Bondens egen historie

Transkript

1 Working Paper 67/ Arbejdspapir 67 Humanities Research Center: Man & Nature Bondens egen historie Claus Bjørn Abstract: Agricultural historian Claus Bjørn analyses examples from the historiography of the Danish farming class circa From these sources, he concludes that farmers' history constituted a part of a new ideology adapted to the rural population and its experiences. Efforts to construct a distinct agricultural history were an integral stage in a development of farming culture that proceeded on the farmers' own terms; it was a culture marked by an allegiance to the values of the past, and an emphasis on features highlighting those qualities that the triumphant farming class of that time wished to be seen as central to itself. Resume: Landbohistorikeren Claus Bjørn analyserer en række eksempler på den danske bondestands egen historieskrivning i tiden omkring år På denne baggrund konkluderes, at bondens historie blev et led i datidens nye folkelige dannelse. Bestræbelserne på at udforme en anderledes og egen bondehistorie var et intergreret led i gårdmandskulturens udfoldelse på bondens egne præmisser med en loyalitet overfor fortidens værdier og en fremdragen af træk, der kunne pege frem mod de egenskaber, man gerne så som bærende i samtidens sejrende gårdmandsstand. ISBN

2 BONDENS EGEN HISTORIE Claus Bjørn* I 1902 foranledigede stiftamtmand Gustav von Stemann i Ribe, at der blev malet et billede af Askov højskoles lærere med henblik på ophængning på Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Det økonomiske grundlag blev skaffet til veje ved bidrag fra venner af højskolen landet over, fra Privatbankens direktør Axel Heide og fra grosserer Holger Petersen. Den historisk interesserede stiftamtmand og Askovs højskoles forstander, Ludvig Schrøder, var kommet i samarbejde omkring oprettelsen af Historisk Samfund for Ribe Amt samme år, og Schrøders kontakt med de to københavnske pengemænd var etableret gennem deres fælles engangement i hedesagen. Tidspunktet var velvalgt. Det politiske systemskifte, der bragte Venstre til magten, var endeligt indtruffet i 1901, og ved dette var den grundtvigske folkehøjskole lyst i kuld og køn. Askovs position som den førende i den danske højskoleverden var for længst cementeret, og de ældste af skolens lærere, der var blevet knyttet til skolen, endnu mens den lå i Rødding - Ludvig Schrøder og Heinrich Nutzhorn - var begge godt op i 60 erne. Den opgave at fastholde Askovmiljøet og lærerkredsen for eftertiden blev overdraget til Erik Henningsen, der besøgte Askov i sommeren 1902 og færdiggjorde billedet ved juletid. Han valgte som motiv en *Claus Bjørn (født i 1944), mag. art. i historie, lektor ved Københavns Universitet. Forskningsstipendiat ved Menneske og Natur - Humanistisk Forskningscenter, Odense Universitet, Menneske & Natur. Arbejdspapir

3 situation fra foredragssalen med forstanderen, Ludvig Schrøder, på talerstolen. I billedets forgrund de centrale skikkelser i skolens liv, og bag ved talerstolen en anden gruppe af lærere - stjernerne af anden rang, som Vilh. la Cour træffende har formuleret det - mens elevflokken er repræsenteret ved en opmærksomt lyttende ung mand på første række. Ludvig Schrøders korte, tætte skikkelse på talerstolen er i ro, uden at dominere billedet og måske endda nær ved at falde i med Dagmarfrisen på salens bagvæg, og iagttageren fanges uvilkårligt af personerne i den forreste gruppe: fruerne Schrøder og Appel, den sidste i let forskønnet udgave, den selvsikre Jacob Appel med hænderne i bukselommerne stående ved bagvæggen (for at holde øje med elevflokken?) og de fine protrætter af den mildt-muntre Nutzhorn, den indtrængende Poul la Cour og den ærværdige kalotklædte H. F. Feilberg. Længst til højre i billedet og samtidig bagerst i den forreste gruppe er placeret en skikkelse, der synes at holde sig for sig selv. Ansigtet med det røde hår og skæg er påfaldende udtryksløst, og kropsholdningen forekommer stiv så langt den kan aflæses. Alle de øvrige portrætterede synes hver på deres måde at leve med i det forløb, billedet prøver på at fastholde, men han synes mærkelig udenfor. Man kunne fristes til at opfatte dette portræt som indføjet, efter at den egentlige komposition var udformet. - eller som om Henningsen nok tog ham med i gruppen i forgrunden, men alligevel ville indsætte en afstand mellem denne mand og de øvrige af stjernerne. 1 Den således portrætterede er Poul Bjerge ( ), lærer ved Askov siden 1883 og mangeårig leder og den egentlige skaber af Askov højskoles bibliotek. Erik Henningsens placering af ham for sig rummer måske den konstatering, at han af personerne i den forreste gruppe var den eneste, der var udgået fra et bondehjem og den eneste, hvis 2 Menneske & Natur. Arbejdspapir

4 uddannelse ikke havde haft en videregående boglig karakter og var foregået indenfor rammerne af folkehøjskolen. På Askov, hvor skolen for livet var selve institutionens begrundelse og sigte, burde dette være uproblematisk. Men i et brev til en jævnaldrende kollega med nøjagtig det samme udgangspunkt og uddannelsesforløb, Povl Hansen, lærer og senere forstander ved Vallekilde, kunne Poul Bjerge i 1894 lidt bittert-resigneret gøre en iagttagelse vedrørende fælles bekendte og kolleger indenfor højskolen: Erik Henningsen ( ) var sammen med broderen Frants den kulturhistorisk nøjeregnende gengiver af miljøer og typer, fortrinsvis fra københavnerlivet. Paa Askov Højskole er så oplagt en bestillingsopgave, som maleren har løst positivt-professionelt uden at indgive fremstillingen større liv eller oplevelseskvalitet. Men maleriet har forlængst fået status som det officielle billede af den sejrende grundtvigske højskole - og det var også hensigten. Menneske & Natur. Arbejdspapir

