Til menigheden. Review and Herald d. 12. juni 1855

Transkript

1 Review and Herald d. 12. juni 1855 Til menigheden Det frygtes at Guds folk ikke er forberedt for hvad der kommer jorden. Er der ikke mangel på energi i menigheden? Er vi ikke på fortryllet grund, og falder i søvn i denne vigtige tid? Vi for meget at vandre efter øjnene. Vi må vandre mere i tro. Vi må have mere energi, en tro uden vaklen og mere tillid til Gud. Har stoltheden ikke listet sig ind i menigheden? Er der den nøje årvågenhed af selvet, som der burde være? Lad enhver af os ransage vore egne hjerter og se omhyggeligt på vore egne liv, og se hvordan vi vil sammenligne os med det sande Forbillede, som bar en sømløs kåbe, hvis liv var et liv i opofrelse, som gik omkring og gjorde andre godt, og gør andre lykkelige. Lad os ransage os nøje og se om vi har åndens frugter. Lige så snart stoltheden kommer ind i hjertet, lukkes Guds Ånd ud. Er der ikke dem blandt os som hengiver sig i stolthed og unødige omkostninger? De vil hurtigt fortryde det; for de prøvende tider er lige foran os, og så vil de få brug for, og ønske at de havde, de bortødslede midler endnu, for de vil mærke manglen, og en trykkende mangel, vil være omkring dem. Medens nogle giver efter for stolthed og unødige omkostninger, går nogle til den modsatte yderlighed, og ved deres liv og udseende, handler som om pænt og orden er stolthed og synd. Sådan er det ikke. De kan være pæne og ordentlige, uden at være stolte i deres hjerter. Den fattige være pæne og ordentlige såvel som den mere velhavende. De bør ikke forsømme deres huse og personlighed, men bør være pæne og rene. Deres boliger bør holdes pæne og i orden, og så kan Guds tjenere finde sig godt ved at komme i deres hjem og knæle på deres gulve for at bede om den rene og hellige Guds velsignelse hvile over dem. Han er en ordenens Gud og dem som lader sig være urene og uordentlige frarøver sig selv mange velsignelser, som de ellers vil kunne nyde. Smudsighed blandt Guds bekendende folk er en vanære mod Ham. Vor Gud en nidkær Gud, han vil have et rent og helligt folk: En snavset og uren person vil han ikke anerkende som sit barn. Dem som bekender at blive omvendt til Gud og påtage sig selv krisendommens navn (kristus lig) bør være det pæneste folk i verden. Det er en vanære mod Gud og en skamplet mod hans sag, at bekende at være omvendt til Gud og sandheden, og alligevel gå have slappe og usorignerede levevaner, der ikke er blevet rettet. Sådanne må have en reformation, og deres omvendelse må være mere gennemgribende. Religionens frugt er ikke uorden og urenhed. Dem som ikke har ambitioner om et passende udseende over for deres brødre og søstre, bør for Kristi skyld, og for sandhedens sags skyld, gribe fat i en alvorlig og grundig reform. Verden vogter efter deres fejl, de foragter Guds børn, og at de får anledning til at beskæmme Kristi religion er en synd i Guds øjne. Hvis disse slappe vaner er vokset med op i deres opvækst og bestyrket dem, er det mere nødvendigt med beslutsomhed for at rette disse vaner. Begynd med alvor; reformer ikke kun nogle få ting, men begynd arbejdet med det samme, og fortsæt indtil disse slappe vaner er luet helt bort og der er en gennemgribende reformation. Gud var meget nøjeregnende med at give Israels børn anvisninger, efter at de kom ud af Ægypten, hvad de skal gøre for at Herren ikke kunne gå forbi og se deres urenheder, og vil ikke gå frem med deres hære for at kæmpe mod deres fjender. Herren er ikke mindre nøjeregnende nu, end han var den gang. Hvis han bemærkede urenhedens synd dengang, så vil han bemærke det nu; og dem som fejler må, hvis de ønske at behage Gud, og undgå hans hævede øjnbryn, reformere sig så han ikke ser deres uordentlighed og tilbageholder sejr og frelse til deres møder. Dem som har føjet sig i stolthed bør reformere sig omgående, og bortlægge deres stolthed. De har ingen tid at spilde. De bør

2 skille sig selv ud af verden, og ikke blande sig mere med verdslige selskaber end nødvendigt er. Snart vil alle de stolte og alle de der gør ondt blive stædige, og den dag der kommer skal brænde dem op, siger Herren. Mange blandt os henkaster det for meget at Herren kommer, og deres gerninger svarer til deres tro. Der påhviler forældre et stort ansvar. Deres børn ser på dem, og enhver opmuntring fra forældrene, ved deres eksempel eller anvisning til deres børn en forsømmelse i at de selv udlever deres tro, og en opblanding med verden bemærker børnene og har sin virkning på dem. Forældre, indvilg ikke I at lade jeres børn dele selskab med dem som ikke har kærlighed til Gud eller den sandhed der er så dyrebar for os; den sandhed der skal prøve os, skal rense os, og ved vor lydighed mod den, til sidst gøre os til sejrherrer. Den lige og smalle sti ligger ikke langs med den brede vej. Den første fører til himlen og den anden til død og helvede. Forældre prøv ikke på nogen måde at bringe disse veje nærmere hinanden. Lad modsætningen mellem sagtmodige og ydmyge Jesu efterfølger og dem hvis gud er denne verden, blive holdt frem for dem. Fremhold forskellen mellem den kristne og synderen. Forældre hvis opgave det er at opdrage deres børn, bør undertrykke deres lidenskaber på et tidligt tidspunkt. Dette forsømmes meget. Og har Guds og menighedens tjenere mangel på tro? Mister vi modet for let? har for nemt til at tro at vor lod var for hård, og for nemt til at tro at Gud har svigtet os? Dette er ikke rigtigt. Gud har elsket os så meget at han gav sin dyrebare søn til at dø for os; hele himlen er interesseret i vor frelse, og i betragtning af dette, bør vi så ikke overveje om det er for hårdt at sætte lid til en så god Fader? Han er mere end villig til at give Helligånden til dem som spørger ham, end forældre er til at give deres børn gode gaver. Vi vil ikke miste modet, men bede vor Fader i tro og tillid om de ting vi har brug for; og hvis vi ikke får et umiddelbart svar på vore bønner, må vi ikke opgive vort mod og vor tro, og lade en knurrende ånd tage os i besiddelse. Dette skiller os kun længere væk fra Gud, for det er Ham til ubehag. Enhver hellig som kommer til Gud med sandt hjerte, og sender sine alvorlige bønner til Ham i tro vil blive besvaret; men vi må have en vedholdende tro. Vi må ikke lade løfterne gå et øjeblik hvis vi ikke ser og erkender det umiddelbare svar på vore bønner. Vi må ikke vakle. Vi må stole på hans sikre løfte: "Bed og I skak få det." Gud er for klog til at fejle, og for god til at tilbageholde gode ting fra dem der vandrer oprigtigt. Mennesker fejler, og selvom dets anmodninger sendes op af at ærligt hjerte, spørger han ikke altid efter ting som er godt for ham selv, eller som vil ære Gud. Når det er sådan, hører vor vise og gode Fader vore bønner og vil besvare dem, nogle gange med det samme, men han giver os de ting som han ved er for vort gode og til sin egen ære. Den gave vi får vil være den vi behøver mest. Hvis vi kunne se ind i Guds plan, kunne vi klart se hans visdom og at han ved hvad er det bedste for os. Vore bønner vil blive besvaret hvis de sendes op i tro, men der vil ikke gives noget der er til skade. Hvis vi i vore hjerters oprigtighed har bedt om en ting som Gud ser ikke vil være godt for os, kan han tilbageholde den ting vi har ønsket, men i stedet os den velsignelse vi behøver mest. Bønnesvaret kommer ikke præcis der hvor vi venter det, vi må ikke have mistillid til Gud, for det vil bringe mørke. Vor tillid til Gud må være stærk. Den skjulte bøn, som forsømmes for meget, er den kristnes liv. Lad os gå alene til Gud, og fæstne vore tanker på ham, have alt andet lukket ude, og drages da af levende tro, lys og styrke fra Helligdommen. Lad os ikke rejse op af vore knæ, før vi kan stole på Guds løfter med en tro der ikke vakler. Så vil vi få gavn af skjult bøn.

