-i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp

Transkript

1 -i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp 1

2 2 Kort nyt Af Karsten Dam Afrikas Horn Sommeren igennem har vi alle hørt om den store sultkatastrofe og tørken på Afrikas Horn. Heldigvis har mange arbejdet sammen og forsøgt hurtigt at få bragt forsyninger og nødhjælp frem selv om det især i Somalia har været svært på grund af landets ustabile eller snarere manglende styre. Tørken har rakt ned i Kenya og faktisk også ind i dele af det nordøstlige Uganda. BiA besluttede at indbetale 5000 kr fra vore indsamlede midler til Folkekirkens Nødhjælps indsats i katastrofen. Sommerens studietur og næste studietur Turen blev gennemført helt efter planen og uden uheld. Vi medbragte adskillige kufferter med brugt tøj hvoraf det meste blev afleveret på afdelingen for fejl- og underernærede børn på Mulago Hospital i Kampala. På trods af varmen får mange underernærede børn for lav kropstemperatur og kommer let til at fryse. Under besøget i Rakai besluttede rejsegruppen at finansiere et nyt hus til en familie med en AIDS-syg mor og 3 børn. Moderen var i medicinsk behandling, men var meget svag. Derfor måtte den ældste datter på 14 år klare alt i familien. Samtidig var deres hus faldefærdigt. Læs mere om turen og oplevelserne s.5 og 9. Næste studietur er planlagt til uge 42 & 43 i Interesserede kan henvende sig til karsten.dam@skolekom.dk. Korturnéen 2012 Som nævnt i sidste nummer får vi besøg af et Ugandisk børnekor fra februar 2012 og frem. I forhold til andre år er det et kor vi selv (gennem hjælp fra kompetente folk i Uganda) har fået sat sammen ved at afholde prøver for børnene på flere af de skoler vi kender og har kontakt til (de samme skoler som vores blyantsprojekt når ud til). I øjeblikket er de udvalgte børn samlet i Kampala og gennemgår træning og indøvning af koncertprogrammet. Koncertkalenderen er ved at blive færdiggjort og mere information bliver givet i næste nummer af nyhedsbrevet. Koret får navnet The Pearl Childrens Choir (inspireret af Churchill s kendte citat da han havde besøgt Uganda: Dette land er Afrikas perle! ) og skal give koncerter i Danmark, Holland, Tyskland, Sverige og Norge. Læs mere om forberedelserne s.6 og 7. Skolen i Bukoto (tidligere Eden School) har været besøgt under studieturen i sommer, men også vores bestyrelsesmedlem Birgitte Bech tilbragte flere uger af sommeren i Kampala og superviserede endnu engang skolen. Nogle af de børn vi har sponsoreret er gået ud af skolen og vi forsøger at finde andre trængende børn der kan blive støttet. I mellemtiden prøver vi at bruge nogle midler på at forbedre forholdene på skolen: bedre måltider, nødvendige reparationer, PC til kontoret osv. Birgitte havde meget andet at tage sig af i forbindelse med sit ophold: støtte og hjælp til vore ansatte Josephine og Sam, opgaver i forbindelse med børnekoret og møder med diverse kontaktpersoner. Der var også tid til at Birgitte Bech kunne tage med studietursgruppen på en tur til det nordlige Uganda og fik derved lejlighed til at besøge et par skoler i Lira som er støttet at blyantsprojektet. Generalforsamling Afholdes i år onsdag d. 12 oktober. Se indkaldelsen på bagsiden og mød op hvis du vil høre flere detaljer om vores arbejde. Efter de officielle punkter regner vi med at se billeder og høre nyt fra flere af de personer der har besøgt Uganda i sommerens løb. Ny redaktør søges!! Gennem over 10 år har Kathryn Tegner redigeret og layoutet vores nyhedsbrev. I den periode er bladet gået fra at være et fotokopieret blad udsendt til nogle få hundrede personer til at være et meget professionelt magasin i en høj kvalitet der nu trykkes i 2500 eksemplarer hver gang. I modsætning til andre organisationer har vi valgt at beholde et farverigt og flot blad trykt i en

