Tema Det Indiske Ocean

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Tema Det Indiske Ocean"

Transkript

1 Globen Rejsemagasin fra De Berejstes Klub - autentiske rejsehistorier fra hele verden forår 2012 / nr. 47 Tema Det Indiske Ocean Roadtrip i Australiens ørken Trekking i indisk Himalaya Øhop tur - retur i Indonesien Tryllekunst og kamelvæddeløb i Arabien

2 Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! Leder Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 LYNGBY: Lyngby Hovedgade 49B ROSKILDE: Karen Olsdatterstræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Bispensgade 34 Kundeservice: Apa kabar? Jalan di mana? Jeg glemmer aldrig mit første møde med Det Indiske Ocean, da jeg under en jordomrejse i 2001 var landet på Bali Gudernes Ø som den også kaldes, fordi der er små templer overalt på den overvejende hinduistiske ø. De små offergaver af bambuskurve med blomster, en kiks, lidt ris og en røgelsespind, som ligger overalt på fortovene, udgjorde et sandt forhindringsløb, ligesom de enerverende og allestedsnærværende sælgere af Aqua-flasker, massage, saronger og souvenirs. Det tog tid og øvelse, inden jeg fik anlagt den rette mine til at verfe sælgerne bort og kunne gå ugeneret forbi og vænne mig til det eksotiske baggrundstæppe af gamelanmusikkens gongonger, bambusxylofoner, klokker og fløjter. Heldigvis findes der også mange afsondrede og uturistede små perler langs Det Indiske Ocean, hvor jeg fascineret af andre kulturer, en anden levevis og enestående natur har haft nogle af mine bedste rejseoplevelser og knyttet varige venskaber i en sådan grad, at jeg nogle år har været på genvisit både en anden og tredje gang. Faktisk drømmer jeg om engang at bosætte mig her ved dette enorme og fascinerende hav, som er tema for dette nummer af Globen. Det blad, du nu holder i hånden, er i øvrigt blevet redesignet for at signalere fornyelse og skabe et mere tidssvarende og moderne udtryk, hvilket forhåbentlig øger lysten til at læse de mange spændende og velfortalte rejsehistorier, vi kan byde på denne gang. En stor tak til alle Globens bidragydere og redaktionelle medhjælpere. Lad os endelig høre, hvad du synes om Globens nye look. Husk i øvrigt også at besøge klubbens nye hjemmeside på www. deberejstesklub.dk, hvor du kan finde endnu flere artikler og fotos. Det er også her, du finder alle artikler skrevet af vort mangeårige aktive medlem Bjarne Lund-Jensen, der ved sin død blot 63 år gammel havde nået at besøge 190 af verdens 196 lande. Logger du ind, kan du også deltage i afstemningen om at nominere årets skribent og stemme på den artikel i Globen, du synes er bedst. Vinderen kåres på vores årlige generalforsamling, og der er flere flotte præmier på spil, ud over æren, forstås. Du kan også give dit besyv med om, hvilke temaer Globen skal have fremover, ligesom rejsetips af enhver art påskønnes. Det, og meget mere, finder du som sagt på God rejse- og læselyst! Selamat jalan! Det Indiske Ocean Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3

3 46 Indhold Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Lars-Terje Lysemose Ansv. redaktør Forsidefoto: Maldiverne af Morten Haagensen Indsendelse af tekst og billeder: Annoncer: Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J Oplag: 800 ISSN: Medlemskab/abonnement: Redaktion: Anja Povlsen Grafiker Per Danielsen Scan af billeder 11 ARTIKLER 6 Oman & Emiraterne Smil i den arabiske verden 11 Indien Fiskeri langs Indiens vestkyst 14 Madagaskar Mærkelige dyr og meget få turister 17 Indonesien Hvordan jeg slet ikke kom til Komodo 22 Indien Over alle Ladakhs og Zanskars bjerge 29 Indien Kashmirs kalamiteter 32 Indonesien, Malaysia & Myanmar Rejsebilleder 36 Kenya Lamu levende fortid 38 Bangladesh & Emiraterne Kontrasternes tur 40 Australien Kravlende fisk og dødbringende edderkopper 46 Maldiverne Bounty når det er bedst 50 Næste tema Verdens territorier SKRIBENTKONKURRENCE 52 Rusland Hos Napoleon af Medvedkovo i den blå helvedesby 53 Uganda Græshopper i tordenvejr 54 Cameroun En rotterede på Mount Cameroon 55 Guinea I Guineas højland 56 Thailand Der er da rotter i alle hytterne 58 Indonesien Dengang vi ikke var alene i sengen 59 Indonesien I en seng på hospitalet 60 Malaysia Good Morning, Miss Piggy! 61 Næste konkurrence Den vildeste nat 29 Jacob G. Jørgensen Medredaktør Søren Fodgaard Medredaktør Ann Kledal Medredaktør MEDLEMSSTOF Per Allan Jensen Korrekturlæser Jytte Kristensen Korrekturlæser Hanne Kofoed Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. 3 Leder 61 Bliv abonnent på Globen 62 Klubmøde i Filippinerne 63 Bedste bidrag det seneste kvartal 64 Mindeord for Bjarne Lund-Jensen 64 Nekrolog over Bjarne Lund-Jensen 65 Årets statistik 65 Kommende medlemsmøder 66 Klubbens kontaktpersoner 38 5

4 Fakta Smil i den arabiske verden Tekst & fotos: Jesper Grønkjær I 15 år har tryllekunstneren Jesper Grønkjær optrådt over det meste af verden. Og hver gang er konceptet det samme: Han ønsker at optræde gratis for at vise, at det er mere berigende, når man på sine rejser forsøger at give, frem for at få oplevelser. Nu syntes han imidlertid, at det kunne være spændende at se, om dette efter de berygtede Muhammed-tegninger også gælder i Mellemøsten, så han og hans makker Thomas Vovemod Lütken, der er professionel idéudvikler, pakkede i januar 2010 en sparsom kuffert og drog af sted. Thomas Lütken og Jesper Grønkjær klar til deres turné rundt i Mellemøsten. En af vores små dogmeregler for rejserne er, at vi ikke må have andet tøj med, end det vi rejser i vores knaldrøde jakkesæt. I stedet skal vi på ankomstdagen ud og konventere til de lokale klædedragter. Selve det, at vi bærer de lokales dragter, hvad enten det er penisfutteraler hos stenalderfolket på Ny Guinea eller den såkaldte dish dash i De Forenede Arabiske Emirater, skaber hver gang så tilpas megen opmærksomhed, at vi på få sekunder kommer i samtale med dem, vi møder på gaden, på markedspladsen, i barbershoppen, eller hvor vi nu befinder os, for de kan se, at vi ikke blot er almindelige turister. Så viser vi fotos fra vores "smilespredning" over hele verden, så de lokale hurtigt forstår konceptet og kan forundres over verdens mangfoldighed. Herefter viser jeg lidt magi fra min 6 medbragte tryllekuffert, hvorefter folk stimler sammen. At nedbryde fordomme Vi landede i Dubai og brugte de første døgn dér. For år tilbage var De Forenede Arabiske Emirater et fattigt land, som pludselig kom til uhørt rigdom i kraft af oliefund. Så for at vise sin nyvundne status bygger man meget og højt. Som altid studsede alle over vores lokale påklædning og blev dybt forundrede, når vi optrådte. Men alle var positive, trods det at vi kom fra Danmark. Direkte adspurgt kom deres snak dog desværre hver gang ind på Muhammed-sagen og deres opfattelse af en generel provokation fra Danmarks side. Men et af formålene med rejsen til den arabiske verden var netop at nedbryde fordomme begge veje. Vi Jesper Grønkjær på vandring i den smukke og glohede ørken. håbede at kunne vise de lokale, at ikke alle danskere sympatiserer 100 % med Muhammed-karikaturtegnerne. Tilsvarende tror mange danskere fejlagtigt, at alle muslimer brænder flag af. Vi ønskede at komme hjem og berette, at størstedelen af dem, vi mødte, var søde og imødekommende mennesker, som tog godt imod os og vort show. R undt i E mir aterne Showtime: Jesper optræder i et klasseværelse, der ser lidt anderledes ud, end det vi kender fra Danmark. Beduinfamiliens barnebarn strålede som en sol, da hun fik foræret danske ballondyr. Hurtigt fandt vi en bil og pløjede os igennem Emiraterne og stoppede op i små landsbyer, hvor vi spontant gav et gratis show. Det en regel, at vi aldrig modtager betaling, ligesom vi ikke vil sponsoreres af firmaer. På den måde er vi frie og uafhængige og kan gøre, hvad vi vil. Vi optrådte på små markedspladser, hvor folk hurtig stimlede sammen. Der blev højlydt råbt og grint, når brændende cigaretter blev tryllet væk i deres tørklæder, små røde kugler forsvandt fra min hånd og over i deres hænder, uforståelige korttricks blev udført, sværd blev stukket gennem halsen osv. Hver gang kom det næsten til tumultagtige scener, når ballondyr blev uddelt ikke blot til børnene som herhjemme, nej også til de unge og til de voksne. 7

5 Til kamelvæddeløb. Mr. Sheik Al-Shamsi modtager danskernes pris The Smiling Globe Award. Jesper (th.) med sin værtsfamilie. Kvinden i midten var Selma, der var en af kvinderne, der til sidst tog sit slør af og blottede sit ansigt for tryllekunstneren. På skoler kørte vi tilfældigt ind og tilbød et show. Folk er forståeligt nok en smule skeptiske, når der ankommer et par fremmede fra et fjernt land især når landet har haft en kedelig hovedrolle så vi skulle først udspørges om, hvem vi var, hvem der havde sendt os, hvad vi havde i kufferten, hvad ville vi have til gengæld osv. Når vi hver gang kunne berette, at vi ganske enkelt optræder af egen fri vilje, og at vi tilsvarende er fri af religiøse, økonomiske og firmamæssige interesser, så stoppede rektoren undervisningen og lod sine elever se vores show. Kulturelle problemer Det var dog ikke altid uden kulturelle problemer. På en drengeskole var vi af den meget brovtne rektor kraftigt blevet advaret imod at tale om kvinder. Dette var en drengeskole, forklarede han. Derfor gispede han en ekstra gang, da vi som en tanketorsk åbnede forestillingen med Welcome, ladies and gentlemen." Desuden plejer vi på vores rejser at medbringe fotos fra det liv, vi lever her i Danmark. Så når vi besøger en høvding i junglen, viser vi fotos af den danske høvding: Dronningen og det afstedkommer altid sjove samtaler. Bare ikke her, hvor alle var ved at falde ned af stolene, da Thomas viste dem billedet. Tænk, at vores land bliver styret af en kvinde! Showet endte dog i jubelscener, og efterfølgende var lærerne endnu mere interesserede i at tale med os trods vores nationalitet. Helt enige blev vi ikke, men vi fik i høj grad skabt en dialog, og kom dermed et skridt nærmere en gensidig forståelse. Hos sheiker og embedsmænd En særlig oplevelse var det, at vi flere aftener i træk optrådte for rige arabiske business- og embedsmænd i deres mandeklub. Alkohol er bandlyst i dette muslimske land. Men disse højtstående samfundsspidser, der talte både politifolk, præsidentens personlige livvagt og politikere, havde lavet deres egen lille, lyssky loge, hvor de væltede sig i spiritus. Mange af dem mødtes klokken hver dag, og sad der til langt ud på natten. Det var ikke usædvanligt, at flere af dem drak op imod to flaske sprut om dagen. Men deres arabiske gæstfrihed og høflighed var ikke til at tage fejl af. Alle ville de som en selvfølge give os deres mobilnumre for at invitere os hjem til deres private hjem og familier. Èn insisterede fx på at være vores vært, trods det at hans nevø var død i en bilulykke samme morgen, hvorfor manden nu skulle have ansvar for de efterfølgende tre dages sørgen, hvor der ville komme omkring mennesker til familiens hjem. En gæstfri forretningsmand Vi endte med at tage imod en invitation fra en af Dubais mest indflydelsesrige forretningsmænd fra en af de mest kendte familier, Mr. Al-Shamsi. På hans store borglignende landsted uden for byen boede vi bag høje fæstningsmure. Det blev til mange seriøse samtaler om de ting, der til tider skiller vores respektive verdener: religion, kultur, kvindesyn, sex, penge, magt og ikke mindst frihed både ytringsfrihed og generelt. Han indrømmede, at det havde vækket harmfulde følelser hos både ham og de øvrige i mandeklubben, da vi præsenterede os som værende fra Danmark. Alle have negative forventninger, men tøede ikke desto mindre op og fandt samværet berigende. Tidligt i vores bekendtskab udtalte vores magtfulde forretningsmand, at han aldrig ville sætte sine ben i Danmark. Men som timerne skred frem, og samtalerne blev dybere og vi fuldere endte han faktisk med at invitere sig selv med til mit bryllup samme sommer. Han glædede sig endda til at skulle i en kristen dansk kirke! Det berigende for os var, at trods alle de lokales holdninger, der ikke mindst kørte på den danske regerings manglende undskyldning og dermed en generel opfattelse af danskerne som værende provokerende og uden hverken forståelse eller empati, så kom det personlige kendskab til os som rejsende til at vægte mere end vores nationalitet. Dermed optog de os som en del af deres familie og var både beskyttende, særdeles hjælpsomme og faderlige over for os. Vores nye gæstfrie ven valgte således at aflyse et særdeles vigtigt møde en tidlig morgen for at være vores vært. På den måde åbnede vores show ikke blot op til hans hjem, men helt op til hans hjerte. Smil i Sur Trylleeventyret fortsatte nu til Oman. Da vi optrådte i nogle af verdens rigeste byer, Dubai og Abu Dhabi, var kulisserne de storslåede skyskrabere og det overdådige liv. Nu ankom vi til det Arabien, vi havde glædet os særligt til. I Muscat var højhusene skiftet ud med små flade huse, der ikke er mere end to etager. Alle guld- og glasfacaderne var gemt væk til fordel for flotte oplyste buer, farvestrålende springvand, hundredtusindevis af blomster og et væld af moskéer. Efter et par dage kørte vi sydpå og kom forbi byen Sur. Den udfordring kunne vi ikke lade gå fra os tænk om Beduinernes sparsomme lejr og kamelerne gående i baggrunden. man kunne få folk til at smile, selv om de bor i en by, som hedder Sur! Det viste sig faktisk at være en lidt vanskelig opgave. Ikke blot i denne by med det for danskere særprægede navn, men også i mange andre byer. For da landene i Golfen pludselig gik fra fattigdom til styrtende rigdom som følge af olien, består en meget stor del af arbejdsstyrken af gæstearbejdere. Disse udlændinge er alle så høflige og underdanige, at de af respekt for os ikke ville stille sig op og grine af os, når vi uopfordret og spontant begyndte vores show. Alligevel fik vi hurtigt en kæmpe menneskeskare rundt om os, da alle skulle se, hvad der foregik. Og langsomt tøede de udtryksløse ansigter op. De begyndte at smile, og til sidst var der grin og jubel, og folk masede for at komme tættere på og være med i showet. De efterfølgende dage blev det til masser af små listige tricks, når vi gik rundt i byen. Alle i Sur havde nu hørt om de mærkelige danskere, der var på gennemrejse, og alle kom med tilråb og opfordringer til at se lidt magi eller få et ballondyr. Og da de fandt ud af, at Thomas er professionel idéudvikler, ville de pludselig have kreativ sparring til deres største udfordringer i livet en ville gerne fri til sin kusine (hvilket var svært, når han stort ikke havde adgang til at tale med hende), en anden ville have idéer til, hvordan han kunne tabe sig markant, så han kunne blive sanger i en Bollywood-film! På den måde fik vi kultstatus i byen, hvor indbyggerne endte med ikke at leve op til bynavnet og slet ikke være så sure endda. Blandt beduiner Derefter kørte vi ud i den enorme Wahibaørken i en 4-hjulstrækker og gik snart rundt langt fra civilisationen i den glohede ørken, hvor der var sand, så langt øjet rakte. Vi fik lov til at bo hos en ægte beduinfamilie, som bestod af de gamle bedsteforældre, to døtre og børn. I denne rækkefølge blev maden også serveret i form af ris og gedekød. Som gæster var det os, der blev bespist først. Dernæst gik gryderne over til bedstefaderen, der som manden i huset eller teltet var den næste til at spise. Når han var mæt, fik kvinder og børn mulighed for at tage for sig af resterne. Beduinerkvinderne bærer et særpræget slør, mere en form for sort maske, der dækker næsen, og hvor der er klippet hul til øjnene. Masken fjerner deres personlige særpræg, og de virker udtryksløse, hvilket skaber en barriere. Det får dem til at se både mystiske og skræmmende ud, og selv om det ikke er velset at kigge på kvinder, så var det næsten umuligt ikke at gøre det. Teltene var dækket af flotte persiske tæpper, og langs kanten var der store puder i alle mulige former, der fungerede som møbler. Der var ingen el, men på væggen hang som en selvfølge et foto af sultan Qaboos Omans hersker samt familiens søn i militæruniform. Og rundt om selve lejren var der mindre indhegninger, hvor beduinfamiliens dyr holdt til, både gederne og kamelerne. Forundring, forskr ækkelse og masken falder På et tidspunkt var det blevet tid til et lille intimt show for familien. Guitaren og tryllekufferten blev fundet frem, og alle fulgte forundret og nysgerrigt med. Bedstemoderen ville i begyndelsen ikke være med, men hun overvandt til sidst sin frygt. Men da jeg som et lille trick ville trylle slik frem til publikum, blev hun skrækslagen. Jeg satte nemlig 8 9