3 Børn spørger deres forældre efter noget de ønsker; forældrene ved det vil skade dem, og giver dem de ting som vil være godt og sundt for dem, i stedet for de ting som de ønskede. Ikke een af de helliges bønner går tabt, hvis de sendes op af et ærligt hjerte. E. G. White. Meddelelser fra søster White. Review and Herald d. 10. januar 1856 Kære brødre og søstre: - For nogle måneder siden var min ånd meget nedtrygt. Gud har set at det var rigtigt at bruge mig, et svagt redskab, for nogle år siden ved at give mig syner. Dette sted har jeg ikke ønsket. Jeg har altid været klar over at det vil give mig mange timer med åndspine. Budskaber er blevet givet til mig, og det er blevet pålagt mig at berette dem pålideligt. Mine følelser har været meget oprørte, og medens jeg har gudsfrygten fremholdt for mig, er jeg nød til at fortælle pålideligt, hvad det er at Gud har vist mig, mine sindslidelser har været meget intense. Og når jeg også ser hvor lidt der er agtet på synerne, og hvilken lille virkning de gør på andre, så bliver jeg modløs. Synerne har i den senere tid været mindre og mindre hyppige, og mit vidnesbyrd til Guds børn er væk. Jeg troede at mit arbejde i Guds sag var gjort, og at jeg ikke havde flere opgaver at gøre, men for at redde min egen sjæl, og være noget for min lille familie; have en god indflydelse over mine børn, bede sammen med dem, og for dem, så de kan frelses. Jeg har været meget bange for at de blev efterladt uden faderens forsørgelse. Min mands dårlige helbred har fået mig til at skælve for fremtiden. Mine udsigter ser mørke ud. Jeg har prøvet at holde mit gode mod oppe, men har næsten hele tiden båret på en længsel. Jeg har sjældent givet udtryk for mine følelser, for jeg troede at det var forkert at tale om trængsler og mørke over for andre, da det vil have en dårlig påvirkning på dem, og svække deres tro. Ved vor sidste konferens i Battle Creek, i nov. arbejdede Gud for os. Guds tjeneres sind blev anvendt efter Kirkens gaver, og hvis Guds mine var kommet over sit folk fordi gaverne var blevet ringeagtet og negliceret, var der en god udsigt til at hans smil igen ville komme over os, og han vil gladeligt og nådigt atter genopliver gaverne, og de vil leve i Kirken, til opmuntring for den modfaldne og hungrende sjæl, for at rette og irettesætte den fejlende. Vor skælvende tro har atter gennemboret de mørke skyer der havde samlet sig over os, og er fæstnet på vor evige sol, hvis stråler atter har spredt vort tungsind. Og med håb og tillid vil vi gøre vor pligt over for dem omkring os; erklære trofast hvad Gud har pålagt os, lade konsekvenserne være hvad de må være. Han der pålægger os at tale, vil tage sig af konsekvenserne, hvis vi gør hans vilje. Jesus vi ikke pålægge os en større byrde end vi kan bære. Alle har en indflydelse, og den indflydelse tæller for Gud og for himlen, eller for Satan og helvede. Jeg kan ikke og jeg tør ikke holde inde med dette. Jeg må advare dem der er i fare for at undgå Guds vrede. Et stort arbejde må gøres for os. Vi affinder os med at leve i for stor afstand fra Gud. Vore hjerter er ikke helt foran Ham, ellers ville vi føle en dyb sjælslængsel efter at være helliget hans sag.

