Oldtidens Arabien som baggrund for for Bibelen

Transkript

1 Oldtidens Arabien som baggrund for for Bibelen af Kenneth A. Kitchen, emer. prof. University of Liverpool, England Den arabiske Halvø har altid været en sagnomspundet region i den nærorientalske verden. Den første opdagelsesrejse af videnskabelig karakter til området kom fra Danmark i Denne rejse satte især fokus på Yemen, Dronningen af Sabas land. Den eneste overlevende, Carsten Niebuhr, udgav efter sin hjemkomst (1767) turens resultater i sin fulde længde i løbet af årene Når det gælder anvendelse af mere moderne arkæologiske metoder, var det igen Danmark, der gik foran på Den arabiske Halvø. Fra 1953 og 15 år frem undersøgte Århus Museums ekspeditioner området (dvs. Bahrein, Kuwait, Forenede arabiske Emirater, Oman og det østlige Saudi-Arabien) og gjorde den arkæologiske historie tilgængelig for perioden fra 5000 f.kr. frem til den romerske tid. Sammen med senere undersøgelser viser det arbejde, at der er nærmest mystiske links mellem passager i Bibelen og oldtidens Arabien links, som vi her skal uddybe lidt. Arabien nordøst og sydvest Fra den tidligste tid til islamisk tid (frem til 7. årh. e.kr.) har det store ørkenområde ned midt gennem halvøen ført til, at der er opstået meget forskellige kulturer på hhv. den nordøstlige og sydvestlige side af halvøen. I Bibelen er interessen størst for den vestlige side mens den østlige primært kan forbindes med senere kristen tid. 8 Kortskitse over Den arabiske Halvø med de af artiklens stednavne, hvis placering er kendt. Ill: KAK Nordvestarabien I området syd for Edom (i nutidens Jordan) øst for Det røde Hav finder vi 'Midjans bjerge'. Indtil nu er midjanitterne kun kendt fra de bibelske referencer. Med sin hustru, Ketura, havde Abraham sønnen Midjan (1 Mos 25,1-2). Tre generationer senere blev Josef solgt til en flok midjanittiske handelsmænd (1 Mos 37,25-28) af ismaelittisk baggrund. Senere bliver Moses svigersøn og ven med midjanitten Jetro (2 Mos 2). Efter indvandringen plagede midjanitterne landet (Dom 6-8) og de blev en magtfaktor øst for Sinai og Jordan. Senere lider de nederlag og forsvinder fra historien, jævnfør Sl 83,10.

2 Aftegning af mønster på en Qurraya-vase. Det er interessant at sammenligne den bibelske beskrivelse med denne region af Arabien. Netop i det årh. f.kr. er der tydeligvis en vigtig folkegruppe netop der. Ved en udgravning, der kaldes Qurraya, er der fundet et fort og en bosættelse, der klarede ørkenklimaet ved et overrislingssystem. Her lavede befolkningen en særlig type lervarer med lyse malede dekorationer. De kaldes for Qurraya-varer. Der var tydelig forbindelse til en række egyptiske miner ved Timna i Nordøst- Sinai, en forbindelse, der i alt fald varede fra Seti I (fra ca f.kr.) til Ramses V (ca f.kr.). Så forlod egypterne stedet, og de lokale folk ødelagde egypternes afgudstempel og byggede et for en lokal guddom. Det sidste tempel blev ødelagt af et bjergskred ca f.kr. og siden forsvandt qurraya'erne fra historien. Deres geografiske og tidsmæsige placering (i det årh. f.kr.) stemmer så godt med informationerne om midjanitterne i Bibelen, at nogle forskere endog har kaldt Qurraya-keramikken for midjanittisk. Det er i alt fald en mulighed, men ikke sikkert, da quarraya'erne ikke efterlod nogen tekst, hvor de kaldte sig selv for midjanitter. Araberne i 1 Mos 10 I 1 Mos 10 