Paul-Frederik Bach Irland og Irlands historie Fra de gæliske keltere til St. Patrick

Transkript

1 Fra de gæliske keltere til St. Patrick Irland har haft sin stenalder. Man forestiller sig, at Irlands første indbyggere flyttede til for ca år siden, da Irland var landfast med England og med Kontinentet. Man ved meget lidt om disse stenalderfolk, men de har, som i Danmark, efterladt sig mange gravmæler. Det mest monumentale af disse gravmæler er New Grange (County Meath). Der findes talrige irske sagn og myter om perioden forud for kristendommens indførelse i Irland. Beretningerne fra denne forhistoriske tid er farverige og spændende som islandske sagaer, men den mundtlige overlevering kan godt have "pyntet" historierne. En invasion af små, mørke folk fra Middelhavet bragte bronzen til Irland. Jernet kom med kelterne. Fra det nordlige Frankrig og Rhinmundingen kom de britiske keltere, der slog sig ned i England, Wales og Skotland (Britain). Fra Gallien (det sydlige Frankrig og måske det nordlige Spanien) kom de gæliske keltere sejlende. De var høje og rødblonde og talte et latinsk sprog. Det er uvist, hvornår indvandringen fandt sted, men det antages at have været mellem 900 og 300 B.C. Siden er kelterne trængt ud alle andre steder i Europa, og Irland anses i dag for den sidste rest af det store keltiske imperium, som engang dækkede det centrale Europa. Blandt indvandrerne var 3 sønner af Mileadh fra Spanien. De er forfædrene til alle senere kongelige klaner i Irland. På kontinentet var kelterne republikanere, men i Irland overtog og udviklede de monarkiet, og Irland var allerede dengang inddelt i de fem kongedømmer (The Fifths: Connacht, Munster, Leinster, Meath og Ulster). Kelterne har hverken i Irland eller andre steder i Europa udgjort en politisk nation, men højst løse fællesskaber. Denne individualisme bestod længst i Irland og kan ses som en nøgle til Irlands senere politiske problemer. Der var omkring 150 lokale konger. Der var flere oprør mod det gæliske herredømme. Oprørerne opfattes af nogle kilder som Irlands pre-keltiske indbyggere og af andre slet og ret som fæstebønder og andre undertrykte. Oprørerne blev omkring år 100 endeligt nedkæmpet af Tuathal Teachtmar. En skelsættende ændring fulgte, nemlig dannelsen af et forenet kongedømme af Meath og Connacht under Tuathal. Ved en edsaflæggelse ved Tara opnåede han et løfte om herredømmet for sig og sine efterkommere. Omkring år 200 blev Conn den første High King. Han gav navn til Connacht og blev stamfader til en linje af High Kings. Dette High Kingship varede til år Omkring år 300 blev hovedstaden placeret på den gamle, hellige høj ved Tara nordvest for Dublin. De bedst kendte High Kings var Cormac Mac Airt ( ) og Niall of the Nine Hostages ( ). Selvom irerne opfatter dette som en periode af national enhed, betyder det langt fra, at the High King kontrollerede hele landet. Meath og Connacht blev udvidet på bekostning af både Leinster og Ulster. Kongeriget blev udvidet med en finger til nordkysten (Kingdom of the North), mens Ulsters hidtidige herskere måtte trække sig tilbage til østkysten, som blev til Kingdom of Ulidia. Mod syd blev der omkring år 400 dannet et kongerige omfattende Munster og Clare og med Cashel som hovedstad. 1

2 Med St. Patricks ankomst år 432 startede den historiske tid i Irland. Det var omkring 400 år, før Ansgar kom til Danmark. Romeren Patricius kom først til Irland som 16-årig slave omkring 405. Seks år senere undslap han til England, hvorfra Kirken af Gaul i 432 sendte ham tilbage som missionær. Armagh i det nordøstlige Ulster blev udset til at være hovedstad for den irske kristenhed, og der blev efterhånden oprettet bispedømmer i de øvrige provinser. Det ser ud til, at den brede befolkning ret hurtigt accepterede den kristne tro, mens den blev modarbejdet af kongerne og aristokratiet. Nials søn, High King Laeghaire, døde som hedning. År 490 blev Oengus den første kristne konge af Cashel. Omkring år 800 havde irerne nået et højdepunkt af lov og ret, og der blev ikke talt andre sprog end de herskende klassers gælisk og kirkens latin. Det var ikke ensbetydende med fred. Klanerne sloges uafladeligt om magt og territorier. Vikingernes tyranni ( ) Så kom vikingerne. Irerne kalder traditionelt de skandinaviske erobrere for "the Danes", selvom de fleste var norske. Perioden kaldes også "The Norse Tyranny". Skandinaverne beskrives som ubarmhjertige og hedenske angribere, og irerne hadede dem af et godt hjerte. Vikingerne etablerede bosættelser, som senere skulle blive til byerne Dublin, Wexford (Weis Fjord), Waterford (Vadre Fjord), Cork og Limerick. Vikingernes første plyndringstogt skal have fundet sted i 790. Det gik især ud over klostrene, som på grund af befolkningens offervilje besad store Dette kapitel er også et stykke Danmarkshistorie, men det omtales ikke i de danske historiebøger, som jeg har søgt i. Hvorfor mon ikke? Det pynter i hvert fald ikke på vikingernes omdømme at lade irerne være alene om historieskrivningen. Jeg har ikke gjort noget for at sløre, at jeg har benyttet irske kilder til dette kapitel, herunder Mary Frances Cusack: An Illustrated History of Ireland from AD 400 to 1800, udgivet første gang rigdomme, og som ofte var placeret isoleret og dermed forsvarsløse over for ondsindede overfald. Omfattende plyndringer og ødelæggelser fandt sted i årene 795, 798, 802 og 806. I år 807 gik de længere ind i landet til Roscommon, og i 812 og 813 gennemførtes angrebstogter i Connacht og Munster, hvor vikingerne imidlertid mødte mere hårdnakket modstand. År 830 satte den norske Turgesius sig fast i Armagh som vikingernes overhoved. Det er karakteristisk, at de irske høvdinge let kunne have slået vikingerne ved en koordineret indsats, men at de blev splittet af vikingernes alliancer med de lokale småkonger. Turgesius erstattede klostrenes abbeder med sine egne folk og satte en dansk kaptajn i spidsen for hver enkelt landsby. Bøger og manuskripter blev brændt. Digtere, historikere og musikere blev fængslet eller fordrevet. Militære sportsgrene blev forbudt, og adelige måtte ikke bære deres traditionelle dragter. I år 831 lykkedes det Nial Caille at slå vikingerne ved Derry, men samtidigt så kong Felim af Cashek sin fordel i at gennemføre et plyndringstogt ind i Leinster uden herved at gå vikingernes interesser for nær. Først da Felim var død i 843, lykkedes det kong Meloughlin af Meath at redde sit ulykkelige land ved at drukme Turgesius i Lough Ouwel. Ved meldingen om Turgesius' død rejste hele folket sig mod sine fjender. Nu var vikingerne delt i Fin Galls (hvide fremmede, fra Norge) og Dubh Galls (sorte fremmede, fra Danmark). Nordmændene havde hidtil været dominerende, men i 850 besejrede den danske general Horm nordmændene. Horm opfordrede sine folk til at stille sig under St. Patricks beskyttelse og love helgenen ærefulde almisser. Horm førte de erobrede skibe til Dublin sammen med det gods, som nordmændene havde kapret i klostrene. (Beskrevet af Duald Mac Firbis i "Fragments of Annals") I de følgende år blev de to fløje af vikinger imidlertid samlet under den norske kongesøn, Amlaff. Han havde hovedkvarter i Dublin og udstationerede sine to brødre, Sitric og Ivar, i Waterford og 2

3 Limerick. Der blev fra kirkens side gjort forsøg på at forene de stridende irske konger. I Cashel var Cormac Mac Cullinan både præst og konge. Han virkede for fred og velstand, men måtte stille op til forsvar mod kong Flann's angreb nordfra. Cormac blev dræbt i slaget ved Ballaghnoon (ved Carlow, county Kildare). Flann fik imidlertid hjemlige problemer med sine to sønners oprør. Flann døde 914. I løbet af 900-tallet nåede vikingernes magt i Irland sit højdepunkt. I Dublin regerede Ivars efterkommere over grevskaberne Dublin og Wicklow. Fra 944 regerede Olav Curacan ("med sandalerne"), og hans hær slog i 977 high king Domnall's styrker. Imidlertid spidsede konflikten til omkring Limerick, hvor kong Ivar af Limerick stod over for brødrene Mahon og Brian. Efter flere års krig indtog brødrene Limerick i 968. Mahon blev konge af Cashel, og Brian regerede fra 976 til 1014 som konge af Munster. I slaget ved Tara 980 blev en vikingehær slået af kong Malachy af Meath. Malachy fik derved kontrollen med Dublin, men ville ikke ødelægge den velstående by. Malachy giftede sig med den navnkundige og smukke Gormflath. Herved forenedes Leinster og Dublin mod de Vestirske styrker. I 1002 mødtes Brian og Malachy i Tara. Malachy gav efter, og Brian blev High King of Ireland. Brian blev anerkendt af kirken og indsat i embedet i 1004 med en pragt, som aldrig før eller siden er set i Irland. Brian hævdede at være konge for alle gæliske folk. Vikingernes udryddelse blev hans vigtigste opgave. Kulminationen nåedes langfredag, den 23. april 1014 i slaget ved Clontarf. Dette slag var af betydelige dimensioner. Vikingernes forsvar omfattede på søsiden en betydelige flåde og til lands af tre divisioner med mand. Angriberne under kong Brian havde ligeledes tre divisioner. Før slaget opildnede kong Brian sine folk med følgende ord: Den store Gud har længe set på vore lidelser og givet jer magten og modet til at knuse danskernes tyranni for altid og således straffe dem for deres utallige forbrydelser og helligbrøder ved sværdets hævnende kraft. Var det ikke netop på denne dag, Kristus selv gik i døden for jer? Slaget endte med vikingernes totale nederlag, og på grund af højvande lykkedes det dem ikke at nå deres både. Vikingerne druknede, men en flygtende viking nåede at dræbe Brian, som på det tidspunkt var omkring 74 år. 3

