MESTRENE OG VEIEN AF C. W. LEADBEATER OVERSAT AF EVA BLYTT KRISTIANIA BLYTT & LUNDS FORLAG TORDENSKJOLDSGADE 2 AAS & WAHL'S BOGTRYKKERI 1/49

Transkript

1 MESTRENE OG VEIEN AF C. W. LEADBEATER OVERSAT AF EVA BLYTT KRISTIANIA BLYTT & LUNDS FORLAG TORDENSKJOLDSGADE 2 AAS & WAHL'S BOGTRYKKERI 1/49

2 Indholdsfortegnelse Indledende bemerkning...3 De Store...4 Kristi Arbejde...13 Mestrenes arbeide...15 Mester og elev...17 Fremskridtets vei...27 De gamle mysterier /49

3 Indledende bemerkning. Hvad der er skrevet i denne bog repræsenterer resultatet af de sidste opdagelser i forbindelse med disse emner - - C. W. Leadbeater. Bogen, som den foreligger i oversat form, er første afsnit af et meget større arbeide, som er udkommet under titel The Inner Life. Den udgjør i sin helhed en lang række indledende kortere foredrag og bemærkninger over mange forskjellige Teosofiske emner, som har været under behandling ved den daglige undervisning i Adyar. Vi fandt, at den første sammenhængende række af disse var af størst betydning for publikum, og oversætter og utgir derfor blot denne. Oversætteren. 3/49

4 De Store. Der er mange mennesker, som selv efter flere aars okkult studium har vanskelig for at forstaa Mestrene, som de virkelig er. Jeg har ofte eller gilder, eller ihvertfald som saa langt fjernet fra os ved sin storhed, at det synes temmelig umulig at kunne opnaa hjælp fra dem. Deres storhed kan ikke benegtes. Fra det synspunkt kan derfor kløften mellem dem og os synes uoverkommelig. Og dog fra et andet synspunkt er de os saa nær, at deres sympati og hjælp blir i høieste grad virkelig. Lad os først og fremst forsøge nøie at bestemme, hvad vi mener med betegnelsen Mester, saa vi kan faa en klar forstaaelse af dem. Med Mester mener vi altid et medlem af det Store Hvite Broderskab, som staar paa et saa høit trin, at han kan ta elever. Nu er det Store Hvide Broderskab en organisation, som er ulig alle andre organisationer f verden, og som derfor ofte har været misopfattet. Den har undertiden været beskrevet som det Himalayiske eller Tibetanske broderskab, og man har dannet sig en forestilling om et samfund af Indiske asketer, som bodde sammen i en utilgjængelig bjergegn. Kanske denne ide for en stor del er fremstaaet derved, at de to brødre, som væsentlig har med det Teosofiske Samfunds stiftelse og arbeide at gjøre, for øieblikket tilfældigvis bor i Tibet og bærer Indiske legemer. For forstaaelse af det virkelige forhold er det bedre at betragte sagen fra en anden side. De fleste teosofer kjender tanken om de fire trin paa Helliggjørelsens vei. De ved, at et menneske, som har passeret gjennem dem og naaet Asekha-trinnet, har fuldført det arbeide, som er bestemt for menneskeheden i denne kjædeperiode, og følgelig er fri for at maatte reinkarnere paa denne eller en anden planet. Foran ham aabner sig da syv veie, som han kan vælge mellem. De fleste fører ham bort fra denne jord til videre virksomhedssfærer, som sandsynligvis er forbundne med solsystemet i sin helhed. De allerfleste af disse vidtkomne mennesker, som allerede har naaet dette maal, er passeret helt ud af vor bevidsthedskreds. Det begrænsede antal, som fremdeles arbeider direkte for os, kan deles i to klasser de som beholder fysiske legemer og de som ikke gjør det. De sidste omtales ofte under navnet Nirmanakayaer. De opholder sig saa at sige mellem denne verden og Nirvana og benytter al sin tid og evne til at udvikle aandelig kraft til gode for menneskeheden. Denne kraft gyder de ind i, hvad man kan betegne som et reservoir, hvorpaa Mestrene og deres elever kan trække til hjælp for sit arbeide med menneskeslægten. Da Nirmanakayaen for saa vidt forblir i berøring med de lavere plan, har han været kaldt Smertens discipel. Men dette er misvisende. Hvad der menes er, at han ikke kan nyde glæden ved det høiere arbeide eller de Nirvanske plan. Han har valgt at forbli paa lavere plan for at hjælpe dem, som endnu lider. Det er ganske sandt, at det at komme tilbage fra det høiere liv til denne verden er som at stige ned fra den friske luft og det herlige solskin til en mørk og ildelugtende hule. Men den som gjør dette for at hjælpe nogen ud af denne hule, er ikke ulykkelig, mens han opholder sig der, men fuld af glæde over at hjælpe, tiltrods for den store modsætning og 4/49

5 frygtelige følelse af fangenskab og fortrykthed. Den som ikke vilde benytte en saadan anledning til at yde hjælp, naar den blev budt ham, vilde efterpaa sikkerlig føle langt mere smerte i form af anger. Naar vi engang virkelig har seet den aandelige nød, verden er stedt i, og deres tilstand, som trænger denslags hjælp, kan vi aldrig mere være ligegyldige for den, saaledes som de, som ikke har seet. De af os, som har seet og forstaaet dette, har heldigvis bestandig til vor disposition et middel, hvorved vi virkelig og absolut kan hjælpe. Smaa som vore anstrengelser kan synes sammenlignet med den glimrende kraftudstraaling fra Nirmanakayaen, kan dog ogsaa vi føie vore beskedne draaber til det store kraftfond i dette reservoir. Enhver følelses- eller fromhedsudgydelse frembringer et dobbelt resultat først paa det væsen, til hvem den sendes, og dernæst paa os selv, som sender den. Men hvis fromheden eller kjærligheden er helt blottet for al tanke paa selvet, medfører den ogsaa et tredie resultat. Almindelig kjærlighed eller fromhed, selv af en hoi slags, bevæger sig i en afgrænset omend aldrig saa stor kurve, og dens resultat kommer tilbage til afsenderen. Den høieste og ædleste del af kraften stiger op til Logos selv, og den herlige besvarelse i form af velsignelse, som øieblikkelig strømmer frem fra ham, falder ned i dette menneskehedens hjælpereservoir. Selv den svageste og fattigste formaar saaledes at hjælpe verden paa denne allerskjønneste maade. Det er dette bidrag til det aandelige kraftreservoir, som er den sandhed, som skjuler sig bag den katolske tanke om at overskuddet af helgenernes gode gjerninger kan komme andre tilgode. Det endnu mere begrænsede antal adepter, som beholder fysiske legemer, forblir i endnu nærmere berøring med os, idet de beklæder visse poster og gjør et vist arbeide, som er nødvendig for vor udvikling. Det er de sidste, som undertiden kaldes det Store Hvide Broderskab og det okkulte hierarki. Det Hvide Broderskab bestaar da af et meget lidet antal høit udviklede mennesker, som ikke tilhører nogen speciel nation, men verden i sin helhed. De bor ikke sammen paa det fysiske plan, skjønt de naturligvis staar i stadig forbindelse med hverandre paa de høiere plan. Da de er hævet over nødvendigheden af at maatte reinkarnere, kan de, naar et legeme er udslidt, vælge et nyt, hvorsomhelst det maatte være bekvemmest for det arbeide, som de ønsker at udføre. Vi behøver saaledes ikke at lægge nogen speciel betydning i hvad nationalitet de legemer har, som de for tiden tilfældigvis bærer. Netop nu er flere af disse legemer Indiske, et er Tibetansk, et Kinesisk, mindst to Engelske, et Italiensk, et Ungarsk, og et Syrisk, mens et blev født paa øen Cypern. Disse legemers nationalitet er som sagt ikke af betydning. Jeg nævner det bare for at vise, at det vilde være feilagtig at tænke paa det herskende hierarki som udelukkende tilhørende en race. Ærbødighed afholder os fra at sige meget om dette hierarkis store overhoved, som holder kontinenternes skjæbne i sin haand, og i hvis navn alle indvielser sker. Han er en af de meget faa af Flammeherrerne, som nu lever paa jorden. De store væsener, som kaldes Flammeherrer eller Ildtaagens børn, kom ned fra Venus for næsten atten millioner aar siden for at hjælpe og lede menneskeudviklingen i vor kjæde. Disse Store tog ikke legemer fra vor dengang helt uudviklede menneskehed, men skabte ved viljekraft selv sine 5/49

