NOTAT. Problemstilling. De faktiske forhold. Vurdering af 14 forbud

Transkript

1 NOTAT Codex Advokater P/S Damhaven 5 B 7100 Vejle 7. juni 2017 Journalnr.: Advokat: Jens Flensborg jfl@codexlaw.dk Sekretær: Michelle Amtorp Hansen/JFL mah@codexlaw.dk Direkte: Vurdering af 14 forbud 1. Problemstilling Hørsholm Kommune har anmodet om en vurdering af mulighederne for at nedlægge et 14 forbud mod at etablere tofamiliehuse inden for det udbyggede område, som omfattes af Byplanvedtægt 3. Sagen udspringer af Miljø- og Planlægningsudvalgets behandling af sag nr. 4 og 5 på mødet den 17. maj 2017 dels en generel sag om evt. forbud ift. tofamiliehuse og dels en konkret sag vedrørende ejendommen Fredheimvej 2B, hvor ejeren har søgt om dispensation fra byplanvedtægtens krav om vandret lejlighedsskel ved etablering af et tofamiliehus. Spørgsmålet er særligt om der kan påvises den fornødne planlægningsmæssige begrundelse for at nedlægge et forbud. Der ønskes endvidere en vurdering af om, Hørsholm Kommune kan have fortabt adgangen til nu at nedlægge et forbud over for ejeren af Fredheimvej 2B som følge af sagernes hidtidige forløb og den hidtidige administration af Byplanvedtægt 3 i byggesagsbehandlingen. Jeg har nedenfor i afsnit 2 opsummeret de faktiske forhold, som jeg har taget udgangspunkt i. Min vurdering af de rejste spørgsmål findes i afsnit De faktiske forhold Sagen vedrører som anført det eksisterende villaområde, som omfattes af Byplanvedtægt nr. 3. Byplanvedtægten er fra 1962, og bestemmer om grundstørrelsen, at fremtidige udstykninger ikke må være under m 2 for arealerne øst for Rungsted Strandvej og ikke under m2 for arealerne

2 vest for strandvejen, medmindre bestående servitutter ikke har fastsat krav om større grundstørrelser. Ifølge byplanvedtægten må der på hver parcel kun opføres én beboelsesbygning (villa), som hver højest må indeholde 2 lejligheder, én i hver etage, dvs. således at der er vandret lejlighedsskel. På grunde øst for strandvejen, som er større end m 2 og på grunde vest for strandvejen, som er større end m 2 kan der dog gives tilladelse til (dispensation) at begge lejligheder indrettes i samme etage eller at begge lejligheder fordeles over to etager. Det fremgår af sagsfremstillingerne i de to udvalgssager, at der på en del ejendomme inden for byplanvedtægtens område findes to boligenheder på hver grund, og at byplanvedtægtens bestemmelse om max én beboelsesbygning pr. grund har været tolket liberalt. Der er i sagsfremstillingerne i sag nr. 4 redegjort for, at ønsket om at opføre tofamiliehuse i området har været stigende i de senere år, særligt fra 2015 og frem, ligesom der er redegjort for hvorledes etablering af tofamiliehuse typisk sker, nemlig enten ved opførelse af helt nye tofamiliehuse eller ved til- eller ombygning af eksisterende villaer. Der er endvidere redegjort for, hvilken betydning forøgelsen af antallet af tofamiliehuse pr. ejendom har for lokalmiljøet, herunder betydningen for bybilledet og områdets karakter, samt for trafikbelastningen. Det fremgår endelig, at Hørsholm Kommune i 1987 havde overvejelser om at sikre en bevarelse af områdets oprindelige karakter med store villaer med tilhørende parkhaver. Denne planlægning blev dog aldrig igangsat. Spørgsmålet om udviklingen med etablering af tofamiliehuse i området blev ligeledes behandlet af udvalget i november Som følge af en stigning i antallet af ansøgninger i 2017, herunder den konkrete sag fra Fredheimvej 2B, blev spørgsmålet på ny forelagt udvalget på mødet i maj Med hensyn til omfanget af tofamiliehuse på nuværende tidspunkt er det oplyst, at størstedelen af byplanområdet fortsat har karakter af ejendomme med enkeltstående beboelsesbygninger (villaer). Skønsmæssigt overstiger antallet af ejendomme med dobbelthuse p.t. næppe ca. 20 % af ejendommene inden for byplanvedtægten, og det er opfattelsen, at store villaer med store haver fortsat dominerer området, særligt vejene ned mod kysten (øst for strandvejen). Med hensyn til Fredheimvej 2B, som er omhandlet i sag nr. 5, har ejendommen et samlet areal på ca m 2 og ligger øst for strandvejen. Ejendommen er tillige omfattet af en privat servitut hvortil der er henvist i byplanvedtægten hvorefter mindstegrundstørrelsen skal være minimum m 2. Ejendommen indeholder i dag en beboelsesbygning med et bebygget areal på 317 m 2 med en tilhørende tilbygning samt swimmingpool. side 2 af 10

3 Der blev i september 2016 forespurgt om mulighederne for udstykning og om opførelse af en yderligere bolig. I en mail af den 9. september 2016 tilkendegav Hørsholm Kommune, at udstykning ikke kunne forventes. Der blev ligeledes henvist til, at tilladelse ikke kunne forventes til opførelse af mere end et enfamiliehus (dobbelthus) på grunden som følge af bestemmelsen i byggelovens 10a. Det blev i tilslutning hertil anført, at et projekt med en tilbygning etableret som et tofamiliehus i form af en bygning, hvor der indgår vandret lejlighedsskel mellem de to enheder formentlig kunne godkendes. Der var efterfølgende dialog mellem kommunen og ejerens landinspektør, hvor kommunen bl.a. i en e- mail af den 26. september 2016 mere generelt tilkendegav, at det som udgangspunkt ville være muligt at etablere det vandrette lejlighedsskel i kælderen, men at det var en væsentlig forudsætning, at stue og førstesal blev sammenbygget, bolig mod bolig sådan at bebyggelsen fremstod som en samlet ejendom, og ikke som to selvstændige ejendomme. Der blev fremsendt et foreløbigt projekt primo november. I en af den 24. november 2016 tilkendegav Hørsholm Kommune, at projektet lå uden for byplanvedtægtens krav om, at der kun måtte etableres én beboelsesbygning, samt at projektet heller ikke levede op til den almindelige forståelse af et tofamiliehus. Opmærksomheden blev endelig henledt på, at der ved etablering af et tofamiliehus med delvist vandret lejlighedsskel skulle gennemføres en dispensationsprocedure ift. byplanvedtægten. Der var herefter yderligere dialog om et muligt projekts udformning. Ejerens arkitekt fremsendte et ændret forslag med en tilbygning til brug for bolig, sådan at der på ejendommen fremover ville være to boliger med delvist vandret lejlighedsskel. Da et sådan projekt ville kræve dispensation fra byplanvedtægtens 3, stk. 3, foretog Hørsholm Kommune den 19. januar 2017 naboorientering i overensstemmelse med planlovens 20. Der fremkom forskellige indsigelser, som efterfølgende er kommenteret af ejerens rådgiver, ligesom ejeren/ansøgeren har fremsendt sine bemærkninger til sagens forløb. Sagen blev herefter forelagt Miljø- og Planlægningsudvalget på mødet den 17. maj 2015 (sag 5), sammen med den generelle sag om tofamiliehuse og eventuelt 14 forbud (sag 4). På mødet besluttede udvalget, at der skulle nedlægges et 14-forbud mod det ansøgte. Forinden forbuddet nedlægges har Hørsholm Kommune som nævnt indledningsvis anmodet om min vurdering af om der kan være retlige forhold, som forhindrer et sådant forbud Vurdering Er de generelle betingelser for at nedlægge et 14 forbud i sagen til stede? Hørsholm Kommune har anmodet om en vurdering af om betingelserne for at nedlægge et forbud mode at bygge tofamiliehuse inden for området er til stede, herunder om der foreligger en tilstrækkelig side 3 af 10

