Her i december, og efter en tur i vandet på la Gomera, synes vi det var på tide, at vi skrev lidt til Spygattet hjemme i kolde Danmark.

Transkript

1 Her i december, og efter en tur i vandet på la Gomera, synes vi det var på tide, at vi skrev lidt til Spygattet hjemme i kolde Danmark. Vi har nu været af sted i godt 8 måneder, omkring halvvejs på vores tur. Vi har oplevet så meget, at det er svært at skille oplevelserne fra hinanden. Vi synes på nuværende tidspunkt, at man kan dele turen op i to afdelinger, der oplevelses vis og sejladsmæssig er vidt forskellige. At sejle på Europas kanaler er en oplevelse, der er meget anderledes, end den man oplever, når man sejler på havet. Det at sejle på Middelhavet og Atlanten, er også en anden oplevelse end at sejle rundt i de danske farvande. Så for at starte med begyndelsen slutningen kender vi endnu ikke! Turen startede 2. maj, men egentlig startede vi allerede i februar, hvor vi flyttede i båden i sne og frost. Det at have boet i båden et stykke tid inden afgang gjorde, at vi ikke havde travlt det sidste stykke tid inden afsejlingen, alting var jo pakket og lå på de rigtige pladser. Det er svært at pakke et hus ned, og så flytte ind på ca 10 m 2 Man skal virkelig tænke på, hvad man får brug for, og hvilke personlige ting man ikke vil undvære. Vi skulle jo næsten bo i båden i 2 år. Da dagen oprandt, var vi og båden klar til afgang. Vi havde ikke som så mange andre langturssejlere en liste over ting, der lige skulle laves inden en tur over havet. Det har vi mange gange været glade for. Bådudstyrsbutikker er sjældne, og dem, der er, har kun et lille udvalg. Kanalsejladsen. Efter at have sejlet på de europæiske kanaler, synes vi, det er, den eneste rigtige måde at opleve Europa på. Man sejler i en utrolig flot natur og til fuglefløjt hele dagen. Der sejles på de gamle vandveje lige ind i centrum af byerne, og det uden parkeringsproblemer. Det er ikke nødvendigt at spise på restauranter, vi går jo bare hjem og spiser frokost, og så af sted igen. Turen går i et roligt tempo, noget jeg lige skulle vænne mig til, tålmodighed er en nødvendighed. Det kan være lidt svært lige at træde ud af en hektisk hverdag, og så pludselig at have masser af tid. Man kan få et rigtigt godt indtryk af kanalsejlads ved at låne CDen Den store tur til middelhavet på biblioteket. Masten blev taget af i Travemunde, på Böbs skibsværft. Den sendte vi sammen med vores bom, 80 m ankerkæde, ekstra sejl og dykkerudstyr med Wolfgang Grafs bil ned til Port Napoleon i Frankrig. Selv om det kostede 900 plus 150 for opbevaring på værftet i en måned, har vi mange gange været glade for, at vi ikke havde det med. Du undrer dig måske over, at vi også sendte alt det andet med. Det skyldes at vores båd stikker 1,8 m, hvilket er max dybden, man må sejle på kanalerne med. En båd stikker jo dybere i ferskvand end saltvand, så det gjaldt om at få lettet den så meget som muligt. Efter en dags arbejde var masten af og pakket ned til transport, båden lignede en eller anden amputeret flodpram. Næste dag startede kanalturen. Vi sejlede ind til Lübeck, hvor vi vidste, at der var en anlægsplads midt i byen. Da vi nåede den, så vi, at der stod Wassertiefe 1,3 m UPS. Vi sejlede videre men fandt

