Folkedragter fra 1900 til 2000.

Transkript

1 Folkedragter fra 1900 til Folkedansernes dansedragter har et langt og indviklet forløb med mange personers aktiviteter, indsigelser og meninger om, hvad en folkedragt egentlig er. Her skal gives et lille overblik fra begyndelsen af 1900 årene. Folkedragter fra 1900 til ca kendes i 2 forskellige typer, som eksempel dem der blev brugt i gymnastikforeningerne, en "rødhætte"-lignende dragt med rødt eller sort skørt med smalle pyntebånd forneden, sort fløjlsvest med snøreanretning foran, hvid skjortebluse, hvidt forklæde evt. med blonder, hvide strømper og sorte sko med krydsbånd op ad læggen. En lille rødhættekyse eller en Rättvigshue på hovedet. Drenge og mænd havde knæbukser, en kort vest med smalle striber, hvid skjorte med halsklud og hvide strømper evt. "Sparta"-sko. På hovedet en tophue. Billede fra Svendborg 1910 Folkedansens fremme 1901 Og den anden dragttype kendes fra de rene folkedanseforeninger med start fra 1901 af Foreningen til Folkedansens Fremme kaldet F.F.F. Det blev Foreningen til Folkedansens Fremmes første opgave at indsamle gamle danse, musik og dragter til det, der i dag er dansk folkedans, hvor inspirationen kom fra den svenske studentergruppe "Philochoros", der besøgte København i 1899, og som gav opvisning i svenske folkedanse. Det blev F.F.F.s opgave at rejse rundt i landet for at møde ældre mennesker, der endnu kunne huske, hvad de dansede som unge. Det var ikke vanskeligt, at opmuntre folk på landet til at hjælpe medlemmerne hos F.F.F. til at få indøvet de gamle danse og spillemandsmusikken. Den nationalromantiske ånd havde grebet Danmark og hele Europa, og her i Danmark var tabet af

2 Sønderjylland i 1864 det, der i den grad gik sørgmodigt ind i danskernes hjerter. Indsamlingen af musik og danse gik fint i starten af årene, godt hjulpet med arkivering af Dansk Folkemindesamlings hjælper H. Grüner Nielsen ( ). Alt blev noteret og beskrevet med udgivelser i hæfter. Meningen var, at alle i hele landet skulle have glæde af det store arbejde, det var at indsamle. Hensigten var tillige at samle dragtbeskrivelser til udgivelse i hæfter. Det viste sig at være langt sværere med dragtmaterialet. De gamle dragter var tit slidt op eller brugt til noget andet. Og hvad der hørte sammen var undertiden forplumret og uklart. Den første spæde begyndelse med hæfter af dragtbeskrivelser var en opgave, der blev overdraget guldtrækker Seifert. Der blev vist kun 8 beskrivelser, man måtte opgive at fuldføre projektet p. g. af det tidskrævende arbejde med at finde korrekt dragtforlæg. I stedet blev lavet små dukker ca. 38 cm, omkring 30 stykker, senere kom der 10 mere til, som blev brugt i undervisningen. Disse kunne tillige udlånes til medlemmer, der ønskede at sy en kopi folkedragt i fuld størrelse. I 1800 årene var folks tøj (bøndernes klædedragt) på landet ophøjet i romantikkens ånd og den tids smag. Man dyrkede folkelivet på landet, som var idealet for et sundt liv. Billede fra Frederik Tornøe, Ryslinge 1910 Bornholmsdragter fra 1906 Kunstmalerne malede miljøer, hvori indgik gamle, smukke, landlige dragter. Der var bl. a. kunstmalere som Jens Juel ( ) og C. W. Eckersberg ( ). Kobberstikker Johannes Senn ( ) og G. L Lahde ( ). Malere som Martinus Rørby ( ), Th. Lundby ( ), F. C. Lund ( ), Johan Frederik Nicolaj Vermehren ( ), Julius Exner ( ) og Christen Dalsgaard ( ), der alle skabte billedmaterialet af folkedragter fra midten af 1800-årene. Disse billeder blev et godt supplement til at sætte dragtdele sammen efter det indsamlede dragtmateriale. Nogle af disse blev til egnsbestemte danske dragter, som vi kender i dag, og som bliver brugt som kopi til folkedans. Kunstmalernes billeder er genre og skal naturligvis tages med et vist forbehold. Dog kan det siges, at være en god oplevelse at studere dragtmalerier ved besøg på et kunstmuseum. Der blev samlet dragter ind til museerne, og opkøbere rejste rundt for at opkøbe; det kunne give en ekstra lille indtægt ved videre salg. Men ikke altid fik man historien med om dragternes brug. Dansk Folkemuseum var en god støtte for Foreningen til Folkedansens Fremme, hvor