4 planlægningsmæssig begrundelse herfor, ligesom der er anmodet om mine bemærkninger til konsekvenserne af et sådant forbud. Det følger af planlovens 14, at kommunen kan nedlægge et forbud mod såvel retlige som faktiske forhold, som kan forhindres med en lokalplan. Der kan således ikke nedlægges forbud mod eksisterende lovlige forhold, men forbud kan nedlægges i forhold til ny bebyggelse eller ændringer i anvendelsen, hvis denne er planlægningsmæssigt relevant. Et forbud skal følges op af et forslag til en ny lokalplan inden et år, da det ellers bortfalder. Nedlæggelse af et forbud er således en mulighed for at forhindre forhold, som kommunen finder planlægningsmæssigt uhensigtsmæssige, men hvor den fornødne lokalplan endnu ikke er tilvejebragt. På samme måde, som det gælder for vedtagelsen af en lokalplan, skal et forbud derfor også være planlægningsmæssigt begrundet. Det er en betingelse for at kunne nedlægge et forbud, at der er tale om et forhold, som kan forhindres via en lokalplan. I relation til den aktuelle sag er der hjemmel til i en lokalplan at bestemme, at der på en ejendom kun kan etableres én bolig, hvorved forstås, at der herefter ikke kan etableres lejlighedsskel efter byggelovgivningen. Der er derfor også hjemmel til at forhindre etablering af tofamiliehuse på en ejendom via et 14-forbud. Det vil i givet fald være en opstramning i forhold til Byplanvedtægt nr. 3, som indeholder en umiddelbar ret til, at hver beboelsesbygning kan indeholde to lejligheder. Det forhold, at kommunen påtænker at indskrænke anvendelses- og udnyttelsesmulighederne i forhold til den gældende planlægning, er ikke til hinder for at udstede et forbud, når blot forbuddet, er planlægningsmæssigt begrundet. Det gælder jo helt tilsvarende for lokalplaner, som også fremadrettet kan ændre i de hidtidige anvendelsesmuligheder, herunder indskrænke disse. Et forbud skal ligesom en lokalplan være planlægningsmæssigt begrundet. Jeg vurderer også, at denne betingelse er opfyldt i den aktuelle sag. Sagsfremstillingen til sag nr. 4 indeholder en god beskrivelse af relevante planlægningsmæssige hensyn og overvejelser, herunder særligt beskrivelsen af det øgede pres på området som følge af det stigende antal ansøgninger om etablering af tofamiliehuse, samt problemerne med administration af den gamle byplanvedtægts bestemmelser i relation hertil, og endelig overvejelserne mht. hvordan fortætning med yderligere tofamiliehuses vil påvirke lokalmiljøet. Selv om der gennem årene er etableret en række tofamiliehuse mv. i forskellige afskygninger, forstår jeg det endvidere sådan, at områdets karakter med større villaer og tilhørende store haver som så vidt ses også var en af intentionerne bag byplanvedtægt 3 i vidt omfang fortsat er til stede, og at det side 4 af 10

5 således også er denne karakter, som udvalget ønsker bevaret via nedlæggelsen af forbuddet og tilvejebringelse af en ny lokalplan. Efter min opfattelse fremgår det således ret klart, at kommunen ser med bekymring på den fremtidige fysiske og planlægningsmæssige udvikling af området, samt at det vurderes, at der ikke er mulighed for i fornødent omfang at imødegå dette på grundlag af den gældende planlægning i byplanvedtægt 3. For et forbud med en efterfølgende lokalplanlægning, som beskrevet ovenfor, gælder det almindelige udgangspunkt om, at der er tale om en erstatningsfri regulering (forbuddet er jo alene en forløber for en efterfølgende lokalplan). Det følger af retspraksis, at dette udgangspunkt kun fraviges i særlige tilfælde, eksempelvis hvor en lokalplans detaljeringsgrad har den konsekvens, at det såvel ud fra en konkret som generel vurdering må lægges til grund, at det ikke er muligt for ejeren at udnytte ejendommen på en økonomisk rimelig måde (smlg. de tilfælde som udløser overtagelsespligt efter 48 og 49). I den aktuelle sag har jeg forstået det sådan, at kommunen