6 ild i min tryllegryde og hældte derefter lidt tryllesalt i, så der stod store flammer op derfra. Bedstemoderen røg nærmest bagover og udstødte et lille skrig. Gryden var nu pludselig fuld af slik, men den gamle kvinde ville ikke lade de andre spise det, da hun mente det måtte være forhekset! Men så slog Thomas tonerne an på sin guitar, og snart efter gyngede teltet af dansk sang og musik, akkompagneret af beduinfamiliens ivrige klappen, der dog sjældent ramte takten. Efter det lille show var der pludselig åbnet op for en ny form for venskab. Nu skulle der snakkes med de få gloser, vi havde til fælles, der skulle vises familiefotos, spises dadler og drikkes omansk kaffe. På den måde kom vi Selv om Oman er kendt for sit store ørkenområde, så er der også mange kyster og idylliske steder med hav, søer og floder. hinanden et skridt nærmere, fordi vi ikke blot var rejsende, men med vores show også havde noget at give dem. Trylleriet og musikken havde åbnet op for en masse, og pludselig tog kvinderne deres masker af og lod os se deres ansigter. Det var vi slet ikke forberedt på, men følte at det var deres måde at vise os, at de var trygge i vores selskab. De viste sig selvfølgelig at være helt almindelig af udseende med lattermilde ansigter, der lo til os. I k amellejr Ofte er det de uplanlagte shows og oplevelser, der er sjovest. Vi var tilbage i De Forenede Arabiske Emirater, og pludselig var vi endt et sted, der nærmest var befolket af kameler og deres trænere. Det var en gigantisk stor lejr nærmest en indhegning hvor der boede flere tusinde kameler. Vi ankom til byen på en dag, hvor adskillige af dem skulle på træningstur på den 10 km store bane, hvor der jævnligt foregår kamelvæddeløb. Folk kom ridende fra nær og fjern, og der var et eksotisk virvar af dyr og mennesker, der råbte og hujede, mens vi fik lov at følge optoget rundt på banen. Som en selvfølge ville de vide, hvem vi var, og hvorfor vi pludselig stod hos dem i vores flotte røde jakkesæt. Da de hørte om vores turné, blev vi hurtigt inviteret med dem hjem. Og det blev starten til et spontant show for en flok kamelryttere. Midt i kamelmøg og primitive telte blev der tryllet og sunget som aldrig før. De lokale ryttere bor blandt deres dyr, så for dem var vores show et friskt pust i en ellers lang og triviel hverdag. Det aldeles primitive show fik hurtigt mændene til at grine og råbe på mere. Men kamelerne skulle trænes, og vi skulle videre på vores færd. Udstilling af dagens tilbud uden for restaurant i Varkala. Hele landsbyen hjælper til ved strandfiskeriet et stort arbejde. Fiskeri langs Indiens vestkyst Prisoverr ækkelse På hver rejse medbringer vi en særlig skulptur, som vi overrækker til en person, vi har mødt, som i særlig grad har åbnet sit hjem og hjerte for os, eller som på anden vis har formået at sprede glæde omkring sig. Denne Smiling Globe Award er formet i kobber og sten og viser smilende ansigter fra forskellige verdensdele, som er samlet som en slags jordklode, for dermed at vise, at uanset nationalitet så har vi et fælles sprog som alle kan tale og forstå: smilet! Vi valgte på denne turné at give vores pris til Mr. Al-Shamsi vores driftige forretningsmand fra Dubai, som i begyndelsen var på vagt over for os, men som inviterede os hjem til sig og var meget åbenhjertig. Så sidst på rejsen overrakte vi ham prisen ved et mindre show for ham og hans venner. Og dermed sluttede det arabiske eventyr for os, der ikke bare rejser ud i verden for at få oplevelser, men i lige så høj grad for at give oplevelser. Redigering: Søren Fodgaard & Ann Kledal Læs mere og se flere billeder fra Jesper Grønkjærs og Thomas Lütkens turné Jorden rundt med tryllekunst og smilespredning på hjemmesiden for The Smiling Fairytales Society på Trawlernettet sættes ud mere end 1 km fra stranden. Tekst & fotos: THOR bakke Gennem flere år har min kone og jeg i vintermånederne rejst til Sydindien for at komme væk fra den danske vinter, og vi har fundet et godt sted i den sydligste stat Kerala, hvor vi lejer en bambushytte i første række på Thiruvambadi Beach, et fantastisk sted med udsigt over Det Arabiske Hav og de flotteste solnedgange. Her er der rigelig mulighed for at opleve fiskerfamiliernes daglige arbejde med både, net og de mange lange reb, samt se hvordan sardinerne tørres og følge fiskeri efter muslinger og rejer. Dagens gode fangst af de små sardiner

7 Dagens fangst sælges på det lokale fiskemarked her i Karwar i Karnataka. Fakta En tidlig morgen blev vi vækket af råb i en bestemt rytme: aka-aka-aka! Vi kikkede ud af vinduet fra vor bungalow, som lå på sydsiden af en lille strand, og så på bakketoppen silhuetten af en række mænd, som trak i et tykt reb, mens de råbte. Langs hele stranden var der en livlig aktivitet både til lands og til vands, og ved den nordlige ende af stranden var der en anden række mænd, der også trak et reb, mens de råbte aka-aka-aka! Det var fiskere fra den nærliggende landsby, som var i gang med at drive strandfiskeri på deres traditionelle, men farlige måde. Vi havde de sidste dage set, hvordan net og reb blev gennemgået og repareret og gjort klar til næste fangst, og nu greb jeg kameraet og fulgte de ca. 60 fiskere hele landsbyens mandlige befolkning trække nettet med fangsten i land. Tidligt om morgenen, nogle timer før solopgang, sejler fiskerne meter ud og placerer den finmaskede trawlerpose, og så trækkes to reb ind til land i en V-form. For at lede fiskene ind i trawlerposen hænges der et spærrenet fra rebene ned til bunden og rebene holdes oppe med flydere af hvidt styrofoam. Når fangsten begynder at fylde nettet, samler en flok fugle sig. De cirkler rundt og styrtdykker og markerer således også positionen for nettet sammen med flyderne. Et stykke fra nettet i en lille robåd er der en mand, som efter solopgang stiller sig op og begynder at råbe og gestikulere med armene og styre slagets gang med håndsignaler til fiskerne på stranden. Og de taktfaste råb sikrer, at hvert hold arbejder i takt, så nettet langsomt trækkes vinkelret ind på stranden. Havet giver og tager Inde på det lavere vand rulles spærrenettene rundt om rebene, som holdes klar fra bunden af mændene ude i vandet. Dette farlige arbejde udføres af de største og mest erfarne fiskere i heftig kamp mod de brusende bølger, som slår ind mod stranden. Disse mænd risikerer at blive kastet over ende, og hvert år omkommer op mod 50 fiskere langs kysten. De sidste 100 meter er der også 3-4 mand, som plasker i vandet foran åbningen på nettet for at holde fiskene inde i bunden af den store netpose. Langs kysten er der mange fine strande med fin sandbund, som muliggør den lokale og traditionelle måde at fiske med strandtrawl på, så man kan fange de småfisk, som findes langs kysten i rigelige mængder, hvor vandet er lavt. Fiskeri med net fra stranden, enten som kastenet eller som strandtrawl, anvendes af de lokale fiskere fra Indiens sydspids ved Kanyakumari og langs hele vestkysten op til Mumbai. Strandtrawl med finmaskede net bruges mest til at fange små sardiner, som er meget eftertragtede bl.a. som foderstof, og der er ofte flere opkøbere, som møder op på stranden, hvor fiskerne sælger til højstbydende ved en hastig auktion. De større fisk fordeles til landsbyens familier, og mange af de fremmødte børn har en plasticpose, som de forsigtigt holder frem, og de ældste fiskere sørger for, at alle landsbyens beboere får et lille bidrag til dagens måltid. Kinesisk fiskenet ved Kochi i Kerala. Strandfiskeriet med trawl er et kæmpearbejde og giver et meget varieret udbytte, ofte kun et par spande med små sardiner, selv om man, hvis heldet er ude, kan fange flere hundrede liter af den næringsrige fisk. Men oftest er det meget lidt for så meget arbejde, men da der kun er små eller ingen omkostninger til dyre både og leveomkostningerne for fiskerfamilierne er lave, kan det betale sig. Den ene af de store både var f.eks. håndlavet af træ, syet sammen med hampereb og imprægneret med harpiks. Indiens vestkyst Det indiske subkontinent har en ca km lang kystlinje. Omkring 80 % af Indiens saltvandsfisk fanges langs vestkysten, hovedsagligt i de to stater Karnataka og Kerala, begge blandt de rigeste i Indien. Begge har et tropisk klima og en kystlinje ud til den mest fiskerige del af Det Arabiske Hav, og de vigtigste fiskericentre for havfiskeri langs Indiens vestkyst finder man her. Strømforholdene i den nordlige del af Det Indiske Ocean er ret så stærke, og i perioden november-marts, når nordøst-monsunen hersker, dannes der ud for østkysten af Afrika en række overfladestrømme, som får næringsrigt vand fra havets dybere dele til at stige op til overfladen. Det giver en høj planktonproduktion i overfladevandet, som i monsuntiden blæses over mod den indiske vestkyst. Når den nordlige strøm vender og går mod øst i maj-september under sydvestmonsunen, trækker den nordgående somalistrøm bundvand op i Det Arabiske Hav. Planktonproduktionen her er Lokale fiskere med primitive redskaber og båd af stammer fra en kokospalme. blandt de højeste i verden, og der sker tilsvarende opstigninger af næringsrigt vand ved den indiske vestkyst, noget som betyder gode forhold for fiskebestanden. Et vigtigt fiskeriomr åde Der lever mange fiskearter langs kysten i det sydvestlige Indien, såsom rejer, hajer, delfiner, havkat, hvid og rød snapper, søtunge, makrel, tun og barracuda. Men nogle af fiskearterne er alvorligt truet af overfiskeri. F.eks. er mængden af havkat allerede på et meget lavt niveau. De større fisk bliver fanget fra både ude på havet, hvor fiskerne sejler ud før mørket og lægger sig i position langs med overgangen fra det lavere vand ved kysten og der, hvor kontinentalsokkelen ender, for her findes rigelige mængder af plankton. Hver aften kan man se lysene fra disse mange fiskerbåde, som ligger klar til at påbegynde fiskeriet ved første tegn på daggry. Disse fiskere fanger de større fisketyper, som landes der, hvor der er etableret fiskeriauktioner og forædlingsfabrikker, og de lokale restauranter sælger heldigvis også et godt udvalg af dagens fangst til glæde for turisterne. Fisken bliver tilberedt efter ønske, kogt, stegt eller grillet eller i en glohed lukket tandoriovn, perfekt krydret og med friske grønsager og andet delikat tilbehør. Kinesiske net og forurening I Kochi, en af de store fiskerihavne på vestkysten, findes en alternativ måde at fiske med net, nemlig de berømte kinesiske fiskenet. I dag er disse net i Kochi mest en turistattraktion. Men for nogle år siden, da vi lejede en husbåd i Alappuza og sejlede til Kollam gennem det indenlandske kanalsystem (National Water Highway no.3), kunne vi se mange kinesiske fiskenet, som stadig var i brug, selv om mange blev ødelagt under tsunamien i Et kinesisk fiskenet er et stort firkantet udspændt net, som sænkes ned mod bunden ved hjælp af et vægtstangssystem, og efter et par timer hæves det, og fangsten tages fra midten af nettet. Denne metode gør, at fiskeriet kan udføres af ganske få personer. Desværre er overfiskeri ikke det eneste problem langs Indiens sydlige kyststrækning. Der er også et stort forureningsproblem. Indien har den næsthurtigst voksende økonomi i verden, men denne succes har sin pris. Nu er mange floder og kystnære farvande forurenet af industri-dumping og et højt forbrug af pesticider, og i de rige og industrielle regioner, som Kerala og Karnataka, begynder dette at blive et alvorligt problem. En anden kilde til forurening er overbefolkningen og i væsentlig grad turismen, som er en af de store industrier langs Indiens pragtfulde vestkyst. Dette skyldes, at der mangler kloakering, og det meste af det forurenede kloakvand med menneskeligt affald ender derfor i havet. Fx er havet ud for Goa, som er et af de mest populære turistmål, allerede nu meget forurenet. Redigering: Lars-Terje Lysemose & Ann Kledal Visum: Udstedes af det indiske konsulat i København. Turistvisum for 3 måneder gældende for én indrejse koster 370 kr. og tager en uge at få. Fly: København-Trivandrum, fås fra kr. t/r, på tilbud. Fx med Lufthansa fra København til Bangalore og videre til Trivandrum med Jet Airways. Lokal transport: Taxi bruges over længere afstande og koster ca. 110 kr. fra Trivandrum til Vakala ca. 60 km. En tuk-tuk koster ca. 6 kr. for 3-4 km ind til Varkala. Leje af fiskerbåd med lokal fisker koster ca. 165 kr. for en halv dag. Overnatning: En simpel bambushytte på stranden med adgang til fælles toilet kan fås fra 44 kr. per nat. En hytte med toilet og vifte fås for kr. En teaktræhytte i første række til stranden, med toilet, brusebad, køleskab og morgenmad (for to personer) fås for 375 kr. Dobbeltværelse på et hotel koster kr. per nat inkl. morgenmad. Mad og drikke: kr. om dagen, inkl. to øl eller lignende. En liter vand koster ca. 1,50 kr. 1 stor (650 ml) kold Kingfisher koster 6,50-8,50 kr. på restaurant det dobbelte. Varkala: Langs hele vestkysten af Kerala er der mange gode steder for strandferie. Området omkring Varkalas North Cliff har forretninger og restauranter, som ligger på toppen af klippen. Stranden ligger 83 trin ned, og her kommer påtrængende sælgere ikke. Næsten alle taler engelsk, og der er mange steder med internet og wifi. Det er let at få et billigt SIM-kort til mobiltelfonen, og der er mange, der arrangerer ture i området

8 Aftenstemning fra et dejligt overnatningssted efter vandreturen. Mærkelige dyr og meget få turister Benævnelsen 'færgetræk' får en helt ny betydning på disse kanter. Tekst & fotos: Per Allan Jensen Ud for Østafrika finder man en ø, som byder på et usædvanlig varmt og fugtigt klima, et helt specielt dyreliv og meget få turister. Madagaskar havde længe stået på min liste over lande, som jeg bare måtte besøge. Alle efterretninger tydede imidlertid på, at landets infrastruktur lader særdeles meget tilbage at ønske, hvilket naturligvis gør det besværligt og tidskrævende at komme ud i hjørnerne, hvor der virkelig er noget at se. Jeg valgte derfor at tage på en tre ugers tur med Topas, som jeg tidligere har benyttet mig af med godt resultat. Det var fx med Topas, at jeg for alvor fik sat gang i mit rejseliv, da jeg deltog i en tre måneder lang transasiatisk tur for 29 år siden. Og stor var min glæde, da jeg opdagede, at turens rejseleder var den selv samme George, som var leder af den omtalte transasiatiske tur (samt 14 en mellemliggende ugandatur). George er en fantastisk rejseleder og et dejligt menneske. Totalt afslappet og uhøjtidelig, men samtidig knalddygtig til både det praktiske og det mere administrative, og så besidder han en naturlig autoritet, der er guld værd, når der skal holdes styr på lokale hjælpere og leverandører. Verdens fjerdestørste Madagaskar er verdens fjerdestørste ø. Landet, der blev selvstændigt i 1960 efter 64 års fransk overherredømme, er 13 gange større end Danmark og med 22 millioner indbyggere. Befolkningstilvæksten er enorm, og der er børn overalt. Befolkningens købekraft (med et engelsk udtryk kaldet Purchasing Power Parity, forkortet PPP) er cirka 40 gange lavere end danskernes, dvs. på niveau med de fattigste vestafrikanske lande. Der er dog tilsyneladende ikke mange, der lider stor nød. Folk virker velnærede og glade, hvilket naturligvis hænger sammen med landets kolossale frodighed, der giver masser af mad til alle. Til gengæld er en af konsekvenserne af den høje befolkningstilvækst, at der foregår en massiv afbrænding af landets oprindelige skovbevoksning, således at store områder, specielt i højlandet, er konstant indhyllet i røg. Landets indbyggere er på mange måder anderledes end på det afrikanske fastland, hvilket skyldes, at befolkningen i sin tid (dvs. for et par tusinde år siden) kom sejlende fra Indonesien og Malaysia, hvilket giver sig tydeligt udtryk i såvel deres udseende som deres sprog. En anden (positiv) forskel er, at madagaskerne er langt mere arbejdsomme end den gennemsnitlige afrikaner, samt at det ikke flyder med affald overalt (som man fx oplever det i Vestafrika). Og endelig er der så dyrelivet, der er helt anderledes end noget andet sted i verden. Øen rev sig løs fra resten af det afrikanske kontinent for 90 millioner år siden, og de daværende dyrearter udviklede sig i deres helt egen retning. 112 km på en kinesisk cykel Vi begyndte turen med at flyve fra hovedstaden Antananarivo op til den lille by Maroantsetra på øens nordøstkyst (i det såkaldte vanilje-område), en flyvetur hvor vi måtte mellemlande to gange undervejs på små airstrips. I dette område tilbragte vi først en dag med at besøge små lokale landsbyer, Den offentlige tandpleje er ikke så udbredt på Madagaskar. Madagaskars unikke dyreliv rummer bl.a. mange farvestrålende kamæleoner. Fakta Arrangør: Turen var arrangeret af Topas Rejser. Vi var 16 deltagere i alderen år (med et gennemsnit på ca. 55 år). Turen udbydes kun en gang per år, så hvis nogen har fået lyst til at gøre det samme, så er næste chance til oktober. Pris: Turen kostede ca kr. (plus ca kr. til drikkevarer og nogle måltider, som vi selv skulle betale), hvilket ikke er helt billigt, men det var hver en krone værd. 15

