Undervisning i klyngen Logos den 15. september 2011 ved Daniel Præstholm

Transkript

1 Undervisning i klyngen Logos den 15. september 2011 ved Daniel Præstholm Varighed: minutter Emne: Gal 5-6 Indledning: Tak fordi jeg må komme og tale for jer. Vi skal være sammen om Galaterbrevets to sidste kapitler, men inden vi dykker ned i disse, vil jeg kort fortælle lidt om, hvem jeg er, og hvad udgangspunkt jeg har for at undervise i Galaterbrevet. Mit navn er Daniel Præstholm. Jeg bor sammen med min familie (kone og to børn) nord for Århus uden for Løgten. Jeg er netop begyndt på kandidat-delen på teologistudiet. Siden jeg blev færdig som bachelor for godt et år siden, har jeg bl.a. skrevet på et manuskript, som pt er inde hos forlaget LogosMedia. I min bachelor-opgave arbejdede jeg med Galaterbrevet. Jeg undersøgte Paulus' forståelse af Jesu død i brevet, og en af hovedpointerne i opgaven er, at Jesu død har to sider, nemlig et eksklusivt og et inklusivt aspekt. Jesus døde for os, det er det eksklusive, for kun han kunne dø den død, han døde; men vi døde også med ham. Det er det inklusive, hvor vi inddrages i hans død. Jeg har altså med andre ord arbejdet intenst med Galaterbrevet i det sidste semester på bachelordelen af mit studium. Brevet var ikke fælles pensum for alle på holdet, men jeg fik emnet vendt på en måde, så jeg kunne få lov at arbejde med og skrive om netop dette brev. Og hvorfor så det? Jo, fordi netop Galaterbrevet i mine øjne er et særdeles spændende brev. Det er vildt og fyrrigt. Apostlen er skuffet og vred (minus taksigelse i indledningen!), for der er virkelig noget på spil for ham. Hvis galaterne ikke vender om fra den vej, de er på, så falder de ud af nåden (5,4). Det er galaternes frelse, det gælder, men ikke nok med det. Det er også apostlens egen troværdighed, som er ved at få et knæk, for det er jo det evangelium, som han har forkyndt, som de er ved at vende bort fra (1,6), og det sandsynligvis, fordi de bl.a. ikke stoler på hans apostolats gyldighed. Skulle han virkelig være sendt fra Gud? Han som ikke var blevet udsendt af den jordiske Jesus? (Paulus agiterer derfor stærkt for hans apostolats gyldighed flere steder, fx 1,1 og 1,12; det er også tilfældet i andre breve!). Det er blot nogle af de grunde, der gør, at jeg finder brevet spændende, men ikke nok med det. Brevet er også spændende, fordi vi som kristne kan spejle os i brevets afsender og modtagere. Det er ikke blot et 2000 år gammelt oldtidsfund, som fortæller os noget om, hvordan en missionær i den tidlige kristendom kæmpede for at holde sine menigheder i Galatien fast ved den rette tro, men Gud ønsker at tale til os igennem dette skrift. Han ønsker, at vi skal lære hans vilje bedre at kende, og netop derfor bliver brevet virkelig interessant for os som kristne i Lad os begynde med at bede sammen.