5 Akademikerne kan nu engang ikke glemme, at de er Akademikere og at f. eks du og jeg ikke er det. 2 Fra Poul Pedersen, Ølgod, til Poul Bjerge, Askov Poul Bjerge var udgået fra et gårdmandshjem i Ølgod Bjerge i den nordlige del af Ribe amt. Der var tale om solidt vestjysk bondemiljø, og han gav selv senere en fin skildring af vesteregnens landbrug og bondesamfund, der ikke må forveksles med det velkendte billede af de fattige, midtjyske hedeegne. Slægten var vidt forgrenet og med familiebånd til adskillige af egnens fremtrædende personligheder. I hans barndom vandt den grundtvigske bevægelse indpas i sognet, og ikke mindst moderen, Maren Hungeberg Hansdatter ( ) blev stærkt grebet af det nye trosliv. Poul Pedersen - der tog navnet Bjerge i kom efter konfirmationen på den lokale Vestkær højskole, oprettet i 1868 af præsten Jens Schjørring og politikeren, gårdejer J. M. Bolllerup Andersen, en slægtning til Poul Bjerges forældre. I var han på Askov og senere på højskolen i Vester Skerninge, hvor digterforstanderen Anton Nielsen fik betydning for ham. Han blev uddannet som engmester (dvs. forestod anlæggelsen af vandingsanlæg) og mejerist, og hans første udgivelse var lille pjece om fremstilling af smør, der udkom i Poul Bjerge stræbte imidlertid efter at blive højskolelærer, og i årene opholdt han sig atter på Askov, hvor han dels fortsatte sin uddannelse ved selvstudier, dels underviste pigerne på sommerskolen. Han gjorde sig stærkt gældende i de naturvidenskabelige fag, og Poul la Cour skal have rådet ham til at forsøge at få en videregående uddannelse. Det er måske værd at notere, at skolens vurdering af hans udsigter som kommende højskolelærer ændrede sig fra oprindelig ubetinget positiv til en mere forbeholden. 4 Menneske & Natur. Arbejdspapir

6 var Poul Bjerge lærer på Uldum højskole, og fra maj 1883 blev han knyttet til Askov højskole, hvor han fik sit virke til sin død. Han blev fra begyndelsen pålagt en række praktiske hverv som Schrøders medhjælper, skolens regnskabsfører og leder af biblioteket. Som lærer forsøgte man de første år at bruge ham til forskellige fag, bl.a. mejeri og bogholderi, men efter nogen års (tilsyneladende ikke helt vellykkede) forsøg i forskellige retninger overtog han undervisningen i geografi. Han var skolens lærer i dette fag resten af sin levetid. Den unge Axel Steensberg oplevede ham i vinteren og fik ikke meget ud af undervisningen: Jeg vidste mere om geografi end Bjerge, og hans fremstilling forekom mig barnlig og naiv. 3 Som et af sine arbejdsområder fik han fra sin ansættelse skolens bibliotek, som han ligeledes varetog til sin død. Allerede i 1885 kunne han udgive en trykt fortegnelse over den allerede på dette tidspunkt ret omfattende bogsamling, og han skulle i årenes løb udfolde en stor og ofte pågående aktivitet for at få bogbestanden øget ved gaver og gennem en omfattende byttevirksomhed. Skal man fæste lid til Martin Andersen Nexøs og senere Axel Steensbergs erindringer, så var hans ledelse af udlånet præget af vilkårlighed og egensindighed. Til gengæld kunne den forhenværende oprørske Askov-elev, Jeppe Aakjær, takke Poul Bjerge for udlån af bøger fra biblioteket i Askov i 1889 til brug for hans egne historiske studier. Biblioteket på Askov højskole opretholdt i årtier et uofficielt interurbant lånesystem, hvor gamle elever og venner af skolen kunne rekvirere litteratur til privat brug. Endnu Axel Steensberg lånte i 1929 bøger til sin hovedopgave som faglærer hos Poul Bjerge. 4 Imidlertid havde han kastet sig over historien. Han debuterede med et stykke kombineret hjemstavns- og personalhistorie Et Tids- og Familieskildring fra Vester-Jylland (1883), der rummer en historisktopografisk skildring af Ølgod sogn, en udførlig slægtshistorie både på fædrene og mødrene side og en skildring af det nye kirkelige liv på Menneske & Natur. Arbejdspapir

7 egnen efter den grundtvigske bevægelses gennembrud i 1850 erne. Bogen er tilegnet mindet om moderen, hvis betydning for hjemmet bliver skildret indgående, og en række breve fra hende til sønnen er smukke vidnesbyrd om hendes betydelige personlighed og dybe engagement i tidens nye bevægelser. I afsnittene om slægten er der givet gode portrætter af bedsteforældrenes generation, der var født i sidste del af 1700-tallet, med en gentagen fremhævelse af dette slægtleds dyder - arbejdsomhed og sparsommelighed med en stilfærdig og underliggende, men ikke fuldt udlevet, religiøsitet som bærekraft i tilværelsen. Bogen er et begynderarbejde. Fremstillingen er ikke overbevisende disponeret, og selv om forfatteren i sit forord først og fremmest henvender sig til sin familie, så kan det opleves, som om han ikke helt har fundet balancen mellem det alment væsentlige og det private. Året efter udsendte han sammen med Schrøder et lille mindeskrift om den unge højskolelærer Jens Johansen, der var død i Og denne bog dokumenterer hans udvikling både i henseende til personkarakteristikken og i den sproglige beherskelse. I historikerlære hos A.D.Jørgensen Hjertelig tak for den tilsendte lille bog om Jens Johansen. Jeg fik den i morges, og har alt læst den, skønt jeg er meget optagen i denne tid, med arkivet, foredrag og korrektur. Ejheller kan jeg undlade strax at takke Dem for den, opsættes det først, da bliver det ikke til noget. Jeg tror, at det er en god gerning at skrive den slags småbøger om de afdøde, som faldt midt i et kraftigt liv. Deres exempel kan endnu virke, da mange andre kæmper de samme kampe, og også for eftertiden har et sligt tidsbilled sin betydning. 6 Menneske & Natur. Arbejdspapir

8 Poul Bjerge var på dette tidspunkt kommet i forbindelse med historikeren A. D. Jørgensen, der siden 1883 var chef for Geheimearkivet. A. D. Jørgensen, der var født i Gråsten i Sønderjylland i 1840, havde haft det helt usædvanlige karriereforløb at nå til en ledende embedsstilling uden nogen regelret akademisk uddannelse. Med en præliminæreksamen som eneste teoretiske grundlag havde han ved selvstudier uddannet sig til historiker og havde slået sit navn som fast med værkerne Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen (1871) og især Den nordiske Kirkes Grundlæggelse og første Udvikling I-II ( ) var han blevet assistent ved Kongerigets arkiv, fuldmægtig sammesteds 1874 og 1882 gehejmearkivar, en titel, der i 1889 ændredes til rigsarkivar, da man skabte det moderne statslige arkivvæsen og sammenlagde Geheimearkivet og Kongerigets arkiv til Rigsarkivet. A.D. Jørgensen skulle som arkivmand sætte sig afgørende spor ved gennemførelsen af proviensprincippet (dvs. at arkivalierne ordnes med udgangspunkt i den administrative sammenhæng, hvori de er blevet til). Som historiker forbandt han kildekritik og skepsis overfor traditionelle dansk-nationale positioner med en sans for den lange linier i folkets og nationens liv og en personlighedsbåret fremstillingsform. En fuldtræffer i henseende til folkelig formidling gav han i bogen Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie, som han udgav i 1882 (8. oplag 1946) og som i første række var henvendt på de danske sønderjyder. Som født syd for Kongeåen var han til sin tidlige død i 1898 uofficiel rådgiver for de dansksindende syd for kongeågrænsen. 5 A.D. Jørgensen var ikke grundtvigianer, men han var positivt indstillet overfor højskolen og dens folkeoplysende indsats. Han var tidligt kommet i forbindelse med Ernst Trier på Vallekilde, og senere især med Askovs Ludvig Schrøder. Denne allerede etablerede kontakt og A. D. Jørgensens egen position som ikke-akademiker i den lærde verden bidrog antagelig afgørende til, at den unge Poul Bjerge søgte hans Menneske & Natur. Arbejdspapir