3 3 god kvalitet, da vi tror at børneansigter og gode billeder er blikfang som kan vække interesse. Da arbejdskraften er gratis og da vi får trykt bladet til en rimelig pris, mener vi i bestyrelsen at det er forsvarligt med denne udgift. Det skal ikke være nogen hemmelighed at det er et stort arbejde at sætte bladet op og gøre det klar til trykning. Hvis en af læserne er interesseret i at overtage opgaven (eller kender en person som vil påtage sig den) hører vi meget gerne fra dig. Ingen girokort denne gang Vi har valgt at spare den ret store udgift med at få trykt girokort, idet de fleste efterhånden benytter bankoverførsel. Der er flere måder at give gaver på og vi har indlagt en seddel der beskriver metoderne. Husk hver gang at anføre cpr-nummer på indbetalingerne hvis du vil have fradrag for gaverne. Der er brug for hver en øre der kommer ind opgaverne ligger bare og venter på at vi kan finansiere dem!! Afrika-marked Vi fortsætter traditionen med at afholde marked med salg af Afrikanske varer til fordel for Lisacare (bl.a. til arbejdet for børn af handicappede i Kampala). Det sker på adressen Egetoften 9 i Hellerup lørdag d. 19. og søndag d. 20 november. Kom og gør et godt køb til julegaverne. Åbent lørdag kl og søndag kl En HIV-positiv mor og 3 af hendes 6 børn foran deres hjem! Manden er død af AIDS og hun har måttet forlade sin hjemegn i det nordlige Uganda fordi mandens familie overtog jorden og huset. De betalte hende en sum penge og for den har hun købt noget jord udenfor Lyantonde. Børn i Afrika har hjulpet hende med en presenning, 50 kg majsmel og noget plastikkøkkengrej. Bestyrelse: Vagn Frikke-Schmidt (formand) vagnfrikkeschmidt@me.com Karsten Dam (næstformand) karsten.dam@skolekom.dk Lars Ravn (kasserer) lars.ravn@c.dk Birgitte Bech (sekretær) Lis Jannæs, Jonna Kildebogaard, Heidi Olsen, Christina Sindberg og Lone Heyde (suppleant) Børn i Afrika, Heslegårdsvej 6 st. lej. 2, 2900 Hellerup, Danmark SVR nr.: boerniafrika@gmail.com Ansvarshavende redaktør: Kathryn Tegner k.tegner@hotmail.com Hjemmeside: Webmaster: Claus Boye Baun CLB@KM.dk ISSN: Fotografierne i dette nummer er bl.a. taget af : Vagn Frikke-Schmidt, Birgitte Bech og Karsten Dam Nyhedsbrev nr , 14. årgang Kontonumre: Børn i Afrika: Nordea Bank: Reg. nr konto nr Børn i Afrika Blyantprojekt : Nordea Bank Reg. nr konto nr Lisacare: Nordea Bank: Reg. nr konto nr Afrikansk Børnekor 2012: Nordea Bank Reg. nr konto nr

4 4 How to put a smile on a face Af Birgitte Bech Fredag formiddag kørte Josephine og jeg mod Wakiso-området for at besøge 2 landsbyskoler. Den første skole vi besøgte, er en skole, som er med i vores blyantsprojekt, og da jeg var her i februar måned, var jeg med til at dele ting og sager ud der. Jeg lovede at komme på besøg næste gang, jeg kom til Uganda, og man skal jo holde hvad man lover. Vi havde ikke ringet og meldt vores ankomst, men da børnene spottede bilen gennem de åbne vinduer, kunne vi høre dem: teacher Bigiti, teacher Bigiti selv den lærer som bød os velkommen kunne til min store overraskelse huske mit navn (hverken Josephine eller jeg kunne huske hans navn, lidt pinligt for os). Vi havde nogle forskellige ting med til skolen og efter en halv times hyggelig snak, tog vi afsked med dem. Den næste skole vi kom til, er en skole hvor vi har nogle skolesponsorater. Det var første gang jeg var på besøg, men jeg er sikker på, at denne skole, nu også er med på listen over skoler, jeg absolut må kigge til hver gang jeg kommer til Uganda. Peter og hans kone Annett driver skolen de er meget behagelige og dejlige mennesker. De er ugandere, men har boet nogle år i Sydafrika, inden de slog sig ned her i Uganda med deres 3 børn. Vi kom midt i børnenes spisepause jeg følte mig fuldstændig som en gorilla i zoologisk have, som alle skulle kigge på. Mens Josephine talte med skolens ledere sneg jeg mig ind i en klasse for at lave lidt sjov med børnene. Isen blev brudt (hvis man kan tale om is her i varmen), og alle turde nu tale med mig. En ung kvinde sad på skolens kontor, hendes historie var, at hun om natten, efter et større skænderi, var blevet smidt ud af sin