LØSSALGSPRIS 25 kr. UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 1/MARTS Polar fronten. Det eksotiske liv under isen, læs s. 12

Transkript

1 LØSSALGSPRIS 25 kr. UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 1/MARTS 2001 Polar fronten Det eksotiske liv under isen, læs s. 12

2 Dansk Polarcenter er en institution under Forskningsministeriet og har til opgave at støtte og koordinere dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 100H 1401 København K Tlf.: Fax: polarfronten@dpc.dk Internet: Udkommer 4 gange årligt Oplag: 5400 Deadline for bidrag til næste nummer: 16. maj Abonnement er gratis og tegnes gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Morten Meldgaard Ansvarshavende redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Kirsten Caning Jens Jørgen Kjærgaard, DJ Irene Seiten, layout, DJ Henning Thing Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Forsidefoto: Göran Ehlmé: Sølilje og søagurk arm i arm på bunden af Young Sund i Nordøstgrønland Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse. Indhold Det var ikke en grønlænder En isotopundersøgelse har afsluttet en udleveringssag om en udstoppet eskimo i en kajak I doktor Bertelsens kølvand Forskere har besøgt 200 pladser i Uummannaq-området, som for 100 år siden vrimlede med fugle Tryk på klimaet i Nordatlanten En del af forklaringen på de seneste årtiers temperaturændringer skal findes ude i Nordatlanten På tomandshånd med en arktisk katastrofe Billeddokumentation fra fotografen Richard Harringtons møde med rensdyreskimoer i Nordcanada Meteoritter på blå is Et område med blå is i Dronning Louise Land kan gemme på mange meteoritter. 10 Det eksotiske liv under isen Forskere og fotografer har fulgt det farvestrålende plante- og dyreliv under den metertykke is Zackenberg i scanneren Avanceret kortlægning fra fly giver detaljerede vegetationskort over Zackenberg-området Kommentar: Fremmede anlæg og sikkerheden for den grønlandske retsorden Biprojekt med blind makker En ubuden gæst gav biprojekt uventede problemer Da tupilakken blev synlig De kunstfærdigt udskårne tupilakker var fra starten beregnet for turister... 24

3 Det var ikke en grønlænder En isotopanalyse af nogle hudrester har afsluttet en langvarig og kompliceret sag om en udstoppet eskimo i en kajak, som Grønlands Hjemmestyre har krævet fjernet fra et museum i Holland og udleveret til Grønland. Af Poul-Erik Philbert Det er ikke en udstoppet grønlænder, som i årtier har været udstillet på Westfries Museum i Hoorn i Holland. Det er den nagelfaste konklusion i den rapport, som antropologen Niels Lynnerup fra Københavns Universitet har forfattet om undersøgelserne af den hollandske mumie. Undersøgelsen blev sat i gang sommeren 2000 for at få slået fast, om der var tale om en grønlænder eller ej, og rapporten sætter dermed punktum for den udleveringssag, som Grønlands Hjemmestyre i 1998 anlagde mod hollænderne gennem Udenrigsministeriet. Hjemmestyret fandt det etisk krænkende og nedværdigende at udstille en udstoppet eskimo i en kajak og krævede resterne udleveret til begravelse i Grønland (se Polarfronten 4/2000). Den forkerte kost Da Niels Lynnerup sidste sommer var i Holland for at udtage prøver til en undersøgelse af mumien, håbede han på, at Foto: Niels Lynnerup en DNA-analyse hurtigt kunne afsløre, om der var tale om en grønlænder. Men der var ikke noget DNA tilbage i de fragmentariske hudrester, og dermed forsvandt en ellers sikker metode. I stedet blev det isotopanalyser foretaget af Jan Heinemeier på Institut for Fysik og Astronomi på Århus Universitet, som løste mysteriet. En kulstof 14-analyse viste, at mumien var et par hundrede år gammel. Men den helt afgørende viden kom, da Jan Heinemeier fik eksperter på Islands Universitet til at køre hudresterne gennem et såkaldt isotopmassespektrometer for at undersøge indholdet i kulstof 13-isotoperne, som gemmer på et kemisk fingeraftryk af personens kostvaner. Analysen viste, at der var tale om et menneske, hvis kost for 80-90% vedkommende har bestået af terrestriske fødevarer, grønsager, svine- og oksekød, og at det derfor var helt udelukket, at der kunne være tale om en grønlænder. - Havde personen boet i Grønland og i mange år levet af fisk og havpattedyr, skulle kulstof 13-isotoperne fra hudprøverne have haft et helt andet indhold, siger Jan Heinemeier. Det eneste lille forbehold fra Jan Heinemeier er, at de hollandske museumsfolk gennem årene har præpareret mumien med en række ukendte, kemiske stoffer, og at der er en teoretisk mulighed for, at det kan have påvirket isotopanalysen. Hul i øret Fysikernes konklusion står imidlertid ikke alene, men bliver bekræftet af en detalje i den undersøgelse, som Niels Lynnerup underkastede den formodede grønlænder. Mumien havde et hul i øret, og det peger unægtelig mere mod en af søens folk end mod en grønlandsk fanger. - Vi tror ikke, at der ikke er tale om en grønlænder, men kan ikke sige noget sikkert om, hvor personen så kommer fra, siger Niels Lynnerup. Men et gæt kunne være, at der er tale om en europæer, og at det måske er en hollandsk hvalfanger, som de mange år har siddet udstillet i kajakken. Under alle omstændigheder kan museumsfolkene på Westfries Museum roligt hive den udstoppede mumie ud af kajakken og give den noget andet tøj på. En eskimo er det i hvert fald ikke. Kontakt: Niels Lynnerup, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet, tlf , n.lynnerup@antrolab.ku.dk En isotopanalyse afslørede, at det ikke er en grønlænder, som Westfries Museum i Holland har haft udstillet. Kulstof 13-isotoper fra mumiens hudrester havde en sammensætning, som viste, at personen havde levet af landbaserede fødevarer og ikke grønlændernes marine kost. 3 Polarfronten 1 / 01