9 vejledning, og Jørgensen evnede personligt at fjerne de mentale skranker, som den fornemme embedstitel kunne rejse: Besøget skulde gøres kort, og saa gik jeg og øvede mig i at sige Hr. Geheimearkivar, for at det kunde falde nogenlunde let for mig. Jeg bankede paa. Der blev lukket op, og jeg stod overfor den høje, lyse mand med de trofaste øjne. Han talte venligt, friskt og naturligt, kemisk fri for tillært folkelighed eller indøvet elskværdighed. Jeg fik mit Hr. Gehejmearkivar anbragt én gang eller måske to. Før jeg vidste af det, gik Samtalen frisk og strømmende. Sådan skildrede Poul Bjerge senere deres første møde i A. D. Jørgensens hjem, og den her skildrede situation skal forstås på baggrund af en en tid, hvor et begreb som embedsværdighed var en realitet - ikke mindst for den, der som en ung bondefødt højskolelærer stod udenfor. 6 A. D. Jørgensen havde tilsvarende taget sig af den unge højskolelærer Povl Hansen fra Vallekilde, og vejledt ham taktfuldt, da han forsøgte sig som middelalderhistoriker. I det brev, hvor Jørgensen takkede Poul Bjerge for bogen om Jens Johansen, skildrede han sine bekymringer for arkivets samlinger under Christiansborgs brand et par uger forinden: Som Michel Angelo påstod, at alle hans store billeder hvilede i marmoret, han havde kun den opgave at befri dem for stenens tyngde, således ligger disse talløse fortællinger i det gamle grimme papir og vente kun på, at danske øjne skal se dem, danske ører lytte til dem. 8 Menneske & Natur. Arbejdspapir

10 Jørgensens venlige åbenhed overfor Poul Bjerge var ikke för tilfället - til A. F. Krieger beskrev han et par dage efter denne som en prægtig Vestjyde, som ifjor kom i arkivet. A. D. Jørgensen rådgav Poul Bjerge, da denne i 1886 syslede med en aldrig realiseret plan om indsamling af arkiver i privateje, og samme efterår advarede han ham mod at give sig i kast med besvarelsen af en prisopgave om Chr. Colbiørnsen, der var udskrevet af universitetet. Men han kunne også diskret værge sig imod at blive indrulleret i højskolens verden fra Poul Bjerges side. 7 A. D. Jørgensens afgørende betydning for de to unge højskolefolk, Povl Hansen og Poul Bjerge, bestod i, at han i kraft af sin særlige baggrund som højskolepositiv ikke-akademiker og sin åbne personlighed evnede at overskride datidens afgørende skel mellem læg og lærd. Det var også afgørende, at han tilskyndede de to unge bondefødte højskolefolk og historikere in spe til: 1. at give sig i kast med studier i det primære kildemateriale i arkiverne og 2. at samle sig om emner fra den nyere tids landbo- og landbrugsforhold (1700-tallet). A. D. Jørgensen kunne ovenikøbet gå så vidt, at han kunne fremhæve den personlige baggrund som et særligt fortrin eller endda som en forpligtelse. Da Poul Bjerge skulle have udtrykt skepsis overfor det at give sig i kast med kildestudier i arkiverne, havde Jørgensen direkte appelleret: De maa ikke undslaa Dem. Hvis I gør det alle, bliver Bondestandens Historie aldrig skreven. For de lærde her inde kan være saa dygtige, de være vil; sætte sig rigtig ind i alle de Forhold, der hører Bondestanden til, kan kun de, der er født paa Landet og opdraget blandt Menneske & Natur. Arbejdspapir

11 Bønder. Derfor maa I ikke holde jer tilbage. Og det er én af de skønneste Opgaver, der kan tænkes. 8 Selve formuleringen - i en mindeartikel fra 1898 efter Jørgensens død - kan meget vel være en rekonstruktion, men utvivlsomt har Bjerge oplevet, at han fik pålagt ikke en arbejdsopgave, men blev præsenteret for noget, der havde mindelser om et egentligt kald. Og dette var underbygget af A. D. Jørgensens varme og overbevisende Kraft. Det skal her anføres, at A.D. Jørgensen selv opfattede sig som historikeren, hvem det på grund af netop hans personlige baggrund og livserfaring tilkom at skrive det nationale spørgsmåls og Sønderjyllands historie i 1800-tallet. Begge tog de fat efter Jørgensens anvisninger - uden iøvrigt på dette tidspunkt tilsyneladende at have nærmere forbindelse med hinanden. I februar 1889, som et forsinket bidrag til stavnsbåndsjubilæumslitteraturen i 1888, forelå som det første resultat Povl Hansens bog: Bidrag til det danske Landbrugs Historie. Jordfællesskabet og Landvæsenskommissionen af en bog, der har sin styrke i sin omfattende rekonstruktion af landbrugets vilkår midt i 1700-tallet på baggrund af indberetningerne til den nævnte første landvæsenskommission. Og Povl Hansen fortsatte sine studier i Rigsarkivet. A. D. Jørgensen takkede varmt for bogen og lod ham forstå, at en tilknytning til et af landsarkiver, der skulle oprettes i forbindelse med den kommende arkivlov, ville være en oplagt fremtidsmulighed. Det blev nu ikke virkeliggjort, og i 1894 efterfulgte Povl Hansen sin svigerfader Ernst Trier som forstander på Vallekilde. 9 Aarbog for dansk Kulturhistorie Mens Povl Hansen således synes i godt igang med at indfri det arbejdsprogram, som A.D.Jørgensen havde opstillet, kom Poul Bjer- 10 Menneske & Natur. Arbejdspapir

