Mit liv. Beretning fra ophold i koncentrationslejr af Hans Larsen

Transkript

1 Mit liv Beretning fra ophold i koncentrationslejr af Hans Larsen

2 Indhold Mit liv... 1 Beretning fra ophold i koncentrationslejr Forord... 5 Introduktion Barndom... 9 Min far... 9 Min mor Optakten til Ragnarok Krigsrygter april Modstand Vandre- og cykelture Ella Århus Forlaget Lind Udgiver: Ella Larsen Copyright Marion Thorning og Forlaget Lind Redaktør: Marion Thorning Omslag: Marion Thorning med foto af Ole Bandholm med relief af Hans Larsen Tryk og layout: Mark & Storm Grafisk A/S Taget af tyskerne Dømt Til Tyskland Fængslet i Flensborg Transport til Neumünster I Neumünster Fangetransport til Bochum Fængslet i Bochum Udekommando Hattingen Tilbage til fængslet i Bochum Transport til Hameln... 52

3 Tugthuset i Hameln Transport til Gifhorn Gifhorn, udkommando Neuengamme Søndag den 8. april 1945 mod Mecklenburg Flugten Frau Gralmann Mod Lüchow Mod Elben Fra Boizenburg mod Lübeck Lübeck Grænsen I Danmark Fremme Hjemme Befrielsen Et nyt afsnit af mit liv maj Min bror kommer hjem Sygemeldt Sommertjans på vandrerhjemmet km med smerter Hverdagen begynder at vende tilbage Værnepligt Militærhospitalet Jeg flytter hjemmefra Efterskrift Biografi Forord Vores familie har levet med krigen inde på livet. I mange år som en tavs følgesvend, som prægede vores måde at være sammen på. Tavshed er et kendt fænomen i koncentrationslejrfangers familier. Det, der var sket under krigen, blev der ikke talt om. Efterkrigstiden var præget af forestillingen om at det, man ikke talte om, ville man glemme. Men Hans Larsen, som var ægtefælle, far, bedstefar og oldefar glemte ikke det, der var sket med ham under fangenskabet i Tyskland som begyndte, da han var tyve år og varede tyve måneder. Det kom først frem i lyset 25 år efter krigen i form af KZ-syndromet, som var en blanding af psykisk og fysisk sygdom og udmattelse, som forhindrede ham i at arbejde og fuldt ud glædes ved livet. I slutningen af halvfjerdserne begyndte han at skrive sine erindringer. Først alt om krigen, så alt om barndommen og til sidst om tiden efter krigen. 75 år gammel sluttede han beretningen, så var der ikke mere at skrive om. Trods vreden mod tyskerne, som kom frem i det han skrev, havde han efter krigen ingen bitterhed. Efter hans død i 2008 har familien besluttet at udgive hans erindringer i redigeret form. Der er et kapitel om noget fra barndommen, alt om krigen er taget med samt dele af de to første år efter krigen. Et efterskrift fortæller, hvordan hans liv kom til at forme sig efter krigen. Til sidst er en biografi, som viser de vigtigste faktuelle oplysninger om hans liv. 5

4 Det er en stor glæde for os at kunne udgive bogen. For det første er det en vigtig dokumentation for at huske, hvad der er sket under Anden Verdenskrig og hvilke konsekvenser det har og har haft for de involverede. For det andet kan erindringerne forhåbentlig være til gavn for familier, der har været eller har medlemmer, der er berørt af krig. For det tredje har det stor betydning for vores egen familie at dokumentere, hvad krigen har betydet for os i flere generationer. Vi vil gerne takke alle i familien, og venner til familien, der har været behjælpelige med bogens tilblivelse, og vi vil gerne takke Sportgoodsfonden for økonomisk støtte til udgivelsen. På familiens vegne Ella Larsen (hustru) Introduktion v. Marion Thorning, datter Min mor og far synker ned i de hjemmesyede sofahynder. Året er Børnebørnene er i gang med kagetallerknerne. Min mor puffer min far let i siden. Han ryster på hovedet. Hun puffer igen. En lidt kraftigere hovedrysten fra min far. Min mor ser op»din far har noget, han vil læse op for dig«. Min far læner sig til siden og forsøger at få hånden ned i den alt for snævre lomme, og han folder langsomt et stykke papir ud. Hænderne vil ikke lystre. Børnene bliver stille og ser på morfar. Halsen vil ikke lade luften slippe igennem. Han svælger og begynder at læse op. Efter en halv sætning kommer tårerne frem, og han går i stå. Han rækker min mor papiret og får fat i lommetørklædet. Hun sender det videre til mig og nikker. Nu er det min tur. Min stemme og mine hænder ryster. Uforberedt på det, der står. Skrevet med ganske små bogstaver sirligt på ternet papir»en dag i mit liv«. Alle ser tavst på mig, undtagen min far, der lader øjnene hvile på bordet. Jeg læser op, tør ikke stoppe før sidste ord er læst: En dag i mit liv, 1944 af Hans Larsen Mon jeg har sovet, jeg synes det ikke, jeg føler det nærmest, som om jeg er beruset. Kan næsten ikke røre mig. Min krop føles tung som bly, selv om den nærmest er et skelet, og hovedet er ikke begyndt at fungere. Det er fyldt op af drømmerester, jeg ikke kan få hold på. Men det er som det plejer, noget med mad. Jeg behøver ikke at være helt vågen, førend angsten er der eller frygten, om man vil. Den har nu siddet i mig i flere måneder. Så begynder luftværnskanonerne at brage, så kommer bombe- 6 7

5 flyenes dybe brummen, det lyder som om der er mange. Hvorfor har de ikke brugt sirenerne, har jeg sovet fra dem? Jeg ligger og følger projektørernes fejen over himlen. Så kommer det første bombenedslag, det er ikke lige i nærheden af fængslet, men nu kommer de nærmere. Det er beroligende at høre den fløjtende lyd af bomberne, så ved jeg, at de ikke er på den lige vej mod mig. Jeg kan godt se det ulogiske i det med fløjtelyden, men hva faen. Denne her var tæt på, fængslet ryster, og der falder puds ned fra loftet, mon den ramte? Min nabo, hvem det så er, er da levende endnu, han har lige lagt låget på lokumsspanden, kan jeg høre. Jeg håber, han nåede det, han skulle, det kan somme tider være svært. Lokumsspanden hen under vinduet, op og nyde synet af de mange brande og ødelæggelser. Det er svært at hæve sig op, når man ryster af skræk. Men jeg vil se det og ønsker, at alle tyskere bliver dræbt. Måske med undtagelse af dem i køkkenet. Der er ingen risiko for, at vagten kommer nu, de sidder lunt i beskyttelseskælderen. Så lyder sirenerne, afvarsling, hvor længe mon det varede? En halv time, to timer? I et tysk fængsel går alt ellers efter uret, men dette her har tyskerne vel ikke styr på. Rystende af kulde og angst lægger jeg mig igen. Det er svært at falde i søvn, men det er nødvendigt at få så megen søvn, jeg kan, ellers er dette ikke til at klare. Resten af natten er rolig, jeg ligger og håber, at alle de engelske maskiner må komme godt hjem. Støvletramp og slag på døren med nøglebundtet. Så må klokken være halv seks. Det er næsten umuligt at komme på højkant. Men nu skal det gå stærkt. Tæppet lægges sammen med knivskappe folder på militær vis, lidt vand i ansigtet fra madskålen, sæbe findes ikke. Vandspand og kande er af zink og gnubbes for pletter. Asfaltgulvet gnubbes med en nedslidt klædebørste. En dråbe vand på gulvet giver en mat plet og koster et måltid mad og én over nakken. Celledøren bliver låst op med stor larm, og det lyder»kübel raus«! Ud på gangen med lokumsspand, vandspand og kande. Når kalfaktoren har tømt spandene og fyldt kanden, henter jeg det ind igen, men ak, det er ikke min spand. Denne her er ikke pudset godt nok. På den igen. Jeg når det lige til tiden, hvor vagtmesteren og kalfaktoren kommer med morgenmaden. Så er det om at stå ret lige inden for døren og sige med høj og klar røst, på tysk selvfølgelig,»celle 311, belagt med én mand, alt i orden«. Morgenmaden består af en tynd skive brød og en halv liter såkaldt kaffe. Jeg ser bønfaldende på ham der deler ud. Med øjnene beder jeg om en endeskive og helst den største, han har, men da jeg ikke er en af vennerne, bliver det kun til en gnalling brød og den halve liter kaffe. Døren i med et brag. Brødet bliver spist med andagt i ganske små bidder, ikke sammen med kaffen. Den ene hånd holder jeg under, hvis jeg skulle tabe en krumme. Hver gang jeg spiser brød, er det det bedste, jeg nogen sinde har smagt. Den lunkne kaffe ned, skylle madskålen, ingen dråber på gulvet. Et sidste blik rundt i cellen, alt er klar til celleinspektion. Vagtmesteren lader sit falkeblik falde overalt. I dag der intet at bemærke, altså er næste måltid reddet. Så lyder klokken, døren åbnes, ud og stå ret til venstre for døren,»abgang«med fire meters afstand. I en lang række snor vi os hen ad gangen og ned ad trapperne fra tredje etage til gangen i stueetagen. Opstilling i fem rækker,»mütze ab Mütze auf«, huen af, huen på, efter mange forsøg er de tilfredse. Huen skal slås mod højre ben samtidig af alle, så det lyder som et geværskud. Nu venter jeg spændt. Hvad mon jeg bliver sat til i dag? Bare det ikke er noget udendørs. Det blæser og regner, og jeg fryser allerede. Mit nummer bliver råbt op.»hier«råber jeg automatisk og går hen i den anviste kolonne. Efterhånden er vi mand samlet. Der er desværre ingen med, jeg kender. Måske er der 8 9

