HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 17. december 2010

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 17. december 2010 Sag 155/2009 (1. afdeling) B og C (advokat Eigil Lego Andersen for begge) mod Danmarks Jurist- og Økonomforbund som mandatar for A (advokat Arvid Andersen) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 14. afdeling den 25. maj I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen og Henrik Waaben. Også for Højesteret omhandler sagen, hvorvidt B og C skal refundere A hendes udgifter til advokatuddannelse, betale hende en yderligere godtgørelse for manglende og mangelfuldt ansættelsesbevis og betale erstatning for løntab som følge af forsinkelse med opnåelse af advokatbeskikkelse. Påstande Appellanterne, B og C, har påstået frifindelse. Indstævnte, Danmarks Jurist- og Økonomforbund som mandatar for A, har gentaget sin påstand, dog således at beløbene forrentes som bestemt i dommen.

2 - 2 - Anbringender B og C har om refusion af udgifter vedrørende advokatuddannelse supplerende anført, at As påstand indebærer, at den samlede udgift til efteruddannelse vil skulle bæres af dem, hos hvem hun kun har optjent knap 1 år af den anciennitet, der kræves for at opnå advokatbeskikkelse, hvilket ikke er rimeligt. A valgte at tilmelde sig kurser i den periode, hvor hun måtte påregne at være og også var på barselsorlov, hvilket er i strid med formålet med en barselsorlov. Derfor kan den del af refusionskravet, der vedrører efteruddannelse under barselsorloven, i hvert fald ikke kræves refunderet. B og C har om kravet på godtgørelse for manglende ansættelsesbevis supplerende anført, at hovedformålet med ændringen af ansættelsesbevislovens 6 i 2007 var at justere godtgørelsesniveauet i nedadgående retning og give mulighed for en mere nuanceret udmåling end efter hidtidig praksis. Der bør derfor udvises tilbageholdenhed med udmåling af godtgørelser på mere end kr. svarende til en godtgørelse efter tidligere praksis, hvor det manglende ansættelsesbevis har haft konkret betydning. Ved udmålingen skal der navnlig lægges vægt på, at DJØF allerede i august 2006 kendte den ansættelsesaftale, parterne indgik i januar 2006, og et krav om godtgørelse kunne derfor have været fremsat allerede på det tidspunkt. Når spørgsmålet om en højere godtgørelse end de betalte kr. overhovedet foreligger, skyldes det, at A ventede i mere end et halvt år med at rejse kravet, og på det tidspunkt var ændringen af ansættelsesbevislovens 6 trådt i kraft. At ansættelsesaftalen fra januar 2006 fastslår, at A skal betale sin efteruddannelse, kan hvis en sådan aftale ikke gyldigt kan indgås ikke anses for en tilsidesættelse af ansættelsesbevisloven, idet en modsat opfattelse ville påføre arbejdsgiveren en urimelig risiko ved at hævde en rimelig forståelse af gældende ret. Den manglende løbende registrering af As faktiske arbejdstid er heller ikke en tilsidesættelse af ansættelsesbevisloven. C har for Højesteret anerkendt, at hun i medfør at lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse hæfter for et eventuelt yderligere godtgørelseskrav. B og C har over for erstatningskravet for forsinket advokatbeskikkelse supplerende anført, at hvis A havde accepteret det forslag til ændret formulering af principalerklæringen, der blev fremsat i advokat Eigil Lego Andersens brev af 21. juni 2007, og som svarede til ordlyden af

