ØMU EN OG DEN ØKONOMISKE KRISE I EU. Af JESPER JESPERSEN med forord af Niels I. Meyer. Tænketanken. NyAgenda

Transkript

1 ØMU EN OG DEN ØKONOMISKE KRISE I EU Af JESPER JESPERSEN med forord af Niels I. Meyer Tænketanken NyAgenda

2

3 Hvad er NyAgenda? Indhold Tænketanken NyAgenda har til formål at fremme analyser og debat omkring EU s virke og juridiske rammer ud fra et demokrati- og medborgerperspektiv. Fonden skal bidrag til at give et forbedret fundament for den danske og internationale debat om samfundsudviklingen, set ud fra et centrum-venstre perspektiv. Herunder igangsætter og formidler tænketanken kritiske analyser af det europæiske samarbejde i et globalt perspektiv. Tænketanken arbejder ud fra en åben og dybdeborende tilgang, der gør den i stand til at sætte spørgsmålstegn ved etablerede og fastlåste tankemønstre. Gennem udredninger og debatskabende arrangementer er tænketanken med til at danne modmagt i et samfund, som i stigende grad er præget af konformitet og mangel på nytænkning. Forord 4 Sammenfatning 6 Tidligere rapporter fra tænketanken NyAgenda: 2005:1. Franske stemmer. Kritik af forfatningsforslaget fra venstre (Voices from France. Critique of the Proposal for a new EU Constitution). Eds. Drude Dahlerup, Kenneth Haar and Niels I. Meyer. 2005:2. Fremmer EU freden? Analyse, kritik og alternativer (Does the European Union Promote Peace? Analyses, critique and alternatives). By Jan Øberg. 2005:3 Under bekvemmelighedsflag. Konsekvensernre af EUs servicedirektiv (Under Flag of Convenience. The Consequences of EU s Service Directive). Af Kenneth Haar. 2006:1 Vore globale handelsinteresser ( Our Global Trade Interests ). Ed. By Kenneth Haar. Contributions among others by Christina Deckwirth. 2006:2 Does the European Union Promote Peace? Analysis, Critique and Alternatives. By Kenneth Haar. Translated from Danish: Fremmer EU freden? Analyse, kritik og alternativer. 2006:3 Service uden hensyn. En analyse af servicedirektivet. Af Kenneth Haar. 2007:1 Problematisk liberalisering af elektricitetsmarkedet i EU, En rapport om konsekvenserne af EU-direktivet, der liberaliserer EL-markedet. Af Frede Hvelplund og Niels I. Meyer. 2007:2 Militære EU-operationer med eller uden FNmandat. Aanlyse, kritik og alternativer. Af Lave Knud Broch og Trine Pertou Mach. 2007:3 Europæiske stemmer. Indlæg fra andre europæiske lande, bl.a. fra den hollandske og den franske folkeafstemning om Forfatnings-traktaten. Red. Drude Dahlerup og Niels I. Meyer. 2008:1 Dansk valutakurspolitik i et EU-økonomisk perspektiv. Af Jesper Jespersen. 2011:1 EU s retspolitik - og de danske forbehold. Red Drude Dahlerup Indledning Litteratur Appendiks 1 Appendiks 2 ØMU-landene er meget forskellige Krisen afslørede ØMUens fundamentale svagheder ØMUen og veje ud af krisen Afslutning ØMUen er en euro-monetaristisk konstruktion Den euro-monetaristiske teori er blevet udfordret af den økonomiske krise Udlandsgæld og offentlig gæld er forskellige både analytisk og i virkeligheden Sammenfatning vedr. forskellen mellem udlandsgæld og offentlig gæld ØMUen og den økonomiske krise i EU Ordliste 30 Copyright: NyAgenda og forfatteren 1.oplag ISBN Grafisk tilrettelægning: Dennis N. Andersen / IBureauet ØMU-relaterede begreber Penge-/valuta-/finanspolitiske begreber NyAgendas rapporter kan downloades fra Makroøkonomiske skoler 32

4 Forord 4 En forudsigelig ØMU-krise I over to år har en række EU-lande gennemlevet en hård økonomisk krise. Arbejdsløshed, statslige gældskriser og voldsomme offentlige nedskæringer har ramt en stor del af landene i EU. Prisen for krisen bliver betalt af befolkningerne og ikke af de finansselskaber, som har størstedelen af ansvaret for krisen Nogle af de 17 lande, der er fuldt medlemmer af den Økonomiske og Monetære Union, er så hårdt ramt af høj arbejdsløshed, negativ vækst og stigende gældsbyrder, at hele den Økonomiske og Monetære Union er rystet og truet af sammenbrud. Det er en krise, som har sit udgangspunkt i en utilstrækkelig offentlig regulering af specielt banksektoren, men den udviklede sig hurtigt til en egentlig økonomsk krise i EU på grund af en række styringsmæssige og institutionelle problemer i EU-samarbejdet generelt. Disse stammer især fra, at 17 så forskellige lande, som euro-zonen repræsenterer, har én fælles valuta og dermed udelukker ønskelige nationale justeringer af valutakursen. I denne pjece, som er skrevet på opfordring af NyAgenda, gennemgår Professor Jesper Jespersen baggrunden for krisen i den Økonomiske og Monetære Union og de indbyggede strukturelle problemer, som har eksisteret fra starten af ØMUen.. Pjecen indeholder også en kritisk analyse af det aktuelle forslag til en finanspagt. En særlig tak til Anders Mostrup Gudmansen som har assisteret ved færdiggørelsen af pjecens figurer. Pjecen kan downloades fra NyAgendas hjemmeside (www. nyagenda.dk). En udbygget analyse af disse forhold forfattet af Jesper Jespersen vil blive publiceret senere i 2012 i en bog med titlen ØMUen i stormvejr, som udkommer i juni på forlaget DEO. Her uddyber Jesper Jespersen analysen af Euroen, og bogen kan bestilles på Den dybe og langvarige krise i de sydeuropæiske ØMU-lande viser, hvor vanskeligt det er for disse lande at arbejde sig ud af krisen ved egen kraft, og disse lande er blevet afhængige af de beslutninger, der godkendes af de øvrige ØMU-lande. I foråret 2012 forsøger ØMU-landene at skabe samling om den såkaldte finanspagt, hvor også EU-medlemslande uden for ØMU-gruppen tilbydes at slutte sig til. De lande, som tilslutter sig pagten, kommer til at acceptere en væsentlig suverænitetsoverførsel i relation til landets årlige finanslov. Det er NyAgendas opfattelse på den baggrund, at Danmark ikke bør tilslutte sig, uden at det har fundet tilslutning ved en forudgående folkeafstemning. Niels I. Meyer NyAgenda Marts 2012

5 Sammenfatning 6 Den europæiske økonomiske krise trækker i langdrag. Arbejdsløsheden er på et i efterkrigstiden historisk toppunkt med udsigt til fortsat stigning. Den europæiske monetære union ØMUen omfattende17 af EU s 27 medlemslande er i dyb krise. Det skyldes en forskellig økonomisk udvikling i de deltagende lande. De sydeuropæiske lande prioriterede i perioden økonomisk vækst højere end prisstabilitet i modsætning til bl.a. Tyskland, der havde den omvendte prioritering i den økonomiske politik. Det medførte en markant forskellig økonomisk udvikling herunder forskellig udvikling i den gensidige konkurrenceevne. I denne periode blev der opbygget meget store underskud på betalingsbalancen i de sydeuropæiske ØMUlande med deraf følgende opbygning af stor udlandsgæld. Denne gæld er det i stigende grad blevet vanskeligt at finansiere på de europæiske kapitalmarkeder. Grækenland og senere Portugal og Irland blev derfor nødsaget til at søge om lån fra den særlige ØMU-fond den såkaldte Europæiske Finansielle Stabilitets Fond (EFSF). En forudsætning for at opnå disse lån var en accept af vilkår, der også omfattede betydelige budgetforbedringer i form af offentlige besparelser og skatteforhøjelser, samt arbejdsmarkeds- og pensionsreformer. Det er dog fortsat et åbent spørgsmål, om disse ØMU-lån er tilstrækkelige til at bringe landene ud af gældsklemmen. Den øgede usikkerhed vedrørende kvaliteten af de statslige obligationer har efterfølgende bragt en række store europæiske banker i vanskeligheder. De skal have forøget deres kapitalgrundlag ganske betydeligt for at kunne indfri de nye og højere krav til kapitaldækning, der er en forudsætning for at kunne bevare de statslige indlånsgarantier. Endelig og nok så betydningsfuldt har EUkommissionen på forslag af den tyske kansler og den franske præsident stillet forslag om en hurtig vedtagelse af en finanspagt, der skal gælde for ØMU-landene, mens ikke-ømu lande kan få lov til at deltage. Pagten skal primært sikre, at ØMU-landene indskriver i deres nationale lovgivning, at de i fremtiden vil overholde Stabilitetspagtens bestemmelser om en permanent begrænsning af den offentlige sektors budgetunderskud på 3 pct. af BNP og samtidig begrænse det strukturelle underskud på de offentlige budgetter til ikke at overstige ½ pct. af BNP. Vedtages finanspagten, vil det betyde en ganske betydelig reduktion af de enkelte landes finanspolitiske råderum, hvilket i sig selv vil indebære en øget risiko for, at den økonomiske stagnation i de europæiske økonomier vil trække i langdrag. Finanspagten har udelukkende fokus på de offentlige budgetter, herved negligeres det forhold, at ØMU-landene er i en gensidigt økonomisk afhængighed på grund af den fælles valuta. De sydeuropæiske lande er, på grund af de store underskud på betalingsbalancen over for udlandet, dybt afhængige af, hvilken økonomisk politik der føres i de lande, der har overskud på betalingsbalancen og dermed har mulighed for at føre en ekspansiv økonomisk politik. Finanspagten tager ikke hensyn til den simple, men vigtige bogholderimæssige sammenhæng: at i et land med overskud på betalingsbalancen vil det offentlige underskud pr. definition være mindre end opsparingsoverskuddet i den private sektor. Den offentlige sektor kan således få dækket hele sit lånebehov i den private sektor og kan ydermere føre en mere ekspansiv finanspolitik uden at skulle ty til udenlandske kreditorer. Dette forhold burde der være taget hensyn til ved udformningen af finanspagten.