4 For irerne har dette slag stadig stor betydning. Det er nemlig sidste gang, de har vundet en afgørende sejr over fremmed politisk indflydelse. Derimod fylder slaget ikke noget i Danmarkshistorien. Det må ellers være et af de største målt i antallet af krigere, og vi er normalt ikke så bange for at markere vores nederlag. Afslutningen på gælisk uafhængighed ( ) Flere kilder fabulerer over, om ikke Irland havde fået en anderledes lykkelig fremtid, hvis kong Brian havde overlevet slaget ved Clontarf, men det bliver af gode grunde aldrig opklaret. De følgende år gjorde alle provinskongerne krav på at være High King, hvad der kun gjorde embedet meningsløst, og der opstod konkurrerende magtcentre i Connacht og Ulster. I 1106 blev Turlough O'Connor konge af Connacht. Han styrkede dette kongedømme med fæstninger og broer over floden Shannon. Han svækkede rivalerne ved at dele Munster og Meath mellem småkonger. Ved hans død i 1156 gjorde sønnen, Rory, krav på posten som High King, men det gjorde Murcertach MacLochlann (andre kilder: Murtough O'Loughlin) af Ulster også opnåede Murcertach anerkendelse som High King, men kun til han i 1166 havde en mindre batalje med sin vasal, kongen af Ulidia. Selvom denne accepterede Murcertachs betingelser, blev han alligevel som straf gjort blind. Det chokerede hans øvrige vasaller så meget, at de rejste sig mod Murcertach. Det blev Turlough's søn, Rory O'Connor, som væltede Murcertach, og han skulle blive den sidste konge af Irland. Dermot MacMurrough nægtede at anerkende Rory. Dermot kidnappede Rory datter for at understrege udfordringen. Dermot måtte imidlertid snart erkende modstanderens styrke flygtede han til England for at søge støtte i England, hvor Normannerne havde rendt det gæliske Wales over ende. Det blev begyndelsen til normannernes invasion. Henry II var særdeles interesseret. Dermot fik besked om at henvende sig til jarlen af Pembroke, Richard FitzGilbert de Clare (kendt som Strongbow). De aftalte, at Strongbow skulle have Dermots datter, Aoife mod, at Dermot blev konge af Leinster. Den første klynge normanniske eventyrere under ledelse af Strongbow, landede i Bannow Bay, Wexford, den 1. maj På 9 måneder lykkedes det dem at få kontrol med hele Leinster. Den 23. august 1170 landede Strongbow i Waterford, hvor han også fik overbevisende fodfæste. Nu blev O'Connor meget urolig og forsøgte sammen med kongen af Dublin at slå Strongbow. Men forgæves. Normannernes succes skyldes dels, at irerne var ude af stand til at yde organiseret modstand, og dels normannernes overlegne militære teknik. Dermot MacMurrough døde 1171, hvorefter Strongbow overtog Leinster. Nu syntes Henry II, at Strongbow var ved at blive for stærk, så han landede med en hær i Waterford i oktober Henry overtog Dublin, Waterford og Wexford, men lod Strongbow beholde Leinster, så længe han ellers var lydig anerkendte O'Connor Henry som sit overhoved. Dermed var normannernes invasion fuldført. De irske konger indgik pragmatiske arrangementer med de nye magthavere. Normannerne overtog byerne og byggede nye byer. Det var begyndelsen på civiliseret liv i Irland. Med veje og havne fulgte handel. Normannerne oprettede mange klostre. De små høvdinge forsvandt, de store indrettede sig efter omstændighederne. 4

5 Engelsk herredømme I en krig, som varede 6 år, måtte irsk mod og kampvilje vige for engelsk armering og strategi. Når englænderne havde vundet et slag, befæstede de positionen og forberedte det næste slag. På den anden side var de irske kongeslægter så mangfoldige, at de ikke var til at udrydde. Derfor søgte englænderne at opnå lokal støtte ved at etablere baronier, og det har måske været lige så godt at være en stor baron som at være en lille konge landede Kong Henry II i Waterford, hvor han garanterede the liberties of the Ostmen. Han rejste videre til Cashel og Dublin. I løbet af 6 måneder underlagde han sig det meste af Irland, fik indført engelsk lov og gjort Dublin til engelsk hovedstøttepunkt. I den første halvdel af 1200-tallet fik englænderne også kontrol med det meste af Connacht, så gælerne kun havde støttepunkter i det vestlige Ulster og i grevskaberne Roscommon og Leitrim. Byerne Galway og Sligo blev grundlagt af englænderne. Englænderne opdelte landet i shires og udnævnte sheriffer, coroners og dommere. The Anglo-Irish fik rettigheder og friheder som engelskmænd. Englændernes frihedsbrev fra 1215, Magna Carta, blev offentliggjort i Irland i I denne periode opstår skellet mellem gælere og anglo-irske. I Irland spiller efternavne en betydelig rolle. Således angiver navne som Butlers, Burkes, Roches og Geraldines, at der er tale om efterkommere af høvdinge af engelsk afstamning. Englænderne havde ikke vilje eller kræfter til at fuldføre koloniseringen. Et oprør bredte sig fra nordvest. I et antal mindre slag erobrede gæliske høvding mange at de engelske fæstninger. Englændernes indflydelse og indtægter faldt, og de anglo-irske bønfaldt England om at sætte kongen eller et højtstående familiemedlem i spidsen for en generobring af Irland. Ønsket blev langt om længe imødekommet ved, at hertug Lionel af Clarence 1361 blev sendt til Irland med 1500 mand. Han var ved giftermål blevet jarl af Ulster og lord af Connacht. Støtten fra de anglo-irerne var ikke så helhjertet, og han opgav den militære udrensning. I stedet indkalde han i februar 1366 det berømte parlament i Kilkenny. Her vedtoges 35 love, som man i dag ville kalde Apartheid-love. Det blev under strege straffe forbudt for englændere at opfostre irske børn og indgå ægteskab med irere, at underholde irske skjalde, poeter og fortællere, samt at sælge heste eller våben til irere. I krigstid måtte der heller ikke sælges proviant til irere. Lionel rejste derefter til Italien, og det engelske greb om Irland svækkedes. Home Rule ( ) 1399 blev Henry IV konge af England. England var midt i 100 års krigen og rettede ikke stor opmærksomhed mod Irland. Henry IV indledte en forsoning. De gæliske høvdinge styrkede deres indflydelse, og fra 1468 skulle det irske parlament ratificere engelske love, før de kunne træde i kraft i Irland. Eksperimentet med Home Rule varede til 1495, hvor det nye Tudor-dynasti i England forlangte "komplet og perfekt lydighed" af irerne. Omkring år 1500 var Irland inddelt i et stort antal Lordships. Efterkommerne af de engelske indvandrere faldt til i Irland. Fra 1477 til 1513 var Garret More jarl af Kildare lige vest for Dublin. Han var af blandet engelsk-irsk afstamning og tæt på at blive accepteret som konge af Irland. Blandt de 5

