Det psykomotoriske møde et anerkendende møde

Transkript

1 Det psykomotoriske møde et anerkendende møde Bachelor projekt, Psykomotorik Uddannelsen VIA University College Studerende: Nanna Larsen Hovedvejleder: Mette Kroier Bivejleder: Ingeborg Zachariassen Afleveringsdato: 28. maj 2014 Antal tegn i opgaven:

2 Resumé Det psykomotoriske møde et anerkendende møde er opgavens tema, hvilket handler om anerkendelse af klienten i den psykomotoriske praksis, hvordan anerkendelse formidles til klienten og hvilken betydning det anerkendende møde har for klienten. Emnet er undersøgt gennem to kvalitative interview med psykomotoriske terapeuter og til udfoldelse af temaet er der anvendt litteratur og teori om anerkendelse. Anerkendelse i den psykomotoriske praksis handler om at støtte klienten til oplevelsen af at være okay og at klientens oplevelsesverden er i centrum for terapien samt at støtte troen på forandring og at klienten er ekspert i eget liv. Accept, respekt og interesse for klienten er grundlæggende for formidling af anerkendelse gennem det nonverbale sprog, psykomotorisk intervention og dialog. Anerkendelse i det psykomotoriske møde har betydning for klientens selvanerkendelse, udvikling og handlekompetence. Side 1 af 38

3 Indhold Resumé... 1 Indledning... 4 Begrebsafklaring... 5 Anerkendelse i den afspændingspædagogiske litteratur... 5 Videnskabsteoretiskgrundlag... 6 Min forforståelse... 6 Undersøgelsesmetode... 7 Det kvalitative forskningsinterview... 7 Valg af interviewpersoner... 8 Teoretisk baggrundsmateriale... 9 Anerkendelsesteori af Axel Honneth... 9 Anerkendelse i praksis Anerkendelsens bestanddele At lytte At forstå At acceptere og tolerere At bekræfte Klientcentreret terapi Ubetinget positiv anerkendelse Empatisk forståelse Kommunikation gennem kroppen Mimik og øjenkontakt Anerkendelse i det psykomotoriske møde En analyse Anerkendelse af klienten Støtter oplevelsen af at være OKAY Klientens oplevelsesverden i centrum Klienten er eksperten Troen på forandring Formidling af anerkendelse i den psykomotoriske praksis Respekt, accept og interesse Kroppens sprog Side 2 af 38

4 Psykomotorisk metode og intervention Rum til klientens oplevelse Spejling Betydningen af det anerkendende møde Selvanerkendelse Udvikling Handlekompetence Anerkendelsens kompleksitet En diskussion Handling og handleiver Asymmetri i relationen Terapeutens fortolkning af klienten Terapeutens egen anerkendelse Konklusion Et kritisk perspektiv på metoden Litteraturliste Vedlagte bilag på USB stik: Bilag X Interviewguide Bilag Y Transskribering inklusiv læsevejledning til transskriberingen Bilag Z Første kodning inklusiv beskrivelse af analysemetode Bilag Æ Anden kodning Side 3 af 38

5 Indledning Anerkendelse er et aktuelt begreb inden for de pædagogiske og sundhedsfremmende professioner, og i tale om den gode praksis har anerkendelse ofte stor værdi (Thornquist, 2009). Socialfilosoffen Axel Honneth opfatter også anerkendelse som et helt centralt element i det menneskelige liv, og ser det som en nødvendig forudsætning for det at blive virkelig som menneske og for dannelsen af identitet (Honneth, 2006). Terapeuten bekræfter og anerkender klientens oplevelse og arbejde med sig selv. Det afspejles gennem dialogen, at klienten er ok, klienten støttes i at egne oplevelser er fuldgyldige (Schwab, 2000, s.10). Anerkendelse af klientens oplevelse og arbejde med sig selv fremstår af ovenstående citat som et element i den psykomotoriske praksis, og at klienten i denne sammenhæng støttes i at egne oplevelser er fuldgyldige. Anerkendelse er dog et begreb med mange dimensioner og anvendes desuden i mange forskellige forståelsesformer. Anerkendelse kan forstås som en påskønnelse eller ros af et andet menneske for en særlig indsats. Men anerkendelse kan også forstås på et mere grundlæggende niveau, hvor mennesket anerkendes som et enestående individ, og hvor forholdet mellem mennesker betragtes som ligeværdigt (Den store danske, 2014). I den forbindelse er det muligt at skelne mellem betinget og ubetinget anerkendelse. Betinget anerkendelse er koblet til præstation og resultat, hvorimod ubetinget anerkendelse hænger sammen med det at blive set og hørt som menneske (Thornquist, 2009). Anerkendelse af klientens oplevelsesverden fremstår, som et element i den psykomotoriske praksis, men i hvilken betydningen anerkendelse anvendes, og hvordan det formidles fremgår ikke udspecificeret i den afspændingspædagogiske teori og metode. Jeg er derfor interesseret i at undersøge det anerkendende element i det psykomotoriske møde. Mit bidrag til det psykomotoriske fagområde bliver således at udfolde og eksplicere begrebet anerkendelse i den psykomotoriske praksis, hvordan det formidles til klienten, og hvilken betydning dette har for klienten, hvilket har ført mig frem til følgende problemformulering. Hvordan indgår anerkendelse af klienten i det psykomotoriske møde? Hvordan formidles det anerkendende perspektiv i den psykomotoriske praksis? Hvilken betydning har et anerkendende møde for klienten? Side 4 af 38