2 ingen andre steder. Tilbage igen fik vi sneget os ind til land lige ved siden af, hvor der var et hegn op til en gangsti. Jeg plankede den og gik over og målte vanddybden. 1,8 m en meter ude, fint. Vi listede derhen, og Susanne sprang i land med fortøjningerne. Ved hjælp af et lag fendere, et fenderbrædt, og endnu en gang fendere, fik vi fortøjret og havde endda 10 cm vand under kølen. I løbet af natten sank vandet 20 cm og ekkoloddet sagde 10 cm. Nå det bliver vel højvande igen. Vi var spændte på næste dag, hvor vi skulle gennem første sluse. I Tyskland kan man kun sluse sammen med en erhvervsbåd. Heldigvis kom der en, som vi kunne sluse med. I første sluse bliver man hjulpet at slusevagten, som man kalder på VHF på tysk selvfølgelig! Kanalnummeret står på bredden inden slusen. Det gik fint. Vi fortøjede med både stævn og agter fortøjning, men fandt senere ud af at langt, at i langt de fleste sluser kan man klare sig med midter-klampen. Så hvis du ikke har en, så få den lavet. I mange af sluserne er der meget langt mellem klamperne. Ved næste sluse var det ligesom om, at slusemanden forventede, at man kunne alt om slusning for her var ingen hjælp. Vi var meget i tvivl om, hvor lang tid slusen var åben for indsejling, så vi sejlede rimeligt hurtigt ind efter flodprammen. Det gik godt indtil 3 sluse, hvor flodprammen ikke havde stoppet skruen, da vi sejlede ind, så vi kom ind i skruevandet, og det var umuligt at styre. Vi blev kastet rundt i sluseindsejlingen, snittede flodprammen, og blev skubbet ind i slusekanten. Godt vi havde mange fendere. Vi priste os lykkelige for, at vi ikke havde masten på. Vi lærte at vente med at sejle ind i slusen indtil skruen på flodprammene er stoppet, og vandet roligt. Her er det, det med tålmodigheden. De næste sluser gik fint. Vi måtte sande, at det med en vanddybde på 1,8m passer, men kun i midten af kanalerne. Inde ved siderne er der meget lavere. Det betød, at der var mange steder, vi ikke kunne lægge til. Surt når man sidst på dagen gerne vil i land, og så mangler 2 m i at nå ind, når kølen rammer bunden.. Vi havde hørt om en hyggelig restaurant, hvor man kunne lægge til og overnatte. Det glædede vi os til, den lå inde i en sø, men da vi manglede 100 m i at nå ind, ramte vi bunden (mudder) og måtte vende om. ØV. Den nat måtte vi fortøje til brinken et sted, der var dybt nok. I løbet af natten væltede regnen ned, og da den første flodpram kom forbi kl 06.00, sugede den os ud midt i kanalen. Det er utroligt; men man kan faktisk på søbrinken se, at vandstanden falder med op til en halv meter, når de sejler forbi. Jorden på brinken var så gennemvåd, at en af pløkkerne ikke kunne holde. Vi for op, og jeg nåde lige at springe i land, og fik løseligt fortøjet båden igen. Vi gjorde klar til sejlads, i øs pjaskende regnvejr fortsatte turen. Inden længe nåede vi enden af Elbe Lübeck kanalen, og skulle ud på selve Elben. På hjørnet lå en lille by Lauenburg. Her lagde vi til i en hyggelig havn med vanddybde nok. Vi fik provianteret, det gælder om at få købt godt ind, når muligheden er der, for der ligger ikke lige et supermarked ud til kanalen. Dagen efter fortsatte vi ud på Elben, en rigtig flod med strøm. Vi havde 2 knobs medstrøm så det gik hurtigt. Vi skulle kun sejle et par km, inden vi skulle dreje af Elbe seitekanalen. Vi gled rundt om hjørnet i en stor bue pga. strømmen, og kom fint ind i kanalen. Elbe seitekanalen er en ny kanal med kun 2 sluser. De er til gengæld store. Hebenverk Lauenburg er et kæmpe hejseværk, hvor du sejler ind i et badekar, 200 m langt og 12 m bredt. Så bliver hele badekaret med både hejst 38 m op. Det tager ikke mange min.. Så kikker du ud over landskabet. Videre af den lige kanal. Vi nåede Ueltzen by, hvor vi blev et par dage, da det var en hyggelig by. Efter Ueltzen ville vi godt nå gennem kanalen, som ikke var så interessant. Vi startede tidligt og nåede Ueltzen sluse kl 8.05, hvor vi fik at vide, at slusen var lukket kl frem til pga.