4 Foto. Bill Burnham I doktor Bertelsens kølvand Ornitologerne Kurt Burnham og Tom Cade præsenterer The Peregrine Funds nye flag under turen i Uummannaq-distriktet sidste sommer. Peregrine Fund er en privat, amerikansk forskningsinstitution, som har været aktiv i Grønland siden 1970 erne. Kritikken af den ukontrollable grønlandske jagt på fugle, fisk og havpattedyr er atter blusset op. Samtidig har amerikanske ornitologer genbesøgt de 200 fuglepladser, som lægen Alfred Bertelsen registrerede i begyndelsen af 1900-tallet. De fandt alting sørgeligt forandret. Af Poul-Erik Philbert Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har i foreningens medlemsblad Fugle og Natur hentet det tunge skyts frem i en artikel Grønland ødelægger sin fuglefauna, som slår fast, at efter årtiers ubegrænset fangst af fugle, fisk og havpattedyr er det storslåede, arktiske spisekammer ved at tømmes. Med biologerne på Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut, som kilde hedder det videre i artiklen, at faresignalerne er hejst for stort set alle relevante arter, undtagen rejer, rensdyr og moskusokser. Pres på fuglekolonierne Mange af Grønlands enorme kolonier af polarlomvier, edderfugle og havterner er i dag i bedste fald skrumpet ind til næsten ingenting. I værste fald er de tømt for liv. Øverst på de 3500 grønlandske jægeres hitliste ligger polarlomvien. Den officielle jagtstatistik fra 1997 fortæller, at der dette år blev skudt lomvier, men ifølge både DOF og uafhængige eksperter kan det officielle tal sagtens dække over det dobbelte i virkelighedens verden. Uanset om det drejer sig om en kvart eller en halv million, så har undersøgelser gennem de sidste år talt deres tydelige sprog. Bestanden af polarlomvier i Grønland er gennem årtier blevet voldsomt decimeret på grund af jægernes og ægsamlernes rovdrift. Stilheden har sænket sig Den seneste undersøgelse i rækken kommer fra en gruppe amerikanske ornitologer fra The Peregrine Fund, som sidste sommer sejlede turen fra Kangerlussuaq til Thule Air Base. Undervejs brugte de 18 dage i Uummannaq-området til at besøge de godt og vel 200 fuglepladser, som den danske læge Alfred Bertelsen fra registrerede og senere beskrev i et bind af Meddelelser om Grønland i I løbet af de 18 dage tilbagelagde Kurt Burnham, Tom Cade, Jack Stephens, Tim Gallagher og Bill Burnham næsten 3000 kilometer i åben båd i Uummannaq-di- Foto: Knud Falk De officielle statistikker fortæller, at der i 1997 blev skudt lomvier. I virkelighedens verden er tallet mindst det dobbelte. 4 Polarfronten 1 / 01

5 striktet og nåede at besøge 207 af de 210 steder, som Bertelsen har beskrevet. Resultatet var ifølge de amerikanske forskere chokerende og bekræfter tidligere undersøgelser gennem 80 erne og 90 - erne. Bortset fra yderområder, hvor der kommer meget få mennesker, fandt de ingen fugle af de arter, som de lokale beboere jager. Alle polarlomvierne, alkefuglene og edderfuglene og de fleste af riderne var borte. Rugeområder, som på Bertelsens tid havde rummet lomvier og rider, lå nu stille hen. De eneste spor af fortidens larmende fuglemylder var eskrementerne på klipperne og de forladte, græsbegroede reder. - Vi tænkte på, hvad doktor Bertelsen ville have følt, hvis han havde været i live, og hvad fremtidens biologer vil finde, hvis de følger i hans - og nu vores - kølvand gennem Uummannaq-distriktet, lyder det lakonisk fra Kurt Burnham. Et lokalt problem Selvom de alarmerende rapporter viser, at f.eks. polarlomvien er meget tæt på at være udryddet i Uummannaq-distriktet, er lomvien ikke truet som art i Grønland. I Thule-området er der en bestand på lomvier - halvdelen af den samlede grønlandske bestand - og den er i modsætning til kolonierne i det øvrige Grønland stabil. Forklaringen er, at der kun er få hundrede jægere i hele området. Derimod er der i nærheden af flere bebyggede områder, som f.eks. i Upernavikdistriktet, alvorlig risiko for, at den ukontrollable jagt omkring ynglepladserne i sommerperioden inden for en overskuelig fremtid vil udslette både lomvierne og andre fuglearter. Grønlændernes jagt på polarlomvien om vinteren er ifølge artiklen i Fugle og Natur ved at få alvorlige konsekvenser for de islandske kolonier. En mærkbar nedgang i antallet af ynglepar siden 1985 har fået islændingene til at sætte lomvien på listen over sårbare dyr. Optagelsen på den såkaldte røde liste sker med henvisning til overdreven jagt i vinterkvartererne ved Vestgrønland og Newfoundland. Kontakt: Kurt Burnham, tlf.: , kurt@peregrinefund.org Foto: Gert Brovad Tre navngivne islændinge har fået den tvivlsomme ære for den 3. juni 1844 på øen Eldey at have aflivet de to sidste gejrfugle i verden. Om det var de sidste, ved vi selvfølgelig ikke, men det har været tæt på. På det tidspunkt var der så få gejrfugle tilbage, at jægerne ikke længere gik efter fuglen for dens velsmagende kød eller lunende fjer. De kunne tjene langt mere hos museer og samlere, som ønskede at få fingre i et af de sidste eksemplarer. Indvoldene fra gejrfuglene på Eldey kan i dag ses på Zoologisk Museum i København, hvor de som de eneste eksisterende bløddele af gejrfuglen er udstillet i ni forskellige spritglas. Gejrfuglen ynglede især ved Newfoundland og Island og blev fra 1500-tallet et eftertragtet bytte blandt europæiske fiskere. Den gåsestore, kødfulde fugl sparede fiskerne for at proviantere hjemmefra, og der var så mange, at de også blev brugt til brændsel under kødgryderne. Den store, tunge fugl var en fænomenal svømmer, men de små vinger kunne ikke løfte den kluntede krop, som gav den en gumpetung gang på jorden. Gejrfuglene var derfor prisgivet sultne fiskere, som i yngletiden kunne drive de godmodige fugle i store flokke op ad planken ombord på deres skibe. Med indvandringen til Amerika voksede presset mod gejrfuglen, fordi dens dun var velegnede til puder og dyner, og fuglekolonierne på bl.a. Funk Island ud for Newfoundlands kyst blev langsomt tømt. Omkring år 1800 var gejrfuglen totalt udryddet i Nordamerika. Velsmagende og gumpetung Af Poul-Erik Philbert På Island skulle der gå endnu 50 år, før den sidste gejrfugl på artens vegne drog det sidste suk. Gejrfuglen er et skræmmende eksempel på en fugleart, som blev udryddet på grund af menneskets ukontrollable fangstiver. Der er forskere, som mener, at vi fik hjælp af naturen. Den lille istid, som varede fra o tallet til slutningen af 1800-tallet, kan have svækket gejrfuglens fødegrundlag. Men antagelig har det kun været et sidste puf til en i forvejen skamskudt art. Fiskerne gav i øvrigt gejrfuglen navnet peng-wyn, walisisk for den med det hvide hoved, og da opdagelsesrejsende senere nåede frem til Sydpolen og mødte en fugl, som mindede om den nordatlantiske pingvin, fik den hurtigt samme navn. Foto: Gert Brovad De to sidste gejrfugle i verden endte deres dage i sprit og er i dag udstillet på Zoologisk Museum. 5 Polarfronten 1 / 01

