Katrinedals Skolens inspektør og Nordentoft-sagen

Transkript

1 Katrinedals Skolens inspektør og Nordentoft-sagen Nedenstående artikel, som er lagt ud på Katrinedals Skolens hjemmeside i anledning af skolens 70 års jubilæum d. 27. august 2004, er skrevet af cand.mag. Jytte Aa. Møller (jaamvind@ringsted.mail.telia.com) på baggrund af hendes og cand.med. Bente Holm Nielsens Oplæg til historisk evaluering af Nordentoft-Sagen (RUC-speciale 1990). Artiklen er delt i 2 dele, der kan læses hver for sig. De har følgende afsnit: - Inger Merete Nordentoft ny skoleinspektør på Katrinedal - Den pædagogiske udvikling, hun stod for, blev bremset af Nordentoft-sagen - Vores undersøgelse af Nordentoft-sagen og dens samfundsmæssige betydning - Skoleinspektøren, skoledirektøren og skoleborgmesteren - Hvor meget kæmpede Inger Merete Nordentoft for ugifte mødres rettigheder? - Nordentoft-sagens optakt - Sagsforløbet var hårdt for Inger Merete Nordentoft personligt - Kunne hun have handlet anderledes? Efter artiklen findes et bilag om, hvorfor vi interesserer os for Inger Merete Nordentoft og Nordentoft-sagen. Denne artikel må kun kopieres med tilladelse. Se evt for art. i anl.a. IMNs 100-års fødselsdag. 1. DEL Inger Merete Nordentoft ny skoleinspektør på Katrinedal Den 28. februar 1945 blev Inger Merete Nordentoft udnævnt til skoleinspektør ved Katrinedals Skole i Vanløse med tiltrædelse d. 1. april. Hun afløste den kendte foregangsmand, Margrethe Petersen, som i 11 år havde fungeret særpræget og utrætteligt pædagogisk som skolens første inspektør. Med denne udnævnelse i en alder af kun 41 år, og efter 15 år som kommunelærerinde på Valby Skole, havde Inger Merete Nordentoft nået et højdepunkt i sin faglige karriere. Få måneder forinden havde hun udgivet sin pamflet Opdragelse til Demokrati, hvor hun på 30 sider klart og præcist havde formuleret sit faglige ståsted og sin pædagogiske holdning, der bl.a. var inspireret af den amerikanske filosof og pædagog, John Dewey, den italienske læge Maria Montessori, den tyske sociolog og forfatter Eric Fromm og den amerikanske pædagog Helen Parkhurst. Inger Merete Nordentoft havde deltaget i modstandsbevægelsen siden november Hun var socialdemokrat, skiftede til DKP engang i sommeren 1945, men forlod dette parti d. 21/ i protest mod Axel Larsens holdning under Ungarnskrisen. Den pædagogiske udvikling, hun stod for, blev bremset af Nordentoft-sagen Godt et halvt år efter befrielsen d. 4/5 1945, blev Inger Merete Nordentoft hængt ud i pressen i den såkaldte Frk. Nordentoft-sag, der kom til at køre på fuld kraft i samtlige danske dagblade fra d. 7/ til d. 12/ Hverken hun selv eller hendes venner og meningsfæller havde kunnet se det som et alvorligt problem, at hun fortsatte i sin skoleinspektørstilling, selv om hun ventede barn og ikke ønskede at gifte sig. I forvejen havde hun en lille dreng, som hun havde adopteret samme forår.

