Skadelidte kunne efter skadevolders konkurs rejse krav direkte mod skadevolders ansvarsforsikringsselskab.

Transkript

1 U H Skadelidte kunne efter skadevolders konkurs rejse krav direkte mod skadevolders ansvarsforsikringsselskab. Under sin ansættelse som tømrer i byggevirksomheden B kom A den 18. maj 1993 til skade ved en arbejdsulykke. Forsikringsselskabet F, i hvilket B havde tegnet erhvervs- og produktansvarsforsikring, afviste i efteråret 1993 at betale erstatning med henvisning bl.a. til, at forsikringen på grund af præmierestance ikke var i kraft på skadetidspunktet. Efter at B var erklæret konkurs i marts 1994, anlagde A retssag mod F. Denne påstod frifindelse bl.a. med henvisning til, at selskabet ikke var rette sagsøgte, da skadevolderens erstatningspligt ikke var fastslået, og erstatningens størrelse ikke var bestemt, jf. forsikringsaftalelovens 95, stk. 1. Dette spørgsmål blev udskilt til særskilt afgørelse. Det måtte anses for forudsat i forarbejderne til 95, stk. 1, at den udtrykkelige bestemmelse i de øvrige nordiske landes udkast til forsikringsaftalelov, hvorefter den ufyldestgjorte skadelidte i tilfælde af skadevolders konkurs har et direkte krav mod forsikringsselskabet, er indeholdt i den danske bestemmelse. A havde derfor efter B's konkurs med føje rettet sit erstatningskrav mod F, der under sagens fortsatte behandling ville kunne få pådømt sine indsigelser mod det rejste krav. 1) H.D. 27. marts 2001 i sag II 292/2000 Tryg-Baltica Forsikring, skadesforsikringsselskab A/S (adv. Ulrik Christrup, kbh.) mod Bent Henning Sørensen (adv. Kurt Kvist, Viborg, e.o. ). Retten i Ballerups dom 17. juli Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger, Bent Henning Sørensen, hos sagsøgte, Tryg-Baltica Forsikring, har krav på erstatning for den skade, sagsøger pådrog sig ved et uheld den 18. maj Under sagen, der er anlagt den 19. august 1996, har sagsøger endeligt påstået sagsøgte tilpligtet at betale ,25 kr. med renter af ,25 kr. fra 18. maj 1993 og af ,00 kr. fra 27. marts Sagsøgte har påstået frifindelse. Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte er rette sagsøgte, jf. retsplejelovens 255, stk. 1, jf. forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, er i medfør af retsplejelovens 253, stk. 1, udskilt til særskilt afgørelse. Sagens omstændigheder. Den 18. maj 1993 blev sagsøger udsat for et uheld, da han arbejdede på toppen af et opsat stillads ved et byggeri på ejendommen Sejs Søvej 110, Sejs, Silkeborg. Han blev ramt i baghovedet, på skulderen og på ryggen af en palle mursten, der faldt ud af en pallegaffel, som en kranfører var i færd med at flytte over på den modsatte side af det stillads, som sagsøger opholdt sig på. På uheldstidspunktet arbejdede sagsøger som tømrer på timeløn for Dansk Limtræ A/S I. Dansk Limtræ A/S I havde erhvervs- og produktansvarsforsikring hos Winterthur Forsikring (Tryg-Baltica Forsikring). Af policen fremgår, at policen pr. 1. januar 1993 var udvidet til at omfatte sikredes erstatningsansvar for skade forvoldt ved benyttelse af 1 stk. kran med løftehøjde fra m. I forsikringsvilkårenes 13 vedrørende»anmeldelse af krav«hedder det under stk. 2:»Anerkendelse af erstatningspligt og godkendelse af erstatningskrav må kun ske med selskabets samtykke, og selskabet træffer i øvrigt bestemmelse om sagens behandling.«efter det oplyste var den omhandlede kran en Mulvankran af mærket Volvo med en løftehøjde på 14 m, og kranen var på uheldstidspunktet ejet af Dansk Limtræ A/S I, ligesom føreren af kranen, Jørn Salkvist Nielsen, arbejdede for Dansk Limtræ A/S I. Ved skrivelse af 16. august 1993 anmodede sagsøgers advokat Winterthur Forsikring om at anerkende erstatningspligten, idet Dansk Limtræ A/S I efter det oplyste»skulle have anmeldt ulykken overfor Deres selskab«. Den 18. august 1993 meddelte forsikringsselskabet, at man indhentede yderligere oplysninger i sagen og ville vende tilbage, når disse forelå. Efter en yderligere korrespondance meddelte forsikringsselskabet den 11. oktober 1993, at selskabets»kunde ingen dækning har for denne slags skader, hvorfor De bedes rette Deres krav direkte imod vor kunde«. I sagsøgers advokats skrivelse af 21. oktober 1993 til advokat A. Holst Nielsen, der var tilsynsførende i Dansk