6 Den nordatlantiske oscillation: Tryk på klimaet i Nordatlanten En del af forklaringen på de seneste årtiers temperaturstigninger skal findes ude i Nordatlanten, hvor trykforskelle påvirker klimaet på den nordlige halvkugle. Det samme fænomen er paradoksalt nok årsagen til, at Grønland bliver koldere i en periode med global opvarmning. Foto: Ole Kjær / POLFOTO Af Poul-Erik Philbert Hans Egede bemærkede i sin dagbog, som han førte i Grønland i årene , at selv om alle vintre i Grønland efter hans opfattelse var strenge, så var de dog lidt mildere de år, hvor Danmark havde en hård vinter - og omvendt. Han kunne af gode grunde ikke forklare fænomenet, men iagttagelsen var korrekt og er i dag sat på teori blandt forskere, som har med klimaudvikling at gøre. Nysgerrige klimaforskere Den nordatlantiske oscillation, som forskerne kalder fænomenet, var det gennemgående tema på et velbesøgt seminar i februar om det arktiske klima arrangeret af Copenhagen Global Change Initiative (COGCI), et forskernetværk omkring miljø- og klimaproblemer. Når støvet har lagt sig efter de ophidsede diskussioner, er klimaforskerne i det store og hele enige om, at de seneste årtiers temperaturstigninger er et resultat af flere forhold: den menneskeskabte opvarmning, solens påvirkning, vulkansk aktivitet og klimaets indre dynamik. Under den sidste overskrift finder vi bl.a. den nordatlantiske oscillation, som er med til at fordele kulde og varme i Nordatlanten og i Vesteuropa. Fænomenet har været kendt siden 1950 erne, men har fra midten af 1990 erne tiltrukket et stigende antal nysgerrige klimaforskere i forbindelse med, at de har søgt svar på spørgsmålet om den globale opvarmning. Fra positiv til negativ fase Blandt dem er Jens Hesselbjerg Christensen, som på Danmarks Klimacenter under DMI arbejder med at udvikle klimamodeller, der kan simulere fremtidens klima og give et indtryk af, hvordan den globale opvarmning vil forløbe under forskellige fremtidsscenarier. - Vi ved, at klimasvingningerne i det nordatlantiske område i vinterperioden har forbindelse til den nordatlantiske oscillation, siger Jens Hesselbjerg Christensen, så derfor er den et vigtigt element, når vi skal beregne drivhuseffektens bidrag til klimaudviklingen. Klimaforskerne forklarer den nordatlantiske oscillation med udgangspunkt i trykforskelle mellem det subtropiske højtryk over Azorerne og lavtrykkene over Island, som har været registreret siden midten af 1800-tallet. De taler om, at vi har en positiv fase af den nordatlantiske oscillation, når trykforskellene er store, og en negativ, når de er små (se figur 1). Gennem de seneste år har vi i vinterhalvåret overvejende oplevet en positiv fase af den nordatlantiske oscillation med meget markante højtryk over Azorerne og dybe lavtryk over Island, og det har presset fronterne nordpå og givet en stærk, nordlig luftstrøm. Resultatet har for Danmarks vedkommende været en vejrtype, vi kun kender alt for godt, med milde og fugtige vintre og flere voldsomme storme (se figur 2). Fra midten af 1950 erne til midten af 70 erne var Nordatlanten præget af en negativ fase af den nordatlantiske oscillation med mindre trykforskelle mellem Azorerne og Island. Den situation giver færre og svagere vinterstorme, der bevæger sig i en mere vest-øst retning, og førte i den periode fugtig luft og milde vintre til Middelhavsområdet, mens kold luft over Nordeuropa gav os en række hårde vintre (se figur 3). Den arktiske forbindelse Klimaet i Grønland og i Arktis som helhed påvirkes også af den nordatlantiske oscillation, som indgår i et større klima- Stormfulde, fugtige og milde vintre har været det normale de seneste år. Årsagen er et klimafænomen, som forskerne kalder den nordatlantiske oscillation. 6 Polarfronten 1 / 01

7 Fig 1. Den nordatlantiske oscillation system på den nordlige halvkugle og bl.a. spiller sammen med den arktiske oscillation, der bestemmer mønstrene i luftlagenes bevægelse over hele det arktiske område. Og det er her, Hans Egede kommer ind i billedet. I den nuværende periode med positiv fase i den nordatlantiske oscillation, som giver Danmark milde vintre, vil trykforholdene give plads til, at der strømmer kold, tør luft fra polområdet ned over Vestgrønland og Nordøstcanada. Det er forklaringen på, at middeltemperaturerne i Vestgrønland de seneste år er faldet med op til 1 o og dermed har udviklet sig modsat den generelle udvikling i det arktiske område. I Østgrønland - beskyttet mod vestkystens polarvinde af Indlandsisen - er klimaet derimod præget af de mange nordgående, fugtige og tempererede luftstrømme, og målinger ved Tasiilaq og Danmarkshavn viser svagt stigende middeltemperatur siden midten af 1970 erne. Det er endnu ikke lykkedes klimaforskerne at beskrive dynamikken bag den arktiske oscillation så detaljeret som den nordatlantiske. Men ifølge Jens Hesselbjerg Christensen er den arktiske oscillation og dens samspil med den nordatlantiske oscillation en del af forklaringen på den kraftige opvarmning, som man har oplevet over de seneste årtier i Sibirien, Nordcanada og Alaska. Undersøgelser peger også på, at der er en sammenhæng mellem den nordatlantiske oscillation og smeltningen af havisen i Polhavet. En del af forklaringen Den nordatlantiske oscillation er således på anklagebænken, når klimaforskerne skal finde årsagerne til de sidste 30 års globale temperaturstigninger, som er de kraftigste i 1000 år. Men det er endnu ikke lykkedes forskerne at skabe klarhed over omfanget: - Vi kan se, at trykforholdene i Atlanten for øjeblikket er med til at påvirke temperaturerne på den nordlige halvkugle i opadgående retning, men det er kun en mindre del af de globale temperaturstigninger, man kan føre på den konto, siger Jens Hesselbjerg Christensen. De interne forhold i klimaet kan højst forklare 10-20% af stigningerne, resten må have en anden oprindelse. Siden trykmålingerne startede i midten af 1800-tallet har der været en tendens til, at den nordatlantiske oscillation med års mellemrum har svinget mellem den positive og den negative fase. Det er ifølge Jens Hesselbjerg Christensen muligt, at en menneskeskabt drivhuseffekt kan forstyrre dette variationsmønster i klimaet: - Når klimaet bliver varmere, vil fronterne automatisk rykke nordpå. Drivhuseffekten kan derfor tænkes at forrykke klimaets interne balance og skabe forudsætningerne for, at den positive fase bliver mere dominerende i fremtiden. Den nordatlantiske oscillation er en af de mange brikker, som endnu mangler at komme på plads i det samlede klimapuslespil, før klimaforskerne med sikkerhed kan sige, hvor stor en del af den globale opvarmning der er naturlige variationer, og hvor stor en del der er et resultat af menneskelig aktivitet. Og for en modelbygger som Jens Hesselbjerg Christensen kan en større forståelse af dynamikken bag den nordatlantiske oscillation være med til at gøre klimamodellerne mere sikre i deres forudsigelse af klimaudviklingen i det 21. århundrede. Kontakt: Jens Hesselbjerg Christensen, DMI, tlf , jhc@dmi.dk Fig. 1. Klimafænomenet den nordatlantiske oscillation, som er bestemt af trykforskelle mellem højtrykket over Azorerne og lavtrykket over Island, har siden 1860 erne svinget mellem længere positive faser (de røde) og negative faser (de blå). Fig. 2. En positiv fase er kendetegnet ved store trykforskelle mellem et usædvanligt stærkt subtropisk højtryk over Azorerne og et usædvanligt dybt lavtryk over Island. Denne situation, som har været fremherskende de seneste år, giver stormfulde, fugtige og milde vintre i Vesteuropa, men tørre og kolde vintre i Vestgrønland. Fig. 3. En negativ fase er kendetegnet ved små trykforskelle mellem højtrykket over Azorerne og lavtrykket over Island og giver tørre, kolde vintre i Danmark og mildere vintre i Grønland. Fig. 2. Den positive fase Fig. 3. Den negative fase 7 Polarfronten 1 / 01