4 Er vi villige til at ransage vore hjerter, og sammenligne vore liv med vort hellige mønster! Vi er alt for tilfreds med en formalitet. Vi må have gudsfrygtens kraft i sjælen. Vi må have vore tanker til at løbe i den rigtige kanal. Vore samtaler er for meget over jordiske ting. Og når vi mødes for at bede til Gud, tager det tid at få tankerne rettet til Gud, eller en himmelsk ramme at tjene ham i. Vi har haft så få tanker om Gud og himlen, vi kan ikke nærme os ham med tillid i tro; og beder og arbejder i mørke; skønt det er vort privilegium at være i lyset. Uden for mødet må der være liv for Gud. Vore tanker må være over himmelske ting, og vi bør værne om et glad og lykkeligt tankesæt, og når vi så mødes for at bede sammen, kan vi bede i tro, kan komme direkte til punktet uden at vade så meget rundt i mørke. Vi må have vores ånd indviet. Det er som om denne fattige jord bare er en masse sten. Den drager vore sind og optager tankerne så der kun er lidt plads til himmelske tanker og principper. Sådan behøver det ikke at være. Min egen erfaring siger at himlen kan tiltrække os. Vi kan holde vore tanker på Jesus og hans elskelige karakter, og på vor uvuderlige rigdom. Vi kan være stærke i Gud. Vi kan få en vækst i troen. Vi må holde på sejren når vi opnâr den, og så vil det være nemt at tro. Hvis vi fortsætter med at holde på sejren, vil vor tro vokse. Dette er den eneste måde vi kan overvinde på, og til sidst komme sejrrige ud af det. Men hvor ofte får vi en lille sejr, føler at Gud har hørt os bede, og når prøvelser kommer, og mørke skyer og modgang kommer, opgiver vi det som vi har opnået. Vor tro dør, og vi opmuntrer atter vantroen til at komme ind i vore sjæle. Og når vi gør noget andet for at befri sjælen, er det meget vanskeligere for os end før, at komme frem til det punkt hvor Gud tages på sit ord. Vi må først klage over os selv, og bedrøves over at vi er så formørkede; og vi skal anstrenge os mere for sejr end før. Lad os have den tro der griber fat i Guds løfter, og ikke lade dem flygte. Tro der vil leve i modgang, skyer og i mørke, og skælvende vil finde sin vej gennem alle forhindringer, frem for det andet forhæng, og der gribe den ønskede velsignelse. En død tro vil ikke gøre os noget godt. Vi må have en levende tro, og der får vi en levende erfaring. Vi har mærket Guds kraft og velsignelse for nogle få uger siden. Gud har været meget nådig. Han har arbejdet på en underfuld måde for min mand. Vi har bragt ham til vor store Læge, i vor tros arme, og råbte ligesom den blinde Bartimæus, "Jesus du Davids Søn, hav barmhjertighed med os;" er vi blevet trøstet. Vi har mærket Guds helbredende kraft. Al medicin er blevet lagt til side, og vi stoler alene på vor store Læges arm. Vi er endnu ikke mættede. Vor tro siger: fuldstændig rask. Vi har set Guds frelse, alligevel forventer vi at se og mærke mere. Jeg tror at min mand uden tvivl stadig vil kunne støde de sidste advarende basunstød til verden. For nogle uger siden var vor fred som en flod. Vore sjæle triumferede i Gud. Taknemlighed, uudsigelig taknemlighed, fyldte min sjæl for tegnene på Guds kærlighed, som vi har følt og det på det sidste. Vi har det som om vi har givet os selv på ny til Gud; helliget os til arbejdet. Vi ønsker at være et levende offer til Gud, og udbrede en hellig indflydelse. Hele mit væsen længes efter Gud. Jeg tørster, jeg gisper efter levende vande. Review and Herald d. 21. februar 1856

5 Uddrag. Bro. Smith: - Jeg harmodtaget nogle flere breve fra kristne venner, der har trøstet mig, hvor der i efterfølgende står nogle uddrag. Jeg tænker at alle vil være interesseret i at ofte høre fra hinanden, og breve der frit taler om glæder og trængsler, enhver erfaring, idet de rejser på den trange vej, vil ofte anvendes i andres sager. De vil se at de ikke er alene i deres erfaring, da andre har lignende trængsle som dem selv, og at Eet håb opmuntrer alle Jesu efterfølgere.den samme arm som støtter, giver mod og styrke til deres efterfølgere på den selvfornægtende måde til himlen understøtter dem på. E. G. W. Brødre og søstre. Review and Herald d. 21. februar 1856 Brødre og søstre, lad os huske at Guds tjenere helliger sig selv til hans sag, og arbejder trofast for sjæles frelse. Lad os ikke glemme at de ofrer deres behagelige hjem, deres familiers selskab, og rejser i varme og kulde, I uger og måneder. De føler sig ofte trætte og bedrøvede, og når I måske ikke lægger mærke til det, så er der trængsler om deres familier i hjemmet. Ofte har de ingen midler at sende til at hjælpe eller underholde deres familier. Guds tjenere bedrøver jeres støtte og opmuntring. Vær vågen. Mærk og se deres mangler. Se nøje efter om de er klædt ordentligt. Vent ikke på at de udtrykker deres behov. Dette vil de måske ikke gøre. Det er jeres pligt at forhøre dem on deres mangler. Forsøm ikke jeres pligt, og tro at andre vil gøre det. Læg jeres selviske og sensitive følelser til side, og gå direkte til deres behov. Søstre, vi kan gøre noget i denne sag. Vi kan nægte os selv ting som vi ikke rigtigt har brug for - besmykkede kraver, underærmer, brystsmækker. o.s.v. Som er udtrykkeligt forbudt i Guds ord. Es. 4,1. Spar det op som bruges på at stille stoltheden, og det vil blive til en ganske god sum til at afholde budbringernes familiers udgifter. De gør hele tiden et offer. De er berøvet deres kammeraters selskab, ig de bør have en stor forståelse, og vore inderligste bønner. Vor kære broder og søster Bates fortjener vore bønner, sympati og støtte. Vi vil huske dem for deres selvfornægtelse og opofrelse, og se efter om deres mangler bliver dækket. Review and Herald d. 26. november 1857 "Gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende." I Monterey, d. 8. okt. 1857, fik jeg i et syn vist, at mange sabbatsholderes tilstand var ligesom den unge mand der kom til Jesus for at vide hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: Mester, hvad gjort skal jeg gøre for at få evigt liv?

6 Han svarede ham: Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene! Han spurgte: Hvilke? Jesus svarede: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor! og: Du skal elske din næste som dig selv. Den unge mand sagde: Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så? Jesus sagde til ham: Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig! Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: Hvem kan så blive frelst? Jesus så på dem og svarede: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Matt. 19, Jesus citerede fem af de sidste seks bud for den unge mand. Også det andet store bud som som de sidste seks bud bygger på. De nævnte bud mente han at han havde overholdt. Jesus nævnte ikke de første fire bud, som indeholder vor pligt over for Gud. Som svar på den unge mands spørgsmål, Hvad mangler jeg mere? sagde Jesus til ham: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene." Her var hans mangel. Han holdt ikke de første fire bud, også de sidste seks. Han elskede ikke sin næste som sig selv. Jesus sagde: "Giv til de fattige." Jesus rørte på hans ejendomme. "Sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige." I denne direkte reference udpegede han sin afgud. Hans kærlighed til rigdomme var højest, derfor var det umuligt for ham at elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af hele sit sind. Og denne højeste kærlighed til hans rigdomme, lukker hans øjne for hans medmenneskers mangler. Han elskede ikke sin næste som sig selv, derfor holdt han ikke de sidste seks bud. Hans hjerte er på hans rigdomme. Det blev opslugt i hans jordiske ejendomme. Han hørte betingelserne fra Jesu mund. Hvis han ville sælge og give til de fattige, skulle han have rigdomme i himlen. Her var en prøve på hvor meget højere han værdsatte det evige liv end hans rigdomme. Greb han ivrigt fat i udsigterne til evigt liv? Bestræbte han sig alvorligt på at fjerne de forhindringer som var i vejen for at have rigdomme i himlen? O, nej, "gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende." Jeg blev peget hen til disse ord: "Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." Jesus sagde: "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt." englen sagde: "Vil Gud lade rige mennesker beholde deres rigdomme, og de går alligevel ind i Guds rige? Den anden engel sagde: "Nej, aldrig." Jeg så at det var Guds plan at disse rigdomme skal bruges ordentligt, uddeles til velsignelse for den trængende, og fremme Guds værk. Jeg så at hvis mennesker elsker deres rigdomme højere end deres medmennesker, kan de ikke få evigt liv. De vil hellere opgive sandheden, end at sælge og give til de fattige. Her ser vi hvor meget Gud er elsket, hvor meget sandheden er elsket, og ligesom den unge mand i Biblen, går mange sorgfulde bort, fordi de ikke også kan få deres rigdomme og skatte

