Erik Fonsbøl. På jagt efter Gud. Et prædikenforsøg over den apostolske trosbekendelses paradokse og provokerende poesi.

Transkript

1 Erik Fonsbøl På jagt efter Gud Et prædikenforsøg over den apostolske trosbekendelses paradokse og provokerende poesi. Svanninge

2 Jeg vil raisonnere over, hvad I udrette! der er altid noget galt ved enhver ting, det skal jeg pille ud og omtale, det er noget! Den fortabte søn i H.C. Andersens fortælling: Noget. 2

3 Indhold Forord... 5 Indledning...10 Homo domesticus Kød og ånd Evangelium og politik Det manglede bare Kærlighed og fællesskab Mirakeltroen Forudbestemt? Fundamentalismen Treenigheden Den guddommelige genlyd Vandringen Historie og aktualitet Jeg forsager Djævelen...44 og alle hans gerninger...44 og alt hans væsen Jeg tror på Gud fader den almægtige,...46 Den skjulte Gud Gud fader Den almægtige hjemlighed Skaberen Civilisationen Det tabte paradis Hvordan og hvorfor Fadervor Og på Jesus Kristus,...72 Hvide Krist Kristus Guds søn

4 Enbåren Guds rige De to riger Lidenskab og smålighed Undfanget af Helligånden Inkarnation Født af en jomfru Lidelse og død Hvorfor døde Jesus? Begravet? Dødsriget Opstanden Himmelfart Genkomst Dommen Liv og lære Jeg tror på Helligånden, Ånden Kirken Den arianske strid Kirkens ansvar Gudstjenesten Gudstjenestens krise Nadverens fællesskab Dåben til syndernes forladelse Kødets opstandelse Evigt liv Amen

5 Forord Der skal to til en tango, siger man. Det kan man sagtens forestille sig hverken flere eller færre - men det samme kunne man egentlig sige om enhver tekst, der først for alvor bliver til i mødet med den, der læser eller hører den lige her og nu. Mødet former teksten som dansen former tangoen. Ingen tekst kan i den forstand stå alene eller det kan den godt, men kun som døde bogstaver. Bænkevarmere kunne man måske sige, der venter på at blive budt op. Dette er et afgørende vigtigt udgangspunkt, for det betyder jo, at ingen for så vidt kan tage patent på teksten end ikke forfatteren, der må overlade sin tekst til enhver andens forgodtbefindende, hvis han eller hun ellers vælger at offentliggøre den. Han kan selvfølgelig hævde, at det ikke var det, han mente, når de forskellige tolkninger eller anmeldelser dukker op, men det hjælper ham ikke, for han har givet teksten fri, og så er den ikke længere hans, og han har ikke længere patent på den rette forståelse. Hvis vi vender os mod religiøse eller såkaldt hellige tekster, så er forholdet ganske det samme. Ingen end ikke Gud - kan tage patent på den rette tolkning uden at gøre vold på det, jeg vil kalde det hellige møde mellem teksten og det enkelte menneske. 1 Guderne skal vide, at denne vold mod såvel tekst som menneske er foregået nærmest som et kendemærke for religionerne ikke mindst i vores del af verden - der synes at leve af en fast tro på ensartethed og konformitet og derfor ikke vover at lade det enkelte menneske med sin egen samvittighed sin egen ånd - opleve, hvad f.eks. Bibelen siger ham eller hende. Ikke mindst kristendommen har nærmest fra starten været præget af kampen om den rette lære kampen mod kætterne. Præster, biskopper, kardinaler, paver, konger, kejsere og herremænd af enhver art har således nu i et par tusind år beordret mennesker til at indordne sig under den rette kristne tro, og millioner af mennesker har måttet lade livet i kampen om den ene sande lære. Både tekst og mennesker blev bundet på hænder og fødder, og så er det ikke nemt at danse tango. 1 Jeg tror, det bl.a. er dette forhold, der gør sig gældende i den såkaldte lectio divina den intense, spirituelle læsning af Bibelen, der netop forudsætter noget mere end blot teksten og dens rette betydning; ånden bag bogstaven, måske. 5