8 8 Polarfronten 1 / 01

9 På tomandshånd med en arktisk katastrofe På sine rejser i det arktiske Canada fra så den canadiske fotojournalist Richard Harrington de canadiske rensdyreskimoers gamle kultur dø. I en tid med tilbagevendende hungersnød flere gange helt bogstaveligt. Af Poul-Erik Philbert tøj, stor hætte, med et spædbarn. Hun sad i mørket, uden varme. Jeg tror nok, at hun sagde, at de sultede. - Ordet huleboer var det første, der røg igennem mit hoved, da jeg kravlede ind i det lille forrum, knogler strøet rundt omkring, alle suget rene for marv. Forrummet førte ind i en lille, rund hule, hvor jeg ikke engang kunne stå oprejst. Her krøb hun sammen. Ingen plads til Kumok: han knælede i forrummet. Vi havde nogle kiks og noget te. Hun tyggede små stykker beskøjter, gav dem til barnet, dejligt og blødt. Det lille barn udstødte nogle gurglelyde. - De manglede næsten alt. Ingen tændstikker, te eller petroleum. Den første iglo, jeg havde set, uden lys og varme. Vi efterlod noget te, tændstikker, petroleum, kiks. Og fortsatte. Padlemiut-eskimoernes hvide naboer i Eskimo Point blev jævnligt konfronteret med hungersnødens ofre. Men deres omsorg omfattede ikke de forhutlede eksistenser. Harrington tog tilbage og aflagde i billeder sit vidneudsagn. Alligevel gik der næsten et år, før tragediens omfang og betydning nåede frem til forsiderne i canadisk presse. Om billederne er smukke eller skræmmende i deres påtrængende dokumentarisme må være op til den enkelte. Richard Harrington selv, en gammel mand på næsten 90, bryder sig ikke om at tale om hungersnøden i 51. Jeg viser, hvad jeg så, var hans ordknappe kommentar til en nysgerrig journalist for nylig. Richard Harrington: Padlei Diary, 1950, Rock Foundation, 2000, 109 sider. Richard Harringtons billeder og dagbogsoptegnelser fra en rejse i vinteren til Padleimiut ved Hudson Bay i det nuværende Nunavut står i dag som et fotografisk monument over et lille, venneløst folks isolerede overlevelseskamp i en ufølsom natur. Padlemiut-eskimoerne var rensdyrjægere og boede dérude, hvor mennesket uundgåeligt støder ind i grænsen mellem liv og død. I vinteren slog jagten på trækfugle og rener fejl. Richard Harringtons dagbogsoptegnelse den 8. februar 1950 fanger i fortættet form tragediens omfang: - Kom til den foreløbig mindste iglo. Udenfor lå en enlig, skabet hund, livløs, sultende, den eneste overlevende i spandet; et primusapparat, halvt føget til; en ødelagt slæde. Indenfor en lille kvinde i klodset 9 Polarfronten 1 / 01

10 Meteoritter på blå is Meteoritrester tilbyder en nem og billig adgang til oplysninger om rummet. Dansk-amerikansk forskerhold mener, at et område med blå is i Dronning Louise Land kan gemme på mange meteoritter. Af Jens J. Kjærgaard I fjor var lektor Henning Haack med på den amerikanske ANSMET-ekspedition, der fandt 940 meteoritter i Antarktis. Næste år, i sommeren 2002, håber han at være fjerdemand på en dansk-amerikansk ekspedition, der skal søge himmelfaldne sten på den blå is, der er opdaget i Dronning Louise Land i det nordøstlige Grønland. - Jeg vil mægtig gerne spadsere otte-ti kilometer langs en moræne, der formentlig har virket som ruse i århundreder, måske i tusinder af år. Men det kan da godt være, at vi ikke kommer hjem med en eneste meteorit, siger Henning Haack. En perfekt meteoritfælde Lektor Haack har i samarbejde med amerikanske forskere påvist, at der stik mod forventningerne findes områder med blåis i Nordøstgrønland helt i stil med de områder i Antarktis, hvor meteoritter hober sig op. - Det udvalgte område i Dronning Louise Land ligger meter over havet og giver mindelser om Ant- arktis. Klimaet er iskoldt og tørt, middeltemperaturen i juli er minus fem, formentlig kommer vi over nul en enkelt dag, snefald er en sjældenhed, og isen smelter ikke, den fordamper. Det burde altså være en perfekt meteoritfælde. Når meteorer falder på Indlandsisen, dækkes de af sne og føres med isen ud mod kysten. Noget af isen strander vest for nunatakkerne i Dronning Louise Land, hvor den tørre kolde vind får såvel snelaget som det øverste lag af isen til at fordampe. Derved dannes områder be- Foto: Henning Hack 10 Polarfronten 1 / 01

