt indvandrerspørgsmål som et vigtigt emne. Iflg. en samtidig undersøgelse fra Gallup-instituttet skulle tallet endda være 55 pct., men her har man spurgt: Hvilke politiske problemer anser De personligt for at være de vigtigste i Danmark lige nu?. Det leder i lidt højere grad tanken hen på mediernes dagsorden - hvis et problem har topprioritet i medierne og hos politikerne, må det nøgternt set bedømmes som vigtigt. Det kan forklare afvigelsen, men hovedtendensen er dog den samme i begge undersøgelser. Det kan i øvrigt sammenholdes med Norge, hvor kun 2-3 pct. af svarene på et tilsvarende spørgsmål (stillet af MMI) ved valget i september gik på indvandring - et emne, som end ikke blev nævnt af det norske Fremskridtsparti ved den afsluttende partilederdebat - selv om indvandrernes befolkningsandel er rundt regnet den samme som i Danmark (information fra Tor Bjørklund, Universitetet i Oslo). At de traditionelle problemer om arbejdsløshed og økonomiske balanceproblemer blandt vælgerne fremstår som værende mere eller mindre løst, giver andre emner en chance. Men det er altså ikke skattespørgsmål, der har taget over (dette var vigtigt ved det norske valg - hvor 1 Undersøgelsen bygger på et åbent spørgsmål om, hvilke problemer, der er de vigtigste, som politikerne skulle tage sig af. Det har vist sig, at netop et sådant åbent spørgsmål er det metodisk set bedste til at opfange ændringer i vælgernes prioriteringer (Goul Andersen 1999). I gennemsnit afgav svarpersonerne 1.86 svar - lidt mindre end ved valgene. Otte pct. kunne ikke nævne noget emne. 2

6 omkring 20 pct. af svarene i ovennævnte MMI-undersøgelse gik på skatter og afgifter, mens velfærd havde nogenlunde samme prioritet som i Danmark), og trods fortsat medieopmærksomhed på miljøet er dette også lavt prioriteret. Det er velfærd og indvandring, der optager vælgerne mest. Tabel 1. Vælgernes politiske dagsorden, Pct feb. nov. 1.Arbejdsløshed mv Betalingsbalancen Økonomi i øvrigt Skat i a lt Miljø Velfærd Indvandring EU,udenrigs-,forsv ) 9.Andet ) 5 2) 6 2) 4 3) I alt Spm. "Så vil je g gerne spørg e De m, hvilke prob lemer, De m ener, e r de vigt igste i da g, som politike rne sk ulle tage sig af? Tabellen viser fordelingen af samtlige svar. I gennemsnit afgav de adspurgte 2.4 svar i 1998, knap 2 svar i 1970'erne. 1.6 i. 1) Heraf terrorisme 3 pct. 2) He raf lov og orden: 3 p ct. 3) Heraf lov og orden 2 pc t. Kilde: og 19 98: V algund ersøg elsern e : bere gnet ud fra Sør en Ris bjerg T homs en, "T he Pa rliamen tary Ele ction in Denmark", Electoral Studies : AIM N ielsen/ugebrevet Mand ag Morgen. Telefoninterview med 9 56 repræsentativt udvalgte vælgere over 18 år, januar : samme, 551 interviews; feb.: samme, 972 interviews; nov. samme (2-7.nov.), 826 interviews Kilde : Vælgerne med omtanke. Århus: Systime 3