6 en dansker eller nordmand imellem, men vi må ikke tale sammen. Det må jeg vente med at finde ud af. Jeg trænger til at høre nogle gode rygter. Det er utroligt, som rygter og løgnehistorier kan give en tro på, at dette mareridt snart får ende. Hvor er jeg træt, har svært ved at stå i retstilling i længere tid. Var jeg hjemme nu, ville jeg sove en hel uge, kun afbrudt af tolv måltider om dagen. Men jeg er ikke hjemme. Et brølende»achtung«fortæller, hvor jeg er. Vi bliver ført ud i fængselsgården og op på en åben lastbil. Ingen fortæller, hvor vi skal hen eller til hvad. Der er kun få soldater med. Jeg misunder dem deres varme tøj, men ikke andet. Det er ingen lang tur, men vores tynde fangedragt bliver hurtigt gennemblødt. Heldigvis står jeg inde i flokken, så kun hoved og skuldre bliver våde. Vi bliver læsset af ved to jernbanevogne. De er fyldt med cementsække. To mand op i hver vogn og resten til at bære sækkene på ryggen ca meter og læsse dem af i et skur. Jeg er den eneste dansker. Der er heller ikke nogen nordmænd på holdet. Trods vagtens ustandselige»los, los ein bisschen Bewegung«, skynder jeg mig så langsomt, jeg kan. Trods det hårde arbejde er det umuligt at holde varmen i det våde tøj. Jeg ryster af kulde og mine ben ryster af anstrengelsen. Jeg kan ikke mere, har lyst til at smide sækken, men opgiver ved at tænke på den mand, der prøvede. Den behandling han fik, giver mig lidt ekstra kræfter. Efterhånden ser vi forfærdelige ud, grå over det hele. Regnen gør cementstøvet til en vælling. Én taber en sæk inde i skuret. Den går i stykker, men vagten ser det ikke. Manden er hurtig, laver huller til hoved og arme og tager den på den bare krop inde under jakken. Det nummer laver vi andre også. Det hjælper mod regnen og blæsten. Det varer nu ikke længe, denne lykke. Jeg får en kløe over hele kroppen. Den overgår langt alle mine lusebid. Jeg synes, at sækkene bliver tungere og tungere. Nu er der kun ti skridt igen, men hvor er de lange. Så kalder vagten os sammen og uddeler et stykke brød til hver. Det er en slem skuffelse. Vi har regnet med, som sædvanlig, en halv liter kålrabisuppe, mest for varmens skyld. Heller ingen kaffe. Vi får ti minutters spisepause i den ene jernbanevogn. Dejligt at være i tørvejr. Der bliver en slem stank i vognen, uden det dog går ud over appetitten. Vi får lov til et enkelt besøg bag skuret, når vi ikke længere kan holde os. De stakler, der har mavebesvær, får ikke lov at rende i utide. Det går selvfølgelig ud over bukserne, som de må gå med resten af dagen. Først senere i cellen om aftenen, kan de rense bukserne i deres madskål. Resten af arbejdet og dagen går nærmest som en ond drøm. Vi når alle sammen at få vores cementposer af kroppen efter arbejdet. Vi bliver altid kropsvisiteret, når vi har arbejdet udenfor fængslet. En ødelagt pose cement er det samme som sabotage og betyder udlevering til Gestapo. Det er sjældent, nogen kommer levende tilbage derfra. Turen tilbage til fængslet, på den åbne vogn, er frygtelig. Vi er stivfrosne og mange af os falder og må bæres ind, da vi springer ned fra vognen. Der bliver ingen nærmere undersøgelse af os i fængslet, ingen vil røre ved os, som vi ser ud, og vi kommer hurtigt op i cellerne. Da celledøren er lukket, og jeg ser ned af mig selv, bliver jeg fortvivlet. Hvordan skal jeg nå at få renset både tøj og mig selv? Havde jeg mulighed for at tage livet af mig selv nu, havde jeg gjort det nej, men jeg er langt nede. Med tårerne rendende ned af kinderne går jeg i gang, glad for at jeg er alene i cellen. Af med kludene, det skal gå stærkt, jeg kan ikke holde ud se mig selv og forstår ikke, at det er min krop. Godt min familie ikke kan se mig nu. Tøjet bliver skyllet op i madskålen, jeg selv skyllet af. Vrider tøjet op og tager det våde tøj på igen. Jeg skal være færdig og påklædt, inden de kommer med maden

7 Jeg ser på gulvet. Det er forfærdeligt, vand og cement. Jeg ser for mig, at måltider for en hel uge forsvinder og ved, at jeg ikke kan undvære ét måltid. Hans, du er et skvat, kan du ikke klare lidt modgang? Tyskerne skal ikke have den glæde at stjæle din madration. Jeg tager børsten næsten uden hår og fejer cement og vand ind under lokumsspanden. Jeg når det lige inden udleveringen af aftensmaden. Et stykke gulv er blevet tørt og har efterladt et gråt kalkslør, men vagten bemærker intet. Hvorfor dette festmåltid? Tænk, der er nogle få gram leverpølse på brødet. Men jeg har ikke tid til at fråse i maden nu. Det er svært at vente, men først må jeg have gulvet færdigt. Det er svært at tage vand og cement op i lokumsspanden med hænderne. Jeg når det lige, inden lyset bliver slukket. Resten må jeg se at klare i morgen. Jeg går i seng men beholder det våde tøj på, så det kan tørre. Børsten tager jeg med i seng. Den skal være tør til i morgen til det store pudsearbejde på gulvet. Så er det spisetid. Jeg ligger og spiser brødet langsomt, men det sidste bliver nydt ekstra meget, leverpølsen. Nu håber jeg kun at mine venner, englænderne, er kommet godt hjem, og at de vil lade mig sove i fred hele natten. Det har været en god dag med kun enkelte mishandlede fanger. Og så lever jeg endnu. Dette første nedskrevne er en sammenblanding af Hans oplevelser under fangenskabet fra forskellige steder og tider. Efter på denne måde at have taget hul på beretningen, skriver han om hele krigen og får skilt begivenhederne, stederne og tidspunkterne, så de fremstår kronologisk. Da det er gjort, fortsætter han med at skrive om sin barndom og derefter tiden efter krigen. I 1987 skriver han: Hvad er frihed? Hvornår tør man tro, at man er fri? For fængsler lejre er jeg fri. Men virkningerne af 20 måneders ydmygelse i fangenskab i Tyskland, bliver jeg aldrig fri for. Hvem og hvordan var jeg uden disse makabre oplevelser? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at sporene er uudslettelige, det vidner mine natlige mareridt mig om. Jeg kan ikke sige, at jeg hader tyskerne i dag. Men jeg er skeptisk overfor dem og har en vis angst for de 80 millioner