2 Det burde heller ikke være et problem, og i dag ville ingen så meget som løfte et øjenbryn over en inspektørs ikke-ægteskabelige svangerskab. Vi, som i dag ser os omgivet af flotte runde maver på gaderne og overalt i det offentlige rum, kan have svært ved at forstå, at der var en tid, hvor blufærdighed omkring svangerskabet var en dyd og en nødvendighed, fordi seksuallivet var et privat anliggende. Dyd for gifte kvinder og nødvendighed for de ugifte, der burde holde sig for gode til den slags udfoldelser. Især når de styrede uden om ægteskabets sikre havn. Personligt var Inger Merete Nordentoft helt på det rene med, at hun var nødt til at være diskret. Og det var hun også (se evt. senere i artiklen). I slutningen af 80 erne skrev vi historiespecialet Oplæg til historisk evaluering af Nordentoft-sagen, og vi konkluderede bl.a., at Nordentoft-sagen må være kommet fuldstændig bag på hende. Det var et korrekt udtryk for hendes tilbagetrukne holdning i den sag, når hun i januar 1946 redegjorde for, hvordan hun d. 27/11 havde meddelt sin nærmeste overordnede, skoledirektør Thorkild Jensen, at det for hende var en privat, naturlig sag, og at det var hendes overbevisning, at det ville vække meget ringe opsigt, hvis blot hun selv tog det stilfærdigt og naturligt. Vi mener ikke, det var sådan, som man almindeligvis troede og stadig tror, at hun før d. 13/ skulle have haft nogen som helst planer om at udnytte sin lederposition og sin personlige private situation til at kæmpe for ugifte mødres rettigheder generelt. Idéen om at kæmpe for andre blev tilbudt hende, da hun var i knibe, efter at nogle dagblade fra og med d. 7/12 havde kørt sagen op. Men som den fremtrædende og kontroversielle person, hun var, havde hun naturligvis fjender, og at hun uden vielsesattest ventede barn, blev deres chance for at ramme det, hun fagligt og politisk stod for. Først og fremmest hendes udfarende holdning til, hvad fremtidens skoleelever skulle lære og hvordan, men også kommunistpartiet, DKP, som ved folketingsvalget d. 30/10 havde fået 18 pladser, hvoraf hun beklædte den ene. Efter valget verserede det rygte, at hun var blevet undervisningsminister, hvis socialdemokrater og kommunister havde fundet sammen om sommeren og var blevet enige om at gå efter at danne regering. I stedet dannede venstremanden Knud Kristensen en mindretalsregering med skoleinspektør Mads Hartling som undervisningsminister. Han havde været Fælleslærerrådets repræsentant i Københavns skoledirektion indtil 21/4-44, dvs. lige før Inger Merete Nordentoft. Vi mener imidlertid, at kun et fåtal af dem, der kørte og vedligeholdt Nordentoft-sagen gennem 1-2 år, ønskede at ramme hende personligt. De fleste ville bare forhindre, at hendes principper og ikke mindst de pædagogiske slog igennem i folkeskolen. Og det lykkedes dem desværre lidt for godt. Der er stort set stilhed om dem, og de er fortsat kun anvendt i privatskoler. Et enkelt brud på stilheden fandt sted ved Danmarks Lærerhøjskoles 125 års jubilæum i Under panél-debatten henviste Karsten Schnack til Opdragelse til Demokrati og til Inger Merete Nordentofts pædagogik og tanker som grundlag for sin kritik af tidens udemokratiske skolevæsen, og han sluttede med en sarkastisk bemærkning, der var dækkende for problematikken: Men skal man tage hende alvorligt? Hun blev jo få år efter bedømt moralsk inkompetent, fordi hun ikke ville oplyse, hvem der var far til hendes barn (se Skolens formål, DLH 1985, s. 70). Han må nødvendigvis have kendt Katrinedals-forsøget fra 1950 erne og vidst, at det i samtiden aldrig var blevet evalueret (det blev evalueret så sent som i 1982, se Skoleforsøgene på Katrinedal Skole 1950 til 1958, afhandling ved Institut for Dansk Skolehistorie, 1982).

3 Vores undersøgelse af Nordentoft-sagen og dens samfundsmæssige betydning Under Nordentoft-sagens forløb med dens hundreder af artikler, interviews, indlæg, læserbreve, vittighedstegninger, resolutioner og protestskrivelser forholdt Inger Merete Nordentoft sig så vidt muligt tavs. Kun tre gange forsøgte hun nøgternt og sagligt at få sandheden frem (13/12-45, 16/1-46 og 23/6-46), og én gang tog hun offentligt bladet fra munden og satte navn på dem, som hun notorisk vidste havde skadet hende (16/6-46). Men hun kunne lige så godt have ladet være. Fra starten gjorde Nordentoft-sagen hende til en figur med grænseløs underholdningsværdi et (u-)menneskeligt symbol på såvel moralsk fornedrelse som heltemodig styrke. Vores undersøgelser gennem 2 år viser, at Nordentoft-sagen havde mange aspekter. Vi mener, at hendes fjenders formål først og fremmest var at få bremset udbredelsen af hendes pædagogik, men meget tyder på, at sagen var større og