6 Denne underkendelse af såvel tekstens bevægelighed som den menneskelige frihed til selv at søge sandheden sidder stadig dybt i vores kultur. Egentlig ironisk nok, eftersom den rette lære og den trosbekendelse, kirkerne anerkender, efter min mening netop forkynder den selvsamme frihed, den pure nægter mennesker. På trods af en luthersk reformation, der for en stor del gik ud på at give den enkelte mulighed for selv at læse og fortolke Skriften på modersmålet - på trods af demokrati og oplysning og ikke mindst på trods af evangeliet selv, synes det stadigvæk at være vanskeligt for kirker og trossamfund at acceptere denne basale frihed for ethvert medlem til selv at afgøre, hvad denne eller hin tekst siger ham eller hende. Måske kan man svinge sig op til en form for tolerance indenfor murene, hvor man ligesom tolererer andres fejltagelser til en vis grænse, men frisind i ordets egentlige betydning har tilsyneladende en vanskelig gang på jorden, også selv om vi bryster os af, at leve i et frit land og i en rummelig folkekirke. 2 Dette frisind bunder i det, som for mig er kristendommens kendemærke i hvert fald i sin intention. Kristendom er i langt højere grad en proces end en given sandhed. Som det blev formuleret slagordsagtigt om kirken allerede i 1500-tallet: Semper reformanda kirken skal hele tiden reformeres. Hvorfor? Fordi den som de fleste andre menneskelige virksomheder uvægerligt forstener i absolutte sandheder det være sig indiskutable dogmer og trossandheder, guddommelige love mejslet i sten, pavelige buller ex cathedra eller fastlåst fundamentalisme. For at bevare den dybe visdom, vi kender fra Bibelen og fra mange andre skrifter, må formuleringerne og fortolkningerne af den hele tiden fornys. Hver ny generation må med frygt og bæven påtage sig opgaven med at fortolke og formulere de evige sandheder på sit eget sprog. Derfor er det godt, der stadig prædikes i hvert fald så længe prædikanten ikke blot docerer én gang for alle fastslåede sandheder, men søger at fremme den personlige nyskabende proces, som evangeliet lægger op til både hos sig selv og hos den me- 2 Det var højskoleforstander Poul Erik Søe der i sin tid gjorde mig opmærksom på forskellen mellem frisind og tolerance. I forhold til tolerancen, som tåler andres (fejlagtige) mening, arbejder frisindet altid med muligheden for, at jeg selv kunne både tage fejl og tage ved lære af andre. 6

7 nighed, han eller hun prædiker for. Så længe både prædiken og prædikant er i levende bevægelse. Det er for mig det helt afgørende. Det er dette forhold, der gør det så svært at beskrive én gang for alle, hvad der i grunden er kristendom, når jeg nu ikke uden videre kan ty til et sæt fastslåede dogmer og såkaldt kristne grundsandheder, men hele tiden må lytte til mit menneskehjerte i det hellige møde med evangeliet. Men sådan er det vel, når det enkelte menneske er altafgørende frem for systemet frem for fællesskabet. Mennesker er i bevægelse, mens systemer er statiske, og tro handler ikke om at holde fast, men om at turde give slip. 3 Alt, hvad vi kan, er at forsøge at gengive lidt af vores opfattelse af virkeligheden i de billeder, ånden skænker os. Der findes ingen ret lære eller sand tro i objektiv forstand i hvert fald ikke i forhold til Gud - så lidt som der findes vranglærer eller vantro i virkeligheden. Det er blot magtbegærlige menneskers og systemers uhyggelige og livsødelæggende påfund, der skal sikre dem selv en plads i solen og alle andre en plads i mørket. Det må og skal høre op. Den tolkning af eller rettere personlige prædiken over trosbekendelsen, jeg vil forsøge at videregive i det følgende, gør således ikke krav på at være hverken den sande eller den rette. Den gør kun krav på at være min så vidt det nu kan lade sig gøre - og er således et udtryk for min tango med trosbekendelsen her og nu. Et postkort fra min vandring med Gud her og nu. For år tilbage var resultatet måske et andet, og om nogle år kan det måske have ændret sig igen, hvad mange givetvis vil betragte som useriøst sværmeri for ikke at tale om decideret utroskab. Det får så være, men jeg har til gengæld vanskeligt ved at forestille mig et seriøst menneske hylde den ene og samme fortolkning den ene og samme tro - livet igennem uden at gøre vold på både sin samvittighed og sit menneskehjerte. Min barnetro, som jo sidder dybt i mig, gik helt klart ud på at sikre mig en plads i Himlen til sin tid og for alt i verden undgå Guds vrede, dom og straf fordømmelsen til Helvede. 3 Den amerikanske forfatter, Richard Bach har skrevet en vidunderlig fortælling om et lille væsen, der på trods af de andres advarsler gav slip og lod sig føre med strømmen i sin bog Illusions fra Undertitlen er The Adventures of a Reluctant Messiah, og den er udgivet på Cornerstone. 7