7 Tabel 2. Vælgernes politiske dagsorden Pct. af svar og pct. af svarpersoner. Pct. af svarpersoner Pct. af svar feb. nov feb. nov. 1.Arbejdsløshed mv Betalingsbalancen Økonomi i øvrigt Skat i alt Miljø Velfærd Indvandring EU,udenrigs-,forsv x.x 1) Lov og orden Andet N (=10 0 pct.) ) Heraf EU, udenrigs- og forsvarspolitik 4.9 p ct., terrorisme (og beskyttelse af D anmark herimod) 5.9 pct. Mens Tabel 1 viser fordeling af svarene for at tage højde for, at antallet af svar varierer fra undersøgelse til undersøgelse, viser Tabel 2 endvidere fordelingen af svarpersoner. Det viser måske endnu tydeligere, hvor meget økonomien er gået ud af vælgernes bevidsthed. Desuden viser tabellen siden 1998 en relativt konstant andel af vælgerne pct. - der nævner skatterne, over for 1/3, der nævner indvandring og mellem halvdelen og to tredjedele, der nævner velfærdsspørgsmål. Skatterne er i bunden af dette interval i den seneste undersøgelse, indvandring i toppen. Som nævnt er det endda kun halvdelen af dem, der nævner skatterne, der nævner skattelettelser, og ved forrige undersøgelser var der endda en tredjedel, der var direkte imod. Tilsvarende er det ikke alle, der nævner indvandring, der har modvilje mod indvandrere pct. af svarpersonerne blev registreret med et negativt udsagn (alt efter om man regner islam med), 3 pct. med et positivt (incl. bekæmpelse af racisme), og 28 pct. med et neutralt eller usikkert. Analyser på 1998-valgundersøgelsen viste, at mellem 1/3 og halvdelen af dem, der henviste til indvandring, havde direkte positive holdninger til indvandrere, så deres opfattelse af indvandring som vigtigt problem altså dækkede over solidaritet med indvandrerne. 4

8 2. Hvilken velfærd? Hvilke velfærdsspørgsmål, vælgerne er optaget af, fremgår af Tabel 3. Det vigtigste enkeltemne er sundhedsvæsenet, som 17 pct. af svarene og 31 pct. af svarpersonerne refererer til. Sammenlægger man de forskellige spørgsmål vedrørende ældre (inklusive pension og efterløn, der i øvrigt kun sjældent er nævnt), får man dog et højere tal: 40 pct. af svarpersonerne og 24 pct. af svarene. Ældrespørgsmål fortsætter således med at uddistancere sundhedsvæsenet - hvilket også svarer helt til udviklingen i borgernes tillid til den offentlige service på de to områder (Ugebrevet Mandag Morgen, Juni ). Til gengæld er daginstitutioner og børnefamilier rykket pænt ned, mens uddannelse, herunder folkeskolen ligger ret konstant. Andre sociale problemer, herunder de svage grupper af marginaliserede eller udstødte, interesserer ikke så voldsomt. Tabel 3. Velfærdsspørgsmål på vælgernes politiske dagsorden Pct. af svarpersoner. Pct. af svarpersoner Pct. af svar feb. nov feb. nov Sygehuse, sundhedsvæsen Hjemmehjælp, plejehjem Ældres forhold u.n.a Pension, efterløn Ældre i alt Daginstitutioner, børnefamilier Udd., heru. folkesk.,forskn Bø rn og unge m v. i alt Sociale problem er, sociale udgifter øge/mindske, velfærdsstat u.n.a Andet N (=10 0 pct.)

9 3. Sociale og politiske skel i den politiske dagsorden I det følgende har vi taget de vigtigste emner ud til en nærmere undersøgelse af sociale og politiske skel (hvor grundlaget er andelen af svarpersoner, der nævner påg. emne). Se i øvrigt for en tilsvarende analyse på og 2000-data indeværende serie, arbejdspapir no. 11. Kønsforskellen er slående. Det er kun mænd, der interesserer sig for skat (12 pct.), mens tallet for kvinder er helt nede på 4pct. Et lignende resultat får man, når alle økonomiske spørgsmål slås sammen - 21 pct. for mænd og 8 pct. for kvinder. Også indvandring optager mænd en spids mere end kvinder - 44 pct. mod 37 pct. Til gengæld interesserer kvinder sig langt mere for velfærd: 72 pct. mod 50 pct. for mænd. Forskellen er størst, når det gælder omsorg for ældre og børn - når det gælder børn, børnefamilier og uddannelse, spænder andelen fra 9 pct. blandt mænd til 24 pct. blandt kvinder. Tabel 4. Sociale og politiske forskelle i politisk dagsorden. Udvalgte emner. Andel af svarpersoner, der nævner emnet som vigtigt problem,. Pct. Skat Økonomi i alt Velfærd i alt Sundhedsvæsen Ældrespm. Daginst., skole, udd. mv. indvandr. spm. Hele befolkn Mænd Kvinder år år år år år år Folkskole kl,real Stud.eks. mv Venstrefløj Socialdem Midterpartier Ven.+Kons FrP+Da Fp (N) Aldersforskellene er knapt så iøjnefaldende. Skattediskussionen har navnlig fat i de unge - 13 pct. blandt de årige og kun 3 pct. for de over 70 årige. Andre økonomiske prioriteringer er mindre aldersbestemte, så for økonomi under ét er forskellene nogenlunde de samme som på skatteområdet. Velfærd har nogenlunde samme appel til andre - hvor sundhedsvæsen er aldersneutral og de øvrige områder følger et interessebestemt mønster, dog ikke mere radikalt, end at 35 pct. af de årige ser ældreproblemer som et af de vigtigste problemer. En særlig 6