9 Overalt blev vi mødt af søde og nysgerrige børn. Lemurer ('halvaber') er nok de mest kendte af Madagskars specielle dyr. hvor der sjældent kom vesterlændinge på besøg. Dernæst sejlede vi over til den lille ø Nosy Mangabe, der er udlagt som nationalpark. Her camperede vi på den fortryllende dejlige strand og fik en første forsmag på det enestående dyreliv. Ikke så mange lemurer i denne omgang, men masser af kamæleoner, gekkoer, slanger og edderkopper. Herefter indledtes turens første fysiske udfordring i form af en 112 km lang cykeltur sydpå ad den såkaldte hovedvej mellem Maroantsetra og Mananara. Vejen består skiftevis af sand, mudder og store sten, og den gennemskæres af utallige floder, hvoraf nogle kan krydses på primitive broer, mens andre er så brede, at der må anvendes fartøjer af forskellig art (fra bambusflåder til simple ponton-færger). Vejen er kun farbar med firehjulstrukne køretøjer, af hvilke der højst kommer fire-fem stykker per dag. Stor var vores begejstring, da vi hørte, at der var indkøbt helt nye cykler til denne tur, men begejstringen kølnedes dog noget, da vi så de små kinesiske discountcykler (one size fits all hvis man bare ikke vejer over 60 kg og ikke er højere end 1,60), som der måtte bruges lang tid på at klargøre til en bare nogenlunde acceptabel tilstand. Heldigvis fulgte der en mekaniker og en masse reservedele med på turen, hvilket var helt essentielt, da cyklerne ustandseligt gik i stykker (personligt fik jeg smadret en pedalarm, to pedaler og to saddelstænger). Undervejs sov vi i telte, som vi slog op ved små landsbyers lokale skoler, hvor vores tilsynekomst hurtigt samlede hundredvis af nysgerrige unger, der heldigvis var utroligt søde og meget fotogene. Landsbyerne duftede af nelliker og vanilje, og langs ruten stod smilende mennesker og råbte Sali Varzha (som betyder: hej hvide mand). Det er godt nok længe siden, jeg sidst har tilbragt tre døgn med fysiske udfoldelser i så varmt og fugtigt et klima uden adgang til vand overhovedet, så det var yderst velkomment, da vi på fjerdedagen ankom til et hotel med nogenlunde sanitære faciliteter. Men det er jo altid en god og sund oplevelse at erkende, hvor lidt man egentlig kan klare sig med og så giver det et nyt syn på alle de luksusgoder, som vi har gået og vænnet os til som selvfølgeligheder. Muddertrekking Efter at have slikket sårene under nogenlunde komfortable forhold begyndte turens næste fysiske udfordring i form af en stroppetur gennem nationalparken Mananara-Nord til fods gennem nogle områder, som jeg sent vil glemme. Først og fremmest pga. den landskabelige skønhed (frodigt højland, rismarker og regnskov), men også pga. de fysiske strabadser: 30 C varme, 99 % luftfugtighed, mudrede stier og forcering af et utal af floder og rismarker. I starten prøvede jeg at holde støvlerne tørre, men til sidst måtte jeg opgive og vadede blot gennem floder og ankelhøje mudderpøle. Vi slog lejr på en lille bjergtop, hvor luftfugtigheden var så høj, at mine briller duggede. Næste morgen småregnede det, da teltene skulle pakkes, og alt tøj, inkl. sko og strømper, var totalt gennemblødt. Midt på dagen havde jeg fået et stort slidsår på inderlåret, og de halvt opløste fødder turde jeg slet ikke se til. Drikkevand havde vi ikke mere af, men vi kom heldigvis forbi en lille landsby, der havde lidt lunken sodavand. Så stor var glæden, da vi endelig kom tilbage til kysten og kunne sove i et par primitive hytter i stedet for de klamme telte. Det var heller ikke ringe med et havbad efterfulgt af en overskylning med ca. en halv liter ferskvand per person. Og øl til aftensmaden, ikke et øje tørt! Efterfølgende gik og kørte vi et stykke sydpå langs den fortryllende smukke kyst, via en vej bestående af skiftevis sand og mudder og med meterdybe huller og med krydsning af et utal af store floder. Et af stederne var færgen kaput, så vi måtte vente nogle timer på, at der blev fremskaffet et meget langt tov samt et passende antal lokale hjælpere, så den kunne trækkes over manuelt. Alle på holdet tog heldigvis den slags med højt humør, men de fleste var også garvede Topas-rejsende. Variation er godt Og så kom vi pludselig tilbage til civilisationen big time i form af et par dages ophold på et luksuriøst ressort ved den mest vidunderlige strand, hvor vi boede i de lækreste hytter lige ud til stranden. Det var som en yderst tiltrængt ferie i ferien. Solskin, frisk havbrise, dejlig varmt og klart vand, snorkling, løbeture på stranden, swimmingpool, dejlig mad og massage (ellers sjældent i Afrika) samt vask af det tøj, som jeg ellers troede, var direkte til Kommunekemi. Det er den slags luksus, man virkelig værdsætter efter nogle dage under primitive forhold. Endelig gik turen tilbage til højlandet med besøg i en nationalpark, hvor vi fik nærkontakt med nogle af de specielle og yderst nuttede lemurer, som Madagaskar er så kendt for. Redigering: Lars-Terje Lysemose På Bali oplevede vi den store Galungan-festival. Den varer ti dage, hvorunder der laves enorme dukker af dæmoner og monstre. Den sidste dag kaldes Kuningan, og her brændes alle figurerne af for at symbolisere Dharmas sejr over Adharma, det onde. Hvordan jeg slet ikke kom til Komodo Jeg havde sammen med min rejsefælle Pernille suset rundt på Java i godt tre uger, klatret på vulkaner, set templer og fået en mere end almindelig voldsom dosis monsunregn, fordi vi havde glemt at forhåndskonsultere Indonesiens sæsonrelaterede, meteorologiske prognoser og i et pludseligt anfald af spontan badetrang, sprang vi om bord på en færge og sejlede til Bali, for nu skulle der fandeme svømmes! Meget kan man sige om turistfælden Kuta, men hvad badebyen savner i eventyr og dramatik, opvejes til fulde af pågående, lokale strandsælgere, der under selvbestaltet tolkning af begrebet free enterprise konstant forsøger at lette byrden fra turisternes tyngende pengebælter ved at pådutte dem T-shirts, ure, solbriller, liggestole og massage eller sælge dem køreture og hotelværelser. Og selvom vi egentlig havde planlagt at blive i Kuta en uge, før vi skulle videre til Singapore og Indien, fik jeg hurtigt nok af at slikke sol og slubre drinks med parasoller og stjernekastere i. Jeg overlevede to dage i et charterhelvede domineret af australske branderter og pakketurister i rundbuefacon, før min venstre hjernehalvdel af egen fri vilje foretog en mental U-vending og bestemte sig for, at tiden var inde til en Livingstonerevival og venligt, men bestemt bad mig om at finde den indre eventyrer frem fra gemmerne og fare ud på den fjerneste ø, jeg overhovedet kunne opspore. Valget faldt på Komodo, en isoleret ø mellem Sumbawa og Flores, hvor der efter sigende vraltede tre meter lange, kødædende varaner rundt i fri dressur. Jeg havde ganske vist set uhyrerne i Jakarta Zoo, men der var vel pokker til forskel på at se dem i fangenskab og i deres naturlige element, så selvfølgelig måtte jeg af sted! En rejseagent oplyste, at der hver lørdag og onsdag blev smidt levende geder ud til uhyrerne, og med min forkærlighed for slasherfilm in mente forestillede jeg mig, at synet af en flænset drøvtygger nok ville kunne tilfredsstille min værste oplevelseshunger. Problemet var bare, at ingen kunne fortælle mig præcis, hvordan jeg kom derud. Åh jo, en pakketur kunne arrangeres, men det ville koste en bondegård og tage mindst seks dage. Ikke godt i betragtning af, at der et par dage senere ville blive fejret balinesisk nytår med tilhørende udgangsforbud og totallukning af alt! Lige fra rejsebureauer til solbrillesælgere. Jo, jeg kunne lige se mig strande ved verdens ende omgivet af glubske rovdyr, mens det fly, vi havde Tekst & fotos: Patrick Leis Somme tider er det bare meningen, at man ikke skal nå frem! Det måtte jeg sande, da jeg var på øhop i Indonesien i booket til Singapore fem dage senere, ville lette uden mig om bord. Nope, ingen pakketure her, jeg var nødt til at foretage turen på egen hånd. Jeg kastede et sidste blik på den lyserøde symbiose af charter-turister og honeymooners, bestemte mig for, at stanken af sololie og toldfri parfume var blevet mere end almindelig frastødende og før fornuften atter fik overtaget, pakkede jeg tandbørste og moskito-olie og ikke så meget andet og overlod både strandstole og hotelnøgle til Pernille. En storsmilende yndighed Jeg hoppede på en bus uden at lade mig afskrække af, at ruten til Komodo ikke sådan uden videre lod sig definere af hverken turistinformationer eller rejseagenter. Så mens Damri-minibussen snoede sig gennem et inferno af scootere og modkørende biler, forsøgte jeg selv at lægge en rejseplan. På den ene side var jeg jo under delvist tidspres, og med et let klap på min smørrebrødsformede vom måtte jeg erkende, at jeg efterhånden var blevet for magelig anlagt til at udsætte legemet for dagslange rejser på vippende pramme eller skrumlende busser, hvis jeg kunne undgå det, og skiftede derfor køretøj i hovedbyen Denpasar. En hyrevogn fra Blue Bird-kompaniet, Indonesiens mest velrenomerede 16 17

10 Oversvømmet gade mellem lufthavnen på Lombok og Senggigi. taxiselskab, der kører efter taxameter, satte mig af foran indenrigsterminalen i Denpasars lufthavn, hvor jeg nu stod og gloede på cirka femten luftfartsselskaber af for mig totalt ukendt oprindelse, mens jeg ubeslutsomt trådte mig selv over tæerne og spekulerede på, hvad jeg skulle gøre. Rejsebiblen fra Lonely Planet lå som en mursten og optog det meste af pladsen i min spartansk pakkede skuldertaske, men selv en indgående analyse afslørede ikke nogen endegyldig rejserute til Komodo. Nå, fanden heller. Jeg smed guidebogen tilbage i tasken og satte kurs mod det rejsebureau, som havde det mest tjekkede logo; de måtte vel kende den nemmeste rute. Jeg henvendte mig hos Garuda, som havde de pæneste brochurer. Skrankedullen besad et imponerende tandsæt, der uvilkårligt henledte tankerne på canadiske flodbævere, og dybt inde i hendes brune, mandelformede øjne mente jeg at kunne spore et svagt genskær af intelligens og kompetence. Hvordan kommer jeg lettest til Komodo? spurgte jeg. Der er ingen direkte forbindelse, smilede hun og pegede med en lakeret negl på et kort over Bali og omegn. Men det er alligevel ganske enkelt: Du køber en dyr flybillet hos os, lander på naboøen Lombok, og før du ved af det, er du på Komodo! Herligt svineri, tænkte jeg glad og godtede mig som en bjørn i et honningdepot, mens jeg gravede dybt i pengebæltet. Pigen bag skranken så interesseret til, mens jeg ledte efter den nøjagtige sum likvide midler, og gik endda så vidt som at oplyse, at der skam dagligt afgik ikke mindre end fire fly fra Denpasar til Lombok. Glimrende, hvornår flyver det næste? Åh, om en times tid, og turen tager blot 35 minutter. Se, det var jo snak, der var til at forstå, og med en billetpris på kun 38 USD var jeg hverken nødt til at pantsætte hus eller hjem. Den brunøjede yndighed hamstrede pengene til sig, flashede atter sit imponerende tandsæt og fortalte så, at der ganske vist var en mindre detalje i rejseplanen, som jeg nok skulle være opmærksom på. Ja? Plane is full, next is in four hours. Five miles out Allerede på det tidspunkt burde jeg nok have set uglerne svæve over mosen, men trods et uhørt antal kaoserfaringer fra tidligere ture var min indre problemdetektor af uforklarlige grunde tavs som en buddhistisk meditationshule, og selvom humøret sank mærkbart, endte jeg med at købe billetten. Derefter tilbragte jeg fireenhalv time i bagende hede med at vandre hvileløst frem og tilbage mellem kaffemaskinen i McDonald s-restauranten og bænken under afgangshallens eneste ventilator, mens jeg adspredt læste i rejsebogen. Endelig åbnede gaten og efter at have betalt en ikke-inkluderet lufthavnsskat på otte kroner, begav jeg mig ud til det mindste passagerfly, jeg endnu har set. Flyet var fuldt booket. De 19 andre passagerer forsøgte lige som undertegnede at skrue de velnærede vesteuropæiske bagdele ned i de diminutive sæder og få spændt sikkerhedsselerne uden at trække maverne mere end højst nødvendigt ind, og snart blev No joking"-skiltet tændt. En storsmilende stewardesse svansede ned ad mellemgangen og uddelte importeret dåsecola og syrlige bolsjer, og efter at have justeret instrumenter og solbriller startede den godt 20-årige pilot motorerne. Kabinen fyldtes af en infernalsk larm, hele flyet rystede og raslede, og Denpasar var ikke mere end en snes meter under os, før propperne i mine ører føltes som to 50 kilos sandsække. Gennem de tonede vinduer så havet ud til at være jadegrønt, fiskerbådene lignede legetøjsskibe i et badekar, og mellem skumtoppene sås frodige småøer dækket af urskov. Jeg nåede at nyde udsigten over det perfekte glansbillede i næsten seks minutter, før et tropisk regnskyl lukkede sig om flyet, og Mike Oldfields sang Five miles out pludselig syntes mere end almindeligt nærværende. Maskinen hoppede og dansede, termiske vinde og lufthuller gjorde deres bedste for at gøre turen interessant, og da en knægt på sædet foran mig pludselig demonstrerede en spontan visualisering af de fysiologiske konsekvenser ved akut luftsyge og uden et ord brækkede sig ud over sin mor, begyndte jeg så småt at skæve til den uskyldigt udseende, fedttætte pose, der dinglede fra en strop under klapbordet. Men ret skal være ret, og den unge kaptajn fløj faktisk upåklageligt. Døren til cockpittet havde stået åben på hele turen, og jeg kunne ikke lade være med at smile over de billige vindues-viskeres nyttesløse kamp om herredømmet over forruden og forundres stadig over, at det i det hele taget lykkedes piloten at finde landingsbanen gennem det massive regnskyl, der hamrede mod glasset. En overset detalje... Da vi kort efter landede i Lombok, stod himmel og hav stadig i et, men en venlig modtagelseskomite ventede allerede på os med stive smil og fine reklameparaplyer, og kun mine sko blev gennemblødte på turen til ankomsthallen. Jeg brugte et par minutter på at ryge smøger og få propperne ud af ørerne, og da jeg igen følte mig nogenlunde ovenpå, lod jeg en af de hundrede ventende guides føre mig til turistinformationen. Før jeg så meget som nåede at sige Komodo, havde den lille indoneser bag skranken disket op med et væld af brochurer for ture, hoteller og lokale seværdigheder, men da jeg var fløjtende ligeglad med både delfinspotting og Fakta dresserede aber, rystede han forfærdet på hovedet og lod mig forstå, at man skam ikke sådan liiige kommer fra Lombok til Komodo! Jeg gloede måbende på manden, hvad i hede hule helvede var nu det for en omgang sludder?! Fyren trak øjenbrynene helt om i nakken og sagde, at den letteste vej til Komodo var at flyve til naboøen Flores. Jeg mærkede tyngdekraften gribe fat i begge mine mundvige, men tvang mig til at tælle til 419 og smile hult. Og hvornår kan jeg så få et fly dertil? Åh, ikke let, det skulle du skam have taget fra Denpasar på Bali. Der er ingen direkte forbindelse mellem Lombok og Flores. Al farve forlod mit ansigt, men selvom jeg mest af alt havde lyst til at gribe fyren i anklen og svinge ham ind i en dørkarm, besindede jeg mig og spurgte, hvad jeg så skulle gøre. Fyren bladrede ihærdigt gennem en skov af brochurer og hæfter, kikkede på landkort og tabeller og begyndte derpå at telefonere til nær og fjern efter flyinformationer. Der havde efterhånden samlet sig et helt lille opløb foran skranken, men til sidst lagde manden røret og forklarede, at hvis jeg ikke ville tage tilbage til Bali og vente på næste uges afgang til Flores, var hans bedste bud, at jeg fløj til Bima på naboøen Sumbawa og derfra tog en bus til færgebyen Sape. Det lød godt nok en anelse omstændeligt, men slutteligt trak jeg på skuldrene og bad om en billet til Bima. Øjeblik, sir, sagde manden og kastede sig atter over stabelen af bøger og tabeller. Du kan først komme af sted i morgen. Jeg måtte lige sætte mig et øjeblik. Jeg kogte af raseri og begyndte at regne på det hele: Okay, én dag i Lombok, én i Bima, så kunne jeg vel være på Komodo i overmorgen aften og stadig have tid nok til at se de satans øgler, før flyet til Singapore afgik. Okay, jeg ta r den. Fyren (og alle de andre foran skranken for den sags skyld) smilede og grinede, og et øjeblik fik jeg en grum fornemmelse af at være blevet tørret fælt. So you stay in Lombok tonight? Jeg nikkede mat, og da han hev en ny stabel glitrende brochurer frem, kom jeg i tanke om at have læst noget om en nærliggende turistby ved navn Senggigi. Yes, very nice! oplyste manden og tilføjede, at det fine hotel kunne bookes for rupiah. Jeg rystede på hovedet, 270 kroner for en overnatning var langt over mit budget, og transport kunne jeg sikkert også selv finde. Stik mig nu bare den flybillet, så jeg kan komme videre! Atter roden og regeren, ingen flybillet lige nu, men ugens eneste fly gik til Bima klokken 9.30 næste dag, og han ville have det hele klar, hvis jeg kom igen en time før afgang. Jeg nikkede igen og forlod lufthavnen i silende regn med begge hænder i lommerne og hovedet fyldt af bange anelser. Jeg gik om bag taxiholdepladsen for at undgå de hylende ulve, travede blindt ud ad den nærmeste landevej og et kort stykke fra lufthavnen, kørte en hvid minibus op på siden af mig. En klatøjet nat på Lombok Where you go mister? Tre små rødder på omkring år kørte bussen, og selvom de ikke kunne flere ord på engelsk, grinede de højlydt og forklarede, at de skam gerne ville køre mig til Senggigi for rupiah. Jeg kantede mig op i bilen, startede en tegnsprogsdialog med chaufføren, der dårligt var stor nok til at kunne se ud af forruden, og endte med at betale 7.000, altså godt otte kroner for turen. Senggigi i turistsæsonen får Kuta til at ligne en soveby. Den består kun af en enkelt gade, der til gengæld er totalt proppet med hoteller, barer, restauranter og internetcafeer. På den årstid, jeg var der, lignede det en spøgelsesby, og der var flere fingerrings-sælgere end turister. Det evindelige Hallooooo, how are youuuuuuu? blev efter cirka tre minutter mere, end mit centralnervesystem kunne magte, og responsen ændredes med forbløffende hast fra Fine, thank you til noget i retning af Hmmpft#vey5dhj! Men ikke alt var elendighed, og i løbet af kort tid havde jeg fået opsporet et hæderligt logi til under en tyver. Prisen inkluderede både vækning og morgenmad, og jeg var ganske fornøjet, da jeg senere trissede ud i Senggigis mangelfulde natteliv for at få en øl og noget at spise. Næste morgen hamrede hotelmutter på min dør, stak mig en stabel pandekager og en skål frugt og forlangte at høre historier. Klokken var halv syv, himlen var stadig mørk. og efter mit natlige møde med en tysk dykkerinstruktør og en flok lokale bartendere, som insisterede på at vise mig de bedste diskoteker, var to timers søvn ikke helt nok til at få tågerne i mit baghoved til at lette, og de begyndende tømmerbamser fik hotelejerens skingre stemme til at lyde som kork mod en tavle