8 Barndom Min far Jeg er født i Helsingør i Min far, Peter Larsen, er en slags sjælesørger for alverdens mennesker. De kommer til ham for at få råd om alt muligt. De snakker og spørger, og min far sidder bare og siger: hm hm. Når de går, takker de mange gange for hjælpen. De eneste, der ikke kommer til ham, er hans egne børn. Da jeg begynder i Lundegades Skole, følger min storesøster Edith mig derhen. Det er slemt for dem, der bliver nødt til at spise på skolen. Der bliver råbt og drillet, når de fattige stiller op i skolegården, inden de skal have deres tallerken vandgrød.»det skal mine børn aldrig«siger far, selv om jeg tror, det kniber en gang imellem hjemme. Jeg er slem til at slide tøj og sko. En gang bliver det min far for meget, han køber et par træsko til mig. Træsko er ellers kun noget, de meget fattige går med. Dem får jeg på i skole det er forfærdeligt jeg glemmer aldrig den dag. Jeg sniger mig langs murene og gemmer mig, så godt jeg kan. Først på et af wc erne, men der er kun halvdøre, så kan alle se de omtalte. I frikvarteret står jeg nede på et af trinene til sløjdkælderen, det er en lang dag. Vi er hjemmefra rene og hele i tøjet, men lappet og stoppet. Det er slemt for min far med mit tisseri, og jeg får mange tæsk for det. Men værst er det, når jeg prøver at skjule det. Så står fråden ham om munden, og han slår og slår. Det foregår tit i vaskekælderen, så ligger jeg over vaskebænken. Men det er ikke det værste, det kan jeg næsten vænne mig til. Det værste 14 15

9 er, at jeg føler mig som en paria hele min barndom på grund af det. Der bliver aldrig talt med lægen eller andre om det. De opskyllede tissestykker bliver altid hængt på tørrestativet, så man kan se dem fra indgangen til huset. En gang om ugen går vi drenge ned på bryggeriet efter fyraften sammen med min far, som arbejder der. Der går vi i brusebad, hjemme har vi kun køkkenvasken. Far går i bad med os, og det er en prøvelse for os alle sammen, vi bliver skrubbet og skuret, så vi er røde over hele kroppen. Far springer rundt som en skade, for at vi drenge ikke skal se ham nøgen. Det er nu heller ikke noget kønt syn, han er for fed, synes vi. Når vi er færdige, får vi pilsnerøl i håret, så stritter det ikke, men det bliver stift som en pind, og det stinker af øl medens det tørrer men det er gratis. Min far vil lære mig at svømme. Vi går langt ud, synes jeg. Så holder han mig under maven, og så skal jeg bare svømme. Jeg er skrækslagen og skriger i vilden sky, ih, hvor blev han gal. Men på få dage lærer jeg mig selv at svømme, ganske godt endda. Men det bemærker min far aldrig. En dag mangler min far en hammer og en pakke søm. Det er selvfølgelig mig, der bliver anklaget for at have gjort det, men trods min benægtelse får jeg en ordentlig røvfuld. Næste dag ser jeg et gammelt førerhus fra en lastvogn, der ligger som et legehus ude på marken være sømmet til overalt. Den yngste af vognmand Petersens sønner fortæller, at det er ham, der har gjort det. Min far får det at vide, men han undskylder ikke, at jeg har fået tæsk for det. Petersen tager os drenge med på ladet af lastbilen, når han kører ud til bønderne med gødningskalk. Det er lige noget for os, vi maser med at læsse sten, mens vognmanden sludrer med bønderne. En dag er det sket med de dejlige ture for mig. Det må være min mor, der fortæller min far, at der er kommet bremsespor i mine underbukser. Jeg kommer i forhør og på spørgsmålet om, hvorfor det er sket, siger jeg store idiot, at det er, medens vi kørte med vognmanden.»så må du blive hjemme, indtil vognmand Petersen har fået lavet WC. i bilen«. Derefter må jeg stille i soveværelset hver aften og vise ham mine underbukser er der bare den mindste bæfarve, får jeg tæsk med hånden i den bare ende. Det er ydmygende, ikke mindst når de andre drenge sidder på ladet af lastbilen og kører af sted. Så gemmer jeg mig bag en busk og fælder en tåre. Jeg har frygtelig ondt af mig selv. Jeg hader min far og som så ofte før ønsker jeg, at han var død.»nu kan du vente til senere«, siger min far, da jeg har lavet noget meget slemt. Så tager han sin cykel og kører ud til Horserød hegn det er vel en 3-4 km. Der skærer han et ordentlig birkeris. Han kører hjem og binder det solidt. Så må jeg smide bukserne igen, hold da op, hvor gør det ondt. Det ris bliver brugt mange gange. Til sidst er der ikke meget igen af det. Vi børn får hver søndag en femøre, så går det stærkt ned til bageren, formuen skal omsættes til en kokosbolle, et båndlakrids et kræmmerhus bolsjer eller lignende. Det er at leve, særlig hvis man kan gemme noget længere end de andre. Men så skal man også kunne løbe stærkt. Min mor Det ikke er ret meget, jeg kan huske om min mor, skønt jeg er 12 år, da hun dør i 1935, kun 42 år gammel. Alle mødre er selvfølgelig varme og dejlige og elsker deres børn. Bare jeg kunne sige det om min mor, det er skrækkeligt, for jeg ved det ikke

10 Jeg tror, at min mor har været et stille og roligt menneske. Jeg husker aldrig, at hun råbte op, eller modsagde min far. Jeg tror, at hun har været temmelig underkuet, for i hjemmet er min far en ren despot. Hans ord er lov og kan ikke appelleres. Kun én gang hører jeg mine forældre skændes. Jeg ved ikke, hvad det drejer sig om. De er gået ud i køkkenet og har lukket døren, der bliver brugt store ord og talt højt. I stuen sidder vi unger og kryber sammen i angst og bæven. Da jeg er omkring 7-8 år og har lavet en eller anden skarnsstreg, er min mor meget oprevet over mig og forlanger, at jeg pakker mine ting sammen. For nu skal jeg på opdragelsesanstalt. Aldrig har disse timer, til min far kommer hjem, været så lange. Jeg ved intet om sådan en anstalt, men jeg er overbevist om, at det er et fængsel med sult, kulde, tæsk og sovesale med flere hundrede andre banditter. Jeg lider allerhelvedes kvaler, går og ser på mit tøj og legetøj. Mine søskende er ude og lege, som om det er en helt almindelig dag. Jeg tror ikke, at min mor har sagt det til min far, for jeg kommer ikke på anstalt eller får tæsk, da han kommer hjem. Men det sidder prentet i mit sind, endnu 60 år senere. Dengang får jeg for første gang tanken om at begå selvmord. Jeg vil løbe ned til Øresund og drukne mig. Det er ikke for de tæsk, jeg vil få på opdragelsesanstalten, men at være den eneste af alle de hundrede drenge, der pisser i sengen det kan jeg ikke bære. Hvis jeg drukner, ville de måske blive en smule kede af det og savne mig lidt. En stor sorg Min mor havde et meget højt blodtryk og fik tit meget kraftigt næseblod. Det kunne blive ved i timevis. Jeg tror, min mor var meget skrøbelig, hun havde haft tuberkulose og været på Nakkebølle Sanatorium på Fyn. Med syv fødsler er der nok drevet rovdrift på det arme menneske. Den 30. august 1935 om eftermiddagen kommer min mor fra sovekammeret og går ind mod stuen. I døren styrter hun om og bliver hjulpet ned på en stol. Hun har fået en hjerneblødning. Det er skrækkeligt at se på; den ene side af ansigtet er lammet og helt skævt. Når hun prøver at tale, er det ikke til at forstå; den ene arm og det ene ben kan hun heller ikke bevæge. Hvad der nu sker, har jeg selv ingen anelse om, det er fuldstændig væk fra min hukommelse. Ambulancen kommer, og hun bliver kørt til hospitalet i Helsingør, men de afviser hende, og så bliver hun kørt til Usserød Sygehus. Min far siger senere, at det var den lange ventetid og den lange tur, hun ikke kunne klare. Hun dør om søndagen den 1. september. Min far kommer ned i kælderværelset og kalder på os, og siger:»mor er død«. Det er lige som en drøm. Det varer lidt før min bror Jørgen og jeg siger noget. Min storebror Kaj er faret op med det samme. Jeg husker intet om stemningen i hjemmet den dag. Om eftermiddagen står Jørgen og jeg udenfor på trappen og hører et orkester spille lystige toner et eller andet sted. Jeg tager cyklen og kører efter lyden. Det er på alderdomshjemmet på Gurrevej. Et orkester forlyster de gamle beboere. Jeg er rasende og forarget over, at de spiller den dag, min mor døde. Til begravelsen spørger min far, om vi vil med. Jeg vil ikke, og min far siger, at det er i orden. Senere på dagen går vi alle på kirkegården og ser på graven og alle blomsterne. Jeg har det skidt. Det bliver værre, da min far og andre begynder at tale om, at hovedet ligger i den ene eller den anden side af gravstedet. Det tænker jeg på de få gange, jeg gennem årene har besøgt graven. Jeg føler, at det er mit eneste holdepunkt, der nu er væk. Min far er utilnærmelig og hård. Jeg knytter mig til min storesøster Edith, indtil hun flytter hjemmefra. Min søster Grethe Nu er det min søster Grethes tur til at være husmor. Hun er 16 år og må være holdt op på sit arbejde, for hun er altid hjemme, når vi kommer fra skole. Hendes første ordre lyder altid»gå til 18 19