8 Dette skulle ske ved at opføre mig ordentligt i forhold til hjem, skole, kirke og samfund. Jeg skulle ganske enkelt sørge for at være en god dreng. Sådan en barnetro har ikke særligt meget med min nuværende kristentro at gøre, men forekommer mig tværtimod at være en karikatur af det frihedens og kærlighedens evangelium, jeg nu læser ud af den samme Bibel. Desværre vistnok en karikatur, mange danskere er ganske velbekendte med. Dertil kommer, at troen i kristen forstand ikke er statisk som en etikette, man kan sætte på mennesker, men hele tiden er på vej, så at sige. Troen kommer af det, der høres siger Paulus i Romerbrevet (10,9) som en gave fra Helligånden. Men den går igen. Den skal hele tiden holdes ved lige som bålet, der går ud, hvis ikke der lægges nyt brænde på. Mit kendskab til trosbekendelsen stammer fra min tidligste barndom i hjem og kirke, hvor den altid spillede en rolle som det højtidelige mantra. Jeg er kristen, fordi mine forældre var kristne, som deres forældre før dem. Jeg tror ikke, en eneste af mine forfædre, som vi kan følge tilbage til Anders Berthelsen i 1425, ikke har været kristen. Det følgende vil forhåbentlig vise, om det kun er derfor, jeg også er kristen. Jeg har altså fra barnsben af hørt evangeliet ikke som en mulighed, men som den eneste sandhed, og en meget stor del af mit liv har jeg bogstaveligt talt viet til overvejelser over og fortolkninger af denne sandhed, hvilket ikke altid har været lige morsomt. Evangeliet er indimellem en temmelig tung og besværlig dansepartner. I de senere år er trosbekendelsen imidlertid vokset i betydning for mig. Jeg har så at sige opdaget den på ny, på samme måde, som når man pludselig ser en skikkelse eller et ansigt dukke op i den forrevne klippe, man har kendt og betragtet i årevis. Måske skyldes det min tiltagende åbenhed overfor andres forsøg på at formulere et gudsforhold. (Tidligere bekæmpede jeg i præsteløftets ånd vranglærer af enhver art, men heldigvis ebbede det ud under indflydelse af gode menneskers mere modne og milde sind). Måske skyldes det, at trosbekendelsen i mange af de kredse, hvor jeg færdes, er blevet nedvurderet grænsende til det foragtelige, så jeg selv er kommet i tæt berøring med min tro. Jeg måtte igen forsøge at trænge ind i 8

9 mysteriet om, hvad Jesus egentlig ville hvem han egentlig var. Dette har igen affødt spændende samtaler med forskellige åbne og søgende mennesker, fornyede skriftstudier og læsning af bl.a. moderne engelske og amerikanske teologer - f.eks. biskop J.A.T. Robinson, der stillede spørgsmål bl.a. til gudsforestillingen og biskop J.S. Spong, der gør op med fundamentalismen, religionshistorikeren Karen Armstrong, der ser barmhjertighed som grundsubstansen i al religion, teologiprofessorer som John Dominic Crossan, Marcus Borg og Robert Funk, der startede The Jesus Seminar og som bl.a. repræsenterer den såkaldt tredje bølge i forskningen omkring den historiske Jesus, præsten Robin Meyers, der vil skabe en undergrundskirke i stil med den oprindelige, benediktinermunken David Steindl-Rast, der har skrevet så smukt om trosbekendelsen og mange flere, der hver på deres måde har medvirket til at give mig en fornyet sans for trosbekendelsens og dermed kristendommens dybe og provokerende poesi. 9

10 Indledning For nogen tid siden stod der en tilløben kat udenfor vores dør. Køn var den sandt for dyden ikke med sine tilfældigt spredte røde og hvide aftegninger, og kær var den heller ikke, skulle det vise sig. Jeg har haft en del katte i mit liv, og de har alle haft det til fælles, at vi havde en form for gensidigt forhold. Det var sjovt eller rart at være sammen med dem, fordi de så at sige udviste menneskelige træk i deres leg eller kælenhed. Det gør denne kat ikke. Den er aldeles udenfor menneskelig rækkevidde. Hver gang vi nærmer os, hvæser den, og forleden rev den mig på hånden, da jeg prøvede at ae den. Sådan skal en kat ikke være synes vi. Det, vi er mest fortørnede over, er dens totale mangel på taknemmelighed. I stedet for at spinde og gnide sig kælent op ad vores ben, når vi kommer med mad til den, hvæser den ad os og slår ud efter den hånd, der fodrer den. På et tidspunkt bliver vi vel så trætte af den, at vi overlader den til sin egen skæbne, hvis vi da ikke ligefrem får den aflivet. Det er selvfølgelig en mulighed, men nu kan man jo anskue kattens opførsel ud fra forskellige målestokke. Som dødirriterende og utaknemmelig eller måske i virkeligheden som ærlig og redelig. Den opfører sig jo ikke anderledes, end en hvilken som helst normal vildkat ville gøre - en kat der nægter at lade sig domesticere som så mange af sine mere eller mindre tamme artsfæller. Kom mig ikke for nær! Måske irriteres vi på den, netop fordi vi ikke kan gøre den tam og sød gøre den til vores lille mis - men den gør jo bare, hvad den skal og er sig selv. Homo domesticus Måske er jeg i virkeligheden misundelig på vildkattens måde at være på, omend den forekommer mig noget ensom i sin ophøjede, hvæsende frihed. For af en eller anden grund får den mig til at overveje mit gudsforhold og dermed mit forhold til mine medmennesker og til mig selv. Man kunne jo godt vove det spørgsmål, om den Gud, vi beder til og bekender os til tror på som det så tvetydigt hedder - ønsker domesticerede (søde) mennesker, der viser deres taknemmelighed mod og afhængighed af deres herre - f.eks. 10

