2 Farver påvirker hinanden

Transkript

1 Side 1 2 Farver påvirker hinanden Lærervejledning Indhold: Om temaet mål med øvelserne 2 Begreber/nøgleord, der arbejdes med i øvelserne 2 Øvelse 2.1.: Kan I se usynlige farver? 3 Øvelse 2.2.: Kan I skifte farve på skyggen? 3 Øvelse 2.3.: Kan I få den samme farve til at se forskellig ud? 5 Øvelse 2.4.: Har en ting altid den samme farve? 5 Inden I går i gang med øvelserne 6 Hjælp til opsamling og evaluering 6 Begrebsforklaring kopiark 7 Uddybende begrebsforklaring 8 Litteratur og webmateriale 16

2 Side 2 Om temaet mål med øvelserne: I øvelserne, der hører under temaet FARVER PÅVIRKER HINANDEN, får eleverne viden om, hvordan vores oplevelse af en farve, altid er påvirket af den kontekst, farven indgår I. En farve opleves aldrig isoleret. Vores øje og hjerne korrigerer og tilpasser farven f.eks. efter omgivelsernes og lysets farver. Eleverne vil gennem øvelserne blive bevidst om, at der i vores synsoplevelse er en naturlig sammenhæng mellem komplementærfarver. Begreber/nøgleord der arbejdes med i øvelserne: Efterbilleder, Farvede skygger, Komplementærfarver, Simultankontrast, Farvekonstans Farvede skygger Farvede skygger kan opleves i naturen, hvis man er opmærksom. Det ses oftest som blålige skygger ved solopgang og solnedgang. Man kan også ofte se blålige skygger indendørs. Fænomenet med blå skygger i naturen opstår, når solen står lavt på himlen, her er sollyset gulligt og svagere end ved højlys dag. Blå skygger i naturen opstår primært pga. to grunde. Skyggen bliver svagt blålig pga. det blå lys fra himlen. Dette opleves ikke ved højlys dag fordi kontrasten mellem det solfyldte område og skyggeområdet er for stort. Den anden grund er det fænomen, der kaldes simultankontrast, hvor den grå skygge tager farve efter komplementærfarven til omgivelsernes farve. Komplementærfarver En farve får størst muligt modspil fra den farve, der ligger overfor i farvecirklen. Denne modsatte farve kaldes komplementærfarve. Placeres en farve ved siden af sin komplementærfarve, hidser de to farver hinanden gensidigt op og forøger samtidig gensidigt deres strålekraft. Farvekonstans Vores evne til at genkende en genstands farve uanset, hvilke lysforhold vi ser genstanden i. Vores hjerne vurderer automatisk lyskildens farve og tilpasser vores farveopfattelse, så vi kan genkende tingen. Komplementære efterbilleder Efterbilleder er de billeder, der opstår på nethinden, når synssansen stimuleres. De komplementære efterbilleder er forbundet til de forskellige sæt af komplementærfarver. Når man stirrer intenst på et farvefelt som f.eks. rød i ca. 10 sekunder og derefter flytter blikket til en hvid flade, følger der et billede med. Billedet har samme form men optræder i den komplementære farve til rød: blå/grøn. Farven findes ikke fysisk, men skabes af vores øjne/hjerne. Simultankontrast Når øjet ser og hjernen fortolker en farve, sker det altid på baggrund af det, der omgiver den pågældende farve. Det betyder, at hjernen påvirkes til at tro, at farven er en anden, end den i virkeligheden er. Den samme farve ændres, alt efter hvilken farve, den er samt sammen med. Enhver given farve, vil påvirke dens nabo i retning af den givne farves komplementærfarve. Det kaldes for simultankontrast.

3 Side 3 Øvelse 2.1. Kan I se usynlige farver? Nøgleord: Efterbilleder Komplementærfarver Materiale: Varighed: Digital øvelse ½ lektion Det handler øvelsen om: Eleverne eksperimenterer med fænomenet efterbilleder på skærmen. De skal finde en sammenhæng mellem den farve, de ser på skærmen og det efterbillede, farven fremkalder - et forhold, der er komplementært. Eleverne gentager øvelsen med forskellige farver. Elevernes svar gemmes, så I efterfølgende kan diskutere dem i klassen. Bemærk at der findes mange forskellige typer af efterbilleder. Dette materiale fokuserer på negative efterbilleder, der opstår ved at man stirrer på et farvet objekt. Andre typer af efterbilleder bliver omtalt kort i faktaafsnittet. Læs mere om Efterbilleder og Komplementærfarver i Uddybende begrebsforklaring side 8 og 11 Øvelse 2.2. Kan I skifte farve på skyggen?: Nøgleord: Simultankontrast Farvede skygger Komplementærfarver Materiale: Fysisk øvelse. Mørkelagt rum, to lamper, en stol, farvefiltre i rød, grøn, gul og turkis, hvid genstand, hvidt underlag. Farvefiltre kan købes hos DLT: Varighed: 2 lektioner Det handler øvelsen om: I øvelsen eksperimenterer eleverne med fænomenerne farvede skygger og simultankontrast. De vil opleve, at en skygge ikke altid ser grå ud, men kan have forskellige farver alt efter lysets og omgivelsernes farver. Eleverne skal belyse en hvid genstand på et hvidt underlag med to lamper en med hvidt lys og en med farvet lys. De vil opleve, at genstandens skygge har komplementærfarven til den farve, den er omgivet af på bordet det farvede lys. Hvis lysets farve ændres, vil det se ud som om, at skyggen skifter farve. Det gør den dog ikke fysisk, skyggen har hele tiden den samme grå farve, men hjernen tilpasser (sammen med øjnene) hele tiden vores farveopfattelse ift. omgivelsernes farver. Elevernes svar gemmes, så I kan efterfølgende kan diskutere dem i klassen. Læs mere om Farvede skygger, Komplementærfarver og Simultankontrast i Uddybende begrebsforklaring side 9, 11 og 12