7 ind i himlen. De kan ikke have begge dele. De vover at risikere deres chance for evigt liv fordi de har verdslige ejendomme. Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Da så jeg at hos Gud er alle ting mulige. Sandheden der bringes ind i hjertet af Guds Ånd, vil udelukke kærlighed til rigdomme. Jesu kærlighed og rigdomme kan ikke bo i det samme hjerte. Guds kærlighed overgår rigdommenes kærlighed så meget at den som har kærligheden bryder med sine rigdomme og overfører sin hengivenhed til Gud. Og så ledes han gennem sin kærlighed til Gud, til at forvalte manglerne i Guds sag. Det er hans største fornøjelse at forvalte sin Herres goder rigtigt. Kærlighed til Gud og sine medmennesker er fremherskende, og han holder alt det han har, for at ikke være hans eget, og udfører nøje sin pligt som Guds forvalter. Så kan han holde de første fire bud, og de sidste seks. Du skal elske Herren din Gud, med hele dit hjerte, og med hele din sjæl, og af hele dit sind. Du skal elske din næste som dig selv. På den måde er det muligt for en rig mand at gå ind i Guds rige. Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv. Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første. Her er deres belønning som ofrer for Gud. De modtager et hundrede fold i dette liv, og skal arve evigt liv. Men mange jeg så er de første skal være de sidste, og de sidste skal være de første. Jeg fik vist dem som modtager sandheden, men ikke lever den. De klynger sig til deres egendomme, og er ikke villig til at dele ud af deres besiddelser for at fremme Guds sag. De har ingen tro til at vove og stole på Gud. Deres kærlighed til denne verden opsluger deres tro. Gud har gjort krav på en del af deres ejendom, men de giver ikke agt på den. De begrunder det med at har arbejdet hårdt for at få det de har, og de kan ikke låne det til Herren, for at komme til at lide mangel. "O I lidenttroende!" Da Gud som sørgede for Elias i hungersnødens stund, vil ikke gå nogle af hans selvopofrende børn forbi. Han som har talt deres hovedhår, vel sørge for dem, og i hungertidens dage vil de blive mættet. Medens de onde omkring dem, går til af mangel på brød, vil deres brød og vand være sikret. Dem som stadig klynger sig til deres jordiske rigdomme, og ikke vil forvalte det som Gud har lånt dem på en rigtig måde, vil miste deres rigdomme i himlen, miste evigt liv. Jeg så Gud i sit forsyn har rørt på nogle af deres hjerter som har rigdomme, og har onvendt dem til sandheden, så de kan hjælpe med at holde værket i gang med deres midler. Og hvis se velhavende ikke vil gøre dette, hvis de ikke opfylder Guds fortsæt, vil han gå forbi disse, og oprejse andre til at udfylde deres sted, som vil opfylde hans hensigt, og dele gladelig ud af deres ejendomme for at dække fornødenheder i Guds sag. Heri vil de være først. Gud vil have dem i hans sag, som vil gøre dette. Jeg så at Gud kunne sende midler fra himlen til at fremføre sit værk; men dette er ikke af hans orden. Han har forordnet at mennesker skal være hans redskaber, at de, som det store offer gjort for at genløse dem, skal gøre en del i dette frelsesarbejde. At de derved ofrer sig for hinanden, og derved vise hvordan de værdsætter det offer han har gjort for dem. Jeg blev vist hen til Jakob 5: "Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer. Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den fortære jeres kød. I har samlet jer skatte til de sidste dage."

8 Jeg så at disse frygtelige ord særligt gælder de velhavende som bekender at tro den nærværende sandhed. Herren kalder dem til at bruge deres midler til sandhedens sags fremme. De får overbragt anledninger, men de lukker øjnene for sagens mangler, og klynger sig fast til deres jordiske rigdomme. Deres kærlighed for denne verden er større end deres kærlighed for sandheden, kærligheden til deres medmennesker, eller deres kærlighed til Gud. Han forlanger deres formue, men de tilbageholder selvisk og begærligt det de har. De giver lidt i ny og næ for at stilne deres samvittighed, men har ikke overvundet deres kærlighed for denne verden. De ofrer ikke til Gud. Herren har oprejst andre der værdsætter det evige liv, der kan mærke og erkende noget af værdi for sjælen, og deres midler har de givet frit for Guds sags fremme. Værket afslutter; de rige mænd har beholdt deres rigdomme, deres store farme, deres kvæg o.s.v. Så er der ikke mangel for deres midler, og jeg så at herren vender sig imod dem i vrede, og gentager disse ord: "Gå nu, I rige mænd." han har kaldet men I vil ikke høre. Kærlighed til denne verden har fordunklet hans røst. Nu har han ikke brug for jer, og lader jer gå, og påbyder jer: "Gå nu, I rige mænd." Oh, jeg så det var en forfærdelig ting at blive vist bort af Herren. En frygtelig ting at holde fast ved de forgængelige ting her, når han har sagt: hvis du vil sælge og give almisse, kan samle dig rigdomme i himlen. Jeg fik vist at værket er ved at afslutte, og sandheden går frem i mægtig kraft, disse rige mænd vil komme med deres midler og lægge dem for fødderne af Guds tjenere, bede dem om at tage imod dem. Guds tjeneres svar er: Gå nu, I rige mænd. Der er ikke brug for jeres midler. I tilbageholder dem, skønt I kunne gøre godt med dem, for Guds sags fremme. De trængende har lidt nød men de er ikke blevet velsignet ved jeres midler. Gud vil ikke acceptere jeres rigdomme nu. Gå nu, I rige mænd." Så blev jeg vist hen til disse ord: "Se, daglejrene som har høstet jeres marker rene, som er holdt tilbage af jeres svig, råber; og deres råb som er modnet, er nået ind i sabbatens Herres ører." Jeg så at Gud ikke var i alle de rigdomme som var kommet til veje. Satan har meget mere at gøre med det end Gud. Meget af det er vundet ved at holde hans daglejeres løn nede. Den naturligt begærlig rige mand har, har vundet disse rigdomme ved at presse daglejren, og udnytte den enkelte hvor han kunne, og lægge til sine rigdomme her, som vil spise hans kød som var det ild. Der er ingen der har taget en ærlig og redelig vej. Disse må arbejde hurtigt og tage en meget anderledes vej for at genløse tiden. Jeg så at mange sabbatsholdere begik fejl her. Dette måtte endog deres fattigere brødre udnytte, og dem som har mere i overflod, end tingenes virkelige værdi mere end de vi betale for den samme ting, skønt disse samme brødre er forlegne plagede over deres mangel på midler. Gud ved alle disse ting. Enhver selvisk handling, enhver begærlig pengeafpresning, vil give sin løn. Jeg så at det var grusomt og uretfærdigt at ikke vise hensyn til en brors situation. Hvis han er forpint, eller fattig, og alligevel gør det bedste han, bør han få tilstået sin del, og endog den fulde værdi af tingene han må han af den velhavende bør ikke opkræves; men de bør have stor medfølelse for ham. Gud vil anerkende så venlige handlinger, den der gør dem vil ikke gå glip af sin løn. Men jeg så at frygteligt regnskab vil gøres mod mange sabbatsholdere for nøjeregnende og ærgerrige handlinger.

