Professioner under forandring.

Transkript

1 Professioner under forandring. Af: Hans Jørgen Staugård, leder af Videncenter for udviklings af professioner og professionsuddannelser, UCN. Der er mange tegn på, at især de professioner, hvor relationer mellem mennesker spiller en afgørende rolle, er under pres. Arbejdet som lærer eller sygeplejerske er blevet mere og mere stressende, og samtidig er der faldende respekt for især lærernes faglighed. Aktuelt viser relationsprofessionernes krise sig ved, at stadig flere opgiver arbejdet efter nogle år og stadig færre søger ind på professionsuddannelserne. Her sættes der fokus på nogle af de generelle vilkår for relationsprofessionerne i Danmark i dag i forhold til tidligere. Det rejser spørgsmålet, om der også i fremtiden vil være forskel mellem profession og (andre) erhverv og om der bør være det. Hvad er professioner for noget? Det er ikke så enkelt at svare på, hvad en profession er og hvad der adskiller professioner fra andre former for erhverv. Især siden 1960 erne har der været gjort mange forsøg med den amerikanske sociolog Talcott Parsons (1968) som foregangsmand. Nyere bud er fremsat af Andrew Abbott (1988) og Eliot Freidson (2001). De er alle tre enige om ikke at definere særlig præcist, hvad professioner er, og derfor koncentrerer de sig om at analysere de typiske træk, som karakteriserer de fleste professioner. Her bliver det så til gengæld tydeligt, at det man kunne kalde professionskendetegn er variable størrelser, der har undergået en kraftig forandring siden Parsons beskrev dem i slutningen af tresserne, lige som den enkelte profession og dens betydning er meget direkte afhængig af det samfund og den kulturelle og økonomiske sammenhæng, som den indgår i. Eller sagt på en anden måde: Det har altid været svært præcist at sige, hvad betegnelsen profession dækker over, og det er ikke blevet lettere med tiden, tværtimod. Samtidig bruges betegnelsen mere og mere. I Danmark har vi siden 1. januar 2008 haft professionshøjskoler, som er opstået ved fusioner af det, der tidligere blev kaldt centre for videregående uddannelse og før det lærer- og pædagogseminarier, sygeplejeskoler, fysioterapeutskoler osv. De job, som professionsbacheloruddannelserne fører frem til, bliver derfor også oftere og oftere betegnet under et som professioner sammen med de klassiske professioner som f.eks. advokat, læge eller præst, hvor man i århundreder har haft let ved at se en klar forbindelse mellem kendetegn ved et bestemt erhverv og den uddannelse, der fører frem til erhvervet. Særlige kendetegn Her er der fokus på de professioner, som professionshøjskolerne uddanner til, det vil sige dem, der ofte betegnes som relationsprofessioner, fordi et tydeligt fællestræk er, at mellemmenneskelige relationer er i centrum for alt hvad man beskæftiger sig med. Professioner har historisk set været kendetegnet ved En monopollignende position. En profession og dens medlemmer har været kendetegnet ved at have så godt som eneret til at udføre opgaver inden for professionsområdet. Når professionen har eneret til føre sager for retten, til at undervise på offentlige institutioner 1

2 eller til at behandle patienter, sker det ved fælles overenskomst mellem det offentlige og professionens organisationer, sådan at begge parter gensidigt anerkender hinanden. Det offentlige opstiller en række regler for professionsudøvelsen og er i de fleste tilfælde også ansættende og lønudbetalende myndighed. Afhængigt af hvor stor betydning professionen tillægges i det enkelte land, træder staten typisk til som garant for adgangskontrol i form af blandt andet uddannelseskrav og som garant for beskyttelse af særlige rettigheder gennem f.eks. regulering af antal stillinger i forhold til efterspørgslen efter professionens ydelser. Den eksklusive ret over et bestemt fagområde er vigtig for prestigen og for den løn eller pris, men kan opnå for sit