2 Limtræ A/S I's betalingsstandsningsbo, hedder det bl.a.:»jeg har haft kontakt til Winterthur Forsikring efter skrivelsen af 11/ , og fået oplyst, at man ikke der har nogen forsikring, der dækker, idet de forsikringer, der kunne være tale om, alle har været ude af kraft på grund af præmierestancer. På min klients vegne skal jeg herved anmelde et krav omfattende helbredsudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, méngodtgørelse og erhvervsevnetab på kr ,00, idet jeg forbeholder mig at regulere erstatningen, når de fornødne oplysninger foreligger.«der var efterfølgende korrespondance mellem Winterthur Forsikring og advokat A. Holst Nielsen vedrørende præmierestance. Forsikringsselskabet fastholdt, at forsikringen ikke var i kraft på skadetidspunktet. I forsikringsselskabets skrivelse af 27. oktober 1993 til advokat Holst Nielsen hedder det bl.a.:»hvad angår vores realitetsbehandling af sagen kan vi oplyse, at denne selvfølgelig er påbegyndt på et tidspunkt, hvor vi ikke var klar over vor kundes økonomiske problemer, og hvor vi fortsat var af den opfattelse, at vor kundes hensigt var at betale den skyldige præmie. Efterfølgende er vi så blevet bekendt med, at vor kunde var gået i betalingsstandsning, og at den skyldige præmie ikke var betalt. Dette er årsagen til, at vi først så sent i sagen afviser at erstatte grundet den manglende præmiebetaling.«i advokat Holst Nielsens skrivelse til forsikringsselskabet af 12. november 1993 hedder det bl.a.:»på baggrund heraf fastholdes det, at forsikringsselskabet er forpligtet til at betale den skete skade, idet jeg har forstået selskabets holdning således, at man i øvrigt anerkender erstatningspligten....«i Winterthurs skrivelse af 17. november 1993 til advokat Holst Nielsen hedder det bl.a.:»vi kan således ikke anerkende at selskabet er forpligtet til at betale den skete skade. I øvrigt må vi gøre opmærksom på, at der ikke er taget endelig stilling til ansvaret, hvorfor erstatningspligten ikke er anerkendt på Dansk Limtræs vegne.«dansk Limtræ A/S I, der var trådt i betalingsstandsning, gik senere konkurs. I transporterklæring af 7. oktober og 14. oktober 1994, underskrevet af konkursboets kuratorer, advokat A. Holst Nielsen og advokat Thorkil Dahl, hedder det:»underskrevne Dansk Limtræ A/S I under konkurs ved kuratorerne advokat A. Holst Nielsen, Silkeborg, og advokat Thorkil Dahl, Viborg, overdrager herved til tømrermester Bent Sørensen, Tranevej 3, Mønsted, 8800 Viborg, alle krav, som det konkursramte selskab eller konkursboet måtte have mod Tryg Forsikring (tidl. Winterthur Forsikring) i henhold til forsikringspolice nr (erhvervs- og produktansvarsforsikring) på grundlag af nedennævnte uheld. Under arbejdet for Dansk Limtræ A/S I på adressen Sejs Søvej 110, Silkeborg, blev Bent Sørensen den 18. maj 1993 ramt af en palle mursten, der faldt ud af en palleløfter og ramte hans baghoved og ryg, således at han et kort øjeblik blev bevidstløs og efterfølgende har haft svære skader. Overdragelsen indbefatter også retten til at anlægge sag mod forsikringsselskabet for at få fastslået forsikringsselskabets forpligtelse til at dække den Bent Sørensen overgåede skade.«konkursboet blev efterfølgende sluttet. Den 8. august 1997 genoptog skifteretten i Kjellerup efter anmodning af sagsøgers advokat behandlingen af konkursboet efter Dansk Limtræ A/S I,»idet den anmeldte fordring ikke tidligere har været prøvet i konkursboet, da der mellem kuratorerne i konkursboet og Bent Henning Sørensen blev indgået en aftale om transport i 1994, hvorved de krav/rettigheder, som konkursboet måtte have mod Tryg Forsikring... blev overdraget til Bent Henning Sørensen....