6 fremtrædende klaner var også O'Donnell fra det vestlige Ulster. Selv om de skyldte den engelske krone deres loyalitet, pønsede de sammen med den skotske konge på oprør. Tanken kom aldrig til udførelse, fordi Garret More omkom ved et uheld med en musket. Huge Oge O'Donnell måtte skynde sig at bekræfte sin loyalitet over for den engelske konge. En katolsk kirke uden pave ( ) Henry VIII af England var overbevist katolik og erklæret modstander af Martin Luther. Imidlertid havde hans dronning ikke kunnet levere tronen en mandlig arving. Derfor anmodede han i 1527 paven om skilsmisse. Det ville paven ikke gå med til af hensyn til Hapsburgerne. En af kongens rådgivere, Thomas Cromwell (ikke at forveksle med Oliver Cromwell), gav Henry den idé at bryde med paven. Reformationen var i gang på kontinentet, men Thomas Cromwell foreslog en model, hvor kongen skulle være kirkens overhoved. I 1534 brød Henry med Rom og overtog efterhånden kirkens ejendomme og rollen som den engelske og irske kirkes overhoved. Henry VIII gjorde Thomas Cromwell til sin førsteminister. I forbindelse med reformationen blev der iværksat til omfattende program for at bringe Irland ind på den rette vej og gøre en ende på "biskoppen af Roms magtmisbrug". Jarlen af Kildare og hele hans familie blev fængslet. De engelske irere (the Englishry) måtte ikke gifte sig med irere eller opfostre irere, og de måtte ikke holde irske sangere og rimsmede. Irsk påklædning blev forbudt, og der skulle tales engelsk. Ubesatte Lordships blev lagt ind under kronen, som derved væsentligt øgede sine irske besiddelser. Disse foranstaltninger vakte ikke den store opsigt. Derimod stødte det religiøse program på modstand, også blandt anglo-irerne. De irske abbedier opløstes ved lov, og deres besiddelser blev lagt ind under kronen. Ved lov blev kongen erklæret for "den irske kirkes overhoved på jorden", dog først efter udstødelse af en række gejstlige parlamentsmedlemmer. Mange biskopper satte sig imod denne ændringer, men der var alligevel biskopper nok, der kunne sværge troskab til "en katolicisme uden pave". Dette medførte dog, at der skulle bedes og prædikes på engelsk i kirkerne. Nedlæggelsen af abbedierne blev et alvorligt slag for irsk civilisation, fordi klostrene var centre for uddannelse, religion og gæstfrihed. Der fandtes ikke byer eller herregårde til videreførelse af disse funktioner. Befolkningen blev især rystet over afbrændingen af relikvier. Blandt de mest kostelige relikvier var "Baculum Jesu", som blev antaget for at være Jesu stav, og som blev St. Patricks bispestav. Den blev brændt offentligt i Dublin efter ærkebiskop Brownes ordre. I 1535 overgav Silken Thomas af Kildare sig og blev anbragt i Londons Tower, hvor han blev henrettet i Dermed fik den engelske konge endelig bugt med huset Kildare. Henry VIII efterfulgtes 1547 af sin 10-årige søn, Edward VI. Han døde 1553, hvorefter Henrys datter med Katarina af Aragonien, Marie (den blodige), overtog tronen. Hun var spansk, stærkt religiøs og katolsk. Hun blev gift med prins Filip af Spanien og fik genindført katolicismen. Det var populært i Irland, men skaffede ikke abbedierne deres ejendomme tilbage blev Henry VIII's datter med Anne Boleyn dronning som Elizabeth I. Hun indså, at den spanske indflydelse havde vakt stor modvilje i England. Hun ophævede alle Maries kirkelige ordninger og genoprettede kronens indflydelse på kirken. Dette blev også gældende i Irland. Dog måtte der igen bruges latin i kirkerne, men det irske sprog, gælisk, blev ikke tilladt, skønt det på det tidspunkt var det eneste, der kunne forstås af både irere og englændere. I 1570 tabte pave Pius V endelig tålmodigheden med den engelske dronning. Hun blev lyst i band, og hendes undersåtter frigjort for pligten til at adlyde hende. 6

7 Spændingen mellem England og Spanien voksede og førte 1588 til afsendelsen af den uovervindelige armada mod England. Denne armada led et forsmædeligt nederlag i Kanalen og måtte flygte ud i Nordsøen. Armadaen var egentlig ikke en flåde af krigsskibe, men i højere grad transportfartøjer med soldater og våben. De skulle helst på land for at kunne udrette noget. De sejlede nord om Skotland, men løb ind i dårligt vejr og mange forlis. Der blev gjort forsøg på at lande hæren i Irland for at drage nytte af Irernes overvejende katolske sympatier. Var det lykkedes, var den spanske hær stor nok til, at det kunne have påvirket Irlands historie afgørende, men også her svigtede held og sømandskab spanierne. Mange skibe gik tabt i storm på irske kyster, og under halvdelen af skibene nåede hjem til Spanien. England generobrer Irland ( ) Englænderne havde nu et solidt fodfæste i Irland bortset fra Ulster, hvor der ingen engelske støttepunkter fandtes. Det gav mulighed for kontakt med Hebriderne og Skotland, hvorfra irske rebeller modtog forsyninger. Tyrone var en stor gælisk stat under O'Neill klanen. Området vest for Tyrone blev kontrolleret af O'Donnell klanen. Spændingen voksede, og i 1597 skulle tre engelske styrker trænge frem og mødes ved Ballyshannon. Ingen af dem kom ret langt, før de blev slået af tre irske styrker under henholdsvis O'Donnell, O'Neill og Lacy. Året efter samledes kræfterne på begge sider til et stort slag ved Blackwater nær Portadown irere slog engelske soldater med 300 heste. Dermed var respekten for O'Neill, jarlen af Tyrone, øget. Spanierne så en mulighed for at hævne nederlaget i 1588 og lovede støtte til irerne. Men i slaget ved Kinsale (Cork) den 24. december 1601 vandt englændere over en irsk-spansk styrke på mand og 500 heste. Nu var hele Irland under engelsk lov. Irerne blev totalt afvæbnet, og hele den gæliske verden fik en brat ende. De gæliske høvdinge blev tvunget til at underskrive en aftale, som udtrykte forsoning, men som også var en underkastelse. Denne tilstand var så uholdbar for de irske høvdinge i Ulster, at O'Neill, O'Donnell og 90 andre 1607 drog i eksil på kontinentet (the flight of the Earls). Charles I's statholder i Irland, Jarlen af Strafford, Thomas Wentworth, fik skabt ro i Irland, både i forhold til England og mellem de mange indbyrdes stridende høvdinge. Irerne skulle betale for englændernes generobring af Irland. Det skete ved, at store arealer i Ulster blev stillet til rådighed for engelske og skotske tilflyttere. Perioden betegnes som The Plantation Years. Det medførte en økonomisk opblomstring, især af det før så forarmede Ulster. Alligevel lurede utilfredsheden og hadet mod undertrykkerne blandt irerne, og på den Hellige Ignatius' dag i 1641 brød oprøret atter løs. Mange englændere i Irland blev udsat for en bestialsk behandling, som vakte forfærdelse i England og rejste en modvilje mod monarkiet tallets organiserede skotske og engelske indvandring Det er naturligt at søge roden til dagens konflikt i den irske historie. Konflikten mellem irske og engelske interesser går næsten 1000 år tilbage. Blandt epokerne i denne bevægede historie finder jeg, at 1600-tallet indtager en særstilling. Perioden 1605 til 1697 kaldes The Plantation Years. "Plantation" betyder, at englænderne organiserede en storstilet indvandring af skotter og englændere til det nordlige Irland og fordrev den irske befolkning til området vest for floden Shannon. Ulster - Den sidste rent keltiske region I 1598 besejrede gæliske styrker under jarlen af Tyrone, Hugh O'Neill, englænderne i slaget ved Blackwater. På den tid var befolkningen i det meste af Irland mere eller mindre blandet med vikinger, normanner og englændere. Kun den nordligste del, Ulster, var en rent keltisk bastion. Det skyldtes, at området blev forsvaret af stærke klaner, at den normanniske invasion foregik fra syd, samt at Ulster ikke var særligt frugtbart og dermed ikke et attraktivt område for en erobrer. Englænderne skiftede taktik og anlagde langs grænsen til Ulster en række forter, hvorfra aktioner mod Ulster kunne gennemføres som commando raids. Dette tvang O'Neill i offensiven landede en spansk flåde ved Kinsale med soldater til støtte for irerne. Alligevel blev O'Neills hær slået først den 24. december 1601 i slaget ved Kinsale og igen i 1602 i slaget ved Omagh. 7

8 I marts 1603 indgik O'Neill en aftale med englænderne (the Treaty of Mellifont), som sikrede O'Neill retten til at beholde sin jord mod at acceptere engelsk lov og opgive sin irske titel. Jarlernes flugt Et vendepunkt i Irlands historie I 1603 blev dronning Elisabeth efterfulgt af Jacob I på den engelske trone. Jacob strammede grebet om Irland og især det genstridige Ulster ved at iværksætte en storstilet indvandring fra Skotland og England. Belært af tidligere erfaringer byggede man befæstede byer til indvandrerne, og de nye jordejere måtte ikke have irske fæstebønder. Indvandringen blev en så stor trussel mod de irske jarler, at ca. 100 af dem i 1607 valgte at gå i frivilligt eksil i Frankrig (flight of the Earls). Blandt dem, der gik i eksil var Hugh O'Neill og O'Donnell. De sejlede fra Ratmullan i Donegal County i håb om at kunne vende tilbage med fransk støtte. De vendte imidlertid aldrig tilbage. I Irland blev konsekvenserne omfattende. Jarlernes flugt betragtes som afslutningen på den gæliske civilisation i Irland. Jordfordelingen 1609 I 1609 udstykkede englænderne 4 millioner acres jord, som blev fordelt i Grevskaberne Down, Monaghan og Antrim blev udstykket privat. Grevskaberne Derry og Armagh tilfaldt englænderne, mens skotterne fik Tyrone og Donegal. I grevskaberne Fermanagh og Cavan kom der både skotter og englændere. Mange af nybyggerne i Derry kom fra London, hvorfor byen Derry blev omdøbt til Londonderry. Skotterne udgjorde flertallet af nybyggerne. De var hverken katolikker eller tilhængere af den engelske statskirke, men presbyterianere. Derved fik det nordvestlige Irland en helt anden kultur og et andet livsmønster end resten af øen. Den oprindelige befolkning så væsentlige dele af Ulster taget i besiddelse af fremmede, som medbragte et fremmed sprog, en fremmed religion og fremmede skikke. Irerne var udelukket fra de nye byer, som blev centre for en dynamisk udvikling. Et varigt modsætningsforhold var under opbygning. Oprøret 1641 Med de etablerede modsætninger var vejen til et sammenstød programmeret. De nye byer, som blev kilder til udvikling og velstand, var forbeholdt de britiske tilflyttere. Den oprindelige befolkning havde til gengæld ringere muligheder end før indvandringen. I takt med forskellen i velstand voksede spændingen. Karl I udnævnte i 1632 Thomas Viscount Wentworth som statholder i Irland. Wentworth beskrives som beslutsom og målbevidst. Han fik øgenavnet "Black Tom Tyrant". Det blev hans utaknemmelige opgave finde en balance mellem vidt forskellige interesser, nemlig det engelske parlament og de protestantiske tilflyttere på den ene side og de indfødte irere og de gamle tilflyttere ("Old English"). Selv om Wentworth varetog kronens interesser, ville det være en overdrivelse at hævde, at han søgte at undertrykke de indfødte irere. I 1639 kaldte Karl ham tilbage til England på grund af uro i Skotland. Wentworth havde skaffet sig fjender inden for den engelske regering og blev som et af de første ofre for den begyndende borgerkrig i England henrettet den 12. maj Skotterne havde i 1639 og 1640 med held forsvaret nationale og religiøse interesser i forhold til den engelske trone. Det blev til inspiration i Irland, både for indfødte irere og 'Old English'. Planerne for et oprør modnedes i sommeren Dog blev planen om at erobre Dublin forrådt, og slottet i Dublin blev befæstet. 8

