Om fysik planlægning i Danmark og Sverige

Transkript

1 NOTAT 1 Om fysik planlægning i Danmark og Sverige For at skabe bedre muligheder til at kunne debattere og videreudvikle rammer og proces for bæredygtige planlægning og bæredygtigt byggeri på tværs af Öresund, vil der her blive beskrevet hvorledes grundlaget, lovgivningen for fysisk planlægning, er udformet i Sverige og Danmark. Formålet med notatet er at skabe en bedre fælles forståelse af, hvad det er for lovgivningsmässige rammer, som danske og svenske kommuner fungerar under. Dette skal på et senere tidspunkt i Urban Transition Øresund og med udgangspunkt i kommunale cases, möjliggöra mera indgående diskussioner af de planmæssige udfordringer, som danske og svenske kommuner står over for i forhold til at realisere en bæredygtig byudvikling. Det som är viktigt är, hvordan vi kan lade os inspirere af hinanden og udvikle nya tvärgående samarbejder. Hvilke initiativer og tiltag behövs om man i kommunerne vil realisere nya sätt att arbejde med lokal- og detaljplaner? I et videre perspektiv kan det også diskuteres, hvordan der kan gennemføres fælles forandringer af planlægningspraksis omkring en bæredygtig byudvikling, som på længere sigt vil påvirke udformningen af plansystemerne på begge sider af Öresund. Forskelle mellem Danmark og Sverige Indledningsvis beskrives i korte træk væsentlige forskelle i de danske og svenske plansystemer. Planlovgivningen i Danmark og Sverige vil derefter blive beskrevet mere uddybende hver for sig. Planernes rets- kraft På begge sider af Øresund sker planlægningen dels på et overordnet og på et lokalt niveau. I svenske kommuner er byplanlægningen reguleret igennem översikts- og detaljplaner, imens man i danske kommuner arbejder med kommune- og lokalplaner. Översigtsplanen (S) og Kommuneplanen (DK) fastlägger de overordnede retningslinjer for den fysiske planlägning i kommunerne, men hvor kommuneplanen er bindende for den kommunale planlægning i DK fungerer Översigtsplanen som en politisk hensigtserklæring og har ikke retskraft i forhold til lokal planeringen. Man kan i detaljplanerne (S) transition.org

2 afvige Översigtsplanens bestemmelser, imens en afvigelse i lokalplanen (DK) kräver en ändring af kommuneplanen inden denne kan vedtages. I Danmark vælger man ofte at udarbejde en principiel lokalplan for et stort område, for senere at supplere planen ved at udarbejde lokalplantillæg for de enkelte delområder. I den første principielle lokalplan fastlægges den overordnede struktur for området med f.eks. veje, bebyggelsens karakter og grønne områder. Da en stor del af planlægningen i Sverige foregår via projektanknyttede detaljplaner, er det her vanskeligere at fastlægge en overordnet struktur for større byområder. Ved større detaljplaner kan svenske kommuner vælge at udarbejde et planprogram, der indeholder overvejelser for et større område, men som ikke er bindende for den nærmere planlægning. Proces for planer udarbejdelse och vedtagelse Den svenske detailplanproces er mere udførligt beskrevet i Plan- og Bygglagen. Den danske planlov udstikker rammer for processen, men har ikke den samme detaljeringsgrad. Principielt fölger processen det samme forlöb for så vidt angår inddragelse af planernes parter (bygherre, forvaltning, politisk niveau, offentlighed og overordnede myndigheder) og hvornår de forskellige myndigheder indgår i processen. Der er dog den forskel at offentligheden og overordnede myndigheder (S) i detaljplanprocessen høres to gange ved samråd og i forbindelse med udstillingen på 3-4 uger, mens disse parter i den danske lokalplanproces kun høres ved én høring på mindst 8 uger. Vedtagne detaljplaner (S) kan påklages af både processuelle såvel som saglige grunde. Den danske lokalplan kan kun påklages så vidt, at den er i uoverensstemmelse med overordnet lovgivning. Samspil mellem bygherre og myndighed I Sverige kan en bygherre ansøge kommunen om at få udarbejdet en detaljplan, når denne ønsker at opføre et byggeri. Kommunen afgør selv om den vil udarbejde detaljplanen på baggrund af eksempelvis faglige vurderinger eller tidsmæssige ressourcer. Forud for detajlplanens vedtagelse indgår kommunen en bindende exploateringsaftale med bygherre, der fastlægger hvilke nærmere forpligtelser de to parter har i forbindelse med udviklingen af området, herunder, hvem der finansierer de enkelte dele i planen. I detaljplanen (S) skal der angives et tidsrum for, hvor længe denne er gældende, hvilket ligger inden for 5 15 år. I denne periode har bygherren