arbejde i professionen, og graden af monopolisering siger meget om, hvor let eller hvor svært det er for professionen at opretholde positionen eller hvor stor risikoen er for ikke længere at blive regnet for en profession. Dette kan blandt andet aflæses i forholdet mellem de klassiske professioner som advokat, læge eller præst, og semiprofessionerne eller relationsprofessionerne som f.eks. lærer, sygeplejerske eller socialrådgiver. Det er relationsprofessionerne med deres kortere uddannelsesbaggrund, der har vanskeligst ved at fastholde eller udbygge en monopollignende status i samfundet. En relativ stor grad af selvstændighed og en særlig måde at arbejde på. Den enkelte profession og den enkelte professionsudøver har traditionelt stor indflydelse sit eget arbejde med hensyn til at prioritere opgaverne inden for sit eget fagområde og med hensyn til at bestemme, hvordan arbejdet gribes an. En betydelig del af professionsudøveres selvforståelse ligger netop i, at man ikke blot udfører ordrer fra overordnede og arbejder efter præcise retningslinjer, som er givet på forhånd, men har ret og pligt til fra situation til situation selvstændigt eller sammen med kolleger at skønne, hvordan en behandlings- eller en undervisningssituation skal gribes an i forhold til netop den patient eller elev. Den forholdsvis store grad af autonomi i arbejdets tilrettelæggelse og udførelse indebærer også en stor grad af variation og uforudsigelighed i arbejdet. Det beskrives ofte generelt som det at have med mennesker at gøre som udtryk for, at arbejdet er et mål i sig selv i modsætning til traditionelt lønarbejde, hvor målet ligger uden for selve arbejdssituationen, nemlig i form af den løn, man indkasserer. Professionsudøvere forventes i højere grad end andre at have hjertet med på arbejde til gengæld for en mindre rutinepræget og regelfastlagt arbejdsdag. Selvstændigheden er ikke en naturgiven del af professionen. Der er i alle tilfælde tale om, at professionen og den enkelte professionsudøver har måttet slås for sin ret til inden for sit fagområde selv at bestemme over, hvad der skal gøres hvornår. Respekten for professionen har det ofte taget århundreder at opbygge, men især relationsprofessionerne er nu, uanset alder, under nyt pres. Accept af den relative selvstændighed afhænger af den samlede professions og den enkelte professionsudøvers styrkeposition i forhold til brugere, arbejdsgiver og efterspørgsel. En høj arbejdsmoral. Når professionsudøveren har en relativ stor frihed og selvstændighed indebærer det, at der som regel også stilles særlige forventninger til den professionelles arbejdsmoral fra såvel omgivelserne som fra kolleger i professionen. Retten til at handle på baggrund af en selvstændig faglig vurdering hænger meget tæt sammen med at påtage sig det faglige og moralske ansvar for det arbejde man udfører. At være professionel betyder blandt andet, at man handler efter generelle principper og ikke lader eventuelle personlige 2

3 sym- eller antipatier få indvirkning på arbejdets udførelse. Man skal kunne gennemskue eventuelle interessekonflikter og hæve sig over dem, lige som egeninteresse ikke må få indflydelse på, hvordan man handler. Der er tale om en moralkodeks, der knytter sig specielt til udførelsen af opgaver i professionen, og som er med til at retfærdiggøre denne som mere end blot et arbejde. Brugeren skal have tillid til professionen som en instans, der løser samfundsmæssige opgaver og altså prioriterer i forhold til samfundsmæssige helhedsbehov til forskel fra kunders individuelle behov. Den moralkodeks, der knytter sig til en bestemt profession, er lige som de øvrige kendetegn afhængig af tid og sted. Korporlig afstraffelse var før i tiden almindelig god praksis i skolen, men er nu anset for at være moralsk forkasteligt og direkte strafbart. På samme måde er der især siden 60 erne sket store forandringer med hensyn til, hvad der anses for