4 Side 4 Forsøgsbeskrivelse til øvelse 2.2.: Stil koppen midt på underlaget Sæt den ene lampe, så den står lidt fra koppen, det kan også være en fordel at placere den over bordet, f.eks. oppe på en stol. Peg lampen så den rammer koppen og området udenom. Sæt den anden lampe tæt på koppen ret lampen så den både rammer genstanden og området udenom. Hold et filter foran lampen og kig på skyggen nærmest den hvide lampe. Hvilken farve har skyggen. Hvis det ikke fungerer så godt: Husk at der kun er tale om nuanceforskelle, så det bliver aldrig kraftige farver, men svage pastelfarver. Forsøg at ændre positionen af lamperne. Det er vigtigt at området omkring kassens skygge er indfarvet af den farvede lampe. Dvs. at man måske skal bruge lidt tid på at flytte lidt rundt på lamperne til man har den rigtige lysstyrke fra dem. Den hvide lampe må altså ikke være så kraftig, at den overdøver den farvede lampe. Det kan være en fordel at løfte den hvide lampe lidt op, så lyset fra hvide lampe er nogenlunde lige kraftigt overalt på underlaget. Brug helst glødepærer eller halogenpærer glødepærer har et jævnt spektrum og udsender alle farver. Det samme kan man ikke være sikker på med sparepærer. Forsøget vil formentlig virke med gode sparepærer, men det kan ikke garanteres. Papir er som udgangspunkt et rigtig fint underlag, dog kan det give problemer fordi papir indeholder optisk hvidt, der udsender ekstra meget blåt lys. Dvs. hvis man bruger papir som underlag vil man have nemmere ved at få forsøget til at virke med gult filter der giver en blå skygge. Ekstra forsøg: Husk at lyset fra himlen også har betydning for de blå skygger vi ser i naturen. Denne opstilling kan fint ændres så man oplever dette. Gør solen hvid og omgivelserne lyseblå. På den måde kan man se, hvordan himlens lys har en stor betydning. Til sidst kan man gøre solen gul og omgivelserne lyseblå, så både himlens lys og simultankontrasten spiller ind forstærker hinandens indvirkning på skyggen.

5 Side 5 Øvelse 2.3. Kan I få den samme farve til at se forskellig ud?: Nøgleord: Materiale: Varighed: Simultankontrast Digital øvelse ½ lektion Det handler øvelsen om: I øvelsen eksperimenterer eleverne med fænomenet simultankontrast. På skærmen ser eleverne to gule figurer mod en grøn baggrund. Eleverne kan ændre på baggrundsfarven. De vil opleve, at figurernes gule farve ser forskellig ud afhængig af farven på baggrunden. Eleverne skal eksperimentere med, hvilke baggrundsfarver, der får den gule farve til at se klar og strålende ud, og hvilke baggrundsfarver, der får den gule farve til at se mørkere ud. Der er ikke noget rigtig/forkert svar, da det kan være forskelligt, hvordan eleverne oplever farverne. Men de fleste af dem vil sikkert bemærke, at den gule farve ser mest strålende ud, når den er omgivet af dens komplementærfarve. Elevernes svar gemmes, så I efterfølgende kan diskutere dem i klassen. Læs mere om Komplementærfarver og Simultankontrast i Uddybende begrebsforklaring side 11 og 12 Øvelse 2.4. Har en ting altid den samme farve?: Nøgleord: Materiale: Varighed: Farvekonstans, Farvehukommelse. Digital øvelse ½ lektion Det handler øvelsen om: I øvelsen eksperimenterer eleverne med fænomenet farvekonstans - vores evne til at genkende en genstands farve uanset, hvilke lysforhold vi ser genstanden i. Eleverne kan trække et blåt, rødt og grønt farvefilter hen over et foto af en appelsin. Først trækker de et farvet filter hen over hele fotografiet, efterfølgende trækker de et farvet filter kun hen over appelsinen. Ses hele fotografiet gennem et farvet filter, oplever vi stadig appelsinen som en orange appelsin, da vores hjerne automatisk vurderer lyskildens farve og tilpasser vores farveopfattelse, så vi kan genkende tingen. Er det kun appelsinen, der har fået et farvet filter hen over sig, opfatter vi den bare som en appelsin med en mærkelig farve. Læs mere om Farvekonstans, Hvidbalance og Hvid, hvad er det i Uddybende begrebsforklaring side 9, 10 og 11

