Nigel Blundell: Den sidste overlevende genoplever Passchendaeles rædsler, Mail online, 28. juli 2007

Transkript

1 Nigel Blundell: Den sidste overlevende genoplever Passchendaeles rædsler, Mail online, 28. juli 2007 Du skal anstrenge dig for at høre Harry Patch. 109 år gammel bliver den sidste overlevende soldat fra skyggegravens rædsler under Første Verdenskrig stadig mere skrøbelig. Men hans hjerne er stadig lige så skarp i dag, som den var, da han for 90 år siden, som 19-årig værnepligtig, fik ordre til bevæge sig over toppen ved det tredje slag ved Ypres. Slaget, bedre kendt som Passchendale, er blevet synonymt med meningsløst slagteri. Mere end en halv million mænd blev dræbt eller sårede i løbet af fem måneders kamp om et par kvadratkilometer sump. Den britiske øverstkommanderende, feltmarskal Sir Douglas Haig, havde startet sin "Flanders offensiv" for at aflaste de udmattede franske tropper sydpå og for at stoppe tyskerne fra at bruge u-både fra belgiske havne. Men målet skrumpede ind til den meningsløse opgave med at erobre den ødelagte belgiske landsby Passchendale. Med hjælp fra avisen The Mail on Sunday vendte Harry Patch for første gang tilbage til det sted, hvor hans enhed ventede med voksende spænding, før de blev beordret ud af de relativt sikre skyttegrave, over en bæk ved navn Steenbeek og ind i Ingenmandsland. 1

2 Han vendte tilbage for personligt at sige farvel til sine tre nærmeste venner - dræbt af en tysk granat - og for at fortælle om skyttegravskrigens rædsler en sidste gang. Det er umuligt ikke at blive berørt, når Harry kigger ud over landskabet fra sin rullestol, mens hans øjne bliver tågede ved tanken om de smertefulde minder fra Selv om det område, der engang var en del af den britiske frontlinje, nu er et hjørne af en bondes mark, med den genopbyggede kirke i Langemarck i baggrunden, genkender Harry det straks. " Ja, det er hvor det skete." siger han. " Jeg kan se det for mit indre øje. Jeg husker kakofonien af lyde, så høj at du ikke kunne høre den mand, som talte ved siden af dig." 2

3 "Granater fløj hen over os mod de tyske linjer, bare 750 meter væk, og deres maskingeværkugler kom den anden vej. Men det jeg husker mest var ventetiden, uroligheden, frygten. Jeg husker, at jeg krydsede den bæk, den var fuld af vand med smadrede træer på begge sider. Vi krydsede på pontoner, da broen var sprunget i luften. På den anden side af bækken stoppede vi, mens vi ventede på ordren om at rykke frem. Bombardementet for at dække os efterlod dig åndeløs. Lyden var øresønderrivende. Der var en spændt forventning i alles øjne og skræk i nogle enkeltes. Endeløs regn og en allieret beskydning med mere en fire millioner granater, der var gået forud for det første angreb 31. juli 1917, havde forvandlet slagmarken til en sump, som ville forsinke offensiven. Før de allierede styrker endelig erobrede byen i 1917, sank og druknede mange soldater, og også våben, kampvogne og heste forsvandt i mudderet. Den 6. august om morgenen fik Harrys battalion i 7th Duke of Cornwall's Light Infantry opgaven med at angribe landsbyen Langemarck. 3

4 "Den strækning vi skulle tilbagelægge var bare granathuller," tænker Harry tilbage. "Der var kroppe, både vores egne og tyske, fra første bølge. Det var til at blive syg af at se dine egne døde og sårede, hvoraf nogle råbte efter bårebærere, mens andre var halvt bevidstløse, og andre ikke stod til at redde. Der var mænd, som var sprængt i stumper og stykker - det var ikke bare et pænt hul efter en kugle i deres uniformsjakke. Mange råbte på hjælp, men du kunne ikke stoppe. Det var helvede på jord," tilføjer han. "Det var bare et langt mareridt, fra kanontordenen da kampen begyndte, til lyden af de såredes råb. Du kunne ikke gøre noget for at hjælpe dem, du skulle bare fortsætte fremad gennem alt det blod og mudder. Det var til at kaste op af. Jeg kan særligt huske en fyr fra vores regiment - mindet har hjemsøgt mig hele mit liv. Han lå i en pøl af blod, revet åben fra skulder til hofte af en granat. Da vi kom hen til kom sagde han, ' skyd mig.' men før vi kunne trække en revolver, var han død. Og det sidste ord han fremstammede var 'mor.' Det var ikke et desperat råb, det var et råb præget af glæde og overraskelse. Jeg tror - nej, jeg er sikker på - at hans mor var i det hinsides for at byde ham velkommen, og han vidste det. Jeg har altid husket det råb, og at døden ikke er afslutningen - det er i det mindste det, jeg håber for mine tre venner." Harry, som havde været i lære som VVS-mand i Bath før værnepligten, blev sendt til fronten omkring hans 19 års fødselsdag i juni 1917 Han siger: " Jeg ønskede ikke at være der, og jeg lod aldrig som om, jeg gjorde det. Jeg blev indkaldt i 1916, på hvilket tidspunkt krigsentusiasmen var dalet hjemme. Jeg var nervøs, men ville ikke afsløre mine følelser for andre. Det gør ingen forskel, hvor meget du er blevet trænet. Du kan ikke forberede dig på virkeligheden - larmen, lortet, usikkerheden, ofrene. Betingelserne var skrækkelige, mens vi ventede på offensiven. Det regnede og regnede. Vand flød langs bunden af skyttegravene. Jeg stod på ammunitionskasser, til de sank ned i mudderet, hvorefter jeg proppede en anden kasse oven på den første og stod på den. Der var hverken bad eller toilet, og stedet stank. Du var beskidt. Fra jeg kom til Frankrig i juni, til jeg forlod hæren i september, fik jeg hverken et bad eller rent tøj. Jeg kom til at betjene et Lewis maskingevær med tre andre. Vi blev nære venner - det lyder mærkeligt, men vi indgik en pagt om, at vi ikke ville dræbe nogen, hvis vi kunne undgå det. Vi skød for kort, ramte dem i benene eller skød hen over hovederne på dem, men dræbte kun, hvis det var dem eller os." 4