6 Indledning Ved indgangen til 2012 er arbejdsløsheden fortsat stigende i EU. Den ligger ved årsskiftet i gennemsnit på ca. 10 pct. af arbejdsstyrken for hele EU. Det svarer til mere end 23 millioner personer uden job. Arbejdsløsheden har aldrig været så høj i efterkrigstiden. Europæisk økonomi står således midt i en beskæftigelsesmæssig og social krise, der synes at forværres måned for måned. Det hører dog også med til billedet, at arbejdsløsheden er meget ulige fordelt i mellem landene i EU, se figur 1. Af figur 1 ses det, at EU-landene med hensyn til arbejdsløshed fordeler sig i tre grupper: 1. De sydeuropæiske ØMU-lande har i gennemsnit ca. 15 pct. arbejdsløshed. 2. De nordeuropæiske ØMU-lande har i gennemsnit ca. 6 pct. arbejdsløshed. 3. De (nye) østeuropæiske EU-lande har i gennemsnit ca. 10 pct. arbejdsløshed. Forskellen i arbejdsløshed mellem landene inden for ØMUen er så markant, at den påkalder sig speciel opmærksomhed. Disse forskelle har sammen med en række store forskelle i omkostningsniveau og betalingsbalanceunder- og overskud i medlemslandene ført til den nuværende økonomiske krise for eurolandene. En krise som således stikker meget dybere end blot til forskellene i offentlige budgetunderskud og statsgældens størrelse. Medlemslandene har igennem de 12 år, hvor ØMUen har eksisteret haft en forskellig makroøkonomisk udvikling, der i stigende grad gør det vanskeligt at fortsætte med én fælles valuta. Det er i dette perspektiv, at den af Angela Merkel og Nicolas Sarkozy foreslåede finanspagt skal vurderes. Denne pjece sætter derfor fokus på forslaget om og diskussionen af finanspagten, der er til forhandling og implementering i foråret Den historiske udvikling, som har ført til dette forslag,er gennemgået i pjecens appendiks. Figur 1. Arbejdsløshed i udvalgte EU-lande, Procent ØSTRIG HOLLAND TYSKLAND TJEKKIET POLEN UNGARN IRLAND PORTUGAL GRÆKENLAND SPANIEN 5 Kilde: EUROSTAT ØMU-landene er meget forskellige Inden for økonomisk teori er der et særligt forskningsområde omhandlende monetære unioner. Det er teorien om det optimale valutaområde grundlagt af monetaristen (og nobelpristager) Robert Mundell (1961 og 1973). Hans konklusion var, at forudsætningen for, at den monetære union vil lykkes, er, at de deltagende lande ligner hinanden både med hensyn til økonomisk struktur (dvs. levestandard) og politiske præferencer (dvs. afvejning mellem vækst, beskæftigelse og inflation). Det er åbenbart, at de 27 EU-lande har meget store forskelle i levestandard. Hvis vi sætter gennemsnittet i levestandard for de 27 lande til 100, så ligger Bulgarien kun på 40, mens Luxemburg er på 250 og Holland som nr. 2 ligger på 135. Det vil sige, at levestandarden i Holland er tre gange så høj som i Bulgarien (og adskillige af de østeuropæiske lande). Tilsvarende er der en betydelig forskel mellem de Syd- og Nordeuropæiske ØMU-lande, se figur 2. Portugal ligger på indeks 80 dvs. det dobbelte af Bulgarien, men mindre end 2/3 af Holland. Set i dette perspektiv af forskelle i levestandard er det ikke overraskende at de syd- og østeuropæiske lande prioriterer økonomisk vækst højere end prisstabilitet. Det kan også aflæses af den økonomiske udvikling fra 1999 og frem, hvor de relativt fattigste af ØMU-landene har haft en økonomisk vækst og inflation, der lå noget over ØMU-gennemsnittet og som var markant forskelligt fra de nordeuropæiske lande med Tyskland i spidsen, som har prioriteret lav inflation højere end vækst. Figur 2. BNP pr. indbygger, BULGARIA PORTUGAL GREECE Indeks, EU27 =100 SPAIN ITALY Kilde: EUROSTAT FRANCE FINLAND GERMANY BELGIUM AUSTRIA IRELAND NETHERLANDS UNITED KINGDOM SWEDEN DENMARK Note: Figuren viser, at nationalindkomsten pr. indbygger i Bulgarien kun ligger på lige godt 40 pct. af gennemsnittet for hele EU. I Holland er indkomsten pr. indbygger derimod godt 30 pct. over EU-gennemsnittet. Det betyder at hollænderne er mere end 3 gange (130/40) så rige som bulgarerne. Denne afgørende forskel i makroøkonomisk prioritering mellem vækst og lav inflation måtte nødvendigvis føre til at ØMU-landenes indbyrdes konkurrenceevne udviklede sig meget forskelligt: Nordeuropa blev mere og mere konkurrencedygtig på bekostning af de sydeuropæiske ØMU-lande, hvilket primært afspejlede sig i udviklingen på betalingsbalancens løbende poster. I 1999 havde samtlige deltagende lande stort set ligevægt på betalingsbalancens løbende poster (dvs. låntagnin- 9

7 gen i udlandet). Dette ændrede sig dramatisk op gennem 2000 erne, hvor de ØMU-lande, der havde en årlig inflation, der lå 2-3 pct. over den tyske inflation (samtidigt med at disse lande havde en hurtigste vækst) kom i større og større vanskeligheder med betalingsbalancen over for udlandet. Underskuddene voksede år for år, og i 2008, hvor krisen brød ud, havde Spanien, Grækenland og Portugal et underskud på betalingsbalancen på over 10 pct. af BNP. 1 Disse underskud på betalingsbalancen førte til stigende gældsætning i udlandet. Her er det ikke af betydning om det er den private sektor eller den offentlige sektor, der har et underskud. Det er gældsætningen til de udenlandske banker, der skaber den større og større finansielle krise. I Spanien var der lige frem et overskud på de offentlige finanser helt frem til Her var det således den private sektor der gældsatte sig til udlandet, hvilket var hovedårsagen til den finansielle krise, som også Spanien befinder sig i i dag uanset at den offentlige gæld i Spanien er mindre end f.eks. den tyske offentlige gæld. 10 De uholdbart store underskud på betalingsbalancen 1. Den finansielle krise (2008- hvorvidt en af de største (og mest dristige) række lande, bristede. 11 i Sydeuropa og den dermed tilknyttede Grundlaget for den økonomiske krise var investeringsbanker Lehman Brothers kunne gældsætning til udlandet havde sit spejlbillede blevet skabt igennem 2000erne. Den næsten klare sine løbende forpligtelser. Det førte til et 2. Den økonomiske og i tilsvarende store overskud på betalingsbalancen eksplosive udlånsudvikling, som deregulerin- såkaldt run on the bank, hvor alle indskydere beskæftigelsesmæssige krise (2009- i de nordeuropæiske ØMU-lande gen af den finansielle sektor havde muliggjort forsøger at trække deres penge ud både små- Den finansielle krise slog hurtigt over i en naturligvis primært i Tyskland. regionalt og globalt havde skabt en hidtil uset sparerne og (naturligvis) de andre banker, der egentlig økonomisk krise, idet kombinationen Da den finansielle krise så ramte samtlige gældsopbygning. Lånene havde muliggjort at havde givet kortfristede lån. Lehman Brothers af kreditrationering, højere lånerenter og EU-lande, blev de afgørende forskelle i den en boligboble udviklede sig i den private sektor, havde ikke tilstrækkeligt med likviditet. Efter boligkrise førte til et dramatisk fald i både det makroøkonomiske udvikling mellem ØMUlandene at betalingsbalanceunderskuddene kunne at have kikket i Lehman Brothers udlånsbøger, private forbrug og i de private erhvervs- og i hhv. nord og syd åbenbaret. Den fortsætte år efter år og at de offentlige budgetunderskud, var der ingen af de øvrige store banker, der boliginvesteringer. Den økonomiske krise allerede akkumulerede udlandsgæld gjorde selvom de oversteg grænsen ville overtage den. Den amerikanske regering smittede næsten ligeså hurtigt fra USA til EU det svært, for ikke at sige umuligt, for de på 3 pct. af BNP, kunne finansieres. Der blev ville heller ikke, og så blev nøglen drejet om. og videre til Asien via udenrigshandlen både sydeuropæiske lande fortsat at låne i udlandet. billedligt talt opbygget et bjerg af finansiel Det havde den helt kontante betydning, at alle import og eksport styrtdykkede. De fleste industrialiserede Det udviklede sig hurtigt til et særdeles akut gæld, der i stigende grad havde tvivlsomme lån, der var givet til Lehman Brothers, i princippet lande oplevede et fald i BNP på finansieringsproblem for disse gældsplagede aktiver som sikkerhed: overvurderede boliger, var låst fast, indtil fallitboet en gang 4-5 pct. med deraf følgende stigning i arbejds- landes regeringer. De manglende lånemu- uigennemskuelige finansielle konstruktioner ad åre var gjort op og bankens kreditorer løsheden. Hårdest ramt var USA. I EU var ligheder skabte en overhængende fare for, at f.eks. den græske stat ikke kunne betale sine normale udgifter til lønninger og pensioner, for slet ikke at nævne renter og afdrag på den allerede eksisterende gæld. Når et land opgiver at have en selvstændig national valuta, afgiver det samtidig retten til i en akut situation - at dække sine nødvendige udgifter ved lån i landets centralbank. En væsentlig konsekvens af at deltage i ØMUen og acceptere euroen som det nationale betalingsmiddel er, at de deltagende landes stater kan løbe tør for likviditet og blive tvunget til at gå i betalingsstandsning, ligesom en privat virksomhed, når lånemulighederne på de finansielle markeder er udtømt. Risikoen for en sådan statslig betalingsstandsning havde ØMUens fædre ikke taget højde for. Den kom som vi skal se neden for helt bag på Bruxelles, Det europæiske Råd af regeringsledere, ECB, kredit-vurderingsbureauerne og de finansielle markeder. Krisen afslørede ØMUens fundamentale svagheder (derivater) og statsobligationer. Hele dette finanscirkus var blevet skruet sammen af den mere og mere kreative banksektor, som konstruerede og formidlede lånearrangementer og samtidig garanterede overfor långiverne, at de underliggende finansielle aktiver var af god kvalitet (godt hjulpet af kreditvurderingsbureauernes optimistiske vurderinger, der gav topkarakterer til stater og banker, der få år senere var i dyb krise eller simpelthen gået fallit). Der blev i disse år opbygget en finansierings-pyramide, der fik en mere og mere overdimensioneret størrelse i forhold til det realøkonomiske fundament samtidig med at ubalancerne voksede. Pyramiden havde som forudsætning, at der ikke blev formuleret tvivl om konstruktionens bæredygtighed. Opstod der blot nogen usikkerhed om bankerne nu også kunne indfri de udstedte garantier ville det kunne sætte en finansiel lavine i gang. Det enhver bank frygter mest er, at kunderne begynder at trække pengene ud af banken. Det var det der skete i USA i september Der opstod tvivl om, kunne få en beskeden del af deres tilgodehavende udbetalt. Det medførte, at der opstod en akut mangel på likviditet på navnlig det amerikanske pengemarked, og nok så vigtigt, så betød kollapset af Lehman Brothers, at bankerne mistede tillid til hinanden. De turde slet ikke i samme omfang som tidligere udlåne til hinanden. Det betød at kreditpyramiden begyndte at skrumpe. Når de sædvanlige kreditkanaler tørrer ud, så må bankerne i stedet begynde at kalde nogle af deres egne lån tilbage. Det er en vanskelig proces, for de fleste virksomheder og husholdninger regner jo med, at selvom banklån kan opsiges, så bliver de automatisk forlænget. Det gjorde de ikke længere, så der udviklede sig en situation med kreditrationering og samtidig stigende renter, for de bankkunder der bevarede deres lån. Den finansielle krise i USA smittede hurtigt til EU da mange europæiske banker havde gjort sig afhængige af det amerikanske lånemarked. Finanskrisen blev også i Europa forstærket af at den boligboble, der var blevet opbygget i en 1 Her bør det erindres, at da Danmarks underskud på Betalingsbalancen i 1985 nåede 5 pct. af BNP begyndte alle alarmklokker at ringe, og den daværende Schlüter-regering satte ind med en meget skrap økonomisk politik populært kaldet kartoffelkuren, der tvang arbejdsløsheden op på 13 pct. i 1993