12 ges indsats på det felt, A. D. Jørgensen havde udstukket, mere ad omveje. I 1890 var det 25 år siden, Askov højskole begyndte sin virksomhed i sine nuværende rammer. De umiddelbart foregående noget stormfulde år med utilfredshed blandt eleverne ( Fimbul-vinteren ) betød, at Schrøder og lærerne ikke var oplagt til større festligheder, men man søsatte en plan om at markere jubilæet med et festskrift med bidrag fra gamle elever, der dels skulle forme sig som et hyldest til skolen, dels udadtil skulle vidne om, hvad Askov havde betydet for det danske samfund. Planen blev ikke virkeliggjort. Man var for sent ude, og bidragene og tilbuddene om bidrag faldt for forskelligt ud. Poul Bjerge, der som skolens sekretær stod for det praktiske arbejde og kontakterne med de prospektive forfattere, kom herunder på den tanke at udsende en årbog for Askov højskoles bibliotek og at han i denne årbogs første årgang ønskede at bringe bidrag til bondestandens og landvæsenets historie. Han var vidende om Povl Hansens fortatte landbohistoriske studier og skrev til denne, der gav tilsagn om at medvirke. Og Povl Hansen kunne senere anføre, at Poul Bjerges henvendelse afgørende havde medvirket til at holde ham til skrivebordet. 10 I begyndelsen af 1891 kunne Poul Bjerge præsentere Aarbog for dansk Kulturhistorie, der rummede fem bidrag, alle fra den grundtvigske højskoleverdens kreds, de tre af dem fra Askov højskole. Povl Hansen bidrog med en mere end 80 sider lang artikel om stridighederne mellem bønder og godsejere på Falster sidst i 1760 erne, politikeren, den lærde bonde, N.J.Termansen, tegnede et kulturhistorisk billede af Malt herred (hvor Askov var beliggende) med vægt på bøndernes kår, H. F. Feilberg beskrev den berygtede trolddomsborg Cyprianus, Heinrich Nutzhorn behandlede en konflikt mellem Københavns Universitet og en af dettes fæstere, Peder Smed i Bukkerup, omkring år 1600, Menneske & Natur. Arbejdspapir

13 mens Poul Bjerge selv fremlagde to godsejerindberetninger fra henholdsvis Nørholm ved Varde og Lønborggaard ved Tarm - Fra Vest- Jylland - hentet fra Landvæsenskommissionen af 1757, idet han henviste til Povl Hansens to år tidligere udkomne bog, der udnyttede hele dette materiale. I en fortale gjorde udgiveren rede for hensigten med udsendelsen af årbogen. Han opstillede her tre formål: 1) at bidrage til at vort Folks Kulturhistorie bliver dyrket i større Omfang og kjendt i videre Kredse end hidtil, særlig den Del af Kulturhistorien, der omfatter det jævne dagligdags Liv, der i den løbende Tid er bleven ført paa Land og i By. Her skulde være Plads til historiske Skildringer, ikke alene af Bondens Kaar, men ogsaa af hans Arbejde paa Mark og i Gaard. 2) at give Folk Lejlighed til paa en nem Maade at faa fat i historisk Læsning, der saa vidt muligt skal være første Haands Arbende, og som skal være skrevet saa klart og let, saa enhver med almindelige Ævner og Udvikling kan læse det med Glæde og Udbytte. 3) at give Folk, der er knyttet til Arbejdet i den fri Oplysningstjeneste, og som selv sysler med den Slags Æmner, Lejlighed til at faa deres Arbejder udgivne, saaledes at de kan faa dem nogenlunde betalt. Den efter vor tids forestillinger vel frejdige omtale af det økonomiske aspekt, som Poul Bjerge også berørte andetsteds i forordet, virkede antagelig mindre påfaldende i en tid, hvor forfatterindtægter var af reel betydning for både højskolefolk og videnskabsmænd. Da årbogen var kommet godt fra start, kunne Poul Bjerge stille honorarer på kr i udsigt for artikler i størrelsesordenen 2-4 ark (32-64 sider). Poul Bjerges årsløn på Askov, hvoraf han pga af skolens krise gav afkald på 10 %, var på dette tidspunkt kr Menneske & Natur. Arbejdspapir

14 I det første afsnit omfatter kulturhistorien både land og by, men det indsnævres allerede i næste linie til landet og mere snævert til bondestanden. Samtlige bidrag i første årgang tog dette udgangspunkt - mindst udpræget Feilbergs artikel, der dog både blev indledt og afsluttet med konkrete epsioder, der refererede til det danske landbosamfund. I et brev til historikeren C. F. Bricka, der trak på Poul Bjerges personkendskab i forbindelse med redaktionen af Dansk Biografisk Leksikon, uddybede Bjerge sit sigte med årbogen. Bricka mente, at der var tilstrækkeligt med historiske tidsskrifter, og han ville have frarådet ham at gå igang med udgivelsen. Poul Bjerge svarede ham, at min Plan ligger uden for de andres - Historisk Tidsskrift, Jydske Samlinger til Historie og Topograhi og Sønderjyske Aarbøger: Dertil kommer, at mine Forfattere vanskelig vilde have funden Vej til nogen af de nævnte Tidsskrifter. De er tilbageholdende; jeg har næsten maattet banke det ud af dem, og banke dem ind paa den Ager, hvor jeg vilde have pløjet. Og denne Ager, det er den danske Bondes Liv i Hellig og Søgn, i Arbejde, hans Aandsliv saavel som hans daglige prosaiske Arbejde. Haandværkernes, Borgernes Liv i Kjøbstaden skulde heller ikke ligge uden for. Det er den Kultur, der skulde være Hovedsagen. 12 Både offentligt og privat gav Poul Bjerge således udtryk for, at landbosamfundet og mere præcist bondesamfundet skulle stå i centrum for årbøgerne. Han forestillede sig ligeledes både i fortalen og i brevet til Bricka, at hans forfattere fortrinsvis var at finde udenfor kredsen af egentlige faghistorikere omkring universitetet, arkiver og biblioteker. I en efterskrift til den sidste årgang 1900 nævnte han som en afgørende tilskyndelse til at turde vove udgivelsen, at han var vidende om Povl Hansens fortsatte studier over 1700-tallets landboforhold: Havde jeg Menneske & Natur. Arbejdspapir