6 Side 6 Inden i går i gang med øvelserne Tal med eleverne om, hvordan vi ser farver. Hvordan øjet og hjernen fungerer. Se afsnit om Synssansen, øjnene og hjernen i Uddybende begrebsforklaring side 12. Illustration af øjets opbygning finder du i filen Billedeksempler. Vis eleverne filmen Lyset, mørket og farverne tilgængelig på Filmstriben.dk. Giver indblik i Goethes farvelære, og fortæller om fænomenerne farvede skygger, simultankontrast og komplementærfarver Lad eleverne arbejde i grupper med at beskrive eller forklare de begreber, de skal arbejde med i øvelserne - uden nogen forhåndsviden. Kopiark med begrebsforklaring finder du på side 7 i vejledningen. Hjælp til opsamling og evaluering Lad eleverne arbejde i grupper med at beskrive eller forklare de begreber, de har arbejdet med i øvelserne. Kopiark med begrebsforklaring finder du side 7 i vejledningen. Gennemgå elevernes resultater på klassen. Gennemgå én øvelse ad gangen. Lad eleverne med egne ord fortælle om eksperimentet og deres opgaveløsning. Inddrag perspektiverende billedmateriale når I gennemgår øvelserne. Billedmateriale finder du i filen Billedeksempler. Kreativ øvelse - opsamling Eleverne skal male højlys og skygge med komplementærfarver på s/h portrætfoto Tag s/h portrætfoto af eleverne kun ansigt. Belys eleverne med spot fra venstre side, så der danner sig et skygge område i højre side. Eleverne vælger farve på lyset, der rammer dem i ansigtet fra venstre side. De må gerne tænke fiktivt. Tænk på en teaterscene. Eleverne maler firkant på papir med farven på lyset. De finder frem til farvens komplementærfarve ved at se dens efterbillede. Eleverne maler den venstre side af ansigtet med lysets farve, og skyggeområde i højre side med skyggens farve komplementærfarven til lysets farve. Eleverne lægger farve på resten af portrættet med farver, de synes matcher.

7 Side 7 Vores forklaring på begrebet Vores forklaring på begrebet efterbilleder Vores forklaring på begrebet komplementærfarver Vores forklaring på begrebet simultankontrast Vores forklaring på begrebet farvekonstans

8 Side 8 Uddybende begrebsforklaring Efterbilleder Efterbilleder opleves, når man har stirret længe på en eller flere kraftige farver og efterfølgende kigger væk, helst på en lys grå eller hvid overflade. Man vil nu opfatte en silhuet med samme form men i komplementærfarven til det oprindelige billede. En vigtig del af øjets regulering er adaptation, hvilket er justering af signalet fra receptorerne (tappe og stave). Adaptation skruer op for signalet, når det er svagt, og ned, når signalet er kraftigt. F.eks. sørger adaptation for reguleringen, når man går fra mørke til lys og omvendt. Adaptation sker både for hele synet, men også for de enkelte typer af tap-celler (se evt. afsnittet om Synssansen, øjnene og hjernen). Dvs. at hvis man stirrer længe på en blå cirkel, vil der i det område af øjet blive skruet lidt ned for signalet fra kort- tappe (der er gode til at se blåt lys), og op for signalet fra de to andre typer tappe. Når man efterfølgende kigger væk, tager det lidt tid, før en ny justering sker, og man oplever derfor et efterbillede af en gullig cirkel i det område af synet, hvor det blå var før. Øjnene bliver ved med at sende signalet for efterbilledet i helt op til 100 sekunder, men hjernen sørger for at efterbilledet forsvinder allerede efter 2-10 sekunder. I billedkunsten har læren om efterbilledets dannelse bl.a. været med til at understrege samspillet mellem komplementærfarver som et effektivt redskab til at skabe sammenhæng og dynamik i et kunstværk. Den tyske digter og videnskabsmand Johann Wolfgang Goethe, der med sin farvelære har inspireret mange kunstnere, opfattede det komplementære efterbillede som et udtryk for, at synssansen hele tiden søger harmoni og fuldkommenhed i forhold til omgivelserne ved en ydre farvepåvirkning dannes der altid en indre farvepåvirkning. Han mente, at der var en naturlig forbindelse mellem komplementærfarverne som om de i vores synssans kalder på hinanden. Og netop denne betoning af, at vores oplevelse af farver ikke udelukkende er en objektiv registrering af noget, der ligger uden for vores krop, men tæt knyttet til fysiologiske processer i vores sanseapparat, fik betydning for flere kunstnere. De bevægede sig væk fra en objektiv og naturalistisk skildring af det sete til en mere subjektiv og sanselig gengivelse af deres farveindtryk. Efterbilleder, andre typer Ud over de farvede efterbilleder beskrevet ovenfor kan man også opleve sort/hvide efterbilleder, hvor sorte områder bliver hvide i efterbilledet, mens hvide områder bliver sorte i efterbilledet. Sort/hvide efterbilleder falmer ligesom farvede efterbilleder, men de kan ofte fremkaldes igen ved at blinke med øjnene. Foruden såkaldte negative efterbilleder, hvor man oplever den komplementære farve til originalen, kan man også opleve positive efterbilleder, hvor man oplever de oprindelige farver i stedet. Positive efterbilleder kan fremkaldes, ved at man opholder sig mindst ti minutter i et mørklagt lokale og herefter sender et kraftigt lysglimt ud i rummet, f.eks. fra en blitz. Man har herefter et klart billede af rummet, hvilket man kan have i lang tid, hvis ikke der tændes nyt lys. Mekanismen bag positive efterbilleder er ikke fastlagt.