11 En af hofretterne i Indonesien er satay. Det tilberedes ofte med jordnødder og indeholder kylling, okse- eller svinehød, men kan også bestå af dyreorganer eller skildpadde. Denne hund forsøgte at spise kyllingen rå. Det havde ellers været lidt af en nat. Jeg havde spillet øl-pool med en flok indonesiske bartendere i flere timer, drukket om kap med en transvestit og var endt som eneste vesterlandske turist på et diskotek, hvor de lokale drak sig grønlænderstive i arak-brændevin og Bintang-bir og dansede synkrondans til tonerne af et lokalt helvedesband. Jo, jo, det havde skam været rigtig sjovt, men her til morgen betalte jeg så sandelig også prisen! Jeg sank en liter kaffe, pinte mig gennem et iskoldt bad og befandt mig snart efter atter i en bus mod lufthavnen. Money first! Solen stod op, og fuldkommen udskidt sad jeg så på en bænk med en lunken cola i hånden og ventede på, at billetkontoret skulle åbne. Pludselig dukkede skrankefyren op, øretæveindbydende morgenfrisk og jovial til det grænseoverskridende: Hallo, Mister Patrick, good sleep? Ja, ja, helt fint, hvordan går det med billetten? Fyren svansede som et forårslam gennem lufthavnen. Jeg slæbte mit hårdt prøvede korpus efter ham i samme adstadige tempo som Paul II til påskemessen i Peterskirken og faldt om i en stol i samme øjeblik, vi nåede hans kontor. Tickets right here, annoncerede han og viftede mig om snuden med en blå billet. Værsgo. Endelig! mumlede jeg og rakte ud efter den forjættede rejsehjemmel. Money first! Javel ja, tager du Visa? Fyren rystede forskrækket på hovedet og gemte omgående billetten bag ryggen. Cash only! Er der en kontantautomat i lufthavnen? spurgte jeg træt. Ja, ja, lige udenfor. Jeg tvang mine stive lemmer i bevægelse, traskede tilbage, hvor jeg kom fra, og fandt forbløffende hurtigt pengeautomaten. Den kunne naturligvis ikke modtage visakort, og først efter en taxitur gennem Lombok by og et større opsporingsarbejde for at finde en hæveautomat, der vidste, hvad visakort var for en størrelse, kunne jeg returnere til rejseagentens kontor og betale billetten. Jeg var fuldkommen ødelagt af stress, varme og tømmerbamser og Komodovaraner (Varanus komodoensis) set fra relativ sikkerhed i Jakartas zoo. Der menes at være omkring varaner i det fri, hvoraf langt størstedelen lever i Komodos nationalpark, der også omfatter øerne Rinca og Padar. De kan blive op til 3 meter lange, veje 70 kg og sprinte med en fart af 20 km/t. Man har hidtil troet, at komodovaranen dræber sit bytte ved hjælp af en bakteriecocktail i spyttet, men nye opdagelser tyder på, at varanens jagtresultater skyldes nervegift. kunne næsten ikke producere nok mundvand til at få spurgt, hvor langt der egentlig var fra Bima til Komodo. Åh, svarede fyren distræt, mens han udfyldte data på min hårdt tilkæmpede billet. Det er lidt svært Hvad mener du?! Fra Bima skal du jo til Sapa, men det kan først lade sig gøre i overmorgen. I overmorgen?! ekkoede jeg tomt. Ja, der er kun én daglig bus mellem Bima og Sape, og du kan ikke nå den, som kører i dag Og båden sejler kun hver anden dag. Altså i overmorgen? Ja, ja, men så har du også god tid til at finde den rigtige havn. Jeg kunne tude, men tvang mig alligevel til at spørge, hvor lang tid sejlturen så ville tage. 9 timer, svarede han uden at kikke op fra papirerne. Og så er du i Labuanbajo. Jeg røg op fra stolen! Labuanbajo!? Jamen, det er jo på Flores på den anden side af Komodo! Fyren nikkede undskyldende og rakte mig den færdigudfyldte billet. Der er ingen direkte forbindelse mellem Sapa og Komodo. Først sejler du til Flores, dagen efter tager du en anden båd til Komodo. Jeg var lige til at tørre op fra gulvet. Det ville altså tage yderligere mindst tre dage at nå varanøen, og det forudsatte endda, at der i det hele taget var ledige pladser på færgerne. I ånden så jeg allerede mit fly til Singapore lette, mens jeg spillede Robinson Crusoe et eller andet sted i Det Indiske Ocean uden at kunne komme hverken frem eller tilbage, og jeg følte mig allerede som hovedpersonen i en ond Kafka-roman, da fyren satte dødsstødet ind: Desværre er dagens fly til Bima aflyst. Tur/retur Det hele sortnede for mine øjne, jeg hørte et eller andet sted i det fjerne fyren sige, at det skam ikke var noget problem. Jeg kunne da bare vente halvanden time, tage et fly tilbage til Denpasar på Bali og komme med en nyt fly til Bima i eftermiddag. Og så var det, noget begyndte at udsende underlige kliklyde i mit baghoved, og mavemusklerne trykkede sig sammen til en hård knude af iskold vrede. Hvis den forbandede bævermunds-dulle i Denpasars lufthavn havde givet mig den rigtige information fra starten, ville jeg allerede nu have været om bord på færgen mellem Labuanbajo og Komodo og stå og fodre dinosaurer om et par timer; men i stedet havde jeg spildt to dage og en mindre formue på at komme tilbage til mit udgangspunkt og ville alligevel være nødsaget til at bruge yderligere tre dage på transport. Dette her var simpelthen for meget, og et sted langt borte i det univers, som nogen kalder Virkeligheden, hørte jeg nogen begynde at skrige. Billetnissen fór forskrækket sammen, og der gik flere minutter, før jeg blev klar over, at det var mig, der skreg. Jeg sprang op af stolen, lod eder og forbandelser regne ned over idioten og krævede omgående pengene for billetten retur, da den ultimative ydmygelse ville være at starte turen forfra. Jeg var edderspændt rasende, og da fyren lagde armene over kors og sagde, at jeg ikke kunne få refunderet billetprisen, så jeg rødt. Jeg råbte så højt, at flere uniformerede officials kom løbende til, og i løbet af et øjeblik var kontoret en slagmark. Alle, inklusive undertegnede, råbte og skreg og rev i hinanden. Men da der først blev sagt, at en aflysning ville koste 25 % af billetprisen, var det ved at gå helt galt. Jeg flippede skråt, forlangte at komme til at tale med chefen for selskabet og blev ført fra kontor til kontor med en større forsamling af rejseagenter, sikkerhedsfolk og flybesætninger sværmende om benene. Forskellige luftfartsrepræsentanter forsøgte at mægle, afbestillings-salæret sneg sig ned på 15 %, og lufthavnen var efterhånden hensat i et sandt kaos. Betal 10 %, tryglede billetfyren, der øjensynligt var ved at have fået nok, men da jeg ikke mente, at det drejede sig om en aflysning (fordi jeg havde bestilt en billet fra Lombok og ikke fra Bali), nægtede jeg at betale så meget som en rupiah i gebyr. Kaptajnen fra flyet kom nu løbende. Alle de andre passagerer stod og ventede, og flyet var for længst blevet klar til at lette. Jeg hylede igen op om ambassader, klageskrivelser til turistbureauet og smædebreve til Lonely Planet, og endelig fik vi indgået et tåleligt kompromis på 5 % af billetprisen, altså lidt mindre end 20 kr. Stadig rødglødende af raseri stormede jeg med kaptajnen ved min side gennem check-in og ud ad landingsbanen, hvor det ventende fly allerede var ved at varme motorerne op. 19 sure fjæs vendte sig synkront mod mig, da jeg tumlede ind i maskinen og klaskede røven i det eneste ledige sæde. Passageren ved siden af mig var tysker, men jeg registrerede hende ikke som andet end en irriterende skygge, før vi havde været i luften flere minutter. Diskret prikkede hun mig på armen og spurgte, hvorfor jeg var kommet for sent til afgang. Min mund blev en tynd streg, øjenbrynene placerede sig midt nede på næsen, og min første indskydelse var at bede hende hoppe i havet. Held i uheld Før jeg vidste af det, havde jeg fortalt hende hele historien. Pigen grinede, så hun var ved at revne, og da jeg var ved at være færdig med fortællingen, begyndte jeg faktisk også selv at kunne se det morsomme i situationen. Og lige før vi landede, tørrede hun øjnene og forklarede, at hun netop selv var flygtet fra Flores. Der var udbrudt den værste malariaepidemi i mands minde på øen, en af hendes venner var dagen før blevet fløjet akut til Europa med livstruende symptomer, og al indrejse var på det kraftigste blevet frarådet af det indonesiske turistministerium. Jeg gik som en zombie gennem ankomsthallen i Denpasars lufthavn. For fanden da, hvor blind har man lov at være!? Sommetider prøver forsynet åbenbart at give naive rejsende et vink med en vognstang, og eftersom jeg ikke engang havde spist almindelige malariatabletter, kunne det være gået rigtig galt, hvis jeg havde fuldført rejsen. Måske, tænkte jeg eftertænksomt, var det slet ikke meningen, at jeg skulle besøge Komodo på denne tur? Og da jeg kom tilbage til Kuta, økonomisk fattigere, men en erfaring rigere, fandt jeg med det samme Pernille, der sad og kogte på samme strand, hvor jeg dagen før havde forladt hende. Hun virkede ikke det mindste overrasket over, at jeg allerede var tilbage, men spurgte bare, om jeg havde haft en god tur, og om jeg lige gad smøre noget solcreme på hendes ryg. Så mens jeg atter sad der i sandet omgivet af solbrillesælgere og stanken af stegt flæsk fra fede charterturister, tog jeg mig selv i at smile. Man skal bare følge sin intuition, give some, take some, og endnu engang havde jeg vist været mere end almindeligt heldig. Man kan ikke vinde hver gang, tænkte jeg og skruede låget på solcremen, men man skal huske at tage de chancer, der kommer. Foran mig lå det blå ocean, ugen efter var jeg på vej mod Singapore og Indien. Der var masser af muligheder for nye eventyr. Redigering: Lars-Terje Lysemose Patrick Leis har endnu ikke været på Komodo. Dette er et bearbejdet uddrag fra hans bog Røverhistorier fra et rejseliv, der netop er udkommet på Forlaget DarkLights. Patrick er forfatter til 21 bøger, og selv om de fleste er gys og science fiction, er der også et par backpackerhistorier og en rejseguide til Indien imellem. Læs mere på skysite.dk/leis/ og på

12 Børnene i Ladakh er nysgerrige. Landskabet bliver for hver dag mere og mere goldt. Da vi mistede en hest, mistede vi også dens oppakning med salt. Kokken brugte sukker i stedet. Over alle Over Shingolapasset i 5100 moh. Nær Padum: En hest var ved at falde ud over hængebroen, men sad fast i nettet. Ladakhs og Zanskars bjerge Skarp sol i pashøjde. Vi havde 17 pakheste til at begynde med. Tekst & Fotos: Gunnar Terje Lysemose I 1990 tog jeg på vandring over verdens tag og også jeg blev ramt af det kulturchok, som rammer alle, der første gang vover sig til Indien, et subkontinent af kontraster, hvor gribbe og tiggere, eventyr og mareridt, er mere end anmasende i al deres pinagtige, kropslige sanselighed. 23

13 Kære venner af eventyret! Selv om jeg er vant til udfordringer fra utallige fjeldture gennem 30 år, blev denne 27 dage lange rejse, der omfattede 250 kilometers trekking på 17 dage over Himalayabjergene i Zanskar og Ladakh (også kaldet Lille Tibet, jordklodens sidste Shangri-La) i den nordindske delstat Jammu og Kashmir, nok så krævende fysisk og især psykisk. En tur over Himalaya sætter spor for livet anderledes kan det ikke være. Man er altid lidt forandret efter en rejse, fordi man får revideret visse synspunkter og modtager mange nye impulser. Man får noget at tænke på og mange oplevelser at tære på. Ideen til at vandre i Himalaya opstod allerede i december '89. Det eneste, der i vinterens og forårets løb gjorde mig betænkelig, var de gentagne alvorlige politiske uroligheder, der foregik i Kashmirs hovedby Srinagar, hvor hinduer kæmpede mod muslimer, og indisk politi og militær stod over for militante uromagere fra Pakistan. Udgangsforbud og demonstrationer med mange dræbte var tilbagevendende begivenheder. Journalister fra Vesten var forment adgang til Srinagar i sommeren '90. Mine rejsefæller så jeg først i Kastrups lufthavn. Naturligvis er man spændt på, hvem man skal være sammen med og hvordan de er. Vi var tør jeg godt sige en samling individualister så forskellige, at konflikter snart opstod. Vi var blevet lovet noget nær en luksusrejse af Hovedstadens Oplysnings Forbund (HOF), men resultatet lignede snarere en discountudgave! Flere i gruppen var ikke i stand til at acceptere forholdene, som de var og deres kværulerende indstilling lige fra første færd varslede ikke godt. Intet fungerede tilfredsstillende, men bagefter ja sidenhen er næsten alt dette glemt for den totale oplevelse af turen og rejsen. No! No! og bye-bye! Flyturen gik glat, men det chokerende møde med Delhi må betegnes som etwas ganz anderes; pludselig var vi midt i suppedasen, i myretue-saunaen. Et typisk udsagn i min dagbog lyder: "Det har været en slemt barsk dag i dag selv om jeg allerede nu til aften husker den som dejlig." Det er sært, som vi mennesker er indrettet til at skubbe dårlige hændelser væk og kun beholde de gode i erindringen. Det er en god evne at være forsynet med, og ganske nødvendig. Specielt i forhold til alt det tragiske, vi konstant stødte på i et land som Indien. Skulle jeg f.eks. give mig til at bearbejde min sorg over et menneskes tabte liv hver eneste gang, jeg passerede en tigger, så ville jeg aldrig nå andet. For mig var det hver eneste gang en overvindelse at lukke øjnene og sige: No! New Delhi: Ud af lufthavnen, larm, mylder, forvirring, biler, mennesker. Det første indtryk af Indiens hovedstad: Skubben, masen, støjen, absolut ingen trafikregler, og tuden i hornet er lige så almindeligt som at træde på speederen. Hellige køer med ret til alting, slumhytter og telte langs vejen, forfaldne højhuse, der ser ud, som om de er skåret midt over, fordi de aldrig er blevet bygget færdige. Vi fik i de følgende dage det ene kulturchok efter det andet. Mennesker lå og sov overalt. Spedalske der manglede næse og ører. Invalider uden arme og ben. Pjaltede og lasede (eller nøgne) mennesker, der lå, sad og hang med tomme øjne. Geder og køer traskede uforstyrret gennem byens hovedgade efterladende deres visitkort. Støvet, snavset og lugten af fattigdom hang i den forurenede luft. Old Delhi kræver hård hud på sjælen. Hvis man kunne vænne sig til denne by og blot blive nogenlunde hærdet mod tragiske skæbner, ville der sikkert være intet mindre end pragtfuldt: Kogende, boblende, sprudlende, sydende liv på hver eneste kvadratcentimeter. Ned ad Chandi Chowk, som er Old Delhis hovedgade, hvor man føler sig sat flere hundrede år tilbage: Skomagere, skræddere, spåmænd, madsælgere og slangetæmmere sidder overalt og tilbyder deres varer og ydelser til de forbipasserende. Men bag alle de skabede hunde ser man mennesker med en fortryllende udstråling. Folk smiler og er varme, åbne, søde og glade. Chokket fortog sig efterhånden, og vi oplevede det rigtige Indien: skønne paladser, enorme fæstningsanlæg, templer med de skønneste udhugninger i sten og senere også bjerglandsbyer med høj, tør luft og grønne rismarker. Første dag gik jeg ind til Connaught Place i Delhis centrum til. Turen blev noget af en prøvelse, for havde jeg tilfældigvis øjenkontakt 1/10 sekund med f.eks. en butiksindehaver, styrtede han op og flåede sine varer ned fra hylder og kroge og var nået hen til mig, før jeg fik taget det næste skridt. Hvorefter det tog mange skridt og bye-byes, før han til sin målløshed indså, at jeg virkelig ikke agtede at købe bare det mindste. Højplateauer og bjergørkener Ladakh er spændende med dets højplateauer og bjergørkener. Her lever den enestående tibetanske kultur uforstyrret videre, som den har gjort i århundreder. Området ligger i læ for monsunregnen på Himalayas nordside. Dalstrøgene er beboede, selv om de ligger bortgemt og fjernt fra al civilisation af høje pas og dybe kløfter. Klostre ligger som ørnereder på dramatisk forrevne klippetoppe. Vi gik for det meste i det mest besynderlige, storslåede og mystiske landskab i alle tænkelige brune nuancer. En form for overnaturlig stenørken med kæmpe bjerge og huler i mærkelige faconer, som lagde nogle besynderlige eventyragtige skygger over landskabet, der så ud som blødt, blødt sand. Vi var 11 danskere og havde 8 indiske hjælpere og 17 heste med på trekket. Dag 1: Afrejse Kastrup med Lufthansa til Frankfurt. Derfra med Air India til New Delhi. Dag 2: 34 C, Delhi-hørmen er skrap, servile indere overalt med deres sir. Følelsen af hvid overklasse er ubehagelig! Sightseeing og seværdigheder. Dag 3: Fly til Kula via Chandihar og videre med taxi igennem et menneskemylder af demonstrerende indere til Manali. Besøg hos en frisør, en 16-årig knøs, hvor jeg blev klippet og barberet, håret blev vasket, og ansigtet fik massage. Pris: 2 kr. Dag 4: Bjerge dukker op minder mig om Schweiz. En lastbil er kørt i floden, 9 mennesker omkommet. Vores tur er udsat på ubestemt tid, fordi to væltede lastbiler har blokeret vejen oppe i passet. Dag 5: Bilturen til Dachia over Rotangpasset, moh de 150 km blev tilbagelagt med 15 km/t, da vejen var smal, stejl, meget dårlig hvis ikke ligefrem farlig!? Landskabet er vildt og øde og minder ikke mere om idylliske hyrdebilleder med scenerier fra Schweiz. Dr ama fr a første færd Dag 6: Første trekkingdag havde en dramatisk begyndelse: En pony med fuld oppakning faldt ud over en smal bro uden rækværk. Dyret faldt 45 meter ned i en rivende flodstrøm og var dræbt på stedet. Stor opstandelse. Jeg var den eneste af turdeltagerne, der så ulykken ske. Campingforholdene er primitive med små tomandstelte. Støv og sand overalt, spredte buske og tyndt græs giver ingen læ. Vi slår lejr ved en flod, og vi danskere bader, men den slags udskejelser hører ikke med til alles vaner. De lokale hjælpere glor på naturisterne. Dag 7: Der hersker almen utilfredshed med, at hestefolkene er så få og arbejder så langsomt. Saltet forsvandt med hesten i går. Kokken bruger sukker i stedet! Vadestedet er kritisk for hestene. Vi kom ikke så langt, som det var planlagt. Vi har ingen overskydende dage til uheld eller hvil, hvilket er en katastrofal fadæse fra planlæggernes side! Himalaya giver ikke køb til de mådeholdne. Vil man være med til at flytte grænser, må man først overvinde sine egne: Risici og strabadser, diaré og sovepiller. Da jeg i dag fandt hundredvis af langstilkede edelweiss, mindede det mig igen om, at jeg ikke er i Alperne, hvor de er yderst sjældne. Frokosten var alt andet end rigelig og god og den øgede blot misstemningen. Blå hænder og blålig bleg hud Dag 8: Højdesygesymptomer: Hænderne blå på indersiden, huden blålig bleg under øjnene. Flot flora, bl.a. storblomstret gederams. Over Singulapasset, moh. Lungerne går som blæsebælge. En kan ikke klare nedturen fra passet. Jeg overtager hans lille rygsæk. Højden og de rå betingelser har tæret på mine kammerater ja, på os alle. Højder på meter udløser ofte kvalme og en forfærdelig træthed. Vi har ikke haft tid til at akklimatisere os. Floder, der skal vades, og pas over moh er altid en udfordring. Dag 9: I dag vadede vi over isnende gletsjer-elve, dalstrøget er let at gå i. Vi mødte græssende yakokser og så sæterhytter og flere faldefærdige, skrøbelige reb-broer. Dagsmarch km, 5-8 timers gang. En hjælper er sløj og fryser. Hestefolkene må slide i det, de er hårdt spændt for. Dagen er varm, natten kold disse ord kan også være et sindbillede på den mentale tilstand i lejren. Overalt i bjergene møder vi mani rækker af stentavler med smukt huggede indskrifter udført af buddhistiske lamaer. De hellige tekster har kræfter, som skal genoprette lykken efter dødsfald og sikre enhver, der ser dem, styrke og fred. Mest brugt er ordene Om mani padme hum (jeg hylder dig, du som holder juvelen [= visdommen] og lotussen [= kærligheden]). Fakta Små stupaer, chorten, er også almindelige. De gemmer relikvier, små Buddhafigurer af ler eller mængder af bønner, skrevet på papir. De lokale lærer os, at man skal passere mani og chorten med højre side til. Men det hænder, at vi snyder, hvor terrænet gør omvejen besværlig. I kloster i Zansk ar Dag 10: Zanskarbjergene er brunlige eller rustrøde pga. deres indhold af jern og kobber. Til te hos beboerne i en landsby. Herlige mennesker. Vi er tre fra gruppen, der er på udflugt til Phuktalklostret, hvor vi også overnatter. Jeg blev pludselig slået af modsætningen mellem de pragtfulde, vilde bjergtinder og alle disse skrøbelige ting indenfor i klostrets verden, hvor lamaer hengiver sig til betragtning og søger efter visdom. Klosterlivet enten fortryller og griber en eller vækker afsky med sine mørke, kolde, fugtige celler. Stierne egner sig ikke til frygtsomme mennesker og det gør buddhistiske klostre fra middelalderen heller ikke. Udenfor små dyrkede arealer omkring omhyggeligt passede haver. Lamaerne virker beskedne og harmoniske, men to munke kaster blod op og beder om medicin, men desværre kan vi ikke hjælpe. Selv lider jeg af ødemer i ansigtet pga. højdesygen. En rotte ødelægger min nattesøvn. Hele aftenen har der været lyde fra lamaerne på klostret. Der messes over store stykker papir, der ligner papyrus. Lyden kommer som en dyb brummen helt nede fra struben og lyder noget i retning af uhhmalamalama, uhhmalamalama osv. i timevis! Meget beroligende, men lyden pacificerer desværre ikke lopperne. Jeg føler mig hensat både til Umberto Ecos middelalderlige klosterverden i 24 25