at være etisk forsvarlige behandlingsmetoder inden for f.eks. psykiatrien. Dertil kommer, at de traditionelle billeder af bestemte professioner ikke tegner sig med samme skarphed som tidligere. Billedet af sygeplejersken er ikke nødvendigvis billedet af den selvopofrende og myndige gammelfrøken, og læreren er ikke nødvendigvis kirkesanger med et forbilledligt privatliv. Disse stereotyper er med andre ord ikke længere særligt brugbare til at markere professions moralske anseelse. De er ofte blevet afløst af billeder, der mere direkte knytter sig til udførelsen af arbejdet, hvor effektiviteten og resultatorienteringen spiller en afgørende rolle. En relativ høj uddannelse og udførelse af ofte specialiserede opgaver. Det indgår forståelsen af en profession, at dens medlemmer typisk har gennemgået samme type videregående uddannelse af minimum 3 års varighed. Den standardiserede uddannelse udgør så at sige legitimeringsgrundlaget for professionens position på arbejdsmarkedet med de særlige rettigheder og pligter, der følger med. Med samme uddannelsesbaggrund forventes professionens medlemmer også at have præcist den specialviden - og kunnen, der er nødvendig for at bestride jobbet. Professionsuddannelserne adskiller sig netop fra universiteternes fagstudier ved at være defineret ud fra, hvilken viden og kunnen der har relevans for professionsudøvelsen. (Smeby, 2008). Uddannelsesbeviset er indirekte og symbolsk udtryk for den offentlige anerkendelse af professionen, som i kraft af uddannelseskravet tillægges en form for forhåndsstatus. Til gengæld indebærer den tætte sammenhæng mellem en bestemt uddannelse og en bestemt profession også forventningen om et tæt samarbejde i langt højere grad end det er tilfældet for universiteternes fagstudier. Professionsuddannelsernes dilemma bliver i stigende grad, at de på den ene side skal sikre en status på linje med universiteterne, sådan som det blandt udtrykkes ved akkrediteringsbetegnelsen University College, og på den anden side skal de markere sig som anderledes end universiteterne ved at være direkte forpligtet til at træne til bestemte professioner, men betegnelsen Training College eller slet og ret Training School er der ikke rift om at få sat på professionsuddannelserne. Den specialiserede og målrettede uddannelse skal føre frem til varetagelsen af specialiserede og delvis uforudsigelige opgaver, og uddannelsen og træningen er vigtige elementer i en skelnen mellem professionel og amatør (Freidson, 2001). Den professionelle skal kunne sammenholde teoretisk indsigt og praktisk erfaring i den konkrete handlingssituation og således kunne rumme såvel abstraktionen som konkretiseringen i sit daglige arbejde inden for sit særlige professionsområde. Et særkende for professionel viden er integrationen 3

4 mellem analysekompetence med baggrund i formel teoretisk viden og udøvelse af konkrete skøn i praksissituationer som udgangspunkt for handling (Schön, 1987). Specialisering og arbejdsdeling går hånd i hånd i med hensyn til at markere skillelinjer mellem forskellige typer af professioner og indbyrdes mellem professionsgrene inden for (oprindeligt) samme hovedområde. Som eksempel kan nævnes skift i diagnose af adfærdsvanskelige børn, hvor læreren typisk vil vælge en bred og kompleks analyse af indvirkende faktorer (dvs. benytte sig af mange forskellige faglige indfaldsvinkler inden for psykologi, sociologi, pædagogik, familieterapi osv.) Psykologen vil typisk bruge en snævrere tilgang med baggrund i sin egen faglige specialviden, og psykiateren vil måske være tilbøjelig til at stille en sygdomsdiagnose som f.eks. hyperaktivitet. De tre idealer er på dette område vidt forskellige indfaldsvinkler til at gøre forskellige professionsfagligheder gældende, og der tegner sig et klart hierarki, hvor snæver og abstrakt specialviden rangerer højere end bred almen indsigt. Med en vis tilsnigelse kan man sige, at hierarkiet