3 Bernhard Olsen ( ), Dansk Folkemuseums stifter, og museumsinspektør Chr. Axel Jensen ( ), ansat ved Nationalmuseets 2. afdeling, begge var nogle af de første, der med deres grundighed fik mange notater nedfældet. Senere kom Elna Mygdal ( ) til hjælp med sin kunstneriske forståelse for broderierne og de vævede stoffer. Hun udgav flere dragtartikler i nogle af Turistforeningens årbøger samt bogen om Amagerdragterne i Sidst var det museumsinsp. Ellen Andersen ( ), der i samarbejde med F.F.F.s dragtkyndige Anne Sophie Boesen Dreijer ( ) i perioden 1940 til 1965 fik fremstillet ca. 100 dragtbeskrivelser i form af dragtkuverter, som derefter kunne lånes ud til folkedanserne for et mindre bidrag. Ellen Andersen fik bl. a. udgivet Folkedragter i Danmark 1952, Hassings Forlag og Danske Bønders Klædedragt 1960, fra Nationalmuseets Forlag. Begge bøger blev flittigt brugt af folkedanserne. F.F.F.'s meget dragtinteresserede dame omkring 1905 er Frk. Aase Meier ( ); hendes håndskrevne stilebøger med optegnelser af gamle dragter findes på Nationalmuseets håndbibliotek. I 1906 gik folkedansere i originale dragter fra hele landet i optog på børnehjælpsdagen gennem Københavns Folkedansens fremme 1923, foto fra Tidens Kvinder gader. Ved den lejlighed blev deres gamle dragter fotograferet hver for sig forfra og bagfra. Det afstedkom en fotoserie a' 150 billeder til brug ved det videre dragtarbejde. Aase Meier havde tydeligvis også kontakt til kredslæge J.S. Møller ( ), stifter af Kalundborg Museum og kendt for bogen Folkedragter i Nordvestsjælland Det ses, at F.F.F. har været behjælpelig med dragter uden for foreningens dansere. For eksempel skal nævnes illustrationen på frisen af hen ved 70 personer i egnsdragter i Grundtvigs Hus i Studiestræde 38, malet i Ligeledes var F.F.F. behjælpelig ved billedhugger Jens Lunds ( ) udarbejdelse af 10 sandstensfigurer i folkedragter på Københavns Hovedbanegård i Den Kgl. Porcelænsfabrik producerede en serie på 47 porcelænsfigurer i danske folkedragter i perioden 1906 til 1925, i anledning af kong Chr. X og dronning Alexandrines sølvbryllup 23. april Kunstneren bag denne samling er Carl Martin-Hansen ( ). I 1922 blev kommuneskolelærerinde Anne Sophie Boesen Dreijer medlem af F.F.F. folkedragtbeskrivelserne blev hendes livsværk i samarbejde med Ellen Anne Sofie Boesen Dreijer Andersen ved at skabe 100 dragtkuvertbeskrivelser af dragter fra nationalmuseets bondesamling. Starten var april 1940, det år 2. Verdenskrig begyndte, der opstod bange anelser om, hvad der mon ville ske med den danske folkekulturs dragter. I 1940 var det ca. 50 år siden, indsamlingen af gamle danske folkedragter tog fart. Arbejdet med dragtbeskrivelserne de første 10 år, forstås, var besværligt p. g. af krigen. Der blev kun fremstillet 10 kuverter med indhold af snitmønstre, tegninger af broderier, strikkeopskrifter og