8 faldet i beskæftigelsen i første omgang noget mindre, fordi de offentlige budgetter er mere konjunkturunderstøttende. Falder beskæftigelsen, så øges de sociale udgifter automatisk, samtidig med at skatteindtægterne mindskes. Det er de såkaldte automatiske stabilisatorer, der er stærkest i de lande, hvor velfærdsstaten er mest udbygget. Men omvendt betyder denne automatiske stabilisering af efterspørgslen, at de offentlige budgetter bliver ekstra belastet. I alle EU-landene oversteg budgetunderskuddet de 3 pct. af BNP, som under normale konjunkturer er overgrænsen for underskuddets størrelse. Den økonomiske krise havde et i efterkrigstiden uset omfang. Regeringslederne i EU-landene enedes derfor om midlertidigt at suspendere Stabilitetspagten. Herved fik de enkelte lande mulighed for yderligere at bremse faldet i BNP og stigningen i arbejdsløsheden. Der blev med virkning for 2010 (og i mindre grad 2011) i en række lande vedtaget vækstpakker, der havde til formål at øge efterspørgslen navnlig gennem offentlige investeringer (og i mindre grad ved skattenedsættelse). EU-lande med egen valuta kunne også yderligere understøtte økonomien ved at lade valutakursen falde overfor euro. Den strategi benyttede bl.a. Sverige, Polen og Tjekkiet med en betydelig succes. pct. p.a. og håber på en realøkonomisk vækst på 2-3 pct. hvilket alt i alt betyder, at der i bedste fald vil kunne genetableres en årlig vækst i BNP på ca. 4-5 pct. Det betyder, at lande der må låne til en højere rente vil opleve en fortsat gældsspiral, hvis ikke der år for år gennemføres besparelser (eller skattestigninger), der modsvarer de stigende renteudgifter. I dag er det som nævnt urealistisk at forvente en årlig vækst i BNP i noget ØMU-land (realvækst plus prisstigning) på mere end 4-5 pct. om året. Hvis lånerenten overstiger dette niveau er der en overhængende fare for at landet havner i en form for permanent gældsfælde, 2 hvor både den offentlige sektor og private låntagere år for år må spænde livremmen ind, for blot at kunne klare rentebetalingerne. Dette er ikke nogen ny erkendelse, så panikken begyndte hurtigt at brede sig, da renten på bl.a. statsobligationer i de sydeuropæiske lande nærmede sig 5 pct. Det fik Grækenland, Portugal og Irland til at søge finansiel bistand hos EU, da renten nåede 7 pct. p.a., for da var situationen så åbenbart uholdbar. Når gældproblemer af tilsvarende størrelse efter 2. verdenskrig hurtigt blev bragt under kontrol, skyldtes det primært lavere lånerenter den gang var de finansielle markeder både internationalt og nationalt kontrollerede med hensyn til renteudvikling og mulighed for at gennemføre finansiel spekulation, samtidig med at væksten i BNP var væsentligt højere. Den lavere rente og den højere vækst havde den omvendte konsekvens, at renteudgifter målt i forhold til BNP faldt år for år, hvilket muliggjorde at der kunne føres en fortsat ekspansiv økonomisk politik. Note: Dette er markedsrenter. De lån, som Grækenland, Portugal og Irland har opnået ved EU s medvirken, opererer med en væsentlig lavere rente, da de er baseret på statsgarantier udstedt af de øvrige ØMU-lande. Renten for disse lån er fastsat til ca. 5½ pct Den offentlige gældskrise (2010- Konsekvenserne af den finansielle og økonomiske krise har ramt ØMU-landene meget forskelligt. De har alle betydelige underskud på de offentlige budgetter og en offentlig gæld, der overstiger de 60 pct. af BNP, der er angivet i Stabilitetspagten (og gentaget i finanspagten ), som den accepterede overgrænse. Det helt afgørende forhold for den fremtidige udvikling på de offentlige budgetter (i de enkelte ØMU-lande) er låneomkostningerne. Da disse lande ikke har deres egen centralbank og dermed ikke kan få kredit i centralbanken, dvs. trykke penge, skal et offentligt underskud finansieres gennem salg af statsobligationer. De voldsomt stigende budgetunderskud betyder, at udbudet af statsobligationer øges, samtidig med at der opstår usikkerhed med hensyn til, om de lande med en i forvejen (for) høj offentlig gæld magter at forrente endsige tilbagebetale disse lån i fremtiden. Denne stigende usikkerhed smittede i varierende grad af på de enkelte gældsplagede landes lånerenter. Indtil 2007 havde der, som nævnt, næsten ingen forskel været. Det ændrer sig igennem 2008 og videre ind i Usikkerheden med hensyn til forrentning og tilbagebetaling forstærkes yderligere af den fortsatte udeblevne økonomiske vækst navnlig i de lande, der har en svækket konkurrenceevne og store betalingsbalanceunderskud. Som det ses i figur 3 har denne gældsspiral ført til helt uholdbare høje lånerenter for bl.a. Grækenland, Portugal og Irland og i noget mindre grad i Spanien og Italien; mens lande som Tyskland, Holland og Finland fortsat kan låne til en rente på ca. 2 pct. p.a. Fra den økonomiske teori vides det, at en finansieringsrente, der overstiger væksten i nationalproduktet (eller mere præcist i beskatningsgrundlaget) ikke er holdbar i længden. Overstiger renten den (langsigtede) økonomiske vækst, skal der løbende offentlige besparelser og/eller skatteforhøjelser til, for blot at undgå en stigning i budgetunderskuddet (og gældsprocenten i forhold til BNP). Set i lyset af de historiske erfaringer vil en rente, der overstiger 4-5 pct. p.a., være uholdbar. EU har som målsætning at holde inflation på ca. 2 Figur 3. Den lange rente / Ydelsen på 10 årige statsobligationer, efteråret TYSKLAND DANMARK Kilde: OECD. HOLLAND FINLAND SPANIEN ITALIEN IRLAND PORTUGAL GRÆKENLAND Den akutte gældskrise i Grækenland blev søgt afhjulpet gennem et ØMU-lån fra European Financial Stability Fund (EFSF) på 110 mia., hvilket løste den græske regerings likviditetsproblemer i første omgang. I efteråret 2011 måtte Grækenland dog have forhøjet sit lån med yderligere 90 mia. Lånebetingelserne blev udarbejdet i fællesskab med IMF og omfattede dels krav til reduktion af det offentlige budgetunderskud dels krav om omfattende reformer af arbejdsmarked og pensionssystemer 2 Størrelsen på den offentlige gæld har naturligvis betydning for, hvornår gældsfælden klapper i. Eksemplet tager således udgangspunkt i den nuværende situation (specielt i Sydeuropa).