tantes hus sammen med sin datter Rachel på 4 år. Rachel er elev på skolen, og mor havde nu bragt Rachel i skole som sædvanlig, og den stakkels unge kvinde anede ikke, hvor hun nu skulle gøre af sig selv og sit barn. Tanten beskyldte kvinden for, at hun var kæreste med tantens mand, Rachels far sad i fængsel (vi spurgte ikke hvorfor), den unge mor arbejdede som musiker/sangerinde, og Peter kunne fortælle, at hun altid betalte skolepenge til tiden. Den unge kvinde talte ikke engelsk men kun Luganda jeg forstod kun enkelte ord af hendes lange beretning, men Josephine oversatte for mig. Jeg er med tiden og med mine oplevelser blevet meget skeptisk, når jeg er her ugandere er gode til historier men min intuition og min oplevelse af denne unge kvinde gjorde, at jeg tænkte, hun talte sandt. Jeg besluttede, at Børn i Afrika betalte kr. 125,- til skolen, så Rachel kunne bo der de næste 2 uger i deres kostafdeling (for at gøre denne termin færdig), og den unge mor havde så 2 uger til at finde ud af, hvor de kunne bo i området, hun vil gerne have at Rachel fortsætter på denne skole. Næste udfordring var så en madras og en hovedpude til Rachel vi taler igen om et beløb på omkring kr.125,- - hvilket jeg lovede, Børn i Afrika ville indkøbe og komme tilbage med. Den unge mor faldt mig grædende om halsen, hun græd af glæde. Så græd jeg også - måske flød mine tårer mest i flovhed og afmagt over, at et beløb på kr. 250,- kan redde sådan en situation for en ung kvinde og hendes barn. Hvor ofte bruger jeg ikke bare selv kr. 250,- til tant og fjas? Da vi kom tilbage med madras og hovedpude, havde Rachels mor allerede bragt Rachels få personlige ting til skolen, og Rachel sprang glad rundt og legede med de andre børn. Rachels mor var et stort smil, Josephine og jeg kiggede på hinanden, og nu vidste vi: How to put a smile on a face.

5 Uganda - modsætningernes land Af Karsten Dam 5 Når man som jeg har været i Uganda med 1-2 års mellemrum siden 1999, var det denne sommer oplivende at konstatere en vis fremgang i landet. Der var nemlig små tegn på at tingene havde udviklet sig siden sommeren Lad mig nævne et par områder. For det første var vejene i en bedre beskaffenhed. Vi var på en rundtur - nærmest en stor cirkel med start og slut i Kampala og ret højt mod nord denne gang. Mange steder var vejbelægningen i ret god stand sammenlignet med andre år (selv om vi stadig ind imellem kørte på veje med store huller). I området mellem Soroti og Lira i det nordlige, var der tilmed fine vejskilte som advarede mod det ene og det andet (f.eks. får på vejen ). Mange steder kom vi forbi store vejarbejder og i Kampala er den store omfartsvej langt om længe blevet færdig og forhåbentlig vil den gøre trafikmylderet mindre i centrum af byen. Vi har ofte tidligere siddet fast i en trafikknude i halve timer, men det oplevede vi ikke denne gang. Et par store indkøbscentre med fine butikker og restauranter er skudt op og man åbner snart Ugandas største indkøbscenter lige uden for byen. Der var en hel del kunder i centrene og dette viser nok at der er en voksende middelklasse med nogen købekraft - et fænomen der i sig selv er godt for landets økonomiske udvikling og som kendes fra flere afrikanske lande. Rejsegruppen spiste en aften på en af de nye restauranter. Vi var 13 personer der valgte frit fra et fint menukort og i løbet af kun ca. 20 minutter fik vi alle samtidigt hver vores ret serveret! Noget jeg for et par år siden ville have anset for umuligt og slet ikke som rejseleder ville have turdet satse på. På en helt anden front er det godt at vide at alle de HIVpositive mennesker vi møder eller får kendskab til, nu (i modsætning til tidligere) er i behandling med ARV (medicin mod HIV/AIDS). Desværre er det for nogles vedkommende for sent, så dødeligheden er stadig stor. Nu til en nærmere begrundelse for denne artikels overskrift. Den fremgang der var at spore gjaldt desværre ikke de fattigste af de fattige så vidt vi kunne bedømme. Jeg