15 ikke vidst om hans Afhandlinger i Aargangene 1891, 1892 og 94 at sige, havde jeg formodentlig slet ikke begyndt. En anden forfatter, hvis medvirken var en væsentlig forudsætning for udgivelsen årbogen var min nabo H. F. Feilberg - og det skulle vise sig at slå til. Feilberg bidrog til samtlige årgange og Hans Afhandlinger har baaren den ud i Kredse, som Aarbogen ellers ikke havde naaet, og har givet den en Anseelse, som jeg ikke selv havde drømt om. 13 H. F. Feilberg ( ) havde som pensionist slået sig ned i Askov i 1891 og arbejdede i sit lange otium dels med den store Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmaal, dels med sammenligende religionshistoriske studier. I bidragene til årbøgerne tog han oftest et hjemligt, for læserne let genkendeligt, udgangspunkt og drog derefter sammenligninger med andre lande og tidsaldre, hvor han med forkærlighed pegede på fælles træk i såkaldte primitive samfund, der til dels gedulgt kunne leve videre endnu i slutningen af det berømmelige og mærkelige nittende århundrede. I modsætning til stort set alle øvrige bidrag var Feilbergs artikler udstyret med fodnoter, hvad han da også i årgang 1892 fandt det nødvendigt at begrunde: ikke for at give sig et skin af lærdom, som han i virkeligheden slet ikke ejer, men for at at henvise dem, der mulig kunde få lyst til selvstændig at studere dette spørgsmål til de kilder, der har været ham tilgængelige. 14 Forfatterne til de 10 årgange blev i alt væsentligt hentet udenfor den etablerede videnskabelige verden. Rådstuearkivar Oluf Nielsen bidrog i årgang 1894 med en artikel Bondestandens Kaar i det sydlige Jylland i Midten af det attende Aarhundrede, mens J. A. Fridericia i den følgende årgang figurerede med Bondestanden i Danmark i Midten af det syttende Aarhundrede, der dog var et kapitel af hans året forinden udsendte bog Adelsvældens sidste Dage. Den unge Gustav Bang offentliggjorte en af sine første artikler om Anne Oldeland, en handlekraftig, næsten brutal adelskvinde fra 1500-tallets slutning i Aarbog for 14 Menneske & Natur. Arbejdspapir

16 Dansk Kulturhistorie i årgang 1895 og opnåede plads til den i sammenhængen nok lidt artsfremmede Socialismen i Danmark årgang Poul Bjerge prøvede også at få bidrag fra nationaløkonomen V. A. Falbe Hansen, og han forhørte sig forgæves hos historiefagets førstemand, Kristian Erslev: Det skulle helst være om Bøndernes Kaar eller Kultur i Middelalderen, men her vil jeg gerne tilføje, at De ikke behøver at være bunden af den Ramme. De maa skrive om Landsbyen, om De vil. De maa give et helt lille Tidsbillede af Tiden, om De hellere vil det, kort - helt have frie Hænder. 15 Selv om Poul Bjerge således søgte udenfor sin oprindelige forfatterkreds, så ønskede han hermed tydeligvis at styrke årbogens linie, hvor bondestandens historie skulle være det bærende. Gustav Bang havde anmeldt årgang 1894 i tidsskriftet Tidens Strøm, hvor han havde været ret kritisk overfor N. Rasmussen Søkildes bidrag De jordegne Bønder i gamle Dage. Det indbragte ham en reprimande fra Poul Bjerge: Det er den gamle Bondes Arbejde helt igennem. Saa det ogsaa staar uforandret som Vidnesbyrd om hans Kultur. Det kan ikke overraske, at Bang i et lidt senere brev slutter sig til J. A. Fridericia, der havde givet udtryk for, at Poul Bjerge helt skulle indskrænke årbogen til at bringe bonde- og agrarhistoriske Skildringer. 16 Aarbog for Dansk Kulturhistorie blev en succes. Oplaget var så betydeligt som 2500, og da Poul Bjerge indstillede udgivelsen, oplyste han, at de to første årgange var udsolgt og at restoplaget af de øvrige var beskedent. De to første årgange blev udgivet i kommission, men derefter overgik den til Jydsk Forlagsforretning i Aarhus, der senere gik op i Gyldendal. Afsætningen af årbøgerne skete tilsyneladende i vid udstrækning udenom den normale boghandel. Den forelå normalt Menneske & Natur. Arbejdspapir

17 omkring årsskiftet, og Poul Bjerge udfoldede en betydelig virksomhed for at få årbogen forhandlet gennem høj- og landbrugsskolerne til eleverne, når de vendte tilbage efter jul og nytår. Af brevvekslingen mellem ham og Povl Hansen, Vallekilde, fremgår det, at der kunne være tale om ganske betydelige antal eksemplarer, der blev solgt ad disse kanaler, ligesom han forhandlede de tidligere årgange til nedsat pris. 6. december 1895 sendte han en pakke årbøger til Holger Begtrup, der netop havde åbnet Frederiksborg Højskole: Hvis de kan bruge nogle, kan de faaes til halv Pris, dvs. 1 kr. for hver og paa 10 det ellevte frit. Skulde De ønske nogle af de foregaaende Aargange, kan de faaes til samme billige Pris. Ligesom Poul Bjerge regnede med at hente sine forfattere udenfor de etablerede historikeres kreds, så blev årbogen også afsat udenom de etablerede kanaler, og ligesom Bjerge i sit forord til første årgang havde rettet en henvendelse til Venner og Kjendinger rundt om i Landet, så kunne i det afsluttende efterskrift takke høj- og landbrugsskolerne: De nævnte Skoler og deres Lærlinger har været min faste Kundekreds Landet over. 17 Aarbogens indhold De ti årgange, Poul Bjerge udsendte 1891 til 1900 rummede ialt 1931 sider bidrag - hvortil så kom forord og register i første bind, et meget omfattende register og et en efterskrift i sidste bind (1900), og udenfor pagineringen et hyldestdigt tilegnet folkehøjskolen af Højskolebladets redaktør, Konrad Jørgensen (1894). Med al mulig varsomhed overfor anvendelsen af en kvantitativ metode i forhold til et kvalitativt materiale, så kan man rubricere indholdet af de årgange som følger: 16 Menneske & Natur. Arbejdspapir

18 Landbo- og landbrugshistorie 931 sider H. F. Feilbergs folkloristiske bidrag 464 sider Andre kulturhistoriske emner 315 sider Den folkelige og nationale vækkelse i 1800-tallet 103 sider J. Schiørrings erindringer 93 sider 18 Andet 20 sider 19 Det falder umiddelbart i øjnene, at H. F.Feilberg har bidraget til samtlige årbogens bind og tegner sig for meget tæt ved en fjerdedel af sidetallet. I henseende til tema, tidsafgrænsning og ikke mindst historiesyn så kan man føje Jens Schjørrings bidrag til gruppen af artikler, der behandler sider af det folkelige og nationale gennembrud i 19. århundrede - det er alle tilfælde beretninger om den ny folketids komme med N. F. S. Grundtvig som en stadig nærværende skikkelse, enten direkte eller i overført betydning. Jens Schjørring ( ) var præst, ivrig grundtvigianer og havde været aktiv højskolemand, jfr. ovenfor - og så var han svigerfader til Poul Bjerge! Da Heinrich Nutzhorn fortæller om det første Himmelbjergmøde, der som bekendt var St. St. Blichers fortjeneste, indleder han med en kort skildring af den døde tid under Frederik 6., der dog rundes af til slut med at indføre Grundtvig og i ganske få ord omtale hans folkelige, nationale og pædagogiske program, udenfor, men ovenover den begyndende politiske debat i 1830 erne. Så var man ikke i tvivl - og i det personregister, Poul Bjerge bragte i årgang 1900 var N. F. S. Grundtvig ikke overraskende det navn, der havde flest henvisninger. De kulturhistoriske emner fordeler sig mere bredt, men måske nok med en tendens til at kredse om samfundets nederste sociale lag som M.H. Nielsens to artikler om fattigvæsenets historie (1895 og 1897) og Vilhelm Bangs bidrag om Mestermanden (1893). P. C. Christensens artikel om kæltringeliv i Salling (1897) og Evald Tang Kristensens Menneske & Natur. Arbejdspapir

