Under Broen. - et casestudie af gadebørn i Jayapura -

Transkript

1 Under Broen - et casestudie af gadebørn i Jayapura - Gertrud Kümmel Nielsen og Charlotte Refslund Thomsen Bachelorprojekt Geografisk Institut, Københavns Universitet Vejleder: Jytte Agergaard 25. maj 2005

2 Resumé Under Broen - Et casestudie af gadebørn i Jayapura Geografisk institut Bachelor projekt uadarbejdet af Charlotte R Thomsen og Gertrud K. Nielsen Den Sydøstasiatiske økonomiske krise i 1997 har medført en kraftig forøgelse af fattigdommen i Indonesien. Den indonesiske provins Papua er en ringe udforsket afkrog af verden og et stigende antal gadebørn i provinshovedstaden Jayapura illustrerer områdets sociale, økonomiske og samfundsstrukturelle problemer. Gadebørn marginaliseres og diskrimineres af det omkringværende samfund, hvilket kommer til udtryk i en rumlig og social isolation. Gadebørns rumlige udfoldelse i gaden og deres afvigende livsform, som opstår som reaktion på den sociale eksklusion, står i modsætning til diskursen om gadens tilsigtede anvendelse. Begrebet gadebørn bidrager i sig selv til en stigmatisering og en simplificeret anskuelse af dette komplekse fænomen og kritiseres såvel i den akademiske litteratur som i udviklingsarbejde med børn og unge. En problematisering af begrebet og dets anvendelse ligger indenfor en bred forståelse af gadebørn som fænomen. Denne opgave illustrerer gadebørnsproblematikken i Jayapura gennem et casestudie af en gruppe gadebørn med tilholdsstedet Under Broen. Under et 3 uger feltarbejde har vi forsøgt at afdække hvilke børn der bor på gaden samt at illustrere kompleksiteten af hvilke umiddelbare, underliggende og strukturelle elementer af samfundet der forårsager problemet. Undersøgelsen formår ikke at afdække den generelle gadebørnsproblematik i Jayapura, men illustrerer fællestræk og elementer i gadebørnene livsvilkår der kan relateres til det samfundsmæssige svigt, der medvirker til, at de vælger gadelivet og at de fastholdes der. Gadebørnene er en blandet gruppe børn hvis individuelle livshistorier belyser fænomenets kompleksitet og kontekstafhængighed. Deres tilknytning til gaden bunder i identifikation med stedet og fællesskabet og konstitueres gennem normbrydende opførsel og aktiviteter som sex aktivitet, snifning af lim og lignende. Grundet samfundets manglende muligheder, den sociale marginalisering, den fysisk og psykiske afhængighed af livet på gaden eller en manglende ressource til opbrud med gaden, udgør livsformen på gaden det bedste alternativ for disse børn.

3 INDHOLDSFORTEGNELSE KAPITEL 1. INDLEDNING PROBLEMFORMULERING 2 KAPITEL 2. PRÆSENTATION AF CASE PAPUA JAYAPURA 6 KAPITEL 3. UNDERSØGELSE OG FORSTÅELSE AF GADEBØRN BARNET GADEN GADEBØRN HVORFOR VÆLGER BØRN GADEN? ANALYSERAMMEN OPSUMMERING 17 KAPITEL 4. METODE FELTMETODER OG METODISK TILGANG BARRIERER I INTERVIEWS MED GADEBØRN VURDERING AF FELTARBEJDETS METODER OPSUMMERING 23 KAPITEL 5. HVILKE BØRN BOR PÅ GADEN I JAYAPURA? KARAKTERISTIK AF GADEBØRNENE UNDER BROEN LIVSVILKÅR PÅ GADEN DET SOCIALE LIV GRUPPEDYNAMIK FAMILIERELATIONER OPSUMMERING 29 KAPITEL 6. HVORFOR BOR DISSE BØRN PÅ GADEN? GADEBØRNENE UNDER BROEN HVORFOR KOMMER DE PÅ GADEN? HVORFOR BLIVER DE PÅ GADEN? SAMFUNDSSTRUKTURELLE ÅRSAGER OPSUMMERING 40 KAPITEL 7. KONKLUSION 42

4 Kapitel 1. Indledning Den Sydøstasiatiske økonomiske krise i 1997 har medført en kraftig forøgelse af fattigdommen i Indonesien. Den indonesiske provins Papua er en ringe udforsket afkrog af verden og et stigende antal gadebørn i provinshovedstaden Jayapura illustrerer områdets sociale, økonomiske og samfundsstrukturelle problemer. Vilkårene for gadebørn er stærkt varierende og årsagerne til problemet er forbundet med stor kompleksitet, men karakteristisk er at de lever i ekstrem fattigdom, involveres i kriminalitet, prostitution, stofmisbrug og udsættes for vold, udnyttelse samt stigmatisering på gaden. Fænomenet anses som et resultat af manglende social- og økonomisk kapital og som et udtryk for social eksklusion, og er et alarmerende signal på nødvendigheden af social udvikling og fattigdoms reduktion. Problemstillingen prioriteres derfor højt i national og international udviklingspolitik, i medierne og i den akademiske litteratur. Dette har affødt et ønske om identifikation af problemstillingens underlæggende årsager samt fremstillingen af en generel karakteristik af gadebarnet som fænomen. Socialgeografiens tilførsel af problemets tids- og rumdimension, anskuelsen af barnet som selvstændig aktør i konstruktionen af en social virkelighed, samt Børnekonventionens indførsel af børns rettigheder, har ved århundredeskiftet medført en mere holistisk tilgang til problemet samt en anskueliggørelse af problemets kontekstafhængighed. 1.1 Problemformulering Vi ønsker i nærværende opgave at belyse fænomenet gadebørn ud fra en case i den indonesiske provinshovedstad Jayapura. Jayapura befinder sig i provinsen Papua og er en ringe udforsket afkrog af verdenen. Opgaven tager udgangspunkt i et 3 ugers feltophold i byen, hvorunder vi foretog en analyse af en gruppe gadebørn med opholdsstedet Under Broen. På den baggrund har vi valgt at arbejde ud fra nedenstående problemformulering. Hvilke børn bor på gaden i Jayapura og hvorfor? 2