9 Jeg blev vist tilbage, og så der kun var få der lyttede efter, og greb sandheden, de havde ikke så meget af verdens gods. Sagens mangler blev kun delt blandt ret få. Der var behov for huse og lande, der skulle sælges og fås billigere for at give dem et tilflugtssted eller hjem, medens deres midler blev frit og gavmildt lånt til Herren, for at offentliggøre sandheden, og på anden måde hjælpe med at fremme Guds sag. Idet jeg så disse selvopofrende mennesker, så jeg at de havde udholdt, afsavn til fordel for sagen. Jeg så at en engel stod ved deres side og pegede dem opad, og sagde disse ord: "I har kufferter i himlen." I har kufferter i himlen, der ikke bliver gamle! Hold ud til enden, og stor vil jeres løn være. Jeg så at Gud havde rørt ved hjerterne. Sandheden som ganske har ofret så meget for, for at få dem bragt til andre, har sejret, og rigtig mange har grebet fat i den. I sit forsyn har Gud, rørt på dem som har midler, og har bragt dem ind i sandheden, idet Guds værk vokser, må de større behov imødekommes. Mange midler bringes inden for sabbatsholderes rækker. Jeg så at Gud for øjeblikket ikke gør krav på de huse hans folk behøver at bo i, medmindre de dyrere huse er udskftet med billigere. Men hvis dem som har i overflod ikke hører hans røst, og skærer sig fri af verden, og fordeler en del af deres ejendomme og lande, og ofrer for Gud, vil han gå forbi dem, og kalde på dem som vil gøre hvad som helst for Jesus, endog sælge deres hjem for at dække sagens behov. Gud vil have frivillige ofre. Dem som giver må se det som et privilegium at gøre det. Jeg har set at nogle giver af deres overflod, men alligevel føler de ingen mangel. De fornægter ikke sig selv noget særligt for Kristi sag. De har stadig alt hvad hjertet kan ønske. De giver frit og hjerteligt. Gud ser det, og handlingen og motivet er kendt, og han bemærker det nøje. De vil ikke gå glip af deres løn. I der ikke kan give så frit ud af midler, må ikke undskylde jer selv, fordi I ikke kan gøre så meget som visse andre. I kan gøre hvad I kan. Fornægt jer selv nogle ting som I kan undvære, og ofre for Guds sag. Læg to småmønter i ligesom enken. I vil i virkeligheden give mere end dem der giver af deres overflod. Og I vil vide hvor dejligt det er at give til trængende, af fornægte sig selv, og ofre for sandheden, og samle sig skatte i himlen. Jeg fik vist at de unge, især unge mænd, som bekender sandheden stadig har en lektie at lære i selvfornægtelse. Jeg så at hvis de ofrer mere for sandheden, ville de værdsætte sandheden højere. Det vil påvirke deres hjerter, rense deres liv, og de vil holde det mere kært og dyrebart. Jeg så at de unge ikke tager byrden, eller føler et ansvar for Guds sag. Er det fordi Gud undskylder dem? Oh, nej. Jeg så at de undskylder sig selv. De har det nemt, og andre er bebyrdede. De indrømmer ikke at de ikke ejer sig selv. Deres styrke og deres kræfter er ikke deres egne. De er købt for en pris. Et dyrebart offer er gjort for dem, og hvis de ikke har selvfornægtelsens ånd, og opofrelse, kan de aldrig besidde den evige arv. E.G.W. Fremtiden. Review and Herald d. 31. december 1857