3 - 3 - den endelige erklæring, kunne enhver forsinkelse med opnåelse af advokatbeskikkelse være undgået. Forsinkelsen beror derfor på hendes egne forhold. Supplerende sagsfremstilling I As mail af 31. juli 2006, hvori hun opsagde ansættelsesforholdet, hedder det bl.a.: Ligeledes går jeg naturligvis ud fra, at du er opmærksom på mit krav om at få udbetalt skyldige feriepenge for 2004 samt I øvrigt skal jeg tage forbehold for at gøre øvrige krav gældende, der knytter sig til ansættelsesforholdet. I et brev af 17. august 2006 fra DJØF til Advokatkontoret D anføres bl.a.: Vedr. Advokatfuldmægtig A s ansættelsesforhold i advokatkontoret D. A, har som bekendt siden 15. juli 2004 været ansat som advokatfuldmægtig i advokatkontoret, og har nu i tilslutning til at hendes barselsorlov udløber, indgået aftale med advokatfirmaet om at ansættelsesforholdet afsluttes med udgangen af august måned I den forbindelse har A rettet henvendelse til DJØF, med henblik på vurdering af hendes ansættelseskontrakt. DJØF har i den forbindelse hæftet sig ved, dels at advokatfirmaet i kontraktens pkt. 5.5 fraskriver sig pligten til at yde løn under barselsorlov, og i pkt. 9.2 fraskriver sig pligten til at afholde udgifter, der er forbundet med deltagelse i kurser til opnåelse af advokateksamen. I kontraktens pkt fremgår det, at der ved fastsættelsen af vilkårene i kontrakten, særligt ovennævnte punkter, er taget hensyn til de oprindelige vilkår og forudsætninger ved ansættelsen. DJØF skal i den forbindelse oplyse, at forbundet ikke finder, at hverken funktionærlovens bestemmelse om løn under barsel eller retsplejelovens bestemmelser om advokatfuldmægtiguddannelsen kan fraviges ved aftale. For så vidt angår en advokatfuldmægtigs teoretiske efteruddannelse fremgår det klart af retsplejelovens 126 stk. 3, at advokaten, hvor fuldmægtigen har ansættelse, skal afholde udgifterne til efteruddannelse. A s udgifter til den teoretiske efteruddannelse har andraget følgende: I alt kr.

4 - 4 - På den baggrund skal forbundet hermed på vegne af A gøre erstatningskrav gældende på kr og beløbet bedes snarest betalt til A. Herudover forventer DJØF at A i forbindelse med ansættelsens ophør med udgangen af august 2006 får principalerklæring tilsendt og udbetalt tilgodehavende feriepenge. I klagen af 16. april 2007, som DJØF på As vegne indgav til Advokatnævnet, nævnes bl.a. den manglende udstedelse af ansættelsesbevis ved ansættelsesforholdets påbegyndelse. Krav om godtgørelse for manglende ansættelsesbevis blev fremsat i et brev af 14. maj 2007 fra DJØF til B. Advokat Eigil Lego Andersen sendte som advokat for B den 21. juni 2007 et brev til DJØF, hvori det om principalerklæringen bl.a. hedder: Hvad endelig angår principalerklæringen, sondrer Justitsministeriet mellem ugentlige arbejdstider i følgende intervaller: under 15 timer, timer, timer, timer og 37 timer eller mere. Min klient er indstillet på at afgive en principalerklæring med nøjere oplysning om arbejdstiden. Konkret foreslås principalerklæringens tredje afsnit ændret til: Advokatfuldmægtigen blev ansat uden højeste eller laveste arbejdstid. I perioden fra ansættelsens påbegyndelse har den ugentlige arbejdstid ligget mellem 17 og 30 timer. Fra 1. marts 2005 var den ugentlige arbejdstid 37 timer. Endvidere foreslås næstsidste afsnit slettet. I en mail af 4. juli 2007 til advokat Eigil Lego Andersen meddelte DJØF, at A fastholdt, at arbejdstiden fra starten af ansættelsen havde været på fuld tid. Efter modtagelsen af den reviderede principalerklæring af 21. august 2007, som advokat Eigil Lego Andersen sendte til DJØF den 28. august 2007, meddelte DJØF i et brev af 31. august 2007 Advokatsamfundet, at A fortsat fastholdt, at hun havde arbejdet på fuld tid i hele ansættelsesperioden.