5 Vi ønsker at belyse problemproblemformuleringen gennem en analyse af gadebørnene Under Broen. Med bor mener vi, gadebørn 1 der hele tiden opholder sig på gaden således, at gaden i højere grad kan anskues som en bolig end blot en indkomstkilde. I besvarelsen af ovenstående problemformulering har vi opstillet følgende arbejdsspørgsmål. 1. Hvad ligger der i begrebet gadebørn og hvilke problemer ses der i anvendelsen af dette? En karakteristik af begrebet gadebarn, som bestående af ordene gade og barn. Vi ønsker herunder dels at diskutere begrebets symbolske og sproglige indhold og dels at kritisere begrebets bibetydninger og problematisere forskellige definitioner og klassifikationer under begrebet (kapitel 3). 2. Hvilke børn bor på gaden Under Broen i Jayapura? Her ønsker vi at undersøge gadebørnenes faktuelle data såsom alder, køn, skolegang, religion og oprindelsessted. For den uddybende karakteristik vil vi undersøge gadebørnenes tilhørsforhold, aktiviteter, organisering og gruppedynamik på gaden samt relationer til sociale og samfundsmæssige instanser (kapitel 5). 3. Hvorfor bor de på gaden? Vi ønsker her at klargøre hvilke primære årsager, der er til børnenes valg af livsform på gaden. Herunder vil vi analysere og diskutere hvorfor de kommer på gaden og hvorfor de bliver samt de samfundsstrukturelle årsager (kapitel 6). I nedenstående skema er opgavens struktur skitseret: Kapitel Formål 1. Indledning At beskrive opgavens problemfelt. 2. Præsentation af case At præsentere caseområdet fra provinsen Papua, til byen Jayapura og det specifikke case område Under Broen. 3. Undersøgelse og forståelse af gadebørn At problematisere begrebet gadebørn og forstå dets indhold. 4. Metode At behandle hvilke metoder vi vil benytte for at belyse problemstillingen. 5. Hvilke børn bor på gaden i Jayapura? At karakterisere hvilke børn der bor på gaden Under Broen. 6. Hvorfor bor disse børn på gaden? At analysere og diskutere hvorfor disse børn bor på gaden. 1 Vi har i denne opgave valgt, at anskue gadebørnene Under Broen som børn på trods af, at deres alder(11-22 år) i højere grad er knyttet til betegnelsen unge. Vi ønsker ikke at belyse denne diskussion yderligere, blot pointere, at vi grundet vores personlig tilknytning vælger, at omtale dem som børn og gadebørn. 3

6 7. Konklusion At opsummere de væsentligste konklusioner i forhold til problemformuleringen og at redegøre for nye og fremtidige problemstillinger, der er opstået gennem arbejdet med bacheloropgaven. Skema 1: Opgavens Struktur Strukturen i opgaven er således, at problemstillingen indledende skitseres på det generelle, hvorefter vi vil behandle det specifikke case Under Broen. Afslutningsvis ønskes den specifikke problemstilling igen at blive relateret til det generelle niveau. 4

7 Kapitel 2. Præsentation af case Geografisk tager casen afsæt i den indonesiske provinshovedstad Jayapura. Jayapura er beliggende i provinsen Papua, der udgør den vestlige del af øen Ny Guinea. 2.1 Papua Størrelse: 421,981 km 2 Hovedstad: Jayapura Befolkning: ca.2,1 mio. Befolkningstæthed: 5 indb/km 2 Befolkningssammensætning: Malay(17 %, indonesere), Papuanere(62 %). Religion:Islam og Kristendom Sprog: Officielt: Bahasa Indonesia, derudover ca. 253 Stamme sprog., svarende til 15 % af verden sprog. Kilde: Kort 1. Indonesien kilde: Historisk baggrund I 1883 kom øen Ny Guinea under tre forskellige kolonimagter. Den vestlige del tilfaldt Holland ligesom det resterende Indonesien. Indonesien blev derefter selvstændig i 1949 med undtagelse af Papua, der forsat var under hollandsk styre. Indonesien ytrede ønske om at overtage Papua, hvilket i 1962, efter pres fra USA, førte til forhandlinger mellem Holland og Indonesien. Forhandlingerne resulterede i, at Papua blev overdraget til et organ under FN, kaldet UNTEA (United Nations Temporary Executive Authority) for en seksårig periode. Perioden blev afsluttet med et valg benævnt The Act of Free Choice. Valget skulle afgøre Papuas status som uafhængig nation eller som indonesisk provins. Valget blev afholdt i 1969 og ud af papuanere deltog kun 1025 stemmeberettigede mænd udvalgt af den indonesiske regering. Således kom Papua i 1969 officielt under indonesisk styre. Valget blev senere kritiseret af FN observatører som værende udemokratisk og korrupt. Den kolde krig var på dette tidspunkt dominerende i den internationale politik, hvilket betød, at den vestlige verden var tilbøjelig til at se 5