9 Side 9 Farvede skygger Farvede skygger kan ofte opleves i naturen, selvom man ikke er opmærksom på det. De ses oftest som svagt blålige skygger ved solopgang og solnedgang. Man kan også opleve svagt blålige skygger indendørs. Fænomenet med blå skygger opstår i naturen, når solen står lavt på himlen. Her er sollyset mere gulligt og svagere end ved højlys dag. De blå skygger opstår primært af to grunde: Himlen står for ca. en femtedel af det lys, der rammer os udendørs på en skyfri dag (resten er solen). Mens solens lys er hvidt, er himlens svagt blåligt. Derfor vil alt, der ligger i skygge for solen kun blive belyst af himlen, altså vil det blive en svagt blålig skygge. Ved højlys dag er forskellen i lysstyrke mellem det solfyldte område og området med skygge dog så stort, at vi ikke oplever denne svage farvning. Den anden grund er et fænomen, der kaldes simultankontrast. Sollyset er hvidt ved højlys dag, men tæt på solopgang og solnedgang bliver det mere gulligt (og rødligt når solen står helt lavt på himlen). En skygge vil altså være omgivet af gulligt lys, hvilket påvirker vores oplevelse af den. Skyggen opleves som svagt farvet i omgivelsernes komplementære farve, og da sollyset er gulligt vil skyggen opfattes som svagt blåligt. Eksperimenterer man med at belyse en genstand, der står på en hvid overflade, med forskellige farvet lys, vil man opleve, at den grå skygge tager farve efter komplementærfarven til lysets farve. Hvis lyset ændrer farve, vil det se ud,som om skyggen også ændrer farve, selvom den fysisk set har samme farve hele tiden. Læs mere i afsnittet Simultankontrast Farvede skygger dukker for alvor op som fænomen og malerisk princip i billedkunsten med impressionismen en stilart inden for malerkunsten, der har sit udspring i Frankrig omkring Impressionisme betyder på fransk indtryk, og impressionisterne ønskede i deres malerier at gengive deres øjebliksindtryk af virkeligheden de ville male det, de så. Et vigtigt element i den impressionistiske malestil var at fange lysets virkning. Kunstnerne fastslog, at tingenes fremtoning ændrer sig med lyset, og at lys ikke kun er lyst, og at skygge ikke kun er mørk, men har sin egen farve. Indtil da havde det været mest almindeligt at male skygger grå eller male skyggen i en mørkere tone, men samme farve som selve den ting, den var en skygge af. Impressionisterne undersøgte bl.a., hvordan man kan bruge komplementærfarver sat op imod hinanden som malerisk princip for at gengive forholdet mellem lys og skygge et forhold de havde iagttaget i naturen, hvor lyset fra den gyldne sol kaster en blåviolet skygge. Farvehukommelse Farvehukommelse er evnen til at huske farven på f.eks. en postkasse og en banan. Farvehukommelse udnyttes til at opnå farvekonstans og til at vurdere om f.eks. en frugt eller en pakke hakket oksekød ser frisk ud. Farvekonstans Farvekonstans er evnen til at genkende en genstands farve uanset, hvilke lysforhold man ser genstanden i. Når man f.eks. går ind i et rum kun med stearinlys, vil man måske synes, at farverne i rummet ser underlige ud. Efter noget tid vænner man