6 Begrebsafklaring Jeg vil i dette afsnit afklare og afgrænse min forståelse af begrebet anerkendelse i det psykomotoriske møde. I denne sammenhæng forstår jeg anerkendelse på den måde at klienten bliver set og hørt, som den person klienten er. Det handler for mig om, at klientens oplevelsesverden tages alvorligt og respekteres. At kunne vise klienten en ubetinget anerkendelse af de oplevelser og problemstillinger klienten måtte have, ser jeg som idealet for anerkendelse i den psykomotoriske praksis. I min forståelse af begrebet anerkendelse opfatter jeg alle mennesker som lige værdige og eksperter i eget liv. Anerkendelse i den afspændingspædagogiske litteratur Formålet med dette afsnit er at sammenholde min begrebsforståelse med den afspændingspædagogiske 1 litteratur. Anerkendelse er som begreb beskrevet af Mai-Britt Schwab. Hun er den eneste, jeg har kendskab til, som direkte har beskrevet begrebet i den afspændingspædagogiske litteratur. Hun er omkring begrebet anerkendelse i sin beskrivelse af den afspændingspædagogiske dialog, som er inspireret af den klientcentrede terapi efter Carl Rogers: Terapeuten bekræfter og anerkender klientens oplevelse og arbejde med sig selv. Det afspejles igennem dialogen, at klienten er Ok, klienten støttes i at egne oplevelser er fuldgyldige. Det er væsentligt for forandring af kropsfunktionen, at klienten lærer at stole på sin egen oplevelse, lytte, stole på og tage egen kropsoplevelse alvorligt (Schwab, 2000, s. 10). Desuden beskriver Schwab vigtigheden i at klienten mødes anerkendende, oplysende og reflekterende i sine svar i dialogen, samt at klienterne har et behov for støtte til at anerkende egne eksisterende kompetencer (Schwab, 2000). Grethe Jørgensen, beskriver nogle af de samme parametre, som jeg er inde på i min begrebsforståelse uden dog at kalde det anerkendelse. Hun opfatter oplevelsen som grundlæggende for den afspændingspædagogiske behandling, samt at hensigten er, at klienten skal opleve behandlingen, ikke få den beskrevet. Derudover ser hun et hvert menneske som unikt, og at tolkninger af en kropsoplevelse derfor må komme fra klienten selv. Hun mener derfor, at det er væsentligt, at terapeuten ikke har forudfattede meninger om klientens kropstilstande og 1 Jeg anvender i denne sammenhæng begrebet afspændingspædagogik, da litteraturen er skrevet på det tidspunkt, hvor faget går under navnet Afspændingspædagogik. Psykomotorik har sine rødder i afspændingspædagogikken og der findes ingen litteratur om anerkendelse koblet direkte til Psykomotorik. Side 5 af 38

7 problematikker. Desuden beskriver hun vigtigheden i at eksisterende kropsoplevelser tages alvorlig for, at kontakten til kroppen kan styrkes (Jørgensen, 1984). Ingrid Røder beskriver ligeledes oplevelsen som meget central for den afspændingspædagogiske behandling. Hun opfatter afspændingspædagogens iagttagelser og klientens oplevelse, som to ligeværdige dele. Det er væsentligt, at der i behandlingen spørges til klientens oplevelse, da det er klienten selv, der har svaret. Bevidstgørelse af oplevelsen er væsentlig for klientens erkendelse og mulighed for at se sammenhæng mellem adfærd på forskellige niveauer (Røder, 2004). Videnskabsteoretiskgrundlag Det videnskabsteoretiske grundlag for opgaven bygger på et hermeneutisk perspektiv. Hermeneutik kan oversættes til fortolkningskunst eller læren om forståelse. Grundlæggende for spørgsmålet om, hvordan ny viden skabes gennem forståelse, er begrebet forforståelse et væsentligt element. Forforståelse henviser til den forståelse, som går forud for en ny forståelse og den forståelse vi har gennem tidligere erfaringer, forestillinger eller forståelse fra andre sammenhænge (Birkler, 2005). Den hermeneutiske cirkel er i denne sammenhæng et centralt nøgleord og henviser til forståelsen cirkularitet, hvilket betyder, at det vi forstår, kun kan forstås på baggrund af det, vi allerede forstår. Grundtanken er, at der er et cirkulært forhold mellem helhedsforståelsen og delforståelsen. De enkelte dele kan kun forstås, hvis helheden inddrages, og omvendt kan helheden kun forstås i lyset af delene. Det er derfor en forudsætning at forforståelsen sættes i spil i tilegnelse af ny viden, men samtidig at holde sig åben for nye indsigter. For at sætte sin egen forforståelse i spil er det væsentligt at kunne sætte sig ind i og tage udgangspunkt i den andens forståelse. Dette giver mulighed for horisontsammensmeltning, der betyder, at horisonter mødes, og at et fænomen belyses i det samme lys. Enighed er altså ikke en betingelse, men derimod at der deles en forståelse, og at man forstår det, den anden meddeler (Ibid.). Min forforståelse Jeg opfatter det psykomotoriske møde som et særligt møde og at anerkendelse er en væsentlig del af dette møde, hvor klientens oplevelsesverden er i centrum for behandling og samtidig central i anerkendelsen af klienten. Samtidig fremstår det også som et område, der for mig er svært at gribe om, hvor det ikke fremgår tydeligt, hvordan dette kommer til udtryk i den psykomotoriske praksis. Det er desuden min opfattelse, at det er en tilgang, som er svær at efterleve fuldstændigt i praksis. Side 6 af 38

8 Eftersom jeg tager udgangspunkt i et hermeneutisk videnskabsteoretisk perspektiv, tror jeg på, at jeg som Psykomotorisk Terapeut har en forforståelse med i mødet med klienten, og at dette er et generelt vilkår i den psykomotoriske praksis. Det betyder, at forforståelse er et vilkår i det anerkendende møde med klienten, hvori der indgår forestillinger om klienten, klientens situation og min rolle som Psykomotorisk Terapeut i dette møde. Og dette vil i større eller mindre grad påvirke det anerkendende møde med klienten. Med afsæt i det hermeneutiske perspektiv er det samtidig min opfattelse, at forforståelsen er grundlæggende for tilegnelse af ny viden, og at min forståelsesramme spiller sammen i forståelse af nye perspektiver og sammenhænge. Dette har derfor også betydning for min forståelse af det anerkendende møde med klienten og mit perspektiv på opgavens emne. Den skitserede forståelsesramme er mit udgangspunkt for udvælgelse af teori til projektet og vil danne baggrund for min tilgang i interviewene. Det vil derfor have betydning for, hvordan jeg går til projektet, og hvordan jeg forholder mig til den forståelse, jeg møder i skabelsen af en ny helhedsforståelse. Undersøgelsesmetode Jeg har valgt at belyse problemstillingen med en kvalitativ metodisk vinkel, da jeg er interesseret i en nuanceret og detaljeret belysning af det psykomotoriske møde i forhold til anerkendelse af klienten (Brinkmann & Tanggaard, 2010). Jeg vil indhente empiri til opgaven gennem kvalitative interview med to Psykomotoriske Terapeuter, der har været udøvende inden for faget i flere år, og som har erfaring med at formidle viden om deres praksis til studerende eller fagfæller. Det kvalitative forskningsinterview Det kvalitative forskningsinterview giver mig mulighed for at få et kvalitativt og detaljeret indblik i interviewpersonens forståelse af temaet for undersøgelsen. Jeg har valgt en semistruktureret interviewform, da jeg er interesseret i et bestemt forhold inden for interviewpersonens professionelle livsverden. For at fokusere interviewet vil jeg anvende en interviewguide med forskellige temaer med forslag til spørgsmålsformuleringer og dette vil være udgangspunktet for interviewets struktur. Interviewguiden vil hjælpe mig til at holde fokus på interviewets formål, men der er samtidig åbenhed for at spørgsmål kan komme i den rækkefølge, som opleves naturligt under interviewet, og jeg vil samtidig holde mig åben for, at interviewet inden for temaet kan præges i en anden retning i samspillet med interviewpersonen. Jeg vil gøre brug af åbne spørgsmål for at give Side 7 af 38