5 Den dag de gik over bakken, blev Harrys gruppe instrueret i at give dækild for de kammerater, som stormede fjendens skyttegrave og kom i nærkamp med den. "Vi lå i dækning bag en død tysker. Jeg havde lige skiftet magasin, da en af dem kom ud af skyttegraven og løb lige mod os, med en bajonet på riflen. Han må være løbet tør for ammunition, for ellers ville han have skudt os. Jeg trak min revolver og skød ham i højre skulder. Han tabte riflen, men stavrede videre. Han råbte noget på tysk til mig - jeg tror ikke, at det var en kompliment. Jeg havde tre skud tilbage og kunne have dræbt ham med det første. Han var kun 15 meter væk, og jeg kunne ikke skyde forbi, ikke med en Webley tjenesterevolver på så kort afstand. Jeg tænkte, 'hvad skal jeg gøre'? Jeg havde fire sekunder at tænke i, og jeg skånede hans liv. Jeg skød ham i anklen og i knæet og fik ham ned. Han kom i krigsfangelejr og kom tilbage til sin familie efter krigen. Jeg har tit tænkt på, om han indså, at jeg gav ham hans liv. Seks uger senere blev mine tre bedste venner dræbt af en tysk bombe. Hvis det var sket før jeg mødte den tysker, ville jeg fandeme have dræbt ham." Angrebet, hvori Harrys gruppe indgik, var overstået om formiddagen, og de overlevende ventede hele eftermiddagen på et modangreb, der aldrig kom. "Vi sad i et hav af bombekratere, med klistret mudder til knæene. Stanken af rådnende lig var forfærdelig. Lige over for slagmarken sank døde og sårede ned i mudderet." [...] På rejsen tilbage til Flandern er Harry sammen med sin ven, historikeren Richard van Emden, medforfatter på The Last Fighting Tommy. Richard undersøgte kort og billeder fra datiden for at fastlægge, hvor Harry havde kæmpet. Mens Harry kigger ud over markerne, siger han:" Det var kun mudder, mudder og mere mudder, blandet med blod. Vi kæmpede for et par kvadratmeter jord, og det kostede livet for så mange, herunder mine tre bedste venner. Der er ingen undskyldning for et sådant slagteri for så lidt." Harry vendte tilbage til England seks uger efter angrebet. Den tyske granat, som dræbte hans tre bedste venner, gav Harry forfærdelige sår, som senere blev behandlet med en operation uden bedøvelse. Når han ligger i sin seng på plejehjemmet i Wells, Somerset, kan et lysglimt uden for værelset sende ham direkte tilbage til rædslerne i Passchendale."Hvis nogen siger, at han ikke var bange, er han en forbandet løgner. Du var bange hele tiden," siger han. "Vi levede time for time. Du så solopgangen, forhåbentligt ville de også se solnedgangen. Hvis du så solnedgangen, håbede du, at du ville se solopgangen. Nogle 5

6 mænd ville ikke opleve den." Efter krigen blev Harry VVS mand i Somerset og har overlevet to koner og to sønner. Han siger: "Jeg talte i 80 år ikke om krigen, end ikke til min familie. Minderne var for levende. Jeg skjulte det hele så længe. Jeg så end ikke én eneste krigsfilm. Men jeg kan tale om krigen nu. I 2004 vendte jeg tilbage til Flandern for at deltage i en mindehøjtidelighed og mødte en tysker, Charles Kuentz, som havde kæmpet mod os. Vi gav hånd og blev enige om så meget omkring den skrækkelige krig. En flink gammel fyr var han. Jeg ved ikke, hvorfor han skulle have været min fjende. Han sagde til mig: 'Jeg kæmpede mod dig, fordi nogen sagde det til mig og du gjorde det samme.' Det er sørgeligt, men sandt. Jeg ved ikke hvad fanden vi kæmpede for. (Oversat af Rasmus Thestrup Østergaard.) 6