10 Side 10 sig ubevidst til lyset og bliver bedre til at vurdere, hvilke farver de forskellige ting i rummet har. Farvekonstans opnås som en vurdering af lyskildens farve, og ud fra denne vurdering korrigeres vores farveopfattelse. Man ved ikke, hvordan farvekonstans opnås, men man ved, at man bruger flere forskellige informationer til at finde frem til lysets farve, heriblandt: Højlys: Når lyset falder på en person eller genstand, vil der ofte være et område med stort set direkte refleksion fra lyskilden. Dette kaldes højlyset. Højlyset har normalt samme eller næsten samme farve som lyskilden. Farvehukommelse: Farvehukommelse gør, at man kan huske farven på en postkasse, en banan osv. Hvis en banan f.eks. ser lidt orange ud, ved vi, at lyset er rødligt, og kan bruge denne information til at opnå farvekonstans. Gennemsnit: Øjnene og/eller hjernen kan tage en slags gennemsnit af alle farver, man oplever i synsfeltet, og ud fra det udregne lysets farve. Hæmning af receptorer: Øjnenes receptorer hæmmes, når de kigger på en bestemt farve i længere tid. Hvis lyset er rødligt, vil opfattelsen af rød generelt dæmpes. Denne mekanisme kaldes adaptation og er yderligere beskrevet i afsnittet om efterbilleder. Udover farvekonstans findes bl.a. også størrelseskonstans, der gør, at vi opfatter en bil, som om den har samme størrelse uanset, hvor langt væk vi ser den fra. I forhold til billedkunst og det at male et billede af noget, kan det nogle gange være nødvendigt at bryde med denne konstans og komme bag ved vores forudbestemte opfattelser af, hvordan en ting ser ud. Farven på f.eks. en appelsin er ikke bare orange men påvirkes bl.a. af lyset og af skyggerne i rummet. Hvid, hvad er det? Hvid er den farve man oplever, når øjet ser alle bølgelængder (farver) i det synlige spektrum ved fuld styrke ift. omgivelserne. Fysiologisk set skal alle tre typer af farvereceptorer i øjnene (se evt. afsnittet om Synssansen, øjnene og hjernen) påvirkes nogen- lunde lige kraftigt. Ved lavere lysintensitet ift. omgivelserne opleves den givne genstand i stedet som grå eller sort. Vores øjne og hjerne er gode til at tilpasse vores syn til omgivelserne (se evt. under Farvekonstans), og derfor er der et stort spænd over, hvilke farver der opfattes som hvide. Et stearinlys i et mørkt rum vil opfattes som hvidt, men tændes en glødepære vil stearinlyset nu opfattes som gulligt og glødepæren som hvid. Lukkes sollys ind i rummet vil glødepæren nu opfattes som gullig og sollyset som hvidt (se evt. under Farvetemperatur). Hjernen og øjnene tilpasser altså hele tiden vores opfattelse af lysstyrke og farver ift. vore omgivelser. Et andet sted, man oplever hvide farver, er computerskærmen, der kun bruger røde, grønne og blå lamper til at skabe alle farver. Her er alle farver ikke repræsenteret, men vores farve-receptorer i hjernen bliver alle sammen påvirket når rød, grøn og blå er tændt, og vi vil derfor opfatte farven som hvid. For at en genstand fremstår hvid, skal den altså reflektere alle farver. Det klart mest brugte hvide pigment er TiO2 (titandi-oxid), der bruges i alt fra hvid maling til tandpasta og M et på M&M s.

11 Side 11 Man kan prøve at tage billeder af samme genstand i samme belysning med forskellige hvidbalancer på kameraet. På den måde kan man opleve forskellen af hvide farver, vi minimum kan acceptere. Hvidbalance For at opnå farvekonstans på et kamera skal hvidbalancen indstilles korrekt. Dette kan man enten lade kameraet gøre automatisk, man kan bruge en allerede defineret fast indstilling, eller man kan indstille hvidbalancen manuelt. Ved manuel indstilling peger man med kameraet på et hvidt stykke papir i lyset, således at kameraet kan indstilles efter lysets farve. På nogle kameraer kan man også indstille hvidbalancen efter farvetemperatur. Nedenfor ses nogle ofte anvendte symboler for forskellige indstillinger af hvidbalancen. Forståelsen af komplementærfarver bruges bl.a. i forbindelse med efterbilleder og simultankontrast. I billedkunsten spiller sammenstillingen af komplementærfarver en væsentlig rolle som et redskab til at skabe bestemte farvevirkninger i et kunstværk. Mange billedkunstnere er inspireret af maleren og kunstpædagogen Johannes Ittens farveteori, hvori han opstiller 7. farvekontraster bl.a. Komplementærkontrasten. Komplementærkontrasten dækker over den antagelse, at den ene farve i et komplementært farvepar har en evne til at styrke og intensivere perceptionen af den anden farve i parret og vice versa. Lokalfarven får på den måde i følge med sin komplementærfarve forstærket kraft. Ifølge Ittens virker kontrasten mellem farverne bedst, hvis der ikke er lige meget af hver. En særlig virkning fremkommer, når den ene komplementærfarve er lys - og den anden mørk. Figur 1 - Eksempler på symboler for forskellige indstillinger af hvidbalance Se evt. afsnittet Hvid, hvad er det? Komplementærfarver Komplementærfarver er farvepar, der befinder sig præcis modsat hinanden på farvecirklen. Komplementær betyder at fuldstændiggøre. Det fuldstændiggørende ligger i, at komplementærfarver tilsammen indeholder alle tre primærfarver. Ved additiv farveblanding kan blandingen af komplementærfarver give hvid, ved subtraktiv farveblanding kan blandingen give sort. Kromatisk assimilation Kromatisk assimilation dækker over det fænomen, at farver, når de støder op til hinanden, påvirker vores opfattelse af dem, således at farverne opfattes mere ens. Kromatisk assimilation er en særlig form for kromatisk induktion. Der kan findes generelle eksempler ved at søge på chromatic assimilation på nettet. Kromatisk induktion Kromatisk induktion kan opdeles i to typer: Simultankontrast, hvor farven bliver mere som omgivelsernes komplementærfarve og kromatisk assimilation, hvor farven bliver mere som omgivelsernes farve. Simultankontrast opleves ved store flader,