11 gennem lovprisning, bekendelse og bøn, sådan som det vel er tilfældet for de fleste såkaldt religiøse mennesker. Eller om den Gud, Jesus forkynder - måske i modsætning til religionens Gud - i virkeligheden ønsker sig frie vilde mennesker, der som katten bare gør, hvad de skal? Mennesker, der bare lever deres liv uden forstillelse med glæde og sorg og alvor ærligt og redeligt i henhold til deres menneskelighed. Jeg tror, mange mennesker opfatter deres gudsforhold som sådan et underdanighedsforhold - og sådan opfatter de fleste mennesker vel også deres forhold til deres forskellige herrer. Det er i hvert fald, hvad det hierarkisk opbyggede samfund gerne ser, og hvad mange statsautoriserede religioner derfor også handler om. At tro på Gud opfattes på den måde som en skyldighed. Som et herretjener forhold eller et troskabsforhold, hvor tjenerne skylder deres herrer alt og derfor forventes at vise denne skyldighed i form af æresbevisninger og taknemmelighed og et liv i overensstemmelse med Herrens vilje. Præcis det, som katten pure nægter. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche ( ) angriber bl.a. i bogen Moralens Genealogi 4 både jødedom og kristendom for at docere en umenneskelig slavemoral, hvor netop den evige skyldighed og medfølgende underdanighed gøres til den højeste etik på bekostning af den naturlige menneskelige storhed, som kommer til udtryk hos det frie menneske. Kristendommen omsmelter i sit underjordiske falskmøntnerværksted menneskelig svaghed til fortjeneste, afmagt til godhed, ængstelig nedrighed til ydmyghed, ufrivillig underkastelse til lydighed. Alt sammen tåles i lyset af det kommende gudsrige, hvor alle roller skal byttes om. Indtil da lever man i troen, i kærligheden, i håbet. Når jeg ser tilbage på mit eget liv, minder det i langt højere grad om et hundeliv end om vildkattens frie liv. Ikke så sært vel, når man tænker på min kristelige opdragelse i hjem, kirke og skole. Jeg har såmænd fået en god og tryg opdragelse hjemme, hvor min barndom emmede af hjemlighed og kærlighed, men på et eller andet tidspunkt har frygten alligevel sat sig fast. Den har præget mit liv 4 Friedrich Nietzsche, Moralens Genealogi, Gyldendal norsk forlag

12 med min evige trang til at gøre Gud og hvermand tilpas denne for så vidt udspekulerede anglen efter anerkendelse efter at være god nok. Min så inderligt frugtesløse og forgæves jagt efter at komme i himlen. Og jeg tænker på, om Nietzsche har ret i, at det er det, vi som kristne fra første færd opdrages til med pisk og gulerod opdrages til at opgive vort menneskelige selv, så vi kan blive gode og lovlydige samfundsborgere. Men høflighed og godhed, skyldighed og underdanighed og menneskelig kræmmerretfærdighed gør ikke et menneske godt eller sandt menneskelig. Evangelisk set mister vi livet, når det, som i egentlig forstand gør os til mennesker: kærligheden evnen til at give og modtage betingelsesløst uden forbehold, bliver fortrængt til fordel for denne maskerade af tillærte attituder, der skal sikre os vort udkomme. Angsten og ikke glæden kommer til at fylde vort liv lige under den smilende overflade den stadige angst for at træde forkert eller blive trådt på eller for at miste vort udkomme. 5 Selvfølgelig skal børn lære at begå sig i vores samfund og i livet, og det er en stor opgave for familie og pædagoger, men skal barnets grundholdning til sig selv og sine omgivelser også opdrages? Sæt nu, at jeg ikke opfatter mig selv som afhængig eller skyldig? Hvis jeg oplever mig selv som u-skyldig? Hvis jeg nu har den barnligt naive opfattelse, at livet nok er Guds gave, men en fri gave i den forstand, at den ikke kræver noget til gengæld? Heller ikke denne velopdragne og skyldige taknemmelighed, som jeg ifølge mit samfund bør vise Gud og hvermand? Hvad nu, hvis jeg blot tør være mig selv ærligt og redeligt, som jeg nu er med en selvfølgelig ret til det liv, jeg har fået en ret, jeg ikke først skal gøre mig fortjent til gennem mere eller mindre korrupt eller halelogrende adfærd? Hvad nu, hvis jeg ikke vil tæmmes? Populær bliver man i hvert fald ikke, hvis ikke man spiller spillet - hverken som kat eller som menneske. Nogen vil endda mene, at man bliver et u-menneske, fordi et menneske uden skyld er 5 Modsigelsen af kræmmerretfærdigheden skildres levende i lignelserne om arbejderne i vingården (Matt. 20,1-16) og om den fortabte søn (Luk. 15,11ff). I begge lignelser vækker den guddommelige kærligheds overflod voldsom vrede. 12