«. I kurator advokat Aksel Holst Nielsens skrivelse af samme dato til skifteretten hedder det bl.a.:»på konkursboets vegne kan jeg anerkende erstatningsansvaret og den anmeldte fordring som simpel. For god ordens skyld tilføjer jeg, at anmelderen har frafaldet krav på dividende fra konkursboet, fordi der i oktober 1994 blev udstedt transport....«procedure. Sagsøgers advokat har gjort gældende, at kravet kan rettes direkte mod sagsøgte, idet sagsøger ved transporterklæringen af 14. oktober 1994 indtrådte i alle krav, som det konkursramte selskab eller konkursboet måtte have mod sagsøgte, herunder retten til at anlægge sag mod sagsøgte for at få fastslået sagsøgtes

3 forpligtelse til at dække den sagsøger overgåede skade. Det forhold, at erstatningens størrelse ikke var opgjort på transporttidspunktet, kan ikke føre til andet resultat, idet størrelsen af en personskadeerstatning ikke kan opgøres, før de fornødne oplysninger foreligger. Endvidere må sagsøgte, allerede fordi sagsøgte har behandlet sagen materielt, i overensstemmelse med Østre Landsrets dom i U være afskåret fra at påberåbe sig forsikringsaftalelovens 95. Selvom konkursboets anerkendelse ikke har retsvirkning i forhold til sagsøgte, jf. forsikringsbetingelsernes pkt. 13, stk. 2, hindrer dette ikke, at boet kan anerkende sit ansvar uden sagsøgtes samtykke, idet sagsøgte under retssagen vil få rig lejlighed til at tage stilling til erstatningspligten og erstatningens størrelse. I hvert fald er betingelserne i forsikringsaftalelovens 95 opfyldt efter sagsanlægget, idet det genoptagne konkursbo ved skrivelse af 8. august 1997 anerkendte erstatningsansvaret samt den anmeldte fordring på 1 mio. kr. som simpel. Erstatningskravets størrelse er nu opgjort, og den oprindeligt nedlagte anerkendelsespåstand er i et processkrift af 27. marts 1998 ændret til betaling af et bestemt beløb. Sagsøgtes advokat har gjort gældende, at betingelserne i forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, ikke er opfyldt, da hverken sikredes erstatningspligt eller erstatningens størrelse er fastslået, hvorfor sagsøgte skal frifindes i medfør af retsplejelovens 255, stk. 1. Efter den nævnte bestemmelse i forsikringsaftaleloven har en skadelidt ikke et selvstændigt, oprindeligt krav mod forsikringsselskabet, men kan indtræde i en sikrets krav, hvis et sådant eksisterer. Det følger heraf, at en skadelidt ikke kan anlægge sag mod et forsikringsselskab, før han har fået dom over den sikrede eller indgået forlig med denne vedrørende erstatningsspørgsmålet. I denne sag har sikrede, Dansk Limtræ A/S I, ikke noget krav mod sagsøgte, dels fordi forsikringsbetingelsernes 13, stk. 2, ikke er overholdt, hvorfor boets anerkendelse ikke har retsvirkning i forhold til sagsøgte, dels fordi sagsøgte hverken anerkender, at forsikringen var i kraft på skadetidspunktet, eller anerkender forsikringsdækning i øvrigt. Da sagsøger ikke kan opnå bedre ret end sikrede, er transporterklæringen uden betydning, idet der i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke er nogen ret at indtræde i. Sagsøgte har på intet tidspunkt materielt behandlet sagen. Rettens bemærkninger. Efter forsikringsaftalelovens 95 indtræder skadelidte i sikredes ret over for selskabet, når erstatningspligten over for den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt, og efter forsikringsbetingelsernes 13, stk. 2, må anerkendelse af erstatningspligt og godkendelse af erstatningskrav ikke ske uden selskabets samtykke. Det forhold, at sikrede, Dansk Limtræ A/S I's, konkursbo - der, som det må lægges til grund, i øvrigt uden nogen materiel prøvelse af kravet og uden samtykke fra sagsøgte - har anerkendt erstatningspligten og - for så vidt - erstatningens størrelse, kan derfor ikke føre til, at betingelserne for sagsøgers indtræden i sikredes ret er opfyldt. Herefter, og da hverken transporterklæringen af 14. oktober 1994 eller sagsøgtes korrespondance med sagsøger og konkursboet vedrørende forsikringsforholdene kan føre til andet resultat, frifindes sagsøgte. Østre Landsrets dom 2. december 1999 (12. afd.) (B.O. Jespersen, Kjærsgaard, Hans Chr. Thomsen). Ballerup Rets dom af 17. juli er anket af Bent Henning Sørensen med påstand som for byretten om, at indstævnte, Tryg-Baltica Forsikring, er rette sagsøgte, således at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten i Ballerup. Indstævnte har påstået stadfæstelse. Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten. Indstævnte har yderligere anført, at appellantens krav ikke er anerkendt efter reglerne i konkurslovens kapitel 16, og at kurators godkendelse ikke kan binde boet. Landsrettens bemærkninger. Appellanten anmeldte den 21. oktober 1993 over for Dansk Limtræ A/S I under betalingsstandsning et krav på 1 mio. kr. i erstatning for personskade m.v. efter arbejdsulykken den 18. maj Aktieselskabet blev taget under konkursbehandling den 9. marts Appellantens fordring blev ikke prøvet i konkursboet, idet der i oktober 1994 mellem appellanten og kuratorerne i boet blev indgået en aftale om transport af alle krav, som konkursboet måtte have mod indstævnte i henhold til forsikringspolicen i anledning af uheldet. Boet blev sluttet den 19. marts 1996 med en dividende på 10,1433% til de simple kreditorer. Med henblik på prøvelse af appellantens fordring blev konkursboet den 8. august 1997 genoptaget af skifteretten efter begæring af den

4 tidligere kurator, der i sin anmodning herom til skifteretten anførte, at han på konkursboets vegne anerkender erstatningskravet og den anmeldte fordring som simpel. Det fremgår videre, at appellanten har frafaldet krav på dividende i boet. Appellanten har under denne sag opgjort sit krav mod indstævnte til ,25 kr. med tillæg af renter. Landsretten finder, at appellanten, der som anført i oktober 1994 fik transport i sin tidligere arbejdsgivers eventuelle krav mod indstævnte, har udfoldet sådanne bestræbelser på at få sit krav prøvet i konkursboet, at bestemmelsen i forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, ikke bør afskære ham fra at gøre sit krav gældende direkte mod indstævnte, der under sagens fortsatte behandling i det hele vil kunne få påkendt sine indsigelser mod det rejste krav, herunder om den mulige betydning af, at en vis dividende af det påståede erstatningskrav kunne være opnået. Landsretten tager herefter appellantens påstand til følge, således at byretsdommen ophæves, og sagen hjemvises til byretten til fortsat behandling. Med hensyn til sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt, jf. retsplejelovens 320, hvorved bemærkes, at appellanten også for landsretten har fri proces, i henhold til hvilken landsretten samtidig hermed har tillagt appellantens advokat salær for landsretten. Thi kendes for ret: Den indankede dom ophæves, herunder dommens bestemmelse om sagsomkostninger, og sagen hjemvises til byretten til fortsat behandling. Spørgsmålet om sagsomkostninger for landsretten henskydes til afgørelse i forbindelse med byrettens endelige dom. Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Ballerup den 17. juli 1998 og af Østre Landsrets 12. afdeling den 2. december I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Wendler Pedersen, Per Walsøe, Børge Dahl, Poul Søgaard og Engholm Jacobsen. Appellanten, Tryg-Baltica Forsikring, skadesforsikringsselskab A/S, har påstået byrettens dom stadfæstet. Indstævnte, Bent Henning Sørensen, har påstået landsrettens dom stadfæstet. Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger. Det fremgår af Udkast til Lov om Forsikringsaftaler (1925), side 135 ff, vedrørende 95 bl.a.:»imidlertid er det netop Formaalet med Ansvarsforsikringen at dække den sikrede imod, at han bliver nødt til at foretage en saadan Udbetaling. Men dette Formaal naas fuldtud derigennem, at Selskabet udbetaler Erstatningen direkte til den skadelidte. Det, som den sikrede kan fordre, er at blive befriet for den retskraftige Fordring, skadelidte har paa ham; men han har, saalænge han ikke selv har dækket skadelidte, intet berettiget Krav paa at faa Beløbet udbetalt til sig selv.... Saafremt man tillægger den sikrede Retten til Forsikringsydelsen, selvom han ikke har dækket den skadelidte, maa Konsekvensen derhos blive, at den enkelte af den sikredes Kreditorer, kan gøre udlæg i det forfaldne Krav eller ialtfald i det udbetalte, beholdne Beløb, og at dette ved den sikredes Konkurs vil komme alle hans Kreditorer til Gode. Men det er aabenbart aldeles urimeligt, at en Handling, som forvolder en Tredjemand Tab under saadanne Omstændigheder, at Tredjemand faar et Erstatningskrav overfor Skadevolderen, skal medføre en Berigelse for dennes Kreditorer. Derimod er det af samfundsmæssige Grunde særdeles ønskeligt, at de skadelidte faar den størst mulige Sikkerhed for gennem Kravet mod Selskabet at opnaa Dækning for den Skade, de har lidt.... Nytten ved Ansvarsforsikringen, set fra Samfundets Synspunkt, er hovedsagelig den, at den enkelte Samfundsborger, der rammes af en Ulykke, for hvilken en Tredjemand er ansvarlig, igennem Ansvarsforsikringen opnaar Sikkerhed for at faa sit tab dækket, uanset om den ansvarlige er mere eller mindre velhavende. Derfor bør Ansvarsforsikringen ogsaa indrettes saaledes, at det nævnte Samfundshensyn i videst mulig Omfang sker Fyldest. Af det anførte fremgaar, at en Række vigtige principielle Hensyn taler for at give den skadelidte, der ikke fyldestgøres af den sikrede, en direkte Ret mod Selskabet. Naar denne Ordning af Ansvarsforsikringen dog ikke hidtil kan siges at have vundet almen Anerkendelse, skyldes dette ikke, at andre vægtigere principielle Hensyn taler imod den; men det skyldes, at man har været ængstelig for Reglens Konsekvenser og har ment, at den i

5 visse Tilfælde kunde føre til urimelige Resultater. Man har derfor, som det fremgaar af det ovenfor bemærkede med Hensyn til de nyere udenlandske Love, og som nedenfor nærmere omtalt med Hensyn til de øvrige Tekster, været tilbøjelig til at stoppe op paa Halvvejen og søge at afbøde de værste Følger af, at den sikrede har Ret til at kræve Erstatningen udbetalt uden at have fyldestgjort skadelidte, samtidig med at man principielt fastholder denne hans Ret. Det skal nu søges nærmere paavist, at den omtalte Ængstelse i alt væsentlig bunder i en Miskendelse af, hvad der ligger i Indrømmelsen af en direkte Ret for skadelidte mod Selskabet, ialtfald saaledes som Bestemmelsen desangaaende er formuleret i Udkastets 95. Det maa da for det første bemærkes, at den sikrede vedblivende er den, hvis Ansvar Forsikringen skal dække. Han har alle de Rettigheder og Pligter, som Loven og Aftalen giver eller paalægger den sikrede, og det kommer an paa hans Forhold, om Aftalen helt eller delvis er ugyldig, fordi han har tilsidesat saadanne Forpligtelser. Som Eksempel herpaa kan nævnes, at den ansvarlige forsætligt fremkalder Forsikringsbegivenheden ( 20), begaar Assurancesvig ( 23) eller hidfører en Fareforøgelse ( 45). Dette fremgaar ogsaa tydeligt af 95's Formulering»den skadelidte... indtræder i den sikredes Ret mod Selskabet,«og heri ligger naturligvis tillige, at skadelidte aldrig kan opnaa mere hos Selskabet, end Forsikringstageren vilde have kunnet kræve, og altsaa heller ikke mere, end skadelidte kan kræve hos den sikrede; thi dennes Ansvar udgør jo altid Maksimum for Selskabets Forpligtelser. - Nogen Fare for, at den sikredes Interesse