kom til at handle om mere. Måske var Nordentoft-sagen i virkeligheden offentlig arena for befrielseskræfternes indædte kamp om, hvor store eller små samfundsforandringerne i den nye tid skulle være. Den nye tid, som den danske befolkning havde fået foræret af de lande, der havde deltaget aktivt i verdenskrigen. I kirkelige tidsskrifter fra årsskiftet , som var sendt i trykken før Nordentoft-sagen startede, skrev man, at det ville blive interessant at se, hvordan det kirkelige og det kommunistiske ville komme til at forholde sig til hinanden fremover. Ved det følgende årsskifte kunne interessen for dette forhold ligge på et meget lille sted. Det er vores bud, at debatten i Nordentoft-sagen fik afgørende indflydelse på mindst 3 samfundsområder: - kønsmoralen, som blev vendt i en meget mere frisindet retning, end den hun stod for, - folkeskolepædagogikken, som blev justeret i stedet for reformeret, og - forholdet mellem kirkelig og kommunistisk livsholdning, der blev tabt på gulvet. Det er også vores opfattelse, at debatten i Nordentoft-sagen var så intens og omfattende, at der ikke blev ordentlig plads til den folkelige debat om andre nok så alvorlige spørgsmål, fx forholdet til frihedskæmperne, dødsstraffens genindførelse og den parlamentariske kommissions arbejde. Måske var Nordentoft-sagen i virkeligheden en afledningsmanøvre, en slags brød og skuespil for folket, iscenesat, instrueret og gennemført af datidens mest krøllede politiske hjerner dvs. de egentlige magthavere - og spillet af Inger Merete Nordentofts personlige, faglige og politiske modstandere. Da vi kun var specialestuderende, var vores adgang til arkiverne begrænset, og vores analyser er hovedsageligt foretaget på dagblade og tidsskrifter, samt samtaler og interviews med nøglepersoner. Vi kunne hverken få adgang til sagens akter i Københavns Skolevæsen (man ville kun svare nej/ja på direkte spørgsmål, fx Blev IMNs orlovsansøgning modtaget d. 10/12-45? Ja! ), akter opbevaret af kirkelige interesseorganisationer (arkiverne var angiveligt ikke ordnede) eller lærerorganisationernes arkiver (nedpakning i flyttekasser), og ifølge Niels og Kirsten, Inger Merete Nordentofts to børn, brændte hun selv alt hvad hun havde opbevaret vedrørende Nordentoft-sagen, før hun døde i Vi håber, at tiden er ved at være moden til, at folk fra andre fagområder fx teologi, pædagogik, politologi og samfundsfag får lyst til at kaste sig over disse arkiver og kritisere vores resultater.

4 I undervisningsministeriet blev Nordentoft-Sagen henlagt som sag d. 3/ På dette tidspunkt var den dog stadig under medienavnet Nordentoft-sagen - gledet over i sagen om Katrinedals Skolens deling. Denne sag sluttede ved Rødkildevejens Skoles indvielse på Katrinedals Skolen d. 12/8 1947, men fik i praksis først sin endelige løsning, da Rødkildevejens Skole i løbet af 1948 blev fuldt udbygget til at rumme den tredjedel af Katrinedals Skolens lærere, som ikke kunne forlige sig med frk. Nordentoft som skoleinspektør, og den tredjedel af eleverne, hvis forældre heller ikke kunne. 2. DEL Skoleinspektøren, skoledirektøren og skoleborgmesteren I det følgende vil jeg koncentrere mig om det skæbnesvangre forhold mellem Inger Merete Nordentoft og en af hendes fagpolitiske fjender, Københavns skoledirektør Thorkild Jensen. Han havde på forhånd gjort, hvad han kunne for at forhindre hendes udnævnelse til inspektør for Katrinedals Skolen d. 28/2-45. Da skoledirektionens socialdemokratiske flertal alligevel gennemtrumfede udnævnelsen, reagerede han ved at melde sig ud af socialdemokratiet (d. 14/3 1945). Ved indvielsen af Rødkildevejens Skole på Katrinedal var Thorkild Jensen ikke til stede. Han blev syg 3 dage senere af blødende mavesår og døde d. 25. august Tidligt i sin fagpolitiske karriere, før hun blev formand for Københavnske Kommunelærerinders Forening, havde Inger Merete Nordentoft vundet en sag mod Københavns Skoledirektion vedrørende kommunelærerindevikarers rettigheder. Skoledirektør Thorkild Jensen havde på dette tidspunkt udtalt, at han herefter ville være hendes Modstander i alt, og i københavnske skolekredse var spændingsforholdet mellem de to et velkendt og til tider underholdende fænomen. I foråret 1944 var tonen mellem Thorkild Jensen og Inger Merete Nordentoft blevet skærpet i forbindelse med den store skolereformdebat, hvor hun som Fællesrådets formand stod for en ret vidtgående reform, mens han sammen med sin skoleborgmester kun ønskede mindre justeringer. Fire dage før det første reform-møde med Kommunelærerindernes og Kommunelærernes foreninger d. 12/5, kunne man på forsiden af Berlingske Aftenavis læse om et Stærkt Modsætningsforhold mellem Skoledirektøren og det