har hidtil haft den opfattelse at relativt få børn og voksne i Uganda sulter. Vi har aldrig set udmagrede børn eller opspilede maver som de billeder der hen over sensommeren har været vist fra Afrikas Horn. I Uganda er der nok tale om at nogle har mangelsygdomme eller er fejlernærede - f.eks. hvis de i for høj grad har levet af ensidig kost (næringsfattig kassava eller majgrøden pocho). Jeg måtte denne gang desværre revidere min opfattelse. De sidste par år har inflationen været stor i Uganda og prisen på madvarer er på det nærmeste fordoblet på 2 år. De fattige i byens slumkvarterer som er uden jord og derfor henvist til at købe alle fødevarer, har selvfølgelig døjet slemt under disse prisstigninger. Vi besøgte Mulago hospitalets afdeling for under - og fejlernærede børn. Alene i juni 2011 havde de modtaget og indlagt over 160 børn! Vi så børn så udmagrede at de nærmest lå bevidstløse hen og f.eks. en 12-årig dreng med tændstikagtige ben som dårligt kunne stå oprejst (se foto). Heldigvis havde afdelingen stor ekspertise og rådighed over de mælkepulvere der bruges i behandlingen, således at de fleste børn blev restituerede. Mødrene til børnene blev undervist i vigtigheden af at variere kosten og hvordan de selv med få midler kunne forbedre børnenes ernæringstilstand (se foto). Men selvfølgelig er der mange børn der aldrig kommer til hospitalet eller som kommer der alt for sent. I landdistrikterne har inflationen ikke på samme måde haft denne virkning. Hvis man dyrker sine egne grøntsager og bytter med naboerne er man heldigvis ikke lige så sårbar overfor prisstigninger. Til gengæld besøgte vi en skole på landet hvor børnene stadig sidder på det lerklinede gulv uden borde og stole. Jeg håber disse eksempler retfærdiggør overskriften!

6 Audition i Lira på Truth Primary School. Af Vagn Frikke-Schmidt 6 Tirsdag morgen den 31. maj kørte Jemimah, Tone, Josephine, Sam og jeg til Lira ca. 380 km nord for Kampala. Da vi kom ud af Kampala nød vi at se hvor grøn og frugtbar Uganda er. Vi passerede Lowero og kørte op til Nilen, som på det sted er meget smuk med små brusende vandfald. I dag står denne tur i en underlig kontrast til den sultkatastrofe der nu er under udvikling på Afrikas Horn, som ikke ligger så langt væk fra Uganda. I bilen talte vi om den politiske situation i Uganda, præsident Museveni, de verserende arbejdsnedlæggelser og demonstrationer. Vi fik også talt om den opgave som vi er sammen om at løse med The Pearl Children's Choir. Alle er positive og påtager sig de opgaver som Jemimah og Tone uddelegerer. Aftenen tilbragte vi i petroleumslampernes skær og sluttede med en bøn for de 23 børn som skulle til audition den efterfølgende dag. På en eller anden måde gav det ro i sindet, at vi sammen lagde børnene og koret i Guds hånd. Under sangprøven Næste dag uddelegerede Tone og Jemimah arbejdsopgaverne. Tone registrerede i første omgang hvert enkelt barn, og Jemimah skulle foretage en høre-, sang-, og danseprøve med hvert enkelt barn bistået af skolens headmaster. Efter denne prøve skulle nogle af dem videre til Sam, som skulle afprøve deres evner med at slå tromme. Josephine lyttede med og jeg var en flue på væggen som filmede og fotograferede. Børnene sang og dansede for os og skiftevis optrådte de med solonumre eller som forsangere. Så begyndte prøverne for hvert enkelt barn. Af de 23 børn skulle vi kun bruge 5-7. Det sitrede i luften, alle var spændt, det var som om børnene vidste, at hvis de gjorde det godt nok, så ville der åbne sig en ny tilværelse for dem. Det viste sig desværre at et af de rigtig dygtige børn var HIV positiv og derfor ikke kunne udtages til koret. Børnene fra Lira er meget dygtige, 7 blev optaget til koret og en er reserve. Vi skulle overnatte hos ægteparret Rachel og David Opiokello. Sammen med Rachel tog vi ud for at se Truth Primary and Nursery School samt Dara Secondary School. Skolerne er bygget af den Irske hjælpeorganisation Field of Life og drives af en NGO der hedder DARA, hvor David er bestyrelses formand. De ligger smukt i udkanten af Lira ved foden af en ca. 400 meter høj smuk klippeformation. Der går omkring 1400 elever i skolerne, de fleste er kostelever, så der var mange børn og unge tilstede da vi var der sent om eftermiddagen. Vi hilste på de to skoleledere og forberedte os på næste dags audition på Truth Primary School. Jemimah og nogle af korbørnene