9 På den Hellige Ignatius' dag i 1641 brød oprøret løs i Ulster. Had er en modbydelig drivkraft, og de irske oprørere for frem med uhørt grusomhed. Tusinder af tilflyttere blev massakreret, og irerne erobrede de vigtigste byer og forter. Dog kunne loyalisterne holde Londonderry, Enniskillen og Carrickfergus. Oliver Cromwells undertrykkelse af Irland Oprøret fortsatte de følgende år. Den samtidige borgerkrig i England kunne have været til irernes fordel. Imidlertid skulle borgerkrigens udfald blive fatalt for Irland. I England kæmpede kongen og parlamentet om magten. Den puritanske Oliver Cromwell stod i spidsen for parlamentets tropper. Kongen blev henrettet i 1649, og England blev republik. I juni 1646 besejrede Owen Roe O'Neill en stor engelsk-skotsk styrke. Imidlertid blev støtten til O'Neill mindre. 'The Old English' havde hele tiden være tilbageholdende, fordi de havde for meget at miste. Teknisk set varede oprøret til Galway's overgivelse i 1652, men effektivt hørte det op, da Oliver Cromwell i august 1649 ankom til Dublin med et engelsk kavaleri på 3000 mand. Cromwell tilbragte kun 9 måneder i Irland, men de kom til at sætte sig varige spor i landets historie. Cromwell gennemførte en systematisk generobring af Irland. Det første slag foregik ved Drogheda, hvor Cromwell med en hær på mand dræbte 2000 forsvarende soldater og 1000 civile. I Wexford, som ikke havde nogen garnison, dræbtes 2000 civile. Cromwell gennemførte desuden politiske ændringer, bl.a. the Cromwellian Settlement Act, som åbnede for en ny bølge af protestantiske tilflyttere, og som fratog katolikker så godt som alle rettigheder. Det skønnes, at i 1653 havde massakrer, sult og udvandring reduceret den irske befolkning til omkring halvdelen tallet - en irsk nedtur Den 1. maj 1654 erklærede det engelske parlament, at al irsk jord øst for floden Shannon skulle fordeles mellem tilflyttere og tidligere beboere, som kunne bevise, at de ikke havde deltaget i oprøret. Alle irere skulle bo vest for Shannon, og det var forbundet med dødsstraf at slå sig ned øst for floden. I 1641 ejede katolikker 80 % af jorden vest for Shannon. I 1665 var det 20 % og i %. Protestanterne vandt den afgørende sejr, da Vilhelm af Oranien besejrede den katolske Jakob II i slaget ved Boyne den 1. juli Det er denne sejr, som hvert år i juli fejres med store parader overalt i Ulster. Resultatet af the plantation years blev en indvandring af ca skotter og ca englændere, en halvering af den irske befolkning og fuldstændig tilsidesættelse af den katolske religion. Men protestanternes sejr var ikke total. Konflikten var kun lige begyndt. En engelsk republik under Oliver Cromwell ( ) England var nu delt mellem Kongens tilhængere, Kavalererne, og parlamentets tilhængere, Rundhovederne. I den kamp, som fulgte, fik den puritanske Oliver Cromwell i spidsen for parlamentets tropper en afgørende indflydelse. Kongens tilhængere blev overvundet, og Kongen selv blev henrettet i England blev erklæret republik, og Cromwell og hans jernsider tog fat på nedkæmpelsen af de irske oprør med de mest brutale midler. Kampene varede tre år og medførte frygtelige ødelæggelser i Irland. Irerne blev straffet med store konfiskationer og ny udstykning til tilflyttere fra England. Katolikkerne skulle fordrives eller i det mindste udtyndes. Mange irere valgte at emigrere over Atlanten, og befolkningstallet sank fra 1,5 millioner til Men hadet og bitterheden mod englænderne var mere indgroet end nogensinde. 9

10 Med brutalitet og beslutsomhed overvandt Cromwell indre og ydre fjender, og i 1653 afsatte han med hærens støtte Parlamentet. Han virkede som Englands diktator til sin død i Den engelske republik blev en parentes i historien hjemkaldte Parlamentet Charles II fra landflygtighed i Frankrig, og han blev under stor jubel udråbt til konge. Charles ønskede tættere forbindelser med Frankrig for at stå stærkere over for Nederland. Det engelske folk havde ikke samme sympati for Frankrig eller katolicismen. I 1673 vedtog Parlamentet Testakten, som forlangte, at alle embedsmænd skulle til alters i den engelske statskirke. En følge var, at kongens bror, Jacob, som var katolik, måtte nedlægge sit hverv som flådens øverstkommanderende. Religionskrig om England ( ) Charles døde 1685, og da han ingen ægtefødte børn havde, blev den katolske James udråbt til konge som James II. James var en dygtig søofficer, og kaldes den egentlige skaber af en engelsk orlogsflåde og af Englands herredømme på havet. Han drømte også om genindførelse af den katolske tro, og udstedte i 1687 en erklæring, som gav både katolikker og protestanter ret til fri religionsudøvelse så prins William af Oranien sin chance og invaderede England med en mindre hær. Han undgik åben kamp, men vandt ved, at engelske stormænd og den engelske hær sluttede sig til ham. James måtte gå i landflygtighed i Frankrig, og 1689 blev William konge af England som William III. Nu var Nederland og England forenet mod Frankrig. I Frankrig planlagde James at gå i land i Irland for at generobre England derfra. Frankrig støttede James med nogle officerer med det formål at holde engelske stridskræfter væk fra krigsskuepladserne på Kontinentet. Krigen startede med den blodige belejring af Derry den 17. april Derry var anlagt som fæstning af de engelske og skotske tilflyttere og var derfor et protestantisk støttepunkt. Det kunne ligne et paradoks, at irske protestanter blev belejret af en engelsk katolik. Bag Derry's høje mure var situationen forfærdelig. Alle forsyninger slap op. Alligevel holdt byen stand, til den blev befriet af en engelsk flådestyrke den 1. august Da havde belejringen varet 105 dage. Et mere alvorligt nederlag ventede James. I juni 1690 landede William selv ved Carrickfergus. Hans protestantiske styrke på mand bestod af englændere, danskere, tyskere og huguenotter. Den 1. juli blev James slået ved floden Boyne nord for Dublin. James flygtede atter til Frankrig og kom aldrig tilbage. Det er denne sejr, som protestanterne i Nordirland fejrer hvert år i juli. Den irske hær trak sig tilbage over Shannon og holdt Limerick som hovedstøttepunkt. William måtte rejse hjem uden at have fået kontrol med hele Irland. Først 3. oktober 1691 efter en måneds belejring af Limerick sluttede krigen med Limericktraktaten. Traktaten indrømmede irerne, også katolikkerne, visse rettigheder. Inden blækket var tørt, ankom en større flåde fra Frankrig, men for sent. Irland styret af protestanter ( ) I første halvdel af 1700-tallet opretholdt protestanterne i Irland det totale herredømme over kirke, regering, parlament og næringsliv. Ved en lov fra 1704 blev katolikkerne stærkt diskrimineret. De kunne kun erhverve jord ved arv fra andre katolikker. I tilfælde af flere livsarvinger skulle jorden altid deles mellem disse. De skulle betale mere i skat end andre. De havde ingen stemmeret, og de kunne ikke slå sig ned, hvor de ville. Repressalierne mod katolikkerne ramte hele den irske befolkning, også dem af engelsk afstamning. En enkelt røst rejstes mod denne uretfærdighed. En anglo-irer, Jonathan Swift, født i Dublin, domprovst samme sted , udgav mange af sine kritiske skrifter anonymt. Han brugte sit talent på sit lands 10