11 stående af ren is, den såkaldte blå is, hvor de meteoritter, isen har ført med sig, efterhånden hober sig op på den glatte overflade. Voldsomme faldvinde fra Indlandsisen kan gribe de mindste meteoritter, som så farer henover blåisen som en puck i ishockey. Alt under 100 gram kan flyttes med stor hast. Vinden samler dem så sammen ved foden af nunatakker og andre naturlige forhindringer i randen af blåisen. Sådan er det gået i Antarktis, sådan sker det måske også i Grønland. For det uøvede øje ligner alle små meteoritter hinanden; det er med dem som de tusinder af stenøkser på vore museer. Men der er forskelle, og det kan fortælle fagfolk om store begivenheder i fortiden. Fattigmands rumforskning Ekspeditionen vil skønsmæssigt koste en rund million kroner, og det har ikke været muligt at overbevise Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd og den amerikanske National Science Foundation om ideens bærekraft. Men der synes at være gode muligheder hos rumagenturet NASA, der pludselig har fået øjnene op for det fornuftige i at søge efter stumper af ikke-jordiske sten, der allerede er bragt hertil af Moder Natur. Der er fundet månesten, og brokker fra Mars har sat gang i spekulationer om liv, der snublede i starten. Lidt flot sagt kaldes undersøgelsen af meteorsten for fattigmands rumforskning. Og det er frem for alt billigere end at lade sonder rejse ud i solsystemet og bringe stikprøver med tilbage. Det er hidtil kun lykkedes os fra Månen, og det var jo ret dyrt, påpeger Henning Haack, der er kurator for meteoritsamlingen på Geologisk Museum i København. Alle fund vil blive foreløbigt klassificeret af eksperterne på det amerikanske Johnson Space Center, idet de stilles til rådighed for alverdens forskere. Måske er meteoritterne kommet til Grønland som en hilsen fra Månen eller Mars, teoretisk kunne der også være en stump fra Merkur. Det meste er nok høvlet af asteroider i kollision; det er sandsynligt, at den lille planet Vesta er et givtigt moderlegeme. Men ejendommeligt nok har det været umuligt at identificere ophavet til tusinder og atter tusinder af kondritter i de jordiske samlinger. Vi kan ikke finde tilsvarende spektre i de stadigt frit flyvende asteroider. Måske skyldes det en form for coating, de kan være dækket af støv. Et erfarent hold Lektor Haack vil til Grønland med tre erfarne rejsekammerater: kollega Anders Meibom fra Odense, der tog del i 96/97- ekspeditionen i Antarktis og nu sidder på Stanford i Californien, professor R. P. Harvey fra Case Western Reserve University i Cleveland, Ohio, lederen af ANSMET, det ambitiøse, amerikanske forskningsprogram i Antarktis, og John Schutt, sikkerhedsansvarlig på 25 ANS- MET-ekspeditioner. - Schutt er nok den, der har fundet de fleste meteoritter, og hans erfaring har gjort, at ANSMET har været forskånet for alvorlige uheld, siger Henning Haack. Vi delte telt, da jeg var grøn i Sydpolarlandet, og jeg vil være meget tryg ved at have ham med. Han bliver nok den, der træffer beslutningerne på blåisen i Dronning Louise Land. - Alle nyfundne meteoritter tilhører Grønland og hører rettelig hjemme på Nationalmuseet i Nuuk. Vi har dog aftalt med museet, at de fundne meteoritter deles i to, så halvdelen kan stilles til rådighed for forskere kloden rundt. Vi vil naturligvis også bede om at låne nogle af de fundne meteoritter til undersøgelse og udstilling på Geologisk Museum i København. Her kan museumsgæster i forvejen se vældige jernklumper fra Kap York-faldet, mest iøjnefaldende er Agpalilik, der står på en solid slæde i gården. Den blev for godt 30 år siden af metallurgen Vagn Fabritius Buchwald fra Danmarks Tekniske Universitet ført til København fra Nordgrønland. Nu er han aktiv pensionist - og rådgiver for Haack og andre unge meteoritforskere. Der ligger givetvis flere jernmeteoritter fra Kap York-faldet i området. Astronomen Holger Pedersen, gæsteforsker på Niels Bohr Institutet, rejser meget gerne derop sammen med en gammel amerikansk geolog, Mark Meier, der fandt et fragment på en nunatak, da han kortlagde landet omkring den store omstridte luftbase. Meteoritten fik navnet Thule. Den står i København. Foto: Henning Haack Så tæt ligger meteoritterne på et af de gode steder i Antarktis, fortæller Henning Haack. Der er en ved hvert eneste af de grønne og røde flag. Der er dog ikke tale om en grovsortering efter type, flagene lå i bunke - og vi greb blot det nærmeste. Henning Haack ved den 20 tons tunge meteorit Agpalilik, som er opstillet på en slæde foran Geologisk Museum. Meteoritten er bragt hjem fra Kap York i det nordvestligste Grønland i 1960 erne. Det bliver ikke meteoritter i denne størrelse, Henning Haack kan bringe hjem fra den blå is i Dronning Louise Land. DRONNING LOUISE LAND Danmarkshavn 11 Polarfronten 1 / 01

12 Det eksotiske liv und Under den metertykke havis udfolder der sig et farvestrålende plante- og dyreliv, kendte fisk og koraller fra tropiske egne. Forskere og fotografer har i nogle år ful natssol et par måneder om året puster i gang i det iskolde vand. Af Peter Bondo Christensen, Søren Rysgaard og Dorte Krause-Jensen Foto: Göran Ehlmé En blødkoral med fine, sarte former står og lyser op på 36 meters dybde. CAMP i Young Sund CAMP står for Changes in Arctic Marine Production og er et dansk-ledet projekt, som i Young Sund i Nordøstgrønland undersøger, hvordan ændringerne i klimaet påvirker produktionen og livet i arktiske fjorde. Havet og fjordene ved Nordøstgrønland er særligt påvirkelige af klimaforandringerne. Netop her går grænsen mellem områder, der er isdækket året rundt og områder, der er isfrie gennem den korte sommer. Ændringer i temperaturen og isforholdene viser sig derfor tydeligt i disse områder. Et af hovedformålene med CAMP-projektet er at undersøge, hvordan dyr og planter reagerer på ændrede forhold i isdække, lys, temperatur og næringssalte. Målet er at samle så stor en basisviden, så forskerne kan opstille modeller, der kan forudsige, hvad der vil ske i det arktiske hav, hvis den globale temperatur fortsætter med at stige. CAMP er ledet af Danmarks Miljøundersøgelser og har tilknyttet ca. 30 videnskabsfolk, der dækker alle de vigtigste områder af det arktiske, marine økosystem fra planktonalger til hvalrosser. I Nordøstgrønland er vandet ved havbunden minus 1 o koldt året rundt. Godt fire måneder af året er solen helt væk fra himlen, og gennem yderligere seks måneder lukker et metertykt is- og snelag effektivt af for solens livgivende stråler. Trods de hårde odds, rummer det kolde hav et mylder af liv i en farverig palet. Tang i metervis Grundlaget for alt liv i havet er planterne. Store som små. De er der også i de arktiske fjorde. Både de store og de små. Det er dem, der i sidste ende gør det kolde vand til et attraktivt spisekammer for fjeldørred, sæler, hvalrosser og hvaler. Planterne er alger i mange forskellige afskygninger. Der findes ingen blomsterplanter i de arktiske fjorde. Brunalgen sukkertang er blandt de største arter i fjorden. Den bliver op til seks meter lang, vokser ud til en vanddybde på 20 meter og kan stå som store, sammenhængende, grønne tangskove. Det virker som en overvældende frodig kolonihave, når man sammenligner med den yderst sparsomme vækst på land, hvor planterne sjældent bliver mere end 10 centimeter høje. Det er den samme art af sukkertang, der vokser ved de danske kyster. Faktisk dækker den området helt fra Portugal til Nordøstgrønland. Men planten har forskellig vækststrategi i de forskellige klimabælter. Ved kysten i Nordøstgrønland bliver algen paradoksalt nok større end i de danske farvande. Det er ikke, fordi den vokser hurtigere i det kolde vand, men fordi den lever længere. I gennemsnit bliver den seks år gammel ved Nordøstgrønland og kun halvt så gammel langs de danske kyster. I det arktiske hav slår planterne til, når isen endelig forsvinder midt i juli måned, og solen står på himlen døgnet rundt. Sukkertang vokser 1 centimeter i længden på tre dage, og alt i alt bliver planten i snit ca. 65 centimeter længere på et år. Til de små planter hører mikroskopiske kiselalger, der sidder i et tyndt lag på selve havbunden og farver den brunlig. Røde kalkalger lever i bogstavelig forstand på en sten og giver dropstenene på havbunden et purpurrødt skær. De to slags alger klarer sig med meget lidt lys og vokser derfor helt ud til en dybde af 50 meter. Isalger, der vokser på undersiden af havisen og planktonalger i vandsøjlen er de sidste to store grupper af planter, der giver føde til det produktive økosystem. Glubske gopler og snegle Størstedelen af planktonalgerne bliver spist af vandlopper, der springer rundt i vandet. Vandlopperne er god føde for bl.a. fisk, krebsdyr, snegle og gopler. Og når de dukker frem på arenaen, træder Tulurkaussaq - den, der ligner en ravn. Sådan kalder grønlænderne de små sorte vingesnegle, der hen på sommeren optræder i utrolige mængder i Young Sund. Nordmændene kalder vingesneglene for krudtsnegle. Når torskene langs Norges vestkyst spiser vingesneglene, udvikler sneglene en gas, der kan få torskens mave til at eksplodere. Foto: Göran Ehlmé 12 Polarfronten 1 / 01