socialdemokratiske Flertal i Skoledirektionen med underoverskriften: Rygter i Skolekredse om Thorkild Jensens Afgang, og at Frk. Nordentoft skulle være hans Afløser. Da journalister fra de andre aviser ville have mere at vide, var der pludselig ingen, der kendte til sagen. Dog bragte fagbladet Københavns Kommuneskole, KKS, der udkom på selve dagen for mødet, følgende udtalelse fra skoleborgmester Alfred Bindslev: At den omtalte Modsætning er til Stede kan ikke benægtes. Jeg vil nærmest betegne den som en Kompetencespænding, der maa haabes at finde sin Udløsning, naar de løbende Forhandlinger om Planrevisionen fører til et positivt Resultat (KKS 19/44, s.461). Reform-mødet d. 12/5 kunne ikke afsluttes, angiveligt fordi der stod for mange talere på listen, og der blev indkaldt til et afsluttende møde d. 6/6. I mellemtiden nåede Thorkild Jensen at få så mange positive tilkendegivelser fra lærerinder og lærere, at han var i stand til at gennemføre dette møde, så det sluttede til fordel for hans egne og hans skoleborgmesters synspunkter. For at ingen siden hen skulle være i tvivl om hans succes, indrykkede han følgende lille udtalelse i KKS: En Rettelse

5 og en Tak! I Anledning af Redaktørens Artikel i sidste nummer af Bladet, hvori han bringer Forlydendet om, at Underskrifterne paa Tillidsadresserne til mig beløber sig til et Antal af c.600, hvilket Antal han dog mener er steget siden Mødet, har jeg ladet foretage en Optælling, hvad jeg ellers ikke ville have gjort. Tallet er Jeg benytter Lejligheden til paa denne Maade at bringe min hjerteligste Tak for den Tillid og Venlighed, man fra Standens Side har vist mig, Thorkild Jensen (KKS 45/44, s. 549) I en for-undersøgelse fra 1989 til vores historiespeciale har vi gjort rede for sandsynligheden af, at rygtet havde én og kun én ophavsmand: Alfred Bindslev. Efterhånden som besættelsestiden nærmede sig sit ophør, var skoleborgmesteren og Thorkild Jensen, der begge havde et konservativt skolesyn (se pamfletten Kampen om Skolen, Alfred Bindslev, 1935, og pamfletten Skoletanker, Thorkild Jensen, 1937), udsat for et stort pres fra den reformvenlige og mere frisindede del af skoledirektionens medlemmer. Alfred Bindslev vidste, at der var risiko for, at Thorkild Jensen nu ville sige sin stilling op og vende tilbage til en skoleinspektørstilling på sin gamle skole, for det havde han antydet ved flere lejligheder. Alfred Bindslev mente, at kun lærerstandens solide og synlige opbakning til deres skoledirektør kunne forhindre dette. Han besluttede at få det tavse flertal af lærerne og lærerinderne lokket på banen med en trussel. Bl.a. fra Thorkild Jensens mange besøg på lærerindeværelserne og lærerværelserne vidste han, at de fleste ville have det, som de plejede, og at kun et mindretal arbejdede for reformer. Ved at sætte det rygte i gang i pressen, at lærerstanden risikerede få Inger Merete Nordentoft til skoledirektør, hvis det lykkedes hende at få reformerne igennem, fik Alfred Bindslev alle de, der ofte murrede i krogene over hende, til at støtte deres nuværende skoledirektør. Her i blandt også alle de, der i havde været af den formening, at det skadede Københavnske Kommunelærerinders Forening, at deres formand sad i fængsel for illegal virksomhed, og at hun burde have trukket sit kandidatur på generalforsamlingen i foråret Inger Merete Nordentofts reformforslag faldt, Thorkild Jensen fortsatte som skoledirektør, og hun gav sin bestyrelse besked om, at hun ikke stillede op til næste års generalforsamling. Hvor meget kæmpede Inger Merete Nordentoft for ugifte mødres rettigheder? Hvad var der sket, hvis København havde haft en mindre rabiat skoledirektør, som ikke havde hadet hende så meget, og en mindre kolerisk skoleborgmester, der havde sans for at samarbejde med den øvrige del af skoledirektionen og ikke måtte nøjes med at støtte sig til sin skoledirektør. Det gængse svar er: Det var vel blevet nogenlunde det samme, for Inger Merete Nordentoft ønskede jo selv at anvende sin privilegerede situation til at kæmpe de mindre privilegerede ugifte mødres sag! Vores undersøgelse viser, at det er forkert! Nok havde hun kæmpet for lærerindevikarernes rettigheder, men hendes indfaldsvinkel var ikke, at kvinder havde det generelt vanskeligere end mænd. Hendes indfaldsvinkel var logik og retfærdighed, og for sit eget vedkommende var hun hverken avanceret i kraft af eller på trods af at hun var kvinde, men på grund af sin dygtighed som pædagog, på grund sin naturlige myndighed og sin energi og på grund af sin samfundsinteresse. Personligt havde hun aldrig registreret og derfor ikke haft brug for at beskæftige sig med de generelle kvinderoller i et mandsdomineret samfund.