12 Side 12 hvorimod kromatisk assimilation opleves ved små flader. Samme farvekombination kan altså virke modsat ved, at man først at står tæt på, hvor to flader så kan opleves store, og derefter langt fra, hvor fladerne opleves mindre. Simultankontrast Vi ser farver forskelligt alt efter de omgivende eller tilstødende farver. Farverne har en indvirkning på hinanden og på vores opfattelse af deres forhold. Simultankontrast dækker over det fænomen, at to farver, der støder op til hinanden, påvirker vores opfattelse af dem vi oplever det, som om farverne tager farve efter hinandens komplementærfarver. Simultankontrast er en særlig form for kromatisk induktion. Nedenfor ses en illustration med to grå ringe omgivet af henholdsvis rød og grøn. Vi opfatter ikke de to ringe ens, men svagt grønlig (til venstre) og svagt rødlig (til højre). Kig på den røde figur ovenfor. Forholdsvis hurtigt vil der blive skruet ned for signalet fra Lang-tappene (dem der ser rødt lys) i de områder af øjet, der kigger på figurens røde dele. Udover området, der oplever det røde, vil der også blive skruet ned for signalet fra receptorerne i nærheden af disse områder. Dvs. at tappene, der opfatter den grå ring, også vil blive hæmmet. Den grå farve vil derfor opfattes mindre rød og i stedet som svagt farvet i komplementærfarven af omgivelserne, nemlig grønlig. På samme måde opleves den grå ring til højre rødlig, selvom begge cirkler fysisk set er grå. Denne hæmning af nærliggende områder kaldes lateral inhibering (betyder tværgående hæmning ) og er den førende teori for mekanismen bag simultankontrast. Man kan finde mange eksempler på fænomenet ved at søge på simultaneous contrast eller chromatic induction på nettet. Mange billedkunstnere er inspireret af maleren og kunstpædagogen Johannes Ittens farveteori, hvori han opstiller 7. farvekontraster heriblandt simultankontrasten som effektfulde redskaber til at skabe markante farvevirkninger i et maleri. De 7. kontraster er: Farvens egen kontrast, Lys/Mørke kontrast, Kulde/Varme kontrast, Komplementær kontrast, Simultan kontrast, Kvalitets kontrast og Kvantitets kontrast. Figur 2 De grå ringe opleves som omgivelsernes komplementære farver pga. simultankontrast. Synssansen, øjnene og hjernen Størstedelen af vores information fra sanserne kommer via synssansen. Vores syn er på ingen måde unikt. Der er dyr, der både kan se flere detaljer og flere farver, end vi kan. Til gengæld er vores behandling af synsindtrykket i hjernen helt unik. Hvor mange dyr kræver bevægelse for overhoved at opdage et andet dyr, kan vi lave mange forskellige tolkninger på det, vi ser. Et nyfødt menneske kan kun registrere lys og mørke, og synsevnen er først endeligt udviklet i seksårsalderen. Derefter har alle mennesker stort set samme syn, dog med variation ift. alder, sygdomme o.l.