9 interviewpersonen mulighed for at udfolde sin forståelse inden for dette tema (Steinar & Brinkmann, 2009). Valg af interviewpersoner Det overordnede kriterium for valg af personer til interviewene er, at personen er uddannet Afspændingspædagog eller Psykomotorisk Terapeut med flere års erfarenhed i praksisudøvelse af Psykomotorisk Behandling. Jeg afgrænser mig til dette område af den psykomotoriske praksis, da jeg forestiller mig, at det anerkendende perspektiv fremgår tydeligere i en-til-en mødet med klienten i forhold til gruppesammenhænge. Min baggrund for at vælge interviewperson på grund af erfarenhed er med en antagelse om, at en større erfarenhed på området vil give et dybere, bredere og mere nuanceret billede af fænomenet, som jeg vil undersøge. Desuden søger jeg interviewpersoner, der samtidig har undervisningserfaring i Psykomotorisk Behandling, da jeg forventer, at det vil styrke udbyttet af interviewet, da en person med undervisningserfaring sandsynligvis vil være vandt til at reflektere over og sætte ord på udøvelsen af Psykomotorisk Behandling. Jeg opfatter dette som relevante kriterier, da den anerkendende tilgang i den psykomotoriske praksis ikke fremstår klart defineret og udspecificeret i den afspændingspædagogiske teori. Derfor er der sandsynlighed for, at dette ikke fremstår tydelig og eksplicit for alle Psykomotoriske Terapeuter. Side 8 af 38

10 Teoretisk baggrundsmateriale Litteraturen er udvalgt, da det på forskellig vis bidrager til at udfolde forståelsen af anerkendelse i den psykomotoriske praksis, hvordan anerkendelse kommer til udtryk, og hvilken betydning dette har. Litteraturen er valgt på baggrund af min beskrevne begrebsforståelse, og jeg er medvidende omkring at litteratur omhandlende anerkendelse, som ligger uden for denne forståelse er fravalgt. Anerkendelsesteorien af Axel Honneth giver et socialfilosofisk indblik i begrebet anerkendelse. Hans teori giver et indblik i, hvilke sfærer anerkendelse kommer til udtryk i, og hvilken betydningen anerkendelse inden for disse sfærer har for udviklingen af identitet. Anerkendelse i praksis beskrevet af Lis Møller giver et teoretisk fundament for forståelsen af anerkendelse med udgangspunkt i klientens oplevelsesverden og giver samtidig en detaljeret beskrivelse af formidlingen af anerkendelse i praksis. Klientcentreret terapi inspireret af Carl Rogers giver indsigt i den ubetingede positive anerkendelse af klienten, samt hvordan anerkendelse kan formidles gennem empatiske refleksion i dialog med klienten. Afsnittet om Kommunikation gennem kroppen beskriver, hvordan kroppen og det nonverbale sprog medvirker i formidlingen af anerkendelse. Anerkendelsesteori af Axel Honneth Socialfilosoffen Axel Honneth ser anerkendelse som et helt centralt element i det menneskelig liv og opfatter det som en nødvendig forudsætning for at blive virkelig som menneske og for dannelsen af identitet. Forståelsen af anerkendelse er opstået på baggrund af grundlæggende principper om, at mennesket har en ukrænkelig værdi, en egenværdi og et udviklingspotentiale (Honneth, 2003; Honneth, 2006; Skoglund & Åmot 2012). Anerkendelsen er nødvendig for at blive fuldt individueret, hvilket betyder at være bevidst overens med sit eget indre. Bliver individet ikke anerkendt eller opnår det ikke følelsesmæssig opmærksomhed, kognitiv respekt og social agtelse, er der risiko for, at det vil miste sit positive forhold til sig selv, hvilket er grundlæggende for individets udvikling (Ibid.). Honneth har i sin anerkendelsesteori opstillet tre differentierede former for anerkendelse: emotionel anerkendelse, retslig anerkendelse og solidaritet. Disse anerkendelsesformer knyttes til forskellige sfærer i det menneskelige liv. Den emotionelle anerkendelse hører til privatsfæren, der først og fremmest er knyttet til familien, venskab og voksnes kærlighedsforhold og inden for denne sfærer anlægges grundlæggende selvtillid gennem emotionel og kropslig anerkendelse. Den solidariske og retslige sfærer dækker kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber. Solidariteten er grundlæggende for individets dannelse af Side 9 af 38

11 selvværd, eftersom det er inden for denne sfære, vi bliver set og værdsat på baggrund af vores egne unikke bidrag til fællesskabet. Den retslige sfære handler om en almen respekt, som er givet i form af rettigheder, der er knyttet til samfundets institutioner. Det grundlæggende er her at blive mødt med respekt, ligeværd og lige rettigheder. Anerkendelse inden for rettighedsområdet er grundlæggende for udvikling af autonomi, selvrespekt og selvagtelse som borger (Ibid.). Anerkendelse i praksis Anerkendelse er ifølge Lis Møller forbundet med vores grundlæggende indstilling til andre mennesker. Møller er inspireret af Anne-Lise Løvlie Schibbye, der beskriver anerkendelse som et stillads, som er retningsgivende for relationen og indstillingen til andre mennesker. Anerkendelse kan således siges at være noget, vi er. Det er knyttet til en måde at være til stede på mere, end noget man er eller gør. Respekt for et andet menneskes individualitet og fastholdelse af, at mennesker er subjekt for sine egne oplevelser, fremstår, som forudsætning for at være anerkendende. Dette indebærer, at vi i anerkendelse af et andet menneske er interesseret i den andens oplevelsesverden, intentioner, motiver og særlige egenart. Anerkendelse knytter sig altså til individets oplevelsesverden, hvilket indebærer, at der ikke findes oplevelser, der er mere relevante eller rigtige end andre (Møller, 2008). Den professionelle må i formidling af anerkendelse i mødet med et andet menneske i videst mulig omfang give plads til den andens indre tilstande, men samtidig fastholde en kontakt til sig selv. Kontakten til sig selv er nødvendig for at adskille egne indre tilstande fra det, som opstår hos individet, som man står overfor. En udfordring i den anerkendende relation vil ofte være, at den professionelle oplever trang til at korrigere, realitetsteste og give gode råd. Forudsætningen for at kunne indgå i anerkendende relationer er en villighed og åbenhed for at arbejde med egne mønstre, samt hvordan vi forholder os til os selv og andre mennesker (Ibid.). Anerkendelse som begreb kan forstås som et udtryk for at erkende som værende til. I anerkendelse af et andet menneske erkender vi det andet menneske som en eksistentiel realitet, og dette kan vi vise i vores måde at reagere på. Måden at vise det på er forskellig afhængig af, hvilken situation vi står i, og hvem vi er sammen med. Det væsentligste er, at den professionelle afstemmer sin reaktion til den person, situation og sammenhæng, hun står i (Ibid.). Fortolkning af et andet menneske er en naturlig del af samspillet med et andet menneske. Vi spontantolker ud fra vores egne tidligere erfaringer, vores aktuelle behov, og hvad der giver mest mening og sammenhæng for os. Dette er på den ene side en forudsætning for, at vi kan Side 10 af 38