10 Den 20. nov. fik jeg vist Guds folk, og så rystet mægtigt. Jeg så nogle med stærk tro og pinagtige råb, bede til Gud. Deres ansigter var blege, og mærket med dyb bekymring, hvilket udtrykte deres indre kampe. Der var fasthed og udtrykt stor alvor i deres ansigter, medens store sveddråber kom frem på deres pander og faldt ned. Nu og da ville deres ansigter lyse op, mærkerne af Guds billigelse, og igen det samme højtidelige, alvorlige og bekymrede udtryk på dem. Onde engle samlede sig omkring dem, pressede deres mørke over dem, for at lukke af fra Jesus, så de ikke kunne se ham, så deres øjne blev draget ned i mørket der omgav dem, og de fik mistillid til Gud, og begyndte derefter at knurre imod ham. Deres eneste sikkerhed holderes øjne rettet opad. Engle havde ansvaret for Guds folk, og idet den giftige atmosfære fra disse onde engle pressede sig omkring disse bekymrede mennesker, viftede de engle som havde ansvaret for dem, hele tiden deres vinger over dem, for at sprede det tykke mørke der omgav dem. Jeg så at nogle ikke tog del i dette pinefulde og bedende arbejde. De virkede ligeglade og ubekymrede. De modstod ikke mørket omkring dem, og det lukkede dem til som en tyk sky. Guds engle forlod dem, og gik for at hjælpe dem der var alvorlige og bad. Jeg så Guds engle skyndte sig for at hjælpe enhver som kæmper med alle deres kræfter på at modstå onde engle, og prøve at hjælpe sig selv ved at kalde vedholdende på Gud. Men englene forlod dem som ikke prøvede at hjælpe sig selv, og jeg mistede dem af syne. Idet disse bad, fortsatte deres alvorlige råb, og til tider kom en lysstråle fra Jesus til dem, og opmuntrede deres hjerter, og oplyse deres ansigter. Jeg spurgte efter betydningen af den rystelse jeg havde set. Jeg fik vist at det var årsag til det klare vidnesbyrd, der blev kaldt frem af det Sande Vidnes råd til laodikæerne. Det ville have sin virkning på deres hjerter som modtager vidnesbyrdet, og det vil lede dem til at ophøje standarden og udgyde den klare sandhed. Dette klare vidnesbyrd, vil nogle ikke frembære. De vil rejse sig imod det, og dette vil forårsage en rystelse blandt Guds folk. Jeg så at det Sande Vidnes vidnesbyrd ikke var påagtet det halve. Et højtideligt vidnesbyrd som menighedens skæbne hænger på, var der blevet taget let på, hvis det ikke var helt ignoreret. Dette vidnesbyrd må bevirke en dyb anger, og alle som modtager det i oprigtighed, vil adlyde det, og blive renset. Englen sagde: Hør efter! Snart hørte jeg en stemme der lyder som mange musikinstrumenter, alle lyder som fuldkomne strenge, liflige og harmoniske. Det overgår alt anden musik jeg har hørt nogen sinde. Det virkede til at være fuld af barmhjertighed, medfølelse og evig hellig glæde. Det gennemstrømmede hele mit væsen. Englen Sagde: Se her! Min opmærksomhed blev rettet mod den gruppe jeg havde set før, som blev rystet så meget. Jeg fik vist dem som jeg før havde set græde, og bad i åndspine. Jeg så at gruppen med ledsagende engle omkring dem var fordoblet, og de var iklædt en rustning fra deres hoved til deres fødder. De bevægede sig i fuldstændig orden, fast som et soldaterkompagni. Deres ansigter udtrykte hårde kampe som de har udholdt, den pinefulde kamp som de har været igennem. Deres ansigtstræk stadig en hård indre pine, og skinnede ud med himlens lys og herlighed. De havde opnået sejr, og det fremkaldte den dybeste tilfredshed, og hellige, indviede glæde. Antallet i denne gruppe var blevet mindre. Nogle var blevet rystet ud, og efterladt på vejen. De uforsigtige og ligegyldige som ikke sluttede sig med dem, som værdsatte sejren og frelsen nok til at

11 kæmpe, holde ud og bede for det, opnåede den ikke, og de blev efterlad bagud i mørke, og de blev straks talt op af andre som greb fat i sandheden, og kom ind i rækkerne. De onde engle pressede sig stadig omkring dem, men de kunne ikke have magt over dem. Jeg hørte dem, som var iklædt rustningen sige sandheden frem med stor magt. Det have effekt. Jeg så dem som var blevet begrænset; nogle hustruer var begrænset af deres mænd, og nogle børn begrænsede af deres forældre. De ærlige som var blevet fremholdt eller forhindret fra at høre sandheden, grib nu ivrigt fat i den sandhed der blev udtalt. Al frygt for deres slægtninge var nu væk. Sandheden alene var ophøjet for dem. Den var mere dyrebar end livet. De havde hungret og tørstet efter sandheden. Jeg spurgte hvad der havde gjort denne store forandring. En engel svarede: Det er sildigregnen. Opfriskningen fra Herrens nærhed. Den tredje engels højeråb. Stor magt var med disse udvalgte mennesker. Englen sagde: Se her! Min opmærksomhed blev vendt til de onde eller ikke-troende. De var helt oprørte. Iveren og kraften hos Guds folk havde opvækket dem og sat dem i rækker. Forvirring, forvirring, var på alle sider. Jeg så at der blev taget mål over dette kompagni, som havde Guds kraft og lys. Mørke fortættede som omkring dem, alligevel stod med de Guds anerkendelse og stolede på ham. Så at de var fortrykte. Derefter hørte jeg dem råbe alvorligt til Gud. Gennem dagen og natten ophørte deres råb ikke. Jeg hørte disse ord: Din vilje, o Gud, blive gjort! Hvis det kan forskellige dit navn, indtil døden; men din arm kan bringe frelse. Dette er alle de ord jeg kan komme i tanker om. De virkede til at have en dyb fornemmelse af deres fornemmelse af deres uværdighed, og viste fuldstændig underlægge sig Guds vilje. Alligevel bad enhver, uden undtagelse, ganske alvorligt, og var i brydekamp ligesom Jakob, for at blive udfriet. Hurtigt efter at de var begyndt deres alvorlige råb, ville englene, i sympati, tage hen for at udfri dem. Men en høj befalingsengel tillod dem det ikke. Han sagde: Guds vilje er ikke fuldbyrdet. De må drikke af bægeret. De må døbes med dåben. Snart hørte jeg Guds stemme, som rystede himlene og jorden. Der var et mægtigt jordskælv. Bygninger blev sammenrystet, og faldt til alle sider. Så hørte jeg et sejrsråb, højt, melodisk og klart. Jeg så på dette kompagni som, for lidt tid siden var i knibe og trældom. Deres fangenskab var vendt bort. Et herligt lys skinnede på dem. Hvor skønne de så ud. Al træthed og alle mærker var borte. Alle ansigter var sunde og skønne. Deres fjender, hedningerne omkring dem, faldt som døde mennesker. De kunne ikke udholde lyset der skinnede på de udfriede, hellige mennesker. Dette lys og denne herlighed blev på dem, indtil Jesus kunne ses i himlens skyer, og det trofaste prøvede kompagni, blev forandret for et øjeblik, på et splitsekund, fra herlighed til herlighed. Og gravene åbnedes sig og de hellige kom frem, iklædt udødelighed, råbte sejr over døden og graven, og sammen med de levende hellige, blev de taget op for at møde Herren i luften, medens de rige musikalske råb om herlighed og sejr var på alle dødelige tunger, og kom fra alle hellige læber. E. G. W. En advarsel. Review and Herald d. 15. april 1858