11 sag. Han kritiserede, at alle embeder blev besat med ukvalificerede tilflyttere fra England, at irerne blev forsynet med engelske produkter, og at irske produkter ikke kunne eksporteres. Swift opfordrede irerne til at købe irsk. Han kunne kaldes grundlæggeren af Sinn Féin's økonomiske politik. Presbyterianerne udgjorde en tredje religiøs gruppe. Den diskrimination, som var rettet mod katolikkerne, ramte også presbyterianerne. Men medens katolikkerne var knuste, "harmløse som kvinder og børn" ifølge Swift, så var presbyterianerne energiske, selvbevidste og seje. Derfor blev de opfattet som en trussel af det protestantiske lederskab. Presbyterianerne var en ledende gruppe i opbygningen af Ulsters nye byer, først og fremmest Londonderry og Belfast. I løbet af 1700-tallet ændredes situationen gradvist. England blev svækket af kolonikrige og fik brug for økonomisk og militær støtte fra sine irske støtter, da amerikanske kolonier løsrev sig Til gengæld måtte England gradvist lempe restriktionerne mod Irland. Dette medførte sammen med det voksende befolkningstal en øget velstand i Irland. Alle irere, både katolikker, protestanter og presbyterianere, forstod amerikanernes ønske om løsrivelse. Et medlem af det irske parlament, Henry Grattan, fik ved et møde i Dungannan i 1782 tilslutning til en resolution til fordel for Irlands adgang til fri handel. Trods et svagt helbred fremlagde han ugen efter et forslag til en uafhængighedserklæring i det irske parlament. "Jeg henvender mig nu til et frit folk," sagde han. "Nu er Irland en nation. I denne nye egenskab hilser jeg landet og siger, idet jeg bøjer mig for dets ophøjethed: Esto perpetua." Det svækkede England havde ingen mulighed for at håndhæve sin magt. En måned efter ændrede det britiske parlament Irlands status, så det irske parlament igen blev eneste lovgiver for Irland, og det irske overhus igen blev Irlands Højesteret. 18 års protestantisk hjemmestyre ( ) Perioden 1782 til 1800 blev kendt som Grattans parlament. Perioden blev kort, fordi systemet var ustabilt. Parlamentet repræsenterede ikke det irske folk, men bestod af en håndfuld rige protestanter. Der blev talt meget, men ikke regeret effektivt. Den franske revolution i 1789 stimulerede hos mange tanken om et mere retfærdigt samfund. I Irland så mange en union med Frankrig som et alternativ til unionen med England. Der opstod en bevægelse, The United Irishmen, som kunne mobilisere mand. Grattan søgte at stabilisere situationen ved gradvist at tildele katolikkerne almindelige borgerlige rettigheder, men bragte sig herved i modsætning til England udbrød der krig mellem England og Frankrig, og Frankrig så den ustabile situation i Irland som en mulighed for at lande der og falde England i ryggen. I 1796 vedtog det irske parlament en streng lov mod opstande. Loven gjorde det nemt at indføre lokale krigsretstilstande. Senere samme år blev Habeas Corpus loven suspenderet i Irland. Det er den lov, der beskytter engelske borgere mod fængsling uden dom. Samme år ankom den irske oprørsleder, Wolfe Tone, fra Amerika til Frankrig. Han anses for grundlæggeren af den republikanske tradition i Irland. Sammen med en fransk flåde på 43 skibe og mand forlod Tone Brest i december Togtet mislykkedes imidlertid, hovedsageligt på grund af dårligt sømandskab. Den 11. oktober 1997 blev en fransk-hollandsk flåde slået af admiral Duncan ved Camperdown. 11

12 The United Irishmen opgav at regne med franskmændene og besluttede, at en irsk opstand skulle iværksættes 23. maj Planen lækkede imidlertid til regeringen, som kom opstanden i forkøbet ved at arrestere dens ledere. Alligevel gik oprøret i gang den 24. maj. Kampene stod på i flere måneder, men blev efterhånden slået ned. Wolfe Tone blev arresteret og dømt til hængning. Han begik selvmord i fængslet den 19. november De øvrige arresterede ledere blev sendt til Fort George statsfængslet i Skotland. De blev løsladt nogle år senere. For at få gjort en ende på den ustabile tilstand modnedes gradvist tanken om en egentlig union mellem England og Irland. Efter pres fra England vedtog det irske parlament unionen den 15. januar 1800 med 138 stemmer mod 96. Unionen blev effektiv fra 1. januar Vækst og hungersnød ( ) År 1700 boede der omkring 2 millioner mennesker i Irland. Trods undertrykkelse og uretfærdighed var tallet en ret stabil periode i Irlands historie, og befolkningstallet voksede til omkring 4 millioner år I unionen med England fik irerne 100 pladser i det britiske underhus til erstatning for det irske parlament. Formelt havde den irske befolkning fået en ligestilling med den engelske, men de religiøse modsætninger var stadig et åbent sår, de irske bønder var Europas fattigste, og kriminaliteten florerede ganske uforandret. Jordbrug var det eneste erhverv af betydning, fordi alle andre varer fremdeles blev importeret fra England. Den relative stabilitet betød, at befolkningstallet voksede til omkring 8½ millioner år 1845, og med den ensidige erhvervssammensætning måtte Irland betegnes som overbefolket. I 1848 blev den vigtigste afgrøde, kartoflerne, ramt af sygdom med en alvorlig hungersnød (The Great Famine) til følge. Trods omfattende fødevarehjælp fra England blev elendigheden altomfattende, og befolkningstallet sank som følge af sultedød og emigration til 6¼ millioner i Hungersnøden fik dramatiske konsekvenser. På vestkysten var det særligt slemt. I Mayo og Kerry blev befolkningen halveret. Derved gik det stærkt ud over gælisk sprog og kultur, som stod stærkest på de kanter. De fleste emigranter tog til USA, men der var også mange, som slog sig ned i England, hvor der var arbejde at få i andre erhverv end landbrug. Der var stadig ikke grobund for nye erhverv i Irland. Emigrationen fortsatte de næste 50 år, og befolkningstallet i Irland viste fortsat tilbagegang. Den store emigration førte til betydelige irske grupperinger i USA og var stærkt medvirkende til, at Irlands politiske problemer kom på verdenspressens forsider. Polarisering ( ) I årene efter hungersnøden modnedes de bevægelser, som præger dagens politiske scene i Irland. Orangeismen forskansede sig hovedsageligt i nord. I 1858 blev The Irish Republican Brotherhood grundlagt i Dublin, også kaldet The Fennians. Trods betydelig støtte fra irere i USA var det ikke svært for regeringen at slå et oprør i 1867 ned, og oprørets ledere blev sat i fængsel i England. Alligevel fik Fennianismen varige 12

13 konsekvenser i form af en langvarig kamp for hjemmestyre og religiøse rettigheder oprettedes et hjemmestyre forbund (Home Rule League) med en protestantisk advokat, Isac Butt, som formand blev Butt sammen med 54 tilhængere valgt ind i det britiske parlament som repræsentant for en moderat irsk bevægelse. En langt mindre moderat person var Charles Stewart Parnell. Hans indignation mod England lå i direkte forlængelse af Jonathan Swifts holdninger. Parnell greb til alle midler. I 1877 forsinkede han sammen med 6 andre irske underhusmedlemmer Sydafrika loven i 26 timer ved en uendelig række taler. De vigtigste emner var hjemmestyre og retten til jord. En af Parnells største triumfer var Gladstones lov fra 1881, hvorved forpagtningen af jord blev mærkbart billigere. Gladstone fremlagde sit første forslag til en hjemmestyrelov i Dette forslag mødte forbitret modstand, og det lykkedes modstanderne at hindre vedtagelsen indtil I 1886 talte Lord Randolph Churchill til engagerede masser af orangefolk i Belfast. Her opstod slagordene "Home Rule is Rome Rule" og "Ulster will fight, and Ulster will be right" blev Parnells affære med en kaptajn O'Shea's engelske kone opdaget, og han blev fundet skyldig i forbindelse med skilsmissesagen. Det blev afslutningen på hans politiske karriere. Han giftede sig med Mrs. O'Shea og sled sig op i kampen for et politisk comeback. Han døde 7. oktober Irlands deling og Sinn Féin's start ( ) Jordspørgsmålet fandt en løsning under Parnell, men det andet store spørgsmål, hjemmestyre, var fremdeles uløst. Der var dog fremskridt at notere blev der ved lov etableret amtsråd, som kom til at afspejle, hvor der var flertal af katolikker. Omkring år 1900 var det irske sprog tæt på at uddø. Mens kelterne i Wales havde gjort sproget til en mærkesag, havde de keltiske ledere i Irland ikke lagt samme vægt på dette spørgsmål. Katolikkernes krav om adgang til uddannelse blev 1908 imødekommet ved oprettelsen af et nationalt universitet. Her stillede man krav til de studerende om et vist kendskab til det gæliske sprog grundlagde Arthur Griffith avisen the United Irishman, som siden omdøbtes til Sinn Féin, der betyder "os selv" i betydningen selvhjælp. Han vandt tilslutning til tanken om passiv modstand mod det britiske styre. Irsk industri skulle stimuleres ved boykot af engelske varer. Man stræbte stadig efter hjemmestyre uden magtanvendelse. En hjemmestyrelov blev i 1913 vedtaget i Underhuset, men forkastet i Overhuset. Interessemodsætningerne i Irland førte allerede da til opstilling af store borgerhære, f.eks mand i Ulster. Verdenskrigen genoplivede ønskerne om frigørelse fra England. Man så ikke gerne krigen føre til yderligere engelsk ekspansion. Påskemandag den 24. april 1916 læste Patrick Pearse den irske uafhængighedserklæring fra hovedpostkontorets trappe i Dublin. Opstanden blev slået ned på få dage af en tilkaldt engelsk styrke. Episoden skærpede modsætningerne, og Sinn Féin blev til en politisk bevægelse ved en overvældende valgsejr i Efter krigen mødtes irske parlamentsmedlemmer som Dáil Eireann (den irske forsamling) og proklamerede "den irske fristat". Nu kunne der godt vedtages hjemmestyre i London, men det var ikke nok for Sinn Féin. 13