12 forholde os til et andet menneske, men det kan samtidig være en hindring for at fastholde perspektivet på den anden som subjekt. Problemet er dog at vores umiddelbare tolkninger ofte siger mere om os selv end om det menneske, vi forsøger at forstå. At blive i og fastholde det spontantolkede kan medvirke til, at mennesket vi står overfor ikke får mulighed for at fremstå, som den sammensatte helhed, som ethvert menneske indeholder (Ibid.). Anerkendelsens bestanddele Anerkendelse forstås som en grundindstilling i forholdet til et andet menneske, der kommer til udtryk på forskellig vis i det konkrete møde med et andet menneske. Det er dog muligt at beskrive nogle af de delelementer, der er nødvendige for at fremstå anerkendende. Anerkendelsens ingredienser består i at lytte, forstå, acceptere, tolerere og bekræfte, hvilket indbyrdes er hinandens forudsætninger og derfor sammenhængende dele. At lytte er eksempelvis en forudsætning for at forstå og med lytning, viser vi samtidig den anden respekt (Møller, 2008). At lytte At lytte indebærer at være nærværende til stede i nuet i mødet med den anden. Vi skal ikke blot høre ordene, som bliver sagt, men også høre bag om ordene. Samtidig forudsætter lytning, at den professionelle kan tilbageholde sine egne vurderinger og perspektiver for at give plads til den andens. Det vil udfordre den professionelles evne til at være reelt tilstede med åbenhed og nysgerrighed samt at slippe faste forestillinger. Det betyder altså, at den professionelle må være nærværende tilstede for den anden og kunne leve sig ind i den andens oplevelsesverden, men samtidig at kunne være i kontakt med egne indre tilstande for at kunne opretholde adskiltheden. Når vi ser eller høre noget, vi ikke har oplevet tidligere vil vi blive udfordret på vores forforståelse. Det indebærer, at den professionelle skal være åben for at ændre synspunkt, tolkninger og følelser i situationen (Ibid.). At forstå Af lytningen kommer forståelse af et andet menneske. Det er muligt at skelne mellem indre og ydre forståelse. Den ydre forståelse handler overvejende om at udtrykke sympati og kognitiv genkendelse. Vi kan med vores udsagn vise, at vi har forstået den anden. Det er forståeligt og naturligt, at du reagere sådan i den situation du har været udsat for kan være en måde at reagere på, der udtrykker vores genkendelse og accept samtidig med, at vi tilkendegiver at den Side 11 af 38

13 andens oplevelse og initiativ, giver mening for os. Det kan give oplevelsen af at være en del af et fællesskab, hvor andre mennesker kan se mening og sammenhæng i vores perspektiver (Ibid.). Indre forståelse omhandler vores evne til at dele følelser og oplevelser. Empati er en forudsætning for denne deling og for at kunne fornemme den andens indre tilstande. Hvilket indebærer, at den professionelle må have adgang til og mulighed for i situationen at tage kontakt til stemninger og følelser i sig selv. Evnen til at tåle egne ubehagelige følelser er altså en forudsætning for at indgå i et anerkendende møde. Mødet mellem oplevelsesverdner har betydning for udvikling af indre afgræsning, afgrænsning til omverden samt (selv)erkendelse og muligheden for, at oplevelser kan blive til erfaring (Ibid.). At acceptere og tolerere Accept og tolerance indebærer, at den professionelle skal kunne bære den andens oplevelse, også selvom den er væsentlig forskellig fra ens egen, og eventuelt kan være vanskeligt at forstå. Derfor må man fastholde den andens følelser og oplevelser uden at vurdere og tillægge dem gyldighed i sig selv. At blive mødt med accept af egne indre tilstande, som måske har været svære at tolerere og forene sig med, kan være medvirkende til at skabe en større grad af selvaccept. Evnen til at udvise accept og tolerance kan udfordres på flere måder. Det kan besværliggøre den professionelles mulighed for at møde klienten anerkendende og lade klienten have sin egen oplevelse af situationen, hvis den professionelles oplevelse, er væsentligt anderledes end klientens (Ibid.). At bekræfte Bekræftelse er den sidste bestanddel af anerkendelsen, men kan på sin vis siges at indgå i øvrige, da det er en vigtig del af det at kunne lytte, at have indre forståelse, accept og udvise tolerance. Bekræftelse hænger tæt sammen med ligeværd, også i asymmetriske relationer, hvor ligeværd er knyttet til vores oplevelsesverdner. En måde at være bekræftende på er ved at have en åben indstilling til, respekt for og tillid til den andens oplevelsesverden. Det grundlæggende i bekræftelsen er, at den andens oplevelse er gyldig, og det som bekræftes er oplevelsen, den andens måde at sanse, føle og fortolke på (Ibid.). Klientcentreret terapi Den klientcentrerede terapi har rødder tilbage til Carl Rogers, der i sin tid beskrev en teori om psykoterapi og psykologisk rådgivning. Teorien bygger på seks nødvendige og tilstrækkelige betingelse for terapeutisk forandring. Første betingelse handler om, at to mennesker er i kontakt. At Side 12 af 38