2 Undervisning: Mit manuskript lægger jeg ud på min hjemmeside: Jeg vil indlede med en kort inddeling af brevet, så vi ved, hvor vi befinder os (sæt gerne stjerner eller andet i margenen): Indledning (1,1-9), den historiske hoveddel (1,10-2,21), den teologiske hoveddel (3,1-5,12) og den parænetiske eller formanende hoveddel (5,13-6,10), og afslutning (6,11-18). Dateringen af skriftet er omstridt, og jeg vil ikke her komme nærmere ind omkring vanskelighederne ved at bestemme affattelsestidspunktet, men blot sige, at jeg tror, at det er skrevet på apostlens anden missionsrejse (49-52 e.kr.) efter apostelmødet, da jeg mener, at Gal 2,1-10 er parallel til Acta 15. Der er ingen tvivl om, at Paulus er forfatteren, skønt han dog nok har dikteret, og en skriver har nedfældet hans ord, når man lige ser bort fra brevets afslutning i 6, Når nu disse generelle oplysninger om brevet er slået fast, vil vi gå til teksten. Er der spørgsmål eller andet undervejs, må man endelig afbryde mig. Kapitel 5: v. 1: Det første vers i kapitlet er i DO92 indsat i slutningen af kapitel 4, da Paulus med dette vers på en måde afslutter, hvad han netop har talt om, nemlig hvordan han ser Hagar og Sara symbolisere to pagter: en under loven og en i frihed. Han har i Gal 4,21-31 vendt den jødiske forståelse helt på hovedet. Den jødiske selvforståelse var, at man var efterkommere af Isak, Saras afkom (hvad man jo også var), og derfor var af den slægt, som løftet var givet til. Apostlen vender dette på hovedet ved at sige, at judaisterne, de lovtrællende jøder, ikke er efterkommere af Isak/Sara, men derimod af Ismael/Hagar, fordi de lever i trældom. Dette skal selvfølgelig forstås billedligt (4,24). Paulus er jo godt klar over, at biologisk set er jøderne efterkommere af Isak, men åndeligt set, så lever de ikke i frihed, men derimod i slaveri, ligesom Hagar gjorde det. Derimod lever de (hedninge) kristne (dvs. galaterne og vi) i frihed, nemlig frihed fra loven. De kristne er ikke under lovens forbandelse (3,10), men er befriet til en frihed (5,1). Friheden har vi ikke i egen kraft vundet, men det er Kristus, der har befriet os. Hvad denne frihed fra loven indebærer, kommer han nærmere ind på i det formanende afsnit fra 5,13. Han slutter verset med at opfordre galaterne til at stå fast i den frihed og ikke falde tilbage i trældom. Her peger han netop på det problem, det er, hvis man ønsker at gøre loven til frelsesvej. Gør man loven til frelsesvej, dvs. forsøger at blive retfærdiggjort gennem egne gerninger, da er man under lovens forbandelse (3,10), som er lig med trældom, fordi det for intet menneske er muligt at opfylde loven.

3 v. 2-6: Paulus fortsætter nu med sit apostolats gyldighed (5,2) at slå fast, hvad det betyder, hvis galaterne holder fast i omskærelsen. Kristus, og den retfærdighed han har tilvejebragt med sin død, vil da ikke gavne dem. Er selve omskærelsen da et problem for Paulus? Nej, det er snarere det, den symboliserer. Omskærelsen står for apostlen som symbol for loven, som han også siger i vers 3. Enhver, der lader sig omskære, er forpligtet til at holde loven, og det er jo ikke muligt for noget menneske. Lader man sig altså omskære, træder man ind under lovens forbandelse, hvilket er hovedløs gerning, når det netop er denne, som galaterne (og vi) er blevet befriet fra (5,1). Jeg tror, det her er vigtigt, at det ikke er selve omskærelsen, som er problemet, men det den symboliserer. I Acta 16,3 berettes det, hvordan Paulus selv lader Timotheus omskære af hensyn til de jøder, der er i området. Det er altså intet problem, så længe man ikke lægger det i omskærelsen, som netop var tilfældet for galaterne. For galaterne var omskærelsen jo blevet det første skridt på vejen ind under lovens forbandelse, og da nytter Kristus