11 købmanden og hent ti Snowflake eller gul North State«, samt en pose mentholbolsjer og selvfølgelig ugebladene de dage, hvor de udkommer. Grethe gider ikke smøre skolemad til os. Vi får ti øre med hver, så kan vi på vej til skole købe to stykker af det billigste wienerbrød hos bageren på Rosenkildevej. Det er vi godt tilfredse med i starten. De andre børn i skolen er misundelige, men vi bliver meget hurtigt trætte af det. Når vi kommer hjem, er det bare om at komme i gang med rengøring og madlavning. Mest med at skrælle kartofler. Alt skal være færdigt til far kommer hjem. Mange gange når hun at få os ud og lege, lige inden far er hjemme. Så ser det ud, som om hun har lavet det hele selv. Vi ligger bag en busk for at se fars ansigt, når han kommer cyklende. Efterhånden lærer vi at se, hvordan humøret er. Hvis han ryger på en cerut kan vi roligt komme frem. Tid til lektier er der ikke meget af, men det savner jeg ikke. Da min mor er død, begynder min far og onkel Karl, vejmanden fra Tipperup, at køre cykelture på fridage og i ferien. Engang imellem er min bror Kaj med. De kører rundt på Sjælland og i Jylland. Nogle gange er de også i Sverige. Så er vi børn fordelt hos familien. Min bror Jørgen og jeg er gerne hos tante Marie ude på landet i Tipperup. Det er en skøn tid. Hun er lige så god, som hun er stor og tyk. Der er en bondegård lige ved, Egegården, en dejlig firlænget gård. Bonden hedder Ole Olsen, han kan lide at snakke med os unger. Der er både heste, køer og grise foruden høns, gæs, ænder og en masse katte. Vi må lege overalt, og hestene må vi ride på. Skoletid Da min mor dør, er jeg 12 år og går i 5.klasse. I skolen går det nu helt galt. Jeg ryger ned i karakterer og begynder at pjække, når jeg kan slippe godt fra det, Resultatet bliver, at jeg bliver oversidder og må gå to år i samme klasse. Det er en skandale, man ikke snakker om. Vores klasselærer hedder hr. Palmark. Hver gang han kommer ind i klassen, vinker han med en finger. Jeg rejser mig og følger efter ham over i lærerværelset, strammer bukseenden og modtager tre slag med spanskrøret. Jeg bliver straffet for ikke at have skrevet stil hjemme. Der bliver ikke sagt et ord, så går vi tilbage og timen begynder. Det er værst om sommeren, hvor jeg har spejderbukser på. Inden længe reagerer klassen overhovedet ikke på denne forestilling. En dag har jeg lavet mit hjemmearbejde, men jeg siger det ikke, og jeg følger traditionen og får de tre rap. Så spørger jeg, hvorfor jeg fik dem?»det er fordi du ikke har skrevet din hjemmestilmen det har jeg«, siger jeg.»nå, så får du ingen i morgen«svarer han. Så reagerer klassen næste dag. Ti år senere, hvor jeg er kommet ud af skolen, har overstået min læretid som smed, siddet i tyske fængsler og KZ lejre og er kommet hjem, går jeg fra byen op ad Kongevejen, og foran mig går en ældre mand, slæbende på en kuffert. Jeg går hen til ham og siger»undskyld, men jeg skal op ad bakken, skal jeg ikke bære kufferten for Dem?Jo, mange tak unge mand«. Da ser jeg først hans ansigt og udbyder»er det ikke lærer Palmark?Jo det er det, kender vi hinanden?ja, De har givet mig tre striber hver dag i femte klassedet skal du ikke tænke på, det har jeg for længst tilgivet dig«siger manden. Jeg følger ham hjem til Vinkelvej, bærer kufferten op på 1. sal og siger godnat. Det er en rystende oplevelse, både for min far og mig, når karakterbogen kommer med hjem. Jeg udskyder at vise ham den til aftenen før, den skal afleveres på skolen. Et gennemsnit på»godt kryds«synes jeg må være en del bedre end»godt«, men min far råber ikke hurra. I skolen har vi gerne valget, når vi skal straffes enten en lussing eller en svedetime. Jeg vælger lussingen, for opdager min far en svedetime, får man en lussing af 20 21

12 ham, så det er dobbelt straf. En rød kind, kan man måske skjule. Det er gerne den venstre kind, der er rød. Ved bordet hjemme sidder jeg altid med højre side mod mit faderlige ophav. Skolen er for mig en uhyggelig oplevelse. Jeg er nok ikke dummere end gennemsnittet men kan ikke indordne mig, skønt jeg hjemmefra er vant til disciplin. Jeg er fra nr. 13 til nr. 28, og vi er i klassen. Jeg er blandt de bedste til gymnastik og sang, men det tæller ikke rigtigt. Vi bliver bedømt og får et nummer efter hvor dygtige vi er i forhold til de andre. Forandring Min far begynder at gå på besøg om aftenen, vi ved ikke hvorhen, men han bliver gladere og knapt så streng. Vi nyder forandringen. Han trænger til opmuntring, det har været en streng tid for ham. Vi gætter på, det er et fruentimmer. Men nej, ikke sådan en gammel fyr på omkring 44 år. Så finder vi ud af, at vores fars kæreste hedder Astrid. En sød, lille fraskilt kone med en datter, Irena. En søndag eftermiddag er hun inviteret til kaffe, den fine dug er på, rene negle og vand i håret. Nu kan han snakke den gamle, og vi børn er unaturligt søde. Vi bliver også inviteret hjem til dem og får det bedste indtryk af dem begge. Det er skønt, når de kommer, for tonen er en helt anden. Min far er næsten helt menneskelig. Astrids fraskilte mand bor også i Helsingør. Hun er meget bange for ham, og så træder jeg til,»ridderen uden frygt og dadel«. Hver gang jeg ser hende i byen, følger jeg med hende. Jeg har lagt en taktik for, hvordan jeg skal uskadeliggøre ham. Jeg går en del i biografen, søndag eftermiddag til dobbeltforestillingerne og har lært en masse kneb. Heldigvis for mig bliver det ikke nødvendigt, for Jens Larsen er en stor og stærk kleppert. Det ser vi på min far engang. Han besøger nogle gange Astrid om aftenen, og bag nogle træer står Jens Larsen og venter. Min far får sådan en omgang tæsk, at jeg ikke forstår, hvordan han kommer hjem, og næste dag må han blive hjemme fra arbejdet. Kun Grethe må komme ind i soveværelset til ham. Han ligger heldigvis, så vi kan se ham gennem nøglehullet med to kæmpe blå øjne og en flækket overlæbe. Jeg synes, at hovedet er dobbelt så stort som normalt. Det er så slemt, at selv jeg har ondt af ham og kan ikke engang nyde det. Der bliver retssag ud af det, og kort tid efter flytter Jens Larsen til København. Min far er en hård negl, ikke bare overfor andre, men også overfor sig selv. Han lider i perioder af podagra. Selv om hans fod er hævet til det ukendelige, skal han på arbejde. Han står op en time før han plejer, og efterhånden får han lirket sine sko på. Aldrig en lyd siger han, og så går han på arbejde. Han har en overgang en hel del bylder i nakken. Når de er modne, får han Grethe til at trykke dem ud. Da Grethe og han tit er på kant med hinanden, nyder hun at trykke mere, end det er nødvendigt men ikke en lyd kommer fra ham. Hun har også en anden raffineret måde at straffe ham på. Hun laver middagsmad med karry, det eneste han ikke kan lide. Men han kan ikke drømme om at sige noget. Astrid Astrid og Irena er med til julefrokost hos os 1. juledag 1937 på Astrids 37 års fødselsdag. Der holder min far en tale og siger, at de snart skal giftes. Så flytter Astrid og Irena ind, de lever papirløst, og det hedder sig, at hun er husbestyrerinde. Astrid, og ikke mindst Irena, gør det til lidt af et paradis. Hen ad vejen begynder vi at være næsten lige så fri som hende, der både taler og ler ved bordet. Vi synes, hun er dejlig fræk. Det går meget fint, selvom min far får enkelte tilbagefald, men Astrid får ham gerne ned på jorden igen. Det er dejligt at komme hjem, når der er nogen, man kan snakke med. Astrid er et myreflittigt menneske, godheden selv og alt klarer hun