6 legemer, som i det ydre lignet vore og var en slags permanent materialisation. Dengang og fremover i tiden var der ingen i vor menneskehed, som var tilstrækkelig udviklet til at kunne beklæde de høiere embeder i dette hierarki. Følgelig trængte og fik vi denne hjælp udenfra. Men menneskeheden er blit mere og mere selvhjulpen, efterhvert som den har udviklet sig, og de store Flammeherrer har derved faaet sin frihed til at kunne hjælpe andre evolutioner. Men en af dem indehar endnu det høieste af alle embeder kongestillingen. Han leder og styrer al udvikling, som finder sted paa denne planet ikke bare menneske- og dyreudviklingen og plante- og mineralrigerne og de endnu lavere elementalriger, men ogsaa naturaandernes og gudernes ikkemenneskelige riger, hvoraf nogen er høit over mennesket. Under ham staar forskjellige departementschefer, og deres arbeide har vi lettere for at forstaa. Vi kan gjøre os et svagt begreb om det store ansvar og den mangeartede virksomhed, som en rodraces Manu maa bære, selv om detaillerne er for vanskelige for os. Vi kan muligens ogsaa til en vis grad tænke os de pligter, som paahviler ham, som hersker over religionen i dette verdensrige. Han udsender religion efter religion, som alle er afpasset efter en speciel folketypes krav og efter den tid i verdenshistorien, da den startes. Han sender undertiden en af sine underordnede som stifter og undertiden inkarnerer han selv, alt eftersom han finder det passende. I østen kalder man denne religionshersker Bodhisattva den som staar paa spranget til at bli Buddha. Den forrige indehaver af dette høie embede var den, som vi kalder den Herre Gautama Buddha. At vinde frem til Buddhaskab bestaar ikke bare i at vinde oplysning, men ogsaa i at ta en stor og vanskelig indvielse. Den som har tat dette skridt kan ikke igjen inkarnere paa jorden, men overgir arbeidet til sin eftermand og passerer i almindelighed helt bort fra enhver forbindelse med jorden. Den Herre Gautama staar dog fremdeles til en vis grad i berøring med verden for fremdeles at kunne yde den hjælp. Engang om aaret viser han sig fremdeles for adepternes broderskab og nedsender sin velsignelse, for at den gjennem dem skal gaa videre til verden i sin almindelighed. Og han kan endnu naaes paa visse maader af dem, som ved hvorledes. Mrs Besant har i sine nyeste bøger fortalt, hvorledes han atter og atter inkarnerte som den store lærer i de første underracer af den Ariske race hvorledes han var Hermes, de Ægyptiske mysteriers stifter ogsaa den første og største Zoroaster, den oprindelige stifter af sol- og ildtilbedelsen, og atter inkarnerte som Orpheus, de Græske mysteriers stifter Selvfølgelig er ikke disse liv bans eneste. Under vore fortidsgranskninger har vi seet ham som stiller ogsaa af andre religioner. Hvad der har staaet i tidligere Teosofiske arbeider, at han fødtes igjen som Shankaracharya, er en feiltagelse. Fra et okkult synspunkt arbeidet de to store lærere ad helt forskjellige linier. Der laa dog et vist faktum til grund for denne paastand, da et af de legemer, som var forberedt af den ene af dem, ogsaa blev benyttet af den anden, som Madame Blavatsky har forklaret i tredie bind af Den Hemmelige Lære". Den dybe ærbødighed og sterke hengivenhed, som man i hele osten føler for den Herre Gautama, skyldes to ting. Han var den første af menneskeslægten, som vandt frem til Buddhaskabets svimlende høide, og kan saaledes med sandhed betegnes som vor races førstegrøde og leder. Alle tidligere Buddhaer 6/49

7 hadde tilhørt andre menneskeslægter, som hadde naaet modenhed i tidligere kjæder. For det andet paatog han sig visse ekstraarbeider, som ligger over vor fatteevne, og som skulde paaskynde menneskehedens fremskridt. Det heder, at da den tid kom, da man ventet, at menneskeheden selv skulde kunne frembringe en, som var moden til at beklæde dette vigtige embede, fandt man ingen, som var helt færdig for det. Men enkelte af vor jorderace hadde da naaet adeptskabets høiere trin, og de første af disse var to venner og brødre af samme udviklingsgrad. Disse to var de mægtige egoer, som vi nu kjender som den Herre Gautama og den Herre Maitreya. I sin store kjærlighed til menneskeslægten paatog den førstnævnte sig frivillig at gjøre den kolossale anstrengelse, som krævedes for at sætte ham istand til at gjøre det fornødne arbeide, mens hans ven og bror besluttet at følge ham som den næste indehaver af dette embede aartusinder senere. Det var den Herre Gautama, som i hine fjerne tider hersket over religionen og undervisningen i verden. Men nu har han overgit dette høie embede til Maitreya, vestens Kristus, som tog disciplen Jesu legeme i de sidste tre aar af sit liv paa det fysiske plan. Og de som kjender sandheden siger, at det ikke vil vare længe, før han atter stiger ned blandt os for at stifte en ny tro. Enhver, som kan fatte denne storartede ide om tingenes virkelige forhold, vil øieblikkelig se, hvor aldeles ørkesløst det er at opsætte en religion i modsætning til en anden og forsøge at omvende nogen fra den ene religion til den anden eller at hæve den enes stifter paa bekostning af den andens. Specielt i sidste tilfælde er dette latterlig, da de to stiftere enten er to elever af samme skole eller to inkarnationer af samme person og derfor i fuldstændig overensstemmelse m. h. t. principer, selv om de for øieblikket kan fremsætte forskjellige sider af sandheden for at imødekomme deres krav, som de henvender sig til. Læren er i sin grund altid den samme, om den end kan variere meget i fremførelsen. Den Herre Maitreya hadde inkarneret flere gange, før han kom i besiddelse af det embede, som han nu har. Men selv i disse tidligere liv synes han altid at ha været en lærer eller øversteprest. Det er nu almindelig kjendt, at de to Mestre, som har været intimest forbundet med det Teosofiske Samfunds arbeide og stiftelse, har paatat sig det verdslige og aandelige førerskab af den nye sjette rodrace, som vil fremstaa i løbet af syv hundrede aar. Mannen eller den verdslige fører er egentlig en autokratisk monark, som ordner alt, forbundet med den nye races fysiske liv. Han forsøger paa alle maader at gjøre den til et saa fuldkomment udtryk som mulig for den ide, som Logos har foresat sig at virkeliggjøre. Den aandelige lærer vil bli ansvarlig for alle de forskjellige religioner i den nye race og ogsaa for undervisningen. Et af hovedformaalene med stiftelsen af det Teosofiske Samfund var tydeligvis, at disse to Mestre skulde kunne samle om sig en flok mennesker, som vilde bli intelligente og villige medarbeidere i dette mægtige arbeide. Der er samlet om dem mennesker, som nu er deres elever, men som ved den tid vil ha opnaaet adepttrinnet. Vi kan da sætte os som maal at bli valgt til at tjene dem i dette deres vidunderlige verdensarbeide. Der vil bli brug for alle mulige begavelser, da arbeidet vil bli høist varieret. Nogen af os vil utvilsomt føle sig mere tiltrukket af den ene side af arbeidet end den anden, alt eftersom følelsen for den ene 7/49