13 et menneske uden substans uden ansvar. Man bliver heller ikke taget alvorligt, og da slet ikke som kristen, for de fleste opfatter netop kristendommen som én stor skyldighed én stor taknemmelighed f. eks. mod den Gud, der har skabt mig eller den Jesus, der ofrede sit liv for mig. Karen Blixen siges, til udsagnet om, at Jesus havde givet sit liv for hende, at have ytret: Nej, tak, det skal De endelig ikke gøre! Men i almindelighed falder man fuldstændig udenfor fællesskabet som den sært uhøflige kat, og ensomheden lurer lige om hjørnet. Hvad har du gjort for Herren, som for dig sig gav? 6 lyder det almindelige kristne spørgsmål, som altid har fået mig til at bøje hovedet i skam. Det er åbenbart ikke nok at være sig selv. Eller er det? Kød og ånd For nogle år siden besøgte jeg Skellig Michael, en lille, forholdsvis nøgen klippeø i Atlanterhavet et godt stykke ud for Irlands sydvestkyst. Det var ikke altid muligt at komme derud på grund af det ofte barske vejr, men det lykkedes, og jeg blev sat i land for foden af en 700 trin høj trappe, der førte op til toppen af øen. Det særlige ved denne lille forblæste klippeø var, at hér langt udenfor lands lov og ret boede fra omkring år 600 til 1200 en lille flok munke, som opretholdt deres spartanske liv gennem fiskeri, fuglefangst (der var en gigantisk sulekoloni på naboøen) og lidt dyrkning af grøntsager på de sparsomme grønne områder på øen. Deres boliger og fællesrum bestod af stenkuber, der var opført på toppen af øen, og som endnu står den dag i dag. I 600 år levede denne lille koloni på højst 12 mennesker langt fra verden larm i næsten fuldkommen isolation, indtil moderkirken besluttede at kalde den ind på fastlandet, hvor den angiveligt kunne gøre mere gavn. Det spørgsmål, der meldte sig, mens jeg trodsede Atlanterhavets ganske hårde søer og stavrede op ad de 700 usikre trin, der var hugget ind i klippesiden og ikke mindst da jeg sad inde i en af disse nøgne stenkuber - var først og fremmest spørgsmålet om, hvad der dog fik disse munke til at forlade verden og isolere sig på et så fjernt og utilgængeligt sted. 6 Fra Annie Coghill s: Arbejd, til natten kommer Den danske Salmebog 2003 (DDS) nr

14 Svaret er selvfølgelig: Gud. Det er troen på Gud, der får mennesker til at forlade denne verden for at nærme sig en virkelighed, der på sæt og vis overgår virkeligheden. For dem er verden, som vi kender den med dens kulturer og civilisation og med hele opbygningen i familier, stammer, klasser og hierarkier, lov og moral og statsautoriserede religioner - og ikke mindst med dens evige frygtbaserede magtkampe - kun i en vis forstand virkelig nemlig i den forstand at den findes. Men bag om denne virkelighed findes der en anden og sandere og dybere dvs. mere menneskelig - virkelighed, som de kalder Gud. Livet i denne verden er som et skuespil en middelmådig menneskeskabt maskerade, der skal gøre det ud for virkeligheden, men som blot er et rollespil, hvor mennesker tildeles eller tilkæmper sig deres forskellige roller, bærer de dertil egnede masker, og hvor det gælder om at kunne sine replikker, så man med tiden kan få den hovedrolle, man drømmer om, eller så man blot kommer igennem med skindet på næsen. Spillet er styret af love og regler og strukturer, som oven i købet kaldes guddommelige. Troen på Gud indgår i spillet ofte som sammenhængskraft og tradition for spillets skyld, hvorfor alle helst skal have den samme tro. Det bliver der kæmpet en del om. De fleste mennesker accepterer spillet eller finder sig i det måske fordi de tror, det er den eneste virkelighed. Det var dette mange gange så urimeligt hårde rollespil, bl.a. munkene på Skellig Michael havde forladt. De var så at sige trådt ned fra scenen og havde forladt teaterbygningen, fordi de længtes efter noget andet. Måske fordi de ikke kunne deres roller så godt men først og fremmest fordi de fornemmede et kald et guddommeligt kald ud af verden og ind i den virkelige virkelighed. De havde taget konsekvensen af det, som den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud ( ) kaldte Das Unbehagen in der Kultur, 7 og som flere filosoffer opfatter som en påfaldende menneskelig uegnethed til at leve i civilisationen. En angstfremkaldende uegnethed, der giver sig udslag i psykiske og fysiske forstyrrelser og et overforbrug af angstdæmpende midler. Den føromtalte amerikanske forfatter Richard Bach beskæftiger sig i sine bøger med eneren, der bryder ud af fællesskabet, fordi 7 Sigmund Freud, Kulturens Byrde, Hans Reizel, 3. udg