3 vedligeholdelsesarbejde. Surt. Her var vi stået op før fanden fik sko på, og så kunne vi efter en times sejlads bare sidde og vente i 6 timer. Det er en god idé at lytte på VHFen. Nå vi kunne jo ikke gøre så meget, så vi fik læst og solen skinnede, så det var ikke så ringe endda. Kl. 14 åbnede slusen, og vi kom ind forrest i slusen. Det er ikke nogen fordel, for når vandet bruser ind, skal der holdes godt fast i fortøjningerne for at holde båden. Det er jo ikke bare et par liter vand, der kommer ind, men tusindvis i minuttet, så der er knald på. Næste dag i kulde og igen regnvejr, nåede vi Mittellandskanalen som er den eneste kanal, der løber øst vest i Tyskland. Der er spundsvæg hele vejen, så den er lidt urolig at sejle på. Men da den er ældre end Elbe seitekanalen, er bevoksningen langs kanalen større, så den var hyggeligere. Den er 300 km lang stort set lige ud. Nogle dage efter nåede vi Rhinen, som er berygtet for sin trafik, strøm og bølger, så vi gjorde sø klar og snurrede alt fast, inden vi med en let nervøsitet i maven sejlede ud på Rhinen. Jo der var strøm og mange skibe, men ellers stille og roligt. Efter et par km lagde vi til i Wesser, som var den eneste havn, hvor vi kunne stoppe inden Holland. Og ja igen i øs pjaskende regnvejr. Her er broerne låst, så man kan godt komme i land, men ikke retur med mindre man har en nøgle. Da vi kom en søndag, vidste vi ikke lige, om havnekontoret var åbent. Vi har et par walkie-talkies med, så jeg kan kalde Susanne, hvis jeg ikke kunne komme tilbage. Jeg gik i land, og fik af en flink tysker at vide, at man kunne checke ind på restauranten. Ja her kunne jeg både betale og få en nøgle. Så det gik fint. Næste dag stod kampen igen på Rhinen. Der er mange både, og det er oceangående skibe, der suser frem og tilbage. En stor fragtbåd, der kommer med 15 knob, kommer altså hurtigt op bag en, hvis man ikke holder udkik hele tiden. Når der også er bølger og afmærkninger at holde øje med, så keder man sig ikke. Først på eftermiddagen blev vi enige om, at vi nok var kommet til Holland, så vi skiftede gæsteflag. Grænse var der ingen af. Sidst på eftermiddagen nåede vi Nijmegen, og lagde til i Passathavnen. Her er strøm og vand, ellers intet; men det var til gengæld ikke så dyrt. Et par dage efter ud på Rhinen igen et par km., inden vi drejede fra og mødte vores første Hollandske sluse. En stor sluse hvor vi blev sluset med det samme. Betaling, næ man skal åbenbart ikke betale i Holland. I flere af sluserne blev vi sluset alene luksus vores lille båd i en 135 m lang sluse. Maastricht ville vi se; men for at komme ind i havnen skulle man igennem en lille sluse. Vi sejlede hen til slusen, der skete ingenting, ingen kontaktede os, og der var ingen at se. Endelig fandt vi et telefonnummer og ringede, kunne han nu engelsk, eller ville vi blive mødt af en gang hollandsk volapyk. Heldigvis kunne han engelsk, og 10 min senere blev slusen åbnet. Mindst 2 m vand i havnen ingen problemer, fik vi at vide. Da vi lagde til hoppede vi hen over bunden; men kom til kaj. Vi lå midt i byen dejligt. Kommer du forbi så læg til, eller kik på havnen, hvis du ikke er sejlende. Den er hyggelig.