13 er havisen Foto: Göran Ehlmé som godt kan konkurrere med de mere livets mangfoldighed og farvevariationer for alvor i karakter. Men i mørke er alle katte grå, og dykkerne skal have lys med ned i det kolde vand for at opleve farvespillet. Og fanger han en gople i sin lysspot, løber floureserende lys i alle regnbuens farver langs goplens ribber i et show, der får lysreklamerne på Broadway til at blegne af misundelse. Goplerne lader deres fangsttråde sprede ud og danner med dem en netagtig struktur, der kan dække op til en kvadratmeter. I lyskeglen kan man se de store vandlopper sidde antenne ved antenne i goplens tråde, før den pludselig ruller rundt og rundt og trækker trådene og sin fangst til sig. Et andet fascinerende skue er vingesneglenes indmarch i spisesalen. Når den korte sommer er på sit højeste, bliver vandet levende af små, sorte vingesnegle, der flapper hid og did på jagt efter føde. Tulurkaussaq - den, der ligner en ravn, kalder grønlænderne dem. De får hurtigt følgeskab af en orange fætter: Âtaussaq - den der ligner en sæl. Når den nøgne vingesnegl står med hovedet opad og vifter med sin orange kappe i isvandet, er det elegance i ypperste grad. Men bag den ydre ynde, gemmer der sig et glubsk rovdyr, der bl.a. fortærer de små, sorte vingesnegle. Havbundens støvsugere På havbunden lever der en række forskellige dyr, der har udviklet evnen til at indsamle de partikler, der drysser ned til dem. Søliljer står som store, hvide fuglefjer. De bliver op til 50 centimeter høje og hæfter til sten og skaller på bunden. Søpunge antager mange forskellige former. Nogle står som en hvid, aflang tube, Søanemoner i alle farver står og filtrerer partikler ud af vandet. t det hektiske liv, som sommerens midandre ligner en rund, rynket kartoffel på en lang stilk. De trækker vandet ind af et rør, tilbageholder partiklerne i maven og spytter vandet ud af et andet rør. Søagurker lever halvt nedgravet i bunden. Deres mund er omdannet til brede fangarme, der lyser orange i det mørke vand. De fanger partiklerne på armene og stikker én efter én armene ned i maven, hvor partiklerne suges af. En søagurk kan blive en større sag på et kilos penge. Bortset fra japanere og en enkelt Sirius-fup ved vi ikke, om der er nogen, der sætter pris på dem. Søanemoner i forskellige farver hæfter sig på klippestykkerne og tager del i festmåltidet. Og dødningehånd - den gule blødkoral, der efter sagnet skulle være den druknede sømands hånd, der stikker op ad havbunden - blander sig i den artsrige verden. Slangestjerner i titusindtal, børsteorme og mængder af muslinger hører også hjemme i det mangfoldige liv. Med op til 2700 individer på en enkelt kvadratmeter leder det tankerne hen på en undergrundsbane i Tokyo. Muslingerne ser man ikke. De lever nedgravet i havbunden, og man ser kun to røde, cirkelrunde ringe i ånderøret, der lige akkurat stikker op af bunden for at få en snabel op til føden og den nødvendige ilt. Sandmuslingen og hulemuslingen, der bliver over 100 år gamle, er de vigtigste arter. Sandmuslingen er en vigtig føde for de mægtige hvalrosser, der også trives heroppe. Foto: Peter Bondo Sukkertang bliver 4-6 meter lange og danner tætte, undersøiske skove, selvom planterne står i mørke det meste af året i vand, der aldrig bliver varmere end -1,5 o. 13 Polarfronten 1 / 01

14 Zackenberg i scanneren Et omfattende europæisk testprogram, som om nogle år vil anvende satellitter til monitering af forurening fra minedrift, gav sidste sommer to forskere chancen for at udvikle væsentligt mere detaljerede vegetationskort over Zackenberg-området. Af Gabrielle Stockmann Det var på et hængende hår - og med fare for at en bevilling på en halv million kroner skulle forsvinde ud i den blå, arktiske luft - at Birger Ulf Hansen fra Geografisk Institut på Københavns Universitet og Mikkel Tamstorf fra Danmarks Miljøundersøgelser sidste sommer i Zackenberg fik gennemført deres kortlægningsprojekt, HyMap. En helt enestående chance for at få højt opløselige spektralbilleder af Zackenbergdalen bød sig kun denne ene gang, men det krævede, at vind, vejr og mekanik skulle gå op i en højere enhed, og det skete først på den allersidste dag efter to ugers dårligt vejr. For Birger Ulf Hansen og Mikkel Tamstorf blev de to ugers ophold i Zackenberg derfor en nervepirrende venten på godt vejr - allerhelst solskin fra en skyfri himmel - så et fly med højt avanceret udstyr kunne overflyve og fotografere Foto: Gabrielle Stockmann/ Polar Photos En mosaik af de 12 flystriber, som blev fløjet over Zackenberg-området den 7. august På striberne fremstår vegetationen i røde farver, sne i hvide og vegetationsløse overflader i grå nuancer. Forskningsstationen Zackenberg ligger på højre side af elven i den midt-nederste del af billedet. Zackenbergdalen. Udstyret var en såkaldt hyperspektralscanner, som er en videreudvikling af de multispektralscannere, der anvendes til fotografering fra satellitter i dag. Sommerens overflyvning og fotografering var en del af et EU-testprogram, hvor ikke blot billeder fra Grønland, men fra hele Europa, skal anvendes til computersimulering og modellering med det sigte at monitere tungmetaller og anden forurening fra råstofudvinding. Satellitbilleder bliver i dag hyppigt anvendt til målinger af sne- og vegetationsdække i Arktis, men billederne har en opløsning på 20x20 meter og kan derfor ikke registrere de mindre snefaner og vegetationsområder, der trods deres ringe udbredelse er af afgørende betydning for økosystemet i Arktis. Med sommerens overflyvning er det nu blevet muligt at skabe nye og væsentligt mere detaljerede vegetationskort, som kombineret med feltundersøgelser kan bidrage til at forbedre computermodeller over udvalgte dele af økosystemet. Det er ikke en helt enkel proces at skabe disse vegetationskort. Flybillederne blander de forskellige vegetationstyper, og hvis der er skyer på himmelen, kaster de forstyrrende skygger. Så for at kunne anvende billederne var det nødvendigt for forskerne at gå i felten og måle refleksionen fra forskellige vegetationstyper, sne og jord samt tage målinger og billeder af himmelen (med fiskeøje) i de 3-4 timer, flyet bevægede sig frem og tilbage over Zackenberg. Den sidste del af processen klarer computerne, som udstyret med de rigtige modeller tygger sig igennem alle data, så man ender med nogle meget detaljerede og informative kort. Kontakt: Mikkel Tamstorf, Danmarks Miljøundersøgelser, tlf , mpt@dmu.dk Mikkel Tamstorf og Birger Ulf Hansen udfører målinger, som skal supplere flyfotograferingen over Zackenberg. 14 Polarfronten 1 / 01