3 garanteret byggeret for det område detaljplanen dækker. I Danmark er der i sammenligning hermed ikke lige så høj grad af forhandling mellem kommune og bygherre. Lokalplanen udarbejdes i kommunens regi. Kun i de tilfælde, hvor projektet er i strid med kommuneplanen, kan kommunen afslå at udarbejde lokalplan. Bygherre kan ikke pålægges betaling for lokalplanens udarbejdelse, men skal på kommunens anmodning bidrage til arbejdet med nødvendigt planmateriale. Kommunen afgør lokalplanområdets omfang og bærer omkostningerne ved udarbejdelse af lokalplanen. Kommunen kan til enhver tid ændre, revidere eller udarbejde en ny plan og er på denne måde ikke bundet af at bestemmelser i en lokalplan skal gælde i en bestemt tidsperiode. Borgerinddragelse Både danske og svenske kommuner lægger vægt på at inddrage borgerne i byplanlægningen. I den svenske planlov er det formelt fastsat, hvordan borgerne skal inddrages via samråd og udstillinger, imens det af den danske planlov fremgår, at planforslaget skal i offentlig høring i 8 uger. Ud over pligten til skriftligt at underrette myndigheder og parter, som berøres af planforslaget, er det op til den enkelte kommune (DK), hvordan de vil tilrettelægge offentlighedsfasen. I Sverige er der to offentlighedsfaser, idet der først holdes samråd og derefter udstilling. Borgerne har i begge faser mulighed for at komme med indsigelser til planforslaget. Modellen betyder også at borgerne bliver inddraget tidligere i processen i forhold til i Danmark. Planernes indhold Der er stor lighed mellem de intentioner og indhold, der udtrykkes igennem lokal- og detaljplaner. Generelt kan man dog sige, at detaljplanerne (S) har en større detaljeringsgrad. Intentionerne udtrykkes her igennem signaturer på kort suppleret med en forklarende tekst. I Danmark formuleres planbestemmelserne blødere igennem en beskrivelse af principper, hvilket åbner for mulighed for en bredere fortolkning. Til forskel fra den svenske detaljplan eksisterer der i den danske lokalplan ikke mulighed for at styre udbygningstakten ved at angive forskellig gennemførselstid for underområder. En anden væsentlig forskel er, at der i detaljplanerne skelnes mellem hvad der er kommunalt areal og hvad der er privat, imens dette ikke specificeres i lokalplanerne. I detaljplanerne angives alle veje, stier pladser og parker og det

4 forudsættes at disse etableres af det offentlige. Omvendt kan der i Danmark etableres flere veje og stier end angivet i lokalplanen, og der tages med planen ikke stilling til, om de forudsatte anlæg bliver kommunale eller private. I Sverige har det varit mera vanligt att kommunen äger mark, hvilket har möjliggjort att ställa mer långtgående energi- och andra miljökrav via det civilrättsliga markanvisningsavtalet. Danmark En lang række love og bekendtgørelser sætter rammerne for den fysiske planlægning i Danmark. De vigtigste love er; Planloven Miljøbeskyttelsesloven Naturbeskyttelsesloven Miljømålsloven 1 Planloven I Danmark fordeler Planloven ansvaret for den fysiske planlægning mellem Miljøministeren, 5 regionsråd og 98 kommunalbestyrelser. Planlovens formål er; At sikre den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. (Kilde: Statens rolle Staten har ifølge planloven det overordnede ansvar og afstikker retningslinjer for planlægningen, mens det er kommunernes opgave at oversætte de overordnede retningslinjer og visioner til konkret fysisk planlægning gennem kommuneplaner og lokalplaner. Samtidig har de fem regioner ansvaret for de regionale udviklingsplaner, som skal sikre en mere strategisk udviklingsplanlægning. Siden plan- reformerne i 1970 erne har decentralisering af beslutning- kompetence og inddragelse af offentligheden i planlægningsprocessen 1 Andre relevante men mere perifere love og bekendtgørelser findes på:

5 været vægtet højt; planlægningskompetence er reelt flyttet ud i kommunerne. Seneste ændring af planloven var i maj Folketinget/Riksdagen vedtog, som opfølgning på regeringens udspil fra september 2010 "Danmark i balance i en global verden": Hensigten var, at sikre bedre muligheder for lokal udvikling i Danmarks yderområder. Staten, Miljøministeriet, skal sikre overordnede planhensyn og har ansvaret for de særligt komplicerede miljø-, natur- og plansager. Både regioner og kommuner skal tage hensyn til de statslige interesser, som miljøministeren udgiver en oversigt over hvert fjerde år. Miljøministeren har ansvaret for at sikre de nationale interesser gennem landsplanlægning. Miljøministeren udarbejder landsplandirektiver for konkrete geografiske områder, som skal sikre nationale interesser. Landsplanlægningen kommer til udtryk gennem redegørelser, bindende retningslinjer, vejledninger og indgriben i den lokale planlægning for forskellige emner og projekter, som har international, national eller regional interesse. Der udarbejdes ikke en samlet landsplan, men miljøministeren skal efter hvert nyvalg fremlægge en landsplanredegørelse til brug for kommuner og regioner. I Landsplanredegørelsen fremlægger regeringen sine langsigtede overvejelser om landets geografiske struktur og handlinger, der skal bidrage til at realisere disse overvejelser. Redegørelsen skal også omfatte de særlige forhold af betydning for planlægningen i hovedstadsområdet. Redegørelsen er en politisk udmelding fra regeringen om den fremtidige fysiske og funktionelle udvikling i landet. Den angiver, hvad staten selv vil gøre og opfordrer regionsråd og kommunalbestyrelser til at handle i overensstemmelse hermed. Blandt handlingerne indgår ofte projektsamarbejde med kommuner og den private sektor. Landsplanredegørelsen fremlægges først som et forslag, og der inviteres til offentlig debat, inden ministeren på regeringens vegne afgiver den endelige redegørelse. Landsplanredegørelse 2010 præsenterer den tidligere regeringens forventninger til kommunernes planlægning i relation til en række emner: Klima, natur, landskab, kyster, byer og infrastruktur. Desuden præsenterer den forventningerne til planlægningen i de forskellige dele af landet: Landdistrikterne, Østjylland, de mellemstore by- regioner og hovedstaden.