5 - 5 - Af en beregning af As fuldmægtigperiode fremgår, at hun i henhold til den reviderede principalerklæring opfyldte de tidsmæssige krav for opnåelse af advokatbeskikkelse en af de sidste dage i juni Endvidere fremgår det, at hun beregnet ud fra ansættelse på fuld tid opfyldte de tidsmæssige krav den 10. maj Retsgrundlaget Udgifterne til advokatfuldmægtiguddannelsen Under As ansættelse hos B havde retsplejelovens 126, stk. 3, således som bestemmelsen var affattet ved lov nr. 414 af 10. juni 1997, følgende ordlyd: Stk. 3. En advokat skal medvirke til, at en fuldmægtig, der er autoriseret hos advokaten, kan deltage i den teoretiske efteruddannelse, som er fastsat i medfør af 119, stk. 6. Advokaten skal endvidere afholde udgifterne til efteruddannelsen. I lovforslag nr. L 178 af 27. februar 1997 om ændring af retsplejeloven, som førte til indsættelsen af 126, stk. 3, hedder det i de almindelige bemærkninger (Folketingstidende , tillæg A, side ): Efteruddannelse af advokatfuldmægtige Gældende ret og baggrunden for forslaget Efter retsplejelovens 119, stk. 6, kan justitsministeren fastsætte regler om, at gennemførelsen af en teoretisk efteruddannelse på områder af særlig betydning for advokater er en betingelse for at få beskikkelse som advokat. Sådanne regler er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr af 13. december 1996 om obligatorisk efteruddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat. Bekendtgørelsen finder anvendelse for personer, der har bestået juridisk kandidateksamen efter den 1. januar Bekendtgørelsen er udarbejdet på grundlag af en rapport om obligatorisk efteruddannelse af advokatfuldmægtige afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet. I arbejdsgruppen deltog repræsentanter for Justitsministeriet, Advokatsamfundet, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politifuldmægtigforeningen samt Københavns og Århus Universitet. I rapporten om obligatorisk efteruddannelse af advokatfuldmægtige anbefales det, at der indføres en obligatorisk efteruddannelse for advokatfuldmægtige som betingelse for at opnå beskikkelse som advokat. Formålet med den obligatoriske efteruddannelse er bl.a. at sikre en velkvalificeret advokatstand.

6 - 6 - I overensstemmelse med udvalgets anbefalinger er det ved den nævnte bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse fastsat, at efteruddannelsen består af 36 kursusdage fordelt over 4 semestre. Undervisningen er praktisk betonet og vedrører juridiske discipliner af central betydning for praktiserende advokater. Efteruddannelsen afsluttes med en eksamen. Det nærmere indhold af kurserne samt betaling for kurserne fastlægges i et kursusudvalg, som nedsættes af justitsministeren. Justitsministeren skal godkende kursusplan m.v. samt udvalgets fastsættelse af betaling for deltagelse i uddannelsen. I 1997 er den samlede kursusafgift for hele efteruddannelsesforløbet ca kr. Der var i arbejdsgruppen om obligatorisk efteruddannelse enighed om, at der ved en ændring af retsplejeloven bør fastsættes bindende regler om principalers pligt til at sikre, at deres advokatfuldmægtige deltager i den obligatoriske efteruddannelse, og at Advokatnævnet bør havde mulighed for at sanktionere tilfælde, hvor en principal lægger hindringer i vejen for, at vedkommendes advokatfuldmægtig deltager i undervisningen. Arbejdsgruppen anbefalede således, at det bør anses for at stride mod god advokatskik, hvis en advokat ikke sørger for, at advokatfuldmægtigen kan deltage i efteruddannelsen. Arbejdsgruppen forudsatte endvidere, at advokatfuldmægtigenes efteruddannelse betales af principalen. Efter retsplejelovens 126, stk. 1, skal en advokat udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger. Efter 126, stk. 3, må en advokat ikke uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat. Klager over, at en advokat har tilsidesat de pligter, der følger af bestemmelserne i retsplejelovens 126 eller andre bestemmelser i retsplejeloven, kan indgives til Advokatnævnet, jf. retsplejelovens 147 b. Finder Advokatnævnet, at klagen er berettiget, kan nævnet tildele advokaten en advarsel eller irettesættelse eller pålægge en bøde, jf. retsplejelovens 147 c. Nævnet har tillige mulighed for under anvendelse af tvangsbøder at pålægge en advokat at opfylde en pligt, der er fastsat i loven. Endelig kan nævnet ved grov eller oftere gentagen overtrædelse helt eller delvist frakende en advokat retten til at drive advokatvirksomhed Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at indførelsen af en obligatorisk efteruddannelse for advokatfuldmægtige indebærer, at det bør anses som en naturlig forpligtelse for fuldmægtigens arbejdsgiver at sørge for, at arbejdet kan tilrettelægges på en sådan måde, at fuldmægtigen har mulighed for at deltage i undervisningen og gå til eksamen.