4 Vi var nu nået dertil, at resten af Holland og Belgien bare skulle overstås. Vi kom til den Belgiske grænse og den første sluse, hvor vi mødte vores første sprogudfordringer for alvor. Alt stod på fransk. Nå hvad gjorde de andre i slusen, som også var en slags grænse. De gik op på et kontor i slusen. Det gjorde jeg også, bevæbnet med bådens papirer, et visa kort og Euro. Vi skulle registreres og have sejladstilladelse. Jeg fortalte, at vi skulle til Givet. De kikkede på papirer, pas mm. Bådens navn fik de fat i; men hjembyen blev Dehler. og adr. var heller ikke orden, men pyt. Det var deres og ikke mit problem. Vi havde jo fået tilladelsen. Betaling næ, så vi lagde 4 euro i en skål, som alle de andre, nok til deres kaffekasse. En anden sejler havde ikke papirer med, så hun blev sendt tilbage efter dem. Slusen blev ikke åbnet for udsejling, før alle var registreret, så alle bådene måtte pænt vente til alt papirarbejdet var i orden. Det tog ca. en lille time i alt. Nå Belgien skulle bare overstås, især den nordlige del, det er bare industriområder. Men den sydlige del er bare så smuk. Nok noget af det smukkeste, vi har set. Ved slusen efter Namur blev vi spurgt om, hvorfor vi ikke havde kaldt op på VHF. Vi forklarede at vi ikke kunne fransk. Han ringede derefter til de næste 3 sluser, og fortalte at vi kom, så de var klar. God service. Ved alle sluserne registrerede de, hvem vi var. Da vi nåede den franske grænse sluse, skulle vi betale for et VNF en tilladelse for at sejle på de franske vandveje. Vi købte 2 mdr á 94,5 euro, umiddelbart dyrt, men egentligt billigt når vi nu tænker på, hvad vi fik for pengene. Vel inde i Frankrig gik det bare derudaf. Vi valgte at sejle af Adennerkanalen, og komme den vej til Paris. På de kort vi havde lånt af Speedi, stod der, at der var en tank lige i starten, det var der måske også, vi kunne bare ikke se den. Så da vi havde godt med Diesel, fortsatte vi. Kanalen var smal, det kunne lige lade sig gøre at passere en peniche, heldigvis var der ikke mange af dem. Et par dage senere kom vi til hjertet at Adennerkanalen. Her skulle vi sluses ned 27 gange på en dag. Hvordan skulle det gå. Ved den første sluse mødte vi en venlig ung slusemand, som stod klar. Vi slusede gennem den første sluse, 200 m længere fremme var den næste der, da vi kom ud af den første åbnede den næste. Ved nr 10 gik det galt. Den åbnede ikke. Hvad nu? Hvordan kunne vi over VHFen på fransk forklare, at slusen ikke åbnede, men inden vi havde fundet nogle brugbare ord i ordbogen, kom slusemanden susende på sin knallert og åbnede slusen. Videre. Vi blev sluset ned af

5 bakke, ja det er næsten som at komme ned af alle rulletrapperne i Magasin, altså med båden. Ved aften tide var vi igennem. Yes - vi havde klaret 28 sluser på en dag, de 27 sammenhængende, og så tog vi en længere nede til den næste by. Godt brugte gik vi til køjs. Der er 4 slags sluser i Frankrig. De alm. betjente, de automatiske hvor man inden slusen drejer i en stang, der hænger ud over kanalen og så dem man betjener med en fjernbetjening, som man får udleveret. Den 4. slags kommer jeg tilbage til. Ved aften tide lægger man til en kanalhavn, som bare er et stykke af kanalen, hvor der er fortøjnings klamper. Flere steder er der vand og strøm ved bredden, nogen gange er der også vand i hanen og strøm i kontakterne. I vores pilots står der, at man forventes at købe lidt ind i byen. Ikke noget problem, vi skal jo provianterer, og i Frankrig henter alle frisk brød hos bageren. Vi vil tro, at i en fransk by på størrelse med Nykøbing Sj., vil der mindst være 4 bagere, lige så mange apoteker, flere supermarkeder, et marked på torvet, og 2 slagtere. Så vil man sejle en kulinarisk tur i Europa, er Frankrig landet