7 7 The Pearl Children s Choir Af Birgitte Bech Klip fra min dagbog juli og august I går kom de første børn 7 børn fra Soroti som skal deltage i kor campen her i huset den næste uge. Børnene havde fået at vide, at de skulle tage deres bedste tøj på. Jeg måtte nive mig i armen, dette er 2011 og jeg deltager ikke i en reklame for Børnenes Ulandskalender her stod 7 dejlige unger nærmest i laser og pjalter og kun få af dem med sko på. Dette er virkeligheden, jeg kan ikke løbe fra den eller bare slå over på et andet program. Børnene forstår meget lidt engelsk, men tegnsprog, humor og smil kan gøre meget. I formiddags kom 8 børn fra Lira, de forstår klart mere engelsk og nu venter vi bare på, at der skal ankomme 6 børn fra Lyantonde og 3 børn her fra Kampala. Alt madrasser, tæpper, håndklæder, klipklapper, mad, kopper m.m. og os voksne er parate til at møde børnene. Mandag var jeg det meste af dagen sammen med børnene i kor campen. Vi leger, synger, holder skole børnene skal vænne sig til hinanden og os voksne. Som dagene går, kan jeg mærke, at de bliver mere og mere fortrolige med at være her og med hinanden. Klokken blev 18 før jeg kom i gang med mit planlagte arbejde nemlig at tage deres mål der skal syes kostumer her i Uganda, og i Danmark skal der findes varmt vintertøj til dem. Børnene kom en efter en besøg i kontoret i garagen, vi snakkede lidt som det nu kan lade sig gøre, da nogen af dem ikke taler så meget engelsk. Strømmen gik, og da det bliver mørkt omkring kl. 19 måtte jeg den sidste time tage børnenes mål i skæret fra en petroleums lampe ikke helt nemt at se, men hyggeligt. Ved tiden spiste jeg min aftensmad (ris og hvidkål) i gården under en blinkende stjernehimmel og i petroleumslampens skær næsten som at være på spejderlejr og til lejrbål. Bagefter var det tid til børnenes godnat kram, og da det var helt mørkt indenfor, kunne jeg ikke helt skelne, hvem der havde fået en godnat knuser, og hvem der ikke havde fået!!!! Nogen kom i hvert fald tilbage flere gange. Onsdag aften lavede vi biograf med slik og popcorn rigtig hyggeligt. Mange af børnene havde aldrig før set TV og da slet ikke en film, så det er igen en ny verden. Der er mange ting børnene skal lære, inden de er parate til at rejse ud i verden. Ikke kun det med at synge og danse. De skal lære, hvordan man benytter et toilet, bruser og vasker sig, sidder ved et spisebord, spiser med en gaffel og 1000 andre ting. Det er en kæmpe stor og ny verden de er i gang med at opleve. Nå, men vi glædede os alle til filmen, men ak og ve, man er jo i Uganda og efter 5 minutters film, forsvandt strømmen igen i aften - og vi sad i totalt mørke. Petroleumslampen blev tændt, og vi voksne optrådte på skift som alternativ til Tom og Jerry filmen, mens en generator blev hentet og startet. Projektoren og computeren havde bestemt ikke tænkt sig, at ville samarbejde med en generator, så der blev ikke mere film den aften. Torsdag eftermiddag tid til at sige farvel. Jeg skal vende næsen mod Danmark og i morgen fredag drager børnene hjem til deres familier igen. I næste uge skal korets ledere så i gang med den vanskelige opgave, at udvælge de 18 børn, som skal være med i The Pearl Children s Choir. Det har været dejligt at lære børnene og de voksne at kende vi har haft det morsomt og herligt, og det er blevet meget tydeligt for mig, hvor meget disse børn skal lære, før de drager ud i den store verden. Det er en kæmpe udfordring, som vi i samarbejde skal løfte. Inden jeg går ombord på mit fly, må jeg lige ringe og sige godnat til dem alle sammen.