7 - 7 - Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde arbejdsgruppens forslag om, at der gives Advokatnævnet mulighed for at sanktionere tilfælde, hvor en principal lægger hindringer i vejen for en advokatfuldmægtigs deltagelse i den obligatoriske uddannelse. Justitsministeriet er ligeledes enig i, at det skal påhvile advokaten at afholde udgiften til den obligatoriske undervisning. Den nugældende bestemmelse om god advokatskik i 126, stk. 1, angår først og fremmest advokatens forhold til klienter, mens bestemmelsen i stk. 3 drejer sig om forhold uden for advokatvirksomheden. De nævnte bestemmelser kan uanset den generelle formulering næppe antages at indebære en pligt for advokaten til at medvirke til advokatfuldmægtiges obligatoriske efteruddannelse og til at afholde udgifterne til uddannelsen. Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stykke i retsplejelovens 126, der udtrykkeligt giver advokaten pligt til at medvirke til, at advokatfuldmægtigen kan deltage i efteruddannelsen, og som samtidig pålægger advokaten at afholde udgifterne til uddannelsen. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det vil være i strid med god advokatskik, hvis en advokat forhindrer en advokatfuldmægtig, der er autoriseret hos ham, i at deltage i den obligatoriske efteruddannelse, eller undlader at betale udgifterne til undervisningen Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser Lovforslagets 1, nr. 5, indebærer, at advokater, der har en autoriseret advokatfuldmægtig, skal dække omkostningerne til den obligatoriske efteruddannelse af advokatfuldmægtigen. Denne efteruddannelse, der består af 36 kursusdage fordelt over 4 semestre, koster i dag i alt ca kr. pr. fuldmægtig. Før indførelsen af den obligatoriske efteruddannelse af advokatfuldmægtige deltog størsteparten af advokatfuldmægtige på frivillig basis i en stort set tilsvarende efteruddannelse. Omkostningerne ved denne efteruddannelse blev næsten undtagelsesfrit afholdt af advokatfuldmægtigens principal. Lovforslagets 1, nr. 5 kan derfor ikke forventes at medføre nævneværdige økonomiske konsekvenser for advokaterhvervet. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen hedder det (Folketingstidende , tillæg A, side 3769): Ændringen fastsætter, at det vil stride mod god advokatskik, hvis en advokat ikke tilmelder sin autoriserede fuldmægtig til den teoretiske efteruddannelse, der er en betingelse for at opnå beskikkelse som advokat. Det samme gælder, hvis advokaten i øvrigt lægger hindringer i vejen for fuldmægtigens deltagelse i de obligatoriske kurser, f.eks. ved at nægte den pågældende tjenestefri i de 36 kursusdage, som efteruddannelsen varer, eller ved ikke at sørge for, at advokatfuldmægtigens arbejde kan tilrettelægges med henblik på kursusdeltagelsen.