12 Bro. Smith: Idet jeg ser på Guds folks ansvar og farer, får det mig til at frygte for mange, og jeg ønsker at frembringe efterfølgende, som jeg betragter som en meget højtidelig advarsel. Da det blev tydeligt for nogle få år siden, at byrden fra det tredje budskab ville være i veststaterne, besluttede en bror, som havde meget af denne verdens goder, at flytte til veststaterne sammen med sin familie, og derved begynde at arbejde i veststaterne. Han gik med en intention, hans hustru med en anden. Han intention var at proklamere sandheden, men hendes intention var at få alle deres midler lagt ud i huse og jorde, så midlerne ikke kun var sikret, men holdes borte fra Guds sag, men også så hendes mands tid kunne bruges på at bygge, plante, så... osv. Han var overbevist om at hans pligt er at anbringe en del af hans midler til at fremme Guds sag, men det var et stort offer for ham at gøre, for han elskede denne verden, og han lod sig nemt overtale af sin hustru og datter, og efterkomme deres ønske og kærlighed for deres jordiske rigdomme, og beholde dem. Han var ulydig mod Guds kald, for at glæde sin hustru og datter, og havde for ofte nemt til at undskylde eller dække over sin kærlighed til verden, under påskud af at sørge for hans familie. På et bestemt tidspunkt, gav Herren mig et syn på deres situation. Jeg så deres verdslige sind, i stedet for at leve deres tro ud, efter at de tog til det nye land. De fik et fastere greb om denne verden, indtil det var et ordsprog for dem omkring dem. De bekendte at de ventede på Jesu herlige tilsynekomst, bekendte at være Guds særskilte folk, at han rensede sig et særskilt folk, nidkær for gode gerninger, alligevel erklærede deres indkøbte attraktive landområder hvilke gerninger de gør, at denne verden var deres hjem, at ders rigdomme er her. Jeg fik vist vor brors hustru, at han var optaget af denne verdens ånd, og elskede og dyrkede den, at hun måtte slippe sit greb, at hun var en anstødssten for hendes mands vej, hun holdt ham tilbage, og var uvillig til at han kunne sælge og give almisse, også uvillig til at han kunne gå ud og sig sandheden til andre. Jeg så at hvis hun ikke forlod sin mands vej, gøre sig fri af verden, og lede sig til det nødvendige i Guds sag, ville Herren hjemsøge familien med domme, og tage hende bort fra vejen. Hun gav ikke agt på budskabet. Hele hendes sind var optaget af at udruste sig for og gøre tiltag for at blive her. Midt i alt dette kom lidelserne. Hun blev ramt af sygdom, og taget bort. Nogle få uger efter hendes død besøgte vi stedet med budskabet til dem i Laodikæa. Vi gik ind i den ramte families bolig, og arbejdede og bad for dem. De var i en lav og verdsligsindet og modløs tilstand. En tung byrde blev rullet på mig. Faderen kæmpede for frihed. Herren mødte os nådigt, og lod lidt af hans lys skinne på os. Men vi vidste at der stadig meget at gøre. Idet vor bror kom frem til at opgive verden, og få den ud af hans hjerte; idet han ville lægge sin gård på alteret, og sige at han ville sælge en del, eller det hele, så ville datteren gøre det samme som moderen havde gjort, at trække ham tilbage, og hun ville bede om deres rigdomme var her. O hvilken åndspinsel mærkede jeg dog. Vi havde en bedestund. Guds søns lidelser blev holdt frem for mig. Hans pinsler i Getsemane have, idet hele verdens synder blev lagt på ham, hans skamfulde død på korset, alt dette for at frelse skyldige mennesker. Han blev fattig for deres skyld, så de gennem hans fattigdom kunne gøres rige. Når jeg så hvor lidt dem, som dette store offer blev gjort for, var villig til at lide for sandheden, havde jeg svært vid at erkende fornemmelsen for disse ting. Før jeg forlod stedet fik jeg vist et syn at Gud havde taget moderen bort i vrede, og hvis faderen og datteren ikke underlage sig Gud, og hvis de ikke gør sig fri af denne verden og fik afvænnet deres kærlighed til den, så vil Gud gå over tærsklen igen i dommen. Jeg var forbavset over det som blev

13 vist mig i synet. Jeg så at denne bror elskede denne verden mere end han selv troede at han gjorde, og det var en snare for ham, det bedragede ham. Jeg så at han var så nøjeregnende i forretninger, at det faktisk førte ham over den rene sandheds og ærligheds grænser. Englen sagde: Rigdommenes bedrag får mange, mange af deres ejermænd til at snuble over deres rigdomme til undergang, medens kun få at den uretfærdige mammon vil få venner, og til sidst modtages i de evige boliger. Jeg så at broderen ikke gav sine ansatte en ærlig chance for at tjene Gud. Det var hastværk, hastværk, arbejde, arbejde, som om de ikke havde en eneste doller at gøre godt med. Der var kun lidt chance for dem at bede. Jeg så at Gud ser det som mennesker ikke ser, for Gud foragter en så nøjeregnende behandling og begærlighed, og uden fuldstændig forandring, var det umuligt for ham at blive frelst, da han strammer alle nerver for at bevare små midler, som ikke vil gavne ham selv eller andre, da han ikke besad en ædel og ophøjet natur. Jeg så at det var rigtigt at sparre op, men det havde strækket sig ud over et godt formål, kun for at berige beholdningen, som hurtig ville spise deres kød, som var det ild, hvis de ikke, som trofaste forvaltere, gjorde en rigtig forvaltning af Herrens goder. Jeg så at han knapt nok kunne give sig tid til at bede, og at det blot var en tør formssag uden kraft. Jeg så datterens begærlighed, at hendes lov var pakket ind i selviskhed. Hun havde ikke lidt nogen mangel. Enhver mangel var blevet dækket. Hun havde levet for sig selv, og hendes hjerte slog sjældent i sympati for andres ve og vel; da en sådan nøjagtighed, selviskhed, og begærlighed var sjælden at se, og at dette uden fuldstændig forandring, ville vise sig at være hendes ruin. Og hvis hendes fader efterlod hende nogle få tusinde, uanset om han levede eller døde, ville dette være nok til at ruinere hende og mishage Gud. Jeg så at faderen ikke havde været medynkende for den ulykkelige, dem som arbejdede for ham, endog ikke for den fattige forældreløse. De var blevet behandlet nøjeregnende, at Gud ikke kunne se med behag på det, før der blev gjort fuld genoprettelse; for han så på det med afsky. Alt dette fortalte jeg ham, medens min sjæl var bøjet i dyb pine. Sidste sommer fik jeg igen vist denne brors sag, at han ikke bevægede sig hurtig nok, at han ikke brugte sine midler til at fremme Guds sag, så hurtigt som han bude. De næste nyheder jeg hørte var at han var død, og havde efterladt sin store ejendomme til sin datter. Intet var overdraget til Guds sag. Sidste tirsdag, (d. 30. marts,) så jeg at Satans ønske var blevet opnået. Medens han levede, havde hans brødre bortødslet alle deres penge i verden, og stået parat til at fæste hans penge til deres eget forbrug, og derved blev pengene holdt borte fra Guds sag. Og jeg så at Satan fik det præcis som han ønskede det ved hans død, at intet blev overladt til Guds sag, men hans datter blev forbandet ved det, og kom i en situation hvor det var nemmere for en kamel at gå igennem et nåleøje, end for hende at gå ind i himlens rige. Jeg så at det var Satans plan at holde så mange penge væk fra sandhedens rækker som han kunne, og bruge dem som anstødsstene for sjæle. Han er villig til at dem som bekender sandheden, og er nøjeregnende, selviske og begærlige, at de har deres midler i deres ejendom, for de forguder dem. De dyrker dette, og det vil vise sig at være deres ruin; for de samler sig rigdomme på jorden, og mister deres rigdomme i himlen. Så vidt jeg har set begærlighedens løn til denne familie, bør det være en advarsel i menigheden. Det som er blevet vist mig om dem kan jeg ikke holde det tilbage fra Guds folk. Ellen G. White.