10 interesse knytter sig til indvandring, hvor man finder de mest negative holdninger blandt de ældre. Men det gælder ikke engagementet, der er næsten jævnt fordelt. Mange unge prioriterer indvandrerspørgsmål, fordi de føler solidaritet med indvandrerne. Uddannelsesmæssigt er det de bedreuddannede, der prioriterer økonomiske problemer og de lavereuddannede, der prioriterer velfærd. Størst er forskellen, når det gælder de ældre - og det er måske her, man finder en af forklaringerne på, hvorfor djøficeringen af Socialdemokratiet har bragt partiet på afstand af sine egne vælgere - eller rettere: De traditionelle vælgere; for Socialdemokratiet klarer sig bedre end nogensinde blandt vælgere med studentereksamen, specielt blandt de yngre aldersgrupper, hvor Socialdemokratiet næsten altid har været yt til fordel for mere klare venstrefløjs- eller borgerlige holdninger, med de Radikale som et tillokkende alternativ omkring midten. Kun 28 pct. af vælgerne med studentereksamen har ældreproblemer højt - blandt dem med 7-9 års skolegang er tallet 51 pct. Et bemærkelsesværdigt træk er endelig, at indvandrerspørgsmål rangerer nogenlunde lige højt i alle uddannelsesgrupper. Holdningerne er stærkt bestemt af uddannelse, men engagementet er ikke. Det er bl.a. også på den baggrund, man skal være varsom med at udråbe interessen for indvandrerspørgsmål som udtryk for mediehysteri; i hvert fald har det fænget særdeles godt også blandt ressourcestærke og liberalt orienterede grupper. Det sidste bekræftes også af den politiske opdeling - i tabellen er der opdelt efter partivalg Hvor det at interessere sig for indvandrerproblemer for år siden næsten var adgangsbillet til at stemme på den yderste højrefløj (Bjørklund og Goul Andersen 1999, Goul Andersen og Bjørklund 2000), så er interessen i dag langt mere jævnt fordelt. Næsten 40 pct. på den yderste højrefløj har ikke indvandring på dagsordenen, og 1/3 af venstrefløjens vælgere har det. Billedet svarer udmærket til 1998-valgundersøgelsen, hvor mellem 1/3 og halvdelen af de, der prioriterede indvandrerspørgsmål, gjorde det af solidaritet med indvandrerne. Det er derfor en noget hysterisk præsentation, netop dette emne har fået i pressen; emnet er måske overeksponeret i Danmark, men det er slet ikke udtryk for frådende fremmedfjendtlighed altsammen. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at selv blandt VK-vælgere nævner kun 14 pct. skatterne som vigtigt emne, mens 59 pct. nævner velfærden. Der er altså næsten politisk konsensus om, at velfærden er det vigtige - spørgsmålet er så bare, hvordan vælgerne vurderer regeringsalternativerne, og her har navnlig Venstre klogeligt anlagt en positivt velfærdsorienteret profil i de senere år; ellers havde partiet næppe været så tæt på statsministerposten. Det var lige så nødvendigt for Venstre at sadle om på velfærdspolitikken, som det for siden var nødvendigt for Socialdemokratiet at sadle om på den økonomiske ansvarlighed. Fordi det skete for sent, måtte Socialdemokratiet dog tilbringe mange år i mørket; måske har partiet gentaget fejlen ved at glemme at tilpasse sit sociale image til de nye tider siden 1998-valget. 7