at gøre det i. Mange sluser, og mange smukke oplevelser senere, når vi Seinen. Her er der inden Paris faktisk kun en overnatningsmulighed, som vi benyttede. Næste morgen var målet Arsenalhavnen i Paris. Jo tættere vi kom på Paris, jo tættere blev trafikken. I selve Paris er der rigtig mange turistbåde, der IKKE tager hensyn til noget, og du har som lystsejler vigepligt for al anden trafik. Så det gjaldt om at holde øjnene åbne. Sejladsen gennem Paris er speciel. Man sejler lige forbi Eiffeltårnet, og man kan næsten røre murerne til Notre Dame katedralen, inden vi svinger til bagbord for at komme gennem slusen til Arsenalhavnen. Her ligger man godt fortøjet 100 m fra Bastillie pladsen og er blevet en turistatraktion. Flere gange om dagen sejler der turistbåde gennem havnen, som er en del af en kanal. Så man bliver fotograferet hele tiden. Heldigvis slutter forestillingen ved 22 tiden, hvor

6 den sidste båd sejler forbi, ofte med levende musik på dækket. Selv om de har projektører lige i hovedet på en, så man bliver blænder idet de drejer ind i slusen, er det ganske hyggeligt. Efter Paris sejlede vi ad Marne kanalen videre ind på de små kanaler i Frankrig. Der er også Canal Central; men der er ofte lavvandet med ned til 1,2 1,5 m vand. Marne starter stor; men bliver hurtigt mindre. De følgende kanaler bliver smallere, men de holder vanddybden. Det er jo vigtigt, som en slusevagt sagde, da vi lidt nervøse spurgte til vanddybden, det plejer at gå. Vi havde hørt historier om, at hvis man sad på grund og stak for dybt, hvilket vi nok reelt gjorde, så blev man bare hejst op på en lastbil og kørt til Rhinen for egen regning, vil jeg tro, det vil koste. Nå vi sejlede, og det gik fint. Nogle kanalstykker var meget begroede, så når vi efter at have høstet grønt med køl og ror, og var gået flere km ned i fart (ja man regner i km på kanalerne), måtte vi bakke for at komme af med høsten, vente til høsten var sunket til bunds, eller sejle udenom, hvis der var vand nok. Heldigvis var høsten overstået efter en halv dags sejlads. Ved en sluse blev vi kontaktet af en VNF mand. Han spurgte, hvornår vi ville sejle næste dag. Kl. 8 sagde vi, og det var OK (senere fandt vi ud af de normalt først begyndte kl.9.00). Vi skulle være ved næste sluse kl 8. Det var vi, og her mødte vi den 4. slags sluser. Her var der en hel anden slags automatik. Der stod nemlig en mand klar til at følge os hele dagen. Alle de næste sluser var manuelle, så de blev betjent med håndsving nøjagtig, som de blev bygget i tallet. Jullian som manden hed, var studerende og kunne engelsk, så vi fik en sludder, mens vi åbnede porte. Jeg hjalp ham selvfølgelig, for det er hårdt arbejde, specielt når vi tager sluser om dagen. Først skal de 2 sluseporte ind til slusen åbnes en af gangen, så skal de lukkes, så skal ventilerne (2 stk) åbnes, så slusen fyldes, så skal de lukkes, og så skal de 2 porte i den anden ende åbnes, og lukkes når vi er sejlet ud, i alt 12 gange skal der drejes på håndtagene. Det er hårdt, så Jullian var glad, da dagen var gået, og han fik 2 kolde øl som tak for assistancen. 40 håndbetjente sluser og nogle nærgående penicher senere, var vi nået toppen, og nej der er ikke koldt på toppen selvom barometeret viser storm. Vi var i 300 m højde i strålende sol, da vi sejler gennem turens længste tunnel. 