14 En overgang var der både engelsk og irsk regering og retsvæsen i Irland. Irerne i USA gjorde deres indflydelse gældende. I Irland oplevede man lovløshed med repressalier og modrepressalier, hærværk og overfald. I denne periode blev The Irish Republican Army (IRA) til en væsentlig faktor. Situationen var fastlåst, men endte med an traktat af 6. december Traktaten anerkender den irske fristat som selvstyrende Dominion inden for The British Commonwealth. 6 counties i nord med protestantisk flertal får en særordning, så de forblev britiske med eget parlament. Det er grevskaberne Fermanagh, Tyrone, Derry, Antrim, Down og Armagh. Traktaten blev tiltrådt af Dáil, dog kun med 64 stemmer mod 57 Borgerkrig Med Government of Ireland Act fra 1920 og traktaten fra 1921 fik den britiske regering en ordning med de vigtigste politiske grupper i Irland, Sinn Féin og Ulster Unionists. I den irske befolkning var der stort flertal for traktaten, mens IRA betragtede den som et forræderi mod republikken. Eamon de Valera var modstander af traktaten, hvad der kom klart frem under debatten i det nye irske parlament, the Dáil, fra 14. december 1921 til 7. januar Den 16. januar 1922 kunne Arthur Griffith og Michael Collins træde ind på Dublin castle som henholdsvis formand for the Dáil og leder af fristatens provisoriske regering. I februar 1922 tilbageholdt IRA i Belfast som en hævnaktion et antal unionister, herunder den 80-årige Grand Master i Orange ordenen i Tyrone. Der blev efterfølgende udvekslet gidsler, og krisen var overstået for en tid. I Belfast udviklede volden sig ukontrolleret i marts 1922 med 61 døde. I slutningen af maj var dødstallet nået op på 236, heraf 73 protestanter, 147 katolikker og 11 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne. Den 22. juni nåede uroen til London, hvor det lokale IRA dræbte Sir Henry Wilson. Den 14. april 1922 udfordrede IRA-veteranen O'Connor den provisoriske regering ved at besætte en række bygninger i Dublins centrum. Den 16. juni 1922 var der valg i Fristaten. 39 % af stemmerne gik til kandidater, som støttede traktaten. Modstanderne fik 22 %. Modstandernes lave tilslutning gav myndighederne i Dublin mod til et militært angreb mod de besatte bygninger. Oprørerne gav op 2 dage senere, men aktionen efterlod stor bitterhed. Kampene, som var begyndt med oprøret i 1916, kostede Irland en stor del af landets potentielle politiske elite. Den 8. december 1922 blev Rory O'Connors og Liam Mellows henrettet sammen med et antal tilfangetagne kammerater. Begivenhederne gjorde Arthur Griffith forbitret og nedtrykt. Den 12. august 1922 døde han af en hjerneblødning. Michael Collins var kun 31, da han blev dræbt i et baghold. Han skulle blive kendt som den tabte leder i irsk politik. Borgerkrigen blev ført som en guerilla krig med angreb fra snigskytter, baghold og overfald. Langsomt drev Fristatens styrker IRA op i bjergene, hvor beboernes tilværelse blev spoleret, og IRA mistede sin lokale opbakning. I april 1923 indstillede IRA aktionerne. Man regner med, at borgerkrigen kostede i alt mennesker livet. Fristaten under Cosgrave Efter borgerkrigen blev de Valera arresteret i august Han tilbragte næsten et år i fængsel. Imens var Sinn Féin veteranen, W. T. Cosgrave, blevet leder af Fristatens provisoriske regering. Han var forsigtig og konservativ i sine forsøg på forsoning efter borgerkrigen. Efter valget i 1923 fik Sinn Féin øget tilslutning, men de kunne ikke bruge den til noget, da de ikke ville aflægge troskabsed til den engelske konge, Georg V. 14

15 En anden konservativ faktor var den katolske kirke, som 93 % af fristatens befolkning tilhørte. Love om censur af film (1923) og bøger (1929) førte til forbud mod værker af Ernest Hemingway og Jean-Paul Sartre. Det irske sprog blev obligatorisk fag i skolen fra Nordirland under Craig Nord for grænsen begyndte den nordirske premierminister, Sir James Craig, i vinteren opbygningen af en statslig administration for hjemmestyret i Belfast. Efter forslag fra den britiske regering oprettedes Ulster Special Constabulary (USC) i november Dermed fik regeringen i nord en styrke på 1600 på fuld tid og på deltid. Men det var ikke et rigtige politikorps. Craig bad feltmarskal Sir Henry Wilson, om råd. Efter hans forslag oprettedes den 1. juni 1922 en bevæbnet styrke på mand, Royal Ulster Constabulary (RUC). Medlemmerne skulle rekrutteres fra USC og fra det netop nedlagte Royal Irish Constabulary (RIC). 1 / 3 af pladserne skulle reserveres til katolikker, men dette mål er aldrig blevet nået. En detaljeret beskrivelse findes på RUC's hjemmeside, under Virtual Museum. Under ledelse af den sydafrikanske jurist, Richard Feetham, nedsattes Grænsekommissionen af Kommissionens arbejde blev fulgt med den største interesse i både syd og nord. I Fristaten håbede man, at resultatet ville beskære Nordirlands areal så meget, at en nordirsk stat ikke ville være økonomisk levedygtig. Fristatens håb byggede på, at der i grevskaberne Fermanagh og Tyrone samt i byerne Derry og Newry var nationalistisk flertal. Tilsvarende var Craig bekymret for et sådant udfald. Den 7. november 1925 lækkede kommissionens udkast til London-avisen the Morning Post. Kommissionen forestillede sig de to grevskaber delt, men lagde vægt på, at de to byer ikke kunne deles, og at de var en del af den nordirske økonomi. Ophidselsen over lækagen førte til kommissionens øjeblikkelige nedlæggelse, og grænsen forblev uændret. Men Craig havde andre bekymringer. Den nordirske havde meget små økonomiske ressourcer, og nationalisterne bidrog trods betydelig tilslutning ikke konstruktivt til den politiske proces. Unionisternes parti (Unionist Party) fik monopol på at regere, og Craig var regeringschef til sin død i Regeringsmonopolet skabte sammen med en betydelig indflydelse fra ekstreme fraktioner blandt unionisterne grundlaget for varige spændinger i samfundet. Blandt de mest fremtrædende fraktioner var The Orange Order fra 1795 og The Apprentice Boys of Derry Association (se temasiden om Derry's belejring ). Disse stærke fraktioner havde ikke noget egentligt modspil på den katolske side Dannelsen af Fianna Fáil og de Valeras regering ( ) Eamon de Valera var den store overlever i republikansk politik. De Valera blev født i New York i 1882, men flyttede som barn til Irland. Hans forældre var immigranter, moderen fra Irland og faderen fra Spanien. Han var en af de få ledende republikanere, der overlevede både påskeopstanden i 1916 og borgerkrigen Sinn Féin havde sat sig uden for politisk indflydelse ved ikke at ville aflægge troskabsed til den engelske konge. I 1926 indså de Valera, at kompromiser var prisen for politisk indflydelse. Han tråde ud af Sinn Féin for at danne et nyt parti, Fianna Fáil, som skulle blive en dominerende faktor i det uafhængige Irlands politiske liv. Ved valget i september 1927 fik Cosgrave 62 mandater og Fianna Fáil 57. Ved et næste valg i februar 1932 fik Fianna Fáil 72 mandater og blev dermed det største parti, som sammen med Labour kunne overtage regeringsmagten. De Valeras mål var ikke sociale eller økonomiske, men politiske. Han brændte for Irlands uafhængighed. Han vidste meget lidt om økonomi. Hans sociale forståelse byggede på den katolske opdragelse. 15

16 De Valera satte sig to store mål, som det ikke lykkedes ham at nå. Det var genfødslen af det irske sprog og afslutningen på Irlands deling. Hans kritikere hævdede, at han heller ikke havde nogen idé om, hvordan de skulle nås. Fianna Fáils politik var en kombination af kulturel, økonomisk og politisk nationalisme, som skulle føre til ophævelse af traktaten fra Efter krakket i Wall Street i 1929 var den gængse økonomiske opskrift blevet selvforsyning og protektionisme, men båndene til britisk økonomi var en alvorlig hæmsko. De Valeras to første større udspil var den formelle ophævelse af troskabseden i Dáil til den engelske konge samt tilbageholdelsen af annuiteter til London. Annuiteterne var betaling for overtagelsen af landbrugsarealer fra engelske godsejere. Som svar lagde den britiske regering 20 % told på al import fra Irland. Det blev besvaret med en irsk told på britiske varer. Således eskalerede den økonomiske krig mellem de to lande. Da Edvard VIII i 1936 abdicerede til fordel for sin bror, Georg VI, gav det de Valera anledning til at lancere to nye love. Den ene fjerne monarken fra den irske forfatning, mens den anden ophævede monarkens symbolske rolle i udenrigsanliggender. En ny irsk forfatning trådte i kraft den 29. december Den var blevet tiltrådt af vælgere, mens stemte imod. Den afspejlede republikanske hensigter og katolske sociale holdninger. Betegnelsen "Free State" blev til "Éire". Præamplen omtaler den "heroiske og utrættelige kamp for at genvinde vor nations retmæssige uafhængighed". I artikel 2 hed det: "Det nationale territorium består af hele den irske ø, dens øer og søterritorium". Artikel 3 begrænser regeringens myndighed til "samme område og udstrækning som Irlands love", d.v.s. de 26 grevskaber. I artikel 44 hed det: "Staten anerkender, at den hellige katolske apostolske og romerske kirke, som borgernes flertal bekender sig til, har en særlig rolle som troens beskytter." Den nye forfatning fik afgørende betydning, da de Valera og den britiske premierminister, Neville Chamberlain, i foråret 1938 forhandlede på baggrund af udsigten til krig mellem England og Tyskland. Aftalen, som blev indgået den 25. april 1938, indebar, at Irland som afslutning på den økonomiske krig betalte 10 mio. til indfrielse af jordgælden, og at englænderne rømmede de 3 havne, som traktaten af 1921 gav dem ret til at bruge. Ved systematisk at nedbryde traktaten, stump for stump, fjernede de Valera Éire fra det britiske imperium. Det medvirkede til at skærpe modsætningerne i nord. Under den internationale eukaristiske kongres i Dublin i sommeren 1932 blev de katolske områder i Nordirland pyntet, ganske som det sker i de protestantiske områder den 12. juli. Til gengæld havde protestanterne en storslået manifestation, da prinsen af Wales i november 1932 åbnede det nye nordirske parlament i Stormont. Craig erklærede ved den lejlighed, at "vi er et protestantisk parlament og en protestantisk stat". Disse demonstrationer måtte udvikle sig til uroligheder. De begyndte i Belfast i 1934 og tog til det følgende år med kulmination under festlighederne i anledning af Georg V's jubilæum. Resultatet var 13 døde, 300 hjemløse og omfattende ødelæggelser. Den 2. verdenskrig og dens følger Med krigens udbrud skiltes vejene. Nordirland var som en del af Det forenede Kongerige (UK) med i krigen, mens Éire erklærede sig neutralt. De Valeras regering fik vedtaget nødlove, som førte til, at perioden ofte kaldes "The Emergency". Med en hær på mand var Éire i praksis forsvarsløs og fuldstændigt afhængig af Storbritanniens væbnede styrker og økonomi. Éires neutralitet var langt fra perfekt, idet der blev ydet støtte til den britiske og allierede side. Det skete f.eks. ved assistance til brandslukning efter luftbombardement af Belfast i foråret 1941, ved overflyvningstilladelser og ved adgang for irere til at lade sig hverve til de britiske væbnede styrker. Det gjorde i alt irske borgere. 16