11 4. Er den politiske dagsorden ændret i løbet af valgkampen? Den 11.september viskede tavlen ren for mange erindringer før den dato og gav dermed regeringen lidt af en ny start. Samtidig kunne den udnytte tendensen til - i Danmark dog kun svagt og vanskeligt at dokumentere - at folk samler sig om deres regeringer i krisesituationer. Og endelig klarede Nyrup og hans regering efter de flestes vurdering situationen upåklageligt. Samtidig var interessen nu rettet mere mod terrorismen og det internationale. Vurderingen i Socialdemokratiet har vel været, at man dårligt kunne få et bedre udgangspunkt, og da tre meningsmålinger i oktober alle bekræftede en socialdemokratisk fremgang, blev valget udskrevet. Sådan tager billedet sig i hvert fald ud for udenforstående - historikere vil senere vide at afsløre, hvornår beslutningen reelt blev taget. Kalkulen har vel været at kunne opretholde denne interesse for udenrigspolitikken, hvor regeringen fremstod som mere professionel og erfaren end hvad Anders Fogh Rasmussen kunne hamle op med. Men der har i hvert fald været en række fejlvurderinger, hvis det har været kalkulen: C C C C Meningsmålingerne blev overfortolket. Taget tilsammen gav meningsmålingerne i september tilbagegang for regeringen, og det blev kun akkurat udlignet af oktober-tallene, så regeringen var tilbage på august-niveau. At Nyrups image ifølge mange målinger blev forbedret, er ikke ensbetydende med væsentligt større chancer for at bevare regeringsmagten; person-vurderinger spiller en ringe rolle i dansk politik, specielt mellem blokkene (Borre 1999). Med terrorangrebet den 11.september fulgte næsten automatisk en større interesse for indvandrere og deres religion. Koranen blev en bestseller både blandt kristne og ugudelige, og sjældent har der været så meget stof i pressen om religion. Det måtte uvægerligt bringe indvandring mere på dagsordenen, og Dansk Folkeparti + Fremskridtspartiet kunne da også omgående indkassere ca. 2.5 pct. efter den 11.september. Med andre ord var det forudsigeligt, at den udenrigspolitiske interesse hurtigt ville forskyde sig til en interesse for indvandring i valgkampen. Hvilket traditionelt anses for en tabersag for regeringen Vi ved ikke præcist, hvordan tallene har udviklet sig. Men vi kan notere, at stigningen i tilslutningen til Dansk Folkeparti efter omstændighederne er behersket, og hvis angrebet på World Trade Center ikke kan bringe Glistrup tilbage i Folketinget, er der næppe noget, der kan. Det var netop det mirakel, Glistrup måtte håbe på. Alligevel er hans udsigter i skrivende stund mere at kunne lukke og slukke i det parti, han selv startede, end det er en genfødsel af partiet. Det stemmer udmærket overens med, at der er en mindre, men behersket, stigning i interessen for indvandrerspørgsmål, sammenlignet med tidligere. Spørgsmålet er så, om tendensen går op eller ned i valgkampen. Svaret er formentlig, at det er gået lidt op og derefter atter vil gå lidt ned, men at emnet er kommet for at blive, jf. også tabel 1-2 ovenfor. Ser vi på opdelingen mellem de tre første dage i interviewperioden og de tre sidste, fremstår en svag, men ikke statistisk sikker, tendens til, at indvandring har højest prioritet i slutningen. Det dækker så i øvrigt over, at niveauet var 41 pct. den 2.november, 35 pct. den 3. november, 50 pct. 8

12 den 5-6 november og 32 pct. den 7. november. Disse tal kan pga. den statistiske usikkerhed ikke tillægges afgørende betydning. Men man kan godt forestille sig, at der har været en lille top den 5-6. november, hvor mediedækningen formentlig var størst (præcise opgørelser foreligger ikke). Mere sikkert er det, at interessen for udenrigspolitik og terrorisme er gået ned. Den var i alt 14 pct. de første tre dage, 7 pct. de sidste tre dage. Forventningen eller håbet om at kunne leve på dén bølge har lidt skibbrud. Det var også forudsagt, at interessen hurtigt ville dreje sig mod indenrigspolitiske emner - så meget desto mere, som partierne ikke er voldsomt uenige om udenrigspolitikken og kampen mod terrorisme. Det kan herudover også hænge sammen med, at Afghanistan-krigen allerede er blevet rutine og miltbrand-spredningen er ophørt. Medieinteressen i valgkampens start er skrumpet så meget ind, at det efterhånden er vanskeligt at finde stof i de almindelige nyhedsmedier. Også sammenkoblingen med kommunalvalget kunne kun svække muligheden for at opretholde den udenrigspolitiske interesse. Tabel 5. Vælgernes politiske dagsorden. Pct. af svar og pct. af svarpersoner. Pct. af svarpersoner 2-4.nov 5-7.nov 1.Arbejdsløshed mv Økonomi i øvrigt Skat i alt Miljø Velfærd Indvandring EU,udenrigs-,forsv a. Terrorisme a i alt Lov og orden Andet N (=10 0 pct.) Gns. antal svar Anm. 1) Decimalangivelserne skal ikke tages som udtryk for den statistiske sikkerhed. 2) En yderligere opdeling giver ingen sikre trends. Første dag (2.11) er d er f.eks. målt 58 pct. på velfærdsspørgsmål og 41 pct. på indvandring. 9