6 Hvert 4. år udgiver regeringen en Oversigt over statens interesser i kommuneplanlægningen, den seneste gælder frem til 2013, hvor det bl.a. hedder at; Vi skal begrænse Danmarks afhængighed af fossile brændsler Det er vigtigt at byernes udvikling tænkes sammen med trafikstrukturen Kommuneplanen kan give investeringssikkerhed for bygherrer.. ( ser/oversigt_2013/oversigt_2013.htm) 2. Miljøministeren har ifølge planloven pligt til at gøre indsigelse mod en kommuneplan, hvis den strider mod overordnede interesser. Regionernes rolle Med kommunalreformen fra januar 2007, fik regionerne, i stället för amterne blandt andet til opgave at udarbejde langsigtede udviklingsstrategier, som skal sikre sammenhæng mellem statens og kommunernes planlægning og forskellige beskæftigelses- og udviklingsstrategier mm. De regionale udviklingsplaner er ikke som för 2007 konkrete planer med udpegninger på kort, men de er mere overordnede strategiske planer, som udstikker nogle retningslinjer, kommunerne skal følge i deres planlægning. Den regionale uviklingsplan skal være et fælles projekt mellem kommuner, erhvervsliv, regionsråd og de övrige aktörer i regionen. Udviklingsplanen beskriver en önskelig fremtidig udvikling for regionens byer, landdistrikter og udkantsområder inden for: natur og miljø, herunder rekreative formål, erhverv inklusiv turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur. Bæredygtig byudvikling er et emne som den regionale udviklingsplan også beskæftiger sig med. Den regionale udviklingsplan skal redegøre for: Sammenhæng mellem den fremtidige udvikling og den statslige og kommunale planlægning for infrastruktur Sammenhængen med regionens eventuelle samarbejde med tilgrænsende landes myndigheder om plan- og udviklingsmæssige emner 2 Der findes en oversigt over vedtagne statslige handlingsplaner, sektorplaner m.v., som kommuneplanerne skal spille sammen med. Oversigtens enkelte afsnit gengiver de krav, som kommuneplanerne skal opfylde for at tilgodese de statslige interesser. Det er krav, som har hjemmel i enten planloven, anden lovgivning, beslutninger i Folketinget eller som stammer fra politiske aftaler mellem regeringen og KL. Oversigten er et øjebliksbillede. Oversigten er derfor ikke udtømmende, da udviklingen går videre med nye politiske krav, der skal overholdes i kommunernes planlægning.

7 De handlinger, som regionsrådet vil foretage som opfølgning på udviklingsplanen Sammenhæng til andre planer, t.ex Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi og lokale og regionale Agenda 21 strategier. Lokale kommunalplaner skal være i overensstemmelse med regionale udviklingsstrategier. Kommunernes rolle Kommunerne har ansvaret for at planlægge i byerne og i det åbne land. Det gør de gennem langsigtede 12 årige kommuneplaner, der suppleres med firårige planstrategier, og gennem lokalplaner, der gør de overordnede udviklingsstrategier konkrete i de relevante områder i kommunen. Det er i praksis kommunerne, der planlægger, hvordan danske byer og landskaber udvikler sig, men det sker inden for de overordnede retningslinjer og strategier, som staten og regionerne udstikker. Hver kommune i landet skal efter planloven opretholde og vedligeholde sin kommuneplan. For en periode på 12 år fastlægger kommuneplanen de overordnede mål og retningslinjer for den enkelte kommunes udvikling, såvel i byerne som i det åbne land. Kommuneplanen udgør rammen for udarbejdelse af lokalplaner og er grundlag for behandling af en række sager, herunder den konkrete administration i det åbne land og ansøgninger om byggetilladelse. I første halvdel af valgperioden på 4 år skal kommunalbestyrelsen fremlægge en strategi for kommuneplanlægningen - planstrategien - og deri fremlægge en beslutning om de nødvendige revisioner af kommuneplanen. Miljøministeren har pligt til at gøre indsigelse mod et forslag til kommuneplan, hvis det ikke er i overensstemmelse med overordnede interesser. Miljøministerens beføjelser udøves af Naturstyrelsen. Lokalplaner Lokalplaner er grundstenen i det danske plansystem. Det er gennem lokalplaner, kommuneplanens politiske strategi og målsætninger gøres konkrete. Hvor kommuneplanen giver det samlede overblik over udviklingen i kommunen, bestemmer lokalplaner bebyggelsen og anvendelsen af et mindre område. Lokalplaner er juridisk bindende for grundejerne. En lokalplan er faktisk en lokal lov, der fastsætter regler om bebyggelse og anvendelse af arealer inden for planens område. Ved lokalplanlægning kan de