4 sybeskrivelser. Efter 1950 gik det strygende med det store arbejde, der var sat i gang, frem til museumsinsp. Ellen Andersen måtte fratræde sin stilling p. g. af alder i Egentlig undervisning i folkedragtsyning var der ikke, og kuverterne var ikke så lette at forstå uden kundskab, man hjalp hinanden så godt, det kunne lade sig gøre. Nogle var mere fortrolige end andre med dette vanskelige emne at sy sig en dragt. Det var heller ikke let at få nogen til at sy en dragt for sig, og danserne ville gerne have en dragt og helst en fra hjemegnen; nu talte man om egnsdragter og ikke så meget om folkedragter og slet ikke nationaldragt, som var det ord, man brugte som dragtbegreb omkring 1900-skiftet. Der kom et slip i forholdet mellem Nationalmuseet og F.F.F. fra Det gav Landsforeningen Danske Folkedansere en mulighed for at træde til. Adskillige steder rundt om i landet var der vævere og folkehøjskoler, der tog sig af undervisning til fremstilling af folkedragter. I 1957 blev der dannet et dragtcenter under H.H. (Højskolernes Håndarbejde) i Kerteminde, som skulle være behjælpelig med teknikker og stofvalg til folkedanserne. Fra 1969 begyndte Landsforeningen Danske Folkedansere Tiden efter 1950 at arbejde sig hen imod en egentlig skoleundervisning i folkedragtsyning. Det startede på Håndarbejdsskolen Engelsholm ved Vejle under Gudrun Andresens ( ) lederskab sammen med L.D.F. s mest dragtkyndige. Efterhånden kom der nogle gode teknikker frem, som danserne kunne lære at benytte. De vævede og trykte stofmaterialer blev leveret af lidt mere professionelle leverandører, nogle gav sig i kast med at kniple fine og tynde kniplinger. Smykkerne blev fremstillet i kopi efter gamle smykker af faglærte sølvsmede. Omkring blev der fremstillet rigtig mange kopidragter, fordi antallet af folkedanserforeninger steg og mange folkedansere strømmede til. Der var pludselig penge og fritid tilovers i almindelige menneskers hverdag, og en dragt skulle fremstilles. Den kunne ikke blive dyr og smuk nok. Strandbydragt org. Strandbydragt kopi 1976 Museerne blev overrumplet af al den trafik, der opstod på museerne, fordi folkedansere ville vide og se mere om dragter end det, udstillingen og magasinerne kunne dække. Nogle museumsfolk udtrykte endog Det er besværligt og tager tid med de mange folkedansere, der ønsker en egnsdragt fra hver deres hjemegn, og det kan slet ikke honoreres, idet der ikke findes bevaret dragter fra hver enkelt egn i Danmark. Og når I så gør kopier så gør nu ikke jeres kopidragter så gode, at vi ikke kan se forskel på de gamle og de nye dragter! Der vil imidlertid altid kunne ses forskel på kopidragter og de gamle dragter. Ingen tvivl om det. Landsforeningen Danske Folkedansere har siden 1970 fremstillet flere dragtmapper (mest jyske), som kan købes tillige med de egnede materialer, som landsforeningen har udsøgt som værende af ønskelig kvalitet.

5 Dræby Fed dragt, 1780 Inge i Dræby Fed dragt Flere dragtbøger er skrevet ned gennem tiden fra 1900 til Foruden de allerede nævnte kan nævnes Marie Christoffersens Hedeboegnen, Schønbergske Forlag Louise Ottesen, Danske folkedragter, Hasselbalchs Forlag Helene Strange og Karen Toxværd, nogle artikler til Dansk Folkemindesamling omhandlede gamle Nordfalsterske dragter H. Grüner Nielsen, Læsøfolk i gamle dage J. J. Lønborg Friis Vendsyssels, Nationaldragter 1912, trykt i Hjørring Historiske årbog Ellen Andersen, Folkedragter i Nationalmuseet 1971, Nationalmuseets Forlag. Erna Lorenzen, Arvegods, Poul Kristensens Forlag 1982 og Hvem sagde Nationaldragt? Worimianum Esther Grølsted/Minna Kragelund, Sy folkedragten selv, Høst & Søns Forlag Gitte Nødskov, Landlige tekstiler, Danske Folkedansere Kirsten Rykind-Eriksen "Et vist simpelt, ærbart Udseende". Kalundborg og Omegns Museum Birte Hjorth, Dirch Jansen, Lisbeth Møller, Amagerdragterne - deres historie og brug, Dragør Museum Esther Grølsted Hverdagstøj på landet 1788, Nationalmuseet De mest brugte dragtkopier er Fanø - Rømø kvindedragter, Hedebodragter, Røsnæsdragter, Falsterdragter og Amagerdragter; men også Læsødragten bruges meget især på Læsø og i Vendsyssel. Det er stort set de stærke farver, der er attraktive i den sidste del af det tyvende århundrede. I de senere år er de tynde stoffer i hel kjole blevet populære til fordel for de kraftige tunge håndvævede materialer. Hovedtøjet til de hele kjoler er det vigtigste for at kunne egnsbestemme en dragt. De hele kjoler har samme mode i hele landet. Sådan kan vi se, at folkedragterne lidt efter lidt ændrer sig. Flere bøger henviser til andre publikationer, som kan læses med interesse for folkedragterne. Esther Grølsted 2017 Gladdans medlemmer foran Gedebukkehuset