8 eller anden af de to store ledere er overveiende. Det har ofte været sagt, at den enes karakteristik er magt, og den andens kjærlighed og medfølelse. Dette er fuldstændig korrekt, omend det kan vildlede, hvis det misforstaaes. En af de angjældende Mestre har i mange inkarnationer været konge og var det ogsaa i første del af denne. Kongelig magt aabenbarer sig ogsaa i alle hans gestus og i blikket, mens hans broderadepts ansigt altid straaler af kjærlighed og medfølelse. De er af forskjellige straaler eller typer og har hævet sig til sit nuværende trin ad forskjellige linier, og dette er tydelig fremtrædende. Vi vilde dog ta alvorlig feil, hvis vi tænkte paa den første som i nogen henseende mindre kjærlig og medfølende end broderen, eller paa den anden, som skulde han mangle noget i den magt, som den første besidder. Andre Mestre vil ogsaa bli engageret i dette arbeide, og det kan godt være, at nogen af os kan ha dannet vort forbindelsesled gjennem en af disse. Selv de Mestre, som I efter navn kjender bedst, staar sandsynligvis ikke saa klart og tydelig for eder, som de gjør for dem af os, der har havt det privilegium at møde dem ansigt til ansigt og stadig se dem under deres arbeide. Man burde dog forsøge at faa denne forstaaelse. Man burde læse om dem og tænke paa dem, saa Mestrene ikke blev svage idealer, men levende mennesker mennesker nøiagtig som os selv, om end i enhver henseende saa meget mere udviklede. De er ganske vist mennesker, men uden feil, og forekommer os derfor som guder paa grund af den magt, kjærlighed og medfølelse, som straaler ud fra dem. Men, tiltrods for den ærefrygt, som nødvendigvis frembringes ved følelsen af denne store magt, føler man sig aldrig det mindste bange eller trykket i deres nærhed, men altid opløftet. Den som befinder sig nær en af dem, kan ikke andet end føle den dybeste ydmyghed paa grund af den store modsætning mellem sig og ham. Dog føler han samtidig en fast tillid. Naar Mesteren, som ogsaa er menneske, har vundet frem, er denne seir tydeligvis mulig ogsaa for os. I Mesterens nærhed synes alt mulig, ja let, og man ser med undren tilbage paa gaarsdagens vanskeligheder ude af stand til at fatte, hvorledes de kunde volde ophidselse eller fortvilelse. Nu idetmindste føler man, at der aldrig kan bli bekymring, da man har seet tingenes rigtige forhold. Nu vil man aldrig mere glemme, at hvor mørke skyerne end kan være, skinner dog altid solen bag dem. Mestrenes vibrationer er saa sterke, at kun de egenskater fremkaldes, som harmoniserer med dem, saa man vil føle den dybeste tillid og kjærlighed og ønske altid at kunne være i deres nærhed. Man glemmer ikke, at man selv endnu har lidet ønskelige egenskaber, men man føler, at man nu kan beseire dem. Det er en ligegyldig, om Mesteren kjender dem eller ikke, da man er sikker paa, at han har den fuldkomne forstaaelse, og at forstaa alt er at tilgi alt. Til forstaaelse af den menneskelige side ved vore Mestre, kan det kanske hjælpe os at huske, at mange af dem forholdsvis nylig har været kjendt som historiske karakterer. Mesteren K. H. for eksempel fremtraadte i Europa som filosofen Pythagoras. Tidligere var han Ægypter-presten Sarthon og ved en anden leilighed øverste-prest ved et tempel i Agadé i Lille-Asien, hvor han dræbtes i en almindelig massemyrdning under kampen med en barberhær, som feiet ned over dem fra bjergene. Ved den leilighed tog han straks legemet til en Græsk fisker, som var druknet under sit forsøg paa at flygte. I dette 8/49