med en ny lokalplan fortsat vil muliggøre anvendelsen af de enkelte ejendomme til boligformål, og så længe mindste grundstørrelsen holdes på et rimeligt niveau, er det min umiddelbart min vurdering, at risikoen for at grænserne for den erstatningsfrie planlægning overskrides vil være meget begrænset. Når Hørsholm Kommune ønsker at begrænse udnyttelsesmulighederne for de enkelte ejendomme mht. muligheden for at etablere tofamiliehuse, er jeg i øvrigt enig i, at dette bør ske ved at der laves en samlet lokalplan for hele byplanvedtægt 3 s område, eller evt. relevante dele heraf. I en sådan plan må anvendelses- og bebyggelsesbestemmelserne overvejes nøje, således at der bliver tale om et klart fremadrettet plangrundlag, som kommunen og ejerne kan tage udgangspunkt i. Ved udformningen af bestemmelserne må kommunens ønske om bevarelse af områdets karakter mv. indgå, ligesom hensynet til, at de enkelte grundejere samtidig opnår rimelige udnyttelsesmuligheder, også må indgå i fornødent omfang. Opsummerende kan jeg således anføre: Det er min vurdering, at de almindelige betingelser for at nedlægge et 14-forbud mod etablering af tofamiliehuse inden for byplanvedtægt 3 s område er opfyldt. Der foreligger den fornødne hjemmel hertil, da der er tale om et forhold, der kan reguleres i en lokalplan, og ud fra de foreliggende oplysninger fremstår et sådan forbud såvel som sagligt som planlægningsmæssigt begrundet. Det er ligeledes min umiddelbare vurdering, at nedlæggelsen af et sådant forbud med efterfølgende lokalplanlægning til boligformål vil være udtryk for en erstatningsfri regulering på linje med anden planlægning efter planlovens regler. side 5 af 10

6 3.2 Kan konkrete forhold føre til, at der ikke kan nedlægges forbud ift. Fredheimvej 2B? Hørsholm Kommune har tillige anmodet om en vurdering af, om muligheden for at nedlægge et forhold i forhold til den foreliggende ansøgning fra ejeren af Fredheimvej 2B kan være fortabt. Mht. hjemlen til at nedlægge et forbud og spørgsmålet om den fornødne planlægningsmæssige begrundelse, kan jeg henvise til det ovenfor anførte i afsnit 3.1. Spørgsmålet er derimod nærmere om det forhold, at den nye ejer af Fredheimvej 2B har købt ejendommen i tillid til anvendelses- og udnyttelsesmulighederne i byplanvedtægt 3, samt at han allerede i september 2016 rettede henvendelse til kommunen om mulighederne for at opføre yderligere en bolig på ejendommen, kan føre til, at kommunen ikke på nuværende tidspunkt kan nedlægge et forbud. Som jeg forstår det, er det endnu ikke indsendt en formel ansøgning om byggetilladelse, men der har siden september 2016 været dialog med ejerens rådgivere om et konkret projekt, som hen ad vejen er blevet ændret og tilrettet inden dette blev sendt i nabohøring i januar Det er dog ikke afgørende om der foreligger en egentlig ansøgning om byggetilladelse eller om sagen kun har været behandlet ud fra et foreløbigt projekt. Det afgørende er, at kommunen ikke er forhindret i at nedlægge et forbud, selv om der er en verserende byggesag. Det klare udgangspunkt er, at adgangen hertil først fortabes, når der er udstedt en byggetilladelse. Selv om en ejer har søgt om byggetilladelse til et projekt, som i alle henseende opfylder den på ansøgningstidspunktet gældende lokalplan, har kommunen således fortsat mulighed at forhindre dette projekt via et 14-forbud, dvs. selv om ejeren har søgt i god tro og eksempelvis har købt ejendommen i forventning om at kunne få de fornødne tilladelser iht. den gældende lokalplan. I den aktuelle sag er der ikke udstedt byggetilladelse til ejeren af Fredheimvej 2B, hvorfor det klare udgangspunkt er, at kommunens adgang til at nedlægge et forbud ikke er fortabt. Det følger dog