8 mange forskellige interesser i lokalplanområdet blive afvejet. Planens principper er navnlig udtrykt i formåls- og anvendelsesbestemmelserne. De forhold en lokalplan regulerer, involverer mange indbyrdes modstridende interesser. Der kan være forskel mellem grundejerens og naboernes interesser, og mellem lokale og nationale interesser. Gennem lokalplanlægningen sikres det, at interesserne kan komme til orde, inden det med lokalplanen bliver besluttet, hvad der skal ske. I en lokalplan kan man læse hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt. Grundejeren og andre kender råderummet for deres dispositioner, og naboer ved hvad de kan forvente. Der skal udarbejdes en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder, herunder nedrivning af bebyggelse. Kommunalbestyrelsen kan til enhver tid lave en ny lokalplan hvis planen holder sig inden for kommuneplanens rammer for lokalplanlægning. Hvis kommunalbestyrelsen har lavet en ny lokalplan for et område, vil grundejerne kunne fortsætte deres eksisterende anvendelse af deres ejendom, dvs. en ny lokalplan ikke kræver handling fra grundejernes side. Nogle lokalplaner regulerer anvendelse, udstykning og bebyggelse i et nyt byområde, andre bebyggelse på en enkelt ejendom. En lokalplan kan også regulere et enkelt tema, fx skilte og facader. Der kan laves lokalplan for ejendomme i såvel byzone og sommerhusområder som i landzone. Når arealer til byvækst ønskes overført til byzone eller sommerhusområde, sker det altid gennem en lokalplan. En lokalplan må ikke stride mod kommuneplanen eller overordnet planlægning som fx landsplandirektiver, råstof- og vandplaner. Lokalplanforslag skal lægges frem til offentlig debat i mindst otte uger, før kommunalbestyrelsen kan vedtage dem endeligt. Statslige myndigheder kan i debatperioden gribe ind med en indsigelse (veto) mod et forslag til lokalplan, hvis det er i strid med de særlige hensyn som den statslige myndighed varetager. I forbindelse med den offentlige fremlæggelse af et lokalplanforslag skal kommunen indmelde forslaget til Plansystem DK. Når kommunalbestyrelsen har endeligt vedtaget en lokalplan, skal den offentliggøres og indmeldes i Plansystem DK. Kommunerne offentliggør ofte også deres lokalplaner på kommunens hjemmeside.

9 Agenda 21 I 2000 vedtog Folketinget en ændring af Planloven, der bl.a. pålagde amtskommuner, regioner i dag, og kommuner at redegøre for deres lokal Agenda 21- strategi. Lokal Agenda 21 er en regions eller en kommunes bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede. En Lokal Agenda 21- plan giver sig udtryk i opstilling af mål og udførelse af konkrete projekter, der nedsætter forureningsniveauet og mindsker ressourceforbruget. Det er centralt, at der arbejdes på tværs af sektorerne, og at der tages et lokalt udgangspunkt, hvor befolkning og virksomheder inddrages i en helhedsorienteret, tværfaglig og langsigtet planlægning. I forbindelse med, at der blev indført bestemmelser i Planloven om, at kommunerne skal redegøre for deres Lokale Agenda 21- strategi, er der blevet udpeget 5 områder som redegørelsen skal omfatte. Det drejer sig om: Mindskelse af miljøbelastningen, Fremme af en bæredygtig byudvikling og byomdannelse, Fremme af biologisk mangfoldighed, Inddragelse af befolkningen og erhvervslivet i det lokale Agenda 21- arbejde, Fremme af et samspil mellem beslutningerne vedrørende miljømæssige, trafikale, erhvervsmæssige, sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og økonomiske forhold. Sverige Överordnade rambetingelser De viktigaste lagarna som styr fysisk planering i Sverige är Plan- och bygglagen (PBL) Miljöbalken (MB) Plan- och byggförördningen (PBF) PBLs syfte/formål är att: med hänsyn till den enskilda människans frihet, främja en samhällsutveckling med jämlika och goda sociala levnadsförhållanden och en god och långsiktigt hållbar livsmiljö för människorna i dagens samhälle och för kommande generationer.[pbl Kap. 1 1] PBL fastställer redan i andra paragrafen, första kapitlet, att planläggning av mark- och vattenanvändning enligt denna lag är en kommunal