intet. Derunder er man afskåret fra Kristus (5,4), hvilket betyder, at man ikke er under nåden. Tidligere har apostlen opstillet dikotomien tro vs. lovgerninger (3,1ff), og det er inden for denne, han nu også bevæger sig. I vers 5 hiver han atter troen frem. Uden at blive for nørdet her, så tror jeg, at det er bedre, hvis man oversætter verset på følgende måde: For af tro venter vi ved Ånden den retfærdighed, som er vort håb. 1. Det er ved tro, at galaterne (og vi) bliver retfærdige, og ikke en hvilken som helst tro, men troen på Kristus. Ved troen på ham bliver vi inkluderet i det, han har gjort. Vi dør med ham, som apostlen bl.a. tidligere har sagt i 2,19. Derfor kan han også sige i vers 6, at vi er i Kristus Jesus. Det er ved troen, at vi smelter sammen med ham og får del i, hvad han har gjort. Hvis lovens forbandelse er, hvad vi er blevet befriet fra (5,1), så er Kristus og nåden det vi er blevet befriet til, og det, der gør, at vi bliver inddraget i denne frelsesgerning er troen. Ikke en hvilken som helst tro, men en tro, som er virksom i kærlighed (5,6b). Hvad dette betyder, udfolder han i det parænetiske afsnit fra vers 13. Blot for at slå det fast: I forhold til denne frihedshandling er det ligegyldigt, om man er omskåret eller ej, men tror man, at omskærelsen vil gavne en, så er man på forkert spor, på vej ud af nåden. v. 7-12: Med disse vers afslutter Paulus det teologiske hovedafsnit, og han gør det ved at give udtryk for sin skuffelse, vrede og til dels også sin uforståenhed overfor, hvorfor de har vendt sig bort fra evangeliet. Situationen hos menighederne i Galatien er den, at de efter at være blevet grundlagt af Paulus, nu har vendt sig bort fra evangeliet (1,6), og det skyldes, at en eller anden (nogle) er kommet og har lært dem, 1 Der er her tale om en indholdsgenitiv, jf HKN's kommentar, s. 26.

4 at de skulle lade sig omskære og overholde loven, jævnfør det han lige har sagt i det forrige. Hvem denne/disse person(er) er, ved Paulus åbenbart ikke (5,10b), men det er den/de samme, som han nævner i 1,6-9. Der er flere forslag om, hvem disse troublemakers er, men den mest gængse er, at der er tale om nogle, som vi kan kalde judaister. Jødekristne, som har holdt fast i loven (jf de indsnegne falske brødre 2,4). De har sandsynligvis haft en to-trins-missionsforståelse, og det er sådan set ikke så sært, for det var den måde en hedning kunne blive jøde. Første trin på vejen til at blive jøde, var at blive Gudfrygtig, hvilket betød at følge og holde Moseloven og de jødiske skikke. Næste trin, inden man kunne kalde sig jøde, var at blive proselyt, hvilket i al sin enkelthed bestod i at blive omskåret. Sandsynligvis har judaisterne, der er kommet til galaterne, tænkt, at Paulus har udført første step i missionen, og nu ville de så blot færdiggøre, hvad han havde påbegyndt. Men det agiterer han som sagt stærkt imod. Ved at følge judaisterne har galaterne vendt sig bort fra Gud (5,8: han, som kaldte jer ), for det er ikke ham, der har overtalt dem til at lade sig omskære. Paulus er altså skuffet over galaterne, fordi de har vendt sig bort fra det budskab, han havde forkyndt dem, og som de var kommet til tro ved, evangeliet, men han har stadig tillid til dem i Herren, om at de nu vil vælge den rette vej (5,10a). Hans vrede retter sig ikke imod galaterne, men imod den, der forvirrer dem (5,10b), judaisterne, og hans ønske er, at de vil lemlæste sig selv, når de prøver at omskære galaterne, ja, meningen er faktisk i vers 12, at han ønsker, at de må komme til at kastrere sig selv i forsøget (jf. Kybele-præsterne, se HKN's kommentar, s. 27). Hvad mener Paulus nu i vers 11? Jeg tror, at det skal forstås således: Paulus oplever, at han forfølges af bl.a. jøderne (jf. 4,29), og det bestyrker ham i, at det budskab