af praksis, at en kommune i nogle tilfælde kan være forpligtet på samme måde som hvis der var givet en byggetilladelse, nemlig hvis der kan siges at være meddelt et bindende forhåndstilsagn herom. I den enkelte sag kan der således foreligge sådanne helt særlige omstændigheder, at det må lægges til grund, at ansøgeren har fået et bindende tilsagn, som herefter forhindrer, at kommunen kan nedlægge et forbud (imod ham). Retspraksis viser dog, at der skal meget til for, at der kan siges at foreligge et bindende forhåndstilsagn. Det illustreres af en dom fra Højesteret fra 2009 (U H): I sagen havde et trafikselskab i forbindelse med overvejelser om køb af en ejendom rettet henvendelse til Ballerup Kommune med forespørgsel om, hvorvidt anvendelse af grunden til opførelse af en værksteds- og administrationsbygning gav kommunen anledning til principielle be- side 6 af 10

7 mærkninger, hvilket kommunen besvarede benægtende. Selskabet rettede efterfølgende en ny henvendelse til kommunen i samme sag vedlagt supplerende oplysninger om den påtænkte brug og støjforhold mv., hvortil kommunen anførte, at man umiddelbart mente, at anlægget kunne etableres på ejendommen. Selskabet købte herefter ejendommen. Selskabet søgte efter købet om dispensation fra den gældende byplanvedtægt vedrørende nogle støjdæmpende foranstaltninger. Ved behandlingen heraf besluttede kommunens politiske udvalg imidlertid at nedlægge et 14-forbud, da man var blevet betænkelige ved den ønskede udnyttelse af ejendommen ift. de planer, man i øvrigt havde for revitalisering af det pågældende erhvervsområde. Trafikselskabet anlagde herefter erstatningssag mod kommunen, idet man henviste til, at kommunens besvarelser af selskabets forespørgsler som der ikke var tvivl om var fremsendt som led i overvejelserne om at købe ejendommen havde karakter af en bindende forhåndstilkendegivelse om at selskabet kunne anvende ejendommen iht. den fremsendte beskrivelse. Både landsrettens flertal og Højesteret frifandt imidlertid kommunen. Højesteret anførte, at forespørgslen f.s.v.a. de planmæssige forhold måtte forstås som sigtende til de for området gældende planforhold, og at kommunens svar ikke fremstod som en forhåndstilladelse til den påtænkte anvendelse, men som oplysninger om, at der ikke i forhold til den gældende byplanvedtægt var principielle indvendinger mod den påtænkte anvendelse. Kommunens svar var derfor ikke et bindenden forhåndstilsagn, hvorfor kommunen ikke var forhindret i at nedlægge 14-forbuddet. Sagen fra Ballerup er ikke helt identisk med den aktuelle sag fra Hørsholm, men der er dog en del parallelle træk, herunder at der i begge tilfælde er tale om indledende dialog mellem ansøgeren og forvaltningen med udgangspunkt i den gældende planlægning, hvorefter det politiske udvalg ved behandling af sagen, finder at denne planlægning skal ændres, og at et 14-forbud derfor er nødvendigt. Dommen viser i denne henseende også, at der skal foreligge meget klare tilkendegivelser og tilsagn om den ansøgte anvendelse for, at der kan siges at foreligge et bindende forhåndstilsagn. I Naturklagenævnets afgørelse i NKO 94 (som Hørsholm Kommune har henvist til), fandt nævnet, at der forelå en forhåndsaccept af et byggeri, og at kommunen derfor ikke kunne afslå at give byggetilladelse. Denne afgørelse er dog ældre end den ovenfor omtalte dom fra Herudover fremgår det, at der i NKO 94 var tale om et forholdsvis enkelt projekt om opførelse af et helårshus, og at kommunen havde accepteret projektet med klare tilkendegivelser om, hvilke oplysninger og tilretninger, som var nødvendige for at byggetilladelse kunne meddeles. Mere sammenlignelig er en afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet fra 2016 vedrørende et 14- forbud udstedt af Furesø Kommune (MAD ). Denne sag angik også spørgsmål om tilladelse til to boliger på en ejendom, og der havde også forud for forbuddet været en længere dialog mellem ansøger og forvaltning og flere tilretninger af projektet. Ejeren klagede over forbuddet og henviste bl.a. til at der var meddelt et bindende tilsagn. Nævnet opretholdt imidlertid forbuddet med følgende bemærkninger vedrørende spørgsmålet om bindende forhåndstilsagn (mine fremhævninger): side 7 af 10