opregnes folkeslagene ud fra Sem, Kam og Jafet. Under Sem (semitterne) finder vi i v. 26ff navne som Shelef - kendt som S(a)lf(a)n i antikke tekster fra Sheba; Hasarmavet, som er en stor vest-østlig dal, svarende til det gamle kongedømme Hadramaut (der er kendt tilbage fra førhistorisk tid og med konger fra i alt fald det 7. årh. f.kr. til det 3. årh. e.kr). Saba er det berømte kongerige, hvorfra man kender ca. 100 regenter i perioden fra 1000 f.kr til 577 e.kr. Ofir som 'guldland' kan med stor sandsynlighed placeres i det vestlige Arabien syd for Medina omkring Wadi Baysh og Mahd ahd Dhahab. Havilah har formentlig en forbindelse med det gammel-sydarabiske 'Hawlan', som i oldtiden strakte sig over store områder fra Sinai i nord til syd for Ofir. Ud fra Kam (10, 6-7) finder vi også en række navne, der kan forbindes med arabiske steder formentlig fordi der var både handel og krig hen over Det røde Hav. Derfor er det ikke overraskende, at der findes rester efter bosættelser i afrikansk stil langs Arabiens vestkyst. Sabta kan formentlig læses som Shabwat, der er den gamle hovedstad i Hadramaut (Hasarmavet), mens Sabteka kan være Shabakat i samme område. Rama forbindes normalt med Ragmat (senere Narjan, nutidig Al- Ukhdud) nord for Saba på rejseruten mod nord mod Dedan. Den sidste er ud fra assyriske og oldarabiske tekster lokaliseret i Al-Ula oasen. Sabaerne drog over Det røde Hav, bosatte sig i det nuværende Eritrea, i hvad der kan være Seba. Dette blev til kongedømmet Diamat, der uddøde før det senere Aksum-kongedømme (1. til 7. årh. e.kr.). Yemens frugtbare, dyrkede terasser mm. Handelen med røgelse gav Saba mulighed for at udvikle agerbruget, lave terasser mm. Foto: Archaeology Odyssey hefte 2001/6 Salomo og Saba I ca. 950 f.kr. kom en dronning fra Saba til Salomo (1 Kong 10,1-13; 2 Krøn 9,1-12). Det har måske været et af historiens mest stemningsfulde møder mellem to kronede hoveder. Sabaernes oprindelse går mere end tusind år længere tilbage, til da folkene i Marib opbyggede en overrislingsbaseret kultur og statsdannelse. Så tidligt som 2200 f.kr. byggede de her udhuggede vandledninger til at kontrollere den årlige nedbørs vanding af Maribs marker. Vandledningerne blev vedligeholdt og udskiftet, efterhånden som de blev slidt frem til 630 e.kr. Det sabæiske alfabet blev formentlig opfundet omkr. det 12. årh. f.kr. tydeligvis på baggrund af sen-kanaanæisk skrift fra samme tid. Dronningen af Saba kom altså i ca. 950 som regent over en veletableret mere end 1000 år gammel stat, der i et par århundreder havde anvendt skrivekunsten og var en stormagt i handel med duftstoffer. Sheba eller Saba var ikke en skygge eller et sagn, baggrund for Bibelen 9

3 Glasmosaik fra en kirke i Strasbourg over Dronningen af Saba og kong Salomon. Foto: Archaeology Odyssey hefte 2001/6 men en virkelighed. Det underbygges af, at handelen med duftstoffer og andre lignende eftertragtede varer er velunderstøttet fra assyriske kilder i det 9. og 8. årh. f.kr. så hverken handelen eller dronningens rejse er et problem 100 år tidligere. Men hvorfor var det en dronning af Saba, der kom? Hvorfor ikke en konge, som 98% af oldtidens nærorientalske regenter eller bare en højtbetroet embedsmand? Selve det faktum, at der er tale om en kvinde, støtter beretningens troværdighed, da det er den tidligste beretning om dronninger og kvinder ved hoffet i