10 angelägenhet/anliggende. Det är alltså till stor del kommunen som råder över den fysiska planeringen. Detta tar sig i uttryck att detaljplaner vinner laga kraft genom kommunala beslutsprocesser som endast i specificerade fall kan bestridas av högre styrningsnivåer. Kommunen kan även välja att låta bli/undlade att upprätta en detaljplan. För begränsningar se stycket nedan om statens roll. En ny version av PBL trädde i kraft i maj Viktiga förändringar är tidsbegränsningar för besked angående såväl bygglov som detaljplan. Vidare har kommunens skyldighet att ha en aktuell översiktsplan stärkts. Även kommunens kontroll och tillsyn i byggprocessen har stärkts (Boverket, 2012a). Den nya lagen innebär även att större vikt läggs vid miljö- och klimatfrågor i planeringen. Den nya PBL anger, t.ex. att planläggning ska ske med hänsyn till klimataspekter. Miljöbalken trädde i kraft Det är Boverket som är ansvarig myndighet för plan- och bygglagstiftningen. Vad gäller den långsiktiga infrastrukturplaneringen så ligger denna emellertid hos trafikverket. Naturvårdsverket och Riksantikvarieämbetet hanterar frågor rörande riksintressen och nationella miljökvalitetsnormer. Statens roll På den statliga nivån formuleras den översiktiliga inriktningen av den fysiska planeringen genom Plan- och bygglagen och annan relevant lagstiftning, t.ex. i formulerandet av riksintressen och miljökvalitetsmål. Staten representeras i den praktiska fysiska planeringen av Länsstyrelserna/amt (County Administrative Boards). Dessa ansvarar för och kan ingripa i frågor rörande riksintressen, miljökvalitetsnormer, mellan kommunala intressen och frågor om hälsa och säkerhet och till risken för olyckor, översvämningar eller erosion (Boverket, 2012b). Staten har enbart rätt att ålägga kommuner att anta, ändra eller upphäva en plan, så kallat planföreläggande, i vissa preciserade fall då det gäller skyddandet av riksintresse 3 eller kommuners samordning som inte kan tillgodoses på annat sätt. 3 Riksintressen är geografiska områden specifikt utpekade i Miljöbalkens 3:e kapitel med särskilda natur- eller kulturvärden

11 Regionernas roll Regional fysisk planering förekommer endast i begränsad omfattning i Sverige, detta i Stockholms län och Göteborgsregionen. Syftet med en regionplan är att vägleda de kommunala planerna såsom översiktsplanering, detaljplanering och områdesbestämmelser samt att ange grunddragen för mark- och vattenanvändning, och riktlinjer för lokaliseringen av bebyggelse och byggnadsverk i den mån/omfang det har betydelse för regionen. Regionplanen gäller i åtta år om den inte upphävs. Ett beslut om en regionplan görs av regeringen om det gemensamma utredningsarbetet eller samordningen inte kommer till stånd på annat sätt och det bland de berörda kommunerna inte finns ett utbrett motstånd mot detta. (PBL, kap. 7 1). Detta regionplaneorgan består av ett befintligt eller särskilt upprättat kommunförbund. Det finns emellertid även andra formella och informella planeringssamarbeten mellan kommuner, t.ex. i framtagande av översiktsplaner som berör flera kommuner (se Boverket, 2012c). Utöver denna begränsade regionala fysiska planering sker regional ekonomisk planering i form av regionala utvecklingsprogram (RUP) och regionala tillväxtprogram (RTP). Kommunernas roll Såsom beskrivet i inledningen till detta stycke har kommunen det huvudakliga ansvaret för planering och en suverän rätt att anta fysiska planer, denna rätt benämns ofta det kommunala planmonopolet. Kommunerne har med få undtagelser initiativ- og vetoret i alle planspørgsmål. Det ikke- hierarkiske system giver mulighed for fleksibilitet og variation af planindholdet i forhold til lokalmiljøet. Den kommunala fysiska planeringen genomförs huvudsakligen genom tre olika sorters plandokument: översiktsplaner (ÖP), detaljplaner (BP) och områdesbestämmelser (OB). Översiktsplanen är ett strategiskt dokument för den fysiska miljön. Varje kommun är skyldig att ha en översiktsplan som omfattar hela kommunen. Den ska innehålla information om hur man avser tillgodose riksintressen (se ovan) och miljökvalitetsnormer (se kap 5, MB). Översiktplanen är ej juridiskt bindande, men kan vara ett strategiskt viktigt dokument och vägleder detaljplan och områdesbestämmelser.

