I 00erne lukker regeringen ned for vedvarende energi i Igangværende projekter bliver skrinlagt. 4 år senere genoplives vindmøllebranchen; de

Transkript

1 Vi valgte at invitere jer til Ringkøbing, som ligger centralt i Vestjylland. Det er her og i den øvrige del af yder Danmark vi har fremtidens energikilder. Her fødes de nye ideer om at udnytte ressourcerne bedst. Og det er her vi har særlige problemer med indkomstudviklingen. Vi har i denne del af landet et udtryk, der siger at så må vi selv tage affære. I hovedstaden og de større byer finder man konstant økonomisk grundlag for nye flotte koncerthuse, metroer, hospitaler, universiteter og alle de andre offentlige institutioner, der som magneter trækker ikke mindst ungdommen til sig fra alle dele af landet. Samtidig bliver yderområderne tappet for de menneskelige ressourcer, der skulle sikre dynamik og udvikling. Efter at have boet i området i 42 år og en opvækst på en ø, (det er Ærø), som siden min barndom har fået befolkningstallet halveret, ved jeg godt hvad vej vinden blæser. Her har vi med et omfattende socialøkonomisk kompleks af problemer at gøre. Udviklingen har vist, at påstanden er forkert, at går det godt for hovedstaden, så vil det smitte af på resten af landet. Men der kan gøres noget for at vende udviklingen. Det er temaet for dagens konference. Det vil blive belyst på forskellig måde med indlæg fra vellykkede og banebrydende projekter i de danske yderområder. Vi peger især på tre veje at gå: 1. Samarbejde mellem lokalt energiselskab og vindmøllelaug 2. Et kommunalt initiativ, som, når det kan lade sig gøre på Samsø også må kunne realiseres andre steder 3. En erhvervsdrivende fond, hvor de her i Hvide Sande har været pionererne og hvor Hanstholm planlægger noget tilsvarende Disse steder har man realiseret og planlagt vindenergiprojekter med nye perspektiver. Man har vist, at selv under den nugældende lovgivning kan det lade sig gøre at gennemføre projekter, der er til gavn for brede lag af den lokale befolkning. Flere af projekterne havde tilmed en blakket fortid. Private investorer havde i årevis forsøgt at opstille vindmøllerne på stedet, men blev 1

2 afvist af lokalbefolkningen. Så kom der et initiativ nedefra og de selv samme vindmøller blev hilst velkommen af lokalbefolkningen. Det kan vi alle der arbejder med lokal fremgang i yderområderne lære noget af, det kan man i energiorganisationerne, og det kan man i kommunerne der er ansvarlige for planlægningen. Det kan man ikke mindst i folketing og regering, hvor rammerne for en fossil fri fremtid afstikkes. Men for at forstå, hvor vi befinder os i dag, så lad os foretage et hurtigt overblik over nogle hovedtendenser i de sidste fem årtiers udbygning med vindmøller i dette land: 1970erne var den virkelige pionerperiode. Vindmøllerne var små og primitive. Køberne var familier, som vendte oliekrisen ryggen. Som daværende miljøminister Erik Holst sagde: I kan opstille vindmøllerne overalt. Dog ikke på Himmelbjerget. I 1980erne var vindmøllerne blevet for store for den enkelte familie, som nu samledes i vindmøllelaug, hver med en beskeden andel og med krav om hvor ejerne skulle bo. Det er den største social-økonomiske bevægelse i efterkrigstiden med en demokratisering der vækker opsigt langt ud over landets grænser. I 1990erne går det den modsatte vej. Der kommer et nyt planlægningsregime, der ændrer planlægningen nede fra til top-down planlægning. Den er især til gavn for finansielle investorer, men det folkelige element indenfor vindenergi bliver hægtet af. I 1998 afskaffer energiministeren bopælskravet. Herefter kan ejeren sidde hvor som helst i verden. Vindmøllerne er vokset til MW størrelse. I 00erne lukker regeringen ned for vedvarende energi i Igangværende projekter bliver skrinlagt. 4 år senere genoplives vindmøllebranchen; de 2