Oldarabien. Iflg. assyriske kilder var der i Kedar en række på fire dronninger: Zabibe, Samsi, Iatie og Te'elkjunu i perioden fra f.kr. Derefter er der kun en eneste dronning i det før-islamske Arabien en sabæisk prinsesse, der i 225 e.kr. blev reddet fra sin onde ægtemand af sin bror og derefter beholdt magten. I Saba er der vidnesbyrd om, at kvinder medvirkede som klappere ved den kongelige jagt omkring år 720 f.kr. Sandsynlig beretning En politisk aktiv dronning af Saba som i 1 Kong 10 passer ganske udmærket til situationen før ca. 700 f.kr. men ikke til den senere situation. Hun ville altså være en klar anakronisme (tidsmæssig fejlplacering), hvis en bibelskribent efter 690 f.kr. havde placeret hende i beretningen. Det behøver ikke at være en forudsætning, at hun var ene-regent. Det var sjældent i oldtidens Mellemøsten, at regenter selv drog på diplomatiske rejser man sendte en betroet person. Højst sandsynlig har Dronningen af Saba været en højt betroet udsending på vegne af sin mand, Sabas konge (kaldet Mukarrib), og sendt for at udøve sin charme og diplomatiske kunnen på Salomo. Hvorfor kom hun så? For at tale om visdom, stille svære spørgsmål og beskue naboens rigdomme siger 1 Kong 10,1-5. Det er der ingen tvivl om samtidig med at der også er blevet drøftet langt mere jordnære emner. I 1 Kong 9,26-28, lige før omtalen af Dronningen af Sabas besøg, nævner forfatteren Salomos og Hiram af Tyrus' fælles projekt med at sende skibe til Ofir efter guld og ædelt træ. Faktisk Luftfoto af minen ved Mahd adh Dahab i Saudi Arabien. De aflejringer, der ses op ad bjergsiden, er der, hvor man har fundet trækul fra guldudvinding 3000 år tilbage. Længere til venstre, i billedets kant, er der foran minebygningen et hul ind i klippen. Her går mineskakterne ned til 85 m under overfladen og her er spor efter minehugning med redskaber, der dateres helt tilbage til Salomos tid. Minen har været drevet af saudierne fra Ofirs guld Guldminerne i Mahd adh Dhahab ("Guldets vugge") ligger ca. 280 km nordøst for Jeddah i den vestlige del af Arabien. Oldtidens mine er gået ned til en dybde af 85 m langs guldårerne. Adskillige tons slagger viser, at der har været en meget stor guldproduktion her helt tilbage til for ca år siden. Det samme peger den store mængde trækul på, der er fundet i de gamle slaggedynger. Disse trækul kan ved hjælp af kulstof-14 metoden dateres til at være fra Salomos tid. Ud fra disse trækulsdynger anslås det, at minen producerede mere end 1 million ounce (ca. 30 tons) guld og sølv. Guldet fra minen er forholdsvis koncentreret der tales om 5 t/m 3 (hvor normalgennemsnittet er 3 t/m 3 ) guld med ca. 20% sølv i (kaldet elektrum). Det er måske derfor, Salomos skibe kunne vende hjem med både guld og sølv fra det samme sted (1 Kong 10,22). Kilder: IUGS/UNESCO, Final Workshop Report: Base- and Precious-Metal Deposits of the Arabian Shield, 1999 Gold: Harold Kirkemo, William L. Newman, and Roger P. Ashley, U.S. Geological Survey KWS