9 4. Den europæiske bankkrise (2011- Det er de europæiske banker, der har købt den helt overvejende del af de statsobligationer, der har været udbudt i 2000erne. Her har specielt banker i de lande, der har et betalingsbalanceoverskud været særligt aktive; for de havde et opsparingsoverskud, der skulle placeres bedst muligt. Indtil 2007 blev alle statsobligationer anset for at være gode papirer. Da renten på navnlig de sydeuropæiske obligationer begyndte at stige, kunne mange banker ikke dy sig og fortsatte med at købe disse statspapirer nu til en troede de fordelagtig kurs (og rente på op mod 10 pct.). Det var en meget lukrativ forretning for bankerne, for disse statsobligationer kan benyttes som sikkerhed, når bankerne låner i ECB til en i dag meget lav rente blot 1 pct. Det minder lidt om Ebberød Bank da disse statsobligationer, navnlig de græske, er fortsat med at falde i kurs. Det betyder, at værdien af de private bankers finansielle aktiver er faldet igennem 2011, hvilket har udhulet deres egenkapital. I de større europæiske banker er egenkapitalen i gennemsnit kun på 5 pct. af de samlede aktiver hvilket betyder at flere af disse banker nu også vakler på fallittens rand. Et yderligere kursfald på statsobligationer og egenka- samt frasalg af offentlig ejendom. Det andet lån havde som forudsætning bl.a. at begge de to største partier trådte ind i en samlingsregering under ledelse af en af IMF udpeget teknokrat. Portugal og Irland måtte tilsvarende acceptere vilkår for lån, der fastlagde omfattende og detaljerede krav til reduktion af offentlige udgifter og øgede indtægter. pitalen vil være væk en situation svarende til den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers situation i efteråret EU-kommissionen har stillet krav om, at alle banker inden juli 2012 skal have bragt deres kapitaldækning op på 9 pct. af de risikovægtede aktiver. Det er en næsten umulig opgave at løse, så længe statsobligationerne falder i værdi. i den konklusion, at det ikke er selve ØMUkonstruktionen, der er noget galt med; men det er derimod medlemslandenes manglende overholdelse af de fælles regler, bl.a. indeholdt i stabilitetspagten, der er hovedårsagen til krisen. Her er navnlig Grækenland blevet fremhævet som eksemplet på et land, der i årevis har haft et for stort budgetunderskud, for at gennemføre en automatisk konjunkturdæmpning (3 pct s-reglen) og en ekspansiv finanspolitik (½ pct s-reglen) ville i et historisk perspektiv have svækket den europæiske økonomi. Glemt synes det at være, at både Tyskland og Frankrig havde et budgetunderskud i , der oversteg tre procent. Var det et udtryk for, at der blev ført en uansvarlig Bankerne har i øjeblikket meget svært ved at som ydermere delvist er blevet holdt uden økonomisk politik i Tyskland (og Frankrig) rejse ny egenkapital, da der er stor usikkerhed for de officielle statistikker. En sådan politisk i de år? Eller var det en økonomisk politik, med hensyn til deres fremtidige solvens og adfærd kan intet økonomisk system gardere som trods alt hindrede en yderlig stigning i adskillige bankers kreditværdighed er således sig imod. Det er vel snarere afdelingen for arbejdsløsheden, og som derfor blev støttet af også blevet nedgraderet af kreditvurderingsbureauerne. økonomisk kriminalitet og kreativ bogføring, samtlige ØMU-landes regeringer? Tilsvarende Hvis bankerne skal opfylde kravet der bør sættes ind da en ændring af EU- bør spørgsmålet stilles, om de vækstpakker, om en øget kapitaldækning målt i forhold traktaten næppe kan løse sådanne problemer. der blev gennemført i 2009 og 2010 og anbefalet til mængden af risikovægtede aktiver må de Ligesom det snarere er en græsk rigsret, der af en stribe internationale organisationer, mindske omfanget af deres almindelige udlån skal dømme i denne sag, end det er en sag for herunder EU-kommissionen, netop sikrede (eller sælge ud af deres beholdning af statsobligationer EF-domstolen. 5 at stigningen i arbejdsløsheden blev bremset med et betydeligt tab). En sådan Det af Angela Merkel og Nicolas Sar- i 2010? Begge konjunkturtilbageslag skyldtes begrænsning af udlånene fører let til kredit- kozy fremlagte forslag til traktatændring er primært et fald i den private efterspørgsel rationering, hvilket vil bremse væksten i den primært begrundet i antagelsen om, at det er (private investeringer og eksporten). I den private sektors økonomi. nogle få ØMU-landes for store underskud, situation giver det ikke mening yderligere at som er problemet. Derfor skal en overtrædelse føre en kontraktiv økonomisk politik, hvilket ØMUen og veje ud af krisen af Stabilitetspagten straffes hårdere end hidtil. den foreslåede finanspagt ville fordre. Uba- 14 Det europæiske establishment repræsenteret 15 ved EU-kommissionen, statsledere i ØMUlandene og EU-forskere, er stort set alle af den opfattelse, at et helt eller delvist sammenbrud af ØMUen vil have katastrofale konsekvenser økonomiske og (måske navnlig) politiske Egenkapitalen indgår som en væsentlig del af kapitaldækningen. 1. Finanspagten ( Merkozy-planen ) Alle de fremlagte officielle redningsplaner for ØMU-samarbejdet har derfor haft den præmis, at euroen bør reddes (næsten for enhver pris). Disse planer er blevet understøttet af en stribe analyser, der alle er mundet ud Der er meget politisk kapital og prestige forbundet med udviklingen i et lands valuta. Værdien af valuta holdes ofte op som et spejl for den økonomiske politiks succes. Begreber som en stærk og en svag valuta benyttes i flæng, hvor der følger politisk prestige med i kølvandet på en valuta, der stiger i værdi uanset at det svækker erhvervslivets konkurrenceevne. Omvendt omtales en valuta, der falder i værdi, hånligt som en svag valuta uanset at det styrker erhvervslivets eksportmuligheder. Forståelsen af disse sammenhænge er dog så småt ved at ændre sig bl.a. på grund af den vellykkede krisepolitik i Sverige, delvis båret igennem ved hjælp af en svag svensk krone. Tysklands succes i sin krisehåndtering er ligeledes blevet lettet af, at euro ens internationale værdi er lav set i forhold til det tyske omkostningsniveau. Den fælles valuta har således bidraget til at styrke det tyske erhvervslivs konkurrenceevne på de internationale markeder. 5 For hvis bare de offentlige underskud kommer under kontrol, så vil ØMU-konstruktionen være fejlfri. Kravet i den fremlagte finanspagt er, at alle deltagende lande skal indskrive i den nationale grundlov (eller tilsvarende forpligtende lovgivning), at det i fremtiden skal være forfatningsstridigt: 1. at have et underskud på de offentlige finanser, der overstiger 3 pct. af BNP, 2. at have et strukturelt budgetunderskud, dvs. føre en ekspansiv finanspolitik, der overstiger ½ pct. af BNP dog i helt ekstraordinære situationer kan der forhandles med EU-Kommissionen om en midlertidig accept af et underskud på 1 pct. af BNP. En gennemførelse af dette forslag til en national lovgivning, der begrænser muligheden lance i den private sektor mellem opsparing og investeringer, der leder til en betydeligt opsparingsoverskud med deraf følgende budgetunderskud i den offentlige sektor, kan ikke afhjælpes af offentlige besparelser og kun med betydelige vanskeligheder ved skatteforhøjelser tværtimod vil en finanspolitisk stramning snarere forstærke krisen i den private sektor og øge arbejdsløsheden yderligere. 2. Lande med betalingsbalanceoverskud bør derimod ekspandere efterspørgslen Til afklaring af krisens mulige årsager ville det være afklarende at få grundigt undersøgt, hvorfor Spanien er kommet i så dyb en krise? Indtil 2007 overholdt Spanien nemlig stabili- Det ville svare til, at en evt. dansk gældskrise blev søgt forklaret med overforbruget i Farum Kommune.

10 efterspørgsel (forbrug og/eller investeringer), hvilket IKKE ville være en omkostning for den tyske samfundsøkonomi. Alternativt har det været nævnt, at de tyske arbejdsgivere kunne være lidt mere rundhåndede ved overenskomstforhandlingerne; men her skal det ikke overses, at de tyske virksomheder også er i international konkurrence, hvilket kunne skade den tyske eksport på verdensmarkedet uden det automatisk kom den spanske (eller andre ØMU-lande) til gode. Figur 4. Konkurrenceevnen i det spanske erhvervsliv i forhold til det tyske målt ved produktivitetskorrigerede lønomkostninger Omkostningsudviklingen i Spanien i forhold til Tyskland tetspagten til punkt og prikke, der var sågar et overskud på de offentlige budgetter. På trods heraf blev den spanske økonomi ramt meget hårdt af den økonomiske krise og har i dag den højeste arbejdsløshed af alle EU-lande og på grund af den høje arbejdsløshed et budgetunderskud, der langt overstiger de tilladte 3 pct. af BNP. Samtidigt nærmede det spanske renteniveau sig i faretruende grad det niveau, der får gældsfælden til at klappe dvs. 6 pct. p.a. Årsagen til denne dramatiske nedtur skal søges i den store gældsætning til udlandet, som betalingsbalanceunderskuddet over for udlandet har påført Spanien og som primært kan henføres til en siden 2000 stærkt svækket konkurrenceevne. Det spanske omkostningsniveau ligger, som det ses i figur 4 i dag sammenlignet med år 2000 ca. 30 pct. højere end det tyske (og nordeuropæiske) omkostningsniveau. Og uanset den høje spanske arbejdsløshed er der ikke udsigt til, at lønomkostningerne, og dermed konkurrenceevnen, atter vil nærme sig det tyske niveau hertil er der for store forskelle i produktivitet, produkt- 16 mix og strukturer på arbejdsmarkedet. mindre velstillede, f.eks. Bornholm, Lolland betalingsevne. Det vil indebære, at kreditværdigheden 17 Den høje arbejdsløshed har medført 120 og ikke at forglemme Færøerne og Grønland. bag disse euro-obligationer vil være ekstra røde tal for de offentlige budgetter. De Herigennem sikres det, at ingen del af det meget høj sammenlignet med situationen for besparelser, som skiftende regeringer har gennemført, 110 politiske fællesskab lades i stikken, hvis krisen de sydeuropæiske statsobligationer. Men en så har kun givet beskedne budgetfor- rammer forskelligt. fordelagtig finansieringsmodel for de mindre bedringer; underskuddet er stadig stort ikke Den mulighed foreligger ikke i dag inden kreditværdige lande må følges op med skærpede regler for, hvilket underskud der kan 100 mindst på grund af de store og stigende renteudgifter, for ØMUen endsige inden for EU under ét. I samtidig med at arbejdsløsheden forbindelse med ØMU-krisen har der været accepteres. I dette tilfælde giver en form for er steget. Det er svært at se, hvorledes Spanien røster fremme, der har argumenteret til fordel overgrænse på gældens størrelse mening. Hvis ved egen kraft skulle kunne genstarte den for etablering af en form for føderal struktur, finanspagten havde indeholdt et sådant forslag økonomiske vækst. ØMU-samarbejdet burde der ville kunne sikre et større tilskud til lande om euro-bonds, ville den have været langt Kilde: OECD, Economic Outlook, 2011 indeholde nogle fælles regler, der sikrede, at (eller måske også regioner), der rammes mere acceptabel for de gældsplagede lande; lande med et betalingsbalanceoverskud var Men kan det anbefales, at den tyske regering særligt hårdt af en økonomisk krise. Men men ville omvendt have stødt på en betydelig forpligtede til at nedbringe deres overskud. En øger sine udgifter i en situation, hvor der er føderalisterne har svært ved at vinde gehør for modstand fra ikke mindst Tyskland, der ved måde, hvorpå Tyskland kunne nedbringe sit et budgetunderskud og den offentlige gæld deres forslag af flere årsager. denne konstruktion vil se sine egne lånebetingelser overskud, ville være at øge den indenlandske er på ca. 80 pct. af BNP? Her bør der lyttes For det første er der i dag ikke en tilstræk- blive forringet til f.eks. Paul Krugman (2012), der netop påpeger, at så længe et land har overskud på betalingsbalancen må et offentligt underskud pr. definition modsvares af et overskud i den private sektor af mindst samme størrelse. Tysk økonomi har således de penge, der skal til for at øge efterspørgslen. De skal blot aktiveres hvilket kan ske på forskellig vis uden at bringe den samfundsøkonomiske balance i fare, så længe der stadig er en betydelig arbejdsløshed i Tyskland Etablering af en egentlig føderal struktur Hvorfor tales der aldrig om, at der er ubalance i betalingerne mellem f.eks. Sjælland og Fyn? Og kun uhyre sjældent om, at det er urimeligt, at der skal være balance på de kommunale budgetter? Det skyldes primært, at både regioner og kommuner indgår i en føderal politisk struktur med en central regering, der har magt til at omfordele indkomster mellem regioner og mellem kommuner på en sådan måde, at der overføres ressourcer fra velhavende og fremgangsrige dele af kongeriget til kelig demokratisk legitimitet knyttet til EU s institutioner til, at de med et sikkert politisk mandat vil kunne gives direkte beslutningsret over et endnu større budget. I dag er EU s budget på ca. 1 pct. af medlemmernes samlede BNP svarende til ca. 200 mia., hvilket slet ikke er tilstrækkeligt til at dække de tab, der måske opstår, hvis en egentlig statsbankerot måtte indtræffe i et af ØMU-landene. For det andet vil det være vanskeligt for gruppen af meget mindre velstillede østeuropæiske lande at skulle lægge ryg til store overførsler til f.eks. Grækenland, der er væsentligt rigere, jfr. figur 2. En noget mindre ambitiøs plan, men stadig med et føderalt indhold, er forslaget om udstedelse af euro-bonds. Idéen er, at samtlige ØMU-landes regeringer skal stå som udstedere af (og dermed garanter for) disse euro-obligationer. Hvis et af landene må træde i betalingsstandsning, så bliver de øvrige lande forpligtede til at træde til og dække underskuddet. Fordelen ved disse euro-bonds er, at et ØMU-lands regering kan låne med sikkerhed i de øvrige landes samlede 6 En fuldstændig parallel argumentation kunne fremføres til fordel for et højere dansk aktivitetsniveau. Der er et betydeligt overskud på betalingsbalancen, og den private sektor, navnlig pensionskasserne, har et opsparingsoverskud, som med fordel kunne aktiveres i og med der også i Danmark er en betydeligt arbejdsløshed.