skulde lide ved den heromhandlede Bestemmelse, ses der ikke at være. Da hans Erstatningspligt skal være fastslaaet, forinden skadelidte indtræder i Kravet, kan Selskabet selvfølgelig ikke inden dette Tidspunkt med bindende Virkning for Forsikringstageren eller den sikrede indgaa Forlig med skadelidte eller udbetale noget Beløb til denne. Skulde Selskabet alligevel indlade sig derpaa, gør det det paa egen Risiko, og viser det sig, at skadelidte intet Krav havde mod den sikrede, eller at Kravet faldt udenfor Forsikringsaftalen (f.eks. hidrørte fra en særlig kontraktmæssig Forpligtelse), vil den sikrede eller Forsikringstageren kunne paastaa, at Aftalen fortsættes uforandret, som om ingen Forsikringsbegivenhed havde fundet sted.... Skønt de øvrige Tekster i Formen afviger stærkt fra den danske Tekst, bl.a. derved, at de er betydeligt vidtløftigere, medfører de dog i Realiteten væsentlig samme Resultat. Naar Selskabet nemlig efter disse Tekster ikke maa udbetale Erstatningen til den sikrede, uden at den skadelidte er fyldestgjort eller har givet sit Samtykke dertil, maa det som modstykke dertil antages, at Selskabet baade har Ret og Pligt til at udbetale Beløbet til skadelidte, naar dennes Krav er fyldestgjort paa en for Selskabet bindende maade. - Antages ikke dette, vilde den sikrede, som ikke selv kan kræve Beløbet udbetalt, have det i sin haand at nægte sit Samtykke til Beløbets Udbetaling, ialtfald indtil han blev erklæret konkurs, hvilket vilde være aabenbart meningsløst. Finsk og svensk Tekst 96 forudsætter aabenbart ogsaa en Ret for skadelidte, jfr. Udtrykket:»det honom tillkommande Skadestånd,«som kunne tænkes unddraget ham ved Aftale mellem den sikrede og Selskabet. - I Konkurstilfælde hjemles der i de tre Tekster udtrykkeligt den skadelidte en Ret mod Selskabet.«Højesterets bemærkninger. Efter forsikringsaftalelovens 95, stk. 1, indtræder en skadelidt - der ikke er fyldestgjort - i skadevolderens ret mod ansvarsforsikringsselskabet, når skadevolderens erstatningspligt er fastslået, og erstatningens størrelse er bestemt. Bestemmelsen skal ifølge forarbejderne sikre, at den ansvarsforsikring, som skadevolder har tegnet for at beskytte sig mod de økonomiske følger af ansvarspådragende skadeforvoldelse, faktisk kommer skadelidte til gode. Skadevolderens ret efter forsikringen går således i første række ud på, at forsikringsselskabet skal betale erstatning til skadelidte. Det følger af formålet med og forarbejderne til bestemmelsen, at den skal skabe sikkerhed for, at skadelidte gennem ansvarsforsikringen i videst muligt omfang får sit tab dækket uanset skadevolders økonomiske formåen. Det må anses for forudsat i forarbejderne, at den udtrykkelige bestemmelse i de øvrige nordiske landes udkast til forsikringsaftalelov, hvorefter den ufyldestgjorte skadelidte i tilfælde af skadevolders konkurs har et direkte krav mod forsikringsselskabet, er indeholdt i den danske bestemmelse. En insolvent skadevolder har da heller ikke den interesse i erstatningssagen, som ligger bag kravet om, at skadelidtes indtræden er betinget af, at erstatningspligten er fastslået og erstatningens størrelse bestemt. På denne baggrund finder Højesteret, at skadelidte Bent Henning Sørensen - efter det skadevoldende selskabs konkurs den 9. marts med føje har rettet sit erstatningskrav mod forsikringsselskabet, der som anført af landsretten under sagens fortsatte behandling vil kunne få pådømt sine indsigelser mod det rejste krav.

6 Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. I medfør af retsplejelovens 320 fastsættes der sagsomkostninger som nedenfor bestemt for den del af sagen, som nu finder sin afslutning. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal appellanten, Tryg-Baltica Forsikring, skadesforsikringsselskab A/S, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale kr. til statskassen.