8 igennem fingre med, hvad der foregik i Papua, så længe kommunismen ikke forsat spredte sig til det sydlige Asien (Salford. J, 1999; (A)). Kort 2. Papua - Kilde: Under overgangsperioden fra overtog Indonesien delvis kontrollen med UNTEA, hvilket gjorde dem i stand til at iværksætte en række transmigrationsprogrammer i Papua. Programmerne blev igangsat af den indonesiske regering med et ønske om at udligne befolkningstrykket på Java, mindske de etniske og kulturelle forskelle på øerne og opnå en større kontrol. Transmigrationen foregik derfor primært fra de indonesiske øer Java og Sulawesi, hvilket resulterede i en betydelig ændring af befolkningssammensætningen i Papua. I dag udgør de oprindelige papuanere kun omkring 30 % af den urbane befolkning. Som kompensation for migrationen tildeltes migrerede indonesere såvel jobs som boliger og således også bedre sociale og økonomiske vilkår end papuanerne. Kontrasterne mellem de oprindelige papuanere og migranterne kom yderligere til udtryk gennem papuanernes kristne religion (overfor indonesernes islamiske tro) samt deres melanesiske udseende (Otten, M., 1986; (C)). Papua er særdeles rig på værdifulde råstofressourcer som olie, kobber, guld og træ. Størstedelen af råstofressourcerne udnyttes af udenlandske firmaer, hvilket betyder, at kun en begrænset del af profitten tilkommer provinsens lokalbefolkning. Papua er i dag den fattigste provins i Indonesien, med den højeste børnedødelighed og laveste levealder (B). 2.2 Jayapura Provinshovedstaden Jayapura er udgangspunktet for vores studie af gadebørn. Byen blev grundlagt af hollænderne i 1910 som Hollandia, hvilket byen hed indtil 1962, hvorefter den under overgangsperioden (UNTEA) skiftede navn til Sukarnopura og i 1969 til byens nuværende navn Jayapura.(D) I dag har byen omkring indbyggere (E). Det er en meget beskidt og ikke særlig vedligeholdt by, hvor luften er tung af smog og affaldet smides i de omkringliggende floder. De fleste huse er bygget af beton, træ og blik og er faldefærdige. Byen er beliggende i en dal, der 6

9 udmunder ved den nordlige kyst tæt ved grænsen til Papua Ny Guinea og er opdelt i et havneområde (Ruko) og et indre dalområde, der er omkranset af bjerge og regnskov. Antallet af gadebørn i Jayapura er estimeret til omkring ethundrede(i14). Disse hundrede er opdelt i tre grupper med forskellig geografisk tilknytning. Ved Terminalen (lidt udenfor Jayapura), ved havneområdet kaldet Ruko og ved markedet, kaldet Empura. Udover deres forskellige geografiske tilknytning, bliver de tre grupper omtalt, af chefen for det sociale departement Mr. Way og vores tolk Isak, med forskellige karakteristika med hensyn til prostitution, kriminalitet og alder. Den gruppe af gadebørn vi har valgt at beskæftige os med opholder sig tæt ved markedet, Empura. Det skyldes blandt andet at størstedelen af denne gruppe gadebørn arbejder på eller i tilknytning til markedet. Gadebørnenes opholdsted bliver benævnt som Under Broen, hvilket refererer til, at stedet er placeret ved en lille bro, der fører over til et større græsområde. De bader og vasker sig i floden, hvor de ligeledes smider deres affald, og hvor deres kloak løber ud. De sover ved siden af broen på en række brædder. Området er snavset og ildelugtende og der er bygget et lille faldefærdigt blikskur, bemalet med gadebørnenes navne. 7

10 Kapitel 3. Undersøgelse og forståelse af gadebørn I dette kapitel vil vi diskutere og problematisere begrebet gadebørn. Vi ønsker at tage udgangspunkt i ordene gade og børn og derefter behandle det paradoks, der opstår i sammensætningen af ordene. I begrebet barnet ønsker vi samtidigt at introducere læseren til det fokusskifte, der er opstået i forbindelse med FN s Børnekonvention for at belyse vores position i problemstillingen. Vi vil behandle begrebet gadebørn i forhold til det symbolske indhold, diskutere og kritisere dets bibetydninger og anvendelse samt definere begrebet i forhold til opgaven. Til forståelsen af begrebet ligger en teoretisk afdækning af, hvorfor børn vælger at bo på gaden, hvilket leder op til en afklaring af opgavens anvendte analyseramme. 3.1 Barnet Med formuleringen af Børnekonvention i 1989 forsøger FN, på baggrund af menneskerettighedserklæringen, at opnå international konsensus om børn og unges civile, økonomiske, politiske, juridiske, sociale og kulturelle rettigheder gennem et juridisk bindende instrument. Nationer, der vælger at adoptere konventionen, forpligter sig således juridisk til at opfylde konventionens krav, implementere konventionens standarder i praksis samt at bestræbe en udvikling, der er i overensstemmelse med konventionens grundprincipper: Ikke-diskriminering uanset race, farve, køn, sprog, oprindelse, handicap, holdning eller andre karakteristika. Alle børn har den samme ret til at udvikle deres potentiale fuldt ud. Barnets bedste et princip, der sikrer, at beslutninger træffes i barnets interesse. Barnets bedste er et sammenvejning af barnets integritet, autonomi og privatliv. Ret til livet, overlevelse og udvikling herunder adgang til de ydelser (sundhed, uddannelse etc.), der sikrer dette. Barnets deltagelse børn har ret til at udtrykke deres synspunkter og deltage i aktiviteter og beslutninger, der vedrører deres dagligdag, samt krav på at blive hørt. Et princip der er nært knyttet til princippet om barnets bedste. Kilde: Dansk Ungdoms Fællesråd(2000) Børnekonventionen repræsenterer et forandret syn på barnet, hvori det pointeres, at børn hverken er deres forældres ejendom eller hjælpeløse objekter for velgørenhed og der tages således hul på en helt ny diskurs i udviklingsarbejdet med børn og unge (West, 2003). Denne diskurs repræsenterer den rettighedsbaserede tilgang, der med udgangspunkt i Børnekonventionen opfordrer til at ændre synet på barnet fra at være et uskyldigt offer til at være en individuel og social aktør med dertilhørende rettidigheder (Ennew & Swart-Kruger, 2003). 8