14 klienten er i en tilstand af inkongruens, sårbarhed eller angst, og at terapeuten er kongruent i forholdet beskriver anden og tredje betingelse. Fjerde og femte betingelse handler om, at terapeuten oplever ubetinget positiv anerkendelse af klienten samt en empatisk forståelse af klientens indre referenceramme. Sjette forudsætning består i, at klienten må opfatte terapeutens ubetingede positive anerkendelse og empatiske forståelse. Roger betegner tredje, fjerde og femte som kernebetingelser og opfatter disse, som de vigtigste for et udbytte i terapien (Sommerbeck & Larsen 2011). Jeg vil i det følgende koncentrere mig om fjerde og femte kernebetingelse, da disse har relevans i forhold til opgavens tema, da disse omhandler den ubetingede positive anerkendelse og den empatiske forståelse som metode til at udtrykke anerkendelse. Ubetinget positiv anerkendelse Rogers definerer terapeutens ubetingede positive anerkendelse som følger: I den udstrækning terapeuten oplever en varm accept af ethvert aspekt af klientens oplevelser som værende en del af klienten, oplever han ubetinget positiv anerkendelse. Det betyder, at der ikke er nogen betingelse for accept, ikke nogen følelse af, at jeg kan lide dig, hvis du er sådan og sådan. [ ] Det betyder følelser af omsorg for klienten, men ikke på en besiddende måde eller på en måde, der bare tilfredsstiller terapeutens egne behov. Det betyder omsorg for klienten som en separat person med tilladelse til at have sine egne følelser, sine egne behov (Sommerbeck & Larsen, 2011, s ). Det betyder, at vi skal kunne behandle alle mennesker helt lige og kunne rumme klientens dårlige, smertefulde, negative og frygtsomme følelser på samme måde, som vi skal kunne bærer positive, glade og modne tilstande hos klienten. I denne sammenhæng er det interessant at stille spørgsmålet om: Hvad er det, der ubetinget positivt skal anerkendes? Sommerbeck og Larsen beskriver eksistensen af en medfødt pro-social tendens, der indebærer et grundlæggende positiv menneskesyn. I et rogeriansk perspektiv vil mennesker altid søge at bidrage til det fællesskab, de føler sig knyttet til, med det mest positive og konstruktive, de er i stand til, og med de muligheder, der er tilgængelige for dem her og nu og det fortjener ubetinget positiv anerkendelse (Sommerbeck & Larsen 2011, s.21). Side 13 af 38

15 I en terapeutisk sammenhæng fortjener klientens bidrag til den terapeutiske alliance ubetinget positiv anerkendelse. At klienten er gået i terapi må betyde, at klienten kæmper for at få det bedste frem i sig selv, for at blive det menneske, klienten ønsker at være og det fortjener anerkendelse (Sommerbeck & Larsen 2011). Overbevisningen om at mennesker vil søge mod at bidrage med det bedste, de kan, udelukker ikke, at mennesker ikke kan forbedre sig. Men det indebærer, at mennesker kan bidrage mere konstruktivt og aktualisere potentialer, der er ønskelige for egen og deres nærmestes positive udvikling. Det var netop en af Rogers pointer, at jo tydeligere kernebetingelserne fremgår i terapien, i jo højere grad vil klienten aktualisere sine konstruktive og prosociale sider (Ibid.). Empatisk forståelse Den empatiske forståelse er en af kernebetingelserne og handler om, at terapeuten oplever en empatisk forståelse af klientens indre referenceramme. Empati defineres af Roger på denne måde: Den empatiske tilstand, eller at være empatisk, er at opleve den andens indre referenceramme nøjagtig, og med de følelsesmæssige komponenter og betydninger som tilhører den, som om man var den anden person, men uden nogensinde at miste som om -betingelsen. Det betyder således at føle den andens smerte eller glæde, som den anden føler det, og at opleve grundene hertil, som han oplever dem, men uden på noget tidspunkt at miste bevidstheden om, at det er, som om jeg var såret, glad, osv. Hvis denne som om -kvalitet mistet, er der tale om identifikation (Sommerbeck & Larsen 2011, s. 25). Ens eget perspektiv er irrelevant, når man som terapeut forholder sig empatisk. Det er den andens historie, man prøver at leve sig ind i med sin fulde opmærksomhed. Terapeuten skal altså kunne skabe sig forståelse for klientens indre referenceramme, men samtidig uden at tabe sig selv. I den sammenhæng er det væsentligt, at empatien er nøjagtig. Således at begge parter er klar over, at det er klientens reaktioner, perspektiv og følelser, der spejles, samt at terapeuten kan rumme det spejlede med rolig, tillidsfuld og interesseret accept uden at identificere sig med klienten (Sommerbeck & Larsen 2011). Den empatiske forståelse bliver først noget værd, når den kommunikeres til klienten. Empatisk refleksion kan beskrives som en spejling af klienten, hvor terapeuten opsummerer Side 14 af 38

16 klientens fortælling i en kortere version. Dette opleves af Rogers som en ideel måde at kommunikere empatisk forståelse og har overordnet tre terapeutiske fordele. Den første fordel handler om, at klienten kan følge med i terapeutens forståelse af ham eller hende, hvilket giver klienten mulighed for at korrigere terapeuten for således at undgå misforståelser. Den empatiske refleksion udtrykkes gennem et mere eller mindre tydeligt spørgsmålstegn i enden af det spejlede for på den måde at gøre det tydeligt for klienten, at han eller hun kan korrigere terapeuten. Korrektionen indebærer, at klienten får mulighed for at gøre klarere rede for elementerne i sin fortælling (Ibid.). Empatisk refleksion er samtidig medvirkende til at mindske risikoen for at formidle betinget anerkendelse, da refleksionen er renset for terapeutens eget perspektiv. Det kan være frustrerende for klienten at møde den empatiske refleksion, som den eneste måde terapeuten forholder sig til klienten på. Da de søger terapeutens perspektiv for at benytte den som retningsgivende for sig selv og egen vurdering (Ibid.). Desuden kan den empatiske refleksion stimulere klienten til at reflektere yderligere over sig selv, egen situation og forhold til andre. Det kan være medvirkende til at åbne nye muligheder og perspektiver samt skabe yderligere klarhed for klienten (Ibid.). Kommunikation gennem kroppen Kroppen og vores bevægelser har et sprog lang tid, før vi udvikler talesproget, og det følger os livet igennem uanset om, vi er bevidste om det eller ej. Helle Winther beskriver kropslig kommunikation, som et essentielt råstof i alle menneskelige relationer og et særligt vigtigt element i sammenhænge, hvor vi er sårbare, og hvor den verbale kommunikation ikke slår til. Hun mener, at kropslig kommunikation er særlig væsentlig for alle, der arbejder med mennesker, som eksempelvis sundhedspersonale, terapeuter og undervisere. Den kropslige kommunikation har nemlig særlig stor betydning for udvikling af autenticitet, empati, tillidsskabelse og relationskompetence (Winther, 2012). Bevægelsespsykologien har en helhedsorienteret kropsforståelse og opfatter kroppen, som en grundlæggende klangbund i mellemmenneskelig kommunikation. Denne forskningsretning er inspireret af Merleau-Ponty, der er fænomenologisk orienteret og ser på kroppen, som en sammenhængende, sansende og levet enhed. Det er altså ifølge Merleau-Ponty gennem kroppen, at vi lever, sanser og gør erfaringer i verden. Kroppen kommunikerer altså hele tiden, og gennem kroppen udtrykker og til tider undertrykker vi personlig dynamik, følelser og sårbarheder (Ibid.). Side 15 af 38