6 Den idé, at hun ved hjælp af sin egen svangerskabssag mere eller mindre uselvisk kæmpede de andre ugifte mødres sag, var et halmstrå, der blev rakt hende, og som hun taknemmeligt greb d. 13/ , da hun for alvor følte sig som en druknet mus. Halmstrået blev kastet ud til hende af den anerkendte og dybt respekterede formand for Journalistforbundet, rigsdagsrapporteren Gunnar Nielsen, i form af et interview i Politiken (se sidst i interviewet d. 13/12, der havde overskriften, Jeg vil gerne selv have et barn : Hvis jeg imidlertid kan hjælpe andre ugifte kvinder, der skal have et barn.så synes jeg ikke, jeg har gjort ægteskabet fortræd )., og fra hans side var det et velment forsøg på at hjælpe hende med skubbe offentlighedens interesse væk fra hendes privatliv. Imidlertid var datidens strenge presseetiske regler, og regler om, hvis ord man skulle respektere, allerede sat ud af kraft d. 7/12, og i stedet kom interviewet til at fyre op under den offentlige interesse. Hun havde ikke behøvet at give dette interview, og nu havde hun jo aldeles frivilligt udtalt sig om sit privatliv. Vi må huske, at Inger Merete Nordentoft levede i en tid, hvor privatlivet var privat, og hvor også pressen forstod at skelne mellem det offentlige og det private. Selv havde hun indtil d. 8/12 fulgt diskretions-reglerne, og hun befandt sig nu i en chok-tilstand efter et bagholdsangreb. Nordentoft-sagens optakt D. 23/11 havde hun på sit første lærerrådsmøde som skoleinspektør (skolen havde været taget i brug til tyske flygtninge og var først blevet skole igen d. 23/10) meddelt, at hun ville tage orlov fra december eller januar. Dels fordi hun ventede et barn sidst i marts, dels fordi folketingsarbejdet var krævende for hende selv. Imidlertid ville hun tage mod indskrivningen til 1. klasserne i januar, så forældrene kunne tale med hende. Dermed havde hun på et lukket møde diskret meddelt, hvad mange af lærerne allerede vidste, og givet dem medansvar for at forvalte denne viden over for elever og forældre, så det, at hun ventede et barn, ikke var tys-tys, men noget naturligt, som man nu havde lov til at tale om indbyrdes og glæde sig over. I den følgende uge blev hun ringet op af journalister fra 4 dagblade, der spurgte til sagen, men eftersom hun svarede, at der ikke var nogen sag, fulgte de den presse-etiske norm og skrev ikke noget. Desværre havde hun tilladt sig at undervurdere skoledirektørens og skoleborgmesterens frustration og deres forbindelse til Vestkystens chefredaktør, Knud Ree, og hans private forbindelser til det Berlingske hus i København (Eftermiddagsbladet Vestkysten var regeringspartet Venstre s presseorgan, idet Venstre på dette tidspunkt ikke var repræsenteret som parti i Københavns Kommune). Vestkysten fra fredag d. 7/12 ankom til København d. 8. om morgenen med en lille forsideartikel om en anonym kvindelig københavnsk skoleinspektør, der for nogen Tid siden sammenkaldte sit Lærerpersonale og meddelte ved denne Lejlighed, at hun ventede et Barn, men at hun ikke giftede sig i den Anledning. Den kvindelige Inspektør udtalte samtidig, at hun krævede det Princip knæsat, at en ugift Kvinde skal have Ret til at sætte Børn i Verden, uden at hun derfor mister sin Stilling. Artiklen, som også rummede en udtalelse fra skoledirektøren, blev uforkortet bragt i Berlingske Aftenavis samme eftermiddag. Om aftenen, da Inger Merete Nordentoft kom hjem til sin lille adoptivsøn, Niels, efter en lang uge hvor hun og de andre nye folketingsmedlemmer var blevet undervist på Christiansborg i politisk takt og tone, ringede en journalist fra Berlingske Tidende til hende og spurgte, om hun havde set Berlingske Aften. Nej, det havde hun endnu ikke haft tid til. Han læste artiklen op for hende, og spurgte, om hun var den i artiklen omtalte skoleinspektør. Efterfølgende har hun redegjort for, at