11 4. Keynes-planen Den økonomiske situation i EU er meget alvorlig. Der er udsigt til et 2012 med nulvækst eller ligefrem faldende produktion i adskillige lande specielt de der er hårdest ramt af ØMU-krisen. Det bringer mindelser om situationen i 1930erne, og tiden lige efter afslutningen på 2. verdenskrig, samt om krisen i 1970erne. Disse kriser medførte dramatiske forandringer på den økonomisk politiske arena. Pladsen tillader ikke en mere detaljeret gennemgang af disse kriseforløb men det hører med til historien, at navnet på den britiske økonom John Maynard Keynes er uløseligt forbundet med diskussioner af, hvorledes makroøkonomisk ubalance mindskes. Hans hovedkonklusion er, at en tilpas reguleret markedsøkonomi er opskriften på fortsat økonomisk velstand (og velfærd). Hans argumentation er, at de økonomiske systemer løbende skal tilpasses ændrede strukturer, intet system har evig gyldighed. Den historiske kontekst ændrer sig og det økonomiske system må tilpasses de ændrede vilkår. Han var i mellemkrigstiden dybt skeptisk over for genindførelsen af guldstandarden med faste valutakurser og fri kapital im- og eksport. Denne erfaring benyttede han ved udformningen af efterkrigstidens internationale valuta- og betalingssystem. Keynes advarede mod helt faste valutakurser, hvor erfaringen fra guldstandarden havde afskrækket ham. De enkelte lande vil over en længere årrække uvægerligt udvikle sig forskelligt. De har derfor behov for at kunne tilpasse deres omkostningsstruktur til ændrede vilkår, navnlig i krisetider. Derfor skal valutakurser være i princippet faste, som vi også kender det fra dansk fastkurspolitik; men valutakursen skal ikke være mere fast, end at den bør kunne ændres efter gensidig overenskomst, når landenes indbyrdes konkurrenceevne er kommet helt ud af takt. I en sådan situation har landene en interesse i, at valutakursen fastsættes på et nyt niveau, hvor der er en bedre paritet i landenes økonomiske formåen. Samtidig sikrer en sådan aftale om gensidighed, at der ikke udvikler sig en situation med konkurrerende valutakursnedskrivninger/devalueringer, der i sidste ende vil være til skade for alle deltagende lande. Det er efter 12 år blevet åbenbart, at ØMU-konstruktionen mangler en sådan tilpasningsmekanisme. Landene er omkostningsmæssigt låst fast, hvilket i længden har vist sig uholdbart. Dernæst advarede Keynes mod ubegrænset spekulation. Hans forslag efter 2. verdenskrig var at begrænse omfanget af international spekulation gennem kapitalkontrol. Hans argument er ganske simpelt: ureguleret international spekulation begrænser de enkelte landes mulighed for at forfølge den økonomiske politik, der vil kunne sikre fuld beskæftigelse og prisstabilitet i de enkelte, men ofte meget forskellige lande. Der er ikke én økonomisk politik, der er den rigtige for alle lande. 7 I dag frygter selv de store landes regeringschefer markedets reaktion på politiske forslag. De europæiske politikere er i en vis forstand til eksamen, hver gang der stilles et forslag til løsning af ØMU-krisen. Hvis markederne ikke kan acceptere eller ikke finder det stillede forslag troværdigt, så er der kontant afregning i form af kursfald og rentestigning. Den situation kunne ændres, hvis der blev genindført elementer af kapitalkontrol, hvilket ville have en helt umiddelbar stabiliserende effekt på de europæiske kapitalmarkeder. Desuden kunne man give den europæiske centralbank større magt til gennem opkøb af obligationer at sikre en rente, der så nogenlunde afspejlede den mulige fremtidige vækst, og derved bidrage til, at gældsfælder ikke klapper i omkring de svageste ØMU-lande. I dag spekulerer finansmarkederne direkte i en græsk statsbankerot, der vil udløse gigantiske erstatningsbeløb til de kapitalfonde, der aktivt har spekuleret i en sådan statsbankerot. Er det rimeligt, spurgte Keynes allerede i 1936, at serious business has become a victim of speculative purposes? Et af de forslag Keynes stillede i den sammenhæng udover international kapitalkontrol, var indførelse af en afgift på spekulative transaktioner, for herigennem at begrænse spekulationens omfang. Et forslag der på mange måder minder om det der netop nu forhandles i EU-regi under betegnelsen en Tobin-skat på finansielle transaktioner. En gennemførelse af Keynes-planen ville kræve en delvis tilbagerulning af ØMUprojektet. Det vil kræve en erkendelse af, at idéen med én fælles europæisk valuta er blevet søgt realiseret for tidligt i Europas historie. De europæiske økonomier er ikke tilstrækkeligt ens til, at de kan undvære muligheden for at gennemføre diskretionære tilpasninger i omkostningsniveau. Det ville kræve en tilbagevenden til Det europæiske monetære system (EMSen) som var i funktion i 20 år fra og stadig eksisterer i rudimentær form for nogle få EU-lande med egen valuta, men med en fast euro-kurs. EMSen var bestemt heller ikke et perfekt valutasamarbejde, der var adskillige EMSkriser, der dog alle blev overvundet. Blandt svaghederne ved EMSen kan nævnes fraværet af regler for, hvornår et land har ret/pligt til at justere sin valutakurs og med hvor meget. Det var konstant til diskussion og var med til at give spekulanterne friere spil. EMSen kom op gennem 1980erne under stigende pres, idet den internationale kapitalkontrol blev afviklet. Det gav de finansielle markeder en ny og næsten ubegrænset magt, som satte EMSen under pres i 1992/93 et pres som dog aftog da udsvingsmargenerne omkring centralkursen blev udvidet fra hidtil +/- 2¼ pct. til +/- 15 pct. Herved blev de tilladte udsving gjort så store, at de internationale kapitalfonde ikke kunne gennemtvinge en ændring af centralkursen. Om de ville kunne det i dag er svært at spå om, så en form for kontrol med spekulativ kapital må fortsat anbefales. Hvor omfattende tilbagerulningen af ØMUen i givet fald bør være, vil kræve nøje studier. Det er åbenbart at de fleste af de sydlige periferilande vil være kandidater til at få deres egen valuta igen: euro-drakme, euro-lire, euro-peseta etc. Omvendt ville det være en mulighed, at de nordeuropæiske ØMU-lande med overskud på betalingsbalancen kunne bevare en fælles valuta: Tyskland, Holland, Østrig og måske Finland. Hvor Frankrig vil placere sig i en sådan tilbagerulningsproces, er overvejende et politisk spørgsmål. En diskussion, som jeg ikke skal foregribe her. I dag forekommer Keynes-planen ikke realistisk i en europæisk kontekst. Den politiske opinion er endnu ikke moden til at gennemføre en så radikal ændring i valutasamarbejdet, idet den dominerende diskurs fortsat (et stykke tid) vil være save the euro. Men i og med Grækenland efter sigende i november 2011 blev truet med at blive smidt ud af ØMUen, hvis den annoncerede folkeafstemning ikke blev aflyst, så er katten sluppet ud af sækken. At deltagerkredsen i ØMUen kan reduceres er ikke længere en diskussion på det spekulative overdrev; men derimod et forløb, One size fits all countries er en illusion. Derfor bør de enkelte lande ikke afgive deres økonomisk politiske instrumenter og heller ikke overlade rente- og valutakursdannelse til de internationale spekulanter. Så længe landene er forskellige i økonomisk strukturer og politisk prioritering kan de med fordel bevare deres suverænitet gennem en international regulering af finansielle kapitalstrømme.

12 20 der kan blive en realitet. Og så er det man spørger, hvordan skal en sådan exit gennemføres i praksis? Her burde EU-kommissionen ikke som nu stikke hovedet i busken og sige ikke se; ikke høre; ikke tale om en reduktion af antallet af ØMU-lande. En eventuel ØMU-exit burde ske under ordnede forhold, så det/de i forvejen gældsplagede land(e) ikke lades i stikken. Spørgsmålet er, hvor langt den europæiske solidaritet rækker i sådanne ekstraordinære situationer. Et spørgsmål som få politiske beslutningstagere tør stille offentligt, da det kan sætte en ukontrollabel spekulationsbølge i gang; men forhåbentlig er spørgsmålet allerede blevet stillet bag lukkede EU-døre i erkendelse af, at den foreslåede finanspagt næppe vil blive det sidste forsøg på at løse ØMU-krisen. Afslutning Det er svært at spå, navnlig om fremtiden. Det gælder også inden for samfundsvidenskab. Men når det er sagt, så var ØMUens indbyggede svagheder allerede fra etableringen så åbenbare, at det helt berettiget førte til mange advarsler fra uafhængige økonomer. ØMU-krisen måtte komme, når omkostningsforholdene i de deltagende lande var blevet for store. Ubalancen i ØMU-samarbejdet viste sig i form af stigende betalingsbalanceunderskud i de sydeuropæiske lande, som førte til en deraf afledt opbygning af udlandsgæld. Gælden svækkede underskudslandenes modstandskraft, hvilket forstærkedes, da den økonomiske krise skyllede ind over Europa fra efteråret Krisen manifesterede sig i en meget forskellig udvikling i arbejdsløsheden mellem landene. Underskudslandene oplevede en voldsom stigning i arbejdsløsheden, der forøgede presset på de offentlige budgetter og gældsætningen. Finansieringen af den offentlige gæld viste sig at blive mere og mere omkostningsfyldt. Der blev aktivt spekuleret i en statsbankerot i flere af de sydeuropæiske lande. En spekulation, som etableringen af den europæiske finansielle stabiliseringsfond i 2010 midlertidigt dæmmede op for. Forløbet igennem 2000erne og videre ind i dette tiår har således demonstreret, hvor uforberedt hele ØMU-konstruktionen og det tilknyttede politiske ØMU-samarbejde var på at håndtere et egentligt kriseforløb. ØMUen var designet til magsvejr, hvor ubalancerne er beskedne og udlignes i løbet af få år. Betydningen af de akkumulerende gældsproblemer (både udlands- og statsgæld) blev negligeret indtil det var for sent. ØMUens institutioner var ikke gearet til at hindre at den fundamentale diskussion af, om ØMUen vil overleve blev en del af den europæiske hverdag. I et forsøg på at klare de helt akutte finansieringsproblemer måtte bl.a. Den internationale Valutafond (IMF) inddrages. IMF har en betydelig erfaring med hensyn til at give kriselån, hvortil der knyttes en række til tider meget barske lånebetingelser. Ved indgangen til 2012 har disse kriselån antaget et sådant omfang, at selv IMF er ved at løbe tør for penge, samtidig med at de tre lande, der foreløbig har modtaget krisehjælp (Grækenland, Portugal og Irland) har svært ved at indfri de krav, som IMF har stillet som betingelse for udbetaling af hele lånet. Men gælden vokser stadig i de sydeuropæiske lande. Det har vist sig vanskeligere end først antaget at spare sig til balance på de offentlige budgetter. Den negative påvirkning af den økonomiske vækst gør det særlig vanskeligt at reducere budgetunderskuddet, arbejdsløsheden og den offentlige gæld. De udeblevne resultater har fået EU-kommissionen til efter aftale med Angela Merkel og Nicolas Sarkozy at fremsætte forslaget om finanspagten. Her stilles der krav om, at ØMU-landene skal indskrive i deres nationale forfatning, at der skal være balance på de offentlige budgetter, og at manglende balance kan udløse betaling af bøder til EU uanset konjunktursituationen. Det åbne spørgsmål er, hvad fremtiden vil bringe; for uanset vedtagelsen af finanspagten vil de iboende svagheder i ØMU-konstruktionen fortsat bestå. En meget rigid tolkning af stabilitetspagten, som der er lagt op til i finanspagten,vil blot forstærke disse svagheder, idet der ikke i tilstrækkeligt omfang tages hensyn til de forskellige nationale prioriteringer. Det betyder at de allerede i dag eksisterende spændinger primært mellem nord og syd efter al sandsynlighed vil forstærkes, hvilket vil kræve langt mere dybgående reformer i fremtiden. Om karakteren og omfanget heraf kan der kun gisnes, men spørgsmålet burde allerede nu underkastes en grundig analyse.