12 Översiktsplanens aktualitet ska prövas minst en gång under mandatperioden. Planförslaget ska samrådas med länsstyrelsen samt med de berörda kommuner, regionplaneorgan och kommunala organ i övrigt som har ansvar för regionalt tillväxtarbete och transportinfrastrukturplanering. Kommunen ska också ge kommunens medlemmar, de andra myndigheter, sammanslutningar och enskilda i övrigt som har ett väsentligt intresse av förslaget tillfälle att delta i samrådet. (PBL, kap 3 9). Kommunen ska ställa ut planförslag till allmän granskning/eftersyn i minst 2 månader. Om planen bedöms ha betydande miljöpåverkan ska en miljökonsekvensbekrivning göras. Fördjupade översiktsplaner kan göras när en mer tydlig vägledning behövs för den fysiska miljön. Detaljplaner reglerar mindre områden och på en mer detaljerad nivå än översiktsplanen. Detaljplaner ska utarbetas när någon som avser att vidta en åtgärd som kan förutsätta att en detaljplan antas, ändras eller upphävs så begär, såvida kommunen ej kan motivera något annat. Besked om huruvida en detaljplan kommer att tas fram ska ges inom fyra månader. Detaljplanen är juridiskt bindande. Med detaljplanen ska kommunen pröva ett mark- eller vattenområdes lämplighet för bebyggelse och byggnadsverk samt reglera bebyggelsemiljöns utformning [...] (PBL kap 4 2). Detaljplanen får inte vara mer detaljerad än nödvändigt med avseende på planens syfte. Om planen bedöms ha betydande miljöpåverkan krävs en miljökonsekvensbeskrivning göras. Der ligger ikke et lovbestemt krav om at detajlplaner skal være i overensstemmelse med översigtplanen. De kan derfor godt indeholde målsætninger, der ikke er indeholdt i översigtsplanen. De kan endda være i modstrid med Översigtsplanen på trods af at arealbestemmelser defineres i denne (Hellner m.fl. 2006:18). En aspekt som debatterats flitigt är kommunens möjlighet att genom planprocessen ställa miljörelaterade krav på byggnaders. I en utredning av Boverket (2009) gjordes bedömningen att möjligheten att påverka byggnaders energianvändning genom detaljplanering är begränsad. I denna utredning tolkades lagstifningen som att kommunen t.ex. inte har rätt att föreskriva ett särskilt uppvärmningssätt/- måde för byggander. Möjligheten att påverka energianvändningen i bebyggelsen ligger snarare i möjligheten att influera bebyggelsens struktur. Även denna möjlighet har emellertid minskat i och med att enskilda detaljplaner tenderar att inbegripa allt mindra geografiska områden. Huruvida de utökade tyngdpunkten på klimat- och miljöaspekter i