13 En vellykket bryllupsfest Søndag d. 27. februar 1938 begynder som normalt, men om eftermiddagen giver far os unger penge, så vi kan gå i Kosmorama, det gamle Helsingør teater. At få en biograftur er en sjældenhed, det taler vi børn om, men går selvfølgelig derned. Desværre er alt udsolgt, og vi går skuffede hjem igen. Da der ikke er nogen hjemme, kikker vi i klædeskabet. Astrids og fars pæne tøj er der ikke. Så ved vi, at der er noget lusk. Irena og jeg hopper på cyklerne og kører ned til Skt. Olai Kirke og venter. Det varer ikke længe, så kommer de gående rundt om hjørnet. De ser os og står stille, de har fået et chok. Men snart lyder en bøs stemme»hvorfor gik I ikke i biografen?«vi fortæller, at der er udsolgt. Vi vil ikke med ind i kirken og bliver heller ikke opfordret. Så skynder vi os hjem for at gøre forberedelser og give hele familien besked. En gammel, lånt grammofon i flot mahognikasse med tremmer for sætter jeg ind under sofaen med»det er så yndigt at følges ad«sat på og med en snor til at slå bremsen fra med. Det bliver en meget fin aften. Alle er glade. Jeg trækker i snoren til grammofonen, det lyder gyseligt, indtil den er helt i gang, så man kan høre, hvad der bliver spillet. Samme aften er der en udsendelse i radioen»sommer for en aften«, som jeg aldrig glemmer. Det er jo februar og koldt, men i radioen er de mødt op i sommertøj. Der er sand på gulvet, de spiller og synger om sol og sommer, bl.a. sangen»det er sommer for en aften skønt vi kun har nået fastelavn«. Det gør et stort indtryk på mig, for vinteren har aldrig været mit store nummer. Optakten til Ragnarok Det er en urolig tid. Der er meget tale om Hitler og Tyskland. I Tyskland har Hitler afskaffet arbejdsløsheden ved at spærre alle sine modstandere inde og lade resten bygge motorveje og lave kanoner. Den 13. marts 1938 okkuperer slynglen Østrig, og ingen rører en finger. Jeg tænker som andre naive sjæle: Det er jo så langt væk, og jeg er begyndt i min læreplads. Som 14- årig er jeg utrolig uvidende, især politisk. Der er ingen der taler med mig om det, så det er ikke noget, jeg tænker meget over. Hjemme bliver der næsten aldrig talt om politiske forhold hverken her i landet eller ude i verden. Vi børn kender vores plads og holder mund, men er godt klar over, at de voksne er bange for, hvad tyskerne kan finde på. Hverdagen går med arbejde og fritiden med kammeraterne. Og om vinteren, om aftenen, er der teknisk skole, som jeg godt kan lide. Skønt jeg er blevet år, bliver jeg stadig afstraffet med tæsk af min far, når jeg har dummet mig. Det føles nedværdigende, men jeg tænker, han måske nyder det.»hr. Hans«så er jeg forberedt på noget grimt. Det er min fars faste replik, når jeg skal have en overhaling.»du kalder dig smed og ved ikke, at alt der drejer rundt skal smøres«. Han har flyttet min cykel nede i kælderen, og da han drejer styret skriger og hviner det. Smedene på værkstedet siger, at de forhold vi har er de bedste, vi nogensinde har haft. Ikke så mange arbejdsløse og en ugeløn for en smedesvend på 69,60 kroner rækker endda til at sætte lidt i banken. Min ugeløn på 4,80 kroner for 48 timers arbejde er ikke til en fed bankbog og slet ikke de 50 øre, som er lommepengene. En biografbillet koster 65 øre

14 Krigsrygter I 1939 er tyskerne blevet en stærk militærmagt, og overmodigt indlemmer Hitler dele af de omliggende lande, uden der bliver løsnet et skud mod ham. Tyskland har et landområde, der hedder Østprøjsen. Det er adskilt fra tysk område af en stribe polsk land, som kaldes»korridoren«. Mellem os knægte går en vittighed: Har du hørt, at Hitler er taget til Persien? Nej, hvad skal han der? Han skal købe tæpper til korridoren. Hitler forlanger, at Polen skal afstå dette landområde til Tyskland; Polen nægter, og tyskerne begynder krigen den 1. september Det kommer alligevel som et chok, da tyskerne går ind i Polen. Og da England og Frankrig har aftaler med Polen, er anden verdenskrig i gang. Da vi hører det i radioen, må min far tørre sine øjne. Men vi danskere syntes stadig, det er så langt væk fra os. Vi vågner først op, da vi begynder at få rationering, og krigen berører snart os alle sammen. Hjemme skal vi have mørklægningsgardiner, og der kommer rationeringskort på en del ting. Min far køber fisk med hjem fra torvet og fra havnen, og han dyrker en masse i sine haver. Bag de jordstykker, vi havde taget til os, er der et langt hyldehegn. Vi plukker flere hundrede kilo hyldebær, der bliver til hyldebærsuppe, som vi siger: 21 gange om ugen. Min far avler en masse græskar, der bliver syltet, og så får vi det som pålæg på et tykt stykke rugbrød. Så tit jeg kan, kommer jeg hjem til frokost fra arbejdet. Der er en halv time, så har Astrid pillet nogle små kartofler. En dag tæller jeg dem, jeg spiser 132 plus nogle rugbrødsmadder. 9. april 1940 Det er en brat opvågning. Vi bliver vækket af en frygtelig larm fra flyvemaskiner. Vi farer ud og ser, at det er tyske maskiner, og i radioen fortæller de om den tyske besættelse af landet. Det er en skrækkelig oplevelse. Med skam må jeg sige, at det også er spændende. Min far er for længst gået på arbejde. Astrid er fuldstændig rundt på gulvet. Hun vil have, at vi alle sammen skal blive hjemme både fra arbejde og skole. Der bliver fløjet faretruende lavt over byen, mens de smider flyveblade ned med opråb om, at de har besat landet for at beskytte os mod englænderne. Jeg er 17 år og kan slet ikke overskue konsekvenserne, men lærer det senere. I radioen har de sagt, at alt skal fortsætte som normalt, så jeg går på arbejde. Men det er ikke normalt. Det er det skønneste varme solskinsvejr, og jeg arbejder i gården udenfor værkstedet med at hugge huller i nogle tynde jernplader til en pelsavler. Og ustandselig kigger jeg hen ad gaden og venter hvert øjeblik, at byen vil blive oversvømmet af tyske soldater. Jeg ser ingen før om aftenen, da de går med fuld musik gennem Stengade. Skønt de spiller godt, er det meget deprimerende at se alle de tavse og tillukkede danskere. Nogle enkelte smiler og vinker til tyskerne. De bliver noteret inde i hovedet til senere. I den alder er alting enten sort eller hvidt. Diskussion på værkstedet med svendene Vi har nogle højrøstede diskussioner. Jeg holder på, at vi skulle have gjort modstand. Hvorfor har vi ellers militær? Svendene mener, at den håndfuld danske soldater, der faldt i Sønderjylland, var for meget. Svendene tager det alt for roligt. Jeg kommer på kant med smedesvenden Laurits Nielsen, men han er nu også ældgammel, vel omkring 40 år. Når jeg siger, at jeg hader tyskerne, er hans svar altid:»fordi man elsker sit fædreland, behøver man da ikke at hade tyskerne«. Det kan drive mig til vanvid. Mørklægning og rationering Så kommer en tid med mørklægning og rationering. Det er utroligt, så hurtigt man vænner sig til at gå rundt i de mørk