13 Side I det følgende gennemgås øjnenes placering, øjets opbygning, farvesynet og til sidst hjernen og dens behandling af signalet fra øjnene. Øjnenes placering: Før der fokuseres på det indvendige af øjnene, kan det være interessant at overveje øjnenes placering på hovedet. Hvorfor har en ugle øjnene placeret, så begge kigger fremad, mens en ko har sine øjne placeret ude på siden af hovedet? Begge dele har fordele og ulemper. Når begge øjne peger fremad, vil de se meget af det samme område, og pga. afstanden mellem de to øjne bliver det muligt at fornemme dybde, dvs. at man kan afstandsbedømme f.eks. hen til et byttedyr. Hvis man lukker det ene øje, bliver det derfor meget svært at afstandsbedømme, hvilket kan opleves ved, at man forsøger at gribe en bold med det ene øje lukket. En ko kan ikke afstandsbedømme, da dens øjne sidder på hver sin side af hovedet. Til gengæld kan køer se ca. 280 omkring sig, og hvis de drejer hovedet kan de reelt se 360 uden at bevæge sig. Til sammenligning kan en ugle se ca. 110, hvoraf de midterste 70 ses af begge øjne og giver dybdefornemmelsen. Så hvorfor denne forskel: Uglen er rovdyr, hvorimod koen er et byttedyr. Det er vigtigt for uglen at kunne gribe en mus med kløerne, hvorimod koen har brug for hele tiden at være på udkig efter rovdyr Figur 3 - Dækning af omgivelserne for menneskets stereosyn og koens syn generelt Til sammenligning har mennesker et syn på ca. 170, hvoraf de midterste ca. 120 ses af begge øjne. Der er reelt kun et helt skarpt syn i de midterste 2, hvilket nogenlunde svarer til størrelsen af en tommelfingernegl, når man strækker armen. Øjets opbygning: Figur 4 Illustration af øjet i tværsnit. På Figur 4 ses en illustration af et øje. Rundt om på ydersiden af øjet findes seks øjenmuskler, hvormed man kan dreje øjet lidt til siderne og op og ned uden at man bevæger hovedet. Yderst på øjet findes hornhinden, som er den, man sætter sine kontaktlinser på. Hornhinden er meget sej, svær at beskadige og beskytter selve øjet mod fremmedlegemer. Bag hornhinden er den farvede regnbuehinde (også kaldet iris), der kan udvide og mindske pupillen (hullet) for at justere mængden af lys, der kommer ind i øjet. Dernæst rammer lyset linsen, der bruges til at fokusere på det, vi kigger på. Musklerne i kanten af linsen kan ændre linsens form, og det er det, der gør, at vi kan fokusere tæt på og langt væk. Når musklerne er helt spændte, fokuserer vi på noget, der er tæt på. Derfor anbefales det, at man sørger for at slappe af i musklerne,

14 Side 14 når man f.eks. læser en bog, ved engang imellem at kigge på noget, der er langt væk. Når man kigger på noget fjerntliggende gennem en lup, vil man opleve at tingene ses på hovedet. På samme måde vil linsen vende billedet om. Det billede, vi opfatter med vores øjne, vender altså på hovedet, men hjernen vender billedet om igen. Øjet er fyldt ud af glaslegemet, der er gennemsigtigt og primært sørger for, at øjet ikke klapper sammen. I glaslegemet findes nogle bitte små partikler, der kaldes flydere. De opleves som langsomt bevægende halvgennemsigtige ting i synsfeltet og opleves oftest, når man kigger på noget lyst, f.eks. himlen. Flydere er muligvis det mindste vi kan se, ca. 300 nm lange og kun nm tykke (en nanometer = 10-9 m = 0, = en milliontedel millimeter). Lyset udefra ender på nethinden, hvor det registreres af tre typer af receptorer, stave, tappe og gangliaceller. Stavene (ca. 120 mio. pr. øje) er meget følsomme og kan aktiveres af blot én photon (lyspartikel). Det er stavene, der sørger for vores nattesyn, og de kan ikke registrere farver, hvilket er grunden til, at vi ikke kan se farver om natten. Tappene står for vores farvesyn og beskrives nærmere i næste afsnit. I 2002 blev der opdaget en tredje type receptorer i øjet, gangliaceller, der er med til at styre døgnrytmen. Gangliacellerne er primært placeret i den nederste del af øjet og reagerer på blåt lys. Således vil lyset fra himlen have en klar påvirkning af vores døgnrytme. På nethinden findes den blinde plet, hvor der ingen receptorer er. Her samles alle de ca. 1,2 mio. nervetråde fra receptorerne i øjet og føres via synsnerven til hjernen som elektriske impulser. Farvesynet: Tappene er de receptorer på vores nethinde, der giver os farvesynet. Vi har ca. 7 mio. tappe i hvert øje, og de er primært placeret i den centrale del af øjet og fungerer kun i kraftigt lys. Vi har tre forskellige typer af tappe, der normalt beskrives som Kort, Mellem og Lang. På nedenstående figur ses følsomheden for de enkelte typer af tappe (på engelsk kaldes tappene for S, M og L, for short, middle og long). Figur 5 Følsomheden af de menneskelige tapceller. Mange kalder de forskellige tappe for blå, grønne og røde tappe. Det er en fin måde at tænke dem på, men det er grundlæggende forkert, da de enkelte typer af tappe i sig selv er farveblinde. Det er kombinationen af signalerne fra alle tre forskellige typer af tappe, der gør det muligt at se de forskellige farver. Desuden kan man se i Figur 5, at Mellem- og Langtappene dækker stort set samme del af spektret. Det ses også at Lang-tappene (de røde ) bedst kan registrere den grøn-gule del af spektret (ved 564 nm). Når øjnene skal sende besked om en farve til hjernen, bliver det sendt som fire forskellige farver, nemlig rød, grøn, gul og blå. Farven deles op i to signaler, nemlig rød/grøn, gul/blå. De to farvesignaler rød/ grøn og gul/blå er modstående til hinanden, dvs. at øjet enten fortæller hjernen, at der er en mængde af rødt eller en mængde