8 8 Til dyrskue med præsident Museveni Af Birgitte Bech Hvert år er der i 4 dage i juli måned Agriculture Show det vi i Danmark vil kalde dyrskue - i Jinja. Lørdag den 23. juli var jeg i Jinja med en af mine ugandiske venner Sam, og han ville gerne vise mig dette Agriculture Show. Der var mange andre som også gerne ville se dette skoler, familier med børn og PRÆSIDENT MUSEVENI. Allerede da vi nåede Jinja sagde Sam: Jeg tror, præsidenten kommer i dag, jeg kan se, her er meget politi rundt omkring. Sikkerhedsberedskabet er højt i dag. Efter at havde stået i en lang kø i den brændende middagssol og været blevet sikkerhedstjekket, kom vi endelig ind. I det samme kom præsident Museveni kørende, bilen stoppede ca. 20 meter fra os, præsidenten steg ud og gik ind i et telt. Jeg var lidt imponeret over, at være så tæt på præsident Museveni. Kom her sagde Sam og trak mig nærmest gennem støvet og de store menneskemængder, og der stod vi så i et telt, hvor de solgte tasker og smykker. Der var egentlig afspærret i dette område, for det var her, at præsidenten senere skulle gå en runde. Lad som om du vil købe noget, sagde Sam det var ikke spor nødvendigt at sige dette til mig, jeg var allerede i gang med at kigge på ting og sager. Vi blev stående i teltet hos de to unge mennesker, som fortalte os, præsidenten kommer sikkert herover.. Kort tid efter kom Præsident Museveni med hele sit opbud af sikkerheds- og pressefolk. Han stoppede op ved boden, talte kort med de 2 unge mennesker, hvorefter han vendte sig mod mig og spurgte: What is this mzungo doing here come here ( hvad laver en hvid her kom her hen... ). Jeg kravlede ud under afspærringen, hilste på præsidenten og vi talte sammen, alt imens han fik drejet os rundt, så vi stod i den rigtige retning af kameraerne. Præsident Museveni fortalte mig om, hvordan danskere havde hjulpet nogle af hans familiemedlemmer til at komme fra Danmark til Sverige. Vi talte vel sammen et par minutter det vil sige præsidenten stillede spørgsmål og jeg svarede jeg var vist lidt overrasket. Sikke en oplevelse bagefter var det som en drøm! Var det virkelig rigtigt, at jeg havde hilst på Ugandas præsident. The Agriculture Show var en god og spændende oplevelse. Det var interessant at se alle de ting, man kan dyrke i Uganda, hvis ellers regn falder i de rette mængder. Her var også køer, geder, grise og høns at kigge på, et lille Tivoli og boder, der solgte alt fra tøj til sodavand. Men mit håndtryk med præsident Museveni var nok det der gjorde mest indtryk på mig på dette Agriculture Show. På vej til dyrskue?? Papaya palme med frugter

9 9 Studietur til Uganda 1. til 17. juli 2011 Af Lis Jannæs, medlem af bestyrelsen Vi var en gruppe på 12, hvoraf de fleste af os tidligere havde været i Uganda eller andre steder i Afrika. Inden turen mødtes vi hos vores turledere Kathryn og Karsten og fik præsenteret turen, som lød meget spændende, så vi var meget forventningsfulde. Vi skulle rundt i landet og møde befolkningen, på hospitaler, skoler og på besøg i nødhjælpsorganisationer. Derudover skulle vi på en dejlig safari i det nordlige Uganda. Da vi landede lørdag formiddag blev vi hentet i bus i Entebbe, Kampalas lufthavn, hvorfra vi kørte til Lyantonde distrikt, tidligere Rakai, i det sydvestlige Uganda. Her boede vi i byen Lyantonde på Marvin s Guesthouse, og herfra kørte vi ud i området. Vi oplevede fantastisk meget, men jeg fortæller i det følgende kun om de første 3 dage i Lyantonde distrikt. Her besøgte vi Racobao, en lokal NGO organisation, som har til formål at støtte familier i landsbyerne, hvor én eller begge forældre er ramt af HIV/AIDS samt børnefamilier, som lever alene uden voksne, Childheaded Households, hvor det ikke er ualmindeligt, at forældrenes grave er på familiens jord. Racobao har AIDS-councellors, frivillige, som besøger familierne regelmæssigt og yder hjælp og støtte på forskellige måder. Racobao hjælper (alt efter deres økonomiske formåen) også med til at få bygget et nyt hus eller et latrin, køkkengrej, sengetøj eller andet, samt fødevarer. Patienter fra Lyantonde distrikt, som har HIV/AIDS skal på hospitalet i byen af samme navn for at få medicin, men i tilfælde af at de er meget dårlige og ikke er i stand til at gå eller cykle derind, kan Racobao hjælpe med kørsel. Racobao afholder ligeledes weekendkurser for store børn, Childheaded Households, som fungerer som forældre for deres søskende. Kurserne er af psyko-social art, og her lærer børnene om kost, hygiejne, HIV/ AIDS samt deres rettigheder og familieansvar samt møder voksne, de kan have tillid til. Kurserne betyder meget for de unge, og giver dem selvværd, selvfølelse og mulighed for at få et netværk med andre unge i samme situation. Der er omkring børnefamilier i distriktet. Overalt på turen kørte vi i vores egen bus, og som Ugandere siger det, har vejen passet godt på os, da vi altid kom frem uden en skramme. Som jeg ser det som dansker, var det nu vores utrolig dygtige chauffør, Moses, der manøvrerede flot udenom kæmpe huller, ofte igennem dem eller på kanten af små og store kløfter, som var dannet af kraftige regnskyl. Når man sad foran i bussen var det umiddelbart noget skræmmende at iagttage vejenes tilstand, men Moses formåede at holde bussen på underlaget, det kunne være vejen, græsrabatter eller bushen. Han er en fantastisk chauffør, meget humoristisk og alle tiders guide, og derudover meget menneskelig og empatisk Han gjorde et stort arbejde, men på nogle strækninger nærmest hoppede og dansede bussen på vejen, og sad vi på de bagerste sæder, kunne vi ramme loftet, og falde ned med blå mærker til trods for Moses ihærdige indsats.