han forkynder er sandt, fordi det forarger. Budskabet om korset forarger jøderne, som han også siger i 1 Kor 1,23. Han anser altså sine trængsler som en slags bevis på evangeliets sandhed. Man kan vel her sige, at Paulus i sin personlige lidelse oplever et fællesskab med Kristus, og derigennem bestyrkes i sit apostolats og budskabs gyldighed. v : Vi går nu videre ind i det parænetiske hovedafsnit (5,13-6,10). Nogle teologer har tidligere ment, at dette var en senere tilføjelse til brevet, men det er ikke den gængse opfattelse nu, og det giver da heller ikke megen mening. Mange ville nu sige, at det er dette afsnit, som er brevets klimaks, den kerne som er apostlens egentlige formål med at skrive brevet. Det er også dette afsnit, som er lettest at applicere på vores liv i dag. Formaningerne er rigtignok i første omgang givet til galaterne for omtrent 2000 år siden, men som jeg tidligere har sagt, så må vi

5 spejle os i dem, og derfor taler Paulus også til os, og han gør det med sit apostolats gyldighed. Derfor må vi tage det som ord, Gud også taler til os. Apostlen taler nu igen om den frihed, som han også nævnte i 5,1. Hvad er det for en frihed? Her ville det være oplagt at læse Rom 6-8, hvor Paulus taler om frihed fra synden, loven og døden (men det er lidt langt!). Når han her i Galaterbrevet taler om frihed, så er det nok især frihed fra loven, han tænker på, men alle aspekter, tror jeg, er indeholdt i ordet. Kristus frier os både fra synd, lov og død, for de hænger sammen (jf. 1 Kor 15,56: Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. ). Det er ikke underligt, at man i datiden anså en person som Paulus for værende farlig. Man kunne jo meget let forstå ham således, at han opfordrede sine tilhængere til libertinisme, anti-nomisme og anarki. Hans ord kunne let høres således: Ud med loven!, men det gør han klart op med i bl.a. Rom 7,12, hvor han kalder loven hellig, retfærdig og god, fordi den er udtryk for Guds vilje. Det er ikke den, der er synd (Rom 7,7), men pga. den fandt Paulus (og vi) ud af, at han (vi) var en synder og ikke kunne opfylde den. Derfor var det nødvendigt at blive befriet fra den, og det gjorde Kristus. Hvordan skal friheden in se forstås? I vores tid er det meget normalt at høre, at folk ønsker total uafhængighed, men det er bare ikke en mulighed. Det er en illusion at være absolut fri. Det er måske provokerende ord i vores tid, men på apostlens tid i Romerriget var dette en selvfølge. Han siger således i Rom 6,18: Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden.. Det er selvfølgelig et billede, men det viser udmærket, hvordan Paulus forstår frihed. Man befries fra noget til noget andet. Romerriget var bygget op over patron-klient-forholdet. Alle var klienter for andre. Man havde alle en herre over sig. Det vidste Paulus, og derfor bruger han dette billede. Spørgsmålet er ikke om, hvorvidt det er muligt at opnå absolut frihed, men snarere om at få den rette herre. Det har Paulus (og galaterne) fundet, og derfor kan han også kalde sig Kristi tjener (1,10 m.fl.). Sådan er det også for os. Vi er også under en herre. Spørgsmålet er blot hvem? Galaterne (og vi) blev kaldet til frihed (fra loven), men nu fortsætter apostlen med at beskrive denne friheds indhold. Han er sandsynligvis klar over, at hans tale om frihed netop kan føre til udskejelser (jf. menigheden i Korinth), og derfor formaner han galaterne (og os) til ikke at bruge friheden som et påskud for kødet, men i stedet til at tjene hinanden i kærlighed. Er dette nu ikke en indskrænkning af friheden? Jeg tror, det er nyttigt at trække Luthers forståelse af den kristne frihed frem her: A) En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen. B) En kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet enhver.