4,8 km under et bjerg og en by. Lidt uvirkeligt at sejle med sin oceangående sejlbåd under et bjerg i 300m højde. Det tager ca 2 timer at sejle under bjerget. For hver 100 m er der i tunnelen en afstandsmarkering, så hvad er mere naturligt at bruge tiden på end at justere loggen. Det burde jo blive nøjagtigt, ingen vind eller strøm, nøjagtig afstandsmarkering. Efter tunnelen var det bare ned og ned. Vi vidste, at der var 15 sluser efter tunnelen, der skulle overstås uden fortøjnings muligheder. Det var lidt som i Ardennerne, ud af den ene og den anden åbnede, nemt. Af og til mødte vi en peniche og for at undgå at blive trukket ind i dem stoppede vi simpelthen op, sprang i land og fortøjede båden til et træ, når penichen havde passeret os sejlede vi videre. Ved den sidste sluse inden Saone floden, skulle vi aflevere fjernbetjeningen. Øh ikke noget VNF personale, men en slags postkasse med indbygget telefon. Man skulle ringe og sige, hvem man var og så smide fjernbetjeningen ind. På fransk selvfølgelig, det ville have været dejligt, hvis man kunne lidt mere fransk, men et par gloser havde jeg fået lært. Havde vi nu forstået det rigtigt, for der var en bøde/afgift på 500, hvis man ikke afleverede fjernbetjeningen og kvittering fik man ikke. Men det gik fint, og vi kom ud af den sidste sluse og ind på Saone floden. Mærkeligt lige pludseligt at sejle på en 100 m. bred flod, fra i flere uger nærmest at kunne rørt bredden på begge

7 sider af kanalen.. Men man skal ikke lade sig narre, der er stadig ikke ret meget vand i havnene, så første nat blev udenpå nogle englændere. Fint nok, man kommer på den måde nemt i snak med andre. På Saone og Rhone floderne er der afmærkningspæle. Men tro ikke at de angiver sejlrenden. Vi fik sejlet for tæt på og stod godt og grundigt på grund. Igen blev vi en turistattraktion, for der var picnic selskab på bredden. Vi kunne ikke komme fri selv. Vi ventede til der kom en båd forbi, og fik dem til at trække os fri. Men de trak os bare videre langs bredden og måtte opgive. Nu stod vi bare endnu hårdere på grunden. Heldigvis kom den en anden motorbåd, som kunne engelsk, så vi kunne forklare, at vi gerne ville trækken ud midt på floden og efter 15 min, havde vi igen vand under kølen. Folk på bredden klappede, da vi flød igen. Vi kikkede på kortene og ganske rigtigt, der står, at man skal holde sig mindst fra afmærkningerne, før der er vand nok, så blev vi så kloge og holdte os fremover i midten. Nu var det igen store sluser og mindre hyggelige. Her skal man have redningsvest på, når man sluser, så de kom på inden hver sluse, og af igen så snart vi var igennem, for de er varme at have på. Mange km senere, og efter at have passeret et par atomkraftværker med en vindmølle foran, nåede vi den sidste sluse i Port Saint Louis. Denne sluse er kun åben en halv time fra kl 16. og erhvervstrafikken har førsteret. Der lå flere både og ventede, og der er megen strøm, og ikke ret meget plads foran slusen. Man sejler ned af Rhone og skal så vende 180 grader om en pynt for at komme til slusen. Som sædvanligt var der ikke dybt nok ved kajen, og der var heller ikke plads, så vi cirklede rundt. På et tidspunkt kom der en peniche, som sejlede ind i slusen. Da han var kommet ind, og inden han havde fortøjet, blev vi vinket ind, og slusen lukkede inden nogle af de andre både nåede at komme med. Da slusen åbnede, kom vi først ud, og var lige pludselig i saltvand igen. Der var stadig 4 sømils sejlads til Port Napoelon, ja nu har vi jo direkte afgang til havet, så gælder de alm. Søvejsregler, og vi måler igen i sømil og knob. 2 timer senere lå vi fortøjet i Port Napoleon. Yes vi havde gjort det. Sejlet vores båd tværs gennem Europa til Middelhavet. Vi sagde til os selv. Aldrig mere kanaler og sluser. Men nu her efter nogle måneder, og efter at alle indtrykkene er fordøjet, vil vi rette det til aldrig mere kanaler med en sejlbåde der sikker 1,8m, men måske nok i en motorbåd engang, og så ikke hele vejen igennem, måske bare til Paris og så af Mosel hjem igen. Der er km vandvej i Europa at sejle på, og Europa skal bare opleves fra kanalerne alt andet er kun en halv oplevelse.