8 En bindende forhåndsbesked forudsætter bl.a. at forvaltningsmyndigheden ikke har taget forbehold, at spørgeren har fremstillet sagsforholdet entydigt og udtømmende, og at det nøjagtige indhold af forhåndsbeskeden kan dokumenteres. Klager og kommunen har efter sagens oplysninger haft en løbende dialog vedrørende projektet om opførelse af tilbygningen, idet tilbygningen oprindeligt krævede dispensation fra flere af lokalplanens bestemmelser. Klager har derfor flere gange ændret sin ansøgning - ved fremsendelse af nye ansøgninger - med henblik på, at overholde lokalplanens bestemmelser om bebyggelsesprocent mv. Ansøgningerne har i længere perioder også afventet klagers indsendelse af supplerende oplysninger for, at sagen kunne anses for fuldstændig oplyst. Først ved ansøgningen fra august 2014 var sagen tilstrækkeligt belyst og i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. Det fremgår videre af sagens oplysninger, at kommunen allerede i kvitteringsbrevet af 13. januar 2011 og herefter løbende under sagens behandling har forbeholdt sig Miljø-, Plan- og Teknikudvalgets stillingtagen til spørgsmålet om etablering af flere boligenheder på ejendommen. Bortset fra, at Furesø Kommune allerede i første kvitteringsbrev havde anført, at sagen skulle politisk behandles, og at sagen strakte sig over flere år, er de faktiske omstændigehder i de to sager meget sammenlignelige. I sagen vedrørende Fredheimvej er det således relevant, at Hørsholm Kommune allerede i svaret på den helt foreløbige henvendelse den 9. september 2016 angav, at et projekt med et selvstændigt dobbelthus ikke kunne forventes imødekommet. Mht. et tofamiliehus med vandret lejlighedsskel blev der heller ikke givet et bindende tilsagn. Det blev alene anført, at et sådant projekt formentlig kunne godkendes. Der lå således et klart forbehold heri. Det var i øvrigt også nødvendigt, da der på dette tidspunkt endnu ikke var modtaget egentlige projekttegninger. Et projekt med et tofamiliehus med et egentligt vandret lejlighedsskel har i øvrigt (så vidt ses) slet ikke været på tale fra ansøgerens side, hverken i det oprindelige projekt fra primo november eller i det tilrettede projekt. Det tilrettede projekt indebar en løsning med et delvist vandret lejlighedsskel, og var derfor ikke i overensstemmelse med byplanvedtægten. En dispensation med forudgående naboorientering var derfor nødvendig som også påpeget af kommunen den 24. november 2016 inden det tilrettede projekt blev modtaget. Ingen af de fremsendte projekter har således været i fuld overensstemmelse med byplanvedtægten. Jeg finder på baggrund af dette hændelsesforløb ikke, at Hørsholm Kommune kan siges at have givet et bindende tilsagn om udstedelse af byggetilladelse på grundlag af byplanvedtægten til det tilrettede projekt, som blev sendt i nabohøring. side 8 af 10