9 legeme reiste Mesteren til Persien, hvor han ydet den sidste Zoroaster stor hjælp med at stifte den moderne form af Mazdayaznianer-religionen. Senere var han Flamen i Jupitertemplet i Rom og endnu senere Nagarjuna, den store Buddhist-lærer. Vi har fundet ham mange gange i løbet af vore forskninger af nogen af vore gruppemedlemmers tidligere jordeliv, men næsten altid som prest eller lærer. I disse forskninger af den fjerne fortid har vi ofte fundet disciplen Jesus, som i Palæstina hadde det privilegium at gi sit legeme til Kristus. Som resultat af denne handling fik han inkarnationen som Apollonius af Tyana, og i det ellevte aarh. fremtraadte han i Indien som læreren Ramanujacharya, som gjenoplivet det devotionelle element i Hinduismen og hævet den betydelig. I vil ogsaa utvilsomt ha hørt en hel del om andre Mestre foruden de to, som væsentlig har ansvaret for det Teosofiske arbeide. En anden Mester f eks. dikterte Light on the Path og The Idyll of the White Lotus 1. Mens atter en anden bærer ansvaret for en stor del af arbeidet i Europa og har skrevet for os nogen af de ypperste verker, literaturen overhodet eier. Den som engang var disciplen Jesus har specielt paatat sig at overvaage de Kristne kirker. Atter en anden tar sig af arbeidet i Indien. Man vil saaledes se, at verdensudviklingen aldeles ikke er overladt til sig selv og til at komme frem saa godt den selv kan, som folk saa ofte er tilbøielige til at tro. Tvertimod blir den omhyggelig styret og ledet. I virkeligheden er det dette adepthierarki, som styrer den, saa vidt dette er mulig samtidig med, at man lar menneskene ha sin egen frie vilje. Gjennem sine agenter forsøger stadig Broderskabets medlemmer at arbeide gjennem de indflydelsesrige folk i verden og indskyder raad og veiledning i deres hjerner og forsøger at drive dem frem mod det universelle broderskabs store fremtid, da krig vil ha ophørt. Men vi maa erindre, at alle de angjældende menneskers karma maa tages i betragtning og respekteres. Det vilde uden tvil være let at tvinge verden frem meget hurtigere end nu, men det vilde ikke være til gode for de angjældende mennesker. Mesteren K. H. sa engang i et brev, som jeg fik fra ham: Naturligvis kunde jeg let nøiagtig sige Dig, hvad Du burde gjøre, og naturligvis vilde Du gjøre det. Men da vilde handlingens karma bli min og ikke Din, og Du vilde kun vinde den karma, Du høstet ved din lydighed. Menneskene maa lære ikke bare at bli intelligente tjenere. De maa ogsaa lære at bli medarbeidere, da de selv en dag vil ha samme arbeide at gjøre. Skal de kunne overta større ansvar i fremtiden, maa de være villige til at paata sig det mindre ansvar nu. Undertiden hænder det, at vi stilles paa en ansvarsfuid post eller faar anledning til at øve indflydelse paa verdensudviklingen, men dette sker kanske engang i løbet af mange hundrede liv. Naar et saadant tilbud kommer, benytter vi os af det eller lar det gaa os forbi, alt efter som vi har vænnet os til at benytte os af de mindre anledninger i det daglige liv og der at gjøre og vælge det rigtige. Vi vil da gjøre det automatisk i det kritiske øieblik. Vore anledninger til at gjøre godt eller ondt er sædvanligvis kun smaa, naar det gjælder verden i sin almindelighed. Men naar vi ufravigelig og automatisk har lært at vælge det rigtige i disse mindre ting, vil det Store Broderskab føle, at det trygt kan stole paa os i større sager. Det er 1 I svensk oversættelse Ljus paa vägen og Sagan om den hvita Lotusblomman. 9/49

10 sandelig paa tide, at vi begynder, at faa forstaaelse af disse Store. Vi maa forstaa, at de er mennesker som os selv og indbyrdes forskjellige fra hverandre som vi er forskjellige, omend paa et saa meget høiere stadium. Visdom, magt og kjærlighed er ligelig tilstede hos dem alle, og dog er de ikke ens. De staar ved topen af menneskestigen. Men lad os ikke glemme, at vi er etsteds paa dens lavere trin, og at vi ogsaa en dag skal naa deres trin og staa, hvor de nu staar. Et vigtig faktum er deres alsidige udvikling. Undersøger vi os selv, vil vi sikkert finde, at vi til en vis grad er uharmoniske i vor udikling, ensidige i visse retninger. Nogen af os har videnskabelig evne og intellektuel udikling, men mangler i en bedrøvelig grad fromhed og medfølelse. Andre er helt besjælet af fromhed, men har en skrøbelig intellektuel side. En Mester er fuldkommen ad begge disse linier, hvad vi let kan se, hvis vi f. eks. tænker paa Pythagoras glimrende intelligens sammen med Mesteren K. H.s kjærlighed og medfølelse. Vi maa ikke misforstaa deres vidunderlige viden. For at vinde frem til adeptskab maa de blandt andet ha kastet af Avidya s eller Uvidenhedens lænke. Det har ofte været sagt, at man for at kaste af uvidenhed maa opnaa alvidenhed. Vi véd dog fra personlig bekjendtskab med dem, at dette ikke er saa i rent bogstavelig forstand. Der er f. eks. Mestre, som ikke kjender alle sprog, andre som ikke er kunstnere og musikere o. s. v. Den virkelige betydning af at afkaste Uvidenhedens lænke er utvilsomt, at man erhverver en evne, hvorved man hvert øieblik kan beherske hvilkensomhelst kundskab om hvilketsomhelst emne, man tilfældigvis retter sin opmærksomhed mod. De har visselig ikke alle kjendsgjerninger lagret i sine fysiske hjerner, men kan meget hurtig opnaa hvilkensomhelst kundskab, de maatte ønske, hvad vi f. eks. kan se i forb. m. sprogspørsmaalet. Hvis en Mester ønsker at skrive et brev i et sprog, som han ikke kjender, benytter han meget ofte en elevs hjerne, som kjender angjældende sprog. Han kaster da ind i denne hjerne sine tanker og bruger saa de ord, som han ser tanken iklæde sig. Hvis et menneske taler til dem i et sprog, de ikke forstaar, kan de øieblikkelig paa det mentale plan gribe den tanke, som ligger bag de uforstaaelige ord. Man spør ofte om et almindelig menneske, som møder en Mester paa det fysiske plan, øieblikkelig vilde kjende ham som saadan. Han vilde sikkert finde, at adepten gjorde et dybt indtryk paa ham, finde ham ædel, ærværdig, hellig og alvorlig. Han kunde vanskelig la være at føle, at han var i nærheden af et mærkelig menneske. Men for sikkert at vide, at dette menneske var en adept, maatte han se hans aarsagslegeme, hvad det almindelige menneske naturligvis ikke vilde kunne. I aarsagslegemet viser udviklingen sig ved en øget størrelse og en speciel ordning af farverne, som er forskjellig for hver af de syv store typer. Men alt dette vilde være udenfor det almindelige menneskes iagttagelsesevne. Adepter har ikke noget bestemt ydre særkjende, hvorefter de kan kjendes, skjønt de alle eier en egen ro og godhed. Deres ansigter er altid præget af et glad alvor, af den fred, som overgaar al forstand. De fleste er overordentlig vakre, deres fysiske legemer er fuldkomne, da de lever paa en absolut hygienisk maade og fremforalt aldrig er nervøse eller maser med unødige bekymringer. Hos de fleste af os er der endnu meget karma af forskjellig slags, 10/49