13 Litteratur Appendiks 1 : Davidson, Paul (1982) International Money and the Real World, London: Macmillan Davidson, P. (2009) The Keynes Solution, Cheltenham: Edward Elgar De Grauwe, Paul (2007) Economics of Monetary Union, 7th ed. Oxford: Oxford University Press DIIS, (2008) De danske forbehold over for Den europæiske Union udviklingen siden 2000, København: eget forlag DUPI, (2000) Udviklingen i EU siden 1992 på de områder, der er omfattet af de danske forbehold, København: Dansk Udenrigspolitisk Institut 22 Hoffmeyer, Erik (2005) Den politiske historie Krugman, P. (2012) Nobody Understands 23 om den økonomiske og monetære union, Debt, New York Times, 1st January Odense: Syddansk Universitets Forlag Issing, Otmar m. fl. (2001) Monetary Policy in the Euro Area, Strategy and Decision Making at the European Central Bank, Cambridge: Cambridge University Press. Jespersen, Jesper (2000) Særudtalelse i tilknytning til rapport fra Rådet for europæisk politik, Århus: Forlaget Systime Jespersen, Jesper (2002) Why so much macroeconomic disagreement on the EMU? i festskrift til Victoria Chick, redigeret af Phillip Arestis, Sheila Dow og Megnad Dessai, London Routledge, 2001 Jespersen, Jesper (2004) The Stability Pact: a Monetary Straitjacket i The Price of the Euro redigeret af Jonas Ljungberg, Basingstoke: Palgrave Jespersen, Jesper (2005) Exchange Rate Arrangements and EU Enlargement, in Louis-Philippe Rochon & Sergio Rossi (eds.), Monetary and Exchange Rate Systems a Global View of Financial Crises, Cheltenham: Edward Elgar Jespersen, J. (2008) Dansk Valutakurspolitik i et ØMU-perspektiv, København: NyAgenda Jespersen, J. (2010) Tobin-skatten et godt gammelt Columbusæg, Kritisk Debat, april Mundell, Robert (1961) A Theory of Optimal Currency Areas, American Economic Review, 51 Mundell, Robert (1973) Uncommon Arguments for Common Currencies, in Harry Johnson & A. Swoboda, The Economics of Common Currencies, London: Allan & Unwin Nedergaard, Peter (2008) ØMU en en solid succes, Udsyn (udgivet af dansk udenrigspolitisk selskab) Kort om fordele og ulemper ved en økonomisk monetær union, der ikke repræsenterer et optimalt valutaområde. 8 ØMUen blev en realitet fra 1. januar 1999, hvor 11 medlemslande i EU (Grækenland kom med i 2002) definitivt opgav deres nationale valuta til fordel for én fælles valuta, euro. De første tre år var euro en kun en regningsenhed, idet ØMU-landene først fra 1.januar 2002 rent fysisk gik over til at benytte de samme pengesedler og mønter udstedt i euro i samtlige 12 lande. Efterfølgende er antallet af ØMU-lande blevet udvidet til 17 idet 5 af de (mindre) nye EU-lande optaget i 2004 er gået over til euro i takt med, at de opfyldte konvergenskriterierne. Tre af de gamle EU-lande har valgt at stå uden for ØMUen. Storbritannien og Danmark har en traktatlig undtagelse, mens Sveriges flydende valutakurs ikke er forenelig med det konvergenskrav, der kræver, at et EU-land i mindst to år skal have haft en fast valutakurs over for euroen. Den svenske politik afspejler i første række en folkelig modvilje mod det tab af suverænitet, som opgivelse af den nationale valuta indebærer, og som i Sverige (ligesom i Danmark) er blevet bekræftet gennem en folkeafstemning. Hertil kommer en skepsis uden for det økonomisk-politiske establishment med hensyn til de økonomiske fordele et sådan medlemskab ville indebære. Tværtimod har forløbet af den økonomiske krise understreget, at omkostningerne ved den fælles valuta, når der ikke er tale om et optimalt valutaområde er betydelige og stærkt ulige fordelt. Det er navnlig de lande, der får eroderet deres europæiske (og dermed også internationale) konkurrenceevne, som bærer disse omkostninger i form af arbejdsløshed, forstærket økonomisk krise og store betalingsbalanceunderskud. Fordelen ved at deltage i ØMU med én fælles valuta er den simple, men samfundsøkonomisk beskedne, at virksomheder og turister sparer omkostningerne ved omveksling af nationale penge ved handel med andre eurolande. Det er en umiddelbar, håndgribelig og let forståelig fordel. Hertil kan føjes den fordel der ligger i, at usikkerheden med hensyn til udviklingen i valutakurserne tilsyneladende også forsvinder, når der benyttes én og samme valuta; men denne usikkerhed er vendt tilbage i kølvandet på diskussionen om et eller flere af euro-landene på et senere tidspunkt atter vil forlade ØMUen. Endelig fremhæves det ofte som en overvejende politisk fordel at sidde med ved ØMU-bordet, når beslutninger om ØMU-samarbejdets fremtid skal træffes. En tilsyneladende fordel, der dog i forbindelse med den nuværende gældskrise har vist sig også at indebære betydelige omkostninger. For de lånegarantier, der udskrives i et forsøg på at begrænse gældskrisens omfang i de sydeuropæiske ØMU-lande, udstedes kun af ØMUlandene hvilket har skabt betydelig politisk modstand i nogle af de rige ØMU-lande. Omkostningerne ved at give afkald på et lands egen valuta er vanskelige at opgøre. De 8 En mere omfattende og udtømmende gennemgang af disse forhold, der har karakteriseret udviklingen i ØMU lige fra etableringen i 1999 og frem til 2008 understøttet af den teoretiske litteratur om optimalt valutaområde findes i Jespersen (2008)

14 består i første række i, at de deltagende lande giver afkald på væsentlige instrumenter i den økonomiske politik. Ifølge sagens natur afskærer de sig fra i fremtiden at ændre deres valutakurs. Det er heller ikke muligt at føre en selvstændig pengepolitik, da Den europæiske Centralbank (ECB) har ansvaret for udstedelsen af de fælles betalingsmidler og for fastsættelsen af lånerenten for de private banker. Det er kun finanspolitikken, som de deltagende lande bevarer den politiske beslutningsret over. En ret, der dog er begrænset af Stabilitets- og Vækstpagten krav om, at den offentlige sektors budgetunderskud ikke må overstige 3 pct. af BNP. Vurderingen af størrelsen af disse omkostninger må variere meget fra land til land afhængig af, hvor forskellige landene er indbyrdes og den forventede størrelse af de fremtidige økonomiske kriser. Jo tættere den økonomiske udvikling i et medlemsland ligger på ØMU-gennemsnittet, navnlig for udvikling i produktionsomkostninger, desto lettere vil det være at tilpasse sig den fælles valutakursog pengepolitik gennem mindre justeringer af finanspolitikken. Derimod vil de ØMUlande, hvor erhvervslivets konkurrenceevne er blevet svækket af stigende omkostninger, være særligt sårbare, når en økonomisk krise rammer euro-zonen. Et ØMU-lands position kan også være svækket, hvis det i gode tider har ført en for ekspansiv finanspolitik, der allerede inden krisen bryder ud har bragt de offentlige finanser i konflikt med Stabilitetspagtens krav som det f.eks. var tilfældet i Grækenland. Omfanget af disse omkostninger blev først anskueliggjort, da den økonomiske krise ramte EU i efteråret Her viste det sig, at de lande der havde en svækket konkurrencemæssig position og underskud på det offentlige budget blev særligt hårdt ramt, og skulle det vise sig de kan ikke ved egen kraft vride sig fri af krisens jerngreb, da landene mangler de hidtidige politiske instrumenter, navnlig i form af en fleksibel valutakurs, der tidligere har været brugt til at bryde en sådan nedadgående spiral og som bl.a. har bragt Sverige nogenlunde helskindet igennem krisen. Appendiks 2 : Offentlig gæld og udlandsgæld og må ikke forveksles. ØMUen er en euro-monetaristisk konstruktion 9 Fokus i ØMU-diskussionen har fra starten ligget på den offentlige sektors økonomi. Dette skyldes, at den makroøkonomiske teori, der blev lagt til grund for udformningen af ØMU var neoklassisk makroteori (også kaldet euro-monetarisme), se nedenfor i ordlisten. Den har som sit aksiomatiske grundlag, at den private sektor i sine økonomiske dispositioner altid vil være i ligevægt balance mellem udgifter og indtægter (om ikke år for år, så inden for en relevant planlægningshorisont af 3-5 år). Det betyder, at monetaristisk makroteori antager, at vedvarende ubalance i samfundsøkonomien må skyldes politiske tiltag, der ikke sikrer, at der er ligevægt på de offentlige budgetter helst år for år, men i hvert fald i dette 3-5 års perspektiv. Det er denne euromonetaristiske model, der bl.a. ligger bag udformningen af kravet til Den Europæiske Centralbank (ECB) om helt at koncentrere pengepolitikken om at begrænse inflationen, for den har ingen realøkonomisk betydning for den private sektor. Realøkonomisk ubalance i den private sektor tilskrives således udelukkende ubalance på de offentlige budgetter. Det er baggrunden for udformningen af den oprindelige Stabilitetspagt, hvor budgetunderskuddet bliver begrænset til 3 pct. af BNP og nu Finanspagten, hvor den aktive finanspolitik begrænses til ½ pct. af BNP. Euro-monetaristisk teori anser ikke overog underskud på betalingsbalancen for en væsentlig problemstilling. Her antages det, at et evt. underskud er udtryk for at de monetaristiske aktører (husholdninger og virksomheder) foretager, som det hedder en intertemporal optimering af forbrug og produktion. Herved fremstår et betalingsbalanceunderskud blot som et fremrykket privat forbrug, der finansieres i udlandet på det fælles og sammensmeltede euro-lånemarked. Lån der uden vanskelighed betales tilbage i fremtiden gennem en øget produktion. Dette er det teoretiske svar på, hvorfor betalingsbalanceuligevægt ikke skal tillægges nogen vægt for det sker på baggrund af private aktørers optimale valg mellem forbrug i nutid og fremtid. Et eventuelt underskud på betalingsbalancen, der ikke kan henføres til den private sektors optimale valg, må i så fald skyldes et offentligt underskud, der søges finansieret i udlandet. Herved er vi tilbage ved den grundlæggende euro-monetaristiske anbefaling, at det er ubalance på den offentlige sektors budgetter, der forstyrrer enten den private sektor eller fører til låntagning i udlandet Den euro-monetaristiske teori er blevet udfordret af den økonomiske krise Det er forhåbentligt fremgået af hovedteksten, at den faktiske makroøkonomiske udvikling ikke kan forklares inden for rammerne af den euro-monetaristiske model. Det er en kon- 9 En mere omfattende og udtømmende gennemgang af disse forhold, der har karakteriseret udviklingen i ØMU lige fra etableringen i 1999 og frem til 2008 understøttet af den teoretiske litteratur om optimalt valutaområde findes i Jespersen (2008)