11 Børnekonventionen beskriver i 41 artikler hvordan menneskerettigheder bør respekteres og beskyttes for ethvert menneske under 18 år (CRC 1). De nationer, der har ratificeret konventionen, tillades dog en vis frihed til selv at definere andre aldersklassificeringer af børn, så længe disse sker i overensstemmelse med konventionens principper. Indonesien ratificerede børnekonventionen i 1991 og udover den overordnede definition er der udformet en række nationale principper og forbehold. De mest markante forskelle, sammenlignet med danske standarder, er den seksuelle lavalder på 12 år samt en kriminel ansvars alder på kun 8 år (CRC 2). Det betyder dog ikke, at omverdenens pligter og ansvar overfor barnet frafalder. Børnekonventionen ligger vægt på relationen mellem børn og voksne. Familien ses som den bærende institution, og det anerkendes, at der med enhver rettighed følger et ansvar og en pligt hos såvel den voksne omverden som hos barnet selv. Den rettighedsbaserede tilgang opstod som en kritik af den behovsorienterede 2 tilgang, der tidligere var dominerende i udviklingsarbejdet. Denne overgang kan yderligere relateres til skiftet mod en poststrukturalistisk tilgang i socialgeografien. I fokusskiftet ligger samtidig en konstatering af, at forholdene omkring barnets problemer og livsvilkår er mere komplekse en førhen antaget, idet der nu fokuseres mere holistisk på barnets situation og individuelle valg af livsform (Panter-Brick, 2002; Ennew & Swart-Kruger, 2003). Begrebet livsform (på engelsk livelyhood) beskriver, hvordan enkeltindivider eller grupper vælger at leve afhængig af hvilke sociale og økonomiske muligheder, de har til rådighed. Livsform kan defineres, som den måde mennesker vælger at leve deres liv, mens livsvilkår refererer til, hvilke ressourcer de har til rådighed. Begrebet barnet forbindes yderligere med Barndommen, som i Danmark i mange henseende opfattes som en hellig periode, hvor barnet udvikles og danner egen identitet, og som en tid der indeholder leg, skole og fraværelse af pligter (Ennew & Swart-Kruger, 2003; West, 2003). Denne periode bør værnes om og der bør drages omsorg for barnet og sørges for at basale behov dækkes optimalt. Heri ligger implicit, at barnet kræver beskyttelse og vejledning fra voksne i dets omverden. En sådan opfattelse af barndommen stemmer ikke nødvendigvis overens med andre kulturers, hvilket behandles i afsnit 3.3. Således er barndommen en kulturel og historisk specifik institution, der afhænger af normer og traditioner, men samtidig kan påvirkes udefra og videreudvikles. Børnekonventionen er dermed et forsøg på at påvirke kulturelle og traditionelle 2 Den behovsbaserede tilgang bygger på en opfyldelse af basale behov (Lund, N. 2000) 9