9 Jeg finder heller ikke, at der er givet et tilsagn om, at byggetilladelse ville blive meddelt, hvis et projekt fuldt ud levede op til byplanvedtægtens krav. Sidstnævnte forhold er i øvrigt ikke så relevant, da et sådant projekt jo aldrig har været på tale fra ansøgerens side. Ansøgeren har endelig henvist til, at Hørsholm Kommune tidligere har meddelt tilladelser til lignende projekter på grundlag af byplanvedtægt 3. Dette forhold er imidlertid ikke afgørende ift. spørgsmålet om adgangen til at nedlægge et 14-forbud, da der med et forbud netop skabes en ny retstilstand. Almindelige lighedsbetragtninger er derfor ikke relevante her. Ansøgeren har i tilslutning hertil anført, at kommunen behandlede og meddelte tilladelse til et projekt, som var sammenligneligt med hans projekt i efteråret 2016, og at behandlingen af denne sag tilmed blev påbegyndt efter, at kommunen havde modtaget sagen vedrørende Fredheimvej 2B. Jeg har ikke modtaget nærmere oplysninger om denne byggesag. Jeg vurderer dog umiddelbart ikke, at dette i sig selv kan forhindre kommunen i at nedlægge et forbud. Det gælder særligt, hvis der er tale om projekter, som ikke er sammenlignelige. Lighedsmæssige betragtninger vil i givet fald ikke være relevante. Selv om der måtte være tale om et byggeri, der i vist omfang er sammenlignelige, må det herudover konstateres, at sagen vedrørende Fredheimvej 2B trak ud, bl.a. som følge af ansøgerens tilretning af projektet, samt at sagen skulle i nabohøring med efterfølgende politisk behandling. Kommunens planlægningsmæssige vurdering af sagen skete derfor i denne sag i forbindelse med udvalgets behandling af sagen i maj 2017, hvorimod vurderingen af den anden sag som jeg forstår det skete i efteråret Selv om noget, som kan betegnes som tilfældigheder, måtte have medført et forskelligt udfald i to i øvrigt sammenlignelig sager, er det imidlertid ikke sikkert, at der dermed er et lighedsmæssigt problem. Efter min opfattelse vil det derimod i højere grad være relevant at tage udgangspunkt i forholdene på det tidspunkt, hvor den enkelte afgørelse blev truffet. Med udgangspunkt heri kan det anføres, at der ikke er sket en usaglig forskelsbehandling af ejeren af Fredheimvej 2B. Det kan således anføres, at Hørsholm Kommune på tidspunktet for vurderingen af hans sag i maj 2017 anlagde en anden men ligeså lovlig vurdering, end da kommunen behandlede den første sag i efteråret Opsummerende kan jeg således anføre: Det er min vurdering, at Hørsholm Kommune ikke har fortabt adgangen til at nedlægge et forbud over for ejeren af Fredheimvej 2B. Der er ikke meddelt byggetilladelse. side 9 af 10

10 Efter min vurdering er der heller ikke givet et tilsagn eller anden meddelelse til ejeren eller hans repræsentanter, som kan sidestilles med et bindende forhåndstilsagn om, at kunne få byggetilladelse til etablering af en yderligere bolig på ejendommen. Det er endvidere umiddelbart min vurdering, at det forhold at Hørsholm Kommune måtte have meddelt byggetilladelse til et andet og delvist sammenligneligt byggeri i efteråret 2016 inden for samme byplanområde, ej heller kan føre til, at Hørsholm har fortabt adgangen til at nedlægge et forbud ift. Fredheimvej 2B. Selv om der måtte kunne rejses spørgsmål hertil ud fra lighedsmæssige betragtninger, er det umiddelbart min opfattelse, at der må henses til, at Hørsholm Kommune planlægningsmæssige vurdering i forhold til de to projekter blev foretaget på forskellige tidspunkter. Det kan defor anføres, at de forskellige resultater er udtryk for, at kommunen fremadrettet og inden for lovgivningens rammer har ændret opfattelse, og således ikke er udtryk for en usaglig forskelsbehandling. Jeg har dog som nævnt ikke nærmere kendskab til den omtalte sag. ooooooo Såfremt ovenstående giver anledning til supplerende spørgsmål eller bemærkninger, hører jeg gerne dette. Hvis Hørsholm Kommune vælger at nedlægge et forbud erindrer jeg for god ordens skyld om, at der forud herfor skal foretages partshøring/varsling af ansøgeren. Vejle, 8. juni 2017 Jens Flensborg side 10 af 10