13 5. Hvad er de usikre vælgere optaget af? For at vurdere, hvad der evt. kan flytte stemmer i sidste del af valgkampen, kan det være interessant at se på den ganske store ved ikke-gruppe, der endnu ikke har bestemt sig, eller måske føler sig tiltrukket af sofaen. Selv om der utvivlsomt også kan flyttes stemmer blandt de, der har bestemt sig, er det nok i ved ikke-gruppen, muligheden for forskydninger er størst. Hvis de da vel at mærke adskiller sig. Den klassiske forventning ville være, at det er forholdsvis ressourcesvage vælgere med forholdsvis få og små tanker om politik, opblandet med en gruppe af forholdsvis unge mennesker, der endnu ikke har udviklet en helt fast partitilknytning. Omvendt har man set en langsigtet tendens til, at også mere ressourcestærke vælgere beslutter sig relativt set, fordi de ønsker at vælge. Men der plejer dog at være en vis tendens til svagt udviklede holdninger og præferencer i ved ikke-gruppen. Ved ikke-gruppen ser imidlertid ud til at være noget anderledes op til -valget. Tabel 6. Andel ved ikke, opdelt efter sociale baggrundsvariable. Juni/August og November. Pct. Andel ved ikke (N) juni/aug. nov. juni/aug. nov. Total Mænd Kvinder folkeskole 7-9 år kl.,realeks stud.eks., hf mm arbejder funktionær selvst venstrefløj socialdem midterparti venstre+kons DaF.+FrP

14 Tabel 6 viser resultaterne dels fra nærværende undersøgelse, dels fra en større undersøgelse, der blev foretaget af AC Nielsen AIM for Ugebrevet Mandag Morgen hovedsagelig i august, men med en mindre del i juni. Det bemærkelsesværdige ved begge undersøgelser er, at andelen af ved ikke er nogenlunde lige høj på tværs af aldersgrupper. Ellers følger den store undersøgelse fra august i det store og hele et velkendt mønster: Større ved ikke-andel blandt kvinder, lavt uddannede, arbejdere; efterhånden er det også et velkendt mønster, at ved ikke-andelen er størst i Socialdemokratiet og mindst i Venstre (hvilket alt andet lige bør give Socialdemokratiet et større mobiliseringspotentiale i sidste del af valgkampen). Skal man tro de seneste tal - de er behæftet med væsentligt større statistisk usikkerhed, er der ikke p.t. ret stor forskel mellem mænd og kvinder, mellem ældre og yngre, højt-og lavtuddannede. Kun klasseforskellen mellem arbejdere og funktionærer består fortsat. Politisk er der en meget stor mobilisering blandt de borgerlige partier og på den yderste højrefløj, mens ved ikke-andelen er næsten uændret i Socialdemokratiet og på venstrefløjen. Totalt set er ved ikke-andelen reduceret fra 28 til 22 pct., dvs. der er stadig en meget stor gruppe uafklarede, hvoraf en del måske vælger sofaen. Men det ser altså ud til, at mobiliseringen lader vente særlig længe på sig i Socialdemokratiet og på venstrefløjen, mens det borgerlige regeringsalternativs støtter stort set er fuldt mobiliserede. Den fortsat store forekomst af ved ikke hos de bedreuddannede indicerer også, at ved ikke - gruppen er mindre ressourcesvag, end den almindeligvis er. Spørgsmålet er så, hvad der interesserer ved ikke -gruppen - om noget overhovedet. Det er belyst i tabel 7. Det viser sig, at der nok er tale om en lidt mere ressourcesvag gruppe, men faktisk ikke så voldsomt, som man kunne forvente. Således er der ikke særlig stor forskel i svartilbøjeligheden på spørgsmålet om vigtigste problem. Det gennemsnitlige antal svar på vigtigste problem er 1.78 i ved ikke-gruppen, mod 1.90 blandt de, der har bestemt sig. Dagsordenen ser ud til at være ret forskellig for ved ikke-folket og de, der har bestemt sig: De fleste emner står lidt svagere i ved ikke-gruppen, fordi de giver lidt færre svar. Men velfærd står faktisk en tand højere i stikprøven her - dvs. det spiller øjensynligt en relativt større rolle for dem, der endnu ikke har bestemt sig. Når vi taler om relativt større rolle, er det fordi, der ikke er så meget andet, der trækker i ved ikke-gruppen. Skat er tilsyneladende kun interessant for dem, der har bestemt sig: Kun 3 pct. i ved ikke- gruppen har skatter på dagsordenen. Ledighed og andre økonomiske problemer interesserer heller ikke ved ikke -gruppen. Det interessante er, at også interessen for indvandrerspørgsmål ser ud til at ligge lavere i ved ikke -gruppen. Det efterlader velfærd som det klart mest markante prioriteringsområde - ikke så sært i betragtning af, at en god del er frafaldne socialdemokrater, som for manges vedkommende hverken har den store lyst til at gå tilbage eller har oplagte andre steder at gå hen. Det synes at pege på, at de partier, der vil tale til ved ikke -gruppen, navnlig må overbevise om, at disse partier er bedre til at varetage velfærdsopgaver. F.eks. at en borgerlig regering kan klare velfærden bedre end en socialdemokratisk. Borgerlige partier kan også forstærke tilfredsheden blandt deres tilhængere ved at fremhæve skatter, økonomi og indvandring, men med mulig undtagelse af det sidste synes det i nogen grad at være at tale for menigheden. F.eks. er der ikke udsigt til at kunne vinde noget på skattetemaet, snarere tværtimod. 11