6 Det er en paradoksal opstilling, men den siger meget godt, hvad Paulus mener. Vi er som kristne virkelig frie, men frie til at tjene hinanden i kærlighed. Mon ikke også det var det, han henviste til i vers 6, da han talte om tro, virksom i kærlighed? Troen er ikke en død og kold forstandsmæssig ting, men den udfolder sig igennem tjeneste. Som vi lige om lidt læser, så bærer den frugt, hvoraf den første (og største) er kærligheden (5,22). Selvom det virker som om, at han lige har gjort op med loven, så siger han nu i vers 14, at loven opfyldes ved næstekærlighedsbuddet. Modstrider det ikke, hvad han hidtil har sagt om loven, og at vi er befriet fra den? Nej, for når han her taler om at opfylde loven, handler det ikke om at gøre den til frelsesvej. Vi skal ikke elske vor næste for at blive frelst, men rækkefølgen er omvendt: vi skal elske vor næste fordi vi er frelst ved troen på Kristus. Vi er befriet, og den frihed skal vi bruge til at tjene hinanden. Det er en meget vigtig rækkefølge, der præsenteres her, og som vi kan finde mange steder i bibelen. Der er tale om en såkaldt indikativimperativ-struktur. Du er fri, derfor skal du tjene. Der er tale om det, som reformatorerne kaldte lovens tredje brug her. Lovens første brug er dens verdslige brug (usus civitatis). Det er den måde loven bruges i samfundet. Lovens anden brug er dens teologiske brug (usus theologicus). Det er den Paulus taler om i Rom 3,20, hvor han siger, at loven giver syndserkendelse, hvilket betyder, at man bliver klar over, at man har brug for Kristus. Så er der lovens tredje brug, som er dens formanende brug (usus in renatis). Loven vejleder os som kristne, og det er den brug, der er tale om her i vers 14. Jeg tror ligeledes, det er denne lov, som apostlen henviser til i 6,2, hvor han omtaler den som Kristi lov. Måske var tilfældet, at galaterne manglede denne næstekærlighed i deres menigheder? Måske brugte de rent faktisk friheden som påskud for kødet? Eller måske er Paulus blot bange for, at det er sådan hos dem? Det virker dog som om ud fra vers 15, at han har en anelse om, at nogle misbrugte friheden. Det var en situation, som han også kendte til hos menigheden i bl.a. Korinth. Fra vers opsummerer han, hvad det er han mener. En kristen er fyldt af en indre kamp, den kamp, som han senere udfolder i Rom 7. Kødet og Ånden står hinanden imod, så Paulus i Rom 7,15 kan sige: Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.. Denne indre kamp opstår først i det menneske, hvor Ånden har taget bolig, for inden da er det udelukkende i Kødets magt. Synden hersker da fuldt ud over det, og er derfor under Guds vrede (Rom 1,18ff). Men den, der har modtaget Ånden i tro (3,5), er jo sat fri fra synd, lov og død, og derfor vil det være absurd, hvis man som kristen bruger denne frihed som påskud for synden. Man er jo død fra synden, og kan derfor af gode grunde ikke mere leve i den. Den, der drives af Ånden, er ikke under loven, slutter han med at sige.