12 tankemønstre, såfremt disse ikke stemmer overens med konventionens principper om barnets rettigheder (Beazley, 2002) Gaden Gaden danner den primære ramme om det rum gadebørnene udfolder sig i og udgør således gadebørnenes rumlige dimension. En gade er et offentligt rum, hvori aktører og handlinger udspiller sig som funktion af tiden. Det offentlige rum er i modsætning til det private rum, tilgængeligt for alle og har derved ingen barrierer overfor ukendte og utrygge fænomener. Gaden kan opfattes som en infrastruktur, hvis tilsigtede funktion er at lede aktørerne gennem landskabet, men gaden kan også være et hjem eller en arbejdsplads. Den måde vi opfatter gaden på er i høj grad forbundet med brugen af rummet. Brugen af rummet er med til at skabe stedsidentitet om og i rummet (Valentine, 2001). Derfor vil vi i nedenstående forsøge at behandle konstruktionen af rum og stedsidentitet, samt det stedsbundne fællesskab der opstår til gaden. I Mazanti s fortolkning af Lefebvre og Shields arbejdes der med rumbegrebet på tre forskellige niveauer, 1. rumlig praktik, 2. rummets repræsentationer og 3. repræsentationernes rum. I det følgende vil vi forsøge at relatere gaden til de tre forskellige niveauer. De tre niveauer angiver hvorledes Mazanti s fortolkning af Lefebvre og Shields anskuer konstruktionen af rum. Den rumlige praktik handler om, hvorledes vi anvender rummet (gaden) gennem reflekteret og ureflekteret brug. Gaden er konstrueret ud fra et menneskeligt praktisk behov om, at kunne transportere og finde vej gennem landskabet. Fra planlæggernes side skal dette ses som en reflekteret anvendelse af rum. Omvendt bliver aktørernes brug af gaden anset som ureflekteret. Det andet begreb, rummets repræsentationer, omhandler hvorledes arkitekterne bag rummet har ønsket, at det skulle bruges. Her refereres til den reflekterede brug af rummet som en del af samfundets overordnede infrastruktur. Repræsentationernes rum er det tredje begreb, der er forbundet til de diskurser, der eksisterer og produceres i rummet. Rummet skabes således gennem de værdier brugerne tillægger det det refleksive rum. Begrebet er på den måde knyttet til aktørernes stedsforståelse både på individuelt og kollektivt plan. Derfor kan der opstå flere forskellige stedsopfattelser af et område. Ofte vil den dominerende diskurs om et rum blive 3 Geografen Harriot Beazley har gennem en årrække analyseret gadebørn i den indonesiske storby Yogyakarta, på øen Java. Heri belyser hun børns sociale adfærd, geografisk anvendelse af rummet samt deres konstruktion af underkulturer eller subkulturer i samfundet. Vi er opmærksomme på de forskelle der er imellem den indonesiske og den papuanske kulturelle sammenhæng, men mener derudover at Beazleys studier udgør en velanvendelig referenceramme for vores case. 10

13 udfordret af alternative og modsatrettede diskurser produceret af brugerne i rummet eller omvendt; at den dominerende diskurs udfordrer brugernes stedsforsåelse (Mazanti, 2002) Rose, Massey, Mazanti m.fl. behandler, hvorledes man kan relatere steder til identitet. Rose identificerer tre måder hvorpå stedsidentitet kan opstå; Identificering med et sted, følelse af at høre til et bestemt sted; Identificering mod et sted, hvor stedsidentiteten bliver skabt gennem en modsætning eller en kontrast til et andet sted, og ingen identificering; tilfælde hvor individet føler sig som en fremmed overfor et sted. I Mazanti s fortolkning af Massey vil konstruktionen af stedidentiteten være påvirket af to overordnede parametre. Den første parameter omhandler aktørernes forudforståelse. Forudforståelsen kan være skabt gennem den dominerede diskurs i samfundet eller gennem aktørens erindringer om det pågældende sted. Den anden parameter tager afsæt i brugen af rummet. Gennem brug af rummet skaber aktørerne sig en række oplevelser og erfaringer, der er med til at forme opfattelsen/forståelsen af stedet. Derfor skal konstruktionen af stedidentitet, ses i forhold til aktørernes erindringer, erfaringer og oplevelser af stedet (Mazanti, B. 2002). Stedsidentiteten skal ikke kun forstås i forhold til individets oplevelse af et sted, men skal forstås i en bredere social kontekst, hvor meninger skabes gennem sociale, kulturelle, politiske og økonomiske forhold hvorigennem individerne interagerer og oplever sted. Stedsidentiteten er meget komplekst og kan komme til udtryk på flere måder gennem forskellige grupper og individer. De meninger der skabes om et sted tillægges af individer og grupper i og udenfor stedet og udvikles over tid (Rose, G. 1995; Mazanti, B. 2002). Der kan således opstå et fællesskab mellem individer med samme stedsidentitet. Dette fællesskab er territorielt betinget og betegnes som et stedsbundent fællesskab. Et fællesskab kan komme til udtryk på flere niveauer og måder, altså som et stedsbundent fællesskab eller som et fritbundent fællesskab, der er skabt på baggrund af fælles værdier, uafhængigt af sted og rum. Ordet fællesskab (community) har konnotationerne fælles værdier, normer og solidaritet, at man står sammen omkring noget. Begrebet involverer således et udenfor og et indenfor, en inklusion og en eksklusion. Altså et fællesskab der er skabt i ét rum i forhold til et andet(valentine, 2001). 3.3 Gadebørn Sammensætningen af gade og barn skaber et paradoks, som medfører en række negative konnotationer. Ordet barn (beskrevet i afsnit 3.1) associeres med den sociale diskurs om 11