17 I Belfast blev ca. halvdelen af byens huse ødelagt ved bombardementerne april og maj Nordirland var dårligt forberedt til krigen. Antallet af omkomne var henholdsvis 900 og 191. Fabrikker i Nordirland gav et værdifuldt bidrag til den britiske krigsproduktion. Harland and Wolf byggede 3 hangarskibe og et stort antal korvetter til konvojbeskyttelse. Over 3000 skibe blev repareret i Belfast og Derry. Flyfabrikkerne Short og Harland byggede 1200 Stirling bombere og 125 Sunderland flyvebåde. Desuden produceredes granater og uniformer. Endelig var Nordirlands strategiske beliggenhed af stor betydning for slaget om Atlanten. Da sejren var en realitet i maj 1945, var forbindelsen mellem Nordirland og Storbritannien styrket, mens Nordirland og Éire havde bevæget sig væk fra hinanden. Det gjorde det ikke bedre, at de Valera tilkaldte den tyske ambassadør for at udtrykke sin kondolence i anledning af Hitlers død. I årene efter krigen knyttedes Nordirland stadig tættere til Storbritannien, mens Éire efterhånden fik brudt de sidste bånd. En ophævelse af Irlands deling blev samtidigt mere urealistisk. I juli 1946 dannedes i Éire et nyt parti, Clannna Poblachta, under ledelse af den tidligere IRA stabschef, Sean MacBride. Dette så de Valera som en alvorlig trussel, som han håbede at kunne eliminere ved et valg i februar Det lykkedes ikke. Resultatet blev en koalitionsregering under John A. Costello med MacBride som udenrigsminister. Under et besøg i Canada i september 1948 erklærede Costello overraskende, at han ville gøre Éire til en republik. Det fik fuld virkning i 1949, da Den irske Republik trådte ud af Commonwealth. For at undgå en formel alliance med Storbritannien blev Den irske Republik holdt uden for NATO, som blev oprettet samme år. Dette betød tab af sympati i både London og Washington. I Nordirland gennemførtes samtidigt "step by step" reformer, som sikrede en social genopbygning med hensyn til national forsikring, sundhedsvæsen og boliger. Den britiske uddannelsesreform fra 1947 blev overført til Nordirland. I "The Ireland Act" fra juni 1949 blev det slået fast, at "Nordirland forbliver en del af Hans Majestæts Dominions og af Det forenede Kongerige og at hverken Nordirland eller nogen del deraf på nogen måde kan ophøre med at være en del af Hans Majestæts Dominions og af Det forenede Kongerige uden tilslutning fra det nordirske parlament". Udvikling i syd og stagnation i nord ( ) Den irske republik Den nye republik spillede fra starten en ganske beskeden rolle i udenrigspolitikken. Landet var neutralt, men klart antikommunistisk. Republikken blev tilsluttet Europarådet i 1949 og FN i 1955, men måtte ellers agere inden for supermagternes marginaler. Som følge heraf debatten hovedsageligt indenrigspolitisk. Sundhedspolitikken spillede en væsentlig rolle. Et forslag om sundhedsydelser til mødre og børn under 16 (the Mother and Child Scheme) måtte dog den 6. april 1951 opgives efter katolsk modstand på grund af muligheden for fødselskontrol og abort. Eamon de Valera blev atter regeringsleder (Taoiseach) fra 1951 til 1954, men han var nu alderssvækket og manglede evnen til at opbygge landets økonomi. Han øgede skatterne og priserne på de mest elementære fornødenheder med det resultat, at landets økonomi stagnerede. Under Costellos koalitionsregering ( ) forstærkedes "den irske syge": ungdommen forlod landet i stadig større tal. I 1957 vandt de Valera atter valget, men valgte i 1959 at trække sig tilbage for at blive præsident. Han blev erstattet som Taoiseach af Sean Lemass. De Valera var på dette tidspunkt 75 år og svagtseende, men forblev på præsidentposten til Han døde i Fra 1956 blev T. K. Whitaker finansminister. Han gik ligesom Lemass ind for fri handel og fremmede investeringer. Med deres indflydelse indledtes oprøret mod protektionismen. 17

18 Fra 1960 var der tydelige tegn på opsving, og 1961 søgte Irland sammen med Storbritannien om medlemskab i Det europæiske Fællesskab, EF. Dette blev dog forpurret af de Gaulle med et veto i I stedet blev der i 1965 indgået en frihandelsaftale mellem Storbritannien og Irland blev den irske republik sammen med resten af Europa ramt af oliekrisen, som fik gennemgribende økonomiske virkninger. Samme år trådte republikken sammen med bl.a. Storbritannien og Danmark ind i EF. Stolthed og stagnation i Nordirland I Nordirland syntes situationen konsolideret. Den britiske velfærdsstat sikrede borgerne mod ledighed og sygdom. Forankringen i Storbritannien var sikret med the Ireland Act. Processionerne i juli afspejlede unionismens selvtillid og uovervindelighed. Samtidigt var det en periode med voksende ledighed, industriel tilbagegang og politisk stagnation. Det lykkedes ikke det store skibsværft i Belfast, Harland & Wolff, at indføre de nye produktionsmetoder, som var blevet udviklet i Tyskland, Sverige og Japan. De irske nationalister, som ønskede Nordirland forenet med den irske republik, ville helst ikke at udøve politisk indflydelse gennem Stormont parlamentet blev Eddie McAteer formand for the Nationalist Party. Han blev de næste 15 år det vigtigste talerør for nationalisterne i Nordirland. Den parlamentariske indsats blev udfordret af IRA's aktioner. En række angreb fandt sted mellem juni 1951 og februar 1962, da IRA blev presset til at meddele, at kanpagnen var slut. Den havde da kostet 12 liv, 6 hos IRA og 6 hos gendarmeriet, RUC. Skibbrud for O'Neills forsoningspolitik ( ) I Nordirland afløses Brookborough den 25. marts 1963 af Terence O'Neill (Ulster Unionist Party) som premierminister. Efter republikkens forbillede satsede O'Neill på fremmede investeringer. Han ville også demonstrere forståelse for samfundets minoriteter. Han besøgte således en katolsk klosterskole. Han inviterede også Lemass til besøg i Stormont og brød derved et af unionisternes tabuer: de ville ikke mødes med republikkens ledere, så længe de territoriale krav i republikkens forfatning fra 1937 var gældende. Fra 1966 blev faresignalerne alarmerende: I maj og juni 1966 stod Ulster Volunteer Force (UVF) bag angreb på unge katolikker med 2 døde til følge. Protestanternes følelser kom til udtryk gennem den veltalende præst, Ian Paisley, med dybe rødder i den protestantiske fundamentalisme. Omfattende katolske protester mod, hvad de oplevede som en marginaliseret rolle i det nordirske samfund, trods O'Neills forsøg på at vise imødekommenhed. Nye trends gjorde polariseringen tydeligere: Der var blevet flere veluddannede katolikker TV gjorde protesterne mere synlige Både protestanter og katolikker favoriserer i stigende grad "deres egne" ved ansættelse af arbejdskraft. I Derry har der været katolsk flertal siden midt i 1800-tallet. Alligevel har unionisterne fastholdt magten. Siden belejringen i 1689 har slagordet været: "No surrender!" Siden byens lærlinge (the apprentice boys) den 7. december 1688 tog initiativ til, at byens porte blev lukket, har denne gruppe nydt særlig anerkendelse. The Apprentice Boys of Derry Association, som oprindeligt var en klub af 8 forældre, er siden 1945 vokset til talrige klubber over hele Nordirland. Både O'Neill, Faulkner og indenrigsminister William Craig var medlemmer. Unionisternes politiske magt blev sikret ved en særlig inddeling i valgdistrikter. I 1967 fik nationalisterne for stemmer 8 mandater, mens unionisterne for stemmer fik 12 mandater. Med ringere indflydelse og lavere boligstandard følte katolikkerne sig diskrimineret og antog, at den skjulte dagsorden var at fremtvinge en emigration af katolikker. 18