7 hun blev chokeret over at se sine intime forhold fremstillet i pressen. I hvert fald lagde hun ikke røret på, og hun bad ham heller ikke med sin myndige lærerindestemme være så elskværdig at undersøge, hvem der bragte den slags usandheder til torvs. I stedet sagde hun, at det kunne hun ikke nægte. Denne tilståelse fortrød hun bittert, for så snart hun selv havde udtalt sig offentligt, havde aviserne frit spil. Der er ingen tvivl om, at hun fik et chok. Hun var vant til at kæmpe med åben pande, og et sådant bagholdsangreb havde hun ikke forestillet sig, at noget menneske ville nedværdige sig til, efter at landet var befriet fra nazisterne og fremtiden var vor egen. Godt nok havde hun været kaldt op til skoledirektørens kontor d. 2711, men i 1945 forholdt sig sådan, at så længe der ikke forelå noget papir i sagen og hun havde endnu ikke sendt sin orlovsansøgning så havde skoledirektionen ikke nogen sag at forhandle om. Dagen efter, som var en søndag, blev hun under overskriften Omkring en Affære udstillet med navns nævnelse i en artikel midt på forsiden af landets største avis, Berlingske Tidende ( senere i teksten: kan man lige saa godt rent ud sige, at Vedkommende, der er Tale om, er Folketingsmedlem, Skoleinspektør, Frk. Inger Merete Nordentoft ved Katrinedal Skole, og da vi ringede til Skoleinspektøren i aftes for at høre hendes Syn paa Sagen, sagde hun straks, at hun fandt det i sin fulde Orden, at det var hende, der var Tale om ). Mandag d. 10. december lå hendes orlovsansøgning på skoledirektørens bord. Sagsforløbet var hårdt for Inger Merete Nordentoft personligt I det næste halve års tid sørgede skoledirektions-rådmanden, Ib Kolbjørn, for, at Nordentoft-sagen blev holdt som orlovssag, og skoledirektionen kom aldrig til at behandle spørgsmålet om afskedigelse. Men jo mere vi arbejdede med vores undersøgelse, jo klarere blev det, at det kunne have været en fordel for hende at være blevet afskediget allerede på skoledirektionsmødet i december Det ville have rejst en storm af sympati omkring hendes person, og selv om det havde været bittert for hende at miste sin ønskestilling på Katrinedals Skolen og sin gode inspektørbolig, må det have været værre for hende at bruge resten af sit liv på at holde gode miner til slet spil, mens hun i virkeligheden i sin kamp for retfærdighed må have følt sig meget ensom. Af vores undersøgelse kan vi se, at de frisindede aviser mere bakkede hende op ved at bortforklare og bagatellisere sagen end ved at sætte sig grundigt ind i modstandernes problemer og tage fat i dem. Deres forsøg på at gøre dem til grin gik i stedet mest ud over Inger Merete Nordentoft. Vi har ganske vist kun fundet 2 steder, hvor hendes ensomhedsfølelse fik lov til at passere det panser, som hun byggede op omkring sig til værn mod den offentlige mening: 1) i slutningen af En Redegørelse, som hun skrev i januar 1946, og som kun var beregnet til hendes kolleger ( Eftertryk af denne Artikel er forbudt, saavel i hel som i delvis Gengivelse og i Form af Citater eller Referat, KKS 18/1-46, s. 43) og 2) i det interview, som Merete Bonnesen havde med hende i Politiken d. 23/6 1946, to dage efter at Nordentoft-sagen havde været genstand for en forespørgsels-debat i Folketinget, mens hun sad på sin plads uden at sige noget.. I En Redegørelse bliver ensomheden mest tydelig, når afslutningen fremstilles som et digt: Man kan tage mit arbejdssted, men ikke min arbejdsevne, man kan tage mit hus, men ikke mit hjem, mine børn og mine venner.