10 10 Når bussen stoppede for et besøg, gik der højst 1 minut, fra døren blev åbnet, til at vi var omringet af mennesker. En dreng helt uden hår på hovedet på omkring 6 år i en kakifarvet skjorte med orange ærmer kommer løbende om kap med en lidt større dreng i en for stor bladgrøn T-shirt, hvor det ene ærme hænger helt ned til håndleddet. Bag ved dem kommer 2 små piger gående, den ene i en mørkegrøn kjole, den anden i en lyserød bluse med hvide blomster og bordeaux nederdel. De holder hinanden i hånden, mens de langsomt bevæger sig fremad og ser nysgerrigt på os. Det er som om, vi tiltrækker alle børn og voksne i nærområdet, selv om vi var de eneste, da vi stod ud af bussen. Det er virkelig fascinerende at se alle de skønne unger med deres små, sorte krøller og store brune øjne. Lidt i baggrunden er to mænd lige ved at stige af deres cykler. De var på vej væk fra os, men fik hurtigt vendt cyklerne og står nu og iagttager os. Medarbejderen fra Racobao finder det hus, hvor vi skal besøge en alenemor på 39, som er HIV positiv, og som skal på hospitalet hver anden måned for at få medicin. Moren sidder foran sit hus, hvor cementlaget mange steder er skallet af, så man ser direkte ind på husets spinkle skelet. Hun ser ikke rask ud, som hun sidder der i sin sorte kjole med store røde blomster med sin lille datter på 2 år på skødet. Den lille er meget betuttet over at se så mange mennesker. Morens andre børn er en datter på 18, som er højgravid og to sønner på 15 og 6 år. Manden døde af AIDS for 6 år siden. Moren arbejder i marken for at tjene til familiens ophold. Vi spørger datteren, om hun også bor i huset. Hun ser ud til at føle sig ubehagelig til mode ved spørgsmålet og svarer, at hun bor i Kampala med sin kæreste, men er kommet hjem for at føde sit barn. I Uganda er det et stort problem, at så mange fattige unge piger på år eller yngre forlader skolen, inden de har afsluttet primary school efter 7. klasse. Familien har brug for, at pigerne skal hjælpe til med forskelligt arbejde hjemme, men ofte må de rejse væk fra landsbyen for at finde arbejde, og finder der en kæreste. Det er ikke almindeligt at bruge prævention, som er dyrt, og så sker det, at pigerne bliver gravide. Tager de ind til en storby, kan de der møde en noget ældre mand, en Sugar Daddy, som er sød ved dem, forkæler dem og giver gaver, men forlader dem, hvis de bliver gravide. Vi besøgte også 2 drenge på 15 og 16 år, som boede alene, da begge forældre var døde af AIDS. Deres hus var nyt, bygget af mursten med 2 trin af cement op til husets indgang. Huset havde tagrende, hvorfra der gik et rør ned til deres vandtank til opsamling af regnvand. Et lille stykke derfra havde de et lille hus med latrin. Fra trappen kom man ind i et opholdsrum, og hver af drengene havde deres eget værelse. Der var vinduer i huset, dog uden glas, men der var farverige og flotte gardiner i begge værelser. Et kig ind af vinduerne afslørede, at hver af drengene havde ret meget tøj på en bøjlestang. Drengene er sponsoreret af et amerikansk ægtepar, som har betalt huset og sponsorerer deres skolegang i secondary school og eventuelt også deres senere uddannelse. Det var en meget positiv oplevelse at besøge drengene i deres flotte hus, men det må være en sorg og et stort savn at bo alene uden forældres støtte og kærlighed. Hos en anden familie, vi besøgte, var moren ligeledes syg af AIDS. Hun havde 3 døtre, på