11 som maa udarbeides, og denne karma modificerer blandt andet vore fysiske legemers ydre. Men i deres tilfælde er karma forlængst udtømt, og følgelig er det fysiske legeme et fuldkomment udtryk paa det fysiske plan for augoiden eller egoets herlighedslegeme. En Mesters legeme er derfor sædvanligvis overordentlig vakkert. Ogsaa vil ethvert nyt legeme, som han tar i en følgende inkarnation, være næsten nøiagtig reproduktion af det gamle, da der ikke er noget, som forandrer det. Et andet mærkelig faktum er, at de kan bevare sine fysiske legemer meget længer end vi hvad der uden tvil skyldes den fuldkomne sundhed, og at de, hvad vi tidligere nævnte, aldrig gjør sig unødige bekymringer. Næsten alle de Mestre, vi kjender, viser sig som mænd i livets blomstring. Dog er der i mange tilfælder tegn, som tyder paa, at deres fysiske legemer forlængst maa ha passeret den almindelige menneskealder. Jeg har hørt Mme Blavatsky sige, at hendes Mester, som han nu viser sig, ikke ser en dag ældre ud, end da hun første gang saa ham i sin barndom for seksti aar tilbage. Kun i et eneste tilfælde, hvor det gjælder en Mester, som nylig har naaet adeptskab i det legeme, som han endnu bærer, er der en vis haardhed i trækkene. Dette er utvilsomt resultat af en levning af tidligere karma, bragt over i denne inkarnation. Men naar han vælger et nyt legeme, vil han sikkert ikke længer bære denne karakteristik. Mestrene forholder sig sandsynligvis tausere end de fleste andre mennesker. Travle mennesker har ikke meget tid til snak, og de er absolut de travleste mennesker i verden. Deres elev Mme Blavatsky konverserte aldeles brilliant, men hun talte aldrig kun for konversationens skyld. Det samme gjælder dem. En Mester taler aldrig uden i en bestemt hensigt, og hans hensigt er altid at opmuntre, hjælpe eller advare. Han taler altid mildt og med den største venlighed, skjønt han ofte forraader en skarp sans for det komiske. Dog er han altid venlig og bruger aldrig denne sans for at saare, men altid for at belyse Veiens vanskeligheder eller mildne en nødvendig irettesættelse. Et menneske, som ikke eier humoristisk sans, vil sandsynligvis ikke kunne gjøre meget fremskridt i det okkulte. Det er kun et lidet antal af adepterne, som beholder fysiske legemer for at hjælpe verdensudviklingen, kanske femti, seksti i alt. Men vi maa huske, at de fleste af dem ikke tar elever, da de er optat med andet arbeide. Madame Blavatsky anvendte ordet adept meget løselig. Paa et sted taler hun endog baade om indviede adepter og om adepter, som ikke er det. I alle senere skrifter har vi anvendt ordet indviet paa dem, som har passeret idetmindste det første af de fire store trin paa Helliggjørelsens vei 2, og ordet adept har vi kun anvendt paa dem, som har naaet Asekhatrinnet og fuldendt den udvikling, som kræves i denne verdenskjæde. Asekhaens dagsbevidsthed hviler normalt paa det nirvanske og atmiske plan. Men af det antal, som allerede har naaet adeptskab, beholder kun en meget liden del fysiske legemer og forblir i berøring med jorden for at hjælpe den. Og af disse er en endnu mindre del villig til under visse betingelser at anta menneskene som elever eller disciple. Det er bare til disse sidste (det mindste antal), at vi gir navnet Mester. Omend de er faa, er deres embede af uberegnelig betydning, da det uden deres hjælp vilde være umulig for mennesket at 2 Se Discipelskabets Vei.Kristi arbeide. 11/49

12 passere Indvielsens port. 12/49

13 Kristi Arbejde I spør om det store væsen, som vi kalder Kristus, den Herre Maitreya, om hans arbeide i fortid og fremtid? Det er et stort emne og vanskelig at behandle frit paa grund af de begrænsninger, som omgir os. Det kan kanske være gavnlig at fortælle, at der er, hvad man kunde kalde, et departement for verdens indenrigsstyre, som er viet den religiøse undervisning religionernes stiftelse og inspiration o. s. v. Det er Kristus, som forestaar dette departement. Undertiden fremtrær han selv paa jorden for at stifte en stor religion, og undertiden betror han denslags arbeide til en af sine viderekomne hjælpere. Vi maa betragte ham som den, der hele tiden udøver et slags stadig tryk bagenfra, saa den anvendte kraft flyder saa at si automatisk ind i enhver kanal af hvilkensomhelst art, paa hvilketsomhelst sted, som er aabent for dens passage. Han arbeider saaledes samtidig gjennem alle religioner og bruger alt, som er godt, fromheden og selvopofrelsen i alle. Det er naturligvis beklagelig, at disse religioner kanske spilder sin kraft med at bekjæmpe hinanden paa det fysiske plan. Men det gjør ikke megen forskjel i det faktum, at alt, som er godt i hver enkelt af dem bruges samtidig af den samme store kraft, som virker fra bagsiden. Dette gjælder naturligvis alle store bevægelser i verden. Hver eneste liden del af godt i dem bruges som en kanal, mens det onde i dem i hvert tilfælde er et lige saa stort beklagelig kraftspilde, som kunde været nyttiggjort, hadde folk været klogere. Det afsnit i Den Hemmelige Lære, som har overskriften Mysteriet om Buddha fortæller meget om dette religionsdepartements ledere og gir tildels ogsaa nyttige vink om Kristus. Dette er et overordentlig interessant emne for vore medlemmer, da en af vore Mestre staar i et specielt nært forhold til dette departement. Om Kristi forestaaende komme og det arbeide, som han skal gjøre, faar man bedst besked ved at læse Mrs Besant s bog The Changing World 3 Tiden for hans komme er ikke fjern, og det legeme, som han kommer til at bære, er endogsaa allerede født blandt os. Alt dette var bestemt for mange tusind aar siden noget af det i sin mindste enkelthed, om der end, som det synes, er mange forandringer m. h. t. andre punkter. Den absolute sikkerhed, hvormed disse store væsener lægger sine planer mange tusind aar forud, er et af de vidunderligste træk i dette deres kolossale arbeide. Undertiden tillades det os, som har udviklet de høiere plans sanser, at faa et glimt af deres mægtige planer og at se en flig af det slør løftes, som tilhyller fremtiden. Undertiden har vi ogsaa faaet glimt af deres planer paa en anden maade. Under vor granskning af de fjerne fortidsbilleder har vi fundet, at de har kommet med forudsigelser, hvis opfyldelse nu sker lige for vore øine. Jeg ved ikke noget mere gribende, noget interessantere end et saadant indblik. Den kolossale storhed i deres planer er fuldstændig betagende, og dog gjør den rolige værdighed, den absolute sikkerhed, som karakteriserer det hele, endnu større indtryk. Ikke bare individer, men selv nationer er brikker i dette spil. Men hverken nation eller individ tvinges til at spille nogen given rolle. De blir kun budt anledningen. Hvis de ikke vil benytte sig af den, er der 3 Oversat til Norsk under titelen, Tidsskifte og Den nærmeste Fremtid. Blytt & Lunds forlag. 13/49

14 altid en lavere færdig til at skride ind og udfylde pladsen. Men en ting er idetmindste absolut sikker, at det bestemte maal vil naaes, hvem der end blir instrumentet. For formidleren er det af stor betydning, gjennem hvis formidling dette vil ske, men aldeles ikke for det almindelige verdensfremskridt. For nitten hundrede aar siden blev Apollonius af Tyana udsendt af Broderskabet paa en mission, som blandt andre ting bestod i at stifte visse magnetiske centrer i forskjellige lande. Han fik gjenstande med magnetisk kraft (talisman), som han skulde begrave paa disse udvalgte steder, for at den kraft, som de udstraalet, kunde forberede disse steder til at bli centrer for store begivenheder i fremtiden. Nogen af disse centrer er allerede benyttet, men andre ikke, og alle disse skal i den nærmeste fremtid bruges i forbindelse med den kommende Kristi arbeide. Mange af enkelthederne ved hans arbeide var allerede bestemt planlagt næsten to tusind aar tilbage, og selv paa det fysiske plan blev der truffet foranstaltninger for at forberede det. Naar vi først faar oie paa denne absolute sikkerhed, svinder al tvil og betænkning, ængstelse og bekymring. Vi føler fuldkommen fred og tilfredshed og den mest absolute tillid til de kræfter, som styrer verden. 14/49