8 Jeg vil føle mig som de, der intet haver og dog ejer alt. Men som tidligere nævnt kunne Inger Merete Nordentoft slet ikke tages alvorligt i januar Da tilhørte hun allerede underholdningens og fiktionens verden, og i den verden skal man ikke være saglig for at blive hørt. I Merete-Bonnesen-interviewet fremtræder ensomhedsfølelsen både koncentreret i det medfølgende billede af Inger Merete Nordentoft i en liggestol i hendes have og i følgende udtalelse, som hun er citeret for, samtidig med at hun flere gange vender tilbage til sine formuleringer fra En Redegørelse : Jeg havde aldrig drømt om, at det skulde udvikle sig til en offentlig Debat. Jeg er filtret ind i et Net, som Modparten har spundet om mig paa en helt anden Maade, end man havde tænkt sig.. I vores undersøgelse opfatter vi interviewet og hendes gentagne tilbagevenden til En Redegørelse som en opfordring til vennerne blandt hendes kolleger om at hjælpe hende med at forstå. Vi er overbeviste om, at hun aldrig kom til at forstå, hvad det var for et Net, det var lykkedes modparten at spinde om hende. Og hele vejen gennem vores optrevling af sagen har vi set den holdning fra vennernes og hendes politiske meningsfællers side, som Paul Hammerich giver udtryk for i Danmarkskrøniken(1976), at det i virkeligheden var ingen sag, og at den i hvert fald ikke påvirkede hende. Vi kan ikke tro andet, end at hun blev ramt følelsesmæssigt. Vi mener, at hun med sin saglige argumentation og sin tapre udholdenhed fik undertrykt sine følelser så grundigt, at hun inderst inde blev et ensomt menneske. Kunne hun have handlet anderledes? Hvilket spejl kan Nordentoft-sagen være til refleksion i vores egen samtid? I vores forundersøgelse har vi arbejdet med begrebet køns-asymmetri, altså en teori om, at de to køn aldrig kan tillade sig det samme, men at det godt kan være, at noget, som ifølge mere eller mindre skjulte spilleregler var forbudt for kvinder for 20 år siden, senere er blevet en selvfølgelighed, samtidig med at der så i andre forhold mellem de to køn er opstået nye spilleregler. I sin samtid fik Inger Merete Nordentoft adskillige forslag om, hvordan hun som ugift kunne håndtere at vente barn i et bornert samfund, men hun ville, som hun skrev i En Redegørelse, ikke skjule sig under Løgnens Kaabe. Det ser ud til, at ingen havde givet hende et forslag, som ikke involverede løgn og fortielse. Måske fordi hendes venner og de, der i øvrigt berømmede hende, selv var seksuelt mere frisindede, end hun selv var. Men måske mest fordi de kvinder, hun omgikkes, følte sig lige så kønsligestillede som hun og var lige så styrede af logik og retfærdighedssans. Englands Undervisningsminister, Miss Ellen Wilkinson, havde netop undgået afskedigelse i en delikat sag, som en mandlig minister kun havde kunnet klare på den sædvanlige måde ved at have magtfulde forbindelser (sådan som Inger Merete Nordentoft jo havde, fx Gunnar Nielsen og Ib Kolbjørn). Undervisningsministeren havde for nogen Tid siden offentligt udtalt sig skråsikkert om Englands brød-situation, dvs. blandet sig i en fødevareministerens område, og hun var netop først i december

9 1945 på besøg i Danmark. Hendes udtalelse var en Kardinalsynd, men 48 Timer senere gjorde tapre lille Ellen hun maaler kun godt 145 cm. offentligt Afbigt i Underhuset under Taarer, og alle tilgav hende. Fra Oppositionsbænkene lød der voldsomme Bifaldssalver den rødhaarede Tommelise havde alligevel klaret Spillets Regler (Politiken d. 2/ ). Vi har døbt det forslag, som Inger Merete Nordentoft ikke fik, besøgelsestid og sted for kvindelige sammenbrud, og for hendes vedkommende har vi fastsat det rette tidspunkt til før d. 23/ , og det rette sted til skoledirektør Thorkild Jensens kontor. Skoledirektøren var ikke nogen ond mand, men han var en stokkonservativ socialdemokrat, og der er stor sandsynlighed for, at han var blevet blød om hjertet og havde følt det tilfredsstillende at hjælpe en kvindelig arvefjende i nød. Når Inger Merete Nordentoft heller ikke ville have kunnet bruge dette forslag, eller når der i hvert fald skulle have været usandsynlig god tid til at overbevise hende om, at hun enten skulle bruge det eller sørge for at blive afskediget, hænger det sammen med, at hun i hele sin opvækst, ungdom og voksne liv havde hentet succes er hjem ved at være ufattelig stærk og ved