15 lagte gader. Rationeringen er ikke så slem i starten, og vi lever sikkert sundere med den. Men de næste vintre er meget strenge, og det er ikke tilladt, at temperaturen kommer over 18 grader i stuerne, så der er mange varmeanlæg, der fryser. Det er svært at få det rationerede brændsel til at række, lidt koks, våde tørv og dårlige brunkulsbriketter. Vi har travlt med at tø frosne varmeanlæg op med blæselampe og varme klude. Når vi har tøet op i den ene ende, fryser det i den anden. Og mange steder må vi tappe anlæggene af, og folk må klare sig med små spareovne med et kakkelovnsrør ud gennem et vindue og fyre med aviser og papæsker m.m. Temperaturen falder til minus 32 grader. Min far fyrer også med tørv, de er dejligt faste, når de kommer, de klinger mod kældergulvet, indtil de tør op og bliver til det værste smulder. Min far skaffer nogle kasserede ølkasser, der er af træ, det drøjer noget på det. I kælderværelset, hvor vi drenge bor, er der ikke brændsel til, men det går. Værre er det, at vi må undvære det varme vand til at vaske smedeskidtet af med. Så finder jeg ud af at lægge haveslangen ned i gruekedlen i lidt vand. Jeg har taget pap og papir med hjem. Så fyrer jeg op og sætter bruseren fra vandkanden på slangen, åbner for vandet og det dejligste lunkne vand strømmer ned over mig, men det er svært at regulere. Når jeg er færdig, er der varmt vand til Jørgen. Ib vasker sig aldrig, men det kan ikke ses på ham. Nu er vores ture til Sverige stoppet. Det er underligt at gå ved havnen og se alt det lys i Sverige bare fire kilometer væk og vide, at det er slut med besøg derovre. Vi må finde nye steder at tage hen. For os unge bliver det vandreture og cykelture med overnatninger på vandrerhjem. Jeg får en masse gode kammerater og de dejligste naturoplevelser. Det er en dejlig tid med ture næsten hver weekend og i ferierne trods megen modvilje fra min far.»det er kun for at være sammen med piger«, siger han. Men jeg tror, at han er glad for at være fri for mig i den tid, for han forbyder det ikke. Modstand Så begynder de små nålestik mod fjenden. Vi flytter tyskernes militærskilte, så de viser den forkerte vej og viser soldaterne forkert vej, når de spørger. Og vi føler det, som vi er nogle værre karle, der er ved at vinde krigen. Det begynder at knibe med mange ting bl.a. jern, rør, radiatorer m.m. Men min mester har en evne til at snakke sig til det hele, så han må leje lokaler ude i byen til sit store lager af radiatorer og rør. Og jernkældrene er også fyldt op. Vi har en del arbejde som kunstsmede. Det er det mest spændende. Det er både for private, Kronborg Slot og museer. Det værste er nok, at et færdigt arbejde skal lægges ud i gården i regnvejr for at ruste. Så skal det slibes rent igen, førend det bliver malet. Det er gerne yngste lærlings arbejde. Dejligt at der kommer en ny lærling. En ting lærer jeg til bunds: at køre trækvogn. Min mester har en lille lastvogn, men så bliver benzinen rationeret, og snart falder rationeringen helt væk, og både lastbiler og mesters privatbil må klodses op. Værre er det med al den benzin, mester har hamstret. Den står og rådner, og vi bruger den til at vaske maskiner af med. Den stinker, så man bliver dårlig af det. Kronborg Jeg får nu fornøjelse af trækvognen, for vi har meget arbejde på Kronborg, og hele kaserneområdet er taget af tyskerne. Da vi skal efterse og reparere varmeanlægget, har vi adgang overalt, og jeg laver nogle skitser over anlæggene. Dem giver jeg til min ældre bror, Kaj, og han siger, at jeg skal se, om jeg kan skaffe nogle våben. Jeg siger, at han er skør men begynder at se mig omkring. Men hver gang jeg kommer, hvor der er våben, er der altid en 28 29

16 tysk soldat med. Men jeg finder to æsker patroner til pistoler. Mellem alle bygningerne er der nogle støbte kanaler til varme og vandrør. De er ganske små, men det er jeg også, så jeg noterer mig inde i hovedet, hvilke bygninger kanalerne går imellem. En dag kommer to tyske soldater ind på værkstedet og vil tale med mester. Kunder plejer at komme op på kontoret, men det gælder ikke tyskerne. De har en større ordre med, men mester siger, at han hverken har tid eller materialer. Det er som sød musik, men arbejdet på Kronborg kan han ikke slippe for. Så får jeg min chance. Anlægget skal syres ud, og vi skal rundt i alle bygninger på kaserneområdet. Afsyringen af rørene skal vare 24 timer, og mens syren bliver pumpet rundt i anlægget, skal vi ustandselig kontrollere rørene for eventuelle utætheder. Så jeg har god tid til at kravle nogle ture ind og hente nogle geværer, som jeg skjuler i røgkanalerne i kedelrummet. Jeg ryster over hele kroppen af skræk og tænker på, at det er nok bedst at lægge geværerne tilbage igen. Og hvordan skal jeg få dem ud gennem portvagten? Det må gennemtænkes. På værkstedet laver jeg nogle beslag, som jeg skruer på undersiden af trækvognens lad. Der kan bindes to geværer fast ad gangen. På kasernen er der en østrigsk soldat, som hader tyskerne. Ham taler jeg en del med. Han er tit i portvagten, så jeg sørger for at køre mine varer igennem, når han har vagt. Han undersøger ikke særlig grundigt. Det går fint tre gange. Så er alle seks geværer reddet, og jeg et nervebundt. Næste gang jeg kommer på Kronborg, har tyskerne fjernet alle våbnene fra stedet, og det er jeg lykkelig for. Men jeg får aldrig fat i geværpatroner. Hos min mester lægger jeg geværerne under en lem i rørkælderen. Der henter min bror Kaj dem. Jeg har lavet en nøgle til ham, og han er chauffør på bryggeriet og kommer tidligt om morgenen i en ølbil fra Wiibroe, når han kommer med øl til en lille købmand kaldet Mutter Gamst. Med mit svenske tokroners fotografiapparat tager jeg nogle billeder af tyske krigsskibe i havnen. Dem får Kaj også. Kaj og jeg taler aldrig om, hvad der blev af geværerne. Kaj er også med ved nedkastninger af våben i Gribskov. Han henter containerne og afleverer dem på rette sted. Jo en ølvogn kan bruges til andet end øltransport. Da han ikke kan fortælle hverken konen, Inge, eller andre om det, er der nogen gange slagsmål om hans natteroderier, men de holder da sammen. Jeg fotograferer også forskellige ting på Kronborg og på havnen. Dem afleverer jeg også til Kaj. Han er glad for dem, men hvad de bliver brugt til, ved jeg ikke. Jeg er for ung til at vide noget. Nazisterne holder møde i Helsingør En aften skal de danske nazister holde møde i Helsingør. Det foregår i et lokale i Stengade i»den røde sal«. Vi er en stor flok unge, der har aftalt at møde op. Så snart en begynder at tale, tramper vi i gulvet og råber og skriger. Men da vi er i flertal, tør de ikke gøre os noget. Da de begynder at spille og synge, rejser vi os og forlader salen. Og det er en sølle håndfuld, der bliver tilbage. Ved indgangen står en vagt. Det er lokomotivfører Hveger, som er sysselleder for partiet i Nordsjælland, og far til svømmepigen Ragnhild Hveger. På vej ud hopper jeg op på hans ene fod med min hæl. Han giver et skrig fra sig, og samtidig giver han mig et slag i hovedet, så jeg ryger ud på fortovet, og da der går tyske soldater på gaden, lusker jeg af sted med de andre. Det er ikke muligt at komme på teknisk skole den aften. Det bliver min eneste forsømmelse i de fire vinterhalvår. Vandre- og cykelture Nogle lørdage bliver vi ikke færdige før klokken otte om aftenen, og det er jeg rasende over. Mange gange må jeg køre alene til vandrerhjemmet og mødes med kammeraterne, der er kørt tre-fire timer før. Det kan gå, hvis det kun er til Laugsgården, 30 31