15 Tabel 7. Vælgernes politiske dagsorden. Opdelt efter, om de på nuværende tidspunkt ved, hvad de vil stemme. Pct. af svarpersoner. Pct. af svarpersoner ved godt ved ikke 1.Arbejdsløshed mv Økonomi i øvrigt Skat i alt Miljø Velfærd sundhed børn og unge ældre Indvandring EU,udenrigs-,forsv a. Terrorisme a i alt Lov og orden Andet 3 5 N (=10 0 pct.) Gns. antal svar Sagt lidt populært, så er det Velfærds-Danmark og ikke Under-Danmark, der tegner ved ikkegruppen mest op til -valget. Økonomi og skat er stort set uden for interesseområdet. Men det, der interesserer ifølge stikprøven her, er velfærd mere end indvandring. Og specielt vilkårene for ældre - hvor tallene er 48 pct. for ved ikke-gruppen og kun 37 pct. for de, der har bestemt sig. Inden for kategorien børn og unge finder man også en noget større forskel, når det gælder daginstitutioner, børnefamilier, orlov mv. - disse emner fremhæves af hhv. 13 og 8 pct. Men der er langt op til de hhv. 48 og 37 pct. for ældreproblemer. Spørgsmålet er så, om regeringen troværdigt kan fremstille sig som beskytter af de ældre. Vi skal til slut se lidt mere specifikt på de socialdemokrater og de borgerlige vælgere (VKZO), der stadig er i tvivl. Her bliver stikprøverne naturligvis små, så resultaterne må tages med et gran salt. Forinden skal vi dog kort se på, hvad der har motiveret frafaldne socialdemokrater - om der er særlige emner, de prioriterer højt. Vi opdeler her på de vælgere, der er forblevet tro mod et af regeringspartierne eller venstrefløjen, de vælgere, der er gået til et borgerligt parti, og de vælgere i 1998, der p.t. er i tvivl om, hvad de vil stemme eller hælder til sofaen. Resultaterne er vist i Tabel 6. Også her skal der tages forbehold over for stikprøvestørrelsen for dem, der er gået til de borgerlige partier - de fleste frafaldne socialdemokrater er gået til tvivlerne/sofaen - men tallene vidner ikke om noget skatteoprør. De frafaldne til borgerlig side lægger større vægt på både velfærd, indvandring og skatter end dem, der er forblevet loyale mod regeringen, men det er 12