i øvrigt helt naturligt og lige ud ad landevejen at handle som en mand blandt ligemænd. Et memento, der kan uddrages af Nordentoft-sagen, er, at kvinder og mænd er mere forskellige, end mange tror, og at køns-ligestillingen kan være et tveægget sværd. For eksempel er det sådan, at hvad enten et svangerskab er et ønske eller det kommer ubelejligt, gør det stadig en anderledes forskel i en kvindes liv end i en mands. Uanset om man er opmærksom på sin samtids kønsspilleregler eller ej, kan man være sikker på, at de er der for begge køn, og hvis man vil forstå en anden tidsperiode, kan man trygt gå ud fra, at de har ændret sig, men ikke nødvendigvis i takt. Vi har tidligere kaldt Nordentoft-sagen for en slags brød og skuespil for folket. Måske var den snarere en tragedie, der blev afspillet, som om den var en underholdende revy. Juli Cand.mag. Jytte Aa. Møller, Næsbyvej 47, Næsby, 4171 Glumsø. Tel: jaamvind@ringsted.mail.telia.com BILAG På Kvindehistorisk Samling i Århus fandt vi i 1988 en brun kuvert i Dansk Kvindesamfunds arkiv. Den indeholdt nogle forskellige papirer om foreningens håndtering af Nordentoft-sagen, suppleret af et avisudklip fra 1976, hvor Politiken lancerede Danmarkskrøniken ved hjælp af hele kapitlet om denne sag. Heraf fremgår det om sagen, at Dengang var det en sag, nu er det ingen sag, og om Inger Merete Nordentoft, at hun var en ufattelig stærk kvinde, der havde vakt vild forargelse i det bornerte Danmark, fordi hun havde kæmpet de ugifte mødres sag. Den udlægning fik vi lyst til at bore i, og jo mere vi borede, jo mere undrede vi os over 4 ting: 1. at ingen indtil da havde interesseret sig for at analysere Danmarks til dato største og mest langvarige mediesag vedrørende en enkeltperson. Den kørte ikke bare i medierne her i landet, men refereredes også i store dele af verdenspressen. Fx kunne minister i Frihedsregeringen, Frode Jacobsen, fortælle om, dengang han i vinteren 1946 sammen med en håndfuld andre danske frihedskæmpere rejste rundt i USA som ambassadør for sit lands

10 antinazistiske holdning, og om hvordan de, hver gang de kom til en ny by, som det første blev forhørt om den seneste udvikling i sagen Spinster Nordentoft, 2. at vi ikke kunne finde nogen offentlig anerkendelse af Katrinedals-forsøget, som omfattede bl.a. individuel undervisning og nye undervisningsforløb med bøger og materialer, som hun og Gunhild Christiansen og en anden lærerinde dels fik børnene til at afprøve, dels producerede i samarbejde med dem, og som gav et enestående flot resultat med hensyn til enhedsskolen (dvs. den udelte mellemskole). Først i en evaluering fra 1982 blev Katrinedalsforsøget omtalt, og da som mindst lige så betydningsfuldt som Vanløse-forsøgene i 1920 erne, Frederiksberg-forsøget i 1940`erne, samt de forsøg, der gennem årene havde været foretaget i Emdrup (se Skoleforsøgene på Katrinedal Skole 1950 til 1958, afhandling ved Institut for Dansk Skolehistorie, 1982), 3. at Inger Merete Nordentoft som gravid overhovedet havde villet lægge ryg til en så voldsom offentlig forfølgelse, blot fordi hun ville kæmpe de ugifte mødres sag. Mange af protestskrivelserne imod Inger Merete Nordentoft antog helt groteske former. En af de sidste havde overskriften Opraab! Fra kristen dansk Ungdom til alle Danmarks Unge til Protest mod Frøken Nordentoft og den nedbrydende Moral i vort Land. Den blev afleveret til Folketingets præsidium så sent som i marts 1947 med underskrifter,. Ministeriet noterede internt: Jo mere Sagen kommer på Afstand, jo mere flammende bliver Opraabene, og i det her foreliggende betegnes Frk. Nordentoft som en endnu værre fjende, end den, der besatte vort Land, og 4. at Nordentoft-sagen blev bagatelliseret af eftertiden til en slags morsomhed, når det i blev slået så stort op i medierne, at en ugift skoleinspektør ventede barn uden at have søgt afskedigelse, at Nordentoft-sagen gang på gang i mindst et år var forsidestof med 3-4 spaltede overskrifter? (se fx Danmarkskrøniken, 1976, Kvindfolk en Danmarkshistorie fra 1600 til 1980 af Merete Ipsen, 1984, bd. 1, s.289, Dagligdag i Danmark af Malin Lindgren, 1986 og i Samvirke i august danske helte/heltinder af Herman Stilling, som jo læses af rigtig mange mennesker, og som er med til at forme myten om tiden efter befrielsen) Hvad nærede og vedligeholdt den i så lang tid?