14 barndommens uskyld og familiens trygge rammer, mens gaden (som beskrevet i afsnit 3.2) er et offentligt rum uden trygge rammer og grænser. Ovenstående anses som et paradoks i kraft af at vi anskuer barndommen og gaden, som vi gør. Gennem dette syn bliver fænomenet gadebørn til en anomali. Dette er problematisk da barnet tillægges en livsform, der anskues som værende forkert og afvigende. Barnet anses for selv at være problemet, hvilket retfærdiggører en indgriben i barnets liv, ved eventuelt at fjerne barnet fra gaden (Beazley, 2002). Begrebet er, udover ovenstående paradoks, forbundet med stor kompleksitet. Det hænger dels sammen med begrebets anvendelse og konnotationer fra forskellige kulturelle og akademiske sammenhænge, og dels skyldes, det fokusskift der har været i opfattelsen af barnets og dettes situation (Se afsnit 3.1). Ifølge Panter-Brick (2002) repræsenterer begrebet et ønske om at samle gadebørns karakteristika i et altomfattende neuralt begreb. Selv om begrebet i første omgang er et forsøg på at undgå retoriske stigmatiseringer, problematiseres det i stigende grad i den akademiske litteratur samt i praktisk udviklingsarbejde. Kritikken kan opstilles i følgende 4 punkter. For det første hænger mange problemer med brugen af gadebørn sammen med mangelfulde og ufyldestgørende definitioner. FN definerer begrebet gadebarn som: any girl or boy, for whom the street in the widest sense of the word, including unoccupied dwellings, wastelands and so on, has become his or her habitual abode and/or source of livelihood, and who is inadequately protected, supervised, or directed by responsible adults (Roux, 1998; s. 2). Denne definition er bred og formår at favne mange aspekter af fænomenet. Dette er problematisk fordi gadebørn er en yderst heterogen gruppe, hvad angår alder, aktiviteter på gaden, geografisk anvendelse af gaden, familiekontakt samt årsager bag tilværelsen på gaden. Denne heterogenitet giver sig til udtryk i vidt forskellige typer af gadebørn med forskellige mangler, muligheder og behov (Volpi, 2002, West 2003). Som reaktion herpå har såvel forskere som udviklingsarbejdere arbejdet med nye definitioner og underkategoriseringer, der gør definitionerne mere snævre og anvendelige. To af de overordnede kategoriseringer er; børn på gaden eller børn af gaden, hvilket refererer til barnet tilknytning til familien. Den første kategori dækker over de børn der har gaden som arbejdsplads og opholdssted, men som har et hjem hvor de tilbringer nætterne. Den anden kategori referer til de børn der bor, arbejder og sover på gaden, hvor gaden er deres hjem dag og nat(west, 2003; Volpi, 2002, Panter-Brick, 2002). I den senere litteratur ses dog en stigende tendens til at undgå klassificering af det typiske gadebarn og i stedet fokuseres der på den specifikke kontekst (Ennew & Swart-Kruger, 2003). 12

15 For det andet har termen gadebørn stærke emotionelle undertoner og henleder tankerne på henholdsvis hjælpeløse ofre, voldelige kriminelle eller heroiske overlevere. Således er der forskel i synet på gadebørn i Europa, Asien eller Sydamerika 4. Fælles er, at gadebørn stigmatiseres af omverdenen, hvilket fremprovokerer enten medlidenhed, tilbageholdenhed eller fjendskab. Gadebørnene tilføres dermed meninger og handlinger, som ikke nødvendigvis stemmer overens med barnets identitet og dets syn på egne vilkår. Stigmatiseringen kan skabe stereotyper relateret til køn, etnicitet og alder og kan medføre negative sociale reaktioner mod gadebørnene (Panter-Brick, 2002, West 2003). Stigmatiseringen i begrebet gadebørn kan medføre en tilgang til problemet, der ikke formår at gribe eller retfærdiggøre alle aspekter af barnets situation, herunder barnets aktiviteter, anvendelse af socialt netværk eller barnets repræsentation af egne livsvilkår og overlevelsesstrategier. Hvordan definerer gadebørnene deres egen verden, og hvordan portrætterer de deres relationer til familie og samfundet? Mazanti (2002) behandler denne teoretiske problemstilling i hendes diskussion om Udefra /indefra perspektivet. Udefraperspektivet omhandler omverdenens syn på og behandling af en given social problemstilling, diskurs- og repræsentationsperspektivet. Indefraperspektivet refererer til de involverede parters egen udlægning baseret på indefraforståelse og stedsidentitet (Mazanti, 2002). To paradokser indenfor begrebet gadebørn kan knyttes til udefra/indefraperspektivet. Det første aspekt omhandler forskellige kulturers virkelighedsopfattelser. Normer og værdier er stærkt stedsog situationsafhængige og opbygges gennem traditioner og historisk udvikling(se afsnit 3.2). Gadebørnsproblematikken er et anvendeligt eksempel på hvordan udefraperspektiv og anderledes kulturel virkelighedsopfattelse kan påvirke den praktiske håndtering af problemet. Således baseres mange udviklingsprojekter på et vestligt syn og forudforståelse af barndommen, uden nødvendigvis at klargøre barnets situation i den lokale kulturelle kontekst. Det andet aspekt af indefra/udefraperspektivet berører forskellen mellem voksnes og børns virkelighedsopfattelser. Områder og situationer der kan forekomme farlige og utrygge for voksne, kan af børnene opleves som sikre og trygge. Det er derfor vigtigt at inddrage barnet i forhold til indgriben i deres liv i overensstemmelse med børnekonventionen principper om barnets bedste og deltagelse (West, 2003). Et syn udelukkende baseret på udefraperspektivet giver derfor et endimensionalt billede af den givne sociale problemstilling. 4 Lokale navne på gadebørn omfatter: Marginais(Kriminelle; Brasilien)Chinches(Væggelus; Columbia) Desamparado(forsvarsløs, ubeskyttede; Latin Amarika), Furosha(Floating; Japan), Boi Doi(skraldebørn; Vietnam) (Panter-Brick, 2002). 13