8 - 8 - Advokaten er samtidig forpligtet til at afholde selve kursusafgiften. Derimod stilles der ikke efter den foreslåede bestemmelse krav om, at advokaten afholder andre omkostninger forbundet med fuldmægtigens deltagelse i kurset f.eks. transportudgifter. Der stilles heller ikke krav om, at fuldmægtigen skal have løn i de 36 dage, hvor han har tjenestefri med henblik på deltagelse i efteruddannelseskursus. Sådanne krav vil imidlertid kunne følge af andre forhold, f.eks. ansættelsesretlige regler eller aftaler. Ved lov nr. 520 af 6. juni 2007 om ændring af retsplejeloven fik 126, stk. 3, sin nuværende affattelse, jf. landsrettens dom. Samtidig blev det i 119, stk. 5, bestemt, at justitsministeren fastsætter regler om bl.a. betalingen for advokaters teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling. I medfør af denne bestemmelse har Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr af 12. december 2007, hvori 8, stk. 1, lyder: 8. Advokaten, hos hvem en advokatfuldmægtig er autoriseret på faktureringstidspunktet, afholder udgifterne til den pågældende advokatfuldmægtigs deltagelse i den teoretiske grunduddannelse, eksamen og retssagsprøven, jf. retsplejelovens 126, stk. 3. Godtgørelse efter ansættelsesbevisloven Der henvises til afsnittet om retsgrundlag i Højesterets samtidige dom af 17. december 2010 i sag nr. 90/2009. Højesterets begrundelse og resultat Kursusudgifterne Efter ordlyden og forarbejderne samt efter bestemmelsens formål tiltræder Højesteret, at retsplejelovens 126, stk. 3, må forstås således, at en advokats pligt til at afholde udgifterne til sin autoriserede fuldmægtigs teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling ikke gyldigt kan fraviges ved aftale mellem parterne. Det påvirker ikke pligten, at en del af kursusforløbet er gennemført under en barselsorlov, hvorunder fuldmægtigen fortsat er autoriseret. B er derfor forpligtet til at betale As udgifter til fuldmægtigkurserne. Efter lovens ordlyd og forarbejder påhviler betalingsforpligtelsen alene den advokat, hos hvem fuldmægtigen er autoriseret ( principalen ). Det gælder uafhængigt af, om advokaten også er arbejdsgiver. En medhæftelse for en arbejdsgiver, hos hvem fuldmægtigen ikke er

9 - 9 - autoriseret, vil forudsætte en aftale. Da en sådan aftale ikke er indgået, hæfter C ikke for kursusudgifterne. Godtgørelse efter ansættelsesbevisloven A rejste første gang krav over for B om godtgørelse for manglende ansættelsesbevis den 14. maj Godtgørelsen skal derfor fastsættes efter 6 i ansættelsesbevisloven, således som bestemmelsen blev affattet ved lov nr. 174 af 27. februar Om indholdet af og formålet med lovændringen i 2007 samt om udmålingsprincipperne efter lovændringen henvises til Højesterets samtidige dom af 17. december 2010 i sag nr. 90/2009. A modtog hverken ved sin ansættelse den 15. juli 2004 eller gennem de første ca. 1½ års ansættelse et skriftligt ansættelsesbevis, skønt hun flere gange over for B fremsatte ønske om en formalisering af deres samarbejde. En skriftlig ansættelseskontrakt blev først indgået den 9. januar Kontrakten indeholdt i pkt. 9.2 et vilkår om, at A selv skulle afholde samtlige udgifter, der var forbundet med deltagelse i Advokatsamfundets kurser til opnåelse af advokateksamen. Som følge af det ovenfor anførte om Bs forpligtelse til at afholde disse udgifter var den skriftlige ansættelseskontrakt på dette punkt i strid med præceptive lovregler og dermed vildledende. Som anført af landsretten har overtrædelserne af ansættelsesbevisloven givet anledning til usikkerhed om ansættelsesforholdet. A modtog således først efter sagsanlægget betaling af feriegodtgørelse og løn under sygdom med et beløb på godt kr., som angår 2005 og Ansættelsesbevismanglerne har endvidere været af betydning for, at A i strid med retsplejeloven selv har betalt kursusudgifter vedrørende sin advokatuddannelse med kr. Højesteret finder, at der ved vurderingen af godtgørelsens størrelse skal tages hensyn til, at der fra starten var tale om et særegent samarbejde mellem parterne, hvor Bs ansættelse af A var udslag af en vennetjeneste, med henblik på at sidstnævnte kunne opnå beskikkelse som