11 11 14, 4, og 1½ år. Faderen havde forladt familien, da moren ved en graviditetsundersøgelse fik konstateret HIV. Datteren på 14 står op kl. 5 om morgenen for at hente vand, da moren er for syg til det. Når hun kommer tilbage, laver hun morgenmad til familien og sig selv og går i skole. Vi fik ikke at vide, hvor langt pigen skulle gå for at klare pligterne. Moren så meget dårlig ud og sad med den mindste på skødet. Hun havde lige været på hospitalet, og måtte overlade alt i huset til datteren. Huset var i meget dårlig stand og trængte til at blive fornyet. Vores gruppe havde nogle midler der kunne bruges på turen, og vi besluttede at hjælpe denne familie med at få et bedre hus. Efter hjemkomsten har vi samlet penge sammen så vi i stedet for at bygge den almindelige slags med et lag cement uden på et træskelet, nu kan få bygget et mere holdbart murstenshus. Det bliver spændende at se billeder af det færdigopførte hus. På vores videre tur skulle vi besøge en kvindegruppe. Da vi kom med bussen, stod de glade og stolte udenfor en stor hytte. De var klædt i lange kjoler, én kvinde i lysegrønt, én i solskinsgult, formanden, en høj, kraftig kvinde i lyserødt og hvidt, ja de bar kjoler i alle regnbuens farver og i flotte mønstre. Vi hilste på hinanden og blev vist ind i deres selvbyggede hytte, hvor vi satte os på gulvet i det dunkle lokale, hvor det eneste lys kom fra den halvlukkede dør. Udenfor stod mændene i en stor flok, de var enormt nysgerrige, og hvis man åbnede døren hurtigt, ville flere mænd få døren i hovedet. Formanden stillede sig midt i lokalet og fortalte om alle deres projekter, som bl.a. var at informere kvinder i de nærmeste landsbyer om HIV/AIDS, prævention, kost, hygiejne og ikke mindst deres rettigheder over for mændene. Kvinderne solgte forskellige varer, bl.a. meget smukke krukker til opbevaring af mad- og drikkevarer samt tøj. Før vi tog derfra, gav de en opvisning i deres afrikanske danse ude på græsset. Vi besøgte også en anden kvindegruppe. De havde overdækket en plads med en presenning, hvor der langs den ene side stod en mandlig trommegruppe. Vi hørte også om kvindegruppens projekter, som stort set mindede om den første gruppes. Så gik trommeslagerne i gang med trommerytmer, samtidig med at kvinderne begyndte at danse deres afrikanske danse med naturlige sving i hofterne og klappen i hænderne. Da hele pladsen sydede af rytmisk musik, blev mange i gruppen budt op til dans. For os med kameraerne var det pragtfuldt at se, hvordan turdeltagerne gik op i dansen med deres afrikanske partner i højt humør med smil og latter. Næste studietur uge 42 & De nøjagtige datoer er endnu ikke fastlagt, men turen vil indeholde projektbesøg i Rakai, Lira og Kampala foruden 3 dages safari i Murchison Falls Nationalpark i det nordlige Uganda. Prisen vil være ca. kr der inkluderer fly, lokal transport i Uganda, helpension, alle entreer og afgifter samt visa. Interesserede bedes rette henvendelse til Karsten Dam på mail karsten.dam@skolekom.dk REDAKTØR SØGES! Pr. 1. januar 2012 mangler Børn i Afrika en redaktør af dette nyhedsbrev. Er det noget for dig eller kender du en person der kunne være interesseret? Arbejdet er ulønnet. Henvendelse til Kathryn Tegner på k.tegner@hotmail.com

12 12 Indkaldelse til generalforsamling onsdag d. 12 oktober 2011 kl Dyssegårdskirkens Sognegård Dyssegårdsvej 19, 2900 Hellerup Dagsorden 1. Valg af dirigent 2. Valg af referent 3. Formandens årsberetning for foreningen, samt forelæggelse af fokuspunkter, projekter og aktiviteter for de kommende år til generalforsamlingens godkendelse. 4. Godkendelse af regnskab 5. Godkendelse af bestyrelsens forslag til budget og kontingent for næste år 6. Indkomne forslag (eventuelle forslag skal være bestyrelsen i hænde senest onsdag d ) 7. Valg af kasserer og revisor for 1 år 8. Valg af bestyrelsesmedlemmer 9. Valg af suppleant 10. Valg af udvalg herunder projektudvalg 11. Informationsudvalgets aktiviteter 12. Eventuelle vedtægtsændringer 13. Eventuelt Der serveres kaffe / te og kage, og efter de officielle punkter, vises der billeder fra sommerens forskellige ophold i Uganda.