17 Mimik og øjenkontakt Ansigtets mimik og øjnenes blik har stor betydning for kommunikation mennesker imellem. Musklerne i ansigt er meget veludviklet og giver mulighed for at udtrykke nuancerede og sammensatte udtryk. Ansigtets bevægelser er derfor også en væsentlig del af det at aflæse og beskrive et andet menneskes oplevelser, reaktioner og stemninger (Thornquist, 2009). Øjenkontakt tyder på at have særlig betydning for kontakt og interaktion. Blikket har stor betydning for oplevelsen af at blive set, og med blikket kan vi også vise respekt og vise, at vi tager kontakten alvorligt. Ved at se på et andet menneske kan vi vise, at vi er tilgængelige over for hinanden, vise interesse og engagement. Længerevarende øjenkontakt er ensbetydende med større gensidighed og engagement. Blikket kan på den måde anvendes til at anerkende og bekræfte et andet menneske (Ibid.). Side 16 af 38

18 Anerkendelse i det psykomotoriske møde En analyse Afsnittet indeholder en analyse af interviewene, hvor det teoretiske baggrundsmateriale er anvendt til at støtte op omkring forståelsen og udfoldelsen af de enkelte dele af analysen. Centrale nøgleord for analysen er sammenfattet i nedenstående figur og er et forsøg på at skabe et overblik over analysens indhold. Som det fremgår af figuren består analysen af tre overordnede dele. Første afsnit handler om anerkendelse af klienten, hvilket beskriver, hvad anerkendelsen består af i den psykomotoriske praksis. Formidling af anerkendelse beskrives i andet afsnit, hvilket beskriver, hvordan anerkendelse udtrykkes og formidles til klienten i den psykomotoriske praksis. I sidste del af analysen fremstilles betydningen af anerkendelse, hvilket omhandler, hvilken betydning det har for klienten at møde anerkendelse i denne form i den psykomotoriske behandling. Anerkendelse af klienten Formidling af anerkendelse Betydning af anerkendelse Oplevelsen af at være OKAY Klientens oplevelsesverden Klienten er eksperten Tro på forandring Respekt, accept og interesse Kroppens sprog Psykomotorisk intervention Rum til klientens oplevelse Spejling Selvanerkendelse Udvikling Handlekompetence Side 17 af 38

19 Anerkendelse af klienten Støtter oplevelsen af at være OKAY At støtte oplevelsen af at være okay bliver i interviewene frembragt som en væsentlig del i anerkendelsen af klienten og for klientens oplevelse af anerkendelse. Det fremhæves som et eksistentielt behov og samtidig som et væsentligt element for klientens proces og udvikling. det klienten kommer for, nemlig at føle sig okay. [ ]det eksistentielle er, at det vi kommer for egentlig at mærke, dybest set er, at vi er okay. Vi kommer ikke for at få nogen fejlanalyser, men selvfølgelig kan der godt være, at der er nogen analyser, der kan bringe en i nogen rigtige retninger, hvis de er formidlet på en anerkendende måde (Interview B, Bilag Y s. 19, T: 0:08:53) 2. Det handler på den ene side om at støtte klienten til at nå frem til en accept af egen oplevelse, og det der mærkes er okay, og hvor klienten selv oplever, at jeg er okay og det er okay at være med det, der er lige nu. Det kommer inde fra ens hjerne, at man ligesom er beroliget og man siger: Det er okay, jeg er okay, som jeg er. Det jeg kan mærke, det er også okay. Det er okay lige nu. Hele den der, det er jo den funktion i hjernen, så på en eller anden måde kan man næsten regne det ud, at det ikke kan lade sig gøre at lære at spænde kroppen af, hvis man ikke [ ] (Interview B, Bilag Y s. 26, T: 0:31:16) Følelsen af at være okay kommer derudover til udtryk gennem den kropslige behandling, hvor terapeuten formidler, at klientens krop er okay og at der ikke findes nogen rigtige eller forkerte kropsholdninger og kropstilstande. Jeg anerkender, at dine skulder, må godt ligge sådan, de skal ikke partu tvinges ned i en eller anden optimal stilling. De må godt være protraherede, når du ligger ned, men jeg støtte med mine hænder her, så kan de muskler der, der plejer at holde dem, 2 Henvisningen refererer til det empiriske materiale. Interview A eller B henviser til, hvilket interview citatet eller sammenfatningen stammer fra. Bilag Y s. x er henvisning til transskriberingen og til hvilken side i bilaget det kan findes på. T er en henvisning til lydfilen og angiver tidspunktet for, hvornår det omtales i interviewet. Side 18 af 38