mellem professionerne/erhvervene har nøje sammenhæng med hierarkiet mellem de uddannelser, som fører frem til beskæftigelse i professionerne/erhvervene (Bourdieu, 1989): Jo mere direkte sammenhæng mellem uddannelse og profession (jf. træningsaspektet), jo mindre relativ status i de to hierarkiske systemer. Professioner under forandring. Især gennem de seneste årtier er der sket markante ændringer med hensyn til vilkårene for professionsudøvelse. Ændringerne kan blandt andet aflæses på nogle af de professionskendetegn, som jeg netop har beskrevet. Relationsprofessionerne har aldrig i samme grad som de klassiske professioner haft monopollignende status, men dog især efter 2. Verdenskrig i praksis opnået en stabil position med tæt sammenhæng mellem professionsudøvelse, uddannelse og faglig organisering. Gennem de senere år er denne position imidlertid blevet svækket for de fleste relationsprofessioners vedkommende, hvor nye uddannelser af kortere varighed giver adgang til beskæftigelse inden for det, der hidtil har været betragtet som monopolområde for personer med en og kun en specifik uddannelsebaggrund. Social- og sundhedsassistenter og uddannelserne til meritlærer og meritpædagog er eksempler på, hvordan monopolfelterne inden for henholdsvis sygepleje og undervisning indskrænkes, når dele af fagområdet varetages af andre faggrupper, der ofte har en kortere uddannelse bag sig, og hvis arbejdskraft ofte er billigere. Opdelingen af et professionsområde i mindre specialområder og overflyttelse af opgaver fra en profession til en anden er ikke af ny dato, og kan blandt andet betragtes som en naturlig konsekvens af den tiltagende specialisering også inden for det enkelte professionsområde. Samtidig må det dog være værd at gøre opmærksom på, at netop når det handler om at indgå i mellemmenneskelige relationer, kan en opdeling og specialisering i mindre fagområder, der varetages af forskellige personalegrupper virke hæmmende eller direkte skadelig for løsningen af de samlede opgaver, som det sker når social kontakt på f.eks. plejehjemmet fortrinsvis varetages af en gruppe (Sosuassistenter), rengøring af en anden gruppe (rengøringsassistenter), helbredstilsyn af en tredje (sygeplejersker) og sygdomsbehandling af en fjerde (læger). 4

5 Netop markering af monopol professionerne imellem (f.eks. sygeplejersker over for læger, sosuassistenter over for sygeplejersker, lærere over for pædagoger) er en smertefuld proces, fordi den ofte indeholder en implicit eller eksplicit påstand om, at den ene profession er mere værd end den anden. I stridighederne mellem professioner indbyrdes er det ofte uddannelsesbaggrund og især længden af uddannelsen, der henvises til som begrundelse for at markere den ene professions faglige territorium i forhold til den anden. De professionsinterne markeringer har især betydning, når to professionsgrupper har et tæt fagligt samarbejde på arbejdspladsen. Moderne tilrettelæggelse af arbejdsprocesser forudsætter som regel effektivt samarbejde på tværs af fag og professioner på samme arbejdsplads, og det betyder i mange tilfælde nye udfordringer til professionsbevidstheden og nye fortolkninger af den enkelte gruppes professionsmonopol. Der er således også mange eksempler på, at konflikter mellem grupper med forskellige traditioner, rutiner og handlingsdispositioner ofte kan tilskrives professionstilhørsforholdet, og ofte virker skadende på arbejdsmiljøet og hæmmende for opgaveløsningen. Kampen for monopolstilling har hidtil været anset for at være den måske mest betydningsfulde for en profession og dens faglige forening, og talrige arbejdskampe har været ført for netop at markere en gruppes eneret på at udføre bestemte opgaver til forskel fra en anden gruppe. Spørgsmålet er imidlertid, om en professions monopolstilling også i fremtiden vil være en afgørende faktor for professionens samfundsmæssige position for ikke ligefrem at