7 Det er dog på en måde modstridigt, når Paulus på den ene side kan sige, at den troende er død/befriet fra synd, lov og død, og på den anden side samtidigt tale om, at der i den troende er en kamp mellem Ånden og Kødet. Men det er den kristnes situation! Vi er døde fra synden i dåben (Rom 6,4-8), men samtidigt har gamle Adam det med at kunne svømme. Inddrager vi atter kort Luther, så forklarer han jo denne dobbelthed i det kristne menneske med ordene: simul justus et peccator (samtidig retfærdig og synder). Når Gud ser os, der står i nåden (Rom 5,2), så ser han Kristus, og derved er vi fuldt ud retfærdige, men ser vi selv på os, så ser vi kampen og synden. Det er det kristne menneskes situation, indtil den dag, hvor vi får et åndeligt legeme, som apostlen bl.a. taler om i 1 Kor 15,44. v : Nu konkretiserer Paulus først, hvad Kødets gerninger er, og dernæst, hvad Åndens frugt er. Her tror jeg, at der er en vigtig pointe i, at han siger Kødets gerninger og Åndens frugt. Gerninger er noget aktivt, noget man gør, hvorimod frugt er noget passivt, for træet, som bærer det, noget, der fremkommer pga. en indre kraft. I den troendes tilfælde er denne kraft Helligånden. Ser vi nu først på lastekataloget i vers 19-21, så kendetegner det også de fleste af de opremsede punkter, at der er tale om handlinger, selvom der er undtagelser. Paulus lægger ikke fingrene imellem i vers 21, når han peger på, hvilken konsekvens det har at give sig af med disse ting. Der er simpelthen ikke frelse for dem, der gør Kødets gerninger. Det er radikalt og eksklusivt sagt, og jeg tror nemt, at man kan have en tendens til at nedtone steder som disse, for de rammer hårdt. Ikke kun, når man tænker i forhold til ikke-kristne venner og familie, men også (eller især), når man ser på sit eget liv. Kan jeg virkeligt sige mig fri for at give mig af med disse ting? Jeg tror, man skal forstå det i lyset af det, jeg pegede på i de forrige vers. I det troende menneske er kampen mellem Ånden og synden. Så jo: jeg synder og gør nogle af disse ting! Når det er sagt, så tror jeg, at det er vigtigt, at man ikke negligerer synden. Syndens konsekvens er død (Rom 5,12), og det er meget alvorligt. Det er derfor vigtigt, at vi bliver mindet om, at vi ikke er gode nok i os selv, men at synden er en virkelighed, som fører mod fortabelse, hvis vi ikke klamrer os til Kristus. Derfor tror jeg, at Paulus siger det så radikalt, som han gør i vers 21. Fra vers kommer nu et såkaldt dydskatalog. Åndens frugt er imodsætning til de forrige punkter kendetegnet ved snarere end handlinger at være en form for tilstande/følelser, selvom det er lidt for unuanceret bare at kalde dem det. Jeg tror bestemt ikke, at det er ubevidst, at apostlen indleder listen med kærlighed. Tænk blot på hvad vi hidtil har læst: tro, virksom i kærlighed, tjen hinanden i

8 kærlighed og Du skal elske din næste som dig selv.. Kærligheden er virkelig Åndens største frugt. Paulus skriver ligeledes til korintherne, hvor fraktioner og splittelser i menigheden var et stort problem: Men stræb efter de største nådegaver! Og jeg vil vise jer en langt bedre vej. (1 Kor 12,31), hvorefter han fortsætter med Kærlighedskapitlet, som slutter med: Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af den er kærligheden. (1 Kor 13,13). Man kan vel nærmest sige, at de efterfølgende punkter i vers er udfoldelser af kærligheden, hvis man sammenligner med beskrivelsen i 1 Kor 13,4-7. Paulus slutter kapitel 5 med at slå fast, at de, der hører Kristus til, ikke længere hører synden/kødet til. I vers 24 er det tydeligt, at der er tale om et inklusivt udtryk. Fordi vi er døde med Kristus, er vi også døde for