15 Side 15 af grønt (eller ingen af delene) i et givent punkt. Øjet kan ikke fortælle, at der både opfattes rødt og grønt i samme område på en gang. På samme måde kan man enten opfange gult eller blåt (eller ingen af delene). Udover farvesignalerne sendes et sort/ hvidt signal som en værdi for intensiteten, og det har derfor ikke noget med farveopfattelsen at gøre, men kun hvor kraftigt lyset er på det givne område. Hvis man ser på noget hvidt, vil man opfatte rødt, gult, grønt og blåt lys som lige kraftige. Derfor vil både rød/grøn- og gul/blå-signalerne være nul (altså hverken eller). I stedet vil sort/hvid-signalet være kraftigt for at give besked om høj lysintensitet. Vi har ikke lige mange Kort-, Mellemog Lang-tappe. Der er ca. 64 % Lang, 32 % Mellem og 4 % Kort, dog er Kort-receptorer betydeligt mere følsomme end de to andre typer tappe, hvilket opvejer det meget lavere antal en smule. En vigtig del af øjets regulering er adaptation, hvilket er justering af signalet fra receptorerne. Adaptation skruer op for signalet, når det er svagt og skruer ned for signalet, hvis der kommer meget lys. Uden denne funktion ville det ikke være muligt både at kunne se noget om natten og ved højlys dag. Adaptation er desuden mekanismen bag efterbilleder. Hjernen: Vores indtryk fra øjnene bliver sendt om bagest i hjernen, hvor synscenteret er placeret sammen med mange af de andre sansecentre. Det blev opdaget under første verdenskrig, at hjernens funktioner er delt op i centre. En russisk læge bemærkede, at der bl.a. var nogle soldater, der havde mistet synet, selvom deres øjne intet fejlede. De var alle sammen blevet ramt det samme sted i baghovedet. Synscenteret deler man op i seks dele (V1 til V6), hvor alt sker ubevidst. I de lavere centre sker de første basale behandlinger, såsom der kommer noget mod mig, flygt!. Mens der i de højeste centre analyseres ting som, det er en flaske med en rød etiket. I synscenteret sker altså en del behandling, for at man kan forstå de signaler, man får fra øjnene. Efter den umiddelbare registrering af former og farver sker en del korrektion både øjeblikkeligt og løbende. Farvesynet korrigeres for farvekonstans, så man kan sammenligne det man ser med tidligere erfaringer. Derudover sker en masse andre korrektioner som f.eks. forstærkning af farveforskelle ved simultankontrast.

16 Side 16 Litteratur og webmateriale Albers Josef: Fargernes samspli. Conflux Bjerregaard Lene: Den nye helhedsfarvelære - en syntese af naturvidenskab og filosofi. Byggecentrum 2005 Edwards Betty: Farver Om kunsten at blande farver. Aschehoug Goethe: Udvalgt og kommenteret af Matthaei Rupprecht: Goethes Farvelære. Hernov Itten Johannes: Farvekunstens element. Borgen Limkilde Svend: Om farver og farvefremstillinger. Landbrugets Informationskontor Norn Mogens Stig: Farvernes kulturhistorie. Leo Parramón M. Jose: Farvelære fra teori til praksis. Hernov Pawlin Johannes: Farvelære - indblik og overblik. Borgen Pedersen Kløvedal Lene: Den gyldne farvelære. Forfatterforlaget Attika Schmidt Lone: Farven og lyset. Studier i Goethes farvelære. Klematis Signac Paul: Fra Delacroix til Neo-impressionismen. Wievels Forlag Katalog: Oelsner Gertrud red.: Farverige Harald Leth ( ). Brænderigårdens Forlag Oelsner Gertrud red.: Efterbilleder. Frede Christoffersen ( ). Storstrøm Kunstmuseum & Vendsyssel Kunstmuseum Pedersen Vibeke red.: J. F. Willumsens maleteknik. J.F. Willumsens Museum Website: - Japansk hjemmeside på engelsk, med en nem oversigt over en masse visuelle fænomener og optiske illusioner. Tysk hjemmeside på engelsk, lavet af Professor Michael Bach, der er ansat ved Universitäts-Augenklinik i Freiburg, Tyskland. Siden er en stor samling og interaktiv demonstration af en masse forskellige visuelle fænomener og optiske illusioner. Hvis man starter på siden michaelbach.de/ot/ lum_zz starter man ved illusionerne, der er direkte relateret til farver. Børneintroduktion Olafur Eliassons farveeksperimenter. Komplementærlære. &tbm=isch&tbo=u&source=univ&ei=ohrlulzpnkup4gshpygaca&ved=0ccoqsaq&biw=1280&bih=656 Illustrationer til kontraster. Mange gode illustrationer. Additiv og subtraktiv farveblanding.