4 Måske var det en guldbelagt tronstol som den, at Salomo havde. Tronstolen stammer fra Farao Tutankhamons grav. Foto: BAR nr. 3/15. årg nævnes midt i beretningen om dronningens besøg, at en af deres flåder ankommer fuldt lastet fra Ofir. Landet Ofir Ofir kan formentlig bedst placeres i den vestlige del af Arabien mellem Wadi Baysh og Mahd ahd Dhahab ( Guldets Vugge ), så det dækker et 590 km langt guldrigt område syd for Medina. Det lå så på hovedkaravanevejen langs Arabiens vestside, og den sydlige ende af Ofir lå blot ca. 400 km. fra Sabas område. Derfor har Sabas regenter måske regnet Ofir for en del af deres indflydelsessfære. I kontrast dertil var Salomos Jerusalem mellem 1100 og 1700 km borte, hvorfor Hiram og Salomo også brugte skibe. De kunne med deres skibe let udkonkurrere kamelkaravaneruten med røgelse fra Saba, hvis de ville. Derfor havde Sabas dronning formentlig nogle påtrængende emner inden for handel og politik at drøfte ud over de mere højtravende filosofiske emner. Saba'erne kunne tydeligvis ikke stoppe Hirams og Salomos flåde uden videre. Derfor måtte man finde frem til et kompromis, så skibene kunne fortsætte at fragte træ og guld, mens karavanerne stod for transport af røgelse og parfume. Aftalen holdt formentlig til kort efter Hirams og Salomos død for da ophørte skibstransporterne fra Ofir og Saba'erne fik kontrollen over handelsruterne tilbage.der ligger altså formentlig mere bag den kortfattede beretning om dronningens besøg, end første læsning fortæller os. Ikke den rene fantasi For at sætte beretning om dronningens besøg lidt i perspektiv og vise, at den ikke er grebet ud af den blå luft, er det godt at se på Salomos rigdomme i samtidens målestok. 1. Gaven fra dronningen af Saba på 120 talenter guld til Salomo (1 Kong 10,10) er mindre end en tilsvarende gave fra Tyrus konge Metten II til Assyriens Tiglat-Pileser III ca. 200 år senere. 2. Salomo havde bare een guldbelagt tronstol (1 Kong 10,18-20) lidt småt sammenlignet med Farao Amenophis III, som ca f.kr. sendte et sæt på 10 guldbetrukne elfenbensstole til Babylons konge. 3. En årsindtægt på 666 talenter guld (1 Kong 10,14) lyder af meget, indtil vi hører om gavemængden til Egyptens guder fra Farao Osorkon I i f.kr. Han gav 2 millioner debenvægte i sølv samt 2,3 millioner deben-vægte i sølv og guld i alt omkring 383 tons ædelt metal svarende til talenter (lidt mere end 666)! Vi behøver ikke bruge fantasien her men finder korrekt samtidighed i den information, der gives. Da israelitterne havde to konger I den periode, hvor israelitterne var delt i landene Juda og Israel, møder vi ganske få omtaler af arabiske lokaliteter. De assyriske årsoptegnelser fra det 8. og 7. årh. f.kr. omtaler de kongelige fra landet Kedar. På samme vis kender de bibelske forfattere fra 8. til 6. årh. f.kr. til stedet (hos profeterne: Es 21,13-17; 42,11; 60,7; Jer 2,10; 49,28; Ez 27,21 samt i de poetiske bøger: Sl 120,5; Højs 1,5). Landet Kedar dækkede den nordligste tredjedel af den arabiske halvø i det 8. og 7. årh. f.kr. Tilsvarende omtales byen Dedan, som lå i Al-Ula-oasen. Den nævnes både hos Esajas, Jeremias og Ezekiel (Es 21,13; Jer 25,23; 49,8; Ez 25,13-14; 38,13) og i en babylonsk inskription dateret til ca. 560 f.kr. Her nævnes "Kabar-il, søn af Mati-il, Dedans konge". Efter denne konge blev byen Dedan invaderet af babylonerkongen Nabonides (som omtaler sin sejr). På Nehemias' tid Landet Kedar opnåede megen magt og indflydelse i perioden efter israelitternes eksil (fra 538 f.kr. og fremefter). På en smuk sølvskål fra det 5. årh. er der på aramæisk indgraveret "Quynu, Gashmus søn, Kedars konge". Der er ikke nogen saglig grund til at betvivle, at faderen Gashmu måske kunne være identisk med den mystiske og indflydelsesrige Gashmu eller Geshem, der voldte Nehemias så mange problemer ca. 445 f.kr. Det kunne i øvrigt være den samme, der benævnes som "Gashmu, søn af Shahru" på en tidlig lithyanitisk inskription i Dedan. Dvs der er muligvis tale om samtidige personer med matchende oprindelsessteder som svarer til de tre, der skabte problemer for Nehemias (Neh 6,1-7): Lederen Sanballet er bekræftet i en aramæisk papyrus fra baggrund for Bibelen 11