13 den reviderade PBL öppnar upp för utökade möjligheter att ställa krav återstår att se i den rättsliga tillämpningen. I de fall kommunen äger mark har denna möjlighet att ställa mer långtgående energi- och andra miljökrav via det civilrättsliga markanvisningsavtalet. En detaljplan är giltig tills dess att den upphävs eller ändras. En detaljplan får inte ändras innan genomförandetiden är passerad. Genomförandetiden är den tid som behövs för att genomföra planen. Denna ska inte vara kortare än fem år, ej heller längre än 15. Genomförandetiden ska anges i detaljplanen. Bygherren garanteres byggeret i denne tidsperiode, sådan som den beskrives i detaljplanen. Efter tidsperioden er udløbet er detaljplanen fortsat gældende, indtil man vedtager en ny plan. (Hellner m.fl. 2006:18) Som alternativ till detaljplaner finns områdesbestämmelser. Syftet med dessa är att genomföra översiktsplanens intentioner och säkerställande av riksintressen. Skillnaden mot detaljplanen är att något minsta innehåll inte finns reglerat. Vidare innehåller områdesbestämmelserna inte några regler för genomförande. Planlægningsproces Planförfarandet är i princip det samma för detaljplaner och områdesbestämmelser. Stegen i dessa processer inkluderar framtagande av planförslag, samråd, kungörande av planen samt granskning. Kommunen ska samråda med (för punkt 1)/ ge tillfälle till samråd för (för punkt 2-4) följande aktörer (PBL kap. 5 11): 1. länsstyrelsen, lantmäterimyndigheten och de kommuner som berörs, 2. de kända sakägarna och de kända bostadsrättshavare, hyresgäster och boende som berörs, 3. de kända organisationer av hyresgäster som har avtal om förhandlingsordning för en berörd fastighet eller, om någon förhandlingsordning inte gäller, som är anslutna till en riksorganisation inom vars verksamhetsområde en berörd fastighet är belägen, och 4. de myndigheter, sammanslutningar och enskilda i övrigt som har ett väsentligt intresse av förslaget. Information om planförslaget till samråd ska bland annat anslås i lokala tidningar. Möten för samråd genomförs ofta, men inte nödvädnigtvis (Boverket, 2012d). Samrådet ska inkludera redovisning av planförslaget, skälen till förslaget samt relevant underlag. Kommunen ska redovisa för de åsikter som framkommit under samrådet.

14 Genomförandet av en miljökonsekvensbeskrivning, i de fall då det är aktuellt, innebär ytterligare regler för samråd. Efter samråd ska kommunen kungöra planförslaget för granskning. Det ska vara tillgängligt för alla som vill ta del av det i minst 3 veckor. Sedan kan planen antas. Dem som berörs av planen, har lämnat in skriftliga synpunkter kan överklaga genom att vända sig till Länsstyrelsen. Efter att tiden för överklagande har gått ut kan planen vinna laga kraft. Arbetet med att ta fram en detaljplan får förenklas om planförslaget är förenligt med översiktsplanen och länsstyrelsens granskningsyttrande. Ett förenklat planförfarande innebär bland annat att färre aktörer behöver inkluderas i samrådet. Om kommunen bedömer det, kan detaljplaneprocessen föregås av framtagandet av ett planprogram. Även detta program kräver samrådsförfarande med samma aktörer som i detaljplaneförfarandet. Övergripande aspekter miljöfrågor i planeringen För de planer som krävs enligt lag ska kommunen, i de fall planen antas få betydande miljöpåverkan göra en miljökonsekvensbeskrivning (se MB, kap 6). Regeringen har rätt att besluta om särskilda fall som alltid ska antas ha betydande miljöpåverkan. Miljökonsekvensbeskrivningen ska identifiera, beskriva och bedöma planens miljöpåverkan. Alternativa lösningar ska presenteras.

15 Källor Nya planer for Stad og By (2004) Rapport udarbejdet af Københavns Kommune Bygge- og Teknikforvaltningen og Malmö Stad Stadsbyggnadskontoret. Boverket (2009) Husets plats i planeringen Detaljplaneringens betydelse för en byggnads behov av energi för uppvärmning. Karlskrona: Boverket Boverket (2012a) à Lag & rätt à Nu gäller en ny plan- och bygglag à Pressmaterial: Nu har vi en ny plan- och bygglag [besökt ] Boverket (2012b) à Planera à Nationell planering [besökt ] Boverket (2012c) à Planera à Kommunal planering à Regionplanering [besökt ] Boverket (2012d) à Planera à Kommunal planering à Detaljplanering à Att göra en detaljplan [besökt ] Hellner, Ulla, Jørgensen, Karsten og Skovbro, Anne (2006): Delprojekt 6: Europæiske erfaringer. Fornyelse af planlægningen. Kvalitet i bydels- og lokalplanlægningen. Skov- og Naturstyrelsen & Realdania