17 der kun ligger 13 kilometer fra Helsingør, men der er ikke meget ved at køre alene i kulde og mørke de kilometer til Farum. Den 24. januar 1942, er vi nogle stykker der kører til Laugsgården på weekend. Det er bidende koldt, og vi er meget forkomne, da vi når frem. Der er tændt op i pejsen, og vi spiser vores medbragte, stivfrosne mad. Vi har, som vi plejer, en god aften. Sovesalen er selvfølgelig ikke opvarmet, og der er kun koldt vand. Men hvad betyder det for sådan nogle vikinger med gåsehud, man er vel ikke tøset. Vi siger ikke mange ord, de andre skal helst ikke høre, hvordan tænderne klaprer i munden. Det er lidt af en tortur at krybe ned i lagenposen, kun med et par underbukser på. Pyjamas er kun for svæklinge. Næste morgen er der is på tæpperne fra vores udånding, og kun når man ikke kan holde sig længere, hopper man ud på det iskolde gulv. Det bliver til en ekspres afvaskning og et uheld at have morgenpligt, som er rengøring. Så i hast over til morgenmad, der består af rå havregryn med kold mælk og kaffeerstatning, franskbrød med smør, hvis man har kunnet luske lidt rationeringsmærker med hjemmefra. Så er der tid til en rask travetur. Det er den koldeste dag i Danmarkshistorien siden istiden, tror jeg, minus 32 grader og blæst, så turen bliver ikke ret lang. Da frokosten er overstået, skal jeg køre hjem. Det er søndag d. 25. januar 1942 og min søster Grethes fødselsdag, og jeg har lovet at være med. Jeg starter cyklen og spurter mod Helsingør. De første kilometer går det fint, men ved Nyrup, seks-syv kilometer hjemmefra, punkterer fordækket. Det er lap på lap, og dækkene er krigsdæk med celluld, som er fremstillet af kemisk cellulose. Alligevel er det som at vinde i lotteriet, når man kan købe et. Da jeg er stivfrossen kan jeg ikke lappe, så begynder jeg at gå hjemad. Det er en uhyggelig streng tur. Der blæser en strid vind, jeg holder med begge hænder på styret, og inden længe kan jeg ikke mærke mine hænder. Det er umuligt at gå sig varm, og det er ikke særlig varmt tøj, jeg har på. Jeg har en skihue med øreklapper, men den slutter ikke særlig tæt til. Jeg har lært, at man skal smøre sig i hovedet og på hænderne med noget fra apoteket, flyversalve, som er kamfer. Det skulle give ekstra cirkulation, men jeg kan ikke mærke andet, end at jeg bliver dårlig af lugten. Turen hjem ad Kongevejen tager vel én til halvanden time. Til sidst kan jeg overhovedet ikke mærke mig selv og går helt mekanisk. Da jeg kommer hjem, kan jeg ikke få mine hænder væk fra styret. Heldigvis kommer min far ud i det samme. Han er straks klar over, hvad der skal gøres, han gnider mine hænder forsigtig med sne. Efter lang tid slipper de styret, og han hjælper mig ned i vaskekælderen, hvor temperaturen er omkring frysepunktet. Han sætter mig ned og siger, at jeg nok skal blive der et par timer. Efter en times tid går jeg op i varmen til fødselsdagsselskabet. Det skulle jeg aldrig have gjort. Mine fingre og ører svulmer op til mere end dobbelt størrelse. Der driver væske fra både fingre og ører, og der er frygtelige smerter, der bliver ved, selvom jeg går ned i kælderen igen. Jeg kunne have skreget, men det gør en rigtig mand ikke, men tårerne triller ned ad kinderne. Der bliver sendt bud efter lægen, men han kan kun give mig noget salve til at smøre med. Det hjælper ikke meget, for jeg kan ikke røre ved fingre og ører. I to døgn sover jeg ikke, døser kun. Lægen kommer jævnligt, men kan ikke gøre noget. Efterhånden falder hævelsen, og dermed smerterne. Det bliver til tre ugers sygemelding, og er en grim oplevelse. Lægen siger, at det nok er min fars skyld, at jeg beholder mine fingre. En anden ville måske have trukket mine hænder af styret, og så ville de være brækket af tak far. Lægen siger også, at en overgang var han bange for, at nogle af fingrene skulle amputeres. Jeg har endnu et minde om dengang. Mit ene øre er stift, det andet blødt

18 Teknisk Skole Teknisk Skole ligger på hjørnet af Skydebane Allé og Søndre Strandvej. Der er undervisning hver aften fra klokken til Det er svært at nå, når det er fyraften klokken fire, særlig når jeg er på udearbejde og har langt hjem. Der skal vaskes, spises og så turen til skolen. Jeg er meget glad for at gå der og glæder mig hver dag. Tænk, de fleste af lærerne siger De til os og spørger os, om vi vil lave dit eller dat. Jeg er lige så glad for teknisk skole, som jeg var ked af folkeskolen. Jeg klarer mig godt. Hvis man kommer for sent, eller hvis man skal gå før tiden, skal man stille hos inspektøren. Han hedder Sølvhøj, og er far til den senere generaldirektør for Danmarks Radio, Hans Sølvhøj. Man skal have en ualmindelig god undskyldning for at få fri, men det lærer man. Hvis man skal til et 75 års jubilæum eller en 125 års fødselsdag kan man godt få fri klokken syv. Hvis man løber, kan man nå syvforestillingen i biografen, og hvis man løber hele vejen hjem, opdager far det ikke. Når tyskerne skal fra Sveahus og Wisborg til byen, marcherer de lige forbi skolen. En aften med fint vejr og åbne vinduer begynder nogle elever at smide æbleskrog efter tyskerne, som omgående besætter skolen. Alle bliver kommanderet op i festsalen til et længere alvorligt foredrag. En gentagelse vil betyde, at skolen bliver lukket, og vi får forbud mod at åbne vinduerne. Det er en stor lykkefølelse, hver gang der bare er skyggen af oprør mod tyskerne. Også når vi er efter tyskertøse, kaldet feltmadrasser. Det er tit ondt, men jeg tilskriver det min ungdom, så er det tilgivet? Der bor en dreng i nærheden, og med ham bytter jeg mig til en gammel tromlerevolver. Næste dag kommer hans far, for at tale med mig. Vi skal gå en tur, og jeg forstår det ikke med det samme. Han beder så mindeligt om at få revolveren igen, men ingen måtte vide noget. Det er på det strengeste forbudt at eje nogen form for skydevåben. Det er nok til at blive sendt til Tyskland for. Selvfølgelig får han den igen, og jeg har aldrig hørt om nogen revolver. Det er stadig ikke meget, der bliver talt om krigen derhjemme, men vi hører da engelsk radio BBC til Danmark. Jeg skaffer også nogle illegale blade. Min far er ved at få et slagtilfælde, da han ser dem. De bliver brændt, så snart de er blevet læst. Dansk Vandrelaug Laugsgården er det vandrerhjem, hvor jeg kommer mest. Et år har jeg næsten 50 overnatninger. Der er heller ikke længere, end vi kan gå eller køre på cykel. Aftenerne på vandrerhjemmet er gode, vi synger og nogle spiller, andre fortæller eller læser op. Og så er der en masse søde piger at se på. Jeg kommer med i bestyrelsen i Dansk Vandrelaug og bliver turleder. Jeg synes selv, jeg laver nogle gode ture. Formanden hedder Ulrik Wølffel, og vi har et godt samarbejde, lige til han begynder at lufte sine tyske sympatier. Så mener vi andre, at det vil skade foreningen. Vi holder et møde uden ham og skriver til hovedkonteret i København om vores beslutning: Vi vil alle sammen gå ud af bestyrelsen, hvis ikke han bliver fyret. Vi er tre mand, der indkaldes til møde i København, men de er meget forsigtige, da de har hørt, at han er blevet udnævnt til havnekaptajn i Helsingør. Men han bliver smidt ud, og jeg har fået en fjende mere. Men han har aldrig pudset tyskerne på mig. I sommerferien 1942 er jeg med Dansk Vandrelaug på Køng Højskole på Fyn i 14 dage med idræt, ture og foredrag m.m. Det er en dejlig tid, og jeg melder mig med det samme til året efter. Jeg kommer tit på Farum Vandrerhjem, ikke mindst fordi værten er uforsonlig tyskerhader. På alle vandrerhjem er der et regulativ på dansk, engelsk og tysk. Men dér er det tyske streget ud. Noget småpjat, men sådan ser vi det ikke, og tyske sange er bandlyst. Der har jeg altid det samme værelse, og der er altid plads til mig