tale om overlevelse. Både indholdsmæssigt og strukturmæssigt ændrer næsten alle erhverv sig med temmelig stor hast. Professionerne inden for især det offentlige arbejdsområde mærker først for alvor i disse år de meget store forandringer, men intet tyder på, at forandringstakten vil aftage i fremtiden. Anvendelsen af ny teknologi og nye arbejdsmåder er sammen med inddragelsen af nye funktioner og afgivelse af andre det mest sandsynlige fremtidsscenarium for alle professioner. Set i det lys er det måske tid at tage spørgsmålet om monopolpositionen op til revision, og overveje om andre af de her nævnte særlige kendetegn for professioner har større betydning for såvel omverdenen som for professionsudøverne selv. Hvis man spørger til, hvad det er, der trods alt får mange tusinde højtuddannede til at vælge en profession frem for et liberalt erhverv, vil svaret i de fleste tilfælde være: den store grad af autonomi i dagligdagen. Ret og pligt til selvstændigt at vurdere en situation og handle ud fra det har stor betydning for mange, og det er sandsynligt, at det vil blive tillagt endnu større betydning i fremtiden, når den relative autonomi ses i forhold til, at også opgaver inden for relationsprofessionernes område i stigende grad underlægges kvantitative målinger med fare for at store dele af de mellemmenneskelige relationer i arbejdet gøres til genstand for tidsstudier med efterfølgende detaljebeskrivelse og regelstyring af de enkelte arbejdsprocesser, så rutine i effektivitetens navn bliver vigtigere end erfaring og indsigt. Varetagelsen af mellemmenneskelige funktioner bliver dermed i stigende grad underlagt de samme krav om målbar effektivitet som vareproduktion i industrien. Professioner i klemme Aktuelt strammer situationen til omkring relationsprofessionerne: Selv om der er hårdt brug for blandt andet flere lærere og sygeplejersker, er der stadig færre unge, der begynder på uddannelserne, samtidig med, at stadig flere af dem, der er begyndt som lærer- eller 5

6 sygeplejestuderende, falder fra i løbet af uddannelsen, og stadig flere af dem, der har fået job som lærer eller sygeplejerske, holder op igen efter få år. (f. eks. Epinion 2007 og Caspersen og Frøseth, 2008). Årsagerne til overvejelser om at fravælge eller forlade uddannelsen er ikke altid sammenfaldende med årsager til overvejelser om at forlade professionen, men nogle af de hyppigst anførte grunde til at holde op efter få år i professionen er: Pres fra arbejdsvilkår/ arbejdsgiver. Stressende arbejdsvilkår fremhæves ofte, især i de sundhedsfaglige professioner, hvor skiftende og lange vagter sammen med for mange opgaver og for lidt personale ofte nævnes. Inden for de pædagogiske professioner er det oftest nye normer for tilrettelæggelse og evaluering af arbejdet, der fremhæves som væsentlig stressfaktor. Oveni tidspresset kommer oplevelsen af umyndiggørelse, når flere opgaver og udførelsen af dem bliver beskrevet af andre (i ledelse og administration) og mindre overlades til den enkeltes selvstændige vurdering. Pres fra brugere: patienter, klienter, elever og forældre Brugere, der i stigende grad opfatter sig selv som kunder og professionens ydelser som varer, udfordrer de professionelles billede af sig selv, og brugerne antaster i stigende grad den professionelles vurderinger og handlinger og dermed kærneværdien professionsautonomi. Ringe løn og prestige: Lønningerne i relationsprofessionerne har aldrig været høje, men tidligere kompenseredes en relativt lav løn af omverdenens respekt for sygeplejerskens eller lærerens engagement i sit arbejde som et kald, og kaldsprofessionerne har helt frem til halvfjerdserne været omgivet af en særlig moralsk prestige, som for mange har været en tilstrækkelig lønkompensation. Senere er disse professioner i højere grad blevet betragtet som enhver anden slags arbejde, hvor man ikke oplever relationsprofessionerne som attraktive. De