15 struktion, der ikke beskriver virkeligheden. Men konstruktionen var den direkte årsag til, at betydningen af betalingsbalanceunderskud blev negligeret og stadig gør det på de bonede gulve i Bruxelles, hvor fokus stadig ligger på begrænsninger på den offentlige gældsætning, hvilket finanspagten om noget bærer vidnesbyrd om. I den europæiske økonomiske virkelighed, hvor landenes indbyrdes konkurrenceevne spiller en helt afgørende rolle for beskæftigelse og produktion, er saldoen på betalingsbalancens løbende poster (forholdet mellem import og eksport af varer og tjenester) vigtig. Et underskud fortæller, at der importeres mere end der eksporteres. Det betyder tab af arbejdspladser og en mindsket produktion, der fører til stigende arbejdsløshed, som det realøkonomiske problem. Men ligeså alvorligt er det, at dette underskud på betalingsbalancen er ensbetydende med gældsætning til udlandet som oftest den private sektor. Når varerne bliver (relativt) billigere, så købes de i udlandet ikke som led i en intertemporal optimering ; men som et resultat af ganske almindelig købmands-snusfornuft. Hvor længe vil udenlandske banker vedblive med at finansiere en sådan udenlandsk gældsætning? Indtil der opstår tilstrækkelig usikkerhed, om underskudslandet/ne vil kunne genvinde sin/deres (europæiske) konkurrenceevne og begynde at betale renter og afdrag på udlandsgælden i form af øget eksport af varer og tjenester. Som det fremgår af figur A2.1 burde denne tvivl have meldt sig længe inden krisen brød ud i Underskuddene og overskuddene var blevet opbygget systematisk gennem hele ØMU-perioden og kulminerede i 2008; men på et tidspunkt havde den private sektor i f.eks. Spanien opbygget en udlandsgæld, der lå på ca. 60 pct. af BNP. I selv samme periode var der et overskud på de offentlige budgetter i de fleste af årene hvilket demonstrerer at Figur A 2.1 Betalingsbalancen i pct. af BNP, udlandsgæld og offentlig gæld bestemt ikke behøver at gå hånd i hånd. At en udvikling med stigende uligevægt på betalingsbalancen i ØMU-landene var under udvikling, var åbenbar for enhver, der kikkede i statistikken over den makroøkonomiske udvikling i de enkelte ØMU-lande men euro-monetaristerne i Bruxelles vendte det blinde øje til. Disse stigende ubalancer var ikke et problem i deres teoretiske modeller underskuddene ville udligne sig af sig selv. Heri tog de fejl, idet underskuddene er et direkte spejlbillede af udviklingen i landenes konkurrenceevne, Procent som bevægede sig væk fra hinanden år for år, jfr. figur A2.2. Dette indebærer, at de lande, hvor konkurrenceevnen er blevet eroderet, fortsat gældsætter sig til udlandet, nu er det blot for Grækenland, Portugal og Irland ikke udenlandske banker, der finansierer stigningen i udlandsgælden, men derimod European Finansiel Stability Fund, som har overtaget en del af risikoen ved udlandsgælden primært Figur A 2.2 Udvikling i ØMU-landenes omkostningsniveau IRLAND ITALIEN SPANIEN GRÆKENLAND FRANKRIG TYSKLAND Kilde: Philip Whyte, Why is Germany not a model for the euro-zone, CES-analysis Note: Målet for konkurrenceevnen er real effective exchange rate, som tager højde for udviklingen i den effektive valutakurs samt udviklingen i landets omkostningsniveau. -20 BELGIEN FINLAND IRLAND GRÆKENLAND PORTUGAL HOLLAND ØSTRIG Kilde: OECD, Economic Outlook, 2011 SPANIEN ITALIEN FRANKRIG TYSKLAND DANMARK SVERIGE STORBRITANNIEN EURO - ZONE USA

16 28 den som består af statsobligationer, som er købt af udenlandske banker. Udlandsgæld og offentlig gæld er forskellige både analytisk og i virkeligheden Ovenstående gennemgang skulle have demonstreret, at underskud på betalingsbalancen gør et land afhængig af udenlandsk finansiering uanset om underskuddet er forårsaget af svigtende konkurrenceevne i den private sektor eller et eventuelt offentligt overforbrug. I de fleste ØMU-lande kan underskuddet på betalingsbalancen primært henføres til en svigtende konkurrenceevne, der fører til stigende arbejdsløshed og stagnerende produktion, som efterfølgende sætter sig spor på de offentlige budgetter i form af øgede sociale udgifter og svigtende skatteindtægter (effekten af de automatiske stabilisatorer). Her er det vigtigt at gøre sig den makroøkonomiske årsagssammenhæng klar: svækket konkurrenceevne stigende arbejdsløshed øget budgetunderskud. Tilsvarende kan de stigende overskud på betalingsbalancen i Tyskland, Holland, Østrig og Sverige forklares ved en vedvarende forbedring af konkurrenceevnen lav arbejdsløshed, jfr. figur 1 og beskedent underskud på de offentlige budgetter. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at for euro-zonen under ét er der stort set balance i handlen med omverdenen, hvilket også fremgår af figur A2.1. Det betyder, at summen af overskud og underskud på medlemslandenes betalingsbalancer må være (tilnærmelsesvist) nul. Hvis underskudslandene skal formindske deres samlede underskud, så må noget tilsvarende også gøre sig gældende for overskudslandenes overskud. I praksis betyder dette, at en reduktion af ubalancen i handlen mellem Nord- og Sydeuropa (hvor Frankrig hører med til Syd!) kræver, at i første række Tyskland reducerer sit store overskud på betalingsbalancen. Dette kan ske ved enten, at Tyskland fører en mere ekspansiv økonomisk politik eller at den tyske konkurrenceevne svækkes gennem lønforhøjelser, der ligger over gennemsnittet i ØMU-landene. Det sidste er svært at forestille sig. Tilbage står således spørgsmålet, om Tyskland kan tillade sig at føre en mere ekspansiv økonomisk politik i en situation, hvor den offentlige gæld er ca. 80 pct. af BNP og budgetunderskuddet tæt på den maksimalt tilladte grænse på 3 pct. af BNP. Hvis finanspagten blev lagt til grund for vurderingen ville svaret være negativt også Tyskland skal nedbringe sin offentlige gæld til de accepterede 60 pct., hvilket skal ske gennem yderligere besparelser. En sådan sparepolitik vil dog øge ubalancen i tysk økonomi, idet den både vil forøge arbejdsløsheden og betalingsbalanceoverskuddet det sidste til skade for de øvrige ØMU-lande. Finanspagtens udformning er, som nævnt ovenfor, baseret på euro-monetaristisk teori, der kommer til kort i situationer, hvor også den private sektor er ude af ligevægt. Situationen i Tyskland (og de fleste andre lande med overskud på betalingsbalancen) er den, at den private sektor har et stort finansielt opsparingsoverskud (dvs. privat opsparing minus private reale investeringer) på ca. 7 pct. af BNP. 10 Det betyder, at den makroøkonomiske ubalance i Tyskland udspringer af det forhold, at den private sektor ikke ønsker at omsætte hele sin opsparing til reale investeringer, hvilket efterlader et hul i efterspørgslen efter varer og tjenester og dermed i efterspørgslen efter arbejdskraft. En vellykket økonomisk politik bør have som mål at aktivere den passive private opsparing. Det kan ske ved at sænke renten, ved at give private virksomheder et investeringstilskud, give husholdninger et tilskud til boliginvesteringer eller, hvis disse initiativer ikke lykkes, øge de offentlige investeringer. Pengene hertil kan lånes i den private sektor og så længe renten er mindre end væksten i BNP, vil det ikke øge den offentlige gældsbyrde. Sammenfatning vedr. forskellen mellem udlandsgæld og offentlig gæld De lande der har overskud på betalingsbalancen befinder sig samtidig i en situation, hvor den indenlandske opsparing overstiger de indenlandske reale investeringer. Det er en bogholderimæssig sammenhæng, som alle økonomer er enige om. Euro-monetaristerne antager fejlagtigt at denne ubalance forsvinder af sig selv. Det har den langstrakte økonomiske krise vist, at den ikke gør. Eurorealisterne anbefaler derfor, at de private og/ eller offentlige investeringer øges, navnlig i en situation, hvor der fortsat er en betydelig arbejdsløshed også i ØMU-lande med overskud på betalingsbalancen. I disse lande med betalingsbalanceoverskud er det ikke afgørende om det er i den private eller i den offentlige sektor, at den finansielle overopsparing finder sted. Som hovedreglen vil det gælde, at i perioder med arbejdsløshed er det den private sektor, der har en overopsparing og gennemfører for få reale investeringer. Det afgørende er, at overskuddet på betalingsbalancen gør det muligt at finansiere en ekspansiv økonomisk politik ved indenlandsk låntagning. Hvis renten ikke overstiger den forventede vækst i BNP, så øges den offentlige gældsbyrde ikke. Endelig og nok så vigtigt så vil en sådan ekspansiv økonomisk politik mindske det tyske betalingsbalanceoverskud, hvilket de øvrige ØMU-lande vil have fordel af. Men politikken vil ikke løse det mere fundamentale problem, der knytter sig til, at landenes konkurrenceevne har udviklet sig vidt forskelligt. En løsning på dette problem kræver mere radikale reformer af det valutariske samarbejde i Europa. 10 Bogholderimæssigt kan den private sektors finansielle opsparingsoverskud, dvs. den opsparing, der overstiger omfanget af private reale investeringer, opgøres som summen af betalingsbalanceoverskuddet og den offentlige sektors underskud. I Tyskland er betalingsbalanceoverskuddet ca. 5. pct. af BNP og underskuddet i den offentlige sektor ca. 2 pct. Alt i alt er opsparingsoverskuddet i den private sektor på 7 pct. af BNP, så der er nok at tage af, hvis den offentlige sektor skulle have behov for at øge sin obligationsudstedelse.