20 de kan nemlig slippe. Det er sådan en slags kropslig anerkendelse (Interview A, Bilag Y s. 3, T:0:06:57). Klientens oplevelsesverden i centrum Møller beskriver, at terapeuten må have en grundlæggende respekt for klientens individualitet og fastholde, at klienten er subjekt for sine egne oplevelser, hvilket opfattes som forudsætning for at være anerkendende. Dette indebærer, at terapeuten i anerkendelse af klienten er interesseret i klientens oplevelsesverden, intentioner, motiver og særlige egenart. Anerkendelse knytter sig altså til individets oplevelsesverden, hvilket indebærer, at alle oplevelser er autentiske og relevante. Klientens kropsoplevelse og oplevelse i det hele taget fremstår i interviewene som et centralt element for anerkendelse i den psykomotoriske praksis, hvor det at tage klientens oplevelse alvorligt og anerkende denne som autentisk fremhæves som væsentlig. det der bliver formuleret i Psykomotorikken eller Afspændingspædagogikken, det er at tage klientens kropsoplevelser alvorligt. Det er ligesom det faglige begreb, som er at anerkende klienten, hvor klienten er og tage udgangspunkt i det. Det betyder noget helt specielt og kræver en helt speciel tilgang. Så det er, den Psykomotoriske [ ] tråd, det er at anerkende klientens kropsoplevelse, for det er jo kroppen vi arbejder med (Interview B, Bilag Y s. 18, T:0:02:00). Begge interviewpersoner er inde på, at deres faglige viden og de psykomotoriske metoder altid er pakket ind i en anerkendende stil og centralt for denne stil er, at en hver intervention kobles sammen med klientens oplevelse af interventionen. En af interviewpersonerne beskriver det som et laboratorium eller eksperiment, hvor klient og terapeut i et samspil undersøger, hvordan det opleves for klienten. Altså for mig er det vigtigere som Psykomotorisk Terapeut, at klienten bliver støttet i at mærke sin egen krop og kunne mærke: Er det her bedre for mig eller er det her bedre for mig (Interview A, Bilag Y s. 8, T: 0:26:59). Grundlæggende for de interviewede psykomotoriske terapeuter er, at klientens egne oplevelser er i centrum for behandlingen, og at klienten støttes til at skelne mellem egne oplevelser og andres Side 19 af 38

21 tanker og forventninger til dem (Interview A, Bilag Y s. 8, T:0:27:39). Desuden fremhæves det, at de psykomotoriske interventioner altid fremlægges som et tilbud til klienten, og at det er klienten, der tager stilling til brugen af de faglige tilbud fra terapeuten i den psykomotoriske behandling (Interview B, Bilag Y s. 19, T: 0:05:46). Bekræftelse som er en af anerkendelsens bestanddele hænger ifølge Møller også tæt sammen med vores oplevelsesverdner og en måde at være bekræftende på er ved at have en åben indstilling til, respekt for og tillid til klientens oplevelsesverden. Klienten er eksperten De interviewede psykomotoriske terapeuter er også inde på, at de i deres grundholdning til klienten anser klienten som ligeværdig i relationen og som en ekspert i eget liv. En del af anerkendelsen består således i at sætte klienten i en position og skabe rammer i den psykomotoriske behandling, hvor klienten er styrende for processen. Så kan det godt være, at jeg har en kæmpe meget mere erfaring i alt mulig i kraft af uddannelse og sådan noget, men det gør ikke nødvendigvis, at jeg er klogere på, hvordan klienten skal leve sit liv. Og det jeg gerne vil have det er, at klienten bliver bedre til at leve sit eget liv og for at kunne blive bedre, så er man nød til at anerkende udgangspunktet (Interview A, Bilag Y s. 6, T:0:16:38). I den sammenhæng påpeges det, at det er væsentligt, at klientens udgangspunkt anerkendes. De beslutninger, klienten har truffet, er truffet på baggrund af de muligheder og under de omstændigheder, klienten har stået i. [ ] i det anerkende møde, der er det jo ligesom at se klienten som fuld kompetent, så er der et eller andet, der er pågået den person, der har gjort personen stresset, hvis vi skulle tage det eksempel. (Interview B, Bilag Y s. 27, T: 0:35:52) I den forbindelse påpeges samtidig vigtigheden af at have opmærksomhed på at tilbageholde egne tanker, vurderinger og fortolkninger af klienten. At klienten derimod får mulighed for at udfolde sin egen historie. Med baggrund i den kan gå på opdagelse i, hvilke muligheder der eksisterer for klienten, og som kan være med til at forandre situationen. Altså sådan noget, hvis klienten er i gang med og fortælle om en problematik, en kropslig problematik eller andre ting, hvis jeg så allerede med det sammen er klar Side 20 af 38

22 med at sige, hvad man kan gøre ved det. Altså chancen for at ramme forkert er kæmpe, kæmpe stor, hvis jeg allerede er i gang med og tilbyde noget som kan ændre situationen. Jamen så er det, så føler klienten sig ikke anerkendt, så føler klienten sig ikke hørt (Interview A, Bilag Y s. 5, T:0:11:40). Troen på forandring I den klientcentrerede terapi findes en overbevisning om, at mennesker vil søge mod at bidrage med det bedste de kan, men samtidig findes en tro på, at klienten kan bidrage mere konstruktivt og aktualisere potentialer, der er ønskelige for deres egen og deres nærmestes positive udvikling under de rette betingelser. En del af det, de interviewede forstod ved anerkendelse i den psykomotoriske behandling, handlede om troen på forandring. En af dem omtalte det, som en neutral anerkendelse der handlede om ikke at blive for medfølende overfor klienten og bekræfte klienten i det, der er svært, men derimod at være anerkendende over for det, der er muligt. Jeg tænker, den slags anerkendelse af, at det er hårdt, kan godt bidrage til at trække klienten ned, fordi det også er en bekræftelse i, at jeg kan godt forstå, at du ikke kan gøre noget som helst. Hvor jeg hellere vil være anerkendende over for eller har til hensigt, at være anerkendende over for, at det faktisk var muligt at gøre noget (Interview A, Bilag Y s. 14, T:0:48:47). I det andet interview fortalte interviewpersonen om hendes erfaring med at give ekstra opmærksomhed til det, der for klienten opleves som positivt for at støtte klienten i mærke sine ressourcer og få det positive til fylde mere. Ja og går i den retning klienten ønsker i forhold til at komme her. Jeg vil gerne blive bedre til at slappe af, det er som regel det. Afspændthed, hovedpine eller. Det oplever jeg som anerkendende. Det er på den måde jeg omsætter den anerkendende pædagogik. Jeg tror, at det er nødvendig at være anerkendende også over for det positive, som ikke har været så [ ]. Det er ikke et så naturligt sted at mærke velvære i kroppen, det er ikke så vant. Så det at give det en plads, så det kommer til at fylde noget (Interview B, Bilag Y s. 24, T:0:26:01). Side 21 af 38