16 For det tredje er der et dilemma i anvendelsen af begrebet gadebørn i udviklingsverdenen. Panter- Brick beskriver det således: Focusing attention on street children can thus lead agencies to overlook or ignore the much larger problem of urban and rural-poverty (s.153). Således er der altså fare for en tilsidesættelse af behandlingen af de underliggende sociale og økonomiske strukturer der understøtter problemet. Et synspunkt der samtidig indeholder en appel til foretagelse af en kombination mellem forebyggende behandling af problemet, f.eks. vold i hjemmet, forældreløshed, fattigdom eller alkoholisme og at behandle problemet i praksis på gaden. For det fjerde ses et problem i at definitioner formuleres af institutioner med egne agendaer og interesser. Estimater over antal af gadebørn er for det første problematisk fordi de ofte overvurderes for at retfærdiggøre eller skabe opmærksomhed omkring bestemte velgørenhedsorganisationers arbejde (Panter-Brick, 2002). For det andet udgør de manglefulde eller overlappende kategoriseringer en statistisk forvirring og gør resultaterne svært sammenlignelige. Denne statistiske usikkerhed og utroværdighed kan potentielt medføre en tilbageholdenhed i udviklingsarbejde (Benitez, 2004). Det kan afslutningsvis konkluderes, at brugen af begrebet gadebørn er yderst problematisk. En definition og typologi af gadebørn er dog nødvendig og kan være anvendelig, så længe der ligger en forståelse for, at sådanne kategorier ikke er homogene og er forbundet med stor kontekstafhængighed. Dette indebærer en holistisk vurdering af barnets situation, som inkluderer barnets eget syn på egne livsvilkår samt dets stedsidentitet og stedsforståelse. Som Panter-Brick pointerer, er en kategorisering svær konstruerbar, men der er, udover deciderede lokale termer, få praktiske alternativer til rådighed til at referere til denne bestemte gruppe børn (Panter-Brick, 2002). I lyset af ovenstående kritik og problematisering af gadebørn har vi i denne opgave valgt at anskue begrebet gadebørn, ud fra underkategorien børn af gaden, da den relaterer sig til de børn der bor på gaden, jævnfør problemformuleringen. 3.4 Hvorfor vælger børn gaden? Fælles for de seneste årtiers studier af gadebørn har været et ønske om at afdække de underliggende strukturer der forårsager problemet. Ennew & Swart-Kruger pointerer om de primære årsag bag gadebørn: the notion of The Family is a key referencepoint when people conceptualize 14

17 children and childhood. Children who live outside their families are the deviant other, and thus the presence of children on the streets must be constructed as the result of dysfunctional families (Ennew & Swart-Kruger, 2003; s. 5). Denne snævre og stigmatiserende anskuelse af fattige familiers manglende kompetencer og ansvarstagen er dog udvidet i den nyeste forskning på området. Den internationale arbejdsorganisation (ILO) beskriver 3 aspekter i en årsagsanalyse; umiddelbare, underliggende og strukturelle årsager (Ennew & Swart-Kruger, 2003; Volpi 2002). Umiddelbare årsager inkluderer direkte eller pludselige ændringer i familien, der forandrer barnets og familiens livssituation: herunder drastisk fald i familiens indkomst, frafald af familiestøtte som funktion af sygdom eller dødsfald samt kortvarige eller langvarige episoder med misbrug, vold eller overgreb i familien. Der kan være tale om udstødelse af barnet som funktion af opbrudte 5 og sammensatte familier eller barnets egen vurdering af familierelationers mangler og fejl og en deraf følgende beslutning om gadelivet som bedste alternativ. Underliggende årsager inkluderer vedvarende fattigdom, kulturelle forventninger, ønsker om materielle goder og de tillokkende aspekter af livet på gaden. Strukturelle årsager refererer til regionale uligheder og social eksklusion, finansielle choksituationer, strukturtilpasning og manglende velfærdsystem og socialt sikkerhedsnet m.m. Det vil sige faktorer udefra, der påvirker familiers og børns finansielle og sociale livsvilkår. Mange årsagsforklaringer går igen fra studie til studie, mens andre afhænger udelukkende af den pågældende sociale og kulturelle kontekst. Som såvel Le Roux & Smith(1998), Volpi(2002), West(2003), Beazley(2003) og Ennew & Swart-Kruger(2003) påpeger, er der ofte en overensstemmelse mellem barnets valg(familiens eller barnets) og børnenes relation til deres familie. Denne antagelse ønsker vi at anvende i udformningen af vores analyseramme. Afslutningsvis skal det pointeres at årsagerne bag børnenes valg af gaden skal ses i en bredere sammenhæng, hvor umiddelbare, underliggende og samfundsstrukturelle faktorer virker i kombination. Og hvor tilstedeværelsen af gadebørn udover at være en umiddelbar social problemstilling således er et alarmerende tegn på et bredere samfundsmæssigt svigt. Vi kan dermed anskue årsagsaspektet i to planer. Det ene beskriver de overordnede strukturer der forårsager selve fænomenet gadebørn mens det andet er de umiddelbare og underliggende faktorer der bevirker at netop disse børn vælger gaden som livsform. 5 Oversættelse af det engelske udtryk Broken families. 15