15 Kommentar Thule og sikkerheden for den grønlandske retsorden Der er stadig mangler i den faglige og politiske forståelse i Danmark for den oprindelige, grønlandske befolknings rettigheder. Af Jens Brøsted Da FN i 1970 erne begyndte at undersøge indfødte folks situation og rettigheder, mente Danmark ikke at have sådanne befolkninger i riget. I dag har regeringen sammen med Grønlands hjemmestyre udnævnt indfødte spørgsmål til at være en af hjørnepillerne i Danmarks menneskerettighedspolitik, og man bidrager gerne til billedet af Danmark som foregangsland på området. I den samme periode har der været en voksende, men ujævn indsigt i, at den grønlandske befolkning også som oprindeligt folk har rettigheder i og til eget land, og at de systematiske, grønlandske brugsmåder og sædvaner er kilde til retlige normer. Først med Østre Landsrets dom den 20. august 1999 i Thule-sagen kom der imidlertid et autoritativt udtryk for, at disse normer ikke blot var moralsk begrundet, men et udslag af konkrete interesser, der nød retssystemets beskyttelse. I december 2000 offentliggjorde jeg to artikler, som bidrog til at belyse den u- fuldstændige viden og forståelse af dette omslag. Den første artikel Thules forsvundne erstatningssag i Ugeskrift for Retsvæsen, d. 9/ , dokumenterede behandlingen af Thule Fangerråds erstatningskrav fra , som havde været antaget forsvundet siden Sagsakten blev imidlertid fundet på sin systematiske plads d. 23/6-2000, og en undersøgelse sandsynliggør, at materialet ikke alene er blevet tilbageholdt for forskningen, men også unddraget regeringens undersøgelsesudvalg i sagen og - trods opfordring - heller ikke blev fremlagt for Østre Landsret. Det er videre indikeret, at sagsakten blev opdelt d. 1/ , mens undersøgelsesudvalget eftersøgte den, og at dele af materialet blev overført til en parallelakt, som fortsat tilbageholdes. Efter dette kan Thulesagen ikke blot forklares med storpolitiske forhold under den kolde krig. Tilbageholdelsen af ikke-klassificeret materiale er fortsat i nutiden - også efter nybruddet i menneskerettighedspolitikken. Den anden artikel Raketterne i Thule og det danske forskningsetablissement i Økonomi og Politik, nr. 4, 2000, beskriver et amerikansk forskningsprojekt, som fire måneder efter B-52-maskinens styrt med atomvåben ved Thule fik afslag fra den danske regering, selvom der også var danske forskningsinteresser i projektet. Der var stærke protester i forskningsmiljøet, hvor en af interessenterne beskrev skaden for Danmarks internationale anseelse som særlig alvorlig på baggrund af motiveringen: et forbud mod ophold af en meget begrænset kreds af nordgrønlandske fangere i et bestemt havområde, eventuelt mod kompensation. Den pågældende rejser unægtelig spørgsmålet om fremmede interesser og anlæg på urbefolkningens territorium og om sådanne indgrebs tilladelighed. Artiklen rejser derfor også forskningspolitiske spørgsmål om den manglende balancering af Thules og den grønlandske befolknings forskningsmæssige interesser og en historisk underprioritering af en grønlandsk rettighedsforskning. Der vises til, at Danmark er menneskeretligt forpligtet til at sikre en ligeværdig repræsentation i retsforskningen mellem den danske og den grønlandske befolkning, men at grundlovens ekspropriationsbeskyttelse i 73 - trods en instruks fra folketinget i ikke var gennemført i Grønland ved indgreb i kollektive jagtog fangstrettigheder. Det uløste spørgsmål er, hvordan der kan gennemføres indgreb på territoriet i Grønland, og hvilken retsbeskyttelse de oprindelige besiddere nyder. I artiklen vises også til generelle kriterier i den forskningspolitiske debat om kvalitet og samfundsrelevans i forskningen og til den tidligere forskningsminister Jan Trøjborgs kommentar i Polarfronten 2/98 om at sikre koordination for at undgå, at et forskningsområde tabes på gulvet. Jens Brøsted er forskningslektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Tvivl og retssikkerhedsproblemer opstår også efter omslaget i den danske opfattelse af oprindelige rettigheder.. I en lov fra 1993 ophævedes en fundamental, grønlandsk retssikkerhedsgaranti ved blot 2 linjer i et lovforslag om noget andet - og uden at folketinget af bemærkningerne til lovforslaget kunne vide, hvad man ophævede: garantien for den mellem grønlænderne lovligt bestående retsorden i 41 af den grønlandske styrelseslov fra ratificerede Danmark ILO s konvention 169 om oprindelige folk og stammefolk. Konventionens anvendelse i Grønland er omtvistet, fordi en dansk erklæring ved ratifikationen i realiteten vil lægge ejendomsretten hos staten, mens konventionen anerkender den indfødte befolknings ejendomsret og besiddelse. I den danske erklæring fordelte man kontrollen mellem to velbeskrevne enheder, staten og hjemmestyret, som tildeler ret til brug den enkelte. I praksis har man overset grønlænderne, som har besiddet den traditionelle brug, den enkelte - evt. i fællesskab - som det menneskeretlige subjekt over for regeringen. Viden og indsigt i både grønlandsk og dansk retskultur er vigtig for retssikkerhed i Grønland. 15 Polarfronten 1 / 01