14 Et ægte Shangri-La. Det sidste stræk ned til vejen og Lamayuruklostret. Vejside nær Manali i dalen inden vi forlader civilisationen. Intet rækværk over broen, hvor vi mistede en hest. den dystre "Rosens Navn", men også til Shangri-La i James Hiltons "Tabte Horisonter". Og landskabet minder mig om tegningerne i Tolkiens eventyrverden i "Ringenes Herre". En walkman for en pony Dag 11: Solen er skarp. Huden på skuldrene småkoger. Mange af deltagerne har vabler og gnavsår. De fleste virker dødtrætte, en nægter at spise indisk mad overhovedet ikke sært at han afkræftes! Et ungt par tænker på at tage hjem. Der er almindelig utilfredshed undtagen hos os tre fra Phuktalklostret, der er euforisk høje efter det vi oplevede oppe blandt lamaerne. Tænk, hvilket liv! En handelsmand standsede mig i dag og spurgte, om jeg ville sælge min walkman for en pony. At have en walkman er højstatussymbol her. Min appetit er uhyggelig. Jeg gør kål på en stor skål hirsegrød, men forbliver lige tom i maven. Der har været flere kontroverser, mens vi har været borte med vores indiske guide og hestefolkene. Marchtempoet er jammerligt. Motivationen er gået fløjten efter flere fatale uheld. Den hvide sahib (= vores danske leder) skiftevis trygler og truer med sanktioner af økonomisk art. Jeg har diaré. Danskere er dog nogle sølle skrog! Dag 12: Kunne ikke sove i nat, min teltkammerat snorker. Vi ligger i meters højde og har udsigt til en bjergtop på over moh, der i morgensolen ligner et Soria Moria-slot med spir og tårne, farveglinsende, snepudret ren inspiration for fantasien. Hestene græsser frit oppe på bjergsiderne, hvor vegetationen ellers er yderst sparsom. Flokke af får og yakokser er med til at nedbryde jordsmonnet, erosionen hærger her. Overalt ses raviner, jordskred og naturødelæggelser, for træer mangler. Landskabet bliver for hver dag mere og mere goldt. Nu er der mest grus, sten og sand, der i eftermiddagsheden flyver rundt og sætter sig på de mest irritable steder så som øjne, ører, næse og stemmebånd. Forbløffende at dyrene overhovedet kan finde noget i denne ørken. Jeg har svært ved at sove, selv om vores sygeplejerske uddeler sovepiller. Lopper i en støvstorm Dag 13: Halvvejs over Himalaya. Bed tea kl , kokken sov over for tredje gang. Kun jeg har vækkeur med. Turen er ved at gøre os alle stressede. Mennesker er og bliver problemskabere. I dag mistede vi en dunk petroleum, så kokken er næsten uden brændsel. Byen Padum er en stor byggeplads, rodet, beskidt, uden faciliteter. Vi er havnet i en udørk, en afkrog i denne verden. Der er en telegraf her, men den virker vist ikke. Hestene tungt lastet, måske for tungt alt går for trægt og langsomt. Stemningen lav som tempoet. Hen på eftermiddagen rejser vinden sig, og støvstormen raser. Cigaretter deles ud til hjælperne hver morgen i håb om, at det kan hjælpe på tempoet. Endnu en søvnløs nat. Det klør som en ulykke. Lopper mæsker sig på mig. Alle floder her er rivende strømme af gråhvidt lerslam, men vi drikker det alligevel. Den ydmyge logren, vi traf bekendtskab med i Delhi, møder vi ikke her i Padum. Aggressive ligemænd leger bedst. Halvdelen af byens indbyggere er muslimer de er anderledes af væsen end hinduer og buddhister. Flere uheld med heste Dag 14: Søndagen begyndte med forsinkelser, uheld, dårlige vibrationer, og senere udviklede det sig til noget, der lignede endnu et drama. På broen over en stor flod var vi ved at miste endnu en hest, da den skred ud og ubehjælpeligt hang fast i tovværket. Alle nerver hang i laser. Hjælperne nægtede at fortsætte. En voldsom opsang af meget ubehagelig karakter gjorde et vist indtryk. Vi danskere fik vores vilje efter at have kulet hjælperne. Rajiv, vores unge indiske guide, er uforskyldt havnet i et ingenmandsland mellem sine egne og en dansk boss som på hver sin side forlanger hans loyalitet, arme fyr! Det kan ikke skjules, at lederparret og en enkelt af deltagerne optræder så modbydeligt nedladende over for inderen og vores hjælpere, som vist kun racister kan gøre det. Det er frustrerende at skrige af harme uden at sige en lyd. Bortset fra det hærger sandfygningen i dette eventyrligt flotte månelandskab, og folk hoster sand op. Dag 15: Mellem kl. 20 og 21 dør alt ud. Vi plejer legemlige skavanker og sår på sjælen. En siger: "Jeg ved ikke, om jeg kan lide at være her. Det er suverænt spændende, men forfærdeligt anstrengende." En hest triller rundt på vej ned ad en stejl sti. Vigtig proviant, bl.a. mel, mælkepulver og æg ryger i en flod, men hesten klarer sig op igen uden proviantkasserne. Dag 16: Off-day. Jeg er slap som en klud efter 8 dage med diarré. Vi begyndte før kl. 5 i morges for at komme varmen i forkøbet. Heden er trykkende og udmattende. En flok murmeldyr holder øje med os fra deres jordhuller. Vi går over en smal kabelbro, som hænger mellem klippesiderne. Det går stejlt opad mod det næste pas. Kokken har fået en byld på kinden. Sygeplejersken skærer uden bedøvelse. I dag måtte vi først og fremmest prøve på ikke at gå hinanden på nerverne. Mentalt har vibrationerne været helt nede i kulkælderen det kan kun blive bedre fra nu af! Af lederen fik vi besked på kun at kommunikere med kulierne gennem ham. Sådan noget skal man ikke sige til mig! Jeg gjorde lige modsat fraterniserede nærmest, blev ven med den indiske guide og fik fra da af en god tur. I eftermiddags besøgte jeg et gompakloster, drak smør-te, spiste chapati og smagte tshampa (klægt brød), tungt fordøjeligt. Fårekød og mavepine Dag 17: Vi har købt et får! Danskerne vil ha' kød på bordet. Men efter buddhismens bud om nænsomhed kan man ikke aflive dyret, så vi må gøre det selv med vores dolke! Hestefolkene får hjerte, nyre, lunger, skind og tarme. Vi andre får sejt kød og mavepine. Vi overnatter i meters højde, hvilket giver flere af os en vedvarende tør hoste. Dag 18: Jeg er rigtig i form nu og begynder at mærke nydelsen ved strabadserne. Jeg springer rundt i bjergene som en anden gemse. Bjergene, tinderne, er gådefulde, krævende, svimlende. De himmelstræbende linjer, kamæggene og de spidse takker kræver opfindsomhed og håndelag hos klatrerne, der nærmest må besidde skabende evner for både blikket, tankerne og følelserne, ja hele mennesket løftes op i en anden sfære. Jeg føler en stærk dragning mod højderne. Himalayas tinder inspirerer til mountaineering, som englænderne siger. Bjerget, fjeldet, tinden, har magt over mit sind. Der er nothing like it in the world, som min indiske ven siger. De helsebringende kræfter i bedeflagenes tekster spredes med vinden over pashøjde. Jeg tørster til stadighed. Maden er stærkt krydret af karry og chili. Jeg er groggy af mangel på søvn, men i endorfinernes vold og temmelig høj. Dag 19: En dag helt uden problemer! Beboerne har en sympatisk svaghed for at drikke smør-te mange gange om dagen. Landsbyens kvinder samler yakmøg, tørrer og stabler skidtet til brændsel, for træ findes ikke. Dag 20: Turen i dag blev særdeles varieret. Vi har gået i en dyb slugt 26 27

15 med masser af kløfter og med de mest fantastiske bjergformationer. I landsbyen nysgerrige børn. Jeg smagte gedemælk, der var varm, sød og fed. Både hos købmanden og i kiosken i Wanla kunne man købe rare sager så som kiks, karameller, pastiller og naturligvis solder vi efter flere ugers afsavn, hvor jeg har mistet ca. 5 kg huld. Whiskymælk og gaver Dag 21: Sidste aften sammen med de lokale hjælpere. Vi danskere fester alene med vores whiskymælk. Vi uddeler gaver og lommepenge til vores tjenende ånder. Smil overalt. Der er noget, der ikke stemmer penge og gaver er ikke alt! Vore drømmevandringer i Himalaya er slut eller hvad? Drømme tåler ikke at blive virkeliggjort, siger digterne, for da dør de, men min drøm om Himalaya døde ikke ved mødet, selv om visionen fik et par ridser i lakken. Selv om alle har ret til at vandre, trekke, klatre, så har just ikke alle de nødvendige fysiske og mentale forudsætninger for at engagere sig i friluftslivet i bjergene. Jeg ønskede at gi' mig eventyret i vold at frigøre mig. Prisen behøver ikke at være ensomhed, melankoli og depression, men kan være venskab og en glæde og inspiration, der ofte først kommer bagefter, fordi betingelserne, man vandrer i, undertiden er alt andet end solbelyste. Ordene søger retrospektivt at rejse en form i sindet, at genskabe det, som hændte mig i det første voldsomme chok. Himalaya er en gigant, en majestæt, som det kræver tid at indkredse og fordøje bjerge der ikke vil slippe dig. Kontrolposter og udgangsforbud Dag 22: Bustur til Kargil, 5 timer ad en grusbjergvej, en nerveopslidende prøvelse meter-tinderne Nun og Kun så vi fra vejen. Dag 23: Dagens bustur, 250 km, de værste vejkilometre, jeg nogensinde har oplevet. Kolonnekørsel, militære kontrolposter og serpentinersving i et vildt og øde landskab. En køredag er undertiden lige så hård som en trekkingdag! Srinagar sø. Udgangsforbud efter kl. 18 pga. de politiske spændinger. Få turister. Situationen meget alvorlig, men på vandet ånder alt ro. Husbådene er ren luksus, og vi slapper endelig af efter tre ugers intens omflakken. Stormogulens have: en stor skuffelse dårlig vedligeholdt. Bazarområdet med de mange hængende haver og lotusblomster var derimod seværdige. Tiggere og handelsfolk her er utålelige. Kashmirerne elsker, at vi tinger hårdt om priserne. Vi må konstant være på vagt for ikke at blive snydt. Nattemperatur på 33 C. Man sover en halv time og er vågen et kvarter, drivvåd af sved og sådan går det hele natten. Besynderligt nok går jeg ikke rundt og er træt om dagen. Dag 24: Før solopgang sejlede vi i shikara ud på den morgenstille sø til det farverige, flydende grøntsagsmarked. Her samles massevis af både, og stedet syder af aktivitet. Glenter sejler rundt under den blå himmel, og smukke isfugle dykker nær vores husbåd. Lutter idyl. Vi kører gennem Srinagars centrum til lufthavnen i rasende fart, overalt vejspærringer, barrikader, forskansninger og militære checkposter. I lufthavnen dobbeltcheck og kropsvisitering, da vi skal flyve tilbage til New Delhi. Rismarker og Taj Mahal Dag 25: Tur til Agra, 2 x 200 km = 10 timers kørsel. På turen ser vi fra vejen et bølgende hav af grønne rismarker og enorme vandbøfler på svømmeture i vandhullerne. Det giver en form for besynderlig ro indeni at se disse kolossale, rolige dyr med de varmeste øjne og det ligesom fortabte afklarede blik. Indien er også hvide zebuokser, ibiser, væverfugle, ådselsgribbe og Taj Mahal, et af verdens syv vidundere! Dag 26: Vi er udmattede og har mavepine. I aftes var vi på 1. klasses restaurant og spise fint. Det indiske rejseselskab blev presset til at betale. Et plaster på såret for senere enerverende venten i lufthavnen, en sidste forsinkelse på adskillige timer. Vi er overmætte af indtryk og længes hjem til ordnede forhold, forstå det, hvem der kan. Dag 27: Endelig hjemme i Danmark igen efter 27 dage hvor vi igen lader tiden tyrannisere vores liv. Den moderne dansker er slave af timer, minutter og sekunder. Vores civilisation er vævet ind i et kompliceret og ubønhørligt net af tidsplaner og klokkeslæt. I såkaldt mindre udviklede lande ligger befolkningen overhovedet ikke under for det tidspres, der gør os stressede. Turen gav mig ufattelig meget at tænke over, og hel konkret en manko på kr. på kassekreditten, en lårmuskel med føleforstyrrelser og en springfinger, men også et venskab med en indisk klatrer. Alt eller India! For mit vedkommende er det ikke blevet til flere indiensture, men Himalaya har jeg ikke sluppet. De seneste 11 år har jeg været på 14 rejser til Nepal, så kærligheden til verdens flotteste bjerge hænger ved. Namaste! Redigering: Lars-Terje Lysemose Der er nothing like it in the world, som min indiske ven siger. Læs mere om trekking i Himalaya: Becker-Larsen, Klavs: "Everest udfordringen", Frydenlund. Larsen, Marianne: "Bagus, Bagus, Sekali", Samlerens Forlag. Schettler, Margaret & Rolf: "Kashmir, Ladakh &Zanskar, a travel survival kit", Lonely Planet. Swift, Hugh: "The Trekker's Guide to the Himalaya and Karakoram", Hodder & Stought. Weare, Garry: "Trekking in the Indian Himalaya", Lonely Planet. Kashmirs kalamiteter Der er mørkt i Jammu-Kashmir Befrielsesfrontens hovedsæde i Srinagar, såkaldt sommerhovedstad i den overvejende muslimsk befolkede indiske provins Jammu og Kashmir. Det er da også dystre budskaber, frontens ledende skikkelse Yasin Malik har at berette om. Selv sidder han på gulvet i skrædderstilling med et alvorligt ansigtsudtryk. I følgeskab med en gruppe medlemmer af Det Udenrigspolitiske Selskab tager jeg også plads på gulvet, lokalet er næsten tømt for stole. Yasin Maliks mørke mine afspejler de muslimske kashmirers fortsatte og fulde frustration over den frihed, det indiske styre ikke indrømmer dem. Selv har den 48-årige aktivist været ud og ind af indiske fængsler et utal af gange. Han har været underkastet tortur og har taget skade på sit helbred, men han er også typen, der selv tidligere har gået ind for vold. Siden 1994 har han dog udelukkende anvist fredelige demonstrationer i forsøg på at opnå selvstyre, om ikke ligefrem selvstændighed, for Kashmir. Gigantisk militæropbud Kashmir-dalen, lovprist for sin naturskønhed, sine bjerge og søer, sine haver og æbleplantager, blev en ulykkesfugl, da Britisk Indien ved oprettelsen af republikken Indien i 1947 udskilte to store områder for muslimerne som henholdsvis Øst- og Vestpakistan. Kashmir havde nemlig da en hinduistisk maharaja, hvorfor Kashmir tilfaldt Indien. Det skete uanset områdets muslimske befolkningsflertal man fristes til at sige akkurat som i middelalderens Europa, hvorefter hele befolkninger måtte ændre tro efter devisen cujus regio, ejus religio, nemlig at den, som regerer (typisk fyrsten) i et område, dikterer, hvilken religion staten skal have. Det kom dog dengang til kortvarig kamp mellem Indien og Pakistan, og enden blev, at en tredjedel af Kashmir gik til Pakistan. To senere krige mellem de to lande har ikke væsentligt ændret grænsen mellem deres dele af Kashmir de adskilles af, hvad der kaldes kontrollinjen. Helt nøjagtigt forholder det sig dog sådan, at Indien råder over 43 %, Pakistan 37 % og Kina (efter en grænsekrig i 1962) 20 % af Kashmir. Yasin Malik gav os, da vi gik, en dvd, som viser en fredsmarch, han i 2007 foretog gennem hele Kashmir. Disse marcher er siden fortsat, undertiden Jeg er om bord og på vej til rundfart blandt åkanderne. Tekst & Fotos: Henrik Døcker Roen har for en stund sænket sig over Indiens muslimske krudttønde, men hvor længe varer det? om aftenen i fakkelskær. Men langtfra fredeligt var det i 1990 erne, da der opstod mange blodige træfninger mellem muslimske guerillaer, der helst selv kalder sig frihedskæmpere, og indiske myndigheder, især politi og militær. En del af disse partisaner, som er spredt på flere hundrede grupper, har udspring i Pakistan. Så usikre var forholdene dengang, at ca. 95 % af de tilbageblevne hinduer, eller omkring mennesker, forlod Kashmir. Men det skønnes på den anden side, at der i dag er omkring indiske soldater til at holde ro og orden i den oprørske provins, som har en befolkning på ca. 7 millioner. Disse forhold betyder altså på ingen måde, at muslimerne har magten. Ordensmagten styrer området med fast hånd på basis af loven om Jammu og Kashmirs urolige områder fra Loven giver i realiteten politi og militær uindskrænket magt til at åbne ild mod enhver person, der foretager sig noget, som er et alvorligt brud på den offentlige orden eller i modstrid mod nogen gældende lov, og mod enhver, som bærer skydevåben eller genstande, 28 29