19 beretning om Anders Skygge s levnedsløb (1897) og Peder Jensens om Kobber-Jens (1900) omhandler udstødte eller originaler i landbosamfundet i 1800-tallet. Det vil være en skønssag, om man skulle regne de tre sidste artikler med til gruppen af bidrag om landbo- og landbrugshistorie. Men dette uanset udgør gruppen, hvor bondens kår og hans arbejde står i centrum af fremstillingen meget tæt ved halvdelen af årbøgerenes indhold. Der kan her ses en udvikling, hvor dominansen er helt overvældende i 1891 for derefter at mindskes i 1892 og 1893, dominere igen i 1894 for så i resten af bindene igen at tage noget af. Povl Hansen, der havde lagt meget stærkt ud med de store artikler i 1891,1892 og 1894, bidrog derefter kun med kortere ting. Poul Bjerge offentliggjorde Christian Simonsens selvbiografi 1894 og den store artikel om De Sønderskov Bønder 1896, der var frugt af det arbejdsprogram, A. D. Jørgensen havde opstillet for ham i 1880 erne, men derefter bidrog han kun med mindeordene om A.D. Jørgensen i årgang Denne klare vægtning fremgår også af det sagregister, hvormed Poul Bjerge afsluttede årgang Flest henvisninger er der til ordet hoveri (plus sammensætninger, hvori det indgår), derefter følger med omtrent lige mange henvisninger udtryk - i alfabetisk orden - byvedtægter, bønder, landgilde, oldermand, rakkere, stævne, toft og vornedskab. Hans Lund har talt op, at af de ialt 52 bidragydere, så tegnede Askov sig direkte eller inddirekte for de 33, og han har anført, at når Poul Bjerge standsede udgivelsen efter de ti år, så var det fordi, han følte, at det kunne blive vanskeligt fortsat at skaffe bidrag fra de kredse, han helst hentede sin medarbejdere fra. Der er ingen nærmere begrundelse for denne konstatering, men Hans Lund var kollega med Bjerge gennem ni år, inden han selv overtog forstanderposten på Rødding højskole i Der kan da også - med den stedse skrivende H. F. Feilberg som undtagelse - tales om en vis forskydning bort fra Askov og kredsen om 18 Menneske & Natur. Arbejdspapir

20 skolen. Bidragydere som P. Lauridsen, Severin Kjær og Evald Tang Kristensen, der behandlede emner indenfor bondestandens historie i de senere årgange, stod ikke Askov nær - Evald Tang Kristensen måske endda ligefrem fjernt! Til gengæld optræder Ludvig Schrøder som forfatter i de to sidste årgange. Askov, Schrøder og historien Historien har mindre været et fag end været selve Højskolens livsnerve, der dirrede gennem hele dens Undervisning hed det i en karakteristik af højskolen i almindelighed og Askov i særdeleshed. Historien havde ikke blot en fremtrædende plads på timeplanen, men gennemtrængte her som på alle andre grundtvigske højskoler de øvrige fag, og på Askov indbyggede Poul la Cour den historiske dimension, selve menneskeåndens fremadskridende begribelse af sammenhænge, i sin geniale udformning af undervisningen i fysik og matematik. Historieundervisningen lå i hænderne på forstander Ludvig Schrøder og Heinrich Nutzhorn, hvor den første varetog de nordiske myter og den verdenshistoriske udvikling, mens Nutzhorn tog sig af Danmarks historie. Udgangspunktet var ikke overraskende Grundtvigs historiesyn, og foredragene om de nordiske myter var frem til midten af 1880 erne selve kernen i Schrøders undervisning. Under indtryk både af forskningen, der havde påpeget myternes almeneuropæiske og ikke specifikt nordiske karakter, og af elevernes forventning om en mere samtidsrettet undervisning, nedtonede Schrøder myterne til fordel for den nyere tids historie. Som en markering af en drejning hen mod samtiden udsendte Schrøder bogen Danmarks Hjælpekilder og Nærinsgeveje I- II, , på baggrund af de foregående års undervisning. 20 Mens Nutzhorn var først og fremmest var en gennem årtier stedse veloplagt lærer, så var Ludvig Schrøder tillige en flittig forfatter og Menneske & Natur. Arbejdspapir

21 redaktør. I en række artikler og bøger behandlede han emner fra danmarkshistorien, Grundtvig, den grundtvigske bevægelse og folkehøjskolens historie, og han forsøgte sig uden større held som redaktør af tidsskrifter med overvejende historisk indhold. Et mere varigt resultat satte derimod det initiativ, der førte til oprettelsen af Selskabet til historiske Kildeskrifters Oversættelse i Schrøder skulle ikke som historiker yde nogen banebrydende indsats. Det var en for ham og hans tilhængere en lidt pinlig episode, da han som medlem af Landstinget måtte trække det korteste strå i en diskussion med justitsminister J. V. Nellemann vedrørende trykkefrihedslovgivningens historie. Landbrugslærer Chr. Christensen, Tune, måtte et par år senere fortælle ham, at hans fremstilling af dansk landbrugs udvikling i 1800-tallet i Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje ikke havde helt den epokegørende værdi, han selv tillagde arbejdet. 21 Ludvig Schrøder skulle uanset sin drejning af fastholde det af Grundtvig inspirerede syn på historiens og vel ikke mindst på historieundervisningens opgave. Ved A. D. Jørgensens død i 1897 afholdt universitetet en mindefest, hvor Schrøder talte på højskolens vegne. Han hyldede her den afdøde for hans forståelse for Grundtvigs indsats og anerkendelse af folkehøjskolens virksomhed, og her fastholdt Schrøder sin grundtvigsk prægede opfattelse: Kun ved baade at fremhæve Idealerne og Folkelivet i Øjeblikket kan man vise Folkets sande Natur; tager man kun en af Delene, faar man et ensidigt Billede. I Sagnet og de fjerne historiske Minder har Folkeaanden frigjort sig fra Virkelighedens snærende Baand og fremstillet, hvad den anser for det ypperste og mest attaaværdige, men en ensidig Fordybelse heri fører til en Miskendelse af det virkelige Liv. Paa den anden Side gaar det gerne saadan, at naar man stadig fordyber sig i Nutidens Forhold og særlig i Almuens Liv, 20 Menneske & Natur. Arbejdspapir