18 3.5 Analyserammen På baggrund af begrebsdiskussionen ovenfor har vi udledt 2 temaer, der skal danne rammen om vores analyse. Disse analysetemaer skal tjene til at besvare arbejdsspørgsmål 2 og 3, ud fra hvilke vi ønsker at strukturere analysen. I forbindelse med karakteristikken af gadebørnene Under Broen, jf. spørgsmål 2, ønsker vi at inddrage Lucchinnis 7 dimensioner; rum, tid, sociale elementer, aktiviteter på gaden, selvidentifikation, motivation til gadelivet og kønsstrukturer. Disse dimensioner medtager omgivelser og miljø, der påvirker gadebørnene og er derved medvirkende til at portrættere dem i et helhedsperspektiv. Disse analysetemaer med dertilhørende undertemaer danner baggrund for strukturen i vores interviewguides(se bilag I) og er skitseret i nedenstående skema. Temaer Undertemaer Formål 1. Karakteristik af gadebørnene Under Broen Hvilke børn bor på gaden i Jayapura? Livet på gaden a. Arbejde på gaden b. Geografisk anvendelse af rummet. c. Organisation A. Kortfattet karakteristik af gadebørnsgruppen med udgangspunkt i en kvantitativ registrering (bilag II). B. Karakteristik af gadebørnenes tilværelse på gaden. Herunder analyseres ud fra undertema a. b. og c., der tjener til at identificere typer af jobs og aktiviteter, geografiske udfoldelser af gadebørnsgruppen og deres sociale organisering og hierarkiske opdeling. 2. Årsager Hvorfor bor de på gaden? Skema 2: Analyserammen a. Familiære årsager/familie relationer b. Stedsidentitet c. Institutioner, Stigmatisering, Fremtid, Samfundet Målet med undertema a. er at klarlægge gadebørnenes familierelationer, for at belyse hvilke årsager der er til de opholder sig på gaden. Undertema b. søger at klargøre gadebørnenes opfattelse af gaden, deres identifikation med gaden og med deres rolle som gadebarn. Samt at undersøge om gaden udgør en motivationsfaktor (Dvs. om gaden er identitetsskabende). Undertema c. omhandler omverdens syn på gadebørn, dens handlinger på området og gadebørnenes forhold til det institutionelle netværk. Dette skal tjene til at se gadebørnsproblematikken i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. 16

19 3.6 Opsummering Vi har i ovenstående gennemgået og diskuteret de begreber og problemstillinger vi har fundet relevante for en undersøgelse og forståelse af begrebet gadebørn i henhold til arbejdsspørgsmål 1. Denne diskussion har taget afsæt i den rettighedsbaseret tilgang, som knytter sig til den poststrukturalistiske udviklingsteori. Tilgangen danner baggrunden for vores position i opgaven og vores syn på problemstillingen. Vi anskuer gadebørnene i Jayapura i et udviklingsperspektiv ud fra, at disse børn har nogle rettigheder til overlevelse og udvikling, som ikke bliver opfyldt. Deri opstår en social problemstilling, der bør tages vare på i barnets omverden. Denne teoretiske baggrund danner yderligere grundlag for vores metodiske tilgang. 17

20 Kapitel 4. Metode I dette afsnit ønsker vi at belyse hvilke metoder og overvejelser, vi har gennemgået i undersøgelsen af, hvilke børn der bor på gaden og hvorfor. Først vil vi kort gennemgå de anvendte metoder, og dernæst vil vi behandle, hvorledes de kvalitative metoder tilrettes gadebørn samt belyse hvilke etiske overvejelser vi har gjort os undervejs. Afslutningsvis ønsker vi at vurdere problemer i forhold til at udføre interviews med gadebørn og foretage en vurdering af de anvendte metoder. 4.1 Feltmetoder og metodisk tilgang Den praktiske indgangsvinkel til problemstillingen fik vi gennem Papuakids og deres lokale samarbejdspartnere. Gennem stifterne af Papuakids, Thomas Breinholts og Bo Tengbergs ophold i 2003 havde vi, før afrejsen, et kendskab til de lokale forhold i Jayapura og rådede over oplysninger omkring gadebørnenes tilholdssted, kønssammensætning og deres aktiviteter på gaden. Gennem disse kontakter blev vi henvist til tolken Isak Wendisi, med hvem vi foretog interviews med sekundære respondenter og med 8 udvalgte gadebørn Under Broen. Ideelt set havde vi ønsket at udvælge respondenterne på baggrund af et repræsentativt grundlag, men grundet feltopholdets omstændigheder og tidsbegrænsning var dette ikke muligt. Disse 8 børn blev fortrinsvis udvalgt af praktiske årsager såsom deres velvilje, tilstedeværelse og fysiske tilstand 6. Herudover interviewede vi organisationer, institutioner og enkeltpersoner, der direkte eller indirekte havde tilknytning til gadebørnene. Liste over alle interviewpersoner ses i Bilag 4 side 1. Vi valgte primært, at indsamle data gennem kvalitative interviews samt observation, idet vi ønskede at opnå en dybdegående forståelse for gadebørnenes adfærd og de bagvedliggende årsager ved deres liv på gaden. Vi tilbragte det første stykke tid i samvær med gadebørnene, hvor vi observerede deres mønstrer og rytmer og for at skabe et tillidsforhold, inden vi påbegyndte vores interviews. Vi valgte at tage udgangspunkt i Hollway og Jeffersons måde at foretage kvalitative interviews i praksis, da de tager afsæt i hvorledes man kan udføre kvalitativ forskning, når man beskæftiger sig med marginaliserede og sårbare målgrupper. Hollway og Jefferson omtaler disse respondenter som defended subjects. Dette er individer, der er sårbare i visse positioner og derved forsøger at beskytte sig selv. Individer der ikke ved, hvorfor de føler eller oplever som de gør eller individer 6 Nogle gadebørn var således for påvirket af rusmidler(primært lim) til at deltage i vores interviews. 18