16 de vist, at det også i Grønland var muligt at få honning ud af biernes slid. Efter tre år har optimismen fået nogle skrammer undervejs, men Ole Hertz mener alligevel, at projektet har vist, at biavl er mulig i Grønland på længere sigt: - Der er blevet høstet honning alle tre år, i 2000 helt op til 64 kilo i et enkelt stade, og det er lykkedes at afsætte honningen til favorable priser, siger Ole Hertz. Der er derfor i dag er en aktiv interesse blandt fåreholderne i at gå ind i biavl. Derimod har bifamilierne haft overraskende svært ved at overleve vintrene. I foråret 1999 og 2000 var kun mellem halvdelen og en tredjedel tilbage. - Det var et dårligt resultat, som vi ikke kunne forklare, siger Ole Hertz. Vi vidste ganske vist, at honningbien ikke kunne overleve i det arktiske på egen hånd. Men selvom de er blevet passet og plejet, døde alligevel mange. Foto: Ole Hertz Biprojekt med blind makker Den brune honningbi har de sidste tre år haft travlt i Sydgrønland. Det har givet honning, men bierne har haft overraskende svært ved at klare vinteren. Årsagen er ikke klimaet, men en blind passager, som har taget turen med fra Danmark. Af Poul-Erik Philbert Grønlandsk honning er en sjælden specialitet, som sælges for op til 1000 kroner pr. kilo. De få udvalgte fortæller, at det er en rigtig lækkerbisken, men den høje pris er også bestemt af, at det er stærkt begrænset, hvor mange grønlandske bier der slæber pollen og nektar hjem til staderne. Den dyre honning er det synlige resultat af et forskningsprojekt, som med etnografen og bispecialisten Ole Hertz i spidsen i tre år har arbejdet på at omplante den brune bi fra Læsø til de koldere, men alligevel relativt milde himmelstrøg i Sydgrønland. De 20 bifamilier, som i 1998 tog turen fra Læsø til Qassiarsuk, skulle ikke blot supplere de grønlandske fåreholderes indtægter. Holdet bag projektet ville med flytningen også sikre et genetisk refugium for den brune bi, som fra bistaderne på Læsø forsvarer en af sine sidste, smuldrende bastioner og ellers er ved at blive løbet overende som race af importerede bier, som passer bedre til de landskaber, som ændringer i dansk landbrug har skabt. Skrammer i optimismen Ole Hertz var fra projektets start optimist. Den brune bi er velegnet til et liv i kolde områder: den er god til at klare kolde vintre og går om foråret på vingerne ved lavere temperaturer end andre bier. Og så havde et forsøg i 1950 erne allere- Angreb af mider Svaret på mysteriet kom i foråret 2000, hvor den brune bi på Læsø blev ramt af en katastrofe: 200 ud af 300 familier døde. Bierne var bukket under for trachémider, som havde krydset landegrænsen med nogle importerede bifamilier fra USA, der var ført til Læsø, selv om det kun er tilladt at drive biavl med den brune bi på øen. En efterfølgende undersøgelse af de grønlandske bifamilier afslørede, at traché-miderne må have gjort rejsen over Nordatlanten med de brune bier, og at det sandsynligvis er forklaringen på, at så mange bier ikke havde klaret vinteren i Sydgrønland. Trachémider lever i biernes luftveje og kan kun ses i mikroskop. Og da de aldrig tidligere er fundet i danske bigårde, blev de brune bier ikke undersøgt for dem, før de blev sendt til Grønland. Bifamilierne er nu blevet behandlet mod mider, så de skulle stå bedre rustet til at klare den arktiske vinter. - Det var tæt på at ødelægge vores projekt, så vi håber, at de mange positive resultater er nok til at bringe arbejdet tilbage på sporet igen. Men det kan vi først sige, når projektet har kørt nogle år endnu, slutter Ole Hertz. Kontakt: Ole Hertz, tlf , o-hertz@post12.tele.dk 16 Polarfronten 1 / 01

17 Jordskælv i Maniitsoq Den 22. januar 2001 klokken blev Maniitsoq i det vestlige Grønland ramt af et voldsomt jordskælv, som også blev følt i Nuuk, Sisimiut og Kangerlussuaq. Jordskælvet er målt til 5,1 på Richterskalaen og er dermed det største jordskælv, der er registeret i Vestgrønland. Jordskælv i Grønland er ikke noget nyt fænomen. Siden starten af 1900-tallet er der målt og registreret en god håndfuld jordskælv i Maniitsoq-området. Målinger af jordskælv foretages af en såkaldt seismograf, som måler jordens bevægelser. Figuren øverst viser en opmåling af Maniitsoq-jordskælvet fra den seismiske station i Nuuk. Ved at måle forskellen mellem de forskellige seismiske bølgers udbredelsestid gennem jorden kan man beregne afstanden fra seismografen til jordskælvet, og har man tre målinger, kan man lokalisere jordskælvet. Den første seismiske station i Grønland blev opstillet i Godhavn i perioden 1907 til 1912, og siden er antallet af målestationer steget, så der i dag er fire permanente seismiske stationer drevet af Kort & Matrikelstyrelsen og desuden en række midlertidigt opsatte i forbindelse med et projekt, GLATIS (Greenland Lithosphere Analysed Teleseismically on the Ice Sheet), som skal kortlægge lithosfæren under Grønland. Da Maniitsoq-jordskælvet den 22. januar skulle bestemmes, havde man altså de permanente og de midlertidige stationer til rådighed, og sammen med en række canadiske stationer har de gjort det muligt at bestemme jordskælvets størrelse og beliggenhed. Frederik Horn, KMS, tlf KVUG-støtte for 2001 Det er nu, der skal søges om støtte for 2001 hos Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Ansøgningsfristen er d. 17. april 2001, kl Der vil blive lagt vægt på aktiviteter, der bidrager til kompetenceopbygning i Grønland og vidensoverførsel fra Danmark til Grønland. Opslagets fulde ordlyd kan ses på Kommissionens hjemmeside: hvor ansøgningsskema og vejledning også vil være tilgængeligt. Materialet kan også bestilles i Kommissionens sekretariat hos Liselotte Tvede (tlf , lt@dpc.dk) eller Iris Madsen (tlf , im@dpc.dk).

18 KASPER CAMP En fleksibel og mobil lejrløsning i felten Kan leveres med f.eks.: Parabol og antenne til TV og kommunikations udstyr Mini kraft/varmeværk til opvarmning og strøm Solceller Kasper Cabin 7 m 2 moderne komfort hvor som helst Den 12-kantede hovedbygning rummer 105 m 2 Isolerede ydervægge af aluminium. Interiør af malet glasvæv. Kan modstå vind op til 70 m/s Kort montagetid Cabin og Camp er fremstillet i aluminium Kræver ingen særlig vedligeholdelse Cabin vejer 850 kg Camp kan flyttes i moduler med helikopter Individuel indretning af Cabin til f.eks. Overnatning med 4 sovepladser Køkken, kontor eller toilet og brusebad El-installationer til miljøtoilet El-radiatorer eller oliefyr Ruller til transport Justerbare ben Kasper ApS Strandmarksvej Nexø Danmark Tlf Fax info@kasper4u.com

19

20 Jens Christian Madsen GRØNLANDSKE BOLIGER - selvbyggeri og typehuse Her registreres 3 årtiers hektisk boligbyggeri i Grønland - perioden fra 1945 til 1975, hvor grønlænderne byggede en lang række én- og to-familieshuse efter typeprojekter. Der vises tegninger og fotos af næsten alle officielle typehusprojekter i denne periode, ligesom der fortælles om de involverede entreprenører, som lånemuligheder, planlægning etc. Altsammen fortalt med et glimt i øjet. Bogen slutter med forslag til eftertanker om den fremtidige boligpolitik i Grønland. ISBN: sider - 347,50 kr. BOX NUUK GRØNLAND TLF. (00299) FAX (00299) Din guide til Godthåbsfjor Tlf Fax info@nuuk-tourism.gl Hvem tegnede, projekterede og byggede Zackenberg en forskningsstation i Nordøstgrønland = TILBYG NYBYG = VENSLEV - HYTTER T mrer & Snedkerentreprise Atuagaarniarfik ilinnut qaninnerpaaq Bogmarkedet tættest på dig Bygaden 2 - Venslev Skibby Atuakkiorfik A/S Postboks Nuuk tlf fax sale@atuakkiorfik.gl 20 Polarfronten 1 / 01