16 som kan bruges som våben samt ammunition. Omkring blev dræbt i 1990 erne og helt til 2003, da Indien og Pakistan indgik en våbenhvileaftale om Kashmir. Grænsekampene må også ses i et større perspektiv, afspejlet af de to landes bestandige rivalisering. Indien på sin side nærer desuden frygt for, at for megen eftergivenhed over for Kashmir i form af selvstyre kan give oprørske grupper i andre dele af landet, så som naxalitterne i Vestbengalen, vind i sejlene. Næsten tomme husbådshoteller Hvad er så jeres indtryk af forholdene her? spørger guvernør Narinder Nath Vohra i en frejdig tone, da den danske gruppe i hans residens får foretræde for den store statelige mand, der beklager, at Fakta han ikke har hørt om vores besøg noget før (for så ville han have afsat mere tid til os). Nå, så det er os, der skal interviewes! Efter nogle høflighedsfraser forsikrer guvernøren ham, der virkelig styrer provinsen os så om, at al den snak om Kashmirs uafhængighed er noget værre pladder, og at ungdommen, især ude i landdistrikterne, kun ser fremad. Hvis Indien slap grebet om Kashmir, ville det med det samme havne hos Pakistan. Han talte ikke et ord om FN-resolutionen fra 1940 erne, der stillede en folkeafstemning for Kashmir i udsigt. Sådan som man faktisk i andre dele af verden har fundet ud af et omstridt områdes rette tilhørsforhold! Sceneskift til Advokatsamfundet for Kashmir. Omkring 25 advokater er mødt op for at orientere os; nogle af dem er i mørkt jakkesæt, hvid skjorte og slips trods betydelig varme. Chikane og retsløshed fra myndighedernes side over for deres klienter var det gennemgående tema. Den specielle sikkerhedslovgivning og den nervøse stemning får politiet til at anholde folk i ét væk, det er vanskeligt at få pas og rejse, i 2010 blev 110 personer skudt af politiet. Loven giver i realiteten militær og politi straffrihed. Men det værste er, at al den ufred og mistænksomhed har drevet turisterne bort fra Kashmir. Just Srinagar har været kendt for sine bådhoteller, og hele det maleriske panorama omkring søerne. I 1989 kom der over turister til området, året efter var dette tal faldet til Vi mødes med formanden for husbådsejerne, som klager sin nød: Næsten alle husbådsejere, eller omkring personer, har mistet deres arbejde. Vi bor selv i en stor bungalow, som tidligere har tilhørt en velstående landmand, hvis arvinger har omdannet residensen til et hotel. Man kan ikke sådan sejle til seværdighederne i Srinagar (godt én million indbyggere), der er lige så trafikoverfyldt og desorganiseret som i de fleste andre indiske storbyer. Der er masser af larm og evigt tudende biler, som kæmper om pladsen med cykeltaxier, cyklister i almindelighed, handlende og fodgængere. Men det glade budskab, man senere indhenter, er: I 2011 kom der omkring udenlandske turister til Kashmir. Husbåd. Disse har mange prangende navne. Den flotte sø overgås fx af navne som Buckingham Palace. Jesus har sarkofag i Srinagar Srinagar, der pga. lav bebyggelse breder sig over et stort areal (og det meget langstrakt), består af yderst forskelligartede huse, deraf en del i yderst miserabel stand. Ret mange er af træ og mangler vinduer. Adskillige så ud som om de var i færd med at blive renoveret. Om deres usle tilstand skyldes tidligere kampe (nedbrændinger) eller almindeligt forfald, var svært at afgøre. Det skal med, at jeg også valfartede til noget så usædvanligt som Jesu gravmæle i Srinagar! Seriøse, især tyske, forskere har fundet frem til, at Jesus slet ikke blev korsfæstet, men flygtede til Østen og virkede som prædikant i det indiske. Det lille hus, som rummer graven, er uanseligt og svært at finde, officielt er det for en muslimsk gejstlig og hedder Rozabal. I vores bungalow og andetsteds mødes vi med en mængde forskellige Her ligger husbådene på række næsten uden gæster. repræsentanter for Kashmirs brogede flok af forretningsfolk, politiske aktivister, sikher, journalister osv. Sidstnævnte har det ikke overraskende vanskeligt, de kan fx kun få pas for et år ad gangen. Den engelsksprogede avis Kashmir Observer har et vist spillerum, men vi forstod, at selvcensur var udbredt. Den udgave, jeg tilfældigvis ser, beretter både om militante (muslimske) gruppers flerdages kampe med politiet, om de op mod grave, der er fundet med hidtil forsvundne personer, og om et større antal kvinder, der er blevet voldtaget, og at praktisk taget ingen mandlig voldsmand er blevet straffet. Selv om Kashmir altså i vidt omfang styres fra New Delhi, og undtagelseslovene begrænser befolkningens frihed, så findes der en lokalregering med en førsteminister, p.t. en vis Omar Abdullah. Netop da jeg forlod Kashmir, havde han taget til orde for lempelsen af disse love i visse dele af Kashmir, som gennem længere tid havde været fredelige. Det strides han nu med de indiske myndigheder om Det er nok så vigtigt, fordi alle tegn på ro og normale tilstande vil styrke investeringer og turisme. Og det er det, kashmirerne, som for resten også har deres eget sprog, sukker efter. Yasin Malik taler til medlemmer af Det Udenrigspolitiske Selskab. Det er ukompliceret at komme til Srinagar blot omkring en times flyvning fra New Delhi. Jeg besøgte alene denne by i Kashmir, eftersom opholdet indgik i en indiensrejse i november 2011, der også omfattede ophold i Delhi, Amritsar (med det berømte gyldne sikh-tempel) og Kolkata (tidligere Calcutta). Det danske udenrigsministerium frarådede ved årsskiftet til 2012 fortsat alle rejser til delstaten Jammu og Kashmir, med undtagelse af Ladakh-distriktet. Redigering: Lars-Terje Lysemose 30 31

17 Rejsebilleder Myanmar Foto: Lars-Terje Lysemose Lokale drenge poserer for pigerne på Feringhi-stranden på den malaysiske ø Penang. Foto: Mogens Nielsen Lu Maw er medlem af den kendte komikertrio The Mustache Brothers, som med humor forsøger at opponere mod det totalitære militærstyre i Myanmar. To af trioens medlemmer har været idømt hårde fængselsstraffe for deres satire. En dag, hvor jeg havde tandpine, tog jeg over grænsen til Thailand for at finde en tandlæge, fortæller Lu Maw under det show, han hver aften opfører i sit hjem i Mandalay, men som militærstyret har forbudt lokalbefolkningen at overvære. Tandlægen så på mig og spurgte overrasket: Hvorfor kommer du hele vejen til Thailand? Har I ikke tandlæger i Myanmar? Jeg så på ham og svarede: Jo, vi har tandlæger i Myanmar men vi har ikke lov til at åbne vores mund! The Mustache Brothers show er et must, hvis du kommer til Mandalay. Det opføres hver aften kl. 20. Foto: Lars-Terje Lysemose 32 33

18 Billedcollage fra Indonesien Fotos: Lars-Terje Lysemose 34 35

19 Tekst: Bodil Svendsen Fotos: Per Svendsen Lamu levende fortid Fakta I mere end år har dhowerne, de arabiske sejlskibe, taget turen frem og tilbage mellem Den Persiske Golf og det østlige Afrika. Den dag i dag ankommer de med nordøstmonsunen i januar-februar med ladninger af dadler, tæpper, kister og stoffer, for i martsapril at vende hjemad lastet til randen, nu ikke længere med guld og elfenben, men med mangrovepæle til husbygning i det træfattige Arabien. Tag med til den kenyanske ø Lamu, hvor livet leves, som det er levet i århundreder. Året er 1972, eksamen er overstået, semestret forbi, og der er 3 uger til de nye studenter skal komme til universitetet i Nairobi, hvor vi bor og arbejder. Børnene skal passe deres skole, så dem overlader vi til Alfred, vores gode hushjælp. Rejsens mål er Lamu, en lille ø i Bajunøgruppen, der ligger ud for Kenyas kyst lidt syd for grænsen til Somalia. Turen fra Nairobi tager to dage, først gennem det frodige landbrugsområde på østsiden af Mount Kenya og så østpå gennem tør busksteppe til Garissa, hvor vi finder en plads til teltet. Næste dag gennem gold ørken til kystens overdådige frodighed. Vejen ender i den lille fiskerlandsby Mokove, hvor vi hyrer en ung mand til at passe på Land Roveren i de dage, vi har planlagt at være på Lamu. Turen over vandet sker med en skrøbeligt udseende dhow, en traditionel båd bygget af træ og med trekantet sejl. Sandklitter og kokospalmer dukker lidt efter lidt op, og til sidst bydes vi velkommen af Lamu bys tæt sammenbyggede huse. Snart sidder vi på torvet i skyggen af det store hvidkalkede fort med dets store hjørnetårne og takkede mure. Ved indgangen står to store kanoner med hver sin bunke gamle kanonkugler. Rygtet vil vide, at Odinga Odinga, Luo-stammens leder og præsident Kenyattas politiske modstander, sidder indespærret her. Fortet må ikke fotograferes. Her er underligt stille, der er ingen biler på Lamu. Gaderne er så smalle, at der simpelthen ikke er plads til biler. Mange steder kan man række tværs over gaden fra den ene husmur til den anden. Husene er to eller tre etager høje med tykke mure af koralsten og med få vinduer. Indgangsdørene er smukt udskårne med polerede messingbeslag. Ofte er døren trukket lidt tilbage fra gaden i en slags veranda med stenbænke langs væggen. Her kan husets herre drikke kaffe og passiare med sine venner. Bag en åben dør kan man skimte en stejl trappe op til husets øvre etager. Andre huse er i forfald, og et kik ind gennem en port afslører, at kun ydermuren står tilbage, loft og skillevægge er styrtet sammen. Men på væggene ses endnu spor af kunstfærdige stukarbejder, flotte friser og små pyntede nicher. Bjælkeloftet i et par små stuer på første sal er endnu intakt, malet i smukke naturfarver. Det er en fordums rigmandsvilla, vi står i. Her har livet udfoldet sig med en luksus, som byens nuværende forfald står i sørgelig modsætning til. En flok drenge i lange hvide kjortler og små broderede kalotter på hovedet leger tagfat, og fra byens moskeer kaldes der til bøn. En ærværdig gammel mand trykker sig mod en husmur for ikke at blive væltet af en højt læsset kærre. To unge mænd bøjer sig i en ærbødig hilsen og kysser hans højre hånd. En historisk søfartsby Ustandselig vandrer folk forbi, medens der handles i de små forretninger. Ingen har rigtig travlt, det meste foregår for halv kraft. Her leves livet, som det er levet i århundreder, dog nu kun som en skygge af et tidligere prægtigere liv. Lamu er et led i en lang søfartstradition. Da man i landene omkring Det Indiske Ocean i de sidste århundrede før vor tidsregning havde lært at udnytte monsunvindens regelmæssige vekslen til at sejle fra Arabien og Indien til Østafrika, bosatte arabiske og indiske købmænd sig på Østafrikas kyst, blandt andet på Bajunøerne. Handlen gjaldt især guld, elfenben og næsehorn fra det indre fastland. Handlen blomstrede, og de små kolonier voksede i omfang og rigdom. I mere end år har dhowerne, de arabiske sejlførende handelsskibe, taget turen frem og tilbage mellem Den Persiske Golf og det østlige Afrika. Den dag i dag ankommer de med nordøstmonsunen i januar-februar med ladninger af dadler, tæpper, kister og stoffer, for i martsapril at vende hjemad lastet til randen, nu ikke længere med guld og elfenben, men med mangrovepæle til husbygning i det træfattige Arabien. Det er svært at forestille sig, at denne fattige og søvnige by med sine indbyggere i den første del af det 19. århundrede var den næstrigeste by på den østafrikanske kyst, kun overgået af Mombasa. De rige købmænd byggede sig prægtige huse og smykkede deres kvinder med tunge sølv- og guldsmykker. Der var naturligvis rivaliseren mellem de mange handelsbyer langs kysten, derfor det store fort, der stod færdigt i 1821, og den lange række kanoner ved havnen, dengang klar til at forsvare byen og holde indsejlingen åben. Nu kun mindesmærker over en svunden storhed. Et miks af ar abisk og afrik ansk I kolonitiden hed det sig, at kystkulturen var ren arabisk, skabt af tilflyttende arabere, der levede adskilt fra den lokale afrikanske befolkning. Dette er dog ikke korrekt. Indvandrerne bragte sjældent kvinder med sig, de giftede sig lokalt, og de blev hurtigt afrikaniseret i deres levevis. Fra det 10. århundrede erstattedes arabisk som talesprog af swahili, der er et afrikansk sprog, og med tiden skabtes på dette sprog en omfattende litteratur. Da sproget er en kulturs vigtigste formidler, virker det urimeligt at påstå, at kystkulturen var ren arabisk. Swahilikulturen bredte sig langs kysten fra det sydlige Somalia til Mocambique. I det 19. århundredes sidste halvdel svandt Lamus handelsmæssige betydning. Havnen var for lille til de nye store skibe. Mombasa tiltrak sig mere og mere af handlen, blandt andet på grund af jernbanen til Nairobi, og Lamu sank hurtigt hen i glemsel og undgik derved den store tilgang af indiske og arabiske immigranter, der i årene fra 1880 til 1940 satte deres tydelige præg på Mombasa og helt forandrede livsformen på Zanzibar. Ændret af fattigdom, men på ingen måde gjort ukendelig af fremmede eller af modernisering og byplanlægning efter vestligt mønster, lever en gammel udgave af swalikulturen videre her i en enklave i nutiden. Redigering: Lars-Terje Lysemose 36 37