22 saa ser man kun det, der hemmer udviklingen, og har svært ved at opdage, hvad der ligger paa Bunden af Folkets Karakter, dets kun halvt bevidste eller ubevidste Længsler efter et højere, friere og fyldigere Liv - det Liv, som giver sig Udtryk i dets Sagn og Sange. 22 Der blev givet en indrømmelse til folkelivet i øjeblikket, men Schrøder fastholdt her ikke desto mindre, at den dybere indtrængen i folkets væsen, kunne alene beskæftigelsen med myterne, sangene og traditionerne give. Det var ventelig tale fra en Grundtvig-discipel, men bemærkningen om, at det ligefrem kunne rumme en risiko for proportionsforvrængning, når man stadig fordyber sig i Nutidens Forhold og særlig i Almuens Liv har unægtelig karakter af en diskret, men bestemt markeret afstandtagen. Måske endda med en helt konkret og lokal adresse. Ludvig Schrøder fastholdt ved denne officielle lejlighed på Askov og højskolens vegne en historieopfattelse, der måtte være i opposition til den, som Poul Bjerges Aarbog for Dansk Kulturhistorie havde ført i marken. Eller rettere - Poul Bjerge havde med sin årbog indenfor den grundtvigske højskoleverdens åndelige rum præsenteret en anden mulighed end højskolens traditionelle. Etnologen Mette Eriksen har udmærket formuleret det således: I selve emnevalget sporedes dog højskolens prægning: i den indbyggede søgen efter identitet, rod og stærke forfædre - ikke som ellers almindeligt i højskolen i sagatid og myter, men derimod blandt ganske jævne bønder. 23 Det er et spørgsmål, om Poul Bjerge i sine egne studier og med årbogen på nogle områder var ved at nå grænserne for det rum, som Ludvig Schrøder i sin mindetale opridsede. I efteråret 1898 blev der skabt en Menneske & Natur. Arbejdspapir

23 forbindelse mellem højskolen og folkeuniversitetsbevægelsen, hvis ledende skikkelse var Kristian Erslev. Det førte i sommeren 1901 til et kusus i historisk metode for højskolens folk, hvor Poul Bjerge deltog. Senere samme år skrev han til Erslev: Det var noget saa velgørende ved at blive kendt med den ny historiske Metode, særlig fordi den viste at bestaa i, at man ikke skal gøre nogen som helst Kunster, men tage det saa jævnt, naturligt og ligefremt som muligt. Povl Hansen og jeg talte om, at det var noget lignende, som vi havde baaren os ad; men vi troede, at det var en Slags Mangel ved vor Uddannelse, naar vi gik frem paa denne Maade. For dog ikke at misforstaaes, skal jeg tilføje, at vi ikke kom til at se paa Historieforskning som noget lettere Arbejde, end vi havde antaget før - nej, men det, det gjaldt om - foruden den litterære Dygtighed og personlige Udvikling, der altid maa være Fundamentet - det er at være skarpt nøjeregnende i sine Undersøgelser, ædruelig og sikker i sine Domme - ikke alene prøve sine Domme, men ogsaa prøve Domme, der gaar imod dem. 24..en Slags Mangel ved vor Uddannelse - det forekommer som en gentagelse af konstateringen i brevet til Povl Hansen fra 1894, hvor han omtalte afstanden mellem akademikerne og ikke-akademikerne. Ved egen indsats og gennem A. D. Jørgensens vejledning havde de uddannet sig til historikere og oplevede nu ved mødet med universitetshistorikernes førstemand, at de havde arbejdet parallelt med den moderne historievidenskabs bestræbelser. Hvis denne indsigt i brevet til Kr. Erslev var udtryk for mere end en venlighed, så kan man konstatere, at Poul Bjerge som historiker var ved at overskride grænserne for det historiens rum, der var højskolens og ihvertfald Ludvig Schrøders. 22 Menneske & Natur. Arbejdspapir

24 Danske Vider og Vedtægter Brevet til Kr. Erslev kunne rumme en nøgle til forståelsen af, hvorfor Poul Bjerge indstillede udgivelsen af årbogen. Han og Povl Hansen kunne ikke bære hovedsigtet længere, og årbogen ville få et andet præg. Der kunne også være tale om, at Poul Bjerge efter ti års redaktionsarbejde så sig om efter en anden opgave, hvorigennem han stærkere kunne profilere sig selv og sit oprindelige program om at belyse bondestandens kår. Netop omkring århundredskiftet havde han taget fat på en plan om at indsamle og udgive gamle danske landsbyvedtægter fra tiden før landboreformerne. Landsbyen havde før landboreformernes opbrud udgjort en enhed - uanset at de enkelte gårde i byen kunne tilhøre forskelligere ejere. Selve dyrkningsfællesskabet indenfor landsbyens jorder betingende en omfattende regulering af arbejdsgange, forpligtelser og dertil knyttede sanktioner for manglende efterlevelse. En lang række forhold, man i dag ville søge efter i byggevedtægter, grundejerforeningslove eller i den lokale politivedtægt, skulle ligeledes reguleres indenfor rammerne af landsbyen. Hertil kunne så komme, at landsbyen kunne have funktionærer, som f.eks. en hyrde, ligesom at byen naturligt var rammen, indenfor hvilken der ydedes gensidig hjælp i tilfælde af ildebrand og andre ulykker. På dette allerlaveste kommunale niveau var landsbyen i 1700-tallet efter alt at dømme reelt en selvstyrende enhed, hvis besluttende myndighed udgjordes af byens mænd, dvs. gårdmændene. Som dette selvstyres førstemand fungerede en oldermand, hvilken post normalt gik på omgang mellem mændene. Også denne myndigheds arbejdsgang og virksomhed krævede nødvendigvis bestemmelser. Med udskiftningen af de øvrige landboreformer ændrede landsbystyret til dels karakter, men oftest fungerede det videre med mere begrænsede opgaver, der iløbet af 1800-tallet blev opsuget af de nye kommuner. Menneske & Natur. Arbejdspapir

25 Landsbyens selvstyre før landboreformerne er et af de hvide pletter i vor viden om landbosamfundet i 1700-tallet. Vi ved meget lidt om, hvorledes det arbejdede i praksis og hvilke relationer det havde til byens ejer(e). Selvstyret var naturligt afgrænset til landsbyens indre forhold, men vi ved så at sige intet om, hvorledes det fungerede i forhold godsejerens myndighed over sine fæstere. Denne byens selvforvaltning og -justits foregik uden formelle led til det almindelige domstols- og forvaltningsapparat, og kun sjældent kan man i retssager møde enkelte glimt af selvstyrets virkelighed. I en række tilfælde er der imidlertid bevaret nedskrevne landsbyvedtægter, og enkelte blev trykt iløbet af 1800-tallet. I Aarbog for dansk Kulturhistorie 1893 offentliggjorde gårdmand Lars Frederiksen således en byvedtægt fra Ryslinge på Fyn. Lars Frederiksen var afgået ved døden, iden artiklen kom i årbogen, men Poul Bjerge ledsagede artiklen med en meget positiv karakteristik af artiklen og ikke mindst af forfatteren: en af de første Bønder, som fik sin Udvikling gennem Højskolebevægelsen, og hvis Karakter blev præget deraf. Men om han end saaledes blev en Mand, der havde en Del mere Oplysning og Udvikling end de fleste, saa skilte han sig ikke ud fra sine Standsfæller, hverken i Klæder eller Levevis. Han blev ved at være Bonde og han blev ved at leve som Bonde. Poul Bjerge synes at være gået i gang med arbejdet i sommeren 1897, hvor han gennemgik de københavnske arkiver og biblioteker. Her fik han personlig forbindelse med J. A. Fridericia ( ), der var knyttet til Universitetsbiblioteket, men som i 1899 efterfulgte Edvard Holm som professor i historie. Efter A. D. Jørgensens død synes Fridericia at være den historiker af faget, som Poul Bjerge nærmest 24 Menneske & Natur. Arbejdspapir