16 velfærd og indvandring, der er altdominerende, ikke skatterne. Velfærden er også det dominerende hos de frafaldne til sofa/tvivler-gruppen, der i øvrigt ikke afviger voldsomt fra de regeringsloyale socialdemokrater. De er formentlig blot mere frustrerede. Tabel 8. Politisk dagsorden blandt Socialdemokratiets 1998-vælgere, fordelt efter partipræfererence. Andel af svarpersoner, der nævner emnet som vigtigt problem, Pct. Miljø Økonomi, incl. skatter Sundhedsvæsen Ældrespm. Daginst., skole, udd. mv. indvandr. spm. Fra S til VKZO Fra S til S Fra S til ved ikke Tabel 9. Politisk dagsorden blandt borgerlige 1998-vælgere, fordelt efter partipræfererence. Andel af svarpersoner, der nævner emnet som vigtigt problem, Pct. De S-vælgere, der har forladt S, har - med det forbehold, at antallet af svarpersoner er lille - en ret borgerlig profil. Med vægt på økonomi, herunder skatter, samt indvandrerspørgsmål. Velfærd står også højt, men ikke nær så højt som hos tvivlerne. Tvivlerne er der lidt flere af. De er ikke interesserede i økonomi og mijø, og ikke engang særlig meget i indvandring. Det er velfærd, velfærd og atter velfærd, specielt for de ældre og tildels for børn og børnefamilier, der tæller - endda mere end for socialdemokratiske kernevælgere. Økonomi, incl. skatter Miljø Sundhedsvæsen Ældrespm. Daginst., skole, udd. mv. indvandr. spm. Fra VKZO til VKZO Fra VKZO til ved ikke Borgerlige tvivlere er der iflg. undersøgelsen her ikke særlig mange af, og de synes ikke at skille sig særligt ud - bortset fra, at heller ikke de synes optaget af økonomi og skatter. Gruppen er dog for lille til, at man kan sige noget sikkert. Alt i alt ser der ud til at være et vist potentiale i ved ikke gruppen for partier, der kan overbevise om sine evner udi velfærdspolitikken. Indvandring synes der knapt så meget appel i. Og økonomi og skatter er øjensynligt emner for menigheden. Man skal ikke helt udelukke, at også sådanne emner kan få folk til at ombestemme sig i sidste øjeblik, men det er alt andet lige lettere at overbevise ved ikke-vælgere, og da dur skat og økonomi ikke. Det er for Socialdemokratiet groft sagt velfærd, velfærd og atter velfærd, der er brug for, hvis partiet skal gøre sig håb om at bevare regeringsmagten. Omvendt er udfordringen for den borgerlige opposition tilsyneladende at fremstå som lige så kvalificeret på velfærdsområdet, hvis man vil appellere til de frafaldne socialdemokrater. (N) (N) 13

17 Endelig peger den politiske opdeling af ved ikke -gruppen på, at der først i valgkampen kan være sket en mobilisering af de borgerlige reservister, men ikke af de socialdemokratiske. Det tyder på, at det store regeringsparti s valgstrategi er slået fejl fra starten - men kan omvendt rumme det signal, at der stadig er en del at slås om. hvis man på troværdig vis kan mobilisere på gamle socialdemokratiske mærkesager. Denne opgave var imidlertid langt lettere i 1998 med et lange mere ideologisk højprofileret Venstre, end det, man ser i dag. 14

18 Referencer: Bjørklund, Tor & Goul Andersen, Jørgen (1999) Anti-Immigration Parties in Denmark and Norway: The Progress Parties and the Danish People's Party. Working Paper 1999:4, Dep. of Economics, Politics and Public Administration, Aalborg University. to be published in Martin Schain, Aristide Zolberg & Patrick Hossay, eds. (forthcoming) Shadows Over Europe: The Development and Impact of the Extreme Righ in Western Europe. New York: St.Martin's Press. Borre, Ole (1999) Partiernes og ledernes popularitet, pp i Johannes Andersen, Ole Borre, Jørgen Goul Andersen og Hans Jørgen Nielsen, Vælgere med omtanke. Århus: Systime. Goul Andersen, Jørgen (1999) Vælgernes politiske dagsorden, pp i Johannes Andersen, Ole Borre, Jørgen Goul Andersen og Hans Jørgen Nielsen, Vælgere med omtanke. Århus: Systime. Goul Andersen, Jørgen and Bjørklund, Tor (2000) "Radical Right-Wing Populism in Scandinavia: From Tax Revolt to Neo-Liberalism and Xenophobia" pp i Paul Hainsworth, ed., The Politics of the Extreme Right. From the Margins to the Mainstream London: Pinter. 15