forandringstendenser, der er nævnt ovenfor, træder tydeligt frem i forbindelse med indførelsen af reformer inden for organisering og styring af det offentlige beskæftigelsesområde. For Danmarks vedkommende kan det ret præcist dateres til iværksættelsen af Budgetreformen og Moderniseringsprogrammet i De to reformer ligger i forlængelse af de reformer, der blev iværksat under Margaret Thatcher i Storbritannien og Ronald Reagan i USA, og som siden er blevet betegnet som New Public Management (NPM). Forandringsfaktorerne fra statslig side i form tendens til stadig mere detaljestyring via f.eks. budgetklausuler, der fastlægger rammer for præcise ydelser og afrapporteringen af dem (resultatkontrakter, handleplaner o.l.) betegnes paradoksalt nok som led i en neoliberal reformbølge. Det paradoksale består i, at der nok i et vist omfang er tale om decentralisering eller uddelegering af statslig administration til de enkelte institutioner, men samtidig er der gennem udmøntningen af bevillinger til løsning af fastdefinerede opgaver tale om en hidtil uset centralstyring, som ikke rimer med forståelsen af liberalisme som idealet om størst mulig selvbestemmelsesret for det enkelte individ og den enkelte virksomhed eller institution. Forandringsfaktorerne fra brugerne i form af øgede krav om imødekommelse af den enkelte brugers forventninger kan ses som tendens til øget markedsorientering af den offentlige sektor og kravet om, at f.eks. ydelser i den offentlige sektors professioner i højere grad sidestilles med ydelser, der kan sælges på det private marked. Også denne forandringsfaktor har sat sig særligt tydeligt igennem i løbet af de seneste 25 år. Til sammen opleves forandringsfaktorerne i mange professioner som et krydspres med indskrænkning af den enkelte professionsudøvers og den enkelte institutions handlefrihed på den 6

7 ene side og krav om imødekommelse af mange forskelligartede efterspørgsler på den anden. Eller som Freidson udtrykker det: Kritikken [af professionerne (red.)] har haft held til at svække professionsideologiens troværdighed, hvilket har gjort de institutioner, der understøtter professionerne mere sårbare over for markedskræfter og bureaukratiske kræfter og dårligere rustet til at modstå presset i retning af maksimering af profit og minimering af selvstændig vurdering [discretion]. (Freidson 2001, p. 220). Professioner i balance Ud fra ovenstående er der lidt dystre perspektiver med hensyn til mulighederne for at genvinde eller blot fastholde professionernes position og betydning i samfundet som det ser ud i dag. Omvendt kunne man dog også slutte, at professionerne og ikke mindst relationsprofessionerne er mere nødvendige end nogensinde for at få samfundet til at hænge sammen. Det senmoderne Danmark har ikke mange fælles referencer. Professionsområderne inden for især undervisning og sundhed er blandt dem, som alle borgere har med at gøre i afgørende faser af deres liv, og alene af den grund kan man sige, at mange professioner er helt centrale for basale samfundsmæssige funktioner, som forudsætter alle parters tillid til, at funktionerne udfyldes med størst mulig koncentration om at fremme udvikling af læring og sundhed. At være statslig tjenestemand har tidligere konnoteret støvet, stift, forstokket og autoritetstro regelrytteri og arrogance over for brugerne ( skrankepaver, papirnussere, bedemandsprædikanter etc.). Om det skyldes de tidligere omtalte forandringsfaktorer eller samspil af mange forskellige faktorer, vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men den type professionsudøvere, som har fået disse betegnelser på sig, betragtes vist efterhånden som figuranter i en sort/hvid film fra en svunden tid, hvor profession rimede på statslig magtbastion. At være professionsudøver indebærer nu nødvendigheden af at kunne agere anderledes nuanceret i en vanskelig balancegang ved på én gang at være systemets repræsentant og garant