15 han ikke vil nøjes med de andres liv. F.eks. mågen Jonathan Livingston Seagull, der vil sætte nye rekorder for højder og fart i stedet for som de andre at slås om godbidderne på lossepladsen for at leve så længe som muligt. Jonathan vil mere, men han bliver udstødt af de ældste og af fællesskabet og må vandre den ensomme, men berigende vej mod nye horisonter og nye dimensioner. 8 I dag er denne længsel efter en dybere virkelighed i vores del af verden repræsenteret ved en voksende sans for spiritualitet, der gør sig gældende ikke blot som en kristen spiritualitet, der kommer til udtryk i form af lysglober, kristuskranse, meditationsgudstjenester, pilgrimsvandringer, retræter osv., men også under indflydelse af østens religioner og oprindelige folkeslags livsvisdom. Denne spiritualitet, der efterhånden ligner en folkelig bevægelse, burde få den etablerede lutherske kirke til at vende sig om og lytte, 9 for den kunne jo være et tegn på, at der er noget galt i den måde, den etablerede kirke forvalter sit mandat på. Svigter kirken sin åndelige og mystiske dimension til fordel for kampen for den rette lære i en rent intellektuel teologisering? 10 Kaldet for de gamle munke var selvfølgelig Jesu kald. Det var ham, der stod nede i den halvåbne dør bag tilskuerrækkerne og hviskede sit: følg mig! Og det var hans ånd, der overbeviste dem om, at det var Guds stemme, de hørte. De forstod, at han levede i dem, selv om han var blevet ofret på verdensmagtens scene, fordi han hverken kunne eller ville acceptere spillereglerne. End ikke dødens spilleregler lå han under for. Og så gik de. Ganske som disciplene, der forlod alt for at følge et kald, de dårligt forstod. Eller sagt med andre ord: de troede på Gud, og de måtte tage konsekvensen af den tro og kaste sig ud i det ukendte. Far, verden, far vel! Læs eller rettere: syng! - biskop Thomas Kingos stærke salme af samme navn: Alt, hvad vi bruger det meste af vort dyrebare liv på - arbejde, bekymringer, rigdom, ære, anerkendelse, venskab 8 Richard Bach: Jonathan Livingston Seagull, a Story, Macmillan Luther var i øvrigt selv optaget af mystikken bl.a. via den navnkundige Meister Eckehart 10 Se f.eks. Peter Ruge: Kirkevandring en spirituel praksis, Religionspædagogisk Forlag

16 og sex - er blot forfængelighed, forfængelighed! Kun i Guds rige findes det sande og meningsfulde borgerskab i Abrahams skød. 11 Kingo har antagelig læst Thomas a Kempis berømte skrift, Kristi Efterfølgelse fra 1400-tallet, der er stærkt optaget af denne verdensforsagelse til fordel for livet i Kristus. Skriftet har haft enorm udbredelse over hele verden ikke mindst i mere spirituelle og her hos os pietistiske kredse måske fordi det åbner for et liv i Kristi efterfølgelse i denne verden. Kingo forlod heller ikke verden i hvert fald ikke før til sidst. Tværtimod, kan man vist roligt sige, levede han livet fuldt ud i kald og stand som stærkt kongetro embedsmand, dybt forelsket i sin Chrysillis og med alt, hvad hans salme ellers forsager. Ligesom de fleste lutherske kristne fandt han sig tilrette med dette borgerskab i begge riger det verdslige og det åndelige. Grundtvig gjorde det samme med sin overordentligt stærke fædrelandskærlighed blandet med glansen fra evigheden. 12 I sin film fra1988 The Last Temptation of Christ leger Martin Scorsese med tanken om, at Jesus faldt for fristelsen til at stige ned af korset, så han kunne få lov til at leve sit liv i kald og stand og kærlighed få lov til at blive gammel og mæt af dage omgivet af en stor familie. Men han kommer på sit dødsleje til at stå til regnskab for Judas (af alle mennesker), der udråber ham som forræder, fordi han svigtede sit kald. Jesus kunne umuligt være Kristus og samtidig deltage i det borgerlige liv i denne verden, så lidt som hans disciple kunne være hans disciple og samtidig fortsætte med at leve, som de altid havde gjort. Kan vi? Det er dette spørgsmål om forholdet mellem kød og ånd, der altid presser sig på, når vi taler kristendom. Som bekendt forlod Martin Luther ( ) efter svare kampe augustinereremiterklosteret og dermed sit klosterløfte, giftede sig med en bortløben nonne, Katharina von Bora og blev en sat familiefar, samtidig med at han bevarede sit engagement og sin lidenskab i kampen mod det, som han anså for kirkens ukristelige opførsel og den almindelige uvidenhed. Denne kovending kom i høj 11 DDS nr. 614 og Læs bl.a. Danskerens trosbekendelse i hans ugeskrift Danskeren fra og se hans livssyn skildret i sangen Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord fra 1839 i Højskolesangbogen, 18. udgave (HS) nr. 95, hvor den i øvrigt også er gengivet på engelsk! 16