synden. Vers 25 udtrykker igen den indikativ-imperativstruktur, som jeg tidligere var inde omkring: Når vi lever i Ånden, så skal vi også vandre i Ånden. Kapitel 6: v. 1-10: Paulus indleder dette afsnit med en tænkelig situation. Fordi det kristne menneske står i føromtalte kamp (kødet og Ånden imellem), så vil det opleve at falde i synd. Jeg tror, Paulus, når han her siger menneske, mener en kristen bror eller søster. Der er en sproglig vanskelighed i første del af 6,1, og det kan oversættes lidt forskelligt. Apostlen kan hentyde til, at det pågældende menneske opdages/gribes i en synd af de andre medkristne (lig DO92), men der kan også være tale om, at det er synden som overrumpler/ overrasker/griber mennesket (se HKN's kommentar, s. 31). Jeg ved ikke selv, hvad jeg hælder mest til, men den anden oversættelse tiltaler mig, fordi man ud fra DO92 kunne få den opfattelse, at vi som kristne skal gå og lure på hinanden, at det er vores opgave at holde hinanden i snor. Det, tror jeg ikke, er meningen. Når det er sagt, så formaner apostlen os i dette vers til at hjælpe den pågældende til rette med mildhed. Dette må vel betyde, at man som kristen bror eller søster skal vejlede, trøste, opmuntre, formane den, som er faldet. Apostlen gør opmærksom på, at der er en fare for, at den, som hjælper, selv kan blive grebet af synden. Den måde, som Paulus her beskriver synden, giver mig associationer om sygdom. Pas på du ikke selv bliver smittet!, og der er vel også noget om snakken. Synden er særdeles smitsom. Synd avler synd, er et gammelt mundhæld. Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. (6,2). Her peger apostlen tilbage til 5, Det er næstekærligheden, der skal råde i blandt de kristne, derved opfylder de loven, Kristi lov. Lad os kort standse her og reflektere over, hvordan disse to vers

9 taler ind i vores sammenhæng: Er vi klar til at hjælpe en falden medkristen på rette vej? Bruger vi formaningens mulighed? Og gør vi det nok? Hvorfor/Hvorfor ikke? Har vi det ikke med at læse steder som dette og nikke anerkendende for derefter at gøre det stik modsatte? Jeg må erkende, at jeg har svært ved dette sted. Er det, fordi jeg er konfliktsky? Frygter jeg en mulig pinlig situation? Eller hvorfor går jeg langt uden om formaningens mulighed? Frygter jeg mennesker mere end Gud? De vers, der nu følger, synes jeg, er svære helt at forstå, og jeg vil heller ikke gå dybere ned i dem her. Blot vil jeg trække nogle punkter frem: Paulus taler i versene om det at være stolt (6,3-4). Jeg tror, at tanken er, at ingen i menigheden skal tro, at vedkommende er uden synd. Der er en fare for at komme til at stå som en bedre kristen overfor den, der er faldet, men det er selvbedrag (6,3b). Der er vel tale om en fortjenst-tanke i 6,8, og det er svært ind i en luthersk sammenhæng. Kan man som kristen reelt set vokse åndeligt set, eller hvordan skal verset forstås? Er der tale om det samme som i Bjergprædikenen (Matt 6,19-21)? Paulus slutter afsnittet med at formane galaterne (og os) om at gøre godt mod alle, men især vore trosfæller (6,10). Har kærligheden en sådan plads i vore kristne fællesskaber? v : Nu tager apostlen selv pennen i egen hånd og skriver med store bogstaver (6,11). Atter vender han sig imod judaisterne, der er kommet til menighederne, og hans anklage imod dem er her, at de blot er facade-troende. Omskærelsen er for dem vigtigt for at opretholde facaden over for mennesker. Det, der kendetegner dem, er menneskefrygt og lysten til at behage mennesker frem for Gud. De ønsker ifølge Paulus at modtage goodwill pga. af deres handlinger imod galaterne. Paulus er modsat dem, som han tidligere har slået fast (fx i 1,10; 