26 knyttede sig til. Han blev under arbejdet opmærksom på, at der der på Bornholm og Fyn endnu fandtes oldermænd og rester af de gamle førkommunale organer, og Bjerge foretog en regulær indsamling af materiale fra de to landsdele, hvad der forøgede hans materiale betragteligt. På et tidspunkt i arbejdet har han haft ambitioner at kombinere indsamlingen af vedtægter med en indsamling af traditioner i tilknytning til landsbyfællesskabet og bevaring af endnu eksisterende bystævner. 25 I efteråret 1900 kunne han sende sit indsamlede og redigerede materiale til J. A. Fridericia, der returnerede materialet med ret udførlige og som det synes på Poul Bjerges svarbrev ret kritiske kommentarer. Poul Bjerge havde nævnt en udgivelse indenfor rammerne af Selskabet til Udgivelse af Kilder til dansk Historie, hvortil Fridericia svarede henholdende. I sin ansøgning til Kildeskriftselskabet præsenterde Poul Bjerge sit projekt som omfattende ialt 50 trykark med stort set samme antal vedtægter, hvortil så skulle komme 4 ark til indledning. På sit møde 24. februar 1901 besluttede selskabet at optage udgaven under Forudsætning af, at Udgivelsen overtages af Dem og Hr. Cand.mag. Marius Kristensen i Forening, som ligestillede Udgivere.. Marius Kristensen ( ) var i 1895 blev ansat som lærer ved Askov. Han skulle blive en af landets førende dialektforskere, hvis hovedværk på dette område (s.m. Valdemar Bennike) var Kort over de danske Folkemål ( ), men iøvrigt arbejdede han over et bredt filologisk felt. I Aarbog for dansk Kulturhistorie 1897 offentliggjorde han en kort artikel Hvormange ord bruger vi?, der formede sig som en indvending mod en svensk artikel - citeret i danske aviser - hvordi det blev hævdet, at en dannet person bruger ord, medens en person, som hører til de lavere samfundslag nøjes med 500. Påstanden om de kun 500 ord var blevet brugt - desværre også af folk, der stod Menneske & Natur. Arbejdspapir

27 den folkelige vækkelse nær i kulturpolitiske sammenhænge. Marius Kristensen viste, at undersøgelser over folkesproget nåede langt større tal og han endte med ønsket om, at denne krønike om almuens 500 ord ikke må gøde flere ulykker i vort land, end den måske allerede har gjort. Poul Bjerge følte sig imidlertid tydeligt krænket over kravet om at gøre Marius Kristensen til ligestillet medudgiver og afviste at gå ind på betingelsen: Ganske vist er cand.mag. Marius Kristensen min Medlærer og Kammerat og min saa priselig gode Ven, saa jeg har intet at udsætte paa et Samarbejde med ham, men jeg er en saa Enspænder Natur, at hverken han eller jeg kan være tjent med at vort Arbejde bliver slaaet saadan sammen, saa man ikke kan se, hvor den enes Ansvar ender og den andens begynder. 26 Den negative oplevelse med Kildeskriftsselskabet standsede dog ikke Poul Bjerges projekt. Han var under arbejdet blevet opmærksom på, at lokalhistorikeren, kaptajn Thyge J. Søegaard, arbejdede med det samme emner, og de to mænd enedes om at dele Øerne (Bjerge) og Jylland (Søegaard) mellem sig. Fra kunne Poul Bjerge i hæfter, med støtte fra Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, udsende første bind af Danske Vider og Vedtægter, der omfattede 38 tekster, hvor det om 6 a 7 anførtes, at de endnu befandt sig i de respektive byer. I sit ansøgning til Kildeskriftselskabet havde Poul Bjerge skrevet, at han ikke havde fundet spor, der tydede på, at byvedtægterne var påtvunget bønderne af herremændene, men at de snarere vidner om Bøndernes Modstandskraft og Selvstændighed. Han var af den opfattelse, at viderne havde en høj alder og først nedskrevne på et ret sent 26 Menneske & Natur. Arbejdspapir

28 tidspunkt, og han samlede sin vurdering af deres udsagnskraft i følgende formulering i indledningen til sit bind: Hvad vi får oplysning om, det er bondens kultur i det hele; det er det lille samfund, landsbyen dannede. Det var som en stat i staten med sine egne love, sit sammenhold i alt, i arbejde og i hvile, ved fest som ved søgsmål, i sorg som i glæde. På Stævnet slog byens hjerte; her bestemtes alt. Alt i byen gik efter bestemmelser og hævdvundne skikke, ingen var så at sige noget selv; et var kun som broder i gildelavet, at man kunne hævde sig, vinde sin ret, sikre sig hjælp under sygdom eller ildebrand og sidst vinde sig en hæderlige begravelse kunne Thyge J. Søegaard udsende bindet om de jyske vedtægter udgav de to i fællesskab et tredie bind med vedtægter fra Sønderjylland og nyfundne tekster fra andre dele af landet. Og bindet afsluttedes med et mere end 120 sider stort person-, sted- og sagregister, som Poul Bjerge havde udarbejdet. Fjerde bind med nyopdukkede tekster udkom i 1932, udgivet af Poul Bjerge og August F. Schmidt i forening, og et sidste femte bind ved August F. Schmidt alene i Det samlede værk blev efter udgivelsen af bind fem underkastet en stærk kritik fra faghistorisk hold. Der blev anket mod både udvælgelseskriterierne for materialet - der var medtaget meget andet end egentlige landsbyvedtægter - og selve tekstgengivelsen. Fejllæsninger og oplagte misforståelser af sammenhænge forekom alt for hyppigt. Ikke mindst C. Rise Hansen lod i Historisk Tidsskrift klart forstå, at udgiverne ikke havde magtet at løse denne udgiveropgave på et fagligt tilfredsstilllende niveau. Menneske & Natur. Arbejdspapir