3 store energiselskaber er parate til at bygge offshore anlæg. Der gennemføres skrotning af vindmøller op til 400 kw. Gradvist bliver sektoren 100 % kommerciel er der et regeringsskift. Der lanceres et ambitiøst vindmølleprogram med 50 % vindenergi i Der meldes om 200 protestgrupper imod vindmøller. Det demokratiske element i vindmølleudbygningen er tæt på nul. Som så mange andre roste professorerne Niels I. Meyer og Frede Hvelplund i en avisartikel regeringen for dens planer om 1500 MW vindmøller på havet og 1800 MW på land frem til 2020, så 50 % af elektriciteten kan komme fra vindmøller. Men de skrev også, at der var store uløste problemer, for at nå de flotte mål! Hertil kan jeg tilføje, at problemerne ikke er af teknisk karakter og det er heller ikke lave afregningspriser, som er en barriere, når der er mulighed for afregningspriser op til 58 øre pr. kwh. Eftersom priserne er garanteret i fuldlasttimer er der heller ikke særlige problemer med finansieringen. For bankerne er sikkerheden god. To lokale banker finansierede da også Hvide Sande projektet, investeringen var på 90 mio. kroner, fortæller rapporten. (Tag den i hånden). Man hører ellers ofte fra politisk side, at de store selskaber er nødvendige for at klare finansieringen af vindmøllerne. Det argument holder ikke. 3

4 Tilbage som det afgørende problem er lokalbefolkningens accept af vindmøllerne. Her er det ganske ligegyldigt, at 80 % af befolkningen generelt er for vindenergi, dersom andre 80 % er imod i lokalområdet, hvor vindmøllerne skal opstilles. Hertil har svaret hidtil været, jamen, lokalbefolkningen skal tilbydes 20 % af ejerskabet til vindmøllerne og så er problemet med lokal accept løst. Her vil jeg vende mig til, hvad der er sket det seneste år i Thy, når det gælder vindmøller. Her dækker de 215 vindmøller allerede 100 % af elforbruget. Det har faktisk været næsten tilfældet siden 1992, så det er ikke manglende kendskab og oplysning om vindmøller, som er årsagen til, at Thisted byråd under en besigtigelsestur til 7 planlagte vindmølleprojekter med i alt 40 store vindmøller kun mødte kritik og afvisning hos lokalbefolkningen. Denne oplevelse skabte en vis usikkerhed hos de folkevalgte. Hvordan skal vi komme videre, når vore vælgere er imod det som vi har kørt igennem planlægningsprocessen med VVM redegørelser, høringer og alt hvad der hører til? Den erfaring indgik i planlægningen af en serie konferencer, vi i 2012 indledte på Folkecenteret under temaet Fossil Frie Thy. Det gav os også anledning til at høre om erfaringerne fra Hvide Sande, Samsø og Lemvig. Var her noget vi kunne lære af, når nu slikkepinden med de 20 % lokalt ejerskab ikke var nok til at få lokalbefolkningen til at gå ind for de 40 nye vindmøller? Der var ministerdeltagelse i vore konferencer og debat i medierne, som til sammen bidrog til at Thisted byråd i september gav afslag til 5 af 7 4