20 Tekst & Fotos: Steen Ridder Sammen med Claus, en golfkammerat, fik jeg i marts 2011 mulighed for at besøge min ven Jakob, som bor og arbejder i Dhaka om vinteren. Jakob er en meget ivrig golfspiller, hvilket jo tilfældigvis passer et par passionerede golfspillere rigtig godt! Det passede også godt at rejse til Dhaka i den periode, hvor vejret stadig var koldt og snefyldt i Danmark, men til shorts, T-shirts, sol og godt 30 C hver dag i Bangladesh! Jakobs job gør, at han kan spille golf om formiddagen, mens han arbejder om eftermiddagen og aftenen. Derfor stod vi som regel tidligt op, og efter morgenmaden tog vi på golfbanen. Vi spillede fire runder på hans hjemmebane, Kurmitola Golf Club, som ligger som en oase midt inde i Dhaka, en by med millioner mennesker. Det er også den eneste 18-hullers bane i byen, men til trods for det, er der god plads på banen alt i alt en rigtig god og velplejet bane. I Bangladesh er der 14 golfbaner, men kun halvdelen er i god stand, og flere af dem er kun 9 hullers-baner. Golf i Bangladesh: Kontrasternes tur Med fare for liv og lemmer Golfen har traditionelt været tilknyttet militæret, hvorfor det primært har været og er for de privilegerede. Selv om Bangladesh er blandt et af verdens fattigste lande, findes der en rimelig stor middelklasse og en del rige (der er også 150 millioner mennesker at tage af). Der er bl.a. mange fastboende kinesere og koreanere. Dertil kommer diplomater og andre udenlandske forretningsfolk, men overraskende nok også en del lokale caddies og et par proffer, som i øvrigt spillede et par interne turneringer, mens vi var der. Det er ikke bare obligatorisk at have caddie på, men også at have en ball boy drenge som med fare for liv og lemmer løb foran og fandt vores bolde hver gang. Det betød i praksis, at den ene dag, hvor vi spillede en 4-bold (sammen med en lokal professionel, som efter 7 år på amatørlandsholdet lige var blevet prof.) var vi 12 personer på de respektive huller. Hvem klager så over for mange mennesker på banen herhjemme til dagligt!? Den professionelle spiller var i øvrigt analfabet, men havde en fotografisk hukommelse. Meget af den pasning, der foregår på banen, foregår per håndkraft. Når der skal fejes blade sammen, går der 8-12 personer med gule veste og blå hjelme, og med hver sin kost lavet af små pinde fejer de møjsommeligt bladene samme i bunker. Jakob mener, at der er ca. 500 personer tilknyttet Kurmitola godt for klubben, at lønningerne ikke er høje! Men det giver trængsel og en del trafik hen over fairway m.v. Slå bare! forlød det trods trafikken det var svært at vænne sig til! En caddie koster ca. 22 kr. i startgebyr plus ca. 28 kr. i drikkepenge (for 4-5 timers arbejde). De tilsvarende priser for ball boys er ca. 9 og 12 kr.! Greenfee en hverdag koster ca. 150 kr. og ca. 230 kr. i weekenden. Vi afregnede i den lokale valuta taka og sørgede også godt for dem ved siden af i form af drikkevarer der hvor det var muligt. Det er der desværre mange der ikke gør sørgeligt! Uden vand og drikke Apropos drikkevarer vi spillede også en bane, som ligger ca. 30 km uden for Dhaka. De har et nyt klubhus på ca m 2, men det er ikke muligt at købe vand eller sodavand eller for den sags skyld noget som helst andet! Men klubhuset har skam et bederum (med pil mod Mekka), mange toiletter uden vand og alle mulige andre store lokaler, men alt hvad vi ville have af vådt og tørt, måtte vi selv medbringe den dag. Her var greenfee i øvrigt på hele 100 kr. per mand! Det viste sig at være en glimrende bane, som godt nok ligger inde på et militært område (tæt på nationalmonumentet til minde om de over en million faldne i forbindelse med bruddet med det nuværende Pakistan) med masser af vand og højtliggende greens. Greens var langsomme, men fair. Ball boys i vandet Og alt det føromtalte vand gav os en oplevelse, som vi ikke tidligere har været i nærheden af: For når vi slog bolden i vandet (som var dybt, mudret og totalt umuligt at se noget i), så hoppede vores ball boys i vandet efter dem og de fandt dem alle som èn! Og det var vores egne bolde imponerende! Jeg slog en del gange i vandet... Claus lidt færre, men Jakob spillede godt, så hans ball boy var glad og tør! Lige indtil det sidste drive på hul 18 oh, shit så måtte han også en tur i baljen en ProVI er vel værd at hoppe i for! Men man kan dog ikke lade være med at tænke på, hvorfor disse drenge ikke er i skole? Trist, men det er vilkårene for at overleve derude. Og de er endda bedre stillet end så mange andre hvor sørgeligt at måtte sige det! Dog fandt jeg senere ud af, at de fleste faktisk gik i skole, blot ikke så mange dage og på skift. Vægtvogter? Stærke kontr aster Mange spændende oplevelser har vi taget med os hjem sjovt at tænke på, at landet ikke har sten i undergrunden, hvorfor man først laver mursten, for derefter at knuse dem og anvende dem til vejbelægning m.v. Deres ca teglværker står i øvrigt for 70 % af forureningen i Dhaka man fyrer nemlig med kul! Og lønniveauet i Kina er steget så meget de senere år, at kineserne nu tager til Bangladesh for at få lavet deres tekstiler det siger noget om det lave lønniveau i Bangladesh! Vi havde også andre oplevelser end golfen: busser som er totalt ramponerede (bortset fra hornet), trafik-anarki, fredagsbøn på vejene, masser af støv, strømsvigt flere gange i døgnet! myg og det knap så charmerende hvid mand stiller man ikke spørgsmålstegn ved, halve liters Pepsi-colaer til 1,60 kr., sejrsjubel over at have vundet over England (den gamle kolonimagt) i cricket, men det vil føre for vidt at fortælle om det hele! Og da der var jordskælv i Japan, mens vi var i Dhaka, kiggede vi på de bygninger, som de var i gang med at bygge i byen og kunne konstatere, at når (ikke hvis) der kommer et jordskælv i Bangladesh så går det for alvor galt! På Thomas Bjørns hjemmebane På vejen hjem hoppede vi af i Dubai, for vi skulle lige spille Dubai Creek (som har været Thomas Bjørns hjemmeklub). Næste gang må det blive den bane, hvor han vandt i 2001 efter fire runder mod Tiger Woods Emirates Golf Club. I Dubai var caddie og ball boy afløst af en boggie med gps. Ulig mindre charmerende! Vi spillede med en finne, som fint levede op til undertegnedes fordomme om finner mut og meget lidt talende! Dog sagde han nej tak, da vi bød på en øl undervejs det er ikke særlig finsk. Men så sparede vi da de 50 kr. en dåseøl kostede! Vi var naturligvis oppe i Burj Khalifa, verdens højeste bygning, og Burj Al Arab, det syvstjernede hotel, så man kan vist roligt sige, at vi på 10 dage på mange måder fik set både bunden og toppen af vores verden deraf denne artikels overskrift! Redigering: Lars-Terje Lysemose Fakta Golfudtryk Ball boy: Din personlige bolddreng, hvis eneste job er at finde din bold (og hente vand, hvis caddien siger det). Bangladesh er det eneste land (af 31 mulige), hvor jeg har oplevet at have en ball boy! Boggie: En lille bil til to personer, hvor dit udstyr hænger bag på bilen. Bunker: Et hul med sand (af forskellig kvalitet) som du helst skal undgå! Caddie: Den person som bærer på golfspillerens udstyr, giver gode råd og hjælper spilleren med alle praktiske gøremål. Drive: Det første slag fra teestedet på hvert hul. Fairway: Det stykke af de enkelte huller som du helst skal ramme det får du bedste udgangspunkt for de(t) næste slag. Green: Ekstra tætklippet areal (for enden af fairway), hvor hullet du skal forsøge at få bolden i (i færrest slag) ligger. Greenfee: Den billet du betaler til klubben for at få lov til at spille banen beløbet går til driften af banen. Pro. eller prof.: En professionel golfspiller eller træner. ProVI: en boldtype af de dyrere. Straffeslag: Et eller to ekstra slag som bliver lagt oven i din score, når du laver en fejl (fx slår i vandet!). Tee-sted: Det sted hvorfra du slår det første slag (imellem to punkter (klodser) som du ikke må overtræde ellers koster det straffeslag). 2. gang i vandet Modvægt? 38 39

Hans-Henrik Sørensen. Rejsebreve fra NEW ZEALAND

Hans-Henrik Sørensen. Rejsebreve fra NEW ZEALAND Hans-Henrik Sørensen Rejsebreve fra NEW ZEALAND 1 Hans-Henrik Sørensen Rejsebreve fra NEW ZEALAND 2 Forord Fra oktober 2007 til januar 2008 foretog jeg sammen med min daværende kone, Susanne Høegh, en

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så Vi skal ud og sejle Det har regnet meget de sidste par dage, og især i nat er der kommet meget vand, sagde far ved middagsbordet. Selv om det ikke regner nu, beslutter jeg mig for at blive inde og lege.

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Martin i Laos indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Indhold Børnene ved Mekong 10 Dyrene i landsbyen 14 Hvad spiser man i Laos 16 Martin i rismarken 18 Børnene vaccineres 20 Nee og Noo står op

Læs mere

Eksempler på historier:

Eksempler på historier: Eksempler på historier: Der var engang en mand Der havde en fisk Akvariet blev for gammelt Derfor skulle han købe et nyt Men han havde ikke noget at putte fisken i Derfor døde den og kom op i himlen Der

Læs mere

MiniThai - En rejse tilbage

MiniThai - En rejse tilbage MiniThai - En rejse tilbage Juli August 2012 Rejseberetningen herunder er skrevet af Kevin, der er 10 år gammel. I 2004 blev Kevin adopteret af sine danske forældre Helle og Peter. De hentede ham på børnehjemmet

Læs mere

Emilies sommerferieeventyr 2006

Emilies sommerferieeventyr 2006 Emilies sommerferieeventyr 2006 1. uge Min sommerferie startede faktisk en dag tidligere end forventet, da mormor kom om fredagen og passede Maria og mig. Det var rigtig hyggeligt og en god start på ferien.

Læs mere

Skatten. Kapitel 1 Jeg er Mads. Og ham der er Stuart. Vi er i et skib på vej til Mombasa. Wow hvor er hun lækker. Stuart det der er min kæreste, din forræder. Men Stuart hørte ikke noget han var bare så

Læs mere

Nyhedsbrev SUPERDIVE. Årgang 3 Udgave 4

Nyhedsbrev SUPERDIVE. Årgang 3 Udgave 4 Nyhedsbrev Årgang 3 Udgave 4 SUPERDIVE Hermed har SuperDive Aps. fornøjelsen af, at udgive sit syvende nyhedsbrev. Siden vi startede i april 2000 har SuperDive været gennem en løbende udvikling mod målet

Læs mere

YOGA- OG MINDFULNESSREJSE

YOGA- OG MINDFULNESSREJSE YOGA- OG MINDFULNESSREJSE Poovar Island Resort, Kerala, Sydindien - 10 dage Med Yoga- og Mindfulness-instruktør Pernille Kristensen fra Art of Living Afrejse: d. 4. - 13. november 2015 OBS!! LILLE GRUPPE:

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Rejse til det vilde natur i det østligste Rusland Kamchatka, Sakhalin og Kurilerne 23 dage

Rejse til det vilde natur i det østligste Rusland Kamchatka, Sakhalin og Kurilerne 23 dage Rejse til det vilde natur i det østligste Rusland Kamchatka, Sakhalin og Kurilerne 23 dage 1 dag. Afrejse Kastrup onsdag den 8. juli kl. 0.40. Alle tider er lokale tider. Tidsforskel +9 timer. 2 dag torsdag

Læs mere

H E L E E Nr. 6 juli 2015

H E L E E Nr. 6 juli 2015 HELE E Nr. 6 juli 2015 HELENENYT Nr. 6 (juli årgang 26) Bostedet Helenes Minde Lersø Parkallé 28 2100 København Ø Ansvarshavende: Maj Greifenstein Tlf: 29347195 Eller 39105651 mgr@ok-fonden.dk Layout &

Læs mere

Sjælsro. Den 29/8-5/9 2015. Den 29. August 5. September

Sjælsro. Den 29/8-5/9 2015. Den 29. August 5. September Sjælsro på Samos Den 29/8-5/9 2015 Den 29. August 5. September Oplev 8 dage Med Sjælsro til Samos med direkte fly til det dejlige familiedrevne Anema Hotel I Karlowasi. September en den perfekte måned

Læs mere

Born i ghana 4. hvad med dig

Born i ghana 4. hvad med dig martin i ghana 1 2 indhold Børn i Ghana 4 Martin kommer til Ghana 6 Børnene i skolen Landsbyen Sankt Gabriel 12 Martin besøger en høvding 16 Zogg en lille klinik på landet 1 På marked i Tamale 20 Fiskerne

Læs mere

Den lille dreng og den kloge minister.

Den lille dreng og den kloge minister. Den lille dreng og den kloge minister. Der var engang en minister som var så klog at han kunne undvære hovedet. Han beholdt det dog alligevel, men det havde gjort ingen forskel om han havde mistet det,

Læs mere

Astrid Krog Alberte Klessner Martin Hansen Grenaa Gymnasium Folkemødet 2014 28-06-14

Astrid Krog Alberte Klessner Martin Hansen Grenaa Gymnasium Folkemødet 2014 28-06-14 Folkemødet 2014 Folkemødet er en årlig politik festival, som finder sted på solrige Bornholm. Folkemødet er fyldt med spændende, indholdsrige debatter og events. Ved Folkemødet 2014 var vi 5 elever så

Læs mere

Gid han var død af noget andet

Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet. Sådan havde jeg det. Som om jeg ikke havde ret til at sørge og græde, fordi min stedfar havde drukket sig selv ihjel, og ikke var død af en

Læs mere

Helle Helle: Fra novellesamlingen Rester, 1996

Helle Helle: Fra novellesamlingen Rester, 1996 Helle Helle: Fra novellesamlingen Rester, 1996 Rester Min gamle klassekammerat Thomas ringer og fortæller mig, at hans kone er død. Det er sket pludseligt og uden sygdom; han vågnede en morgen for ni uger

Læs mere

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG ØEN 2 E N AF DE FØRSTE DAGE SER jeg hende med en nøgen dreng i hotelhavens indgang. De går gennem skyggen fra de høje daddelpalmer og standser nogle meter fra trappen til

Læs mere

Pigen der fandt det vigtigste

Pigen der fandt det vigtigste Pigen der fandt det vigtigste Der var engang den dejligste lille pige. Hun blev kaldt MO. Hun boede i et hus i en lille landsby. Omkranset at skove, søer, enge og marker. Hun var glad og tilfreds, og legede

Læs mere

Guide: Er din kæreste den rigtige for dig?

Guide: Er din kæreste den rigtige for dig? Guide: Er din kæreste den rigtige for dig? Sådan finder du ud af om din nye kæreste er den rigtige for dig. Mon han synes jeg er dejlig? Ringer han ikke snart? Hvad vil familien synes om ham? 5. november

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004 Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet Søndag 1 O skabelsens morgen, det helt nye liv nu vælder med kraft i os ind. Det styrker og nærer, beriger vor tro og virker helt ind i vort sind. 2

Læs mere

Gatta-fisken var enorm. Meget større end nogen anden flyvefisk Sirius nogensinde havde set.

Gatta-fisken var enorm. Meget større end nogen anden flyvefisk Sirius nogensinde havde set. LÆS STARTEN AF 1 Dræberfisken Sirius holdt godt fast i sit svævebræt mens han spejdede nervøst gennem skyerne. Han frøs, for han havde holdt udkig i mange timer. Skyerne var tætte. Hver gang han drev gennem

Læs mere

Kasper Adsbøll Eventyret over alle Eventyr. Der er altid en historie, der ikke er blevet fortalt! Grimm. Puplishing

Kasper Adsbøll Eventyret over alle Eventyr. Der er altid en historie, der ikke er blevet fortalt! Grimm. Puplishing 1 Kasper Adsbøll Eventyret over alle Eventyr Der er altid en historie, der ikke er blevet fortalt! Grimm Puplishing Eventyret over alle Eventyr Forlaget: Grimm Puplishing Forfatter: Kasper Adsbøll Layout:

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere

DANSK STUDIE CENTER THAILAND & BALI

DANSK STUDIE CENTER THAILAND & BALI DANSK STUDIE CENTER THAILAND & BALI Højskole i udlandet NYHED I 2013! C SHØJSKOLE I UDLANDET UDNYT DIT SABBATÅR PÅ BEDSTE VIS! Dansk Studie Center har specialiseret sig i højskoleophold i udlandet til

Læs mere

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse Materialer Vis, hvad du kan Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse INDHOLD Aktivitet 1, 2 og 3 Samtalebillede: Idrætslektion Aktivitet 4. Skønlitterær tekst 3.-4. klasse: Fablen Løven og musen (version

Læs mere

Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb

Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb Følg en vanddråbes rejse fra vandhanen, gennem kloakken, renseanlægget og naturens eget renseproces. DANSKE

Læs mere

Kajaktur i Bohuslan skærgården på Sveriges vestkyst.

Kajaktur i Bohuslan skærgården på Sveriges vestkyst. Kajaktur i Bohuslan skærgården på Sveriges vestkyst. Under optimale vejrforhold gik vi efter Fjällbacka skærgården, Väderöarna uden for, og Kosterøerne i nord ud for Strømstad. Start og slut: Heestrand,

Læs mere

På dansk ved Ida Farver

På dansk ved Ida Farver På dansk ved Ida Farver LØRDAG DEN 31. AUGUST Nogle gange tror jeg, min mor er hjernedød. Nogle gange ved jeg, hun er det. Som i dag. Dramaet startede her i morges, da jeg henkastet spurgte hende, om ikke

Læs mere

Forlængelser i Sri Lanka 5 dages strandferie i Sri Lanka

Forlængelser i Sri Lanka 5 dages strandferie i Sri Lanka Forlængelser i Sri Lanka 5 dages strandferie i Sri Lanka Efter et intenst program i Sri Lanka er det tid til at tage til et smukt og roligt sted, hvor de sidste mange dages oplevelser kan nydes i skønne

Læs mere

Maldiverne aire em L ili : F to Fo

Maldiverne aire em L ili : F to Fo Foto: Fili Lemaire Maldi verne på budget Hvis man er rygsækrejsende og gerne vil opleve Maldiverne for billige penge, er det muligt at indlogere sig i små guesthouses i landsbyerne rundt omkring på de

Læs mere

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det Det store juletræ Det er begyndt at blive koldt for fingrene, og selv om vi trækker huen godt ned om ørerne, er de godt røde. Vi beslutter os for at gå hjem til Per, han mener også, at det er ved at være

Læs mere

Rasmus dagbog om Sydafrika fra d. 4/4-19/4 2009

Rasmus dagbog om Sydafrika fra d. 4/4-19/4 2009 Rasmus dagbog om Sydafrika fra d. 4/4-19/4 2009 Min tur til Sydafrika startede allerede fredag d. 3/4. Jeg holdt fri fra skole fredag for at køre til København. Der boede vi på Hotel Admiral til lørdag.

Læs mere

Inspiration Rejsemål: Mauritius

Inspiration Rejsemål: Mauritius Inspiration Rejsemål: Mauritius Mauritius er en østat, der ligger i den vestlige del af det Indiske Ocean ca. 900 km øst for Madagaskar. Øen har et areal på ca. 1900 km². Store dele af øen er dækket af

Læs mere

Samuel. - en underlig fisk

Samuel. - en underlig fisk Samuel - en underlig fisk Fantasistafetten i Højen og Troldhøjen - oktober/november 2014 Der var engang en underlig blå fisk, der hed Samuel. Den kunne svømme ganske hurtigt - især hvis der var nogen efter

Læs mere

Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015

Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015 Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015 Inspireret af Tour de France s start på Korsika i 2012 havde 6 ryttere fra Ballerup Cykelmotion tilmeldt sig Dan Frost cykelrejers tur

Læs mere

Dagbog Tanzania 2009 Middagspausen Mikumi Nationalpark den 18-sep-2009.

Dagbog Tanzania 2009 Middagspausen Mikumi Nationalpark den 18-sep-2009. Dagbog Tanzania 2009 Middagspausen Mikumi Nationalpark den 18-sep-2009. Så sidder vi igen i Afrika og skriver dagbog, denne gang sidder vi på terrassen foran vores telt på Vuma Hill Tented Camp i Mikumi

Læs mere

MYANMAR 2011 1. Del 1

MYANMAR 2011 1. Del 1 MYANMAR 2011 1. Del 1 ILLUSTRERET REJSEDAGBOG MYANMAR 1.MAR Bangkok Yangon (1000 km) Med 28-dags turistvisum til Myanmar, søgt i Bangkok, landede Joann og jeg i Yangon, blot en times flyvetur fra Bangkok.