19 Under besættelsen er der stoppet for megen import, bl.a. af medicin, og vi bliver opfordret til at samle lægeurter. Vi arrangerer en tur for at samle bukkeblade. Hvad de skal bruges til, ved jeg ikke. Men vi har hørt, at bag restaurationen Lollikhus, mellem Holte og Birkerød, er nogle mosehuller med mange bukkeblade. Det bliver en fin tur og til flere sækfulde, men da de bliver tørret, er der kun en papirspose fuld. Ellers opfører jeg mig som en hanhund i løbetid og er småforlovet nogle gange. Men selvom mine lommepenge er steget til to kroner om ugen, er det ikke pengene, pigerne render efter. Min løn er steget til øre i timen plus dyrtidstillæg %. Men det kan ikke engang betale mit arbejdstøj. Krigen går sin gang, og det går dårligere og dårligere for tyskerne, nu hvor både russerne og amerikanerne er gået med, og modstanden i de besatte lande tager til, og tyskerne strammer grebet. Næsten alt er rationeret, men ingen i Danmark sulter. I efteråret 1942 er jeg på session. Jeg bliver taget til Garden og skal indkaldes i Men da er der ikke mere dansk militær, og jeg selv sidder i fangenskab. Svendestykke Som smededreng får jeg en ekstra ration sæbe og ekstra brødration som hårdtarbejdende. Jeg stjæler noget rundt stål på værkstedet og laver partisansøm. Dem er rette vedkommende glade for, de passer til at punktere almindelige bil- og motorcykeldæk. De ønsker nogle kraftigere, men min mester er ikke leveringsdygtig med materialer. Jeg skal lave et stort»a«i svendestykke. Mester køber et stykke plade på værftet, men da det er stål, får jeg bevilget to gange udglødning og dobbelte timer. Svendestykket er færdigt i september, og jeg er først udlært i november. Så jeg arbejder to måneder som svend men til lærlingeløn. Min første svendeløn er 70 kroner for en uge. Mere modstand Efterhånden er det svært at færdes på gaden. Helsingør er en lille by, og den lange hvidhårede er let at kende. Så når tyskervenlige og tyskertøser kommer med vennerne, er det bare om at forsvinde. Men da jeg kender næsten alle smuthullerne, er det ikke så tit, der bliver slagsmål. Min far kan ikke lide farven på de blå øjne, jeg stiller med, og mener, at det vist er bedst at komme lidt væk fra byen, men han spørger aldrig om grunden. Nu synes jeg snart, der skal ske noget. Det er ikke nok med alsang og algangsstævner mere. I vandrelauget har vi gået algang. Først 10 kilometer så 20, 30, 40 kilometer og den sidste uge skal vi gå 50 kilometer. Turen går fra Helsingør over Esrom, langs Esrom Sø til Nøddebo, så over Fredensborg til vandrerhjemmet Laugsgården, hvor vi holder hvil. Session En dag i efteråret 1942 må jeg have fri et par timer, da jeg skal på session. Det foregår i»borgen», som er KFUM s bygning i Kongensgade. Militærets bygninger har tyskerne overtaget. Vi er alle sammen unge mænd, der er født i 1923, og jeg følges med min kammerat Mads. Vi skal smide al tøjet og stå i en lang række. Det er uværdigt at stå der helt nøgne. Så bliver vi kaldt ind nogle stykker ad gangen. Først bliver vi stillet op ad målepinden, hvorefter en fyr lader et lod falde ned i hovedet på en, så man falder sammen, som om de betalte efter mål. 178 cm, det laver jeg vrøvl over, jeg har længe målt 180, men det kan de ikke tage sig af. Så hen til lægen, der holder en i skridtet og befaler at hoste. Alt foregår foran en forsamling af militærfolk. Bagefter spørger de hvilket værn man ønsker at blive indkaldt til. Jeg har ikke nogen specielle ønsker, men da Mads vil ind til garden, som hans far og farfar havde været det, siger jeg det samme. Det bliver vi udtaget til, men først skal vi trække et nummer i en tromle. Man kan trække frinumre, det ønsker 36 37

20 mange, og det er lovligt at bytte numre. Der foregår en hel del sortbørshandel med numrene. Da jeg kommer tilbage til arbejdet, spørger mester om resultatet. Da han hører, jeg er blevet udtaget til garden, bliver han for første gang rigtig glad for mig. Han fortæller stolt, at han selv er gammel garder, og at det var den bedste tid i hans liv. Ella Det bliver min skæbne. Hun er dejlig, mens hun står og laver kaffe. Vi kommer i snak, hun er der med en veninde. Hun er fra København, men det tilgiver jeg hende, og vi følges et stykke vej og aftaler at mødes på Gunderød Vandrerhjem næste weekend. Vi mødes nogle gange siden, men det bliver ikke rigtig til mere. Det er en tid, hvor jeg måtte holde lav profil i Helsingør og vise mig så lidt som muligt i byen. Så jeg bestemmer mig til at tage ferie og rejse væk. Min cykel er slidt helt ned, og det er umuligt Ella og jeg (yderst til højre) mødes allerførste gang. at skaffe nye dæk og slanger, så det blev en traveferie. Tirsdag d. 8. juni kommer jeg til Københavns Vandrerhjem, og efter en overnatning går jeg til Køge. Det er en streng tur, syv timer i bagende sol, men jeg kommer da til vandrerhjemmet»køge Nordstrand«med kun én vable. Jeg må i gang med at stoppe mine sokker, der har taget en del skade af turen, det er jo krigskvalitet. Først er det min mening at gå til Fakse, hvor Ella og Jytte, hendes veninde, skal til. Men de har opgivet turen, så jeg bliver i Køge en nat mere. Så tager jeg tilbage til København og går straks til Ragnagade 24 på Østerbro, som er Ellas adresse. Der sætter jeg mig på trappestenen og venter. Da hun kommer og ser mig der, bliver hun nok noget chokeret, men jeg bliver da budt op til»svigermor«, som er en meget sød og venlig dame. Derefter kommer en tid med arbejde og weekendture med andre piger. Jeg savner Ella, men jeg får både brev og kort fra hendes sommerferietur i Jylland. 27. juli skriver jeg til Ella, om hun vil på weekend på Laugsgården 31. juli og 1. august. Der skal være stor fest, bl.a. fordi jeg skal rejse. Jeg siger mit arbejde op, for jeg skal igen på Køng Højskole og derefter prøve lykken i Jylland, hvor jeg ikke er så kendt. Ella kommer også, men vi er ikke meget sammen. Det er, som om vi ikke rigtig tør. Køng Højskole Turen til Fyn er ikke særlig rar. Jeg længes efter at køre på cykel frem for at sidde i et lummert, overfyldt tog. Vi bliver to timer forsinket, men det er ikke ualmindeligt. Jeg er to uger på Køng Højskole. Det er en dejlig tid med fest, ture, sang, foredrag, gymnastik og badning i det nye friluftsbad i Glamsbjerg, hvor vi farer over, hver gang der er tid til det. For første og sidste gang springer jeg på hovedet fra femmeteren, der er langt ned, men man er jo en farlig karl, når der står piger og ser på. Jeg bor på et værelse helt oppe under taget sammen med fem andre, og vi bestemmer selv vores sengetid. Maden på skolen er solid, og der er nok af den. Det eneste jeg ikke bryder 38 39