5 vindmølleprojekter og meddelte samtidig, at fremover ville kun de projekter nyde fremme, som havde lokalbefolkningens accept. Så tak til jer i Hvide Sande, Lemvig og på Samsø for at vise, at der faktisk findes veje frem til nye løsninger, så man både kan sige ellers tak til det som de kære vælgere ikke synes om og samtidig ja tak til hvad der kan blive løftestang for noget andet. Det giver kommunalpolitikerne et råderum, som de hidtil har savnet. Den top-down form for planlægning, som hidtil har været praktiseret, er jo ikke holdbar. Den kan ikke fortsætte. Det demokratiske underskud er for stort. For nogle år siden var tingene ved at gå op i en spids, fordi der fra regeringens side blev lagt pres på kommunerne, at nu skulle de finde plads til så og så mange vindmøller. Det er vigtigt, at der bliver fundet pladser til fremtidens vindmøller, men det er dårligt politisk håndværk og dårlig planlægning, når staten presser kommunerne til at udpege vindmøllegrunde, hvor investoren efter de gældende regler kan være en projektudvikler med adresse på en fjern ø med skattefordele. Det er klart, at der er kommunalbestyrelser, der ikke har lyst til på en måde at træde deres egne vælgere over tæerne, når de lokale konflikter så tilmed kan undgås og vindmøllerne i stedet blive til noget positivt for lokalsamfundet. Nu kan man kalde kommunalpolitikerne skræmte, når de lytter til deres vælgere, til lokalbefolkningen og ikke bare udsteder byggetilladelserne til de herlige vindmøller. Sådan skrev man i vindmøllebladet, Naturlig Energi, i januar måned. Men så enkel er verden ikke. Vi er tre der er gået ind i denne debat og har påpeget, at politikerne selvfølgelig skal vise respekt over for deres vælgere samt at det er urealistisk at tro, at der kan opstilles 1800 MW ny vindkraft i de kommende få år, medmindre den berørte befolkning kan se meningen med de nye vindmøller. De 20 % lokalt har vi set ikke er løsningen; jeg kan heller ikke se, at en fælles pjece fra Danmarks Naturfredningsforening, vindmølleindustrien, Kommunernes Landsforening 5

6 og Danmarks Vindmølleforening forholder sig til løsninger, der er acceptable i lokalsamfundene. Det samme kan man sige om, som også må forstås som business as usual. Et særligt problem udgør også regeringens planer om skrotning af 1300 MW i øvrigt velfungerende vindmøller i forbindelse med opstillingen af 1800 MW programmet. Jeg finder det unødvendigt spild af værdier og fordyrende af vindelektriciteten at nedtage disse vindmøller, når det nu er erkendt, at det er social-økonomiske løsninger, som kan bane vej for de nye vindmøller. Jeg ved udmærket, at naturfrederne vil have noget for noget for at gå med til 1800 MW programmet. Men har vi virkelig råd til i dette land at lytte til interesseorganisationer, hvis natursyn burde stilles til debat. Skrotningen af de 1300 MW er især fordyrende af 2 grunde: 1. Skrotningsbeviser eller nedskæringsordninger egner sig til spekulation 2. I stedet for at skrotte de 1300 MW, kunne man spare en af de planlagt offshore vindmølleparker væk, f.eks. Horns Rev 3. det ville i højeste grad glæde finansministeren og spare de PSO midler, som elforbrugerne skal betale. Eftersom de 1300 MW stort set ikke længere modtager PSO tilskud, hvorimod offshore vindmøllerne skal støttes med omkring 1 kr. pr. kwh i fuldlasttimer er der op til 2 milliarder kroner at spare årligt ved at lade de 1300 MW fortsætte driften indtil de er teknisk udtjent, altså som ved andet teknisk udstyr. 6

7 Igen vil jeg rette blikket mod Thy. Borgerne vil ikke hilse 40 nye, store vindmøller velkommen i en handel, hvor planlæggerne kræver at de fleste af de 215 eksisterende møller skrottes. Man kan sagtens finde plads til 40 nye vindmøller, når lokalbefolkningen oplever, at det fører til fremgang til gavn for alle i det samfund, hvor vindmøllerne opstilles. Vi er i Thisted kommune 10 gange flere indbyggere end de er i Hvide Sande, så med mere end 10 gange flere vindmøller end i Hvide Sande vil det økonomiske input fra vindmøllerne blive lige så stort. 7