19 I 1966 oprettedes borgerretsbevægelsen, Northern Ireland Civil Rights Association, NICRA. Forud var gået Patricia og Conn McCluskey's oprettelse af Homeless Citizens League og Campaign for Social Justice. En ung lærer, John Hume, som sluttede sig til, skulle blive en nøgleperson blandt republikanerne. I oktober 1968 tog begivenhederne fart. I Derry var der planlagt en borgerretsmarch fra Waterside til the Diamond, som er det centrale torv inden for bymuren. The Apprentice Boys of Derry ville holde årlig parade samme tid og sted. William Craig forbød alle parader i Waterside og inden for muren. Den 5. oktober 1968 samledes 100 personer i Waterside. Marchen blev stoppet med politistave og vandkanoner, og episoden blev vist i TV. Der fulgte alvorlige uroligheder i Bogside om aftenen. Den 9. samler studenter fra Queen's University ca til en march til rådhuset i Belfast. Et resultat bliver oprettelsen af "People's Democracy", som i de følgende uger arrangerer en række protester i Belfast. O'Neill følte sig under pres og annoncerede den 22. november en reform, som bl.a. rummer en boligfordeling efter et point-system. Det lignede mere en kapitulation end et initiativ. O'Neill forsøgte at komme i offensiven ved sin Tv-tale den 9. december, "Ulster at the crossroads". Heri appellerede han om et forenet samfund. Den 11. bliver indenrigsminister Craig fyret. 80 medlemmer af People's Democracy indledte den 1. januar 1969 en march fra Belfast til Derry for at fremme reformprocessen. Da de den 4. januar nærmede sig Derry, blev de angrebet af loyalistiske grupper. De marcherende anså politiets beskyttelse for utilstrækkelig, og da de kom ind i byen, udviklede der sig voldsomme uroligheder. Der blev bygget barrikader, og på en gavl i Lecky Street i Bogside blev de berømte ord "You are now entering Free Derry" malet. Samtidigt opstod der spændinger og revnedannelser i O'Neill's parti, Ulster Unionists, og O'Neill følte sig tvunget til at udskrive valg. Valget den 24. februar 1969 skulle blive det sidste valg i Stormonts historie. Ian Paisley stillede op som Protestant Unionist. O'Neill fik støtte fra 24 unionister plus 3 Independent Unionists. 12 unionistiske parlamentsmedlemmer vendte sig imod O'Neill. Nye begivenheder skulle yderligere svække O'Neill. Den 17. april 1969 blev den 21 årige revolutionære Bernadette Devlin valgt ind i det britiske parlament for Mid Ulster. En serie bombesprængninger ramte kraftværker og vandforsyning. Politiet antog, at IRA stod bag, men i virkeligheden var det loyalister, som ønskede O'Neill afsat. Den 28. april 1969 trådte O'Neill tilbage. The Troubles ( ) Den nye premierminister efter O'Neill, Major James Chichester-Clark, stod foran en vanskelig opgave. Spændingerne mellem de to befolkningsgrupper i Belfast blev til uroligheder i forbindelse med den årlige 12. juli procession. I Derry blev Samuel Devenny angrebet og dræbt i sit hjem af politiet. Han blev begravet den 19. juli. Den 12. august blev den årlige parade for the Apprentice Boy's Club i Derry anledning til the Battle of the Bogside, som skulle komme til at vare i 2 dage. Urolighederne bredte sig til Belfast, Newry, Armagh, Dungannon og Dungiven. Den britiske hær satte to bataljoner ind for at dæmpe gemytterne. 10 personer mistede livet. De materielle ødelæggelser var omfattende. Efterfølgende måtte 1505 katolske familier og 315 protestantiske skifte bopæl af frygt eller efter trusler. Dermed startede den egentlige deling af det nordirske samfund. Nu var Nordirland splittet, og med britiske tropper på gaden var den britiske regering blevet draget ind i konflikten. Problemerne blev drøftet mellem den britiske premierminister, Harold Wilson, og James Chichester-Clark. Som resultat af drøftelserne udsendtes 19. august 1969 The Downing Street Declaration, hvori borgerrettigheder tillægges mere vægt end nationalisme. Grænsen var ikke til diskussion, men der skulle være lighed og frihed for diskrimination for alle i Nordirland. Dette var en imødekommelse af borgerretsbevægelsens krav. derfor blev udtalelsen negativt modtaget af unionisterne. Der blev lagt mere ved på bålet den 3. oktober 1969, da Lord Hunt's undersøgelse af politiet blev offentliggjort. RUC foreslås afvæbnet og fritaget for militære pligter. Ulster Special Constabulary (USC) 19

20 foreslås erstattet af en lokalt rekrutteret sikkerhedsstyrke, Ulster Defence Regiment (UDR). Loyalisterne var rasende, og alvorlige uroligheder fulgte i Belfast. I dette forløb var den britiske regerings stilling ikke så entydig, og IRA havde ikke spillet nogen iøjnefaldende rolle i forsvaret af nationalistiske interesser i hverken Belfast eller Derry. I IRA fandt man derfor tiden moden til en ny strategi. Allerede i august var der overvejelser blandt republikanerne i Belfast om udskiftning af organisationens venstreorienterede ledelse. Det skete i december, da IRA tiltrådte dannelsen af en national befrielsesfront, hvorved der blev etableret en forbindelse mellem IRA og Sinn Féin. Som reaktion dannedes et foreløbigt IRA råd (Provisional IRA Council). Den 11. januar 1970 var IRA's deling officiel. Nu skulle der skelnes mellem Official IRA (OIRA) og Provisional IRA (PIRA eller the Provisionals). PIRA bredte sig hurtigt til Derry. PIRA's kortsigtede mål var forsvaret for nationalistiske områder. På længere sigt skulle der arbejdes mere offensivt, når betingelserne herfor måtte blive gunstige. Ved et suppleringsvalg i april 1970 fik Ian Paisley et sæde i Stormont parlamentet. Dette betød begrænsninger for den etablerede unionisme, som hele tiden måtte regne med Paisley på grund af hans stærke offentlige appel. Samtidigt dannedes the Alliance Party, som tiltrak moderate vælgere af begge religioner. I juni 1970 overtog Edward Heath og de konservative styret i Westminster. Dette skete lige før marchsæsonen og svækkede kontakten mellem konservativisme og unionisme. Den britiske hærs rolle som beskytter af nationalistiske områder blev bragt til ophør den 3. juli 1970, da soldater gennemførte husundersøgelser og indførte udgangsforbud i Belfast. Aktionen blev kendt som "the Lower Falls Curfew". Falls Road er en gade i Belfast på grænsen mellem katolske og protestantiske bydele. Både OIRA og PIRA reagerede prompte. 5 mistede livet. PIRA blev stærkere, fordi mange nationalister accepterede PIRA's påstand om, at kun de kunne skabe det nødvendige forsvar for nationalistiske interesser. I august 1970 stiftedes SDLP, the Social Democratic and Labour Party. Initiativtager var John Hume. Som leder valgtes Gerry Fitt. SDLP ville skabe et forenet Irland med tilslutning af et flertal i både nord og syd. SDLP blev talerør for "forfatningsmæssig nationalisme". I begyndelsen af 1971 får oprustningen af IRA-fraktionerne alvorlige konsekvenser. Den 6. februar bliver en britisk soldat skudt i Belfast. Den 26. februar bliver 2 RUC-officerer skudt i Belfast, og den 10. marts mister 3 skotske soldater, som ikke er i tjeneste, livet. Samarbejdet mellem det demoraliserede RUC og hæren, som ikke er uddannet eller trænet til sådanne opgaver, er halvhjertet og ineffektivt. Loyalisterne raser. Den 20. marts 1971 trækker Chichester-Clark sig tilbage for at blive erstattet af Brian Faulkner, som har rødder i Orange-ordenen. Da march-sæsonen i 1971 nærmer sig, forstærker PIRA sin kampagne mod hærens poster i Derry. Den 8. juli dræber hæren 2 mand fra Derry. Der var ingen beviser for, at de to mænd deltog i bevæbnede aktiviteter. SDLP kræver sagen undersøgt og trækker sig ud af Stormont, da undersøgelsen udebliver. Resultatet bliver et styrket PIRA og mere uro i Derry. En presset Brian Faulkner beordrer internering. Der arresteres 342 personer, men efter mangelfulde lister. Der fremkom snart anklager for grov behandling af de internerede. Reaktionen var voldsom uro. 22 mistede livet, og tusinder blev fordrevet fra deres hjem. Interneringen svækkede ikke IRA, men skaffede dem tværtimod nye medlemmer. I november 1971 bekræftede en rapport fra Sir Edmund Compton de hårdhændede forhørsmetoder, som bl.a. omfattede søvnberøvelse, permanent støj og 4-6 timers anbringelse op mod mur. Fra august til december 1971 foregik en omfattende bombeoffensiv i Belfast. Dødsofrene var 73 civile, 30 soldater og 11 fra politi og UDR. 980 blev arresteret, hvoraf 504 blev løsladt igen. Naturligt nok voksede harmen blandt loyalisterne. Den protestantiske arbejderklasse fandt sine boligforhold og sociale kår lige så ringe, som dem, der havde givet borgerretsbevægelsen vind i sejlene. Ian Paisley dannede nu Democratic Unionist Party (DUP) og opnåede mange tilhængere. Grupper i den protestantiske arbejderklasse samles i Ulster Defence Association (UDA). 20