5,11). Han ønsker ikke at behage mennesker, som judaisterne gør, men han ønsker kun at være stolt af Jesu Kristi kors (6,14). Paulus er blevet korsfæstet med Kristus (det inklusive aspekt). Omskærelsen betyder intet (6,15, sml. 5,6), for det er det indre menneskes forvandling, der er vigtig. Der skal ske en ny skabelse. Det ethvert menneske behøver er Guds retfærdighed, som man får del i, ikke ved at trælle under loven, men ved at tro på Jesus Kristus. Inden han slutter i vers 18 med at ønske Jesu Kristi nåde med galaterne, siger han en bemærkelsesværdig ting i 6,17b:...for jeg bærer Jesu sårmærker på min krop.. Hvad, han henviser til her, er svært at vide, men jeg vil alligevel komme med en mulig forklaring. Det græske ord, som her oversættes med sårmærker er sti,gmata, og det kan oversættes lidt forskelligt. I flere engelske oversættelser gengives det med marks, og en teolog

10 ved navn Jeremy W. Barrier peger på, at der kan være tale om brændemærker, og at apostlen derved henviser til, at han er Jesu slave (jf. 1,10). Jeg tror det sidste er en plausibel mulighed. Der er ikke tale om fysiske sårmærker, som man måske kunne forestille sig (jf. 2 Kor 12,7: en torn i kødet ), men det er billedligt talt. Apostlen oplever i høj grad i sit liv, hvordan han smelter sammen med Kristus og derfor også tager del i hans lidelser. Med andre ord: Når Paulus selv oplever trængsler og lidelser (som han gør meget, jf. 2 Kor 11,23-29), så bestyrkes han i sin tro....trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. (Rom 5,3-4). Disse trængsler, sårmærker, er han stolt over (jf. Rom 5,3a). Han er stolt over at være Kristi tjener (1,10). Om verset skal forstås på den måde, ved jeg ikke, men det er en mulig løsning. Afslutning: Nu har vi gennemgået de to sidste kapitler i Galaterbrevet, og jeg har trukket de ting frem, som jeg især har fundet vigtige (man ville sagtens kunne finde flere/andre ting!). Jeg vil nu forsøge kort at opsummere og sammenfatte, hvad vi har været omkring, og så har jeg udformet nogle spørgsmål til videre samtale og refleksion. Vi er i troen på Kristus retfærdige, hvilket betyder, at vi er blevet befriet fra lovens forbandelse (3,10). Intet menneske kan ved loven blive frelst, og den, der forsøger, Er afskåret fra Kristus (5,4). Den troendes frihed er en frihed til at tjene næsten i kærlighed (5,13-14). Friheden er ikke en absolut uafhængighed, men en frihed i Kristus, en frihed til at tjene (jf. Luthers opstilling). Vi skal ikke tjene, for at blive befriet/frelst, men vi skal tjene, fordi vi er befriet/frelst! (indikativ-imperativ). I det troende menneske kæmper Ånden mod kødet (5,16-18), og denne kamp forbliver så længe mennesket er på denne jord. Selvom den kristne er død for synden, så har synden stadig en kraft ind i dennes liv. Næstekærligheden ( Kristi lov i 6,2) skal være det bærende princip iblandt de kristne. Denne fører bl.a. til kærlig formaning, samt en lang række andre af Åndens frugter (5,22-23). Vi må som kristne være stolte. Ikke over os selv, men over vor Herre Jesus Kristus, i hvem vi er i troen på ham. Der er ikke tale om en ydre omskærelse, men en indre ny skabelse /forvandling.

11 Spørgsmål til refleksion og samtale: Nævn den første ting, der falder dig ind ud fra talen. For galaterne var omskærelsen symbol på lovens forbandelse - Hvad kan være det for os i dag? Mærker du den frihed, som Paulus taler om (5,1.13), i dit eget liv? Hvis ja, hvordan? Mærker du kampen mellem kødet og Ånden i dit liv? Hvis ja, hvordan? Hvilken plads har formaningens mulighed i jeres fællesskab? Benytter du dig af den? Hvordan? Kan du spejle dig i Paulus' stolthed over Jesu kors (6,14)?