Læs mere

og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om.

og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om. Prædiken Pinse på Herrens Mark 2. pinsedag. og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om. Rikke: Sådan tror jeg egentlig,

Læs mere

Med Pigegruppen i Sydafrika

Med Pigegruppen i Sydafrika Med Pigegruppen i Sydafrika Fire piger fortæller om turen Af Lene Byriel, journalist I efteråret 2006 rejste 8 unge piger og tre voksne medarbejdere på en 16 dages tur til Sydafrika. Danni, Michella, Tania

Læs mere

Helle Helle: Afløb (2000)

Helle Helle: Afløb (2000) Helle Helle: Afløb (2000) 5. 10. 15. 20. 25. 30. Min bror er i dårligt humør. Han ligger på knæ på mit badeværelse og renser afløbet i brusekabinen med en lang metalgenstand. Det har været stoppet nogle

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

Beredskabsstyrelsen kan sende et eftersøgnings- og redningshold et såkaldt. Madison Mærsk

Beredskabsstyrelsen kan sende et eftersøgnings- og redningshold et såkaldt. Madison Mærsk Madison Mærsk Skrevet af Helle Heidi Jensen Hvis et land rammes af et jordskælv eller af en anden naturkatastrofe, skal der hurtigt iværksættes en eftersøgnings- og redningsindsats for at finde overlevende.

Læs mere

Morten Musik Musik mest for børn Med Morten Mosgaard. Alle kan lave musik I kontakt med din egen musikalitet. Inspirationshæfte

Morten Musik Musik mest for børn Med Morten Mosgaard. Alle kan lave musik I kontakt med din egen musikalitet. Inspirationshæfte Alle kan lave musik I kontakt med din egen musikalitet Inspirationshæfte Morten Musik Musik mest for børn Med Morten Mosgaard www.mortenmusik.dk +45-28 40 66 95 morten@mortenmusik.dk Indhold Indledning...

Læs mere

GPS 27-31. Sådan kan det bruges. I hjemmet I klubben I kirken På ferien. Evangelisk Børnemission. Af Maj Højgaard m. fl. www.opdagnyt.

GPS 27-31. Sådan kan det bruges. I hjemmet I klubben I kirken På ferien. Evangelisk Børnemission. Af Maj Højgaard m. fl. www.opdagnyt. GPS 27-31 Sådan kan det bruges Af Maj Højgaard m. fl. Evangelisk Børnemission I hjemmet I klubben I kirken På ferien www.opdagnyt.dk GPS 27: Moses og Josva Nøglesætning: Gud har en plan for dit liv Bibelvers

Læs mere

Turen til. Alanya, Tyrkiet

Turen til. Alanya, Tyrkiet Turen til Alanya, Tyrkiet 25. april 2010-2. maj 2010 Punkt... Side Søndag den 25. april 2010...3 Mandag den 26. april 2010...4 Tirsdag den 27. april 2010...5 Onsdag den 28. april 2010...6 Torsdag den 29.

Læs mere

1.p skriver rejsedagbog fra Nantes.

1.p skriver rejsedagbog fra Nantes. 1.p skriver rejsedagbog fra Nantes. Rejsedagbog lørdag d. 26. marts Vi mødtes i Kastrup lufthavn kl. 6:00. Spændingsfyldte fløj vi mod Paris Charles de Gaulle kl. 8:20. I lufthavnen spiste vi frokost og

Læs mere

Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet

Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet 14 dages kontrast- og actionfyldt program 14 28. Juni 2009 Følg med på en unik og meget varieret rejse, der byder på forskelligartede

Læs mere

Opgave 1. Modul 3 Lytte, Opgave 1. Eksempel: Hvilken barnevogn vælger Karen? 4999 kr. 3995 kr. 2999 kr. 1. Hvornår kan Søren blive klippet?

Opgave 1. Modul 3 Lytte, Opgave 1. Eksempel: Hvilken barnevogn vælger Karen? 4999 kr. 3995 kr. 2999 kr. 1. Hvornår kan Søren blive klippet? Modul 3 Lytte, Opgave 1 Opgave 1 Eksempel: Hvilken barnevogn vælger Karen? 4999 kr. 3995 kr. 2999 kr. X 1. Hvornår kan Søren blive klippet? 18.00 17.00 17.30 2. Hvilken farve er flottest? hvid rød grøn

Læs mere

Grønland. Solopgang. Det var til mit store held, at jeg kom til Grønland. Jeg vidste, at jeg ville ud og have en

Grønland. Solopgang. Det var til mit store held, at jeg kom til Grønland. Jeg vidste, at jeg ville ud og have en Grønland Solopgang Det var til mit store held, at jeg kom til Grønland. Jeg vidste, at jeg ville ud og have en praktik i udlandet. Jeg kunne ikke helt finde ud af om det skulle være USA eller Grønland,

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden Alma 82 år Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns Alma er ikke så god til at huske længere og hendes sygdom gør, at hun har svært ved at passe dagligdagens gøremål.

Læs mere

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Forslag til rosende/anerkendende sætninger 1. Jeg elsker dig for den, du er, ikke kun for det, du gør 2. Jeg elsker din form for humor, ingen får mig til at grine som dig 3. Du har sådan et godt hjerte 4. Jeg elsker at være sammen med dig! 5. Du

Læs mere

K E N D E L S E. i sag nr. 136/04. afsagt den ******************************

K E N D E L S E. i sag nr. 136/04. afsagt den ****************************** 1 REJSE-ANKENÆVNET K E N D E L S E i sag nr. 136/04 afsagt den ****************************** REJSEMÅL: Pattaya, Thailand, 20.1. 2.2.2004 PRIS: I alt kr. 12.798,- KLAGEN ANGÅR: KRAV: Utilfredsstillende

Læs mere

Trip, vi bliver nødt til at tale sammen. Vi befinder os på optagelserne til hans film. Du ved, den der har hans filmstjernehustru i hovedrollen og

Trip, vi bliver nødt til at tale sammen. Vi befinder os på optagelserne til hans film. Du ved, den der har hans filmstjernehustru i hovedrollen og 1 8 Trip, vi bliver nødt til at tale sammen. Vi befinder os på optagelserne til hans film. Du ved, den der har hans filmstjernehustru i hovedrollen og handler om en kvinde, der deltager i sin ekskærestes

Læs mere

Rejsebrev fra Australien

Rejsebrev fra Australien Rejsebrev fra Australien Udvekslingsperiode: 3. februar 2014 26. april 2014 Udveksling til: Australien, Sydney Navn: Sabrina Bjørch Christensen Hjem-institution: Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle Holdnummer:

Læs mere

Dagsprogrammet. Dag 3 Efter morgenmaden forlader vi Ajloun for at køre videre til Madaba, hvor vi skal bo en nat på Mosaic City Hotel.

Dagsprogrammet. Dag 3 Efter morgenmaden forlader vi Ajloun for at køre videre til Madaba, hvor vi skal bo en nat på Mosaic City Hotel. Dagsprogrammet Dag 1 København Amman og bustransport til Ajloun, hvor vi skal have 2 overnatninger i den private Mount Birgish Camp. Vi ankommer sidst på eftermiddagen og får tid til at stifte bekendtskab

Læs mere

På jagttur til Mayogi-safaris. i Sydafrika. Nr. 1/2012 BigGame

På jagttur til Mayogi-safaris. i Sydafrika. Nr. 1/2012 BigGame På jagttur til Mayogi-safaris i Sydafrika 100 For et år siden tog fire danske par på jagt efter bl.a. springbuk, bleesbuk, duiker, black wildebeest og kudu nær Port Elisabet, og den tur kom de ikke til

Læs mere

Læringsmål ved overgangen fra vuggestue til børnehave (0-3 år)

Læringsmål ved overgangen fra vuggestue til børnehave (0-3 år) Læringsmål ved overgangen fra vuggestue til børnehave (0-3 år) De pædagogiske processer skal lede henimod, at barnet ved slutningen af vuggestuen med lyst har tilegnet sig færdigheder og viden, som sætter

Læs mere

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014

Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing. 7 minutter. 28. Oktober 2014 Odontofobi. En kortfilm af Robin Holtz og Adrian Ejsing 7 minutter 28. Oktober 2014 Idé: (C) 2014 Robin Holtz Robin Holtz robin@copenhagenpro.com 40 50 12 99 1 INT. - TANDLÆGEKLINIK, VENTEVÆRELSE - DAG

Læs mere

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, der anviste vejen. Siden så vi dem aldrig mere. 8 9 Dagen

Læs mere

S K O L E N Y T. Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket. Kinesisk ordsprog

S K O L E N Y T. Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket. Kinesisk ordsprog S K O L E N Y T Det er bedre at tænde et stearinlys end at bande over mørket Kinesisk ordsprog Vildbjerg Skole Januar 2012 Januar 2012 1. 2. 3. 17. Skolebestyrelsesmøde 18. Pædagogisk råds møde 19. 4.

Læs mere

Rejsenotater fra PROVENCE - 1995. Af Jens Rostgaard Gjerløv.

Rejsenotater fra PROVENCE - 1995. Af Jens Rostgaard Gjerløv. Rejsenotater fra PROVENCE - 1995. Af Jens Rostgaard Gjerløv. Rejsenotaterne er - i modsætning til rejsebrevene - skrevet i mere eller mindre "telegramstil" og skal kun læses og opfattes som notater. De

Læs mere

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere )

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere ) Vi havde lejet et sommerhus på Gammelby Møllevej 57, men vi skulle først hente nøglerne i en Dagli' Brugsen i Børkop. Det kunne vi desværre først gøre fra kl.16.00. Herefter kunne vi endelig sætte GPSen

Læs mere

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner 1 Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00 21 Du følger Herre, al min færd 420 Syng lovsang hele jorden 787 du som har tændt millioner af stjerner Da jeg kom i 6. klasse fik vi en ny dansklærer,

Læs mere

Den nysgerrige. Udforskere - Niveau 2 - Trin for trin. Udforskere Niveau 2

Den nysgerrige. Udforskere - Niveau 2 - Trin for trin. Udforskere Niveau 2 Årstid: Årstid: Hele året Lokation: Forløbets varighed: Forløbets varighed: 3 trin + en formiddag eller eftermiddag - - Trin for trin Den engelske opdagelsesrejsende Mary Kingsley er en af de eneste kvindelige

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

Denne dagbog tilhører Max

Denne dagbog tilhører Max Denne dagbog tilhører Max Den lille bog, du står med nu, tilhører en dreng. Han hedder Max og er 8 år gammel. Dagbogen handler om Max og hans familie. Max er flyttet tilbage til København med sin mor efter

Læs mere

Drømmerejsen. Dubai Abu Dhabi Qasr Al Sarab

Drømmerejsen. Dubai Abu Dhabi Qasr Al Sarab Drømmerejsen Dubai Abu Dhabi Qasr Al Sarab Det lykkelige Arabien Drømmer du om en ferie, der kombinerer golf på verdensklasse baner, ophold på fantastiske hoteller og oplevelser med unikke minder? Palm

Læs mere

Thailand & Laos Program 2015. Thailand & Laos 2015

Thailand & Laos Program 2015. Thailand & Laos 2015 Thailand & Laos 2015 Fra Bogense til Thailand og videre til Laos er en rejse på 24.000 km. Laos er det eneste land i Sydøstasien omgivet af lande til alle sider og et af de sidste kommunistiske lande tilbage.

Læs mere

Victoria Falls - David Livingstone fortæller om en spændende tur i kano til en lille ø meget tæt på vandfaldets kant.

Victoria Falls - David Livingstone fortæller om en spændende tur i kano til en lille ø meget tæt på vandfaldets kant. Victoria Falls - David Livingstone fortæller om en spændende tur i kano til en lille ø meget tæt på vandfaldets kant. 1 David Livingstone fortæller om farlig tur i kano ved Victoria Falls David Livingstone

Læs mere

FOREDRAG OM INDIEN AF Cand. theol Tine Elisabeth Larsen

FOREDRAG OM INDIEN AF Cand. theol Tine Elisabeth Larsen FOREDRAG OM INDIEN AF Cand. theol Tine Elisabeth Larsen Praktisk info: Foredragene er alle ledsaget af billeder og rekvisitter. Pris efter aftale. Kontakt: Tine Elisabeth Larsen Røntoftevej 48A, 2870 Dyssegård.

Læs mere

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen kone.

Læs mere

MANDEREJSE PYRENÆERNE

MANDEREJSE PYRENÆERNE 7 E. 23. - 29. MAJ 2015 MANDEREJSE PYRENÆERNE VANDRETUR FOR MÆND MED EVENTYRER OG PSYKOTERAPEUT HANS ERIK RASMUSSEN AFSKED UDFORDRING UDSYN MÅLRETTETHED OVERSKRIDE GRÆNSER INDLEVELSE HJEMKOMST Indhold

Læs mere

Dansk-Kinesisk Parlør

Dansk-Kinesisk Parlør . Dansk-Kinesisk Parlør Shaola J. G. Zhou Dansk-Kinesisk Parlør Samfundslitteratur Shaola J.G. Zhou Dansk-Kinesisk Parlør 1. udgave 2001 Samfundslitteratur, 2001 Omslag: Torben Lundsted Sats: Forfatteren

Læs mere

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål Navneord Pigerne løb hen over vejen. Hvilket ord er navneord, og hvilken tid står de i? Pigerne, bestemt flertal. Vejen, ubestemt ental. Der var engang en dreng, som godt kunne lide at spise æbler. Der

Læs mere

AaCRM på hjul af Contador & Co.

AaCRM på hjul af Contador & Co. AaCRM på hjul af Contador & Co. Figur 1 AaCRM foran hotellet er klar til første tur Costa Blanca, Alicante og den spanske østkyst det må være grisefester, betonhoteller og badedyr! Sådan var min klare

Læs mere

ÅBENT TIRSDAG OG TORSDAG

ÅBENT TIRSDAG OG TORSDAG ÅBENT TIRSDAG OG TORSDAG 18.30-21.30 ANLÆGSVEJ 7, 4100 RINGSTED. TLF: 57 62 71 80 / 28 19 65 35 MAIL: KLUBSVANEN@GMAIL.COM WWW.KLUBSVANEN.DK Dag Dato Aktivitet Personale Tir 5. Maj Loppemarked sælg selv

Læs mere

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter Mandag d. 1/10 Vi tog fra Løgstør med bussen kl. 9.00 mod Aalborg, hvor vi steg på toget. Vi skulle skifte i både Fredericia og Padborg, men det gik fint, og det lykkedes os at få alle tingene med hele

Læs mere

DODO & THE DODOS UPGRADE

DODO & THE DODOS UPGRADE DODO & THE DODOS UPGRADE Dodo Gad: Vokal, kor Jens Rud: Vokal, kor, percussion Steen Christiansen; Keyboard, bas, kor Lars Thorup: Trommer, percussion Anders Valbro: Guitar DODO & THE DODOS UPGRADE Produceret

Læs mere

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER Velkommen til babyrytmik! I mappen her finder du de sange, vi synger til babyrytmik i kirken. Du er velkommen til at låne en mappe med hjem, hvis I har lyst

Læs mere

Specialrejse med fagbladet Folkeskolen FRIVILLIGT ARBEJDE I NATURSKØNNE MOZAMBIQUE, EFTERÅRSFERIEN 2014

Specialrejse med fagbladet Folkeskolen FRIVILLIGT ARBEJDE I NATURSKØNNE MOZAMBIQUE, EFTERÅRSFERIEN 2014 Specialrejse med fagbladet Folkeskolen FRIVILLIGT ARBEJDE I NATURSKØNNE MOZAMBIQUE, EFTERÅRSFERIEN 2014 Afrejse: 9. - 21. oktober 2014-13 dage Specialrejse med fagbladet Folkeskolen FRIVILLIGT ARBEJDE

Læs mere

Mountain biking, hiking og kajak i den vilde natur

Mountain biking, hiking og kajak i den vilde natur Mountain biking, hiking og kajak i den vilde natur Indhold i den vilde natur... 3 Turens højdepunkter... 3 Sværhedsgrad... 3 Rejsedatoer og priser... 4 Rejseplan... 5 Dag 1. Med fly til Narsarsuaq og bådtransfer

Læs mere

Hej alle sammen. Her tager søløverne lige en slapper på klipperne

Hej alle sammen. Her tager søløverne lige en slapper på klipperne Hej alle sammen Min rejsekammerat og jeg ankom til Perus hovedstad, Lima, den 18. oktober klokken meget sent om aftenen. Planen var, at vi bare skulle have vires bagage, finde vores taxachauffør og så

Læs mere

NYHEDSBREV. Et begivenhedsrigt år. December 2013. Cambodja

NYHEDSBREV. Et begivenhedsrigt år. December 2013. Cambodja NYHEDSBREV December 2013 Cambodja Et begivenhedsrigt år Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, temperaturen har lige sneget sig op over de 25 grader (efter en lidt kølig periode...), træerne foran

Læs mere

FORÆLDREOVERTAGELSE - 1.c september 08

FORÆLDREOVERTAGELSE - 1.c september 08 S.20 FORÆLDREOVERTAGELSE - 1.c september 08 Af Dorthe Kirkegaard Thomsen, mor til Alfred 1.c Vi samles i 1.c.s klasseværelse fredag morgen. Sasha har fødselsdag og har en kage med. Så vi ved, der er noget

Læs mere

San Francisco og Hawaii

San Francisco og Hawaii San Francisco og Hawaii Denne rejse kombinerer storbyliv i San Francisco med natur og badeferie på den billeskønne Hawaii-ø Maui. Med tre dage i San Francisco har du god tid til at nyde byens mange seværdigheder.

Læs mere

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015 FAR- VEL! Roskilde den 3. marts, 2015 Kære dig. Når du læser dette, så forestiller jeg mig, at du enten har været eller er tæt på en døende eller på anden måde har tanker om, at livet ikke varer evigt.

Læs mere

gang om måneden ca. og indberetter til Told og Skat og sender noget til revisoren, når det er tid til det og sådan noget. Det er sådan set dagen.

gang om måneden ca. og indberetter til Told og Skat og sender noget til revisoren, når det er tid til det og sådan noget. Det er sådan set dagen. Bilag E - Lisbeth 0000 Benjamin: Yes, men det første jeg godt kunne tænke mig at høre dig fortælle mig lidt om, det er en almindelig hverdag hvor arbejde indgår. Så hvad laver du i løbet af en almindelig

Læs mere

Wellness Walks i Schweiz

Wellness Walks i Schweiz Wellness Walks i Schweiz Wellness Walks er den rene naturoplevelse højt oppe i den klare luft i de Schweiziske alper. Det er vandreture kombineret med et luksus Spa- & Wellnessophold i et af Europas smukkeste

Læs mere

1) Have bruger man om noget permanent: Jeg har en cykel derhjemme.

1) Have bruger man om noget permanent: Jeg har en cykel derhjemme. Få eller have 1) Have bruger man om noget permanent: Jeg har en cykel derhjemme. 2) Få bruger man om en forandring eller udvikling. Derfor er det næsten altid få, når årsagen til forandringen er nævnt

Læs mere