23 Det pointeres dog, at både det positive og negative får plads og anerkendes, men at det klienten opfatter positivt får ekstra tid og opmærksomhed for, at klienten kan få mulighed for at integrere det i sin oplevelsesverden. Formidling af anerkendelse i den psykomotoriske praksis Respekt, accept og interesse Anerkendelse er ifølge Lis Møller forbundet med en grundlæggende indstilling til klienten. Respekt for klientens individualitet og fastholdelse af, at klienten er subjekt for sine egne oplevelser, fremstår som forudsætning for at være anerkendende. Accept og tolerance beskrives ligeledes af Møller som betydningsfulde dele af anerkendelsen. Det indebærer, at den professionelle skal kunne bære den andens oplevelse, også selvom den er væsentlig forskellig fra ens egen, og at det eventuelt kan være vanskeligt at forstå. Derfor må terapeuten kunne tillægge klientens følelser og oplevelser en gyldighed i sig selv. En oprigtig og autentisk interesse for klienten blev også fremhævet i det ene interview som et væsentligt element for denne terapeuts egen oplevelse af at kunne formidle anerkendelse i mødet med klienten. For jeg synes det er interessant. Når jeg spørger, hvordan mærkes det, jamen så synes jeg virkelig det er interessant. Så spørger jeg fordi jeg synes, at det er det allermest interessante lige nu, det er at spørge om: Hvordan mærker du egentlig det? (Interview A, Bilag Y s.11, T:0:35:21) I den klientcentrede terapi beskrives det også, at terapeuten må mærke en varm accept af klienten og en ubetinget positiv anerkendelse over for det, klienten oplever for at anerkendelsen kommer til udtryk i terapien. Grundlæggende for, at dette kan komme til udtryk, er et positiv menneskesyn. Dette påpeges også af den ene interviewperson, at terapeuten må kunne møde klienten med et åbent sind og gøre det klar for sig selv, at det er klienten, der har det bedste kendskab til eget liv. Side 22 af 38

24 Og så bare lige at kunne være der med et åbent sind og vide at, det ved jeg ikke noget om. Altså, det ved jeg ikke noget om, det er spændende. Jeg går med dig ind og se på, hvad du er i gang med. Og det er spændende, fortæl mig noget mere, hvordan du oplever det, i stedet for at snakke om, hvordan jeg selv oplever det (Interview A, Bilag Y s.13, T:0:44:10). Kroppens sprog De interviewede psykomotoriske terapeuter er inde på, at de anvender deres krop i det anerkendende møde med klienten, og at deres kropssprog og kropslige attitude er betydningsfuld i formidling af anerkendelse. Samtidig giver de dog udtryk for, at det er svært at sætte ord på, hvordan de faktisk formidler anerkendelse gennem deres kropssprog. Begge interviewpersoner er inde på, at der findes en række uspecifikke faktorer, der har betydning for formidling af anerkendelse. I den forbindelse nævnes nærvær, stemmeleje og afstanden til klienten som betydningsfuld, samt at blikket og bekræftende lyde kan anvendes til at udtrykke anerkendelse (Interview B, Bilag Y s. 18, T:0:02:35). Jamen altså, det er en dialog jeg har med klienten omkring, hvordan klienten oplever noget i sit liv. Jamen så spejler jeg jo med mit kropssprog og er anerkendende på den måde. Altså, jeg siger ikke: Århh, det kan jeg sandelig godt forstå. Det kan også godt være, at jeg gør [ ] altså det kan godt bare være med mit kropssprog med mit blik og så med mit grynt mmm [ ] (Interview A, Bilag Y s.4, T: 0:10:33) Den ene interviewperson er desuden inde på, at hun indstiller sin kropslige attitude til den klient, hun møder i praksis. Og at hun forsøger at matche den person, der kommer i behandling (Interview B, Bilag Y s.30, T: 0:46:48). Møller pointerer ligeledes, at anerkendelse af klienten kan vises i vores måde at reagere på. Måden at vise det på er forskellig afhængig af, hvilken situation vi står i, og hvem vi er sammen med. Det væsentligste er, at terapeuten afstemmer sin reaktion til den klient, situation og sammenhæng han/hun står i. Thornquist beskriver ansigtets mimik, øjnenes muligheder samt deres betydning for kommunikation mennesker imellem. Ansigtets bevægelser er en væsentlig del af det at aflæse og beskrive et andet menneskes oplevelser, reaktioner og stemninger. Øjenkontakt tyder på at have særlig betydning for kontakt og interaktion. Blikket har stor betydning for klientens oplevelse af at Side 23 af 38

25 blive set, og med blikket kan vi, som terapeuter vise respekt og vise, at vi tager kontakten alvorligt. Ved at se på klienten kan vi vise, at vi er tilgængelige og samtidig vise interesse og engagement. Blikket kan på den måde anvendes til at anerkende og bekræfte klienten, idet længerevarende øjenkontakt er ensbetydende med større gensidighed og engagement. Psykomotorisk metode og intervention Det beskrives i interviewene på forskellig vis, hvordan de psykomotoriske interventioner og metoder kan bidrage til klientens følelse af at være okay. En af de interviewede beskrev, hvordan hun oplevede det at give klienten tid til selv at finde sig tilrette i, eksempelvis den siddende stilling, kunne bidrage helt anderledes til klientens oplevelse af at okay, modsat det, at terapeuten var styrende for den rette siddestilling. Det handlede for hende om at give klienten øvelser og tid til at mærke forskellige positioner for, at klienten på den baggrund selv kunne tage stilling til, hvad der mærkes rigtigt og forkert for klienten (Interview B, Bilag Y s. 22, T: 0:17:50). Det blev også beskrevet i et af interviewene, hvordan tilrettelæggelsen i den psykomotoriske behandling kan bidrage til klientens oplevelse af at være okay. Terapeuten oplevede, at tilrettelæggelsen kunne støtte klienten til en oplevelse af at min krop er okay, eftersom underlaget tilpasses med puder og tæpper til den krop, som er i behandling. Eller en kropslig anerkendelse det kan også godt være at hvis nu, at Iliopsoas er så forkortet, at klienten dårligt kan ligge ned på gulvet uden at få en meget, meget spændt lænd ved simpelthen at blive trukket op i et lændesvaj. Så kan jeg på den ene side give mig til at strække Psoas, så ryggen kan komme ned, så er der sket en ændring, men jeg kan også anerkende muskulaturens længde eller sådan noget ved, at ligge en høj pude ind uden knæene sådan, så nu passer længden af Psoas, den passer til at lårene helst vil være bøjede og det kan give klienten en fornemmelse af anerkendelse af, at jeg er god nok (Interview A, Bilag Y s. 4, T:0:07:38). Kroppens tilstand bliver på den måde anerkendt ved, at klienten bliver lagt tilrette med puder og tæpper, der støtter den form eller tilstand kroppen har brug for, for den mest optimale hvile position for den enkelte klient. Derudover beskrev den ene psykomotoriske terapeut også, hvordan hun oplevede, at anerkendelsen i høj grad foregik igennem hænderne, hvor kontakten mellem terapeutens hænder og Side 24 af 38