5 Mange vil kende til nabatæernes fantastiske bygningsværker i byen Petra. Foto: Jordan Tourist Board Ruiner fra den kristne koloni på øen Failaka ud for Kuwaits kyst. Elefantineøen i Egypten, ammoniten Tobijas' familie er bekræftet fra fund i Jordan (Araq el-amir) og nu måske også araberen Geshem. halvø. Der er fundet ruiner af kristne kirker på Failaka-øen ud for Kuwait i golfen og ved Jubayl i det østlige Arabien. På NTs tid I løbet af det 4. til 2. årh. f.kr. erstattede det lithyanske kongerige både Kedar og Dedan. Efter ca. 100 f.kr. dukkede nabatæerne op (de er kendt fra de storslåede bygningsværker i Petra) og overtog magten i NV-Arabien. Godt hundrede år senere var det agenter for den magtfulde kong Aretas 4., der jog Paulus ud af Damaskus (2 Kor 11,32-33; ApG 9,23-25; Gal. 1,15-17). I Det ny Testamentes tid var der både kretere og arabere m.fl., der blev omvendt (ApG 2,11). I den sydlige del af den arabiske halvø mistede sabæerne deres overmagt i det 5. årh. f.kr. og Saba måtte til at dele rettighederne til røgelses- og parfumetransporten med deres nabostater frem til omkring år 0. I løbet af de første 3 århundreder e.kr. erobrede himyariterne fra Dhu-Raydan først Saba og siden Hadramaut, for at opbygge et himyaritisk imperium i det sydlige Arabien. Efter at der en kort overgang havde været jødisk/kristne regenter, faldt landet ind under persernes (det sasanianske) imperium i 577 e.kr., indtil islam blev dominerende fra det 7. årh. e.kr. Denne omvæltning foregik samtidig med NTs tid og den byzantinske periode. Det er også i denne periode (4.-6. årh. e.kr.), at både jødiske og kristne grupperinger opstår på begge sider af den arabiske mukarrib: en tidlig arabisk betegnelse for en slags præstekonge lithyanitisk: førislamisk arabisk kultur/dialekt, der var hjemmehørende i Al-Ula-oasen, årh. f.kr. 12 En kristen konge Tilbage i sydvest i Himyar/Saba-området - var der forfølgelser og massakrer mod kristne omkring 520 e.kr. Det fik den byzantinske kejser Justin I til at overtale den kristne kejser over Aksum (i Etiopien) til at invadere SV-Arabien og afsætte den jødetro Yusuf Asar og erstatte ham med en kristen konge, Sumhuyafa. En efterkommer af denne foretog store udbedringer på forskellige ruiner samt byggede en kristen katedral i Sana. På disse bygningsværker findes oldsyd-arabiske monoteistiske inskriptioner nogle jødiske, nogle kristne og nogle bare rettet til den Højeste Gud. Dvs monoteismen havde godt fat i oldtidens Arabien længe før den persiske og islamiske indflydelse kom til. Oversættelse af Knud W. Skov Litteratur: Carsten Niebuhr, Beschreibung von Arabien, Kbh, 1772; og Reisebeschreibung nach Arabien und anderen umliegenden Ländern, Kbh, [Udgivet august 2003 for første gang på dansk som Carsten Nieburhs Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande. 1.bind (Kbh 2003)]. D. T. Potts, The Arabian Gulf in Antiquity, Oxford, K. Kitchen, Documentation for Ancient Arabia I-II, Liverpool 1994/2000.