for imødekommelse af den enkeltes behov uden skelen til den enkeltes samfundsmæssige og position og økonomiske formåen. Retten og pligten til selvstændig handling på baggrund af egen professionsfaglig vurdering skal fastholdes som hjørnesten i professionsidentiteten sammen med kompetence til at kombinere teoretisk indsigt og praktisk handling. Professionerne og professionsuddannelserne befinder sig også i et pres mellem stigende akademisering (fra lærerseminarium og sygeplejeskole til University College) og det krav om integration af teori og praksis, som her har været fremhævet som den absolutte kærneværdi i relationsprofessionerne. Det aktuelle krydspres mod professionerne vil også i fremtiden være et arbejdsvilkår, og at kunne agere i en profession vil være et spørgsmål om at kunne finde en identitet lige langt fra den systemstyrede marionet og den profitjagende sælger. Dette generelle arbejdsvilkår er fælles for i hvert fald relationsprofessionerne, og at kunne agere meningsfuldt under disse vilkår kræver ikke blot internt samarbejde i den enkelte profession. For fortsat at kunne varetage de essentielle samfundsmæssige opgaver må professionerne også arbejde for udvikling af netop en fælles professionsidentitet på tværs af tidligere tiders kampe om eksklusivitet og monopol og i fællesskab 7

8 hævde retten og pligten til at handle selvstændigt under ansvar over for professionernes idealer og moralkodeks. Referencer: Abbott, Andrew (1988): The System of Professions. An Essay on the Division of Expert Labor. The University Chicago Press. Chicago and London. Bourdieu, Pierre (1989): La noblesse d État. Grandes écoles et esprit de corps.» Les Éditions de Minuit. Paris. Brunet, Michel (1978): Le professionalisme, obstacle au changement social. Un cas type : «L équipe multidisciplinaire de santé». Recherches sociographiques, vol. 19, no 2, p Caspersen, Joakim; Frøseth, Mari Wigum: Tilbakeblikk på utdanningen. Yrkesaktivitet, mestring af yrke, oppfølgning i arbejdslivet og vurdering av utdanningen. HiO-notat 2008 nr. 2. Høgskolen i Oslo. Senter for profesjonsstudier, Februar Epinion for Undervisningsministeriet: Valg og fravalg af lærer- pædagog-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelsen. Undersøgelsen blev lavet for Undervisningsministeriet i Freidson, Eliot (2001) : «Professionalism. The Third Logic. On The Practice of Knowledge. The University Chicago Press. Chicago. Hjort, Katrin (red.) (2004): De Professionelle forskning i professioner og professions-uddannelser. Roskilde Universitets Forlag, Roskilde. Hjort, Katrin (2005): Professionaliseringen i den offentlige sektor. Roskilde Universitets Forlag, Roskilde. Jensen, Knud (red.) (2004): Professionsfagenes krise: en udfordring til lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne. Danmarks Pædagogiske Universitet, København. Melander, Preben (red.) (2008): Det fortrængte offentlige lederskab. Offentlig ledelse efter New Public Management. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. København. Moos, Lejf; John Krejlser; Per Fibæk Laursen (red.) (2004): Relationsprofessioner: lærere, pædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, socialrådgivere og mellemledere. Danmarks Pædagogiske Bibliotek, København. Molander, Anders; Lars Inge Terum, (red.) (2008): Profesjonsstudier. Universitetsforlaget. Oslo. Parsons, Talcott (1968): Professions. International Encyclopedia of the Social Sciences, vol. 12. New York. The Macmillan Company and The Free Press. Schön, Donald A. (1987): Education the Reflective Practitioner. Toward a New Design for Teaching and Learning in the Professions. Jossey-Bass Publishers. San Francisco. Smeby, Jens Christian (2008): Profesjon og utdanning. I: Molander, Anders; Lars Inge Terum, (red.) : Profesjonsstudier. p Universitetsforlaget. Oslo. Staugård, Hans Jørgen: Hvad er professioner og hvad kan de udvikle sig til? Arbejdspapir UCN,