15 Mestrenes arbeide. Mestrenes arbeide paa deres eget plan er ikke let at udgrunde, om vi end kan forstaa, at det maa være en umaadelig virksomhed, de udfolder. Det antal adepter, som endnu beholder fysiske legemer, er kun lidet, og dog er omsorgen for alle evolutioner, som finder sted paa denne klode, lagt i deres hænder. For menneskehedens vedkommende synes de at dele verden i sogn. Men deres sogn er kontinenter, og for hvert kontinent udnævnes en adept til at styre det. Det Teosofiske Samfund synes nærmest at være en mission, udsendt fra hovedkvartererne. De, som tar del i det Teosofiske arbeide, arbeider derfor ikke for noget bestemt sogn eller nogen bestemt religionsform, men for menneskeheden som et hele. Det er paa menneskeheden som et hele eller idetmindste paa menneskeheden som masse, at Mestrene hovedsagelig virker. De har et departement, som forsøger at indvirke paa de indflydelsesrige folk i verden og faa dem til at gaa i rigtig retning. De paavirker konger og statsmænd i retning af fred og indpoder store prædikanter og lærere mere liberale ideer og løfter kunstneres forestillingsverden, saa samfundet gjennem dem kan bli gjort lidt lykkeligere og bedre. Men arbeidet i denslags departementer er væsentlig betroet eleverne, mens Mestrene selv behandler egoerne i deres aarsagslegemer. De gyder aandelig indflydelse ned paa dem og udsender straaler, som sollyset sender sine straaler paa blomsterne, og opvækker derved alt det ædleste og bedste i dem og paaskynder deres vækst. Mange mennesker er sig undertiden bevidst hjælpende indflydelser af denne art, men er ikke istand til at se, hvor de kommer fra. Gjennemsnitsmenneskets aarsagslegeme har fortiden næsten ingen bevidsthed om ting udenfor sig selv paa sit eget plan. Det er i en tilstand, som ligner kyllingens i egget. Denne er helt ubevidst om aarsagen til den varme, som ikke destomindre stimulerer dens vækst. Naar en person naar det trin, da han bryder gjennem sit skal og blir istand til at besvare ydre indtryk, antar hele processen en anden karakter og paaskyndes umaadelig. Selv dyrenes gruppesjæle paa den lavere del af mentalplanet indvirkes paa og hjælpes af denslags indflydelse. Kraften overgyder ligesom solskinnet det hele plan og indvirker til en vis grad paa alt, som er inden dens rækkevidde. Naar Mestrene udgyder denne kraft, benytter de sig af specielle leiligheder og steder, hvor der er et sterkt magnetisk centrum. De benytter sig af steder, hvor et hellig menneske har levet og er død, eller hvor en relikvie af en saadan person skaber en gunstig atmosfære. De lar sin egen kraft straale ud langs de kanaler, som allerede er forberedte. Naar mange pilgrime er forsamlede og befinder sig i en modtagelig stemning, benytter de sig af denne anledning og udgyder sin kraft paa folket gjennem de kanaler, som det har lært at vente hjælp og velsignelse gjennem. Det skyldes denne slags hjælp, som gies ovenfra, at menneskeheden har naaet frem til sit nuværende trin. Vi er endnu i fjerde runde, som ifølge loven skulde vies udviklingen af begjær og følelse. Alligevel holder vi allerede paa med at udfolde intelligensen, som vil bli særkjendet for femte runde. Dette skyldes det umaadelige krafttilskud, som vor evolution modtog, da Flammeherrerne fra Venus kom ned, ligeledes adepternes arbeide, som har 15/49

16 bevaret denne indflydelse for os og stadig ofret sig, for at vi skulde gjøre hurtigere fremskridt. De, som forstaar noget af dette arbeide og har nydt den specielle gunst at se Mestrene udføre det, vilde aldrig for et øieblik tænke paa at afbryde dem i et saa altruistisk foretagende ved at komme med noget personlig krav. Deres arbeides store betydning og uhyre omfang gjør det indlysende, at det er umulig for dem at opta personlig arbeide med individer. I de tilfælder, hvor denslags arbeide maa gjøres, udføres det altid af elever eller ved hjælp af elementaler og naturaander. Derfor blir det absolut elevens pligt at lære at udføre noget af dette lavere arbeide, af den gode grund, at hvis han ikke gjør det, vil arbeidet fortiden forbli ugjort. Det vil tydeligvis være umulig for Mestrene at forlade sit langt større arbeide for den hele verden for at tilse de individuelle tilfælder. De usynlige hjælperes arbeide paa astralplanet vilde simpelthen ikke bli gjort, medmindre der var elever paa det trin, da dette er det bedste arbeide, som de kan gjøre. Saa snart de er over dette trin og kan gjøre høiere arbeide, vil det høiere arbeide visselig gies dem. Man spør undertiden, hvorfor Mestrene saa ofte arbeider gjennem ufuldkomne instrumenter. Svaret er tydeligvis, at de ikke har tid til at gjøre arbeidet selv og derfor maa anvende de forhaandenværende instrumenter, hvis ikke arbeidet skal forbli ugjort. Mestrene kunde f. eks. sikkerlig skrive de bøger, som udgives for at hjælpe menneskeheden, meget bedre end nogen af sine elever og fuldstændig undgaa feilagtige eller ufuldkomne fremstillinger. Men de har absolut ikke tid til at ofre sig for saadant arbeide, og derfor vilde det forbli ugjort, hvis ikke elever gjorde det. Om Mestrene udførte det, vilde de desuden berøve dem, som kan gjøre det, anledningen til at skabe god karma. Sikkerlig gjør ikke eleverne det godt, men alligevel godt nok for dem, som ved saa meget mindre. Vi maa huske, at enhver Mester har til sin raadighed et vist kvantum kraft, som tiltrods for at det synes os kolossalt stort, dog er en begrænset mængde. Og denne kraft er det hans pligt at anvende til menneskehedens hjælp. Derfor vilde det, om vi saa tør sige, være absolut galt for ham, at spilde denne kraft paa noget lavere end selve det høieste, den kan naa, eller bruge den paa individuelle tilfælder, omend aldrig saa fortjenstfulde, naar den kan faa en saa meget bedre anvendelse for det fælles gode. 16/49