17 grad til at præge den senere lutherske forståelse af forholdet mellem kød og ånd bl.a. med den toregimentelære, vi vender tilbage til senere i afsnittet om evangelium og politik. Den modsatte bevægelse af munkenes på Skellig Michael er selvfølgelig at identificere verden med Guds rige at kalde teaterscenen for den inderste virkelighed, sådan som det ofte sker, når religionerne identificerer sig med verden og spiller med i spillet om magten de religioner, som ellers skulle holde den sande virkelighed levende i menneskehjertet. Det geniale ved Kejser Konstantins ( ) romerske politik i det 4. århundrede var måske netop, at han fik lokket den ellers så verdensforsagende, revolutionære undergrundskristendom op på verdensscenen, hvor den vel snart glemte alt om Guds rige til fordel for denne verdens rigdom, magt og ære pomp og pragt. Kejsermagten stjal dermed den Gud, Jesus et par hundrede år tidligere blev henrettet af den samme magt for at forkynde og den har beholdt den lige siden. At tro på Gud indebærer for mig nok ikke at forlade verden rent fysisk som munkene, men dog i hvert fald at få sat civilisationen i relief mod en anden og mere menneskelig virkelighed. Som den engelske religionshistoriker Karen Armstrong skriver om religionens væsen: Formålet med religion var at leve et intenst og rigt liv her og nu. Religiøse mennesker er ambitiøse. De ønsker et liv, der flyder over med betydning. I stedet for blot at være et dagligdags krus, ønskede de, som Kungfutse lærte, at forandre sig selv til et smukt rituelt kar, fyldt til randen med den hellighed, de lærte at se i livet. De prøvede at hengive sig til det uudsigelige mysterium, de opfattede hos ethvert menneske og skabe samfund, der ærede og respekterede den fremmede, udlændingen, den fattige og den undertrykte. 13 Det er denne alvorlige søgen efter livets sande helligdom, som vi aner i naturen og i os selv og vort medmenneske, der fører mange mennesker ud over civilisationens og dens opdragelses normalitet i retning af det, vi kalder Gud. At tro på Gud er selvfølgelig forudsætningen for denne søgen, og dermed bliver trosbekendelsen snarere et udgangspunkt eller en åben dør end den facitliste, den ofte 13 Karen Armstrong, Sagen Gud, ANIS 2010 s

18 anses for at være. Religion handler om alvor i den oprindelige betydning af ordet: fuldkommen sand, men alvoren går fløjten, hvis man misforstår den som udtryk for den endegyldige og indiskutable sandhed. Alvoren ligger netop i at blive ved med at søge. Der er langt fra Karen Armstrongs smukke definition af religion og religiøsitet til den indgroede opfattelse, at religiøse mennesker er overtroiske mennesker, der fornægter videnskaben (læs: virkeligheden) til fordel for guddommelige mirakler. Der er også langt til den opfattelse, som bl.a. ateistiske missionærer forkynder, når de skal skyde religionen ned. Ofte maler de et uhyggeligt skræmmebillede af en fundamentalistisk og krigerisk intolerance parret med en frygtbaseret overtro, som ethvert normalt menneske må tage afstand fra, men glemmer, at de misbrug af religion, der vitterligt foregår i politisk øjemed, ikke på nogen måde definerer religion som sådan. Den amerikanske højreekstremistiske bevægelse Ku Klux Klan kaldte sig nok kristen, men modsagde med sin racisme, sin homofobi og sine voldshandlinger kristendommens inderste væsen. Den såkaldte Islamisk Stat, der netop i disse år hærger i Mellemøsten, modsiger på samme måde med sin terrorisme og sit voldsregime sit eget påståede grundlag, Islam. Vender vi os mod Jesus, så indebærer denne søgen ikke blot en hyggelig, lidt verdensfjern vandring mod det åndelige med lidt distance til verdens magtkampe og materielle fristelser et borgerligt liv med sans for en god gudstjeneste eller en lille pilgrimsvandring i ny og næ. For mig som kristen må livet i verden indebære daglig kamp; ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro 14 for alle mennesker, der af den ene eller anden grund er blevet bundet eller stækket. Hvis jeg altså vil følge Kristus. Evangelierne er ikke i tvivl om, at det var hans agenda og at han mente det. Jesu liv skildres utvetydigt som en revolutionær profets liv. Han kæmpede for alle undertryktes frihed og ret på tværs af de grænser og skel, de politiske og religiøse systemer anså for rimelige, og det blev han henrettet for af magthaverne. Naturligvis. Dermed viste han vejen til et sandt kristent menneskeliv, både hvad angår ind- 14 Se H.V. Kaalunds smukke sang herom i HS nr. 97: Jeg elsker den brogede verden. 18