10 advokat, og hvor samarbejdet i flere henseender havde karakter af et fællesskab mellem selvstændige erhvervsdrivende. Hertil kommer, at der ikke er grundlag for at antage, at der fra Bs side var tale om et bevidst forsøg på at omgå As rettigheder. Navnlig må det lægges til grund, at B var i vildfarelse med hensyn til adgangen til at indgå aftalen om, at A selv skulle afholde sine kursusudgifter. Efter en samlet vurdering finder Højesteret herefter, at der skal udmåles en samlet godtgørelse for de foreliggende overtrædelser af ansættelsesbevisloven på kr., således at der skal betales kr. udover de kr., som allerede er betalt. C har for Højesteret anerkendt, at hun i medfør af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse hæfter for et eventuelt yderligere krav i anledning af den manglende opfyldelse af oplysningspligten efter ansættelsesbevisloven. I overensstemmelse hermed påhviler betalingsforpligtelsen B og C solidarisk. Erstatningskravet vedrørende forsinket advokatbeskikkelse Højesteret lægger efter bevisførelsen til grund, at den første principalerklæring af 3. november 2006 var mangelfuld med hensyn til oplysninger om As arbejdstid, hvorimod den reviderede principalerklæring af 21. august 2007 er retvisende. A kunne dermed tidligst have opnået beskikkelse som advokat i slutningen af juni A rejste først i sin klage af 16. april 2007 til Advokatnævnet med kopi til B spørgsmål om det rette indhold af principalerklæringen. I et brev af 21. juni 2007 til DJØF tilkendegav advokat Eigil Lego Andersen, at B var indstillet på at afgive en principalerklæring med nøjere oplysning om arbejdstiden, og foreslog en formulering herom, som var i overensstemmelse med den formulering, som senere blev anvendt i principalerklæringen af 21. august A accepterede imidlertid ikke den foreslåede formulering, idet hun fastholdt, at hun havde været fuldtidsansat i hele ansættelsesperioden fra den 15. juli 2004 til den 31. august Den 28. august 2007 sendte advokat Eigil Lego Andersen den reviderede principalerklæring af 21. august 2007 til DJØF, hvorefter A blev beskikket som advokat den 26. september 2007.

11 Højesteret finder, at A ved ikke på et langt tidligere tidspunkt at have gjort indsigelse mod den oprindelige principalerklæring og ved sin afvisning af Bs forslag af 21. juni 2007 selv har bragt sig i en situation, hvor hendes advokatbeskikkelse først kunne udstedes i september A har derfor ikke krav på erstatning som følge af, at udstedelsen af hendes advokatbeskikkelse blev forsinket. Samlet konklusion Herefter skal B betale kr. til A til dækning af dennes kursusudgifter. C frifindes for dette krav. B og C skal solidarisk betale yderligere kr. til A i anledning af overtrædelserne af ansættelsesbevisloven. B og C frifindes for kravet om erstatning vedrørende forsinket advokatbeskikkelse. Beløbene forrentes som nedenfor bestemt. Sagsomkostninger Efter sagens udfald skal B i sagsomkostninger for begge retter betale kr. til Danmarks Jurist- og Økonomforbund som mandatar for A. Af beløbet udgør kr. dækning af advokatudgift og kr. retsafgift. Efter sagens udfald skal Danmarks Jurist- og Økonomforbund som mandatar for A i sagsomkostninger for begge retter betale kr. til C. Thi kendes for ret: B og C skal solidarisk betale kr. til A med procesrente fra den 14. juni B skal herudover betale kr. til A med procesrente af kr. fra den 17. september 2006 og af det resterende beløb fra den 19. december 2007.

12 I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal B betale kr. til Danmarks Jurist- og Økonomforbund som mandatar for A. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Danmarks Jurist- og Økonomforbund som mandatar for A betale kr. til C. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens 8 a.