17 Mester og elev. Vi har allerede hørt, at der af det forholdsvis lille antal adepter, som beholder fysiske legemer og beklær de embeder, som er forbundet med verdensstyrelsen under det store hierarkie, er et endnu mindre antal, som modtar elever, og som vi derfor gir navnet Mester. Lad os da se, hvad det betyr at være en elev af en af disse Mestre, hvad der ventes af den, som aspirerer til denne stilling, og hvilket arbeide han maa gjøre. Lad os først ha det klart for os, at Mestrene helt og holdent har viet sig til menneskehedens tjeneste, og at de er helt optat af dette arbeide og har udelukket ethvert andet hensyn. I vor tidligere omtale af dette emne, sa jeg, at en Mester kun har et vist kvantum kraft til sin raadighed. Om dette kraftfond kan forekomme os næsten uudtømmelig, er han ikke desto mindre overordentlig omhyggelig med at bruge det saaledes, at han ikke gir ud et eneste gram af det forgjæves. At undervise en elev vil tydeligvis lægge beslag baade paa hans tid og dette kraftfond. Da han nu betragter alt ud fra den nytte det gjør evolutionens fremme, vil han ikke spendere denne tid og kraft paa noget menneske, medmindre han ser, at det er en god indsats, han gjør. Han vil ta en person som elev, eller kanske vi burde sige som læresvend, hvis han ser, at den tid og kraft, han anvender til at træne ham, eventuelt frembringer et større resultat, end om han anvendte den samme kraft paa en anden maade ellers ikke. En person kunde f. eks. ha mange egenskaber, som kunde gjøre ham nyttig som hjælper, men samtidig en eller anden stor feil, som vilde være en stadig hindring i hans vei og tilintetgjøre meget af det gode, han ellers kunde gjøre. Ingen Mester vilde anta et saadant menneske som elev, men sige til ham: Gaa og arbeid paa Dig selv og bekjæmp Din specielle feil, og naar Du har seiret, vil jeg ta Dig som min specielle assistent og træne Dig videre. Mange af vore alvorligste studenter er opfyldte af den mest altruistiske følelse, og da de føler sig forskjellige fra de fleste andre mennesker, siger de undertiden til sig selv: Jeg vil saa inderlig gjerne arbeide for menneskeheden, hvorfor vil ikke Mesteren lære mig? Lad os se sandheden i øinene. Mesteren vil ikke træne Dig, fordi Du endnu er fuld af alle slags smaa ufullkommenheter. Det er ganske sandt, som Du utvilsomt føler hos Dig selv, at Din godgjørenhet, Din venlighed, Dit alvorlige ønske om at hjælpe langt oppveier de mindre feil paa debetsiden. Men husk, at der er tusind mennesker i verden, som er godgjørende og velmente, og at Du kun atskiller Dig fra dem forsaavidt, at du tilfældigvis har lidt mere kundskab og derved er istand til at lede Din godgjørenhet i mere avgjort nyttige kanaler end de andre. Hvis dette var alle de egenskaber, som krævedes for discipel, kunde hver Mester ha tusind af elever, og hans hele tid vilde være optat med forsørget paa at forme disse faa tusind mennesker med alle deres smaa feil paa det astrale og fysiske plan. Men imidlertid maatte Mesterens storartede arbeide med egoerne paa de høiere plan fuldstændig tilsidesetter. At være en Mesters elev bestaar fremfor alt i at maatte se paa livet som Mesteren ser paa det, helt og holdent ud fra, hvad der bedst tjener verdens 17/49

18 fremskridt. Eleven maa være parat til absolut at glemme sig selv og utslette sin personlighet fuldstændig. Han maa forstaa, at dette ikke bare er en poetisk maade, men at det betyr nøiagtig, hvad det siger, nemlig ikke at ha nogetsomheist personlig ønske, men at være villig til at innrette hele sit liv i overensstemmelse med det arbeide, han skal gjøre. Hvor mange af os er der, som af et fult hjerte er villige til at ta bare dette første skridt hen mod antatt discipel? Tænk, hvad det vil sige at bli en discipel. Naar nogen tilbyr sig til en saadan stilling, vil Mesteren straks sige, om han anser ham for skikket til at indtraede som discipel. Hvis kandidaten viser sig at være temmelig nær besiddelse af de nødvendige egenskaber, kan Mesteren ta ham paa prøve. Dette er da ensbetydende med, at han i løbet af nogen aar vil være under streng observation. Syv aar er gjennemsnitstiden for denne prøve. Men den kan bli meget forlænget, hvis kandidaten skulde vise sig ikke at opfylde forventningerne. Den kan ogsaa afkortes meget, hvis han virkelig forsøger at opdrage sig selv. Jeg har vidst om tilfælder, hvor prøvetiden er blit forlænget til tredive aar. Jeg har ogsaa seet den reduceret til fem aar, ja selv tre, og i et tilfælde varte den kun fem maaneder. I denne prøvetid er eleven ikke paa nogen maade i nogen slags direkte forbindelse med Mesteren. Han vil sandsynligvis hverken høre eller se noget til ham. Heller ikke blir der som regel lagt specielle prøvelser eller vanskeligheder i hans vei. Han blir simpelthen omhyggelig vogtet i sit forhold til alle livets smaa daglige besvær. For bekvemt at kunne iagttage ham, danner Mesteren et saakaldt levende billede af enhver saadan prøve-elev, d. v. s. en nøiagtig dublet af personens astral- og tankelegeme. Dette billede bevarer han paa et sted, hvor han let kan naa det og sætter det i magnetisk rapport med personen selv, saa hver modifikation i tanke eller følelse i personens egne vehikler nøiagtig reproduceres i billedet. Disse billeder undersøges daglig af Mesteren, som paa denne maade med mindst mulig besvær opnaar en fuldkommen akkurat indberetning af sin fremtidige elevs tanker og følelser. Herved er han saa istand til at bestemme, naar han kan lade ham træde i det meget nærmere forhold til sig det andet trin som antat elev. Husk, at Mesteren er en kanal for Logoskræfternes spredelse, og ikke bare en ubevidst kanal, men en meget intelligent ko-operatør. Dette er han, fordi han selv er en bevidst del af Logos. Nøiagtig paa samme maade er paa et lavere trin den antagne elev en kanal for Mesterens kræfter, men han maa heller ikke være en ubevidst kanal, men en intelligent ko-operatør, og derfor maa han bli en del af Mesterens bevidsthed. En antat elev forenes med sin Mesters bevidsthed til en saa høi grad, at hvadsomhelst han ser eller hører vil være inden Mesterens kundskab. Mesteren vil dog ikke nødvendigvis se eller høre det samtidig, skjønt dette ofte hænder, men det blir en del af Mesterens hukommelse ligefuldt som af elevens. Hvadsomhelst eleven føler eller tænker er inden hans Mesters astral- og mental-legeme. Naar vi forstaar, hvad dette fuldtud vil sige, ser vi tydelig, hvorfor det vilde være fuldstændig umulig for Mesteren at anta en elev, før dennes tanker og følelser var saaledes, at Mesteren kunde ønske at huse dem. Uheldigvis hænder det undertiden, at der kommer ind i elevens sind en 18/49