17 Ordliste ØMU-relaterede begreber Konvergenskriterierne: Fire økonomiske krav, der skal opfyldes, når der træffes beslutning om at gøre et land til medlem af euro-zonen. Men som ikke nødvendigvis efterfølgende skal opfyldes. Det har i praksis betydet, at landene har haft ganske betydelige forskelle i inflation, rente og offentlige budgetter, der har skabt større og større spændinger mellem ØMUlandene. De fire kriterier er: 1. Ensartet prisudvikling: Inflationstakten i det pågældende land må ikke overstige inflationstakten i de tre medlemsstater, der har opnået de bedste resultater mht. prisstabilitet, med mere end 1,5 procentpoint. 2. Holdbare offentlige finanser: Det årlige offentlige underskud må ikke overstige 3 pct. af BNP i det pågældende land. Ligeledes må den offentlige gælde ikke udgøre mere end 60 pct. 30 af BNP. likviditeten. negative konsekvenser for betalingsbalancen Stabil valutaudvikling: Den omhandlede og beskæftigelsen. valuta må ikke være blevet devalueret i forhold til euro igennem to år. Intern revaluering: indebærer en hurtigere 4. Ensartet udvikling i den lange rente: Det omkostningsudvikling end hos samhandelslandene, pågældende land må ikke inden for et år have hvilket har en række negative konse- haft en gennemsnitlig langfristet nominel kvenser, som det er blevet oplevet i Sydeuropa rentesats, der overstiger den tilsvarende rentesats igennem de seneste ti år. i de tre medlemsstater, der har opnået de bedste resultater mht. prisstabilitet, med mere end 2 procentpoint. Stabilitets- og vækstpagten: et regelsæt, der fastlægger en række spilleregler for eurolandene. Herunder: deres maksimale budgetunderskud (3 pct. - underskudskvotienten) og statsgæld (60 pct. gældskvotienten) i forhold til landets BNP. Disse regler er ligeledes gældende i konvergenskriterierne. Stabilitets- og vækstpagten blev vedtaget i Finanspagten er en opstrammet udgave af Stabilitets- og vækstpagten. Det hidtidige krav om et maksimalt underskud på de offentlige budgetter på 3 pct. af BNP er blevet suppleret med et krav om, at det strukturelle budgetunderskud ikke må overstige ½ pct. af BNP (en begrænsning af den aktive finanspolitik). En overtrædelse af disse regler skal udløse en bøde, som der skal et kvalificeret flertal i Det europæiske Råd til at ændre. (Tidligere skulle der være et kvalificeret flertal i Rådet for at pålægge et land en bøde). Endelig indeholder finanspagten også et krav om, at lande med en gældskvote over 60 pct. af BNP skal nedbringe den år for år, indtil de 60 pct. er nået. European Financial Stability Facility (EFSF) er en lånekasse, som ØMU-landenes regeringer har garanteret og som administreres i samarbejde med IMF. Her kan gældsplagede ØMU-lande søge at opnå lån, hvis de er villige til at underkaste sig en form for økonomisk administration bestemt af IMF omfattende offentlige besparelser og skatteforhøjelser. EFSF afløses efter planen fra juli 2012 af European Financial Mechanism (EFM), der er blevet etableret efter en ændring i EU-traktatens rammer. I den oprindelige Lissabon-traktat var der en paragraf, der udtrykkeligt forbød, at der inden for EU-systemet blev etableret en fond, der kunne komme et nødlidende medlemsland til undsætning med lån. Det førte til den midlertidige EFSF, der juridisk var en mellemstatslig institution, som euro-landene gav en statsgaranti på bilateral basis. Eurobonds er obligationer, som udstedes af EU og som regeringerne i ØMU-landene kan benytte til at finansiere et budgetunderskud eller refinansiere allerede eksisterende gæld. Alle ØMU-landene skal stå som debitorer og dermed garantere at lånene bliver betalt tilbage. Disse obligationer vil have en rente, som afspejler den gennemsnitlige rente, hvilket betyder, at bl.a. Tyskland skal betale en (lidt) højere rente, hvorfor idéen har mødt betydelig modstand her. European Central Bank (ECB) udsteder europengesedlerne, og giver de private banker i euro-landene lån mod sikkerhed i bl.a. statsobligationer. ECB fastsætter således renten på og omfanget af disse lån. ECB har også i perioder opkøbt statsobligationer i et forsøg på at bremse rentestigningen og samtidig øge Penge-/valuta-/finanspolitiske begreber Fast valutakurs: vil sige, at den nationale valutakurs er bundet i et fast forhold til en (eller flere) valutaer. For Danmarks vedkommende vil det sige, at Nationalbanken er forpligtet til at sikre, at den danske krone ikke divergerer med mere end +/- 2,25 pct. i forhold til euroen. Dette gøres enten ved at købe/sælge af valutareserven eller ved at hæve/sænke diskontoen. I dag er den danske rente lavere end den tyske, som udtryk for, at valutareserven er steget ganske betydeligt på grund af kapitalindstrømning. Flydende valutakurs: vil sige, at den nationale valutakurs overvejende er bestemt af markedskræfterne. Devaluering/depreciering: vil sige, at valutaens værdi falder i forhold til euro. Den svenske krones værdi faldt i kølvandet på finansieringskrisen i efteråret 2008, hvorved det bliver billigere at producere i Sverige sammenlignet med euro-landene, hvilket førte til øget eksport og mindsket import. Dette gav en positiv beskæftigelseseffekt og en forbedring af betalingsbalancen. Intern devaluering: indebærer en langsommere omkostningsudvikling i et af landene i en monetær union. Det giver en konkurrencemæssig fordel, hvilket bl.a. Tyskland har draget fordel af. Revaluering/appreciering: indebærer at valutaens værdi stiger i forhold til euro. Det gjaldt for f.eks. Schweizer- francen, hvilket svækker konkurrenceevnen og derfor har Finanspolitik: beskæftiger sig med ændringer i offentlige indtægter og udgifter med det formål at påvirke udviklingen i produktion og beskæftigelse. Automatisk budget-stabilisator: beskriver det forhold, at der i en lavkonjunktur med

18 32 stigende arbejdsløshed automatisk vil ske en forøgelse af de offentlige sociale udgifter og en reduktion af det beløb, der bliver indbetalt som kildeskat. Pengepolitik: beskæftiger sig med ændringer i centralbankens udlånsrente, køb (og salg) af statsobligationer med henblik på at påvirke den lange obligationsrente, samt ændrede likviditets- og solvenskrav til de private banker. Prisstabilitet: vil sige, at pengene bevarer deres værdi. ECB s primære formål er at sikre prisstabilitet i eurolandene, hvilket er defineret som en stigningstakt i forbrugerpriserne i underkanten af 2 pct. om året. Kapitalkontrol: knytter sig primært til finansielle transaktioner henover lande-/ valutagrænser. De blev alle stort set afskaffet i 1980erne; men er bl.a. blevet genindført i Island som led i landets krisestyring og beskyttelse mod udenlandsk spekulation. Tobin-skat: er en afgift på finansielle transaktioner, der skal gøre det mere omkostningsfyldt at foretage spekulation i kursudviklingen for finansielle aktiver af forskellig karakter (aktier, obligationer, valuta og såkaldte derivater ). Makroøkonomiske skoler: Neoklassisk makroteori: er udviklet i slutningen af det 19. århundrede baseret på en sammenhængende, matematisk formuleret model Walras-modellen. Her antages det, at alle aktører er nytte- og profitmaksimerende, at der etableres makroøkonomisk markedsligevægt gennem pris- og lønfleksibilitet. Årsagen til vedvarende underskud på de offentlige budgetter henføres som hovedregel til et politisk besluttet overforbrug. Euro-monetarisme: er en særlig variant af neoklassisk teori, der antager at en fælles valuta (der bryder med antagelsen om prisfleksibilitet) i flere lande er forenelig med makroøkonomisk ligevægt. Teorien bygger på den antagelse, at landene har en parallel udvikling i omkostningsniveau (konkurrenceevne). En teori, der endnu ikke har kunnet eftervises at have gyldighed i praksis (Post-)Keynesiansk makroteori: er udviklet i midten af 1930erne af John Maynard Keynes. Efter Keynes død i 1946 blev den keynesianske skole benævnt den post-keynesianske skole. Teoriretningen er baseret på antagelsen om at fundamental usikkerhed og effektiv efterspørgsel spiller en afgørende rolle for den makroøkonomiske udvikling i de enkelte lande. Euro-realisme: tager afsæt i den post-keynesianske forståelse af de makroøkonomiske sammenhænge. Inden for denne modelramme kan det vises, at under sædvanlige og realistiske forudsætninger om ØMU-landenes makroøkonomiske strukturer vil det være umuligt at opnå fuld beskæftigelse og ligevægt på betalingsbalance i samtlige lande på samme tid. Det ville som et minimum kræve, at der blev ført en aktiv og koordineret økonomisk politik uden eksplicitte budgetbegrænsninger.

19 ØMU EN OG DEN ØKONOMISKE KRISE I EU I over to år har en række EU-lande gennemlevet en hård økonomisk krise. Arbejdsløshed, statslige gældskriser og voldsomme offentlige nedskæringer har ramt en stor del af landene i EU. Prisen for krisen bliver betalt af befolkningerne og ikke af de finansselskaber, som har størstedelen af ansvaret for krisen. Nogle af de 17 lande, der er fuldt medlemmer af den Økonomiske og Monetære Union, er så hårdt ramt af høj arbejdsløshed, negativ vækst og stigende gældsbyrder, at hele den Økonomiske og Monetære Union er rystet og truet af sammenbrud. NyAgenda har bedt økonomiprofessor Jesper Jespersen om at analysere krisen i den Økonomiske og Monetære Union og de indbyggede strukturelle problemer, som har eksisteret fra starten af ØMUen. Rapporten indeholder også en kritisk analyse af det aktuelle forslag til en finanspagt, hvor Jesper Jespersen konkluderer: Vedtages finanspagten, vil det betyde en ganske betydelig reduktion af de enkelte landes finanspolitiske råderum, hvilket i sig selv vil indebære en øget risiko for, at den økonomiske stagnation i de europæiske økonomier vil trække i langdrag. Under hensyn til dette alvorlige, negative perspektiv anbefaler NyAgenda, at Danmark kun tilslutter sig pagten, hvis denne beslutning har opnået flertal ved en forudgående folkeafstemning. ISBN