19 hold og lidenskab. Jeg vil tro, denne kamp også gælder min daglige kamp med mig selv kampen mellem mit magtbegærlige og frygtsomme ego og mit guddommelige (virkelige) selv. Det er en kamp, der aldrig kan vindes, for der vil altid være undertrykkelse og vold i verden, og jeg vil altid være i splid med mig selv. Men den kan heller aldrig tabes, for der er altid et levende håb for en kristen. Guds rige skal nok komme, og det eneste, man aldrig må gøre, er at opgive kampen - som f.eks. den dovne tjener i lignelsen om de betroede talenter (Matt. 25,14-30) - hvad enten man nu tror, man har vundet den, som den rige bonde i lignelsen (Luk. 12,16ff) eller tabt alt, som den fortabte søn (Luk.15,11ff). For på samme måde som pilgrimsvandringen eller jagten på den hellige gral i sig selv er målet for vandringen, er kampen for livet livet selv: Hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel du og jeg? Evangelium og politik Tværs igennem vores have løber en gammel hovvej altså den vej, bønderne fra Svanninge gik for at udføre hoveriarbejde for herremanden på Østrupgaard. Disse hovbønder var regulært ejet af herremanden, som de derfor skyldte alt. Herremanden på sin side var om end nok mere formelt - ejet af kongen, som vel var det eneste frie menneske i landet. Han var til gengæld skyldig overfor sin Gud. Dette livegenskab har præget vores historie og vores kultur, hvor egentlig frie mennesker har været en sjældenhed. Romerriget byggede i høj grad på en patronatskultur, hvor alle stod i forhold til andre enten som patroner eller klienter eller begge dele. 15 Mange gange har mennesker kæmpet for frihed fra dette livegenskab. Berømt er Spartacus slaveoprør mod Rom, der endte med massekorsfæstelser og genoprettelse af den herskende orden. På Martin Luthers tid forsøgte bønderne at frigøre sig fra herremændenes tyranni, men blev slået ned som gale hunde som Luther formulerede sin opfordring til fyrsterne. Blot én af mange oprørsbevægelser. Skipper Clement stod for en anden i Jylland. Totalitære stater har haft halsog håndsret over borgerne lige fra civilisationens vugge til de fasci- 15 Se J.D. Crossan and J. Reed, In Search of Paul, HarperCollins

20 stiske og kommunistiske imperier i det 20. århundrede. Kolonimagterne - herunder Danmark har ligeledes ejet kolonierne med indbyggere og alt, og man kunne blive ved. Men hvem ejer Erik i Danmark i dag? Hvem er jeg skyldig overfor? Samfundet? Storkapitalen? Mine nærmeste? Gud? Omtalte Luther ville sige: Gud og hvermand. Et kristenmenneske er fuldstændigt frit og samtidig fuldstændigt bundet i tjeneste til næsten, som det hedder i skriftet Et kristenmenneskes frihed. Bundet - ikke af nogen lov, men af kærlighed. Derfor er det ikke så vigtigt, hvilket samfundslag man tilhører om man er borger, bonde, fyrste eller herremand om man er slave eller fri ja, det er egentlig et brud på Guds orden, hvis man gør oprør mod sin skæbne, så længe man kan elske sin næste. Heri hentede han måske støtte i Paulus lille brev til Filemon, hvis slave Onesimus åbenbart var flygtet til Paulus, men som Paulus nu sender tilbage i håbet om, at Filemon selv vil frigive ham af kærlighed. 16 Luther frygtede anarki og oprør som pesten, og dog opfordrede han senere fyrsterne til at gøre oprør mod den katolske kejser Karl, hvilket han bruger megen juridisk og teologisk energi på at forklare. Men for så vidt har han jo ret. Er man kristen, er man i virkeligheden kun ejet af Gud og ingen anden man er således kun skyldig overfor én magt, nemlig kærlighedens magt. Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven, skriver Paulus til romerne (13,8). Den eneste frihed, der betyder noget, er friheden til at elske. Det, som Luther ikke forestillede sig som en mulighed var, at denne kærlighed kunne få politiske konsekvenser at netop medlidenheden med mennesker, der levede under kummerlige forhold, kunne udfolde sig i et oprør mod den bestående samfundsorden. Men hvis det altså er den korsfæstede Kristus, Guds egen søn, der er min herre, så må det vel i redelighedens navn også få politiske konsekvenser. Så må jeg som hans tro tjener følge min herres kald og kæmpe for Guds rige mod uretten og enhver form for menneskelig undertrykkelse med alt, 16 Se J.D. Crossan and Marcus J. Borg, The First Paul, HarperCollins