19 tanke, som ikke er skikket til at huses af Mesteren. Øieblikkelig Mesteren føler dette, reiser han en barriere og stænger ude denne vibration. Men dette drager for et øieblik hans opmærksomhed bort fra hans andet arbeide og beslaglægger en vis kraft. Vi ser tydelig, at det vilde være umulig for en Mester at ingaa et saadant forhold med en, som ofte hengav sig til tanker, som var uskikkede for Mesterens sind. Stadig eller ofte at maatte vende sig bort fra sit arbeide for at udelukke upassende tanker eller følelser vilde tydeligvis være en aldeles utaalelig prøve paa Mesterens tid og kraft. Det er ikke paa grund af mangel paa medfølelse eller taalmodighed, at en Mester ikke kan ta en saadan person. Det er simpelthen, forti det hverken vilde være godt for hans tid eller energi. Det er simpelthen hans pligt at gjøre den bedst mulige nytte af begge. Hvis en person føler sig værdig til at antaes som elev og undres, hvorfor dette privilegium ikke allerede er blit ham tildel, maa han nøie iagtta sig selv i løbet af en eneste dag og spørge, om der denne dag har været nogen tanke eller følelse hos ham, som vilde ha været Mesteren uværdig. Husk, at det ikke bare er afgjort onde eller uvenlige tanker, som er Mesteren uværdige, men ogsaa de smaalige, kritiske og irriterte tanker, fremfor alt tanker paa selvet. Hvem af os strækker da til? Den virkning, som Mesteren søger at frembringe ved denne vidunderlige intime forbindelse er, at elevens vehikler blir harmoniske og afstemte det samme resultat som en Indisk lærer forsøger at vinde ved altid at holde sine disciple nær sig fysisk. Hvad der end kan være den foreskrevne specielle slags øvelse eller studium, saa er i alle tilfælde hovedvirkningen paa eleven ikke den, som frembringes derved, men den som kommer ved stadig at være i Mesterens nærhed. Hovedvirkningen paa eleven frembringes ved det stadige samvær med Mesteren og ikke ved de foreskrevne øvelser og studier. Elevens forskjellige vehikler vibrerer efter sin vanlige hurtighedsgrad allesammen sandsynligvis med mange og forskjellige hurtighedsgrader, som skyldes den statige strøm af forbigaaende, vekslende følelser og tanker. Elevens første og vanskeligste arbeide er at omdanne hele dette kaos til orden at udviske hærskaren af mindre interesser og beherske de vandrende tanker, og dette maa naaes ved at udøve et stadig viljetryk paa alle vehikler gjennem en lang række aar. Saalænge han endnu fører et verdensliv øges vanskeligheden for at kunne gjøre dette. Det uophørlige tryk af forstyrrende tanker og følelsesbølger gir ham ikke et øiebliks ro eller leilighed til at samle sine kræfter til en virkelig anstrengelse. I Indien trækker derfor den, som ønsker at leve det høiere liv sig tilbage til junglen. Derfor har der ogsaa i alle lande og til alle tider været mennesker, som har været villige til at opta eneboerens kontemplative liv. Eneboeren har idetmindste pusterum og hvile fra te stadige sammenstød med andre, saa han kan faa tid til sammenhængende tænkning. Han har lidet, som hindrer ham i hans kamp, og naturens rolige indflydelse er endog til en vis grad gavnlig. Men den, som stadig lever nær en, som allerede er paa Veien, har en endnu større fordel. En saadan lærer har allerede bragt sine vehikler til ro og vænnet dem til at besvare bare enkelte omhyggelig udvalgte vibrationsgrader istedetfor at vibrere paa hundrede forskjellige lunefulde maader. Disse faa vibrationsgrader er meget sterke og stadige. Dag og nat, enten disciplen sover 19/49

20 eller er vaagen, spiller de uophørlig paa hans vehikler og hæver ham gradvis til lærerens plan. Intet uden tid og intimt samvær vil frembringe denne virkning, men heller ikke da for alle, kun for dem, som kan afstemmes paa denne maade. Mange lærere forlanger at se en del af denne udvikling, før de meddeler sine specielle udviklingsmetoder. Før de underviser en elev om ting, som let kan gjøre ham skade, hvis de misbruges, ønsker de synlig erfaring for at han tilhører den type, som denne undervisning passer for. Eleven maa være saa modtagelig for sin lærers indflydelse, at han kan holde sig oppe ved dens hjælp, naar prøvelsen kommer. De, som Mesteren udvælger, har saaledes den største fordel af at staa i et saadant nært og intimt forhold til ham. Dette er da hvad som menes med at være Mesterens antagne discipel: at personen blir en slags udpost for denne Mesters bevidsthed, saa de Stores kraft kan udgydes gjennem ham, og verden forbedres gjennem hans liv og virke. Eleven er i saa intim berøring med Mesterens tankeliv, at han til hvilkensomhelst tid kan se Mesterens tanker om hvilketsomhelst emne, og paa den maade frelses han ofte fra at begaa feiltagelser. Mesteren kan i hvilketsomhelst øieblik sende en tanke gjennem denne elev enten som raad eller befaling. Hvis f. eks. eleven skriver et brev eller holder et foredrag, er Mesteren i sin underbevidsthed opmærksom paa dette faktum og kan i hvilketsomhelst øieblik kaste ind i elevens tanke en sætning for brevet eller en nyttig illustration for foredraget. Paa tidligere stadier er eleven ofte ubevidst om dette faktum og tænker, at disse ideer har opstaaet spontant i hans eget sind, men han lærer meget snart at kjende Mesterens tanke. Dette er det i virkeligheden absolut nødvendig at han gjør. Der er nemlig mange andre væsener paa astral-og mental-planet, som er parate til paa den venligste maade og med de bedste hensigter at gi lignende vink. Det er derfor sikkerlig godt, at eleven lærer at skjelne, fra hvem de kommer. Vi maa dog ikke sammenblande det at en Mester bruger sin elevs legeme paa denne maade med det mediumskab, som vi saa ofte har karakteriseret som urigtig. Der har f. eks. Været anledninger, da en eller anden af vore Mestre har talt gjennem vor Præsident. Man har da iagttat, at stemmen og manerer, ja selv hendes træk helt har forandret sig. Men man maa huske, at hun i alle denslags tilfælder har beholdt den fuldeste bevidsthed og nøie har vidst, hvem som talte og hvorfor. Det er en saa forskjellig tilstand fra, hvad man i almindelighed har forstaaet med mediumskab, at det vilde være ganske uretfærdig at gi den samme navn. Mod denslags brug af en elevs legeme, kan man ikke gjøre nogen indvending. Men det er kun med meget faa elever, at Mestrene nogensinde har gjort dette. Naar det hænder, er Præsidentens bevidsthed lige fuldt aktiv i hendes fysiske hjerne, men istedetfor selv at styre sit taleorgan, lytter hun, mens Mesteren bruger det. Han formulerer sætningerne i sin egen hjerne og overfører dem til hendes. Mens dette gjøres, kan hun bruge sin egen tankeevne saa at sige passivt, lytte, forstaa og beundre. Men jeg antar neppe, at det vilde være mulig for hende i akkurat samme øieblik at danne en sætning over et helt forskjellig emne. Jeg formoder, at den høieste form af spiritualistisk kontrol mere eller mindre nærmer sig dette, dog sandsynligvis meget sjelden og neppe nogensinde fuldstændig. 20/49