14 Review and Herald d. 28. april 1859 Synderens trængsler. Vi hører ofte kristenlivet beskrevet med masser af trængsler, bedrøvelser og sorg, men kun lidt opmuntring og trøst; og man får ofte indtrykket, at hvis han skulle opgive sin tro og hans bestræbelser for et evigt liv, ville sceneriet ændres til behag og lykke. Men jeg er blevet ledt til at sammenligne synderens liv med den retfærdiges liv. Synderen har ikke et ønske om at behage Gud; derfor kan han ikke have en god fornemmelse af hvad han går ind til. Han nyder ikke sin syndstilstand og verdslige fornøjelse uden trængsler. Han føler dyb smerte for dette jordiske liv. Oh ja, til tider trænges han forfærdeligt. Han frygter Gud, men elsker ham ikke. Er synderen fri for skuffelser, rådvildhed, jordiske tab, fattigdom og nød? O nej! I denne henseende er han mere sikker end retfærdighed. Ofte så bliver han syg, men har dog igen stærk og mægtig arm at læne sig op af, ingen styrkende nåde fra en højere kraft der støtter ham. I sin svaghed må han læne sig til sin egen styrke. Han kan ikke glæde sig til genopstandelsens morgen, for han har intet nærende håb om at han så vil få del i velsignelsen. Han opnår ingen trøst ved at se frem i fremtiden. En frygtelig usikkerhed plager ham, og således lukker han sine øjne i døden. Dette er afslutningen for den stakkels synders liv i tomme fornøjelser. Den kristne er genstand for sygdomme, skuffelser, fattigdom, skam og pinsler. Midt i blandt alt dette elsker han Gud, og elsker at gøre hans vilje, og værtsætter intet så højt som hans billigelse. I konflikter, prøvelser, og dette livs foranderlige scenerier, ved han at der er Én som forstår det hele; Én som vil bøje sit øre ned til de sorgfyldte og forpinte råb; Én som har medfølelse med enhver sorg og lindrer ethvert hjertes stærke pinsel. Han har indbudt de sorgrige at komme til ham og finde hvile. Midt iblandt alle hans pinsler har den kristne en stærk trøst, og hvis han lider af en langvarig og pinefuld sygdom, kan han, før han lukker sine øjne i døden, bære det hele muntert, for han har fællesskab med sin Genløser. Du ser ofte hans ansigt stråle af glæde, medens han ser ind i fremtiden med himmelsk tilfredshed kun en kort hvile i graven, og Livgiveren vil bryde gravens lænker, udfri fangerne og bringe ham udødelighed fra hans beskidte leje, aldrig mere kende til smerte, sorg eller død. Lad dette den kristnes håb være vort håb, og vi vil ikke forlange noget mere. Mange taler om at den kristnes liv bringer dem bort fra fornøjelser og verdslige nydelser. Jeg siger at det tager det bort fra noget der ikke er værd at have. Er der ikke forviklinger, fattigdom og pinsler som den kristne skal udstå? O ja, det kan der forvendes i dette liv. Men synderen som vi siger nyder denne verdens fornøjelser, er han fri fra dette livs dårligdomme? Ser vi ofte ikke de blege kinder hos ham, en stærk hoste, der indikerer en skæbnesvanger sygdom? Er han ikke genstand for brændende feber, og smitsomme sygdomme. Hvor ofte hører du ikke at han beklager sig over stærke tab af verdslige goder; og betragter det som hans eneste rigdom. Han mister alt. Disse trængsler synderen har, overses. Kristne er for hurtige til at tro at de eneste som har en vanskelig tid, og nogle virker til at det er nedladende for dem at gribe upopulære sandheder, og bekende sig som Kristi efterfølgere. Vejen virker hård. De tror de har mange ofre at gøre, medens de virkelig ikke gør noget offer. Hvis de optages i Guds familie, hvilke ofre har de så gjort. Deres efterfølge af Kristus har brudt venskabet med verdslige venner; men så på forandringen deres navne står skrevet i Lammets livets bog ophøjet, ja, stærkt ophøjet få del i frelsen Guds arvinger og medarvinger med Jesus Kristus, til en uvisnelig arv. Hvis den kæde som binder dem til verdslige venner svækkes for Kristi skyld, danne

15 en stærkere, en kæde som binder begrænsede mennesker med den ubegrænsede Gud. Skal vi kalde dette et offer fra vor side fordi vi opgiver vildfarelse frem for sandhed, lys for mørke, svaghed for styrke, synd for retfærdighed, og et forgængeligt navn arv, for en evig ære og en uforgængelig rigdom? Men også i dette liv har den kristne Én som han kan stole på støtte fra, som vil hjælpe ham med at bære alle hans prøvelser. Men synderen skal bære sine trængsler alene. Han går ned i graven med samvittighedsnag, under mørke, bundet af satan, for han er hans retmæssige bytte. Hvis der er nogen, som til stadighed bør være taknemmelig, er det den kristne. Hvis der er nogen, som selv i dette liv kan være glad, er det den trofaste efterfølger af Jesus Kristus. Guds børn har pligt til at være taknemmelige. De bør fremkalde en glad sindstilstand. Gud bliver ikke æret ved, at hans børn til stadighed opholder sig under en sky og kaster en skygge overalt, hvor de færdes. Den kristne bør udsprede solskin i stedet for at kaste en skygge. Den ikke troende får ofte det indtryk at religion er en dyster ting og at der ikke er noget indbydende i et kristent liv. Hvis den kristne dvæler for meget på den stenede vej, vil han få den til at synes være end den er. Hvis han dvæler ved de oplyste steder på vejen og er taknemlig for hver lysstråle og derefter dvæler ved den rige belønning der er ved målet, vil han, i stedet for et dystert, sørgende og beklagende ansigtsudtryk, vise glæde. Han har omhyggeligt værdsat alt godt og Gud kan trykt velsigne ham og give ham glæde i hjertet. Måtte Herren altid give os en levende fornemmelse af det store offer som har været gjort for os, og derefter overbringe os den arv som er blevet købt for os ved det dyrebare offer, og måtte vor syn blive oplyst og klart til at dvæle og værdsætte den løn og den overmådelige herlighed der er beredt den trofaste kristne. E. G. W.